You are under arrest!

[Noelle Jaceluck]

Slottet var ganske vidst et trygt sted at færdes, desværre var der ikke der hvor hun tilbragte mest tid. Det havde aldrig rigtigt rørt hende at marken havde været mere hendes hjem en slottet i sig selv, ikke før Enrico var kommet ind i billedet, og selv det var svært nok for hende at håndtere. Hun havde måske gemt sig derude i frygt for at opnå endnu større følelser for ham, netop i frygt for at noget som dette skulle ske, men man kunne vel sige at skaden allerede var sket? Det var ikke fordi hun ville skændes igen, men hun nægtede at tage et så spinkelt håb til sig som det han tilbød hende. Hun blødte fra øjnene og det var kun en start. Det var svært at holde sig vågen, hun kunne knap gå og ikke selv regulere varmen i sig hvilket irriterede hende, det var ikke fordi hun havde de største muligheder. Som hun endte med at falde sammen så var hende næstene n umulig opgave at kæmpe sig tilbage på benene, de gav simpelthen efter for hendes vægt. Hun var ikke vant til at skulle have hjælp til denne slags, men nu måtte hun vel.. bøje sig? Hun kom op men greb om hans overarme med hænderne for at holde sig på benene. De grønne øjne gled i hans også selvom hun måtte knibe dem sammen for bedre at kunne se ham. ”J-jeg vil i-ik-ikke være negativ, kære men jeg vil h-heller ik-ike bærer f-falsk h-håb, men jeg ha-har heller i-kke lyst til at takke far-vel,” erkendte hun lidt dæmpet. Det var ikke af frygt men hun havde virkelig ikke lyst til at forlade verden nu.. ikke med alle de gode år hun havde tilbage, og nu hvor hun ikke længere havde noget at give sig til, så ville det betyde langt mere tid sammen med Enrico. Hun nikkede sagte uden at sige ham imod også selvom protesterne hvilede lige på tungen. Skulle hun se på det med realistiske øjne så ville hun ikke klare sig indtil Jaqia var blevet vækket, men hun havde ikke lyst til at gøre det til en diskussion. Armene gled om ham, idet han endte med at trække hende op. Det irriterede hende, men hellere lade ham bærer hende, at at ligge sølle på gangen udstillet for enhver som kom forbi. Hovedet lagde hun mod hans bryst. Måske det ikke var så slemt at give sig lidt hen for en gangs skyld? Roen sænkede sig over hende. Uden at tænke over det lod hun blikket glide i og lod sig vugge ind i en form for søvn ved hans tunge skridt og den søde, ikke mindst velkendte duft. Hendes åndedrag blev tunge.. måske ligefrem gispende i ny og næ, nu hvor sveden drev af hende og hun skælvede i hans favn ude af stand til at finde nogle form for varme. Selvom det bestemt ikke var meningen endte omgivelserne med at forsvinde for hende, og lullede hende i stedet ind i søvnens kølige tag.

