A new beginning.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede rent faktisk at Aya havde det godt, og derfor ville han faktisk gerne hjælpe hende med de flyvske evner, for det var jo heller ikke bare noget som måtte komme af sig selv, hvilket han jo udmærket godt vidste. Hans blik gled mod hendes skikkelse, hvorefter han let måtte trække på smilebåndet. Han var glad for hende.. Lidt for glad, og det var vel også lidt det, som rent faktisk måtte være hans problem i det henseende? At det slet ikke var meningen, at det her var noget som skulle ske. Hun vækkede det i ham, og særligt, når han ikke fik det stillet, hvor det skulle stiles, så var han allerede ramt af en samvittighed, kun fordi at han gjorde sig tankerne, og det var da grotesk nok som det var i forvejen!
"Jeg klarer mig nok.. Jeg vil bare ikke have, at du skal ende med at blive syg," sagde han roligt. Han vidste godt, at han var direkte ynkelig, når han var syg, og derfor var det heller ikke noget som han ville have, skulle ske igen. Derfor var det vel bare så dejlig nemt at gemme det bag undskyldningen, at han for en gangs skyld, gerne ville have lov til at tage sig lidt af hende.

Pejsestuen var uden tvivl dejlig varm at komme ind i, og derfor glædede det ham, at Aya var med. De skulle have varmen begge to. Det iskolde vand silede selv ned i hans nakke, og det var koldt! Han tog fat om tæpperne, inden han vendte sig mod hende igen og med et smil på læben. "Det var noget af det bedste, som jeg kendte til som barn.. Når min søster og jeg, kom ind efter en tur i sneen, og vores moder sad klar med den varme drikke foran pejsen," fortalte han roligt. Det var noget som den gamle Elanya nu altid havde været god til. De børn som hun havde haft ved sig, havde hun taget sig frygtelig godt af, når hun nu kunne. Han tog det varmeste tæppe, og lagde over hendes skuldre, inden han satte sig ned ved siden af hende. Det var virkelig koldt at stå op og særligt efter sådan en våd tur i sneen!

[Aya Keena]

Han passede på hende og det var noget hun kunne lide. Normalt så ville hun virkelig hade det, hun var ikke betydningsfuld nok til at blive passet på og dog så var det anderledes når det var Gabriel. Hun følte sig bare godt tilpas sammen med ham. Han var altid i stand til at gøre hende helt rolig og det var i sandhed en dejlig fornemmelse. Hans lille kommentar fik hende til at fnise en smule men dog sagde hun ham ikke imod. Hun havde opfanget det og det var rart at han bekymrede sig om hende. Selv var han forfærdelig ynkelig når han var syg. Han anså jo sig selv som værende døende og hun begyndte næsten at grine ved tanken, dog gjorde hun det ikke. "Tak. Jeg er glad for at du tænker på mig" sagde hun blidt. Det var virkelig rart at han valgte at give hende den omsorg.

Pejsen var helt fantastisk. Hun elskede at sidde og kigge ind i ilden. Det var så hyggeligt og beroligende. Hun kunne godt finde på at bruge timer foran en pejs og bare slappe af. Hun nød det virkelig meget. Hun frøs faktisk en smule mere nu hvor hun kom indenfor men hun skulle ikke vente længe før der kom et tæppe over hendes skulder. Hendes blik gled op mod Gabriel og hun sendte ham et taknemmeligt smil som hun puttede sig ind i det varme tæppe. Hans lille fortælling fik hende til at smile en smule mere. "Det lyder virkelig rart og hyggeligt. Sådan noget har jeg aldrig prøvet" sagde hun roligt og betragtede ham som han satte sig ned. Hun lod hovedet søge let på sned og forsigtigt dukkede den ene af hendes hænder frem fra under tæppet. "Du fryser ikke for meget vel? Du må heller ikke blive syg." Den tydelige bekymring for hans helbred var malet i hendes stemme. Hun lagde hånden roligt mod hans pande og så mod hans ene kind som for at tjekke at han ikke havde feber. Hun ønskede jo heller ikke ligefrem at han skulle blive syg og da slet ikke i den situation som de sad i lige nu.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvfølgelig tænkte Gabriel på hende. Han kunne jo heller ikke ligefrem få sig til at gøre noget andet, og da særligt ikke når det nu var hende. Han smilede let for sig selv, og uden at se sig væk fra hende. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Han var ynkelig når han blev syg. Derfor var det måske en meget god idé at søge indendøre i stedet for alt det andet, og det var lidt det, som han reagerede på, på nuværende tidspunkt. "Selvfølgelig gør jeg det. Det har jeg alle dage gjort, min kære," sagde han med en rolig stemme, dog også fordi at det var noget som han mente. Det sidste som han ønskede var jo at hun skulle komme galt afsted, og da særligt fordi at han i så fald også vidste, at det måtte være hans egen skyld i det henseende.

