I can't find my way home..

[Athena Maloya Mathimæus]

Hvad det var Evan fandt så charmerende ved hende, havde hun svært ved at se eftersom han var en hård mand. Diane havde passet lidt mere til hans image med den forfinede stilling til alting og følelseskolde blik overfor alle andre end ham. Hun havde aldrig brudt sig om hende. Når det var sagt så måtte han have en svaghed for procianere, for det var Malena trods alt også. ”De fleste forbinder et godt hjerte med naivitet, men du har lært mig ikke altid at stole på det bedste i folk og særligt ikke i dette land. Jeg er kun glad for at du ikke ser det som en svaghed eller finder det utiltalende, det er trods alt det vigtigste. Hvad andre mener bekymre mig ikke synderligt,” erkendte hun med et stille smil. Jo mere han remsede op fra hende, des mere varm følte hun sig. Til tider var det rart at få bekræftet hvor højt han faktisk elskede hende, og særligt når hun ellers gik og var forbandet usikker på hvordan hun skulle forholde sig til det de havde. Måske hun var blevet mere målrettet med årene, men hun var stadig usikker på hvad hun kunne tillade sig eller ej. Hun himlede atter med øjnene. Den mand var jo direkte umulig! ”Jeg har aldrig mødt en mand med så store krav som dig, Evan, men det gør mig intet så lang tid jeg kan leve op til det. Du ved ikke hvor meget jeg nyder at høre dig sige det.. det føltes langt bedre når jeg ved at det er virkelighed og ikke bare en drøm som vil skuffe mig om et par timer,” svarede hun mere dæmpet og lod fingrene danse igennem hans lokker. Hun havde forandret sig.. hele hendes humør havde forandret sig, efter at hun ikke længere behøvede at skjule de tanker og følelser hun fik i løbet af dagen. Hånden lagde sig blidt mod hans kind, hvor hun lod tomlen løbe langsomt ned over i et kærtegn. Bare at se ham nyde det ruskede lidt op i hendes selvtillid. Det var nok anstrengende at hun konstant skulle bekræftes, men det var vel heller ikke underligt? ”Jeg bliver aldrig træt af at høre dig sige det,” hviskede hun med et suk, og lagde hovedet mod hans bryst hvor hun kunne høre hans hjerte banke, for et kort øjeblik at trykke ham ind til sig, inden hun atter rettede sig op. Det var ikke fordi hun havde regnet med at han ville optage træningen bare sådan og slet ikke efter en lang dag, men det gjorde hende bestemt ikke noget. Hun nikkede istemmende. ”Det lyder helt fint for mig. Lidt sved på panden har ikke slået nogle ihjel,” endte hun morende. Hans intense kys fik hende næsten til at smelte i hans arme for et øjeblik. Hun tøvede ikke med at gengælde også selvom det næsten for hurtigt over. Alligevel endte hun med at slippe ham s¨han kunne stryge forbi mens hun selv vendte snuden mod trappen som førte til deres soveværelse.

[Deleted]

