A new beginning.

[Deleted]

Set i Carlisles øjne, var det uden tvivl en smuk dag at tilbringe udenfor. Særligt i disse tider, så handlede det om at nyde det, når man endelig havde muligheden for det. Hænderne havde han foldet over ryggen, idet at han bevægede sig igennem haven. Sneen knaste nærmest under hans fødder. For ham var det en virkelig underlig følelse, for han oplevede sjældent, at det rent faktisk måtte sne her i Procias. Børnene nød det.. Selv på en fjern afstand, kunne han høre disse, og det var noget som uden tvivl, kun måtte få smilet til at brede sig på hans læber. Det var jo lige før, at man kunne sige, at det var et kald af glæde i et land præget af så intens en uro og ængstelighed.
Lyden af hulk og et kraftigt hamrende hjerte, fik dog Carlisle til at stoppe op. Var der nogen, som ej var glade på en dag som denne? Ikke at det var noget som han kunne forstå, og derfor bestemte han sig da naturligvis for at undersøge denne sag nærmere. Han forlod sin typiske rute, som han tog igennem sneen, kun for at søge i retningen af træerne, som selv stod så nøgne som intet andet. At nogen skulle sidde og være kede af det, kunne han ej lide, og det var det som gjorde, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. Det syn som dog ramte ham som noget af det første var.. Aya..? Han rynkede let på næsen. "Aya..? Hvad er der sket dig?" En bekymret tone meldte omgående sin ankomst i hans stemme, idet han direkte valgte at søge i retningen af hendes skikkelse i stedet for. Om han kunne lide dette? På ingen måde, men det var jo uanset hvad, svært for ham at se bort fra, at hun var en kvinde som faktisk havde betydning for ham. Langsomt gik han i knæ ved hendes skikkelse, inden han lagde hånden mod hendes knæ, i et forsøg på at fange hendes opmærksomhed. Hvorfor sad hun da her og var så ked af det?

[Aya Keena]

Tårerne trillede ned over hendes kinder. Hvor var det her bare forfærdeligt det her! Hun følte bare at hun havde lyst til at gemme sig helt og aldeles væk. Hun ønskede bare at forsvinde og så ville alting blive bedre, ville det ikke? Hun kunne ikke holde hulkene tilbage længere. Hvorfor skulle dette også ske? Hvorfor skulle han også lige kysse hende og hvorfor skulle Silia komme ind i det samme. Hun ville ønske at det ikke var sket. Hun ønskede at hun kunne spole tiden tilbage til ude i sneen. Hun ville ønske at hun bare havde ladet ham gå forbi og så han kunne arbejde i fred men nej. Hun skulle snakke med ham og de var endt i denne dumme situation. Åhhh hvor ville hun ønske at det ikke havde sket. Hun bemærkede ikke Carlisle som kom gående i hendes nærhed. Hun var virkelig fordybt i tanker. Allermest havde hun lyst til at løbe, stikke af og aldrig komme tilbage igen. Hun havde lyst til ikke at se sig tilbage og bare lade dem leve deres liv som de ønskede. Det hele var jo hendes skyld alligevel ...
Hun gemte hovedet så men ikke kunne se det men hendes læber var efterhånden godt blå og hun var begyndt at ryste så forfærdeligt. Hun vidste ikke om det var på grund af kulden eller på grund af det som var sket. Hun tog sig til hovedet og borrede næsten neglene ind i hovedbunden. Hun var helt fanget i sine egne tanker og hørte ham derfor ikke. Hun opdagede ham faktisk ikke før han rørte ved hende. Det gav et helt sæt i hende som hun løftede blikket og stirrede på ham. hendes øjne var forgrædt, hun havde det virkelig svært. Det var tydeligt. "Det er ikke noget. Jeg .... Det er ikke noget" mumlede hun svagt og vendte blikket væk. Hun skammede sig så frygteligt. Hun kunne slet se på ham. Så slemt var det. Hvad ville han ikke tro om dem? Det de havde gjort burde bare ikke have været sket. Hun gemte ansigtet igen og begyndte på ny at hulke. Hun var forbandet kold. Pokker tage det hele. Hun ville bare væk.