Tæppet lagde Gabriel trygt omkring hendes skuldre, for at sikre sig, at hun havde det godt. Det var virkelig det eneste som han tænkte på lige nu. Han smilede svagt. Lige i de stunder, der måtte han jo erkende, at han rent faktisk savnede sin gamle mor. "Den slags var hun særligt god til, og specielt når det var koldt. Jeg kan godt få noget varmt bragt herop?" sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse. Dette var dog ord som han rent faktisk måtte mene. Det var et indblik i den unge Gabriels liv.. og det ville han gerne give hende, og særligt nu hvor hun rent faktisk også viste den interesse for det. Han selv sad med et af de tyndere tæpper, og han kunne godt mærke, at han var kold.. men ikke i den forstand, at han ville fryse som sådan. Hånden som lagde sig mod hans pande og kind, fik ham nu kun til at smile. "Jeg klarer mig," sagde han roligt, inden han igen vendte blikket mod hende. Han klarede sig da altid.

[Aya Keena]

Aya mærkede hans blik hvile på hende og hun begyndte at rødme en smule. Det var faktisk rigtig rart at der blev tænkt på en engang i mellem og især når det nu var ham. Hun hævede de blå øjne og mødte hans blik med et lille sødt smil. Hun førte en smule af det røre hår om bag sit øre og så væk fra ham igen. Pokker tage det hele lige nu. Han var virkelig ynkelig når han var syg, det var næsten helt sødt. Hun fniste en smule ved tanken, han havde virkelig troet at han skulle dø. Det havde været en dejlig dag selvom han ikke havde kunnet gøre meget. "Det betyder rigtig meget at du siger det. Det er rart at du tænker på mig, det er rart at vide at jeg har en lille betydning for nogen" sagde hun stille men ærligt. Hun kunne virkelig godt lide det. Følelsen var ufattelig rar.

Det var rart at høre om hans liv. han havde jo trods alt levet meget meget længere end hende selv og hun ville rigtig gerne vide mere om ham. Hun lod hovedet søge let på sned og puttede sig mere ind i tæppet. Det var dejlig varmt og rart. Hovedet søgte let på sned som hun lyttede til hans fortælling om sin mor. "Det lyder virkelig rart. Jeg ville godt have mødt hende. Hun lyder som et dejligt menneske, ligesom dig" sagde hun med et let smil. Hun rystede blot på hovedet ved hans spørgsmål om han skulle have noget sendt op. Ikke for hendes skyld i hvert fald. Hun vendte sig mod ham sådan så hun sad på knæ og kiggede på ham. Hun havde lagt hånden på hans kind og hans pande men han virkede til at have det godt. Hun ønskede jo ikke at han skulle blive syg. Ved hans ord sendte hun ham et lille smil og lod hånden falde til hans kind igen. Forsigtig strøg hun den med et lille smil. "Det er godt. Jeg ville blive meget ked af det hvis du ikke klarede dig. jeg ville virkelig mangle en meget vigtig person i mit liv." Hun mente det virkelig. Gabriel var så sød og rar og så vigtig for hende at hun ikke vidste hvordan hun ville have det hvis han ikke var her.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Alt taget i betragtning, så kunne Gabriel heller ikke se bort fra at Aya var en kvinde, som han virkelig var blevet utrolig glad for. Derfor ville han meget gerne have lov til at passe på hende, og det var vel egentlig heller ikke så underligt var det? Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, uden at smilet forlod hans læber. Selv som konge, kunne han rent faktisk have en omgangskreds bestående af venner, som rent faktisk var udenfor hoffet. For ham, var det jo rent faktisk det vigtigste. "Du har en betydning for mig, og det skal du da naturligvis vide, Aya.. Jeg... i mange henseender, ved jeg ikke hvad jeg skulle gøre uden dig," sagde han ærligt, som han lod blikket hvile på hendes skikkelse.

