A new beginning.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For Gabriel, var det uden tvivl betryggende, at vide, at han havde nogen at åbne op for, og særligt når det ikke rigtigt gik mellem ham og Silia. Når alt skulle tages i betragtning, så var det betryggende for ham, at vide, at tingene var på den måde. Hans blik hvilede på hendes skikkelse og med et smil på læben. Det var en sandhed som han ønskede at give hende, og det var lidt det, som han ønskede at stå fast på, når det nu endelig var. "Godt," sagde han blot.
Selvom det var svært for Gabriel i det hele taget at finde roen, så var det noget som han forsøgte. Desværre var det folket som tog rigtig meget af hans tid, og særligt igennem denne tid. Folket var noget som han satte først, og da særligt fordi, at det gav ham noget at tænke på, og da særligt nu hvor han havde så meget andet at skulle tænke på oveni. Han lod hovedet søge let på sned. "Sneen afspejler meget af det, som vi i forvejen har at stå inde ved.. Det smukke og det uskyldige," sagde han roligt. Sneen var smuk, uskyldig og hvid, men dog så frygtelig kold at holde ved, og den smeltede når det blev for varmt.. Ustabil et eller andet sted, og det var jo næsten også sådan, at man kunne betegne lyset, som det var lige nu.

Krigen var noget som de begge var bange for, og selv Gabriel vidste hvad et indebar for ham. Han skulle ride i fronten og lede sit folk i krig, og selv var han ikke særlig krigerisk af afstamning. Kunne han undgå den slags, så gjorde han det naturligvis. Hænderne foldede han endnu en gang over ryggen, inden han endnu en gang vendte blikket mod hende. Selv måtte han jo sande, at han var mest bange for at miste livet i det øjemed.. Men hvad gjorde man ikke for at beskytte og passe på folket? "Det slår ihjel, Aya.." Han vendte denne gang blikket mod hende. Om den kom og hvornår den kom, skulle han ikke kunne sige.. det var bare svært nok for ham i det henseende. "Og du har ret i, at ingen fortjener det. Jeg er bare bange for, at det ikke er noget, som vi kan undgå denne gang.." En kulde meldte sig i en vind som slog direkte mod ham. Han sænkede blikket. Hvor var det dog en kæmpe stressfaktor!

[Aya Keena]

Aya lyttede til ham for hun ville rigtig gerne. Hun holdt meget af ham og den følelse af at ville hjælpe ham og give ham et helle i denne store og farlige verden var noget som hun virkelig nød. Hun ville gerne have at han åbnede sig for hende for hun ville virkelig gerne gøre alt for ham og for at han havde det godt. Hans ord var dog ikke megen trøst for hende selvom dette ikke var noget hun sagde højt. Lige nu handlede det bare om ham og om hvordan han havde det. Det var det vigtigste. Hun smilede blidt og lod hovedet søge let på sned.
Aya vidste at det var svært for ham. Hun vidste at han måtte være splittet mellem at passe på sig selv og passe på folket. Folket var krævende i den forstand og hun vidste det jo godt. De havde brug for ham ligeså meget som han havde brug for sig selv. Hans ord omkring sneen kunne hun kun give ham ret i. Smuk og uskyldig var et passende udtryk for hvad det var hun sad med i hænderne. Hun smilede sødt og vendte blikket mod hans skikkelse. "Jeg glæder mig til foråret og varmen, ikke kun fordi at jeg ønsker det bedste for alle andre men i denne vintertid er der også så mange mennesker indendøre. Det var meget mere fredeligt da folk var ude" sagde hun roligt og vendte blikket ned på sneen som næsten var smeltet i hendes hænder som efterhånden var godt kolde.

