Part one of the plan: Our wedding

[Theodore Jarvis Acheron]

Endelig var dagen kommet.. Ikke fordi at det var en dag som Theodore som sådan havde set frem til, da det egentlig i hans øjne, var noget som skulle overstås. Døden havde tvunget Clemency og ham fra hinanden, og uden hende ved sin side, vidste han jo godt, at han havde et problem. Han gjorde dette udelukkende for hendes skyld, og kun for at gøre hende glad. Han selv havde jo ikke følt en eneste følelse som sådan, siden han havde været en lille dreng, så det var jo i sig selv, ved at være utrolig mange år siden, men han vidste jo så derimod, at han havde brug for de følelser for at kunne regere som han burde – derfor havde han brug for hende.
Selvom det måske ikke var det største selskab, så var det kun fordi at han selv ønskede at få det overstået. Den nærmeste familie kom selvfølgelig, og selv kongen havde fået invitationen til denne begivenhed, som ellers så sjældent måtte ramme det dvasianske land. Theodore trak kort på den ene mundvig. Planerne var lagt.. Hans søn skulle indtage hele Imandra, mens han selv ville styre landet her bag kongens ryg.. og han plejede at få tingene præcist som han ville have dem. Acheron skulle fremstå som den stærkeste familie, og det var noget som han selv stod fast på. Han rettede igen en smule på tøjet. Sort som kul og med en mørk skjorte, som næsten stod i kontrast til den lette blege hud. Han var kommet godt igen efter at være vågnet fra graven, og nu var det på tide at fortsætte fra hvor man slap! Samuel var der, Sephiran ville også være der.. Myia var tilbage i tjenestetøjet, og han holdt øje med hende.. Han holdt virkelig øje med hende. Afventende at det hele skulle gå i gang. Første del af planen blev nu sat i værk!

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency stod stadigvæk på hendes værelse. De havde taget det gamle soveværelse igen, selvom hun ikke havde noget imod Sephirans børneværelse som sådan, for der havde jo været plads til hende. Dog var det rart, at Theodore faktisk var tilbage, for hun var mere fri til at bevæge sig rundt, da Sephiran nu intet havde at sige overfor hende. Det betød meget for hende, at Theodore ægtede hende igen, eftersom døden jo havde skilt dem. Hun bar alle følelser på begges vegne, da hun jo udmærket godt vidste, at han ingen følelser ejede, for det havde han aldrig gjort. Men hun elskede ham stadigvæk og vidste ikke hvordan hun skulle leve uden ham. Han var jo nok den mest ærlige mand man kom i nærheden af og det kunne hun godt lide. Hun vendte sig mod spejlet der viste hele hendes figur. Hun havde fået syet en ny kjole til anledningen, som hun havde holdt skjult for Theodore, for den måtte han jo ikke se! Kjolen var en smuk mørkeblå kjole med mønstre af guld på, da hun jo næsten var på vej til at blive adelig, ikke? Hvis hun ægtede en greve, blev hun vel i princippet grevinde. Ikke at hun troede på, at hun fik noget ansvar, men titlen var fin nok for hende. Hendes hår var løst, hvor hun bar en tiara formet af fine små guldtråde. Hendes hår var naturligt en smule bølget og lå pænt over hendes bryst. Hun smilede og samlede en lille buket hvide blomster op, som hun forlod værelset og gik nedenunder for at komme ud i haven.
Dagen var vindstille, hvilket hun uden tvivl godt kunne lide, for de kunne rigtigt holde fint haveselskab bare for familien og hun glædede sig til det. Hun kunne se ud fra stuen, at Samuel sad der, men ikke Sephiran endnu? Hun sukkede bare og trådte roligt ud på græsset, som hun begav sig op imod sin kommende mand. Om hendes hals bar hun også et guldsmykke, mens hun forsigtigt smilede mens hun begav sig op mod ham. Kun han betød noget i dag. Præsten stod også klar til at modtage dem. Da hun nåede sin mand, som stillede hun sig med blikket mod præsten.

