You are under arrest!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Enrico og Noelle havde stået som Mattheus’ mentorer, og selvfølgelig var han glad for, at han havde haft dem. Ikke desto mindre, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vidste udmærket godt hvor fejlen lå, og det var jo næsten det som måtte irriterer ham allermest, også fordi at det slet ikke var noget som han ønskede at snakke med sin mor om! Han elskede hende ganske vidst, men hun havde altid været hård, og altid været klar over hvad hun ville have. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for det gjorde det slet ikke, men han var jo selv nødt til at gøre et eller andet for sig selv, og han var nødt til at finde ud af tingene på egen hånd, også fordi at han vidste hvor fejlen for alvor måtte ligge! Han nikkede sigende. ”Det er ganske utroligt, selv efter alle disse år, må jeg erkende. Og det er det jeg siger, og det er sådan jeg vil have det. Du er min mor, og derfor skal du slet ikke bukke for mig.. For mig er du lidt mere end bare en normal borger af landet,” påpegede han sigende. Han gjorde ganske få undtag af den såkaldte ’bukkelov’, men det var der også en grund til. Lilith skulle jo trods alt heller ikke, hvor han også glædede sig til hun kunne komme tilbage til slottet. Hun var jo selv ved at være stor, og hun havde klaret det frygtelig godt. Han havde i den grad gjort sit for at beskytte hende, og selvfølgelig var det noget som han lige så, var frygtelig glad for! Han var en hjerteknuser, og selv han havde slet ikke styr på hvor mange kvinder han egentlig havde været tæt på, for det var virkelig ved at være mange! Leonardo satte ikke nogen krav til ham på det punkt, så han havde bestemt heller ikke ladet sig stoppe af det! Grunden til hendes valg af mand til ham, havde han dog aldrig forstået, for han så sig helst sammen med en kvinde! ”Selvom jeg aldrig nogensinde har forstået dig valg af fremtid for mig, mor, så har det aldrig afholdt mig fra at nyde en kvinde i sengen.. Og tro mig.. Jeg har ikke engang tal på hvor mange der har været,” påpegede han ganske sigende. I det store og hele, så ønskede Mattheus slet ikke at snakke om de såkaldte problemer, for det var småting som han havde formået at gøre store! Uanset hvad, så ønskede han jo at finde ud af det hele på egen hånd, når han vidste hvad problemets kerne var! Desuden vidste han at Denjarna ikke var et ukendt navn for hans mor, hvilket nok heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han bed tænderne svagt sammen, og vendte kort blikket væk. Hvordan skulle han fremstille det, uden at det skulle lyde direkte… tåbeligt? Der var ikke noget som kunne beskrive det bedre end det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham af den grund! ”Det ville næsten have været bedre end det andet mor.. Jeg forstår ikke hvorfor du valgte en mand til mig,” endte han sigende endnu en gang. Tanken kunne faktisk… frustrere ham! Hendes ordre irriterede ham, for det var jo slet ikke noget som hun havde retten til! ”Jeg beder til at hun gør.. Jeg har aldrig ment at gøre hende ondt, men hun slog altså først mor! Jeg er træt af, at folk skal overtage mit arbejde og jeg er træt af at folk ikke tror jeg kan klare tingene selv! Jeg har.. bare mødt meget modgang på kort tid. Jeg skal nok selv tage mig af det,” endte han endnu en gang. Måske at snakke lidt udenom, men hvad skulle han da gøre?

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde i mange år, ikke haft nogen mulighed for at stå til rådighed for sin egen søn, hun havde overladt ham i hænderne på de to hun stolede mest på i denne verden, og det var ikke noget som hun fortrød. Det var dog værre at han så havde været tæt på at misbruge deres tillid og loyalitet særligt når det kom til Noelle, hun forstod udmærket hvorfor kvinden havde lagt halvdelen af slottet i flammer, ligesom hun forstod hvorfor Enrico havde valgt at give hende livet igen, for det var kun tydeligt at hendes unge knægt ikke kunne finde hoved eller hale i noget som helst. ”Det er jeg om ikke andet glad for min dreng. Ikke desto mindre så har du min respekt og min støtte, og jeg ønsker blot at hjælpe dig igennem dette, for jeg ved udmærket hvor hård en post det er, hvor mange forventninger der er at leve op til,” svarede hun ærligt. Det var måske svært at tro sien egne øjne efter så mange år. Jaqia følte sig endnu træt og udmattet, hun havde behov for søvn og hvile, men som sædvanlig så kom hendes kære søn i første række, at han så konstant skulle tale uden om, gjorde hende direkte vred! Der var mange grunde til at hun havde valgt at gifte ham til Leonardo, hun gik ikke ud fra at det havde afholdt ham fra at være kvinderne tætte, i så fald så var det da noget af det første som skulle ændres, hun nægtede at have en søn som aldrig havde været i en kvindes skød. Det tilfredse, kølige smil spillede over hendes læber ved hans ord, osm han kun bekræftede hendes store håb. Hun nikkede forstående. ”Det er kun godt. Jeg regner ikke med at du nogensinde vil forstå mit valg, det var primært for at beskytte både du og tronen på bedste vis. Hvis du ønsker, kan ægteskabet hæves nu, hvor jeg atter er her til at tage hånd om tingene, det er helt op til dig,” svarede hun roligt. Nu hvor hun stod der til at beskytte både ham og tronen, så var der ingen grund til hans ægteskab med Leonardo, men det var første og eneste skilsmisse som hun ville give sin tilladelse til, udelukkende fordi hun aldrig havde givet Mattheus valget, og hun desuden vidste at Leonardo ikke var glad for at være skænket den tone. Hun hævede et slankt øjnebryn og betragtede ham lettere afventende. Han havde noget på hjertet, men eftersom det omhandlede ham selv nægtede han at dele det med hende, det var næsten sådan hun kunne gætte sig til at det hang sammen. ”Det er ikke meningen at du skal forstå min kære,” påpegede hun blot med et