Aya frygtede hvad der ville ske med dem alle sammen når krigen ville rase hen over landet. Hun kunne virkelig ikke lide tanken, det kunne hun bare ikke! Hun betragtede ham som hans blik vendte sig til hende. "Hvis det ikke kan undgås så er der ingen grund til at sidde og sumpe i det. Så må vi hellere gøre alt for det ikke sker, ikke?" sagde hun og prøvede at være en smule mere opmuntrende. Denne samtale var ved at ende på et mørkt sted og hun brød sig ikke om det.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var virkelig splittet, og det var det som skræmte ham en anelse. Når alt skulle komme til alt, så var han splittet mellem hvad han skulle gøre, og hvad han burde gøre. Vinteren havde været hård ved landet i denne omgang, og i forvejen, havde det påvirket rigtig meget af det, som var sket i landet i forvejen. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Det var noget, som hun var god til: At sætte tanker i hans hoved, som han ikke ville gøre sig under normale omstændigheder. Han kunne jo godt lide det. Han kunne virkelig godt lide det.
Sneen var kold, smuk og uskyldig, men selv Gabriel kunne lide det. Det var jo bare sådan at det måtte være. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse endnu en gang og med et let smil på læben. "Varmen som foråret bringer med sig, vil bringe en glæde med, så høsten igen kan komme i jorden og maden igen kan komme på bordet," sagde han med en rolig stemme. Han glædede sig selv, også fordi at han i det tilfælde, kunne åbne op til den kongelige høst, og bringe den videre ud til folket. Han gjorde gerne hvad han kunne for at passe på dem, og beskytte dem ikke mindst, så det var jo også noget, som faktisk betød utrolig meget for ham i det tilfælde. Hans smil falmede dog en anelse.. Der var bare så mange ting, som han skulle huske sig selv på, og det var da virkelig, virkelig hårdt, at det skulle være sådan.. for han var slet ikke god til det. "Jeg tænker for meget på folket, gør jeg ikke?" endte han med en direkte stemme.

Krigen var Gabriel allerede nu bange for, at de ikke kunne undgå, og særligt sådan som tingene udviklede sig for tiden. Det var egentlig ganske... grusomt, og særligt fordi at han frygtede for konsekvenserne for landet, for som det stod nu, havde de på ingen måder en hær, som var stor nok til at slå den mørke tilbage til de rette grænser mod Dvasias. Han frygtede for sit liv i det tilfælde. "Jeg er bare bange for, at det denne gang, ikke er noget som kan undgås denne gang. Det hele rykker på den dvasianske side nu, og nu hvor dronningen af Manjarno er blevet væk, så er det kun et spørgsmål om tid, inden de banker på vores dør," sagde han direkte. Det efterlod ham med skræmmende mange tanker. Han var virkelig bange for at det ville koste Procias deres eksistens.

[Aya Keena]

Aya kunne godt lide disse stunder som hun havde med Gabriel. Hun kunne virkelig godt lide at snakke med ham, at bare være sig selv sammen med ham. Hun kunne også mærke hvordan han ligesom slappede en smule mere af når de var alene og det kunne hun virkelig godt lide. Smilet sad som syet fast på hendes ansigt. Hun havde savnet det her, hun havde virkelig savnet at være sammen med ham og bare snakke. Der havde bare ikke været så meget tid til det.
Sneen var dejlig. Aya elskede den, den var så smuk men hun kunne godt se hvor besværlig den kunne overfor folket ikke mindst. Hun ønskede sig at varmen ville komme, sne og frost var et tegn på at en ny begyndelse snart ville indfinde sig og foråret var den nye begyndelse. Det var altid så rart at se når alt begyndte at springe ud igen. "Det vil glæde rigtig meget når foråret igen vil komme til vores land. Markerne vil stå i fuld flor igen og folk vil kunne få mad. Der er en dejlig tid" sagde hun mildt og smilede roligt til ham. Hun kunne se at han tænkte, at han faktisk tænkte rigtig meget. Han holdt af folket, han ville gøre alt for at beskytte folket og folket lå ham så nært. Hans spørgsmål fik hende til at stoppe op. Hun studerede ham lidt før hun gik helt hen til ham og blidt lagde en hånd mod hans kind. "Du er perfekt som du er, Gabriel" startede hun stille. Hun lod hånden forlade hans kind og lod den falde til hans bryst, lige over hans hjerte. "Din kærlighed til folket er fantastisk. Du er en del af folket som vel som vores konge. Det gør dig speciel og det må du aldrig glemme." Hendes blik hvilede i hans. Hun mente virkelig hvert et ord hun sagde til ham.

