Back to the beginning

[Deleted]

Ilaria havde aldrig været særlig begejstret for børn, men ikke desto mindre, så havde hun altid elsket deres datter, men været frustreret over, at hun ikke vidste hvordan det skulle vises, hvilket næsten var noget af det som helt klart måtte frustrere hende mest, for hun kunne jo heller ikke gøre noget som helst ved det! Om han så ville fortælle hvor deres datter skulle gravlægges, var slet ikke noget som hun ønskede at skændes med ham om, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af, hvilket allerede var noget som hun var klar over, og den tanke var virkelig en frustration uden lige! Hendes krop rystede, hun blev kun kørt ud på det punkt, hvor hun følte udmattelsen for alvor komme, også fordi at det virkelig var trættende at være så sur, men.. et sted var det jo rart at få det ud, så kunne det jo være, at hun kunne få lov til at sove godt bagefter, hvilket var noget som passede hende særdeles perfekt! ”Må du jo..” endte hun sigende, også for at lukke den samtale lidt ned, ofr det var slet ikke noget som hun ønskede at snakke med ham om, for det var jo ikke noget som bragte dem nogen vegne uanset. Deres datter var død, hun kunne ikke komme ind i Procias – dømt på hans handlinger, så hun kunne ikke engang få lov til at hente sin datters døde krop, hvilket næsten var det værste af det hele. Det kunne godt være, hun var en iskold isdronning, men hun havde de menneskelige følelser af den grund, selvom det ikke var noget som hun altid var lige begejstret for at lade komme til udtryk, men af den grund, så.. kunne hun slet ikke lade være lige nu.
At lade ham snakke ud, var noget som hun allerede fortrød, da han var halvvejs igennem den store talestrøm, for det var ord der gjorde ondt. Hun havde brugt så langt tid på at være vred på ham, at… der ikke var mere at komme efter, og det var noget som han egentlig bare måtte slå sig til tåls med. Hun følte sig bedraget og svigtet som aldrig nogensinde før, og det var noget af det som hun faktisk havde sværest ved at tilgive, når det endelig skulle komme til alt. ”Det er det for mig!” endte hun fast, også for at overbevise sig selv om det tilfælde, for hun nægtede at falde i med begge ben, hvilket var noget som han bare måtte leve med og ikke mindst acceptere, selvom hun vidste at det måske ikke ligefrem var det nemmeste for ham! At han sad der på knæ, strøg hende over knæet og endda kyssede hende, før han havde rejst sig igen, var noget som kom bag på hende, dog af den grund, så forstod hun ikke hvorfor han fortalte hende det, for hun kunne jo ikke bruge det af den grund, for hun havde jo ingen anelse om hvor han tog hen! ”Det har du måske.. men nu, kan jeg ikke bruge det til noget som helst..” endte hun ganske kortfattet, også mest i forsøget på at holde tårerne igen. Det var irriterende at han altid skulle have den effekt på hende. Hans kække kommentar og at han så forlod stedet, fik hende svagt til at smile, for hun kunne jo slet ikke styre det! Hun snøftede igen og tørrede øjnene. Et sted savnede hun ham vel? Selvom hun levede i den konstante benægtelse? Lige nu glædede hun sig bare til at Camille kom tilbage til hende! ”Da altid noget..” endte hun let for sig selv, som hun igen tørrede sine øjne og lagde sig op i sengen. Det var virkelig udmattende at være så vred!

[Deleted]