Evan så frygtelig meget styrke i Athena, og han var bestemt ikke bange for at lade hende vide det – lade hende vide hvilken styrke han faktisk fandt hende med, da det uden tvivl også var noget af det som han vægtede frygtelig, frygtelig højt. Selv med det lyse i sindet, som tilsyneladende var noget som han vægtet utrolig højt, så var det jo også noget som Diane havde været i besiddelse af overfor deres børn, og som Malena havde udvist i hendes bekymring for ham, og det samme kunne han se i Athenas blik. Hun var dog i besiddelse af noget som han ikke rigtigt havde set noget andet sted.. noget som han endnu ikke havde været i stand til at sætte en finger på. Bekræftelsen kunne hun lide, og det var tydeligt, selv for ham at se. ”I dagens mange samfund, kan man ikke rigtigt stole på andre end sig selv. Du er stort set et produkt af mig selv. Det er mig som har opfostret dig, og jeg ved, du er mere end din moders hjerte, også selvom jeg kan se frygtelig meget af hende i dig.. Så er du lige så i besiddelse af andre ting,” påpegede han med en ærlig stemme. Hun havde så mange styrker og så mange talenter og gaver, samt evner, men selv han måtte jo erkende, at det virkelig var en skam, at hun selv ej var i stand til at se det. Selvom det krævede sit at skulle bekræfte hende mere eller mindre hele tiden, så var det noget som selv Evan gjorde med den største glæde, for han elskede hende, og han ønskede selvfølgelig også at hun havde det godt, og ikke mindst var komfortabel med tingene som de nu måtte forholde sig. Han kyssede roligt hendes pande. Hun levede op til absolut alle de krav som han satte, også fordi at de stort set var bygget op omkring hende, men det virkede da, og det var det som også uden tvivl var det vigtigste for ham. ”Du lever op til hvert eneste lille krav, som jeg kunne formå at sætte mig, hvis det var det som jeg ønskede, min kære. Jeg elsker dig, du er min drømmekvinde, og den som jeg ønsker at leve resten af mit liv sammen med. Denne gang er det ikke en drøm som du er fanget i. Det er den rene virkelighed,” hviskede han roligt mod hendes øre. Hovedet lod han søge let på sned. Selv når hun kærtegnede ham, var det noget af det bedste som han kunne forestille sig, og det var noget som uden tvivl fyldte ham med en tydelig ro. Uden tvivl så havde han taget det rigtige valg ved at vælge hende, efter at Diane var fravalgt. ”Det glæder mig, for jeg bliver aldrig nogensinde træt af at sige det,” sagde han med en rolig stemme, også fordi at det jo var ord som han faktisk mente. Selvom det var ved at være sent, og arbejdet havde krævet sit i løbet af dagen, så ønskede han skam også at tilbringe den tid sammen med Athena, og faktisk vise hende, at han gerne ville hende også på det led. Kysset var måske ganske kortvarigt, men der var flere hvor de kom fra! Han sendte hende et smil, som han så til at hun hastede op for at skifte. Selv fik han skiftet skjorte igen og hoppede tilbage i den gamle, kun for pænt at lægge den nye sammen, inden han selv søgte til træningssalen. Selv han kunne bruge en omgang efterhånden.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det lyse i hendes sind blev kun tydeligere jo ældre hun blev, men det gjorde hende ikke noget som sådan, et godt hjerte kunne ikke undskyldes.. og ej heller ville hun undskylde det. Så lang tid Evan kunne leve med det, jo bedre fik hun det. Hans type kvinde havde efterhånden afspejlet sig.. først Malena så Diane og nu hende. De var alle blonde, smukke kvinder med en form for fod i lyset, det eneste hun håbede, var at han ikke ville blive træt af hende som han tydeligt var blevet af de andre. ”Det ved jeg.. det har du sagt til mig siden jeg lærte at gå. Jeg har det bedste fra to verdner, sådan tror jeg at jeg vil formulerer det,” svarede hun sagte og kunne ikke skjule smilet på sien læber. Usikkerheden havde været en stor del af hend ei mange år, fordi hun aldrig havde været ligeså hurtig som Zacharias til at lærer, visse ting kunne hun jo endnu ikke og det var pinligt. Panden lo hun møde hans for en stund. Det var rart at have ham omkring sig, for hun elskede ham også selvom det hele endnu var temmelig nyt. Hun sank en klump og følte sig varm i kroppen ved hans ord, for hun kunne virkelig godt lide at blive bekræftet på den måde. Hun frygtede lidt en dag at han ville blive træt af det behov hun havde for opmærksomhed. ”Det føles stadig som en drøm.. en god en. Du er den eneste mand jeg ønsker, alt andet er ligegyldigt,” hviskede hun dæmpet og lukkede fingrene omkring hans skjorte blot for at trække ham tæt på sig og lade læberne møde hans i et flygtigt og dog dybt kys, inden hun atter slap ham. Hun sendte ham et lidt flirtende blik inden hun vendte om på hælen og forlod ham for selv at klæde om. Sengen på soveværelset var pænt redt, som sædvanlig var der næsten fejlfrit. Hun løsnede kjolen og trak den af for at kaste den fra sig på sengen. I stedet iklædte hun sig et par bukser og en tætsiddende top. Den havde kostet det hvide ud af øjnene men den var perfekt til træning. Hun så sig i spejlet og drejede let om sig selv. Måske det var latterligt eftersom hun skulle ned og svede alligevel, men hun kunne nu godt lide måden den fik hendes bryst til at træde tydeligt frem, og samtidig blottede lidt hud.. hvilket nok mere var for Evan. Hun rystede på hovedet, og vendte ryggen til for at hente sine våben inden hun strøg forlod kammeret for i stedet igen at søge ned mod den store træningssal som var blevet anlagt.. hun glædede sig allerede!

[Deleted]

Evan vidste at hun havde det lyse i sindet, og derfor ikke var rent påvirket af den dvasianske tankegang. Hvad det var han så i det procianske, vidste han faktisk ikke, men han kunne lide det. Desuden måtte han erkende, at det ikke var særlig ofte, at nogen formåede at holde hans interesse som Athena havde formået, og det var jo ikke bare noget som var opstået for nylig, men noget som havde varet ved igennem frygtelig mange år, så det i sig selv, var jo også noget som passede ham fint – specielt nu hvor han vidste, at han havde muligheden for at få hende for resten af sine dage, og det var uden tvivl noget som han takkede sig glædeligt for! ”Jeg kunne vidst ikke sige det bedre selv. Så lang tid du ved hvor du står, og hvor du har mig, så står du frygtelig stærkt, min kære.. Husk det,” sagde han endeligt. Han ville uden tvivl ofre alt hvad der skulle til, for at sørge for at hun havde det godt, og det var uden at skulle tøve det mindste i den anden ende. At have hende tæt på sig, elskede han, også selvom hendes mængde og behov for bekræftelse, selvfølgelig var noget som han måtte vænne sig til, så havde han ikke noget imod det. Hellere det, end en som slog sig til ro med absolut ingenting og bare.. var der. Så lang tid, at det var en god drøm, så passede det ham egentlig fint. ”Det er en drøm som du aldrig har behov for at vågne op af, min kære,” hviskede han roligt, idet han roligt tog imod hendes kys og derefter lod hende trække sig og komme op, så hun kunne komme i træningstøj i stedet.
Evan trådte roligt ind i træningssalen. Det var ved at være lang tid siden han selv havde været i gang, så at få gang i de game knogler, ville han bestemt heller ikke sige det mindste til. Han knappede op i skjortens ærmer, kun for at rive lidt op i den, så hans arme kom til syne. På væggen hentede han et sværd, som han svingede let i sin hånd, næsten som han ikke havde gjort andet i hans liv. Han vidste godt, at det var den ultimate bekræftelse for Athena, og selv gjorde det ham ikke det fjerneste, at hun lærte langsomt, for hun fik det da til at sidde på rygraden, og det kunne han langt bedre forholde sig til! Han var vel også valgt som hendes træner af en grund? Han smilede let for sig selv, idet han svingede rundt med sværdet. Bare for at holde sig lidt i gang, da det jo trods alt var ved at være frygtelig lang tid siden sidst! ”Lad mig se om jeg stadig kan…” mumlede han let for sig selv. Blikket gled direkte mod skydeskiven som stod i den anden ende af lokalet. Med et kraftigt ryg i armen, kastede han sværdet af sted, som havde det været en dolk – den satte sig direkte i plet. Den gamle mand kunne da endnu!