Det virkede som om at krigen ville være uundgåelig ud fra de ord som han sagde. Hun kunne ikke lide tanken men hun kunne intet gøre ved det. Hun kunne intet stille op for at ændre fremtiden. Hun sukkede en gang og bed sig let i læben før hun begyndte at tale igen. "Hvis det ikke er til at undgå må vi forberede os. Som du selv sagde så må vi kæmpe så godt som vi kan" sagde hun stille men dog en smule bestemt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var rent faktisk ked af, at han ikke havde større mulighed for at tilbringe tiden sammen med Aya, men det kunne nok også være derfor, at han i det tilfælde, bare nød de stunder, når de endelig dukkede op, for det var bestemt ikke ofte, at den slags skete mere. Han sendte hende et smil. Sneen var ganske vidst smuk, men den kunne være lige så ødelæggende, for kulden bremsede op i absolut alt af madforsyning og produktion, ganske enkelt fordi at det blev for koldt. Han havde altid nydt det som barn.. nu sad han med de samme problematikker, som hans moder havde gjort i sin tid. "Netop derfor, er det en stund, som frygtelig mange, vil se frem til," fortalte han. Varmen ville fjerne frygtelig mange af hans problemer, og det var lidt det, som han bed sig fast i. Det andet var ganske enkelt voldsomt nok, og det var ikke noget som han kunne undgå.
Gabriel tog sig selv i at nyde Ayas kærtegn en smule for meget. Hvor var det dog længe siden, at nogen i det hele taget havde gidet at røre ved ham på den måde. Igen lod han de blå øjne søge mod hendes skikkelse. Hun var så dejlig varm og kærkommen, og det var det, som han virkelig godt kunne lide, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. "Jeg har jo længe været en del af folket.. Jeg ved hvordan det er at leve på den side af disse slotsmurer.. Jeg vil bare vide, om.. jeg tænker for meget på det..?" Han tænkte meget.. til tider, så meget, at han end ikke kunne finde ud af det hele mere.

Krigen i det her tilfælde, var han bange for, var for uundgåelig, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det, hvilket næsten var noget af det værste af det hele. Hans blik hvilede på hende. Den skræmte nok hende mindst lige så meget, som den også måtte skræmme ham, men han kunne jo heller ikke rigtigt gøre noget ved det. Konsekvensen kunne blive enorm, og som det stod nu.. var den lyse hær på ingen måde i stand til at slå den mørke. "Der er ikke andet at gøre, og så håbe på, at et mirakel er med os," fortalte han, inden han igen vendte blikket frem. Det var måske ikke ting, som han skulle diskutere eller snakke med hende om, men nu hvor hun snakket til ham. Så var det bare så dejlig nemt at gøre - selv for ham.

[Aya Keena]

De stunder de havde sammen var få, rigtig få endda men det gjorde dem også mere dyrebare i den anden ende. Aya nød at tilbringe tid med Gabriel, hans rare og dejlig væsen beroligede hende helt dybt inde i hendes sind. Hun holdt af ham, nok mere end hun burde og dog, så med det som der var hændt hende så tog hun afstand fra sådan nogle følelser. Hun kunne slet ikke have det længere selvom dette ikke var noget hun sagde højt. Hun smilede roligt mens hun lyttede til hans ord. Varmen ville helt klart bringe lykke og glæde og det var en tanke som kunne få selv den mest ihærdige sne elsker til at ønske for foråret. "Det er forståeligt nok at de ønsker det. For deres skyld håber jeg at varmen snart kommer" sagde hun blot med et sødt lille smil. Det ville virkelig løfte nogle byrder og noget ubehag fra folket hvis varmen tog til og måske det også ville lette Gabriel en smule? Hun kunne et sted kun håbe på det for lige nu var han virkelig bebyrdet. Hun kunne så tydeligt se det på ham, især nu hvor hun stod ham så tæt. Hun havde ladet hånden falde fra hans kind til hans bryst mens hun snakkede men nu, mens hun lyttede til ham løftede hun den let igen og strøg ham blidt over kinden. Hendes blik søgte hans og hun stod lidt og betragtede ham før hun sagde mere. "Når du glemmer dig selv i processen så ja, så tænker du for meget på folket. Dog, hvis du havde en som kunne hjælpe dig med at finde tid til dig selv og tid til at slappe af så ville det ikke virke ligeså slemt. Du er god af dig, Gabriel. Du giver dig selv fuldt og helt til folket men det er både på godt og på ondt" lød det roligt fra hende mens hun blot fortsatte med at nusse ham på kinden. Hun kunne virkelig godt lide at stå sådan her med ham.