Det at diskutere omkring deres afdøde datter, var der ingen af dem der fik noget ud af, også fordi det smertede dem begge at tale om, og de gav også kun hinanden skylden for det, så de bragte kun hinanden endnu mere smerte og frustration, hvilket ikke havde været Sonics intention ved at opsøge hende her. Han ønskede hende intet ondt, det havde han aldrig ønsket for hende, tværtimod så elskede han hende og han ønskede hende kun det bedste. Et sted var han jo faktisk glad for at hun ikke havde været hjemme, da soldaterne havde stormet hans hjem, for så vidste han med sikkerhed at der ikke ville have sket hende noget, for hun havde været i sikkerhed og væk fra alt kaosset. Desværre havde det så bare kostet deres datter livet og det var noget som tyngede ham utrolig meget, for han havde virkelig elsket den tøs højere end noget andet, og at vide at hun var væk og han muligvis kunne have reddet hende, ja.. det fandt han bare ikke fair, så han forstod godt at Ilaria var sur på ham for at tænke egoistisk, der var han jo også sur på sig selv. Han hadede sig selv for at have handlet som han havde gjort, skønt han ville give alt for at han kunne gøre det om, men det var desværre umuligt at skrue tiden tilbage.
Sonics ord var kommet fra hjertet, selvom Ilaria måske var sur på ham over det, skønt hun ikke rigtig havde reageret med vrede over det, men.. hun var vel sur? Hun var jo altid sur! At hun selv mente at det var forbi, gjorde ondt, for det var det nemlig ikke for ham, og han ville få svært ved at skulle acceptere det. Han elskede hende jo også, så hvordan skulle han overhovedet kunne få sig selv til at give slip? Måske ved at gøre sig selv, og også hende en tjeneste? Det stred bare imod hans hjerte og ønske, derfor så.. kunne han bare ikke! At hun var blevet slået ud af kysset og strøgene, var noget som næsten lettede ham, for han havde frygtet at hun ville søge efter ham og simpelthen gennemtæske ham for det, hvilket nok kunne have været et kønt syn. Den kække kommentar, var et sted i et forsøg på at komme tilbage til sit gamle jeg, selvom det i princippet kun var en dårlig facade, for inderst inde var han hjerteknust. Han havde mistet alt han havde holdt af, han havde mistet den sidste person han havde haft i sit liv og i øjeblikket så alt bare direkte.. håbløst ud. Han havde ingen tilbage og det var virkelig hårdt at acceptere. Han havde måske altid været alene, men nu hvor han havde fået smagen af lykke, så.. havde han ikke lyst til at være alene. Som han stod ude på den anden side af døren, bed han sig svag i den bløde underlæbe. Han vidste at han burde gå, også fordi han nok kun ville ødelægge alt ved at blive, men.. han kunne bare ikke få sig selv til at gå. Både hans krop og hans hjerte forbød ham det, det var også derfor han nærmest klamrede sig til døren. Et sted begyndte hans krop næsten at reagere selv, hvor han greb fat om dørhåndtaget igen, som han åbnede døren, selvom det fik hans hjerte til at hamre som en sindssyg imod hans bryst, så han næsten ikke kunne høre andet, for han var faktisk bange for at hun ville bide hovedet af ham eller afvise ham ved at se ham igen. Han trådte endnu engang ind på hendes værelse, som han forblev fuldstændig stille og stående over ved døren, hvor han blot.. stirrede på hende.

[Deleted]

Ilaria havde virkelig ondt, også fordi at hun slet ikke ønskede at Sonic skulle fortsætte med at opsøge hende på denne måde, hvilket slet ikke var noget som nogen af dem fik noget ud af! Deres datter var død og borte, så det at han fortsætte med at snakke om hende, var slet ikke noget som gavnede dem, for det var slet ikke noget som kunne bringe hende tilbage uanset. Han gjorde hende ondt, han sårede hende, og hun var af den grund, også overbevist om at det var noget som han gjorde med vilje, selvom det var en tanke som gjorde hende direkte ked af det, for det var på ingen måder retfærdigt! Han ville ikke engang fortælle om deres datters nye hvilested? Så skulle han jo også bare holde sig langt væk fra hende, hvilket var noget som han bare måtte finde sig i, for han skulle ikke regne med at få nogen ny chance sammen med hende! Det kunne godt være at hun havde elsket ham og… sikkert også gjorde det endnu et sted, så var det ikke noget som hun ønskede at fortælle ham, om det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der ingen tvivl om. Hun havde ondt, og af den grund, så skulle han så sandelig også have ondt!
Ilaria mente det når hun sagde, at der ikke var noget mere mellem dem, selvom det nu heller ikke var noget som så ud til at have nogen effekt på ham, selvom hun kendte ham godt nok ti at vide, at det var omvendt, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Svagt bed hun sig i læben, som han alligevel havde valgt at forlade hendes værelse – endelig! Det gav hende om ikke andet, så den mulighed til at slippe de alt for mange facader og bare.. græde. Hun havde virkelig ondt, og det at han havde sagt de ord, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det næsten noget af det som måtte være det værste af det hele. Tårerne trillede fast ned af hendes kinder, som døren blev lukket bag hende, selvom hun ikke så meget som skænkede ham et blik. Hvis han ville gå, så.. skulle han da bare gå. Det var ikke noget som hun skulle stå i vejen for, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Stille lagde hun sig ned i sengen, hvor hun trak sin store pude til sig og lagde den i favnen. Ensomheden kendte hun udmærket godt, for det var næsten som om at det var det som nærmest måtte overrumple hende, og det var noget som virkelig gjorde ondt. Svagt bed hun sig i læben, også selvom hendes hulken ikke kunne skjules, om hun ville det eller ikke, og den tanke var hende kun en frustration uden lige! At han så kom ind igen, valgte hun at se bort fra. Så ked af det som hun var, så ønskede hun bestemt ikke at stå og råbe og skrige af ham igen, for hun vidste godt, at det ikke var noget som hun fik noget ud af! Hun blev liggende i sengen og med ryggen til ham, og uden så meget som et eneste ord. Denne gang havde han virkelig formået at knuse hende!