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være temmelig sent. Der havde været et større kaos på slottet, hvilket kun havde givet Leonardo hovedpine. Et par timer.. mere havde han ikke brugt på bordellet og da han var kommet hjem havde alle været i panik og brand i de kongelige gemakker, han havde hørt om Enricos dom, men havde været ude af stand til at finde ham i kælderen og ingen kunne fortælle ham hvor pokker Noelle var blevet af. Ham hamrede næven ned i sit skrivebord og lod blikket glide ud af vinduet, og betragtede det smukke, oplyste land som afslørede sig uden for. Hvad pokker der gik af Mattheus vidste han ikke, men det irriterede ham at han tydeligvis ikke var til at snakke til fornuft. Armene lagde roligt over det muskuløse bryst, mens han lagde tankerne i blød, håbede på at en løsning ville poppe op i hovedet på ham, dog uden at han turde håbe på det. Måden døren pludselig blev skubbet op på, fik ham opmærksomt til at vænne blikket mod den. For et kort øjeblik havde han allerede pust sig op og gjort klar til at skælde Mattheus ud, så det kom ham som lidt af en overraskelse, at det var Enrico og Noelle som væltede ind af døren. Den stramme mine blødte en smule op, også selvom han hurtigt var henne ved dem. Det var tydeligt at Enrico ikke havde det for godt og knap var i stand til at bærer hende, også selvom.. hun virkede.. syg? ”Hvad foregår der, Enrico?” endte han en smule irritabel, og overtog Noelles vægt. Hun lå slapt i hans arme, men han havde ikke tid til at bekymre sig om hende i øjeblikket. Uden at tøve vendte han sig mod sin seng, hvor han nænsomt lagde hende ned i den bløde madras, hun var jo brand varm at holde ved! ”For helved,” mumlede han direkte vredt. Det var utroligt at han ikke kunne vende ryggen til ham for bare et øjeblik før han havde skabt kaos. Eftersom han havde nægtet at fuldfører sit arbejde, så havde han stået med det hele og et bordel, det var endt med at vokse ham over hovedet og Enrico havde trods alt kun valgt at hjælpe ham. Igen vendte han sig mod manden. ”Det her går ikke mere. Vi er nød til at gøre et eller andet,” påpegede han og forsøgte at lyde mere rolig end han var. Det var pisse frustrerende at den knægt ikke kunne tage sig sammen, og ligeså irriterende at han havde takket ja til at gifte sig med ham og alligevel var endt med at skulle tage det hele mere eller mindre alene. ”Hvad er der sket med hende?” spurgte han og hævede et dovent øjenbryn mens han vendte sig mod Noelle. Det var ikke nået ham for ører at hun var blevet syg, faktisk vidste han end ikke at hun var kommet hjem, ikke før snakken var endt med at gå selvfølgelig, han var skam klar over at hende og kongen havde haft sine kontroverser her til aften, hvilket var noget som undrede ham i den tilstand.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste godt, at de var nødt til at gøre noget i denne situation, for dette var bestemt ikke noget som gik i længden, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Jovist bekymrede det ham, at kongen var helt ude i torvene, hvor ingen var i stand til at kontrollere ham, og et sted, så var det en tanke som gjorde ham direkte irriteret! Han havde for pokker ikke gjort andet end det som han altid havde gjort, og så var det nu det her som skulle ske? Det var på ingen måder retfærdigt! Han tvang Noelle mere eller mindre op i hans arme, også selvom han knapt nok kunne bære hende, så var det fuldstændig lige meget, for han ville da ikke lade hende ligge her! ”Jeg nægter at tage farvel med dig nu, min kære.. Det gør jeg ikke..” Han skulle gøre hvad han kunne for at holde hende ved lige, for det var tydeligt, at dette virkelig var noget som kørte hende træt, og det var i den grad også til at forstå, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Selvom hans skridt var direkte vaklende, så han selv var ved at falde, så kunne han ikke direkte gøre noget ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes, som han søgte direkte ned mod Leonardos gemakker, for de var nødt til at handle, og det kunne ikke gå hurtigt nok!
Enrico faldt mere eller mindre over dørtærskelen ind til Leonardos gemakker, også selvom han virkelig kæmpede for at holde sig på benene. Hans krop rystede og skælvede under ham, for han var slet ikke i stand til at heale ordentligt, sådan som det gik for sig på denne her måde! Han gispede svagt, som han vendte blikket mod Leonardo. ”Det rabler for Hans Majestæt,” svarede han sammenbidt, som han lod ham tage Noelle og lagde hende hen på sengen. Han fulgte roligt med tydeligt vaklende skridt, hvor hans ben gav efter som han nåede sengekanten. Han kunne se på hende at hun havde det elendigt, men foreløbig slog hendes hjerte, og det var noget som han selvfølgelig tolkede som intet andet end en god ting. Han greb ud efter hendes brændende hånd, som han knugede fast i sin egen. ”Hold ud…” hviskede han dæmpet, som han vendte blikket mod Leonardo. Han havde ret i at de var nødt til at handle, og han vidste helt præcist hvad de skulle gøre! De havde ikke noget andet valg denne gang! ”Hans Majestæt kradsede hende.. Hun gennemgår en forvandling som hendes dæmon hurtigt vil tage hendes liv ved.. Leonardo.. D-du må lytte godt efter… Bring mig Hendes Majestæts kiste.. bring den herop.. Vi må vække hende,” afsluttede han bestemt. Han selv havde måske ikke energien til det, nu hvor han var blevet gennempisket og endda dømt for forræderi og det som var værre, for det kunne han slet ikke drømme om! "D-du må hjælpe med at vække hende.. Hendes Majestæt er den eneste som kan holde Hans Majestæt på plads,” forsikrede han bestemt.

[Deleted]

Mattheus var endt hele ud i torvene, og Leon havde end ikke set det komme som sådan. Hvordan det hele var gået så hurtigt kunne han ikke begribe. Erico havde fortalt ham om denne Denjarna som havde knust kongens hjerte, hvilket selvfølgelig var en trist affære, men han havde ikke i sin vildeste fantasi troet at det ville bringe ham så langt ud som han var endt nu. Han betragtede Enrico med en lettere forvirret mine, da han kom gående ind med Noelle i sine arme. Han havde aldrig troet at han skulle se hende på den måde, tværtimod var han imponeret over hendes styrke og hendes fantastiske evner til ikke at udvise nogle følelser, om det så var en styrke eller svaghed var ikke noget han ville begynde at bringe op til diskussion, det eneste som han havde fokus på i øjeblikket var Mattheus. Armene lagde han over brystet og betragtede ham som han endte med at glide hen ved siden af Noelle på sengekanten. Hun så bestemt ikke godt ud, men det gjorde han heller ikke for den sags skyld. ”Ja tak det behøver du skam ikke at fortælle mig. Jeg vender ryggen til ham i et par timer og han nedlægger et helt slot med lidt hjælp fra din dame,” påpegede han og nikkede mod Noelle som lå og skælvede på sengen. Leonardo havde skam interesseret sig for andre racer, han vidste godt hvad et mærke som Mattheus' kunne gøre, men ikke at hendes dæmon ville ende med at slå hende ihjel. Han hævede et dovent øjenbryn og forsøgte at forestille sig det. Uden hende så ville de for alvor være i problemer, det var pludselig mange tusinder af mænd og kvinder som de ikke havde kontrol over. ”Aha.. på den måde. Selvfølgelig, hvad end der skal til for at stoppe denne sindssyge,” endte han og nikkede mod ham dog uden at tage blikket af Noelle. ”Jeg får hende bragt op med det samme. Kan du gøre det her?” spurgte han uden at spilde tiden, for han kunne fornemme at det var noget som hastede. Han trådte ud på gangen hvor der stod to vagter, nogle som han personligt havde ansat for at have nogle af dem han stolede på omkring sig. ”Bring mig Deres Majestæts kiste nede i de mørke sale. Hver forsigtig,” bad han lidt fast. Vagterne forsvandt hurtigt for at følge hans ordre, hvilket gjorde ham yderst tilfreds. Uden at lukke døren trådte han atter ind på værelset hvor han strøg rastløst rundt. Det var mange år siden Jaqia sidst havde vandret på denne jord, han nærede den dybeste respekt for hende, men han var ikke sikker på at det var hendes ønske at blive vakt til live, på den anden side havde de vil ikke nogen anden udvej?

