Back to the beginning

[Deleted]

Selvom der ikke var gået lang tid, siden Sonic var kommet tilbage til livet, så var der alligevel sket en masse ting. Intet var som det engang havde været, hvilket var en kendsgerning som godt nok var svær at sluge, men som han var nød til at finde sig i og derefter komme videre derfra. Han havde forsøgt sig at starte et nyt liv i dæmonernes by; Appolyon, eftersom han snart ikke vidste hvad han ellers skulle gøre. Han havde forsøgt at finde sin datters lig, og selvom han var kommet ind i Procias, så havde det ikke lykkedes ham. Han havde ikke haft tid nok, da vagterne havde jagtet ham rundt, så han havde været nødsaget til at forsvinde ud af landet igen. Han havde dog ikke opgivet, for han nægtede at lade sin datter ligge i Procias, når hun havde fortjent en ordentlig begravelse!
Det var ved at være sent. Sonic havde været i Appolyon for nogle dage, da han var kommet fra Manjarno, hvor han allerede havde talt med Cecilaya om en plads i rådet, skønt tøsen ikke stolede på ham og han forstod udmærket godt hvorfor hun ikke gjorde. Han havde lavet mange ting i sit liv, der gjorde at han ikke var en type man bør stole på, men som han havde forsøgt at forklare hende, så ønskede han en ny start og et nyt kapitel, desuden så vidste han udmærket godt at man ikke kunne klare sig helt alene for resten af sine dage, man havde brug for nogle i ryggen af og til. Han havde dog svært ved at skulle underlægge sig en lille pige, der i princippet kunne have været hans datter. Han måtte dog finde sig i det, hvis han ønskede en plads her i byen, selvom han mest af alt havde holdt sig for sig selv. Han havde været meget i træningslokalerne, for at holde sig i god form, selvom det nok mest af alt var for at afreagere.
Efter at have drukket en halv flaske whisky havde Sonic alligevel besluttet sig for at opsøge Ilaria, hvilket han havde overvejet en del, eftersom det ikke var endt særlig godt sidste gang han havde mødt hende. Det at drikke, var mere eller mindre blevet en del af hans vejrdag, da det hjalp på de mange tanker og følelser, som han druknede, så han kunne holde dem på afstand, så længe han var distraheret af noget andet, såsom træning eller arbejde. Han bevægede sig med målrettede skridt over gangen, da han havde sat kursen mod kvindens værelse, da det var der han havde hørt hun skulle befinde sig, da han havde spurgt efter hende. Han bar nogle mørke jeans, samt en hvid bluse, der sad en anelse tæt til overkroppen, så man kunne ane muskulaturen der gemte sig indenunder. Han bar intet stof over øjet, da det var noget han var gået væk fra for mange måneder siden, hvilket egentlig var på grund af Ilaria. Tanken fik ham til at løfte hånden, hvor han kort strøg det over det forbrændte ar, der ikke var nær så vansiret mere, som det havde været. Han talte let de døre han gik forbi, da han havde fået at vide at hendes skulle være et bestemt antal. Da han nåede døren, tøvede han en anelse, inden han valgte at banke på døren ind til Ilarias værelse, hvor han sukkede for sig selv, som han stod afventende på hendes svar. Han vidste ikke om hun var der, eller om hun var andetsteds, men det fandt han jo ud af.

[Deleted]

Ilaria havde ikke været i nærheden af muren siden, hun havde set Sonic ganske tæt ved den, også fordi at hun ikke ønskede at stå ansigt til ansigt med ham igen! Ganske vidst så havde hun valgt at støtte ham igennem alt det som var sket i form af oprør, hans mange planer, og hun havde aldrig nogensinde meldt ham for hans gerninger, men af den grund, så fandt hun det på ingen måder som retfærdigt, at hun skulle være dømt på grundlag af hans handlinger, for hun havde jo faktisk ikke haft noget med det at gøre!
Efter sidste møde med Sonic, så var hun taget hjem allerede med det samme, og det var ikke noget som hun kunne have gjort for hurtigt. Camille havde ganske vidst været der til at tage sig lidt af hende og trøste hende, for det var jo faktisk, da hun var kommet hjem igen, at det for alvor var gået op for hende, at Sonic faktisk havde stået for øjnene af hende i levende live.. Hun havde været så vred, at hun end ikke havde set at det faktisk var ham! Heldigvis havde hun en faktisk forståelsesfuld leder, også fordi at hun havde stået tøsens mor tæt, så det var heldigvis noget som hun var glad for, for hun havde fået lov til at hvile lidt, og det var noget som hun havde haft brug for, ingen tvivl om det! Savnet til familien var ganske vidst stor, også fordi at hun faktisk savnede sin lille pige, selvom det ikke var noget som hun havde været særlig god til at vise, men hun forsøgte faktisk! Specielt når hun var alene om ikke andet.
Camille var taget hjem til sin mand og efterladt Ilaria sovende i sin seng på værelset. Måske at det var et underligt tidspunkt at falde i søvn på, men hun var et.. vrag vel? Sov når hun ville, hvilede når hun ville, og lige nu så arbejdede hun også først når hun følte for det, selvom hun vidste, at det ikke ligefrem var noget som stod til hendes fordel – tvært imod! At det bankede på døren, fik hende hastigt til at sætte sig op, næsten som havde hun fået et chok, selvom det dog ikke var tilfældet. Det var.. bare hendes måde at reagere på, også nu hvor der ikke direkte var nogle omkring hende til at passe på hende. Hun rynkede let på næsen. Det kunne ikke være Camille, for hun ville bare gå ind i stedet for. Dynen skubbede hun til side, inden hun varsomt rejste sig. En kåbe af silke, kastede hun om den blege krop og lukkede den til, så der ikke var noget som forblev blottet for den som nu end måtte stå på den anden side af døren, for det lignede faktisk ikke at folk opsøgte hende.. her? Ikke på hendes værelse! Armene søgte over kors, idet hun gik hen til døren, for at få den op, hvilket var noget som faktisk foregik ganske langsomt. At se ham på den anden side, fik hende til at himle med øjnene, hvor hun også tydeligt kunne mærke hjertet hamre som en besat mod hendes bryst. ”Ikke dig igen..” vrissede hun nærmest vredt, idet hun bare smækkede døren tilbage i hovedet på ham. Han hjemsøgte hende jo for pokker!

