Part one of the plan: Our wedding

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency sad med et blegere ansigt end hun havde haft længe. Ja faktisk ikke siden, at hun havde lagt syg efter Sephiran og Tiyannas bryllup. Hun havde fulgt med i det hele og havde rejst sig ved den første kugle, der havde kastet Samuel tilbage i haven. Hendes elskede dreng skulle ikke underlægges Theodores hånd, for de havde en aftale og den ville hun have opretholdt. Hun stillede sig helt hen til vinduet og kunne slet ikke koncentrere sig om, at Tiyanna også var i stuen. Sephiran var taget af sted, hvorfor havde hun ikke helt fået med sig, men hun var også ligeglad. Det var vist noget med at hente Tiyannas ting, så det havde hun bare viftet væk. Hun blev mere og mere stram i masken, som hun kunne se magien sprudle i Theodores hænder. Samuel var dog stærk, for hun havde jo sørget for en træner til ham som barn og også i de år, hvor Theodore havde været væk, for hendes dreng skulle også have gode chancer. Endeligt slog det hende hvad hun måtte gøre, for ellers var hun sikker på, at Theodore ikke hæmmede med at gøre skade på hendes søn før han endte bevidstløs og det fandt hun sig ikke i på hendes bryllupsdag! Hastigt var hun løbet op i soveværelset og havde hentet den magiske ring, der lukkede magien inde, som hun altid havde skjult sit eget private sted så end ikke Theodore kunne finde den. Hun kom ned i stuedøren i det samme, som hun så Samuel flyve gennem luften igen og hun mærkede vreden boble. Hun strammede masken og løftede op i sin kjole, mens hun skjulte ringen i sin højre hånd, som hun nærmest marcherede ned gennem haven. Hun stillede sig bag Theodore og havde allerede ringen åben og klar. "Theodore... Nu lader du min søn være!" endte hun strengt og i det samme så lukkede hun hurtigt ringen om Theodores hals så magien var slukket. Hun slap også sin kjole, der pænt lagde sig om hendes ben, mens hun næsten koldt så på sin mand. Hun var vred... og lidt ked af det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Det kunne godt være, at Theodore i øjeblikket blev lidt grebet af hele situationen.. præget af sine mange ideer og planer, for nu kunne han jo godt se fordelen i at give sin søn den samme behandling, så han selv måske kunne se mere fornuftigt på tingene, i stedet for alt det andet, for det var da slet ikke noget, som ville komme dem alle sammen, og ikke mindst familiens ry og rygte til gode! Han dannede kuglerne i sine hænder endnu en gang. Han selv var knægten overlegen på alle magiske måder, og han nød af det.. Åh gud hvor han dog nød af det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Overhovedet ikke! At Clemency så havde set det hele, havde han ikke nogen anelse om, også selvom han dog vidste på forhånd, at hun sikkert fulgte med.. Hun kendte ham så godt, kunne man jo sige. De havde været sammen i frygtelig mange år. De to kugler som han skød efter knægten, satte virkelig en dille i hovedet på ham. Han skulle have knægtens sjæl, og det skulle være lige nu!
At Clemency kom rendende, havde han ikke set, før han hørte hendes stemme. Han vendte blikket direkte mod hende, også selvom det allerede der var for sent. Ringen lukkede sig omkring hans hals, hvilket for alvor fik hans pupiller til at trække sig sammen. Han trak sig væk fra dem begge.. Han vendte blikket mod hende. Hvis han kunne give udtryk for følelser, så havde han uden tvivl gjort det! ”Clemency… tag den af mig… Og det skal være nu..!” Det var bestemt ikke ofte, at han hævede stemmen, men det her var uden tvivl noget, som han bare fik nok af, og hun skulle bestemt heller ikke have lov! Han pegede på ringen omkring hans hals. Han vidste jo, at han ikke selv kunne fjerne den!