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste, at det langt fra var Jaqias ønske at blive vækket fra de døde, men hellere det end at lade Dvasias ende i ruiner? For det var den skæbne Mattheus forseglede landet med, ved at handle på denne her måde! Selv havde han det bestemt heller ikke særlig godt, men det var noget som han måtte tage sig af bagefter, for han kunne ikke tænke på andet lige nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han var nødt til at ændre i sin prioritering og nedprioritere Noelle, ganske enkelt for at redde hendes liv, selvom det bestemt heller ikke var den nemmeste prioritering fra hans side af, men noget var han nødt til! Hans ryg var fuldkommen blodig, og var ikke noget andet end et åbent sår som der snildt kunne gå betændelse i, selvom han nu heller ikke tog sig af det, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund. ”Jeg ved ikke hvad der er hændt med Hans Majestæt, andet end det knuste hjerte, Leonardo, men vi er nødt til at stoppe denne galskab, inden det for alvor går galt, og det er slemt nok som det er i forvejen! Mange støtter har han ikke og bringer han sig sådan frem, findes der snart intet Dvasias,” endte han med en fast tone. Det var bestemt heller ikke hans mening at snappe efter Leonardo, da den kære mand intet havde gjort, andet end hvad Jaqia havde krævet af ham, og det var selvfølgelig noget som han kunne stå inde for, for han havde holdt meget nøje øje med ham i begyndelsen.
Enrico blev siddende med Noelles hånd i sin. Hendes hjerte blev svagere, skønt han vidste at hendes indre dæmon ville koste hende livet, og det var slet ikke noget som han var videre interesseret i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte sig i retningen af Leonardo endnu en gang. Ritualet kunne han i hovedet, men energien til at udføre den, havde han næppe og det vidste han. ”Jeg får brug for Deres hjælp under opvågningen. Jeg har ikke energien til at gøre det på egen hånd. Jo hurtigere det går, jo bedre er det. Hun kan få knægten under kontrol.. Det kan jeg garantere dig,” lovede han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod Noelle og med en tydelig bekymret mine. Ja, denne gang var han faktisk for alvor bange for at miste hende, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde! Tanken om det var ham direkte dræbende. Han trak sig op på sengekanten, hvor han satte sig ned ved hendes side. Hvis han vidste om der var en modgift for kradsemærket, så havde han uden tøven hentet den allerede, for han ønskede slet ikke at se hende på den måde! Det blødte endnu på hans ryg, som han følte det stramme og faktisk gøre temmelig ondt! Han vendte sig mod Leonardo igen, som han havde ladet hånden stryge over Noelles pande. ”Hvor lang tid går der?” spurgte han utålmodigt. Han følte sig pludselig enormt presset!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste, at det langt fra var Jaqias ønske at blive vækket fra de døde, men hellere det end at lade Dvasias ende i ruiner? For det var den skæbne Mattheus forseglede landet med, ved at handle på denne her måde! Selv havde han det bestemt heller ikke særlig godt, men det var noget som han måtte tage sig af bagefter, for han kunne ikke tænke på andet lige nu, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han var nødt til at ændre i sin prioritering og nedprioritere Noelle, ganske enkelt for at redde hendes liv, selvom det bestemt heller ikke var den nemmeste prioritering fra hans side af, men noget var han nødt til! Hans ryg var fuldkommen blodig, og var ikke noget andet end et åbent sår som der snildt kunne gå betændelse i, selvom han nu heller ikke tog sig af det, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund. ”Jeg ved ikke hvad der er hændt med Hans Majestæt, andet end det knuste hjerte, Leonardo, men vi er nødt til at stoppe denne galskab, inden det for alvor går galt, og det er slemt nok som det er i forvejen! Mange støtter har han ikke og bringer han sig sådan frem, findes der snart intet Dvasias,” endte han med en fast tone. Det var bestemt heller ikke hans mening at snappe efter Leonardo, da den kære mand intet havde gjort, andet end hvad Jaqia havde krævet af ham, og det var selvfølgelig noget som han kunne stå inde for, for han havde holdt meget nøje øje med ham i begyndelsen.
Enrico blev siddende med Noelles hånd i sin. Hendes hjerte blev svagere, skønt han vidste at hendes indre dæmon ville koste hende livet, og det var slet ikke noget som han var videre interesseret i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte sig i retningen af Leonardo endnu en gang. Ritualet kunne han i hovedet, men energien til at udføre den, havde han næppe og det vidste han. ”Jeg får brug for Deres hjælp under opvågningen. Jeg har ikke energien til at gøre det på egen hånd. Jo hurtigere det går, jo bedre er det. Hun kan få knægten under kontrol.. Det kan jeg garantere dig,” lovede han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod Noelle og med en tydelig bekymret mine. Ja, denne gang var han faktisk for alvor bange for at miste hende, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde! Tanken om det var ham direkte dræbende. Han trak sig op på sengekanten, hvor han satte sig ned ved hendes side. Hvis han vidste om der var en modgift for kradsemærket, så havde han uden tøven hentet den allerede, for han ønskede slet ikke at se hende på den måde! Det blødte endnu på hans ryg, som han følte det stramme og faktisk gøre temmelig ondt! Han vendte sig mod Leonardo igen, som han havde ladet hånden stryge over Noelles pande. ”Hvor lang tid går der?” spurgte han utålmodigt. Han følte sig pludselig enormt presset!

