You are under arrest!

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var bestemt heller ikke fordi at det havde været en nem handling at komme ud af sin egen seng, men Noelle havde virkelig været det eneste som han havde haft i hovedet, og det som han ønskede at søge i retningen af. Umiddelbart sagde han ikke noget til at hun havde pisket ham, for det havde hun gjort på kongens ordre, og hun havde jo ikke vidst at det havde været ham. De havde aldrig været hinanden tætte, skønt han selvfølgelig ønskede det skulle ske, men de havde vel bare ikke haft muligheden endnu? Selvom den tanke i sig selv, skræmte ham en anelse, for han var jo bange for hvad de konsekvenser ville gøre ved deres forhold, for det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at Noelle skulle føle, at det ikke var fordi at han ville, for han ville jo gerne! Virkelig gerne! Hun var varm og hun lignede virkelig noget der var løgn, og selvfølgelig var det noget som virkelig formåede at bekymre ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, men.. noget burde han da kunne gøre for hende? Han rystede stille på hovedet, som han lod hånden stryge over hendes kind. Hun var virkelig brændende, også selvom det slet ikke var noget som han tog sig af lige nu. Han kunne snildt brænde sig, men han ønskede at mærke at hun var der, da det var noget af det som han virkelig havde savnet mest! ”Jeg klarer mig nok.. Desuden vil det kun gøre ondt værre at lægge mig ned,” afviste han med en rolig røst. Han forsøgte at bevare roen, selvom det bestemt ikke var nemt, for den kontrovers som hun havde været ude i, havde bestemt ikke været en mild af slagsen, hvilket han tydeligt kunne se, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende! Han lod hovedet søge på sned, som han lod hånden stryge mod hendes kind. Han var ikke sur på hende, og det ønskede han lige så at hun også skulle vide. ”Jeg ved det godt.. Jeg skulle bare have sagt til noget før, så var det ikke gået nær så galt,” endte han oprigtigt.
Mærket mod Noelles arm, var noget af det næste som faldt ham i blik, hvilket kun gjorde at hans mine stivnede noget mere, for han vidste udmærket godt hvad det mærke betød! Tænderne bed han svagt sammen igen, som han vendte blikket mod hende. Det ville ikke hjælpe at reagere kraftigt, hvilket han desuden heller ikke havde energien til af den grund. ”Kradsede han dig..?” spurgte han med en mere fast tone, som han igen vendte blikket mod hendes eget. Han ønskede for pokker da ikke at miste hende nu! Tanken om at hun faktisk erkendte et savn, var noget som varmede hans indre, for det var den slags som han havde brug for at vide, for selv for ham, så var det en bekræftelse.. En som han faktisk fik temmelig sjældent. ”Jeg har også savnet dig, min kære.. Jeg er glad for at du er kommet hjem.. Du opsøgte mig aldrig..?” endte han dæmpet. Han rystede let på hovedet. Noget måtte de gøre! Han vidste bare ikke hvad!

[Noelle Jaceluck]

Måske slagene havde været på kongens ordre, men Noelle vidste også at hun burde have genkendt ham. De havde aldrig været hinanden tætte, end ikke på trods af deres mange forsøg.. ganske vidst i den tid de ikke ligefrem havde brudt sig om hinanden, og ej heller på trods af at hun var sensuel dæmon. På sit vis havde hun holdt igen af netop den grund. Det skulle ikke være fordi hun var sulten, men fordi han havde lyst til at komme hende nær. Uanset så burde hun have genkendt hans krop eller hans stemme før, hun burde have fundet ud af det inden slaget overhovedet var tilfaldet ham. Hun hævede de grønne og lod blikket hvile på hans skikkelse, slet ikke i tvivl om at han havde mere ondt end han nok gav udtryk for. Den kølige hånd over kinden fik kun hårene til at rejse sig yderligere, også selvom hun ikke afviste ham. Det var tværtimod rart at vide at der var en som havde skænket hende en tanke, og hun var ikke alene, hvilket gjorde det hele lidt bedre. ”V-vi finder n-noget s-salve s-senere,” endte hun en smule bestemt, for hun ville ikke lade ham rende rundt med de sår hvis hun kunne forhindre det, desuden helede han irriterende hurtigt. Hans ord fik hende til at rynke eftertænksomt på panden. ”D- det skulle du. Hv-hvor gjorde d-du det ik-ike?” spurgte hun mere bebrejdende end undskyldende pludselig. Et sted var det vel typsik hende, hun var ikke god til at holdet det på et følelsesmæssigt stadie for længe af gangen. Yderst forsigtigt greb om om hans hånd og plantede et kys mod hans knoer, inden hun lod blikket møde hans. Sådan som han stivnede så gik hun ikke ud fra at det var noget han kunne gøre noget ved uden videre. Et suk forlod hendes læber. ”D- det gjorde h-han. J-jeg h-håber d-d-den knægt brænder i-i helvede,” mumlede hun tvært, der herskede ingen tvivl om at hun virkelig var sur! Stod det til hende så blev han fjernet fra tronen og spærret inde nede i kælderen til han atter var i stand til at tænke klart. På den anden side kunne der vel heller ikke herske tvivl om at hun havde bedt om det på sit vis? I og med at hun havde et voldsomt temperament, og ofte reagerede før hun nåede at tænke. ”J-jeg nåede aldrig rigtigt h-hjem,” svarede hun uden udvendige spor efter en løgn. Dog sprang hjertet et slag over, for hun ville nødig erkende at hun havde været sur på ham, og derfor havde koncentreret sig om sine våben frem for at opsøge ham på kontoret. ”K-kan du gøre n-noget?” spurgte hun, måske en anelse direkte men hun var nødt til at vide om hun skulle forberede sig på døden eller om hun kunne turde gøre sig forhåbninger om stadig at indhente de ting de endnu ikke havde haft tid til.. som at give ham de store ord. Hun ville mene dem, men hun ville ikke sige dem mens hun lå på dødens rand, det tog overbevisningen ud af dem, hvilket var det sidste hun ønskede.

