Part one of the plan: Our wedding

[Samuel Acheron]

At Tiyanna pludseligt skulle stå der, var ikke ligefrem det, som Samuel havde ventet sig. Han kunne tydeligt fornemme, at hun følte sig overlegen og det fik ham kun til at føle sig mindre, for hun pønsede på noget. Hun skulle sikkert nok få fortalt Theodore dette, så hun selv kunne få et skridt indenfor ved Theodore. En kuldegysning løb over hans ryg, for det var virkelig ubehageligt at være fanget sådan på fersk gerning. Og han vidste også, at selvom Theodore ikke troede på hende med det samme, så ville Sephiran og det gjorde det end ikke bedre på nogen måde. Hurtigt havde han trukket sig fra Myia og stod med afstand til hende, som han så mod Tiyanna, der stod der og så hoverende ud i døren. Han vidste ikke hvad han mere skulle sige, for han ville faktisk gerne bare ud af denne kattepine, for det var jo ikke lige dette, han havde regnet med. Han ville ikke lade det gå ud over hende, for det var ham, der havde presset på denne gang og søgt efter hende, dum som han var. "Tiyanna," endte han, men vidste ikke hvordan han skulle forsvare sig. Da hun vendte sig om for at gå tilbage mod selskabet, så vendte han sig kort mod Myia igen. Han kyssede hende igen dybt og kort. "Jeg lover alt jeg har sagt... Jeg elsker dig... Bliv her," endte han til hende. Han vendte så om og hastede op ad kælderen og efter Tiyanna, som han fangede ude på græsplænen. Han lod en hånd falde mod hendes skulder og stoppede hende. "Tiyanna... Vil du ikke nok lade vær?" bad han dæmpet og så direkte hjælpeløs ud i ansigtet.

[Myia Destiny Flancker]

At blive afsløret på den måde, var slet ikke noget som Myia havde regnet med.. Hun ville bare nyde få minutter sammen med den mand som hun elskede, og det kunne hun virkelig ikke se det store problem i, og det gjorde hende uden tvivl også ked af det, bare at blive skubbet væk på den måde! Tiyanna havde afsløret dem, og hun havde tænkt sig at sige det videre… Hun bed sig let i læben, inden hun hjælpeløst vendte sig mod Samuel.. hvad skulle de nu gøre? Hvis Theodore fik det at vide, turde hun slet ikke tænke på, hvad der skulle ske herfra! ”Samuel..” hviskede hun næsten hjælpeløst. Et sted frygtede hun virkelig for sit eget liv i det her henseende, og hun kunne bestemt ikke lide det.. Det var faktisk uhyggeligt et eller andet sted, at hun kunne gøre sig de tanker, for hun vidste at Theodore slet ikke kunne lide hende i forvejen! Kysset gengældte hun selv med den største glæde, hvor hun bare så efter ham, da han stormet ud efter Tiyanna. Hun bed sig svagt i læben og slog armene fast omkring sin egen krop. ”O-okay…” hviskede hun blot, mens hun kun blev stående på sin plads i stedet for alt det andet. Hun så sig om.. Det føles pludselig underlig koldt for hende lige nu, og det var slet ikke en tanke som hun kunne lide. Svagt måtte hun komme med et hulk.. De skulle aldrig have gjort det.. hun skulle aldrig have ladet sig rive med på den måde.. Og nu stod hun så her og kunne tage konsekvensen af det.. Det var jo bare typisk!

