You are under arrest!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste godt, at det her var frygtelig risikabelt, men hvad pokker skulle de da ellers gøre? Hans krop rystede og dirrede, som den selv så tydeligt truet med at give efter under ham, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde! Alene tanken om at landet skulle lægges i ruiner og Noelle ville miste livet, var hans motiverende drivkraft i denne situation, hvilket han bestemt heller ikke kunne lægge skjul på i denne situation. Han følte sig direkte svimmel, han følte at det sortnede for hans blik, som alt energi gik direkte til Jaqia som lå død i kisten foran dem. Det havde været et helvede at finde en kiste smuk nok til en dronning af hendes kaliber, men selv denne – som Mattheus havde udvalgt til sin afdøde moder, havde været.. perfekt, selv i hans øjne. Som der endelig kom liv i det gamle lig, så måtte selv Enrico ende med at give slip, kun for at ryge direkte i gulvet ligesom Leonardo selv gjorde det. Næverne nåede han dog at sætte af i gulvet, for at tage af for faldet, hvor en tydelig sitren måtte tage til i hans egen krop, sind og sjæl. Han gispede svagt, som tænderne blev bidt tydeligt sammen. Stemmen genkendte han dog allerede med det samme, hvor han alligevel forsøgte at komme bare en smule op, hvor han alligevel endte på knæ for hende – som han selv måtte bukke. Hun var og blev den største dronning som han kunne mindes, og en som han havde været trofast og loyal igennem frygtelig mange år, og det havde bestemt ikke forandret sig! ”Jaqia..” hilste han tydeligt træt, som han vendte blikket mod hende. Det var som det svagt sortnede for hans blik, også selvom dette kun havde været en lille del af den vigtige færd som de måtte tage, for Mattheus skulle under alle omstændigheder tilbage under kontrol!
Enrico var udmærket godt klar over, at han havde lovet Jaqia ikke at vække hende fra den evige hvile, men denne gang havde det virkelig været nødvendigt! Hans arme skælvede og rystede, som de næsten knækkede sammen under ham, som han sad der på knæ for hende. Her stank af røg, hans ryg var blodig, og han var selv mere træt og udmattet, end det som han havde været nogensinde før. Han vendte blikket mod hende igen. ”J-jeg beklager den d-drastiske opvågning, m-min Dronning.. D-det har bare været n-nødvendigt denne gang,” forsikrede han hende med en så rolig og kontrolleret mine, som det nu var ham menneskelig muligt, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt i sig selv. Blikket gled kort i retningen af Noelle. Han kunne høre hvor svagt hendes hjerte blev, og i hans forstand, var det noget som skete alt for hurtigt! ”V-vi havde ikke noget andet v-valg.. D-deres søn kommer til at l-lægge landet i ruiner, dersom vi intet gjorde,” fortsatte han, også for at sætte Jaqia ind i det hurtigst muligt, så de kunne tage fat i det, før knægten fik endnu et flip, som skulle komme til at koste for meget og mere end det havde gjort til nu! Han tog fat om kistens kant, kun i et forsøg på at trække sig op på benene. Han havde det ikke særlig godt!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia forstod intet af dette. Det var i den grad en brat opvågning, men modsat mange andre gik hun ikke i panik, hun vidste udmærket hvad der foregik, hvad der gjorde hende mere nysgerrig, var hvem som var synderen, det var de færreste der var i stand til den form for magi uanset. Uden tøven satte hun sig op, også selvom hele kroppen måtte give efter for den pludselige bevægelse. Hun rullede med skuldrene som var det bare en muskel som sad i klemme eller noget lignende. De klare blå øjne faldt på de to faldne skikkelser for hendes fødder. Der morede hende lidt at se dem på den måde, også selvom stanken af blod og røg hurtigt vakte hendes mistænke. Roligt skubbede hun sig for enden af kisten så hun kunne sidde mod det behagelige silkebetræk. På trods af at hun ikke længere var dronning, var hun vant til at se folk bukke for hende, så at Enrico og Leonardo begge gled i knæ for hende, fik hende kun til at bukke hovedet i respekt. ”Enrico, kære. Du hverken ser godt ud eller lugter særlig godt. Kan jeg venligst for en forklaring?” på trods af venligheden så var der noget køligt i hendes tone. Selvom hun allerede savnede freden så måtte hun erkende at hun havde savnet duften af hjem. Blikket gld mod Noelle, hvilket straks fik hende til at hæve et slankt øjenbryn. Både Noelle og Enrico lignede noget som var løgn, hvilket gav hende bange anelser. Smilet falmede. Langt om længe tog hun sig sammen til at komme på benene, der overraskende nok var uhyggeligt sikre under hende. Hun rejse sig, og rettede lidt på kjolen. ”Så fik i mig endelig proppet i sådan en ser jeg,” mumlede hun lettere utilfredst. Kjoler havde aldrig været hendes ting. Med elegante skridt trådte hun mod Noelle der lå på sengen og badede i sved. Jaqia rørte hende ikke, men undrede sig over hvorfor de begge to var af den fatning. Langt mere stram i minen vendte hun sig mod dem. ”Det ser jeg så sandelig. Fortæl mig Enrico hvad der er grunden til dette kaos jeg er vågnet til, spar mig for de lange, kedelige detaljer,” bad hun og viftede foran sig med hånden. Hun havde altid været en yderst bestemt kvinde, og døden havde givet hende det pusterum hun havde haft brug for, de svagheder hun havde vist og fejl hun havde begået før, var ikke nogle hun havde tænkt sig at gentage! Tanken om at det var Mattheus der var skyld i et større kaos gjorde hende bestemt ikke mere tryg. De tre mennesker hun stolede mest på i denne verden sad alle svækkede og sårede foran hende, hvilket sagde lidt det hele. ”I så fald er der en af os der har fejlet et sted. Fortæl mig hvad der foregår,” bad hun og satte sig på sengekanten. Hånden lod hun blidt stryge over Noelles pande og hår, også selvom det føltes ubehageligt mod hendes endnu kølige hud, det var mange år hun havde været gravlagt efterhånden. ”Fortæl mig, Enrico, hvad der er hændt med vores kære Noelle?” bad hun med en undertone af sorg. Både Noelle og Enrico var af stor betydning for hende, og hun ønskede bestemt ikke at se dem komme til skade, ikke mere end det som hun pådrog sig i marken, eller den som hun selv plejede at påfører Enrico, men under ganske andre omstændigheder.