[Carmine Jordin Marlineo]

Slagene havde været på kongens ordre, også selvom det nu heller ikke var noget som Enrico tog sig af. Han healede hurtigt., når han lige fik lov til at hvile først, og fik noget blod, for meget havde han jo trods alt selv mistet ved de frygtelig mange åbne sår, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af. Hans bekymring hvilede skam på Noelle, for det var tydeligt at hun bestemt ikke havde det særlig godt! Uanset omstændighederne, så klandrede han ikke Noelle for ikke at have genkendt ham for han vidste at mange ting spillede ind der. De havde aldrig været tætte, så det at hun ikke havde genkendt synet, tog han sig ikke af. Det beviste vel bare for ham, at de endnu havde sit at skulle slås med endnu, selvom det nu heller ikke var noget som han havde noget imod som sådan, for det havde han faktisk ikke. Han var en mand som tog det hele som det kom, og så lang tid han vidste hvor han havde hende, så var det faktisk ikke så svært igen. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det lyder virkelig godt,” endte han roligt, som hans blik forblev hvilende på hendes skikkelse. Hvor længe hun havde været hjemme, uden at give besked, vidste han ikke, og det i sig selv, var nu heller ikke noget som han kunne eller ville tage sig det mindste af lige nu, for det kunne de altid tage når hun var på bedringens vej.
Tanken om at Mattheus havde kradset hende, var en tanke som både gjorde Enrico bange, men også vred og panisk, for han vidste godt hvad det betød! Samt han kendte Noelle godt nok til at vide, at livet og tilværelsen som en omvandrende død, slet ikke var noget som fristede hende, og han ønskede bestemt heller ikke at miste hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! ”Jeg ved det ikke.. Jeg.. troede vel at du vidste det..” endte han med en dæmpet stemme. Uanset hvad, så ønskede han ikke at omdiskutere det nu, for det var spild af tid og kræfter for hendes vedkommende, og det var slet ikke noget som han ønskede for hende! ”Det var lige hårdt sagt..” endte han dæmpet, også selvom han skam godt kunne forstå hende. Han lod hende tage hans hånd og skænke knoerne et kys, hvilket automatisk fik ham til at smile. Kunne han, så havde han lænet sig ned mod hende, for selv at berøre hendes læber, men.. lige nu kunne han ikke, og et sted så var det selvfølgelig en tanke som direkte måtte irritere ham! Tungen strøg han let over sine læber, inden han lod de spidse tænder tage fat i den. Han rystede stille på hovedet. Dygtig var han måske, men visse ting var bare ikke hans bord, og dette var skam noget af det. Han kunne desværre ikke det hele, hvilket han bestemt heller ikke lagde skjul på i den anden ende. ”Det her er nok mere Jaqias bord end hvad det er mit, min kære.. Jeg.. ved ikke hvad jeg skulle kunne stille op med det..” endte han med en tydelig frustreret stemme, som han let knugede omkring hendes hånd. Han ønskede da for alt i verden slet ikke at miste hende!

[Noelle Jaceluck]

