A new beginning.

[Aya Keena]

Det var så vigtigt at have tiden til dem som man elskede. Aya vidste at det måtte pine dem begge at de bare ikke kunne eller ikke ville finde tiden til at tage sig af hinanden. Et sted, så virkede det næsten som om at Gabriel virkelig gerne ville være sammen med Silia men at hun trak sig fra ham. Det var en trist tanke at dronningen ikke ønskede at have den samme kontakt med Kongen som han ønskede det med hende men der var jo intet hun kunne gøre ved det. Det der gjorde mest ondt var at Gabriel havde det så svært med det. Hun kunne virkelig ikke lide at han havde det sådan, han skulle smile og være glad. Hun ville virkelig ønske at hun kunne gøre noget for ham, at hun kunne få ham til at smile men hvad skulle hun dog kunne stille op? Hans ord bekræftede det blot. Hun kunne ikke hjælpe ham med dette hvilket i realiteten gjorde hende ubrugelig. Hun kunne virkelig ikke lide den tanke. Hun ville bare så gerne hjælpe ham. "Det er jeg virkelig ked af at høre" mumlede hun stille og bed sig let i læben. Kysset som hun tildelte hans kind betød meget for hende. Hun ville så gerne vise ham hvor vigtig han var for hende og hvor behageligt hun havde det sammen med ham. Hun havde før fortalt ham hvor meget hende hjerte hamrede for ham, ønskede ham og dog var det slet ikke tanker hun gjorde sig lige nu. Hun ville bare gerne vise ham at han var hende så utrolig vigtig. Hun ville så gerne hjælpe ham. "Jeg kan slet ikke lide at du har det sådan, Gabriel" sagde hun stille og strøg ham blidt hen over kinden på ny. "Du fortjener at være glad, du fortjener at smile og være lykkelig. Jeg ville ønske at der var noget jeg kunne gøre for dig."

Gabriels latter gav hende næsten et sus i maven. Det var så dejligt at se ham more sig til en forandring i stedet for altid at rende rundt med den formelle og alvorlige mine. Hun kunne ikke lade være med at nyde at se ham være så glad. Hun grinte selv, lo så det næsten gjorde ondt i maven mens de kastede sne efter hinanden. Hun måtte dog stoppe op mens hun betragtede ham i luften. Han var virkelig god til at flyve, hun var betaget. Selv havde hun aldrig lært at flyve før hun kom her så hun var stadig meget klodset på vingerne, som et lille barn ude på sin første flyvetur. "Jeg synes at det er tarveligt at du snyder" sagde hun drillende og nåede lide at dukke sig for den snebold som han kastede efter hende. Hun samlede noget sne op i hænder og prøvede at kaste den efter ham igen. Hun vidste dog at han havde fordele i luften men hvad kunne hun gøre? Hun ville slet ikke have en chance hvis hun fløj op til ham. Det var hun virkelig for usikker på vingerne endnu.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det virkelig ikke særlig godt. Det gjorde ham både trist og ked af det, at Silia ikke havde tiden til ham. Og et sted var det også den tanke som gjorde ham vred, for han følte sig som et barn, når han gjorde sig den tanke, men var der nogen fejl og mangler i, at han ønskede at tilbringe tiden med sin hustru? Og nu hvor Aya stod og gav ham alle de kærtegn og rent faktisk også plantede kys mod hans kind, som han slet ikke burde tage imod, så var det svært for ham at lade være.. Og det var også lidt det, som han reagerede på i den anden ende. Hans blik gled mod hende. At det overraskede hende, at han havde det sådan, kom egentlig ikke bag på nogen. Han var normalt god til facader, men af en eller anden grund, så krakelerede den bare, når han stod overfor Aya. Det var som om.. at den bare ikke rigtigt var nødvendig på den samme måde mere, og det var det som var underligt. "Ingen har nogensinde sagt, at livet skulle være en dans på roser.. Og det er mit godt nok ikke," sagde han denne gang med en direkte stemme, som han igen så mod hende. Tanken gjorde ham trist, selvom han forsøgte at holde sig stærk og holde hovedet oppe. Det var bare ikke let altid.. overhovedet ikke! Han sendte hende et taknemmeligt smil. "Du får mig til at smile, Aya.. Du for mig til at le.. Det er mere end hvad så mange andre formår," sagde han ærligt.