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna gik med rolige og tydelige selvsikre skridt tilbage mod selskabet som stadig sad og snakket ude i haven. Af hvad hun kunne høre, så snakket Theodore fint med kongen af mørket, og selv glædede hun sig til at afsløre for ham, hvad hun netop havde set. Om han så ville stole på hendes ord, vidste hun ikke, men det var nok også noget som hun ville finde ud af på et eller andet tidspunkt, for hun vidste, at hun havde taget dem i det hele, og de vidste, at de nu havde store problemer! Hånden som gled mod hendes skulder, fik hende til at vende sig direkte mod ham. Hun sendte ham en advarende mine, inden hun rev sin skulder til sig. Måske at det var n direkte egoistisk handling, men når det skulle være så svært for hende, at finde sin plads i det hele, så var hun også nødt til at gøre det samme.. For hende, kunne dette være billetten som ville lukke hende ind i familien, og det havde hun bestemt heller ikke tænkt sig at lade gå for sig. ”Hvorfor skulle jeg lade være, Samuel? Det her er lige netop den chance som jeg har ventet på, og jeg ladere den ikke gå mig forbi..” Igen vendte hun sig mod selskabet, som hun søgte i retningen af. Bevidst søgte hun hen til Theodore, hvor hun lod hånden glide mod hans skulder, som et forsøg på at tilkalde hans opmærksomhed. ”Jeg har netop fanget din yngste søn med englen i kælderen, Theodore. Myia er stadig dernede,” sagde hun sandfærdigt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore sad i en ganske rolig samtale sammen med kongen med snakken om det kommende samarbejde, hvilket var noget som han faktisk godt kunne lide, hvis han selv skulle sige det. Selv da Tiyanna valgte at komme tilbage igen – selv før hans søn og Myia, så var det ikke noget som han bed sig fast i, som sådan. Først da hun lagde hånden mod hans skulder, måtte han stoppe sin talestrøm med kongen, for han ville da slet ikke have, at hun skulle røre ved ham! Overhovedet ikke! Hvad Tiyanna dog fortalte ham, var noget som hurtigt fik ham til at trække let på smilebåndet.. Virkelig? Samuel? Hans blik gled mod Samuel som stod ude på plænen, hvor han ellers bare blev siddende på sin plads. Han drejede blikket mod Sephiran som sad til hans ene side. ”Sephiran, gider du sikre dig at Myia forlader dette sted pronto? Og giver hende en lærerstreg, for at lægge sig ud med Acheron, som en simpel engel?” fortsatte han. Selv berigede han slet ikke Tiyanna noget som helst som mindede om en opmærksomhed, men hvis dette var sandt, så var han nødt til at handle.. En engel var uden tvivl langt værre end en blandingsrace, udelukkende på grund af de procianske rødder, og hans søn skulle have langt bedre end det! Hans blik gled direkte iskoldt til Samuel i stedet for.. Denne gang med en skuffelse.. en skuffelse så stor. Han havde virkelig forventet mere fra hans egen søn.

[Samuel Acheron]

Samuels hjerte hamrede som ti vilde heste, for han havde det virkelig ikke godt med dette. Hvad ville der ikke ske med Myia? Han håbede dog næsten, at Sephiran ville få opgaven med Myia, for selvom han var følelsesløs, så havde han jo haft et mærkeligt forhold til hende med alt det der "min lille engel" og det. Han håbede, at det kunne redde hende. Ham selv var han ligeglad med lige i øjeblikket, for han ville tage enhver straf det skulle være, hvis hun bare overlevede. Han fulgte efter Tiyanna, der gik alt for selvsikkert, for det var bestemt ikke en rar følelse. Han havde næsten kvalme over, at hans hjerte hamrede så hårdt mod hans bryst og følte sig svimmel af hele situationen, for det havde jo ikke været meningen! Han lod sin arm falde, da hun rev sin skulder til sig. Han kunne jo godt se hendes motiv, men det var virkelig ikke fair alligevel. Han ville gerne have sagt noget grimt til hende, men han kunne ikke komme på noget, for hun havde jo ret; det var hendes chance. Han stoppede op ude på græsset og turde ikke bevæge sig nærmere. Han sank en klump og vidste ikke helt hvor han skulle kigge hen, for han følte sig helt på herrens mark. Da Theodore snakkede til Sephiran, så så han dog straks op igen, for det var jo hvad han havde håbet på. Nu håbede han så bare, at han kendte Sephiran som han troede, at han gjorde. Han mødte sin fars blik ligeså og rettede sig straks op og lod hænderne falde bag ryggen. Da Sephiran gik forbi ham, så vendte han hovedet mod sin bror. "Ikke slå hende ihjel... Jeg beder dig," hviskede han til ham. Han vendte sig mod sin fader igen og blev stående, for han vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv.

