A new beginning.

[Aya Keena]

Jo længere tid hun befandt sig på slottet jo bedre fik hun det vel. Hun Var begyndt at føle at hun var langt mere værd end hvad hun havde gjort hidtil. Han gjorde det nemmere for hende. Den ærlighed som han viste hende var oprigtig og hun kunne mærke det helt ind i hendes indre. Hun sendte ja, et lille smil og strakte sig en gang. "Går i op i andre ting end guld og sølv? Pokkers! Jeg var ellers min vægt værd i guld som slave. jeg kunne have været blevet rig" sagde hun drillende og puffede let til ham. Der var ikke nogen grund til den trykkende stemning.

Aya kunne mærke varmen i hele kroppen efterhånden. Hun følte sig ekstremt godt tilpas her sammen med ham. Hun lod hovedet søge let på sned. Han savnede virkelig sin mor, det var tydeligt og vel heller ikke en underlig følelse. For hende selv var det utrolig svært fordi hun aldrig havde kendt sine forældre. Hun havde ingen ide om hvem eller hvad de var og hvorfor de var som de var. Hun havde dem ikke til at kunne give hende de svar som hun behøvede. Hun rystede stille på hovedet. "Jeg husker intet andet end at jeg ved at jeg var på børnehjem og at jeg var omkring 16 da jeg søgte væk derfra for at se verdenen og jeg var ikke ude derfra ret længe før jeg blev fanget og smidt i bur" sagde hun roligt. Hun følte sig hverken ked af det eller trykket af sin fortid. Hun havde intet problem med at hun havde været slave for hun var egentlig blevet behandlet pænt. Hun lå ned på skindet og betragtede ham roligt. Han var nu skøn når man sådan havde ham alene på denne måde. Smilet bredte sig en smule på hendes læber da han lagde sig ned på siden af hende. Ligesom han vendte hun sig om på siden så hun kunne betragte ham. "Hvornår er sær ikke en god ting? Det er ikke sjovt at være normal." Hun blinkede drillende til ham og løftede den ene hånd og strøg ham blidt over kinden igen. "Jeg kan lide dig som du er .... særhed kommer inkluderet" sagde hun roligt, næsten hviskende mens hun blot betragtede ham og smilede sødt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Så lang tid at Aya kunne lide at være der, så var det virkelig også det eneste, som havde nogen betydning for Gabriel. Han var ikke bange for at stå ved, at hun måske havde en større betydning for ham, end hvad hun egentlig burde have, men når man i forvejen ikke havde særlig mange omkring sig, som ønskede at tage sig af en, så var det virkelig svært ikke at lægge mærke til. Han smilede let for sig selv. Hun kunne joke.. Ordene var endelig begyndt at fæste sig med andre ord, og det passede ham jo mere end fint! "Du er uden tvivl din vægt værd i guld og mere til, Aya. Det glæder mig, at det er noget, som du langt om længe, er ved at blive overbevist om," sagde han ærligt. Han lagde bestemt ikke skjul på det. Og særligt ikke overfor hende.

Gabriel savnede til tider sin mor, og lige nu i denne hårde tid, så gjorde han det uden tvivl. Hans blik gled mod hendes skikkelse, som hun lå der.. Fuldstændig pakket ind i det varme tæppe ved siden af ham. Han kunne lide det, og særligt fordi at hun virkelig var en dejlig pige. Sådan som hun kunne få ham til at smile og det hele, så var det jo virkelig bare fantastisk, og selv han måtte jo nyde forbandet godt af dette. "Det er virkelig en mørk historie du bærer rundt med dig, Aya. Jeg er virkelig imponeret over, at du kan være så optimistisk og munter med det, som du har oplevet," sagde han ærligt. Tanken glædede ham ganske vidst, men selv han ville da mene, at hun havde krav og ret til at have det bedre, end hvad hun havde haft det til nu. Han hævede denne gang hånden og strøg den roligt mod hendes kind. Så smuk og dejlig en kvinde. Han elskede det virkelig. Han smilede let til hende. Selv nu hvor han havde hende lidt på enehånd, så var det bare så dejlig nemt at give slip på det som han egentlig følte og bare.. lade det komme til udtryk. "Så lang tid det er ment som en god ting, så er jeg glad," sagde han ærligt. Dette var dog noget som han forsøgte at bide i sig.. Det gik ham bare ikke særlig godt.

[Aya Keena]

Aya elskede at være på slottet. Hun følte sig helt hjemme her nu. Hun var glad for de venner og bekendte hun havde fået her og hun nød virkelig at arbejde. Aya vidste egentlig ikke hvor meget hun betød for Gabriel men hun vidste at hun betød noget og det var bare dejligt. Smilet bredte sig på hendes læber til hun begyndte at grine. Hun havde intet imod at lave sjov med det hele. "Hvis jeg er min vægt og mere til værd i guld, hvor meget er du så værd tror du?" spurgte hun smilende og dog en smule kryptisk. Hun ville gerne vide hvad han tænkte og hans tanker.

