Part one of the plan: Our wedding

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus mente det, når han ønskede at give dem sin velsignelse. Selvom det måske var en familie stort set uden følelser, så vidste han jo godt, at det var nogen som han i sandhed kunne regne med. Theodore havde bestemt været en mand af stærkt ry og rygte i forvejen, også fordi at han selv var kendt med det som manden førhen havde stået for, og det var noget som han uden tvivl havde den største respekt for. Nu hvor han havde valgt at anerkende dem, så var det tydeligt på dem begge, at det var noget som faktisk betød meget for dem.. Og det var ham en sand glæde, at kunne overrække dem netop denne ganske særlige ting, for det var fortjent. Han nikkede mod dem begge to og med et let smil på læben. ”Det er mig der takker,” sagde han sandfærdigt. Han ville lyve hvis han sagde, at han ikke så frem til samarbejdet, for det gjorde han virkelig. ”Jeg takker ærbødigt for invitationen. Med al respekt, er jeg en travl mand, og må nok søge hjemover nu..” Han trak sig tilbage til pladsen, hvor han igen samlede Lily op, for at lade hende ligge på sin arm. Selv på trods af det manglende ben, så var han faktisk glad for at have hende med. Han søgte tilbage til dem begge, hvor han gav dem hånden og trykkede godt om. Han var jo selv en mand som gik op i den slags. Han nikkede anerkendende i retningen af dem begge, inden han med Lily på armen søgte tilbage til kareten, som han vidste stod foran det store hus. Selv søgte han igennem huset ved hjælp af tjenestestaben som viste ham vejen, så de kunne komme ud, kun for at søge tilbage til Castle of Darkness.

//Out

[Theodore Jarvis Acheron]

For nu havde Theodore fået alle tingene præcist som han gerne ville have dem, og det var det som passede ham særdeles udmærket! Tiyanna havde ikke ødelagt noget som helst.. Hun havde faktisk givet ham en oplagt mulighed til at få Myia ud.. Selvom han ikke havde nogen anelse om hvad Sephiran have gjort ved hende, var han ligeglad.. Så lang tid, at han slap for at kigge på hende igen, hvilket passede ham ganske fantastisk, hvis han selv skulle sige det! Han nikkede mod kongen, kun for at tage hans hånd. ”Kom godt hjem, Deres Højhed,” sagde han med en stilfærdig stemme, blot for at se manden søge af sted med sin mærkelige lille kat.. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det var bare sådan at det måtte være. Efterfølgende vendte han sig mod Clemency. ”Vi må nok hellere søge ind nu.. Det begynder at blive sent,” sagde han roligt. Han ville jo gerne passe på hende, og det indebar jo, at hun ikke kom til at fryse. Denne gang vendte han blikket direkte mod Samuel. Ham var han dog på ingen måder færdig med endnu, og det var noget som han helt klart stod fast på! Ingen tvivl om det! ”Clemency, Tiyanna og Sephiran… Gå indenfor.. Samuel.. Du bliver her sammen med mig,” sagde han med en fortsat rolig stemme. Han rettede sig op, hvor han efterfølgende slap Clemency. Han havde stadig bryllupsnatten til gode, og han måtte jo gerne erkende, at det var noget af det, som han jo faktisk måtte se frem til i dette øjeblik. Han knyttede næverne let.. En engel? Af alle væsner, som han kunne falde for, så en engel.. Det var han nødt til at gøre noget ved!