[Deleted]

Det var ikke fordi Sonic havde været meget for at skulle opsøge Ilaria, men han kunne i sidste ende ikke lade vær. Han vidste at hun havde reageret med vrede sidst hun havde set ham, hvilket faktisk ikke havde forundret ham, for han kendte hende jo og hun reagerede altid med vrede, det var også det som gjorde hende så unik. Alle andre ville nok have reageret med chok, fordi han havde været i live, men ikke Ilaria. Tanken morede ham en anelse, selvom han måtte erkende at han ikke kunne lide sin nuværende tilstedeværelse. Han savnede sit gamle liv, han savnede sin hustru, som han savnede sin lille datter, intet var som før. Han havde intet arbejde, han havde intet hjem, hvor han havde svært ved at falde til her i Appolyon, skønt han godt nok var omgivet af artsfæller, men det var bare ikke det samme!
Der var dog ingen tvivl om at Sonic var tilbage i Dvasias, hvor han tilmed allerede havde stødt på problemer og kampe, som han ikke just havde regnet med, derfor var han også begyndt at gemme en kniv i bukserne ved lænden, for man kunne aldrig blive for forsigtig. Han havde godt nok altid kun brugt sin magi, men det var jo ikke altid han kunne bruge sin ildmagi og før i tiden havde han bare brugt mørket i sig, men da han ikke længere var mørkedæmon, så var han nød til at bruge andre metoder for at dække over ilden, når han ikke kunne bruge den.
Det var godt nok sent og mørkt udenfor, men af den grund behøvede Ilaria ikke at være på sit værelse, da andre – som Sonic selv ville have gjort – ville arbejde for at få tiden til at gå og for at få noget andet at tænke på. Men eftersom han endnu ikke havde noget arbejde, så trænede han typisk, når han ikke havde andet at give sig til, ellers tog han på barer, kun for at drikke sig så fuld at han faldt i søvn og bartenderen smed ham ud, eller ind på et værelse, hvor han sov videre der. Hårdt var livet næsten blevet, også fordi han ikke havde nogen i sit liv til at tale om tingene om, for hvem skulle det være? Den eneste han havde haft, havde været Ilaria og hun gad ikke have noget med ham at gøre, hvilket også var grunden til at han havde holdt sig væk, men nu kunne han ikke længere modstå fristelsen.
Blikket gled mod Ilarias skikkelse, som hu valgte at åbne døren, hvor synet af hende i silkekåben fik Sonic til at åbne munden. Det var næsten som da han havde set hende i kjole for første gang, selvom han godt nok havde set hende splitter nøgen, men det var så længe siden at det næsten var glemt. Det var lige før at en kompliment gled over hans læber, selvom han aldrig nåede så langt, da hun valgte at give ham den afvisning og smække døren i hovedet på ham, hvor han blot stod overrasket tilbage. Han åbnede og lukkede munden flere gange, inden han næsten fnes over hendes handling. Hun var altså stadig sur på ham! Han strøg tungen over sine rosenrøde læber, imens han lænede hænderne op imod dørkarmene, som han lagde hovedet mod døren og overvejede sine ord. Alkoholen påvirkede ham naturligvis, selvom han helst ikke ville dumme sig igen. Han blev derfor stående ude bag døren i stilhed, imens han overvejede sine ord, selvom han mere koncentrerede sig om at lytte til hende.

[Deleted]

Intet var som det havde været før i tiden, og det var en tilstedeværelse, som Ilaria virkelig forsøgte at slå sig til rette med, selvom Sonics tilstedeværelse, på ingen måde, gjorde det nemmere for hende, for det gjorde det da slet ikke! Nu hvor det for alvor var gået op for hende, at det jo faktisk havde været Sonic som hun havde stået ansigt til ansigt med, nu hvor hun havde haft muligheden for at tænke tingene igennem, så var det ikke ligefrem noget som gjorde det nemmere for hende, for tanken gjorde hende vred. Hun havde været nægtet adgang til Procias, da han var blevet hentet, hvilket havde kostet Jacqueline livet, og det var noget som virkelig gjorde forbandet ondt, det var der ingen tvivl om, så det forundrede vel ikke nogen, at hun faktisk klandrede manden for deres datters bortgang?
Ilaria havde meldt lidt pas på arbejde igennem det sidste stykke tid. Hun var endnu en gang hjemvendt til sit typiske spionage-arbejde, også selvom det ikke rigtigt var noget som hun kunne koncentrere sig om som det måtte stå lige nu i øjeblikket, ganske enkelt fordi at hun var nødt til at få styr på de mange tanker, og der var Camille virkelig fantastisk at have i baghånd, for hun gjorde det virkelig godt! Hun var jo faktisk en af de frygtelig få, som Ilaria havde ladet komme tæt på sig, og hun havde på ingen måder fortrudt. Efter alt det kaos med Sonics henrettelse, så havde hun været ekstrem påpasselig med overhovedet at lade nogen komme tæt på sig, for hun nægtede at blive svigtet på den måde igen, så hellere klare sig på egen hånd!
At se Sonic stå på den anden side af døren, fik hende næsten med det samme, til at smække døren i hovedet på ham, for hun var på ingen måder interesseret i at snakke med ham! Endnu mindre, at han skulle se hende på den måde! Hendes hjerte hamrede direkte fast mod hendes bryst, som hun trampede igennem værelset, for at nå hen til tøjet, hvor hun hoppede i det – bestående af en top og et par bukser, for kjolerne så hun bestemt ikke nogen grund til at skulle vandre rundt i mere. Ganske vidst, så var det ikke ligefrem fordi at den adelige titel havde haft betydning for hende, men.. Sonic havde haft, selvom hun næppe ville tro på at det var noget som endnu måtte være, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Så vred som hun var, så var det bestemt ikke fordi at hun ville snakke med ham! ”Forsvind!” vrissede hun med en fast tone, som hun forsøgte at få lidt styr på det lange hår. De sidste dage havde hun jo faktisk brugt i sengen i forsøget på at få lidt styr på de mange tanker, for det var bestemt ikke fordi at det alt sammen var lige nemt, for hun havde jo også været vant til at de var to om tingene, to om at snakke om tingene, og nu følte hun sig virkelig.. alene i forhold til før, selvom hun nok skulle vise sig at være stærk nok til at komme igennem det! Hun havde ikke brug for Sonic!