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico vidste udmærket godt, at dette var en handling sket mod Jaqias ønske, men han var bevist om at det havde været eneste alternativ og mulighed i denne situation. De mørke øjne gled mod hende, som han forsøgte at komme op på benene, selvom det bestemt heller ikke var det nemmeste for ham, men han forsøgte sig om ikke andet, selvom det var noget som gjorde ondt.. Han havde ondt mere eller mindre i hele kroppen efter Noelles behandling af ham, selvom han på ingen måder klandrede hende for det. At hun bad om en forklaring på det hele, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre eller nemmere for ham, for han vidste godt, at det ville blive noget af en indviklet forklaring af det hele. Hvordan Mattheus havde klaret sig igennem den brand som var opstået i hans gemakker, vidste han end ikke, og et sted så var han vel.. ligeglad? Det eneste som han primært tænkte på lige nu, var Noelle, og han brød sig ikke om at se hende på den måde! Som hun kommenterede kjolen, trak han svagt på smilebåndet, selvom det endte i en grimasse alligevel. ”O-oplagt mulighed,” påpegede han med et svagt smil på læben, som han endelig kom op… nogenlunde om ikke andet.
At Jaqia satte sig ved Noelle, var ikke noget som Enrico havde noget imod, for han vidste at hun ikke ville skade hende.. I sig selv, så var det ikke engang noget som påvirkede hans indre dyr. Han trak vejret dybt, som han næsten sad foroverbøjet, for det andet var faktisk noget som gjorde ondt! Han lukkede øjnene let. ”H-hun er k-kradset af Deres søn, Jaqia,” begyndte han dæmpet. Kradsemærket var bestemt heller ikke at tage fejl af på hendes arm og det bekymrede ham hvor hurtigt det egentlig udviklede sig, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham! Hans mine antog hurtigt til en langt mere bekymret grimasse. Bare tanken om at skulle miste Noelle var ham.. frygtelig! ”D-deres søn har oplevet s-sin første kærestesorg, m-min Dronning. D-Denjarna. J-jeg hjalp Leonardo med det k-kongelige arbejde, da jeg blev anklaget f-for f-forræderi mod tornen og kub mod kongehuset.. N-Noelle blev tvunget til at føre pisken.. H-hun vidste intet.. Deres søn d-driver sig selv til v-vanvid, min Dronning,” fortsatte han med en rolig stemme, så kontrolleret som det nu var ham menneskelig muligt om ikke andet, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham selv. Han søgte stille mod sengen, også selvom det i den grad var med vaklende skridt. Han var bekymret for Noelle, og han ønskede slet ikke at miste hende! Og da slet ikke sådan her! ”… Eksisterer der en m-modgift?” fortsatte han, som hans ben igen kollapsede ved siden af sengen, som han nåede den. Han tog stille om Noelles brændende hånd, som han knugede i sin. Han elskede hende, og han var bestemt heller ikke bleg for at indrømme det!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia vidste hun havde bedt Enrico om ikke at vække hende, han havde kendt til hendes ønske, og alligevel valgt at gå imod det, med andre ord kunne det kun være alvorligt. Enrico og Noelle havde tjent hende loyalt, de vidste hvor smertefuldt hun havde fundet livet i sidste ende, og de vidste hvilken fred hun havde haft i døden, så at vække hende uden videre, det tvivlede hun på at de turde eller kunne få sig selv til. De næsten glasagtige blå øjne hvilede på ham. Selvom hun kunne se at han knap kunne stå på sine ben, eller holde ud at snakke med hende som sådan, så havde hun ikke tænkt sig at give ham en hånd til sengen.. endnu vel og mærke, men han vidste det trods alt godt, han var nok den som kendte hende bedst nu om dage. Jaqia så igen ned af sig selv.. på trods af at det var en kjole så var den sort og elegant, de havde om ikke andet valgt en som hun måske kunne have fundet på at optræde i ved finere lejligheder. ”Jeg vil end ikke spørge hvis tåbelig idé det var,” påpegede hun med et mindre træk i mundvigen. Måske der ikke var drilagtighed i hendes mine, men hun mente det skam ikke som nogen dårlig ting, lige nu lod det bare ikke til at der var tid til den slags. Hun blev siddende på sengekanten og lagde et ben over det andet, også selvom hun ikke var ligeså elegant i bevægelsen som hun plejede, døden havde trods alt gjort hende stiv. Noelles hånd tog hun i sin også selvom den føltes direkte brændende mod hendes kølige hud. De blå øjne søgte ned over hendes skikkelse og endte ved armen hvor kradsmærkerne var blevet hævet og betændte. Hun nikkede sagte. ”Det ser jeg. Magen til fjols,” tilføjede hun henvendt til sin søn, da hun havde overgivet ham tronen, havde det ikke været en råb om at slagte folk som han havde brug for at have ved sin side, som ikke kunne erstattes! Hun kneb øjnene