En uundgåelig krig, behovet for et mirakel. Et mirakel som hun ikke vidste ville komme. Hun var bange, hun prøvede at skjule det men hun kunne ikke helt. Frygten for hvad der ville ske med dette sted og med de mennesker som hun holdt så meget af i denne verden. Tanken var næsten ulidelig. Hun sukkede stille og bed sig i læben. Kunne de virkelig intet stille op? Hvis Gabriel sagde det så måtte det jo være sådan men .... men hun håbede virkelig at de ville finde på en løsning sådan så at krigen kunne undgås eller i det mindste ikke blive ligeså slem som først antaget.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia havde selv rigtig mange ting at slås med, og derfor vidste han jo godt, at det virkelig var svært for hende, at befinde sig i denne situation. Mørket pressede Manjarno, og derved også deres land, uden at der egentlig kunne gøres særlig meget ved det. Hendes berøring af hans kind, var noget som efterlod ham med en følelse af ro i sindet, og det var.. rart. Gid Silia kunne gøre det meget mere end hvad hun gjorde lige nu. Hans blik gled mod hende igen. Hvor var han dog glad for at kende hende, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "På denne side af grænsen, plejer den at komme tidlig.. Så forhåbentlig meget snart," sagde han med en rolig stemme, inden et let smil passerede hans læber. For ham, var det uden tvivl noget, som betød utrolig meget.
Gabriel var kendt for at tænke meget.. måske en kende for meget, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham, for han glemte sig selv på vejen, og det var påpeget for ham tidligere, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han himelde svagt med øjnene og vendte blikket den anden vej, også selvom hånden tilbage mod hans kind, igen fik ham til at kigge på hende. "Jeg ved det godt. Det andet er bare så dejlig let, nemt og belejligt. De har brug for mig... og jeg ved det. Det er nok derfor, at det bare er så dejlig nemt at glemme mig selv lidt," sagde han med en dæmpet stemme. Naturligvis var det noget, som ikke rigtigt gjorde det meget bedre for ham. "Jeg kan ikke slappe af, Aya.. Ikke med alt det som lurer derude," sagde han dæmpet. Han var jo klar over, at de nærmede sig en stund, hvor han ville være tvunget til at skride til handling, og så kunne han ikke lade det komme bag på ham. Han var nødt til at handle på forkant af det hele. Han havde jo for pokker et helt folk,s om var direkte afhængig af ham.
"Det er ikke nemt," sagde han endeligt. Hårdt som det nu var, så kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Det var virkelig en hård tid, som de alle måtte gå i møde, og særligt hvis krigen også skulle stå på deres dør.

[Aya Keena]

Hvordan det gik mellem Gabriel og Silia vidste Aya ikke. Hun holdt sig væk fra alle rygterne og ville helst ikke vide noget om det. Hun lod hovedet søge let på sned mens hun blot nussede ham på kinden. Han så ud som om han kunne lide det, han så faktisk ud som om at han virkelig nød det. Det fik hende til at smile en smule mere. Hun kunne rigtig godt lide at stå sammen med ham, hvor havde hun egentlig savnet ham rigtig meget! Hun sendte ham et blidt og opmuntrende smil ved hans ord. "Så har vi da noget at glæde os til" sagde hun blot meget forhåbsningfuldt.
Gabriel tænkte virkelig for meget over tingene en gang i mellem. Hun vidste det godt men det så ikke ud som om at hun kunne få ham til at indse det. Hun lod hovedet søge let på sned og betragtede ham roligt mens hun snakkede. Han var nød til at slappe af og tage sig lidt af sig selv, det andet her nyttede virkelig ikke noget og da slet ikke hvad der var noget så farligt som en krig på vej. hans ord gav mening. Et sted så gemte han sig selv lidt væk i folket. Han ønskede at være der for folket, hjælpe dem og støtte dem men alle de tanker var også med til at han kunne glemme sig selv og det var en grim ting. Hun så hvordan han himlede med øjnene og hun slap stille hans kind og lod hånden falde fra hans kind igen med et lille suk. "Det er absolut ikke godt eller sundt for dig at gemme dig væk i folket. Din kærlighed til dem er fantastisk men du kan heller ikke tillade dig at glemme dig selv. Du siger at der er en krig på vej og hvordan tror du at du ville kunne klare dig derude hvis du er udkørt og træt?" spurgte hun stille og dog var der en lidt streng undertone gemt i det hele. "Folket har brug for at du er stærk, de har brug for at du kan klare hele verdenen og det kan du ikke hvis du ikke slapper af og får hvilet en smule. Jeg ved at det er svært for dig at slappe af men du må finde en måde, gøre et eller andet." Hun sukkede stille og vendte sig før hun gik en smule væk fra ham hun satte sig på hug i sneen og samlede en klump op som hun formede til en bold i hånden. Hun rejste sig op igen, løftede armen og kastede snebolden op på den nærmeste slotsmur hvor den pænt blev siddende. "En gang i mellem er man nød til at kaste sine bekymringer og sine problemer fra sig og lade dem hænge på væggen til et senere tidspunkt."

