You are under arrest!

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var allerede for længst gået op for Enrico hvad sækken over hans hoved skulle gøre godt for, for Noelle havde slet ikke nogen anelse om hvem hun egentlig stod og hamrede løs på, også selvom han faktisk ikke klandrede hende for det, for det var jo også tydeligt at hun handlede på kongens ordre, og det var også noget som gjorde, at han ikke kunne blive sur på hende, fordi at hun gjorde hvad hun gjorde. Hans krop sitrede voldsomt, også selvom han bestemt ikke ville slippe for følgerne af dette. Hans uskyld var noget som han stod fast på, for han gjorde for pokker det som han altid havde gjort! Han hjalp med de kongelige pligter og lod dem underskrige og signere med deres segl, og så kunne de komme tættere på at ende den bunke med forespørgsler og alt muligt andet! At slagene holdt inde, fik kun hans krop til at sitre. ”J-jeg har intet gjort..” hviskede han med en dæmpet stemme, for det var bestemt ikke noget som han kunne gøre for!
Som Noelle nærmede sig ham, så kunne han høre hende lige ved, også selvom hans fokus hvilede helt andre steder. At hun kom i kontakt med ham, fik det til at spjætte lidt, for det var bestemt ikke noget som han lige havde regnet med, også selvom han omgående faldt til ro igen. Han havde virkelig savnet hende og manglet hende i den tid hvor han intet havde set, og det bekymrede ham når han ikke hørte noget som helst! Som sækken forlod hans hoved, så vendte han blikket mod hende. Han følte sig direkte mørbanket og direkte ødelagt, hvilket bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund, og selvfølgelig var det noget som kun måtte irritere ham direkte! Han trak vejret dybt og nikkede så. ”F-få mig n-ned…” endte han dæmpet. På Noelles ordre, så skævede vagterne kort til hinanden, inden de alligevel vovede sig tættere på og fik Enrico ned, også selvom han kollapsede mellem dem, da det var tydeligt at han slet ikke kunne holde sig på benene! De ville vel hellere være uvenner med kongen end det som de ville være med Noelle? Sammen og i fællesskab, så bragte de Enrico ud af torturkammeret og direkte op i hans egen seng, hvor de forsøgte at lægge ham på maven, så det ikke skulle gå ud over hans mange nye ar og mærker på ryggen. Hans krop sitrede og dirrede, og det var direkte ubehageligt! Han havde aldrig været udsat for noget lignende som dette!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste ganske vidst at det som han havde gang i, på ingen måder var i orden, men.. han havde bare brug for at reagere efterhånden, også selvom det faktisk ikke var hans menig at lade det gå ud over Enrico, for den mand havde jo mere eller mindre altid været der for ham, selvom det bestemt heller ikke var noget som han sagde noget til lige nu. Han havde det mildest talt af helvede til, også fordi at han slet ikke vidste hvordan han ellers skulle reagere, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ej. Tænderne bed han let sammen, som han lod blikket glide over arbejdet som Enrico havde foretaget sig. Det var ikke fordi at han kunne gøre noget ved det nu, for han kunne slet ikke finde ud af Enricos system, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre for ham af den grund!
Noelles stemme, var dog det næste som fangede Mattheus’ opmærksomhed. Han havde fået lov til at afreagere en smule, men ikke desto mindre, så var det slet ikke nok. Det var på ingen måder retfærdigt at lade dette gå ud over Enrico, når han i princippet ikke havde gjort noget forkert, men ikke desto mindre, så reagerede han, og det var jo det som både ham og Leonardo havde ønsket at han havde gjort allerede for lang tid siden, men det var nu bare sådan at det var. Han bed tænderne fast sammen, hvilket næsten fik hans kæbe til at virke langt mere fremme og tydelig, så sagde han ikke noget til det. Lige nu ønskede han egentlig bare noget fred, for det andet kunne han virkelig ikke bruge til noget som helst! Som døren var slået op, så rejste han sig mere eller mindre med det samme, som han sendte hende en direkte fast og advarende mine, for det var bestemt ikke måden at gøre sin entré på, det var da helt sikkert! ”Hvad er det for en måde at gøre entré?!” endte han med en fast tone, som han let knyttede næverne med en direkte advarende mine. Om det var gået op for hende, at det faktisk var Enrico som hun havde pisket, og som han selv havde valgt at dømme på det her grundlag, var næsten noget som han kunne gætte sig frem til, men ikke desto mindre, så havde han da reageret for en gangs skyd, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Som jeg sagde, så giver jeg dig aftenen, natten og morgendagen fri, Noelle, så tag tilbage til dit kammer. Jeg går ud fra, at du har skænket de slag som jeg bad dig om,” endte han med en ganske veltilfreds stemme, som han roligt betragtede hende. Et sted vovede han sig vel stille og roligt frem? Han var den som stod som konge her i landet, og det var skam ikke en autoritet, som hun skulle have lov til at ødelægge for ham!

[Noelle Jaceluck]

