I can't find my way home..

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det var ved at være en sen aften, også selvom Jacqueline ikke kunne huske hvor mange af dem som havde passeret. Efterhånden så var hun ved at være godt kold, hun var træt, og hun var uden tvivl sulten. Efter hendes far var forsvundet, havde hun søgt ud for at finde ham, uden at fortælle det til sin bedstemor, og nu hvor hun hverken kunne finde frem eller tilbage, så var hun virkelig ved at være bange. Allerede nu havde hun set mange ting, som hun slet ikke havde regnet med at skulle få øje på – Alt det som skete i gyderne, havde virkelig været en ting som havde vækket en gevaldig panik i hende, hvilket kun havde resulteret i at hun var løbet – Så langt væk, som hun overhovedet kunne komme. Tanken omkring Dvasias, skræmte hende, også fordi at hun vidste, at hendes far slet ikke ville have hende der, så vidste hun godt, at han ville blive sur, hvis han vidste det, men hun kunne altså ikke finde ud! Hun snøftede svagt, som hun endte med at sætte sig ned ved en lille gyde, hvor hun satte sig helt ude ved hovedgaden. Hendes øjne var fuldstændig blanke af tårer, også fordi at hun virkelig var bange!
Jacqueline vidste at Evan boede i Dvasias et eller andet sted, hvilket nok var det sted som havde kigget efter i flere dage, men end ikke ham kunne hun se skyggen af. Den lille kappe som hun havde fået med, tvang hun roligt omkring sin krop, i det hun slap et hulk. Det lignede hende slet ikke at græde, også fordi at hun faktisk blev sur på sig selv, når hun gjorde det, men hun var faret vild.. og hun kunne ikke finde ud af noget! Benene trak hun op under sig, idet at tårerne bare begyndte at trille ned af hendes kinder og hun bare begyndte at græde. Folk passerede hende, som havde hun været et simpelt gadebarn, ellers var det bare fordi at de slet ikke så hende. Hun var vant til at folk så hende! Hendes hår var sjusket, hun var møgbeskidt, og nu hvor det var ved at være lang tid siden hun havde været i bad, så var det også begyndt at synes på hende, men hun tog det ikke med sig af den grund. Hun trak vejret dybt, også selvom det blev lettere hiksterende. Hun var heldigvis isdæmon, men selv hun synes a det var begyndt at blive kold, simpelthen fordi at hun ikke havde så meget energi som hun førhen havde haft, men uden mad, drikke, søvn og tryghed, så gik det altså galt for en lille pige. Hun snøftede og tørrede sine kinder, også selvom det ikke gjorde nogen forskel, for det blev hun kun endnu mere beskidt af. Hun følte sig virkelig alene!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var efterhånden ved at være godt henne på eftermiddagen og lå skjult bag tunge skyer som skabte en kølighed. Athena var efterhånden blevet frisk nok til igen at stå på sine ben, og sårene gjorde ikke nær så ondt længere. For første gang i uger havde hun vundet diskussionen med Evan om at lukke hende lidt ud, hun forstod hans bekymring, men selv hun havde brug for at se noget andet end huset. Taget i betragtning af at det var eftermiddag så var der frygtelig mange mennesker som passerede op og ned af landets gader mellem boder, som endnu forsøgte at tjene penge for overlevelsen. Markedet var ganske vidst ikke så stort som det i Manjarno, men det var der. Den kølige vind kærtegnede hendes hud og fik den mørke kappe til at blafre let i takt med hendes skridt. Hun vidste ikke hvad hun ledte efter eller om hun i det hele taget var uden efter noget særligt. Med slentrende skridt strøg hun ned af gaden med en summen af fremmede stemmer i hendes hoved. Hun var ret sikker på at hun kunne bruge timer herude bare for at få luften, det var lige før hun glædede sig til at skulle tilbage på arbejdet igen også selvom hun ikke havde lyst til at komme tilbage i marken. Roligt stoppede hun op ved en handelsmand der tog hendes hånd og kyssede den. ”Godeftermiddag Milady! En skønhed som Dem er sikkert gift og jeg er sikker på at Deres mand ille værdsætte en ny skjorte. Jeg har nogle her, var det noget med en af ægte silke?” spurgte han inden hun så meget som nåede at få et ord indført. Hun lod sig rive med, også selvom hun trak hånden til sig. Gift var hun ganske vidst ikke, men hun havde Evan og måske det ikke ville være helt dumt at medbringe en lille ting til ham? Blikket faldt hurtigt på en helt mørk skjorte af silke. Den var smukt udført. ”Hvad skal du have for den sorte? spurgte hun og kastede med hovedet mod skjorten. Den begejstret sælger fulgte hendes blik. På grund af Deres blændende skønhed, vil jeg give Dem den, for blot to guldstykker,” svarede han. Athena rynkede lidt på næsen og fandt det faktisk