sammen og stirrede intenst på såret. At dømme ud fra hendes tilstand, så var hun temmelig lang henne i forvandlingen. Ved hans ord endte Jaqia fuldkommen ligbleg.. mere end før altså. Hendes søn led under hjertesorger på grund af.. Denjarna? ”Nej nu har jeg aldrig. Min søn.. min søn er faldet i den heks' kløer, sætter sine beskidte grabber i alt hvad der kan gå og kravle som har mere end en pose guld. Rolig min kære, jeg vil få alt dette på fode igen, min søn skal ikke være et sølle skvat der græder snot over en kvinde som hende, og det skal bestemt ikke bringe mit land i forfald,” svarede hun en smule mere hidsigt. Forbandet være den kvinde, hun troede at hun var død og borte for længe siden! Jaqia rejste sig og betragtede ham med vrede og dog bekymrede øjne. ”Selvfølgelig findes der en modgift, men ærligt sagt så ved jeg ikke om det er for sent kæreste. Den står på 4 hylde nederst i mit kammer, det er en orange substans, du burde kunne finde den. Salven står på hylden ved siden af, jeg må gå,” konkluderede hun med et sigende blik. Hun tilbød ikke at hente den for ham, for det var der ikke tid til! ”Få jer noget hvile. Det er mig som har været død, men det er jer der ligner noget der har været begravet i århundrede,” endte hun med et morende smil, før hun høfligt bukkede hovedet for dem. Roligt trådte hun mod døren og forlod kammeret, hun var nødt til at finde Mattheus inden han lagde landet i ruiner!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var kendt med hvor smertefuldt Jaqia til sidst havde betragtet livet, og at hun havde ønsket den evige hvile, men af den grund havde han valgt at gå imod hendes sidste ønske og valgt at vække hende, udelukkende fordi at dette var en situation som de ikke kunne gøre noget ved på egen hånd. De havde brug for en moders hjælp til at håndtere hendes søn, og dette var virkelig deres sidste udvej, for han havde forsøgt at undgå det, men nu var der ingen vej tilbage. Hans krop rystede og dirrede, selvom han virkelig ikke havde det godt, så vidste han godt, at hun ikke ville yde ham en hjælp, før det var direkte nødvendigt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han trak svagt på smilebåndet. De var få som havde taget den beslutning at tvinge hende i en kjole – ham og Mattheus om ikke andet, for selv den bisættelse i form af en kiste, skulle være rigtig, selv i deres øjne. ”L-lad hellere v-være..” endte han let, som han gled ned ved siden af Noelle på sengen. Såret var allerede frygtelig betændt, og han ønskede ikke at miste hende! Ikke på dette grundlag og specielt ikke for hånden af en frustreret konge, som ikke kunne styre eller kontrollere sig selv! Han nikkede stille til hendes ord. Det var en handling som slet ikke burde være sket! Denjarnas ry og rygte havde løbet kvinden frygtelig langt i forvejen, hvilket hun nu heller ikke kunne gøre noget ved, for det var jo mænd af titler som hun havde været sammen med – og det vidste de jo. At se Jaqia reagere sådan, så var det tydeligt, at hun næppe bifaldt ordene, men det var nu og da bare en sandhed som måtte på bordet før eller siden. ”J-jeg kan forsikre d-dig, at bringe dig t-tilbage til livet har været vores s-sidste udvej, Jaqia. D-din søn har gjort et g-godt arbejde så langt, m-men mødet med D-Denjarna har drevet ham til v-vanvid..” De mørke øjne gled mod hende. Nyheden om at der var en modgift, var noget som efterlod ham med et håb. Han vidste at forvandlingen ville tage hendes liv, og det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede stille, som han igen tvang sig op på benene. ”D-det er værd et f-forsøg..” endte han let for sig selv. Måske det var for sent, men så havde han i det mindste prøvet! Andet ville han slet ikke kunne klare at skulle viderebringe til hans elskede Noelle, for hun ville dø af dette, og det vidste han jo udmærket godt! Han bukkede hovedet i retningen af hende, som hun valgte at forlade dem, for at søge efter sin søn. Det passede ham egentlig fint, for så kunne de få det her under kontrol hurtigt, og det passede ham da helt fint! ”S-selvfølgelig min dronning..” endte han som han så hende forlade stedet. Han var nødt til det samme.. han var nødt til at finde den modgift! Han vendte sig mod Leonardo, idet han selv slap Noelle. ”H-hold øje med hende..” endte han, som han selv forlod kammeret med tydeligt vaklende skridt. Han var nødt til at finde den modgift og det kunne ikke gå hurtigt nok!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Hvad der var hændt på Leonardos gemakker, var slet ikke noget som Mattheus var kendt med, og et sted, så var han faktisk fuldstændig ligeglad, for det var faktisk slet ikke noget som havde nogen betydning som sådan! Han var hjulpet ud af sine gemakker, som næsten var sat fuld fyr i, udelukkende på grund af Noelle. Lige hvad han havde gjort ved hende, var slet ikke klar over, for han havde været vred, og han havde jo egentlig bare valgt at slå fra sig på samme grundlag, som så mange andre havde gjort det. Han var bragt til tronsalen alt imens folk forsøgte at få det hele under kontrol, for det var jo tydeligt at det var nu det hele var gået galt. Denjarna var ikke just den som han ønskede at skænke en tanke efter deres forhenværende møde. Han kunne lide hende, men tanken om at hun havde valgt at finde sammen med en anden mand, var selvfølgelig noget som gjorde ham vred, for han havde jo faktisk.. håbet på at han havde haft en mulighed, men det var jo tydeligt, at det ikke havde været tilfældet!