[Sephiran Acheron]

Sephiran havde interesseret fulgt med i samtalen, der foregik ved bordet, eftersom det jo på sin vis også omhandlede ham. For de planer, som hans far og kongen skulle gøre sig, var jo nogle han skulle overveje, om han ville tage del i fra Imandra, når han selv havde indtaget tronen. Han blandede sig dog ikke for meget, da dette jo var hans fars aften bed både bryllup samt offentliggørelse og velsignelse af hans titel som Greve fra Kongen. Han var selv godt tilfreds med, at Samuel skulle overtage bordellet, for det kunne han ikke have mellem sine hænder når han blev konge. Han sagde ikke så meget til, at Tiyanna valgte at gå, for det kunne der jo være flere grunde til. Han trak vejret roligt og så mod Tiyanna og Samuel, da de kom ud på en lidt underlig måde. Hvad skete der? Han kunne ikke høre hvad de sagde fra hvor han sad, men han fulgte dog Tiyanna med blikket, som hun kom gående... og hen til Theodore? Hun måtte virkelig have gjort sig en opdagelse, ellers kom hun aldrig gående sådan. Hendes ord fik ham til at smile overlegent. Samuel... og Myia? Sammen? Det var næsten for godt til at være sandt! Da hans navn blev nævnt, så rejste han sig hurtigt. "Det skal jeg nok sørge for, Fader," svarede han. Han nikkede mod kongen kort, før han gik mod Samuel. Dette var næsten for godt til at være sandt. Men faktisk, ville han gøre dem en tjeneste, bare for at være imod sin far. Han stoppede op, da Samuel hviskede noget til ham, da han gik. Han svarede ham ikke, men sendte ham et nærmest beroligende blik, før han begav sig ned i kælderen til Myia. Han stoppede op døren. "Min lille engel... Hvad har du nu begivet dig ud i?" spurgte han lettere hovedrystende. Han trådte hen til hende og lod en hånd falde mod hendes arm. Han forsvandt med hende med det samme, for de kunne ligeså godt komme af sted...

[Myia Destiny Flancker]

Myia stod fuldkommen panisk tilbage, da Samuel og Tiyanna var gået, for hun frygtede virkelig for konsekvenserne af alt det her. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, og nu hvor hun havde fået at vide, at hun skulle blive der, og det var jo så også det som hun gjorde. Hun slog armene omkring sig selv, hvor hun så sig omkring.. Der var ikke ligefrem nogen steder hun kunne gemme sig, nu i tilfælde af at Theodore skulle komme rendende og tage hendes liv, for det var virkelig det, som hun var mest bange for lige nu. Lyden af skridt, fangede hurtigt hendes opmærksomhed, hvor hun blev mere skræmt af synet ved Sephiran. Hun havde jo ikke rigtigt været sammen med ham den sidste tid.. Han havde vel næsten.. glemt hende i det hele? ”J-jeg.. tilgiv mig Herre..” sagde hun ydmygt.. Han var stadig den retmæssige herre, selv i hendes øjne, og hun ville virkelig ikke lade livet på baggrund af sådan en lille ting, når hun følte, at der var så meget mere, at hun kunne udrette! Som han tog fat i hende, stivnede hun helt, for hun vidste ikke hvad hun skulle forvente af noget som helst ved det her!
Et gisp forlod tydeligt hendes læber, da han forsvandt af sted med hende, også selvom hun ikke havde nogen anelse om hvor de var på vej hen! Det som hun blev mødt af, var et mørkt lokale.. som hun slet ikke forstod sig på. Hvor pokker var hun henne? Hun rev sig hurtigt ud af Sephirans greb med en tydelig skælven i kroppen. Hun var bange.. Hun var en engel i et mørkt land i forvejen, så hun vidste, at hun virkelig var udsat, og hun kunne ikke lide det. ”T-tilgiv mig.. tilgiv mig.. Jeg.. jeg ønskede intet med det..” fortsatte hun. Fuldstændig overbevist om, at han ville tage hendes liv.

//Out

[Sephiran Acheron]