[Lily Rose Summers]

Lily fulgte interesseret med i hvad Mattheus gjorde med det nye adelige par, for det var faktisk spændende at se hvordan de greb tingene an. Han anerkendte dem uden tvivl på en flot måde, hvilket hun faktisk godt kunne lide. Nok havde han været ond ved hende, men det havde han ikke været siden, at hun havde taget forvandlingen. Og siden der, havde hun jo knyttet til ham af nogle grunde, hun ikke selv kunne udpege, men som nok var klare for omverdenen. Hun smilede i det indre og blev siddende pænt på sin plads. #Det glæder mig,# svarede hun ham roligt. Hun holdt jo faktisk af ham jo mere hun var hos ham, for han tog sig jo pænt af hende på trods af alt. Hun havde jo lært det hele på den hårde måde og turde ikke bide skeer med ham fremover, for det var slet ikke noget for hende. Hun slikkede sig roligt om snuden.
Da Mattheus kom hen og tog hende op, så lagde hun sig godt tilpas på hans arm endnu engang. Hun så bare over dem alle en sidste gang før han vendte om og blev ført ud til kareten. Hun fulgte bare med ham hjem. #Tak fordi du tog mig med...# endte hun til ham, som de kørte hjem. Det havde faktisk bevist meget for hende alligevel.

//Out.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency kunne godt lide det hele. Hun blev stående med Theodores hånd i sin, mens hun så mod Mattheus, der hentede sin kat og takkede for aftenen. Hun nikkede ydmygt efter ham, før hun vendte sig mod Theodore. Det var ved at blive sent til at sidde ude, så hun glædede sig faktisk bare til at komme ind og fejre natten med ham. De var jo ikke færdige endnu, før de ligesom havde gennemlevet bryllupsnatten. Hun smilede varmt for sig selv og følte sig stadig ligeså smuk nu som til deres første bryllup. Hun kyssede hans kind blidt. "Sikke en dejlig aften, kære," startede hun ud, selvom hun hurtigt blev afbrudt. Hun vendte sig mod Theodore, da han nævnte, at hun, Tiyanna og Sephiran skulle gå ind. Hvad pokker havde den mand i tankerne? Hun ville dog give ham forsøget, men gå ind i stuen og holde øje med dem, så hun kunne skride ind hvis han gjorde noget. Det var jo trods alt hendes søn! Og de havde en aftale som hun ville sikre sig, ikke gik i vasken over dette, for det ville hun ikke have. "Okay..." svarede hun tøvende. Hun så mod Samuel med et sigende blik om, at hun nok skulle beskytte ham og vendte om for at trække indenfor i stedet. Tjenestestaben begyndte også at rydde væk i haven. Hun løftede op i sin kjole og trådte ind i stuen, hvor hun gled ned at sidde, så hun kunne fornemme deres skygger i haven.

[Samuel Acheron]

Samuel havde siddet stille og kigget på bordet under det hele, mens kongen havde velsignet hans forældre og det hele. Han frygtede ikke for sig selv, men han havde jo svært ved at spørge Sephiran om Myia, da hans far jo sikkert ville overhøre det. Han sad ganske stille og lyttede ikke rigtigt med, før han så, at kongen hentede sin kat og tog sin afsked for aftenen. Han havde da også givet hans forældre rigeligt af sin tid efter hans mening. Selvfølgelig var han glad på sin mors vegne, men det hele var lidt kompliceret, når han jo havde det så anstrengt med sin far. Han blev siddende på sin plads, mens han hørte sin far beordre Tiyanna, Sephiran og hans mor indenfor, hvilket jo efterlod ham her. Hans hjerte sprang næsten et slag over, mens det begyndte at hamre ubehageligt i hans bryst. Dette kunne han bestemt ikke lide, for han var jo faktisk bange for sin far, eftersom han var den koldeste mand der kunne gå på to ben. Han så til, som Sephiran rejste sig og bad Tiyanna gå med sig, mens de bare smuttede indenfor og efterlod ham her. Han så efter dem og mødte sin mors forsikrende blik, selvom det ikke var særlig forsikrende. Han skubbede sig op at stå, eftersom tjenestefolkene også begyndte at bære bordene væk osv, så snart var der bare græsplænen. Han rettede sig op og stillede sig i en nærmere militær position, som han jo var trænet til fra barndommen med sværdtræning. "Fader," endte han respektfuldt.

