I can't find my way home..

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena stod næsten og vaklede med Jacqueline i sine arme, for efter den lange tur var hun blevet ekstremt tung og selvom hun var stærkere end andre kvinder, så var hun stadig blot en kvinde! Hun lænede sig op af væggen og forsøgte at se på Evan også selvom det mørke hår dækkede lidt for hendes udsyn. Hun prustede let, også selvom hun vuggede pigen i sine arme frem og tilbage, som var det, det mest naturlige for hende også selvom det slet ikke var tilfældet. Det havde efterhånden været en lang dag og Athena så pludselig frem til at sidde foran pejsen og få varmen lidt igen. Det passede hende fint at hun begyndte at række ud mod Evan i stedet, hvor hun også glædeligt rakte hende til ham. Armene faldt slapt ned langs hendes side hvor hun næsten følte dem syde efter den lage tur. Hun sukkede lettet og knyttede hænderne en smule for at få lidt blod tilbage i fingrene. Selv stod hun blot og samlede sig lidt mens han tog sig af Jacqueline, til han direkte bad hende om at gå ind og finde lidt varme. Athena nikkede roligt og sendte ham et lille smil uden hun drejede om på hælen og søgte mod pejsestuen hvor det var tydeligt at ilden allerede var i gang med at varme. Hun slog sig ned i sofaen foran pejsen og smed tasken ved sin side i stedet for. Som forudset så stod flasken på whisky foran på bordet. Hun rakte ud efter den og begrænsede sig faktisk til at hælde lidt af den gyldne væske op i et glas som stod ved siden af, så han fortsat kunne beholde glasset. Puttet godt under et tæppe, førte hun glasset til sine læber og smagte på den søde nektar som fik en brændende fornemmelse til at brede sig i hele kroppen. Lettet og mere rolig sank hun tilbage. I samme øjeblik kom hun i tanke om den lille pakke som hun havde hentet på markedet. Med den ene hånd trak hun den ud af tasken og lagde på bordet ved siden af flasken så han ikke ville kunne undgå at se den. Hun glædede sig til at se om hun havde ramt rigtigt med skjorten der lå gemt i. Et lille smil strøg over hendes læber. Selvom det havde været en hård tur, så var hun ikke træt som sådan.. endnu vel og mærke.

[Deleted]

Evan havde slet ikke regnet med at skulle tage sig af Jacqueline, også fordi at Sonic havde hentet hende, for derefter at give ham en lektion i hvordan man opfostrede børn. Han ville gerne erkende, at han ikke var den bedste til det, men helt uduelig havde han ikke været, for man kunne jo stort set sige, at Athena var et resultat af ham, og det var jo egentlig noget som han kun måtte være stolt af. Han lod Athena søge varmen inde i pejsestuen. Selv i Dvasias, var foråret endnu en anelse køligt, og det var skam også grunden til at han havde gang i pejsen for denne aften. Selv søgte han med Jacqueline op ovenpå. Han havde heldigvis værelser nok, så det at få hende lagt i seng, var skam ikke den største opgave for hans vedkommende, men det var mere.. hvad han skulle gøre ved hende derefter. ”Lad os få dig i bad, og så i seng.. Så skal jeg nok sørge for en god morgenmad til dig i morgen,” sagde han roligt, inden han fik hende med ud på badeværelset. Karet fik han hurtigt fyldt op – dog med lunken vand, da han vidste at hun var både ild- og isdæmon efter sine kære forældre. Han vidste at Ilaria var syg, så derfor var det slet ikke et alternativ for dem, at sætte den lille pige af der. Han frygtede lidt, at den graviditet, ville tage hendes liv, også selvom det naturligvis ikke var noget som han ville dele med hende, for hun var jo ikke særlig stor.
Efter badet, fik khan hende tørret, kun for at lade håndklædet søge omring hende, inden han løftede hende i armene, så han selv ikke blev helt våd. Han søgte roligt ind på et af de mange værelser, selvom han tog det, som var tættest på ham og Athenas, så han vidste, at han kunne høre hende, dersom det skulle gå hen og vise sig at blive en nødvendighed. Han førte roligt tøsen med ind på værelset og satte hende på sengen. Nu var hun i hvert fald blevet ren og hun havde et sted at være, som ikke involverede gaden, så det var vel også fint? ”Jeg er lige inde ved siden af sammen med Athena, så du skal bare lægge dig til at sove, ikke? Hvis der sker noget, eller hvis du vågner eller lignende, så skal du bare komme ind.. Her er du i sikkerhed,” lovede han med en rolig stemme, inden han roligt fik lagt den lille pige til ro i sengen og fik hende puttet, kun efterfulgt af et blidt ’godnat’ inden han forlod hende og lod hende sove. Han gik roligt ned til Athena igen, som tydeligt havde lagt sig til rette med ikke bare tæppet, men også whiskyen. Han smilede let for sig selv, inden han søgte hen til hende, kun for roligt at glide ned ved siden af hende, for at skænke hendes kind et roligt kys. ”Hun er lagt til sengs nu, så vi burde have resten af aftenen for os selv,” sagde han med en rolig stemme.

