You are under arrest!

[Jaqia Destiny Angleráx]

I alt den modvind så var det kun klart at Mattheus havde brug for at vide, at ikke alt han havde gjort, havde været dumt eller naivt, for det var det bestemt ikke! Af hvad hun vidste, så havde han desuden virkelig kæmpet for at lære alle de ting der skulle til for at blive en god ting, men bægeret var vel bare endt med at flyde over med alle de ting? Det var frustrerende når det man gjorde ikke lod til at virke, det var noget som Jaqia kendte til selv, og hun ønskede at hjælpe ham, det var bare noget som hun skulle have ham til at indse. Hun nikkede roligt. ”Eftersom hun stadig er i live, så var det den rette beslutning, med mig af vejen ville de fleste have troet at det var hende jeg havde udvalgt på grund af den kvindedominans jeg indførte i en periode, jeg ønsker ikke at se mine egne børn glide bort,” svarede hun roligt. Måske hun var en følelseskold kvinde, eller om ikke andet afholdt fra dem hun havde, men lige når det kom til sine børn, så var hun ligesom enhver anden kvinde, det vigtigste for hende i hele denne verden var hendes børn. Hun nikkede en smule underforstået. ”Aliyah ja,” gentog hun for sig selv, også selvom det lod til at hvile ganske naturligt på hans tunge efterhånden. Det var ikke noget hun tænkte videre over for nu, også selvom hun ikke brød sig meget om tanken om at hhave hendes søn for tæt på en Jaceluck eller Marvalo, det var som oftest ikke godt selskab. ”Mhm. Jeg husker hende som en meget arbejdsom ung kvinde, og jeg nærer den dybeste respekt for at hun har valgt at starte op fra bunden, og særligt fordi jeg har kendskab til den enorme formue hendes familie ejer,” endte hun sagte. Mange havde blot levet på den, men selvom hun var stum eller døv-.. hun huskede det ikke helt, så havde hun valgt at starte op helt fra bunden af, hvilket Jaqia i den grad nærede den største respekt for. Hånden lod hun let glide hen over hans kind, inden hun atter lod den falde ned langs sin egen side igen, dog uden at slippe hans blik, for det lod ikke rigtigt til at han kunne følge hvor hun ville hen med det hele. ”Jeg ønsker at du skal tænke over hvilket land du ønsker at lede. Er et det land i vildskab med borgerkrig? Skriv nogle stikord ned, find ud ad hvad du ønsker at skabe dine visioner.. at være konge kræver holdninger min kære,” påpegede hun med et stille smil. Måske en dag ikke var lang tid til at tænke over noget så stort, men det skulle være det første som faldt ham ind, ikke noget som han sad og tænkte over i lange timer. ”Det er måske en god ting taget i betragtning af at det er Denjarna. Uanset hvis hun er din mage.. så må vi finde en løsning, at leve uden er ikke en mulighed og særligt ikke i din unge alder. Det var trods alt noget af det som tog livet af mig,” erkendte hun som var det intet, hun så ikke nogen grund til at lyve for ham, hvis han skulle mindske sine fejl, var han jo nødt til at kende dem først, og heldigt for ham så havde hun begået en del af dem.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus forsøgte virkelig at lære og tage ved lære, men det var ikke nemt, når man kun blev mødt af modstand og modgang, så var det vel heller ikke så underligt igen, at han reagerede som han gjorde? Han havde taget den ekstremt hårde beslutning at sende Lillith bort, og det havde uden tvivl reddet hendes liv, men hårdt havde det uden tvivl været. Han havde virkelig følt sig.. utrolig alene. Selv var han skam ikke i tvivl om, at hun elskede sine børn, for han havde følt sig elsket, også selvom han vidste, at det var pligten som havde skabt ham, og ikke ønsket om etablering af en familie. ”Det var heller ikke en nem beslutning, men jeg vidste at det ville blive en nødvendighed. Jeg ville ikke have, at hun skulle risikere at blive udsat for det samme, som jeg gjorde. Hun var måske det mest oplagte valg, men alt for lille mor! Jeg ønsker slet ikke hun skal opleve hvordan det er..” sagde han med en sigende mine. Efterhånden så måtte man jo kun sige sig at han var vant til Aliyahs navn, da det også lå naturligt på hans tunge. Han holdt af hende, også