Noelle havde bestemt ikke regnet med at det var Enrico selv hun havde påført den smerte. Kroppen havde hun for pokker ikke genkendt, hvilket næsten efterlod hende med en grim smag i munden. Han var hendes kæreste, burde hun ikke vide den slags? Med meget faste skridt bevægede hun sig mod Mattehus' værelse. Hvis han fandt dette morsomt, så ville hun gerne lærer ham en ting eller to om humor, for det var langt mere end hun fandt sig i! Den lille mide skulle ganske snart lærer at man ikke lagde sig ud med hende, en gang for alvor! Døren slog hun ind uden at banke på eller bede om lov først. Måske han var konge, men hun var ikke bange for ham, han var hende underlegen på enhver tænkelig måde. Vagterne uden for hans kammer havde ikke rigtigt taget notits af hende, eftersom de var vant til at Noelle handlede og gik frem og tilbage som hun nu engang ønskede, der var ingen der skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre eller ikke gøre. Med faste skridt trådte hun ind og smækkede døren hårdt bag dem som tydeligt tegn til at hun ikke ville forstyrres. Hun kneb blikket sammen og betragtede ham med en dræbende intensitet. ”Forpulede møgunge, hvem fanden tror du at du er?” endte hun med en yderst streng og advarende tone, uden at tage sig af hans advarsel, for hvad ville han gøre med hende? Smide hende af samme vej som Enrico? Der var ikke nogle som turde at gøre hende ondt! At han så alligevel tillod sig at være direkte flabet, var noget som kun fik hende til at se rødt. Hånden slog hun ud mod hans bryst og forsøgte at skubbe ham op af væggen. Billedet ved siden af faldt ned og knustes, hvilket dog ikke var noget hun selv tog notits er. ”Jeg troede du var mere intilligent end at lægge dig ud med mig, Mattheus, jeg lover dig for at du har begået dit livs største fejl, og tro mig.. du vil bøde for det konge eller ej,” hvæsede hun fast. Der var ingen tvivl om at hun var vred. Hendes hænder var brændende varme, hvilket under alle omstændigheder ville føles af helved til mod hans kølige hud, men lige nu var hun ligeglad, hun fandt sig ikke i at blive leget med. Når alt kom til alt var Noelle faktisk bange for at han havde kostet hende Enrico.. den eneste mand hun havde elsket, og som havde elsket hende tilbage, hvis det var tilfældet så ville hun ikke tøve med at slå ham ihjel. Hans tilfredse tone gjorde hende direkte hidsig. Hun sendte ham selv et køligt smil, der bestemt ikke var positivt ment.. de med kendskab vidste at det tværtimod betød at hun var i humør til at pine. ”Jeg burde slå dig ihjel på stedet dit lille kryb. Du er intet forstå du det?! Du er intet uden mig og ham,” hviskede hun tæt til hans ører med en intenst tone. Det var trods alt ikke løgn. Roen var over, det var helt sikkert, han skulle ikke komme og være smart overfor hende, det ville kun blive hans død, lige nu var hun næsten vred nok til at tage straffen for mord på kongen, særlig taget i betragtning af at hun med største sandsynlighed havde mistete det eneste som egentlig betød noget. Frem for hans bryst greb hun ud efter hans kæbe, med blottede negle. Han skulle have del i bare lidt af den smerte hun selv følte, og som hun netop havde påført Enrico.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste udmærket godt, at det måske havde været forkert at sætte Noelle til at piske Enrico, men hvad skulle han da gøre? Vagterne havde fint ladet Noelle passere, udelukkende fordi at de slet ikke ønskede at komme hende på tværs, for det var kendt at hun var værre at lægge sig ud med end det som Mattheus var. Hvad der var sket med Enrico var noget som vagterne allerede snakket om, også selvom det var sket ganske nyligt, og det var bestemt heller ikke underligt at hans kæreste reagerede som han gjorde. Et sted så var det vel bare på tide, at den unge konge for alvor blev sat på plads? Mange havde snakket om at gøre det tidligere, også selvom det nu ikke var sket alligevel, men bedre sent end aldrig vel? Selvom Mattheus på ingen måder kunne sige sig at være enig, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. At se Noelle bare komme farende ind på den måde, var noget som gjorde ham direkte vred, for det var bestemt heller ikke noget som han selv måtte bryde sig om! ”Hvad hentyder du til? Og hvor vover du at tale til mig i den tone..?!” hvæsede han selv direkte med en fast og advarende tone. Der var i den grad også grænser for hvad han fandt sig i, og selv fra hendes side af!
Hånden som lagde sig direkte mod hans bryst, pressede ham hurtigt op af væggen. Han var slet ikke vant til at blive behandlet på den måde, og dette var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i, på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke Han gispede let Varmen gjorde det bestemt heller ikke behageligt på nogen måde for ham, udelukkende fordi at han var den race som han var. Hans hånd greb ud efter hendes, også selvom hun reagerede langt hurtigere end det som han lige havde regnet med, idet hendes varme og brændende hånd lagde sig om hans kæbe. Han fandt sig bestemt ikke i at blive behandlet på denne her måde! ”Jeg advarer dig, Noelle… Hvis du ikke slipper mig nu, så garanterer jeg ikke for konsekvenserne.. Jeg er en voksen mand nu, og selvom I måske har gjort meget for mig igennem tiden, så er der grænser for hvad jeg finder mig i… fra begge sider af Jer!” hvæsede han fast, som han igen stirrede hende direkte i øjnene. Han legede måske med ilden i denne stund, også selvom det nu heller ikke altid var sådan at han så på det. Han brød sig bare ikke om at stå op af muren på den her måde, og specielt ikke når hun var så vred som hun tydeligt var i denne stund. Hovedet forsøgte han at trække til sig igen, for han fandt sig bestemt heller ikke i at stå fanget i denne situation, og specielt ikke når han ikke kunne gøre noget ved hende, for han vidste, at hun var ham overlegen fysisk set på alle måder!