[Deleted]

Der var gået flere dage, siden Sonic havde set Ilaria for første gang efter sin henrettelse og det at han var kommet tilbage til livet, hvor han også havde holdt sig væk fra hende, fordi hun havde gjort det tydeligt at hun ikke gad have noget med ham at gøre, hvilket et sted gjorde ondt, for hun havde jo altid været den eneste han havde haft, hun havde været den eneste han havde stolet på og fortalt til, hvilket han næsten kunne fortryde nu, for et sted var han jo bange for at hun i sin vrede ville dolke ham i ryggen. Det havde hun jo allerede gjort ved at være ham utro. Desuden så havde han også hørt fra Cecilaya at Ilaria havde talt om ham, hvilket ikke just gjorde det bedre, for han gad heller ikke have at hun gik rundt og fortalte alt han havde lavet til alle og enhver, og tanken om at hun var en utroværdig person, gjorde det ikke just bedre for ham, for han havde lukket hende helt tæt på uden at have nogen hemmeligheder for hende, derfor frygtede han også hvad hun kunne finde på.
At se Ilaria i silkekåben havde måske ikke været noget nyt syn, men det var alligevel lang tid siden at Sonic havde set hende på den måde, hvor han næsten også havde glemt hvor smuk hun faktisk var. Hjertet havde sprunget et helt slag over ved synet af hende, selvom han heller ikke havde nået at reagere før hun havde smækket døren i hovedet på ham, hvilket faktisk ikke kom bag på ham, for hun reagerede altid med vrede og at hun stadig var sur på ham, gjorde ham næsten opgivende på forhånd, for så kunne det jo være ligegyldigt hvad han havde at sige, for hun var så stædig at hun ikke gad lytte til ham men kun lyttede til sig selv. Snæversynede kvinde! Han blev dog alligevel stående ved døren, hvor han næsten holdt vejret, så han kunne høre hende rumstere rundt derinde, hvilket fik ham til at trække let på smilebåndet. Han kunne ikke komme udenom at han savnede hende, for hun havde jo altid været der i hans liv og i hans hverdag, hvilket han savnede.
Sonic trak på smilebåndet, da hun råbte at han skulle forsvinde, selvom han dog blev stående. Han strøg let tungen over sine læber for at væde dem, inden han bed sig i den bløde underlæbe. Hvad skulle han sige? Uanset hvad ville hun jo næsten blive sur på ham, så godt kendte han hende alligevel. ”Sidst vi talte sammen, sagde du at jeg ikke skulle tro på rygter, så jeg tænkte jeg ville høre det fra din side af denne gang, jeg har nemlig hørt at du taler om mig bag min ryg,” fortalte han i en høj nok tone, så hun ville kunne høre ham. Han så afventende mod døren uden at han valgte at åbne den og trænge ind på hendes værelse, for et sted respekterede han jo stadig hendes grænser. Han tvivlede på at hun ville lukke ham ind, og han var usikker på om hun overhovedet ville åbne døren for ham, men det fandt han vel ud af? Stående blev han i hvert fald. Desuden så var det også lettere at tale ansigt til ansigt, frem for at råbe igennem døren.

[Deleted]

Man kunne ikke ligefrem sige, at deres møde havde været.. elskværdig, for hun havde været vred og han havde bare været.. en pestilens og utrolig kæk, hvilket bestemt ikke havde hjulpet i situationen! Ilaria var en kvinde som reagerede meget udad og som regel med alt hvad der kunne minde om vrede eller raseri, og denne gang havde det bestemt heller ikke vist sig at være et undtag, og det var ene og alene hans egen skyld, det var der bestemt ikke nogen tvivl om! Hvad der jo så var et problem, var at hun ikke rigtigt havde nogen formaning om hvordan hun skulle reagere ellers, for hun var bestemt ikke særlig god til at bearbejde ting, skønt det ikke var noget som direkte lå til hendes slags indenfor dæmon, hvilket i den grad gjorde det sværere for hende!
Det var ikke meningen at Sonic skulle se hende i silkekåben, men hun havde ikke set nogen grund til at hoppe i tøjet, hvis det bare var en eller anden irriterende dæmon, som hun bare skulle tvinge væk, så hun endnu en gang kunne krybe tilbage i seng. At det jo så havde været ham, var ikke ligefrem noget som gjorde det bedre! Han skulle bare irritere hende! Det gjorde han jo stort set altid! Også selvom.. ja, hun havde elsket ham, og et sted så gjorde hun vel stadig? Hun var ikke særlig god til det med følelser, men han havde virkelig formået at åbne hendes hjerte, og det var ikke noget som man bare lige gjorde, skønt det faktisk var noget som normalt ville tage lang tid, men han formåede det, og hun kunne ikke andet end at hade det den dag i dag!
Nu hvor Sonic stod udenfor døren, så kunne Ilaria kun mærke at hun blev.. urolig? Hun ville slet ikke snakke med ham, og mindst af alt, så ville hun se ham! Hun ønskede det for pokker ikke, og det havde hun jo allerede gjort klart for ham allerede dengang! At snakke om Sonic til Cecilaya havde hun gjort ganske vidst, kun fordi at folk vidste at han var hendes… afdøde eksmand? Hvad han var efterhånden, var jo ikke engang noget som hun kunne finde ud af! Hun trak vejret dybt, kun for at slippe det nærmest i et tungt suk, for hun ønskede ikke at hidse sig mere op, end det som hun pludselig allerede var blevet i forvejen, og det var faktisk utrolig hårdt, at være så sur hele tiden, og det burde han af alle vide! Hun skulede direkte dræbende mod døren, også selvom det ikke var noget som han kunne se. ”Forsvind med dig!” udbrød hun med en kraftfuld stemme. Hun ville slet ikke se ham for pokker! Hun himlede med øjnene. ”Jeg har nævnt dig for Cecilaya,” mumlede hun med en høj, dog spids tone. Hvad var der galt i det? Cecilaya havde snakket med hende, og hun havde svaret! Det kaldtes at kommunikere! Hun satte sig roligt ned på sin sengekant og blev siddende der. Hun havde absolut ikke nogen intentioner om at lukke ham ind på hendes værelse. Hun ønskede for pokker bare muligheden for at være i fred! Og specielt når det kom til ham!