[Deleted]

At både se og høre Aya sidde og græde, var slet ikke en tanke som Carlisle brød sig synderlig meget om, og særligt ikke på denne her måde. Alene det, var noget som uden tvivl gjorde, at selv han måtte blive voldsomt bekymret. Det lignede nemlig ikke hende, at tage tingene så hårdt og så tungt, som det her! Han satte sig roligt ned på knæ ved hendes side, hvor han lagde hånden mod hendes knæ. Ganske forsigtigt for ikke at gøre hende alt for forskrækket, for det var slet ikke noget, som ville gavne nogen af dem, og da særligt ikke på denne her måde. Hans blik hvilede bekymret på hendes skikkelse. Der var da noget rivende galt, siden hun sad herude, og direkte måtte sidde og fryse, for det var bestemt heller ikke noget, som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Hvad var det der skete? "Siden du sidder herude i kulden og græder, så må det være noget, Aya.." sagde han bekymret. Han havde det ikke nemt med følelser, men han kunne da i det mindste forsøge, og særligt fordi at han anså hende som en rigtig god ven, og en som stod ham meget nær, og det var da slet ikke noget, som han ønskede at miste, og særligt ikke på denne her måde.
Carlisle blev siddende. Dette var dog ikke noget, som han tog som en direkte afvisning fra hende, men vel bare et tegn til, at hun ikke ville snakke med ham? Naturligvis var det en tanke, som gjorde ham selv trist, for hun var jo en af de meget få, som han havde her på stedet, og det gjorde det jo heller ikke ligefrem bedre, at hun så ikke ønskede at snakke med ham. "Fortæl mig, hvad der er sket dig," opfordrede han endnu en gang, inden han søgte tættere på, for i stedet for at tage fat om hende, for at føre hende ind i sin favn. Han ville jo ikke lade hende sidde herude helt alene, og særligt ikke på denne her måde.

[Aya Keena]

Carlisles tilstedeværelse gjorde virkelig kun det hele meget svære for hende. Hun skammede sig så forfærdeligt over hvad der var sket. Hun følte slet ikke at hun kunne tænke klart. Hun havde virkelig kun en tanke og det var at stikke af og ikke se sig tilbage. Dette var gået for langt, de var nået for tæt på hinanden og hun vidste det. Hun havde endt med at skade på ham og Silia. Tanken var hende næsten ulidelig. Hun kunne ikke blive her længere. Det ville ikke nytte noget. Hun måtte væk. Som Carlisle kom hende nær og snakkede til hende måtte hun alligevel ende med at tvivle på sine tanker. Hun ville jo heller ikke forlade ham for han var vigtig for hende men hvordan kunne hun dog blive nu? Hun hulkede fortsat mens tårerne trillede ned over hendes røde kinder. Hun frøs så forfærdeligt men ønskede ikke at gå indenfor. Hun ville ikke ses. "Jeg er en forfærdelig person, Carlisle. Det hele er min skyld" hulkede hun og gemte ansigtet i hænderne. Hvordan skulle hun dog kunne fortælle ham hvad der var sket? Hun havde det så dårligt med sig selv, hun følte sig næsten helt syg.
Hun havde ikke lyst til at fortælle ham det. Så meget skammede hun sig. Hun ville virkelig ikke have at han skulle vide hvad der var sket mellem hende og Gabriel. Tanken om kysset fløj ind igen og kneb øjnene hårdt sammen. Hvor ville hun ønske at hun bare kunne glemme det hele, glemme alt hvad der var sket og så bare forsvinde, gemme sig selv væk. Hun mærkede hvordan han søgte tættere på hende og før hun vidste af det var hun i hans favn. Hun greb om hans tøj og trykkede sig ind til ham. Selvom hun ikke havde lyst til at fortælle ham hvad der var sket så var hun glad for at han var der. Hun havde brug for en eller anden form for støtte at holde fast på. "Det hele er min skyld. Jeg er forfærdelig, Carlisle. jeg skammer mig. Jeg hader mig selv" hviskede hun ind mod hans favn. Tårerne trillede stadigvæk. Hun havde det så dårligt. Hendes hjerte slog så hårdt mod hendes bryst. Et sted så ville hun næsten ønske at det ville slå så hårdt at det ville stoppe helt. Hun ville bare gerne væk fra det hele.[/blokcquote]

[Deleted]