Det var hårde tider for ham og det var tider som disse at man virkelig savnede sine forældre og dem som var en nærmest. Hun lå ved hans side og betragtede ham roligt. Hun var i stand til at være glad og smilende uden at det var en facade på grund af ham. Han gjorde så meget for hende, mere end hvad han nok vidste af og det ville hun gerne understrege. Hendes smil falmede ikke som hun vendte sig op på siden sådan så hun kunne kigge på ham. "Jeg lærte meget hurtigt i mit liv at det ikke nyttede noget og sætte sig ned og græde over tilværelsen. Jeg lærte at det var lettere bare at smile og være glad for det fik jeg mest ud af. Dog har det i mange år blot været en facade, et skjul for at slippe for de ting der blev gjort ved mig. Det var faktisk først da jeg kom her til dig at jeg begyndte at smile for alvor" forklarede hun roligt som hun begyndte at nusse hans kind. hans hånd mod hendes kind fik varmen til at stige i hendes krop og den lette røde farve måtte på ny melde sig. "Du gør mig glad, Gabriel. Det håber jeg du er klar over. Når du er her så virker verdenen ikke så grå og trist. Jeg elsker de her stunder sammen med dig. Du er helt igennem fantastisk." hendes stemme var ikke ret meget mere end en blid hvisken men hun mente virkelig det hun sagde. Hun holdt forbandet meget af ham og det var ham der fik hende til at smile oprigtigt. Hun nød virkelig at være i hans nærhed. Han gjorde hende ..... lykkelig også selvom dette var ord som hun ikke kunne ytre til ham. Hun grinede mildt. "Det er en rigtig god ting" medgav hun blot og sendte ham et sødt smil.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var uden tvivl glad for den udvikling, som han kunne se, at Aya gennemgik her i sin tid på slottet. For ham, var det vigtigt, at hun havde det godt, og at hun kunne trives med det arbejde, som hun skulle lave. Hun var nemlig ikke bare en tjenerinde her på stedet, men også et levende individ med en stemme og et ønske, hvilket var noget af det som Gabriel uden tvivl havde i sinde at lytte til, om han så skulle rive det hele ud af hende. Han smilede let for sig selv. Hvad han var værd? Nok en del, i og med, at han var kongelig.. men ja. Selv han befandt sig jo faktisk i en situation, hvor han kunne erstattes. Han trak let på skuldrene. "Jeg har ikke nogen anelse," sagde han ærligt. Mente hun som i royal afstamning, eller den personlige? "Fortæl mig det," opfordrede han med en rolig stemme, og med blikket vendt mod hende. Smilet var dog på ingen måder til at tage fejl af.

Selv nu hvor de lå der, gjorde Gabriel sig endnu en gang en masse tanker om noget, som han slet ikke burde gøre sig nogen tanker om. Alt taget i betragtning, var det så overhovedet underligt, at han gjorde det? Her lå han med en fantastisk smil og dejlig kvinde ikke mindst, som gav ham den opmærksomhed, som han selv havde brug for. Han sendte hende et smil. Hun gjorde forbandet meget for ham, og endnu mere, end hvad han egentlig havde regnet med, at hun ville fra starten af. "Det smil som du nu viser mig, ligger også mere naturligt på dine læber nu, end hvad det gjorde i begyndelsen. Uanset hvad, er jeg stadig forundret over, at en kvinde med sådan en grusom fortid, kan smile og være glad," sagde han ærligt. Som hun gav sig til at nusse hans kind, måtte smilet selv brede sig på hans læber, for han kunne jo uden tvivl godt lide det. Han elskede når hun rørte ved ham. Han lukkede øjnene ganske let. Alene det at hun rørte ved ham på den måde, var noget som gav ham følelsen af ro, hvilket uden tvivl var noget, som han virkelig godt kunne lide. Hendes ord varmede ham virkelig. Igen måtte han tvinge blikket op, for at ligge og kigge på hende. "Så fantastisk kan jeg umuligt være, Aya. Du får mig til at føle mig vel.. særligt i disse sjældne stunder, hvor vi kan være selv," sagde han ærligt. Han slappede af. Han slappede rigtig godt af, og det var uden tvivl rart og dejligt. Han hævede hånden og tog om hendes. Kun for at trykke blidt om den.

