I can't find my way home..

[Deleted]

Træningen var Athena velkendt, og det vidste Evan udmærket godt, også selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at blande sig i, så var det trods alt et fristed for dem begge. Nu hvor de havde hinanden, så var det jo noget som de kunne vise ekstra intenst i nærheden af hinanden under træning, og det var noget som selv han godt kunne lide, for der skilte han sig bestemt heller ikke fra alle andre mænd, hvor han derimod, var ligesom de var. Han kunne lide en kvinde, og han kunne lide Athena.. Det kunne bestemt heller ikke blive bedre. ”I dine drømme måske..” endte han med en ganske sigende mine, også selvom han nu alligevel blev liggende sammen med hende, for selv i hans forstand, så var det faktisk umådelig rart at have hende tæt på sig, på den måde. Han sukkede let, også selvom han lod hånden forblive lukket omkring hendes. Magien var ikke nær så trættende for ham, som den ville være for hende, for hun var slet ikke vant til at udnytte sin krop og sin livsenergi på den måde, og derfor ønskede han naturligvis også at det hele foregik under kontrollerede forhold, netop så det ikke skulle ende med at gå galt. Den lysende kugle som forlod hendes hånd – endda lys, indikerede kun det lys som endnu var i hende. Han smilede let for sig selv, som han så til at sommerfuglene faldt til jorden som glitrende støv. At det så selv var noget som kom selv bag på hende, var noget som fik ham til at vende blikket mod hende endnu en gang. Det var faktisk utroligt, at hun havde formået at klare det ved første forsøg, også selvom det havde været fuldkommen ukontrolleret, men de var jo trods alt nødt til at starte et sted, specielt hvis hun ville gøre sig nogen forhåbninger om at komme op i hans liga, for han havde godt nok også trænet med det i frygtelig mange år. ”Hvad der skete, var at du vendte frygten til et forsvar, kæreste.. Du fandt magistrømmen i dig, fokuserede på den og gav den det udspil som skulle til, for at beskytte dig mod den såkaldte fare, som stod overfor dig,” forklarede han roligt. Sejt..? Ja, det var måske ikke ligefrem det udtryk som han ville bruge personligt, men hun var jo ung i forhold til ham, og nogen gange kom det jo også en kende til udtryk, selvom det nu slet ikke var noget som gjorde ham det mindste. At hun prikkede til ham, satte en sitren i ham, hvor han kæmpede sig op at stå igen. Han åbnede hånden, kun for at lade sværdet svæve tilbage i hans hånd, hvor han lukkede den godt om det, kun for at vende blikket direkte mod hende endnu en gang. ”Dit træk.”

[Athena Maloya Mathimæus]

Træningen var velkendt og det var noget som Athena fandt tryghed i. Desuden var det en måde hvorpå hun kunne komme tæt på ham uden at gøre sig millioner af tanker først som hindrede hende i at tage inititativ. Det var lettere i de vante omgivelser. For en studn blev hun liggende med ham og følte hvordan varmen fra hans hånd og følelsen af hans liv, strømmede igennem hende som en form for kilde til magien. Hun var stærk af sig. Hendes evner var langt større end Zacharias’, forskellen var bare at han havde temperament til at kontrollere det, det havde hun ikke og det var næppe noget hun nogensinde ville gå. Dog kæmpede hun en brav kamp for at komme op i den store liga. ”Godt du har lært mig at det er rimeligt at drømme,” påpegede hun lidt kækt. Ja når selvtilliden først prægede hende, så havde hun måske en tendens til at være lidt stor i munden, det måtte hun have efter sin far. Forbavset så hun til mens sommerfuglene faldt til jorden som en form for glitter. Hendes magi var lys det herskede der ingen tvivl om, og et sted var det en fordel både i forhold til at bekæmpe warlocks, men det gjorde hende også speciel hvilket hun godt kunne lide. Stadig ramt af noget som føltes som eufori, rejste hun sig op og betragtede ham med et glimt i øjet der kun fortalte at hun både var motiveret og klar til den egentlige træning nu. Blot for at tirrer ham prikkede hun let med sværdets spids – ikke noget som ville skade ham, men det var ej heller helt behageligt. På denne jord var de måske stadig kærester men de kunne godt tillade sig at være lidt hårde ved hinanden, og det skabte faktisk en form for spænding som hun var glad for. ”Men hvordan gjorde jeg det, Evan? Det eneste jeg fokuserede på var følelsen af dine hjerteslag og lyden af din stemme. Jeg ved ikke hvad jeg selv gjorde,” erkendte hun med en panderynken. Magien ville nok blive lidt mere kompliceret end hun umiddelbart havde regnet med. Idet han igen kom på benene, tog hun fat om sit sværd med begge hænder, for hun vidste at han ville lade hende slå først som altid. Hun sendte ham et næsten uskyldigt smil, idet hun uanstrengt dansede mod ham med en kombination af tre forskellige slag hvoraf de to første var centreret ved hans overkrop, mens hun ved det sidste næsten gik ned i spligat for at hakke ud efter hans ben med et hæst støn. Selvom hun udmærket kunne føle at hun ikke havde trænet længe så var det nu engang rart at komme i gang igen!