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel nød måske en kende for meget, det som Aya gjorde ved ham. Bare det at berøre ham på den måde, var ikke noget som han oplevede særlig ofte, selvom det uden tvivl var noget af det, som han rent faktisk havde brug for. Han slappede af.. nød det for meget.. også selvom det måske var meningen, at det var noget som Silia skænkede ham. Men tiden til hinanden, kunne man bare ikke ligefrem sige, at de havde, uanset hvor meget de begge ville ønske, at de havde den mulighed for det. Han lod de blå øjne søge til hendes skikkelse endnu en gang. "Vi venter alle i spænding på den dag, når den skal komme," sagde han med et stille smil på læben. Det var dog ord han mente. Vinteren havde denne gang været meget hård. Det ville uden tvivl gøre godt med noget varme.
Gabriel gemte sig måske mere bag folket end hvad godt var, men han kunne ikke lade være med at tænke på dem. Det var det som han havde at forholde sig til. Han rystede let på hovedet. Han gjorde det jo rent faktisk ikke med vilje, men det var bare så dejlig nemt. Han havde da noget at lave, og han vidste derimod også godt, at det var noget som han var god til. Det var bare svært, når det var ting, som han slet ikke ønskede skulle ske på denne her måde. "Jeg føler nu ikke, at jeg gemmer mig, når jeg sætter folket først, men du har jo ret. Det tager meget af den tid, som jeg måske skulle give mig selv.." Han vendte blikket ned. Det var lidt som et nederlag for ham.. Hvor var det dog irriterende! Der skete så meget derude og særligt lige nu, hvor der var en kæmpe aktivitet igang i Dvasias, og de var bestemt heller ikke noget som han brød sig om. "Jeg har bare brug for at vise dem, at jeg gør det, fordi at jeg har lyst, for det har jeg. Jeg sidder ikke og gemmer mig på tronestolen. Jeg er ikke den som bare kan slappe af.: Det har jeg aldrig været." Altid havde han arbejdet hårdt, og dette var ikke noget undtag.. Måske at han bare skulle til at lære det måske?

Snebolden som hun samlede i sine hænder og kastede mod slotsmuren, fangede hurtigt hans blik. Han rådførte sig med personlige ting ved Aya.. ting som han jo udmærket godt vidste, at han skulle snakke med Silia om, men selv det, krævede jo, at hun fik tid til ham. Han bed tænderne sammen og nikkede.. Hvad skulle han da kunne sige til det? "Du har ret. Det er bare ikke mig at gøre den slags." sagde han endeligt. Han hadede rent faktisk at indrømme det.

[Aya Keena]

Aya kunne lide at skænke ham disse kærtegn. At det slet ikke var noget hun burde gøre faldt hende slet ikke ind. Var det ikke bare noget man gjorde ved alle som havde en betydning for en? Det var det i hendes hoved så det var det hun gjorde. Gabriel havde stadigvæk en stor betydning for hende og det var noget som hun virkelig ikke ville miste. Hun holdt sigtig meget af ham og ønskede ham virkelig kun det bedste. At han og Silia ikke havde tid til hinanden var synd. Hun ønskede for ham at han bare kunne være helt igennem lykkelig med hende og at de kunne have tid til sig selv og hinanden. Ved hans ord nikkede hun blot og sendte ham et smil. Der var ikke rigtig andet at sige.
Aya vidste at det var svært for ham, hun var faktisk slet ikke i tvivl. Han gemte sig bag folket i den forstad at han gemte sig for sig selv. Han tog sig tid til alle andre end sig selv og det påvirkede ham en smule i enden. Hans træthed og udmattet hed kunne hurtigt komme til livs hvis han passede lidt på sig selv men hun vidste vel et sted også at det ikke ville ske. Hun sukkede kort og sendte ham et overbærende lille smil. "Du gemmer dig for dig selv, Gabriel. Du sætter folket først men misforstå mig ikke. Det skal du gøre for ellers ville du ikke være dig. Dog må du ikke glemme dig selv og det er det du gør. Du bruger alt din tid på folket og intet på dig selv eller dem som står dig nærmest. De har også brug for dig, ligesom folket har" sagde hun roligt og lod hovedet søge let på sned.

