Back to the beginning

[Deleted]

Ilaria ønskede virkelig ikke at hidse sig op mere, også fordi at det virkelig var noget som formåede at køre hende utrolig træt, og det gjorde hende ked af det, at han virkelig skulle smække sådan til hende, når hun slet ikke følte, at det var fortjent! Hun vendte blikket næsten desperat i hans retning, også selvom det var tydeligt, at det ikke havde nogen effekt på ham på nogen måde overhovedet! Han forstod slet ikke hvad det var hun ville, så det var da helt klart ham, som var den tungnemme lige her, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som hun kunne gøre noget ved, ganske enkelt fordi at han var så vred! Hans slag direkte ind mod døren, indikerede kun hans ekstreme lyst til at slå til hende, selvom det bestemt heller ikke ville være noget nyt! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme kortfattede mine. Hun regnede ikke med at han kunne finde på at gøre hende noget, som direkte ville være til fare for hende – ikke med vilje om ikke andet, men det var nu bare sådan at det var. Hans ord gjorde ondt, hvilket hendes tårer kun indikerede, for hun vidste godt at han havde givet hende så meget, men.. hun havde også givet ham, men det var så ikke noget som havde nogen betydning så? Hvilket næsten gjorde ondt værre for hende. Der var ikke noget mere mellem de to, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket let ned mod gulvet, som tårerne fortsatte, også fordi at hun slet ikke vidste hvad hun skulle sige, for han hidsede sig jo op uanset hvad!
Ilaria blev stående med en afstand, også selvom det var Sonic som valgte at formindske den, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende, det var helt sikkert. Hun trak vejret dirrende. Hun vidste godt at hun havde været ham utro, men.. hvorfor køre rundt i det, når de ikke var sammen længere, og at der ikke ville være noget mere.. de to? Hun vendte blikket sigende mod ham endnu en gang, som hun igen kunne tage sig bare lidt sammen om det endnu en gang. ”Er du færdig?” spurgte hun nu så kontrolleret som det var hende overhovedet muligt. Hun ønskede egentlig bare muligheden for at få noget fred, tænke tingene igennem og så snakke det igennem med ham senere, så de kunne få en god afslutning på det hele, for det var vel også noget som de begge havde brug for efterhånden? Afstand til hinanden, og bare.. at finde ud af det hele på egen hånd, for nu havde de forsøgt sig med det her endda hele to gange, og det var da tydeligt, at det ikke var noget som havde nogen effekt på det hele! Tårerne stoppede ikke deres strøm nedover hendes kinder, og lige nu forsøgte hun virkelig ikke at ende med at hidse sig op, for det gjorde ondt, også fordi at hun slet ikke havde nogen anelse om hvad pokker han kunne finde på, hvis han faktisk skulle ende med at blive sur nok!

[Deleted]

Sonic havde slet ikke opsøgt Ilaria for at skændes med hende i udgangspunktet, men for at tale fra sit hjerte, hvilket han så også endelig havde formået! Der var også gået flere uger siden de sidst havde set hinanden, så et sted havde han jo håbet på at hun faktisk der havde fået tænkt tingene igennem, men hun havde reageret med vrede. Noget måtte han da have gjort rigtigt, siden hun faktisk gav ham en chance og ville tale med ham senere, selvom han var bange for at hun havde trukket i land igen efter hans nye vredesudbrud, hvor han igen følte at han ødelagde alt, selvom det var hendes egen skyld, for hun hidsede ham op med vilje! Desuden fandt han sig ikke i det når hun lige havde knust hans hjerte for alvor og at hun så skulle køre i det! Det gjorde ham vred, hvor han også afreagerede mod døren frem for hende, selvom han ikke havde lyst til at slå hende, for så ville han da kun hade sig selv endnu mere end hvad han gjorde i forvejen! Han nægtede at køre sig så meget op at han satte ild til det hele, for som sagt så havde det aldrig været hans mening at såre hende og heller ikke at ødelægge hendes fristed, eftersom han kun ønskede at hun skulle have det godt, og det var også grunden til at han var kommet ind igen, fordi han hadede at efterlade hende så knust og ked af det, men det kom han vidst til uanset hvad, hvilket også var delvist hendes egen skyld, sådan som hun selv havde valgt at knuse ham. Han ønskede ikke at skændes eller at råbe og skrige af hende, for det var at trække det ned på et helt barneniveau, som han slet ikke gad ned på! Han trak vejret lettere dirrende som hun spurgte om han var færdigt, hvor han blot stirrede olmt på hende. ”Nej, det er jeg faktisk ikke! For du skal ikke tro at jeg kom her, kun for at skælde dig ud og bebrejde dig for dine egne fejl, for det har aldrig været min hensigt! Jeg kom som sagt fordi jeg savnede dig og fordi jeg elsker dig, og fordi jeg havde noget på hjertet som jeg ville sige og har sagt, og jeg er ligeglad med hvor kold du er overfor det, hvor meget du afviser mig eller sårer mig, for det ændrer ikke på noget. Og du må hade mig og afsky mig så meget du vil, men jeg elsker dig stadig lige så højt og ubeskriveligt som jeg altid har gjort, og jeg vil altid.. altid tænke på dig og bekymre mig for dig, når du har det dårligt,” svarede han kortfattet, som han løftede sin hånd og strøg næsten bestemt hendes tårer væk fra hendes kinder. Han ville ikke skade hende, hvilket han håbede at hun vidste, for han mente det når han sagde at han elskede hende. Han trak hånden til sig igen, dog uden at han tog blikket fra hende, „og selvom du er skide stædig og snæversynet, så elsker jeg dig stadig for den du er, min stærke, dominerende, bestemmende, smukke, fantastiske, attraktive og gudeskønne isdronning.” Et let smil gled over hans læber, selvom det falmede lige så hurtigt det var kommet. Han lagde en hånd i nakken på hende, kun for at trække hende ind til sig, hvor han denne gang skænkede hendes læber et dybt og krævende kys, skønt det også var opfyldt med al den længsel og lidenskab han nærede til hende.