let glimt i blikket. Det havde været hendes beslutning, og hun tvivlede på at han nogensinde ville lærer at forstå det, hvis ikke han allerede havde set de mange grunde der havde været til at gøre sådan. Jaqia himlede med øjnene. ”Årh hold dog op med at være en møgunge! Jeg er fandens ligeglad med hvem af jer som hævede hånden først. Du kan tydeligvis ikke tage dig af det selv, og det er ingen skam, at få hjælp i tide og utide. Fortæl mig hvad grunden er til dette kaos, jeg har opgivet min evige hvile for dette, skuf mig ikke,” endte hun vredt også selvom hun ikke hævede stemmen på noget tidspunkt, det var hun ikke ligefrem kendt for at gøre, hun fortrak at forholde sig rolig selv når hun var vred, mest for at det ikke skulle ende med at løbe af med hende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Tabet af Jaqia, havde selvfølgelig gjort Mattheus frygtelig ked af det dengang, også fordi at det ikke bare var hende som han havde mistet, men også sin ’far’ ganske kort efter, så det havde været meget på en gang, hvor han alligevel var meget glad for at han havde haft Enrico og Noelle, også selvom han vidste, at han havde svigtet deres tillid, men igennem den sidste tid, så var det virkelig bare for presset og for stresset for ham, og selvfølgelig var det noget som selvfølgelig gjorde ham direkte irriteret! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Hun var mere end bare en normal borger, og det var noget som han stod fuldkommen fast på. ”Jeg tror ikke rigtigt, at du ved hvor presset og stresset det har været, siden du forlod tronen, mor. Jeg er ung og uerfaren og det ved folk udmærket godt,” påpegede han alligevel med en alvorlig mine. Det var ikke nemt på nogen måde, også selvom han havde Leonardo at støtte sig op af, så var det bare ikke rigtigt det samme, og det var noget som gjorde ham mere frustreret, plus al den modstand som han havde oplevet igennem det sidste stykke tid, heller ikke rigtigt var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Af den grund, så var det dog ikke noget som afholdt ham fra at nyde det kvindelige selskab, hvor han havde stiftet bekendtskab med det kvindelige skød frygtelig mange gange, og han nød helt klart også af det! Selvom han ikke havde nogen anelse om hvordan eller hvorfor hun havde taget det valg for ham som hun havde, så vidste han at der sikkert var en grund til det. ”Du foretog det valg af en grund.. I tilfælde af det skal hæves, så vil jeg lade det være op til Leonardo. Jeg accepterer det manglende valg, da du tog det for mig,” endte han ganske sigende. Som sagt, vidste han at der havde været en grund til det, men der var vel også stærke og gode kvinder som kunne tage sig mindst lige så godt af tronen? Ham og Leonardo levede stort set hver for sig, også selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tungen strøg han let undrende over hans læber. Hun forvirrede ham og det var noget som alligevel formåede at gøre ham irriteret. At hun så benyttede sig af det tonefald, fik ham næsten til at trække sig et skridt. Hun havde ikke nogen anelse om hvordan han havde haft det med det hele, og igennem den sidste tid, havde det været ekstra hårdt og ikke mindst svært for ham! Han trak vejret næsten prustende. Det var flovt, og han vidste det jo udmærket godt! ”Du har ingen anelse om hvor hårdt presset jeg har været igennem den sidste tid mor. Jeg har ingen erfaring, folk ved det, de tvivler på mig og mine hensigter. Folk vender mig ryggen og efter et ukontrolleret angreb på slottet i Procias, hvor jeg måtte bede om undskyldning på vegne af min egen warlockleder og punge ud for det, er det ikke meget bedre! Jeg er blevet afvist mor, og det var bare dråben for mig..!” endte han med en frustreret stemme.. Det havde været mange ting på en gang, og det havde faktisk været hårdt!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Måske det havde været lidt af et tab da hun var gået bort, men hun var tilbage nu takket være Enrico, og hun agtede at tage tråden op hvor hun havde smidt den, hun ville være der for sine børn, men uden at lade rollen svække hende. Han havde været et så uskyldigt lille væsen og det samme havde Lillith, hun elskede sine børn, en kærlighed som havde bragt til fald. Hun sendte ham et lidt intetsigende blik, for selvfølgelig var hun mere end blot en normal borger men hun ønskede alligevel at udvise ham den respekt også for at fortælle at hun faktisk var der for ham. ”Tro mig min kære, jeg ved udmærket hvilket pres det er, jeg har været igennem det samme som dig, husker du. Måske du er ung og uerfaren, men nu har du din gamle krage af en mor bag dig, og hvis jeg var dig ville jeg få gav af det,” påpegede hun roligt. Han gemte sig bag et hav af undskyldninger, hvilket hun ikke ønskede. Hvor han i det hele taget fra, var ikke til at sige, hverken hende eller hans far havde for vane at gøre den slags, eller Enrico for den sags skyld.. det kunne næsten kun være Noelle. Hænderne foldede hun roligt på ryggen og blev stående med en rank holdning og fulgte ham med blikket. ”Det lyder fornuftigt. Jeg vil blot lade dig vide at muligheden står åben i tilfælde af du ombestemmer dig, nu hvor jeg er her, ser jeg intet i vejen med at skænke dig en kvinde, såfremt det selvfølgelig er en der kan være tronen værdig,” tilføjede hun og nikkede roligt for sig selv. Hun glædede sig til at lærer sine børn at kende, det eneste hun kunne håbe på, var at de ville lukke hende ind før eller siden, i første omgang Mattheus, hun ønskede end ikke at Lillith skulle kende til dette, lige foreløbig. En kvinde ville kunne lærer at tage sig af tronen, men hun havde altid været lidt af en kontrolfreak, og lige når det kom til det, så havde hun også haft ønsket om at sikre sin søn, hvilket hun havde gjort til nu. Jaqia rømmede sig og himlede med øjnene. Den knægt brød sig virkelig ikke om at tage fejl, det var tydeligt men det