Noget måtte da tydeligt påvirke Aya på en måde, som han slet ikke brød sig om. Carlisle vidste at Aya var følsom, men sådan her havde han da aldrig nogensinde set hende, og slet ikke med de ord, som for ham, overhovedet ikke gav nogen mening. Hans blik gled mod hendes skikkelse.. Spørgende og undrende, for han kunne da slet ikke forstå, hvad pokker der egentlig foregik. Han stirrede forvirret på hende. Sådan her havde han jo heller aldrig nogensinde set hende før. "Jeg er bange for, at jeg ikke helt kan følge med, kæreste," forsøgte han med en rolig stemme. Naturligvis var det her noget, som uden tvivl gjorde ham.. trist. Der var noget helt galt, når han nu sad overfor hende på denne her måde.
Forsigtigt førte Carlisle hende ind i hans favn. Selvom hun til nu, havde været meget afvisende overfor ham, gik han faktisk ikke ud fra, at det var fordi at hun ville have, at han skulle gå nogen steder. Det lignede hende i hvert fald ikke. Som han fik hende tæt ind mod sig, låste hun grebet om ham allerede med det samme. Et sted var det lettende for hans vedkommende, at hun gjorde dette. Hans øjne gled stille og roligt i, hvor han igen bed tænderne let sammen. Han kunne slet ikke lide at se hende så ked af det. "Fortæl mig hvad der plager dit lyse sind, Aya," bad han igen. Han kunne jo slet ikke følge med. En ting var at hun havde det skidt og at hun var ked af det, men aldrig havde han set hende på den måde. "Kom med ind og få varmen. Det er slet ikke godt for dig, at sidde herude," sagde han med en tydelig bekymring i stemmen. Om han kunne lide det her? På ingen måde, men hvad skulle han da stille op med det? Det var virkelig svært, og særligt fordi at han næppe avde regnet med, at det var sådan her, han rent faktisk ville komme til at se hende! Han kunne langt bedre lide hende med et smil på læben, og et strøg over kinden, og den som opmuntrede alt og alle, som passerede hende på sin vej. Nu var hun bare.. trist og ked af det. Det kunne han virkelig ikke lide.

[Aya Keena]

Hun havde det virkelig bare så forfærdeligt. Alt hun ønskede var bare at forsvinde og aldrig nogensinde sætte sin fod her igen. Hun havde det så dårligt med sig selv. Silias ansigt var printet ind i hendes hoved uden tegn på at slippe hende igen. Pokker tage det her! Hvorfor skulle han også kysse hende? Hun vidste at hun skulle have holdt sig væk fra ham, ladet ham være. Det ville have været bedst men hun havde jo søgte hans nærhed. Hvor havde det været dumt! Tårerne gled ned over hendes kinder som hendes blik endte med at søge hans skikkelse. "Der er sket noget slemt. Jeg frygter at jeg ikke vil kunne se mig selv i øjnene længere" hviskede hun grådkvalt.
Hun trykkede sig ind til ham som han hev hende ind til sig. Hun havde det bare så dårligt med det hele men Carlisle var der altid til at give hende en sikker havn. Hun holdt fast i ham, han måtte ikke gå, det ville hun da slet ikke kunne holde ud. Kulden var ved at nå hende men hun prøvede bare desperart ikke at ryste for meget. Hun havde virkelig ikke lyst til at komme indenfor, ikke det mindste!. hun hulkede ind mod hans favn. "Jeg har det så skidt, Carlisle. Det er virkelig slemt denne gang. Jeg tror ikke jeg kan rede mig selv ud af denne her" hulkede hun ind mod hans skikkelse. Selvom hun stadig hulkede og græd som blev hun pisket så følte hun en form for ro i hendes indre nu hvor han var der. Hun begyndte ikke at kunne holde kulden tilbage længere. Hendes krop begyndte at ryste ukontroleret og hendes tænder klaprede. Hun bed sig stille i den snart helt blå læbe. Hun rystede bare på hovedet ved hans ord. Hun ville ikke med indenfor. Hun ville ikke være i nærheden af andre end ham lige nu. Hun klemte en smule mere om ham. "Jeg vil ikke med ind. Der er for mange mennesker indenfor, for mange der kigger. Jeg vil ikke med ind." Det var måske en smule svært at høre hvad hun sagde over hendes klaprende tænder men hun ville virkelig ikke med ind! Bare tanken om at være indenfor på slottet fik det næsten til at vænne sig i hendes mave.