[Theodore Jarvis Acheron]

For nu havde Theodore fået alle tingene, som han gerne ville have dem, også selvom han bestemt ikke havde regnet med at han skulle høre om sin søn sammen med en engel.. Det var uden tvivl værre end Tiyanna og Sephiran! Han så blot til som resten af familien søgte indenfor, inden han vendte sin opmærksomhed mod Samuel. Selv var det måske ikke den knægt som han havde det bedste forhold til, da han altid havde været beskyttet af sin moder, men det skulle nok ændre sig nu. Selvom han stadig havde ens sidste ting at gøre inden brylluppet for alvor var fuldendt, så kunne det godt vente en tid. Som knægten blev stående, gik han ham roligt i møde. Selvom han ikke kunne udstråle følelser af nogen slags, så var det vel også tydeligt, at han havde noget for? Ellers ville han bestemt ikke lade knægten blive igen og faktisk bede ham om det. Han stoppede op foran ham. ”En engel, Samuel?” begyndte han med en ganske kortfattet stemme, og dog uden at tage blikket fra ham på noget som helst tidspunkt. Ja, det var uden tvivl noget som faktisk gjorde ham direkte skuffet, også selvom han ikke gav udtryk for det, så kunne han mærke det et sted dybt inde. Han knyttede den ene næve ganske let. Planerne var lagt med hans ældste søn. Han havde vel bare glemt sin yngste lidt i opløbet, og hvis han rendt rundt med procianere, var han uden tvivl nødt til at gøre noget ved det. Selvom han var under Clemencys beskyttelse, så vidste han godt, at hans nu elskede hustru var klar over, at han var ude på noget.. og det var jo også derfor at han havde sendt hende indenfor sammen med resten. ”Det er vidst på tide, at jeg sætte et eksempel også overfor dig.. Denne familie skal fremstå stærk og ædel, og det gør den bestemt ikke ved at lukke engle og procianere ind i den..” endte han kortfattet. Han dannede en lille kugle i hånden.. Han gjorde dog ikke yderligere noget ved den.

[Samuel Acheron]

Det faktum, at Samuels far netop havde bedt hans største beskytter og mor om at gå ind sammen med Tiyanna og Sephiran forklarede ham kun, at der var fare på færde. Han kunne ikke lide den tanke. Han havde aldrig haft et forhold til sin far, da han altid havde været travlt optaget af Sephiran, hvilket nu heller aldrig havde gjort ham noget, for han var glad for den mand han var blevet. Men han bare jo nok tydelige præg af, at hans mor havde opfostret ham alene og uden indblanden fra sin far. Faktisk kunne Theodore ligeså vel have været en autoritet og Herremand for ham, som han kunne være hans far, for han kendte jo nærmest ikke manden! Han havde altid været usynlig, hvilket havde passet ham fint, men nu så det ud til at gå en lidt anden vej. Han sank en klump i halsen og blev stående på samme måde med et hoftebreddes afstand mellem fødderne og med hænderne foldede bag hans ryg. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Han og Myia havde været hemmeligt sammen i en del tid nu, men han havde ikke forberedt sig på den dag, hvor det blev opdaget. "Det er hendes race, ja," svarede han kortfattet. Egentligt ikke for at være næsvis, selvom det nok kunne lyde sådan alligevel. Han vædede flygtigt sine læber og blev stående. Han følte sig truet af sin far, ingen tvivl om det. Selvom han var dygtig til magien, så var han jo ikke nær så stærk som hverken sin bror eller sin far, da han jo havde lagt fokus tre steder i sin træning; magien, sværdkamp og nærkamp. Hans grønne øjne holdt han mod sin fars ansigt, selv da han fornemmede den kugle, som hans far dannede i sin hånd. "Myia har været nyttig for Sephiran, da hun har helet mange skader i dette hjem. Hun reddede også mor. Men gør hvad du vil mig med..." svarede han.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var vel gået op for Theodore at han havde været for mild hvad angik hans anden søn. Selvom aftalen med Clemency stod stærkt, så var han da alligevel nødt til at banke lidt fornuft ind i hovedet på ham, ellers gik det da galt for alvor, og det ønskede han da på ingen måder! Han kneb øjnene let sammen og med blikket som kort gled i retningen af hans skikkelse endnu en gang. Selvom han ikke havde følt det mindste siden han selv havde været en ganske lille dreng, så var han bestemt heller ikke dum af den grund.. Han vidste at knægten havde noget med denne engel, og det var også derfor at han havde sat Sephiran på opgaven i stedet for. ”Ja tak, det har jeg længst fundet ud af..” endte han med en ganske kortfattet stemme. Uanset hvor nyttig Myia havde været, og at hun havde været under Sephirans vinger, var han i princippet ganske ligeglad med, for nu var det ham som havde magten her i huset, og det var bestemt ikke noget, som han bare delte ud af til hvem som helst.. og da slet ikke en procianer. Han vendte blikket mod kuglen i sin hånd. ”Hun har måske været nyttig for Sephiran.. Og i mange andre henseender her i huset.. Nu er det mig der igen bestemmer, Samuel. Huset her skal være præget af det dvasianske.. og det mørke.. Du ved hvad denne pagt med kongehuset betyder for mig og mit arbejde fremadrettet.. Og det skal du og den engel slet ikke have lov til at ødelægge..” Han kneb øjnene sammen, inden han placerede kuglen og hånden mod Samuels bryst.. Det eksploderede nærmest.. og ville skubbe hans søn langt bagover. Han selv stod koldt på stedet. Han var uden tvivl forbandet skuffet over det valg som hans søn havde valgt at tage.. Ikke en værdig Acheron!