Det havde aldrig været Noelles mening at gøre ham ondt, ikke desto mindre så var det sket alligevel, og man kunne vel sige at det var begges skyld eftersom hun ikke havde genkendt ham og han havde ikke givet sig til kende for hende? Det nyttede ikke noget at forsøge at finde frem til hvis skyld det var, det ville desuden være spild af tid og det var tydeligvis ikke længere noget hun var rig på. Lugten af røg hang tungt, hvilket kun frydede Noelle. Den kunne trods alt hverken røre hende eller Enrico hernede fra, hun håbede inderligt at Mattheus var kommet til skade, det var det eneste som kunne bringe hende en form for tilfredsstillelse nu. ”J-jeg ønsker ik-ike at d-du skal h-have ondt,” fremstammede hun og lod blidt fingrene løbe over hans hånd, også selvom det var med forsigtighed netop fordi hun var så varm som hun var. Når en dæmon af hendes art først blev ramt af feber så var det grimt, og hendes krop skælvede voldsomt efterhånden i varmens forsøg på at bekæmpe den fremmede virus. Det drejede sig ikke om mere end en time.. måske to hvor Noelle ikke havde givet besked i frustration, men hun ønskede ikke at tale om det nu, det var der ingen grund til. Igen hævede hun et dovent øjenbryn. Det var retfærdigt nok at han havde antaget det. Hun sukkede. ”Jeg sk-skulle have g-genkendt d-dig,” medgav hun med et roligt nik, for det var ikke løgn. Andre par kendte hinanden ud og ind, og hun formåede end ikke at genkende sin egen kærestes krop eller stemme, hvilket vel også sagde lidt om hvor megen tid hun havde tilbragt i marken? Noelle himlede med øjnene og klemte en smule om hans hånd kun fordi vreden endnu boblede faretruende netop under huden. ”Det var b-bestemt i-ikke hårdt! Ha-han tvang m-mig til at p-p-piske dig, h-han dømte d-dig og han g-av mig i-intet andet v-valg end at frasige m-mig m-min stilling. Jeg h-har intet tilover f-for de-den f-flab,” endte hun sammenbidt og trak på skuldrene. Hun var vred. Det var alt for mange grænser som var blevet brudt på en enkel aften, hvilket var mere end hun kunne håndtere, også fordi hun var skadet fra marken og efterhånden irriterende sulten, hun var sårbar.. måske var det også derfor virussen tog så hurtigt fat? Næsten håbefuldt betragtede hun ham for et øjeblik, for han var i den grad dygtig. Selvom det var anstrengt så tvang hun sig op at sidde, hvilket bragte hende langt tættere på ham. Yderst forsigtigt lagde hun en finger mod hans læber. ”Det er i-iorden min kære, j-jeg var n-nødt til a-at spørge. Ba-bare bliv ved m-mig til d-det er overstået,” bad hun dæmpet. Det var ikke fordi hun med direkte ord ville erkende at hun var bange og ikke havde lyst til at være selv. Fingeren fjernede hun igen og sendte ham et yderst træt smil. ”Jeg b-beklager h-hvis dette g-gør ondt,” advarende hun, før hun lænede sig frem og skænkede hans læber et ømt kys. Hvis det var hendes sidste tid, kunne hun ligeså godt nyde goderne!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico ønskede ikke at sidde og kaste med skyld, når han vidste, at de nok begge havde været lige gode om det hele. Desuden så det ikke ud til at det var noget som hun havde tid til uanset, hvilket næsten var noget som gjorde det hele værre, for han ønskede jo heller ikke ligefrem at se hende komme til skade, selvom det som skete med hende nu, slet ikke var noget som han kunne gøre noget ved, hvilket nok var det værste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed tænderne svagt sammen, som han kiggede på hende. Han havde virkelig ondt, selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig. ”Jeg klarer mig, min kære..” endte han med en dæmpet stemme. Et sted ønskede han vel også bare at de kunne lade den samtale ligge lidt? De kom ikke nogen vegne med det uanset. Hendes strøg over hans håndryg sagde han ikke noget til, også selvom fornemmelsen var direkte brændende, så kunne han ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund. Han sukkede dæmpet, som han vendte blikket ned mod deres hænder. At hun berørte ham på den måde, var ikke noget som han havde oplevet i det som efterhånden måtte være en mindre evighed, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han elskede hende og han ønskede i den grad også at kunne vise hende det og ikke mindst bekræfte det for hende! ”Tænk ikke på det..” bad han dæmpet. Hun skulle ikke føle skyld for det!
Det var måske ikke det rette tidspunkt for Enrico at tage Mattheus i forsvar, men ikke desto mindre, så fandt han det faktisk.. rigtigt på en eller anden yderst makaber måde. Han sendte hende en anelse mere fast mine. Kongen havde og var igennem en hård tid, også selvom han ikke just havde regnet med at det skulle gå så galt som det havde gjort i denne stund, så var det noget som man ikke direkte kunne gøre ved det af den grund. ”D-du fulgte ordre, Noelle.. Ingen kan klandre dig, for hvad der skete, o-og det gør jeg heller ikke.. Ej er jeg vred på dig.. Det skal du vide..” endte han med en dæmpet stemme. Kongen var på sit vis deres ansvar, og han vidste det. Han vendte blikket ganske sigende mod hende. ”… Frasige dig din stilling..?” gentog han tydeligt overrasket. Det lignede bestemt ikke Noelle at gøre den slags! Og sådan som hun fremstillede det, så måtte det være sket før han havde kradset hende. At hun satte sig op, fik ham til at se bekymret på hende. ”D-du burde blive liggende..” endte han næsten bedende. Selv ønskede han jo ikke at hun skulle have ondt! Han kunne ikke hjælpe hende selv, og han kendte kun en som kunne gøre det, hvilket ikke gjorde det bedre! Fingeren mod hans læber, fik ham næsten automatisk til at tie, hvor han vendte blikket mod hende. Han blinkede let med øjnene, også selvom det gik op for ham, hvad det var hun ville. Læberne lod han direkte længselsfuldt møde hendes, hvor han mere end glædeligt besvarede hendes kys. Han havde jo i den grad savnet hende! Hånden hævede han, som han strøg den mod hendes kind. Bare at mærke hende tæt på, efterlod ham igen med den rare følelse af at være hel!

[Noelle Jaceluck]

Noelle ønskede bestemt ikke at spilde sin sidste tid på at skændes med ham, det havde de gjort mere end rigeligt gennem årenes løb, før eller siden måtte vel også stoppe? Nu ville være et godt tidspunkt i hvert fald. Hun betragtede ham med et intense blik, der blev mere og mere livløse for hvert øjeblik der gik. Hun havde ikke tænkt sig at gennemgå forvandlingen, hellere dø end at rende rundt som en evig død, uden at det skulle være en fornærmelse overfor Enrico. Måske han ikke ville erkende det men Noelle kendte ham nok til at vide at han bed smerten ligeså meget i sig som hun selv gjorde. Forskellen var at hun efterhånden var vant til den, død og pine var en del af det liv som hun levede i almindelighed, den var mere uvant for ham. ”Meget vel,” svarede hun roligt, og uden at lyde bitter. Hun var ikke den kvinde som puslede om ham konstant, måske der engang sneg sig en mindre bekymring ind, men hun var ikke over ham, hvis han mente at han kunne klare sig, så kunne han vel klare sig. Hans hud var så kold.. det var næsten en fornemmelse hun havde savnet mod sin egen varme, også selvom hun måtte være direkte brændende i øjeblikket, hvilket også var grunden til hun var så nænsom med at komme i kontakt med ham. De store ord havde hun endnu ikke skænket ham, udelukkende fordi det var virkelig store ord, og hun ønskede at give dem til den rette, på det rette tidspunkt uden tvivl om hvor pokker de måtte stå henne, og sandheden var jo nok at hun ikke følte sig helt sikker på Enrico, eftersom hun var konstant jaloux. Måske var det i virkeligheden sig selv hun ikke var tilfreds med? Det lettede hende lidt at høre ham sige at han ikke var vred på hende, med egne ord. Hun nikkede næsten med lettelse i blikket. ”Det e-er jeg g-glad f-for, kære. Under a-alle omstændigheder s-så gik han la-langt over grænsen,” fastholdt hun, og denne gang ikke kun af ren stædighed. Den forbandede knægt havde brudt ikke kun hendes tillid men også den gensidige respekt hun havde opretholdt mellem dem. Det var endnu ikke rigtigt gået op for hende at Enrico ikke kendte til det faktum at hun havde opsagt sin stilling. Fast bed hun sig i læben der skælvede af kulde. Det var et helt liv.. hele hendes stolthed som var faldet til gulvet. ”Jeg vi-ville ikke g-give manden d-den tilfreds at f-fyrer mig, så j.-jeg sagde o-op,” erkendte hun og forsøgte at gøre det ubetydeligt med et skuldertræk. Hans bekymring tog Noelle sig ikke af, hun var vant til smerten, og hun var vant til at holde sig i gang, hvis hun lagde ned faldt hun bare i søvn og hun var bange for at hun ikke ville vågne igen. Læberne lod hun indramme hans med perfektion. Selv for hende stod længslen ikke til at skjule, men hun ville ikke trække ham tættere i frygt for at brænde ham. Sveden drev ned over hendes pande, og dækkede hendes krop der glinsede let i faklernes svage lys. Det beskidte læder var bestemt ikke behageligt, men hun ville ikke begynde at beklage sig, tiden var trods alt knap.