Nu var det ikke alt det skidte Gabriel havde i sinde at snakke om. Nej, nu havde hun formået at få hans tanker over på helt andre ting, og gud hvor ville han dog nyde det, mens han nu kunne gøre det! Snebolde blev kastet.. der blev grinet og leet, og selv det, var virkelig noget som Gabriel havde savnet! Det at kunne smide hæmningerne bare for en kort stund, og kæmpe sig videre! Denne gang dykkede han for at samle en kæmpe bunke sne op i sine arme, inden han igen søgte mod himlen. Han bevægede sig med en tydelig ynde. Han havde gjort dette mange gange før. Han grinede. "Du kan jo bare komme herop!" kaldte han, inden han formede snebolden og kastede den efter hende. Han kunne jo ikke lade være. Igen havde hun fået det gode grin frem på hans læber, og følelsen af det, var virkelig fantastisk!

[Aya Keena]

Aya kunne tydeligt se hans smerte lige nu. Det gjorde ondt på hende at han havde det som han nu havde det. Tanken om at Silia ikke var der for ham, at han stod alene kunne hun slet ikke lide. Gabriel fortjente at være glad og lykkelig. Med alt det han gjorde for folket fortjente han at være den lykkeligste mand i verdenen synes hun. Hun vidste at de kærtegn hun skænkede ham slet ikke burde forgå, ikke nok med at han var konge og hun blot en simpelt kammerpige man han var gift og han elskede sin kone. Et sted så var det en skam at han var så loyal overfor Silia for hun gav ham ikke det han havde brug for. Hun vidste at han ikke blev behandlet som han gerne ville have. Hendes herre havde haft det på samme måde men han havde bare søgt til sine slaver. hun synes at det var nobelt at Gabriel ikke gjorde det samme. Hans ord fik hende til at nikke. Hendes liv havde heller ikke ligefrem været lut og lagkage, ikke det mindste. Hun var glad nu, hun var sikker her bag murene og under hans beskyttelse men hun var ikke lykkelig. Hun vidste ikke om hun nogensinde kunne blive det. "Livet vil aldrig være let" sagde hun stille og vendte blide blå øjne i hans retning. Hun bed sig stille i læben. Hun ville ønskede at hun kunne gøre mere end hvad hun gjorde lige nu. "At jeg får dig til at smile og le en gang i mellem er ikke nok, desværre. Det betyder at jeg er nød til at oppe mig og gøre det bedre fremover."

Snebolds kampen havde virkelig bragt noget specielt ud i Gabriel kunne hun se. Hun kunne virkelig ikke andet end at grine som han gjorde og bare hygge sig mens sneen faldt som store bolde ned over dem. Det var virkelig sjovt det her men Gabriel snød! Han fløj så elegant rundt i luften og hun blev næsten helt jealoux. Hun ville så gerne kunne gøre det samme. Hans råb fik hende til at bide sig i læben. Hun vidste ikke om hun turde flyve så højt men hun kunne vel ligeså godt prøve? Da han samlede den store mængde sne op og formede den havde hun ikke så meget valg. Lige som han kastede den foldede hun sine vinger ud og satte af fra jorden. Hun hævede sig langsomt og usikkert med den ene snebold hun havde i hånden. Det var virkelig tydeligt at hun kun lige var begyndt at lære og flyve. Hun mindede mest af alt om en usikker fugleunge. Hun nåede op i hans højde og tog sigte før hun skød snebolden efter ham med et lille smil.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det ikke særlig godt, og det var jo heller ikke ligefrem nogen hemmelighed, men af den grund, forsøgte han da alligevel ar holde hovedet højt. Han søgte ikke til andre, også selvom det til tider, virkelig var fristende, og særligt, nu hvor han stod i en situation, som denne, og tog imod kys og kærtegn af en anden kvinde end den kvinde som han virkelig elskede. Det var frustrerende at elske en, uden at få noget i retur, men det var nu heller ikke ligefrem noget, som han kunne gøre noget som helst ved, uanset hvor meget han nu ville det eller ikke. Lige nu var det bare ikke det, som han ønskede at tænke på. "Tænk nu ikke mere på det, Aya.. Jeg klarer mig nok," sagde han med en rolig stemme. Han sendte hende et prøvende smil, inden han kastede den næste snebold.
Gabriel ville nemlig ikke påstå at han snød eller noget lignende, for det gjorde han da ikke. Det var ovenikøbet en fantastisk mulighed for at få hende til at flyve og alt muligt, og hun skulle jo trods alt også øve sig, og det var jo lidt det, som han ønskede at understrege for hende. At hun så selv søgte til himmels, fik det lette smil til at brede sig på hans læber. Lige nu kunne han glemme lidt alt det som rent faktisk plagede ham, for det var jo heller ikke ligefrem småting.