Noelle havde alligevel formået at give ham nogle slag på vejen, for det var noget som faktisk gjorde ondt selv for hans vedkommende, men.. han var for vred til at tænke rationelt, og han vidste jo at han havde handlet forkert, men kunne ikke ligefrem gøre det største ved det af den grund. Han ømmede sin kæbe igen, hvor han næsten følte hvordan han igen kunne rykke den på plads. Meget måtte han give Noelle, men den kvinde kunne virkelig slå fra sig! Hvad angik Enrico, vidste han godt, at det havde været en temmelig hård dom, men.. han havde bare haft brug for at handle, og vise folk at han var der endnu, og at den kongelige rådgiver på ingen måder skulle have lov til at tage det arbejde fra ham, som havde det været hans, for det var det på ingen måde! Han lænede sig tilbage i stolen. Lige nu var han alene, foruden de vagter som stod ved døren, også selvom de ikke rokkede sig ud af stedet på nogen måde. I kongens vrede, så var han ikke den som man skule pisse af, og folk vidste jo allerede hvordan rådgiveren var behandlet, samtidig med hvad der var sket med deres hærfører, som.. vel ikke var en hærfører mere? Han vidste ikke hvordan han skulle klare sig uden lige præcis de to, men han var jo nødt til at gøre et eller andet, for det andet her, var noget som begyndte at frustrere ham! Han ønskede jo for pokker bare at træde i hans moders spor, vise folk at han var lige så god en kongelig som hun var, selvom han på ingen måder var i hendes liga endnu. Han sukkede tungt. ”For helvede..” mumlede han for sig selv, som han hamrede hånden direkte ned i armlænet på den flotte tronstol, kun for at lukke næven godt om den, næsten med en sitren. Han havde det bestemt ikke særlig godt, og bare tanken om at han skænkede Denjarna de tanker, var noget som gjorde ham vred, for dem var hun slet ikke værdig!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia fortsatte med elegante skridt ned af de lange, velkendte gange. Selvom den røgede duft generede hendes næsebor, så kunne hun skimte følelsen af at være hjemme bag. Det irriterede hende ganske vidst at Enrico havde valgt at gå imod hendes ønske, men det var trods alt et nødstilfælde hvilket gjorde det mere acceptabelt, også fordi hun kunne fornemme at den kære Mattheus havde mistet enhver sans for fornuft. De lange, blonde lokker dansede let omkring de slanke skuldre i takt med hendes skridt. Selv på trods af dødens favntag så var hun præsentable og lugtede ikke synderligt meget af lig, magi og alkymi havde jo bevaret hende i det mange år hun havde ligget i kisten. Selvom hun var øm og godt kunne bruge lidt hvile så ville hun ikke spilde tiden for det endte da bare med at hendes egen søn lagde det land i ruiner, som hun gennem frygtelig mange år havde kæmpet for at få stabilt. Det var næsten lykkedes hende.. indtil hun var blevet paranoid og vanvittig af alt for mange ting og mere eller mindre var endt med at give op på den mission hun havde sat for sig. Det var ikke en fejl hun havde tænkt sig at begå igen. Da hun endelig nåede de mere betydningsfulde gange stirrede vagterne efter hende så langt deres øjne overhovedet var i stand til, hvilket blot fik hende til at trække tilfreds på smilebåndet. Visse havde nok ingen anelse om hvem hun var, men de gamle kendinge bukkede for hende på trods af den manglende titel, nok fordi de ikke ønskede at ligge sig ud med hende, gik hun ud fra. Tronsalen lå ikke langt derfra. Jaqia kendte stedet bedre end nogen anden, ville hun vove og påstå. Næsten perfektionistisk rettede hun på den kjole hun var blevet iklædt, og som ganske vidst komplimenterede hendes krop, men som føltes alt for let og afslørende i forhold til hendes vante beklædning, som nok viste mere bar hud men som føltes tungere og mere beskyttende. Netop som hun skulle til at åbne munden for at bede om tilladelse til at komme ind i tronsalen, bukkede de to vagter og tøvede ikke med at slå dørene op. Måske hun kom uanmeldt, men hun gik ikke ud fra at det ville være et problem for hendes kære søn. Med faste skridt, på nøgne fødder der end ikke frøs mod det kolde gulv, fordi det var varmere end det vante, trådte hun ind i den smukke sal der mere eller mindre lignede sig selv. ”Godaften Deres Højhed. Jeg beklager min mundering og tidspunkt at dukke op på, men jeg hørte en fulg synge om at du var ved at lægge mit land i ruiner og bringe død over folk som har stået mig frygtelig nær,” hilste hun med et køligt ligefrem morende smil som hun gik mod ham. Foran tronen endte hun med at give sig i knæ, også selvom det var temmelig stift mest fordi hun slet ikke havde fået gang i kroppen, hun var trods alt lige blevet vækket. Velvidende om at han nok ville få et mindre hjertestop, så morede hun sig kun ved tanken også fordi hun kunne se at han stadig var ophidset. Jaqia var på ingen måde vant til at sidde i knæ for nogle, men ret skulle være ret og hun havde jo selv udnævnt ham til den position, han fortjente den respekt som konge og som søn, hvilket også var grunden til at hun blev siddende på sine knæ til han bad hende om andet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde det bestemt ikke særlig godt. Let forbrændt af hvad Noelle havde forårsaget, også selvom han vidste, at det et sted var noget som han selv havde forårsaget, så han ville ikke kunne gøre noget ved det. Desuden… nu stod han uden en hærfører, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde hans situation bedre, for han vidste, at dem som han havde, havde han skubbet fra sig, selvom det bestemt heller ikke var noget som han gjorde med vilje! Han stirrede ned på sine let forbrændte hænder. Det var ganske vidst ikke slemt, men det var slemt nok til at holde ham i den vrede fornemmelse af livet, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere eller bedre for ham. Hans rødlige øjne skinnede nærmest af vrede, som de store porte alligevel endte med at gå op. At hans kære gamle moder var vækket til live, havde han slet ikke nogen anelse om.. Han havde slet ikke nogen anelse om noget som helst, og selv i hans forstand, så var den her situation altså heller ikke så slem igen! Dørene som gik op, var noget som hurtigt fangede hans opmærksomhed. ”Jeg bad om ro!” nærmest udbrød han. Han vidste godt, at hans situation bestemt ikke var god, men han var nu alligevel af den overbevisning at det var noget som han sagtens ville være i stand til at handskes med på egen hånd!