lidt pebberet, men nuvel den var trods alt den Evan og der ville hun ikke være nærig. Hun nikkede blot som tegn på en aftale. Mens sælgeren begyndte at finde skjorten frem og folde den pænt sammen, var der noget som hurtigt faldt hende i interesse. En form for gråd som vakte en genkendelighed hos hende. Lettere fraværende rakte hun ned i sin lille pose efter to guldstykker som hun byttede med manden, for i stedet at modtage skjorten flot pakket ind i skind. Han var tydeligvis en af de dyrere. Athena vendte sig rundt og lod hurtigt de grønne øjne falde på den lille pige som så direkte ussel ud. Hendes gråd skar hende ind i hjertet selvom hun egentlig ikke kunne lide børn. Med rolige skridt trådte hun mellem de øvrige mennesker og gik hende i møde. ”Hvad laver du dog her?” spurgte hun med en bekymret tone og gik ned i knæ ved hende.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Det rumlede voldsomt i Jacquelines mave, men hun havde jo trods alt heller ikke fået noget at spise igennem flere dage nu, og derfor var det faktisk også svært for hende at sove. Med alt det som hun så havde set og oplevet igennem de sidste dage, så var det heller ikke fordi at hun turde at lægge sig til at sove. Hun snøftede let og trak sig helt op af muren, hvilket faktisk gjorde, at hun kunne være en smule svær at få øje på, hvilket skam også var noget som passede hende helt fint, for hun turde da slet ikke tænke på hvad der ville ske, hvis de fik øje på en simpel lille pige, som ikke havde nogen til at passe på sig, for det havde hun jo trods alt heller ikke! De mange madboder som hun havde passeret, havde vækket en sult uden lige, men hun havde ikke formået at komme tæt nok på, til at hun faktisk kunne få fat i noget. Desuden var hun slet ikke for det der med at stjæle, for det havde jo aldrig været nødvendigt for hende. Folk gik og handlede og så ellers så ganske tilfredse ud – sælgerne gjorde i hvert fald, da det jo nok primært var dem som gjorde de bedste handler lige for øjeblikket, men det var nu ikke noget som hun ville eller ønskede at blande sig i. I bund og grund, så ønskede hun jo bare at komme hjem.. til det ene eller det andet sted, for det andet her, var slet ikke noget som hun kunne lide!
At hendes hulken var noget som tiltrak sig opmærksomhed, var slet ikke noget som Jacqueline havde regnet med! Blikket vendte hun hastigt i retningen af kvinden som søgte direkte ned i knæ ved hende. Ikke fordi at kvinden sagde hende noget synderligt, og det fik hende kun til at trække sig en anelse mere ind mod gyden og derved også mere væk fra hende, for hun ønskede ikke at komme for tæt på, for det var jo ikke til at vide hvad hun ville gøre ved hende. ”Lad mig være..!” endte hun med en næsten helt panisk stemme. Desuden havde hun jo lært, at hun slet ikke måtte snakke eller være omkring fremmed, så derfor følte hun sig jo helt alene i den her verden, for hun kendte jo slet ikke nogen som kunne hjælpe hende hverken hjem, mod Evan eller noget som helst! Hun vidste jo at hendes mor var syg, så der vidste hun jo allerede i forvejen, at hun slet ikke kunne være. hun hulkede svagt igen, som hun tørrede sine øjne. Denne pige måtte altså slet ikke se, at hun sad der og græd, for det gjorde hun altså ikke!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena vendte sig mod den lille pige med den nye pakke i sine hænder. Hun håbede at Evan ville værdsætte den også selvom det var en lille ting, det var også en måde hvorpå hun kunne sige lidt undskyld for dagens tidligere diskussion. De grønne øjne faldt på den lille pige, hvilket hurtigt fik hende til at glemme menneskemængden. Måske hun aldrig havde været særlig meget for børn, men at se den lille pige sidde der, mindede hende om dengang hvor hun selv vr stukket af, og pludselig ikke havde anet hvor hun var. Stille gik hun i knæ for at opnå øjenkontakt med hende. At hun så trak sig væk undrede hende ikke, men det var det som gjorde det svært for hende at have med børn at gøre, de var konstant skeptiske.. mere end voksne og på en helt anden måde. Et dæmpet suk brød hendes læber. ”Jeg vil ikke gøre dig dig noget, men en ung pige som dig, burde ikke sidde her helt alene. At dømme ud efter dine tårer står du ikke bare og venter på dine forældre, jeg vil gerne hjælpe dig okay? Fortæl mig hvem du er,” opfordrede hun roligt og dog med lettere utålmodig stemme. Hun var ikke den bedste til at snakke på et børneniveau fordi hun altid havde været god til bare at sige tingene lige ud og som det var. De fedtede hår, lasede pjalter og ikke særlig behagelige lugt som kom fra hende, fortalte i sig selv at hun nok også måtte være sulten.