"Du kan godt," opmuntrede Gabriel med et stille smil på læben. Han vidste godt, at de første ture i luften, kunne være direkte groteske og voldsomme, men han var der til at gribe hende, hvis det skulle gå helt galt, og han ville jo heller ikke tøve med at gøre det, hvis det endelig skulle være. Han smilede et venligt smil til hende, inden han lod hende kaste snebolden og rent faktisk ramme ham. Den ramte ham direkte på brystet, hvorefter han tørrede det af. Han rystede let smilende på hovedet af hende. "Du kan jo godt," sagde han med et stille smil på læben, inden han fløj hen til hende. Det var efterhånden ved at være temmelig koldt, og særligt når man havde fået sneen ned i nakken og foran også for den sags skyld. "Du er jo ved at lære det," sagde han med et venligt smil. For nu kunne han tænke på alt mulig andet, og det udnyttede han da uden tvivl også.

[Aya Keena]

Aya havde det skidt med at han havde det sådan. Gabriel skulle virkelig bare have det godt, han var en behagelig mand som hun vidste havde et stort hjerte. Han betød virkelig meget for hende og det faktum at han ikke var glad gjorde det svært for hende. Især fordi hun intet kunne gøre ved det. Hovedet søgte let på sned mens hun betragtede ham. Han bad hende om ikke at tænke på det men det var altså svært! "Det er svært ikke at tænke på det når du er en af de to vigtigste personer i mit liv. Uden dig og Carlisle ville jeg være ingenting. Jeg ønsker bare at give jer hvad i giver mig" sagde hun stille men med et lille sødt smil. Hun ville virkelig bare gerne hjælpe ham og støtte ham. han var der for hende så hun ønskede at være der for ham. Sneboldskampen havde udviklet sig i en retning som hun ikke rigtig kunne lide. Det at han ville have hende til at flyve var skræmmende. Hun var virkelig usikker på vingerne, som et lille barn der fløj for første gang.

Hans opmuntring fik hende til at rødme kraftigt. Det var virkelig pinligt ikke at kunne flyve i hendes alder. Hun havde jo haft vinger hele livet men havde aldrig lært at flyve før hun var kommet til slottet i Procias. Hun hun bed sig i læben og kiggede på ham i mens han børstede sneen af sig og kom hende nærmere. "Det er pinligt at være så dårlig til det i min alder" mumlede hun genert og vendte ansigtet en smule væk fra ham. Det var tydeligt at dette gjorde hende ekstremt genert og hun blev helt tomat rød i ansigtet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede ikke at tænke på det lige nu. Det var hårdt nok som det var i forvejen, og han måtte jo erkende, at det heller ikke ligefrem var en tanke som han kunne lide. Når det nu var sagt, måtte han jo alligevel give hende ret.. han skulle jo gøre noget ved det på et eller andet tidspunkt. Det var bare svært, når hans hustru end ikke havde tiden til ham, og lige det, efterlod ham med følelsen af, at være som et barn. Og den kunne han bestemt ikke lide. Han sendte hende et overbærende smil. "Se lyst på det.. det kan jo ikke blive værre end hvad det er nu, min kære.. Du gør langt mere for mig, end hvad du egentlig burde," forklarede han med en rolig stemme, også fordi at det var ord som han mente, og nok mere end hvad han ellers ville være ved, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.