irriterede hende at han fortsatte med at tale uden om. ”En trone er ikke nem at håndtere, Mattheus. Folket skal holdes i kort snor men tro at de er frie, deri ligger udfordringen. Jeg beklager de såkaldte pinligheder, du er blevet udsat for, men du er nødt til at finde dig selv.. kun sådan kan du lærer at håndtere den slags,” endte hun roligt, for hun så ingen grund til at begynde at råbe af ham når de kunne tale roligt om det. Hendes ben var begyndt at skælve under hende, hun var trods alt lige blevet vækket. Hun tillod sig at sætte sig i tronen med et træt suk. Det var tydeligt at fornemme hendes svimmelhed sådan som øjnene næsten rullede rundt i hovedet på hende, og fik hende til at tage sig til panden. ”Du blev afvist? Fortæl,” opfordrede hun bare, hun var jo nødt til at vide hvordan det hele var startet og hvad der havde udløst det, for det var tydeligt at han var frustreret.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det havde været et frygtelig tab at miste sin mor i den alder som Mattheus havde gjort det, også fordi at hans stedfar var røget allerede ganske kort efter, hvilket ikke ligefrem havde stillet ham meget bedre. Med et ansvar overfor sin lillesøster, så havde han nu gjort det så godt som han nu havde været menneskelig i stand til, og så var det faktisk ikke helt nemt at finde ud af, når mor pludselig stod der endnu en gang – for øjnene af ham. Tænderne bed han svagt sammen. Det at blive stillet sådan med kniven for struben, op af en kold væg, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for hans vedkommende, og så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket let ned mod sin ene side. Det lå måske ikke til hverken hans mor eller far at komme sådan på undskyldninger, for at undgå de mange konfrontationer, men han kunne virkelig ikke gøre for det! Det var faktisk utrolig svært for ham! ”Jeg er også glad for det, mor.. Det er jeg virkelig, men det er ikke nemt for mig, og det må du forstå.. Jeg var ung, da du blev revet fra mig, og nu står du der pludselig igen? Det er selv noget som jeg er nødt til at.. vænne mig til.” Det var ikke fordi at han ønskede at diskutere, men egentlig bare finde en forståelse for situationen. Han havde været forbandet presset igennem den sidste tid, selvom han nu ikke rigtigt var i stand til at gøre noget som helst ved det. Han sukkede tungt og knyttede let hænderne. Det var allerede for længst gået op for ham, at han ikke rigtigt havde noget andet valg, end at forsøge at slå sig til ro med omstændighederne, selvom det på ingen måder var særlig nemt! Umiddelbart med henblik på tronen, så var den eneste som han havde i hovedet; Aliyah. Denjarna ville uanset ikke have noget med ham at gøre, og nu ville han bestemt heller ikke have mere med hende at gøre! ”Jeg sætter selvfølgelig pris på det, mor, men jeg synes det skal være et valg som skal hvile ved Leonardo. Jeg ved godt, at han aldrig har været interesseret i tronen her, også selvom han har gjort det godt, for.. det har han jo. Jeg accepterer hvad du har skænket mig – selv mod min vilje,” endte han ganske roligt. Som han måtte komme med den voldsomme opremsning, så regnede han faktisk ikke just med hendes forståelse. At hun tog plads på tronen, sagde han ikke noget til, for han forstod til gengæld at hun var træt, hvis hun lige var vågnet, for sidst han havde tjekket efter, så havde hun jo ikke været der, så det måtte jo være sket ganske nylig. ”Jeg begriber ikke hvordan pokker du har formået at gøre det, mor, men jeg kan ikke gøre dig kunsten efter, når jeg ikke kan have folk i ryggen. Jeg har på ingen måder været hård ved dem..” At hun bed sig fast i hans såkaldte afvisning, forundrede ham så til gengæld slet ikke! ”Du bliver kun skuffet, mor, så hvorfor ikke bare lade den ligge? Denjarna valgte at gå tilbage til sin forhenværende kæreste, selv på trods af hvad han har gjort ved hende..” mumlede han let for sig selv. Ikke fordi at det gjorde sagen meget bedre!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia vidste godt at hun havde forladt sine børn mens de havde været meget unge, og at dømme ud fra hans reaktion, så vidste at næppe at hun var gået i døden for deres skyld. Rollen som mor, havde formået at tage sit tag på hende og hun havde desværre mistet sig selv på vejen, hvilket heller ikke havde været meningen. Nu var de blevet så gamle, at hun ville være i stand til at finde ind til kernen, holde fast i sin person og hjælpe fra sidelinjen også selvom det måske kunne blive en større udfordring end det lige lød som i første omgang. Hun fulgte ham med intense øjne. Aldrig havde hun troet at han skulle vokse til at blive en mand der gemte sig bag løgne og undskyldninger og da slet ikke overfor hende, det fornærmede hende faktisk. ”Jeg har skam fuld forståelse, min dreng. Jeg forlod jer mens i var ganske små. Du og Lillith blev en så stor del af mit liv, at jeg ikke var i stand til at tage vare på tronen længere. Jeg er ked af alt det jeg har misset, men du er min søn og jeg agter at du skal blive en succesfuld konge. Jeg er en erfaren og stærk kvinde, og jeg er din mor, væn dig til det og brug mig,” gentog hun atter med en lettere bestemt undertone. Der var faktisk en snert af omsorg at finde i hendes stemme, måske hun aldrig havde været god til at vise det, men hun elskede sine børn. At stå for en trone var en frygtelig stressende ting, og før eller siden ville det prøve at knække enhver. Hun ønskede ikke at det skulle lykkedes, af den grund var hun villig til at gøre meget, for at lette hans byrde en smule. Hun nikkede eftertænksomt for sig selv til hans ord. Det var efterhånden gået op for hende, at han ikke ønskede den plads, og han gjorde hvad han kunne for at påpege det. ”Jeg ved at du aldrig bad om den plads, og jeg regnede med at have mere tid til at forberede dig på en dag at skulle overtage den. Du skal vide at jeg på trods af det, ønsker