You are under arrest!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ved at være en sen aften, også selvom det slet ikke var noget som berørte Mattheus på nogen måde. For en gangs skyld, havde han valgt at søge ud af sine gemakker. Mødet med Denjarna kørte rundt i hovedet på ham, også selvom han vidste, at det slet ikke burde være noget som gik ham sådan på, så var det slet ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Med tænderne som han fast havde bidt sammen, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det. Han vidste at Leonardo var en presset mand, og at Enrico havde taget mange af de kongelige pligter til sig – endda uden at snakke med ham om det først, hvilket var noget som direkte gjorde ham vred!
Eskorteret af vagter, så søgte Mattheus direkte i retningen af Enricos kontor, hvori han vidste at manden måtte sidde og arbejde. At det var galt mellem ham og Noelle igen, var slet ikke noget som han ville blande sig i. Kærlighedslivet var en hård ting, hvilket han nu selv havde erfaret, for det irriterede ham virkelig, at Denjarna havde skænket ham den afvisning, også selvom han havde fundet det rigtigt, og ikke mindst bedst at sende hende bort igen. Han havde jo ikke rigtigt vidst hvordan pokker han ellers skulle reagere, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! Mattheus hævede hånden, som et tydeligt tegn til at vagterne skulle stoppe lige udenfor døren, idet han selv greb om håndtaget og tvang døren op. ”Enrico?” endte han med en direkte fast tone, som han selv havde valgt at droppe alle formaliteterne, for det var ikke noget som ville gavne ham i denne stund alligevel. Denne mand havde fungeret som en onkel for ham, og specielt efter hans moders død. Det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for ham at finde sig til rette med det hele, og det var stadig et kæmpe virvar, hvilket bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham af den grund! Han sendte manden en direkte fast mine. Nok var ganske enkelt nok!

[Carmine Jordin Marlineo]

Selvom det var en sen aften, så var Enrico faktisk ganske uvidende om at Noelle var kommet hjem. Der havde været så meget arbejde at tage sig af, og specielt nu hvor Leonardo faktisk sad med det hele alene, så han havde selvfølgelig indfriet i at give det en hjælpende hånd, blot manden skrev under på det, så de kunne få det hele ud til folket. Mattheus var gået frygtelig meget i selvsving, hvilket ikke just var noget som nogen af dem kunne bruge til noget som helst, hvilket han allerede var klar over, men han vidste virkelig ikke hvad pokker han kunne eller skulle gøre ved det af den grund. Det var forbandet sjældent at han direkte følte sig magtesløs, men.. hvad skulle han da gøre ved den unge konge, som ikke engang ville lukke op for ham – hans egen onkel, eller sin kære mand, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for nogen af dem!
Som døren gled op, så hævede Enrico blikket omgående. Brillerne hvilede på hans næserod, hvilket var noget som han roligt fjernede, kun for at rejse sig fra sin plads, som han faktisk så hvem det var som stod overfor ham. ”Deres Højhed,” hilste han roligt, som han let bukkede med hovedet. Den faste mine så han dog med det samme, så noget var galt, for han regnede bestemt heller ikke med at kongen var kommet over den afvisning som Denjarna havde skænket ham, selvom det nu heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for dem af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hænderne foldede han roligt over ryggen. Han sad ganske vidst og var i gang med det kongelige arbejde, for nogen skulle jo lave det, og det var på ingen måder retfærdigt at efterlade Leonardo med det hele, når de faktisk var to om at lave det, så selv i hans øjne, burde Mattheus tage sig sammen og komme videre, for det andet var slet ikke noget som nogen kunne bruge til noget som helst! ”Hvad kan jeg gøre for Dem?” spurgte han roligt, dog med en tydelig respektfuld stemme, skønt han jo kendte sin rolle og sin plads i alt dette, også når det kom til det kongelige arbejde, for han var slet ikke ude på at tage det fra Hans Majestæt!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At blive afvist af en kvinde på den måde, var slet ikke noget som Mattheus var vant til, og alene af den grund, så var det faktisk svært nok for ham at finde ud af hvordan han skulle reagere, for han vidste godt, at han ikke kunne tillade sig at reagere som han gjorde! Uanset af den grund, så havde han fundet det ret at sende Denjarna bort med ønsket om ikke at se hende igen, for det gjorde ondt, og det gjorde det faktisk. Det gjorde ondt at vide, at han ikke kunne skænke hende et kærtegn, uden at han kunne lægge mening i dem, og det var noget som direkte irriterede ham, og det var noget som automatisk førte til at han blev vred.
At Enrico sad med arbejdet og det kongelige arbejde – hans arbejde, var noget som et sted direkte irriterede ham, for det var slet ikke noget som han havde fået lov til, og det var selvfølgelig noget som kunne mærkes selv i denne stund. Næverne knyttede han fast, som han så manden rejse sig, folde hænderne over ryggen og tage den respektable tone i brug, som var der ikke noget galt, hvilket kun gjorde det hele meget værre for hans vedkommende, for manden kunne da ikke bare komme her og lade som ingenting! Det var slet ikke noget som han kunne have med at gøre! Øjnene kneb han fast og direkte advarende sammen, selvom det nok heller ikke var noget som spillede den største betydning for den kære rådgiver. ”Det er nok snarere hvad jeg kan gøre for dig, er det ikke? Jeg har ikke bedt dig tage over det arbejde, som jeg skal have lavet.. Det kan tilfalde Lenoardo,” begyndte han med en ganske fast tone. Selv vidste han at Leonardo havde utrolig meget at skulle tage sig af også ved siden af alle de kongelige pligter, selvom det nu heller ikke var noget som han ville tage sig af lige nu. Han var vel bare blevet.. utrolig egoistisk hvad angik det kongelige arbejde, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af som sådan. ”Jeg kan ikke bruge en rådgiver som tager arbejdet fra mig, uden at give mig besked, Enrico.. Det er at overtage det kongelige arbejde og derved også den kongelige titel, og det kan jeg ikke lade gå uset hen..” Han vendte blikket i den modgående retning. ”VAGTER!” kaldte han fast, som de hurtigt trådte ind i rummet. ”Arrestér Enrico og før ham til kælderregionerne for forræderi og kub mod kongehuset!” beordrede han med en fast tone.