[Deleted]

Hvad Sonic i det hele taget havde forsøgt at opnå, ved at komme her, var efterhånden ved at være uvis for Ilaria, for han gjorde jo ikke rigtigt andet, end at stå og råbe og skrige af hende, og det var jo ikke ligefrem fordi at det var noget som hjalp hende på nogen måde! Det gjorde jo kun ondt værre! Og nu hvor hun havde indvilget i at snakke med ham om tingene på et senere tidspunkt, hvorfor ikke bare give hende den fred nu, for det var nu alligevel noget som hun havde brug for! Og helst uden, at han skulle besudle hendes sidste fristed, for det var virkelig det eneste som hun havde nu, og med tanke på hvad hun havde været vant til, nu igennem adskillige år, så var det bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Blikket vendte hun mod ham, også selvom tårerne slet ikke holdt inde på noget tidspunkt, hvilket næsten var det som gjorde mest ondt, men hun kunne da for pokker ikke gøre noget ved det, som det stod lige nu! Han gjorde jo ikke andet end at stå og hamre hende ned, selvom det vel var hvad han havde brug for? Hun var ikke perfekt, og det var hun så sandelig også godt klar over, selvom dette ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hendes del! At han så ikke var færdig endnu, fik hende svagt til at bide sig i læben, for lige nu ville hun altså bare gerne have ham ud, og det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok, om det skulle stå til hende! Hun vendte blikket ganske kort væk fra ham til hans følgende ord, for det var jo slet ikke fordi at det undskyldte for det som han stod og gjorde, også fordi at hun kunne se hvor fristet han var til at slå hende! ”Jeg klarer mig.. ligesom jeg gjorde, før jeg mødte dig,” fastholdt hun en kende stædigt, også for at forsøge at holde tårerne igen, for det var ikke nemt! At han strøg dem væk, fik det til at gibbe helt i hende, for det var.. underligt, at være i berøring af ham igen, men omsorgsfuld havde han jo altid været overfor hende.
At Sonic endnu ikke var færdig, var noget som satte en knude i Ilarias mave, også fordi at hun bare gerne ville have ham ud nu! Lige nu! De mange komplimenter sagde hun nu heller ikke noget til, for det var bestemt ikke en glæde som han skulle have lov til at have her i livet, for hun tilgav ham ikke bare sådan for det som skete og det som han selv havde gjort overfor hende! Hun nåede kun lige at åbne munden, inden han havde fat i hende, trak hende helt tæt, hvilket var noget som automatisk fik hende til at stivne, og specielt, da hendes læber kom i direkte kontakt med hans egne. Det var som en varme som spredte sig i absolut hele kroppen.. efterfulgt af en forbandet smag i munden. Hun klemte øjnene let sammen, efter næsten at have gengældt det per automatik, for det var jo ikke nyt for hende, at være ham så tæt på! Hænderne satte hun mod hans bryst, også for at afvise ham på det her punkt og trak sig hurtigt væk fra ham. Hendes hjerte hamrede som en besat mod hendes bryst, at hun næsten følte, at hun var ved at blive svimmel. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. ”Jeg tror du skal gå nu..” endte hun sigende. Det gavnede hende ikke, at han var der!

[Deleted]

Sonic var slet ikke kommet ind bare for at skændes med hende eller for at råbe og skrige af hende, for det fik ingen af dem da noget ud af! Han havde måske sagt det han ville, men han direkte hadede når hun havde det sådan og at hun var så hård mod sig selv, havde hun slet ikke fortjent! Han elskede hende, han havde altid tænkt på hende, og det havde altid efterladt ham med en ringe samvittighed hvis han havde såret hende og efterladt hende på værelset, imens hun havde grædt, hvor han også altid havde søgt ind til hende, havde holdt om hende og trøstet hende, undskyldt om det så var hans eller ikke hans skyld. Og denne gang havde bestemt heller ikke været noget andet tilfælde! Han kunne bare ikke have at hun var så knust, selvom det at han så skulle stå og skrige af hende, nok heller ikke hjalp, hvor det også gjorde ham sur på sig selv, for det var slet ikke sådan han ønskede det skulle ende! At hun ville passe på sig selv, var han kun glad for, hvor han heller ikke var i tvivl om at hun kunne, han ville heller ikke bryde sig om at skulle tage af sted, hvis han var bekymret for hende, selvom tanken om at hun var så ked af det og stadig bebrejdede sig selv, ikke just hjalp ham, men han måtte jo gøre som hun ønskede og give hende tid, hvilket han også var mere end villig til at give hende!
Selvom Sonic måske ikke burde have gjort det, så lå det bare så naturligt til ham at kærtegne hende, kysse hende og holde om hende, selvom han vidste at det nok var det sidste hun ville have: have ham tæt. Han ønskede dog ikke at gå herfra med smækkede døre, selvom hun virkelig vidste hvordan man skulle sætte hans pis i kog og det gjorde det bestemt ikke bedre på nogen måde, hverken for ham eller for hende selv! At hun faktisk gengældte kysset, kom lidt bag på ham, selvom han naturligvis nød det alle de sekunder det måtte vare, hvor han faktisk forventede en lussing. At hun så satte hænderne mod hans bryst i stedet for, kom også bag på ham, selvom han slap hende og lod hende trække sig til siden. Han løftede let hånden og næsten strøg den over sine læber, hvor han kunne smage eftersmagen af hendes, hvilket fik ham til at trække ganske svagt på smilebåndet. Han kunne selv mærke hvordan hjertet begyndte at falde til ro, efter at have slået som en sindssyg under kysset. Det at mærke hende så tæt, var virkelig en … fantastisk følelse! Han havde faktisk lyst til at gøre det igen, men vidste til gengæld også at han ikke ville komme langt med det, og han ville nødig få hende til at hade ham mere end hun gjorde i forvejen. Han nikkede stumt til hendes ord, da hun havde ret; han måtte hellere se at gå. Han rømmede sig let, som han vendte sig imod hende, hvor hans øjne søgte direkte til hendes. Han gik roligt hen til hende, hvor han lagde en hånd mod hendes kind. ”Jeg skal nok gå, pas på dig selv imens jeg er væk.” Et let træk fandt sted ved hans ene mundvig, selvom det falmede lige så hurtigt som det var kommet, hvor han trak hånden til sig igen, idet han roligt gik over mod døren, som han åbnede, skønt han stadig kunne mærke smerten i hans hånd, efter at have slået den. Han så tilbage mod hende, skønt han intet sagde denne gang, før han kig ud og lukkede døren bag sig, så han kunne forlade hendes værelse én gang for alle.