[Jacqueline Isthar Demoniqz]

Jacqueline sagde ikke så meget som et eneste ord da Evan tog hende med oppe ovenpå, for det var jo slet ikke som hendes far eller noget som helst, og naturligvis var det også noget som gjorde sit, selv for hendes del, også fordi at det jo gjorde hende.. ked af det at tænke på, også fordi at hun følte sig efterladt, og det havde hun uden tvivl følt nok af igennem den sidste tid, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at hun kunne gøre det mindste ved det uanset hvad, og det var jo næsten det værste af det hele for hendes vedkommende. Hun nikkede til hans ord, som han førte hende med til badeværelset, hvor vandet fyldte karet. At det var lunken, var en perfekt temperatur for hendes vedkommende, og det var uden tvivl forbandet rart at få vasket alt det snavs, jord og mudder af, for det havde hun i den grad brug for! ”Okay..” sagde hun med en dæmpet stemme, idet hun lod ham hjælpe hende med at blive vasket, så hun kunne komme i seng, for det var bestemt heller ikke en tanke som gjorde hende det mindste, for tanken var faktisk af den kaliber, som gjorde hende ganske glad og ikke mindst tilfreds!
Turen ind på værelset derefter, var ikke noget som gjorde Jacqueline det mindste, men det var rart at være et sted, hvor hun vidste at hun var tryg, og at folk passede på hende. Hun lagde sig roligt ned i sengen og lod ham putte hende. At de var lige inde ved siden af, var noget som gjorde hende glad, for så var hun da ikke helt alene, og det var noget som uden tvivl også passede hende selv helt fint i længden. ”Godnat Evan,” sagde hun med en rolig stemme, inden hun selv lagde sig til i sengen. Selvom det ikke foregik på den måde som hun var vant til, for det var slet ikke den måde som hendes far plejede at gøre det på. Hun knugede om medaljonen i sine arme, som var det eneste minde som hun havde efter sine forældre, men også fordi at hun havde lovet sin far at passe på det, og det var noget som hun uden tvivl agtet at gøre, også fordi at det var det sidste som han havde bedt hende om. Det tog dog ikke lang tid, inden søvnen for alvor tog over hende, hvor hun endte med at glide hen i en temmelig dyb søvn. Nu var hun jo trods alt i sikkerhed.

//Out

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena sad roligt og ventede men Evan fik gjort Jacqueline gjort klar til natten. Den stakkels pige havde været kold og derfor havde hun valgt at give hende sin frakke, hvilket hun til dels fortrød nu hvor hun selv sad iskold også selvom ilden gjorde det lidt bedre. Hun havde pakket tæppet omkring sig. Hun sad med glasset i sin hånd. Måske det var en dårlig vane hun havde opstøvet fra Evan, men hun var trods alt mere eller mindre et produkt af ham. Han havde opdraget hende i langt højere grad end hendes far nogensinde havde gjort. Det var en lidt mærkværdig tanke at hun var blevet så forelsket i ham. Hvor de stod var hende endnu uklart, det var ikke en samtale de havde haft som sådan også selvom de sov i samme seng, skænkede hinanden kærtegn og kærlige øgenavne.
De grønne øjne faldt hurtigt på hans skikkelse idet han trådte ind i stuen. Næsten per automatik bredte der sig et varmt smil på hendes rosa læber. Benene trak hun til sig og satte sig en smule op, så han kunne sætte sig ved hendes side. ”Det lyder fint for mig. Jeg håber ikke at det var en grim overraskelse, men jeg kunne ikke bare lade hende sidde,” erkendte hun med et dæmpet suk, og lænede sig op af ham for at finde den tryghed som han var den eneste som var i stand til at give hende. Athena satte glasset fra sig på bordet, inden hun vendte sig en smule mod ham, med pakken i hånden. ”Jeg nåede ikke at kigge særlig meget omkring, men jeg har taget en lille ting med hjem til dig,” sagde hun blidt og rakte ham den tillukkede skindpakke. Hun var lidt ked af at hun ikke havde nået at se sig mere omkring, men hun ville ej heller byde Jacqueline at skulle tvinge hende med sig rundt på marken. Tanken om at hun havde ham for resten af aftenen gjorde hende bestemt heller ikke noget, det var ikke nogen hemmelighed at hun elskede ham opmærksomhed, der var en grund til at hun altid havde haft svært ved at skulle dele den med andre, deriblandt Zachary, hun var dog glad for at han havde insisteret på at beholde hende der, også selvom hun havde foreslået at kunne finde et andet sted. Fingrene strøg hun gennem sine blonde lokker som dog nægtede at skille sig idet de var blevet uglet undervejs. ”Jeg håber du kan lide den,” tilføjede hun næsten selv lidt spændt på hvad han ville sige.. om ikke andet så kunne hun godt lide den og ikke nok med det, så havde den givet hende en undskyldning til at komme lidt ud, hvilket hun i allerhøjeste grad havde haft brug for efter alt for lang tid inden for på grund af de skader hun havde pådraget sig ved mødet med hans søster.