Selvom hun måske ikke var vant til at være på vingerne, så var det en vigtig ting at kunne, og han ville jo gerne hjælpe hende. Det var jo også noget som han havde lovet hende. Han sendte hende endnu en gang et smil. Hun var virkelig noget af det kæreste, som han længe havde set, og han kunne jo lide det. Det var jo nok det, som lidt var hans problem, hvis han selv skulle sige det, men det var nu heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at sige alt for højt, når det nu endelig var. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, som han søgte hen mod hende. "Hvad er der pinligt ved det?" spurgte han direkte. Han hævede hånden, for at tørre noget af sneen af, som var faldet i hendes hår. Nu kunne han smile.. og det var det som var det vigtigste. "Du fryser ikke..?" spurgte han roligt. Det var jo heller ikke meningen, at hun skulle rende rundt og blive alt for kold.

[Aya Keena]

Hun ville så gerne gøre det bedste for ham, hun ville bare gerne have at han havde det godt. Det hun gjorde var ikke nok og sandt at sige så ville det aldrig nogensinde blive nok. Hun var ikke Silia, hun kunne aldrig være hende. Hans ord fik hende til at smile en smule og hun lod hovedet søge let på sned. "Hvis det jeg gør kan få dig til at smile så gør jeg ikke for meget og ej heller for lidt, min kære Gabriel. Desuden så er det ikke ret tit vi ser hinanden på denne måde så jeg er jo nød til at være ekstra om mig for al den tid jeg ikke er der til at få dig til at smile, ikke?" Hun blinkede til ham og smilede sødt. Hvis hun skulle se lyst på det så måtte hun jo hellere gøre det.

Hun var virkelig ikke vant til det her. Hun lignede virkelig bare en lille fugleunge som lige var blevet puffet ud af reden og nu skulle flyve selv. Det var så pinligt at han kiggede på. Alle de andre gange havde hun øvet sig alene og hun synes at hun var blevet rigtig god men ligeså snart han kiggede på hende så følte hun sig genert og forfjamsket. "Det er pinligt fordi jeg burde have lært det da jeg var lille men jeg turde ikke mens jeg var på børnehjem og da jeg så endelig tog ud blev jeg fanget før jeg kunne nå det. Lige nu ligner jeg bare en buttet fugleunge" mumlede hun og kunne ikke undertrykke et lille grin ved sine egne ord. At han spurgte om hun frøs fik hende til at bemærke kulden. I legen havde hun helt glemt den fuldstændig. "Jeg fryser faktisk en smule hvis jeg skal være ærlig" sagde hun mildt. Hun mærkede hvordan han tørrede noget af sneen af hendes røde hår som havde sat sig fast. Hun kiggede op på ham med de blå øjne og sendte ham et lille smil. Hun var virkelig betaget af ham. Hendes betagelse af ham var total, han var virkelig noget af det mest fantastiske hun vidste og lige nu der fyldte han hendes tanker så meget at hun for en stund helt glemte at hun fløj hvilket ikke var alt for smart. Eftersom hun stadig var så ny på vingerne var hun nød til at fokusere for at holde sig i luften og jo mere betaget af ham hun blev, jo mindre fokus kom der på hendes vinger hvilket førte til at hun glemte at slå med dem og begyndte at falde til jorden.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde det vel stårslående, når han var sammen med Aya, og det var vel egentlig også det, som var lidt hans problem, når det endelig skulle være? Tanken var gruopvækkende, og han kunne virkelig ikke have, at det skulle være på den måde, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han kunne virkelig ikke se bort fra den betydning, som Aya havde fået for ham, også selvom det virkelig ikke var ofte, at han i det hele taget lod nogen komme så tæt på. "Det er ikke meget vi har set til hinanden i det sidste.. Og jeg forstår godt at der har været meget at se til, og særligt i tiden fremover, så vil der nok være ekstra meget," sagde han med en rolig stemme.