[Carmine Jordin Marlineo]

Hvad Enrico gjorde, var udelukkende for at hjælpe Leonardo med de mange kongelige pligter, for det kunne virkelig ikke passe at han skulle sidde med det hele alene! Desuden følte han ikke at hans fulde potentiale blev udnyttet af Mattheus, så hvorfor ikke bruge den hvor det var nødvendigt, for at den anden konge lige så også skulle gå helt til hundene som det Mattheus var?
At kongen havde valgt at opsøge ham, var ganske vidst ikke lige hvad Enrico havde regnet med, for han plejede at give besked, i stedet for at komme med den faste mine, for så var det kun tydeligt at noget var rivende galt, men ikke galt nok til at han bare ville fortælle ham det? At arbejdet generede ham, vidste han på sit vis godt, men det skulle laves, og så kunne det bestemt heller ikke hjælpe at det bare henlå i en kæmpe bunke som den kære Leonardo aldrig nogensinde kom igennem! ”Jeg ønsker at skænke Hans Majestæt min hjælp med det kongelige arbejde. Jeg er indforstået med at De er igennem en hård tid,” begyndte han roligt, også selvom han hurtigt blev afbrudt. Hvad Mattheus fortalte ham, var noget som gjorde ham selv direkte fast i minen. Forræderi og kub mod kongehuset? Det var da noget af det sidste som han kunne finde på! I det tilfælde, så havde han gjort det mens knægten havde været ung og lille og ikke havde haft synderlig meget at sige! Som vagterne blev tilkaldt og ordren lød, så blev han selv bare stående, for han vidste udmærket godt at modstand ikke rigtigt ville hjælpe ham af den grund, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre. De mørke øjne gled direkte mod Mattheus, hvor hans egen mine forblev fast. Dette var bestemt ikke noget som han havde respekt for på nogen måde! Det var i sandhed at ødelægge det ry som hans moder havde kæmpet for at opnå! ”Hans Majestæt ved dette er en stor fejl. De ved jeg ikke er ude efter hverken den kongelige titel eller Deres land!” endte han fast, som vagterne tog fat om ham med deres faste jerngreb, kun for at søge direkte ned i retningen af kælderregionerne med ham. Et sted så.. frygtede han vel hvad der skulle ske derefter? Han havde jo for pokker ikke gjort noget forkert, andet end at forsøge at hjælpe med at få arbejdet lavet, så de alle kunne komme videre derfra!