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency fulgte med i det hele, for hun vidste altid alt om alle. Ingen sladder løb forbi hende, for hun var en kvinde, så hun opfangede faktisk utroligt mange ting. Hun vidste faktisk nok mere end alle lige gik rundt og troede og hun kunne selv meget godt lide det. Theodore var blevet lidt for opslugt af sin magi, hvilket hun udmærket forudså allerede da han begyndte, så derfor var hun også hurtigt på spring efter ringen, som hun også tog i sin hånd som hun marcherede derud. Faktisk var Theodore jo så optaget, at han ikke engang lagde mærke til, at hun var der, hvilket nu også passede hende ganske udmærket. Han kunne jo ikke direkte blive sur eller vise hende vrede eller lignende, han kunne jo kun sige sine ord på baggrund af, at hun ødelagde hans planer for ham. Ringen lukkede hun fast om hans hals, som han selv vendte sig om og gav hende den fulde mulighed for det. Hun smilede tilfredst, for der sad den jo godt om hans hals, for så kunne han da ikke lave ballade så længe. Hun vidste, at han hadede den, men han skulle lade Samuel være og dette var den eneste måde, hun kunne se, at han lod vær. Hun måtte jo så tage skraldet i stedet, for når hun blandede sig så groft som nu, så ville hun nok selv få en overhaling, men hun var ligeglad. "Hvis du kan love mig ikke at lægge så meget som en finger mere på Samuel, så skal jeg nok tage den af dig Theodore... Men jeg finder mig ikke i, at du skal kaste rundt med ham og gøre ham ondt!" svarede hun med en let rystende stemme, der tydeligt indikerede, at hun var vred. Hun var faktisk ligeglad med, at han havde hævet stemmen. Hun gik forbi ham og hen til Samuel, som hun hjalp op at stå. "Kom min skat," endte hun langt mere blidt og moderligt. Hun støttede ham, som han gik krumbøjet ved siden af ham mod huset igen, for han kunne jo næsten ikke få luft! Hvor pokker var Myia når man skulle bruge hende? Hun fik ham godt på vej op mod huset og fik to tjenestefolk til at hjælp ham op ad trapperne. "Lås din dør," var det sidste, hun sagde til ham, før hun vendte sig mod Theodore igen, der stadig stod ude på plænen. "Jeg trækker mig også til værelset," endte hun og trådte ind gennem havedøren og ind i stuen. Hun så mod Tiyanna på vejen. "Gå også hellere op på Sephirans værelse... Det er der, du så mig bo..." sagde hun til hende i forbifarten, før hun begav sig op til soveværelset.

[Samuel Acheron]

De sidste to kugler slog for alvor pusten ud af Samuel. Denne gang blev han liggende på jorden og kiggede op på himlen, der var fuldstændig sort. Kun få steder kunne man gennem et slør af skyer se månen, der kun var halv, så ingen fare for ulve før om to ugers tid. Han stønnede en smule, da han prøvede at komme op, selvom det ikke nyttede noget som sådan. Han ventede et angreb mere fra sin far, eftersom det virkede lidt til at rable for ham lige nu hvor han havde fået den 'gode' idé at skulle have hans sjæl også, hvilket han slet ikke fandt spor morsomt. Han fik sig rullet over på den side, hvor skulderen ikke var blevet slået af led af en kugle og så hen mod dem i det samme, som hans mor pludseligt stod der. Hvornår var hun kommet til? Ringen, der nu sad om Theodores hals tydede ikke godt, for manden var virkelig vred og hævede sjældent stemmen. Ringen kendte han udmærket til og han vidste også, at Theodore ikke selv kunne få den af. Nu blev han pludseligt bange på sin mors vegne, for hvor kunne det ikke føre hen? Han bed tænderne sammen og så mod sin mor, der kom hen og hjalp ham op. Lige nu tog han imod, for han ville bare gerne ind i sin seng. Han sagde dog intet, for han var jo slået på en måde og var slet ikke på toppen mere. Det hele var bare noget møg! Han lod to tjenestefolk hjælpe ham videre fra stuen, hvor han godt hørte den sidste ordre fra sin mor. "Okay," endte han bare dæmpet. Han blev ført op til sit værelse, hvor han blev lagt i seng. De hjalp ham af tøjet, hvilket han ikke sagde noget til og han bad dem om bare at kyle det ud, for det var jo alligevel brændt og ødelagt. Tjenestefolkene knækkede hans skulder på plads, hvilket han ikke sagde noget til og så bandt de ham en smule ind, for de havde lært lidt af Myia. De efterlod ham og før han lagde sig til ro, så låste han sin dør med en besværgelse.