[Deleted]

At Ilaria stadig var sur på Sonic forundrede ham godt nok ikke, men han kunne heller ikke lade vær med at tænke på hvordan hun kunne blive ved med at være så sur på ham, for han havde jo aldrig nogensinde gjort hende noget! Okay, han havde godt nok fået hende til næsten at besvime sidst, men det havde hun også fortjent, sådan som hun havde vanæret ham og deres ægteskab, selvom det ikke ændrede på at han havde elsket hende og stadig gjorde. Blikket gled ned mod hans bryst, hvor han vidste hans halskæde hang omkring hans hals med begge deres vielsesringe, samt et billede af deres datter. Han kunne ikke få sig selv til at smide ringene ud, selvom de måske ikke var sammen længere, for.. de ringe betød stadig noget for ham og han kunne ikke give slip på dem. Det havde jo været den lykkeligste stund i hans liv! Han havde haft en familie – det som altid havde været hans højeste ønske i livet, og at han så havde mistet sin familie, ja det gjorde bare utrolig ondt. Havde det ikke været for hævnen, så var han nok død af sorg for længe siden, for alle følelser og tanker påvirkede hans indre flamme, der ville have slukket den for længe siden, hvis ikke han havde næret et så indebrændt had til procianerne, hvor han også nægtede at give op før han havde fundet sin datters lig! Som han ikke kun havde lovet sig selv, men også Ilaria.
Et sted glædede det Sonic at hun ikke kunne gå nogen steder, for han stod jo trods alt ved døren, af den grund kunne hun godt gå i seng igen, selvom han så ville blive ude foran hendes dør hele natten og vente på hende! Han bed sig endnu engang i den bløde rosenrøde underlæbe, som hun med en mere kraftfuld stemme sendte ham bort, skønt han alligevel blev stående. At hun havde nævnt ham overfor Cecilaya vidste han godt, for han havde jo selv talt med tøsen. Han betragtede døren, hvor han kunne fornemme at hun var derinde, inde på den anden side, der følte som var det et kæmpe bjerg der stod dem imellem og han vidste ikke hvordan han skulle bestige bjerget og nå over til hende, når det næsten kunne gå i udbrud hvert sekund som en vulkan, kun fordi hun var så sur på ham – og han anede ikke engang hvorfor, for han havde aldrig gjort hende noget! Han gav sig næsten til at banke stille og dog drilsk på døren, måske det ville irritere hende, men han ville jo gerne have at hun lukkede ham ind, skønt det nok ikke blev til noget, medmindre han selv åbnede døren og trådte ind, men noget fraholdt ham alligevel fra at gøre det. ”Ja.. der går rygter om at du ikke kan tage tingene professionelt, hvis jeg skulle blive en del af rådet,” svarede han et sted i et forsøg på at få hende til at åbne døren, så hun kunne sige ham en ting eller to. Han blev stående ude på den anden side af døren, hvor han kort så mod to dæmoner der passerede ham, selvom han ikke tog sig af det, på trods af at de så forundret mod ham fordi han stod ude på gangen og ikke gik ind.

[Deleted]