dit bedste, du er min søn, Mattheus og jeg ønsker at lette den byrde som jeg er klar over at jeg har kastet på dig,” endte hun roligt. Da hendes ben begyndte at skælve, tillod hun sig at tage plads i tronen. Hun var træt og udmattet og hendes krop var slet ikke klar til at skulle håndtere den form for konflikt også selvom hun virkelig forsøgte at være der for ham. Træt tog hun sig til panden og gned den let med sin hånd bare for at få et øjebliks hvile. ”Politik handler om at give folk hvad de ønsker, om ikke andet give dem en illusion af at få det, men samtidig være hård og konsekvent. Kræv noget igen, min kære. Det er noget du vil lærer med tiden, før eller siden knækker du koden, det lover jeg dig og særligt nu hvor jeg er her til at hjælpe,” svarede hun træt, og uden at se op fra sin hånd. Det stak i brystet når hendes hjerte slog, særligt nu hvor hun begyndte at slappe mere af. Ved lyden af Denjarnas navn så hun op og betragtede ham langt mere opmærksomt. ”Denjarna? Du er gået amok fordi du ikke kunne få, Denjarna?” gentog hun med en farertruende kølig stemme. Den kvinde kendte hun jo udmærket, og hun vidste hvordan mænd faldt for hendes fødder gang på gang. Hun rystede på hovedet. ”Kom her.. sæt dig ved mig, og lad mig fortælle dig noget,” endte hun og gjorde gestus mod den store trone ved siden af.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At skulle mangle sin mor i den alder som han havde gjort det, var bestemt ikke til gavn for nogen af dem. Lillith havde aldrig nogensinde kendt sin mor, og han havde været stor nok til at forstå hvad der var sket, og han vidste godt, at hans mor var blevet slået ihjel. Selvom han ikke havde gjort noget yderligere ved det, så var det nu bare sådan at det måtte være, også selvom han skulle til at vænne sig til at hun pludselig var der igen. Det var ikke fordi at han ønskede at gemme sig bag løgne og det at snakke udenom, for det gjorde han heller ikke normalt, men han magtede virkelig ikke flere af de konfrontationer, for han havde lidt under nok af dem i forvejen! ”Jeg er virkelig også taknemmelig, mor, men det er ikke fordi at det er nemt af den grund! Jeg forsøger virkelig at gøre hvad jeg kan, men jo mere jeg giver af mig selv.. jo værre bliver det. Du må virkelig gerne hjælpe mig.. Jeg ved jo godt, at jeg er lidt.. på sidespor..” endte han med en dæmpet stemme. Han skammede sig jo over at han reagerede som han gjorde, også fordi at han jo var klar over at han var forkert på den, hvilket jo ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund! Han nikkede sigende til hende, som han igen stille foldede hænderne på sin ryg, inden han vendte blikket mod hende, som hun tog plads på tronen. Han vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til det hele, også fordi at.. han var vant til at skulle undvære hende, såvel som en far, for det havde han jo som sådan aldrig gjort. ”Du gjorde hvad du kunne, og man kan jo heller ikke ligefrem forvente noget andet. Jeg regnede ikke med at overtage tronen så tidligt, og jeg regnede bestemt ikke med at ende sammen med en mand. Jeg bærer måske en ring, men jeg lever ikke sammen med ham.. Vi har uanset ikke rigtigt noget liv sammen, så jeg vil lade det være et valg op til ham. Jeg ved jo godt hvor meget Marvalo og Jaceluck faktisk vægter den ring og dets betydning,” endte han ganske sigende. Han ønskede ikke at omdiskutere den slags, også fordi at han havde slået sig til tåls med det, også fordi at han havde valgt at sende bud efter manden, netop for at bede ham om at leve op til det løfte som han havde skænket hans mor; Netop ved at gifte sig med ham, og det havde han jo trods alt også gjort. Han rystede på hovedet. Det t kræve noget, havde han forsøgt, og folk havde jo nærmest grint hånligt af ham for det.. Han var ung og uerfaren.. Han havde slet ikke den autoritet som tronen krævede! ”Folk gør grin med mig derude mor.. Tro mig, jeg har virkelig forsøgt at gøre alt hvad jeg kunne.. selv krævet af mine ledere. Cecilaya har ingen respekt for mig.. Malisha bombede Procias ved det kongelige bryllup og hvad alle de andre laver, har jeg ingen anelse om.. Jeg har ikke styr på noget som helst..!” endte han næsten skuffet over sig selv, hvor blikket gled mod gulvet. Han havde det skidt med sig selv, for han følte slet ikke at det bedste var godt nok i denne situation, og han kunne jo ikke ligefrem gøre det bedre! At hun kendte til Denjarna, forundrede ham egentlig ikke, hvor han egentlig bare ventede på at høre hende kyle det ene ord efter det andet hvad angik skændsel efter ham, men.. det skete ikke? Han vendte blikket mod hende. Han følte sig næsten som en lille dreng omkring hende, selvom han ikke vidste om det var en god eller en dårlig ting. Han nikkede, kun for at tage plads ved siden af hende. ”Jeg hader det går mig sådan på, mor..” endte han frustreret.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Det var ikke nemt i det hele taget at miste sin mor i en ung alder. Jaqia havde aldrig nået at kende sin datter, hvilket hun anså for at være en skam, men hver ting til sin tid, i øjeblikket var det Mattheus som kom først. Det glædede hende lidt, at han langt om længe lod til at indse, at han ikke kunne fortsætte på dette spor, at hun endnu var i stand til at tale ham nogenlunde til fornuft. ”Som konge skal du passe på med at give af dig selv, men husk på at familien er det eneste du har. Vi er de eneste du kan stole på og åbne dig for, og måske vi er adelige men vi er ligeså menneskelige. Vi viser ikke følelserne men de er der, og det er der intet forkert i,” endte hun lidt tonløst. De var generelt ikke gode til at udvise følelser, men de kunne om ikke andet gøre deres bedste. ”Jeg er glad for at du endelig ser det, og jeg lover at jeg vil gøre mit for at hjælpe dig nu hvor jeg er tilbage,” svarede hun med et sigende nik. Hun lænede sig roligt tilbage i tronen. Det