Måske det var en meget analytisk måde at gå til værks på, men det var nu engang det som hun var god til. ”Er du sulten? Jeg har lidt brød,” tilbød hun roligt og gravede igen ned i den lille taske hun bar med sig, hvor der lå et par delikate flutes som hun havde besluttet sig for at tage med hjem til aftensmaden. Hun brækkede et stykke af og rakte det frem mod hende. Det var lidt underligt, for et sted vidste hun næsten hvad den lille pige havde brug for i og med at hun selv havde stået der engang. Varme, mad og lidt tryghed.. hvor end hun kom fra så måtte de finde ud af hvor hun hørte hjemme før hun kunne gøre meget mere for hende. ”Du er kold,” konkluderede hun og var allerede begynd at løsne sin kappe. Flere af de forbipasserende så på hende med hævede øjenbryn, nogle rystede på hovedet, Athena kunne sågar høre nogle sukke i ny og næ. Hun havde ry for at være procianer på grund af hendes mor, men det var ikke sandt, dog havde hun et godt hjerte.. og hun nægtede at se en lille pige sidde på den kolde jord uden at vide hverken fra eller til. Den blå kappe svang hun roligt omkring pigen for også at give hende lidt varme uden at vide hvilket væsen hun var, det gjorde ingen forskel. ”Hvor er dine forældre?” spurgte hun endelig og følte selv kulden påvirke hende lidt.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var kun så skeptisk til voksne, som hun var blevet bedt om, også fordi at hun havde set hvad hun nu havde set, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, for voldtægter og mord og det at voksne slog på hinanden, var slet ikke noget som hun kunne sige sig at være vant til. Jovist havde hun været vant til at hendes mor og far råbte og skreg af hinanden, for det havde de jo altid gjort, men alt det andet, som hun havde set, var bestemt ikke en tanke som hun brød sig om. Hun vendte blikket op mod hende og med en tydelig skeptisk mine, for hun kendte hende jo ikke, og hun havde jo trods alt også lært, at hun ikke måtte snakke eller stole på nogle som hun ikke kendte, og nu havde hun jo så det store problem, at hun ikke rigtigt kunne komme hjem igen. Hun vendte blikket og de mørke øjne op mod hende. Dem havde hun uden tvivl arvet efter sin far. ”Mig hedde Jacqueline,” fortalte hun. Skulle hun være helt ærlig, så kendt hun slet ikke sit efternavn, for det havde vel heller ikke rigtigt været nødvendigt for hende at kende til, havde det? Hun fumlede igen med kæden som hun havde omkring halsen – den med familiebilledet i, også fordi at det nu var det eneste som hun havde efter sin mor og far, og det var naturligvis noget som selv gjorde hende en smule ked af det, for de var jo væk alle sammen. At hun havde mad med, var noget som fik hendes blik til at glide mod hende, for hun var virkelig ved at være godt sulten efterhånden! ”Må jeg få..?” spurgte hun, uden egentlig at tænke over, at hun faktisk spurgte en fremmed om mad, når hun slet ikke kendte hende. Det stykke brød som hun blev tilbudt, tog hun mere end glædeligt imod, idet hun bare gav sig til at gumle på det, for det at få noget i maven, var uden tvivl noget som hun havde brug for. Det kunne godt være at hun ikke lugtede særlig godt, og at hun var møgbeskidt, men tøjet som hun bar, var tydeligt af kvalitet, så det var også tydeligt at hun slet ikke var noget gadebarn. Hun vendte blikket mod hende. ”Mig er isdæmon ligesom mor, så jeg altid kold,” påpegede hun med en rolig stemme, idet at kvinden faktisk lagde sin kappe om hende. Omsorg af fremmed, var hun jo slet ikke vant til! Hun tog dog imod kappen, som hun pakkede om sig. Hun var selv så kold, at hun bed sig mærke i det, og hun havde en sjov fornemmelse af, at det ikke var særlig godt. Hun sukkede dæmpet, som hun igen tørrede sine øjne. ”Mor syg og dadda væk.. Mig kan ikk’ finde ham.. Mig ved Evan bo her, men mig heller ikke finde ham..” Hun tav da tårerne igen pressede på. Hun følte sig virkelig fortabt, og Evan var lige den eneste som hun vidste, kunne hjælpe hende, nu hvor hendes far ikke var der mere.