Ilaria følte at hun havde alverdens god grund til at være sur på Sonic! For han havde ikke gjort andet end at svigte hende i længden! Og af den grund, så kunne hun slet ikke være ked af utroskabet! Ja, Camille sov jo faktisk som regel ved hende, og lige nu kunne hun virkelig godt mærke, at hun i den grad manglede kvinden! Det sitrede helt ud i hendes fingerspidser, også selvom hun virkelig forsøgte at holde det i sig, så var det på ingen måder særlig nemt, for hun var en kvinde som altid havde handlet og reageret som det nu havde været hende nødvendigt og hvad hun fandt som det mest naturlige, men nu..? Nu var det jo straks en anden sag. De var ikke længere gift, han havde været henrettet og deres datter var død, hvilket virkelig var noget som gjorde hende trist til mode, for det var virkelig meget oveni hinanden, og hun havde ikke engang ladet sig græde over tabet, for så svag ville hun bestemt ikke vise sig at være, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende! Ringen havde hun ikke mere, udelukkende fordi at hun havde kylet den i hovedet på ham, og hun havde slet ikke fortrudt det på nogen måde overhovedet! Han fortjente det, for det ville aldrig nogensinde blive de to mere! Aldrig nogensinde!
Det irriterede virkelig Ilaria at vide at Sonic stod på den anden side af døren, for hun kunne jo ikke komme ud nogen steder, for der var ingen vinduer – ingenting! Der var kun døren, og der stod han, så hun var jo praktisk talt.. fanget, hvilket var noget som virkelig måtte irritere hende som intet andet! Hun fnøs ganske kortfattet, da han valgte at banke på døren, for det var en tanke som virkelig måtte irritere hende, for han gjorde det jo kun med vilje, og det vidste hun jo! ”Du gør det der med vilje!” hvislede hun med en fast tone. Hun ville slet ikke have noget med ham at gøre, og det var en tanke som faktisk irritere hende, at han ikke bare kunne finde ud af at forstå! Hans ord var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende. Ville Sonic med i rådet?! Næverne knyttede hun så de næsten endte mere blege og hvide end det som de måtte være i forvejen. Hastigt rejste hun sig, rev op i døren, da hun endelig nåede den, kun for at sende ham en direkte dræbende mine. ”Hvad hentyder du til?” bed hun ham af og med en direkte dræbende mine, for det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham, for det ubehag og den vrede, var noget som han bare skulle have lov til at være offer for! For det var i den grad så frygtelig fortjent! ”Går du ind i rådet, så bakker jeg ud af det, og længere er den ikke.. Jeg nægter at have mere med dig at gøre! Og det har jeg sågar forklaret til Cecilaya,” vrissede hun med en iskold stemme. Tanken gjorde hende vred, for hun kunne godt lide at være en del af noget.. større, men ikke med ham!

[Deleted]

Sonic var nød til at finde sig en ny plads i livet, og nu hvor han bogstaveligtalt havde mistet alt, så måtte han jo komme op af hullet på en eller anden måde og komme videre i livet, selvom det på ingen måder var let, når man konstant havde ting der mindede én om de gode og lykkelige stunder. Han forstod dog ikke at hun kunne fortsætte med at være sur på ham, fair nok at hun havde været det sidste gang, hvor de lige havde mødt hinanden, men stadig? Det måtte da være udmattende for hende at være sur hele tiden, hvor han heller ikke forstod hvor hun fik al den vrede fra, for den måtte vel gå over på et eller andet tidspunkt? Han følte sig i hvert fald allerede opgivende, for han havde set hvordan det var gået sidst og hvorfor skulle det ændre sig denne gang? Det frustrerede ham et sted, mest fordi hun altid havde været den eneste han havde haft at snakke med om ting om alt fra himmel til helvede, og nu havde han pludselig ingen. Hun ville sagtens kunne finde andre, for hun var velset her i Appolyon, men han havde svært ved det, for folk stolede ikke på ham og skævede mistroisk til ham, når han kom gående ned ad gangen, så han vidste ikke hvordan han skulle tilpasse sig her, det havde han svært ved. Det eneste tidspunkt han følte sig tilpas, var.. når han enten var helt alene eller når han stod her sammen med hende.
At det at Sonic bankede på døren irriterede Ilaria og hun råbte at han gjorde det med vilje, fik ham til at trække morende på smilebåndet, selvom han roligt stoppede de små og stille bank mod døren, hvor han vendte blikket mod den mørke dør. Han kunne måske bare åbne den og gå ind, men han fik sig heller ikke selv til at gøre det. At hun gik hen og rev døren op, fik et smil til at glide over hans læber, hvor han lagde mærke til at hun havde skiftet til tøj, så hun nu stod i bukser og en top. At hun ikke stod i en kjole forekom ham en anelse underligt, for det havde han alligevel vænnet sig til med årene, skønt han altid havde kunnet lide at hun var lidt.. macho og stærk. At hun ville bakke ud af rådet, hvis han kom ind irriterede ham et sted, for.. han var ikke ude på at skabe fjendskab med hende, eller tvinge hende bort, nu hvor hun var faldet til her, for et sted var han da glad på hendes vegne at hun klarede sig, hvor han desværre ikke kunne sige at det gik lige så godt for ham, desuden så vidste han at hun også ville være et godt forbillede for isdæmonerne, der var hun jo den perfekte repræsentant, og det irriterede ham at hun så skulle opføre sig så barnligt! Han sendte hende et kortfattet blik, som han blev stående i døren, med en hånd mod hver dørkarm, uden at han veg det mørke øje fra hende. ”Hvorfor er du så sur på mig?” spurgte han kortfattet, selvom der også lå forundring i stemmen, for det forundrede ham at hun kunne hidse sig sådan op, når han ikke havde gjort noget som helst imod hende!

[Deleted]