var naturligt for hende at sidde i den, også selvom den ikke længere tilhørte hende. De lange fingre lod hun tromme mod armlænet en smule eftertænksomt. Hun havde ikke samvittighed over at have foretaget de valg som hun havde, for de var foretaget af en grund, det eneste hun var interesseret i var at give ham en chance og mulighed for at blive succesfuld. ”Det gjorde jeg. Hvor vidt du lever sammen med ham eller ej, er ligegyldigt, jeg sikrede mig ligeså at du ikke havde begrænsning på hvem du ønskede at slæbe med til sengs, det eneste jeg ønskede var at i skulle lede landet sammen. Ud fra Faith og Kimeya vil jeg næppe tro at den ring har nogen særlig betydning,” påpegede hun og fnøs for sig selv. Der var nok ingen, inklusiv dem selv, som havde tal på hvor mange gange de havde forladt hinanden både med og uden ringen, de havde været med til at ødelægge den ellers vigtige betydning. Tanken om at nogle gjorde grin med hendes søn, gjorde hende vred. Lyden af trommen mod det hårde metal hørte op i samme øjeblik, da hun i stedet knyttede hånden fast. ”I så fald er det på tide at skrue bissen på. Jeg vil umiddelbart tro at Cecilaya skal tackles på samme måde som sin kære mor.. med ultimatumer, hvis ikke hun presses vil hun forsøge at styrer. Jeg vil tage mig af warlockerne personligt, jeg har måske en mulighed eller to. Så snart du viser din styrke min dreng, så vil det hele give sig selv,” påpegede hun lidt sigende også selvom hun skam mente det. De blå øjne fulgte ham til han satte sig ved siden af. Hun vendte sig mod ham. ”Denjarna er en lumsk kvinde. Hun har brugt livet på at forfører mænd med enden fuld af penge og et navn der er værd at satse på. Det er beklageligt at du faldt i med begge ben, men det er jo desværre sådan landet ligger. Problemet er.. hvor vidt hun er din mage?” spurgte hun og lod blikket falde direkte i hans. Hvis det gik ham sådan på, så måtte det jo betyde at der var noget mere i det end bare en tilfældig kvinde, hvilket for alvor bragte hende til nervøsitet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt, at han var ude på et sidespor, men nu hvor hans mor pludselig stod der endnu en gang, og det var noget som han var nødt til at vænne sig til, nu hvor han var vant til alt det andet. Han vendte blikket mod hende. Det var jo bare at erkende at tingene var som de var, og det var bestemt ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for den sags skyld. ”Jeg stoler heller ikke på andre end mig selv og min familie. Det har naturligvis været nemmere efter jeg fik Lillith tilbage på slottet. Jeg sendte hende bort for hendes egen sikkerheds skyld,” sagde han sigende. Han stolede slet ikke på nogen som helst, andet end dem som har været omkring ham, og derfor havde han det svært ved det hele, og han hadede det jo virkelig! ”Jeg er virkelig lad glad for det mor,” svarede han roligt og med et svagt smil på læben. At hun ikke havde nogen samvittighed over det, forundrede ham egentlig ikke, for hun havde vel også taget sit valg af en grund, selvom han havde været for lille til at indstille sig på det, for ikke at glemme at Enrico havde brugt tid på at dele alverdens ting med ham, så det var ting som var gået ham forbi dengang han havde været lille. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. Hun så forfærdelig ud, så det at hun faktisk gav sig tid til ham, var han selvfølgelig utrolig glad for! ”Vi har intet sammen. Vi sover sågar i hver vores kammer, og vi lever hvert vores liv. Jeg tænker nu ikke bare alene på Faith og Kimeya, men jeg kan selv se det på Aliyahs mor og far,” fortalte han sigende, som han selv valgte at tage pladsen ved siden af hende på den anden trone. Han lod sine albuer let hvile mod hans lår, som han foldede hænderne foran sig. Han hadede at skulle fortælle hende det, men han vidste jo at folk gjorde grin med ham derude, og de vidste at det gik ham på, hvilket jo næsten var det værste af det hele, for han kunne ikke gøre noget som helst ved det bare sådan uden videre! ”Jeg har ikke styr på noget som helst, og jeg har ikke nogen anelse om hvordan jeg skal styre det hele.. Og.. hvordan har du tænkt dig at tage dig af dem? Jeg kan jo ikke rigtigt vise nogen styrke, når jeg ikke ved… hvordan..” Let knyttede han næverne foran sig, så hans knoer endte fuldstændig hvide. Han bed tænderne let sammen, som han lyttede til hendes ord omkring Denjarna. Tanken gjorde ham sur, også fordi at han var faldet i det hele med begge ben, og at han så skulle være frustreret over det, var næsten det værste af det hele! Han lod blikket falde. ”Jeg har været en komplet idiot mor, og jeg ved det godt!” Han havde aldrig som sådan følt for en kvinde.. før han havde mødt Denjarna vel at mærke, og det at hun havde droppet ham til fordel for en mand som havde gjort alt det onde ved hende. ”Jeg ved det ikke.. Da hun valgte Derick frem for mig, blev jeg.. skuffet og ikke mindst ked af det.. Og jeg hader mig selv for det..” mumlede han irriteret.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hvad pokker Enrico havde gjort ved hendes søn, vidste Jaqia ikke, men hun brød sig ikke om at se ham på det sidespor han var endt på. I værste fald kunne det ikke kun koste ham tronen, men alt det som hun havde været med til at opbygge i dette land. De klare blå øjne mødte hans, uden nogen form for følelse bag, ikke foruden træthed vel og mærke, for det var faktisk hårdt at genopstå fra de døde. Hun nikkede forstående. Det havde ligeså været hendes ønske, at Lillith skulle opfostres langt væk fra dette helved. ”Du tog et rigtigt valg, min kære. Livet på slottet er intet for en lille pige, jeg ønskede ikke for nogle af jer at i skulle vokse op med synet af illoyalitet, mord og ødelæggelse,” erkendte hun roligt. Selvfølgelig skulle de lære om virkeligheden før eller siden, men børn skulle have lov til at være børn, selv i hendes opfattelse. Jaqia nikkede blot