Selvom hun måske synes at det var pinligt, så var Gabriel lidt af en helt anden tanke. Det var slet ikke fordi at han ville grine af hende eller noget lignende. "Og derfor synes jeg, at det er stærkt af dig, at du forsøger dig med det nu.. Desuden.. så ligner du ikke nogen buttet fugleunge.. Jeg kan lide at se dig under skyerne. Hvem ved.. på et tidspunkt, flyver vi måske en tur over himlen sammen," sagde han med et smil på læben. Han tog det ikke særlig tungt. Hovedet lod han søge let på sned, da hun fortalte, at hun frøs. Det var jo ikke meningen at hun skulle rende rundt og fryse på denne her måde.
"Så kom med ned igen. Det er slet ikke meningen at du skal fryse," sagde han med en næsten snert af bekymring at spore i hans stemme. Han skjulte det i hvert fald ikke. Han kunne ikke lide, at hun skulle fryse. Han søgte selv ned mod jorden under ham inden han igen vendte blikket mod hende. Han landede med et let bump, hvor han trak vingerne elegant og fint ind til sig. Hovedet lod han søge på sned. Han var klar, nu i tilfælde af, hvis han skulle hjælpe hende. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle komme til skade.

[Aya Keena]

Sammen med Gabriel følte Aya sig levende. Hun følte sig tilpas og fri sammen med ham, som om verdens sorger ikke kunne komme tæt på hende og kun han var vigtig. Hun havde før fortalt ham hvordan hun havde det med ham, hvordan hun ønskede ham så brændende men han havde afvist hende. Hun forstod det godt, hun forventede ikke andet og den form for følelser var ligesom blevet sat en smule i bero efter det som var sket hende. Tanken om at skulle være helt tæt på et andet menneske var begyndt at skræmme hende og dog så kunne hun stadig lade Gabriel komme så tæt på som han ønskede det. "Jeg ved det men som sagt så betyder det bare at jeg må gøre vores tid sammen her ekstra speciel, ikke?" spurgte hun roligt og dog med et lille drillende smil på læben.

Det var pinligt og dog så kunne hun ikke lade være med at grine en smule af sig selv. Det var lidt ynkeligt et sted og dog så hyggede hun sig alligevel i luften sammen med ham. Hun kunne mærke en rødmen begynde i hendes kinder som han snakkede til hende og hun vendte genert hovedet lidt væk fra ham og bed sig let i læben. "Måske vi kommer til det en dag, hvem ved" sagde hun roligt, dog stadig med et lille genert smil. Hun havde det en smule svært ved at flyve men hvad der var endnu svære for hende var virkelig når han roste hende. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle håndtere det.
At han søgte ned under hende og landede så fint fik hende til at smile. Hun fulgte roligt efter ham. Landing var virkelig ikke det som gik bedst for hende på nogen som helst måde og den bekymrede tone som han lagde fordagen overfor hende hjalp ikke lige frem. Hun prøvede at lande foran ham men det gik ikke ret godt. Hun landede en smule for hårdt og endte med at falde ind mod hans favn med et lidt hårdt bump. "Undskyld" sagde hun stille ind mod ham og den røde farve havde tydeligt nået hendes kinder på ny. Hun løftede stille sit blik for at kigge på ham. Det havde virkelig ikke været meningen at hun ville bumpe så hårdt ned.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Her følte Gabriel uden tvivl, at han kunne slappe af. Aya formåede uden tvivl at sætte rigtig mange andre tanker i ham, og det var lettende. Ingen tvivl om, at det var lettende, at det var på den måde, og særligt nu hvor hans egen hustru ikke ville finde den tid til ham, så måtte man jo bare nyde det, mens man nu havde muligheden for det. Hans blik gled direkte mod hende endnu en gang, og med en ganske rolig mine. Han var rolig lige nu. Han sendte hende et smil og nikkede så. De måtte nyde de stunder, når de endelig havde dem, og det var jo lidt det, som var det vigtigste lige nu. "Det har du ret i," sagde han med et stille smil på læben. Igen formåede hun at få ham til at smile, og se positivt på tingene, hvilket var noget, som han virkelig godt kunne lide.