Snebolden var en god metafor for hvad hun mente. Han kunne godt bruge bare at slå sig fri af alle bekymringerne en gang i mellem selvom hun vidste at han nok ikke ville være i stand til det. Hun bedste sig mod ham igen mens han snakkede. Han var da i det mindste nød til at prøve. "En gang i mellem så handler det ikke om at tænke men blot om at handle." Hun satte sig ned på hug, samlede noget sne op igen og rejste sig mens hun formede en ny snebold. "En gang i mellem skal man slippe sig lidt løs ellers går man glip af alt det sjove." Hun sendte ham et drilsk smil før hun løftede armen med snebolden og kastede den efter ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel burde slet ikke nyde de kærtegn som Aya skænkede ham, selvom han nu heller ikke ligefrem kunne lade være. Det var næsten det, som var det mest forfærdelige af det hele, og det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i den anden ende. Tænderne bed han fast og let sammen. Han måtte lade være.. Men gud hvor var det dog svært, når han slet ikke var vant til det, og bare.. søgte og ønskede den bekræftelse, som hun kunne give ham. Han trak vejret dybt.. Lige nu, var han bare nødt til at holde sig selv i skindet, selvom det virkelig ikke var nemt for ham.
Endnu en gang måtte Gabriel vende blikket mod hendes skikkelse. Han gjorde nok det, at gemme sig bag folket.. Og særligt nu hvor han ikke havde så mange personligt omkring sig, for det havde han ikke. Han var i forvejen meget påpasselig med at lukke folk tæt på i det hele taget. "Jeg har ikke mange i det personlige liv, omkring mig Aya, og det har jeg aldrig haft. Stemningen lige nu er så intens, og jeg ved at folket har brug for mig. Silia laver.. alt mulig, som jeg end ikke ved hvad er for noget, og jeg stoler på hende.. Det har jeg alle dage gjort. Hvis jeg trækker mig, sidder jeg alene.. Jeg føler der er mere brug for mine kræfter og min energi, et andet sted," forklarede han. Med andre ord, så var den stadig ikke særlig god mellem ham og Silia, og efterhånden begyndte Gabriel at tvivle på, om den nogensinde ville gå hen og blive bedre end hvad det var nu. Det var egentlig en ganske skræmmende tanke.

Den næste snebold, som hun samlede i sine hænder, lagde han faktisk ikke mærke til, før det løb ham iskoldt ned af nakken. Det trængte sig ind under tøjet, og efterlod ham med en gysende fornemmelse. Sneboldkamp? Den slags havde han slet ikke udlevet, siden han havde været barn, og efterhånden, var det virkelig ved at være mange år siden! Han trak ganske kort på smilebåndet. "Gjorde du lige det, jeg tror du gjorde?" spurgte han lettere henkastet. Han selv endte med at knæle og samle sne i sine hænder.. Han formede en snebold, som han kastede direkte efter hende. Det skulle hun få betalt!

[Aya Keena]

Den følelse som Gabriel gav Aya når de var sammen sådan her var helt ubeskrivelig. Det at hun kunne give ham en smule ro var virkelig noget hun godt kunne lide. Hun tildelte ham de kærtegn fordi han var vigtig for hende, meget endda. Hun holdt af ham og ville ham virkelig bare det bedste. Hun bemærkede dog hvordan hans kæbe blev en smule mere markeret da han bed tænderne sammen. Kunne han ikke lide det? Hendes hoved søgte let på sned men hun stoppede ikke. Hun betragtede ham lidt med et undersøgende blik. Hvis han så ud som om eller hvis han bad hende stoppe så ville hun gøre det men lige nu så forblev hun bare som de var.
Da hun mærkede hans blik på sig vendte hun sit mod hans ansigt og fangede hans blik i hendes. Hun lyttede til hans ord. Det var ikke en rar tanke at sidde alene, det kunne hun sagtens forholde sig til. Hun bed sig let i læben og lod derefter tungen glide let hen over dem for at fugte dem. "Du behøver ikke sidde alene, Gabriel. Du behøver aldrig være alene så længe jeg er her. Du er mig utrolig vigtig, du er min ven og en som jeg vil gøre alt for at beskytte og hjælpe. I de stille stunder behøver du ikke være alene, heller ikke selvom Silia ikke har tiden til at sidde med dig" sagde hun roligt og stille. Han behøvede ikke være alene, det var der ingen grund til når hun var der. Hun ville hjertens gerne sidde sammen med ham hvis det var noget som kunne hjælpe ham med at slappe en smule af.