[Aya Keena]

Aya kunne virkelig godt lide det her. Hun vidste at hun betød mere for Gabriel end at hun bare var hans kammer pige. Hun kørte roligt en hånd igennem det røde hår og betragtede ham som han snakkede. Hvor var det sødt et sted at han holdt en værdig på hende men ikke sig selv i den forstand. Hun fniste en gang og vendte de blå øjne mod hans skikkelse. "Som konge er du meget værd for dette land. Det kan ikke benægtes men for mig har du en helt speciel værdi. Når vi er sammen, bare du og jeg så ser jeg dig ikke som min konge men som en person der står mit hjerte virkelig nært. Du kan altid få mig til at smile, altid få mig til at grine. Når vi er sammen så føler jeg at jeg slet ikke burde være andre steder end lige her ....." Hun tav kort og vendte blikket ind mod ilden. ".... Og for mig betyder det at du er uvurderlig" sagde hun med et lille smil. Han betød virkelig så meget for hende.

De lå tæt og Aya kunne tydeligt mærke varmen i hendes kinder. Hvor var det egentlig forfærdeligt at ligge så tæt på en person som virkelig bragte de følelser op i en og ikke kunne gøre noget som helst. Hun både elskede det og hadet det. Hun gav ham alt den opmærksomhed som hun havde fordi hun gerne ville det og et sted også fordi hun gerne ville ham. Hun vidste at han ikke ville hende men et sted så var det ligegyldigt. Hun ville bare gerne vise ham at hun holdt af ham. "Det smil som du ser nu hviler på mine læber på grund af dig. Når jeg er sammen med dig kan jeg slet ikke lade være med at smile. Du gør mig så glad at jeg slet ikke kan lade være og efter jeg er kommet her så tænker jeg ikke længere så meget tilbage på hvad der forgik før. Jeg vil hellere tænke fremad på hvad der kan blive"" forklarede hun stille og sendte ham et lille smil. Da han greb om hendes hånd og gav den et lille klem rødmede hun igen. Pokker tage det. Hun sendte ham et blidt smil og endte med at trille om på maven. Hun lå ham lidt tættere nu og hendes blik hvilede roligt i hans. "For mig er du så fantastisk, Gabriel. Når vi er sammen sådan her føler jeg mig levende. Jeg føler at der faktisk er nogen som kan lide mig i denne verden. Det er rigtig rart. Når vi er sammen alene så ..." Hun tav og bed sig let i læben. Hun tog blidt om hans hånd og betragtede den lidt før hun vendte blikket mod hans ansigt. "..... Så ville jeg ønske at tiden gik i stå. Jeg føler mig så glad og så lykkelig når vi bare er os to. Det er næsten trist at en stund som denne ikke bare kan vare forevigt" sagde hun stille lod hovedet søge let på sned.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det der med at sætte pris på sig selv, var slet ikke noget som Gabriel nogensinde havde været god til - eller ville blive god til, og det vidste han jo også godt. Hans blik søgte mod hendes skikkelse. Han gik meget op i, at forklare folk, at de rent faktisk havde en stor betydning for ham, for... hvordan skulle han ellers få tingene fremstillet? Desuden i dette tilfælde, så var det jo også sandt. "Jeg er nok bare bedre til at sætte pris på andre, end hvad jeg er på mig selv," fortalte han ærligt. Han trak svagt på smilebåndet. Han havde aldrig gået op i sin egen værdi som andet end den kongelige, som jo var den, der havde den største betydning i en stund som denne. Hvad skulle han da kunne gøre ved det? Intet.. absolut intet. "Jeg er andet end blot en konge, og så lang tid, at dem omkring mig, er kendt med det, så er jeg glad," tilføjede han taknemmeligt. Han kunne gøre hende glad, som han kunne få hende til at smile. For hans vedkommende, var det jo egentlig det som var det vigtigste i en stund som denne.

Gabriel vidste, at de tanker som han gjorde sig, slet ikke var nogen, som skulle have lov til at forekomme, og da slet ikke på denne her måde, men han kunne altså slet ikke gøre for det! Hendes ord, var uden tvivl noget, som gjorde ham glad. End ikke det, var noget som han kunne skjule for hende. "Det som jeg ønsker, at du skal gøre, er at tænke fremad, min kære. Der er ikke nogen grund til at skulle tænke tilbage. Det er ej noget, som vil kunne gavne dig, som det ej vil kunne gavne mig," fortalte han sandfærdigt. Det var jo heller ikke ligefrem en løgn, og særligt ikke, når det foregik på den måde. Lige nu ville han ønske, at dette øjeblik kunne vare ved. For hans vedkommende, var det uden tvivl utrolig rart at vide, at dem som var omkring, rent faktisk var nogen som ønskede det. Lige nu følte han desuden heller ikke, at der var noget ondt, som kunne ske ham, hvilket da uden tvivl var noget, som han satte umådelig stor pris på, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han smilede let til hende, inden han selv lagde sig helt ned på skindet ved hendes side. Hånden lod han hende tage. Det første som egentlig slog ham ind, var at hun talte, som var hun forelsket.. hans hjerte begyndte automatisk fast at slå mod hans bryst. Han var jo gift.. Det var jo ikke noget, som kunne komme på tale. "Jeg kender følelsen," begyndte han sigende, og uden at se bort. "Lige nu ville jeg ønske, at selv dette øjeblik, kunne vare ved. For mig er det.. rart.. Jeg kan være mig selv.. Jeg kan smile sammen med en kvinde, som jeg virkelig holder af. For mig, er du uvurderlig, Aya," sagde han ærligt, hvorefter han let trykkede omkring hendes hånd.