[Noelle Jaceluck]

Mattheus legede virkelig med ilden, og uanset hvor gammel han var blevet så skulle det nok få ham til at tisse i sengen før eller siden. En ting var at han havde dømt Enrico for noget som hun vidste at han aldrig ville gøre, men en helt anden ting var at sætte hende til at piske ham, uden at fortælle hende hvem det var. Hvilken respekt var det at udvise for hende? Med alt det som hun ydede for ham, med alt som Enrico havde gjort for ham gennem tiden, så fandt hun det på ingen måde retfærdigt at straffe dem på denne måde. Hun var ude hver dag, risikerede sit liv i hans forsvar, og dette var takken for det? ”Jeg taler til dig som det passer mig, Mattheus, er det klart?” svarede hun hvislende. De grønne øjne stirrede direkte ind i hans, mens hun holdt ham fast op af muren. Hun vidste ikke hvor vidt hans kammerpige var i nærheden, men hun var egentlig også ligeglad, dette skulle have lov til at være ham en evig lærerstreg. Denne konge var ikke vant til modstand og selv den mindste smule havde fået ham til at tabe hovedet, hvilket landet ikke kunne bruge til noget som helst. ”Jeg spenderer halvdelen af mit liv i marken, i dit forsvar.. i landets forsvar. Jeg sender unge mænd og kvinder i døden for dig, og dette er takken?! Enrico har reddet dit ægteskab, han holder enden oppe på det land som du bare har givet op på og hvorfor? På grund af en forpulet lille tøs! hun strammede grebet om hans kæbe og lod neglene borer sig dybt i hans kød. Hun var ikke bange for at understrege at nok var nok, og at dette var mere end hun fandt sig i. Hun hævede et dslankt øjenbryn og smilede kort også selvom det hurtigt falmede. ”Du er måske en voksen mand, men du opfører dig som et sølle barn. Aldrig i mit liv har jeg kendt en så elendig mand.. en så elendig konge, selv din kære søster i Procias forstår sig bedre på verden og fortjener sin titel mere end du,” endte hun med direkte hån, og skubbede ham kraftigt fra sig, ligeglad med at det var med kurs mod kommoden der stod ved siden af dem. Måske det var hårde ord, men det var sande sådan som det stod i øjeblikket. Normalt havde hun brugt energien på at vejlede ham, men nu havde han kun formået at gøre hende vred. ”Hvis jeg var dig ville jeg ikke være så høj i hatten. Når det kommer til dig og mig, må du endelig huske at du ikke besidder nogen magt.” endte hun blot kortfattet og strøg frem og tilbage hen over gulvet. Det frustrerede hende at han havde taget den ene ting fra hende som hun elskede.. men som havde gengældt det.. hun havde ikke mødt andre som kunne håndtere hende, og selv Enrico havde hadet hende, det var ikke noget som hun ville tilbage til. ”Jeg finder mig ikke i at blive leget med på den måde, Mattheus. Du fortjener ikke min tillid. Havde det ikke været for min loyalitet overfor din mor og min kærlighed for dette land, så forlod jeg dig på steder og så glædeligt til med et glas vin i hånden, mens du bragte dig selv og landet i forfald,” endte hun spidst og vendte sig atter mod ham med armene over brystet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvis der var noget Mattheus ikke var vant til, så var det den personlige modstand, når man blev afvist, for det var slet ikke noget som han havde prøvet før. Desuden havde Denjarna på frygtelig kort tid, fået en utrolig betydning for ham, som han ikke bare kunne vende ryggen til, og så vide at hun hellere ønskede sin eksmand som ikke rigtigt havde gjort andet end at vende hende ryggen, som han havde forstået det om ikke andet, og så valgte hun at gå tilbage til ham i stedet for at vende sig i andre retninger? Det gjorde ham vred! Den varme som Noelle udstrålede, var noget som direkte brændt sig ind i hans egen hud og efterlod den mindre rød og tydeligt irriteret, men ikke desto mindre, så var dette ikke noget som han fandt sig i! ”Jeg finder mig ikke i det..!” endte han med en fast tone, som han kraftigt rev hovedet til sig, for at få hende til at slippe, for det andet gjorde faktisk ondt, og det var noget som han efterhånden var ved at være temmelig træt af, det var helt sikkert! Han vidste at det måske havde været grænsen at bede hende om at gøre den skade på Enrico, men den mand havde gået langt over grænsen, og det var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hans del, for han fandt sig ikke i det! Manden forsøgte jo for pokker at tage arbejdet til sig, og det var slet ikke meningen! Det var slet ikke meningen at det skulle ske! Som han nævnte Denjarna, så han mere end rødt! ”Jeg vil slet ikke høre dig omtale hende, er du med?! Jeg ved udmærket godt hvad du gør for mig derude, Noelle, men dette er ikke noget som jeg finder mig i!” hvislede han fast, som hun alligevel valgte at trække sig. Ikke at det gjorde ham det mindste!
At hun direkte skulle håne og nedgøre ham, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre i denne stund. Mattheus sendte hende en direkte advarende mine. Han vidste godt, at hun var ham overlegen på alle måder, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham. ”Står du og nedgører mig, Noelle?” hvislede han med en fast tone. Han knyttede næverne fast, som han selv endte med at tage et skridt mod hende. Han var ikke bange for hende, og det var noget som han nok skulle vise hende, for der var i sandhed grænser for hvad han fandt sig i! Hvor meget Noelle frygtede for at miste Enrico på dette, vidste han ikke, i så fald, havde hans reaktion nok været anderledes. At hun så direkte tvivlede på hans arbejde som konge, var noget som fik ham til at se rødt for alvor, for han vidste at han var født til den rolle! ”Er det mistro til min rolle som konge af landet, jeg kan spore i din stemme, Noelle? Jeg kan ikke bruge en hærfører til noget, som ikke tror på at jeg kan gøre et godt job som en konge her i landet! Lidt modstand møder alle, og ved du hvad? Jeg skal nok komme videre, men på den bekostning, så bliver det ikke med dig i den stilling..!” advarede han med en fast tone. Bange var han ikke for hende! Ikke som sådan.