fordi at hun formåede at distrahere ham fra hvad han egentlig havde af problemer, og det var noget som han også rigtig godt kunne lide. Han vidste skam godt hvilken familie hun kom fra, også fordi at hun jo var Leonardos niece, hvilket næsten var en tanke som han fandt underholdende, men det var vel end ikke hans mor klar over? Selvom hun var kvinden som var kendt for at vide stort set alt! ”Jeg tror bare hun ønsker at opnå og opbygge sit eget, selv på trods af hendes handicap. Jeg forfremmede hende til at blive min kammerpige personligt. Hun er god af sig. Det er sjældent man ser så varmhjertet en person af den familie,” sagde han med en rolig stemme. Som hun strøg over hans kind, så satte det en sitren i ham, for han var slet ikke vant til berøringer på den måde. Faktisk var han generelt slet ikke vant til dem, og det var noget som han uden tvivl godt kunne mærke. Tænderne bed han let sammen. Det var uden tvivl noget, som han skulle tænke meget over, selvom det burde ligge lige for ham, men.. det gjorde det ikke, og naturligvis var det noget som virkelig måtte irritere ham. ”Jeg ved det godt, men.. jeg.. Jeg kigger på det i morgen.. Jeg er blevet ør i hovedet af alt i aften..” mumlede han let for sig selv. Han arbejdede jo mere eller mindre i døgndrift – eller han havde gjort, da han ikke just gjorde det mere, da Enrico havde taget arbejdet fra ham. Han vendte de rødlige øjne mod hende atter en gang. ”Hun er sammen med Derick, mor.. Jeg kan ikke tvinge hende fra ham, hvis det er der, hun har lyst til at være.. Kan man ikke.. gøre noget ved dyret?” spurgte han endeligt. Han kunne ikke rende rundt og være.. direkte påvirket af hende, når han ikke engang kunne få hende! Han rystede på hovedet, inden han vendte blikket frem for sig i stedet for. Han ønskede slet ikke at snakke om det. ”Du ligner en som kunne bruge noget hvile mor.. Du burde søge til kammeret,” sagde han endeligt. Det var jo trods alt hans mor, og han var bekymret for hende.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Tanken om hvor megen modstand Mattheus faktisk mødte rundt omkring, gjorde hende en anelse trist til mode, for hun havde bestemt ikke ment at ligge en stor byrde på sin søns skuldre, også selvom hun hele tiden havde vidst at det var en yderst krævende post. Det var alligevel imponerende at han ikke var endt med at bukke under før nu, den tanke alene gjorde hende stolt. Hun fulgte ham med blikket. Selvom hun havde givet ham et stort ansvar, så ønskede hun ikke at der skulle herske tvivl om hvor højt hun elskede sine børn også selvom i hvert fald Mattheus var blevet født ind i verden af en grund. Du behøver ikke at forklare Mattheus for jeg har fuld forståelse for din beslutning om at fjerne hende fra dette miljø. Det var en fornuftig beslutning, og vi skulle trods alt gerne tilbage til at det er den slags du træffer normalt,” endte hun sagte. Hendes ben skælvede en smule under hende selvom hun forsøgte at ignorere det, hun ville trods alt gerne fremstå som den sædvanligt stærke kvinde, hvilket ikke var lige nemt når man netop var blevet revet ud af sin ellers evige hvile. Hun hævede et slankt øjenbryn. Hun var ikke sikker på om det var en betryggende tanke at han var så meget omkring en Jaceluck, også fordi hun kunne høre på den måde han sagde hendes navn, at hun ikke blot var en tilfældig ung kvinde.. om ikke andet var det ikke hans mage. ”De kan alle være nøjagtigt så charmerende som de vil min dreng, så lad sig ikke narre af eventuel charme. Dog må jeg sige at jeg er imponeret over at hun går så meget op i at skabe sit eget på trods af det ry som familien har,” medgav hun og lod armene glide omkring sig selv i et forsøg på at holde varmen en smule, hun følte sig underlig kold selv på trods af at hun var et dyr. ”Jeg vil have et klart svar inden solopgang i over morgen, så hvis jeg var dig ville jeg få noget hvile og derefter gå i tænkebox,” opfordrede hun lidt bestemt. Nu var mor hjemme igen og hun var en både hård og krævende kvinde som vidste hvad hun ville have, der var kun én vej frem til succes. I lange sekunder betragtede