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde det bestemt ikke godt, og det var noget som gik ud over de kongelige pligter og det kongelige arbejde, hvilket faktisk heller ikke var meningen, men.. han havde bare brug for at reagere på en eller anden måde, og det var vel det som han gjorde nu? Han kom da om ikke andet frem fra sit skjul, i stedet for at blive siddende og lave ingenting på sine egne gemakker, så det var da om ikke andet, så et skridt i den rigtige retning! At se Enrico sidde med hans arbejde, var noget som gjorde ham direkte sur, for det var hans, og det var bestemt heller ikke noget som han havde bedt manden om at tage sig af, så et sted så frygtede han vel pludselig at manden forsøgte at gå bag ryggen på ham? Og det var slet ikke noget som han ønskede skulle ske, for det var hans plads, og det var en plads som hans kære moder havde skænket ham allerede ved fødsel!
At hans hårde tid skulle bruges som en undskyldning, var slet ikke noget som Mattheus havde nogen respekt for, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham af den grund! Han vendte blikket fast væk fra ham. ”Jeg vil ikke høre det bliver brugt som en undskyldning for at det laves bag min ryg, Enrico..!” endte han med en fast tone, som han selv så til at vagterne greb ham. At han ikke gjorde modstand, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for det var ikke noget som ville gavne hans situation alligevel. Ordren havde allerede lydt og derfor vidste manden vel også godt, at det ville ske, uanset hvad han gjorde? Jo mere modstand, jo mere hård blev vagterne, for det var det som de havde fået besked på allerede fra starten af, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han søgte ud på gangen og så efter dem, som de førte Enrico med sig ned mod kælderregionerne. ”Klargør ham til straffen!” beordrede han med en fast tone, som han direkte valgte at ignorere Enricos sidste ord, for hvad han ville og hvad han ikke ville, var han faktisk fuldstændig ligeglad med!

[Carmine Jordin Marlineo]

Helt præcist hvad det var Enrico havde gjort forkert, var slet ikke noget som han kunne se, men at det var så slemme tiltaler han skulle dømmes efter, var slet ikke retfærdigt, for han havde ikke gjort andet end at være kongehuset, familien og landet loyalt! Det var jo absurd, at det var sådan et grundlag han skulle dømmes på, når han ikke havde forsøgt andet end at være på god fod med kongefamilien, og det gjaldt så sandelig også hans kæder moder, som han ikke havde været andet end loyal overfor igennem frygtelig mange år! Vagternes greb var temmelig hårdt, også selvom han slet ikke gjorde nogen modstand, for han vidste, at det slet ikke var noget som ville gavne ham på den ene eller den anden måde, for de ville bare tage hårdere fat, og det var slet ikke noget som han kunne sige sig, at være synderlig interesseret i! ”Det har ej været min intention at lave arbejdet bag Hans Majestæts ryg,” forsikrede han med en mere bitter stemme. Dette var noget som gjorde ham vred, også selvom han vidste at han ikke kunne gøre noget ved det, når manden var så indebrændt!
At blive ført ud af sit arbejdskontor på den måde, var slet ikke noget som Enrico havde regnet med, skulle ske nogensinde, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund. Tænderne bed han fast sammen, som han forsøgte at finde en okay placering at holde hænderne, for det gjorde faktisk en anelse ondt, så var han ikke manden som skulle brokke sig over det. Ordren lød tungt i hans øre, for han vidste godt hvad straffen var for forræderi, men han regnede bestemt ikke med at det var døden som han skulle møde. ”Hans Majestæt begår en stor fejl!” forsøgte han igen, også selvom han vidste at det var snak for døve ører. Han satte fødderne i jorden, kun for at skæve over sin skulder, selvom han intet kunne se.
Vejen til kælderen var mørk, kold og ikke mindst klam. Selv havde Enrico aldrig rigtigt tilbragt tid dernede, for det havde aldrig været nødvendigt før! Et sted urolig for hvad der skulle ske, for han vidste det ikke! Torturkammeret blev det første sted han endte, hvilket gjorde ham mere bleg i ansigtet end det som han havde været til nu. Selv mens vagterne holdt ham fast, så rev de den fine skjorte af ham, så ryggen blev blotlagt, idet han blev ført hen til sølvkæder som hang ned fra loftet. Tydeligt ufrivilligt blev hans håndled placeret i dem, hvilket omgående borede sig direkte ind i hans håndled med en smerte uden lige, idet han blev hævet op fra gulvet, kun lige nok til at han ikke kunne nå med fødderne, mens en sæk blev placeret over hans hoved. Nu var han klar.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en frygtelig bitter mand, og det var svært for ham i det hele taget at handskes med det, for han vidste slet ikke hvad pokker han skulle eller kunne gøre ved det! Manden havde taget over arbejdet og i hans øjne, så var det præcis det samme, som at ønske pladsen på tronen, og det var bestemt ikke en plads som han ville give fra sig på nogen som helst måde overhovedet! At se manden blive grebet på den måde, var næsten noget som frydede ham, for det beviste da, at vagterne stadig handlede på hans ordre, og de kunne bare lige vove på at følge andre end ham og Leonardo! I så fald, så ville der rulle hoveder! ”Og alligevel er det noget som du valgte at gøre.. Så må du tage konsekvenserne af dine handlinger, Enrico..” hvislede han direkte dræbende. Dette var slet ikke noget som han havde nogen respekt for, på nogen som helst måde overhovedet. Selv havde han ikke nogen intentioner om at føre pisken selv, men… få en til det, som han allerede vidste, ville gøre det, og ramme rigtigt! Omstændighederne havde han skam allerede fået styr på.
Enrico fulgte med ganske frivilligt, også selvom det bestemt heller ikke var fordi at han havde meget andet valgt, hvilket nok skulle gå op for ham før eller siden. Tænderne bed han fast sammen, som han så til at de førte manden med sig ned mod kælderen. Det hele kunne være overstået temmelig hurtigt. Alt afhang vel egentlig af Noelle i denne situation, også selvom han nu heller ikke regnede med at hun ville sætte sig op mod ham, som det Enrico havde valgt at gøre, ganske enkelt ved at lave arbejdet bag hans ryg! Han vidste at hun var kommet hjem lige nu om ikke andet, selvom han selvfølgelig vidste, at det kun var for en tid, inden hun igen skulle tilbage på marken. Han søgte direkte mod hende og Enricos kammer med ganske faste skridt. Denne gang var det dog med en helt anden mine i ansigtet, idet han roligt stoppede op foran døren. Han vidste at Noelle måtte slappe af, efter den hårde og lange tid i marken denne gang. Et sted kunne han skam godt forstå det, for det var næppe nemt at være derude! Han hævede hånden og bankede på. Han havde faktisk respekt for hende – andet turde man vel heller ikke, når man havde med Jaceluck at gøre? ”Noelle?” kaldte han med en temmelig autoritær røst.