[Noelle Jaceluck]

Noelle havde skam hørt historier om den kvinde som havde formået at charmere sig ind på livet af kongen, han var ikke den første som var faldet for det nummer. De fleste kendte efterhånden Denjarnas navn, hun var kendt for netop at være god til mænd med penge og titel, med andre ord havde kongen været direkte naiv. De havde alle mødt modvind og de var alle blevet såret, men lige Mattheus var født med en guldske i munden, han var født under bedre vilkår en mange andre, og så tillod han sig alligevel at beklage sig? Leonardo og Enrico havde slidt deres ender ud af bukserne i forståelse for hans problemer, nu var hans iskold hvilket kun gjorde hende vred, det var heller ikke til at tage fejl af. Først og fremmest var hun direkte kogende. Den varme hånd havde efterladt røde mærker på hans kæbe nu hvor hun var endt med at slippe ham. ”Jeg håber sandelig du kan se hvor ligeglad jeg er,” svarede hun kortfattet og med en kølig undertone. Hun tog sig virkelig ikke af hvad han fandt sig i og ikke fandt sig i, for denne gang havde han formået at bryde hendes grænse. Hun havde intet gjort, og så skulle hun straffes ved at påfører Enrico smerte? Hvis hun kunne så ville hun tage det hele go bærer det selv, udelukkende fordi hun kunne holde til at bærer det på sine skuldre. Noelle var så vred at det sitrede helt ud i fingerspidserne. Hun lagde hovedet på sned og betragtede ham. ”Så hun er dig et ømt punkt? Hvor er det naivt Mattheus, at falde for en kvinde der kendt for at charmere sig ind på alle mænd hun møder på sin vej,” svarede hun med en næsten veltilfreds tone. Det gjorde det nemmere når hun vidste at han havde ondt, udelukkende fordi hun selv frygtede for at skulle miste Enrico. De fleste mænd var bange for hende, men selv dengang der havde været had mellem dem, havde han ikke frygtet hende. Den advarende mine tog hun sig stadig ikke af. For et kort øjeblik trak hun smørret på smilebåndet, hvilket sagde det hele. ”Det gør jeg Mattheus, men ikke ubegrundet. Jeg siger den sandhed du tydeligvis selv forsøger at stirer dig blind på,” svarede hun sandfærdigt. Hånden hævede hun ud i luften, og selvom det ikke var meget forsøgte hun at finde hans indre varme kun for at lade den blusse en smule. Selv endte hun med at træde et skridt tættere på ham uden at lade blikket forlade hans. ”Ren mistro.. mistillid.. din mor er min herre, og vil altid være det. Du derimod er en anden sag. Du har bare ikke hvad der skal til, hvilket du netop har bevist, på trods af at Enrico har nægtet at lytte til mig de gange jeg har udtrygt min bekymring. Jeg lovede din mor at vogte om dig og lærer dig en ting om to omkring livet, og fordi det er et løfte jeg har tænkt mig at holde, så frasiger jeg mig min stilling. Det er trods alt kun et par tusinde mænd det drejer sig om, det kan vel sagtens klare selv Deres Højhed,” endte hun lidt smørret og nejede provokerende for ham. Det var langt mere end et par tusinde og Noelle havde styret dem i flere år end havde han havde levet, det ville blive et kaos men tanken frydede hende. ”Oh.. det havde jeg nær glemt..” hun hævede hånden og svang den mod ham med en knytnæve, for at understrege sine ord.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var efterhånden ved at gå op for Mattheus, at han havde valgt at pisse den forkerte kvinde af, men det var slet ikke noget som han kunne gøre om i denne stund. Han havde valgt at straffe Enrico på et grundlag som han vidste sikkert ikke var sandt, men.. han havde været vred, og noget var han bare nødt til at gøre. Han var ganske vidst født med en guldske i munden, men han var skam også kendt med den skæbne som var blevet ham skænket allerede i tiderne før han var blevet undfanget, som det havde været meningen han skulle stå som en arving til tronen og intet andet end det, og nu stod han her.. Han havde været elsket af sin mor, men han vidste at tronen havde været første og eneste grundlag for hans eksistens. Han knyttede næverne med en direkte vred mine. ”Jeg hører dig udmærket,” vrissede han tydeligt utilfreds, også selvom han vidste, at det nok ikke gjorde den største forskel. I udgangspunktet så havde han tre mennesker omkring sig, som han vidste, at han altid havde været i stand til at søge til, men selv han havde brug for andet efterhånden, og Denjarna havde afvist ham! ”Jeg har hørt rygterne, og hun har ikke gjort andet end at bekræfte det for mig.. Tro mig, Noelle.. Det er det som gør mig vred..!” hvæsede han med en fast tone. Han brød sig slet ikke om den nedladende tone!
Tanken om at Noelle ikke engang ønskede at være ham tro og loyal, men hans afdøde mor, var faktisk en tanke som gjorde ondt, for han vidste godt, at han slet ikke var hans mor, men et eget individ, selv på trods af, at han ønskede at føre mange af hans moders tanker og ideologier ud i livet, for han vidste at hans mor havde været frygtelig dygtig. Det betvivlede han på ingen måde. ”Om du ikke engang kan udtrykke bekymringen for mig, Noelle, så er det jo kun ensbetydet med at det ej er en hærfører jeg vil være i stand til at stole på. Jeg er ung, jeg er uerfaren, og jeg har brug for at finde mig til rette, og jeg ved at jeg ikke kan prøve og fejle for meget i min situation! Vær du bare min moder loyal og tro, men til din orientering, så er hun gået bort, og kan du ej vise mig det sammen.. Hvad laver du så i det hele taget her?!” Tanken gjorde faktisk ondt, også selvom han vidste, at han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Lige nu havde han ikke brug for at vide hvilen elendig konge han var, for han ønskede så brændende at forsøge! Og vise at han kunne være i hans moders liga, selvom han vidste, at der skulle forbandet meget til. Han nåede kun lige at vende blikket væk fra hende, kun for at vende det mod hende igen ved hendes ord, hvor han tydeligt kunne mærke den knyttede næve direkte ind mod hans ansigt, hvilket fik ham til at tage en runde om sig selv, inden han røg direkte i gulvet. Næsten helt forvirret tog han sig til kæben, inden han vendte blikket mod hende igen. Hvor vovede hun at slå til ham på den måde?! ”Hvor vover du..?!” endte han fast, som han kæmpede sig op på benene igen, kun for at vende sig mod hende. Hun slog faktisk hårdt, og selv det var noget som gjorde ham.. rundt på gulvet! Han havde ikke set det komme! Med en fast og vred bevægelse, så lod han neglene kradse direkte ud efter hende. Nok var nok!