At se sin kære moder, var noget som omgående gjorde Mattheus direkte bleg i ansigtet, for hun var da den sidste som han havde regnet med at støde på bare sådan uden videre! Han blinkede med øjnene, som hun gik op foran tronen og bare.. knælede for ham? Han var da den sidste som hun skulle knæle for! For pokker da også! I frygtelig mange sekunder blev han bare siddende på sin plads, som han slet ikke vidste hvordan pokker han skulle reagere! Hendes ord fangede han dog med det samme.. stemmen var på ingen måder til at tage fejl af, men hvad skete der..? Hun var jo død og havde været det igennem så frygtelig mange år. ”Jeg er den sidste du skal knæle for mor.. Rejs dig..” Han rejste sig automatisk fra sin tronstol, selvom han ikke gjorde noget yderligere end det. Han var sikker på at han måtte se syner, for hun kunne da slet ikke være der! Det var slet ikke noget som gav mening for ham! Blikket begyndte at flakke, næsten som han søgte efter nogen som eventuelt kunne efterlade ham med disse syner, selvom han absolut intet kunne se, så gjorde det ikke just sagerne meget bedre for ham! ”Du kan ikke være her.. Det er slet ikke rigtigt.. Det er ikke muligt..” endte han dæmpet, som hans tanker pludselig blev ledt direkte væk fra de problemer som han jo faktisk havde haft at slås med frem til nu. Lige hvordan han faktisk skulle reagere på at hans egen moder – den store dronning af Dvasias, var tilbage og faktisk knælede for ham, var slet noget som han kunne håndtere lige nu!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Hele slottet stank mere eller mindre af røg. Noelle havde tydeligvis ladet sig overmande af sit raseri, og det var ikke første gang det skete, det var faktisk det Jaqia godt kunne lide ved hende. Hun lod intet komme i vejen for sine egne holdninger. Det forundrede hende ikke at Mattheus havde bedt om ro, han havde tydeligvis frygtelig meget at tage stilling til, men hun havde også en sjov fornemmelse af at det ikke var et påbud som gjaldt hans kære moder.. det var trods alt hende som havde brugt timer på at bringe ham til verden, noget som ikke kunne ses på hendes krop i dag. Selvom der ikke stod andet end raseri og frustration malet i Mattheus' øjne så fortsatte hun og gled i knæ ved tronen. Selv hovedet bukkede hun i dyb respekt for sin søn, han havde aldrig fået tronen hvis ikke hun havde haft troen på ham. Selv hun forsøgte at skjule et lidt morende men køligt smil ved den stilhed som pludselig lagde sig. Jaqia nikkede sagt idet han bad hende om at rejse sig. I en lettere stiv bevægelse rettede hun ryggen. Stivheden i musklerne og leddene afholdt hende fra at fører sig frem med den elegance som hun ellers altid havde været kendt for. ”Det er kun på rette plads at jeg knæler for dig min søn, du er trods alt ligeså min konge.. efter eget ønske endda. Jeg høre dig en fugl synge om du er i fuld gang med at bringe mit slot i ruiner,” påpegede hun lidt sigende. Et køligt smil spillede over de rosa læber, hun var kommet til sig selv igen. Dog lød hun ikke ligefrem bebrejdende, tværtimod så lod det til at hun morede sig ved tanken. Med rolige skridt trådte hun hen mod ham. Det generede hende næsten at lyden af hendes hæle ikke gav genlyd i den store sal, hun bar sig jo frem på nøgne fødder hvilket i sig selv var uvant. Hånden hævede hun og lagde den under hans hage. Han var varmere end hende, hvilket kun sagde hende at hun endnu ikke havde fundet varme.. det måtte hun alt sammen klare senere. ”Selvom du måske ville ønske andet i øjeblikket, så er det fuldkommen virkeligt, Mattheus. Jeg efterlod dig med en styr byrde, men det betyder ikke at jeg ikke er her når tingene virkelig brænder på.. bogstavelig talt.. noget siger mig at du har tisset på den kære Noelles sukkermad?” endte hun og hævede et lidt dovent øjenbryn mens hun slap ham, det var selvfølgelig også ment som en opfordring til at han skulle fortælle hende om hvad pokker der foregik, Enrico havde kun givet hende en kort forklaring, hun ønskede at høre hans side af det. Igen spillede læberne ud i det kølige smil. Hun slog armene ud mod ham. ”Giv din gamle mor et knus, det er trods alt et glædeligt gensyn,” bad hun roligt. Måske hun havde været meget imod at få ham i starten, det havde kun været med et formål.. dengang.. hun elskede ham såvel som hun elskede Lillith, men denne gang ville hun forsøge at guide dem mere end hun ville lade det påvirke hende at hun var blevet mor.. hun havde mistet sig selv for sidste gang.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Slottet stank langt væk af røg, og selv var Mattheus kendt med, at det jo var hans egen fortjeneste. Tænderne bed han svagt sammen, som han betragtede sin mor. Han havde ganske vidst bedt om at få noget ro – for en gangs skyld, men at hun skulle stå der, var slet ikke noget som han havde regnet med! Han havde jo slet ikke regnet med at se hende i levende live, efter de havde fået hende lagt til den evige hvile i den smukke marmorkiste i kælderen. Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere på synet af hende, for hun lignede skam slet ikke en som havde forandret sig det mindste! Selv han var jo blevet en langt mere voksen mand, end da hun havde set ham sidst, for der havde han jo ikke været andet end en lille dreng, taget under vingerne af Enrico, som havde taget sig af ham stort set siden sidst. Hendes ord gjorde det ganske vidst ikke bedre for hans vedkommende, for han vidste godt, at det var ham som var ude på skideren og ikke alle mulige andre. ”Måske på dit eget ønske, men selv jeg, var blot en lille dreng dengang, moder.. En konges moder skal slet ikke knæle.. Min skal ikke knæle for mig..” fastholdt han. Hvis der var nogen som gjorde krav på respekten, så var det da i den grad hende. Han havde rejst sig, kun for at tage enkelte skridt sin moder i møde, også selvom han endnu ikke var klar over hvordan pokker han skulle reagere på noget som helst af dette! Det var virkelig.. en utrolig fornemmelse at sidde igen med på denne her måde! Tænderne bed han igen direkte fast sammen. Han havde nok pisset på Noelles sukkermad – i metaforisk betydning vel at mærke, men det var nu bare sådan at det måtte være. ”Jeg kan godt tage mig