[Deleted]

Træningen var yderst velkendt for dem begge to, og det var uden tvivl noget af det som passede Evan helt fint, for hun vidste hvad hun skulle forholde sig til, og det samme gjorde han. Desuden var det en glimrende og oplagt mulighed for ham, hvorpå at han kunne sætte hende lidt i fokus, selvom de nu også havde lille Jacqueline, så det var egentlig også noget som passede ham helt fint. Selvom de nu lå der på jorden og det hele, så var det faktisk rart at komme lidt i gang igen, for det havde han uden tvivl brug for. Han sendte hende en kæk mine. ”Det er ikke farligt at drømme. Det er dem som får os frem i denne verden.. Men at overgå mig..? Den tror jeg ikke du skal sætte snuden op efter,” påpegede han med en tydeligt drillende mine, for det morede ham jo uden tvivl. At hun havde fundet styrken til at udføre magien i ham, var noget som han i den grad tog som en yderst positiv ting, men hun skulle jo trods alt også lære at gøre brug af den, uden at han ville være til stede altid, for han vidste jo godt, at han ikke altid ville være der til at redde hendes ende, og derfor var det yderst vigtigt, at det var noget som hun lærte sig selv at gøre. Støvet var faldet til jorden, også selvom Evan ikke gjorde noget yderligere ved det. Det var jo noget af det mest praktiske med magi – Det kunne fjernes lige så nemt, som det var opstået. Han rejste sig op, som hun direkte opfordrede ham til det med at prikke. Det var ikke fordi at det var ubehageligt eller noget lignende, for det var det ikke. Det var bare selv en kende hårdt for ham at blive tvunget i gang på den måde. ”Du har fundet styrken til at benytte den magi som du har i krop, sind og sjæl.. Jeg må være din styrke, din ro og den fred som der skal til for at fokusere oprigtigt på det som du ønsker at gøre – I dette tilfælde, så ville du have sommerfuglene til at forsvinde.. og det klarede du. Det er imponerende af første forsøg,” roste han hende og med det samme rolige smil. Sværdet kom hurtigt op i hans hånd, hvor han lod hende slå først. Selvom det måske ikke var reelt i forhold til når det kunne blive nødvendigt at benytte sig af det i rigtig kamp, men de var jo trods alt nødt til at starte et sted, også så situationer som med Anyalina ikke kom til at ske igen, for det var slet ikke noget som han kunne sige sig, at finde sig i, for det gjorde han da slet ikke! At hun gjorde de tre hug mod ham, fik ham hastigt til at bakke, kun for at parere dem. Han smilede kækt, kun for at vende blikket mod hende. Magien ville hun lære, og det var noget som hun nok skulle finde ud af, ikke ville blive helt nemt. ”Du kan gøre det bedre end det der, Athena.. Vis mig hvad du kan!” sagde han langt mere fast. Her var han en træner og slet ikke en kæreste. Han trådte hastigt mod hende med sværdet højt hævet, idet han slog ud efter hendes hofte, lår og videre mod hendes skuldre – De steder man skulle ramme, for at uskadeliggøre en modstander.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena betragtede ham med et næsten mørkt blik. Dette var hendes legeplads, det var et sted hvor hun kunne udfolde sig og trække vejret frit uden en kniv for struben.. billedligt talt. På trods af de stærke følelser for ham, så var det ikke det som stod stærkest i hendes tanker, hun var fokuseret på at få ham ned, fokuseret på at skade ham, ikke alvorligt eller noget, bare nok til at indikere hende som sejresmester også selvom det næppe ville ske i dag. Sværdet holdt hun hævet også selvom det var med begge hænder, ikke fordi det var for tungt for hende, men mere fordi det gav hende en bedre kontrol og større styrke i sine slag. ”Det siger du nu. Jeg skal nok få dig ned en dag min kære, mit liv er ikke slut før,” erkendte hun med et kækt smil. Det var utrolig hvordan hendes selvtillid blomstrede med et våben i hånden, måske fordi det var det eneste hun nogensinde var blevet anerkendt for. Det havde kostet blod sved og tårer, men hun kunne det nu. Blikkedet faldt igen ned på støvet som lå ved hendes fod. Hun var stolt af at have klaret det også selvom hun ikke havde nogen idé om hvordan. Desuden var det vel mere energien fra ham hun havde næret sig på? Det kunne hun trods alt ikke gøre hver gang fremadrettet. ”Jeg er glad for den styrke du forsyner mig med, Evan, men det er upraktisk. Vil jeg kunne lærer at anvende den form for tilgang til magien uden din tilstedeværelse? Eller kan det blive problematisk,” svarede hun mens hun elegant lod klingen kløve luften mod ham. Det havde sine fordele at være en kvinde og i stand til at multitaske. Klingen slog mod hans med en metallisk klirren som næsten var sød musik i hendes ører. Hans hårde ord og at han igen pressede hende tog hun ikke så tungt. Jo det gjorde hende vred, men for hende var den konstruktiv når det foregik på denne måde, hendes styrke byggede op om vrede og aggressioner, og Evan havde desværre altid vidst hvilke knapper han skulle trykke på. Selvom hun bed tænderne sammen nåede hun ikke at svare før han kom mod hende med sværdet hævet. Det første slag overraskede hende nok til at hun ikke nåede at parerer og selvom hun bakkede bagud så lavede hans klinge et let snit hen ved hendes side. Smerten følte hun kun for et øjeblik, for hun var i stedet fokuseret på det næste som hun ganske fint fik forhindret. Ved sin skulder parerede hun endnu engang, også selvom hun denne gang lod klingen løbe op af hans for at holde det i skak, mens hun selv dansede en halv omgang rundt om ham, til sværdet slap hvorefter hun slog ud efter hans lår.