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var farligt for en lille pige at befinde sig på disse kanter. De fleste voksne var tilsyneladende ligeglade med hende, hvilket ikke var underligt for gadebørn var en naturlig del af hverdagen i dette land. Der var dog noget som indikerede at denne pige ikke blot var et gadebarn, derimod hendes klæder. De var ganske vidst slidte og pjaltede men når det var sagt, så kunne man se at de engang havde været fine, og det var ikke noget som gadebørn var kendt for at bære. Athena nikkede forstående, lidt overrasket over at pigen faktisk havde åbnet sig ved den direkte og utålmodige tone som nok ville have skræmt de fleste væk. ”Jacqueline.. Det er et pænt navn. Jeg hedder Athena,” forklarede hun så barnligt som hun var i stand til, hvilket slet ikke var nemt for hende. Måden som hun stirrede på brødet på idet hun fandt det frem, fortalte hende tydeligt at hun havde haft ret i sine anelser om hvor sulten hun var. Det var ikke bare brød, det var fint, godt og blødt for selvom hun aldrig havde levet luksuriøst så vidste hun at Evan kun tog det bedste han var ikke en mand som nøjedes. ”Selvfølgelig.. tag det,” bad hun roligt som hun stak brødet hen til hende og lod hende gumle på det. Selvom hun sad der, så var hun opmærksom på folkene bag hende, som sagt var det et farligt land og man vidste aldrig hvad en af de tumpede idioter som godt kunne lide at vise sig frem, kunne finde på. De grønne øjne undersøgte nøje pigen foran hende som lod til at være langt mere åben. Idet hun aslørede sin race begyndte bange anelser også at dæmre for hende. Hun havde hørt om Ilosonic og Ilaria, ligesom hun vidste at Evan i nogen tid havde huset Jacqueline, men hun havde jo hørt at Sonic havde hentet hende og så havde hun personligt ikke rigtigt skænket hende en tanke. ”Tag den alligevel, du skulle nødig blive syg,” svarede hun blot og lod hende pakke sig ind i hendes kappe. At hun ledte efter Evan kom pludselig ikke bag på hende.. og dog. Evan havde fortalt hende at Jacqueline ikke havde været særlig begejstret for ham, men når der ikke var andre så var alt andet vel bedre end intet? ”Evan? Evan Strife? Hvis du vil kan jeg tage dig til ham, jeg bor under samme tag,” forklarede hun roligt. At præsentere sig selv som Evans kæreste var dog ikke noget hun turde at gøre endnu, for tingene var stadig nye og uklare, og hun vidste faktisk ikke helt hvor de stod, hvilket var frygtelig frustrerende!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline var vant til at være verdens midtpunkt, og det var også derfor hun havde haft det svært ved Evan, også fordi at Zachary havde været der, og havde været en konkurrent for hende. Nu som det var sagt, så savnede hun faktisk lidt opmærksomhed, også fordi at hun jo slet ikke fik den mere, og det var noget som gjorde hende ked af det. Alle som havde været en del af hende, havde valgt at forlade hende.. Værst var dog hendes far, som uden tvivl havde været hendes et og alt, i den korte tid, som hun faktisk havde haft at tilbringe med ham. Hun vendte blikket en anelse væk fra hende endnu en gang og ned mod den kæde som hun havde om halsen. Den havde hun husket, også fordi at hun havde lovet sin far at passe på den, og specielt nu hvor han ikke var der mere, så var det noget som hun uden tvivl magtede at gøre det. ”Athena..? Det et fint navn,” sagde hun med et svagt smil, som hun igen tørrede sine øjne igen. Hun havde lært at være høflig, for det var noget som hendes far var gået meget op i at lære hende. Brødet tog hun mere end glædeligt imod, kun for at gumle det i sig, for hun var virkelig ved at være sulten, for det var jo ved at være et stykke tid siden hun sidst havde fået noget som helst at spise. ”Det smage godt!” sagde hun med munden fuld af brød, inden hun vendte blikket mod hende. Om hendes race og navn sagde hende noget, gik hun ikke ud fra, for hun vidste jo heller ikke at hendes forældre havde været kendte eller noget lignende, så hun gik ud fra, at hun bare var en normal lille pige. Kappen tog hun skam imod, også selvom det ikke rigtigt gjorde den store forskel, men det glædede hende faktisk at kvinden havde set hende, og det var noget som hun uden tvivl også havde haft brug for. ”Ja! Evan Strife! Det hans navn!” endte hun med en næsten helt ivrig stemme. Endelig en som synes at kunne hjælpe hende. Hendes øjne var endnu blanke, men det hjalp uden tvivl nu, og det var noget som alt sammen betød utrolig meget for hende. Hun vendte blikket op i retningen af hende igen og med en mere tøvende mine. Hun ville tage hende med? Hun ville rigtig gerne et sted hen, hvor hun følte, at hun kunne være tryg, og der kendte hun ikke andre steder, for hendes mor var syg og hendes far var væk. Hendes hånd lukkede sig mere omkring den medaljon som hun havde hvilende omkring halsen, inden hun vendte blikket i retningen af hende igen. ”Dadda sige jeg ikke må gå med fremmed..” undskyldte hun. Hun ville jo gerne gøre sin far stolt!