[Athena Maloya Mathimæus]

Kontrasten mellem det gode og det onde var faktisk ikke særlig stærk, hvilket hun havde fundet ud af erfaring. Det var de færreste personer som var rendyrket gode eller onde, det som gjorde forskellen ved hende, var at hun bar en race fra lyset, men det spillede ikke rigtigt nogen vigtig rolle så lang tid hun kunne holde Evans interesse ved lige. ”Der er stadig visse ting jeg skal have styr på.. men jeg begynder at finde ud af det,” tilføjede hun med et roligt smil. Kysset hun tildelte hans læber var måske lidt kortfattet men der var trods alt mange flere af dem hvor de kom fra. Hun forlod ham med et lille glimt i øjet før hun gik op og skiftede.
Da hun langt om længe havde fået noget mere passende på, forlod hun igen sovekammeret og bevægede sig i stedet ned mod træningssalen, etsted fyldt af en sitrende forventning. Træningen havde altid været et højdepunkt udelukkende fordi hun havde haft mulighed for at lufte frustrationerne, presse sig selv til det sidste og ikke mindst få en form for nærhed med Evan som aldrig havde været forbudt.. ingen havde set det som noget intimt, foruden hende.. hun var ikke engang sikker på at han havde set det sådan. Som hun nærmede sig kunne hun høre ham stå og tale med sig selv, hvilket fik hende til at smile lidt. Hun stoppede op i døren velvidende om at han nok ikke havde set hende komme, og betragtede ham med et lidt intenst blik for selv for hende var det interessant at se om han ville være i stand til at fører kastet i hus eller ej. Selvom hun allerede kendte resultatet opbyggede der sig en form for spænding til sværdet langt om længe sad i skiven. ”Det var vidst mere held end forstand,” påpegede hun lidt drilsk. Han havde nogle utrolige færdigheder inden for dette og det var noget som.. ja vækkede hendes indre dæmon lidt. Eftersom hun allerede havde gjort opmærksom på sig selv, trådte hun ind i lokalet med sværdet i sin hånd ned langs siden, så det var ikke fordi hun så videre faretruende ud. Det blonde hår og lave skikkelse.. de fleste ville have bedt hende om at skride ud bag gryderne, hun værdsatte at Evan end ikke gad at prøve, for det var slet ikke noget som lå til hende. Hun trådte hen til skiven og tog hans våben som var en del tunger end hendes, men hun overlevede det lige. Med lette skridt bevægede hun sig hen mod ham hvorefter hun rakte ham sværdet dog med et lettere drillende og samtidig udfordrende glimt i blikket. Hun følte sig lidt på hjemmebane hvilket i sig selv løftede hendes selvtillid betragteligt.

[Deleted]