[Deleted]

Evan vidste udmærket godt, at Athena ville gå forbi ham hvad træningen angik før eller siden, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket i retningen af hende og med den samme ganske så kortfattede mine. Han smilede let for sig selv. Det var altid noget at hun satte de tanker frygtelig højt, for det var en utrolig selvtillid hun stod med, når hun stod med et våben i hånden. ”I så fald, så håber jeg godt nok, at du har en evighed på din side, kæreste.. Jeg lægger mig ikke så let,” påpegede han med en ganske sigende mine. Nu hvor sommerfuglene var væk, så var det tydeligt, at det var noget som lige så også havde påvirket hende, og det var egentlig noget som han havde det ganske fint med i den anden ende. Han trak sværdet til sig. Denne styrke som hun havde fundet ved at være omkring ham, var en som hun skulle lære at fokusere på, selv når han ikke var der, og det var det som hun skulle til at øve på, specielt hvis hun havde fundet den energi og det fokus som det krævede ,at samle den energi omkring magien, som den nu krævede. Han betragtede sig af hende, som han let svang sværdet ved sin side. Lidt praleri, kunne han vel godt stå lidt med? ”Skridt for skridt, Athena.. Nu hvor du ved at du kan, du ved hvordan det føles, og du ved hvordan man kan fokusere på det, så bliver den næste prøvelse, at gøre det uden at være i kontakt med mig.. Og tro mig. Det er der udfordringen ligger. Med træning vil det heller ikke føles nær så udmattende, som det vil komme til i starten,” forklarede han med en rolig og ganske bestemt mine. Jo hurtigere det blev slået fast, jo bedre ville det uden tvivl blive i den anden ende, hvilket han naturligvis var utrolig glad for. Selvom han hastigt var tvunget til at trække sig væk fra hendes slag, også selvom han hastigt slog sig ind for at give hende det modspil som hun tydeligt måtte efterlyse. At han ramte hende over låret, var egentlig ikke noget som han tog sig af, for det var her under træning, at han virkelig kunne være konstruktiv, og det var uden tvivl noget af det som han selv måtte nyde mest af, for det var forbandet rart, ingen tvivl om det. ”Vis mig hvad du kan, Athena.. Jeg ved du kan bedre end det der.. Hårdere!” endte han med en fast tone, som hun drejede omkring sig selv, og faktisk lige så formåede at ramme ham over låret. Han bed tænderne sammen i en let grimasse, selvom han slet ikke havde tid til at lægge yderligere i det. Han gjorde et kraftigt huk direkte mod hende, for at tvinge hende bagud. En mørk og sort skygge rejste sig bag ham, kun for at indramme hele træningssalen i et kæmpe mørke. ”Du kan ikke se mig.. Du ved ikke hvor jeg er.. Brug din magi Athena.. oplys det,” beordrede han fast.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det var slet ikke fordi Athena regnede med nogensinde at kunne overgå sin læremester, men det var da et godt mål? I så fald vidste hun at hun ville yde sit bedste. På trods af den ødelagte selvtillid, så var det noget der ændrede sig når hun stod med et våben i hånden. Hun vidste hvordan det skulle bruges, for det havde hun lært for mange år siden.. hun følte sig magtfuld og stærk men på en kontrolleret måde som hun ikke havde på samme måde når det kom til det mentale. Ved hans ord himlede hun blot med øjnene. ”Det er grunden til at jeg træner ikke sandt? Så du en dag ikke har noget andet valg end at lægge dig ned,” tilføjede hun en kende drilsk. Hun så frem til at lære magien at kende.. det ville bringe hende et skridt tættere på at nå han niveau også selvom der ville gå lang tid. Lige nu kunne hun ikke lade være med at spekulere over hvordan pokker hun skulle lære at lokalisere magien uden direkte kontakt med ham. Idet han begyndte at blære sig, svang hun sværdet mod hans hånd i et forsøg på at afvæbne ham. Det gjorde ham trods alt u koncentreret for en stund. ”Jeg ved ikke hvordan jeg lokaliserede den.. de skete bare, ligesom det mentale i sin tid. Desuden må jeg erkende at det var udmattende, mere end jeg havde regnet med,” svarede hun en smule forpustet eftersom de blandt alt snakken, dansede om hinanden med klingende sværd. Måske hun endnu ikke var så dygtig, men hun kunne om ikke andet give ham lidt mostand. Lidt stolt smilede hun for sig selv da sværdet endte med at lave en flænge på hans lår som han havde gjort i hendes side, også selvom smerten ikke rigtigt bed på hende. Lykken var dog kortvarig idet mørket fyldte rummet. Det skræmte hende ikke, for det var ikke første gang han lavede nummeret. ”Jeg hader når du gør det der,” mumlede hun og holdt sværdet hævet foran sig, brugte sine sanser til at høre hans skridt. At han så i stedet ville have hende til at oplsye mørket fik hende til at måbe. ”Jamen…” udbrød hun lidt forvirret, for hvordan skulle hun dog gøre det? Først forsøgte hun at lukke øjnene og mærke energien som hun havde gjort før, men det løb hende bare koldt ned af ryggen ved tanken om ikke at vide hvor han var eller hvad han lavede. Det stressede hende at han beordrede hende til at gøre det når hun ikke kunne. ”Jeg kan ikke!” råbte hun vredt, kunne han da ikke bare forstå det?! Netop som hun blev hidsig nok og smed sværdet fra sig i ren og skær frustration, bredte et lys sig fra hendes krop. Det var ikke et lille et, men derimod et som på sekunder hviskede mørket bort med en sådan kraft at hun blev kastet tilbage i væggen. Ligesom de mentale evner så lod det til at også magien ville blive hende et problem at kontrollere.