Hans mor var en kvinde som Gabriel til tider måtte savne mere end det som han nok lige kunne beskrive det, for han kunne jo ikke gøre noget ved det. Alt det som deres familie havde måtte stå model til i løbet af årene, og det var jo heller ikke ligefrem blevet meget bedre. Han smilede let for sig selv. Hans moder havde uden tvivl været en meget varmhjertet kvinde, som bare havde ønsket at gøre alle glade og tilfredse. "Hun var en god og hjertevarm kvinde lige til det sidste.. Alt det som hun har måtte stå model til. Det har forundret mange, at hun stadig kunne smile. Hun havde slottet og ansvaret for landet her, sammen med min søster og jeg at håndtere ved siden af.. Hun var stærk," sagde han. Han havde heldigvis flest gode minder, end han havde de dårlige, som så mange andre havde.
Hendes hænder over hans ansigt fik ham nu bare til at smile. Det var rart.. Virkelig rart at nogen faktisk ønskede og ikke var bange for at røre ham. Det var lidt det indtryk han havde af Silia engang imellem, og det var hårdt. Virkelig, virkelig hårdt. Han ville dog ikke tænke på det lige nu. For nu, var det vigtigste faktisk at de kunne nyde tiden lidt sammen. Han hævede stemmen for en kort stund, hvor en af tjenestestaben hurtigt meldte sig i døren. Han anmodede om varm drikke, og tjeneren forsvandt igen. "Du er nødt til at smage det," sagde han med et let smil på læben. Selv kunne han godt bruge noget varmt.. blot for at sikre sig, at han blev helt varm! Ordene som hun skænkede ham, varmede ham uden tvivl. Hvad han dog ikke ville gøre, for at holde hende sikker.

[Aya Keena]

Gabriel havde virkelig en stor betydning for Aya. Hun var så glad for at han var der for hende. Den følelse han gav hende når de var sammen var fantastisk, hun kunne ikke andet end at nyde hans selskab. Hans ord fik hende dog til næsten at stoppe op. Mente han virkelig det? Hun bed sig stille i læben og vendte blikket nedad som han sagde det. Det var ufattelig rart at høre. Hun vendte blikket op mod ham på ny med en tydelig rød farve i hendes kinder. "Jeg .... Tak" var det eneste som hun kunne formå at fremstamme. Det var virkelig underligt at høre ham sige sådan noget men glæden boblede i hendes indre. Hun kunne virkelig godt lide det.

Aya kunne virkelig ikke lade være med at smile som gabriel fortalte om hans mor. Det var virkelig sjovt at få dette indblik i en mand som egentlig var så lukket på en måde. Hun sat blot og lyttede roligt. Det lød virkelig fantastisk, selv kunne man jo sige at hendes barndom var blevet taget fra hende eftersom hun var vokset op uden forældre og ikke havde levet ret længe før hun var blevet slave så det var rart at vide at der var sådan nogle søde historier ude i verdenen. "Du har virkelig været heldig. jeg må ærligt erkende at jeg er en smule misundelig. Det lyder virkelig fantastisk at have en mor som hende. Hun har gjort det godt når man kigger på dig" sagde hun varmt og lod hovedet søge let på sned.
At han så ønskede at hun skulle smage fik hende blot til at smile. Hun strøg ham stadig over kinden, det var virkelig rart at kunne give ham disse kærtegn. Det var rart at kunne være der for en som havde brug for hende på en måde. Hun savnede lidt at der var brug for hende en gang i mellem. "Hvad er det for noget?" spurgte hun nysgerrigt og kiggede undersøgende på ham. Hun kunne stadig mærke kulden i sin krop så noget varmt ville da være rart, dog så var der andre måder at varme sig på som hun hellere ville.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel holdt forbandet meget af Aya, så det var ikke noget, som han havde tænkt sig at lægge skjul på. Igen havde hun reddet ham fra at rende rundt og gøre sig tanker, om ting, som han slet ikke skulle gøre sig lige nu. Det var rart at kunne få lidt frisk luft til hjernen engang imellem, og selv det var noget, som selv han havde brug for, og ikke rigtigt havde tænkt sig at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Hans blik gled mod hende og med et smil. Han holdt forbandet meget af hende.. og netop derfor, var han ekstra bange for krigen som ville ramme dem alle sammen på et tidspunkt.. Tænk hvis han skulle ende med at miste hende? Det ville han slet ikke. "Du fortjener at vide det," sagde han med et stille smil på læben.