//Out

[Deleted]

Det var slet ikke fordi Ilaria brød sig om, at det var de toner som Sonic skulle tage i brug overfor hende, men hun kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, hvilket næsten var det værste af det hele, for hendes vedkommende, for det gjorde ondt. Hun havde forsøgt så mange gange, at gøre noget for ham, men det havde bare fejlet. Ja, hun havde skænket ham en familie, men det var jo så brutalt revet fra dem begge, så voldsomt, og hun havde virkelig brug for tiden til at tænke det hele igennem og finde ud af det hele, for nu havde hun jo faktisk indvilget i at snakke med ham senere, hvilket hun aldrig nogensinde havde indvilget til før, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der ingen tvivl om! Hun vendte blikket væk fra ham, som tårerne trillede fast nedover hendes kinder, også fordi at det slet ikke var noget som kunne hjælpe hende, selvom hun virkelig forsøgte med det, så kunne hun lige så godt opgive allerede fra før af!
Det lå desværre til Ilaria at tage imod kys og kærtegn af Sonic, også selvom hun vidste, at det slet ikke var noget som hun burde i denne stund, for det var slet ikke noget som hjalp hende på nogen måde! At mærke ham tage hende så tæt, at han faktisk kyssede hende, var noget som virkelig kom bag på hende, også fordi at det slet ikke var noget som hun havde ventet sig på nogen måde! At hun så alligevel besvarede det, var egentlig en handling gjort.. forsigtig, også for at mærke dem, om det så skulle være for bare en lille sidste gang, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, for det var jo ikke ligefrem fordi at det hjalp hende som sådan, også fordi at det jo kun gjorde det hele værre! Det var jo egentlig ikke fordi at hun havde lyst til at slå ham eller noget lignende, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun vendte blikket mod ham, som han alligevel kom hende i møde og strøg hånden over hendes kind, hvor hun alligevel ikke kunne få sig til andet end at trække på smilebåndet. Hvor hun dog hadede at han havde den effekt på hende, for hun var jo altså sur på ham, selvom det var svært for hende at holde fast i det på denne her måde, hvilket hun var klar over allerede! Hun nikkede stille til hans ord, også selvom tårerne virkelig pressede på. Hun hadede virkelig når han gjorde det der, for det gjorde han jo også altid! ”Det.. det skal jeg nok,” endte hun sigende, som hun så til at han bare valgte at gå denne gang – endelig! Svagt bed hun sig i læben, som tårerne endte med at bare.. komme, uden at hun kunne gøre noget ved det. Hun gik hen til sengen igen, hvor hun lagde sig og igen tog fat om puden som hun bare tog ind i favnen. Hendes hjerte hamrede som en besat, som hun denne gang tillod sig direkte at.. græde. Det gjorde virkelig, virkelig ondt, og hun havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende hen af det her!

[Deleted]

Det var efterhånden ved at være frygtelig sent. Det havde taget timer for Camille at komme fra søen og gennem de lange gange, de var stadig så fremmede for hende, og hun havde slået hovedet, så at huske hvor de havde bevæget sig, var ikke til at sige. Den kølige kilde havde hun passeret for timer siden, og det var først nu gået op for hende,a t hun havde gået i en stor ring uden om det egentlig mål. Hendes skridt var usikre.. vaklende. Desværre havde hun ikke mødt så meget som en sjæl på vejen, muligvis på grund af et dæmonisk møde. Det var svært for hende at fortælle hvad der var sket siden Faith og Kimeyas død, hun havde ligget i skjul i en busk, hun vidste ikke hvor lang tid hun havde ligget der, eftersom det blot var et døgn siden at hun havde slået øjnene op. Hendes hud var så bleg at den næsten var gennemsigtig, endnu dækket af blod hendes eget såvel som andres.. hvis var svært at sige. Hun støttede sig op af de ro vægge, og kæmpede sig sin vej igennem den velkendte gang. Det varme glimt i hendes øjne var så godt som dødt i øjeblikket, særligt efter det var gået op for hende hvad hun havde mistet. Det skar hende ind i sjælen, og hun havde ikke haft den mest fjerne idé om hvor skridtene havde ført hende hen, til hun stod uden for Appolyons indgang. Selvom de kun havde delt en enkel nat sammen, havde hun hjemsøgt hendes sind.. hendes tanker, selv som de første da hun var vågnet. Ringen bar hun endnu på sin finger, også selvom Isaiah blot ville slå hende ihjel, om hun valgte at opsøge ham. At bølgerne var gået højt hos Ilaria til aften, var slet ikke noget hun havde en idé om, for alt hun vidste kunne hun være taget tilbage til den mand som Camille vidste at hun elskede. En dæmon passerede hende langt om længe, også selvom han ikke værdigede hende så meget som et blik, på trods af at hun lignede noget der var løgn. Langt om længe nåede hun den ru dør. Når alt kom til alt, måtte hun erkende at det var et fantastisk samfund der var blevet etableret hernede, hun havde længe drømt om at blive en del af, for hun var bestemt ikke en sølle husmor, og det var direkte frustrerende at det var sådan man måtte se på hende i dette ganske land. Udmattet lænede hun sig op af døren, tvang til op i håb om at Ilaria ville være der. Da døren endelig gav efter, faldt hun næsten ind, og mistede balancen. Blod havde hun efterhånden mistet en del af, hun følte sig virkelig svimmel.”I..I..laria?” hviskede hun dæmpet. De små klynke-lyde havde nået hende, men det var så sløret, at hun knap kunne ane hendes skikkelse. Hun mistede balancen og faldt foran døren, som hun dog skubbede i, hun ønskede ikke at nogle skulle se hende på den måde.. eller Ilaria for den sags skyld. ”H.. hvad sker der?” fremstammede hun anstrengt. Måske hun ikke kendte kvinden synderlig godt.. faktisk kendte hun hende slet ikke, men hun havde behov for hjælp, selv hvis hun hadede hende for at have lokket hende i en fælde sidste gang. Uden at rokke sig det mindste blev hun liggende på gulvet og stirrede op i loftet selvom det virkelig slørede for hendes blik. De forbandede warlocks! Tårerne kæmpede hun med, holdt dem tilbage, den form for følelser kunne hun ikke vise og særlig ikke når Ilaria lå og fældede tårer! Hun burde være fuldkommen ligeglad, men af en fremmede grund var hun mere bekymret for hendes salte tårer, end hun var for sit eget blødende sår. Anstrengt kæmpede hun sig tilbage på benene, og vaklede stålfast til sengen hvor hun satte sig på sengekanten. Den ene hånd var malet i blod efter at hun havde holdt om såret, den anden hævede hun og strøg den blidt over Ilarias hår.