[Aya Keena]

Aya kendte kun følelsen alt for godt. Hun kunne ikke andet end blot at grine en smule af hans ord. Hendes blik søgte hans og hun hævede let en irettesættende pegefinger. "Du er efter mig fordi jeg ikke er god til at sætte pris på mig selv når du er på præcis sammen måde? Det er da vidst ikke helt fair" drillede hun ham med et blidt grin. Hun kunne slet ikke lade være. Han havde virkelig været efter hende fordi hun satte sig selv til ikke at have nogen værdi over andre som hun anså som værende meget værd. På det punkt var det vidst ens. Det fik hende til at grine en smule. "Når vi er sammen alene er du bare Gabriel. Jeg ved godt at det ikke kan være sådan i det offentlige rum men for mig der er du så meget mere end blot min konge. Du er min ven og det er jeg dig evigt taknemmelig for."

Hvilke tanker han gjorde sig vidste hun ikke. Hun havde selv for længst opgivet at få tøjlet sine for hun kunne ikke. Han var i hendes tanker konstant og det var et sted forfærdeligt. Hun vidste jo at han ikke havde de følelser for hende og at han var gift. Det var bare en skam et sted for han var virkelig dejlig. "Du har ret og det er også derfor jeg prøver på det. Jeg vil mere med mit end bare at køre i fortidens mørke. Min fremtid ser lys ud så længe jeg har folk omkring mig som holder af mig" sagde hun mildt og bed sig selv let i læben. Hun ville virkelig ønske at dette øjeblik kunne vare forevigt. Hun ønskede virkelig at de bare kunne ligge her og snakke og være sammen. Tiden skulle gå i stå og der ville ingen problemer være. Det ville være skønt men hun vidste at det ikke var sådan. Hun tænkte ikke helt over hvad de ord hun sagde havde af betydning. For hende var de bare sande. Jo sandt at sige så var hun jo forelsket i ham men det var virkelig ikke derfor hun sagde det ... eller var det? Ville hun virkelig ligge og dele sådan nogle ord med en mand som hun ej havde følelser for? Hun vidste det virkelig ikke og hun ønskede heller ikke at tænke over det. Hans ord fik hende til at smile og hun gav hans hånd et let klem ligeså. "Tiden er mandens værste fjende. Jeg ville virkelig ønske den bare kunne gå i stå. Ingen bekymringer. Bare det at ligge her og snakke. Det er virkelig rart. Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre hvis du ikke var her til at dele de hyggelige stunder sammen med mig? For mig er du uvurderlig. Jeg holder forbandet meget af dig. Det må du aldrig glemme" hviskede hun blidt og lænede let let hen mod ham og strøg ham over kinden. Han var virkelig fantastisk. Hun kunne slet ikke lade være med at fortælle ham disse ting for det var virkelig ord hun mente. Smilet forblev på hendes læber som hun bare lå og nussede ham på kinden. Hendes blik gled roligt rundt på hans ansigt indtil det fandt hvile i hans øjne. Hun var virkelig heldig at hun kunne have ham sådan for sig selv på denne måde. Det var så rart.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var måske ikke særlig god til at sætte pris på sig selv, og kunne det egentlig komme bag på nogen? Han havde aldrig skulle gøre det. Desuden var det virkelig, virkelig sjældent, at han havde den slags tid for sig selv, så det var slet ikke tanker, som han gjorde sig om sig selv. Særligt ikke om sig selv. "Jeg synes nu den er meget fair.. Da du kom her, gjorde du dig ingen andre tanker om dig selv, end at du var værd en slavestand, min kære.. Det er da gået op for dig, at du har en helt anden, og langt større betydning end det," sagde han ærligt. For ham, var det jo ærlig talt det vigtigste, og det var han uden tvivl ikke bange for at vise hende, når det endelig skulle være. Han sukkede let. Sammen med hende, kunne han virkelig slappe af. "Sammen med dig, så kan jeg virkelig slappe af. Det er uden tvivl utrolig rart," sagde han ærligt. Det betød meget for ham. Her var han ikke en konge eller nogen af nogen høj titel. Han var bare Gabriel, og det var da helt klart noget, som han havde i sinde at udnytte i den tid som han nu kunne.