Athena skulle slet ikke være bange for at interessen ville falde, for det ville den slet ikke. Den interesse, som hun kunne holde ved lige, var noget som havde holdt igennem mange år nu, og hun havde ikke været andet i hans liv i den tid, som havde formået at holde det ved lige på den måde, hvilket jo faktisk også var noget som passede ham selv særdeles fint. ”Jeg synes nu alligevel du gør dig et fantastisk stykke arbejde hvad det angår,” påpegede han endeligt, idet han bare lod hende gå, for selv at søge ned i træningssalen selv.
Det var alt for lang tid siden at han havde været der, og det var noget som Evan uden tvivl godt kunne mærke, for han kunne jo selv mærke bare ved at kigge på de mange våben, at han uden tvivl var ude af træning. Det havde jo altid været et fristed, ikke bare for hende, men også for ham, for han havde jo selv nydt det. Det var det tidspunkt, hvor de havde haft muligheden for at komme tæt på hinanden uden at man egentlig ville stille spørgsmål ved det, også selvom de begge nu også kunne lægge langt mere i det, og det var uden tvivl hvad han måtte sige, var det bedste af det hele. Sværdet satte sig midt i skiven. Selv havde træningen været hans metode for at abstrahere fra alle de ting som han selv havde oplevet igennem hans eget liv, og han havde jo vidst og var klar over, at det var noget som han faktisk var utrolig god til. Ved hendes stemme, måtte smilet alligevel brede sig på hans læber, inden han roligt vendte blikket i retningen af hende. Blikket tog dog lige en tur som elevator og med et kort øjeblik hvilende på hendes bryst inden han tvang blikket mod hendes ansigt. Hun havde så meget gjort det med vilje! ”Talent søde skat.. Og jeg ved jo, at jeg kan,” påpegede han med en tydeligt morende stemme. Han så til som hun hentede sværdet for ham og rakte ham det. Han vidste at det var tungt i forhold til hendes, men han var jo trods alt også en mand. Han svang det en tur rundt, inden han let lod det klinge mod hendes. Blikket forblev direkte intenst og direkte ind mod hendes skikkelse. Han lod hovedet søge let på sned. ”Så må du jo vise mig, hvad du i sandhed er i stand til kæreste.. Hvis jeg føler mig ude af træning, så tør jeg da ikke tænke på hvordan du har det..” påpegede han med en ganske sigende mine. Han slog aldrig først – det havde jo trods alt altid været hendes træk.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena blev for et øjeblik stående i døråbningen og betragtede ham med et skævt smil. <når hun så ham sådan – i de velkendte rammer så blev hun ramt af en næsten euforisk følelse, hun følte sig heldig. Det morede hende lidt da han langt om længe fik øje på hende igen. Hun rettede sig op med en rank holdning som hun var vant til når de befandt sig i træningssalen. ”Så langt så godt,” svarede hun med et næsten legende glimt i blikket. Dette var deres legeplads og det havde det været i mange år. Det var rart at kunne føle sig fri igen. Et sted kunne hun ikke lade være med at føle en hvis form for forventning, nu hvor de havde mulighed for at komme tættere på hinanden end de kunne før. Athena havde ganske vidst altid elsket det, men når de var kommet for tætte havde de været tvunget til at trække sig.. hun havde i hvert fald for ellers var hun blevet fristet til ting som hun ikke burde fristes af. Med sværdet løbende slapt hen over gulvet, trådte hun frem mod ham og smilte lidt selvtilfredst da hans blik faldt til hendes bryst. Når alt kom til alt var han tilsyneladende bare en mand. En kvinde måtte jo bruge hvad hun kunne i kamp. ”Det er aldrig til at vide efter en længere pause vel?” spurgte hun drilsk. Idet hun rakte ham hans sværd hævede hun sit eget og blokerede for det slag han gjorde mod hende til sidst. Hendes øjne var pludselig blevet frygtelig intense. Langsomt lod hun sin klinge stryge hen over hans hvilket skabte en metallisk melodi. Idet hun nåede enden skubbede hun roligt hans klinge ned for at fjerne den fra hendes krop, inden hun drejede rundt om sig selv og gjorde et udhug mod hans hofte på samme side. ”Hvem siger at jeg ikke har øvet mig lidt for mig selv? Måske du bliver overrasket,” påpegede hun med et lille smil og trådte en smule tilbage for ikke at komme på tæt på ham, som han havde lært hende. ”Evan,” sagde hun lidt mere alvorligt inden hun atter tog et skridt mod ham og huggede ud efter ham. ”Jeg vil lære magi,” endte hun direkte. Smilet var falmet en smule for hun gik ud fra at der var en grund til at han ikke havde lært hende det før og nu hvor hun var så gammel.. så kunne det blive endnu sværere end hvis hun havde været yngre men efter oplevelsen med Anyalina så havde hun besluttet sig for at hun var nødt til at lære at udnytte sit potentiale til fulde… hvorfor spilde det?

[Deleted]