Ilaria havde måske langt nemmere ved at tilpasse sig her, men hun havde så heller aldrig ment at vende dæmonerne ryggen som sådan. Hun havde en fordel i hendes gamle forhold til Faith, hvor hun jo faktisk havde stået som en leder for en ganske kort stund, en det var stadig noget som folk måtte mindes, og derfor var det måske også nemmere for hende at få den respekt, end det som det måtte være for ham? Ikke at det var noget som gjorde hende noget, for hvis det stod til hende, så skulle det hele bare besværliggøres for ham! Det var ikke nemt at være så vred så længe, men.. hun ville ikke bløde op overfor ham igen, for han skulle bare ikke have lov, og det var noget som han bare måtte finde sig i! Hun var lukket land for ham nu, om han så ville det eller ej! Det udmattede hende ganske rigtigt, hvilket vel også var grunden til at hun sov så meget som hun faktisk gjorde, selvom det var svært nok for hende at ordne og gøre de ting som hun skulle, og det var noget som et sted også bragte hende til den hidsighed. Det var alt for mange negative følelser på en gang, og hun kunne virkelig ikke gøre noget ved det! Og det var alt sammen hans skyld!
Tanken om at han skulle banke på døren, kun for at irritere hende, var noget som pissede Ilaria af! Hun mente det dog når hun sagde, at hun bakkede ud, hvis han blev en del af rådet, for hun ville slet ikke have noget mere med ham at gøre, og det måtte han bare finde sig i! Hun sendte ham en direkte dræbende mine, som hun igen endte foran ham. Bange var hun ikke for ham, også selvom han havde været tæt på at tage hendes liv flere gange, udelukkende på grund af varmen som ilden bestod af, og selvfølgelig var det noget som hun kunne mærke sig af, også selvom hun ikke kunne mærke lige nu – heldigvis! Selv udstrålede hun direkte af ren kulde, for vred det var hun virkelig! Hans spørgsmål var dog ikke ligefrem noget som hun havde regnet med, for hun havde regnet med en kæk kommentar eller to – for det var noget som i den grad kunne ligne ham! Næverne knyttede hun fast omkring dørhåndtaget, bare for at have noget at holde fast i, inden hun ville lange ud efter ham, for det var noget som hun virkelig var umådelig fristet til – ingen tvivl om det! Endnu en gang trak hun vejret dyt og langsomt. ”Det ved du udmærket godt, Sonic..” bed hun ham af endnu en gang. Igen var hun virkelig kun fristet til at smække døren i hovedet på ham, og så måtte det jo resultere i en brækket næse eller fingre i klemme, for hun var virkelig ligeglad! Han havde i sandhed bedt om det, hvis det endelig var det! Hun rystede endelig på hovedet, inden hun igen vendte blikket op mod ham. Kunne han for pokker ikke bare lade hende være i fred?! ”Kan du ikke bare lade mig være i fred, Sonic..?” endte hun ganske kortfattet. Det kunne faktisk irritere hende!

[Deleted]

Hvorfor Ilaria skulle opføre sig så barnligt som hun gjorde, forstod Sonic ikke. Hun kunne da ikke være sur på ham over ingenting i al evighed.. kunne hun? Han var næsten usikker på om hun kunne, selvom han ikke kunne se hvad han havde gjort galt. At hun så ikke havde det så godt som han faktisk troede, vidste han ikke, for hvad han havde hørt, så var lederen i hvert fald glad for at have Ilaria her, og han havde også hørt godt fra andre, selvom alle også mente at hun var hård og direkte kynisk, selvom det vel altid havde lagt til hende? Hun var trods alt isdæmon. At hun så ikke havde været på arbejde, kunne han ikke sige, da han havde forstået på Cecilaya at Ilaria sad i rådet og netop gjorde arbejde for hende, hvor han selv gerne ville have en plads, ikke så meget fordi det bragte ham ’højt’ i hierarkiet, men mest så han kunne have noget at give sig til, for han blev rastløs af ikke at have noget, det var også derfor han for det meste tilbragte tid i træningslokalerne eller drak sig plørefuld på en bar, for ellers sad han kun i sorg og det kunne han virkelig ikke have!
Som Ilaria stod foran Sonic igen, fordi hun havde revet døren op – hvilket morede ham – så kunne han også tydeligt se i hendes øjne at det kriblede efter at slå ham, hvilket han faktisk ikke ville sige nej tak til, for skulle han være ærlig, så ville han langt hellere føle den fysiske smerte frem for den psykiske, for det var den psykiske smerte der kunne slå ham ihjel. Det kunne den fysiske naturligvis også, alt efter hvor hårdt såret han var, men han kunne ikke udstå den psykiske smerte, fordi det både fortærede hans indre flamme sandt nedbrudte hans mentale stærke sind. Han kunne dog heller ikke udstå den tanke om at hun konstant skulle være sur på ham, for han kunne vitterligt ikke se hvad han havde gjort galt! Som hun sagde at han godt vidste hvorfor, gjorde hans mine en anelse mere tom, hvor han blot blev stående og betragtede sig af hende. ”Det er på grund af Jacqueline, ikke sandt?” spurgte han direkte tomt og udtryksløst. Han kunne ikke snakke om sin datter, ikke endnu, for tabet påvirkede ham stadig ufattelig meget, og det var det som gik ham allermest på. Alligevel var han ikke bange for at udtale deres lille piges navn. At hun ville have at han skulle lade hende være i fred, havde han også forsøgt, selvom det havde været fristende at opsøge hende hver gang han befandt sig her, så havde han holdt sig væk, netop fordi han havde respekteret alt det hun havde fyret af sidste gang, skønt hun måske havde sagt alt i vrede. ”Det har jeg også gjort,” pointerede han. Han havde for længst opsøgt hende hvis han ikke havde tvunget sig selv til at holde sig væk fra hende. Så kunne man jo så spørge ham om hvorfor han stod overfor hende igen, og han var ikke engang sikker på at han selv kendte svaret. Eller han kendte det, men han var ikke meget for at skulle indrømme det.

[Deleted]