[Deleted]

Ilaria var virkelig knust, som hun aldrig nogensinde havde oplevet det før, så selvfølgelig var det ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! At være så nedbrudt, og så ked af det, som hun følte sig, havde hun aldrig nogensinde oplevet før, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Puden var efterhånden helt våd af hendes tårer, også selvom det slet ikke var noget som hun kunne gøre for af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Med puden direkte knuget ind i sin egen favn, så stirrede hun mod væggen, også selvom hendes øjne var så våde og så blanke, at hun absolut intet kunne se, hvilket bestemt heller ikke ligefrem var noget som hjalp hende på nogen måde! Sonic var smuttet langt om længe, også selvom han havde efterladt sig en hel del.. Duften hang i hendes seng, og hun kunne jo direkte ligge og dufte ham! Det var næsten som hun endnu kunne mærke hans arme om sig, hans hvisken mod hendes øre, hans… læber mod hendes, også selvom hun slet ikke havde ment at gengælde det, så var det jo sket alligevel! Hun hadede manden for den effekt som han havde på hende!
At døren så skulle gå op igen, og denne gang lidt mere voldsomt end det som den havde gjort, da Sonic var kommet, fangede knapt hendes opmærksomhed, for hun var virkelig et helt andet sted. Hun lå og hulkede og snøftede, selvom hun virkelig forsøgte at holde det så meget igen, som det nu var hende menneskelig muligt, men det var bare som om at det ikke gik som hun ville have det! Stemmen som ramte hendes øre, var noget som alligevel bragte hende en form for.. lettelse. Camille! Hvilken tilstand hun befandt sig i, eller hvor hun havde været, havde hun faktisk ikke rigtigt nogen anelse om, for det var jo slet ikke noget som vedkom hende, men dog måtte hun erkende, at hun faktisk var.. bekymret for hende, også med henblik på hendes mand, for der havde hun da selv været langt mere heldig, end det som Camille lige kunne sige sig, at være, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Som Camille satte sig på sengekanten og strøg hende over håret, følte hun en form for lettelse, for det var.. rart et sted, for hun kunne da om ikke andet forhåbentligvis vise hende bare lidt forståelse? De røde og opsvulmede øjne, søgte direkte til hendes skikkelse, også selvom det ikke just var tristhed.. men direkte sorg at spore i dem. Hun tørrede sine øjne og endte selv med at sætte sig op, for Camille var da helt.. blodig! ”H-hvad er der sket..?” spurgte hun. Hun rystede på hovedet og tørrede sine tårer bort, for det var jo slet ikke meningen, at det var sådan noget som hun skulle se, for det var slet ikke noget som nogle af dem fik noget som helst ud af i den anden ende! Hun vendte blikket ned af hende, hvor hun også kunne se at hun var kommet til skade. ”E-er det.. din mand?” spurgte hun så kontrolleret som det var hende muligt, også for at glemme gråden lidt. Hun hadede at græde!

[Deleted]