af tingene på egen hånd moder. Enrico har oplært mig godt, efter du blev lagt til den evige hvile..” påpegede han sigende. Igen valgte han måske at snakke lidt udenom, men han vidste jo godt, at det som han havde gjort, var så brændende forkert, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At hun slog armene ud og opfordrede ham til et knus, måtte han næsten tage sig selv i nakken, for ikke at ende med at vade hende direkte i favnen. Han var en voksen mand, og var selvfølgelig nødt til at opføre sig derefter, også fordi at han var en konge og en som folk burde respektere, men end ikke det kunne de jo! Og med folk som vendte ham ryggen mere eller mindre hele tiden, så gjorde det ham frustreret, for han kunne ikke se hvordan han havde ledt landet forkert! Han gik hende varsomt i møde, hvor hans egne stærke arme gled omkring hendes skikkelse, kun for at trykke hende direkte ind i sin egen favn. De var alene, så han kunne godt tillade sig, at vise sig lidt mere fra den her side af. Han vidste, at han i udgangspunktet, kun var kommet til verden for den stilling som han havde nu, men.. han elskede jo trods alt også sin mor. ”Du har været savnet..” endte han med en rolig stemme. Han forsøgte jo stadig at opretholde facaden som landets konge.

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde endnu ikke det fulde indblik i, hvad pokker der var forgået, hun havde kun fået den korte version af sin kære gamle rådgiver. Døden havde været fredelig og dog pinefuld på sin egen måde, det var rart at føle livet blomstre i hende, også selvom hun følte sig stiv og køligere end hun burde – selv som et dyr. For nu var det dog Mattheus der stod i fokus, så måtte hun tage problemerne omkring livet senere, det ville der trods alt blive rigeligt med tid til. Det stod tydeligt at hendes kære søn, slet ikke havde forventet at se sin mor indfinde sig i tronsalen uden videre, hvilket et sted morede hende. Det smørrede smil prydede de tørrer læber. Døden havde sat sine spor, hvilket hun nok skulle tage sig af senere, det havde altid været vigtigt for hende at tage sig ud. På det punkt måtte hun erkende, at Mattheus var vokset og blevet en stor og flot mand, som hun i den grad kunne være stolt af! ”Du er min Konge, min kære, giv mig en grund til ikke at knæle? bad hun roligt og hævede et slankt øjenbryn. Det var hende selv der havde valgt at han skulle besidde den stilling, hvilken moder ville hun være, hvis ikke hun ydede ham støtte i det? Det var trods alt grunden til at hendes krop atter engang, var blevet vækket til live, for det var jo tydeligt at han havde mistet hovedet et eller andet sted på vejen, hun bebrejdede ham ikke, det var ligeså sket for hende. Jaqia fulgte ham med det kølige blik, dog uden at lade smilet falme. Han var ikke meget for at lade sin kære, gamle mor blande sig, og hun var faktisk end ikke sikker på at han ville lade hende, men hun kunne vel gøre et forsøg? Under alle omstændigheder, ville hun ikke lade ham lægge hendes land i ruiner! ”Hvor meget jeg end gerne vil tro på, at du kan håndtere dette på egen hånd, så har jeg yderst troværdige kilder og håndfaste beviser på, at det ikke er tilfældet. Man kan ikke lyve for sin mor knægt, og jeg vil kraftigt fraråde dig at forsøge en gang til, er det forstået?” endte hun roligt og dog yderst bestemt. Hun var ikke en kvinde man skulle begive sig ud i en diskussion med, og hun kunne ikke hjælpe ham, hvis ikke han ville erkende sine fejl. Selvom han var en voksen mand, så var han stadig en søn. Det var sjældent hun gjorde krav på omsorg i form af knus eller kram, men hun så ingen grund til at skjule det faktum at han var hendes søn, og hun havde manglet ham. Armene slog hun ud, idet han endte med at søge mod hende og lod armene glide omkring hende. Han havde uden tvivl sin fars højde. For et øjeblik trykkede hun ham ind til sig, før hun trak sig blot en smule og lagde hænderne mod hans kinder, for at tage ham i betragtning. Det muntre glimt hvilede i det kølige blik. ”Du er som snydt ud af næsen på din far, min dreng. Du er blevet en flot, ung mand,” påpegede hun ærligt, og lod kort tomlen stryge langs hans kind. Blikket gled direkte i hans. ”Er du klar til at fortælle mig hvad pokker der foregår? Jeg er her for samme,” endte hun lidt fast som hun endte med at slippe ham igen.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus vidste skam udmærket godt, at han var ude, hvor han ikke var i stand til at bunde mere, også selvom han faktisk gerne vil have lov til at finde ud af det hele på egen hånd, også selvom det slet ikke var nemt på nogen måde! At han så skulle have lov til at stå ansigt til ansigt med sin afdøde moder igen, var bestemt ikke noget som han havde regnet med! Slet ikke! Tænderne bed han en anelse sammen, så hans kindben trådte betydeligt mere frem. Det var mange år hun havde været væk, og efterhånden havde han jo faktisk tilvænnet sig tanken om at han kun havde haft Enrico at støtte sig op af, som en.. far, havde han jo næsten været. ”Jeg beder dig om ikke at gøre det, moder.. Du skal slet ikke knæle for mig..” Selvfølgelig glædede det ham, at hun kunne udvise ham den form for.. respekt og faktisk vise at hun støttede ham i det som han gjorde, hvilket var noget som han efterhånden havde brug for.. Det var noget som han fik alt for lidt af efterhånden, og han vidste skam godt, at det var hans egen fejl og hans egen skyld! At afvige lidt fra sandheden, var efterhånden bare noget som faldt ham som et godt alternativ, også selvom det var tydeligt for ham, at hans kære moder ikke bifaldt tanken. Han vendte blikket en anelse væk. At lyve for hende, kunne han tilsyneladende ikke, som han heller ikke kunne overfor Enrico, hvilket til tider, virkelig måtte irritere ham som bare pokker! ”Nej.. Du har ret.. Undskyld,” mumlede han spidst, som det vel også var tydeligt, at han heller ikke var enig i alt det her. Hvis han havde ønsket hende vækket, så skulle han nok selv komme med den forespørgsel! Som dreng var han kommet med den frygtelig mange gange, også selvom det havde været for døve ører, men nu hvor det virkelig brændt på, så kom det hele? Og selvfølgelig var det en tanke som faktisk måtte irritere ham!