Alt taget i betragtning, så ville Gabriel virkelig ønske, at tiden kunne gå i stå i et øjeblik som dette. Det ville ganske enkelt have været fantastisk. Det var bare ikke helt muligt - desværre. De blå øjne hvilede på hendes skikkelse, og med det varme smil på læben. "Gid det var så vel.. Lige nu, er det bare ikke en mulighed, kan man sige.. Desværre." Han rynkede let på næsen, og betragtede hende med en rolig mine. Naturligvis var det trist, at det måtte forholde sig således, men der var jo ikke rigtigt noget at gøre ved det. For nu blev han bare liggende med hendes hånd i sin. Han nød det. Det var måske en måde, som han ikke skulle ligge med hende på, men lige nu kunne han ikke lade være. Samvittigheden nagede ham virkelig, uden at han egentlig havde nogen mulighed, for at gøre alverdens ved det af den grund. Som hun rykkede tættere på, mærkede han kun hvordan hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han nød det.. Gud hvor han jo nød det, som hun gjorde ved ham, og han var bestemt heller ikke bange for at erkende det, når det endelig skulle være. Kort og pludseligt måtte han jo modstå fristelsen til at skulle.. kysse hende? Det lignede ham jo på ingen måder at gøre sig de tanker om noget som helst! "Jeg tror aldrig, at jeg kommer til at glemme det. Hvad du gør for mig, er uvurderligt, Aya.." Han kunne mærke hendes ånde mod hans ansigt.. Det føles.. fantastisk! Han bed tænderne let sammen.... denne gang valgte han da alligevel at vove pelsen. Han lænede sig frem.. og plantede et forsigtigt kys mod hendes læber.

[Aya Keena]

Aya kunne ikke lade være med et grine en smule. Et sted så synes hun stadig at det var det samme. Hun puffede blidt og drillende til ham og lod hovedet søge let på sned. "Da jeg kom her havde jeg ingen værdi. Det at skulle betyde noget som helst for nogen var ikke en mulighed. Jeg var lille og ubetydelig. Knapt nok værd nok til at få lov til at trække vejret. Det var svært for mig at vende den mentalitet fordi det var langt lettere at overleve på den anden måde selvom tilværelsen ikke var fantastisk. Nu er tilværelsen til gengæld meget bedre, især nu hvor hvor jeg faktisk føler mig værdig nok til at være her" sagde hun sandfærdigt. Hun følte sig virkelig som om hun var noget værd nu og endnu mere nu hvor Gabriel var ved hendes side. Han havde bare en effekt på hende som hun slet ikke kunne beskrive. "Det er godt. Selv du har brug for at slappe af en gang i mellem. Hos mig vil du altid kunne slappe af." Hun strøg ham blidt over kinden igen og sendte ham et lille smil. Han var virkelig dejlig.

Aya ønskede bare at tiden skulle holde op med at gå. Hvis tiden kunne stå stille ville ingen grimme ting ske i denne verden. Hun var et sted en meget naiv pige stadigvæk. Hendes øjne søgte hans som han snakkede og hun sendte ham et stille smil. "Desværre er det ikke en mulighed. Men det ville nu være forfærdeligt rart" pointerede hun roligt. Hun betragtede ham roligt som de lå der foran ilden. Hvor var han bare dejlig. Lysten til at kysse ham havde hun ligget med længe men hun kunne sagtens holde det tilbage. Når alt kom til alt så var hans stadig gift. Hun vidste at hun aldrig kunne måle sig med Silia på nogen som helst måde. hans hånd som hun stadig havde i sin var dog utrolig rar at ligge med. Det gav hende om muligt bare en smule af ham selvom det ikke var meget og ikke betød noget. Hans ord fik hende til at rødme en smule og hovedet søgte hun let på sned. Den anden hånd nussede ham fortsat på kinden. "Det er godt. Du må virkelig aldrig glemme hvilken betydning du har for mig" sagde hun stille. Hun lå tæt på ham, rigtig tæt. Der gik ikke længe før hun opfangede at han kom hende nærmere. Hendes hjerte hamrede som en gal. Han kom hende helt tæt på. Ville han virkelig? Tanken strejfede hende kun kort før hun mærkede hans læber mod hendes egne. Det var næsten som en eksplosion igennem hendes krop. Varmen steg til hendes kinder med det samme og hendes hjerte truede næsten med at springe ud af brystet på hende. Per automatik gengældte hun det. Det var fantastisk. Helt igennem fantastisk. Hun strøg ham blidt over kinden før hun valgte at bryde sig fri fra ham igen. De kunne ikke det her. Han var gift! Han elskede Silia, det vidste hun jo godt. Hvorfor lå han her sammen med hende? Tankerne kørte rundt i hendes hoved som hun lagde sig helt tæt ind til ham. Hun drejede sig om på siden igen sådan så hun kunne ligge og kigge på ham og forsigtigt tildelte hun hans kind et lille kys. "Er du ... sikker?" Spørgsmålet var næsten lydløst. Hun var usikker. Hun ville ham så gerne, ville så gerne have mere. Hendes krop krævede det næsten af hende og skældte hende ud for at stille sådan noget dumme spørgsmål! Men hun måtte vide det. Tanken om at han enten ville hade sig selv eller hende for det her var virkelig ikke til at bære. Hun ville ikke miste ham, heller ikke selvom det betød at hun var nød til at sige nej.