[Deleted]

Det var ikke Sonics intention at såre Ilaria eller at gøre hende ondt, for han elskede hende og han ønskede hende inderst inde kun det bedste. Han ønskede slet ikke at hun skulle være så hård og uretfærdig ved sig selv, selvom han kendte følelsen, for sådan var han også overfor sig selv, men det var jo noget andet! Men når hun sårede ham som hun gjorde på den måde, så sårede han næsten også automatisk hende, fordi hun trængte ham op i et hjørne hvor han var nød til at forsvare sig selv. Angående Jacqueline var det kun modbydeligt at bruge hende imod hinanden, men det ændrede jo så ikke på at de gjorde det alligevel, selvom det slet ikke var et emne han havde lyst til at tage op, for hun var død og kom ikke tilbage igen. Han ville dog gerne finde hendes lig, så hun kunne blive gravlagt, og der ville han naturligvis gerne have Ilaria med, for det havde hun alligevel fortjent, også selvom hun sårede ham med vilje, for han vidste at hun elskede deres datter mindst lige så højt som han selv gjorde, og der kunne han slet ikke drømme om at holde det skjult for hende, hvis han fandt hende!
Sonic vidste godt at han måske ikke burde gå ind igen, men det var som om hans hjerte tog over og styrede hans krop til at søge ind alligevel. Han følte at han ikke havde gjort det han ville, selvom han godt nok havde fået sagt det som han havde haft på hjertet, hvilket også kun havde været på tide! Sådan som hun havde afvist ham og såret ham, så havde han slet ikke fået muligheden for det. Ensomheden havde for alvor ramt ham, da han var gået ud af døren, hvor alt i ham skreg efter at han skulle blive. Han kunne tilmed høre hende græde inde på den anden side af døren, og.. han havde jo altid trøstet hende og gjort det godt igen, når de havde skændtes. Det kom faktisk bag på ham at han var gået ind igen, hvor han næsten var bange for at han ville fortryde det, for han burde slet ikke være her, men gå! Han burde gå som han havde sagt og søge væk fra Appolyon, væk fra Dvasias, væk fra alle problemer hans sorger, selvom.. noget stoppede ham.
Som Sonic stod i værelset igen med døren lukket bag sig, vendte han blikket mod Ilaria, der måtte ligge i sengen og med puden i sin favn. Hans hjerte stoppede ikke med at hamre imod hans bryst, eftersom han næsten var bange for at han ville gøre noget dumt og få hende til at rive hovedet af ham, men.. han kunne ikke gøre for det! Han blev stående for et stykke tid, hvor han blot stirrede på hende, imens han næsten diskuterede med sig selv om han skulle gå eller ej. Svagt bed han sig i den bløde underlæbe, inden han næsten målrettede gik hen imod hende og hen til sengen, hvor han roligt tog plads på sengekanten. Han skubbede næsten forsigtigt sine sko af, inden han lagde sig ind til hende, hvor han lod den ene arm søge omkring hende. Hjertet hamrede imod hans bryst, selvom han følte sig underligt lettet ved at være hende tæt, han følte sig.. hjemme. Han kyssede hende mod håret i baghovedet, selvom han dog intet sagde, for.. han var bange for at ødelægge det hele ved at sige noget forkert.

[Deleted]

Det var måske direkte uretfærdigt at bruge Jacqueline mod ham, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af. Sonic havde gjort hende ondt, så selvfølgelig ville Ilaria gøre ham ondt, for hun følte virkelig at det var noget som han så brændende havde fortjent! Med tårerne trillende ned af kinderne og med en udmattelse som hun næsten følte, kaste sig ind over hende, så var det faktisk kun rart at han langt om længe, endte med at gå igen, for det andet var mere end det som hun lige kunne holde til! Dog mente hun af den grund, at det var et elendigt tidspunkt han havde valgt at være egoistisk på, for det var noget af det som sikkert også havde kostet deres datter livet for alvor! Hun havde ganske vidst ikke nogen anelse om hvem eller hvad der havde skænket ham den følelse af liv, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende noget og det var bestemt heller ikke noget som hun havde lyst til at blande sig i, men ikke desto mindre, så savnede hun virkelig deres lille pige, og hun kunne intet stille op med det af den grund!
At Sonic endnu en gang var gået ind på værelset, var næsten noget som gjorde det hele værre for Ilaria, for det var slet ikke meningen at han skulle se hende på den måde! Hun følte sig pludselig skræmmende.. alene, og ikke mindst forladt, og det var slet ikke en behagelig fornemmelse at sidde igen med, det var der ingen tvivl om! Puden trykkede hun godt ind i sin favn, som hun blev liggende og stirrede ind i den mørke væg og med et direkte tomt blik. Hendes gråd og hulken forsøgte hun virkelig at holde igen, selvom det bestemt heller ikke var noget som gik som hun ville have det, hvilket næsten var værre ned alt det andet, set i hendes øjne om ikke andet, men der var ikke noget som hun kunne gøre ved det af den grund. At han så søgte hen til hende og satte sig på sengekanten, fik hende til at ligge fuldkommen stille, vor hun næsten følte for at holde vejret, selvom det slet ikke burde være tilfældet. Det var hendes værelse, og han gjorde i den grad også bare klogt i at lade hende være! Øjnene lukkede hun, som de sidste tåre gled ned over hendes kinder, idet at han valgte at lægge armene omkring hende og kyssede hendes hår. Hendes hjerte startede med at hamre som en besat mod hendes bryst, hvor hun for en ganske kort stund bare.. forsøgte at finde ud af hvordan pokker hun skulle reagere! ”Vær sød at gå…” fik hun endelig frem, også selvom hun ikke gjorde det største ved det af den grund, men det var nu bare sådan at det var. Grebet omkring puden lukkede hun direkte stramt og som aldrig nogensinde før, hvor hun svagt bed sig selv hårdt i læben, hvor hun foruden det, ikke bevægede så meget som en eneste muskel. Hendes hjerte føles som det hoppede ud af brystet på hende, og det gjorde hende svimmel.. Hvorfor skulle han have sådan en påvirkning af hende?! Det var virkelig ved at blive utrolig frustrerende!