[Noelle Jaceluck]

Det var allerede for sent, Mattheus havde valgt at handle dirkete dumdristigt og Noelle havde i den grad tænkt sig at straffe ham for det. Det var på ingen måde hendes problem at knægten kun tænkte med de nedre dele, men en ting var sikker, hun ville ikke lide under hans hjertesorger! Det faktum at han var født til tronen, var det som havde fået både Noelle og Enrico til at træde ind i en rolle næsten som forældre, de vejledte ham, og forsøgte på bedste vis at fører ham videre i denne verden, og Noelle var ham loyal, i øjeblikket forsøgte hun bare at pisse ham af fordi hun selv var så forbandet vred. Når alt kom til alt så, så hun skam et potentiale i ham, desværre forstod han ikke at udnytte ham, og han var nødt til at se hvor det kunne fører ham til i tilfælde af at han lod følelserne tage over som han havde gjort nu. ”Så er vi enige,” endte hun sammenbidt. Det var ikke fordi hun brød sig om at skændes med ham, det havde slet ikke været nødvendigt hvis Jaqia ikke havde besluttet sig for at slagte sig selv ved at lege med ilden. Som mor så søn tydeligvis. ”Tro det eller ej din vrede er forståelig, men der er absolut ingen baggrund for at lade det gå ud over Enrico.. eller jeg,” tilføjede hun sigende, det var jo der hele forskellen lå, de havde alle forsøgt at være forstående overfor hans situation, på bunden var han jo kun en ung mand, men selv hendes tålmodighed rakte hun til et vidst punkt. Tanken om at hun var kommet så vidt som at opsige det som hun havde kæmpet for hele livet igennem, gjorde faktisk ondt, men hvis det var det som skulle til, så havde hun vel ikke andet valg? Hendes far ville slå hende ihjel.. han ville blive skuffet over hende efter alle de timer han havde tvunget hende gennem en intens træning. Hun var skuffet over sig selv, det var et helt liv og hele sin stolthed hun kastede på gulvet i håb om at han ville indse at han ikke kunne klare sig uden, selvom mange meget gerne ville have hendes position. ”Det er dig som vælger at tolke det sådan. Hvis ikke De er tilfreds med det arbejde jeg udfører og mener at de kan klare det bedre selv, så vil jeg endelig give dig muligheden. Tro mig det har jeg spurgt mig selv om mange gange.. til dit held vil jeg ikke være her meget længere. Det er op til dig nu. Jeg ønsker dig held og lykke, for du får brug for den,” svarede hun uhyggeligt roligt også selvom vreden hvilede netop under huden og truede med at blusse op. Noelle morede sig næsten ved synet af den kære konge falde for fødderne af hende ved det sølle slag. Det gjorde en smule ondt i næven. Hun pustede blidt på den og betragtede ham med et intenst blik. Hans indre varme fik hun til at blusse, kun for at tage en del af hans energi.. give ham følelsen af at miste enhver form for kontrol. Hendes eget fokus blev dog hurtigt revet bort da neglene lavede et temmelig dybt spor hen over hendes arm. For lange sekunder stirrede hun på det.. det smørrede smil var forsvundet, for hun vidste godt hvad et sådan mærke gjorde. ”Af alle ting.. af alle fjender jeg har mødt, og så er det dig der slår mig ihjel. Den konge som jeg har tjent. Jeg burde vel takke dig taget i betragtning af at du alligevel har taget de eneste ting der betyder noget fra mig bort? Jeg håber sandelig at De har nået deres mål Deres Højhed.. Jeg håber inderligt at du vil dø uelsket og under stor smerte.. farvel,” endte hun med en dirrende tone og yderst sammenbidte tænder. Hånden løftede hun og lod hans seng og kommode gå op i flammer, før hun uden videre forlod værelset, stirrende på kradsmærkerne. Det ville ikke blive kønt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var klar over, at han skyldte Enrico og Noelle forbandet meget, efter alt det som de havde gjort for ham, siden hans moders bortgang, men lige nu var han ganske vidst for vred til det, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham. Hans blik hvilede direkte på hende, skønt han ikke turde vende blikket bort. Noelle var ikke den kvinde som man skulle pisse af, hvilket han vidste, for han havde set hvad hun kunne og han vidste hvad hun var i stand til, hvilket var grund nok. Han havde ondt i brystet, og det var svært for ham i det hele taget at finde ud af hvordan han skulle reagere, også selvom han faktisk var klar over at dette ikke var at handle rationelt, så det behøvede han bestemt heller ikke dem til at forklare ham! ”Jeg ønsker ikke at I skal tage mit arbejde fra mig, når det er mig som opgaven er pålagt Noelle.. Jeg sætter pris på hvad det er I gør for mig, men selv jeg må sætte foden ned.. Og når manden ikke lytter, så må jeg jo selv drive det til handling,” endte han ganske kortfattet. Han ønskede ikke at de skulle tage arbejdet fra ham, når han selv stod i så udsat en position, når han faktisk vidste, at han faktisk ikke havde særlig mange tro støtter derude. Han var en ung mand, han havde ikke rigtigt nogen erfaring, og han var på ingen måder i hans moders liga, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre. Tvært imod!
Mattheus vidste godt, at han ikke kunne klare jobbet uden Noelle eller Enrico rundt om sig, hvilket næsten var det som var det værste af det hele, så det at hun kastede det hele i jorden, var.. en tanke som et sted skræmte ham, så lod han det ikke komme til udtryk! Han måtte tage det professionelt, også selvom det faktisk ikke var en nem opgave i sig selv. ”Hvis det er en stilling som selv har bragt dig til tvivl, Noelle, så er det måske på tide at trække sig fra den? Desuden hvis du ikke kan gå i marken, velvidende om at jeg som konge, står dig i ryggen og vil yde dig den støtte både finansielt, moralsk og med mandskabet som du har brug for, så kan jeg vel heller ikke bruge dig..” ordene var måske hårde i sig selv, selvom det nu heller ikke just var noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Som hun slog ud efter ham, så kradsede han ud efter hende, hvor han tydeligt kunne mærke hvordan han faktisk.. ramte hende. Han vendte blikket mod hende. Varmen i det indre, var direkte ubehagelig, også fordi at han var et koldt og på sit vis, dødt væsen! Hånden lagde han mod sin mave, som han igen gled ned at sidde, hvor hendes følgende handling næsten fik ham til at krybe sammen, som hans seng og kommode gik direkte op i flammer. Han nåede dog ikke rigtigt at reagere, før hun faktisk var stormet ud. ”NOELLE!” kaldte han med en fast tone. Flammen bragte ham et direkte ubehag, og han brød sig på ingen måder om den følelse!