[Deleted]

Leonardo havde aldrig nået at lærer Jaqia at kende, hvilket også gjorde at han ikke kunne udtale sig om hvad hun ville ønske i denne situation, men han stolede nok på Enrico til at følge hans råd, hvis manden ønskede hende tilbage fra de døde, så var det, det som kom til at ske. Landet ville blive bragt i ruiner hvis Mattheus fik lov til at fortsætte på den måde han gjorde nu, og det ville han end ikke selv tillade. Efter at have hørt mange historier om hvordan hans forældre havde gjort sit for at beskytte landet, så ønskede han selv at tage del i familien stolthed, det var også grunden til han havde sagt ja til et ægteskab på den måde. Noelle tog han sig ikke rigtigt af, i hans øjne var hun.. skræmmende, og dog så hun ret fredelig ud når hun lå der på sengen og klynkede i ny og næ, hvilket bestemt ikke lignede hende. ”Jeg ved det end ikke selv. Det har ganske vidst taget hårdt på ham, men jeg havde ikke regnet med at det ville påvirke ham så voldsomt. Under alle omstændigheder så er det en del af min kontrakt, at holde ham på rette fode, så jeg gør hvad der kræves af mig,” svarede han roligt og dog rastløs, som han fortsatte sin gang frem og tilbage hen over gulvet. Enrico var tydeligvis bekymret for den kære Noelle, og det kunne man bestemt ikke bebrejde ham for, det var tydeligt at manden var dybt forelsket i hende. Ikke at han forstod sig på det, på trods af at hun var familie.. hans moster så vidt han havde forstået. De havde ikke mange støttere i landet, og de havde simpelthen ikke råd til at miste flere, desuden var Jaqia en dygtig dronning, selv han var realistisk nok til at kunne se at de behøvede hendes hjælp. Leon valgte at ignorere hans snappen, for han var trods alt bekymret, hvilket kun var forståeligt. ”Jeg giver dig gerne hvad jeg har af energi, men kan du udfører det her, eller skal vi finde et andet sted?” spurgte han igen og hævede et øjenbryn idet han endelig endte med at stå stille, for at lade de grønne øjne betragte ham med ren og skær frustration. Manden var måske utålmodig, men kisten var ikke let at bærer, ikke med et velbevaret lig, et utal af gaver og en dyr kiste af mørk marmor. ”Den er tung og lang at slæbe, Enrico, de arbejder så hurtig de kan. Hvordan har hun det?” spurgte han mere for at holde ham lidt fokuseret, for han interesserede sig ikke synderligt meget for hende. I samme øjeblik endte der med at lyde bank på døren. Leonardo søgte mod den og åbnede den for vagterne som stod uden for, røde i ansigterne af at løfte den tunge kiste. Han lod dem komme ind kun for at sætte den midt i lokalet, før de kort så rundt på Enrico og Noelle. ”Gå. Fortæl ikke nogle om dette,” beordrede han og så dem bukke for ham ud af øjenkrogen før de forlod værelset og lukkede døren bag sig. Hånden lagde hanmod kistens låg, han havde forseglet den på magisk vis, kun han kunne bryde den. Bå gnistre begyndte at skyde frem fra hans hånd, mens muren langsomt blev brudt ned, og tillod andre at åbne kisten.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico kendte efterhånden Jacqia godt nok til at vide, at dette var noget som ville ske mod hendes ønske, men han har så til gengæld også modstået at gøre det, før det har vist sig at blive en direkte nødvendighed. De kunne ikke fortsætte med at lade Mattheus ødelægge Dvasias, for det var jo det som de for pokker var på vej til! Ja, et sted så var det ganske vidst utrolig, at der skulle så meget til, før kongen valgte at reagere og så i den grad? Det var jo helt absurd! Han rystede let på hovedet. At Leonardo var villig til at gøre hvad der var nødvendigt, var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod i den anden ende, for det glædede ham faktisk. ”Det betyder meget, for jeg vil ikke være i stand til at gøre det på egen hånd, grundet af hvad der skete for kongens ordre. Jeg ved det er meget at kræve af dig, for nemt bliver det ikke, og det kommer til at blive frygtelig afkræftende,” endte han ganske sigende, også selvom det jo ikke ligefrem var nogen løgn i sig selv. Alkymi var virkelig trættende og det var uanset hvor professionel og dygtig man var indenfor faget! Hans krop rystede og dirrede. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at snappe ud efter manden, for han havde jo trods alt heller ikke gjort noget, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre. Som han spurgte ind til Noelle, så var det som om piben straks fik en anden lyd, hvor han vendte blikket mod hende. Hånden gled mod hendes svedfyldte pande, hvor han samtidig kunne høre hvordan hun lå og klynkede. Det lignede hende bestemt ikke, og det var en grund nok til bekymring! Han vidste at dæmonen ville koste hende livet, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund, for han brød sig slet ikke om det! ”Hendes hjerte er svagt, hendes krop ryster og hun græder blod.. Forvandlingen er allerede meget fremskreden.. og den vil koste hende livet.” Selv forsøgte han virkelig at holde sig så professionel, som det nu var ham menneskelig muligt, selvom det bestemt heller ikke var noget som var nemt for ham på nogen måde. Han ville ikke flytte Noelle mere end det som måtte være højst nødvendigt. Blikket hævede han som kisten endelig blev leveret til gemakkerne, hvilket var noget som passede ham fint. Han rejste sig endelig, også selvom han stod der skjorteløs og det hele, så tog han sig ikke af, at det var sådan han skulle tage imod sin elskede dronning. ”Jeg gør det her.. Jeg vil ikke flytte Noelle for meget, og jo hurtigere det gøres jo bedre er det.. Få magien brudt, så vi kan komme i gang.. Hvert sekund her er vigtigt!” endte han med en næsten beordrende stemme. Han var skam ikke ude på at tage magten fra kongeparret, men selv denne situation ønskede han at få kontrol over hurtigst muligt! Han søgte hen til låget af kisten. Det sitrede helt ud i hans fingerspidser, idet han selv tog fat om det, og varsomt skubbede det store marmorlåg til side – kun for at afsløre en smuk, dog så askegrå kvinde; Jaqia.