[Carmine Jordin Marlineo]

Den sidste stund ønskede Enrico på ingen måde, at skulle bruge på skænderier, for det var noget som først for alvor ville gå galt, og det ønskede han da slet ikke! Tænderne bed han let sammen, som han roligt betragtede sig af hende. Han vidste godt, at dette var noget som ville koste hende livet, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre. Hun var en stolt dæmon, og at skulle give efter for et evigt dødt liv, vidste han godt, slet ikke var noget som kom på tale, selvom den tanke gjorde ham.. en anelse trist vel? Han ønskede jo slet ikke at miste hende! Hans mine forblev bekymret, også selvom han nu stod fast på, at han sagtens kunne klare sig selv – lige nu om ikke andet, for hans fokus hvilede på hende, som det eneste som faktisk havde en betydning for ham. Han var ikke vred på hende, og selvfølgelig var det også noget som han ønskede at vise hende, og det gjorde han vel ved at give hende ordene direkte? Han nikkede stille til hendes ord, som han igen lod blikket glide direkte bekymret mod hende. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som gjorde det bedre! Knægten var helt ude i torvene, selvom det bestemt heller ikke var noget som de kunne gemme sig bag i denne stund. ”Det gjorde han.. Noelle, vi er nødt til at.. at være der for ham begge to.. D-desuden ønsker jeg ikke at miste dig nu..” påpegede han dæmpet. Tanken om at hun havde sagt sin stilling op, var slet ikke noget som han havde regnet med, da det bestemt heller ikke just var noget som gjorde det meget bedre for ham, for han vidste godt, at kongen havde kæmpe problemer, dersom hun ikke var der til at handskes med de tropper – både dem i feltet, og dem som skulle forberedes på det! ”For pokker..” mumlede han næsten opgivende. Hvis den knægt fortsatte i det samme spor, så ville han altså lægge landet i ruiner, og det var da slet ikke noget som han ønskede sig!
Kysset gengældte Enrico mere end glædeligt og tydeligt med længsel, for han havde virkelig savnet hende! Tanken om at han kunne have hende ved sig nu, var særdeles fantastisk, men af den grund, så ønskede han da på ingen måder, at skulle give slip på hende nu! Kysset brød han roligt, som han lod de mørke øjne glide mod hendes skikkelse. Den eneste som i bund og grund kunne tage kontrollen over knægten var jo… Jaqia. Han lod sin kolde hånd hvile mod hendes brændende kind. ”Jeg vækker Jaqia, Noelle.. Det her er gået for vidt..” endte han med en dæmpet stemme, som det vel også var tydeligt, at det var en beslutning som han allerede havde taget? Han ønskede ikke at se sit fædreland blive lagt i ruiner på grund af en teenagers knuste hjerte, og specielt når det var ved en kvinde, som man vidste ikke just havde det bedste ry fra før af, for historierne havde de vel alle sammen hørt?

[Noelle Jaceluck]