Gabriel landede yndefuldt under dem begge to, inden han vendte blikket op i retningen af hendes skikkelse. At hun så selv ikke var så god, tog han sig ikke af. Hun skulle jo trods alt lære det, og hvordan ville man ellers lære det, end at øve sig? "Du kan godt," roste han hende og uden at smilet falmede det mindste fra hans læber. At hun så søgte ned mod jorden og tæt på ham, og landede så hårdt, at hendes ben nærmest kollapsede sammen under hende, og hun røg direkte hen mod ham. Hurtigt reagerede han, ved at låse sine arme om hende, så de ikke endte med at falde helt. Han grinede. Han kunne huske sig selv i den situation, fra han var ganske lille. Han havde jo været et barn dengang.
Gabriel rettede sig op, inden han roligt hjælp Aya med at komme ordentlig op at stå igen. Hans blik vendte han mod hendes skikkelse og med et stille smil på læben. "Det er helt okay... Klarer du det?" spurgte han med en rolig mine. Hånden lod han roligt stryge mod hendes kind. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle komme til skade.

[Aya Keena]

Gabriel tilstedeværelse havde det med at få Aya til bare at være glad. Hun følte sig bare så godt tilpas sammen med ham. Når han var der så var det virkelig som om alt andet var ligegyldigt. Hun nød at tilbringe tid sammen med ham. Han gav hende en ro som virkelig ingen andre kunne give hende. Når hun var sammen med ham så syntes de dårlige ting bare at forsvinde og for det var hun ham yderst taknemmelig. Hun nikkede blot ved hans ord og sendte ham et blidt smil. Hun skulle nok få gjort deres tid sammen speciel. Det var hun helt sikker på.

Gabriels yndefulde landing var beundringsværdig. Hun kunne ikke andet end at smile og bare betragte ham. Han var virkelig ligeså naturlig på vingerne som han var på jorden. Gad vide om hun nogensinde kunne blive det? Hun søgte roligt ned mod ham. Hun var forsigtig og bed sig stille i læben. Ved hans ord stoppede hun let op. "Ned skal man nok komme. Spørgsmålet er bare hvor hurtigt" pointerede hun med et lille grin og fortsatte sin færd ned mod hans skikkelse. Selvom hun stadig synes at det var en smule pinligt så var hun alligevel glad for at han var der. Dog gik hendes landet ikke som håbet. hendes ben gav næsten efter under hende og hun endte ind mod hans favn med et bump og hun mærkede hvordan hans arme låste sig om hendes krop for at hun ikke skulle falde helt. Hendes hjerte hamrede som hun stod der, helt tæt på ham. Hendes blik søgte roligt hans skikkelse som han rettede sig op og derved hjalp hende helt op på benene.
Hendes blik søgte hans ansigt som de stod der helt tæt. "Der skete ikke noget. Jeg er okay" sagde hun stille og mærkede hvordan varmen steg i hendes kinder. Hun mærkede hvordan hendes hjerte slog hårdt i hendes bryst. Hun vidste hvorfor hendes krop reagerede på denne måde men hun ville ikke. Det kunne ikke nytte noget, hun skulle ikke tænke på det. Hånden mod hendes kind fik næsten hende til at gå helt i stå. Hun lod forsigtigt armene glide om hans skikkelse og gav ham et lille klem mens hendes blik roligt hvilede i hans. Han var så dejlig. Pokker tage at hun også lige skulle falde pladask for en mand som ikke ønskede hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde fløjet i frygtelig mange år, så det var ikke nyt for ham. At lande var noget som han gjorde lige så let, som han lettede, og om han var yndefuld? Han kunne i hvert fald godt tænke sig til nogen, som sikkert gjorde det meget bedre, end hvad han kunne. Han sendte hende et smil. "Går det galt, så griber jeg dig," lovede han med en rolig stemme, og med et bekræftende nik. Det var jo heller ikke fordi at han ville lade hende falde og slå sig, for det var han slet ikke ude på, på denne her måde.
Gabriel fulgte hende meget nøje med sine øjne. For nu, så det ud til at gå meget fint. Han nåede dog kun at smile, inden hun direkte så ud til at miste højde alt for hurtigt, landede og med ben der knækkede sammen under hende. Han reagerede dog ved at gribe hende. Han slog ud i en mild latter. Ja, der var visse ting, som man endnu skulle øve på, men det ville vel nok også komme til den tid, ikke sandt? Han lod hånden stryge over hendes kind. "Bare du ikke slog dig," sagde han med en rolig stemme. Han rettede sig op, for derefter at slippe hende. At være tæt på hende, vidste de jo godt, kun måtte gå galt.. det gjorde det jo hver gang, og kun fordi at han var blevet glad for hende, for.. det var han jo. Men at være Silia utro.. Ja, et sted var han det vel ved bare at tænke tanken om det? Det var næsten helt grotesk! Han trak vejret dybt og rystede så de tanker ud af hovedet. Ha nforsøgte i hvert fald. "Nu vel.. lad os komme indenfor, inden du kommer til at fryse mere," sagde han. Dog mest i et forsøg på at aflede tankerne bare lidt, så der ikke skete mere, som ikke ville gøre nogen af dem godt. Let sendte han hende et smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Selv han følte en varme brede sig.. blandet med kulden fra den smeltende is, som han havde i nakken. Han ville faktisk også gerne ind - hvor flest ikke kunne se dem vel og mærke.