[Deleted]

Dvasias ville gå til grunde hvis det var denne tone piben skulle have, og det ønskede Leonardo heller ikke. Desuden regnede han stærkt med at det ville være Enrico som stod til skideballen og ikke ham, han gjorde jo bare som han blev bedt om, også fordi han ikke havde nogen direkte erfaring inden for dette fag, og derfor var nødt til at tage imod råd fra nogle som faktisk vidste noget om det. Han forstod sig udmærket på at alkymi var en trættende ting at lege med, og Enrico selv var bestemt ikke i den ebdste forfatning, han var skam villig til at gøre hvad det krævede. ”Jeg kan forestille mig det. Jeg er kendt med konsekvenserne af det, men så lang tid Hendes kongelige Højhed er til stede, sker der vel intet ved at jeg har et par dage hvor jeg er afkærftet?” spurgte han videre. Ja han havde respekt nok til at tiltale Jaqia med titel på trods af at hun ville blive genfødt uden noget af den art, her ville han jo faktisk være kongen. Leonardo betragtede Noelle som lå på sengen. Taget i betragtning hvor frygtindgydende hun var til hverdag, så lignede hun jo en ganske almindelig såret kvinde, sådan som hun lå der også selvom hun så direkte syg ud. Han kunne næsten gætte sig til at hendes tilstand var det som plagede Enrico så meget at han begyndte at snappe af ham selvom han intet havde gjort. Hvis Mattheus vidste dette, ville han nok dømme dem alle til døden for endnu et forsøg på kup mod kongehuset og mod ham. ”Hun er sikke synderlig frygtindgydende ud pludselig. Lad os komme i gang og håbe at vi kan redde hende inden det sker så,” foreslog han uden at vide hvor langt forvandlingen var fremskreden også selvom det allerede lod til at være for sent. Kisten blev bragt ind til dem og vagterne forsvandt hurtigt igen. Det var i sandhed en smuk kiste hun havde fået sig, med dybe udskæringer og navnet indgraveret på kistens lå. Han gættede sig til at hun lå dækket af silke, kun en dronning værdig. De blå gnistre forsvandt som han brød forbandelsen ind til han til sidst rettede sig op og lod Enrico slå kistelåget op. Selv trådte han nysgerrigt over på den anden side og så til mens den smukke dronning krop endte med at komme frem. Foruden at hun var askegrå, så havde døden ikke påvirket hende meget. Hun lå med begge hænder foldet på maven og med det blonde hår omkring sig, ligeså smukt som det altid havde været. ”En sand skønhed,” mumlede han og nikkede sagte for sig selv, for det var jo kun sandt! ”Fortæl mig hvad jeg skal gøre. Hvis vi skal have nogen mulighed for at få liv i Noelle, så tror jeg ikke vi har råd til at spilde tid. Desuden går Mattheus mere amok for hvert øjeblik der går,” påpegede han en anelse usikkert. Enhver var vel lidt bange for Jaqia? Han var i hvert fald, og han frygtede ærlig talt at hun ville blive vred over at de forstyrrede hende, hun så jo fredelig ud som hun lå der i den silkebetrukne kiste.

[Carmine Jordin Marlineo]

Dvasias ville blive lagt i ruiner, dersom de ikke gjorde noget ved situationen nu, hvilket allerede var noget som Enrico var klar over, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund, for han var nødt til at gå mod det løfte som han havde skænket til Jaqia, men han regnede bestemt heller ikke med at hun ville se det rige som hun havde gjort så meget for igennem så mange år, blive lagt i ruiner for hendes egen søns hånd! Han rystede let på hovedet. ”Jeg tør næsten garantere dig for, at det ikke har nogen betydning i det store billede. Hendes tilstedeværelse vil snildt holde Hans Majestæt under kontrol. Men jeg må advare dig, Leonardo.. Det er trættende for os begge.. Uanset hvad der sker, så må du ikke bryde det..” Blikket gled direkte mod ham og med en tydelig advarende mine. Hvis det gik galt, kunne det snildt koste både ham og Jaqia livet, hvilket han bestemt heller ikke var meget for, for så var Dvasias for alvor fortabt, hvilket ingen af dem måtte ønske og det vidste han udmærket godt! Hans blik gled kort i retningen af Noelle. Hun var så fredelig som hun lå der, selvom det hele var forkert, og det gjorde det bestemt heller ikke bedre af den grund! At Leonardo indirekte måtte beskrive en frygt for Noelle, var noget som helt klart morede ham, hvor han roligt vendte blikket mod ham. ”Hun er ikke så frygtindgydende som hun gerne vil give udtryk for at være,” endte han dæmpet, som han endelig rejste sig. Han elskede hende, og han var ikke bange for at sige det til folk, også selvom.. han nok ikke havde fortalt de ord til hende, men han var bestemt ikke bleg for at vise det igennem handling for hende!
Kisten blev langt om længe bragt op, hvilket var noget som passede Enrico særdeles fantastisk! Jo hurtigere de kunne komme i gang, jo bedre var det! Det ekstremt tunge låg skubbede han til side, kun for at afsløre den askegrå, men dog sås mukke skikkelse. Der var ikke nogen tvivl om hvor både Mattheus og Lillith havde det fra, for det var uden tvivl deres mor. Savnet var hun – selv ved ham var hun. ”Det er hun.. Det har hun altid været,” svarede han ærligt. Af den grund, så var der bare ikke noget som kunne slå hans elskede Noelle på det punkt! Han nikkede sigende til hans ord igen, som han roligt vendte sig mod Leonardo endnu en gang. Han trak vejret dybt. Selv tvivlede han på, om han i det hele taget kunne det her, men de var nødt til at prøve. De havde slet ikke tid til at forsøge at få andre til det.. Noelle ville glide fra ham i så fald, så kunne de lige så godt bare prøve! ”Jeg lader ikke Dvasias blive henlagt i ruiner på grund af en ung og naiv konges knuste hjerte. Du skal holde hånden mod min skulder.. Det er vigtigt vi forbliver i kontakt.. Og ikke tag dig af min ryg, jeg ved jeg ser forfærdelig ud. Din energi går igennem mig og videre til hende.. Og det er vigtigt du ikke giver slip..” endte han ganske kortfattet. Næverne lukkede han om marmorkistens kant. I sig selv, så var det faktisk hårdt for ham at stå op!