[Deleted]

Sonic burde måske gå, men alt i ham skreg på at blive, hvilket også var grunden til at han var søgt tilbage på hendes værelse. Han havde ikke lyst til at forlade hende, et sted så var han bange for at han så gav afkald på alt. Hun var det eneste han havde tilbage, det eneste han holdt af, han havde jo kun … hende. Han vidste godt at intet var som før, og det ville det heller ikke blive, for deres datter var væk og de havde mistet deres hjem, så han ville måske gøre dem begge en tjeneste ved at gå og aldrig komme tilbage, men kunne han virkelig gøre det mod hende? Eller mod sig selv? Hans hjerte havde lyst til at blive præcis her hos hende, her hvor det hørte til. Han vidste godt at hun var sur på ham og det var måske også forståeligt, men af den grund så havde han jo aldrig gjort noget for at gøre hende eller Jacqueline ondt, han havde altid kun ønsket dem det bedste og tilmed sat dem før sig selv, han ville sågar dø for dem! De var hans familie, og det var naturligvis klart han ønskede at beskytte dem. Det gjorde også ondt at vide at han skulle gå og så efterlade hende knust og såret, for.. det kunne han bare ikke! Han havde altid fået en kæmpe skyldfølelse af at få hende til at græde, om det så var hans skyld eller ej, hvor han altid havde trøstet hende og derfor følte han bare ikke at han kunne gå fra hende. Han ville desuden gøre alt, give alt, for bare en sidste dag med hende, eller bare en sidste nat, hvor alt føltes … normalt og vant. Han vidste heller ikke hvad han skulle gøre for at få hende til at falde til ro, for han vidste at hun virkelig havde set sig sort på ham denne gang og et sted frygtede han inderligt for at han ikke kunne gøre det godt igen. Han elskede hende dog og derfor gav han det også et forsøg, selvom han stadig var bange for at hun direkte ville rive hovedet af ham.
Sonic kunne godt mærke at hun blev en anelse anspændt af at han lagde sig i sengen, ind til hende og med armene omkring hende, selvom han ikke tog sig af det. At hun bad ham om at gå, fik ham til at vende blikket mod hende, skønt han kun lige kunne skimte hendes kind. Han løftede sin ene arm og strøg hånden langs hendes egen arm og ned mod hendes hånd, der havde strammet grebet omkring puden. Han tog fat omkring hendes hånd med sin egen, inden han gav sig til at stryge hende ganske nænsomt og kærligt over håndryggen. ”Det ville jeg også, men.. jeg kan ikke,” hviskede han dæmpet, hvor han næsten endte med at knuge omkring hendes hånd. Alt i ham forbød ham at gå nogen steder, når han vidste at han efterladte hende som et nervevrag, desuden havde han jo selv set og hørt hvor hård hun var mod sig selv, så det var jo ikke kun ham der var et problem for hende, der var jo mange ting der gik hende på, og det var jo nok de samme ting som gik ham selv på. Han lagde sig hoved ind mod hendes, hvor han indsnusede hendes søde duft, som fik ham til at lukke øjnene og trække let på smilebåndet. Bare duften af hende gjorde ham lettet og glad! Han fortsatte strøgene over hendes hånd. ”Du må ikke græde,” hviskede han dæmpet mod hendes ene øre.

[Deleted]