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var begrænset hvor meget Athena vidste om den lille pige foran hende, Evan havde kun fortalt meget lidt, måske fordi han vidste at det ikke interesserede hende synderligt. Hun havde selv aldrig været god til at dele hans opmærksomhed, fordi hun var vant til at blive overset, og derfor havde det også været et problem med hende og Zachary, det lettede hende faktisk lidt at den knægt var ude, det betød at hun havde Evan helt for sig selv. Når det var sagt, så kunne hun ikke lade være med at få lidt ondt af Jacqueline som hun sad der, fuldkommen forladt og alene, det kunne hun ikke bare gå forbi, også fordi det mindede hende om hende selv fra dengang hun havde været i samme alder. ”Tak Jaqcueline,” svarede hun og sendte hende et varmt smil. Udadtil så lignede hun jo virkelig sin mor, hvilket fik de fleste til at himle med øjnene af hende, men hun havde virkelig heller ikke lyst til at være koldhjertet og kynisk som så mange andre i dette land. Hun nikkede blot bekræftende. ”Det var godt,” svarede hun uden helt at vide hvad hun skulle sige. Det var ikke helt ufarligt at snakke med Ilaria og Sonics datter hvilket hun godt vidste, men hvad pokker skulle hun gøre? Denne gang var hun om ikke andet bevæbnet i tilfælde af at det ni skulle gå galt. Hun nikkede atter og rejste sig en smule op. Måske det ville bide hende selv i enden at medbringe hende til Evan, men som hun så det havde hun ikke rigtigt noget andet valg. ”Jeg tænkte det nok,” endte hun stille og sukkede. Det var tyndet lidt ud i menneskemængden hvilket var lidt lettende og gjorde det mindre farligt, alligevel ville hun gerne hjem før mørket faldt på og landet for alvor vågnede. At hun så pludselig tøvede med at gå med hende fik hende til at bide sig let i læben. ”Jacqueline.. det er ikke for at gøre ondt værre.. men din far er han ikke. Vil du lade en mand som har ladt dig sidde her helt alene, forhindre dig i at komme til en som kan hjælpe dig?” spurgte hun måske en kende direkte men det var trods alt hende. Hun vendte sig lettere afventende mod hende og rakte hende sin hånd, så hun selv kunne bestemme hvor vidt hun havde tænkt sig at gå med hende eller ej, for hun kunne trods alt ikke tvinge hende, men hun ville heller ikke bade lade hende sidder herude i kulden om bare et par timer ville hun næppe overleve natten over.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline havde altid været i centrum og Zachary havde automatisk gjort, at han ikke ville for tæt ind på Evan, også fordi at det var en kamp om opmærksomheden, hvilket hun slet ikke ville. Foruden det, så havde hun jo været klar over, at hendes far havde været derude, men nu hvor han var væk og faktisk havde forladt hende, så var det noget som faktisk gjorde hende ekstremt ked af det, og det var skam også kun derfor hun havde valgt at tage væk, som hun nu havde, også selvom det mest havde været i sin jagt efter ham. Tanken gjorde hende direkte ked af det, også fordi at han havde været det eneste som hun havde. Athenas navn måtte hun nu erkende, at hun faktisk godt kunne lide, og det var noget som hun agtet at fortælle hende om. Hun smilede let for sig selv. ”Mig godt lide det,” fortalte hun, som hun igen tørrede sine øjne. I sig selv, så var det ikke en tanke som hun kunne gøre det største ved, for hun var bange.. En anelse urolig måske, selvom det alt sammen var blevet bedre, nu hvor Athena var der, så hende og faktisk snakkede til hende, også selvom hun var meget direkte i forhold til hvad hun var vant til af sin far. At hun kendte til Evan, var næsten det som skulle til for at lade hendes facader brase og lade hende sidde der som en lille og ivrig pige, som bare ønskede en form for tryghed, for det var vel heller ikke noget som måtte sige så lidt igen? Hun vendte blikket direkte mod hende igen. ”Det ham ja! Du ved hvor han er?” spurgte hun sigende. Hun vidste godt, at Evan nok var det eneste kort hun havde at satse på, men om hun skulle stole på Athena, var endnu noget som stod ganske uklart for hende, selvom det ikke var noget som hun kunne tage sig af nu. Hun var alene, og hun kunne ikke fortsætte med at sove udenfor, så hun havde vel brug for at.. tage chancen, og så se hvad der skete? Athena var meget kortfattet af sig, og gav hende meget få valg, hvilket jo i bund og grund, var noget som passede hende selv helt fint, for det var noget som hun kunne forholde sig til om ikke andet. Varsomt lod hun hånden tage omkring hendes, da hun rakte den mod hende. ”Okay..” svarede hun endeligt, idet hun kæmpede sig op for at stå igen. Hendes hånd var varm i forhold til hendes egen, også selvom hun ikke tog det særlig tungt som det var lige nu. Hun bed sig svagt i læben og vendte blikket op i retningen af Athena igen. ”Mig træt.. Og stadig sulten..” beklagede hun sig.