//Out.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore havde ærlig talt slet ikke set Clemency komme rendende, da det egentlig først da han havde hørt hende det havde været for sent til at nå at forhindre hvad der skulle ske efterfølgende. Han havde været så optaget af sine egne tanker og nye ideer, at han virkelig ikke havde set det. Ringen som låste sig omkring hans hals, tvang magien til at blive i hans indre og han kunne ikke få den ud..! Han så blot til, som hun hjalp Samuel op og hjalp ham indenfor.. Det var yderst sjældent at han hævede stemmen, men så var det også kun tydeligt, at han virkelig ikke brød sig om at stå der med den om halsen, for han vidste jo udmærket godt, at det ikke var noget som han selv kunne fjerne, og selvfølgelig var det noget som gjorde ham direkte arrig et eller andet sted, også selvom det ikke var noget som han som sådan havde givet det mindste udtryk for, ganske enkelt fordi at han ikke var i stand til at gøre det.
”Du har bare at tage den af, Clemency,” sagde han med en kortfattet stemme, da han alligevel fulgte efter hende indenfor, for han ville bestemt ikke stå der alene tilbage, hvis han ellers kunne blive fri for det! Han nåede indenfor, idet at han selv måtte se at Tiyanna søgte ovenpå. Stod det til ham, så ville han blive strålende tilfredst hvis selv hun forlod stedet her, for så ville det være præcist som han ønskede at det skulle være. Han kneb øjnene fast sammen, og med en tydelig irritabel mine i form af stramme læber. Han fulgte roligt op efter hende mod soveværelset, hvor han vidste, at hun havde sat kursen. Han passerede Tiyanna på vejen uden så meget som et ord. Ringen var ham i vejen.. Hvor pokker hun havde gemt den, vidste han ikke, men så snart den kom af hans hals, så skulle den uden tvivl destrueres! Han ville slet ikke have sådan noget liggende i hans hjem! Ikke på vilkår! Han nåede soveværelset, hvor han tvang døren op og smækket den i efter sig. Normalt kunne han ikke give udtryk for det.. men igen igennem handling, så kunne han uden tvivl. ”Jeg siger det ikke igen, Clemency… Få den ring af mig,” sagde han endnu en gang med en fast tone.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency var vred i øjeblikket og det var tydeligt at fornemme på hendes fremtoning. Hun gik mere bestemt og hendes ansigt var i en stram mine, der bestemt ikke lagde op til, at Theodore bestemte i dette. De havde en aftale og den var i hendes hoved ikke gået med ham i graven, så den blev han for pokker da nødt til at overholde! Samuel var hendes dreng, som Sephiran var hans og så måtte han jo ligesom opretholde den aftale. Hun ville ikke have, at Samuel skulle gøres ond som sin bror og hun kunne jo næsten fornemme, at Theodore havde været ude på et eller andet. Hun så blot mod Theodore, da hun hjalp Samuel indenfor og lod ellers tjenestefolkene overtage. Hun gik selv hurtigt mod soveværelset og trådte ind, hvor hun roligt lukkede døren efter sig. Hun trak vejret dybt og rystede helt af vrede. Hun fandt sig virkelig ikke i dette. Flygtigt vædede hun sine læber, mens hun kredsede omkring på værelset et øjeblik før hun bestemte sig for noget nyt. Hun trådte hen til hendes sminkebord og satte sig på stolen foran spejlet, hvor hun begyndte at tage hendes hår ud. Hun tog gulddiademet ud af sit hår og lagde det på bordet foran spejlet, som hun tog sin børste og begyndte at rede sit hår, der jo var godt langt. Det føltes dejlig blødt, da hun havde været i bad til morgen og hun kunne stadig dufte sæben, hun havde vasket sig i. Hendes forsøg på at falde til ro blev dog brat afbrudt, da Theodore kom ind ad døren til soveværelset og smækkede døren i. Hun rokkede sig ikke en tomme, men kiggede bare på sit spejlbillede og redte videre i sit hår. Han var da også pokkers irriterende! Hun gjorde sig færdig med børsten og lagde den fra sig. Hun drejede rundt på stolen og vendte nu mod ham i stedet for. "Nej," svarede hun kortfattet. Hun bøjede sig forover og løftede lidt op i sin kjole for at få skoene af, som hun stillede ved siden af bordet. Hun lod kjolen falde til gulvet igen og drejede sig tilbage mod spejlet. Hun tog en klud og tørrede noget af sin sminke af kinderne. "Jeg synes den klær dig meget godt," endte hun med et provokerende smil.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore brød sig ikke om at have den ring om halsen igen. Ikke fordi at han ikke kunne forsvare sig, for han vidste at folk var bange for ham alligevel. Så lang tid, at han havde den på, så måtte hun jo også leve med, at han ikke kunne give hende de ting, som han jo faktisk havde lovet hende: Som den magiske beskyttelse under akten i ægteskabssengen, for nu kunne de gøre det og derved også indfri det hele igen. Hvilket var noget som faktisk glædede ham. Han ville gerne have at det hele skulle være rigtigt og gå rigtigt for sig, så det var vel heller ikke så mærkeligt, var det? Hans blik hvilede direkte på hendes skikkelse, som hun sad der foran spejlet for at gøre sig klar for natten. Hun havde troet at han ville acceptere at have den på? Så kunne hun da godt tro om igen, for det ville han da på ingen måde! Normalt gav han måske ikke udtryk for følelser, men denne utilfredshed ved den handling som hun havde forsaget, udtrykte han da tydeligt! Den klædte ham? Han var bestemt ikke enig i det henseende! ”Jeg ser ingen grund til at skulle have den på.. Så tag den af..” endte han kortfattet, da han så hun fjernede sit tøj og satte sig så til rette foran spejlet igen. Dette var bestemt ikke som den forrige bryllupsnat som de havde delt, men det måtte hun jo så bare acceptere. Han trådte hen til hende, hvor han stillede sig lige bag hende. Hænderne lagde han mod hendes skuldre, som han klemte temmelig godt og voldsomt om. ”Hvis du vil have en god nat, så vil jeg på det kraftigste anbefale dig, at gøre lige så.” Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse ved at se igennem spejlet med en kold og ligegyldig mine, som ikke rigtigt gav udtryk for noget ellers. Han var bestemt ikke tilfreds med at have den på, også fordi at han som magisk, ikke selv var i stand til at fjerne den, og han hadede det virkelig, for han ville bestemt ikke have den på!