[Noelle Jaceluck]

Noelle og Enrico havde altid stået Mattheus i ryggen, de havde forsøgt at vejlede ham uden at fortælle ham hvad der var rigtigt og forkert, for det var ting som han måtte finde ud af på egen hånd, men hun havde aldrig troet at hun skulle se Enrico dømt for forræderi, det var det sidste manden nogensinde ville gøre, og knægten vidste det udmærket godt! Noelle selv var på kogepunktet. Hun havde haft alt for mindre end blot en time siden.. nu havde hun intet. Intet job, ingen stolthed, ingen Enrique og muligvis heller intet liv. Hun stirrede stift på det blødende sår på sin arm, velvidende om hvad konsekvensen ville blive af det. Lugten af røg bredte sig hurtigt på gangen. Hun hørte skam udmærket Mattheus kalde efter hende, men nu hvor hun havde forladt sin stilling, og direkte fået at vide at han ikke ønskede hende i den position så stod han på egne ben. Hun meldte pas nu! Vagterne stirrede efter hende. Hun kunne fornemme hvordan deres øjne gennemborede hende dog uden at nogle fulgte efter hende. Hånden lagde hun over mærkerne for at skjule dem, også selvom hun var vred og frustreret. Aldrig havde hun troet at den forbandede knægt skulle blive hendes død. Hun havde overlevet overlevet udtallige skrammer og sår, men denne kunne man vel ikke gøre noget ved? På vejen passerede hun et tilfældigt værelse. Hun slog døren op. Det var ubeboet, det vidste hun, og hun havde fred for fred! Døren låste hun, for at sikre sig at ingen ville forstyrre hende. De små svedperler var allerede begyndt at male sig på hendes pande. Hun følte energien blive drevet ud af hende som var det ved magi. Det sved.. Om en halv times tid ville hun ligge badet i sved, rystende og skælvende og kæmpe for sit liv, også selvom hun vel ikke havde noget at kæmpe for? Elastikket rev hun ud af håret og lod det falde omkring sine slanke skuldre. Hun var beskidt og blodig og stank af røg efter at have sat de kongelige gemakker i flammer. Måske det havde været Jaqias, men der var ikke mere hun kunne gøre. De grønne øjne betragtede mørket på den anden side af det store vindue. ”Jeg beklager min Dronning. Der er ikke mere jeg kan gøre. Jeg har tjent dig af hjerte sind og sjæl og at min loyalitet til dig skal blive min død.. det er den bedst tænkelige måde. Tag vel imod mig,” bad hun hæst. En gennemsigtig tårer strøg ned over den blege kind. Hun huskede ikke hvornår hun sidst havde fældet en eneste, eller om hun nogensinde havde gjort det. Gardinet trak hun for, før hun smed sig i den bløde seng og stirrede tomt op i loftet. Kroppen rystede allerede en del. Hun lagde armene ud fra kroppen og fugtede læberne med tungespidsen. ”Forbandet være dig Mattheus,” hviskede hun stille og lod blikket glide i. Det var næsten som om hun kunne føle virussen brede sig i sin krop, og samtidig føle hvordan flammerne forsøgte at bekæmpe den, hvilket gjorde at hun kun blev endnu mere overophedet end hun var i forvejen. Sikke en kaotisk aften, hun huskede ikke engang rigtigt hvad der var sket siden hun var vendt hjem. Billedet af hvordan hun havde pisket Enrico kørte på nethinden, måden han havde set på hende på, i det øjeblik hun havde revet sækken af hans hoved, fik kun hjertet til at bløde. ”Jeg elsker dig,” hviskede hun for sig selv. Det var ikke ord hun havde skænket ham før så vidt hun huskede, og nu var hun ikke sikker på at hun fik chancen.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det brændt som aldrig nogensinde før i Enricos krop, for han havde aldrig nogensinde været udsat for noget lignende før, selvom det nu heller ikke just var noget som han kunne gøre noget ved af den grund, så var det nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tænderne bed han sammen, som han blev liggende på maven i sengen, selvom det bestemt heller ikke var noget som hjalp hans situation på nogen måde. Det korte syn som han havde fået af hans elskede Noelle, var noget som kun havde vækket den evige længsel i ham, for han.. savnede hende vel? Han havde ikke haft nogen anelse om at hun i det hele taget var kommet hjem, og så var hun bare søgt væk fra ham igen på den måde! Det var slet ikke retfærdigt i hans øjne, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Han gispede ganske svagt, som han åbnede øjnene igen. Hans blik var vendt mod vinduet, hvor han kunne se den store halvmåne. Smuk var den, også selvom den slet ikke var nær så smuk som hans elskede Noelle, og væk var hun bare sådan pludselig? Det var slet ikke noget som han kunne forstå!
Hvor lang tid Enrico faktisk lå der, vidste han slet ikke, men han følte efterhånden at det var ved at være tid nok, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre det mindste ved af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være. Det som dog irriterede ham mest, var den brændende fornemmelse af at noget var galt, men han vidste jo ikke hvad! Han fik jo slet ikke den slags at vide, selvom det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! ”N-Noelle..” hviskede han med en dæmpet stemme, som han satte hænderne i sengen. Han var nødt til at finde hende, før det for alvor gik galt! Det var også først der, at det faktisk gik op for ham at det duftede brændt? Det kunne kun være Noelle som havde været i gang, hvilet bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre af den grund, det var helt sikkert! Varsomt satte han sig op i sengen, før han endelig forsøgte at kæmpe sig op at stå, også selvom benene næsten føles som de gav efter for ham, allerede med det samme, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund. Det brændt og det sved, også selvom det slet ikke var noget som han tog sig af lige nu. Med tydeligt usikre skridt, så søgte han direkte i retningen af døren, som han hurtigt fik op. Han så sig fra den ene til den anden side, også selvom han så at vagterne søgte direkte i retningen af kongens gemakker, hvor røgen tydeligt stod ud af de store dobbeltdøre. Han bed tænderne sammen, som han kæmpede sig ud, og ved hjælp af den støtte som væggen kunne give ham, så søgte han ned af gangen. Han benyttede sig af næsen.. Heldigvis genkendte han Noelles duft! Han stoppede op ved døren, hvor hendes duft var stærkest, hvor han tog i håndtaget, også selvom døren var låst. Han hamrede panden direkte mod den. ”Kære.. Er du her?” spurgte han sammenbidt. Noget var helt galt, det kunne han da godt fornemme!