[Athena Maloya Mathimæus]

Om opmærksomheden ville blive et problem, vidste Athena ikke, men en ting var sikkert; hun kunne ikke lade hende sidde der helt alene og bange, for det var en følelse som hun selv huskede efter alle de år. Folk var ligeglade med hende, hvilket hun ikke havde tænkt sig at være, og så kunne de se nok så skævt til hende. Hun trak sin taske over skulderen så den ikke ville falde ned, og pakkede den lille skindpakke ned i den så hun ikke behøvede at slæbe på den. Jacqueline var sulten, det var ikke svært at se og brødet ville næppe holde hende mæt lang tid, men det var da en start. ”Det kan jeg se,” påpegede hun blot en smule utålmodigt, for hun havde heller ikke lyst til at vente på at mørket faldt på og særligt ikke med en så stærk pige på slæb, de fleste ville nok have fingre i hende. ”Ja jeg ved hvor han er.. hvor han bor og jeg kan føre dig til ham,” gentog hun med et dybt suk. Det forundrede hende ikke, at hun ikke stolede på en fremmed og særligt fordi hun ikke var den mest tålmodige kvinde man kunne finde.. hun var frustreret.. og havde virkelig brug for at træne efterhånden, hvilket først slog hende nu! Det kom hende næsten lidt som en overraskelse at hun faktisk endte med at tage hendes hånd. Dog lukkede hun roligt sin om hendes og sendte hende et lille smil. ”Kom,” endte hun stille og begyndte at gå, også selvom det gik lidt for langsomt for hendes smag. Pigen var tydeligt afkræftet. I stedet stoppede hun op. ”Kom her. Jeg bærer dig, det går hurtigere,” tilføjede hun roligt og samlede hende op i sine ikke særlig store men dog stærke arme. Det så ganske vidst forkert ud, og der var langt til Appolyon, men hvor der var vilje var der vej. Denne gang begyndte hun at gå, og strøg ud af byen..

.. Efter en time var de kommet rimelig langt væk fra Rimshia. Solen var gået ned og mørket var for alvor begyndt at tage fat. Athena var efterhånden træt af den lange tur og hun var lettet over at man kunne se Mansionet tårne op lige nede i dalen tæt på indgangen til Appolyon. Hun bar hende roligt med sig ned til døren, som hun skubbede op med albuen. ”Så er vi her,” hviskede hun blidt og strøg en hånd over hendes hoved for at vække hende lidt igen. ”Evan? kaldte hun roligt og håbede at han var hjemme.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

I det store og hele, så var Jacqueline faktisk ikke så kravestor igen, for var hun utilfreds, så passede hun jo egentlig bare sig selv på værelset, for det var jo stort set det eneste som hun havde gjort sidst hun havde været hos Evan, så det var jo ikke fordi at det var nogen ekstraordinær nyhed for hende som sådan. Hun vendte blikket op mod Athena og med et stille smil. Hun var i det mindste set nu, og det var noget som uden tvivl også gjorde sit, for det var noget som gjorde hende rolig, for så var hun da heller ikke så.. ugyldig, som hun til tider følte sig, og specielt nu hvor hendes far også havde valgt at efterlade hende, hvilket var noget som hun virkelig havde det svært med. ”Det må du meget gerne!” sagde hun som hun endelig tog omkring hendes hånd, for at gå med hende. Hun havde faktisk ikke noget imod at Athena var lidt mere.. bossy end det som en typisk ’mor’ ville være for en som hende, for det var noget som hun faktisk meget hurtigt ville vænne sig til – også med de forældre, som hun nu havde i forvejen. Hun var træt og ønskede egentlig bare at komme frem, så det at hun blev løftet, var ikke noget som hun havde noget imod. Benene slog hun omkring Athenas liv, og armene omkring hendes nakke, hvor hun holdt sig tæt ind mod hende. Hun var nu meget sød synes hun, og det var bestemt ikke noget som hun havde noget imod.