Camille havde kun kendt Ilaria i ganske kort tid, på trods af deres intime første møde, så var der ikke rigtigt noget der havde fundet sted siden, og et sted så passede det hende fint, udelukkende af ren og skær samvittighed overfor sit eget ægteskab men også overfor Ilarias, hun vidste jo at hun elskede manden. Camille havde ikke rigtigt nogen idé om hvor lang tid der var gået siden Faith og Kimeyas død, men at dømme ud fra hvordan alting havde set så.. normalt ud nede ved den Sorte Sø, så gik hun ud fra at det havde været temmelig længe. Den gennemsigtige hud var iskold, end ikke hulens fugt havde formået at varme hende yderligere. Det var en kamp i sig selv om at komme hen på sengekanten, men med den stædighed hun havde så lykkedes det hende. Med blid hånd strøg hun hende over det bløde hår. De tårer havde bestemt ikke været hvad hun havde ventet sig at se hende med. Den frie hånd trykkede hun stadig mod såret i maven, hun havde allerede mistet en del blod, hvilket hun godt kunne mærke, efterhånden var hun temmelig svimmel, men eftersom Ilaria fældede tårer var det noget som i højere grad drog hendes opmærksomhed. Som hun endte med at sætte sig op trak hun hånden til sig uden videre. Det intense glimt i de mørke øjne var borte, hun var ganske enkelt for udmattet til overhovedet at vedkendes sig selv. Hun rystede let på hovedet. ”Det er en lang historie, smukke.. fortæl mig hellere hvad dine tårer skal gøre godt for,” opfordrede hun roligt, og kæmpede for ikke at vise sin svimmelhed for hende. Måske hun var lidt ligefrem, men det var trods alt hvad hun var kendt for, og grunden til at de blandt andet hendes svigersønner frygtede hende,hvilket i det store og det hele blot morede hende. ”Nej, nej, overhovedet ikke, min mand er uskyldig for denne gang. Warlocks,” svarede hun ærligt. Det var lidt uklart hvad der egentlig var sket, men hun huskede udmærket angrebet. Hun havde endnu ikke grædt en tårer selvom tabet af sin datter smertede hende, hun havde blot altid haft svært ved at vise den slags og særligt efter hun var blevet giftet med Isaiah. ”Jeg beklager min pludselige omdukken, Ilaria, men jeg det lød mere fristende end den lange tur hjem, jeg føler mig af en eller anden grund ikke frygtelig tilpas,” erkendte hun med et stille nik. Selvom hun var beskidt og blodig endte hun med at kæmpe sig helt op i sengen og lagde sig ned. Den lugtede.. fremmede, ikke længere af hende, også selvom hun nu ikke sagde noget til det. ”Du har haft gæster,” konkluderede hun, dog uden at lyde det mindste bebrejdende. Måske det var dumt men hun stolede på denne smukke isdronning, besat af hendes skønhed et sted, også selvom hun fandt tanken skræmmende, hun havde skænket hende noget, som Isaiah aldrig havde været i stand til at give hende, og alligevel bar hun ringen på sin finger, dog langt fra med samme stolthed som Ilaria havde gjort. Med trætte øjne betragtede hun hende, hun så bestemt ikke særlig godt ud, og hun vidste det godt.

[Deleted]

Ilaria havde det bestemt ikke særlig godt, selvom det nu ikke var noget som sagde så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. At Sonic var endt med at stå på hendes dør og ind til hendes værelse, endda bare træde ind og direkte efterlade hende med følelsen af at være fanget, også fordi at det her var det sidste som hun havde, det var hendes sidste sted at være, efter at hendes liv i Procias blev revet fra hende. Det var skam heller ikke fordi at hun på nogen måde havde fortrudt hendes intime stund med Camille, for hun var ikke bleg for at erkende, at hun havde nydt det, hvilket hun havde kylet direkte i hovedet på Sonic, og nu hvor hun ikke længere var en gift kvinde, men vel et sted.. enke, så havde hun slet ikke nogen grund til ringe samvittighed, og det var efterhånden også det sidste som man just kunne sige, at hun havde! Hun vendte blikket ganske sigende mod Camille efter at hun havde strøget hende over håret, hvor hun hastigt tørrede sine tårer væk. Camille vidste at hun var velkommen, for det havde hun allerede sagt mange gange. Måske at det ikke var helt retfærdigt, men hun nød af kvindens selskab. ”Det er ikke vigtigt, min kære Camille.. Han er gået nu..” endte hun let for sig selv, som hun igen tørrede de sidste tårer væk. At hun var der, var noget som kunne lade hende abstrahere fra de mange tanker, omkring det som faktisk var sket, og det var i den grad også en tanke som gjorde hende langt bedre tilpas!
At vide at Camille var kommet til skade, var noget som hurtigt havde fanget Ilarias opmærksomhed, selvom det nu ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund, for hun brød sig slet ikke om at se hende på den måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At der var warlocks i billedet, så var det kun tydeligt for hende; Warlockerne havde gang i noget, for hvorfor skulle de da ellers..? ”Jamen jeg troede du var til bry…” Hun endte med at tie, som hun formåede at lægge to og to sammen alligevel temmelig hurtigt. Hun rystede let på hovedet og endte med at rejse sig, så Camille kunne komme ordentlig ned at ligge, for hun lignede en som tydeligt havde brug for det! ”Læg dig..” endte hun med en mere bestemt mine. Hun var nødt til at finde noget, som kunne bruges til at gøre noget ved de sår, for det var da tydeligt nok som det var, at det hele var alvorligt nok, og hun kunne faktisk ikke lide den tanke! ”Du ved allerede, at du er mere end velkommen, Camille.. Jeg har sagt det flere gange.. Læg dig ned, så finder jeg noget til de sår..” mumlede hun igen, som hun tørrede sig i øjnene. De var opsvulmede og direkte irritable, for hun var slet ikke vant til at.. lade tårerne falde på den måde! Hun var en isdronning, og de græd altså ikke! Og det gjorde hende kun direkte irriteret på sig selv! ”Glem det.. Det er ingenting..” mumlede hun let for sig selv. Løgn var det ikke. Sonic skulle bare aldrig have været dukket op!

[Deleted]