Aya så tydeligt hvordan snebolden ramte ham lige i nakken og hvordan det kolde smelte vand måtte løbe ned af ryggen på ham. En hjertevarm latter lød fra hende. Hun havde ingen ide om hvordan han ville reagere på det men bare det at ramme ham havde været mere end rigeligt til at få latteren frem igen. Hun bemærkede ikke at han selv samlede en snebold op. "Måske. Man ved aldr....." Hun tav omgående som snebolden ramte hende på skulderen og den våde, kolde sne ramte hende i ansigtet bagefter. Hun grinte lidt mere mens hun satte sig på hug og samlede noget mere sne op. "Det der skal du få betalt" sagde hun drillende og kastede snebolden efter ham. Der efter vente hun sig fra ham og satte i løb for at få noget mere afstand i mellem dem sådan så det var svære for ham at ramme hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at han ikke burde nyde det, som Aya gjorde ved ham, men når Silia ikke kunne give ham det, så var det svært at lade være. Hans blik gled let mod hendes skikkelse endnu en gang. Det var ikke fordi at han ønskede at gøre noget forkert, eller gøre Aya usikker eller noget lignende, for det gjorde han da godt nok heller ikke. For ham var det hele bare.. problematisk lige nu, og det var svært at finde sin plads i det som skete omkring dem. Et dilemma faktisk.. Han ønskede jo at modtage hvad hun gav ham, selvom hun var den forkerte til at give ham det.
Gabriel sukkede dæmpet og rystede nok mere på hovedet af sig selv, end hvad han gjorde af hende. Han vidste at han havde hende, men det var bare ikke det samme, når han stod med en hustru, som end ikke ønskede at finde tiden til ham. Det var jo lidt sådan at han følte det for tiden, og det gjorde ondt. Det var virkelig en tanke som gjorde ondt på ham. "Hun har ikke tiden.. ingen af os har tiden til hinanden, og det er frygteligt, Aya.. Der er bare visse ting, som slet ikke er din opgave at gøre.. Og dog så gør du det. Du er mig en meget værdifuld kvinde.." Frygten for, at der skulle ske hende noget under krigen, begyndte pludselig at melde sig. Han ville jo ikke have, at noget som helst skulle ske hende!

Det hele forandrede sig, da hun pludselig havde valgt at kaste en snebold direkte i hans nakke. Det var jo virkelig koldt! Alligevel kunne han ikke lade være med at smile. Det var noget som tvang hans tanker på helt andre ting, og måske var det egentlig bare det som han havde brug for? Selv han måtte grine, da han kastede en snebold mod hende, og ramte hende mod skulderen. Nu var der krig! Endda en af de knap så skadelige af slagsen! Gabriel kvikkede hurtigt op, da han selv bøjede sig ned for at samle endnu en snebold. Den som hun kastede, ramte nemlig meget ved siden af. "Bare vent!" udbrød han muntert. Det var som om at han vågnede til live efter en lang søvn eller dvale. Han løb efter hende, inden han satte af fra jorden, for at komme op i luften. Han kastede snebolden direkte efter hende.