Evan måtte erkende, at det var alt for lang tid siden, han havde været i træningssalen selv, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde ham det vildeste, så var det jo bare at tage det hele som det nu kom, ikke sandt? Selv var han af den overbevisning, at han hurtigt nok skulle finde sig til rette i det hele igen. Han vendte blikket direkte mod hende, også selvom blikket hurtigt faldt til hendes bryst. Selv en mand var han jo, og endda en af de mere typiske. Han blinkede til hende, idet han roligt tog omkring sit sværd, som hun rakte ham kun for at slå ud efter hende, selvom hun mødte det, som han havde lært hende. Det var lang tid siden, de begge havde været fanget i træningens hede, og selv ham måtte erkende, at det var som at blive kastet adskillige år tilbage, selvom det slet ikke var noget som gjorde ham det mindste. Det havde været hans legeplads.. hans friplads og der hvor han kunne føle at end ikke Diane havde været i stand til at nå ham, og nu hvor de havde den mulighed, hvorfor så ikke bare nyde det, mens man kunne? ”Jeg tror såmænd godt, at jeg kan finde min plads i dette..” påpegede han alligevel med en ganske sigende mine, som han igen let blinkede til hende. Han lod altid Athena slå først, også fordi at det var på hendes præmisser at træningen foregik, også fordi at det var de lidt mere kontrollerede omgivelser, også for hendes vedkommende, såvel som det var for ham. ”Man bliver aldrig bedre end sin modstander.. Du vil aldrig kunne lære dig selv nye taktikker eller strategier, andet end at forbedre dem som du er kendt med fra før, kæreste.. Vis mig hvad du kan,” opfordrede han med en ganske sigende mine. Selvom hun slog mod hans hofte, så drejede han rundt med sværdet, kun for at lade det klinge direkte mod hendes. Så nemt, skulle hun bestemte heller ikke have det. At hun trådte et skridt tættere på, fik kun ham til at bakke, så der var afstand – igen ren og skær strategi under træning og kamp. At hun direkte sagde, at hun ønskede at træne med magi, var noget som fik ham til at vende blikket mod hende. Ikke fordi at han ville afvise hendes anmodning, men hvis det var noget som hun følte at hun var klar til nu, så var det naturligvis noget som gjorde, at det var noget som de kunne starte op på. Han sænkede roligt sværdet. ”Du mener det alvorligt og seriøst? Det er ikke noget som man bare kaster sig i krig og leger med,” sagde han med en rolig, og alligevel yderst alvorlig mine. Han ville virkelig gerne lære hende det, men selv det var jo en meget lang proces, og det vidste han godt.

[Athena Maloya Mathimæus]

Det passede Athena fint at hun ikke var den eneste som var lidt rusten, for så kunne kampen i den grad blive tung. Gennem træningen havde Evan formåede at styrke hendes sind og hendes krop ved at presse hende derud hvor hun næsten var besvimet.. flere gange og det værste var næsten at hun på sit vis havde nydt det. Træningen havde selv været hendes frirum for selvom det havde rummet en hel del smerte, så havde det været det eneste sted hvor hun var blevet anerkendt og accepteret. Det at han blinkede til hende bekræftede kun at han havde lagt mærke til hendes beklædning. Hun rødmede en kende også selvom hun blot lod hovedet søge på sned og skød brystet let frem kun for at drille selvfølgelig. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om,” erkendte hun med et roligt nik. Legen var temmelig hurtigt i gang. Evan var en sand gentleman og lod hende stort set altid slå først, hvilket passede hende fint, hun nød følelsen af kontrol, særligt fordi hendes sind var temmelig ukontrolleret. Hun trak på skuldrene. ”Meget vel,” endte hun og slyngede sværdet mod ham med et løst håndled der skabte en næsten elegant bevægelse. Selvom han blokerede hendes første slag og trådte bagud, søgte hun roligt med, med næsten dansende skridt for at presse ham lidt. Hun slap kontakten til hans sværd og fortsatte med at lade sværdet kløve luften mod ham. At han så blev en smule overrasket over hendes anmodning forundrede hende ikke. Blikket blev pludselig langt mere alvorligt. Idet han sank sit sværd gjorde hun det samme. Hans ord måtte næsten irritere hende en smule. ”Evan ligner jeg et barn? Jeg er ikke interesseret i at lære magi for at lege, men for at dygtiggøre mig. Du har styrket mit sind, nok til at jeg er overbevist om at det ligeså vil kunne håndtere magien, og jeg ønsker at udnytte mit potentiale til fulde,” forklarede hun og sukkede stille, kun for at træde endnu tættere på ham. ”Det er på tide at jeg lære det,” endte hun bestemt. Hvis han ikke ville så måtte hun sørge for det selv, det havde været pinligt at blive fanget på den måde og det ønskede hun for alt i verden at forhindre. Uden at se ned og derved afsløre sine intentioner, lod hun foden smutte inden mellem hans og sparkede hånd mod hans ankel på indsiden i et forsøg på at få ham til at falde. Uden at bryde øjenkontakten smilede hun tilfredst. ”For øvrigt.. aldrig lad paraderne falde,” påpegede hun og nød det i fulde drag eftersom det var og han havde givet hende alt for mange gange!

[Deleted]