Der var ingen vej tilbage hvilket Noelle godt vidste. Hvis ikke Enrico var i stand til at gøre noget ved det, så ville det blive hendes død, og hun håbede sandelig at det var noget som den kære konge ville bøde for. Mange andre før hende havde mistet livet i kamp. Det var vel et sted pinligt at skulle falde for en ung mands hånd, uden kamp og uden nogle stolthed i form af stilling eller noget som helst? Hun havde end ikke nået at tilbringe megen tid med den mand hun elskede, og nu kunne hun se at prioriteringerne havde været helt forkert. Hun havde brugt marken som en undskyldning at gemme sig bag i frygt. Det at han ikke lod til at være vred på hende bragte kun Noelle mere til ro, hun havde jo slet ikke gjort noget med intention om at gøre skade på ham, også fordi han kun kunne være uretfærdigt dømt. Armen lagde hun blidt om hans nakke mest for at holde sig siddende, for nemt var det ikke. Sveden drev af hende, og det begyndte at blive svært at fokusere. Han var sløret for hendes blik, også selvom hun besluttede sig for at tie med det. ”D-det e-er jeg k-klar over, Enrico, m-men j-jeg kommer i-ikke til at k-kunne være d-der, det ha-r knægten s-selv øde-lagt. Få dette s-sted på f-fode igen, jeg ønsker ikke a-at se det ligge i-i ru-i-iner,” svarede hun dæmpet og slog blikket ned. Grebet om ham blev slapt og faldt tilbage i hendes skød, uden at hun selv egentlig havde kontrol over det. Det gjorde ganske vidst ondt at skulle sige farvel nu, men det var nu engang sådan landet lå, mere var der vel ikke at gøre ved det? Aldrig havde hun troet at hun skulle miste sin stilling på anden begrundelse end døden. Det var hele hendes livsværk som hun kunne se brase sammen under hende, men det ville skabe problemer for Mattheus, og den tanke frydede hende selvom hun vidste at det ville koste landet i sidste ende. ”Jeg havde t-troet a-at dø-døden vil-l-le være det som skulle r-rive m-mig væk fra m-m-marken, ikke en k-konge me-med hjerte-hjerteso-hjertesorger,” erkendte hun med en bitterhed at sporer i stemmen. Kroppen faldt slapt tilbage i sengen som hun ikke længere kunne holde sig siddende. Blikket stirrede igen i loftet der var bløret for hende, også selvom hun virkelig forsøgte at se de klare linjer. Hænderne foldede hun på maven. Smagen af hans læber hang stadig tungt på hendes læber. Det var ikke rigtigt gået op for hende før hvor godt smagte og hvilken følelse af hjem og tryghed de fik hende til at føle.. Sikke mange ting der pludselig blev klare når alt andet blev uklart. Hun kneb øjnene sammen og forsøgte at se på ham. ”K-kan du ud-udfører det i d-den tilstand?” spurgte hun med en panderynken, uden at sætte sig imod hans ord. Jaqia var den eneste som kunne få dette land og Mattheus på fode igen, og hvis det var det som skulle til, så var det hvad de måtte gøre. En dråbe af blod endte med at rende fra hendes øje. Hun følte det som en tårer der trillede, velvidende om at det næppe kunne være et tilfælde. Et rødt spor blev ladt hele vejen ned af hendes kind og blev kun hurtigt overmalet med en ny dråbe. De store ord hvilede på læberne. Hun ønskede at give ham dem men ikke nu hvor hun sang på sidste vers!

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico var slet ikke indstillet på at skulle sige farvel til Noelle nu, for han nægtede at lade hende glide fra ham på den her måde, og specielt på det grundlag! Det var deres ansvar at holde kongen på måtten, for det var noget som de begge havde lovet Jaqia, dersom hun skulle glide bort, og det havde jo været tilfældet. Han rystede på hovedet. Han ønskede ikke at bringe det til en diskussion med hende, for det vidste han godt, at de ikke fik noget ud af. Deres prioritering havde været fuldstændig forkert, men hvis de handlede hurtigt, så ville de endnu have en mulighed, og det var den som han valgte at gribe direkte ud efter, for det var ved at blive en direkte nødvendighed, det var jo også tydeligt! ”Jeg tror du dømmer det hele for hurtigt og for tidligt, Noelle.. D-der er endnu muligheder, det s-skal der være..” endte han tydeligt tænkende. Hendes arm om hans nakke, var noget som direkte brændt ind mod hans hud, også fordi at det rev i ham, og det var noget som gjorde helvedes ondt! Hvis dette var det sidste som han skulle have sammen med Noelle.. et sidste øjeblik og en sidste stund, så var han ikke den som ville sidde og brokke sig, for det var der ikke nogen af dem som ville få noget ud af!
Enrico havde ikke ligefrem forestillet sig, at det var sådan her han skulle miste Noelle, også selvom han vidste, at det var en skæbne som ville ramme dem før eller siden, udelukkende fordi at hun havde det liv som hun ville, dog af den grund, så ønskede han selvfølgelig at nyde årene sammen med hende, for det var bestemt heller ikke hendes tid endnu! ”Det er ikke din tid endnu, min kære.. Jeg ønsker ikke at se dig glide bort på grund af en ung konges drastiske handlinger uden noget reelt grundlag.. Ikke sådan her..” Det kunne godt være, at han virkede fuldkommen rolig, også selvom det langt fra var tilfældet! I det indre, var han præget af intet andet end en panik, for han vidste at hendes tilstand ene og alene, ikke var noget som han kunne gøre det største ved af den grund.. ikke alene om ikke andet, og det var næsten det som gjorde det hele meget værre for ham, også fordi at han kunne se hvor hurtigt det gik for hende at blive værre, og han brød sig slet ikke om det! Han vendte blikket mod hende, som han igen rakte ud efter hendes hånd, som hun var gledet ned tilbage i sengen. Den blodige tårer så han godt, også selvom han ikke kommenterede den. Han vidste at det ikke var andet end en del af forvandlingen som hun var i færd med at gennemgå. ”… Leonardo må hjælpe mig.. Jeg lader ikke knægten lægge landet i ruiner og jeg lader ikke dig glide bort! J-jeg ved hun kan hjælpe.. på alle kanter og led,” endte han fast bestemt. Han stod allerede fast på den beslutning. Det var jo ikke fordi at nogle af dem, ønskede at se landet ligge i ruiner, og han vidste at det langt fra var Jaqias ønske, efter alle de år hun havde knoklet!