Gabriel åbnede yderst sjældent op og snakkede om sin mor, og særligt fordi at han vidste, at det rent faktisk var de færreste i Procias, som kunne lide hende. De havde dømt hende som sindssyg, men var det underligt med alt det, som hun havde skulle stå model til? Alle de tab som hun havde lidt? Alle de børn, som selv hun skulle lægge i graven? Og nu stod han jo så her, med hans moders ry og rygte i ryggen, og det var virkelig også hårdt til tider, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. "Der var ikke mange som kunne lide hende.. hun var meget præget af hvad hendes hjerte fortalte hende, og det var hun lige til det sidste.. Der var ikke det, som hun ikke forsøgte at gøre for landet, og særligt familien," sagde han roligt.
At Aya sad der og berørte hans kinder, var noget som han virkelig godt kunne lide. Det var noget som gav ham en form af ro i kroppen og sindet, og han kunne uden tvivl godt lide det. Han sukkede let, inden han sendte hende et smil. "Det er en delikat ting, som man ikke får mange steder i dag.." Hovedet trak han til sig, som tjeneren kom tilbage med to kopper af rygende indhold. Han nikkede som tak og tog imod dem begge. Han rakte hende det ene. Varm smeltet chokolade var uden tvivl en dyr ting at få, men slottet havde jo mulighederne for det. Han selv tog en lille tår. "Prøv det," opfordrede han med et smil på læben.

[Aya Keena]

Det var virkelig underligt at få sådan nogle ting af vide. Hun følte sig virkelig tumlet rundt på gulvet af ham. Hendes blik gled i jorden og hun bed sig selv i læben. Hvordan reagerede man på sådan noget? Hun vidste det virkelig ikke. Ikke nok med at de ord han sagde slet ikke gav mening for hende så var der også alle hendes følelser som forvirrede hende og det faktum at han ikke havde det på samme måde. Det hele tumlede i hendes hoved mens hun gik der en smule bag ham. Et par enkelte tårer gled ned over hendes kinder og med et tog hun et lidt hurtigt skridt, nåede helt hen til ham og lagde armene om ham sådan så hun stod med fronten mod hans ryg. "Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal håndtere disse ord som du skænker mig. Jeg holder forbandet meget af dig, Gabriel. Jeg tænker kun på at gøre dig glad og at se dig smile. Du er den vigtigste person i mit liv" hviskede hun mens tårerne løb ned over hendes kinder.