Træningen havde været deres begges fristed, og det stod Evan gerne fast på. Det havde altid været forbandet rart, selv for ham at vide at han havde træningen at bruge som en undskyldning netop for at komme tæt på hende, for det var uden tvivl noget af det bedste af det hele, og det var noget som han meget gerne stod fuldkommen fast på. Han smilede let for sig selv, for han vidste jo udmærket godt, at hun havde valgt den beklædning af en grund, netop for at påvirke ham og han var jo bange for, at han måtte give hende det - det virket jo! ”Jeg er jo født til det her.. Det er mit kald.. Og jeg ved du nyder at se det,” påpegede han med en morende stemme. At komme lidt i træning, var noget som uden tvivl ville komme dem begge til gode, og det var noget som uden tvivl også kunne mærkes lige nu og lige her. Han sendte hende et let og morende smil. Hun fik smilet frem på hans læber, også selvom han uden tvivl godt kunne være en meget hård mand, så var der mange sider af ham, som han yderst sjældent lod komme frem på denne her måde. ”Netop.. Du kan kun blive bedre, ved at være omkring dem som endnu er bedre end dig.. Eleven har endnu ikke overgået mesteren i dette henseende,” endte han ganske kortfattet. Det var jo noget, som de lige så godt, kunne få på det rene i stedet for at trække det længere ud end højst nødvendigt. At hun så ville lære magi, og fremstillede det på den måde, var nu ikke hvad han havde regnet med, men det var bestemt ikke fordi at han havde noget imod, at hun gav udtryk for sine ønsker, også fordi at han vidste, at det var vigtigt at hun fik det lært før eller siden, men han havde ventet bevidst, frem til hun selv gav udtryk til at være klar til det, for det var det som var yderst vigtigt. Han sænkede roligt sit sværd i stedet for. ”Jeg forstår skam udmærket at du ønsker at lære det, og udnytte dit potentiale til fulde, kæreste, men det er alligevel en alvorlig ting at lege med, for det skal tæmmes rigtigt.. bevidst derfor har jeg valgt at vente.. Jeg er nødt til at være sikker på at du er helt klar til det,” påpegede han med en ganske alvorlig mine. At hun trådte hen mod ham, sagde han ikke noget til, hvor han heller ikke rigtigt lagde mærke til noget som kunne minde om intentioner af nogen slags. At hun spændte ben for ham, gav ham faktisk et chok, hvor han direkte landede på ryggen. Han vendte blikket direkte op mod hende endnu en gang. Den måtte han give hende.. Den havde han ikke lige forestillet sig. Smilet bredte sig let på hans læber. ”Kig bag dig..” påpegede han med en ganske sigende mine. Bag hende fløj frygtelig store og ikke mindst farverige sommerfugle. Magien kunne bruges til rigtig mange ting.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde aldrig kendt Evans bagtanker med træningen, men hun havde selv set det som det sted hvor hun kunne være fri.. give slip på de mange frustrationer som byggede sig op i løbet af dagene. Denne gang kunne hun gøre det hele lidt mere oplagt hvilket også var grunden til hendes valg af beklædning. Hun ønskede at han skulle se på hende med det intense blik, hun ønskede at være offer for hans opmærksomhed. Hovedet søgte let på sned som hun betragtede ham med et lidt uskyldigt blik og trak på skuldrene. ”Tja.. der er noget charmerende ved en mand der ved hvordan de skal håndtere et sværd,” erkendte hun ærligt. Hun.. tændte måske lidt på at han var i stand til de ting han var, og hun kunne stadig lade sig imponere af hans evner. Athena vidste at det var vigtigt at hun konstant blev holdt i form for at holde frustrationer på afstand og dermed styrke sit sind, for det var stærkt og hun var skrøbelig i forhold til dets styrke hvilket kunne blive farligt. Hun hævede et slankt øjenbryn. ”Jeg har måske ikke overgået dig endnu.. men bare vent,” advarede hun. Bedre end Evan ville hun muligvis aldrig blive, hvilket faktisk passede hende fint, men at give ham lidt udfordring ville nu engang være rart. Athena sørgede for at holde øjenkontakt mellem ham, både for at understrege alvoren i hendes ord, men også for ikke at lade ham forudse hvad hun havde tænkt sig. Det var på tide og hun var klar til det. Hun nikkede forstående. ”Jeg ved at du har ventet, Evan og jeg stoler på at dig.. at du har gjort det af en grund, men jeg håber at du lytter til mig når jeg siger at jeg er klar nu,” endte hun sagte, for hun kunne ikke vente meget længere og ej heller ville hun. Det lidt smørrede smil spillede over hendes læber idet han endte med at falde på enden. En smule triumferende skød hun brystet frem, til han bad hende om at kigge bag sig. Smilet falmede ligesom farven forlod hendes kinder, for hun kunne allerede fornemme vingeslagene bag hende. ”Ikke lad din frygt påvirke dig.. ikke lad din frygt påvirke dig,” mumlede hun for sig selv, lukkede øjnene og vendte sig langsomt op kun for at se horden af sommerfugle flyve mod hende. Pludselig fik hun det skidt. En smule febrilsk endte hun med at bakke bagud hvilket fik hende til at falde over Evans skikkelse og direkte ned på gulvet. ”Av,” mumlede hun og greb sit sværd som hun havde mistet på vejen. Selvom hun var lidt øm, rullede hun om på siden og lagde klingen så tæt ved hans strube at klingen kom i berøring med huden. ”Få dem væk,” beordrede hun med gåsehud på armene og dog et lille smil, for selvom de kunne være grove så havde hun aldrig skadet ham alvorligt.