[Silia D. Diamaqima]

"Nej jeg vil ej!" sagde hun stædigt. Det var ikke første gang dronningen gik langs gangene og snakkede med sig selv. Sådan så det i hvert fald ud for andre. "Lad nu være, det er ikke fordi der venter mig et altopslugende monster," hun himlede med øjnene.
Ved siden gik en høj muskuløs mand, med et dystert blik. "Silia, jeg fortæller dig at det ikke er en god idé. Carlisle spurgte efter dig," forsøgte han lidt desperat.
Hun fortsatte sine målrettede skridt og passerede en vagt ved tronsalen der kiggede efter hende med et skeptisk blik. Der gik rygter om at lysets dronning havde udviklet samme mentalitet som hendes mor. "Jeg kommer lige fra Carlisle," påpegede hun. Hendes blodrøde kjole slæbte hen over gangens glatte gulv, hun var klædt som en dronning burde være det. Hendes mørke hår var bundet op i en elegant knold der var holdt sammen af en krone, hvis juveler glimtede i faklernes flammende skær.
Jason var ikke synlig for andre end hende, men i hendes øjne kunne han ligeså vel have været der. Nu opførte han sig underligt, som om han vidste noget hun ikke vidste.
Da hun endelig stoppede op foran døren til pejsestuen, sendte han hende et sidste bedende blik, som hun viftede væk med et lidt for mildt smil.
"Hold nu op. Se det er slet ikke nogen grund til.." hun åbnede døren mens hun sagde det og lod de nøddebrune øjne falde på Gabriels skikkelse.. i favnen på en anden kvinde. Den kulde der lagde sig over hende var værre end når hun var omgivet af folk fra det hinsides. "..bekymring," afsluttede hun og sank en klump. Hendes indre blussede af vrede, jalousi og had, følelser som hun altid havde taget afstand fra, men nu ikke kunne undgå at føle. Alligevel stod hun der og så lidt fra den ene til den anden. "Hvornår lære jeg at lytte til dig?" spurgte hun med chokeret stemme. Det var ikke henvendt til Gabriel, men til Jason hvis kølige hånd hun kunne mærke på sin skulder.
Silia rømmede sig lidt og slog blikket ned. "N-når du en-engang er færdig så.. vil Carlisle drøfte noget med o-os," hun snublede over sine ord trods hun forsøgte at rette ryggen og lade som ingenting, men hendes hjerte blødte.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde aldrig været særlig god til at sætte pris på sig selv. Aldrig faktisk. Det var ikke en glæde som han havde i livet, og særligt ikke på den måde, som de hele nu måtte foregå i forvejen. Han sukkede let for sig selv, og med et smil på læben. Lige nu følte han også bare, at han kunne glemme alle de ting, som rent faktisk lå og plagede ham i hver eneste dag. "Det lyder meget velkendt. Jeg kan se meget af mig selv i dig. Måske at det er derfor, at det har været så nemt for mig, at relatere til det." Han smilede let for sig selv. Her ved hende, kunne han slappe af, og det var jo også så dejlig nemt, når man tænkte på at de havde mange af de samme fællestræk med i tasken.

Gabriel vidste godt, at det her virkelig var dumt, men han kunne ikke lade være. Her lå de .. nærmest favn i favn, og snakket sammen, efter en sneboldkamp udenfor. De havde fået sne begge to, og lige nu, var det bare noget af det, som han havde haft brug for. Han var ikke bange for at erkende det, for det var her hans behov blev opfyldt.. Det var her han blev set, og for ham, var det rent faktisk det, som betød mest for ham, hvilket han så sandelig heller ikke var bange for at erkende, og da særligt ikke på denne her måde. Han smilede let, inden han let gjorde vingerne fri af tæppet, som han selv lå i. Han brød sig ikke om at være komplet dækket til. Han følte sig fanget... og nok mere end hvad han egentlig følte, at han var i forvejen. "Det kan jeg heller ikke glemme," sagde han med en rolig stemme. Han sendte hende et smil, inden han kyssede hende.
Glæden viste sig dog at være ganske kortvarig. Først valgte Aya at trække sig, og inden han overhovedet nåede at sige noget som helst, så stod Silia i døren... Great! Han vendte blikket fast i retningen af hende. At Jason havde forsøgt at redde hans ende lidt her, var han slet ikke klar over. Hurtigt satte han sig op.. Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst. Det her var virkelig ikke planen! Overhovedet ikke planen! Skyldfølelsen ramte ham med det samme. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse. Som et barn taget af sin mor med hånden i kagedåsen. "Silia... jeg.." Han vidste godt, det her virkelig ikke var det mest smarte, som han kunne gøre, men han havde virkelig haft brug for det! Og når hun ikke kunne, så var han jo bare nødt til at gøre det på den måde, som han nu kunne finde.. Hårdt som det end lød.. men bekræftelsen havde han altså brug for!