Ilaria var efterhånden ved at være godt accepteret heromkring, hvilket heldigvis stod til hendes redning. Hun havde fundet noget at lave i løbet af dagene, hvilket hun faktisk var glad for. Nemt havde det faktisk ikke været efter Sonics henrettelse og bortgang, også fordi at det absolut havde kostet hende det hele! Hun var isdæmon, hun havde ikke noget imod at køre folk hårdt, hvilket et sted også var hendes repræsentant for hendes gren af den dæmoniske race, for det var bestemt heller ikke altid lige nemt for hende! Det var faktisk hårdt, for hun havde så meget som hun endnu ikke havde fået bearbejdet med henblik på det liv, som hun havde haft tilbage i Procias, og den ro i sjælen, ville hun bestemt heller ikke få, så lang tid, at hun ikke vidste hvordan det stod til med Jacquelines døde krop, for hun ville have hende hjem, og det synes hun bestemt heller ikke var meget at forlange!
Den indre vrede, var ikke noget som Ilaria var i stand til at slippe, og det var alt sammen kun på grund af Sonic! Hvis det ikke var fordi at han var der og omkring hende, så blev det bestemt heller ikke nemmere for hende, for hun var efterhånden træt af at han faktisk var der! Det gjorde ondt, også fordi at det var noget som gjorde hende direkte vred, og det var noget som automatisk udmattede hende, for hun kunne ikke gøre noget ved det af den grund, og det gjorde virkelig ondt på hende! At han så skulle tage deres datters navn i munden, gjorde hende direkte stiv i minen, for hun ville slet ikke høre det navn! Hun ville slet ikke snakke omkring deres datter, for det var faktisk noget som gjorde ondt, også fordi at hun slet ikke havde været i stand til at gøre noget som helst, hvilket helt klart havde været det værste af det hele! ”Jeg vil ikke høre hendes navn!” endte hun med en direkte vred stemme, for hun mente det! Det kunne godt være, at hun var en isdæmon og endda også med alt hvad det måtte indebære, men det var stadig svært for hende bare at sætte sig ned og tænke tingene igennem, få det bearbejdet og så komme videre, for lige nu så arbejdede hun jo kun for ikke at ende med at tænke på de ting som hun nok ellers burde, men det var slet ikke noget som han skulle blande sig i, for det var slet ikke noget som vedkom ham! Hun vendte blikket direkte fast op mod ham endnu en gang. ”Du lader mig jo for pokker da ikke være! Ellers ville du da ikke stå i min dør lige nu!” modargumenterede hun med en fast tone. Det kriblede virkelig i hendes fingre efter at skulle slå ham, for det var i den grad fortjent, selvom hun virkelig forsøgte at bide det i sig, så var det på ingen måder særlig nemt! Hun var træt, hun ønskede egentlig bare at sove, og så smutte tilbage på arbejdet igen, for nu hvor han havde opsøgt hende, så var der flere tanker som hun måtte til at abstrahere sig fra!

[Deleted]

At Ilaria var sur på Sonic på grund af tabet af Jacqueline, var noget som irriterede ham, for det havde ikke været hans skyld! Han havde været hos tøsen hele tiden! Hun havde været her i Dvasias og været ham utro og rendt fra ansvaret som mor, så hvis der var nogen der havde fejlet, så var det da i den grad hende! Han havde altid beskyttet hende og deres datter! Altid! At hun så skulle være sur på ham, af ting han ikke engang kunne have gjort noget ved, var noget som gjorde ham direkte vred, for hun kunne på ingen måder være bekendt at bebrejde ham for deres datters død, når det ikke var hans skyld! Havde Ilaria været der, så havde hun kunnet tage tøse med ud af bagdøren og ladet soldaterne tage ham og så var intet af dette sket! Foruden han godt nok var gået i døden, men så kunne han have fortalt hende om sin plan med eliksiren og vidste at hun ikke havde tabt noget, foruden deres hjem, men så havde hun da stadig haft pigen. Det havde de begge. At hun selv endte stiv i minen da han nævnte tøsens navn, så han stadig udtryksløst på hende, for han kunne heller ikke selv klare at tale om pigen, for tanken gjorde ham direkte … knust. Han bed tænderne fast sammen, som han forsøgte at skjule sorgen, hvor han blot stirrede tomt på hende i stedet for, selvom der var et snært af vrede. ”Det var ikke min skyld Ilaria. Glem ikke hvem der gik ud af døren, efter skænderiet, og hvem der blev hjemme hos tøsen,” svarede han køligt. Hvis der var noget han ikke kunne klare, så var det at folk nævnte hans datter og det sidste de skulle gøre, var at give ham skylden for det, for ellers slog han dem virkelig ihjel!
Sonic vendte blikket mod gulvet, hvor han fnes for sig selv. Han vidste godt at han stod overfor hende igen og et sted hadede han sig selv for at være så svag og opsøge hende, men han kunne ikke holde ud at trække tiden længere ud, det fik han intet ud af. Han var nød til at snakke med hende, ellers blev det aldrig bedre, ikke for ham i hvert fald. At hun så selv hadede ham og ønskede ham bort, frustrerede ham et sted. ”Tro mig, jeg forsøgte at holde mig væk, men.. jeg kunne ikke,” svarede han dæmpet, som han skævede mod hende, da han løftede hovedet en anelse, så han lige kunne skimte hendes ansigt ud af de mørke øjenvipper. Han savnede hende, og selvom hun stod og råbte og skreg af ham, selvom hun smækkede døren i hovedet på ham, selv hvis hun slog ham, som han kunne se og mærke på hende at hun var ved at dø efter, så kunne det ikke fjerne den følelse af behag, det bragte ham ved bare at være i nærheden af hende, ved at kunne se på hende, ved at kunne høre hendes stemme og indsnuse hendes søde velkendte duft. Han vendte blikket mod hendes krop, selvom det mere var tøjet han så på, hvor et kækt smil gled over hans læber, da han alligevel ikke kunne holde bemærkningen tilbage. ”Du havde da ikke behøvet at skifte, jeg har trods alt set.. alt,” svarede han næsten drillende, hvor han ikke kunne skjule smilet.