[Myia Destiny Flancker]

Siden Theodore var kommet tilbage til livet, havde Myia været underlagt konstant overvågning, og hun kunne bestemt ikke lide det. Det gjorde det svært og langt mere problematisk overhovedet, at komme i nærheden af Samuel, uden at han ville være der, og hun vidste jo godt, at hun ikke var andet end en simpel tjenerinde på stedet her.. hvilket selv Sephiran havde gjort meget ud af at bekræfte for hende, selvom det i sig selv var gået mod sin ende, da Tiyanna var dukket op.. Var det underligt, at hun følte sig lidt alene? Selvom festlighederne ved dagens begivenhed ikke var stort eller prægtigt, så måtte jo selv hun føle, at hun var noget særligt, siden hun var med. Stående nede i hjørnet med hænderne foldet foran sig, da hun var blandt dem som skulle hjælpe med serveringen, hvor der selv smukt var dækket op til 6 mand ude i haven. Selv hun var klar over at kongen ville komme forbi, for det var pointeret for hende mange gange, men hvem den sidste så skulle være.. ja, det vidste hun ikke, og hun stillede bestemt heller ikke spørgsmål.
Det hele gik i gang. Theodore stod klar, hvilket fik det til at løbe koldt ned af Myias ryg, for hun kunne virkelig ikke lide den mand. Utroligt, at noget så bedårende og elskværdigt som Samuel, kunne komme ud af den mand. Da Clemency trådte frem, bukkede hun hovedet i respekten for fruen i huset. Uden tvivl en særdeles smuk kjole hun havde på sig.. Den passede hende uden tvivl godt, og den komplimenterede helt klart den krop som hun bar efter at have født 2 børn. Først da hun havde passeret hende, hævede hun forsigtigt hovedet igen, for at vende sig frem mod familien som befandt sig længst fremme. Samuel savnede hun virkelig i disse tider.. Hun fik jo ikke muligheden for at være sammen med ham!

Præsten stod allerede klar med bogen foran sig. Alle var de kendt med det temperament og ry og rygte som Theodore havde, så var det ikke noget som skræmte ham. Selvom der var visse pladser som allerede nu var tomme, så tog end ikke han sig af det. Ingen ønskede at gøre den mand forarget. Det ville blive deres død. ”Vi er alle samlet her i dag, for at bevidne denne begivenhed..” begyndte han i den lange talestrøm.

[Samuel Acheron]

Efter Samuels far var vendt tilbage fra de døde, havde alt virkelig været vendt på hovedet. Myia og hans forhold var blevet noget kompliceret, for Theodore forlod sjældent huset og han holdt langt mere øje end hvad Sephiran havde gjort, hvilket virkelig var irriterende. Indtil videre, var det dog stadig Sephiran, der var toppen og han blev efterladt til sig selv, hvilket nu passede ham ganske fint. Eftersom han havde masser af tid, så trænede han ofte med sit sværd nede i haven, hvor han udfordrede sig selv ved at give liv til nogle træneredskaber med sin magi. Han følte sig dog også lidt alene, for han kunne ikke rigtigt komme til Myia længere og det gjorde ham ked af det. I dag var ingen undtagelse for ensomheden, for han sad palle alene til at overvære ceremonien, eftersom Sephiran ikke var ankommet endnu. Han rejste sig op, da hans mor kom gående ned gennem haven og smilede. Hun var smuk og han var jo tæt knyttet til sin mor, efter de havde haft hinanden hele livet og han fik jo alt hendes kærlighed, hvilket klar også havde smittet af på hans personlighed. Da hans mor nåede præsten og hans far, så gled han ned at sidde igen. Han sænkede blikket mod græsset. Han sad selv i et pænt sort jakkesæt, der dog ikke var ligeså fint som hans fars. Han anede intet om sin fars og brors plan, for de indviede ham jo ikke i det. Flygtigt vædede han sine læber, som han så op, da præsten begyndte at snakke.