[Deleted]

Leonardo var efterhånden nået dertil hvor han ikke så noget andet valg end at følge Enricos råd. Dvasias skulle mødig ende med at ligge i ruiner, og han var trods alt kun djævlens lille hjælper, så han gik ud fra at han kunne få lov til at slippe for den eventuelle skideballe som kunne komme? Også selvom det jo på sit vis var hans ansvar, han skulle have holdt manden i kortere snor. ”Det tror jeg gerne. Jeg har hørt ham omtale sin kære moder, og den respekt han nærer for hende er næsten ligeså skræmmende som din kæreste. Kun næsten,” tilføjede han lettere drillende. Det var måske ikke en passende tid for den slags, men han var nu engang den mand han var. Han rømmede sig en smule og faldt tilbage i de mere alvorlige miner. ”Jeg er indforstået, jeg skal gøre mit bedste for at holde fast,” medgav han med et kort nik. Det var vel ikke underligt at han var en smule nervøs? Han var ikke ligefrem vant til at lege med en så alvorlig ting som døden, eller alkymi. Måden Enrico så på Noelle, afslørede det hele for alle, der kunne for pokker ikke herske tvivl, men det var nu engang ikke noget han ville blande sig i, hans tro på kærlighed var ikke den største, det eneste man kunne tage og føle på var lidenskab og begær. For nu valgte han ikke at kommentere Noelle yderligere. I stedet lod han blikket falde på det smukke lig i kisten. Så fredelig som hun så ud, så skabte det næsten en knude i maven på ham at skulle rive hende ud af den søde søvn, dengang han havde talt med hende, havde det ikke været andet end frustration at sporer i hendes øjne, han håbede inderligt at det var noget som havde ændret sig. På trods af at Mattheus ikke lignede meget sin mor, så kunne han finde nogle klare træk. Hendes elegance var tilgengæld noget som Lillith havde arvet, den lille tøs var en pinsel på denne jord, en sand djævel! Særligt nu hvor hun ikke længere var et børn, det havde været så meget nemmere dengang. Leonardo nikkede.. han undrede sig en smule over den beundring han kunne læse ud fra Enricos stemme. Han kunne næsten gætte sig til at den mand havde tjent hende i frygtelig mange år. ”Det tror jeg gerne. Man skal lede længe efter noget lignende,” erkendte han, og lagde armene over brystet. Efterhånden havde han været mange kvinder tæt, men det var sjældent man fandt en med de samme træk som den tidligere dronning var ejer af, han var faktisk imponeret. Roligt hævede han hånden og lagde den mod hans skulder med et temmelig fast greb. Måske det ikke var behageligt for hans ryg, men han kunne ikke være nænsom hvis ikke han måtte give slip på noget tidspunkt. ”Jeg håber sandelig, du ved hvad du gør, Enrico. Jeg er klar, du går bare i gang når du selv føler for det,” svarede han roligt, dog uden at tage blikket fra Jaqia. Han frygtede lidt hendes reaktion, men de måtte vel tage det som det kom?