At de så langt om længe, var ved at være der, gik først op for hende, længe efter at de var gået fra byen af. Hun havde lukket øjnene, og var næsten faldet i søvn jo. Hun åbnede øjnene, som de var kommet ind i den velkendte forhal, hvor det også var tydeligt for hende, at Athena havde holdt ord, og naturligvis var det en tanke som kun glædede hende! Ingen tvivl om det! ”Evan bor her.. Jeg kender det,” sagde hun med en rolig stemme, også selvom hun slet ikke gjorde tegn til at ville ned, for hun havde det jo godt, nu hvor hun sad på Athenas arm. Hun følte sig.. tryg, og det var uden tvivl noget som hun havde haft brug for.

[Deleted]

Evan havde slet ikke været meget for at lade Athena gå ud, men denne gang havde han nu alligevel valgt at give sig, selvom det bestemt ikke var med hans gode vilje. Efter hvad der var sket sidst, og Athena var stødt på hans kære søster, så tog han bestemt heller ikke nogen former for chance, da det uden tvivl kun kunne vise sig at blive alt for farligt for dem begge to, og han ønskede jo heller ikke at hun skulle komme til skade. Hjemme havde han kun siddet og været direkte rastløs, for han brød sig slet ikke om at have det på den måde, som han havde det, men han havde bevidst valgt ikke at ende med at søge ud efter hende, for hun skulle selvfølgelig have lov til at bevise for ham, at det faktisk var noget som hun kunne gøre, og at det ikke ville gå galt, for selvfølgelig stolede han på hende, men.. tog man chancer med dem som man elskede og holdt af? Han gjorde naturligvis ikke, også fordi at hun havde den betydning for ham som hun nu havde!
At høre hendes stemme nede i forhallen, var uden tvivl noget som bragte Evan en direkte lettelse, for det var noget som han havde haft brug for at høre! At hun var kommet hjem igen. Han lagde roligt læsebrillerne fra sig og bogen som han sad med i sine hænder i den varme pejsestue, kun for at søge ud i forhallen, hvor han kunne høre, at hun kaldte på ham. ”Det glæder mig du er hjem…” Han tav ved synet af den møgbeskidte lille pige, som hun kom hjem med i armene, også selvom han fra denne position, ikke var i stand til at se hvorvidt om det var noget som han kunne genkende, også selvom han vidste at Athena foragtede tanken omkring børn, så hvorfor skulle hun da bare vælge at tage et med hjem? ”Hvem er det..?” spurgte han med en ganske sigende og meget kortfattet stemme, også selv for at være på den helt sikre side, så han selv vidste hvad det var han havde med at gøre. Han havde jo trods alt vinket farvel til Jacqueline en gang.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena trådte roligt ind i den varme forhal med Jacqueline på armen. Efterhånden sydede de så meget at hun var fristet til at give efter for vægten som pressede på hende, men hun stod fast ved sin vilje og holdt sig oppe. Hendes hud var kold, hun havde trods alt skænket sin jakke til Jacqueline så hun ikke skulle fryse eller så hun om ikke andet kunne finde lidt tryghed. Døren lukkede hun ikke igen, primært fordi det var umuligt med begge arme hvilende omkring den halvsovende skikkelse. Hun vidste ikke hvad Evan havde tænkt sig at gøre med hende, men nu havde hun om ikke andet opfyldt sit ord til Jacqueline og bevist for hende at hun ikke var ude på at gøre hende ondt på nogen måde. ”Det er nemlig her han bor,” bekræftede hun med en blid hvisken. Måske hun ikke var god til børn også fordi hun var meget autoritær men hun havde nok lidt fra sin mor hvilende i sit indre, som gjorde at det på sit vis faldt hende naturligt. Hende og Evan havde kortvarigt snakket om børn og hun vidste at han ikke ønskede sig flere, hvilket hun også havde forståelse for.. sådan var det at finde en ældre mand. Hun blev roligt stående mens hun kunne høre ham nærme sig med hastige skridt. Et sted indikerede det kun at han havde været urolig, hvilket faktisk gjorde hende glad. Hendes blik mødte Evans i samme øjeblik han kom gående. Hun sendte ham et lidt træt smil, for hendes arme og ryg gjorde virkelig ondt! ”Jeg fandt hende på markedet i Rimshia. Hun ledte efter dig,” forklarede hun roligt og lænede sig en smule op af væggen for at aflaste sin krop lidt, det havde været en lang tur, det kom hun ikke uden om. Hun rynkede let på panden idet han ikke lod til at genkende tøsen, for hvem ville dog glemme en sådanne ung pige?”Jacqueline” svarede hun dog sandfærdigt. Efterhånden kunne hun selv bruge et bad.. men også træning, for selvom hun var træt så var det ved at være længe siden. ”Kan du tage hende? Hun begynder at blive lidt tung,” erkendte hun ligefrem stakåndet, for det begyndte virkelig at blive anstrengende selv for hende!