[Deleted]

Carlisle kunne ikke rigtigt finde hverken hoved eller hale i hvad Aya forsøgte - eller ikke forsøgte at fortælle ham. Der var i hvert fald sket noget, siden hun var blevet så ked af det, som hun var.. så ked af det, at han fik fornemmelsen af, at hun slet ikke ønskede at blive her. Hans arme hvilede trygt om hende, også selvom han vidste, at han ikke rigtigt kunne varme hende. Den mulighed havde han desværre ikke. Han lukkede øjnene ganske let. Det her var uden tvivl noget, som han slet ikke kunne lide, og særligt ikke, når han ikke rigtigt kunne finde ud af hverken frem eller tilbage i en situation som denne.
"Træk vejret, Aya... Du bliver kun dårligere af det andet.. Desuden er du nødt til at komme med ind. Du ender med at blive syg, ved at sidde herude," sagde han dæmpet. Hånden hævede han forsigtigt, og lod den stryge mod hendes kind. Han holdt virkelig af hende, og at se hende på denne måde, kunne han slet ikke lide, og da særligt ikke på denne her måde. De mørke øjne søgte hendes skikkelse.. tomme, men forvirrede over den måde, som hun reagerede på. Hun nægtede at søge med ind.. Jamen hvad var det, der var så slemt, at det skulle ske på denne her måde?
Carlisle rystede stille på hovedet. Hvorfor reagerede hun på denne her måde? Han trykkede hende forsigtigt, men trygt ind mod sin egen favn. Han kunne jo godt lide, at hun sad der. Han forsøgte at give hende den tryghed og den beskyttelse, som hun havde brug for. Det var nemlig rigtig hårdt for ham, at se hende sidde og have det på denne her måde. Hans blik søgte hendes skikkelse. Hun rystede.. hendes tænder klaprede og hun var uden tvivl også ved at blive utrolig kold, og det var heller ikke ligefrem noget, som han kunne lide. "Du kan ikke bare sidde her og fryse, Aya.. hvis du ikke vil have, at de andre skal se dig.. så tag med mig til mit kammer," bad han endeligt. Han ville bare ikke se hende på denne her måde. Det var hun virkelig alt for vigtig for ham til at han ville. Han ville jo heller ikke have, at hun skulle ende med at blive syg, fordi at hun var for stædig til det andet.

[Aya Keena]

Hun lyttede til hans ord om at hun skulle trække vejret. Hun hulkede fortsat og prøvede virkelig at få styr på sig selv. Hvor var hun dog ynkelig. Han så hende altid når hun var ked af det. Carlisle havde en tendens til at dukke op på de værste og bedste tidspunkter. Hun ville ønske at han ikke altid behøvede at stå der med hende og prøve at trøste hende men på den anden side så var hun lykkelig over at han var der til at passe på hende. Forsigtigt lod hun blikket søge hans skikkelse. Hun var fuldstændig knust indvendigt. Det hele var bare så dumt! De røde forgrædte øjne betragtede ham lidt mens hun fortsat hulkede. "Jeg har det virkelig dårligt, Carlisle. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med mig selv" hviskede hun stille, ja næsten undskyldende. Det var jo ikke ligefrem fordi hun ønskede at ligge sine problemer over på ham. Han havde andet at se til end blot at sidde der med hende. Hans hånd mod hendes kind fik hende til at se væk men hun fjernede sig ikke fra ham. Hun kunne jo godt lide at modtage hans kærtegn og hans beroligende bevægelser men lige nu følte hun slet ikke at hun fortjente denne omsorg.
Hun ville ikke med indenfor. Hun vidste at der havde været nogen som havde set scenen hvor de alle havde forladt pejsestuen. Der ville ikke gå længe før rygterne ville sprede sig på slottet. Den tanke kunne næsten få hende til at tabe pusten fuldstændig. Hun tænkte ikke på sig selv men på Gabriel og Silia. Hvor måtte det hele bare være forfærdeligt for dem! Hun hadede sig selv. Hvorfor pokker havde hun sat dem alle i denne situation!? Aya tog hele skylden på sig. Når alt kom til alt så burde hun da som tjener have holdt mere afstand til ham. At Carlisle ville have hende med indenfor og ligefrem tilbød hende at komme med ned til ham fik hende til at vendte blikket ned mod jorden. Hun frøs forfærdeligt meget. Hun var ved at blive godt gennemkold, hendes læber var blå og hendes tænder klaprede. Til sidste endte hun dog med at føje ham. Hvad andet kunne hun gøre. "Okay" mumlede hun blot og kæmpede sig med besvær på benene. Hele hendes krop rystede for at varme hende op igen så det var lidt svært for hende at holde sig oppe på benene men hun blev dog stående alligevel. Hun bed sig lidt i læben og endte med at vende blikket mod hans skikkelse igen. Tårerne faldt støt ned over hendes kinder. "Carlisle?" spurgte hun stille knyttede næverne en smule som de hang der ned langs hendes sider. "Hader du mig?" Spørgsmålet havde trykket hende i noget tid. Hun lænede sig altid op af ham når der var noget dårligt. Det måtte da være irriterende altid at skulle hænge på hende.