[Deleted]

Athenas selvtillid når hun først stod der med et våben i hånden, var uden tvivl ubeskrivelig, men selv Evan kunne lide at se hende med den, for det klædte hende uden tvivl, også selvom han vidste, at det var noget som tog hende forbandet lang tid, så var det slet ikke noget som røre ham det mindste. Før eller siden, så vidste han nemlig godt at hun ville gå forbi ham dygtighedsmæssigt, for hun var virkelig talentfuld hvad dette angik, så han var slet ikke i tvivl om det, og det var en glæde, som han faktisk gerne ville give hende, når det skulle komme så langt. ”Hvis du tror, du har muligheden og chancen for det, så.. du skal naturligvis få lov til at gøre et ihærdigt forsøg,” påpegede han med en tydeligt morende stemme, som han let blinkede til hende. Selv nu hvor de var kommet så langt, at de skulle til at øve og træne magi, så var det noget som han naturligvis meget gerne ville hjælpe hende med. Han trak vejret dybt og nikkede så. Pointen var at hun havde fundet den, og hun havde formået at fokusere og lokalisere den. ”Det magiske og det mentale, er der ikke den store forskel på, for fremgangsmetoden er stort set den samme. Det er det som kan gøre det en kende sværere. Det er udmattende.. Men du vil vænne dig til det,” lovede han med en rolig stemme, for han mente det skam. Hans hjerte hamrede fast mod hans bryst, idet han selv lod sin egen magi omfange det hele i det kulsorte mørke. Han smed sværdet fra sig, kun for at bevæge sig rundt omkring hende i cirkler. Hans øjne lyste nærmest op som små lysende kugler i mørket, men slet ikke nok til at det var noget som man som sådan ville bide sig mærke i, eller som ville virke oplysende på nogen måde, for det gjorde det slet ikke. Han kneb øjnene let sammen. ”Fokuser Athena,” sagde han med en kortfattet tone. At det ikke virket, irriterede ham et sted. ”Du forsøger ikke hårdt nok!” Han vidste at det var svært for hende, og at hun ikke lærte tingene hurtigt eller noget lignende, men han var jo nødt til at gøre et eller andet, ellers gik det jo galt for alvor, og det var slet ikke noget som han kunne sige sig, at være det mindste interesseret i, når det endelig skulle være i den anden ende. Som hun smed sværdet fra sig, og det kraftige lys igen meldte sig i hende, så brød det allerede med hans mørke med det samme, selvom hun blev kastet direkte bagud og i jorden i stedet for. Han rettede sig op, og søgte hurtigt hen til hende. Det var jo trods alt heller ikke meningen, at hun skulle komme til skade med disse ting. Han knælede ved hendes side, kun for at betragte hende. ”Du styres af vrede og frustration, Athena.. Det er ikke godt nok,” sagde han endeligt og med en ganske bestemt mine.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde endnu meget at lære og hun havde ikke den største grund til at være så selvsikker med et svær i hånden, for der var langt op til toppen endnu. Hun gav ikke så let op, og hendes liv ville ikke være fuldført før hun havde fået ham ned at ligge så udmattet at han ikke ville være i stand til at rejse sig igen. Hun smilede for sig selv ved tanken. ”Tro mig, jeg vil kæmpe en brav kamp,” lovede hun selvsikkert. Det var i det mindste et løfte hun ville være i stand til at holde. At det magiske og mentale ikke lå så langt fra hinanden, fik hende til at miste modet lidt eftersom hun udmærket huskede hvor mange år hun havde brugt på at kontrollere det mentale hvilket ikke engang var noget hun kunne til fulde endnu, og særligt ikke efter alle de år hvor hun selv havde rendt forvirret rundt. Hun sukkede dæmpet. ”Det gør det bestemt ikke nemmere, Evan. Det er desuden langt mere udmattende og jeg ved for pokker ikke engang hvad det er jeg gør,” svarede hun lidt irriteret. Mørket som sluttede sig om hende, skræmte hende ikke, men det frustrerede hende derimod at hun ikke kunne finde ud af at bryde det selvom han virkelig pressede hende. Hans ord på sidelinjen var kun noget som gjorde hende hidsig, hvilket også fik lyset til at bryde ud. Selv blev hun kastet tilbage med en kraft ind i væggen, før hun faldt til jorden med en grimmase. En kende uforstående blinkede hun et par gange, og rettede sig lidt op. ”Av,” mumlede hun endnu vred og ømmede sin ryg. Hun var slet ikke sikker på hvad der var sket, for det hele var gået temmelig stærkt. Blikket faldt på Evan som var gået i knæ ved hende, også selvom hun var glad for at han ikke berørte hende. ”Det kan du sagtens sige,” bed hun og kæmpede sig op på benene også selvom hun var lidt mere stiv en før. Det var ikke synderlig behageligt. ”Hvorfor siger du det som kommer det dig som en overraskelse? Har jeg ikke altid været styret af min vrede og frustrationer? Jeg troede det var hele problematikken med henblik på det mentale også. Det er ikke så nemt at ændre,” påpegede hun frustreret og lod fingrene glide hen over det nederste af ryggen i håb om at det ville lindre lidt også selvom der ikke skete det helt store. ”Igen,” bad hun kortfattet uden at samle sit sværd op for det ville hun næppe få brug for. Hun nægtede at give op før dette ville lykkes hende, bare den ene lille ting at antænde et lys men hun kunne ikke love at det ikke ville blive på baggrund af vrede.