Aya nød at høre om hans mor. Det gjorde hende glad at vide at han ville dele disse ting med hende og det gjorde hende virkelig glad bare at kunne sidde sammen med ham. Det så ud som om han havde mange spændende historier omkring sin mor. Selv kendte Aya jo intet til den gamle dronning og havde derfor ingen fordomme eller noget som helst. Hun lyttede blot fordi det var spændende og fordi hun var interesseret i Gabriel og hans liv. Hovedet søgte let på sned med et let smil. "Hun lød som et fantastisk menneske. Med det du fortæller der så ligner du hende meget. Der er heller ikke det du ikke vil gøre for Procias eller Silia" sagde hun næsten stolt. Det var virkelig rart at han var på den måde. Han var forudsigelig men helt fantastisk og blid.
Hun sendte ham et smil som hun strøg ham over kinderne. Hun stoppede faktisk først da der kom to kopper ind til dem. Hun fik den ene i hænderne og så meget nysgerigt på koppens indhold. Det duftede himmelsk! Blikket hvilede på ham som han snakkede og hun rødmede en smule. Han skulle da ikke spilde fine ting på hende, men hun kommenterede det ikke. Hun pustede let på indholdet fordi det var varmt og tog derefter en lille slurk. Det smagte fantastisk. "Det smager virkelig godt! Hvad er det?" spurgte hun nysgerrigt og vendte blikket mod hans skikkelse igen mens hun tog en lille tår mere. Hun havde aldrig smagt chokolade før så dette var helt ukendt for hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Hvorfor skulle Gabriel lyve for Aya, når hun virkelig var en kvinde, som han holdt forbandet meget af? Det var der jo slet ikke nogen grund til, når det nu endelig var sagt. Hans blik søgte hende, også selvom det uden tvivl kom bag på ham, at hun nærmest sad der og.. græd? Var det så slemt, at han fortalte hende, hvordan han havde det med tingene? Han var jo gået hen og blevet glad for hende, og han ville jo gerne passe på hende og beskytte hende, og det ville han da gerne stå ved i den anden ende, når det nu endelig skulle være. "Du græder.." bemærkede han endeligt, da han faktisk ikke helt vidste hvordan han skulle tackle det, men.. det var vel noget, som han også måtte finde ud af på et eller andet tidspunkt. Han smilede svagt. "Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg holder af dig, Aya. Du gør så meget for mig," sagde han ærligt.

Det var de færreste, som vidste hvordan Gabriel havde det med sin mor, og hvor meget han egentlig savnede hende fra tid til anden, for det gjorde han virkelig. Han smilede svagt. "Jeg ligner hende nok mere, end hvad jeg vil være ved," sagde han med et stille smil på læben, inden han endnu en gang vendte sig mod hende. Hun var så sød og dejlig at være sammen med, og selv det var noget som især faldt i utrolig god smag, selv ved ham.
Gabriel trak sig, da kopperne med varm chokolade blev bragt ind til dem. Dette var ikke noget som han havde nydt af, siden det havde kørt godt mellem ham og Silia, men selv det var jo ved at være lang tid siden nu, og det var jo det, som han selv kunne mærke, og var kraftigt påvirket af, som det var lige nu. At hun så derimod godt kunne lide det, var noget som glædede ham. "Det er varm og smeltet chokolade." endte han med en rolig stemme. Selv var det især noget af det, som han bedst nød af, og særligt her i den ekstremt kolde tid, så var et virkelig dejligt med noget varmt til ganen.

[Aya Keena]

Det her var virkelig svært. Aya sad med tårer trillende ned af kinderne. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun var lykkelig over at han havde det sådan men alligevel så var hun ked af det over det fordi han ikke følte det samme som hende. Hun var stadig lidt i den der mentalitet at hun ikke var værd nok til at betyde noget. Ved hans lille bemærkning tørrede hun sine øjne og vendte blikket mod ham. "Jeg er bare forvirret. For mig er jeg stadig bare lille Aya og slet ikke nok værd til at få skænket så fine ord men jeg er også virkelig lykkelig over at du giver mig dem. Der er bare en konflikt mellem gerne at ville acceptere ordene og så ikke tro at jeg er nok værd til dem og det får tårerne til at trille" forklarede hun med et blidt smil mellem tårerne. Hun mente ordene også selvom hun havde undladt det med at hun holdt af ham. Denne forklaring var alligevel også mere sandsynelig.