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste at de var nødt til at handle, og de var nødt til at handle nu, dersom de skulle have noget som helst ud af det her, selvom det ganske vidst ikke var noget som han ønskede at skænke den største tanke, for et sted så.. ønskede han slet ikke at vække Jaqia af den evige søvn, men dette ville koste ham ikke bare hans fædreland, men også hans elskede Noelle, og så var sagen altså straks en helt anden, selv i hans øjne! Han vendte blikket mod Leonardo endnu en gang. ”Hun blev også revet fra ham for tidligt, Leonardo. Han tog hendes bortgang frygtelig hårdt.. Ser man det i det perspektiv, har han klaret det frygtelig godt, også med henblik på Lillith,” endte han sigende. Hans lille joke hvad angik Noelle bed han sig ikke fast i lige nu, for der var slet ikke tid til disse jokes og morskaber! Dem måtte de alle sammen tage bagefter! Lige nu var det ham som hoppede direkte ind i rollen som leder og ikke rådgiver, for det her måtte bare ikke slå fejl for nogen pris i verden! At han var nervøs, var skam ganske forståeligt, selvom han nu ikke kunne tage sig af det. Det måtte bare ikke gå galt, og han måtte for alt i verden ikke give slip! ”Udmærket..” endte han med en ganske sigende mine.
Låget havde Enrico fået skubbet til side, hvilket afslørede Jaqias smukke og flotte velbevarede krop. Ja, selv Enrico nærede et savn til hende, men han havde også været hende en tro støtte og været hende loyal lige siden den dag hun havde indtaget slottet. Det var frygtelig mange år han havde været hende loyal, og det var han i den grad stadig! Svagt trak han på smilebåndene. ”Smuk er hun, men hun slår ikke min Noelle..” Måske at det var ord mere henvendt til ham selv, men han mente det. I hans øjne, var hun nemlig det smukkeste i den her verden! Han lagde hænderne mod marmorkanten.. Han måtte gøre det uden eliksir, for det var der simpelthen ikke tid til! Også selvom han vidste, at det ville kræve langt mere af ham, end det som det ville have gjort i udgangspunktet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hånden som lagde sig mod hans skulder var varm.. En ganske behagelig følelse faktisk. ”Det.. det gør jeg ikke..” endte han dæmpet, også selvom han var ganske så ærlig. Han rakte ud efter Jaqias ene hånd, som han tog i sin. Hans krop rystede og skælvede. Han havde jo knapt nok energi til at holde sig på benene efterhånden. Han lukkede øjnene. ”Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen..” begyndte han dæmpet, kun for at fortsætte gentagelse af Remsen. Kroppen rystede.. Han følte sig svimmel, og han følte at han skulle dejse om når det skulle være, og det var på ingen måder behageligt!

[Deleted]