[Aya Keena]

Det var dejligt at have noget til fælles og lige med dette her var de meget ens. Aya kunne virkelig ikke lade være med at grine en smule ved tanken. De var så ens på dette punkt. Hun sendte ham et roligt smil og lod hovedet søge let på sned. "Det er dejligt at have ting til fælles. Det har også været rart at du har kunnet forholde sig til det. Det har gjort det hele meget nemmere for mig" forsikrede hun ham roligt.

Dette var fantastisk. Hun nød virkelig at ligge sammen med ham. Det var så hyggeligt. Hun havde varmen i hele kroppen men om det var på på grund af ilden eller ham anede hun virkelig ikke. Hun følte sig tilfreds, lykkelig her sammen med ham selvom de lige nu bare lå og snakkede. Hun kunne vel ikke rigtig ønske sig mere, kunne hun? Hun gav ham den opmærksomhed som han manglede og han gav hende den opmærksomhed som hun ønskede fra ham, noget af den i hvert fald. Hvor ville hun ikke gerne være i Silias sko for en stund og have hans hjerte. Hun elskede ham jo, det var virkelig forfærdeligt at han ikke havde det følelser for hende. Hans ord fik et lille grin frem på hendes læber. "Det er godt. Ellers kommer jeg efter dig." Hendes stemme var ikke meget mere end en hvisken. Hun lå tæt med ham, hvor var det bare dejligt. Hans læber mod hendes var virkelig fantastiske. Hun elskede det! Hun ville have mere. Hun trak sig blot for at ligge sig bedre til rette og for at høre om dette virkelig var noget han ønskede men hun fik aldrig chancen. Døren bag dem gik op og ind trådte ingen andre end Silia. Som Gabriel satte sig op gjorde hun det samme. Hun lå på knæene og kiggede en smule skræmt op mod Silia. Dette var virkelig ikke meningen. Hvorfor skulle de lige blive opdaget og imens det var så rart? Pokkers. Hun bed sig stille i læben som hun satte sig på knæene med bøjet hoved. Hvad skulle hun gøre? Skulle hun forlade rummet, stikke af eller blive her til hun fik givet en ordre. En tanke slog hende kort. Hvad mon dronningen ville gøre ved hende efter dette fund? Frygten for straf meldte sig i hende, måske hun ville blive smidt ud af landet? Hun knyttede den ene hånd og lagde den mod sit bryst. Hun prøvede at holde frygten tilbage mens hun blot ventede på hvad der nu skulle ske. Hvad skulle hun dog gøre? Hun hævede stille blikket og stirrede fra Gabriel til Silia. Skyldfølelsen var at spore i hendes øjne. Det havde været forkert det hun havde gjort med Gabriel, hun vidste det og nu var den helt gal. Hvad mon der nu skulle ske?

[Silia D. Diamaqima]

Silia kunne mærke hvordan Jason forsøgte at klemme trøstende om hendes skuldre. Den eneste effekt det havde, var at hårene rejste sig på hendes arme, hvilket ligeså godt kunne skyldes det ubehagelige syn hun stod overfor.
Den indre vrede var ikke kun rettet mod Gabriel, og hadet ikke kun mod den smukke kvinde ved hans side, den var mindst ligeså meget rettet mod hende selv, for ikke at have været en bedre hustru, have givet sig tid. Dog havde hun virkelig aldrig forestillet sig at han kunne finde på dette. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, eller hvor hun skulle se hen, så i stedet så hun bare ned på sine fødder og trak vejret dybt, mens Jason passerede hende og stod ved siden af Gabriel med et opgivende blik.
"Beklager, brormand, jeg forsøgte at redde dit skind. Den her kan jeg ikke hjælpe med," sagde han velvidende at Gabriel ikke ville høre ham. Han forsvandt ud af den blå luft og lod dem stå alene.
Ikke nok med at det gjorde ondt, det var ligeså ydmygende. Stoltheden havde hun fra sin far og nu stod hun der. En tårer trillede ned over hendes kind, hun skyndte sig at tørre den væk, og hå+bede at ingen af dem bemærkede det. Hendes blik faldt på den unge kvinde. Hun kunne sporer frygten i hendes øjne. "Jeg ved ikke hvem du er, eller hvordan du kan gøre dette, men jeg.. gør dig intet," hun tog en dyb indånding, det krævede meget af hende. Somme tider ville hun ønske at hun bare havde kunnet være en dvasianer. Hendes blik faldt igen på Gabriel med et direkte knust blik. Man kunne skimte bebrejdelse dybt i dem. "Jeg... undskyld," sagde hun uden helt at vide hvorfor hun undskyldte, når det var ham der havde dummet sig. Hun kunne ikke længere holde tårerne inde, og mærkede hvordan de banede sig vej ned over hendes kinder. "Vi.. snakker senere," hun vendte ryggen til dem og lukkede døren. Først lænede hun sig op af den og forsøgte at fange pusten. Ingen alkymi kunne tage den smerte. Hun tørrede sine øjne og forlod med hastige skridt gangen for i stedet at søge op hvor hun kunne være selv.