Aya kunne virkelig godt lide det her. Det at sidde med Gabriel og snakke om hans mor. Hun lyttede og smilede blidt til ham som han snakkede. "Hvis du ligner hendes så meget så må hun have været et fantastisk mennekse for du er helt igennem dejlig" sagde hun roligt. Hans mor lød fantastisk, hun ville rigtig gerne have mødt hende men det var der ikke mulighed for, desværre. Gabriel var virkelig dejlig og med sådan en dejlig søn så måtte hans mor have været fantastisk.
Hun tog en lille tår mere. Det her smagte virkelig godt! Hun havde aldrig smagt noget så sødt og fyldigt som det her. Hun lyttede til hans ord og kiggede undersøgende på væsken. Varm Chokolade? Skulle sådan noget ikke være koldt og i små stykker som man kunne spise? Hun vendte blikket op mod hans skikkelse. "Jeg troede sådan noget skulle spises og ikke drikkes? Jeg mindes at have hentet Chokolade for nogle af mine tidligere herre men det var altid i stykker" sagde hun roligt. Hun kunne virkelig godt lide at sidde sådan her og snakke med ham. Det var fantastisk at være i hans nærhed på denne måde. Det var fantastisk.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne slet ikke se hvad det var Aya var forvirret omkring. Naturligvis fortjente hun da at vide hvor meget hun egentlig gjorde for ham, og hvor meget det egentlig betød for ham. Hun var i hvert fald ikke uden betydning for ham, og det var lidt det, som han gerne ville gøre tydeligt for hende, så meget, som det nu var ham menneskelig muligt. Et stille smil passerede let hans læber. Hun skulle ikke undskylde for sig. Det var slet ikke det, som han ønskede at hun skulle gøre i hvert fald. "Selvfølgelig skal du da vide, hvordan jeg har det, og føler med tingene, Aya. Du er måske en del af en tjenestestab, men dog er du et væsen og individ, hvis arbejde og mening, skal respekteres. Det håber jeg at jeg gør," sagde han med en rolig stemme. For ham, var det noget af det, som rent faktisk betød mest.

Selv nu hvor han valgte at introducere hende til den varme chokolade og historier fra hans barndom, måtte selv den nostalgiske følelse vælte lidt op i ham. Det var præcist sådan her de havde siddet dengang. Det var dog tanker, som han forsøgte at slå lidt ud af tankerne, for han havde virkelig mange af dem. Han rystede let smilende på hovedet. "Mener du virkelig det? Min mor var en fantastisk kvinde.. dømt af rigtig mange, men holdt sig stærk lige til det sidste," sagde han med en rolig stemme. Han selv tog en god tår.. og for alt i verden, forsøgte han ikke at få chokoladeskæg af det! Han vendte blikket mod hende og med et smil. At købe det i fast form og spise det.. det kunne han ikke, men derimod at drikke det, det kunne han godt. "De fleste foretrækker det i fast form.. Der kan jeg bare ikke få mig selv til at spise det.. Jeg derimod, kan drikke det.. Og det synes jeg smager godt," sagde han med et stille smil på læben, også fordi at det var ord, som han måtte mene. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. Han selv tog endnu en god tår. Han skulle nyde den mens den var varm. Han tørrede hurtigt over munden med den frie hånd. Han fik da også snart chokolade over det hele. Han grinede let. "Og så absolut over det hele," sagde han leende. Lige nu var det ikke alt det negative han havde i tankerne.. men derimod alt det gode. Det føles rart for en gangs skyld.

[Aya Keena]

Aya var virkelig forvirret lige nu. Det boblede i hende, gjorde hende helt ør i hovedet. Hvad pokker skulle hun dig stille op med sig selv? På den ene side så kunne hun virkelig godt lide ham, hendes hjerte hamrede som besat når han var hende nær men hun vidste jo godt at han havde en anden. Hvor var det fortvivlende at sidde i sådan en situation. Hun prøvede virkelig at komme på andre tanker og prøvede at glemme dem men det var bare svært når han sagde sådan nogle ting! For nu valgte hun blot at glemme det en smule. "Det gør du. Det er stadig svært for mig at anse mig selv for mere end en slave. Jeg prøver virkelig at se anderledes på tingene men det svært efter så mange hundrede år" pointerede hun og kom med et let grin for at prøve ikke at gøre det hun sagde så deprimerende.