Sephiran dukkede op i det samme, som præsten begyndte og hastede hen at sidde ved siden af Samuel, hvor han lod som ingenting. Han havde skjult Tiyanna indtil Theodore og Clemency havde sagt ja til hinanden, ellers ville han spolere brylluppet.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore ønskede at få styr på det hele igen. Selvom det hele officielt ikke var hans endnu, så havde ham og Sephiran de klare aftaler på plads. Grevetitlen var blevet ham skænket, og han ville meget snart gøre sit, netop for at skænke hans egen søn den trone i Imandra, som stod så tom. At brede sig til de royale rækker, ville da være det ultimate i det hele!
Ved synet af Clemency som trådte frem, måtte Theodore stå og betragte sig af hende. Uden tvivl var hun en umådelig smuk kvinde, og det stod han gerne ved. Følelser kunne han ikke udvise, og det vidste hun godt. Alligevel måtte et kort træk finde sig vejen til hans mundvig. Som Tiyanna tilsyneladende – og desværre var Sephirans vane, så var Clemency hans. Uden den ved sig til at udvise de følelser og guide ham i den ene retning frem for den anden, vidste han jo godt, at det var ham som havde problemer. Han rakte hånden ud mod hende, for at tage imod hende, da hun endelig kom ham i møde. En hyggelig lille ceremoni.. Og igen skulle de have hinanden, præcist som han meget gerne ville have det. ”Du er smuk, min kære,” sagde han roligt. Han fangede kort Sephiran ud af øjenkrogen, hvilket passede ham fint, for han ville have den knægt skulle være til stede. Han vendte sig efterfølgende mod præsten, som stoppede den lange talestrøm.

Præsten vendte blikket ganske roligt i retningen af Theodore og Clemency. Han nikkede anerkendende mod dem begge to, inden han kort så ned mod sin bog foran sig, og så op på dem igen. ”Vil du Theodore Jarvis Acheron tage Clemency Mériah Acheron som hos dig står til din ægte hustru? Vil du elske hende i medgang og modgang til døden Jer skiller?” spurgte præsten med en rolig stemme.

Theodore som stod der.. ude af stand til at føle noget, valgte dog alligevel at nikke ganske bestemt. ”Ja,” svarede han blot, inden han kort vendte blikket mod Clemency. Han kunne ikke elske.. men han kunne beskytte hende og lade hende leve livet som en dronning, og det var meningen.

Præsten nikkede ganske sigende, inden han vendte sig mod Clemency. ”Og vil du, Clemency Mériah Acheron, tage Theodore Jarvis Acheron som hos dig står til din ægtemand? Vil du elske ham i medgang og modgang til døden Jer skiller?” spurgte han stilfærdigt.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency mødte Samuels blik på vejen ned til Theodore med et varmt og moderligt smil. Hun elskede sin dreng, for det var jo den aftale Theodore og hende havde lavet, da begge drenge var kommet til. Han måtte gøre med Sephiran som han ville og hun måtte pusle om Samuel. Nok havde hun været uenig med Theodore på nogle ting, men i dag var det jo fuldført og sådan måtte det jo uden tvivl så bare være. Hun trak vejret dybt og roligt, som hun begav sig af sted. Det blå stod i stærk kontrast til det grønne græs, men til hende var den uden tvivl pæn. Kjolen var prydet af guldtråde inde i det blå, som også hendes tiara på hovedet var spundet af guld. Hun elskede at føle sig som en dronning, for sådan fik Theodore hende jo til at føle, da han jo faktisk ville gøre alt for hende, selvom han ikke kunne føle det mindste. Hun så også, at Sephiran kom til og det var nu godt nok, for sådan skulle det jo være - kernefamilien. Mor, far og deres to sønner. Hun vidste, at hun holdt sig godt af, at have født to børn, men hun var også en flot slank kvinde. Hun smilede blidt til Theodore ved hans kompliment. "Tak," svarede hun med en spinkel stemme, før præsten gik ordentligt i gang. Hun holdt sin mands hånd, da han jo havde taget imod hende sådan. Hun vendte fronten mere mod Theodore, da tilspørgslen skete og smilede til ham. Hun behøvede ikke meget... bare bekræftelsen om, at hun stadig var kvinden for ham og det fik hun jo nu. "Ja," svarede hun uden tøven og trykkede blidt Theodores hånd. I sin anden hånd havde hun den lille stramme buket, der var sammensat af hvide blomster og lidt grønt nede fra deres egen have.