Det var tydeligt at Ilaria havde det direkte af helvede til, og det bekymrede hende. Måske hun ikke havde kendt hende synderlig længe, men hun kendte hende nok til at vide, at de tårer var noget som hun var frygtelig sparsom med, og hun forstod hende skam udmærket godt. Sorgen sad hun selv inde med, efter at have mistet sin elskede datter.. den pige hun i sin tid havde fundet stående grædende på torvet, afventende for en far der aldrig var kommet tilbage efter hende.. det var svært at tro, at hun havde forladt verden før hun selv havde. De blide strøg over håret, fik hende til at falde en smule til ro igen, nu vidste hun om ikke andet at hun var i trygge hænder, taget i betragtning af hvad hun havde været før, for det havde i den grad været en kamp om at komme frem. Blikket lod hun glide i en smule i.. hun var virkelig direkte udmattet! Langsomt hævede hun sin hånd og greb fat om Ilarias kølige, kun for at stryge hendes håndryg med sin tommel. Det bekymrede hende direkte at se hende så ked af det. At dømme efter hendes ord så måtte hun næsten gå ud fra at det måtte være hendes mand? Ilaria havde aldrig rigtigt fortalt hende om ham, så det at han havde været afgået ved døden, var intet hun direkte havde kendskab til. ”Du fælder tårer.. det er vigtigt nok. Fortæl mig det,” endte hun en smule mere bestemt. Ja hun havde været tvunget til at stå op for meget bestemte mænd, det havde gjort hende til en bestemt kvinde, og det var tydeligt, at hun slet ikke havde tænkt sig at diskutere med hende. De mørke øjne hvilede en smule trætte i Ilarias. Hun nåede kun at hæve et slankt øjenbryn i en lidt sigende mine, før hun opfangede det. Tårerne pressede på, lagde sig i øjenkrogen også selvom hun bed dem i sig. Hun havde ikke haft andre at søge til, så hun var taknemmelig for at Ilaria faktisk lukkede døren op for hende. Camille så væk og tog en dyb indånding. Hun så Faith for sig om igen og igen, stikke kniven i hjertet på sig selv.. efter alt det de havde været igennem, forundrede det hende ikke at de ikke ønskede at leve uden hinanden. Roligt endte hun med at glide helt ned.. den stank langt væk af en mand.. det gav et mindre stik i brystet selvom hun hele tiden havde vidst at Ilaria var en lykkelig gift kvinde.. det mindede hende om Isaiah der nok regnede med at hun var død, og havde budt en anden kvinde i deres seng. ”Vi blev angrebet af warlocker. Faith.. Faith og Kimeya samt Dronningen af Manjarno er faldetm” fortalte hun langt mere sammenbidt. Det gjorde ondt, at miste en datter.. og særligt Faith de havde altid haft et særligt forhold. Som Ialria forsøgte at rejse sig, endte hun med at trække til i hendes hånd, for at trække hende halvt om halvt ind over sig. Hånden gled langs den kølige kind og fjernede tårerne. ”Lad være med at lade som om det intet betyder, Ilaria. Fortæl mig hvad der er sket,” bad hun, og lod de bestemte men trætte øjne hvile i hendes, uden at give det mindste slip på hende, også selvom sit eget sår blev ved med at bløde. Det var ikke vigtigt nu.. det var ikke første gang hun bed smerte i sig, hun hadede at se sin isdronning på den måde.

[Deleted]

At fælde tårer, var ikke noget som Ilaria gjorde normalt, så det at der var sket så mange ting, som faktisk havde tvunget hende til tårer, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. At græde på den måde, gjorde hun normalt aldrig nogensinde, også fordi at hun var så.. iskold som hun var, så selvfølgelig var det også noget som sagde en hel del. At åbne døren for Camille, var noget som hun gjorde selv med den største glæde! Hvis der var nogen som faktisk havde vist sig den form for forståelse, som hun faktisk havde brug for, så var det i den grad hende, hvilket selvfølgelig var noget som hun var frygtelig taknemmelig for! ”Det er lige meget, Camille. Det har bare været en lang dag..” afveg hun med en ganske sigende mine, for hun ønskede slet ikke at diskutere det. Desuden kunne hun godt se at Camille havde sit at slås med, og det var i sig selv, slet ikke en tanke som hun brød sig om. At hun havde været til bryllup, vidste hun skam godt, men at hun så skulle komme grædende og tilskadekommen derfra, var slet ikke hvad hun havde regnet med! At de var blevet angrebet, fik Ilaria til at vende blikket direkte mod hende, tydeligt med en overraskelse, for det var slet ikke noget som hun havde regent med! At Kimyea, Faith, Destiny og Fabian var døde, var næsten det som gjorde det hele værre. Selv hun vidste, at det var noget som hurtigt kunne vise sig at få utrolige konsekvenser, så var det noget som hun faktisk blev utrolig ved! ”Jeg… jeg troede, at de mange.. stærke mennesker, skulle afholde alle andre fra at gøre noget.. Det gør mig ondt..” Hun hævede hånden roligt og strøg den mod Camilles kind, også for at tørre hendes egne tårer væk.
At Ilaria blev afholdt fra at rejse sig, og direkte endte med at trække hende ned over hende, var noget som fik hende til at sætte hænderne i sengen, for Camille havde da ondt nok som det måtte være i forvejen, hvilket hun godt kunne se! At hun igen skulle spørge ind til det, var bestemt ikke en tanke som hun brød sig om, men.. hvad var der at gøre ved det? Hun sukkede dæmpet. Sengen stank virkelig langt væk af Sonic! Han skulle bare komme og irritere hende, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre, for det gjorde hende virkelig, virkelig hidsig! Tårerne meldte sig alene ved tanken, for den gjorde hende virkelig frustreret nok i forvejen! ”Min.. eks valgte bare at dukke op.. Det er ikke noget seriøst..” endte hun dæmpet. Han var jo hendes eks, for han havde været død, så med andre ord, så var det jo trods alt noget som havde brudt op i deres ægteskab, og nu var hun kun glad for det! ”Ikke tænk på Det Camille.. Lad mig nu rense dine sår..” bad hun dæmpet, som hun igen forsøgte at fjerne fokus fra sig selv, og skubbe det mere hen på hende, for hun brød sig slet ikke om at se hende på den måde. Tænk nu hvis de skader var alvorlige? Tanken brød hun sig slet ikke om!