hun ham overvejende. Selv havde hun overvejet at få fjernet dyret fordi hun allerede nu var klar over, at et liv uden Nathaniel blot ville blive hende ”Der er muligheder.. men lad os se tiden an. Hvis hun virkelig er din mage vil vi ganske snart vide det, jeg vil nødig fjerne en del af dig som er så stor, med mindre det bliver højest nødvendigt,” svarede hun sandfærdigt. Det var både smertefuldt og risikabelt, desuden havde han brug for alt den styrke som han kunne få i den position han besad. Dovent endte hun med at strække sin krop. ”Jeg er nødt til at finde mig noget hvile, ellers er jeg bange for at min krop giver op igen, hvilket jeg ikke ønsker. Tænk over hvad jeg har bedt dig om, tag dig en aften fri, min kære. Vi ses til pligterne i morgen.. vi finder ud af det sammen,” lovede hun med et oprigtigt blik, han skulle ikke være alene om det.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde uden tvivl mødt frygtelig meget modstand, og nu var bægeret blevet for overfyldt, til at han kunne tackle det mere. Han havde brug for hjælp, og han vidste at hans moder uden tvivl ville kunne give ham det, også selvom det var svært, når hun jo faktisk havde været borte siden han havde været ganske ung og ganske lille. Han nikkede til hende, for det var faktisk bare utrolig rart at vide, at man havde gjort noget rigtigt, når man følte at hele verdenen var imod en. Lillith var kommet til verden under lidt andre omstændigheder, end det som han selv var, men det var noget som han nu havde lært at leve med. ”Det er da godt, at jeg i det mindste, har været i stand til at tage en rigtig beslutning,” sagde han endeligt, for det var bestemt ikke sådan at han havde følt tingene. Med henblik på Aliyah, så var de da om ikke andet, så enig om tingene, for hun havde valgt at kæmpe sig op fra bunden og arbejde for hvad hun havde, og det var noget som selv han måtte tage hatten af for. Han nikkede til hende, som han vendte blikket frem for sig i stedet for. Han var efterhånden ved at blive så vant til at sidde i tronen at.. han vidste hvordan han skulle opføre sig. ”Jeg kender til den charme, mor, men hun er.. anderledes. Jeg kan snakke med hende om mange ting.. Normalt i hvert fald, og det er faktisk rart,” fortalte han. Om det var en såkaldt charme, som han allerede var faldet for, vidste han ikke, men det var noget som han nu bare måtte tage som det måtte komme. Han vendte blikket i retningen af hende endnu en gang. At hun så valgte at sætte krav og kriterier til ham, havde han faktisk ikke noget imod, for hun gav ham da om ikke andet, så noget som han kunne arbejde videre med. Han nikkede blot, også fordi at han slet ikke ønskede at gøre flere fejl, for dem havde han da allerede gjort nok af som det måtte være i forvejen! ”Det skal jeg nok,” sagde han endeligt, uden egentlig at tænke over det. Det var bare som om at det faldt ham så naturligt at snakke om, også fordi at det at underlægge sig sin mor, ikke var hans største problem for ham. Denjarna derimod, var noget som straks gjorde det hele så meget værre for hans vedkommende, uden at han egentlig kunne gøre det største ved det af den grund. Han bed tænderne sammen. Tanken om at hun skulle være hans mage, vidste han slet ikke om var en god eller en dårlig ting, også fordi at hun havde Derick, så var det jo det eneste som havde fået ham til at tage afstand til hende, også fordi at det andet havde gjort ondt for ham at være i nærheden af hende, når hun slet ikke følte som han havde. ”Du nævner det, som var det så nem en ting at gøre, mor.. Jeg mødte hende, og ja.. det gjorde ondt, at hun vælger at skrotte mig til fordel for en mand, som kun gør hende ondt.. Det vil jeg ikke..” At hun havde brug for hvile, var han skam fuldstændig enig i. At hans mor så til gengæld ville hjælpe ham med tingene, var alligevel noget som bragte ham en form for ro til sindet, og det var virkelig rart. ”Tag dig en nats hvile mor, for du ligner i den grad en som kunne bruge det. Jeg går i tænkeboksen til i morgen, og så finder vi ud af det. Jeg sætter umådelig stor pris på at du vil hjælpe,” sagde han ærligt.