[Samuel Acheron]

Samuel havde aldrig haft noget imod at være glemt for sin fars blik. Han var ikke meget for den måde, som hans far altid havde været overfor Sephiran på, men han var faktisk glad for, at det ikke var ham selv, det var gået ud over. Han havde i hans øjne nu gjort sig unødvendigt bemærket. Han håbede ikke, at Tiyanna vandt noget på det, for det ønskede han bestemt ikke, for det var da virkelig ikke fair! Han sukkede dæmpet og bed tænderne sammen, mens han bare mødte sin fars blik. Han var en smule bange for ham, men alligevel ikke. Han var jo trænet og havde fået mange slag, men han havde jo faktisk aldrig været udsat for sin fars magi. Han holdt en stiv maske, selvom han havde lyst til at smile en smule, fordi han fandt sig selv lidt sjov, men det skete dog ikke. Han blev stående på samme måde og knyttede hårdt hænderne bag sin ryg, for det var virkelig ubehageligt at stå her. Han følte sig meget truet af den kugle, som hans far havde i hånden. Han nikkede bare stille til ordene, for han havde jo som sådan ikke noget at sige. Hans far og Sephiran var ganske vist næsten at samme støbning, men nogle ting så de alligevel lidt anderledes på, heldigvis kunne man sige. Han begyndte ikke at forsvare sig eller noget, for han vidste jo, at han havde dummet sig, så der var næsten intet at sige til forsvar. Kuglen der blev placeret direkte mod hans bryst fik ham dog til at spærre øjnene op. Han nåede kun lige at trække sine arme frem bag ryggen, før den eksploderede mod hans bryst. Han blev kastet næsten ti meter tilbage og røg i jorden, hvor han rullede yderligere to meter væk. Han lå nu på ryggen og stirrede op på den sorte himmel. Hans bryst var brændt og trykket, hvor han helt klart havde landet forkert på sine ribben på en eller anden måde, for det føltes bestemt ikke helt normalt. Tøjet var også ødelagt foran, hvor der nu var en plet af hans bare og brændte bryst. Han stønnede en smule og hev lettere efter vejret. Han kæmpede sig dog op at stå igen og så mod sin far.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var bestemt ikke den mand som man skulle komme på tværs, hvis man ellers kunne undgå det. Han gjorde ting og handlede uden samvittighed, ganske enkelt fordi at han ikke var i besiddelse af nogen. Hans blik hvilede iskoldt på sin egen søn. Han havde gjort sig bemærket på en måde, som han måske så brændende fortrød nu, men det var for sent.. Skaden var sket, og nu var det Theodores ansvar som den far han nu var, at gøre noget ved den sag, også selvom det nu måtte betyde, at han ville bryde det løfte og den aftale som han nu havde med sin kone. Tingene var næsten som de skulle være nu. Han var gift, han vidste hvor han havde sin ældste søn, og nu manglede han jo faktisk bare den yngste, og så var tingene præcist som han gerne ville have dem, og så var han bestemt ikke den som skulle klage eller brokke sig over tingenes gang.
Kuglen satte han roligt mod knægtens bryst, kun for at se ham flyve de mange meter henover haven og lande tungt på jorden igen. Han sænkede hånden roligt igen. Han selv gav ikke udtryk for noget som mindede om følelser eller samvittighed, og bestemt heller ikke, da han roligt søgte hen mod knægte igen. Han kunne lige vove på at slå fra sig igen, for det ville først for alvor komme til at gøre rigtig ondt! ”Det gør ondt… gør det ikke?” Han sænkede hænderne, hvor han bredte fingrene, kun for at danne flere af kuglerne, også selvom han ikke kastede dem. Han vidste, at han lige nu agerede truende overfor hans person, og han nød virkelig at presse hans søn til det bristepunkt.. og det var jo kun det som han var ude for. Skulle han tage hans sjæl også? Så kunne det måske være, at knægten kunne tænke fornuftigt!