Den varme chokolade var skøn! Hun havde virkelig aldrig smagt noget lignende. Hun drak den roligt for ikke at løbe tør for hurtigt men det smagte virkelig godt. Hendes blik søgte fra chokoladen til Gabriel som han snakkede igen. Hun nikkede roligt. "Jeg mener hvert et ord. Gabriel du er et af de dejligste mennesker som jeg kender i denne verden og hvis du ligner din mor bare halvt så har hun også været fantastisk. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne have mødt hende. Jeg tror jeg er den sidste som nogensinde ville dømme folk uden at kende dem. Det er jo det jeg bliver normalt" sagde hun roligt og kiggede på ham hen over koppen. Hun mente virkelig alle de ord hun skænkede ham. Han var virkelig dejlig. At han ikke kunne spise chokolade men godt drikke det var hende en smule underligt. Var det ikke det samme? Hun lyttede til ham og lod hovedet søge let på sned. "Det er første gang jeg smager det men det smager rigtig godt. Jeg må dog erkende at jeg finder det en kende morsomt at du godt kan drikke det men ikke spise det. Det er lidt underligt." Et let lille grin brød hendes læber før hun tog en tår mere af den dejlige drik. Hun fik noget på den ene kind men bemærkede det ikke det mindste. Det var virkelig rart at være sammen med ham på denne måde. Han virkede så fri og så rolig. Det var rart at se ham slappe af i stedet for at styrte rundt som han plejede. Hun sendte ham et blidt smil. Dette kunne virkelig ikke være bedre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede ikke at lyve for Aya, og særligt når han mente, at han virkelig var gået hen og blevet glad for hende - på en måde, som han slet ikke burde være det på, men det var nu sket. Et sted.. vel fordi at Silia ikke kunne give ham det? En slave, ville hun aldrig nogensinde blive i hans øjne, og sådan var det nu bare. Hun var langt mere værd end det, hvilket han heller ikke var bange for at erkende for hende. "Jeg ved godt, at den kan være svær, men derfor er det stadig vigtigt for mig, at du ved det," sagde han med en rolig stemme, dog fordi at det var vigtigt for ham. Aya var måske ikke nogen af stor status, men af personlig, så var hun meget vigtig for ham, og det var vel egentlig også det, som kunne gå hen og blive det vigtigste, når det endelig skulle være? Han sendte hende et stille smil. Han ville bare ikke have, at hun skulle blive vred eller forvirret over det.

Varm chokolade kunne han drikke.. men at spise det, det kunne han ikke. Gabriel havde forsøgt i mange år. Lige den del, havde Silia jo så fået lov til at tage sig af, og det var skam ikke fordi at han havde i sinde at lade være. Han smilede let. Tankerne omkring hans moder, var virkelig noget som kunne bringe ham til barndommen, men også ord, som han heller ikke kunne fortsætte med at se bort fra. "Du dømmer måske ikke, men det er der så mange andre, der har gjort, Aya... Virkelig mange, og særligt min moder, er dette gået udover," sagde han dæmpet. Det var at svinde hendes minde til, for der var gjort rigtig mange gode ting under hendes styre. Der havde været fred.. ro ikke mindst, og var det ikke værd at tage med? Han satte koppen mod hans lår, selvom han stadig holdt fast i den. Smilet bredte sig på hans læber, inden han vendte sig mod hende igen. "Du må gerne sige det. Jeg ved at jeg er mærkelig.. Men i fast form.. så kan jeg ikke lide det," sagde han leende. Det var dog sandt. Han havde sine mærkelige vaner, og lige den, var jo så desværre en af dem. Chokolade kunne han kun lide, hvis han kunne drikke den, og at den var varm.. Ellers kunne han ikke få sig selv til at røre ved det.

[Aya Keena]

For Aya var det bare virkelig svært at skifte mentalitet på den måde. Hun havde stadig svært ved at regne sig selv for noget værd for den eneste værdi hun nogensinde havde haft var en pris i mønter. Hun havde aldrig betydet noget for nogen og selvom hendes herre havde sagt at de var glade for hende så kunne hun altid skiftes ud. Det var lidt sådan det var alle steder vel? Hvis man ikke længere var nyttig så kunne man bare blive skiftet ud. Hun nikkede roligt ved hans ord. "Jeg prøver virkelig. Du gør det nemmere for mig. Når vi er sammen sådan her så kan jeg ikke lade være med at føle at jeg er mere værd end som så. Det er en rigtig dejlig følelse at sidde med. Du er skøn, Gabriel" sagde hun blidt.