[Deleted]

Selvom vejen måske var lang endnu, og der endnu var rigtig meget at lære, så var Evan slet ikke i tvivl om, at hun en dag, nok skulle formå at gå forbi ham, for hun var talentfuld, og det var jo trods alt også ham som trænede hende i dette. At det lige så var et mål for hende, at komme forbi ham, var noget som fik ham til at smile ganske tilfredst for sig selv. ”Så skal du lægge betydeligt mere i det,” påpegede han med en ganske kortfattet og yderst sigende mine, inden han igen vendte blikket i retningen af hende, og med den samme direkte intense mine. Han trak vejret ganske dybt, mest af alt for at tage sig ordentligt sammen. Magien var en hård ting at lære, og det vidste hun vel også udmærket godt, eftersom hun kun lige havde forsøgt sig med det, og det var jo tydeligt, at det var noget som tilsyneladende også måtte påvirke hende id en grad, men det var nu heller ikke noget som han sagde det mindste til i den anden ende, for hun skulle lære sig det, hun skulle vænne sig til det, og mest af alt, så var det vigtigt, at hun lærte at fokusere, uden at hun kunne se ham, eller vide, at han var i vejen for det hele. ”Første forsøg med magien er altid trættende, udmattende og ikke mindst forvirrende. Det er alligevel imponerende, at du har formået at få det ud og frem i første forsøg. End ikke det formåede jeg,” påpegede han ganske sigende. Selv var han jo meget selvlært i tingene, for man kunne ikke ligefrem sige, at der havde været nogen til at lære ham den slags, men det var komplet underordnet. Som han havde ladet mærket omringe dem begge af mørket, og hun havde brudt det, udelukkende ved ren vrede og frustration, så var det bestemt heller ikke noget som altid gjorde tingene nemmere for deres vedkommende. Han var hurtigt henne ved hende, som hun var skubbet direkte i jorden ved at ramme væggen. At hun var påvirket af vrede og frustration, var ikke ligefrem noget nyt, for det var og havde været hendes kilde frem igennem temmelig mange år, og det havde aldrig forandret sig. ”Tro mig, Athena, det er skam ikke fordi at det kommer mig som nogen overraskelse, for det gør det ikke. Det er vigtigt for alle parter, at finde en anden vej at fremdrive den relevante følelse på, uden at det skal tage overhånd,” sagde han endeligt, som han rejste sig i takt med hende, for han vidste jo, at hun ikke ønskede hjælpen. Her var ham måske mere træner end han var kæreste, men det var jo egentlig også noget som passede ham fint. Han trak sig igen et par meter fra hende. ”Fokuser udelukkende på hvad du ønsker at opnå, Athena… og intet andet,” sagde han endeligt, inden han igen lod mørket sprede sig fra ham og dækkede hele rummet til, så man igen ikke var i stand til at se noget som helst.

[Athena Maloya Mathimæus]