[Noelle Jaceluck]

Det var ved at være frygtelig sent. Noelle var endelig hjemvendt efter frygtelig lange måneder i marken. Hun var udmattet.. træt oven på det hele. Enrico havde vist sig at være i gang med arbejdet, hun regnede ikke med at han vidste at hun faktisk var vendt hjem, men det passede hende også fint at han arbejdede, så slap hun for at skulle stå ansigt til ansigt med ham lige nu. Først og fremmest lignede hun noget katten havde slæbt med sig ind. De flammerøde lokker havde hun forsøgt at samle i el mere elegant hestehale fordi det stod ud til mere eller mindre alle sider. Hun var beskidt, og stadig blodig, det var trods alt begrænset hvor meget tøj hun havde med i marken og hvor stor mulighederne var for at skifte. De mange våben lå på Enricos skrivebord foran hende. For at holde sig selv beskæftiget, havde hun valgt at rense dem før hun tog sig af sig selv. På trods af trætheden så var hun vred.. vred over at den mand kunne få sig selv til at møde andre kvinder, når hun risikerede sit liv for at forsvare det land som de begge elskede. Hun slap et lettere utilfredst suk, og kastede et blik ud af vinduet. Det var rat at være hjemme. Kammerets velkendte duft og fornemmelse af hjem. Det gik ikke rigtigt op for hende hvor lang tid hun var væk, før hun atter stod på slottet, men denne gang havde det været exceptionelt hårdt. De pludselige hårde bank på døren fik hende kun til at skæve til den som havde den været en fjende. Mattheu's stemme var ikke til at tage fejl af. Hun sukkede opgivende. ”Der røg min aften” mumlede hun utilfredst. Selv når hun havde behov for hvile, og se til sine mange sår, så skulle den udulige knægt afbryde det, og hun kunne ikke sige ham imod på grund af den blinde loyalitet, ikke til ham men til hans afdøde mor. Hun lagde den lille kniv fra sig og stoffet ved siden af, før hun trådte hende mod døren. ”Hvad kan jeg gøre for Dem, Deres Højhed?” spurgte hun tydeligt tvært, og lod de intense, grønne øjne falde på hans skikkelse. Det var svært at være så respektfuld overfor en knægt der var dobbelt så ung som hende selv, og som hun vidste var hende underlegen. Under alle omstændigheder var han ikke en kvinde han ønskede at komme på tværs af, hvilket han lod til at have forstået. Hun hverken nejede, gled i knæ eller bukkede hovedet.. En ikke en halv times hvile kunne hun få, før han havde nye opgaver til hende, og det gjorde hende mildest talt vanvittig. På trods af det beskidte og slidte udseende, så stod hun rank og med hagen hævet i den samme elegance som hun var kendt for. ”Jeg er netop hjemvendt fra marken efter flere måneder, jeg håber for Deres skyld, at den opgave De har i tankerne ikke er for anstrengende,” advarede hun og kneb øjnene fast sammen kun for at understrege at hun mente hvert et ord. Måske han var konge men hun frygtede ham ikke, det var vel nok snarere omvendt?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var skam klar over, at det ikke just var Jaceluck og specielt ikke Noelle som han skulle kaste sig i krig med. Han vidste at hun lige var hjemvendt, men at svinge pisken var vel heller ikke for krævende? Desuden havde hun ikke rigtigt noget andet valg end at lystre hvad han krævede af hende, så et sted, så var det egentlig ganske enkelt op til hende om hun skulle udsættes for det samme, for han var bestemt heller ikke en mand ved bedste mod og vel i denne stund, hvilket han nok heller ikke lagde skjul på! Enrico var arresteret, og han vidste at det ikke ville tage dem mange minutter at klargøre manden til straffen – om han så selv skulle svinge pisken, men et sted frygtede han vel at han ikke ville holde tælling? Manden var tiltalt for landsforræderi, hvilket nok ville få hans elskede mor til at vende sig i graven, dersom hun vidste det, men hun var død og borte, og det var ikke noget som han kunne skænke en tanke i denne stund om ikke andet.
Som døren gled op og Noelles skikkelse trådte til syne for ham, så var det tydeligt at hun selv var træt og direkte irriteret, selvom det nu heler ikke just var noget som han kunne tage sig af lige nu. Han knyttede næverne ganske let ved synet, for en sensuel dæmon som ikke engang ville vise ham respekten, var noget som han bare måtte bide i sig lige nu, for han ønskede ikke yderligere problemer, end det som var i forvejen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rettede sig op. ”Jeg har en enkelt opgave til dig,” forklarede han ganske kortfattet. Det var ganske vidst ikke en sag som han ønskede at sætte hende ind i, andet end det overordnede om ikke andet, for det var vel ikke noget som hun havde brug for at vide? At hun var træt, var selvfølgelig forståeligt – selv for ham, og det var noget som han selvfølgelig havde forståelsen for. Han nikkede roligt i hendes retning. ”Det har jeg skam også den fulde forståelse for, Noelle, og jeg kan så forsikre dig at det ikke er en opgave som vil kræve alverdens.. hverken af energi eller tid for dig. Jeg vil have dig til at svinge pisken i torturkammeret.. Vedkommende er allerede hængt op og er klar til at tage imod dig. Han er dømt for forræderi og forsøgende kub mod kongehuset,” forklarede han med en rolig og ganske kortfattet mine. ”100 slag burde selv du kunne skænke ham, ikke sandt?” afsluttede han ganske sigende. I sig selv, så var det ikke noget som stod til forhandling fra hans side af!