[Deleted]

Evan havde ikke ligefrem regnet med at Athena ville have Jacqueline med hjem, også fordi at han slet ikke havde regent med at skulle se den lille pige igen, men han var nu glad for, at hun ikke havde ladet hende sidde, hvis hun havde været så alene som hun havde været til nu. Han rystede endeligt på hovedet, og vendte blikket roligt i retningen af hende endnu en gang. ”Det ville forundre mig mere, hvis du bare lod hende sidde, min kære. Nok er du dvasianer af krop og sind, men inderst inde, har du din mors bløde hjerte. Det er det som jeg godt kan lide ved dig..” Han hævede hånden og strøg den blidt over hendes kind, idet han roligt tog pladsen ved siden af hende, inden han roligt lagde den ene arm om hende, så hun kunne komme helt tæt ind mod ham i stedet for. Lige hvad de skulle gøre med den lille pige, var jo trods alt noget som de var nødt til at finde ud af, selvom det slet ikke var noget af det som han havde regnet med at skulle tage højde for. Han kyssede roligt hendes tinding. Hun virkede ikke til at være sur på ham mere, hvilket skam også var noget som passede ham helt fint. At hun faktisk havde noget med hjem til ham, var ikke ligefrem noget som man kunne sige sig, at han havde regnet med på nogen måde. Nu som det var sagt, så havde han slet ikke noget imod at få gaver. ”Det skulle du virkelig ikke..” sagde han med en rolig stemme, for løgn var det trods alt heller ikke. Uanset hvad det var, så ville han blive glad for det, kun fordi at han vidste, at hun valgte tingene meget personligt, og fordi at det var en gave fra hende, hvilket uden tvivl var noget af det bedste af det hele, selv for hans vedkommende. Han pakkede den roligt ud. Skjorten tog han i sine arme, også fordi at han kunne se, at det var af yderst fin kvalitet, hvilket uden tvivl passede ham helt fint! Hans læber bredte sig i et smil. Det kunne godt være, at det ikke ligefrem var skjorter som han manglede, men at få en ny og så af hende, var bestemt ikke noget som han havde det mindste imod i den anden ende! ”Den er virkelig flot.. Jeg må prøve den,” sagde han endeligt. Taknemmelighed i den forstand, var ikke just hans kop the, men han var nu heller ikke bange for at prøve sig frem med det. Han rejste sig roligt op og knappede den anden skjorte op, kun for at smide den. Arret havde han endnu over skulderen, men ikke noget som generede ham mere – heldigvis. Han tog den anden på, kun for at knappe den og rette på den, så den sad rigtigt, inden han vendte sig mod hende igen. ”Hvordan ser jeg ud?” spurgte han med et let smil.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena havde slet ikke regnet med at se Jacqueline, slet ikke efter at hun var kommet ud før hun selv var flyttet ind. Når det var sagt så havde hun ikke kunnet bære bare at lade hende sidde. Hun smilede let ved hans ord. Det var rart at han bekræftede selv de sider som fik andre til at himle med øjnene og betvivle hendes loyalitet, men sandt at sige var hun jo ikke udelukkende hverken procianer eller dvasianer. ”Jeg ved ikke om du nogensinde har hørt historien om Procias’ forsvundne prinsesse? Hun mindede mig om dengang, og jeg kunne ikke bare ignorere det,” fortalte hun roligt, også selvom hun plantede et blidt kys mod hans kind som tak for komplimentet. Måske hun ikke burde have købt ham noget, men hun ville gerne gøre lidt op for deres diskussion tidligere, for det havde ikke været hendes mening at skændes med ham. ”Der er så meget man ikke burde,” svarede hun en smule kækt idet hun rakte ham pakken. Hun fugtede læberne med tungespidsen og så en smule spændt til. At dømme ud efter første blik, så virkede han meget tilfreds, men den var også i god kvalitet – kun det bedste var godt nok til ham, det havde hun lært efterhånden, han var lidt af et luksusdyr. At han så ville prøve den med det samme, fik hende til at smile tilfredst. Hun trak benene op under sig og betragtede ham med hovedet let på sned og et indgående blik mens han begyndte at blotlægge sit bryst. Selvom hun havde set ham på den måde før, så bankede hendes hjerte pludselig hurtigere. Det havde sine ulemper at være sammen med en mand af hans kaliber, og det var svært ikke at lade være med at kigge. Tæppet skubbede hun fra sig og rejste sig idet han fik skjorten ordentligt på plads. Som forventet sad den til perfektion over hans markerede overkrop. Hun smilede for sig selv, og trådte ham i måde blot for at lægge hænderne over skjorten på hans bryst. ”Som sædvanlig ser du enestående ud. Den klæder dig,” erkendte hun tilfredst inden hun strakte sig frem for at skænke hans læber et lidt flygtigt kys. Hun var om ikke andet glad for at den ligeså passede ham, for Jacqueline havde optaget hendes opmærksomhed inden hun rigtigt havde kigget på størrelsen. ”Jeg håber ikke at mit fravær har bekymret dig for meget, og jeg beklager for tidligere men jeg er nødt til at komme lidt ud af huset også,” tilføjede hun stille. Selvom hun aldrig havde været god til at undskylde, så var det blevet bedre efter hun havde fundet ham, og det var vel en start?