Sephiran følte ikke noget ved dette, så derfor ville han bare fjerne Myia herfra. At sætte hende et ukendt sted ville være straf nok, for hun var jo en skrøbelig person, så derfor ville han ikke gøre hende ondt på nogen måde, for det var lærestreg nok det andet. Han så mod hende, som han ankom til rummet og kunne godt se, at hun så skræmt ud. Han vædede sine læber og så på hende. Hun lignede en, der skulle til at dø af skræk, men det var der faktisk ingen grund til. "Det er okay, Myia. Jeg er her ikke for at gøre dig ondt," startede han roligt. Han var jo hendes Herre i princippet, så han var også godt tilfreds med, at han havde fået til opgave at få hende ud herfra, for hans far skulle ikke have lov til at bestemme over hende. Han forsvandt med hende og dukkede op på bordellet, på hans gamle kontor. Det var mørkt udenfor, så hele rummet var sort. Han slap hendes arm, da hun selv trak sig væk og han lod alle fakler tændes i lokalet med et vift fra sin hånd. "Jeg tilgiver dig Myia... Bare rolig. Du kan være her og Samuel kommer til at være her med dig. Jeg kommer tilbage lidt senere og forklarer det hele," svarede han hende kortfattet. Han forsvandt igen. Lokalet var låst alligevel, så han vidste da, at hun ville være i sikkerhed. Han dukkede op tilbage i stuen og gik roligt ud i haven, hvor Samuel stadigvæk ikke havde flyttet sig fra sin plads. Han klappede ham på ryggen, da han gik forbi ham og trak ham med tilbage til bordet. "Sæt dig brormand," svarede han og gik om til sin egen plads igen, hvor han gled ned at sidde.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var virkelig træt af, at tingene skulle blive ødelagt.. Nu af Samuel og Myia? Han skulle nok tage sig af den knægt når alt det her med kongen var overstået. For nu ville han bare gerne have at Myia kom væk derfra, i stedet for alt det andet. Han foldede hænderne roligt foran sig. Mens Sephiran havde været væk, havde han blot fortsat samtalen med den unge konge om alle de planer som han havde for pladsen som greve, og for hans kone.. Kun for at udelade hvad han havde tænkt for hans søn, for det så han slet ikke nogen grund til at blande kongen ind i.
Blikket gled mod Sephiran, da han langt om længe måtte komme retur. Han så ikke noget til Myia, hvilket var noget som faktisk passede ham selv ganske udmærket. Han nikkede blot, inden han igen vendte blikket mod den unge konge, som sad der. Ung i forhold til mange af dem som allerede var i huset.. For nu ville han ignorere sin søn.. Han skulle nok personligt tage sig af ham senere. ”Som De kan se, Deres Højhed, har jeg mange planer og ideer til arbejdet som greve, som jeg håber at De vil kunne støtte mig i.. Det er en stærk familie at have på hånden, og jeg ved at jeg selv, såvel som mine sønner, ønsker at yde sin støtte til det dvasianske kongehus,” afsluttede han sandfærdigt, mest for at understrege, at han stod fast på det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus blev roligt siddende og blandede sig slet ikke de familieaffærer som nu udspillede sig omkring ham. Hans blik hvilede intetsigende på Theodore. Selv var han faktisk glad for, at han havde fået netop denne familie på sin side, og det ønskede han gerne at understrege for dem, og ved dette, netop ved at skænke dem som velsignelse. I hans forstand, så skulle det jo bare mangle. Han lod hånden roligt stryge Lily over ryggen, også for at anerkende hende, når hun lå så godt der, som hun gjorde det lige nu, hvilket han selvfølgelig var utrolig glad for. Han måtte vel bare erkende også for sig selv, at han var ved at blive temmelig glad for hende i den anden ende? ”Det lyder alt sammen yderst fint, Theodore.. Jeg er glad og værdsætter dig og din families støtte,” sagde han med en sandfærdig mine, hvor han igen nikkede mod dem. Som drengene kom hen og tog plads også, samt Tiyanna havde taget sin faste plads ved siden af Sephiran, nikkede han blot.
”Det er ikke ofte, at jeg gør dette, Theodore.. Men for at vise Jer min taknemmelighed.. Så lad mig skænke Jer min velsignelse..” sagde han med en rolig stemme. Han rejste sig roligt op, hvor han roligt havde fået Lily op på armen igen. Han sendte dem begge to et roligt og stille smil – både Theodore og Clemency. ”Så rejs Jer,” bad han endeligt, idet han placerede Lily roligt på stolen, som han selv havde siddet på.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency havde ikke sagt så meget den seneste tid, ikke efter hun havde taget Tiyanna i forsvar og hilst på kongen. Hun ville ikke blande sig, eftersom kvinder jo ingen ret havde til det. Dog holdt det hende ikke fra at gøre det af og til, men hun kunne også godt være den meget respektfulde kvinde, der bare sad og så flot ud på sidelinjen. Hun fulgte med i alle sagerne dog, for hun syntes, at det var yderst spændende at følge med i, eftersom hun godt kunne lide at være en opdateret kvinde. Hun vædede roligt sine læber og blev bare siddende, mens Theodore førte en samtale med kongen, mens Samuel bare stod ude på plænen og så bleg ud, mens Sephiran var væk et stykke tid. Da han kom tilbage, så kom begge sønner hen og satte sig ved bordet igen. Hun kunne ikke lide situationen, for hun vidste jo godt med Myia og Samuel. Gad vide hvad Sephiran havde gjort med Myia? Hun turde dog ikke at spørge, så hun blev bare siddende og trak svagt på den ene mundvig. Hun kendte jo selv til planerne med Sephiran, for hun vidste alt, selvom folk ikke troede det. Hun trak vejret roligt. Det var smartest at lade de planer være utalte og så komme efter, at de ordentligt var blevet indsat ordentligt som Greve og Grevinde. Hun blev stadig siddende, for dette var Theodores snak og hun ville ikke blande sig for øjnene af Kongen. "Tak, Deres Højhed," endte hun. Hun rykkede sin stol ud og rejste sig op med Theodore, med et smil på læben. Hun kunne jo meget godt lide alt det Grevinde stof, også selvom hun vidste, at hun ikke fik noget ansvar. Men titlen var meget god for hende.