Leonardo havde på ingen måde tænkt sig at tage del i ansvaret når det kom til dette, eftersom han ikke havde nogen erfaring inden for det at lede et land, så havde han hele tiden brugt både Enrico såvel som Noelle, og dette var en af de gange hvor han ikke følte at han havde andet valg end at følge deres råd, også selvom det virkede fuldkommen tåbeligt i hans øjne, at det overhovedet var muligt at give de døde et bankende hjerte igen. Han vidste at Mattheus nærede en forbandet stor respekt overfor sin kære mor, derfor forstod han også godt hvor Enrico valgte at handle som han gjorde, også fordi det kun lod til at Noelle blev svagere og svagere, og Jaqia var vel dygtigere end ham når det kom til alkymi? ”Ja hun kan næppe have været blandt de ældste da hun døde. Jeg ved at han har kæmpet lidt af en kamp for at gøre hende stolt også med henblik på Lilith.. den djævel,” tilføjede ham med en mindre mumlen også selvom det kun var ment godt, det krævede bare et vidst overskud at tackle den unge tøs. Jaqia var smuk på det ydre og så forholdsvis ungdommelig ud, men han kunne også forestille sig at hun var ældre end man umiddelbart ville tro Leonardo sagde intet til at Enrico ikke tog hans joke, for han vidste godt at dette bestemt ikke var det bedste tidspunkt, men selv han skulle jo gøre sig i forsøget på at lette stemningen bare lidt. Ved hans ord så han kort hen på sengen og betragtede vurderende Noelle før han vendte sig mod Jaqia. Han arbejdede med den slags så han tog det jo bogstaveligt. Noelle var også en smuk kvinde, men hun var selvsagt lidt bred om skuldrene, så han ville nok gå for Jaqia i denne omgang, men selvfølgelig ville Enrico altid syntes at hans elskede var smukkere end de andre, det var den typiske historie, desuden havde alle mænd typer, det havde han fundet ud af. Han havde ingen idé om hvad pokker der skulle til at foregå, men Enrico virkede både afkræftet og usikker, hvilket på ingen måde gjorde det bedre. Med hånden solidt plantet mod hans skuldre, så han blot til mens manden gjorde sit. ”Betryggende,” mumlede han for sig selv og skævede kort til vinduet hvor natten hang tungt. Allerede efter de første tre ord begyndte Leon at føle hvordan energien langsomt trængte ud af ham. Han kunne ikke forklare hvor det svandt hen eller hvor det kom fra, men ikke lang tid efter følte han næsten en trang til at lade armen falde og blikket glide i, bare for nogle sekunders hvil. Stædigt holdt han fast i Enrico, strammede grebet en smule for ikke at ende med at skulle give slip. Jo flere gange han gentog ordene, jo mere træt blev han. På et tidspunkt endte udmattelsen til at blive til ren smerte, som tvang ham i knæ. Selvom grebet om hans skulder blev sluppet, så havde han stadig kontakt med ham. I stedet greb han om hans håndled og tvang det ned mod sig, for han kunne umuligt komme på benene igen. Han slap et tungt suk, forsøgte at bide skriget i sig, for det skar gennem hele kroppen, som havde det været den rene tortur. De blå blodårer endte tydelige mere eller mindre over det hele, så meget endte han med at spænde. Træthed og udmattelse havde han forventet, men direkte smerte.. ”S-stop jeg k-kan ikke m-mere,” tiggede hans stakåndet og forsøgte forsat at holde fast, selvom det ikke var muligt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Alle havde de en storslået respekt for Jaqia, og det var noget som Enrico selvfølgelig var frygtelig glad for, for det var noget som kun redede det hele i denne situation, om det var noget som man ville det eller ikke. Mattheus havde elsket hende, hvilket han slet ikke var i tvivl om, og specielt sådan som knægten havde taget sig af det hele, kastet sig ind i pligterne som kongelig, samtidig med at han havde taget sig frygtelig godt af Lillith. Han trak svagt på smilebåndet og nikkede så. ”Han forguder sin kære moder og med stor forståelse. Han har gjort det godt, men nu kan han ikke fortsætte alene..” Hans blik gled kun lige i retningen af Noelle, før han vendte sig mod kisten igen. Leonardo havde fat i ham, og det var vigtigt, at han sørgede for at de forblev i kontakt, for ellers ville det først for alvor koste dyrt! Han var på ingen måder sikker på det her, men for hans vedkommende, så var de nødt til at gøre noget nu, for de kunne ikke vente og det vidste han udmærket godt! Hans krop rystede og dirrede. ”Ja, ikke sandt?” endte han sigende, som han havde grebet omkring Jaqias hånd.
Enrico fortsatte remsen, også selvom han kunne mærke Leonardos energi strømme direkte igennem ham og så videre til Jaqia, for det var hende som havde brug for den. Som Leonardo kollapsede bag ved ham, så greb han kraftigt ud efter hans hånd, for det var vigtigt at den energi ikke skulle være spildt! Han lukkede øjnene, også selv for at kunne bevare det fokus, for det var krævende, og det havde han jo allerede ladet manden vide på forhånd, ellers ville han slet ikke have reageret på den måde som han havde! Han fnøs let. ” Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen... Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo , Ego voco vos flamen!” fortsatte han igen og igen, skønt hans egne ben truet med at give efter under ham. Hans krop skælvede som aldrig nogensinde før, selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig, for det matte bare ikke gå galt! Konsekvenserne deraf, ville blive alt for store, og han ønskede slet ikke at fejle, og da slet ikke nu! Hans hånd knugede om Jaqias, som han selv stod som det led.. den kapsel som skulle føre energien til hende, så det atter engang ville vække hende tilbage til livet – forhåbentlig, dersom det hele skulle lykkes! ”Jeg stopper ikke endnu..!” endte han med en fast tone. Leonardo var bare nødt til at holde ud.. han kunne ikke slippe Jaqia, før han mærkede bare lidt bevægelse i hende! ”Ego voco vos flamen , no caelitus , no sic solvo , in ut somes vos adsuesco assuesco exsisto , est qua vos belong , audio mihi , no sic solvo..” Han endte med at tie.. Det var som om at ordene nærmest blev tvunget tilbage i halsen på ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Sveden meldte sig på hans pande, selvom han tvang sig til at fortsætte.. Han ville ikke give op nu!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqias krop hvilede yderst fredeligt i den smukke kiste hun var blevet lagt i. Det var forbandet mange år siden hun var blevet lagt i den, og langt om længe havde været i stand til at finde den fred som hun ikke havde formået at finde i livet. Efter at have levet i sin egen lille verden havde hun ingen idé 0om hvad der skete i den dødelige verden. Det ene øjeblik nød hun solens varme stråler mod sin blege hud, det næste øjeblik følte hun en kraft, som hun ikke var i stand til at stå imod, trække hende tilbage. Det var smertefuldt. Hun forsøgte at kæmpe sig tilbage til solens varme stråler og følelsen af helhed, men det svandt længere og længere væk, til sjælen blev tvunget direkte tilbage i kroppen. Hun gispede hæst efter vejret og skød ryg. Neglene borerede sig ned i det glatte silke ved den pludselige følelse af den hurtige hjertebanken der pludselig tog til i hendes bryst og som næsten føltes.. smertefuldt. For et par sekunder endte hun fuldkommen rolig i kisten igen, forsøgte at finde en velkendt rytme at trække vejret i også selvom det ikke lod til at være muligt. De klare blå øjne lod hun komme til syne bag de blege øjenlåg. De faldt øjeblikkeligt på de velkendte skikkelse i form af Enrico og Leonardo. Måske det kom pludseligt selv for hende, men med det kendskab hun havde til alkymien så var hun skam vel i stand til at liggeto og to sammen, men hvorfor nu? Når hun utryggeligt havde bedt dem om andet. De sylespidse tænder lod hun blottes også fordi hun følte en sult hun næsten havde glemt. Med yderste forsigtigt forsøgte hun at bevæge de stive fingrer der knækkede på alle leder og kanter idet de atter blev tvunget i brug, det havde de trods alt ikke været gennem lang tid. Lugten ad blod hang tungt i luften, og smerten lyste langt ud af deres øjne, hvilket næsten fik hende til at til at tænke 'åh nej'? ”S-så er freden forbi,” konkluderede hun med den kølige tone som fyldte rummets pludselige stilhed. Uden videre kvaler endte hun med at sætte sig op, også selvom det resulterede i at hun skar en skarp grimasse da enhver knogle i kroppen måtte give efter for den pludselig kræft. Blikket kastede hun over skulderen. ”Fremragende valg af kiste. Yderst komfortable ligeså,” mumlede hun roligt for sig selv. Ja det var vel ikke nogen hemmelighed at hun var lidt sin egen person og altid havde været det, og desuden altid havde været en stor fan af sarkasme. Med det kølige glimt i øjet vendte hun sig mod Enrico og Leonardo som lå og sejlede på gulvet. Hun hævede et slankt øjenbryn. ”Ha.. der kan man bare se. Jeg er ikke i besiddelse af en title, men kongen.. min svigersøn bukker allerede. Jeg værdsætter din respekt,” endte hun ligefrem morende. Eftersom hun havde været død, så havde hun vel ret til den ligeså døde humor? Smilet falmede i samme øjeblik hun kastede et blik på Enrico. ”Enrico kære. Ikke ment som en fornærmelse, men du ligner noget som katten har slæbt med ind, og du har desuden lidt af en forklaringsproblem. Jeg bad dig om ikke at gøre dette,” påpegede hun en smule mere sammenbidt. Selvom hun var i store smerter, så førte hun sig frem med samme elegance som altid, æren kom trods alt i første række!