Med alt den forvirring, så var det rart at være tilbage i noget velkendt. Tilbage i træningssalen hvor Evan ikke var andet end hendes træner som forsøgte at presse hende til benene faldt sammen under hende. En dag ville hun overgå ham.. måske, så svært som hun havde ved at lære det, så turde hun næsten ikke håbe på det. ”Jeg prøver,” svarede hun en kende kortfattet og forsøgte at samle sig lidt. Hun var forpustet efter det sidste forsøg, det var langt mere energikrævende end man skulle tro, særligt for hende som ikke havde trænet i lange tider. Hun så hen på Evan med et lidt irriteret blik. Hun hadede når tingene ikke lykkedes for hende, også selvom man nærmest ikke kunne have forventet andet. Normalt havde hans ord gjort hende stolt, men hun var blevet så målrettet til at ros ikke rigtigt gav nogen mening for hende, før hun havde formået at fuldfører det korrekt. ”Måske, men som du selv siger, så er det næppe til nogen nytte hvis ikke jeg lære at kontrollere det,” påpegede hun sigende. Det var for farligt for hende bare at lege med, og hun lod sig styre af sin vrede og af sin frustration, sådan havde det altid været. Det var sådan hun havde slået sine forældre ihjel. Tanken fik hende til at synke en klump, inden hun forsøgte at slå den helt fra sig. Hun kom igen på benene. ”Er det muligt at finde en anden kilde? Eller må jeg faktisk lære at kontrollere det andet?” spurgte hun ligefrem. Lige når det kom til træning, så var hun ikke ligefrem kendt for at spilde tiden. Hun samlede sit sværd op og holdt det klart foran sig idet Evan forsvandt et sted i de mørke skygger. Hun missede med øjnene og forsøgte uden held at se gennem det tykke mørke. Først da det gik op for hende at det ikke virkede, lod hun blikket glide i og forsøgte at se lyset for sig. Hun slap sværdet. Det ville ikke blive nødvendigt. Begge hænder holdt hun frem for sig og bed tænderne sammen. Det gik ikke op for hende at hun også holdt vejret, før den manglede ilt gjorde hende lidt svimmel. Det fik hende dog ikke til at stoppe. En lille gnist sprang fra hendes fingre også selvom den slet ikke var i stand til at oplyse noget som helst. Jo mere hidsig hun blev over sine mislykkes forsøg, des mere opbyggede det sig i hende, men hun kunne ikke få det ud. Efter et par minutter gjorde hun nøjagtig det samme igen. Mørket blev fortrængt, men styrken på lyset var ukontrolleret og tvang hende igen et par meter hen af gulvet.

[Deleted]

Evan vidste godt, at Athena søgte den tryghed og de vante omgivelser i en træningssal, og derfor havde han slet ikke noget imod at give hende den tid, for så var det da tydeligt for ham, at det var noget som kun måtte være nødvendigt for hende, og han havde intet imod, at hun selv gav udtryk for det. Hun havde fået magien ud allerede i første forsøg, hvilket end ikke han havde klaret, dengang han havde været ganske ung. Han havde bare ikke været særlig gammel, da han var tvunget igennem træningen med dette, hvor hun derimod var oppe i alderen, men det var jo først nu, at hun gav udtryk for at være klar til at lære det, og så ville han bestemt heller ikke lade sig stoppe af det. ”Du vil lære at kontrollere det, og jeg skal hjælpe dig med det, Athena,” fastholdt han med en sigende mine. Hvorfor det pludselig var noget som hun var så opsat på, vidste han ikke, men det var vel fordi at hun havde brug for det? Han søgte hen til hende i stedet for. Hun skulle lige have pusten igen. Med magien, kunne han ikke køre hende nær så hårdt, som det han plejede at gøre, og det var naturligvis også noget som gjorde sit for hans vedkommende, for hun var nødt til at lære det på en ordentlig måde. Desuden vidste han at magien nok skulle køre hende død for energi alt efter hvor meget hun magtede at prøve sig med den. ”De stærkeste følelser, er dem som giver det hele frit udløb, Athena. I dit tilfælde, er det vreden. Du skal lære at tøjre den,” sagde han ganske kortfattet.
Endnu en gang lod Evan mørket omslutte sig hele salen, så det var umuligt at se noget som helst. Hendes sværd i næverne ville ikke ligefrem gøre hende nogen gavn. Evans øjne lyste nærmest op i mørket, som han stirrede på hende med en direkte kold og intetsigende mine. ”Koncentrer dig!” hvæsede han kraftigt. Det lille lys var dog om ikke andet, en start på det hele, og det glædede ham, at hendes fremskridt om ikke andet, så var til stede, så man kunne se dem. At det sammen så derimod skulle ske igen, var noget som fik ham til at sukke tydeligt og opgivende, inden han igen nærmest opslugte mørket og igen lod lyset trænge igennem. For ham, var dette jo trods alt også en smal sag, men han havde jo også langt flere år på bagen, end hvad man kunne sige, at hun havde. ”Det er slet ikke godt nok, Athena. Du er nødt til at koncentrere dig! Fokuser på hvad du ønsker at opnå med det, og intet andet! Ikke tænk på hvor frustrerende det er at fejle!” sagde han med en fast tone. Denne gang dannede han sig en magisk kugle i sin hånd. Mørk som kul, hvilket næsten også viste sig i hans øjne. Han måtte køre på hende, for hun var nødt til at lære det!