[Lily Rose Summers]

Lily fulgte opmærksom med i alt som skete. Nyheden om, at den yngste søn netop var blevet fundet i fuld gang med en af tjenestepigerne morede hende betragteligt. Dette var en sygelig familie i hendes hoved, men ikke noget hun som sådan kunne eller ville blande sig i. Hun var bare glad for, at Sephiran ikke vidste, at hun var hende, for så kunne det da for alvor være gået galt... eller hvad? Måske ikke alligevel, for det var jo dumt at gøre hende noget for kongens øjne og han virkede jo meget beskyttende overfor hende, når han sådan sad med hende i skødet. Hun var faktisk mæt af det mad som han havde fodret hende med fra aftensmaden og ellers så slappede hun bare helt af på hans lår, hvor hun lå ved ham. Nogle gange kunne man høre hende spinde, da hun ikke havde kontrol over det dyriske på nogen måde og det var frustrerende for hende. Men hun kunne nu meget godt lide at være her faktisk, for hun var ved at knytte mange bånd til ham. Hun kunne dog godt lide, at blive aet og nusset om, for det gjorde hende godt tilpas. Hun fornemmede, at Sephiran kom tilbage og også trak Samuel med sig, hvor de alle sad igen, for Tiyanna var der jo også. #Så gavmild du er, Mattheus,# drillede hun ham i hans indre tanker og morede sig lidt over det selv. Hun lod sig bare løfte, da han rejste sig og satte sig på stolen på sin bagdel, så hun nu kunne kigge over bordet. Hun støttede af med sin venstre arm og pote, eftersom hendes højre jo ikke var der og hun havde ikke træbenet med i dag, da den jo ikke var specielt pæn. Hun fulgte opmærksomt med.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ville ikke blande sig i de familieanliggende, som måtte ligge der. Han havde respekten for Theodore, som agtet at holde stien ren, og ikke ville lukke procianere ind, og det var noget som faktisk passede ham selv ganske udmærket, for det var noget, som han havde en fin respekt for, for det var slet ikke noget som han ønskede sig selv.. Det var en stærk familie, og en procianer hørte bestemt heller ikke til her. Hånden strøg han roligt over Lilys krop. Ja, han kunne lide at have hende der, også selvom han vel var tydelig dobbelmoralsk? Men det var bestemt heller ikke fordi at han selv stod i en situation at skulle ægte en procianer.. Nej, han skulle ægte en kvinde som selv kom af meget fin familie her i verden, og det var noget, som han uden tvivl godt kunne lide. Han rejste sig roligt op og satte hende fra på stolen, som han selv havde taget pladsen på. Han trak tilfredst på smilebåndet, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han endelig stod der. #Jeg kan faktisk godt,# endte han igen drillende til Lily. Selvom han havde været direkte ond og grotesk mod hende, så blev hun stadig ved ham.. kom altid når han kaldte, og han var nu temmelig sikker på, at det ikke udelukkende bundede i frygten for ham, og for det som han havde gjort. Han vinkede Theodore og Clemency hen til sig, hvor han greb om Theodores højre og Clemencys venstre hånd og lagde dem over hinanden. Han lagde sin egen over og under deres. Et sted for at understrege den velsignelse af mørket, som han hertil ønskede at give dem. ”Jeg er heldig at have støtte som jer her i landet.. Og jeg ser frem til det kommende samarbejde med en glæde af hjerte og sind, Acheron.. Lad mig bevise min taknemmelighed.. og velsigne Jer og jeres familie,” afsluttede han ærbødigt. Han var virkelig glad for den støtte, som de ydet ham. Efterfølgende.. slap han dem. ”Offentlig, kald jer ved grevetitlen og det ansvar, og det adelige.. Det er Jer begge fortjent.”