[Aya Keena]

Det kunne virkelig ikke være let for ham det her. Hun vidste det jo godt og hun ønskede ikke at gøre det hele svært for ham men hun ville jo heller ikke stoppe. Dette gav jo også hende en form for ro, hun kunne godt lide at tildele ham disse kærtegn. Det var rart at hun kunne give dem til nogen. Hun løfte blikket en smule og mødte hans med et lille smil. Måske han ikke burde nyde det og måske det burde være Silia som tildelte ham dem men Silia var her ikke og det var der ikke nogen nogen af dem kunne gøre noget ved.
Aya vidste at hun ikke var ligeså god som Silia. Hun var ikke hans kone, ikke den han elskede og selvom det en gang i mellem kunne være en ubehagelig tanke så var der ikke noget at gøre ved det. Hun kunne ikke andet end blot at tildele ham hvad hun kunne og vise ham at hun altid ville være ved hans side. Hun ville bare så gerne være der for ham. Hun bed sig stille i læben ved hans ord. Det lød virkelig ikke som om det gik ret godt mellem Gabriel og hans dronning. Det var en trist tanke. "Jeg ved ikke hvorfor i ikke tager jeg tiden til hinanden men jeg ved at i begge har travlt ... Dog burde i ikke glemme hinanden. I har brug for hinanden, især i denne svære tid" sagde hun stille. Hun lod hovedet søge let på sned. Hun lod roligt hånden glide fra hans kind og ned omkring hans hage og fik ham til at dreje hovedet en smule. Forsigtigt tildelte hun ham et lille kys mod hans kind, langt oppe for ikke at virke alt for påtrængende. Herefter slap hun ham helt. "Du betyder utrolig meget for mig, Gabriel. Jeg holder af dig, mere end bare min konge. Du er min ven og jeg ønsker at være der for dig hvis du vil vide af mig. Jeg er ked af at det går dig og Silia så dårligt. Jeg ønsker blot at se dig glad og så dig smile. Det er det der er vigtigst for mig."

Sneboldskamp! Hun havde virkelig ikke oplevet det i mange mange år. Hun kunne ikke andet end at grine mens hun løb og prøvede at komme på afstand af ham selvom det ikke hjalp noget. Hun havde ikke set at han var lettet bag hende. Han kastede snebolden og den ramte hende denne gang i nakken og denne gang var hendes tur til at mærke det kolde smelte vand ned af ryggen. Hun vendte blikket mod ham i luften med et lille grin. "De er snyd at du flyver. Det er svære at ramme dig deroppe. Kom herned, så skal jeg vaske dit ansigt i sneen" sagde hun drillende før hun bøjede sig ned og begyndte at forme en ny snebold inden hun rejste sig igen, hele tiden med blikket fæstet på ham.[/blcokquote]

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var uden tvivl en virkelig hård tid, og selv det, var Gabriel udmærket godt klar over. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og særligt nu hvor de ikke havde tiden til det. Begge havde de travlt, og de så knapt hinanden i forvejen, så det var heller ikke noget som gjorde det meget bedre af den grund. Han nikkede. De burde finde tiden, men det kunne ingen af dem lige nu. Han vendte blikket mod hende. Det gjorde ham rent faktisk trist.. Meget endda, for han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det, om det var noget, som han nu ville det eller ikke. "Jeg ville ønske, at der var noget, som man kunne gøre ved det.. Det er bare ikke tilfældet, desværre," sagde han endeligt. Håndens strøg over hans kind, gik videre til hans hage, hvor han vendte hovedet som hun gerne ville have ham til det. Kysset satte en direkte sitren i ham. Han vidste, at han slet ikke burde modtage det, men han kunne virkelig heller ikke lade være. Det var noget af det mest.. dejlige som han længe havde oplevet, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Du er en ven af mig, Aya, og det håber jeg at du ved. Lige nu, må jeg jo bare sande, at der ikke rigtigt er noget at smile og være glad for," sagde han direkte. Det var naturligvis meget beklageligt, men om ikke andet, så var det jo bare den rene sandhed. Der var... intet lige nu.

Glæden vendtes hurtigt, da kampen om sneen startede. Gabriel grinte. Det var ikke noget, som han havde gjort igennem utrolig lang tid efterhånden. Han fløj.. han vidste, at det gjorde det sværere for hende at ramme, og det var jo hele pointen ved det, som han i øjeblikket havde gang i. "Og du tror virkelig ikke, at det er meningen?" spurgte han med en morende stemme. Han kastede snebolden direkte mod hende, inden han hurtigt måtte dykke, for at få mere sne op i sine arme. Han formede hurtigt bolden inden han igen hastigt søgte tilbage mod himlen. Til himmels, var han hurtig, kraftfuld og dog elegant, så det havde da helt klart sine klare fordele. Igen kastede han den mod hende. Jo mindre hun kunne ramme ham, des bedre, var det da uden tvivl for ham.