sagte og gengældte hans smil med et lettere køligt. Alt hun havde gjort for ham, var blevet gjort af en mening, hun havde ønsket at beskytte sin søn ligesom enhver anden mor. Det var et sted også grunden til at hun havde valgt at søge direkte til ham frem for at søge hvilen først, også selvom hun tydeligvis havde svært ved at hænge sammen uden. Træt tog hun sig til panden og lod hånden gnide let hen over kinden i et forsøg på at holde sig lidt vågen og være i stand til at give ham den opmærksomhed som han behøvede. Hun hævede et slankt øjenbryn en smule forundret. ”Cayla og Junior? Er de kære små, begyndt at gå i deres forfædres fodspor? Uanset det er ikke en familie kendt for at holde sammen, så det undre mig ikke. Det er et spørgsmål om tid, før deres datter følger i samme spor,” svarede hun en smule eftertænksomt, det slog jo aldrig fejl. Hun kendte ganske vidst ikke Aliyah, hun havde kun set hende som yderst ung, hvor hun havde sagt arbejde på slottet. Hun vendte sig en smule i tronen og tillod sig at svinge det ene ben over armlænet, næsten som havde hun ejet den. Igen betragtede de isblå øjne ham med intensitet. ”Jeg er her til at hjælpe dig nu. Det hele handler om manipulation min kære, men det kræver først og fremmest at du ved hvem du er og hvad du står for, og der forekommer du mig en smule forvirret,” påpegede hun, dog uden bebrejdelse af sporer nogle vegne, for han var endnu en ung mand og den slags kom med årene. Tanken om at han var gået i Denjarnas net morede hende lidt, det var bestemt ikke noget hun var vred på ham over, hun vidste at den kvinde kunne være yderst charmerende.. særligt overfor mænd med penge og status.. ”I dette tilfælde ja.. du har været en kæmpe idiot, men du er langt fra den eneste,” tilføjede hun sandfærdigt. Hånden førte hun til sin hage og gned den en smule eftertænksomt. Umiddelbart lød det som om at Denjarna var hendes mage. ”Spørger du mig, så kunne hun lyde som din mage. Under alle omstændigheder kan jeg fortælle dig, at det ikke er første gang hun står mellem en mand som dig og Derick, ja jeg forstår næppe hendes valg, men det er trods alt hendes problem,” svarede hun og trak ligegyldigt på skuldrene. De havde et problem hvis tøsen var hans mage, for det var ikke nemt at leve uden, desuden så ville han næppe finde sig selv før han havde fået svar på den slags.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde vel bare brug for at vide, at han gjorde noget rigtigt, i stedet for at blive hamret med det modsatte i hovedet gang på gang, da det var det som han følte, skete konstant efterhånden? Han brød sig slet ikke om den tanke, følelse eller fornemmelse i det hele taget! Han vendte blikket mod hende. Med henblik på sin kære lillesøster, kunne hun sige, at han havde gjort det rette? Hvilket naturligvis var noget som gjorde ham glad, også selvom det havde været en utrolig hård beslutning for ham. Han havde jo manglet hende på slottet, da hun også var den eneste som fik den mere.. broderlige side af ham at se, for ellers var han som regel en meget fast og kold mand. Bare ikke lige nu om ikke andet. ”Den opfostring som jeg fik, ville jeg ikke give hende.. Desuden ved jeg at hun har det godt, der hvor jeg sendte hende hen,” fortalte han roligt. Han kunne faktisk godt lide, at hun kunne fortælle ham, at hans valg havde været rigtigt. Han nikkede sigende til hendes ord. Det var jo heller ikke fordi at det var underligt, at den var gal i Jaceluck-Marvalo familien, for det var der jo stort set altid. ”Det er nok ikke en hemmelighed, at den har været slem på den front igen. Junior blev taget i at være Cayla utro,” fortalte han roligt. Historierne gik som en steppebrand i Dvasias, så selv han formåede jo faktisk at få det hele med! Når det nu var sagt, så var Mattheus selv en som værdsatte ringen meget, og dets betydning, også selvom han ikke havde noget liv med den mand som han var gift med. De levede jo trods alt hver deres. At Jaqia satte sig til rette, som hun ejede hele stedet, forundrede ham egentlig ikke, for han mindes at hans mor altid havde gjort som det havde passet hende! Han bed tænderne sammen som hun fortsatte. Igen med tvivl omkring ham og hans kongestyre, også selvom det nu ikke kom bag på ham som sådan, og så var det nu bare sådan at det måtte være når det endelig skulle være i den anden ende. Han sukkede tungt. ”Ja, hvis jeg vidste det, så havde det været meget nemmere, mor.. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg.. forsøgte at tage over efter dig, fortsætte hvor du slap, men end ikke Enrico lod mig gøre det..” mumlede han med en tydelig irriteret stemme, for naturligvis var det noget som virkelig formåede at irritere ham! At hun så nærmest beskrev Denjarna som hans mage, var noget som gjorde ham direkte stiv i minen, for det var slet ikke noget som han ville høre tale om! Det kunne hun ikke være, for det ville han heller ikke have at hun skulle være! ”Hun vælger den mand, uanset hvem hun står overfor mor.. Jeg vil ikke have at hun skal være min mage!” endte han med en næsten forfærdet stemme, for det var slet ikke noget som han ville høre tale om! Det var bestemt heller ikke noget som kunne bidrage til hans situation på nogen måde! ”Jeg er en idiot at falde for hendes beskidte kneb, og jeg hader det bånd som hun har kaste om mig, for jeg ved ikke hvordan jeg skal bryde det igen..!” Igen rejste han sig. Han brændt inde med frygtelig meget frustration!