Armene gled omkring hans mor, kun for at trykke hende ind mod sig, for et sted, så havde han jo faktisk savnet, og ikke mindst manglet hende, også fordi at hun havde haft den ganske særlige betydning for ham, som hun havde haft, som hans mor. Han slap hende, som hun valgte at lægge sine hænder mod hans kolde kinder, hvilket næsten tvang ham til at vende blikket mod hende. ”Det vælger jeg at tolke som et kompliment, min kære moder..” endte han med et svagt smil, skønt det falmede så snart hun fortsatte, for han var bestemt ikke meget for at snakke om det, specielt fordi at han jo faktisk vidste hvor problemet måtte ligge! Han sukkede dæmpet, som han hævede hænderne og tog omkring hendes håndled og fjernede dem i stedet for, fra sit ansigt. ”Det er en meget kortfattet, og alligevel indviklende forklaring, mor.. Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal sige det..” Det var jo faktisk rigtigt, for han vidste jo ikke hvordan han skulle sige det, uden at det ville lyde direkte tåbeligt! Og det var jo næsten det værste af det hele!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia havde så tilpas meget tiltro til Noelle såvel som Enrico, at hun ikke tøvede med at stole på, når de fortalte hende at Mattheus var ude hvor han ikke kunne bunde, og at dømme efter Noelles tilstand og efter stanken af røg der hærgede på slottet, så havde de i den grad ret i deres bekymring, hun kunne kun være bekymret for ikke at være i stand til at trænge igennem til ham. Hun kunne tydeligt se at han var anspændt, hvilket både bekymrede hende som mor, men også irriterede hende, for hun fandt sig bestemt ikke i at blive bidt af, end ikke tavst, hun kunne jo se at han bandede og svovlede af hende. Det glædede hende en smule, at han stadig anså hende for at være sin mor men vel også noget betydningsfuldt for landet, ellers ville han vel ønske at hun skulle knæle på lige fod med alle andre? ”Den tager vi senere. Jeg står her som mor, frem for noget andet og jeg kan se at du er bekymret... eller rettere jeg kan se at du bander og svovler over mig i det indre,” endte hun med et lidt morende smil. Den slags havde hun aldrig taget særlig højtideligt, tværtimod så var det netop den slags der morede hende. Hun nikkede tilfredst mod ham. Det havde aldrig været en god idé at skænke hende en løgn, men han var hendes søn, han var halvt hende, hvilket ville sige at hun kunne lugte løgnen på ti kilometers afstand. Hun var vitterligt ikke meget at prale af som hun stod, på nøgne fødder, bleg og med indsunkne og trætte øjne, samt den efterhånden slidte kjole, alligevel stod hun med samme pragt og stolthed som altid. ”Tak,” svarede hun roligt. Der skulle meget til før hun blev vred og hævede stemmen, det var ikke noget hun så nogen grund til i øjeblikket. Hans ansigt tog hun mellem sine hænder og betragtede ham. Han var som snydt ud af næsen på sin far, i øvrigt en vældig flot mand, så det ville have undret hende meget, hvis ikke han var blevet det samme. ”Det er et kompliment, min dreng. Jeg vidste at jeg ville få en lille hjerteknuser,” endte hun med det lidt drilske glimt i blikket og klappede ham blidt på kinden, inden hun endte med at slippe ham. Smilet falmede og efterlod hendes mine i alvorlige folder, der aldrig havde klædt hende. Hun hævede et slankt øjenbryn. ”Hvad med at fortælle mig det som det er? Mi..din hærfører ligger for døden i din mands kammer, slottet stinker langt væk af røg. Noget siger mig at du udmærket ved hvad der foregår, og det er ikke tiden til at være en kujon, Mattheus, hvis du tror jeg vil dømme dig, så tager du fejl, jeg har begået dem der var langt større,” påpegede hun en smule spidst. En meget bestemt kvinde, havde hun altid været og hun forsøgte for pokker kun at hjælpe ham, hvilket var umuligt hvis ikke han havde tænkt sig at lade hende!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Efterhånden var Mattheus bare vant til at klare sig uden sin mor, da han havde været vant til at Noelle og Enrico var de eneste som han havde at søge den form for tryghed ved og den trøst når det havde været nødvendigt, hvor han faktisk var klar over, at det denne gang var hans egen skyld, at det var gået så galt, hvilket vel også var grunden til at hans kære moder nu var dukket op? Han vidste ikke helt hvordan han skulle tage det, også selvom hun et sted var frygtelig savnet, også selvom han ikke vidste helt præcist hvordan han skulle vise hende det. Uanset hvad, så ønskede han slet ikke at se hende bukke for ham, for det skulle hun da slet ikke! Det kunne godt være, at hun i bund og grund.. ikke var andet end hans moder, men af den grund, så ønskede han jo stadig at hun skulle være en.. mor for sin søn, og ikke for sin konge. ”Selvom du har været væk længe, så kender du mig tilsyneladende alt for godt.. Uanset hvad, så er du min mor, og jeg din søn.. Jeg vil ikke have du skal betegne mig som din konge..” Hun havde skænket ham tronen igennem arveretten, og selvfølgelig ønskede han