[Deleted]

Evan havde slet ikke regnet med at skulle se skyggen af Jacqueline igen, også fordi at det var ved at være lang tid siden Sonic faktisk havde hentet hende, men nok om den sag, så var sagen, at hun var kommet til et sted, hvor hun følte sig tryg, hvilket uden tvivl også var det vigtigste af det hele. Han nød af hendes varme og bløde hjerte, for et sted under den hårde skal, så vidste han jo at det var der. At være prociansk, var en del af hende, da hendes mor havde været en klar repræsentant af dette. Han nikkede til hendes ord. Den historie havde han skam hørt, og at det så var hende, så forundrede det ham slet ikke, at hun havde taget den lille pige med sig, men det beviste jo bare, at hun havde en del af sin mor i sig, og det var slet ikke noget som han havde det mindste imod. ”Du har meget af det procianske i dig, og det er det som gør dig unik, min kære. Du kunne ikke lade hende sidde, og jeg er glad for, at du ikke gjorde det. Hun burde slet ikke sidde ude på gaden på den måde.. Slet ikke..” sagde han roligt. At hun så havde valgt at købe en gave, næsten som havde det været en form for forsoning, havde han slet ikke set komme, selvom han måtte erkende, at han selv virkelig elskede at få gaver. Hvem gjorde da ikke det? Med et tilfredst smil, så rejste han sig op, kun for at klæde sig af, så han kunne få den nye på, inden han vendte sig i retningen af hende. At hun så valgte at rejse sig op og komme ham i møde, var slet ikke noget som gjorde ham noget. Med et let smil på læben, lod han armene let søge om hende, kun for at møde hendes læber i et blidt kys. De var ikke længere uvenner, så det var noget som faktisk passede hende selv helt fint. ”Enestående er meget sagt, side om side med dig min kære.. Alt blegner om din side,” påpegede han med en rolig og ganske sigende mine, for det var noget som han stod fuldkommen fast på. At hun havde haft brug for at komme ud, var skam noget som han havde forståelsen for, selvom han virkelig var bange for at miste hende på halvvejen, for det var livsfarligt derude, og specielt efter hvad der var sket, så frygtede han virkelig for hvad der ville ske. Han rystede let på hovedet. ”Jeg må vel erkende, at efter sidst, så.. er jeg blevet en smule paranoid. Jeg ønsker jo ikke du skal komme til skade, og.. jeg ved jo, at jeg ikke kan holde dig her.. Det beklager jeg virkelig,” afsluttede han med en rolig stemme, idet han stille vendte blikket i retningen af hende. Han hævede hånden, som han strøg mod hendes kind. Han hadede virkelig at være uvenner med hende, også fordi at han ikke vidste hvornår hun ville blive god igen eller noget som helst, og han ønskede jo slet ikke at hun skulle komme til skade!

[Athena Maloya Mathimæus]

Heldigvis lod det ikke til at Evan var vred over at hun havde taget Jacqueline med sig hjem. Det havde ikke været nemt for hende, og særligt med tanke på at han havde givet Zachary op fordi hun havde haft svært ved at have børn der, men hun ville ikke lade en lille pige sidde i kulden alene og forladt. Athena vidste godt at hun inderst inde var mere følsom og blid end hun ville være ved, selv på trods af et hårdt ydre og en skarp tunge. De fleste så ned på hende netop på grund af procianeren i hende, men det var ikke noget hun skammede sig over. ”Det er de færreste som finder det charmerende.. men nej, hun burde ikke sidde der, det burde ingen,” medgav hun og nikkede stille. Gaven var måske en mindre forsoningsgave, men når det var sagt, så måtte Athena erkende at han så frygtelig godt ud i den! Hun lagde hænderne på hans bryst og følte den glatte silke kærtegne hendes håndflader. Det føltes næsten ualmindelig godt. Hovedet lod hun blidt glide på sned så de blonde lokker dalede ned over den ene skulder. Hun lod ham lægge armene omkring hende og dermed trykke hende ind mod sig. Efterhånden var hun blevet vant til at være ham tæt, og hun elskede det, også fordi hun ikke behøvede at skjule sin lyst til at kærtegne ham. En svag rødmen blussede i hendes kinder ved de komplimenterende ord. Hun havde aldrig rigtigt vidst hvordan hun skulle reagere på dem, for hun var ikke vant til at modtage dem. Dette følte uanset langt mere rigtigt end det havde gjort omkring Valerio. ”Jeg har trods alt lidt at leve op til, i forhold til den mand jeg har valgt,” svarede hun sigende og dog med et lidt kækt glimt i øjet. Det var sjældent at Evan undskyldte for noget som helst, så hun kunne ikke lade være med at skjule en hvis forbavselse over at han selv endte med at beklage. Hun nikkede en kende tilfredst. ”Jeg ved at du er bekymret, Evan, men jeg er en stor pige.. jeg kan godt passe på mig selv for en stund, det har du trods alt trænet mig til, ikke sandt?” påpegede hun og hævede panden for at understrege sine ord. Han kunne ikke sige nej, for det ville være at rise ham selv, og det var hans stolthed for stor til, så hun havde valgt sine ord lidt med omhu. Kinden lod hun falde mod hans hånd for et øjeblik, inden hun hævede sin egen hånd og lod den falde mod hans, for at holde den tæt ind til sig. Næsetippen lod hun blidt stryge hans håndflade, og indåndede den søde, velkendte duft som fik hende til at føle sig både tryg og varm. Hun gad ikke at skændes med ham nu, hvilket hun efterhånden ville mene at hun havde gjort klart.