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

På turen hjemover, var Jacqueline faktisk formået at falde i søvn. Hvorvidt om det var på grund af den tryghed som det efterlod hende med, vidste hun ikke, men det at der var nogen til at holde om hende, var faktisk utrolig rart, selvom hun vidste, at det ikke var hendes far, hvilket også var noget som hun havde det fint med i længden, for hvad nu hvis han ikke gad hende mere? Stedet kunne hun genkende, også selvom hun ikke rigtigt havde gået op opdagelse, andet end den dag, hvor hendes far faktisk var kommet forbi, for at hente hende. Til hendes held selvfølgelig, for det var lige ved at gå galt, selvom det slet ikke var noget som hun tænkte mere over lige nu. Hun nikkede til hende og lagde igen hovedet mod hendes skulder, kun for at lukke øjnene igen. Selvom hun var sulten, så var det som om at trygheden bare automatisk førte til at hun følte for at sove. ”Kan mig godt se..” Ved at høre lyden af Evans stemme, hævede hun hovedet i takt med at han spurgte om hvem hun var. Ikke fordi at hun regnede med at han havde savnet hende, for hun havde jo altid været sur på ham, men at man ikke blev genkendt, var faktisk en tanke som gjorde hende ked af det, også fordi at han jo havde set hende før! Tænderne bed hun en smule sammen. ”Du godt ved hvem jeg er..” mumlede hun med en tvær stemme, for det gjorde hende jo faktisk ked af det, at han ikke kunne genkende hende.
At hun var ved at være tung, var ikke noget som kom synderlig meget bag på hende, også fordi at hun vidste, at hun var ved at være en stor pige, men selv hun var måske lidt krævende i denne stund, når hun sagde, at hun ønskede at være tæt ved denne Athena, for hun havde set hende, og hun havde skænket hende en omsorg, som hun havde savnet. Ingen tvivl om det. Hun rakte varsomt ud mod Evan i takt med at Athena synes hun var blevet for tung, og hun ønskede selvfølgelig ikke at være en som man blev træt af eller noget lignende, for det var jo slet ikke hendes hensigt, og da slet ikke, hvis dette jo faktisk var det sidste sted som hun havde at søge til, nu hvor hendes far ikke gad hende mere. Han var vel blevet træt af hende? Selvom det uden tvivl faktisk var en tanke som gjorde hende ked af det.

[Deleted]

Evan var slet ikke ude på at gøre nogen kede af det, men han måtte nu alligevel erkende, at han havde været urolig for at Athena færdes udenfor på egen hånd, og specielt efter hvad der skete sidst. Han elskede hende, og naturligvis ønskede han, at hun kom hjem ved godt vel i stedet for det modsatte, for ja.. et sted, så havde tanken vel også gjort ham en anelse paranoid, men det var nu heller ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget ved, som det stod lige nu. Han vendte blikket direkte mod hende og den lille pige som hun havde i sine arme. Hun vidste at hun ikke var meget for børn, og han havde heller ikke ligefrem givet udtryk for at ville ønske sig flere. Han søgte direkte hen til dem. Sådan som tøsen så ud, så genkendte han hende ikke, og specielt heller ikke, nu hvor hun var med ryggen til ham. At tøsen så hævede blikket og vendte sig mod ham, så genkendte han hende selvfølgelig! ”Selvfølgelig ved jeg hvem du er, Jacqueline. Jeg kunne bare ikke lige genkende dig..” Han nikkede til Athena, kun for at tage fat i hende og få hende over på sin egen arm i stedet for. Han havde måske ikke haft det bedste forhold til den kære lille pige, og havde bestemt heller ikke regnet med at se hende igen – specielt ikke efter at Sonic ikke havde givet nogen lyd fra sig. Desuden var Zachary sendt til en anden familie, som uden tvivl ville være i stand til at passe bedre på ham, også fordi at det ikke lige var gået mellem ham og Athena, som han havde håbet på, og Athena var og blev for altid den som han ville sætte før han ville sætte noget andet. Han lod tøsen finde til hvile mod hans skulder. ”Du er jo helt kold pigebarn..” Han tog om Athenas kappe og lagde den mere omkring hendes skikkelse, så han kunne holde hende mere varm. Hvad hun egentlig havde lavet udenfor, vidste han ikke, også fordi at Sonic havde forsøgt at give ham en lektion i hvordan man passede på børn, og det var bestemt ikke fordi at han havde formået at gøre det synderlig godt selv, kunne han jo se! Han vendte sig derefter mod Athena. Det var skam ikke fordi at han ville glemme, at hun også var til stede, for det ønskede han da slet ikke. ”Gå ind i pejsestuen og få varmen, min skat. Jeg får hende i bad og får hende lagt, så kommer jeg ned derefter,” afsluttede han med en rolig stemme, inden han vendte sig om og søgte mod trapperne, for at komme ovenpå. At de nu skulle handskes med Jacqueline havde han slet ikke regnet med!