[Noelle Jaceluck]

Måske hverken hende eller Enrico havde lyst til at give slip, men de vidste også begge at hvis han ikke var i stand til at gøre noget, så ville det kun gå en vej. Tanken irriterede hende, men der var ikke noget at gøre, hun ville nødig græde over spildt mælk. Noelle måtte ekrende at hun nok havde opgivet lidt på forhånd, men hun var realist. Hun ønskede ikke at han skulle trøste hende med at han nok skulle finde en mulighed når der ikke var nogle, og hun tude ikke selv at gøre sig de forhåbninger, der var ikke andet at gøre end at nyde de sidste minutter hun havde med ham. Flammerne forsøgte at bekæmpe virussen, hun tvivlede på at hun i det hele taget ville gennemgå forvandlingen, den ville nærmere slå hende ihjel. Kroppen skælvede kraftigt nu hvor hun atter lå i sengen fordi hun ganske simpelt ikke havde kræfter til andet. Hun havde sluppet ham, alligevel havde stanken af brændt hud bredt sig, men han beklagede sig trods alt ikke. En smule fast greb hun ud efter hans ord, for at få ham til at se hende i blikket, også selvom hun ikke selv var i stand til at fokusere på det. ”Hv-hver s-sød ikke a-at håbe f-før du faktisk h-har n-noget du kan s-s-stille op,” påpegede hun lidt bestemt, for det andet kunne hun virkelig ikke bruge til noget, det ville hverken være godt for ham eller for hende selv. Noelle turde sværge at Mattheus nok skulle komme til at fortryde dette! Det var bestemt ikke fordi hun havde lyst til at give slip på Enrico før hun for alvor havde fået ham for alvor! Hun skubbede de rødbrune lokker væk fra ansigtet og tørrede den blodige tårer væk, hvilket kun resulterede i at hun smurte det mere ud i ansigtet i stedet for. Den slags var hun efterhånden så vant til at det ikke rørte hende, men hun var ikke vant til at spilde sit eget blod. ”D-det ønsker i-ingen a-af os, men så-dan er l-l-livet nu e-engang,” svarede hun for forsøgte at lyde så ligegyldig som hun nok kunne, men i virkeligheden gjorde det selv hende ondt, hun var bare ikke god til følelser. Det hele gik forbandet hurtigt. De ville uanset ikke kunne nå at brygge noget som helst før det ville være for sent, hun regnede ikke med meget mere end højest.. en time, hvis hun virkelig forsøgte at holde sig vågen, hvilket i sig selv ikke var nemt. ”H-hvad venter v-vi på? V-vi må have f-fat i Leonardo,” konkluderede hun hurtigt. Hvis hun kunne nå at veksle et ord med Jaqia, så havde hun allerede fået mere end det som hun kunne bede om. Anstrengt tvang hun sig selv op at sidde, og svang benene ud over sengekanten. Hun havde ikke planer om at blive liggende i sengen hvis hun kunne hjælpe, ej heller selvom hun lå på dødens rand. ”H-hvad s-skal jeg g-gøre?” spurgte hun skælvede og vendte sig mod ham, også selvom benene alvorligt truede med at falde sammen under hende, nu hvor hun stod op. Alt handlede vel om vilje når alt kom til alt.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var på ingen måder denne måde, Enrico havde regnet med at skulle miste Noelle. Udelukkende på grund af hendes manglende evige liv, så vidste han godt, at han skulle miste hende før eller siden, men han havde bestemt heller ikke regnet med at det var på denne måde det skulle foregå, for det var slet ikke en tanke som han brød sig meget om! Han vendte blikket ganske sigende mod hende. Hendes ord og den faste mine, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre eller nemmere for ham, for han vidste, at han før eller siden skulle sige farvel, men det var bestemt heller ikke noget som han havde nogen intentioner om at gøre i denne stund, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, det var helt sikkert! Han kneb øjnene fast sammen endnu en gang. ”Jeg tænker så det knager, Noelle.. Noget må jeg da kunne stille op,” endte han en kende mere sammenbidt, end det som han nok havde gjort brug af til nu. Han havde ondt, han var panisk og han var vred, og det var bestemt heller ikke fordi at det var en god kombination for hans vedkommende!
Livet var en utrolig skrøbelig ting, og det var nu det først for alvor gik op for Enrico. Det var jo trods alt ikke de ting som han tænkte mest over, også selvom han nu bestemt heller ikke var meget for at skulle tænke på det nu. Han sukkede dæmpet, som han igen vendte blikket mod hende. Han ønskede virkelig ikke at miste hende nu, for så vidste.. han da slet ikke hvad han skulle gøre! Et liv uden sin mage, og det at vide, at hun var væk..? Den tanke var mere dræbende for ham end tanken om et Dvasias i ruiner! ”Det er virkelig en skrøbelig ting..” endte han næsten.. skræmt. Det var sjældent han selv i det hele taget lod de tanker og de følelser komme til udtryk, men lige her, havde han ikke rigtigt noget andet valg, for han var et sted en fyr med følelser, selvom hun var den eneste som faktisk havde fået dem til udtryk. I det store og hele, så var Enrico ganske sikker på at Leonardo kunne hjælpe med at få Jaqia tilbage. Uanset hvad, så havde han ikke styrken til at gøre det på egen hånd, og den forvandling som Noelle var ved at gå igennem, krævede tydeligvis hendes i så stort omfang, at han slet ikke kunne drømme om at skulle bede hende om den assistance! ”… Noelle..!” endte han næsten forfærdet som hun forsøgte at rejse sig op, for han ønskede da slet ikke at hun skulle komme mere galt af sted end hvad hun var i forvejen! Varsomt rejste han sig, også selvom hans egen balance bestemt ikke var meget at prale af, og det at bevæge sig, var noget som gjorde så frygtelig ondt! Ondt som intet andet! ”Du… du skal under ingen omstændigheder gøre noget som helst. Du skal hvile..” forklarede han sig. Kunne han få Leonardo med på det, så var han sikker på at det nok skulle gå!