[Deleted]

At Athena havde valgt at tage Jacqueline med sig, var slet ikke noget som han kunne blive vred over eller noget lignende, også fordi at han selv ikke ønskede at den lille pige skulle sidde der mutters alene, og specielt hvis Sonic slet ikke havde været i nærheden, også selvom det nu ikke var noget som han ønskede at blande sig i. Uanset hvordan man vendte eller drejede den, så ønskede han at hun skulle være stolt af sine procianske rødder, for det var noget som var en stor del af hende, i og med, at det havde været så stor en del af hendes kære moder, så det i sig selv, var heller ikke noget som han sagde det mindste til i den anden ende. Han betragtede hende med et glædeligt glimt i øjet, da han roligt lagde armene omkring hende. ”Du skal selvfølgelig respekteres for den side af lyset som du nu har. Desuden var det en stor del af din mor, og deraf også en stor del af dig.. Og det klæder dig. Jeg har intet imod du tog hende med. Hellere det, end at hun skulle sidde der alene. Specielt fordi Ilosonic selv forsøgte at belære mig om hvordan man passede på de små størrelser,” påpegede han sigende. Han havde måske ikke været den bedste med Lisa og Daniel, men han havde om ikke andet, så gjort det så godt som han nu havde fundet muligheden for det. Han sendte hende et stille smil, som hun stod fast på at hun havde noget at leve op til. Han vidste ganske vidst hvad han ville have, og han satte i den grad også forventningerne temmelig højt, men det var bestemt ikke fordi at han ville stå ved, at hun ikke gjorde det godt, ofr det gjorde hun da uden tvivl. Han smilede let for sig selv. ”Siger du jeg er krævende?” spurgte han med en ganske sigende mine. At undskylde, var ikke noget som Evan gjorde nødvendigvis, men det var jo ting som han egentlig bare ønskede at få på plads, for han ønskede jo heller ikke ligefrem at fortsætte med at skændes med hende. Han var bekymret for hende, og specielt fordi han vidste hvad der var sket, for det var slet ikke noget som han kunne sige sig, at være det mindste interesseret i! Ikke igen! Han lod hovedet søge let mod hendes hån, også fordi at han nu nød utrolig godt af hendes omsorg, for selv det var noget som han havde brug for. ”Jeg ønsker bare ikke, at der skal ske dig noget, for jeg så jo hvad der skete sidste gang.. Og jeg ønsker ikke at skulle finde dig.. død en dag.. Jeg erkender gerne, at jeg har været nervøs for tabet af dig.. Jeg ønsker ikke den dag skal komme,” fortalte han med en rolig stemme, som han roligt blev stående og kiggede på hende. Han førte roligt en lok af hendes lange og lyse hår bort fra hendes ansigt. Smuk var hun, og han følte sig virkelig heldig at have hende ved sig, og derfor ønskede han naturligvis heller ikke at miste hende på vejen!

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena var som snydt ud af næsen på sin mor, og hun vidste at hun aldrig ville have ladet et barn sidde alene på gaden og fryse. Hun havde måske sine procianske sider som hun til tider hadede, men efter at Evan havde givet udtryk for at sætte pris på det, var hun selv stoppet med at tage det så tungt. Langsomt strøg hun ham op over brystet for at lade armene søge omkring hans nakke i stedet for kun for at trække ham endnu tættere om muligt. Det varme smil hvilede på hendes læber. ”Jeg kan ikke løbe fra at jeg også bærer en del af lyset, og de fleste anser det for at være en enorm svaghed. Jeg er glad for at du ikke ser det ligesådan. Hvad angår Jacqueline så lov mig at du passer på dig selv. Ilosonic er ikke en mand man bør lege med,” tilføjede hun, og nussede ham kærligt i nakken. Hun ville trods alt heller ikke se ham komme til skade. Athena havde aldrig skænket det en tanke hvordan Evan var med børn, for hun havde trods alt altid forgudet ham, men han havde også været lige til.. sagt tingene som de var og presset hende til det yderste, vist hende at selv på trods af hendes problemer kunne hun sagtens opnå det hun ønskede. Når det var sagt så vidste hun også at Evan kun godtog det bedste af det bedste, og det havde hun aldrig været. Diane havde været en kvinde af høj standart på en ganske anden måde end hun selv. Hun lod blidt ved hans ord og lod det drillende glimt melde sig i hendes blik. ”Det er lige præcis det jeg siger,” bekræftede hun morende også selvom det ikke var løgn på nogen måde. Athena så ingen grund til at fortsætte et skænderi som var død for flere timer siden, og hun gad bestemt ikke at spilde tid på at være sur når hun meget bedre kunne lide at være sammen med ham på den måde. At han så var bekymret forstod hun godt, men han kunne ikke holde hende inden døre for resten af livet, hvilket han også vidste. Med hovedet på sned lænet mod hans hånd, strøg hun blidt hen over hans fingre med sin tommel. Det lettede hende lidt at få bekræftet hvilken betydning hun havde for ham. ”Der er altid en fare ved at bevæge sig ud, Evan, og vi lever begge to et farligt liv. Når det er sagt så kan jeg trods alt ikke blive inden for hele tiden. Du skal ikke bekymre dig, jeg er i stand til at tage vare på mig selv,” gentog hun dog en kende overbærende. ”Og nu hvor vi snakker om at beskytte sig selv.. vi har ikke trænet i evigheder,” påpegede hun lidt sigende, for hun var faktisk begyndt at kunne mærke det, hvilket heller ikke var behageligt!