[Samuel Acheron]

Det var ikke lige denne måde, som Samuel havde ønsket sig at få hans fars opmærksomhed. Ja faktisk havde han fint kunne leve resten af livet uden at have gjort opmærksom på sig selv. Han vidste godt, det var hans egen skyld, for hvis skulle det ellers være? Ingen. Han havde taget et valg og handlet efter det, og lige nu gik det så bare ikke som han havde håbet på. Tiyanna var dog lidt foræderisk, men han vidste også, at hun jo altid havde set sort overfor Myia. Han sukkede en smule og så fast mod sin far. Han frygtede ham ikke. Han tog gerne imod hvilken straf det måtte være, for han vidste, at hans mor jo nok ville komme rendende på et tidspunkt. Han ville i hvert fald til enhver tid overleve, så han måtte jo bare modtage sin straf. Det havde også været dumt af ham at opsøge Myia og løbe den risiko, men han havde virkelig bare savnet hende. Og lige nu savnede han hende stadig frygtelig meget. Gad vide hvad Sephiran havde gjort af hende? Det ville han faktisk gerne finde ud af! Kuglen mod hans bryst kom ikke bag på ham, men den gjorde stadig ondt, eftersom den både havde brændt hans bryst men også kastet ham i jorden, hvor han havde landet hårdt ned på sin ene side, der havde bøjet ribbenene. Han kom dog op at stå, selvom han stod lidt foroverbøjet og med hænderne i højre side, hvor det føltes helt skævt og trykket. "Jeg er ikke så piben som du nok tror," endte han. Hans træner, som han selv havde fået, havde jo faktisk ofte skadet ham og presset ham. Også selvom hans far nok troede, at det ikke var noget særligt. Nok var han ikke ligeså stærk magisk, men han var fremragende med et sværd og havde en proper næve at slå med, hvis folk kom for tæt på.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore erkendte gerne, at han ikke havde skænket sin yngste søn megen opmærksomhed igennem sit liv.. Nu var det tydeligvis på tide at gøre noget ved den sag.. For en engel? Det ville uden tvivl ødelægge alt af ry og rygte, som han kunne pådrage sig på denne her måde! Han så blot til som hans søn tog en tur igennem himlen og landede direkte på jorden igen. Han selv gik roligt i retningen af ham og med den samme intetsigende mine. Han følte ikke fortrydelse eller samvittighed, ved at påføre sin egen søn denne smerte, for i hans øjne, så var den uden tvivl fortjent med det som han havde gjort! Endda med kongen til stede? Det kunne jo have ødelagt absolut det hele, og det ville han da slet ikke have! At knægten rejste sig uden en lyd, var helt klart noget som faktisk imponerede ham, da han jo heller ikke havde haft fat i knægten tidligere. Nu stod han så igen med de to kugler i hånden, og kendte Clemency godt nok til at vide, at hun ville komme rendende, om hun vidste hvad han havde gang i. ”Nej, du har ret… Jeg burde have indset den styrke for frygtelig mange år siden.. den aftale med din kære moder har afholdt mig fra selv at lægge en finger på dig.. gøre dig til noget stærkt.. som din storebror..” Han lod den ene kugle forsvinde i hånden, da han knyttede den, men lod den anden hvile, blot i tilfælde af, at han nu skulle bruge den, for det var jo heller aldrig til at vide. Han manglede endnu at færdiggøre et projekt.. et nyt et, som han nu havde set sig for at opnå. Hans familie og slægt skulle være stærk, og det var noget som han ønskede at hans yngste søn skulle være en del af! Han kastede kuglen direkte efter ham – uden advarsel. Jo svagere han blev, jo nemmere var det at tage sjælen!