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency vidste godt, at Theodore hadede ringen som bare pokker, men hun havde følt, at det var nødvendigt, når han nu havde været ved at gå amok på Samuel. Hun vædede roligt sine læber, mens hun blev siddende foran spejlet. Det faktum, at han nu ikke kunne beskytte sig på bryllupsnatten, var ikke lige det, hun tænkte på lige nu. Hun var vred over, at han havde været ved at bryde den aftale de havde lavet for mange år siden! Hun vidste, at de blev nødt til at fuldbyrde ægteskabet, men lige nu havde hun faktisk ikke lyst på nogen måde, for han havde lige formået at ødelægge hele hendes aften. Denne nat ville være noget anderledes fra dengang, for der havde de jo kun kendt hinanden i meget kort tid, ja det var vel egentligt kun dage? Så dengang havde det været akavet og som en pligt, hun måtte lægge krop til. Hun vidste udmærket godt, at han ikke accepterede at have ringen på, men så måtte han jo ligesom lære på den hårde måde, at han ikke skulle røre ved Samuel! Hun tog hellere de slag og den frustration som Theodore måtte udvise med handling fremfor bare ord eller udtryk. "Som sagt, så tager jeg den af, hvis du lover mig ikke at røre Samuel igen," svarede hun ham. Hun sad stadig i hele brudekjolen, men havde blot fjernet sine sko. Hun fik roligt tørret sminken af og foldede kludene sammen og smed ned i den lille spand ved siden af bordet. Da hun rettede sig op igen, så stod han lige bag hende og hun mødte hans blik igennem spejlet. Hun rettede sig mere op og bed tænderne sammen, da han bare klemte til. "Gøre hvad?" spurgte hun ham blot. Lige så? Hun fulgte ham ikke helt. Hun rev sig løs fra ham og rejste sig op, hvor hun begyndte at binde snorene op der var krydset foran hendes bryst og mave. Hun trak det yderste af kjolen af, der bestod af en kappelignende ting med ærmer og foldede den sammen. Hun lagde den så fra sig på kommoden. Hun vendte ryggen til ham. "Du kunne jo gøre dig nyttig og hjælpe mig ud af den her..." endte hun nærmere prøvende. Den var bundet stramt på kryds over ryggen, fordi den var som et korset i det øverste af kjolen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore brød sig på ingen måder om den ring, og han hadede endnu mere det faktum, at han ikke kunne fjerne den på egen hånd, men at han skulle have en anden til at gøre det, kun fordi at det var ham effekten havde ramt, og han kunne slet ikke have det! Han blev stående lige bag hende og med hænderne hvilende på hendes skuldre og med den samme kolde og intetsigende mine, som blot stod og stirrede ind i spejlet, for at fange hendes ansigt. ”Det er da kun på tide, at den knægt bliver formet, hvis han begynder at vise glæden og interessen for procianere, for det vil jeg slet ikke have her i huset.. I det tilfælde, accepterer jeg hellere at Tiyanna er her frem for en engel som Myia,” sagde han blot. Det kunne godt være at kvinden havde vist sig at være brugbar for dem i mange henseender, men nu var det på tide at gøre noget ved den sag, og nu havde han endelig fundet muligheden for at gøre lige netop det, og han nød det uden tvivl ,så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt.