Ilaria var ikke noget andet end et direkte nervevrag i øjeblikket, og derfor havde hun næsten håbet på at vedkommende som var kommet ind, måtte være Camille, for hun havde virkelig brug for at faldet til ro, selvom det var tydeligt, at det slet ikke ville være tilfældet denne gang, hvilket næsten var det værste af det hele! Jacqueline var død og borte, og det gjorde kun ondt, at han skulle stå og nærmest skrige det ind i hovedet på hende, for det var slet ikke noget som ville hjælpe hende på nogen måde, for det gjorde ondt for hende, bare at erkende at tøsen var væk, og at de ikke kunne gøre noget som helst for at få hende igen, hvilket næsten var det værste af det hele, det var der bestemt ikke nogen tvivl om
overhovedet!
Sonics arme om hende, gjorde det bestemt heller ikke nemmere for hende på nogen måde! Ilaria forsøgte virkelig at bide det i sig, selvom det ikke ligefrem var noget som hjalp hende på nogen måde, for hun brød sig slet ikke om det! Og specielt fordi at han havde den effekt på hende, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde. Øjnene gled let i, også selvom tårerne ikke holdt inde på nogen måde, hvilket i den grad var noget af det som måtte irritere hende mest, for hun foragtede virkelig, at det var den effekt som han skulle have på hende! Denne gang var hun virkelig knust, som hun aldrig havde været det før! At han strøg hende over armen og søgte ned mod hendes hånd, var noget som direkte fik hende til at stivne, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med! Hånden låste sig kun mere omkring puden, som hun direkte endte med at knuge om, med al den kraft som hun havde i sine hænder og holdt den tæt ind mod sin egen krop, som havde det været det eneste som hun lige havde at klamre sig til, for nemt var det ikke på nogen måde! Hun rystede let på hovedet. ”Jeg vil ikke se dig, Sonic… bare gå..” Denne gang var det ikke noget andet end en grødet tryglen, for hun brød sig slet ikke om at have ham så tæt på sig! At han trak sig over hende og endda strøg hende over hendes hånd, bed hun i sig, hvor hun blev liggende og stirrede ind mod væggen. Han fandt ikke deres datter ved at ligge der sammen med hende, så han skulle altså bare lade hende være! Tårerne trillede stille ned af hendes kinder og det var uden stop. Hun havde aldrig grædt sådan, som det hun gjorde nu, og det var jo alt sammen hans skyld! ”Du… du finder hende ikke, ved at ligge her..” mumlede hun, som hun vendte sig mere, så hun kunne komme mere om på maven, også for at have den afstand til ham, selvom det vel mere var en halvhjertet afvisning? Hun var træt.. endnu en gang, havde han virkelig formået at køre hende træt, og det var bestemt ikke noget som sagde så lidt, for så vred som hun var, så var det altså også slemt! Så vred, at hun ikke kunne gøre andet ned bare at lade tårerne trille, hvilket normalt ikke lå til hende! Hun trak vejret dybt, også selvom det blev i små stød. Hun forsøgte virkelig at holde den hulken igen!

[Deleted]

At Ilaria stivnede ved Sonics berøring, tog han sig ikke af. Han vidste godt at han måske legede med ilden, selvom det udtryk aldrig var et han havde levet efter, eftersom han selv var ilden, det var folk der ikke skulle lege med ham ikke omvendt. Alligevel så kunne han ikke lade vær, hun afviste ham heller ikke, selvom hans berøringer godt nok kun var nænsomme og helt forsigtige, for han ville jo stadig ikke have at hun skulle ligge og være et direkte nervevrag bare fordi han havde været her, selvom noget sagde ham at hun hele tiden havde været et nervevrag og at hun hele tiden havde været knust, skønt han vidste at han nok havde gjort det lidt værre ved at komme her og fortælle hende det som han havde haft på hjertet. Han følte dog ikke at han kunne forlade hende, når hun var så knust som hun var, for det gjorde ondt på ham at hun skulle ligge og græde også fordi det virkelig var sjældent at hun var så ked af det, faktisk så troede han aldrig at han havde set hende græde på denne måde og så meget før. At hun ikke ville se ham, havde han lidt på fornemmelsen, hvor han måtte erkende at han stadig overvejede at smutte, skønt han godt nok blev her hos hende. Han ønskede ikke at gøre tingene værre, men netop trøste hende, som han altid gjorde. ”Jeg skal nok gå før eller siden,” forsikrede han hende, så hun vidste at han ikke havde tænkt sig at hænge i røven på hende døgnet rundt, for det var ikke hans hensigt. Han ønskede egentlig bare at tilbringe lidt tid med hende, og lige i øjeblikket ønskede han blot at trøste hende og få hende til at stoppe med at græde, selvom det var tydeligt at hun havde svært ved det, og han blev næsten i tvivl om hvad hun faktisk græd over, for det var vel ikke det at han smuttede? Og hun græd vel heller ikke over de ord han havde sagt? Han var faktisk ikke helt sikker. Han trak let på smilebåndet, som hun lagde sig mere om på maven, hvor han også trak hånden en anelse til sig, hvor han i stedet for strøg hende ganske blidt over ryggen. ”Jeg finder hende nok ikke foreløbig uanset hvad. Jeg tror jeg har godt af at komme væk fra.. det hele,” fortalte han sandfærdigt, som han lå og betragtede hende, skønt han godt nok ikke kunne se hendes ansigt, men kun hendes ryg. Han lod fingrene stryge hende kærligt og trøstende over ryggen, imens han lagde sin anden arm under sit hoved, så han kunne se lidt af hendes ansigt. ”Og jeg.. kan ikke efterlade dig sådan her,” endte han langt mere dæmpet, hvor han rynkede brynene i en anelse bekymret mine. Han ønskede ikke at der skulle ske hende noget, så snart han gik, selvom hun nok ville klare sig, men han vidste at hun ikke ville få det bedre, for hun virkede direkte knust og det kunne han på ingen måder lide! Han elskede hende trods alt og han havde altid været der for hende, hvilket han altid ville være, for uanset hvad der skete, så ændrede det ikke på hvad han følte for hende.