[Noelle Jaceluck]

Der var ingen som hverken lystede eller turde at lege med en Jaceluck, hvilket Noelle også vidste og ikke mindst udnyttede. Efterhånden var hendes navn så udbredt særligt i det dvasianske land, at hun havde vundet sig en hvis form for respekt. Når det kom til kongen så var det desværre en respekt som hun havde taget for meget til sig, hun havde frygtelig svært ved at udvise Mattheus samme respekt og hengivenhed. Den eneste grund til hun stadig stod der var kærligheden til landet og det faktum at hun havde lovet Jaqia at tage sig af ham, så godt som hun nu engang var i stand til. De grønne øjne betragtede ham lettere dovent. Det var ikke fordi hun havde lyst til andet end at smide sig på sengen og samle energi til at kunne surmule på Enrico når han engang ville komme tilbage. At han så sad nede i kælderen dømt for kup mod kongehuset og landsforræderi, havde hun ikke den fjerneste anelse om. Noelle sukkede. ”Jeg er lutter ører,” mumlede hun ikke synderligt overbevisende. Hun var ikke ligefrem kendt som en kvinde med et smil på læben, tværtimod så surmulede hun som regel. Lettere strengt lagde hun armene over brystet, ligeglad med at det nyere og friskerer blod blev tørret af på armene og den blege hud. Et par piskeslag kunne hun nok godt overkomme, det var heldigvis ikke det mest anstrengende, men hvor meget var hun ikke lige gået glip af mens hun havde været ude? ”Det er Deres held at jeg endnu ikke har klædt om,” påpegede hun en smule fast. Det var ikke fordi hun havde bedre at give sig til.. lige foruden at få et varmt bad og en sød nats søvn. ”Jeg tager de 100 piskeslag for dig og du lader mig være resten af natten og dagen i morgen,” svarede hun. Måske det ikke var op til hende at sætte krav, men hun kendte trods alt også sin magt over kongen, selv han frygtede hende på sit vis, hvilket morede hende. ”Der er tydeligvis sket en hel del i mit fravær. De må sætte mig ind i sagerne i morgen, jeg regner med at tage en god pause fra marken.. Jeg skal nok tage mig af dit lille problem, hvis De vil overbringe nyheden til Enrico om at han ikke skal skynde sig,” endte hun overgivende. En så lille ting som et par piskeslag kunne hun lige overkomme. Kort bukkede hun hovedet mod ham og trådte forbi. Der var ingen grund til at spilde tiden, jo før hun blev færdig, des før kunne hun komme i seng. Ganegene var frygtelig forladte. Det var som om en trykket stemning hærgede på hele slottet. Det var dog ikke noget som Noelle tog sig af, for hendes del var det kun noget som skulle overståes. Træt tog hun færden ned af de mange trapper til kælderen. Måske det var på tide at kræve en lønforhøjelse? Endelig nåede hun torturkammeret der stod åbent. Vagterne stod tavst i det ene hjørne og betragtede den mand som var hængt op i sølvkæder. ”Lad os få dette overstået,” hvislede hun køligt og greb om en tilfældig pisk på vej hen til manden. Hårdt og bestemt svang hun den over den blottede ryg, netop for at fortælle ham hvad der ventede.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt ikke Noelle som Mattheus ønskede at kaste sig i krig med, for han vidste godt, at det var ham som det ville gå ud over. Hvordan hun egentlig havde det med at udvise respekten for ham, vidste han ganske vidst ikke, men så langt tid hun gjorde det, så havde han det faktisk ganske fint med det i den anden ende. Han sendte hende en direkte advarende mine, for den måde at blive tiltalt på, var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for det var stadig ham som stod som konge, og derved også den som hun skulle lystre, når han bad hende om noget! Selvom Noelle var en lidt anden sag, for et sted så var det vel.. æresfrygt som han nærede for hende? Det var ikke just fordi at det var hende som han ønskede at komme på tværs af, hvis han ellers kunne blive fri for det! ”Det lyder skam sådan,” erkendte han roligt. At hun ikke