[Deleted]

Evan havde altid haft sine bagtanker med alt, og det var bestemt ikke noget undtag ved denne gang. Han vendte blikket direkte mod hende. Smuk var hun i den beklædning, og han kunne faktisk godt lide at se hende med lidt selvtillid, for det var uden tvivl noget som i sandhed klædte hende, og det stod han gerne ved. Han trak let på smilebåndet. Han vidste at hun nød synet, for det havde han vidst igennem temmelig mange år. ”Du kan lide det… Indrøm det,” påpegede han ganske sigende. Her kunne han betegne sig som en læremester, hvilket skam også var noget som passede ham helt fint. ”Tror du virkelig du har den chance? Jeg er ikke den som opgiver så nemt,” påpegede han med en ganske sigende og bestemt mine. At hun ville lære magien, havde han det faktisk fint med, men han havde jo trods alt også ventet på at hun ville blive klar. Og hvis hun var klar nu, så var han bestemt heller ikke manden som ville sige nej, for det var vigtigt, at hun lærte det hurtigst muligt, og specielt hvis hun var klar nu, så var det uden tvivl også nu, t man skulle tage fat i det. ”At træne med magi er en yderst alvorlig ting, og konsekvenserne ved at træne, længe før man er klar til det, kan være katastrofale, og ikke noget som jeg vil udsætte dig for, Athena. Det er vigtigt, at du føler dig klar, og derfor har jeg ventet, og derfor spørger jeg dig.” forklarede han sandfærdigt. Det var skam slet ikke fordi at han havde lyst til at se på hende som et barn, for hun var jo noget ganske andet! Hun var jo hans kæreste, og naturligvis var det også noget af det som han vægtede højest og mere end hvad han kunne med noget andet lige nu. At ryge i jorden, så var det en oplagt måde at slå ham på, men han havde lidt flere ting i sig, end det. Han bed tænderne let sammen, også selvom lyden af de blafrende vinger tydeligt påvirkede hende. Magien kunne bruges til mange ting. Selvom han ikke rigtigt nåede at rejse sig, før hun røg på knæ ved ham og med sværdet, som hun lagde for hans strube, også fordi at han ikke ligefrem havde set den komme. Han var for meget ude af træning, hvilket han nu tydeligt kunne mærke. Hovedet gled næsten lidt automatisk ind mod hendes skulder, som ham lå der op af hende. ”Du styres af din frygt, kæreste.. Overvind den.. Find deres svage punkt.. Magi.. Find den i dit sind, fokuser på den, og lad den fylde dig.. De er skabt af magi.. Du kan lære at bryde den,” fortalte han. Han havde ikke nogen intentioner om at lade dem forsvinde, også fordi at sommerfugle, var noget af det mest harmløse som i det hele taget fandtes i denne verden. Han blev liggende, selv med et hamrende hjerte, han var jo fuldkommen ude af træning!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde muligvis altid haft en tendens til at ophøje Evan, men når alt kom til alt var han en mand.. enhver mand havde sine bagtanker også selvom hun godt kunne lide det. Hun himlede med øjnene og rødmede en smule. ”Jeg kan ikke lide det. Jeg elsker det,” svarede hun sandfærdigt, ikke fordi hun var bange for at erkende det nu hvor hun kunne gøre det uden at være bange. Evan var måske hendes læremester men selv Athena var fast besluttet på ikke at give op for hurtigt, en dag skulle hun skam nok få ham i jorden. ”Jeg tror jeg har en pænt god chance taget i betragtning af at jeg bliver oplært af den bedste,” påpegede hun lidt sigende. Hvis ikke hun ville blive i stand til at slå ham, så var der mange som hun ikke ville kunne røre. Efterhånden ville hun mene at hun havde gjort klart for ham at hun var klar til at lære magi. Det var ikke en simpel, lille ting og det ville blive svært, men hun var villig til dig. ”Evan.. du har før presset mig til det punkt hvor jeg var overbevist om at min krop ville give efter.. til det eneste jeg så var skygger og det eneste jeg følte var kvalme. Jeg er ligeglad med hvor megen smerte jeg skal gå igennem eller hvor meget styrke det vil kræve, jeg er nødt til at lære det. Det var pinligt for mig.. at blive taget af Anyalina så let, og jeg er skyld i at Cecilaya er blevet lagt i jorden, jeg må lære det,” fastholdt hun med en lidt knyttet hånd. Ja ligesom hun var skyld i sin mors og fars død så hvilede også Cecilayas på hendes skuldre. Vingerne og synet af sommerfuglene havde fået hendes hjerte til at banke hurtigt.. ligeså meget som mange elskede dem, så hadede hun dem. Hovedet lagde hun tæt til hans og skubbede sværdet en smule længere ned idet hun lukkede øjnene og lyttede til hans stemme. Det var nemt for ham at bede hende om at finde magien i sig. Hun fnøs lidt kortfattet og forsøgte at koncentrere sig. Sværdet slap hun og lod det falde, for i stedet at lade hånden glide mod hans bryst hvor hun følte hans hjerte banke. I takt med hans slag var det som om en varme bredte sig i hendes indre, fyldte hende med en fantastisk følelse der borthviskede enhver form for træthed. Det var en virkelig opløftende fornemmelse. Frygten kunne ikke røre hende, det var som om at sommerfuglene var forsvundet.. hvilket de var men uden at hun selv bed sig fast i det fordi hun var så optaget af de ting der foregik i hendes krop og sind som hun aldrig havde oplevet før.