[Theodore Jarvis Acheron]

Selvom Theodore ikke havde nogen anelse om hvordan man gjorde noget med følelser eller noget i den stil, så forsøgte han da med de midler som han havde at gøre godt med – Som handling. Han var en handlingens mand, og det havde han altid været. Han nikkede mod hende. Hans hustru.. hans elskede vane, som han selv havde svært ved at forestille sig, hvordan han skulle kunne undvære, for det kunne han virkelig ikke. Han trykkede let omkring hendes hånd. Nu hvor hele kernefamilien var samlet, så følte selv han, at han kunne slappe af.. Det var sådan det skulle være, og selv for ham, så føles det rigtigt. Selvom han i princippet kunne rende rundt som en ligeglad mand, havde han taget valget, ikke at være det. Han ville gerne have hende ved sig.. vise hende det ved handling, og gøre alt for at gøre hende glad og tilfreds, samt give hende følelsen af, at selv en sjæleløs mand, handlede på baggrund af tanker og følelser, som selv han måtte gøre sig. Han havde afgivet sit ja, og det samme gjorde Clemency, hvor han roligt blev stående og betragtede sig af hende. Et sted følte han sig jo heldig. En kvinde som hende kunne få hver en mand.. selv en med en sjæl, men her ville hun være.. Og det var det som han ønskede at anerkende hende for, på de måder, som han nu var i stand til det. Selv for ham, betegnede han det mere som en fornyelse af deres ægteskab, frem for et helt nyt.

Præsten sendte dem begge et smil og lukkede bogen. ”Med den autoritet som er blevet mig skænket, erklærer jeg Jer hermed for ægtefolk at være.. De må nu kysse Deres brud,” sagde han med en rolig stemme.

Theodore vendte sig helt mod Clemency. Der var ingen som ville protestere på dette bryllup. Det ville de ikke turde, og med de planer som han havde med Sephiran, vidste han allerede nu, at der ikke ville komme nogen protester. Han strøg roligt en lok af Clemencys hår bort fra hendes ansigt, inden han lod den anden roligt glide omkring hendes slanke talje, hvor han trak hende ind til sig, kun for at skænke hende et dybt kys.

[Clemency Mériah Acheron]