havde skiftet, var noget som et sted passede ham ganske fint, for så kunne han vel også få hende til det? Og så var han bestemt heller ikke den som skulle brokke sig, det var da helt sikkert! Han himlede let med øjnene. Det var bestemt heller ikke fordi at det var hende som sad med retten til at skulle stille krav til ham, men.. det var jo trods alt stadig Noelle, og han ønskede ikke at hun skulle blive sur, mere end det som hun sikker ville blive når hun fandt ud af hvem der faktisk hang nede i kælderen og skulle piskes af hende, men det var noget som hun tidsnok nok skulle finde ud af før eller siden. ”Udmærket. Du vil få skænket fritid resten af aftenen og hele dagen i morgen,” endte han ganske sigende, også selvom han bestemt heller ikke var meget for at give hende det, men det var jo heller ikke ligefrem fordi ath an kunne gøre noget ved det som sådan, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Meget er der sket siden du sidst har været hjemme, det erkender jeg gerne.. Jeg skal nok sætte dig ind i sagerne, så snart jeg selv har fået tiden. Gå du ned og skænk ham de piskeslag og tag resten af tiden fri. Det er noget som du har fortjent efter alt det som du har gjort ude i marken, og jeg værdsætter alt det som du gør for mig..” afsluttede han roligt, som han lod hende søge ned i kælderen, så de kunne få det overstået og så komme videre derfra.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det sitrede for alvor i Enricos krop, for han vidste slet ikke hvad han skulle eller kunne forvente sig af denne situation! Sølvkæderne borede sig direkte ind i hans håndled, og det var faktisk også noget som gjorde ondt, så han forsøgte virkelig at holde sig i ro, også for at holde den smerte i et minimum, for det var ikke en som han kunne gøre noget ved. Lige hvad der var sket for Mattheus, vidste han ikke, men det var bestemt ikke et retfærdigt at lade ham hænge her, når han ikke havde gjort andet end at handle ud fra kongehusets bedste, så arbejdet i det mindste kunne gøres færdigt, for det var bestemt heller ikke retfærdigt at lade Leonardo sidde igen med det hele! Han havde for pokker rigeligt at se til, og noget skulle han jo selv fordrive tiden med, så hvorfor ikke bare bruge den på noget fornuftigt, i stedet for alt det andet, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af i den anden ende. Tænderne bed han fast sammen, også selvom det slet ikke var noget som hjalp ham.
Lyden af stemmer og lyde var noget som hurtigt fangede Enricos opmærksomhed, også selvom han slet ikke var i stand til at se noget som helst, og sækken gjorde det også svært og næsten umuligt for ham at opfange noget som måtte mine om velkendte dufte, så der havde Mattheus i den grad været smart – utroligt at det i det hele taget var muligt! Stemmen kunne han dog genkende fra alle steder, for den kunne kun tilfalde en kvinde; Noelle. Han blinkede med øjnene, som han hævede blikket. ”N-No..” Han tav omgående som pisken røg direkte mod hans blottede ryg, hvor skriget omgående måtte bryde hans læber, for det gjorde forbandet ondt! Automatisk gav hans ben efter under ham, for det var noget som gjorde forbandet ondt selv for hans vedkommende. Som hans ben gav efter, så rev det virkelig i hans håndled hvor sølvet direkte brændt sig ind i hans kød, hvilket kun gjorde forbandet ondt, uden at han kunne gøre det mindste ved det af den grund. Tænderne bed han kraftigt sammen, som tårerne meldte sig i hans øjne, hvor han tydeligt kunne mærke hvordan blodet løb ned over hans ryg. Noelle vidste helt klart hvordan hun skulle ramme, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget nemmere for ham! ”S-stop…!” bad han direkte sammenbidt, også selvom sækken nok forvrængte hans stemme en anelse, så hun sikkert ikke kunne koble den sammen med ham. Det var bestemt ikke sådan havde regnet med at skulle ønske hans elskede æreste hjem igen!