[Athena Maloya Mathimæus]

Træningen tog lidt tankerne fra Jaqueline og fra alle de forvirrende følelser og forandringer som skete i øjeblikket. Det var ikke fordi at hun ikke var glad for Evan som sin kæreste, for det var hun virkelig! Men til tider var det også rart at se ham som træner.. som det hun huskede. Det var tilsyneladende ikke et problem for hende at få magien ud, det var til gengæld et problem for hende at styrer det, og eftersom Athena efterhånden kendte sig selv ret godt, så vidste hun godt at det ikke var noget hun ville få styr på uden videre. Hun nikkede stille til Evans ord også selvom hendes blik afslørede en hvis form for usikkerhed. ”Det håber jeg,” svarede hun blot. Før hun havde lært at kontrollere sine gaver, havde det været livsfarligt for alle omkring hende, og det var det et sted stadig, så lang tid hun ikke var i stand til at kontrollere sin vrede.. hun var en tikkende bombe og kun Evan kunne få hende til ro. Hun stod lettere stakåndet da hun igen kom på benene og måtte for et lille øjeblik, læne sig op af væggen. ”Det er mere energikrævende end man skulle tro,” erkendte hun og forsøgte at få vejrtrækningen under kontrol igen. Efter faldet var en hun kende øm i ryggen og lænden, men ikke noget som gav anledning til brok, for Evan havde tæsket hende igennem det som havde været langt værre. ”Hvordan tøjre man en følelse som er skabt til at være ustyrlig?” spurgte hun med en panderynken og vendte blikket mod ham. Som sædvanlig tog hun ikke imod hjælp fra ham, men hun var glad for at han søgte mod hende for lige at give hende et pusterum. ”Det var nemmere hvis du ikke forstyrrede!” vrissede hun. Den lille gnist havde ikke været meget at prale af, men det havde været det tætteste af alle forsøg hun havde gjort. Den havde været kontrolleret.. det store lys var bare kommet og hun havde ikke en idé om hvordan eller hvorfor men den havde blæst hende omkuld igen. Hun lå på jorden endnu engang og forsøgte at kæmpe sig op på benene. Det lå ikke til hende at give op, så hun var klar til endnu et forsøg selvom det virkelig sugede alt der mindede om energi ud af hende. ”Uanset hvor meget jeg fokuserer på målet, så sker der jo ikke n…” Athena tav hurtigt da hun så hans blik formørkes. Hendes hjerte sprang et slag over. Hun havde set ham bruge magi før, men det havde været i forhold til at beskytte sig mod det med våben. Nærmest automatisk greb hun ud efter sværdet ved siden af sig. ”Hvad skal det nu gøre godt for?” mumlede hun lidt hidsigt og kæmpede sig på benene, for chancerne for at klare det var ret usandsynlig hvis man allerede lå i jorden, det var trods alt det som var gået galt da hans søster havde fanget hende ved søen.

[Deleted]

Hvis der var noget som Evan havde fundet ud af, så var det at Athena havde brug for noget genkendeligt, og det var han vel som træner for hende? Magien var en hård ting at arbejde med, og det var nu også kun ved at være på tide, at hun lærte den kunst, så hun kunne forsvare sig oprigtigt, når det endelig skulle gå hen og blive nødvendigt. For ham, var det her stort set kun en opvarmning, men han havde derimod også arbejdet med dette og hårdt igennem frygtelig mange år. Han havde jo lært det i en tidlig alder – nøjagtigt ligesom Zacharias. ”Siden hvornår har jeg ladet dig arbejde og sidde med det hele selv?” spurgte han ganske sigende. Selv måtte han jo erkende, at det var rart at være tilbage i træningssalen igen, for det var noget som han, uden tvivl også havde haft voldsomt brug for. Det krævede energi og en udholdenhed som man fik med træning med magien. ”Det vil det komme til det næste rigtig lange stykke tid. Med tiden vil du vinde en styrke og en udholdenhed, som får det til at virke som.. ingenting.” fortalte han med en ganske sigende mine. Han ville ikke hjælpe hende op, for han vidste, at det uanset ikke var en hjælp som hun ville tage synderlig godt imod uanset hvad. Han kneb øjnene let sammen. ”Enhver følelse kan man lære at tøjre til en grænse, og i dette tilfælde, er det vreden som er den følelse som bunder i dit udløb, og den som du skal lære at tøjre, Athena. Du må lære det,” fastholdt han. Enhver følelse var ikke umulig, men selv han vidste, at vreden uden tvivl var en af de værre, og ikke noget som han just kunne gøre det største ved lige nu. Han søgte roligt mod hende, også selvom det ikke var fordi at han ville give hende et pusterum, men fordi at han ville lære hende at forsvare sig. Hun var nødt til at mærke det på egen krop, egen tankegang og på sit instinkt. Det hele skulle læres i den forstand, at det nærmest ville lægge sig på hendes rygrad. Den magiske kugle skabte han i hånden. Normalt ville han gå ind for forsvar, men selv han havde lært at bruge det som et angreb. ”Læg det sværd fra dig, det vil ikke beskytte dig i den her situation. Brug din magi.. Brug den som et forsvar. Jeg repræsenterer mørket.. Brug det lys som du er født med, og slå fra dig.. Ram mig med det..” Denne gang var det udtalt mere i en ordre. Om han så skulle kyles igennem lokalet, så ville det næppe blive første gang, at han skulle være udsat for noget af dette, hvilket nu heller ikke var noget som gjorde ham noget. Kuglen kastede han direkte efter hende. Den var ikke stærk som den normalt ville have været, men den ville stadig gøre ondt når den ramte. Han ramte stort set aldrig ved siden af.