[Aya Keena]

Det var tydeligt at se at dette ikke ligefrem var første gang at Gabriel fløj rundt på vingerne. Han gjorde det yndefuldt og roligt. Hun kunne næsten blive helt betaget af at se på ham. Det var virkelig dejligt. han betryggende ord fik hende til at smile og nikke. Hun stolede på ham og kendte ham jo godt nok til at vide at han ikke ønskede at der skulle ske hende noget. Han ville gribe hende hvis det blev nødvendigt hvilket det jo også blev. Hun faldt det sidste stykke til jorden med et bump. Om hun ikke havde været koncentreret nok eller om det bare havde været et uheld vidste hun ikke men hun endte i hvert fald i hans favn. Hendes hjerte hamrede som han fik hende på benene igen. Hun kunne virkelig godt lide at være så tæt på ham, det var dejligt og fredfyldt selvom hun godt vidste at hun slet ikke burde stå sådan her med ham. "Jeg slog mig ikke. Jeg stødte jo ind i noget blødt" sagde hun med en drillende stemme og smilede sødt til ham. Hun mærkede hvordan han slap hende, et sted var det en lettelse og dog så ville hun gerne have blevet stående sådan der lidt. Hun gav ham et lille klem og slap ham ligeså før hun trådte et stridt tilbage. "Tak for at gribe mig." Hvilke tanker der gik igennem hans hoved anede hun virkelig ikke. Det slog hende ikke et øjeblik at han havde tænkt noget specielt. At han ville indenfor gjorde hende virkelig ikke noget. Hun nikkede blot med et stort smil på læben. Selv havde hun godt nok fået varmen af at være så tæt på ham. Hun hadet det, hun ville virkelig ikke have det sådan her. Hvorfor kunne hun ikke bare holde sig på et mere normalt plan med ham? Hun sukkede lydløst af sig selv og bed sig i læben. "Lad os komme indenfor. jeg er sikker på at der er tændt op i en pejsestue et sted. jeg kunne i hvert fald godt sidde foran et ildsted og få varmen" sagde hun roligt. Hun var virkelig nød til at gemme tankerne lidt væk. Han var gift, han elskede sin kone og han var tro mod hende. Aya beundrede den måde som han hårdnakket stod ved Silia's side selvom de havde disse problemer. Det var rart at vide at der var nogle mænd i denne verden som virkelig ville gøre alt for deres udkårende. Hun strakte sig en gang og gjorde tegn til at han skulle føre an, så ville hun følge ham. Hun prøvede virkelig at holde tankerne om ham på afstand. De gjorde virkelig ingen af dem godt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Et sted kunne man godt sige at Gabriel havde fløjet hele livet? Han havde ikke været særlig gammel, da han var blevet kastet ud i det for første gang. Det var jo så det som man kunne se i dag. Han var jo født som en halv engel og halv magiker, selvom hans bortgang i fortidens Manjarno, havde givet ham en chance til som en ren engel. Det var derfor, at han stod der i dag, som han gjorde lige nu. Han greb hende, også selvom det tvang ham et skridt bagud, for ikke at ende med at falde. Det var i hvert fald slet ikke meningen at han ville falde. Han grinede let. "Det gjorde du ja," sagde han med et smil på læben.
Gabriel måtte virkelig slippe de tanker som han gjorde sig. Det var slet ikke meningen at han skulle gøre sig tanker af den slags, og det stod han fast på i den anden ende. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han burde virkelig stoppe med at gøre sig tanker som det her, men det var sgu svært, når det næsten var noget som bare faldt ham helt naturligt og normalt at gøre, og... det var bare ikke ham at gøre sådan noget! Han måtte virkelig stoppe med at tænke sådan! "Vi skal nok kunne finde en pejs, uden det store problem. Kom Aya.. inden du bliver helt gennemkold," sagde han endeligt, mest for at finde noget andet at fokusere på.