[Samuel Acheron]

Samuel tog en overfladisk vejrtrækning, eftersom de bøjede ribben gjorde ondt, hvis han trak vejret for dybt. Han stønnede kort og prøvede at rette sig helt op, selvom det ikke lykkedes, så han blev stående på en lettere skæv måde. Det havde været lidt af en tur gennem luften, men om ikke andet, så kom han da hurtigt op, for det var ikke første gang, at han havde bøjede ribben. Han havde fået mange slag som lille, flere end hans far nok kendte til. Han fulgte sin far fortsat med blikkede og håbede på en måde, at hans mor faktisk ikke kom herud og blandede sig, for han ville faktisk gerne selv være en stor dreng og kunne klare sin far selv. Det ville også være det bedste for hende, for han ønskede ikke, at noget skulle ske hende. Han fulgte sin far med blikket og skævede kort til sin fars hænder. Hans fremtoning var noget truende, men han var faktisk ikke bange. Adrenalinen havde slået ind i hans krop, så han var faktisk meget oppe på dupperne lige nu. Han blev stående ganske roligt og lyttede til hans ord. Det lignede, at han kiggede ham i øjnene, men faktisk havde han fokus på sin fars hænder, så han kunne følge med i den magi han brugte. "Og det burde den stadig afholde dig fra... Jeg er snart ude herfra, så skal jeg nok passe bordellet og så kan vi bare lade hinanden være, som vi altid har gjort," svarede han roligt. Han behøvede ingen opmærksomhed fra sin far, for han havde klaret den fint uden under sin mors vinger. Han holdt en hånd op foran sig, hvor han afværgede den næste kugle, for han havde holdt øje med sin fars hænder jo! Han trådte et skridt tilbage. "Sig mig din straf... og jeg tager imod den... Men ikke i aften. Moder fortjener din opmærksomhed mere end jeg."

[Theodore Jarvis Acheron]