[Noelle Jaceluck]

Det bankende hjerte var frygtelig skrøbeligt, det kunne Noelle godt have fortalt ham for mange år siden. Der skulle kun et uheldigt øjeblik til at sætte det ud af rytme og muligvis helt i stå. Hun havde ganske vidst altid vidst at hun ville gå bort før ham, men det var en ting som hun havde valgt at tage med, også fordi hun havde mange gode år på bagen endnu, også selvom hun tvivlede på at hun ville få lov til at dø en naturlig død med henblik på det hun lavede. At det så var en forpulet knægt med hjertesorger som skulle rive hende fra denne verden, havde hun bestemt ikke regnet med. en ting var sikkert, Mattheus skulle nok ende med at finde sine problemer i det. Noelle forsøgte at fokusere på Enricos skikkelse, som var fuldstændig bløret for hende, det eneste hun så var omridsen af hans skikkelse. ”Er d-der intet a-at s-stille op, så e-er der intet a-at stille op,” endte hun lidt sammenbidt. Ja hendes forhold til døden var nok blevet påvirket af at være omringet af den, hun frygtede den ikke som sådan, også selvom dette var en frygtelig smertefuld og ikke mindst ydmygende måde at skulle gå bort på, af den grund kæmpede hun til det sidste. Det var bestemt ikke nemt at komme på benene. De skælvede under hende som bare pokker og kunne knap bære hendes temmelig tunge vægt, så meget som hun havde trænet så var hun ikke en typisk kvinde med de feminine træk. Hun nikkede sagte. ”Frygtelig s-skrøbeligt,” medgav hun roligt uden at være videre påvirket af hvad der foregik, også selvom hun var.. bange, hvilket var det sidste hun nogensinde ville erkende, men hun ønskede ikke at være alene. Enrico kunne ikke klare det selv, og hendes energi blev langsomt drænet af forvandlingen, så Leonardo måtte træde til, et held at manden nærede tillid til dem i højere grad end til Mattheus, lidt fornuft havde han om ikke andet, selv på trods af sine forældre. ”Mhmm?” hun vendte sig lettere spørgende mod ham. Måske hun ikke kunne se forfærdelsen i hans blik, men hun kunne høre den i hans stemme hvilket næsten morede hende. Igen lagde hun armene omkring sig selv i håb om at finde lidt varme. ”N-nej Enrico. Hv-vhiler j-jeg falder j-jeg b-b-bort. Jeg m-må holde m-mig i-gang. Så h-hvad kan jeg g-gøre?” spurgte hun igen mere fast. Hun var vant til at kæmpe videre selvom hun lå på jorden og hun havde ikke tænkt sig at give op nu, også selvom hun vidste at det kun var at trække tiden. Døden ventede i den anden ende. Armen lagde hun mod hans overarm og støttede sig en smule op af ham for ikke at falde, også selvom det var nænsomt hun ville ikke brænde ham, desuden lod han heller ikke selv til at være synderlig stabil på benene. ”K-kom,” endte hun stilfærdigt og kæmpede sig hen mod døren med vaklende og usikre skridt, behageligt var det bestemt ikke!

[Carmine Jordin Marlineo]

Det kom næsten helt bag på Enrico hvor nemt det var at ødelægge et liv, og det var noget som han slet ikke brød sig om på nogen måde. Tænderne bed han helt og fast sammen, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved. Blikket vendte han let væk fra hende i et kort øjeblik. Så skrøbeligt som det var, men han var nu sikker på at kongen end ikke skænkede følgerne en tanke, for uden ham og Noelle, så havde han virkelig store problemer, og det var jo heller ikke fordi at nogen af dem ønskede at se landet falde til grunde og ruiner på nogen måde! Han vendte blikket stille mod hende. Han var sikker på at der nok var noget at gøre, men det krævede endnu magter som han ikke selv var i besiddelse af, og det var det som automatisk gjorde ham tænkende, for han ville ikke lade hende glide bort bare sådan uden videre! ”Jeg skal nok finde ud af noget..!” endte han en anelse mere fast. Det andet gad han slet ikke diskutere med hende, dersom det var noget som han kunne slippe for.
At se Noelle krybe ud af sengen og stillede sig på gulvet, var bestemt ikke noget som han var meget for, sådan som hun havde det, og det var noget som helt klart også måtte bekymre ham noget så voldsomt. Armen lagde han forsigtigt om hende, så han kunne have hende tæt ved sig, også selvom det virkelig gjorde forbandet ondt selv på ham, men han tog sig ikke af det. Hun var ikke alene, og det var selvfølgelig noget som han ønskede at vise hende på den måde, som det nu var ham menneskelig muligt at gøre det på. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang. ”Uanset så kan du ikke gøre noget for mig, under processen, min kære Noelle.. Det kræver en energi, som kun Leonardo har i besiddelse lige nu.. Du kan ligge på en seng, så kan jeg holde øje med dig, samtidig.. Jeg ønsker ikke at du skal glide væk nu.. Ikke på vilkår..!” endte han bestemt. Han kyssede roligt hendes pande, som han holdt tæt omkring hende. Han fulgtes roligt med hende i retningen af døren, som han roligt åbnede for hende. Han vendte blikket stille mod hende, før han ville føre hende med sig ud alligevel. ”Er du sikker på at du vil kunne gå, Noelle?” spurgte han stille. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at fremstille hende som mere svag end det som hun måtte være i forvejen, men ikke desto mindre så var det bare sådan at dtet måtte være i den anden ende, for det var ikke fordi at han kunne gøre noget ved det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Selvom det virkelig føles som direkte brændende mod hans egen iskolde hud, for selv han var træt og direkte udmattet efter de noget og 50 piskeslag som han havde fået, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved nu. Han klarede sig, og det vigtigste for ham, var at hun gjorde det samme!