[Deleted]

Et sted kunne man sige, at Carlisle var glad for, at han var kommet, for alene tanken om hvad Aya kunne finde på, var dræbende for ham. Han ønskede jo kun at hjælpe hende, og var det så svært? Han blev siddende med hende, også selvom han stod fast på, at hun skulle med ham indenfor. Det her var hårdt, for han kunne jo heller ikke lide at se hende så ked af det. "Jeg er sikker på, at du i øjeblikket, kun kører stemningen op, fordi du er ked af det.. Det kan næppe være så slemt," sagde han med en rolig stemme. Han forsøgte i hvert fald at trøste hende. Det ville naturligvis bare have været langt nemmere, hvis hun ville lade ham gøre det.
At hun endeligt gik med til at gå med ham ind, hvis de kunne søge til hans kammer, var noget som passede Carlisle mere end fint, og det var noget som han glædeligt viste. Han smilte til hende. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at gøre det værre for hende, men hun skulle altså heller ikke sidde herude og fryse. Han rejste sig ved siden af hende, inden han gjorde det.. Han søgte hen til hende, hvor han gik lidt ned i knæ.. lagde en hånd mod hendes ryg og knæhaser, og hævede hende i sine arme i stedet for. "Jeg har slet ikke nogen grund til at skulle hade dig, Aya... Og nu skal vi ind og have varmen i dig, inden for du for alvor ender med at blive syg," sagde han alvorligt. Hvorfor skulle han da hade hende? Hun havde jo heller ikke ligefrem gjort noget imod ham? Ikke af hvad han vidste i hvert fald. Med rolige skridt, søgte han indenfor. Selvom vagterne ganske vidst kiggede efter dem, var det ikke noget som han tog tungere end det, da det alt sammen var noget, som han i forvejen var vant til. Han søgte direkte mod hans kammer, hvor han fik hende lagt i sengen og med dynen om sig. Han skulle nok sørge for, at hun fik det bedre, og fik varmen igen. Det andet var da uden tvivl kun noget, som vakte en kæmpe bekymring i hans tanker og sind.

//Out

[Aya Keena]

Aya havde ingen intentioner om at gøre noget skadende eller noget ved sig selv. Eller, sted så var det at hun sad ude i kulden på denne måde meget skadende for hende for hendes krop var varm og havde brug for denne varme for at fungere. Hun trykkede sig ind til ham. Hun var så glad for at han var sammen med hende. Hun lyttede til hans ord men kunne ikke andet end at ryste på hovedet. "Det er virkelig slemt denne gang, Carlisle. Jeg ..." Hun tav og bed sig i læben. Hun kunne virkelig ikke lide at sige hvad der var sket. Pokker tage det hele! Hun havde simpelthen bare været for dum!
Hun sagde ja til at søge med ham indenfor hvis de søgte ned til ham. Der kunne de være alene og det var det hun allerhelst ville. Hun ville bare være helt alene. Hun kom på benene selvom det efterhånden var utrolig svært for hende at blive stående oprejst på grund af hendes krops rystelser. Der gik dog ikke længe før hun mærkede Carlisles hænder mod sin krop og mærkede hvordan han så let som ingen ting løftede hende op i sin favn igen som han havde gjort det før. Hun sagde ham ikke imod. Hun puttede sig bare ind til ham selvom han ikke kunne give hende den varme som hun så desperart havde brug for lige nu. At vagterne kiggede efter dem så hun ikke. Hendes øjne var lukkede mens hun blot søgte den trykhed hos ham som han altid gav hende. De kom ned i rummet og hun blev puttet under dynen og begyndte at få varmen. Hun endte med at fortælle ham om hvad der var sket og hendes planer for fremtiden. Hun ville ikke blive på slottet længere, hun kunne ikke være så tæt på hverken Gabriel eller Silia. Hun ville dog blive i byen for at hun havde mulighed for at se ham så ofte som hans arbejde ville tillade det. Hun ville ikke miste ham, ikke det mindste.

//OUT