Som Clemency rejste sig og vendte sig mod ham, slap han grebet omkring hendes skuldre, for i stedet for at stirre hende direkte i øjnene. At hun begyndte at fjerne tøjet, rørte ham som sådan ikke. Sidst de havde gjort dette, havde de ikke haft noget kendskab til hinanden, andet end hvad de havde fået igennem et par dage.. Nu var det noget andet. De havde jo faktisk levet i frygtelig mange år sammen, også selvom han havde været væk i tusind år.. Så ønskede hun ham stadig. ”At tage den af..” sagde han med en kortfattet tone. Han pegede kort op i retningen af ringen som stadig hvilede om hans hals. Den forhindrede ham i at være den mand han var, og det kunne han da slet ikke lide! Han kneb øjnene mere sammen ved hendes forespørgsel. Selvom han ikke forstod sig på hvorfor.. Det var de manglende følelser, uden tvivl. ”Det gør jeg gerne.. Når du har fjernet den fra min hals..!” endte han denne gang mere fast, end hvad han havde gjort brug af til nu.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency tog en dyb vejrtrækning. Theodore hadede ringen, det vidste hun jo, men hun havde ikke set hvordan hun ellers kunne have stoppet ham! Samuel lå nu med en skulder, der havde været slået af led og en brændt brystkasse og trykkede ribben og det var allerede nok! Hun mødte hans blik fast. Hun havde aldrig frygtet ham, men kunne godt hade ham til tider... Hun elskede ham jo virkelig. "Myia er ikke i huset mere, Theodore, så de har ikke muligheden for at være sammen. Samuel er min dreng, så jeg skal nok tage mig af ham... Du må lege med Sephiran," svarede hun spidst. Hun fandt sig ikke i, at den gamle aftale skulle brydes, bare fordi han nu var kommet tilbage efter alle disse år, for de havde jo klaret det fint så længe! Hun kendte godt til deres forhold og havde jo selv været bange for hvordan det kunne ende. Hun følte virkelig vreden over, at han bare handlede ud fra det, for han havde intet at sige overfor ham. Hun mødte bestemt hans blik, som hun tog det yderste tøj af. Hun kunne sagtens selv få sin kjole af, men prøvede det som middel for at køle ham lidt ned. De havde kendt hinanden i mange år nu og hun ville jo stadig have ham, selvom hun havde haft masser af tid til at møde en anden, der måske endda kunne have elsket hende til gengæld. Men nej, hun skulle absolut vælge den mand, der bare ikke kunne elske hende andet end gennem handling. Men hvad kunne hun gøre? Hun elskede jo ham... "Så lov mig, at du opretholder vores aftale og ikke rører Samuel mere," endte hun igen. Denne diskussion kunne jo vare evigt! Hun sukkede og sænkede blikket til gulvet, da han sagde sine ord. Hun trådte et skridt væk fra ham og knipsede sine hænder bag ryggen, hvilket fik korsettet til at springe op. Hun trak kjolen af og lagde den ovenpå kåben, hun havde taget af før. Nu stod hun så tilbage i en flot mørkeblå underkjole, der var lidt kortere end normalt... og nu ville hun ønske, den faktisk var længere. "Sig de magiske ord: Jeg lover ikke at røre Samuel... Og jeg tager ringen af," endte hun. Hun trådte hen til sin side af sengen og gled ned at sidde på sengekanten. Hendes hår trak hun over den ene skuldre og begyndte at flette det.