//Out

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Glæden ved dette foretagende, viste sig dog, at blive ganske kortvarig, da Silia valgte at gøre sin entre i pejsestuen, hvor de måtte ligge. Skyldfølelsen meldte sig allerede med det samme, da han så hende, for det havde bestemt heller ikke været meningen, at det her var noget som skulle ende med at ske. For pokker da også! Det var bare typisk, at det her var noget som skulle ske lige nu og lige her! Han knyttede næverne, inden han så på dem skiftevis. Aya var en kvinde som var god til at få ham til at slappe af.. Sågar få ham til at smile og alverdens andet, og det var noget som uden tvivl betød utrolig meget, selv for ham, og særligt når hans egen hustru end ikke var i stand til at give ham det. Var han for krævende? Var der noget i vejen? Han vidste det jo faktisk ikke.
"Silia.." fortsatte han igen. Det var virkelig ikke ham at gøre sådan noget. Han vidste slet ikke hvad der var gået af ham! Det var en desperat lyst som egentlig bare var dukket op, og gud hvor han dog hadede, at hun havde fanget ham midt i gerningsøjeblikket. Han rystede let på hovedet. Silia ville ikke gøre Aya noget.. så meget var han da klar over.. Men hvad der skulle ske med dem i en stund som denne, var jo så det, som han ikke rigtigt kunne vide, og det var den tanke, som han bestemt ikke kunne lide. Som Silia forlod stedet, følte Gabriel kun at hans hjerte måtte sænkes helt ned i maven, så ondt som det gjorde. Det her havde jo aldrig nogensinde været hans mening! At Jason var der, og rent faktisk havde forsøgt at redde hans røv i den her situation, anede han ikke. Faktisk anede han slet ikke, at Silia kunne se og snakke med de døde. Hænderne satte han i gulvet, for at komme op at stå. "Vi må snakkes senere Aya.. Jeg er nødt til at redde den her i land.." Han sendte hende en sigende mine. Det var på ingen måder hendes skyld. Det var helt og holdent hans, for det var ham som havde valgt at gøre det her. Hvor var han da dum! Han forlod pejsestuen, mens han kaldte efter hende. Han var nødt til at snakke med hende om det her!

//Out

[Aya Keena]

Glæden blev erstattet med frygt. Hvor var det egentlig pinligt at blive taget på denne måde. Det havde været en fejl, en rigtig dum fejl! Hun hadede tanken om hvad de havde haft gang i bag ved dronningens ryg. Hun ønskede jo virkelig ikke at skade nogen som helst men det havde hun gjort. Hvor var det forfærdeligt. Silias ord slog som en lussing mod hendes kind. Hvordan kunne hun dog gøre det her? Hun vidste det virkelig ikke. Hvorfor havde hun tilladt det? Hun vidste at hun skulle have holdt afstand og bare behandlet ham som alle andre gjorde men hendes følelser havde taget ved hende og hun havde bragt det begge i Knibe. Hun var ude af stand til at ytre et ord til Silia. Hun Så bare til som tåren trillede ned over dronningens kind selvom den hurtigt blev tørret væk. Hun kiggede væk, hun ville ikke kigge mere. Som Silia forsvandt søgte hendes blik i gulvet. Gabriels ord registrerede hun næsten ikke. "Som du ønsker" var det eneste svar hun formåede at give før han forlod hende i pejsestuen alene. Hun hørte ham kalde på Silia ned af gangen og hun tog sig til ørene. Hvor gjorde dette bare ondt. Tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder. Hun var forfærdelig, intet mindre end forfærdelig. Hun havde såret dem begge blot fordi hun ikke var i stand til at styre sit eget hjerte. Rystende kom hun på benene og med tårerne trillende ned af kinderne søgte hun ud fra pejsestuen. Overtøjet lod hun blive. Hun tænkte ikke over det. Hun endte med at søge ud igennem de store porte, ud i sneen. Hun gik roligt rundt i haven og endte med at sætte sig i et hjørne hvor hun kunne være skjult af hækken. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. tanken om at forlade slottet slog hende igen. Det hele ville vel blive bedre hvis hun blot ... forsvandt? Hun trak benene op under sig og gemte ansigtet mens hun sad der i kulden. Hun ønskede ikke at være indendørs lige nu.