[Deleted]

Ilaria brød sig slet ikke om at Sonic skulle være så tæt på hende, for hun var altså vred på ham, og det var noget som han vidste! Så det at han i det hele taget lå så tæt på hende, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre, og på denne måde, så fandt han bestemt heller ikke deres lille pige, for hun dukkede altså ikke bare op i det rene ingenting bare sådan uden videre! Hun bed det i sig lige nu, for hun kunne virkelig ikke rumme mere, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt, og det var bestemt ikke nemt for hende i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Svagt bed hun sig i læben og rystede let på hovedet. Hun hadede virkelig at han havde den effekt på hende, for hun brød sig slet ikke om det! Det var vel i det store og hele, så bare et tegn på at hun havde ladet ham komme alt for tæt på sig! For han gjorde ikke andet end at bringe hende ubehag, også fordi at hun var ved at finde sig med tanken om at der ikke var noget mere i det! Hun følte sig svigtet som hun aldrig nogensinde havde følt det før, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! ”Kan du ikke bare gå..” mumlede hun let for sig selv. Det lignede hende slet ikke at være så ked af det, men lige nu, kunne hun virkelig ikke styre eller kontrollere det, og det var næsten det som var det værste af det hele for hendes vedkommende, det var helt sikkert! Hun rystede let på hovedet, som hun lagde sig om på maven og tæt ind mod puden, som havde den været et levende individ, selvom det slet ikke var tilfældet, så var det jo bare sådan at det nu måtte være i den anden ende, det var der ingen tvivl om overhovedet. At han ville lidt væk fra det hele, kunne hun godt forstå. Hun ønskede det samme, men selv hun kunne ikke rigtigt få sig selv til at gøre det, også fordi at hun nu også havde fået sig et liv her, som hun faktisk havde det ganske godt med i den anden ende. Hun sukkede dæmpet og trak vejret dybt, også selvom det blev i små stød, for den hulken, var slet ikke noget som hun bare kunne skjule, selvom det virkelig var noget som hun forsøgte noget så brændende, så var det bare ikke noget som faldt til hendes fordel af den grund! Tanken om at han ikke ville efterlade hende sådan her, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod som sådan, men alene den tanke om at.. det var sådan her at det forholdt sig, irriterede hende virkelig, for hun kunne altså sagtens passe på sig selv! Det havde hun altid været i stand til, også før han endte med at dukke op i hendes liv, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg kan godt passe på mig selv, Sonic..” mumlede hun ganske kortfattet, som hun igen bare blev liggende og stirrede med de tårefyldte øjne ind i væggen. Hun afviste ham måske ikke som sådan, men selv hun var for træt til at fortsætte med det, og det var faktisk irriterende!

[Deleted]

Selvom Sonic kunne finde mange grunde til at han var gået ind på hendes værelse igen, så vidste han godt at han burde gå. Hvis han var skyld i hendes tårer og sorg, så ville han egentlig ikke gøre det værre for hende, for hun havde fortjent lidt ro, så hun kunne tænke det hele igennem, skønt det af og til også hjalp at komme af med det, og han kunne ikke lide at efterlade hende i denne tilstand, måske der ikke ville ske noget med hende fysisk, og hun ville måske heller ikke dø, men derfor var det aldrig rart at være alene og ensom, når man havde det så dårligt, det kendte han jo selv. At hun fortsatte med at bede ham om at gå, tog han ikke så tungt, selvom han et sted var bange for at hun ville slå ham eller begynde at skrige af ham igen, hvis han fortsatte med at blive og ikke gjorde som hun bedte ham om. ”Jeg kan ikke efterlade dig, når du har det sådan Ilaria. Det ville bare være.. forkert,” svarede han stille, som han fortsatte de blide og næsten trøstende strøg over hendes ryg, som hun havde valgt at ligge sig om på maven. Han ønskede ikke at blive for nærgående, men han ville gerne gøre tingene godt igen, eller i hvert fald bare trøste hende lidt, så hun ikke var så ked af det og knust som hun virkede til at være. Han elskede hende trods alt, så hans hjerte direkte forbød ham at søge væk uden at gøre det bare lidt lettere for hende. Han ville desuden tage af sted engang i morgen, eller.. når han fandt ud af hvor han ville hen, for det vidste han jo heller ikke endnu. Han ville egentlig bare gerne lidt væk fra det hele, så han ikke hele tiden skulle tænke på alt det kaos som hvilede omkring ham. Han ville gerne ligge hævntørsten, længslen og sorgen lidt på hylden, så han i stedet for kunne klare sit sind og muligvis også sit hjerte, så han ikke skulle være så tæt på at dø af sorg hele tiden, for det kunne blive farligt for ham, hvis han ikke fik det bearbejdet.
Et skævt smil gled over Sonics læber, som hun endnu engang sagde at hun kunne passe på sig selv. ”Det ved jeg godt. Men alle har brug for selskab af og til, ellers bliver man.. sindssyg,” svarede han roligt, hvor han kort løftede hånden og strøg hende blidt over håret. Han lænede sig ind mod hende igen, hvor han kyssede hende blidt mod den nøgne skulder – der hvor hendes tops strop ikke dækkede – inden han trak sig en anelse igen. ”Og når det tynger dig så meget, burde du også få det bearbejdet, Ilaria,” tilføjede han roligt, som han denne gang blev liggende på siden, men havde trukket sine hænder og arme til sig. Han hvilede på sin ene albue, så han kunne ane hendes ansigt og de tårer der faldt. ”Jeg kan ikke lide at du er så.. knust,” endte han dæmpet, hvor han rynkede brynene i en bekymret mine. Han ville gerne se et lille smil på hendes læber igen, det var da meget bedre end tårerne! Han lænede sig en anelse ind mod hende. ”Skal jeg kilde dig for at få dig til at smile?” spurgte han i en stille og dog drilsk tone, hvor hans øjne næsten fik et legende skær.