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore ville have nemmere for at acceptere Tiyanna, udelukkende fordi at hun var mere mørke, end hun var af lyset.. Det som var værst, var jo det faktum, at hun ikke var en fuldblodswarlock, da det også var det, som faktisk havde den største betydning for ham. Han ønskede ikke at ekskludere, men derimod at inkludere, men han ville bestemt heller ikke ofre sig alt for meget. For nu valgte han fuldstændig at ignorere Tiyanna, som havde taget pladsen ved bordet igen. Stod det til ham, så var både Myia og Tiyanna langt væk herfra.. Han skulle have gjort noget med knægten.. og selvom det måske indebar, at han måtte bryde den aftale, som han havde med Clemency. Men han var ligeglad… ganske bogstavelig talt ligeglad. Hans fokus lå for nu på Mattheus, også selvom begge sønner havde valgt at tage pladsen ved bordet igen, hvilket skam også var noget som passede ham selv ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. I takt med at kongen opfordrede dem til at rejse sig, gjorde han lige så. Den ene arm gled roligt omkring Clemency, idet han førte hende ud foran kongen, hvor han lagde sin hånd over hendes. Han sammenflettede deres hænder. Ved hjælp af handling kunne han jo godt vise hende, at han virkelig holdt af hende.. At han ikke kunne undvære hende, og at hun var hans vane, for det var hvad hun var. Ved kongens ord, måtte han selv smile tilfreds. Han følte ganske vidst ikke noget ved det, men han vidste, at det te virkelig var et godt skridt på vejen, og det var uden tvivl det bedste af det hele, og det som han helt klart havde tænkt sig at udnytte lidt. ”Det glæder mig, Deres Højhed,” sagde han respektfuldt, inden han trak ham og Clemencys hænder til sig, kun for at holde dem sammen. Det var vigtigt.. og rigtigt.. Så langt så godt.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency vidste, at lyset var svær for de fleste dvasianere at acceptere. Kongen måtte jo nok være af det samme syn på lyset, men når det kom til blandingsracer havde han jo intet at sige, for han var jo selv varyl. Der var det kun Theodore, der var så pokkers snæversynet, at en fuldblodswarlock jo næsten ikke var god nok, selvom det var den samme race som ham. Hun trak vejret dybt og fulgte Mattheus med blikket. Det var stadig mærkværdigt for hende, at han havde den kat med, men den var vel et symbol på hans status? Og den var jo faktisk smuk med en glat, plettet pels og det hele og ganske sød også, som den nu sad der på stolen hvor han havde sat den, efter han havde rejst sig.
Hun rejste sig roligt sammen med Theodore og lod ham lægge sin arm om hende, for det kunne hun virkelig godt lide. Han viste hende tingene gennem handling og sådan havde hun lært at elske ham. Hun lod sin venstre hånd lægge sig over Theodores højre, som kongen selv tog deres hænder mellem sine. Hun så respektfuldt mod ham, mens han også selv snakkede sin velsignelse og ligesom offentliggjorde deres titler. Hun følte sig stolt over at være anerkendt som adelig, selvom de jo ikke var født til det direkte, selvom hun selv kom fra en velhavende familie. "Tak endnu engang, Deres Højhed," svarede hun. Hun ville ikke sige så meget, men bare vise sin taknemmelighed. Da kongen slap deres hænder, så sammenflettede hun sine fingre med hans med et smil. Det havde faktisk været en dejlig aften så langt. "Og tak fordi De ville beære os med Deres dyrebare tid," endte hun til kongen med et ydmygt nik.