[Noelle Jaceluck]

Et liv var forbandet skrøbeligt, også selvom Noelle ikke behandlede det som sådan. Hver dag risikerede hun at begå den ene fejl der skulle til for at falde død om, men det var lykkedes for hende indtil nu at overleve, hvilket blot fik dette til at virke mere ydmygende. Landet ville ende med at ligge i ruiner en dag, hvis der ikke blev gjort noget ved det, hvilket var hvad Noelle frygtede mest. Mattheus havde tydeligvis mistete grebet, han ville ikke kunne klare sig uden dem, og nu havde han sørget for at hun ikke kunne gøre ham gavn på nogen måde. Den pludselig faste tone rev lidt i hende. Det var mange år siden hun havde Enrico sidst bide lidt af hende. Et sted kunne hun godt lide at han satte hende lidt på plads, for hun var måske lidt negativ? ”J-jeg vil b-bare hverken g-give m-mig eller d-dig falske f-forhåbninger,” svarede hun roligt. Det var trods alt for deres begges skyld og han skulle nødig have ringe samvittighed over ikke at være i stand til at redde hende. Yderligere gav hun sig ikke til at diskutere med ham, det var spild af tid, og noget som de havde prøvet før.
Det var i den grad en kamp om at holde sig på benene. Noelle støttede sig en smule op af ham, også selvom lugten af brændt hud, hurtigt endte med at brede sig. Det var ikke fordi hun ønskede at hans skulle have ondt, men hun havde savnet at være tæt på ham. Armen gled omkring hans liv som han endte med at trække hende helt ind til sig. Den velkendte duft, indåndede hun tungt, blot for at den skulle hænge i hendes næse selv hvis dette skulle ende med at gå helt galt, hvilket meget tydede på. Blodet rendte fra de grønne øjne. Hendes hud var blevet forfærdelig bleg som tiden var gået. Det lykkedes hende at kæmpe sig hen til døren som hun skubbede op. Der var ingen tid at spilde, Mattheus ville kun blive værre for hvert øjeblik. Det stank stadig brændt på hele slottet. Flere råbende stemmer kunne høres, hun gik ud fra at de kæmpede for at slå flammerne ned. ”Jeg k-kan måske i-ikke hjælpe m-m-meget men jeg v-vil gerne være der. Falder j-jeg i s-søvn så vågner jeg ik-ikke i-igen,” svarede hun direkte. Måske hun ville vågne, men hun var mere bange for at hun ikke gjorde, desuden ville hun ikke ligge svag og ydmyget på en seng mens alle andre knoklede omkring hende. ”Helt s-sikker,” mumlede hun en smule utilfredst, også selvom hun virkelig ikke nåede særlig langt ned af gangen før benene faldt sammen under hende, og hun rød direkte i jorden. ”For helved! D-dumme k-knægt,” endte hun sammenbidt og kæmpede sig atter tilbage på benene også selvom det ved med samme usikkerhed, benene skælvede frygtelig under hende, desuden følte hun sig direkte brændende varm, hvilket ikke var behageligt, end ikke for hende.

[Carmine Jordin Marlineo]

Det var ikke fordi Enrico gik rundt og spekulerede over hvor skrøbelig livet egentlig var, for hans arbejde forløb sig i trygge rammer inde på slottet, også selvom det var tydeligt nu, at det var selv der at det kunne gå så galt. Det rablede virkelig for den unge konge, og han selv ville aldrig været i stand til at tilgive manden for hvad han havde gjort, dersom dette faktisk var noget som skulle koste ham Noelle i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han bed sjældent af Noelle, men denne gang gjorde han det. Hun var virkelig for negativ, og det var bestemt ikke noget som han kunne bruge til noget lige nu! Han havde brug for, at hun kunne være bare en smule positiv for en gangs skyld, også selvom han vidste, at det var meget at forlange i denne stund, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Jeg forsøger at være optimistisk.. Jeg tør ikke live for hvad jeg gør ved den knægt, hvis det her skal koste mig dig, Noelle.. Jeg er ikke klar til at tage farvel endnu..” Det var nok aldrig noget som han blev, selvom han nu heller ikke kunne gøre det største ved det af den grund!
Et sted så frygtede Enrico virkelig at dette var noget som kun ville koste mere af Noelles energi, for det var slet ikke noget som han ønskede sig i den anden ende. Han bed tænderne let sammen, som han holdt hende tæt på sig. Det føles brændende at have hende tæt på sig, men selv han kunne bide smerten i sig og kæmpe sig igennem det, for han ønskede jo slet ikke at miste hende, og hvis dette skulle blive det sidste som han ville se til hende, så ville han have hende tæt ved sig hvert eneste øjeblik! ”Du kommer med derhen, men du kan ikke deltage Noelle.. Det vil koste dig livet hurtigere end som så.. Og hvis Jaqia har noget som kan hjælpe, så er det jo det hele værd..” endte han med en dæmpet stemme. Han ønskede ganske vidst ikke at skulle diskutere med hende lige nu og lige her, for det vidste han godt, at han ikke fik noget ud af. Som de kun lige kom ud på gangen, så han hvordan hendes ben gav efter under hende, hvor hun mere eller mindre gled væk fra ham og igennem hans arme. Han blinkede let med øjnene. Han rystede på hovedet. Det her gik på ingen måde, det kunne han da tydeligt se! Han bukkede sig ned, også selvom det virkelig rev op i ryggen. ”Vi kan ikke blive siddende her..” endte han langt mere sammenbidt end det som han havde gjort til nu. Han valgte at tage hende op i armene, idet han brugte de kræfter som han havde, for at holde hende tæt ind mod sig. Hans skridt var tydeligt vaklende, men han ville have hende med sig. Han lod hende ikke ligge sådan som hun havde det og specielt ikke nu! Han kæmpede sig direkte ned af gangen, for at nå Leonardos gemakker, da de heller ikke lå langt derfra – heldigvis! ”Meget snart.. min kære..” hviskede han træt, som han endelig nåede dørene, kun for halvt om halvt at falde over dørtærskelen.