[Athena Maloya Mathimæus]

Selvom Athena var opsat på at lære magi, så vidste hun godt at det ville tage frygtelig lang tid før hun ville være i stand til at præstere noget som helst. Hun var ved at være gammel i forhold til at lære plus hun altid havde haft svært ved den slags. ”Hvis det havde været tilfældet, så havde Anyalina slået mig ihjel,” påpegede hun roligt. Hvis han havde ladet hende stå selv med det hele, så havde hun ikke lært noget som helst. Hun nikkede stille og havde efterhånden fået pusten igen. ”Det var om ikke andet en god nyhed,” mumlede hun og kunne ikke rigtigt skjule sin irritation. Hun havde altid hungret efter at være den bedste og ikke mindst efter at gøre ham og Jared stolte af hende. Sidstnævnte var mislykket totalt, Evan var vel en smule?
Hun bed sig hårdt i underlæben og kunne ikke lade være med at føle sig lidt frustreret. Vreden var virkelig ikke nem at tøjle, den fik hende som regel til at føle sig umådelig stærk men hvad hjalp det hvis det gjorde skade på de forkerte? ”Hvis bare jeg vidste hvordan,” sagde hun stille og børstede sin side selvom det ikke rigtigt gjorde nogen forskel, der var ikke beskidt. Det måtte være en vane fra slagmarken. Hendes øjne blev en del større da han dannede en mørk kugle i sin hånd. Det var ikke første gang, men hun vidste udmærket hvor ondt den gjorde at blive ramt af. Sværdet slap hun øjeblikkeligt, lod det falde på gulvet med en ubehagelig klirren. Der var ikke rigtigt noget at beskytte sig med. Hun så ned på sine hænder, og forsøgte ikke at tvivle på sin kunnen. Hun lukkede øjnene og holdt hænderne op med håndfladerne rettet mod ham. Hendes hjerte slog, hun kunne udmærket mærke vreden bruse gennem hende, frustrationen.. hun trak vejret helt ned i maven fokuserede på at beskytte sig selv. Langsomt dannede et blåt skjold sig om hende, varmen bredte sig fra hendes hænder, holdt hende fast i hendes koncentration. Kuglen ramte skjoldet, og slog tilbage mod Evan. Trykket fik hende brat til at miste koncentrationen da hun nær havde mistet balancen. Skjoldet faldt øjeblikkeligt, men lige der og da var det lige meget! Hun havde gjort det! Hun havde faktisk udøvet magi, selv med den brusende vrede i sine årer. Det havde ganske vidst ikke været en kugle som hans, men det var et forsvar og det var vel en start! Hendes læber lyste op i et lidt selvtilfreds smil. ”Kom ikke og sig jeg er helt håbløs,” påpegede hun og kunne ikke skjule sin stolthed.

[Deleted]

Evan vidste udmærket godt, at Athena havde været heldig hvad angik hendes møde med Anyalina, for han vidste, at den kvinde var hård. Det var nu ikke en kvinde, som hun behøvede at tænke mere over, for hun var død nu. Han havde slået hende ihjel. Man skulle bare holde sig langt væk fra den kvinde, som han holdt af og elskede mere end noget andet, så det havde hun bedt om! ”Det havde hun uden tvivl. Hun er en hård kvinde, og har altid været det. Du har været heldig at komme vel igennem et møde med hende,” fortalte han sigende. Det var jo ikke noget som Cecilaya havde klaret, og hun havde altså været en stærk nok dæmon fra før af. Hun ville komme til at bruge lang tid på at lære det hele at kende, og lære at styre og kontrollere det, og det vidste de begge. ”Det er også sådan du skal se på det. Før du ved af det.. Kan du faktisk give mig konkurrence, hvad angår magien,” tilføjede han med en rolig stemme.
Hvis der var nogen som gjorde Evan stolt, så var det uden tvivl Athena. Han vidste, at hun ikke havde haft det særlig nemt, og at det havde været hårdt for hende ikke mindst, med en far som knapt ville vide af hende, så han havde jo været det eneste, som hun havde haft. Nu ville han teste hende ordentligt, også selvom han vidste, at det var yderst sjældent han gjorde brug af magi på denne måde, så var han jo nødt til at gøre et eller andet. Han kneb øjnene ganske let og fast sammen og med den magiske kugle i hånden. Sværdet ville ikke yde hende nogen form for beskyttelse. Det var alt sammen i hovedet og i sindet. Man skulle forestille sig, hvad det var man ønskede at udøve med det. ”Fokuser udelukkende på det som du ønsker at udøve med det, og det udelukkende,” endte han ganske kortfattet, inden han kastede kuglen direkte mod hende. Den ville naturligvis brænde når den ramte, for det var yderst sjældent at han ramte ved siden af. Det beskyttende skjold, som hun alligevel formåede at danne, og hans kugle ramte, inden det blev sendt direkte mod ham. Naturligvis med en svækket styrke, da den allerede havde ramt noget andet på sin vej, så var det ganske vidst ikke lige det som han havde været forberedt på. Han kneb øjnene sammen, inden kuglen fløj direkte mod ham. Han tog imod den med begge hænder, selvom han blev skubbet en anelse bagud. Han knyttede næven og kuglen forsvandt. ”Imponerende..” sagde han endeligt, idet han vendte blikket mod hende. Han var faktisk oprigtigt imponeret.