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde bestemt ingen grund til at stå og hamre ham oven i hovedet med en kølle, hun skulle trods alt have været der til at hjælpe ham, det var desværre bare en mulighed som var blevet hende frarevet. Hun havde sågar efterladt ham med ansvaret for sin lillesøster, og det gjorde hende faktisk en kende stolt, at han havde taget en så hård beslutning som at sende hende bort, hun havde ikke selv ønsket at Lillith skulle vokse op i dette kaos, også selvom hun næsten havde en idé om at tøsen alligevel var mere eller mindre påvirket af fortagende. Hun nikkede sagte. ”Jeg værdsætter din beslutning, Mattheus. Jeg kunne muligvis ikke skåne dig, men jeg erkender gerne at Lillith på ingen måde var planlagt, og jeg ønskede så vidt muligt at lade hende vokse op væk fra dette kaos,” medgav hun roligt. Planerne med Lillith havde stort set aldrig været der, derfor havde der været rig mulighed fro at sende hende bort, selv hvis hun havde været den som skulle gøre det. På trods af at hun efterhånden ikke kunne lade sig overraske af Jaceluck-Marvalo familien, så betragtede hun ham med et forundret blik. ”Det havde jeg dog aldrig set komme. Der kan man bare se.. man kan tilsyneladende ikke bryde sin arv selv når man vil,” påpegede hun lidt sigende og rystede på hovedet. Faith og Kimeya ødelagde hinanden samt deres børn, Cayla særligt, og nu ødelægger hende og Junior deres datter.. næsten en skam de har potentiale til andre ting,” mumlede hun for sig selv og trak lidt ligegyldigt på skuldrene. De ville nok alligevel aldrig gå med til at hjælpe hende. Med benet ud over tronens kant, betragtede hun ham med det kølige blik. Hvis der ikke skulle mere til at gøre ham pigefornærmet, så undrede det hende slet ikke at ham og Noelle havde sine problemer, hendes lånte var langt kortere end nogen andens. Hun himlede med øjnene. ”Stop med det! Stop med at gøre som jeg gjorde, det var det der bragte mig til fald ikke sandt? Hvilket land ønsker du at reagere, Mattheus? Hvilke visioner har du? Før du har besvaret disse spørgsmål, vil du slet ikke være i stand til at lede!” udbrød hun lidt fast dog uden at have stemmen, det gjorde hun stort set aldrig, det var bare vigtigt at han forstod det. De rosa læber krusedes i et lille smil. ”Det gør hun som regel. Selv dengang hun stod med muligheden for at få Gabriel, den tidligere Konge af Procias. Jeg er ked af det, min dreng, men jeg er bange for at du ikke selv kan beslutte hvem der skal være din mage eller ej. Hvis det forholder sig sådan er der intet at gøre. Er det tilfældet så står det bånd ikke til at bryde og så må vi finde ud af hvad vi gør i tilfælde, for at leve uden sin mage.. det er så godt som umuligt,” afsluttede hun og nikkede for sig selv, det havde hun gjort i årevis og det havde bestemt ikke været let! Faktisk havde det gjort hende sindssyg i sidste ende, og det ønskede hun bestemt heller ikke for ham!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At sende hans kære lillesøster væk, havde faktisk været en hård beslutning for Mattheus, også fordi at hun havde været det eneste som han havde haft efter sin mor, og han havde jo trods alt ønsket at passe utrolig godt på hende, også fordi at det slet ikke var nemt for ham at stå med det hele, som han havde gjort. Han havde i den grad haft brug for sin mor, og lige der, var han faktisk utrolig glad for, at hun nu var der, så han om ikke andet, så havde noget at støtte sig op af, for det havde ha n i den grad haft utrolig meget brug for! ”Jeg ønskede heller ikke at hun skulle vokse op i det mor.. Og efter Alexanders død og det hele, så ville jeg da slet ikke have, at hun skulle være her! Jeg gjorde bare hvad jeg fandt rigtigt,” forklarede han sandfærdigt. Han lod hende egentlig bare sidde i tronen, hvor han sad i den anden, også selvom han egentlig burde sidde i den som hun havde placeret sig i, så var det hans mor, og han havde vel egentlig bare brug for at høre, at det som han gjorde, var noget af det rette, også selvom det faktisk var svært at se til tider, for der var jo heller ikke rigtigt nogen til at bekræfte eller anerkende det for ham. ”Åbenbart ikke. Jeg ved ikke med deres potentiale, for jeg har aldrig som sådan har noget med dem at gøre, men det er en kam at ødelægge et stort potentiale.. For det ved jeg skam at de havde,” fortalte han med en rolig stemme, som han vendte blikket mod hende. Selvom hendes stemme blev mere fast, så gjorde hans mine og ansigt det samme, for det havde han da ikke ligefrem regnet med! Hvor det var gået galt for hans mor, vidste han ikke, men galt var det gået, og han ønskede jo bare at gøre hende stolt, også ved at føre hendes ideologier igennem! Blikket gled en anelse ned mod sine hænder, for.. han vidste det jo ikke. Ærligt, så var det slet ikke noget som han havde skænket så meget som en eneste tanke, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre, og specielt ikke, hvis han ikke kunne lede landet ordentligt, før han havde besvaret dem. ”Jamen jeg.. ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke mor..” Han havde slet ikke været forberedt til tronen i det øjeblik, han havde været tvunget til at tage den til sig, også selvom Enrico, Noelle og hans mor naturligvis, havde gjort hvad de kunne, men det havde måske bare været en smule for tidligt? Tanken om at Denjarna skulle være hans mage, var uden tvivl noget som frustrerede ham, specielt når tøsen slet ikke ville have ham. Han var mand nok til at erkende, at han faktisk savnede hende, men det andet var virkelig en frustration uden lige, når han vidste, at han slet ikke kunne få hende! ”Gabriel står som konge af Procias mor.. Det kan jeg starte med at informere dig om. Han er gift med Nathaniel Diamaqimas datter,” begyndte han sandfærdigt. Han sukkede tungt, som han let rystede på hovedet, for den tanke gjorde ham vanvittig! ”Fedt… Fantastisk..!” udbrød han næsten helt opgivende.