[Theodore Jarvis Acheron]

Der var 3 ting som Theodore virkelig hadede i sit liv: Den magiske ring, den manglende respekt, og ulydighed, som han stod overfor nu. Han brød sig bestemt ikke om at Clemency blandede sig. Nu hvor han havde sat disse tanker i sit eget sind, så kunne han ikke gøre for det, for det var so om at det bare skete helt af sig selv. Han var jo heller ikke i besiddelse af noget som måtte minde om samvittighed, så hvorfor skulle han da lave det om? ”Og tro mig.. For mig er det fint at Myia er væk.. Jeg mangler bare at få Tiyanna ud af huset og sætte i gang resten af planerne med Sephiran, og så burde det hele køre på skinner.. Det som sætter en stop for det, er Samuel nu.. Og han skal ikke have lov til at ødelægge denne families ry og rygte.. Du har opdraget ham svagt,” sagde han kortfattet. Selv kunne han nærmest kun føle stoltheden når han snakket om Sephiran, for nu var de på bølgelængde, og knægten kunne nu se, hvad han havde været ude på hele livet. At hun så stadig ikke ville tage den af, fik det til at boble i det indre.. dog ikke noget, som han gav udtryk for, for noget som helst, for det kunne han ikke. Hendes ord tolkede han næsten… hånligt.. Hun ville have ham til at sige de magiske ord? Selv nu hvor hun var hoppet ud af tøjet? Ikke at det gjorde ham noget, for han følte sig heldig over at have hende.. En mand som ham, som ej var i stand til at udtrykke følelser på de måder, som man egentlig havde brug for det.. Og han vidste det jo godt. ”Tror du virkelig, at magiske ord, får mig til at holde mig væk fra ham..? Men fint… Jeg lover ikke at røre Samuel… Så tag den ring af!” Han fulgte hende med blikket, som hun søgte hen til sengen. Bryllupsnatten skulle de nok komme igennem, om det var noget som hun ville det eller ikke.. Det var det vigtigste, og faktisk også det, som han selv personligt havde set mest frem til. Han trådte mod hende med rolige skridt. Han var fristet til at slå… slå ihjel.. alt muligt, men mod sin hustru? Det ville igen kun gå ud over hans ry og rygte som en mand, og det ville han ikke. ”Vær så venlig at fjerne den, Clemency… Ellers kan jeg trygt love dig for, at resten af aftenen er ødelagt,” endte han kortfattet.