Det var først nu, at det for alvor gik op for ham, hvad han egentlig havde set bort fra igennem hans tid som en familiefar.. Selvom det aldrig havde været en rolle, som han havde pådraget sig med sin gode vilje, og det stod han gerne fast på. Han så på sin knægt som alligevel hurtigt kom op på benene igen. Hvem der havde trænet ham igennem de sidste mange år, havde han af mange gode grunde ikke nogen anelse om, da han selv havde været væk i et helt årtusinde! Han kneb øjnene let sammen. Hans søn skulle under ingen omstændigheder være sammen med en engel, og længere var den bare ikke, og så var det noget som han måtte gøre noget ved, kunne man jo sige.. Og det gjorde han nu.. Og så håbede han bare, at han nåede så langt som muligt, før Clemency ville blande sig i sagen, for det ville jo bare være typisk. Han trak kort på den ene mundvig. ”Der tager du fejl.. Selvom du er på arbejde et andet steds, skal du stadig være her.. Sephiran er den eneste som forlader huset her permanent,” fortalte han kortfattet. Havde knægten virkelig regnet med, at han kunne slippe så let? Aldrig i livet! Kuglen sendte han direkte mod ham, også selvom den blev afværget.. Et sted var det jo alligevel en tanke, som faktisk måtte imponere ham. Han sænkede hånden igen. Han ville have knægtens sjæl.. vise ham, at han var bedre end bare til en engel. Nej, han skulle have en fudblodswarlock.. Andet havde, og ville han da slet ikke acceptere, hvis han da ellers kunne blive fri for det! Sephian havde han jo efterhånden erkendt var ved at være for sent.. Han havde ikke fuldført arbejdet hurtigt nok, og den tanke måtte han jo bare.. leve med. Han var jo i princippet ligeglad med hvad de valgte, så lang tid det ikke gik ud over familiens ry og rygte. Han dannede denne gang en kugle i begge hænder.. stærke og kraftige. ”Det samme som jeg gjorde ved din kære broder, Samuel.. Din moder kan vente..” Og med de ord, kastede han begge kuglerne af sted… uden advarsel og med sin fulde kraft.

[Samuel Acheron]

I Samuels hoved var det hurtigt blevet en drøm for ham, at komme herfra, nu hvor hans far havde vendt opmærksomheden mod ham. Han ville gerne flytte fra landstedet, for han ønskede bestemt ikke at bo under samme tag som den mand. Endnu mindre ønskede han det når Sephiran var væk, for så var han jo eneste søn i huset og det ville da flytte alt fokus på ham, hvilket han heller ikke ligefrem bifaldt! Han var blevet trænet i mange år... også da han havde været lille, selvom Theodore jo aldrig havde vist det sådan rigtigt, for det var noget Clemency havde arrangeret for 'sin' søn, nu hvor Theodore havde været så optaget af Sephiran. Hans mor ville sikkert blande sig, så han håbede, at han kunne få det hele stoppet før hun ville gøre det, for hun kom altid galt af sted i kampens hede. Han var ikke en som angreb, han forsvarede sig kun og det han også ret dygtig til. Han bed tænderne sammen. Det kunne han have sagt sig selv. Det var dog alligevel som en sten i hans mave at vide, at han ikke kom herfra foreløbet. "Man har vel lov at håbe," svarede han og trak på skuldrene. Han fik afværget kuglen, for han havde jo fulgt med i alle tegnene og forstået, at den snart ville blive sendt mod ham. Han sank dog en klump da han så de næste kugler, for de var nærmest større og mere mørke. Hans ord fik ham dog til at blegne, for det vidste han jo udmærket godt hvad betød! Han ville ikke miste sin sjæl... det kunne han ikke, det måtte ikke ske. Hans hoved snurrede pludseligt rundt og han mistede fokus. "Det må du ikke... Du... du har en aftale med moder!" endte han en anelse hjælpeløst. Hvis han mistede sin sjæl, så kunne han jo intet føle! Kuglerne som blev kastet havde han ikke fokus på, da han var blevet slået en anelse ud af ordene. Den ene ramte hans skulder og den anden ramte ham mere i maven hvilket gav ham en direkte mavepuster, som han igen snurrede rundt i luften og fløj yderligere ti meter væk. Han landede med et kraftigt støn, hvor hans skjorte nu var gået op, fordi den var brændt op foran og også ødelagt på skulderen. Hans krop skælvede, for nu følte han sig da for alvor forvredet. Han pustede efter vejret, da det var svært ovenpå en mavepuster!