[Deleted]

Camille kendte måske ikke Ilaria som det hendes mand gjorde det. De havde ikke ligefrem haft muligheden for at fører en samtale, foruden den de havde ført ved siden af de mange kærtegn. Det de havde gang i var forkert, hvilket Camille såvel som Ilaria var klar over, og valg havde konsekvenser, hun gik næsten ud fra at det var nogle af dem som hun havde oplevet nu. Måske hun var kendt for at være en stram og kølig kvinde, men det smertede hende faktisk at se en så smuk kvinde fælde tårerne, også selvom der var noget smukt over at være sårbar ligeså. Camille sukkede en smule opgivende og kneb øjnene sammen. Nej hun stolede på ingen måde på hendes ord, for hendes handlinger og kropssprog sagde noget ganske andet, end det som læberne gjorde. ”Jeg stoler ikke på dig, Ilaria. Dine ord taler imod din krop og dine handlinger. Når du engang er villig til at være ærlig, så vil jeg hellere end gerne snakke det igennem med dig,” svarede hun roligt. Hun havde altid været en yderst konsekvent kvinde, og det var også noget som gik igen her, hun var villig til at hjælpe, men det krævede selvfølgelig at Ilaria turde at udvise hende tillid. Ingen tårer faldt fra hende selv, på trods af tabet af sin datter og sin svigersøn. Det smertede hende men efterhånden havde hun lært at lukke af netop for de følelser, også selvom hun bestemt ikke havde regnet med at en lykkelig stund skulle ende på den ulykkelige måde. ”Det troede vi alle er jeg bange for. Desværre var warlockerne mere eller mindre ligeglad. Det er dage siden jeg ved ikke selv hvad der er sket, jeg vågnede i en busk ikke langt fra søen,” endte hun dæmpet og lod kinden søge mod hendes silkebløde hånd. Omsorgen havde hun brug for og hun var skam heller ikke bange for at søge den når alt kom til alt. Smerten var intens. Det blødte kraftigt fra maven men hun huskede ikke hvad der var sket. Farven havde forladt hendes kinder, og efterladt hende bleg og skidt, alligevel afholdt hun Ilaria fra at rejse sig. På trods af at hun havde sat hænderne i sengen, så trak hun i den smukke kjole, kun for at holde hende så tæt til sig som muligt. Der var noget som hun undlod at fortælle hende. De intense mørke øjne stirrede direkte ind i Ilarias kølige, hun havde bestemt ikke tænkt sig at give op på halvvejen. Hendes åndedrag var tunge og anstrengte, det var tydeligt at hun havde ondt, men end ikke det lod hun stoppe hende. ”Hvis ikke du ønsker at snakke om det, er det fair min kære. Men lyv ikke for mig, ved at lade som om det er ligegyldigt, når jeg tydeligt kan se at det påvirker dig,” svarede hun en smule bestemt. Hun slap hende ikke, men holdt hende fast med den ene hånd mens hun hævede den anden og lod den søge ned over hendes kølige kind. Hun endte med at nikke stilfærdigt og slap hende først der. Sårene skulle renses og ordnes, for hun havde mistet mere end rigeligt blod, desuden gjorde det forbandet ondt, men det var hun ikke meget for at give udtryk for!

[Deleted]

Selvom Ilaria måske ikke kendte Camille særlig godt, så var det nu og da alligevel en kvinde, som formåede at gøre hende rolig på en eller anden yderst mærkværdig måde. Lige nu havde hun bare brug for muligheden, for at finde den ro, selvom det bestemt heller ikke var nemt efter Sonics besøg, og det var noget som i sandhed også måtte pisse hende af, ofr det var slet ikke noget som hun brød sig om! Hun havde slet ikke ønsket at se ham og nu hvor hun endnu var så vred på ham, så var det ikke noget som gjorde det meget bedre for hende! At Camille så var i stand til at gennemspore hendes løgn, var noget som et sted gjorde hende.. vred, for det var en tanke som i den grad også måtte irritere hende som intet andet! Hun fnøs ganske kortfattet. ”Jeg har ikke brug for dig til at fortælle mig hvad jeg skal og hvad jeg ikke skal! Jeg fortæller det som det er.. det har været en lang dag, og med uventet besøg,” endte hun ganske kortfattet. Ja, efter Sonics død, havde hun jo slet ikke regnet med at skulle se ham igen, også selvom det var tydeligt for hende at se, at så heldig havde hun ikke ligefrem været, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, hvilket et sted irriterede hende, for hun var lige blevet vant til den tilværelse alene! Og nu skulle hun til at tilvænne sig andre ting, og det gjorde hende kun sur!
At Camille havde mistet sin datter, var noget af en følelse, som selv Ilaria kunne referere til, for hun stod mere eller mindre i den samme situation, hvoraf hun også havde mistet sin, hvilket faktisk.. gjorde ondt for hende at tænke på. Hun vendte blikket sigende mod hende igen, hvor det næsten kunne se ud som om at hun var mildnet meget i blikket i forhold til hvad hun normalt ville have været, men det var vel bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hun bed sig svagt i læben. ”Du har været heldig at slippe med livet i behold.. Faith og Kimeya har tydeligvis været målene for den aften,” endte hun dæmpet. Et sted så var det som om at vreden var væk. Camille havde brug for hende, og et sted så ønskede hun jo også at være der for hende, som hun også havde været der for ham, for det skulle vel et sted egentlig bare mangle? Hun vendte blikket stille ned af sig. Ja, hun kunne jo slet ikke tillade sig at reagere sådan, selvom det virkelig var så dejlig nemt at gøre det! Hun havde altid reageret kraftigt, og dette var bestemt heller ikke noget undtag! Hånden mod hendes kind, efterlod hende med en sitren, hvor hendes blik gled direkte til hendes ansigt. ”Der er.. ja, hvad er der at snakke om? Han kom… gav mig skylden for det hele som sædvanlig, lagde sig og holdt af mig, inden han endelig tog sig sammen og smuttet..” endte hun dæmpet. Ja, det irriterede hende, men hun kunne jo ikke gøre noget ved det nu! Forsigtigt begyndte hun at rense hendes sår. Det var da tydeligt, at dette var noget som måtte gøre forbandet ondt!