Denne dag var uden tvivl noget, der faldt i god jord ved Clemency. Hun kunne godt lide når Theodore handlede til fordel for hende, for det beviste jo trods alt nogle ting omkring deres forhold, som hun havde været en smule bange for. Han kunne have valgt at kyle hende ud og ægte en anden, da døden havde skilt dem, men her stod de igen og skænkede hinanden det evige ja. Denne gang ville Sephiran ikke slå ham ihjel, for hun havde overhørt lidt af deres planer, selvom hun vidste, at Samuel ikke rigtigt var indviet i det og hun fortalte ham det ikke endnu. Hun respekterede jo Theodore til en hvis grad, selvom det også kunne gå over hendes grænse og hun skred ind og sagde ham imod, for nogle ting fandt hun sig bare ikke i. Men Theodore fik jo nok altid tingene på sin måde, for i dag havde han jo fuldført sit arbejde med Sephiran, som hun havde prøvet at forhindre førhen. Men i dag var en glædens dag, for familien var sammen og det glædede hun sig over. Hun vidste, at der var 5 stole. Men hun kunne kun tælle fire personer, så gad vide hvem de to sidste var til? Hun vidste kongen var inviteret, men ikke om han ville spise med... måske? Det ville da være en ære trods alt. Mørket faldt jo også om ikke så længe, og så var det jo altid mørkere i Dvasias end andre lande. Hun trak vejret dybt og så Theodore ind i øjnene, da han vendte sig helt mod hende. Hun smilede blidt til ham, som hun lod øjnene glide i da han trak hende ind til sig. Hendes hånd faldt mod hans bryst, hvor hånden med buketten røg ud til siden for ikke at være i vejen. Hun gengældte hans kys med en ømhed og hørte Samuel og Sephiran klappe ud af sin øresnegl samt tjenestestaben. Hun lo blidt og fra buketten, tog hun sin gamle vielsesring frem som hun lagde i hans hånd. "Jeg synes du skulle give mig den igen," sagde hun roligt til ham og holdt sin hånd ud mod ham.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore kunne uden problemer have fundet sig en anden kvinde, hvis det var det som han ville, men hvorfor skulle han? Han var slet ikke ude på at skulle finde en ny, når han havde en omkring sig, som levede med tingene som de var – stort set vel og mærke, og det var også det, som havde den største betydning for ham. Han kunne gøre tingene som han ville, og samtidig gøre lidt for hende i ny og næ, for at bekræfte, at det var hende som han gerne ville have, for det var det jo. Der var dækket op ved bordet til 6 mennesker. Selv han vidste at selveste kongen ville komme for at velsigne dem med hans selskab, og det var uden tvivl også noget, som han måtte se frem til.
Kysset skænkede han hende, kun for at trykke hende tæt ind mod sig. Nærheden kunne han lide.. Han kunne lide når hun rørte ved ham. Selv han kunne ikke forestille sig, hvordan hun havde haft det i det årtusind som han havde været væk i. Han trak sig roligt, kun for at se hende smile.. og grine. Han trak kort på den ene mundvig, inden han vendte blikket ned mod sin hånd, da hun lagde sin ring der. Han havde ikke gjort noget som helst ud af ringene.. De havde dem jo på i forvejen. Han nikkede. Han kunne jo godt se idéen i det. Han tog sin egen hånd til sig, hvor han fjernede sin egen ring. ”Så giv mig den på,” sagde han roligt, inden han igen vendte blikket ned mod hendes hånd, hvor han gav hende ringen på igen. Stadig sad den jo helt perfekt. Han trykkede let omkring hendes hånd, inden han vendte blikket mod hendes ansigt. Det gjorde ham glad at vide, at hun stadig ville have ham, selv efter alle disse år. For nu valgte han at ignorere sine sønner.. det var hans hustru, som havde hans fulde opmærksomhed.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency var glad for, at hun var den eneste for Theodore, når man tænkte på, at han var en sjæleløs mand og aldrig havde kendt til tankegangen bag følelserne, fordi han havde været rippet for følelser som barn. Traditionen kendte hun og nu var hun bange for, at Sephiran jo også ville føre den videre, hvilket hun ikke vidste, hvad hun skulle sige til. I princippet havde hun vel intet at sige til det hele, men hun gjorde sig da sine tanker. Hun smilede blidt til sin mand, for når han ikke kunne udvise følelser, så gjorde hun det gerne. Hun modtog glædeligt kysset, da hun elskede nærværet fra ham og at være tæt på ham. Hun glædede sig allerede til bryllupsnatten, for hun vidste, at han var en mand bundet til traditioner, da det var noget, han kunne handle og agere efter. Det sidste årtusinde havde været svært for hende, ingen tvivl om det, så hun var glad for, at han var tilbage nu. Hun vædede roligt sine læber og så på ham, som han tog imod ringen. Hun tog også imod hans ring. Hun vidste, at han ikke havde købt nye, men derfor kunne de jo godt sætte den gamle på hinanden igen. Hun tog imod sin gamle ring og gav ham sin på, inden hun tog hans hånd igen og trykkede om den. Hun så blidt på ham. "Lad os gå til bords min kære?" foreslog hun og begav sig væk fra præsten. Ved bordet var der plads til 6, selvom de kun var 4 gæster lige nu, men Mattheus dukkede vel op om snart, nu hvor solen var begyndt at gå ned?

[Myia Destiny Flancker]

Myia var naturligvis glad på deres vegne, for det var da tydeligt, selv for hende at de var glad for hinanden, også selvom hun vidste, at det forværrede hele hendes situation med Samuel. De havde ikke rigtigt kunne være sammen, for Theodore var virkelig opmærksom, og hun kunne ikke lide det.. Frygten for at der skulle ske Samuel noget, gjorde også at hun var begyndt at afvise.. Og det gjorde ondt på hende. Selv holdt hun sig nede bagerst, hvor hun blot stod og så til hele ceremonien som udspillede sig for øjnene af hende. Nu hvor Theodore var der, regnede hun ikke med, at hun ville få lov til at opleve det med den mand, som hun ønskede at mærke det af.. Hun ville have Samuel, og ikke nogen anden, også selvom hun vidste, at det var et farligt valg.
Da Clemency gav udtryk for at hun ønskede at sætte sig, reagerede flere fra tjenstestaben, hvor visse søgte ind for at hente maden, for at få den serveret. Myia bed tænderne let sammen. Frygten for at fejle overfor Theodore var virkelig stor, og hun kunne virkelig ikke lide det. Sammen med enkelte, så trådte de roligt frem. ”Må jeg lykønske Dem,” sagde hun ydmygt, da hun nåede op til Theodore og Clemency, hvor hun igen bukkede for dem, inden hun vendte sig mod Sephiran og Samuel. Selv Sephiran havde hun ikke tilbragt den tid med, som hun ellers var vant til at gøre, og hun kunne mærke det. Hun skabte sig jo selv vaner, som hun nu ikke kunne følge mere. De fine flasker med vin, som stod på køl lige ved bordet, tog hun roligt om, kun for roligt at skænke op. Samuel kiggede hun end ikke på, for hun vidste jo godt at hun ikke måtte, og at hun havde Theodores øjne i nakken når hun var i nærheden af ham.. Hun hadede det virkelig!