Den måde han snakkede om sin mor på var virkelig skøn! Det var tydeligt at han havde holdt ufattelig meget af hende da hun levede. "Det er synd at folk har gjort det ved hende. Det er synd at de gør det overfor nogen. Jeg er ked af det på dine og hendes vegne. Det burde virkelig ikke være sådan" sagde hun stille og vendte blikket ind mod pejsen. Det Procianske folk kunne virkelig være grumme, det havde hun jo oplevet på egen krop. Forsigtigt rykkede hun sig helt over ved siden af ham og vendte blikket ind mod ilden. "På en måde ...." Hun tav kort og tiltede hovedet let på sned. "..... På en måde er jeg rigtig jealoux på dig. Jeg ville ønske at jeg havde minder om mine forældre. Jeg voksede op på et børnehjem ved jeg men jeg husker intet fra min tid der. Der er som om at mine minder først begyndte den gang jeg blev taget som slave." Hun vendte stille blikket mod ham. Det var ikke noget hun havde snakket om før men et sted så havde hun brug for det. Hun havde lyst til at åbne sig lidt for ham fordi han betød så meget for hende. Hun tog en lille slurk af sin chokolade igen og fandt at koppen blev tom af det, desværre. Hun sendte ham et lille smil hvorefter hun satte koppen fra sig på det nærmeste bord. Hun strakte sig en gang og lod sig falde tilbage ned på ryggen mens hun stadig kiggede op på ham og puttede sig ind i det store tæppe. "Du er sær! Men jeg kan lide det. Du er fantastisk. Helt igennem, også selvom du ikke kan spise chokolade" grine hun mildt og lod hovedet søge let på sned.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At Aya kun blev mere og mere overbevist om hvordan han følte, og hvordan han havde det med hende, var uden tvivl kun en tanke som gjorde ham selv meget glad. Det var vigtigt for ham, at hun om ikke andet, så kunne føle, at hun rent faktisk havde et sted at være, og et sted, hvor hun vidste, at hun kunne føle sig tryg, for det var den fornemmelse, som han gerne ville have, at hun havde af at være her.. Nok særligt omkring ham, men det var underordnet lige nu. "Godt.. Det er virkelig vigtigt for mig, at du ved, at du har en betydning, og ikke bare kan erstattes.. Her går det op i lidt andre ting end guld og sølv," sagde han ærligt. For Gabriel havde hun uden tvivl en meget stor personlig betydning, og derfor ønskede han naturligvis også at sikre hende, at hun havde det godt.

Nu hvor Gabriel uden tvivl var begyndt at få varmen igen, så kunne han også slappe bare en anelse mere af. Tæppet han havde omkring kroppen, fangede den løse sne, som var smeltet i hans fjer. Selv der kunne han mærke varmen. Nu hvor de sad og snakket om den fortid, ingen af dem ellers ville have snakket om, så var det på ingen måder noget som gjorde ham det mindste. Han smilede let for sig selv, inden han atter en gang måtte vende blikket i hendes retning. "Det var hun virkelig," sagde han ærligt. Begge hans forældre havde han igennem tiden, fået lagt i graven, og det havde været hårdt. At hun så derimod intet kunne huske om sin egne fortid, var uden tvivl en tanke, som han måtte finde direkte skræmmende.. Som rigtig skræmmende endda. "Du kan virkelig intet huske..?" spurgte han med en dæmpet stemme. Han rynkede let på panden, inden han lod hende rykke tættere på, og da hun valgte at lægge sig ned. Hun slappede vel af nu? Og det var noget som han helt klart var rigtig glad for. Han sendte hende et svagt smil. Det gjorde ham faktisk rigtig ked af det, at hun havde det på den måde, og særligt når det foregik på denne her måde. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende, inden han lagde sig om på siden, så han kunne ligge og betragte hende i stedet for. "Jeg går ud fra, at sær i det her tilfælde, så er en meget god ting," sagde han med et træk på smilebåndet.