at gøre det så godt som det nu var ham muligt, også selvom han var røget ind i en tid, hvor det i sig selv, faktisk var temmelig svært, men han forsøgte da om ikke andet! Og så godt, som det nu var ham muligt vel at mærke. At lyve vidste han godt at han ikke burde, men det forandrede dog ikke at han faktisk forsøgte, for det var jo heller ikke alt, som han ønskede at snakke med sin mor om! Han var en voksen mand nu, og han kunne sagtens klare tingene lidt alene! At han lignede sin far så meget, vidste han ikke helt sikkert, om det var en god eller en dårlig ting, men tanken om at være en hjerteknuser.. var faktisk noget som han godt kunne lide. Blikket vendte han stille mod hende igen, som smilet let bredte sig på hans læber. Han nikkede blot til hendes ord. ”Jeg er en lille hjerteknuser, er jeg ikke? En skam, du valgte at trolove mig med en mand.. Det andet kunne have været underholdende,” påpegede han med et næsten kækt smil på læberne. At hun så gik direkte til sagen og spurgte ind til hvad pokker det foregik, forundrede ham egentlig ikke, for alt andet havde faktisk forundret ham med henblik på hans mor. Han vendte blikket kort væk fra hende. ”Det er bestemt ikke fordi at jeg vil rende rundt og lege en kujon mor, men jeg har.. bare mit at slås med lige nu. Jeg gjorde en fatal fejl med henblik på Noelle og Enrico, og jeg ved det godt.. Det er bare ikke lige nu, folk skal gå mig i vejen.. Jeg ønsker faktisk at finde ud af det selv.. Jeg har… ikke brug for andre til at råde og vejlede mig. Det er bare en bagatel som jeg må komme mig over,” fortalte han ærligt. Det var bestemt ikke fordi at han ønskede at lyve for hende, for han vidste godt at det slet ikke hjalp ham med henblik på hans kære mor, men han var jo nødt til at gøre et eller andet!

[Jaqia Destiny Angleráx]

Jaqia vidste at Enrico og Noelle nærmest havde været som forældre for hendes kære søn, og derfor forundrede det hende, at han var gået så langt som at være villig til at ofre dem, fordi han ikke fik hans vilje. Det skuffede hende faktisk at han havde tabt hovedet på den måde! Dog så forekom det hende kun tydeligt, at knægten udmærket var klar over hvor fejlen lå, hun kunne se skammen et sted inde bagved, og særligt nu hvor hun stod der, han havde ikke lyst til at skuffe hende, hvilket hun godt kunne forstå, hun var en temmelig streng kvinde og mor. Hun smilte trilfredst for sig selv, og hævede hovedet en smule overlegent. Som hun stod der, så var der ikke meget af hende. Hun var mere eller mindre kun en skygge af sig selv, skind og ben, umådelig bleg og med de mørke render under øjnene, der fik hende til at se langt ældre ud end hun var og brød sig om at være! ”Selvfølgelig kender jeg dig min kære, du er min søn. Alt andet ville være unaturligt. Hvis du siger det,” endte hun roligt. Selv hendes stemme var hæs efter ikke at være blevet brugt gennem frygtelig mange år. Det var uanset svært for hende at acceptere, at det ikke længere var en plads hun besad, hun havde aldrig brudt sig om at bukke for nogle, men når det kom til Mattheus, så kunne hun om ikke andet få sig selv til det. Jaqia optog en mindre og eftertænksom vandren, mest for at holde kroppen en smule i gang, leddene var frygtelig stive, taget i betragtning af den elegance hun oftest førte sig frem med. De slanke fingrer, strøg igennem hendes blonde lokker, der hang lettere uglet og uperfekt omkring hendes skuldre. Igen stoppede hun op og lod det kølige blik falde på hans skikkelse. Det var slående så meget han lignede sin far, hun var ikke i tvivl om at han allerede havde knust mange kvinders hjerter. At han så selv bekræftede det fik hende blot til at nikke med et morende glimt i de blå øjne. ”Det ser sandelig sådan ud,” medgav hun ærligt. Jaqia var ikke ligefrem kendt som en kvinde af tålmodighed, desuden var hun træt og følte sig bestemt ikke synderlig attraktiv som hun stod der, så hun ville meget gerne lede ham på rette vej så hun kunne få et bad, lidt blod og så en hvile inden hun ville få en helvede af en opgave bestående af at finde ud af hvordan det hele hang sammen efterhånden. Jaqia fnøs.”Du skal ikke komme og bilde mig ind at du har levet i afstand til det kvindelige køn fordi jeg valgte at gifte dig med en mand,” svarede hun sigende. Det nægtede hun ganske simpelt at tro på! Desuden havde han jo selv lige brkæftet at han var en hjerteknuser! ”Men du har ret.. det ville have været morsomt at se hvordan en hustru ville lappe ud efter dig, hver gang hun fandt dig inden i en ung, laber sag,” endte hun videre. Det var tydeligt at han ikke havde lyst til at snakke om det egentlige problem, men hun havde ikke tænkt sig at give ham valget. Hun hævede atter et slankt øjenbryn. ”Jeg er ked af at sige det min egen, men du har netop brug for råd og vejledning, det beviser den gøren til aften kun. Jeg håber sandelig for din skyld, at Noelle overlever. Fortæl mig om sagen kerne,” det var mere en ordre end en opfordring og hun lagde ikke skjul på det.