[Samuel Acheron]

Samuel overværede ceremonien med et neutralt blik. Det behagede ham ikke, at hans far var kommet tilbage, for han havde haft det bedre uden den mand. Ikke fordi, at hans far som sådan gjorde ham noget, men han holdt øje. Og han vidste, at Myia også blev holdt ekstremt øje med. Men han savnede hende så meget, at han virkelig følte sig mere og mere ensom. Han håbede bare, at hans far og mor en dag gad at smutte fra huset bare en time, så han kunne være sammen med Myia og bare lige snakke med hende, for han manglede hende! Han trak vejret dybt og skævede til sin bror ud af øjenkrogen, som han heller ikke havde meget at gøre med. Han havde kun sin mor og nu var hun optaget af hans far igen, så han havde faktisk kun sin træning at gå op i, hvilket også var lidt ensomt på en måde. Han klappede kort, da de havde sagt ja til hinanden i fællesskab med Sephiran og havde det ret underligt med at sidde lige ved siden af ham, for de så og snakkede sjældent med hinanden.
Da hans forældre begav sig væk fra præsten, så rejste han sig roligt op og pustede roligt ud igen. Han stoppede op, da Myia trådte frem og lykønskede dem og fik endnu et stik i sit hjerte, for det gjorde ondt at se hende, når han ikke kunne snakke med hende eller holde om hende. Han flyttede dog blikket hurtigt igen og vendte sig mod sin moder. "Tillykke, moder," sagde han varmt og kyssede hendes kinder, mens han omfavnede hende kort. Han fortsatte til sin far og stod allerede mere anspændt. Han bukkede hovedet høfligt for ham. "Tillykke, fader," gentog han med en langt mindre kærlig og mere respektfuld stemme. Han rettede sig op og gik ned til bordet, for at gøre klar. Ud af sin øresnegl hørte han også Sephiran lykønske dem.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna vidste, at det her var et farligt spil de havde gang i, og derfor havde hun stået inde i indgangshallen i huset, for ikke at ende med at ødelægge det hele. Sidst hun havde været her, havde Theodore smidt hende ud af vinduet og sørget for at hun blev holdt væk fra Sephiran, og det ønskede hun da slet ikke igen.. Ikke nu hvor hun ventede sig deres kommende barn, også selvom hun ikke vidste, om det var en ting som hun faktisk så frem til, eller hvad hun gjorde.. Ikke med hvad de havde i vente.
Det endelige svar blev skænket, og hun kunne høre den milde klapsalve udenfor, også selvom hun vidste, at det var ved at være på tide, at hun gjorde sin egen entre. Hun trak vejret dybt og glattede den mørke kjole. Den sar under brystet, nu hvor hun var ved at få mave, så kunne den heller ikke ligefrem sidde stramt og tæt ind til hende længere. Et sted så hadede hun det, men det gode ved et liv i luksus, havde hun desværre vænnet sig til. Hun tvang klumpen i halsen. Hans forældres bryllup… kun for familie, og hun var jo trods alt også en del af familien kunne man jo sige, for hun var jo gift.. Gift med Sephiran. Roligt trådte hun ud i den lange kjole. Håret havde hun fået sat op, hvor det let krøllede over hendes ene skulder. Hun slog på ingen måder skønheden i Clemency, for det var hun bestemt heller ikke ude på, for ingen skulle overgå bruden, og hun var jo heller ikke ude på at ødelægge denne dag med den særlige begivenhed. Roligt trådte hun ned af altergangen og med et let smil på læben. Hun nikkede mod Samuel og Sephiran, inden hun bevidst søgte direkte i retningen af Clemency og Theodore, hvor hun roligt nikkede mod dem. ”Må jeg lykønske Jer med den store begivenhed,” sagde hun med en mere fattet stemme, end hvad hun havde gjort brug af til nu.