[Noelle Jaceluck]

Det var en forholdsvis flot som hang i sølvkæderne. Noelle genkendte ham ikke på nogen måde, alene af den grund undrede det hende at han havde forsøgt sig på et kup, det var som regel de store adelsherre som forsøgte det. Måske hun bare havde været ude for længe? Det eneste der oplyste det mørke lokale var månen som stod ind af de meget små vinduer det var der. Mere lys havde hun ej heller behov for, de 100 slag skulle bare gives så hun kunne komme i seng, et sted så håbede hun næsten at Enrico ville blive færdig i nogenlunde tid, hun havde brug for at blive holdt om efterhånden. Hun var end ikke nået helt hen til ham før han havde fået det første slag, hun var ingen kvinde af tålmodighed. Vagterne var stilfærdige som de skulle være, alligevel skævede de nervøst fra hende og til den mand som hang i kæderne, også selvom det ikke var noget som hun direkte bed sig fast i. Igen svang hun pisken for at få ham til at tie stille. Posen og den anstrengte tone forvrængede hans stemme nok til at hun ikke genkendte den som Enricos. Efterhånden var dette hverdag for hende, hun var vant til at slå ihjel og vant til at pine, Jaqia havde ligeså brugt hende som torturmester i sin tid. Hun vidste hvor hun skulle ramme og med hvilken styrke for at skabe mest mulig smerte. Hvis han klagede efter et, så skulle det nok blive sjovt at skænke ham 100. Hun svang pisken fast mod hans ryg et par gange og lod de kølige smæld bryde nattens ro. ”Stoppe? Gør det ondt?” spurgte hun med den falskhed af bekymring i tonen. Et sted så morede hun sig næsten det var en måde for hende hvorpå hun kunne blive fri af sine frustrationer særligt efter det var nået hende for ører at Enrico hyggede med tilfældige kvinder på kroen. Hun lod blikket glide på sned go fortsatte med at svinge pisken, hun så ingen grund til at spilde tiden. Hans ryg blev hurtigt malet i blod, som løb ned over den blege hud. At dømme ud fra det, så måtte det næsten være en vampyr hun havde med at gøre, også fordi hun kunne fornemme hvordan hans håndled brændte ved effekten af sølvet. ”I så fald skulle du måske havde overvejet det en ekstra gang før du valgte at gå imod Deres Konge. Den slags har konsekvenser,” endte hun køligt og svang kun pisken igen. De høje smæld fik vagterne til at se væk, misfornøjet, hun var nok den eneste som ikke havde den mest fjerne idé om hvad der i virkeligheden foregik. Efterhånden havde hun mistet tælling med hor mange slag hun havde givet ham. Det var ikke sådan at sætte hende direkte i arbejde inden hun overhovedet nåede at ligge det fra sig. ”Du, sir, har kostet mig kostbar tid med min kæreste, det i sig selv burde jeg næsten slå dig ihjel for,” fortsatte hun mest for at bryde tavsheden lidt, det kunne hurtigt blive frygtelig kedsommeligt. ”Hvor mange var det?” spurgte hun med en panderynken henvendt til vagterne der kun kort så på hende. ”57 frøken Jaceluck,”[/color] svarede den ene vagt yderst lavt. Noelle nikkede blot og fortsatte arbejdet.