[Noelle Jaceluck]

Mere eller mindre hele slottet duftede brændt. Noelle var mere eller mindre ligeglad med at hun havde brændt de kongelige gemakker af, det ville ikke skade Mattheus uanset, og Aliyah havde jo ikke været der så vidt hun kunne se vel og mærke. Hun blev liggende på sengen og lå med lukkede øjne mens hårene begyndte at rejse sig på hendes arme af kulde. På trods af at hun frøs så badede hun i sved. Det gik hurtigere end hun lige havde regnet med. Åndedragene var allerede blevet tunge som følge af den udmattelsen hun havde båret på siden hun kom hjem. Det var ikke længe siden. Hun havde taget en afstand fra Enrico for at understrege at hun altså var sur på ham, men nu var det hele lidt lige meget, man kunne vel sige at de stod lige? Han hyggede sig med kvinder, og hvordan kunne hun bebrejde ham? De havde aldrig været hinanden så nær, og det var der nok også sine grunde til, hun ville ikke fornægte ham de lyster som han selv sad inde med. De mange tanker fór gennem hendes hoved, i takt med at hun dvælede mere og mere hen. De tunge skridt uden for døren, drog frem og tilbage.. hun gik ud fra at det var for at assistere kongen. Det ville ikke blive nødvendigt at dømme hende til døden for dette, det skulle kradsmærket nok sørge for. Såret var hævet og utrolig dybt. Mere skulle der ikke til.. det var det. Hun havde aldrig regnet med at hun i den sidste stund skulle være bange, det var trods alt noget hun havde tæt inde på livet. Hun lå alene i sengen, velvidende om at der nok ikke var nogle der bekymrede sig om hvordan hun havde det. Den velkendte stemme uden for døren rev hende ud af den halvvejse søvn. Hun var faldet hen uden helt at vide for hvor længe. I lange sekunder stirrede hun på døren før hun tvang sig selv op at sidde og lod hånden stryge over panden for at fjerne de mange svedperler der dækkede den sammen med resten af kroppen. Armene lagde hun om sig selv i forsøg på at finde lidt varme, mens hun fik kæmpet sig op af sengen og op til døren. Med skælvende hænder endte Noelle med at låse op for ham. ”E-Enrico?” endte hun i en stille hvisken som hun skubbede døren op og kæmpede for at holde sig på sine ben. Selvom tårer pressede sig på tvang hun dem tilbage, så snart der var andre i nærheden lukkede hun følelserne inde igen. ”D-du b-burde virkelig i-ikke s-stå op,” stammede hun bekymret og lod tænderne klapre. Selvom hun lignede noget er var løgn kommenterede hun det ikke, men det lettede hende alligevel at han stod der, også selvom hun frygtede at han var der for at gøre det forbi med hende. ”K-kom ind og l-lås e-efter d-dig,” bad hun sammenbidt og strøg tilbage til sengen i forsøget på at skjule det faktum at hun knap var i stand til at stå på sine ben. Kroppen lod hun falde slapt ned i den bløde madras, og havde allerede lyst til at falde helt hen, giver efter for udmattelsen for at slippe for smerten.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det hele stank pludselig af brand, selvom det slet ikke var noget som Enrico ønskede at skænke en tanke i denne givende situation. Det eneste som han egentlig ønskede at finde lige nu, var Noelle. Det var bestemt heller ikke fordi at han gik rundt med ønsket om at gøre det slut, for selvom de havde haft deres mange intriger, så var det vel også tydeligt og ikke mindst oplagt, hvorfor de havde været som de havde været? Dumme små unger med følelser for hinanden, som ikke havde gjort andet end at pisse hinanden af, selvom det nu heller ikke forholdt sig sådan mere. Han elskede hende, og han var bestemt heller ikke bange for at vise det for hende, også så hun selv var klar over det. Han ønskede at bekræfte hende, og det var bestemt heller ikke fordi at han havde været i nærheden af en anden kvinde! Ikke på den måde om ikke andet, for det var noget som han ville gemme til Noelle, når hun selv engang var klar til at tage ham tæt til sig, for han ønskede jo at gøre det, og det skulle være med hende og ikke nogen anden!
Den låste dør, var noget som hurtigt fangede Enricos opmærksomhed, for det var her hendes duft var stærkest, også selvom den var blandet med.. noget andet. Noget andet som han ikke kunne sætte en finger på, men han brød sig bestemt ikke om det af den grund, for det var kun noget som gjorde det hele værre for ham! ”Det er mig..” endte han dæmpet. Det lignede hende på ingen måde at låse døren, så noget var galt, hvilket han allerede nu kunne sige sig, selvom det ikke rigtigt gjorde tingene meget bedre af den grund. Blikket gled mod hende, som hun fik døren op, hvor han om muligt endte mere bleg end det som han var fra før af, og han var efterhånden ved at være temmelig bleg! ”.. Hvad pokker..” Han tav, som han trådte indenfor, hvor han hurtigt låste døren bag sig. Hans egne skridt var rolige og næsten skræmmende langsomme, men han selv var jo ved at knække sammen, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en behagelig fornemmelse i sig selv! Hans vaklende skridt, førte ham hen til sengen, hvor han frygtelig langsomt satte sig på kanten. Hans ryg var blodig og direkte ødelagt, selvom han nu heller ikke tog sig meget mere af det end det. Han hævede hånden som han lagde mod hendes pande. Hun var jo direkte brændende varm! Hvad pokker var der lige sket?! ”Du koger Noelle, hvad er der sket?” spurgte han selv tydeligt med en bekymring i stemmen, som han slet ikke kunne skjule. Tænderne bed han fast sammen. Det var for pokker da hans opgave at beskytte hende! Han havde fejlet! ”Hvad har Mattheus gjort ved dig?” fortsatte han dæmpet, som hans blodige hånd roligt gled ned og lukkede sig omkring hendes ene. Hun var hans eneste ene, og han nægtede så sandelig at skulle miste hende nu!