[Clemency Mériah Acheron]

Clemency blandede sig altid, når hun følte det blev for meget. Hun fandt sig i mange ting fra hans side, så han blev sgu også nødt til at respektere, når der var noget hun ikke ville have, for hun var ikke en hundehvalp! Hun havde faktisk sin egen mening, selvom han ikke ville have det, men han blev nødt til at finde sig i det fra tid til anden. Hun respekterede ham i stor grad, men det gik altså begge veje i hendes hoved. Hun rullede øjne ad ham, da han snakkede om Tiyanna og mærkede vreden blusse op igen, da han nærmest kritiserede hende. Hendes øjne lynede, som hun mødte hans blik. "Der er grænser for, hvad jeg finder mig i, Theodore... Du gør tingene på din måde, og jeg gør tingene på min... Så du har bare at bide tænderne sammen og lade Samuel være, ellers så skal jeg nok sørge for at ødelægge denne families rygte," endte hun vredt og med en hævet stemme. Hun ville selvfølgelig aldrig ødelægge familiens rygte, men i vredens øjeblik, så røg det bare ud af hende. Hun skælvede igen, for hun kunne ikke have denne situation. Hun ville ønske, at hun bare kunne gå i seng og sove det hele væk, men det skete jo ikke og det vidste hun. Hendes ord var en smule hånlige, men hun kunne ikke lade vær, når han sendte hende helt op i det røde felt. Hans ord var dog ikke ligefrem betryggende. "Hvis du i dit iskolde hjerte bare nærer en smule respekt for din hustru, så lader du ham være," endte hun bestemt. Hun vædede sine læber og bed tænderne sammen. Hun fik lavet en fletning og lod hendes magi fremmane et bånd, der bandt enderne sammen, så den ikke gik op. Hun skubbede sig op at stå igen og kunne se lysten i hans øjne til at slå, men kommenterede det ikke. "Aftenen er allerede ødelagt," svarede hun ham lavmælt. Hun løftede hænderne til hans hals og greb fat om ringen, der omgående gav slip som hun åbnede den. Hun fjernede den fra hans hals og sænkede hænderne. Hun lod den forsvinde, så den dukkede op hendes hemmelige gemmested, for den var god at have. Hun satte sig ned igen.

[Theodore Jarvis Acheron]

Kvinder der blandede sig i andre affære end det som Theodore gerne ville have, ville som regel have problemer. Det var jo så et problem for ham, at det som faktisk plagede ham, var at hans kone skulle blande sig. Han kneb øjnene let sammen. Han var bestemt ikke en tilfreds mand, og det havde hun så sandelig kun sig selv at takke for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Ringen var ham i vejen.. Den låste hans magi, og han var en gammel mand og en stærk warlock, og det var bestemt ikke noget, som skulle låses af vejen! Ikke på vilkår! ”Det ved jeg udmærket godt, at du ikke kunne finde på.. Det rammer dig, som det rammer mig. Du ved.. rygtet her er hvad familien har tilbage. Det ville være en skam at ødelægge det,” sagde han med en ganske kortfattet mine, for løgn var det bestemt heller ikke. Han trådte hen mod hende, næsten faretruende langsomt. Iskold var han ikke.. Han var bare en mand uden sjæl, og derved en mand, som ikke var i stand til at føle.. eller give udtryk for det. Det hele kom til igennem handling, og nu hvor han mente at hun havde været for svag i opdragelsen, var det hans pligt som far, at rode bod på det, og derved også gøre noget ved sagen! ”Jeg lover, at jeg ikke vil lægge en finger på ham,” sagde han blot, og med den samme kortfattede og mere bestemt mine, end hvad han havde gjort brug af frem til nu. Selvom hun nu havde fået tøjet af på egen hånd, så var det virkelig ikke noget som rørte ham på noget tidspunkt.. først da hun hævede sig fra sengen og fjernede ringen, kunne han igen mærke, at han kunne slappe af. Han prustede let, inden han igen vendte blikket mod hende. Uanset hvor hun gemte den, så skulle han nok finde den! ”Det har du trods alt kun dig selv at takke for,” sagde han kortfattet, inden han lagde hænderne på hendes skuldre igen. Han skubbede hende tilbage i sengen. Nu kunne de jo lige så godt få det sidste overstået.