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var måske en fast og bestemt mand, men han havde slet ikke været vant til at blive behandlet på denne her måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. En voldsom sitren tog til i hans krop. Alene den tanke om at det var Noelle som skulle skænke ham den straf som Mattheus havde bestemt for ham – på et ikke-eksisterende grundlag, var noget som et sted gjorde ham vred, for hun havde jo tilsyneladende slet ikke nogen anelse om hvad hun havde gang i! Selvom hans bøn tydeligt havde været for døve ører, så var det noget som et sted efterlod ham med en voldsom sitren, for det var slet ikke noget som han havde regnet med, og hvorfor lige hende? Det var på ingen måder retfærdigt! Han havde jo slet ikke vidst, at hun havde været hjemme endnu! Han havde jo ikke fået besked om noget som helst, hvilket i sig selv heller ikke lignede hende! Selvom ordene nærmest druknede i munden på ham i takt med hendes piskeslag som ramte hans ryg, rev uden op og lod det bløde voldsomt, efterlod ham med en tydelig sitren og smertefulde skrig. Vagterne brød ikke ind på nogen måde, hvilket irriterede ham, for de vidste at han ikke havde gjort noget! ”J-jeg har i-intet gjort..” hviskede han for sig selv, uvidende om hun i det hele taget hørte det, for det gjorde ondt, og han følte styrken blive revet fra ham, så snart pisken ramte! ”N-Noelle.. stop..!” endte han igen. Benene trak han automatisk op under sig, som pisken ramte, hvilket kun gjorde at han rev mere i hans ætsende og forbrændte håndled. Det gjorde ondt, og det stank brændt langt væk, og han kunne absolut intet stille op med det, hvilket næsten var det værste af det hele!
Hvor mange gange pisken ramte, havde Enrico ikke nogen anelse om, men ryggen føles direkte følelsesforladt, hvor han selv var holdt op med at skrige. Hans øjne var gledet i, som han mere eller mindre hang fuldkommen løst i grebet af lænkerne, selvom det nok heller ikke gjorde det meget bedre eller nemmere af den grund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Tanken om at han faktisk manglede 43 piskeslag endnu, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham. Han kneb øjnene let sammen. ”D-det er m-mig…!” forsøgte han med en mere febrilsk stemme, idet at hun igen begyndte at hamre mod hans ryg endnu en gang. Skrigene brød kraftigt hans læber, idet at den voldsomme sitren for alvor måtte tage til i hans krop, for det gjorde ondt, som intet andet han nogensinde havde været udsat for før, og hver eneste gang hun ramte, så var det som at hun rev mere eller mindre hele ryggen med sig! Den blødte voldsomt, hvor han faktisk mere eller mindre endte med at hænge slapt i lænkerne. Han havde virkelig, virkelig ondt!

[Noelle Jaceluck]

Noelle havde ingen idé om at det faktisk var sin egen kæreste hun stod og ishandlede på denne måde. Blid var hun ikke, for en mand som havde begået forræderi mod dette land, fortjente ikke en mild straf. På den anden side så forundrede det hende lidt at denne herre kun blev straffet med piskeslag og ikke døden, hvilket plejede at være det normale. Han måtte være vigtig. Det var meningen at det skulle gøre, ondt og at dømme efter hans reaktion så var det noget hun formåede. Det var ikke som sådan fordi Noelle i det hele taget havde nået at være hjemme, hun var jo lige kommet ind af døren, og hun ville heller ikke forstyrre Enrico midt i hans arbejde. For et kort øjeblik valgte hun at holde en pause for at ømme sin skulder. Hun var kommet til skade i marken, så der skulle ikke meget til at gøre hende øm. ”Det er ikke hvad kongen siger,” svarede hun yderst kontrolleret. Det var ikke første gang en mand forsøgte at frasige sig deres ansvar overfor de forbrydelser de begik, en del af ydmygelsen var deriblandt at blive pisket og hånet af en kvinde, Noelle selv morede sig ved samme tanke. Det at han kendte hendes navn fik hende igen til at stoppe. Hun hævede et slankt øjenbryn. Hverken hans stemme eller krop sagde hende noget som helst, alligevel var der noget velkendt over ham. Hun nåede netop at hæve pisken endnu engang, også selvom slaget frøs i luften og lod den falde til jorden uden at komme i berøring med hans blege hud. Mistanken begyndte at hjemsøge hendes sind. Kort skævede hun til vagterne som begge så væk. Med lettere tøvende skridt trådte hun mod manden som hang i kæderne.
Stanken af brændt hud havde allerede bredt sig, hvilket i sig selv ikke gjorde det bedre. Hun hævede hånden og trak sækken bort fra hans hoved. Synet fik hendes hjerte til at banke fast mod brystet. Den røde glød svandt bort fra kinderne i samme øjeblik. Hun strammede grebet om pisken og følte hvordan hun pludselig følte sig forbandet varm. Det kunne han ikke mene. ”Enrico..” hviskede hun hæst. Pisken slap hun og lod den falde til jorden uden at vide hvor hun skulle gøre af sig selv. Vreden blussede i hende, mere end det som hun kunne kontrollere uden videre. ”Før ham op på et værelse,” beordrede hun med en uhyggelig rolig tone. Med knyttede hænder drejede hun om på hælen og søgte op af den lange trappe. Hun gik næsten ud fra at Mattheus befandt sig på sit kammer? Hendes skridt var faste og dog elegante som hun søgte mod kammeret, med en fortrængt træthed. Den knægt var gået over grænsen denne gang, og det var bestemt ikke noget hun havde tænkt sig at lade ham slippe for! Uden så meget som en advarsel endte hun med at slå døren op, uden at vide om kongen i det hele taget var der. ”Mattheus?! endte hun med en yderst fast mine. Dette var i den grad mere end det som hun ville finde sig i!