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia var slet ikke i tvivl om at det havde været en hård beslutning, at overlade til en så ung knægt, men hun var faktisk glad for at han havde taget den beslutning som han havde, og det var også noget hun ønskede at han skulle vide. Så usikker som han var, så lod han til at have brug for at høre, at han ligeså havde gjort noget rigtigt. Smilet falmede en smule ved hans omtale om Alexander. Hun havde ikke elsket ham som en kvinde skulle elske en mand, selvom hun havde forsøgt, men han havde altid haft en enorm betydning for hende. Efter et øjebliks trance kom hun igen tilbage til overfladen og vendte pludseligt hårde øjne mod ham. ”Og det du fandt rigtigt, var den rette beslutning. Du lyttede til dig selv og forhåbentligt til Enrico, og jeg er stolt af at du var i stand til at drage en så svær beslutning,” svarede hun og nikkede sagte. Det var ganske vidst ord som frygtelig sjældent kom over hendes læber, men under alle omstændigheder så var det sandheden. Det var ikke af disrespekt at Jaqia havde valgt at tage plads i tronen, tværtimod, men det var nu engang en frihed hun tog sig, taget i betragtning af hvor mange år det havde været hendes. Hun nikkede medgivende og strøg sin hage en smule overtænksomt. ”Synd og skam.. men ikke overraskende, jeg er bange for at det løber i deres familie. Arbejder deres datter her endnu? Anna.. Alina.. noget i den stil?” spurgte hun en smule nysgerrigt og betragtede ham indgående. Hun huskede dengang Cayla havde været en uskyldig, lille pige so forgudede Kimeya, som Aliyah havde gjort med Junior dengang hun var blevet ansat som frygtelig ung. Det skulle nok lykkes dem at få hende korrumperet før eller siden. Hun betragtede alle hans tegn på nervøsitet og bed sig en smule i læben for ikke at ende med at blive spydig. Mattheus havde ikke haft det nemt, og det vidste hun jo godt. Hendes ideologier havde ganske vidst været forvirrende, men de havde virket.. hun ønskede at Mattheus fandt sin egen, ledede landet som han så det ledet, ikke som hun havde forsøgt at gøre det dengang. Hun sukkede og rejste sig, også selvom det foregik tøvende, hun var frygtelig træt i kroppen efter at have ligget i en kiste i alt den tid. Hun stilte sig foran ham, og lagde en blid hånd mod hans kind for at fange hans opmærksomhed. ”Nu tager vi det fra bunden. Du har natten igennem til at tænke over hvilket land du ønsker dig, min dreng. Forestil dig det.. når du ved det kan jeg hjælpe dig,” endte hun roligt og dog køligt, mest fordi det ikke lå til hende at være varmhjertet. Farven svandt en smule bort idet han afslørede for hende at Gabriel var konge i Procias. Hun følte sin mave snører sig sammen, ved tanken om Nathaniel og det at han havde en datter. Hun så bort, for at skjule det korte glimt af skuffelse. ”Ser mand det,” mumlede hun blot kortfattet, inden hun atter vendte sig mod ham. ”Vi finder ud af det med Denjarna, min dreng... der er muligheder,” hviskede hun selvom tankerne allerede var henfaldet på Nathaniel.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt ikke ofte, at Mattheus hørte, at han gjorde noget rigtigt, så det var vel ikke underligt, at han forsøgte at gøre hvad han kunne? At sende hans egen lillesøster bort, havde været en hård beslutning, men taget sammen med Enrico. Han var virkelig glad for, at han havde haft den mand at klamre sig op af, ellers havde han da slet ikke vidst hvad han skulle gøre! Han vendte blikket mod hende ved hendes ord, hvor det slog ham som en direkte overraskelse overhovedet at høre hende.. rose ham på den måde, for det mindes han slet ikke at have hørt hende sige før, og han måtte erkende, at det var noget af det som, han faktisk havde haft brug for at høre efterhånden. ”Jeg tog beslutningen sammen med Enrico, ellers tror jeg ikke at jeg kunne have gjort det, men jo.. Den var virkelig svær. Også fordi at jeg vidste, at hun nu var mit ansvar,” fortalte han roligt. Han ønskede at fremstå som en stærk mand, som kunne lede et folk og et land, også selvom et hele måske var kommet til ham alt for tidligt, for han havde slet ikke været klar, men han havde gjort hvad han kunne for at gøre det bedst muligt. Med henblik på Aliyah, så vidste han også godt, at han skulle have snakket med hende, så det hele kunne ordne sig, men det havde vel endnu sine lange udsigter? Han vendte blikket stille ned mod sine hænder i stedet for. ”Aliyah,” rettede han hende som det første. ”Hun har været her i lang tid, og ja.. Lige nu er hun her endnu, men for hvor lang tid, det ved jeg ikke.. Jeg kan ellers godt lide hende,” fortalte han, som han igen vendte blikket mod hende. Aliyah var en varmhjertet person, som faktisk fik ham til at smile, og det var noget som han godt kunne lide. At hans mor så rejste sig igen, fik ham roligt til at kigge på hende. Hånden mod hans kind, tvang mere eller mindre hans blik mod hende, også selvom det nu heller ikke var noget som han tog som nogen direkte.. grum ting. Han blinkede let med øjnene. Den form for berøring, kunne man jo heller ikke ligefrem sige, at han var vant til. At hun gav ham en enkelt nat til at finde ud af det, fik ham kun til at blinke let med øjnene, for.. han vidste da ikke hvor han skulle starte, eller noget som helst! Han kunne jo slet ikke finde ud af det! ”Hvad er det du vil have jeg skal tænke over, mor?” spurgte han en kende usikkert, for han kunne ikke se det. Det kunne godt være, at det var en viden som hun bare.. brændt inde med, men det gjorde han altså ikke! Gabriel sad som konge af Procias, og af hvad han vidste, så gjorde manden faktisk et godt stykke arbejde. Han nikkede til hende. Tankerne om Nathaniel, ønskede han egentlig ikke at tænke, for manden havde aldrig været far for ham, der havde han altid haft Alexander, også selvom han vidste, at hans mor aldrig rigtigt havde elsket manden, for selv det kunne han jo fint fornemme, fra den tid han havde været lille. ”Der er nok sket en del, siden du var her sidst,” fortalte han med en rolig stemme. Han sukkede tungt. Tanken om at Denjarna skulle være hans mage, var slet ikke en tanke som han bifaldt, for han kunne ikke få hende, og det vidste han. ”Jeg får hende aldrig mor.. Hun er markeret og det hele af Derick nu.. Jeg må ikke engang lægge en finger på hende..” mumlede han opgivende.