[Deleted]

Evan anerkendte begge sider af Athena, for det var slet ikke meningen at hun skulle undergrave den ene del af hende, når han vidste, at det var en stor del af hende. Uanset, så var dette noget som han sagtens kunne leve med, og noget som han faktisk gerne ville leve med, for det var jo trods alt hele hende, som han var faldet for. Han trak let på smilebåndet. ”Dem som vælger at betragte det som en svaghed, aner slet ikke hvilken styrke det kan være, at besidde begge siderne, min kære.. Det er dem som vælger at undervurdere hvad det varme og bløde hjerte, deriblandt er i stand til,” sagde han med en ganske sigende mine. Hendes hænder i hans nakke, var slet ikke noget som han havde det mindste imod, for det var virkelig en fantastisk fornemmelse at sidde igen med. Han lukkede øjnene tydeligt tilfredst og med en dæmpet brummen, idet han roligt lagde begge armene omkring hende, så hun kunne komme helt ind mod sig. Han kunne slet ikke få nok af at have hende tæt på, og selvom han vidste, at hun stort set var et resultat af ham, for han havde været den som havde taget sig af hende, og det var slet ikke noget som han ville fortryde på nogen som helst måde i det hele taget. Han kyssede let hendes tinding, og med et drilsk smil på læben. Han kunne måske være krævende, men lige når det kom til hende, så var det bestemt heller ikke fordi at han krævede særlig meget. Han krævede hun var sig selv, og anerkendte at hun var den som hun var, og det var noget som selvfølgelig også betød ekstremt meget for ham. ”Jeg er da slet ikke så krævende.. Listen er da ikke så lang,” påpegede han med en tydeligt drillende stemme, som han igen kyssede hendes kind. Nu hvor han alligevel valgte at blive stående med hende i sine arme, så var han nu alligevel bange for hvad der ville ske med hende, også fordi at det var gået galt sidst, og det var slet ikke noget som han ønskede sig det mindste på nogen måde! Han tvivlede slet ikke på, at hun kunne passe på sig selv, men af den grund, så var det jo stadig farligt for hende at søge ud, og kunne han, jamen så havde han valgt at holde hende inden døre, selvom han vidste, at det ikke var muligt for ham. De mørke øjne vendtes roligt mod hende, som han roligt kyssede hendes kind igen. ”Livet er farligt, og det ved jeg udmærket godt, men nu så vi jo trods alt hvad der skete sidst, og jeg ønsker slet ikke at det er noget som skal ske igen. Kære Athena.. Du er det vigtigste og mest betydningsfulde i mit liv.. Jeg ønsker ikke at miste dig. Det er dig jeg agter og regner med at blive gammel med, og derfor ønsker jeg ikke at miste dig på grund af.. disse småting som små skænderier,” sagde han med en rolig, og dog let alvorlig stemme. Smilet bredte sig let på hans læber. Træningen havde stået meget stille, hvilket han godt vidste. ”Mangler du det da?” spurgte han morende.

[Athena Maloya Mathimæus]