[Deleted]

Evan var en mand som en mand nu var typisk, og det var uden nogen tanker eller omsvøb af nogen grad, og så var det jo egentlig bare sådan at det forholdt sig. Som det nu var sagt, så måtte han jo alligevel give hende den, for hun klædte virkelig det tøj, også fordi at det efterlod temmelig meget til hans syn og fantasi, hvilket uden tvivl var noget som han havde det helt fint med i længden. ”Og det er jo det jeg ved,” påpegede han med en ganske sigende mine, og med det tydelige kække smil på læben. Selvom han nu mere eller mindre var tvunget i knæ for hende, så var det ikke noget som han tog så tungt igen, for han var bestemt ikke helt færdig endnu. Han sendte hende en rolig mine, også selvom hun havde ret. Hun ville uden tvivl godt kunne udmærke sig, og specielt fordi at han var den bedste, og det vidste han jo udmærket godt, for det var ham blevet kaldt igennem temmelig mange år efterhånden. ”Du kommer aldrig til at passere mig i dygtighed, kæreste,” påpegede han tydeligt morende. Han skulle da ikke kunne udelukke at hun engang ville komme til at gå forbi ham en dag, for det ville egentlig ikke forundre ham, for hvis der var nogen som havde potentialet til dette, så var det uden tvivl hende. Han vidste, at det ville blive svært for hende, men af den grund, så ønskede han at hun selv skulle finde den styrke som det kærvede at gøre brug af magi på denne her måde, for det ville kræve sit, uden tvivl, og det vidste han jo trods alt også godt. Sommerfuglene fløj rundt lige ved dem og over dem, også selvom han kunne mærke, at det var noget som tydeligt påvirkede hende. Som hun sænkede sværdet fra hans hals, så var det skam ikke fordi at det gjorde noget yderligere ved ham, for.. det gjorde det ikke. Han ønskede jo selvfølgelig at hjælpe hende, så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Han lod hendes hånd glide mod hans bryst og hjerte. Han ønskede at hun skulle finde styrken til dette, og han ønskede at hun skulle lære det, så de kunne arbejde med det. Han hævede blikket og vendte det mod hende. Sommerfuglene var der, men det var slet ikke noget som hun skulle tænke på, men noget som hun skulle abstrahere fra. ”Find styrken i dig selv, Athena, og fokuser på den.. Jeg ved at du kan klare det,” sagde han nærmest i en hvisken. Han hævede roligt den ene hånd, kun for at lade den glide omkring hendes. En styrke måtte hun finde, og det mod som magien krævede, skulle tøjres, men hvis der var nogen som kunne det, så var han slet ikke i tvivl om, at det var noget som hun skulle klare!

[Athena Maloya Mathimæus]

På trods af sine bagtanker, så havde Athena uden tvivl tænkt sig at tage træningen seriøst. Hun havde fra før svært ved at vænne sig til hele idéen og princippet i det at være et par, så selvom hun havde gjort lidt ekstra ud af sig selv, så var det slet ikke med andre intentioner end at aflede lidt ved træningen. Selvom Evan lå i knæ for hende, så lå hun ved ham og forsøgte at abstrahere fra de forbandede sommerfugle. Han kendte hendes svage punkter og sommerfugle havde altid været en af de værre. Hun himlede blot med øjnene af hans ord også selvom et lille smil hvilede på hendes rosa læber. Hun kunne lide det, det var sandt. ”Jeg skal nok få dig ned.. en dag,” lovede hun i en dæmpet hvisken. Tanken om de kryb som fløj omkring hende, gjorde hende faktisk utilpas, for hun havde altid hadet dem! Det ville ikke blive nemt for hende at lære magi også fordi hun var så langsom til at lære fra før af, men hun var besluttet på at et skulle ske nu.. hun ville ikke risikere sit liv igen, hun ville ikke frygte for at bevæge sig frit fordi der fandtes folk som var langt dygtigere til hun selv. Hånden hvilede på hans bryst, khun kunne mærke hans hjerte banke under hendes håndflade, hvilket fik hende til at slappe af. Hans stemme var fjern men på mærkværdig vis opfattede hun alligevel hvad han forsøgte at fortælle hende. Varmen som blussede i hendes blod var noget som næsten fik hende ind i en form for trance, den var helt utrolig. Hånden hævede hun og i samme øjeblik skød en lys kugle ud fra hendes håndflade med en sådan kraft at hun gispede lidt chokeret og åbnede øjnene. Sommerfuglene faldt til jorden som en form for glimmerdrys hvilket fik hende til at rynke lidt på panden. Det så ikke nær så.. fesent ud når Evan gjorde det, men hun havde om ikke andet formået at gøre det. Følelsen af stolthed var dog temmelig kort, for selvom hun ikke rigtigt vidste hvad hun havde gjort, så var det forbandet energikrævende. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig lidt hastigt. Hun så en smule overrasket fra Evan og hen på drysset på gulvet kun for at se tilbage igen. ”Jeg havde ingen idé om hvad jeg gjorde… men det var ret sejt,” erkendte hun og grinte lidt. En smule træt fik hun kæmpet sig tilbage på benene og bukkede sig efter sit sværd, kun for at tage det til sig. ”Op gamle jas,” drillede hun med et glimt i øjet og prikkede ham blidt med sværdet for at sætte lidt fut under ham, hun følte sig pludselig langt mere motvieret.