[Deleted]

Når Ilaria havde det på den her måde, så ønskede hun faktisk bare muligheden for at bearbejde det på egen hånd, også fordi at det bestemt ikke hjalp hende, at han var der, det var helt sikkert! Tanken gjorde hende vred, også selvom hun var kørt derud igen, hvor hun var så vred, at det faktisk kørte hende utrolig træt, og det var nu ikke noget som hun kunne gøre noget ved, andet end at fortsætte med at bede ham om at gå, vel? At han ikke ville gå, udelukkende fordi at hun havde det sådan, var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hende, også fordi at hun ikke rigtigt kunne gøre noget ved det ellers. Svagt bed hun sig i læben og trykkede puden godt og tæt ind mod sig, næsten som var det, det eneste som hun havde at knuge om, for det var vel også tilfældet lige nu? ”Jeg.. forstår ikke hvorfor du ikke bare kan gå, når jeg beder dig om det.. Du behøver ikke blive, for jeg kan godt passe på mig selv..” endte hun med en næsten frustreret og desperat tone, for det var slet ikke meningen at han skulle se hende på denne her måde! Han kunne bare tage af sted kunne han! Så hun kunne ligge og græde færdig, og bare.. få noget søvn, for det var noget som hun helt klart kunne bruge efterhånden, det var der ingen tvivl om.
At Sonic forblev tæt ved hende og strøg over hendes ryg, kyssede hendes krop og det hele, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Svagt endte hun med at bide sig hårdt i læben, for det var bestemt ikke noget som gavnede hende i længden, for hun.. mindes det, og det var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hende! Hun rystede let på hovedet, som en hulken igen brød hendes læber. Svagt bed hun sig i læben. Sindssyg var hun allerede – og det var igennem hendes ægteskab med ham, at det var blevet slemt! ”Jeg… bliver næppe mere sindssyg, end jeg blev igennem vores ægteskab, Sonic.. Jeg beder dig på mine grædende knæ, om bare at gå.. Jeg kan godt passe på mig selv..!” Denne gang vendte hun sig mere i retningen af ham, som han igen kyssede hendes skulder, for hun brød sig slet ikke om at han havde den effekt af hende. Hun sendte ham en mere advarende mine, også selvom hendes øjne nærmest var helt opsvulmede, da hun virkelig forsøgte ikke at ende med at græde, selvom det var ganske umuligt for hende, ikke at være det! ”Jeg skal nok klare det selv..” endte hun sigende, som hun igen lagde sig med ryggen til ham, efter at alvoret var understreget. At han igen skulle være drillende, var ikke ligefrem hvad hun havde ventet sig, selvom smilet svagt bredte sig på hendes læber. Hun rystede tavst på hovedet. Hun ville egentlig bare gerne have lov til at ligge der for sig selv, som hun gjorde lige nu! Og det var uden at blive kildet eller irriteret, for det var hun simpelthen for træt til!

[Deleted]