Måske det var en underlig opfattelse, men Athena så lidt på sig selv som et symbol på at lys og mørke sagtens kunne forenes. Det var ganske vidst farligt at have hendes gode hjerte i et land som dette, men hun så ikke nogen grund til at skamme sig over det, særligt ikke når Evan ikke gjorde. ”Jeg tror skam heller ikke på at det er en svaghed.. ikke mere vel og mærke. Til tider er det svært at acceptere at man er anderledes når alle andre anser en for at være svag, og det er jeg ikke,” tilføjede hun i et forsøg på at udvise lidt selvtillid også selvom det ikke blev sagt med så fast en tone som det burde. Blikket hvilede i hans. Selvom han havde et hårdt og reserveret udtryk så kunne hun godt lide at se en vis form for varme i hans øjne. Stille smilede hun for sig selv, og strøg næsten fraværende fingerspidserne hen over hans nakke. Efterhånden havde hun vænnet sig til at det var i orden at kærtegne ham, også selvom hun endnu ikke var begyndt at præsentere ham som sin kæreste, for det var trods alt ikke noget hun havde fået lov til. Lige når det kom til ham var hun stadig lidt forsigtig. Ved hans ord måtte hun alligevel himle med øjnene. Han kunne ikke på nogen måde benægte at han var en krævende mand, det vidste hun eftersom hun var vokset op med ham. ”Tager jeg ikke meget fejl så ville du nemt kunne lave en flere kilometer lang liste over krav. Som hvis jeg nu spørger hvilke kvaliteter din drømmekvinde skal besidde?” svarede hun lettere udfordrende, for hun kendte ham godt nok til at vide at den liste i sig selv var lang, han satte trods alt pris på sin stolthed. Athena slap ham med den ene hånd og lagde den i stedet imod hans kind, og følte hvordan hans skægstubbe kærtegnede hendes bløde håndflade. Selvom hun levede et farligt liv også fordi hendes navn var kendt, så kunne hun godt lide at han bekymrede sig. Jo mere hun hørte ham bekræfte hende des hurtigere bankede hjertet mod brystet, særligt ved tanken om at han ønskede at blive gammel med hende. ”Hvad der skete den aften var pinligt.. og uheldigt. Din søster var langt stærkere end jeg og desværre var jeg uforberedt, det er ikke noget som jeg nogensinde vil lade ske igen. Jeg elsker dig, Evan og nu hvor du har givet mig mulighed for langt om længe at vise det åbenlyst så lover jeg dig, at du ikke slipper af med mig uden videre,” endte hun med en morende latter. Efterhånden måtte hun faktisk erkende at hun begyndte at mangle træningen let. ”Hvad? At have så ondt at man ikke kan gå og svede som en stukken gris med dig? Hvordan kan man ikke mangle det?” spurgte hun ment i dybeste ironi også selvom hun faktisk mente at hun savnede det.

[Deleted]

Evan så frygtelig meget styrke i Athena, og sikkert meget mere end det som hun selv var i stand til at se, men af den grund, så var det jo også noget som han ønskede at hjælpe hende med, så snart muligheden for det, ville dukke op. Nu hvor de var kommet så tæt på hinanden, at de kunne kalde hinanden kærester, så var det selv noget som gjorde, at selv Evan var glad og ikke mindst lykkelig. Han elskede hende og han var glad for hende, og naturligvis var det også noget som gjorde sit, selv for hans vedkommende. ”Svag har du aldrig været, og det erkender jeg gerne, min kære. Selvom mange anser lyset som en svaghed, så er der styrker i det, såvel som der er i mørket. Du har fundet en balance de to ting imellem, og det er virkelig et sandt mirakel. Du er en af de stærkeste personligheder som jeg kender,” roste han hende, for han så bestemt heller ikke nogen grund til at skulle lyve for hende. Han var måske en kravestor mand, og han satte uden tvivl pris på stoltheden, men det var kun på grund af hvad han selv havde oplevet, så var han bestemt heller ikke typen som bare ville nøjes. Overhovedet ikke! ”Hvad min drømmekvinde skal besidde? Hun skal vide hvad hun vil have, og ikke være bange for at gøre hvad der er nødvendig for at opnå det. Hun skal besidde drømme, som hun ikke vil være bange for at opnå, hun skal give udtryk for sin mening, og hun skal give mig et modspil. Hun må ikke være for bestemt, for selv jeg skal kunne beskytte hende og give hende følelsen af at være kvinde. Hun skal hedde Athena, være lyshåret og have rødder i Procias.. Skal jeg fortsætte..?” spurgte han med et kækt glimt i øjet, idet han roligt lagde hovedet let mod hendes hånd. Han elskede når hun selv viste hvad hun ville have, og det at kærtegne ham, var noget som han uden tvivl måtte nyde forbandet godt af! Han sukkede dæmpet og næsten saligt. Han elskede hende, og han havde bestemt heller ikke noget imod at skulle bekræfte hende, nu hvor han havde muligheden for det, for det var vigtigt for ham, at hun vidste hvad hun ville have, og hvis der ikke skulle mere til, for at gøre hende glad, så var det også noget som gjorde ham glad. ”Det passer mig fint. Hvem skal ellers holde om mig, når jeg engang bliver gammel og grå, og nærmest skal have maden tygget på forkant? Jeg elsker dig højere end hvad jeg er i stand til at beskrive, Athena, og jeg ønsker slet ikke at miste dig,” sagde han med en ganske sigende mine. Det var noget som faktisk betød utrolig meget for ham, for han var jo nærmest gjort helt paranoid efter hvad hans søster havde formået at gøre ved hende, og tilsyneladende uden den største anstrengelse. Smilet bredte sig kun tydeligt på hans læber. ”Hvad med at jeg så skifter, så den nye skjorte ikke ødelægges, og vi så tager en træningsrunde, inden vi begge hopper i seng?” spurgte han med et let glimt i øjet.