Gabriel begyndte at gå. Bevidst søgte han mod de store porte, som omgående blev åbnet for ham og Aya med, da hun ville komme bag ham. Det gik han da stærkt ud fra. Vingerne rystede han let fri af sne, da han kom ind i den store forhal. Han trak vejret dybt, inden han vendte sig mod den store pejsestue. Den var der med største sandsynlighed gang i. "Kom med," opfordrede han med en rolig stemme, inden han søgte dertil. Ganske rigtigt. Der var mere end gang i pejsen, som den stod i fuld flamme, og afgav en fantastisk dejlig og behagelig varme. "Tag plads på skindet foran, min kære," opfordrede han endeligt, inden han søgte til de store sofaer, for at hente de varme tæpper, så de havde noget at kunne få om sig, så de kunne få varmen ordentligt. Igen så ønkede han jo heller ikke, at hun skulle ende med at blive syg. Det var da noget af det sidste, som han ønskede sig!

[Aya Keena]

Det var virkelig ikke en naturlig ting for Aya at flyve og da heller ikke at lande for den sags skyld. Hun var faldet det sidste stykke og endte med at støde lige ind i ham. Han tog det nu meget pænt hvilket var noget hun godt kunne lide. Det var virkelig rart at være omkring ham på denne måde. Hun grinede mildt ved hans svar og nikkede blot. Det var rart med en konge som havde lidt humor. Hvilke tanker Gabriel gjorde sig anede Aya virkelig ikke for hun døjede selv med dem. Tanker fløj i hendes hoved, de forstyrrede hende. Det føltes bare så rigtigt at have det sådan når han var i hendes nærhed men hun vidste også bare at det var så forkert! Hun brød sig ikke om det. Det var som et lille barn der fik af vide at der var noget man ikke måtte gøre og så havde man lyst til det hele tiden. Tankerne hun gjorde sig om denne fantastiske mand foran sig var ikke små og hun var stadig ked af at hun var faldet for ham. Han var hende jo uopnåelig, ikke nok med at han var kongen af landet så var han også gift. Hans ord fik hende til at smile. "Jeg skal nok klare mig selvom jeg bliver kold. Du skulle jo helst nødlig ligge syg, det er jo ej noget kønt syn" sagde hun roligt og sendte ham et lille smil.

Aya fulgte roligt med ham som han begyndte at gå mod slottet. Portene blev åbnet for dem hvilket var en dejlig ting. Hun havde brugt tiden udenfor på at børste sne af sig sådan så hun ikke behøvede at gøre det når hun kom indenfor. Så var der også en der slap for at tørre så meget op. Hun nikkede blot til ham og fulgte med ham til den store pejsestuen. Her var dejlig varmt, der var gang i pejsen og Aya kunne tidligt mærke glæden blusse op i hendes indre. Hun elskede virkelig at sidde foran pejsen. Han skulle ikke bede hende om at tage plads mere end en gang. Hun tog roligt sin vinterkappe af og lagde den forsigtigt hen over en stol uden for sådan så der ikke var noget der blev voldsomt gennemblødt. Hun havde blot et par tykke tætsiddende bukser på og en lys kjole ud over som gik hende til knæene. Hun gik med rolige skridt over til skindet hvor hun roligt satte sig på knæ og kiggede ind i den oplyste pejs. "Der er dejlig varmt her. Det er altid så hyggeligt at komme indenfor efter en god tur i sneen" sagde hun og vendte blikket mod ham med et sødt smil på læben.