[Deleted]

Det var måske ikke fuldt retfærdigt at give Sonic skylden for Jacquelines død, men en eller anden skulle bare have skylden, og så var han altså den nemmeste at skænke den, også fordi at det var ham som var død, faktisk ved det, havde forhindret hende i at komme ind i landet og søge efter deres elskede lille pige. Måske at hun aldrig havde haft det største eller bedste forhold til hende, så var det virkelig ikke noget som rørte hende lige nu, for nu var hun væk, og hun måtte bare finde sin egen måde at handskes med det tab på, også selvom det slet ikke var nemt på nogen måde, men hun forsøgte virkelig, selvom det slet ikke var nemt for hende! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham. At han stod og snakkede om hende, gjorde det ikke ligefrem bedre, for den tanke var virkelig noget som gjorde ondt, for hun manglede hende jo faktisk, selvom det måske ikke ligefrem var noget som gjorde sagerne meget bedre for hende. ”Din såkaldte ’død’ kostede vores datter livet, og mig mit i Procias..” vrissede hun ganske kortfattet, om det var noget som han ville det eller ikke, for han havde selv ødelagt det hele!
Det irriterede virkelig Ilaria, at hun ikke bare kunne få fred for en gangs skyld, for hun havde aldrig bedt om det kaotiske liv, som hun faktisk var endt med at få! Med den ekstreme lyst til at slå ham, var noget som hun virkelig måtte forsøge, også selvom det slet ikke var godt for hende, for hun ønskede slet ikke at have noget med ham at gøre mere, og det var hende bare en frustration uden lige, at han ikke bare kunne forstå det! Hun himlede med øjnene til hans ord. Hvorfor han ikke kunne blive væk, var hun faktisk ganske ligeglad med, for det var vel ikke noget som vedkom hende? ”Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg vil ikke se dig, jeg vil ikke høre dig, og jeg vil ikke have noget med dig at gøre, og nu må du for pokker bare forstå det..” endte hun med en direkte kortfattet stemme, for hun mente det i ramme alvor! At han så skulle kommentere hendes tøj, var virkelig at få bægeret til at flyde over, for han skulle bestemt ikke stå her og være kæk overfor hende, nu hvor hun igen var ved at hidse sig op, og det var en tanke som virkelig kun gjorde hende forbandet hidsig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Uden at hun egentlig tænkte over det, så slap hun dørhåndtaget og slog direkte ud efter ham i form af en syngende lussing. Han skulle slet ikke kommentere det på den måde, for det var fortid! Det var slet ikke noget som han nogensinde fik lov til at se igen alligevel! ”Jeg hader dig, Sonic Demoniqz! Hold dig væk fra mig..!” nærmest skreg hun med en fast tone, som hun igen bakkede ind på sit værelse og endnu en gang smækkede døren i hovedet på ham, for det var virkelig ved at irritere hende! Tårerne samlede sig i hendes øjne, som hun vendte sig væk. Hun var så vred, at hun følte.. tårer? Så var det også slemt!

[Deleted]

Måske Sonic var blevet henrettet, hvilket havde ødelagt for ham selv, men han var i hvert fald ikke skyldig i Jacquelines død, ikke mere end hvad Ilaria var! Hvis det var nogens skyld, så var det da i hvert fald de skide procianere! Det var dem han ville have hævn over! Han ville brænde dem alle sammen ned til grunden! At Ilaria så gav ham skylden, var noget som gjorde ondt, for hun vidste hvor højt han havde elsket Jacqueline og at hun direkte bruger tøsen imod ham, det gjorde frygtelig ondt. Han havde elsket sin lille pige over alt på jorden og mere til! Hun havde været hans lille prinsesse og han havde elsket alt ved hende, bare tanken om at han ikke fik lov til at se hende vokse op og træne hende, og lære hende at blive en lille djævel, var alt sammen noget som gjorde ondt. Han havde faktisk gledet sig til at opfostre hende, selvom han måske ikke var nogen født far og det var da kun blevet bevist, for han havde mistet alt og han havde ikke været i stand til at beskytte sin lille elskede pige. Han vendte blikket fattet imod hende, som han lænede sig op ad dørkarmen med den ene skulder, imens han lagde de stærke arme over kors ved det faste bryst. ”Var du overhovedet lykkelig eller bare lidt tilfreds med dit liv i Procias Ilaria? For glem ikke at du faktisk gik bag min ryg, så mig var du ligeglad med, og du sagde tilmed direkte til mig at du hadede vores lille pige, så hvorfor skulle det overhovedet gå dig på?” spurgte han sagte, hvor han denne gang var ligeglad med at han stak til hende, for det gjorde han automatisk når hun brugte hans elskede pige imod ham, for det var på ingen måder retfærdigt!
Sonic vidste godt at hun ikke gad have noget som helst med ham at gøre, det var jo også derfor han havde sagt til sig selv at han ikke ville opsøge hende, men han kunne ikke lade vær. Der var flere ting han skulle have på plads med hende, desuden så hadede han når hun var sur på ham! Det var altid et helvede! Og let gjorde hun det jo aldrig for ham! Han havde dog også altid været i stand til at bløde hende op igen, men han var bange for at han ikke kunne gøre det denne gang, og det gjorde ondt. Han sukkede ganske let til hendes ord, for han vidste det jo godt, men han var nød til at tale med hende, for ellers blev det jo aldrig bedre. ”Det ved jeg godt..” mumlede han for sig selv, som han vendte blikket væk fra hende igen. At hans kække kommentar fik bægeret til at flyde over ved hende, kunne han måske have sagt sig selv, men han kunne ikke løbe fra muligheden, når chancen bød sig! Den syngende lussing ramte dog perfekt hans kind, hvor han mærkede den svigende fornemmelse, imens hans kind blev malet rød af slaget. Han endte med at tage sig til kæben og kinden som han ømmede. ”Av..” mumlede han for sig selv, som han vendte blikket mod hende. Denne gang var han dog forberedt, hvor han direkte greb fat i dørens kant og stoppede den, da hun forsøgte at smække den i selvom det også gjorde ondt i håndleddet. Denne gang gik han roligt ind på hendes værelse, hvor han lukkede døren bag sig. Han så sig kort omkring. Det var et ufattelig simpelt værelse, slet ikke nær så fornemt som det de havde haft i Procias, men det havde jo også været på en herregård og ikke i en grotte. Han vendte blikket mod Ilaria. ”Ilaria.. undskyld. Jeg kom her ikke for at strides med dig,” svarede han i en undskyldende tone.