[Athena Maloya Mathimæus]

Athena skulle genre være den første til at erkende, at Evan var et af hendes store forbilleder. Hun anså ikke sig selv for at være stærk på nogen måde, også selvom hun igennem mange år, kontinuerligt havde kæmpet for at tage hans viden til sig og dygtiggøre sig inden for kampsport og våbenbrug samt selvkontrol. Det næste hun inderligt håbede at han ville vise hende, var magien. Hun vidste at Evan ikke var en mand som roste uden videre, og derfor tog hun det til sig når han gav hende den form for komplimenter. ”Alt for mange anser det for at være en svaghed, og det er ikke altid nemt at finde balancen, men jeg har forsøgt. Takket være din træning og tilstedeværelse gennem årene, er det lykkedes mig at finde min styrke, selvom jeg ikke troede at jeg besad dem,” erkendte hun og sukkede tungt. Selvom hun ikke var sikker på at Evan vidste det, så havde hun aldrig lært at læse, skrive eller regne for den sags skyld. Zacharias havde altid været to skridt foran hende og det havde plaget hende, selv i forhold til træning. Idet han begyndte at fortælle om sin drømmekvinde bed hun sig let i læben. Hun vidste ikke hvor meget hun i virkeligheden kunne leve op til meget af det, for hun havde i lange tider været bange for at følge sine drømme, hvilket hovedsageligt havde været en stor stilling og dernæst et liv med ham, hvor hun ikke kom i næste række. Hun rystede sagte på hovedet og følte næsten sine kinder brænde en smule. Måske det var egoistisk men hun elskede når han snakkede om hende på den måde. ”Spørger du mig så var det ret specifikke krav.. de færreste ville være i stand til at leve op til bare nogle af dem, med andre ord af du krævende. Jeg har dog en idé om jeg kan håndtere at opfylde det hele,” tilføjede hun dæmpet og strakte sig en smule for at plante et blidt kys på hans læber. Selvom det næsten skete en smule ærgrende, endte Athena igen med at trække sig så de grønne øjne igen faldt i hans. Hans ord fik hende til at le en smule for sig selv. Han ville ganske vidst blive gammel længe før hende, men hun tvivlede på at de nogensinde ville få muligheden for at dø i en seng på den måde. ”Bare rolig, det er ikke en byrde jeg nogensinde vil kunne få mig selv til at kaste på andres skuldre,” svarede hun lidt kækt også selvom det selvfølgelig var ment drilsk. Han ville aldrig blive en byrde. Hun havde ikke ligefrem regnet med at han ville træne nu og her men det var en udfordring som hun glædeligt tog op. Glimtet i hans øjne tog næsten pusten fra hende, hun havde lidt glemt hvor skønt det var at udfri sine frustrationer og stadig med mulighed for at være ham tæt. ”Jeg er frisk,” afsluttede hun bestemt. Så var hun da også sikker på at få noget søvn!

[Deleted]

Evan så frygtelig meget styrke i den unge kvinde som stod i hans arme, og han var bestemt heller ikke bange for at komplimentere hende for det. Hun havde så meget godt i sindet, og det var noget af det som han virkelig godt kunne lide ved hende. Hovedet lod han søge let på sned. ”De anser det kun for en svaghed, udelukkende fordi at de ikke kan se nogen styrke i det at være lys og have et godt hjerte.. De tager alt for givet, og det er en skam. Du har vist dig at være en af de stærkeste personligheder som jeg kender, min kære, og det er noget som jeg står fuldkommen fast på. Det er unikt,” sagde han endeligt, som han blev stående og med armene omkring hendes skikkelse, så hun kunne stå tæt ved ham. At hun strøg ham i nakken og over kinden og generelt det, at hun berørte ham og ikke viste sig at være bange for det, for han nød når hun selv bekræftede ham på den måde. Som han fortsatte sin længere opremsning, så kom han jo egentlig kun ind på hvad hun var i besiddelse af. Smilet bredte sig på hans læber. Hun var selvsikker nok til at vide at hun kunne opnå det? ”Okay da, jeg kan gå med til at være en smule krævende.. Men kun lige en smule. Du er uden tvivl i stand til at opfylde mine… krævende krav. Du er min drømmekvinde, Athena.. Jeg kunne aldrig forestille mig, at skulle have andre end dig,” sagde han med en rolig stemme. Han var nu alligevel af den overbevisning at de nok skulle få det hele til at virke, også selvom han virkelig var bange for at skulle miste hende, også fordi at der ikke skulle særlig meget til, før det ville gå galt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han sukkede ganske let, som hun lagde hånden mod hans kind, hvilket gjorde, at han let lukkede øjnene, for han elskede virkelig, når hun berørte ham på den måde. Hun var den som han ønskede at blive gammel med, også selvom det jo var almen kendt, at han ville falde bort længe før hun ville, kun fordi at han var det ældre, selvom det slet ikke ar en tanke som han ønskede at skænke en tanke lige nu. Han smilede let for sig selv. ”Det vil bestemt ikke gøre mig noget. Du er den eneste som jeg ønsker at være sammen med, kæreste,” sagde han med en rolig stemme, som han let blinkede til hende. Træningen ville han heller ikke have noget imod at kaste sig i krig med, for det var ved at være lang tid siden. Han kuklo ganske let. ”Hvis du hopper i træningstøjet, så gør jeg det samme, så kan vi gå i salen derefter? Så skal jeg nok få dig til at svede lidt, nu hvor du savner det så meget,” påpegede han let, inden han roligt søgte mod hende, kun for at kysse hendes læber med en intensitet, inden han roligt slap hende igen.