[Deleted]

Hvorfor det netop var Ilaria som hun havde valgt at søge til, var end ikke selv noget som Camille selv var i stand til at svare på. Hun var vågnet op blodig og omtumlet i en busk og det første hun havde tænkt på var hende, for hun kunne umuligt tage hjem til Isaiah han ville blot håne hende før han ville slå hende ihjel, det var ikke en tilfredsstillelse som hun ønskede at give ham, på trods af at ringen endnu prydede hendes finger. Hun kneb det intense blik en smule fast sammen og betragtede hende med et neutralt blik. De kendte ikke hinanden så godt, så til dels havde hun ret i at hun ikke var den rette til at fortælle hende hvad hun skulle gøre eller ikke gøre, det var dog ikke noget som hun kunne tage sig af, hun skulle i den grad nok få sagt sin mening! ”Drop den tone Ilaria, den klæder dig ikke,'” svarede hun ganske vidst lidt fast men uden at hæve stemmen, det var en af de fantastiske ting man lærte ved at have børn, og særligt dem som hun havde haft! ”Jeg ved at det ikke er sandt, men fint. Det er op til dig,” endte hun lidt kortfattet og forsøgte stædigt at kæmpe sig på benene. Noget for noget. Hun slap et mindre gisp for det jog en smerte gennem hele kroppen på hende, i det øjeblik hun endte med at tvinge sig selv op i en siddende stilling. Hendes hud var endnu så bleg at den næsten måtte være gennemsigtig, og hun følte sig mere svimmel end hvad godt var. Hånden holdt hun for det endnu blødende sår, og forsøgte at holde blikket fokusereret på Ilaria, også selvom hun følte at det kørte rundt i hovedet på hende. Ud fra lugten og Ilarias reaktion var det næsten tydeligt hvem der havde været her, også selvom Camille udmærket havde hørt om hans død, hvis ikke var hun aldrig kommet rendende på denne måde, eftersom Ilaria havde givet udtryk for at nærer de følelser for ham, som hun ikke selv havde følt overfor nogle. Hun slog blikket ned på sin hånd, og rystede på hovedet. Faith havde på mange måder været hendes lille engel, hun havde været så forbandet meget igennem, af den grund havde hun taget sig næsten for meget af hende, det var svært at vide at hun var gået bort. Hun nikkede stilfærdigt og hævede de intense mørke øjne til hendes uden at fortrække en mine. Dvasianeren hvilede selv i hende, og hun var ikke god til åbent at vise sine følelser, heller ikke sorg. ”Held og uheld vil jeg nærmere kalde det. Under alle omstændigheder så var de målet og warlockerne lykkedes i at få dem ud af verden,” svarede hun næsten kynisk som om det intet betød, også selvom det gav hende kvalme bare at snakke om det. Ilarias pludselige milde blik havde bestemt ikke gjort det lettere. Med årene havde hun opstillet et værn, jo mere det gjorde ondt, des mere skulle hun forsøge at afsige smerten. Den blodige hånd lod hun roligt stryge ned over hendes kind også for at fange hendes opmærksomhed. Camille lagde hovedet på sned og betragtede hende indgående. ”Meget bedre min kære, meget bedre. Jeg er ikke farlig, jeg ønsker kun dit bedste. Det der forundre mig er at du virker så.. nedtrykt ved tanken. Jeg synes at mene at du elsker ham som han elsker dig?” spurgte hun og hævede et slankt øjenbryn, ja hun huskede den slags ting! Det var trods alt den ene ting som hun brændende ønskede at opleve før nogle ville ligge hende i en grav. Tænderne bed hun fast sammen som hun begyndte at rejse såret, mens hun langsomt gled tilbage ned i selve sengen.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fordi Ilaria havde det særlig godt. Efterhånden havde hun været vant til at klare sig uden Sonic, og så skulle han pludselig bare dukke op og infiltrere hendes liv igen, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende af den grund, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det var. Hun vendte blikket direkte mod Camille. Hvorfor hun havde søgt hertil, vidste hun ikke, men hun kunne faktisk godt lide det. Det kunne jo samtidig give hende noget lidt andet at fokusere på, for det var tydeligt at hun havde brug for hjælpen, så bleg som hun var blevet! Det var bestemt ikke en kulør som klædte hende, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun fnøs ganske let. ”Du skal ikke bestemme over mig, Camille..” endte hun spidst, også for at lukke den samtale af, for de fik ikke noget ud af det, uanset hvad! Desuden var det ikke på grund af hende, at hun havde det som hun havde det, men ikke desto mindre af den grund, så forsøgte hun virkelig at klare sig bedst muligt.
At vide at Camille havde været udsat for ondt under det bryllup, var faktisk en tanke som direkte måtte nage Ilaria, for det var på ingen måder fortjent. Hun nikkede stille, som hun svagt bed sig svagt i læben. ”Det er jeg ked af..” Det var bestemt ikke fordi at det med følelser var noget som hun var særlig god til, men hun forsøgte da om ikke andet. Hun vendte blikket mod hende, som hun selv begyndte sin behandling med at rense sårene. Det var tydeligt, at det måtte gøre ondt, men selv hun forsøgte at være forsigtig, så var det bestemt heller ikke nemt for hende af den grund, for hun var slet ikke god til denne slags, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun havde svært ved at give slip på Sonic, også selvom hun vidste, at det var på tide at gøre det. Hun kendte ham godt nok til at vide, at der ikke ville gå lang tid, før han ville være i gang med den næste, og så ville hun bestemt heller ikke lade det nage hende! ”Jeg elsker ham.. Og det er det som er mit problem, for jeg vil ikke have ham mere.. Han døde, Camille.. Han blev offentlig ydmyget i Procias, hvilket ikke bare kostede mig min trygge tilværelse, men ligeså min datters liv.. Jeg vil ikke kunne tilgive ham for hvad han har gjort, og hvad han har kostet mig.. Han skal bare holde sig langt væk fra mig..” Hun vendte blikket mod sårene igen, som hun fortsatte med at rense, hvor hun faktisk forsøgte at abstrahere lidt fra sine mange tanker, også selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende, men hun forsøgte virkelig så godt som det hun nu var i stand til, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Han skal du ikke tænke på.. Han er ude af mit liv nu,” fastholdt hun en anelse stædigt, som hun lagde kluden fra sig, kun for at finde nål og tråd frem i stedet for. Det sår skulle syes, hvilket hun da tydeligt kunne se og det var nok nemmere at sy en anden, end det at sy sig selv!