[Sephiran Acheron]

Ceremonien var uden tvivl flot. Sephiran var glad på sine forældres vegne, for hans mor havde altid haft brug for Theodore, det kunne han jo sagtens se nu. Alt hvad han før havde holdt imod sin mor, havde han ikke rigtigt mere, for han havde jo ikke de følelser af had og hvad mere det kunne være. Han vædede roligt sine læber, som han rejste sig, da hans forældre begav sig væk fra præsten. Staben lykønskede dem som de første, da de jo skulle i gang med at servere maden og vinen. Myia sendte han et stilfærdigt blik. Hans yndling i dag var Tiyanna, for hverken Myia eller Mystique var nogle han så højt på, specielt ikke efter hans sjæl var blevet rippet. Når han tog til Imandra så smuttede han også fra Myia og han skulle faktisk høre sin bror, om han ville tage opgaven med bordellet, for en konge, der styrede et bordel, ville vel ikke være populært? Han trak vejret roligt og trådte ind foran sin moder og fader, som han bukkede respektfuldt for. "Tillykke..." endte han roligt. Han rettede sig op og skænkede sin mor et kys mod kinden af ren respekt og høflighed. Han vendte sig derefter rundt, hvor han så Tiyanna komme til syne. Han trak på mundvigen og gik hende i møde, hvor han lagde en arm om hende. Han ville beskytte hende i dag. Han havde taget hende med, eftersom hun var en del af familien, i og med, at det var hans kone. Han så tomt mod sine forældre, da hun selv lykønskede dem og holdt sin arm om hendes talje. Hun skulle beskyttes. Og Theodore skulle ikke få at vide, at hun var gravid. For det kunne han jo spolere. Så kjolen dækkede forhåbentligt så meget som muligt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore var uden tvivl glad og tilfreds med forløbet. Hans børn var der.. hele kernefamilien var der, og han vidste, at kongen ville gøre sin entre senere på dagen, når solen for alvor ville være væk. Han kunne bestemt ikke bede om mere. Han gjorde det vel også bare tydeligt for Clemency igennem hans handlinger, at det var hende, som han gerne ville have? Og det var jo præcist sådan at han gerne ville have det. Han førte hende væk fra præsten, og understregede samtidig at selve ceremonien var overstået. Nu genstod hyggen, som udelukkende var for Clemencys skyld. For hans vedkommende, kunne de godt skippe resten og smutte direkte til bryllupsnatten, i stedet for alt det andet her. Han vendte sig mod staben som lykønskede dem, hvor de blot fik et nik i retur. Deres børn.. deres sønner derimod, blev mødt med en lidt anden hilsen end som så. Han lod Samuel kysse sin moders kind, hvor han selv nikkede mod ham, da det så blev hans tur. ”Vi skal tidsnok have fundet en til dig også, Samuel,” sagde han blot. Han vidste at den knægt var Clemencys bord, da han havde sit med Sephiran, og det passede ham egentlig også udmærket. Han nikkede lige så mod Sephiran, da han kom, også selvom det dog ikke var det som han bed sig fast i… men derimod at Tiyanna gjorde sin entre fra huset af. Hvad pokker lavede hun her? Hun havde i særdeleshed ikke modtaget nogen invitation! Som Sephiran gik hende i møde og lagde armen om hende, måtte selv han knytte hånden mere omkring Clemencys, for ikke at ende med at gøre noget dumt. Han ønskede hende bestemt ikke i dette selskab, og det ville han uden tvivl også mene, at han havde gjort meget tydeligt for hende, netop ved at smide hende ud. ”Hvad laver hun her, Sephiran?” spurgte han sigende, da han igen vendte blikket mod sin søn. Tiyanna valgte han fuldstændig at ignorere.