[Clemency Mériah Acheron]

Selvom Clemency som regel respekterede mændene som de autoritære, så var der grænser for hende. Hun vidste godt, at Theodore ikke brød sig om når hun blandede sig, men så måtte han jo nogle gange lige overveje hvordan hun ville reagere og så lige tænke en gang mere. Hun mødte hans blik. Hun var ikke bange for ham, på ingen måde, for hun kunne da aldrig frygte sin egen mand? Han var vel ikke dum nok til at gøre hende så ondt, at hun aldrig kunne tilgive ham. Hun var knyttet til ham og kunne ikke se sig selv med nogen anden. Hun så tvært på ham, da han så lige igennem hende på det punkt og rystede på hovedet. "Måske er jeg nået til at punkt hvor jeg er ligeglad..." prøvede hun, selvom hun bare så ned og bemærkede, at han kom nærmere hende hvor hun sad på sengekanten. I hendes hoved var han ikke iskold, for han gjorde jo hvad han kunne for at vise hende de ting, som han ellers ikke kunne udtrykke med sin mimik eller forklare med tale. Hun så op mod ham igen med et fast blik. Han skulle ikke røre Samuel, for det var hendes ansvar. Så måtte han jo syntes hvad han syntes, men han skulle holde sig væk, for det var ikke hans ansvar. Det ville jo aldrig nå befolkningen, at han havde kysset lidt med en engel, så derfor kunne det jo heller ikke skade deres rygte. Hun så en smule mistroisk på ham, men nikkede bare og fik ringen fjernet fra hende. Ringen lod hun forsvinde, for kun hun vidste hvor den var, for den måtte han endelig ikke finde, den var god at have ved baghånden. Hun satte sig roligt på sengekanten. Hun sad i sin underkjole som det eneste, hvor han jo stadig havde det fine tøj på. Hun rullede med øjnene, for det var da ikke kun hendes skyld! "Mig selv? Min skyld? Det er da din skyld... I det øjeblik du gik i flæsket på Samuel, så smed du ligesom alt det gode overbord!" endte hun bestemt. Hun gispede kort, da hun blev skubbet ned i sengen og bed tænderne sammen. Hun blev dog liggende for nu og så bare op på ham. "Husk besværgelsen," endte hun.

[Theodore Jarvis Acheron]

Theodore hvde ikke noget imod at Clemency åbnede munden, når det var relevant, så lang tid at hun ikke blandede sig i hvad han havde gang i, for det var jo faktisk det som irriterede ham mest, hvis han skulle være helt ærlig. Han kneb øjnene let sammen. Selvom han måske ikke havde forståelsen for tanker og følelser i det samme spekter som det hun havde, så forsøgte han virkelig at gøre det, så godt som det nu var ham overhovedet muligt. Og igennem handlingen, kunne han jo faktisk vise temmelig meget, for han ville jo gerne have det til at fungere.. Sagen var jo at hun var hans vane.. Noget som han ikke kunne undvære ved sin side. Som hun argumenterede med at hun var ligeglad, blev han bare stående og kiggede på hende, da han jo faktisk var klar over, hvad hun forsøgte at relatere det til. ”I så fald, så ved du hvordan jeg har det.. Jeg vil bare give den knægt en lærestreg, og det tror jeg så sandelig også at han fik,” sagde han blot. Ja, han var måske blevet temmelig voldsom, men det var ikke noget som han havde tænkt sig at undskylde for, for det så han da virkelig ikke nogen grund til. Roligt fik han puffet hende ned i sengen og med den samme faste mine, også selvom han stadig stod der i sit eget fine tøj. Varsomt løsnede han det yderste lag af hans beklædning, som han smed over en stoleryg og det samme med skjorten som kom samme vej. Han var ikke direkte muskuløs, men han var flot markeret med muskler og de brede skuldre – som en mand skulle have det. Han gik roligt mod sengen, hvor han roligt kravlede over hende. Han havde ikke oplevet dette længe.. og det kunne han så tydeligt mærke på sin egen krop. ”Du har kun dig selv at takke for.. Hvis du havde ladet mig gøre det færdigt, så havde du sluppet for at ligge utilfreds.. og gøre mig utilfreds..” sagde han blot. Han lod hånden stryge hende over låret op under underkjolen som hun så smukt måtte bære. Uden tvivl sin titel som grevinde værdig. Besværgelsen vidste han at han havde lovet hende.. nu vidste han bare ikke om han ville efterkomme det.. men det behøvede hun da trods alt ikke at vide. ”Tror du jeg løber fra mine aftaler?” endte han sandfærdigt.