[Noelle Jaceluck]

Noelle var i det hele taget overrasket over at Enrico havde formået at komme på benene. Det var ikke fordi hun havde været blid, hun havde trods alt været i troen på af han var en landsforræder, men nu forstod hun om ikke andet hvorfor han havde fået en så 'mild' straf, også selvom Noelle hadede sig selv for at have taget del i det. Hun var åbenbart faldet hen for et øjeblik.. eller mere, uanset han var her nu hvilket gjorde det hele lettere. Gangen virkede underligt øde, hvilket hun hurtigt havde bidt sig selv fast i. I mange år havde de brugt tiden på at hade hinanden, på at få hinanden oppe i kogefeltet. Noelle havde gjort det for at fange hans opmærksomhed og ikke andet komme lidt tæt på ham, nu kunne hun gøre det uden den slags undskyldninger at gemme sig bag, også selvom hun nu kunne fortryde at hun ikke havde udnyttet det før. I uger havde hun set frem til at komme hjem, så han kunne holde lidt om hende igen, rive hende væk fra en hverdag præget af død, hun havde ikke regnet med at det hele ville ende på denne måde. Det var virkelig en kamp for hende at komme op af sengen, men hun gjorde det, for lige ham var den eneste hun ønskede tæt på sig i denne stund. Igen dumpede hun ned i sengen og vendte de trætte, livløse øjne mod hans skikkelse. Selvom han kæmpede for at holde sig på benene, kunne hun se at de truede med at knække sammen under ham, derfor gjorde hun hurtigt plads på sengekanten og lod hånden blidt stryge hans side med et par lette fingrer. ”J-jeg e-er ked a-af det, Mattheus s-sagde i-intet. L-læg d-dig n-n-ned, det må g-gøre o-ondt,” endte hun med bekymring i tonen også selvom den frygtelig sjældent meldte sig, han var en stor mand som kunne klare sig selv, men lige i denne situation vidste hun jo hvilken smerte hun havde påført ham. Blikket gled i ved den stille berøring af hendes pande. Hvor varm hun egentlig var, var ikke til at vide, men det var ikke almindeligt at ild dæmoner fik feber sådan uden videre. ”E-en m-mindre kon-kontro-v-vers med k-kongen,” erkendte hun i en dæmpet hvisken og hævede lidt tøvende armen mod ham så han selv kunne få lov til at se, han var jo en alkymist.. måske var der noget de kunne gøre for at undgå det? Hånden lukkede hun om hans kølige også selvom den kun sendte et gys igennem hende. Da det hurtigt gik op for hende at hun var varm nok til at brænde ham fjernede hun den hurtigt igen, med en sørgmodig mine. ”J-jeg m-mente a-aldrig a-at gøre d-dig ondt,” påpegede hun ligefrem.. undskyldende, noget som sjældent kom fra en Jacelucks læber. Det var næsten som om at hun allerede havde glemt hvor sur hun var på ham, mest fordi hun nægtede at gå til nogle mænd i lejren mere, hun risikerede hellere sit liv på grund af smerten, men han kunne godt møde kvinder på en kro? Det var lige meget nu, han var der når hun havde brug for ham. ”J-jeg h-ar s-savnet d-dig,” fortsatte hun selvom det var anstrengende bare at tale. Kroppen skælvede kun mere og mere kraftigt for hvert øjeblik der gik. Pludselig følte hun sig sårbar, og den tanke brød hun sig ikke om!