Det kunne godt være at Ilaria gerne ville bearbejde det selv, men Sonic følte ikke at han kunne efterlade hende så knust og søge væk for ukendt tid, for så ville han da slet ikke kunne koncentrere sig! Han var nød til at vide om hun bare fik det lidt bedre, selvom han vidste at hun uanset hvad nok skulle klare sig, men det gjorde ham nu alligevel bekymret at hun havde det sådan og han kunne ikke lide det! Han var dog stadig bange for at hun pludselig ville vende sig om og rive hovedet af ham, hvis han ikke gjorde som hun bad ham om og gik, for det havde han jo også været på vej til, men han havde allermest lyst til at være her hos hende, sammen med hende, ikke kun for at trøste hende, men også for at nyde et godt selskab, for.. hun havde jo været den eneste han havde været vant til igennem.. altid. Han løftede let hovedet, så han kunne se mod hende. ”Ilaria, det har intet med om du kan passe på dig selv eller ej, for det ved jeg udmærket godt at du kan! Det har noget at gøre med at jeg elsker dig, og hader at se dig så langt nede at du direkte er.. knust! Jeg vil bare have at du har det godt,” fortalte han sandfærdigt, som han svagt strøg hende over håret. Hvorfor kunne hun ikke bare se det? Han havde altid været der for hende, når hun havde grædt eller været ked af det, men han havde aldrig set hende så knust før, og nu hvor hun var, så kunne han ikke bare vende ryggen til hende!
Sonic stoppede ikke de blide strøg af hendes ryg, hvor bare det at være i kontakt med hende, fik det til at sitre helt ud i fingerspidserne, for det føltes rart for hans vedkommende at være så tæt på hende igen. Hendes ord om at hun var blevet sindssyg i den tid hun havde været sammen med ham og gift med ham, fik ham til at se lettere forundret på hende, inden han slap en munter latter, skønt han tog sig selv i det og hurtigt stoppede, for han ville heller ikke gøre hende sur! ”Det eneste du skulle være blevet sindssyg af, er din kærlighed til mig,” svarede han sagte, hvor et skævt smil gled over hans læber. Kærlighed gjorde vel mange ting ved én? Men han var ligeglad med hvad hun sagde, for han vidste at hun havde elsket tiden der sammen med ham, og det kunne hun slet ikke modbevise ham om! At hun faktisk smilede til hans drilske ord, så han ikke, da hun havde lagt sig med ryggen til ham igen, hvilket også var grunden til at han fortsatte. Han lagde hovedet tættere mod hendes, så han kunne hviske hende i øret, som havde det været en hemmelighed. ”Okay, men.. hvad så hvis jeg rejser mig op og begynder at danse, samt stripper for dig, smiler du så?” spurgte han i samme drillende tone, skønt den var hviskende, hvor et morende smil gled over hans læber. Det var nok ikke fordi han ville gøre det, men hvis han endelig gjorde, så skulle hun nok se på ham, for det var han da helt sikker på! Tanken morede ham dog en anelse.

[Deleted]

Ilaria havde virkelig bare brug for at arbejde med det hele alene, for hun var ikke svag, og hun havde bestemt heller ikke brug for andres hjælp, hvilket var noget som hun stod fuldkommen fast på! Det hjalp hende ikke, at han var der og endda så tæt på nu! Hun bebrejdede sig selv for rigtig, rigtig mange ting, også selvom hun vidste, at det ikke bare var noget som hun kunne gøre noget ved bare sådan uden videre! At høre ham sige, at han elskede hende, var slet ikke noget som hun ville lægge øre til, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for, for det var slet ikke det som hun følte, for hun følte ikke andet end det største svigt igennem hele hendes liv! Hun skulle nok få det godt igen, selvom hun ikke var i tvivl om, at det var et liv som ikke involverede ham! For det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen som helst måde overhovedet! ”Jeg vil ikke høre dig sige det!” begyndte hun med en tydeligt frustreret stemme, som hun vendte de tårefyldte øjne direkte i retningen af væggen igen. Han kørte hende træt, og det at han tog en runde to med det, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen som helst måde overhovedet! Tænderne bed hun tydeligt sammen, som hun svagt vendte blikket væk fra ham igen, for det var bestem tikke noget som gjorde det meget bedre for hende. ”Jeg er ligeglad med hvad du føler for mig, Sonic, for det bliver aldrig det samme igen. Aldrig nogensinde igen! Jeg får det godt igen, og det er ikke sammen med dig..” Denne gang var det ord sagt med den største kontrol, for hun mente det altså!
At han ikke stoppede de blide strøg over ryggen, var nu ikke noget som Ilaria sagde noget til, for han opgav det vel før eller siden, hvis hun kunne fortsætte med at ignorere det, selvom det bestemt ikke var fordi at han gjorde det nemt for hende, hvilket næsten var det værste af det hele, for det var en tanke som virkelig kun gjorde hende vanvittig som intet andet overhovedet! Hun himlede let med øjnene og fnøs ganske let, som hun trykkede puden ind mod sig. Han var allerede for tæt på hende, og hun brød sig ikke om den effekt som det havde på hende. Det var faktisk ved at blive temmelig ubehageligt! At han så slog ud i latter, var faktisk noget som direkte måtte irritere hende, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i! ”Ja, du gjorde mig sindssyg.. Og endnu mere, ved at blive her,” endte hun sigende, som hun endte med at sætte sig op igen. At han virkelig ville se hende smile, forstod hun ikke, for han skulle bare lade hende være efterhånden! Hun havde virkelig ladet ham komme for tæt på – igen! Hun tørrede sine øjne og med et svagt snøft, som hun igen vendte de opsvulmede øjne i hans retning, for han gjorde det bestemt ikke nemmere ofr hende på nogen måde. ”D-du finder ikke Jacqueline ved at ligge her.. Jeg vil ikke se dig her.. det er mit sidste fristed… gå..” endte hun endnu med en tryglende stemme, for han gjorde det bestemt heller ikke nemt for hende! Det var hendes sidste og eneste fristed, efter at hun havde mistet det i Procias, og han skulle ikke have lov til at besudle det her!

[Deleted]

Det var ikke Sonics mening at gøre Ilaria frustreret, tværtimod ønskede han slet ikke at hun skulle have det så dårligt. Han elskede hende og ønskede hende kun det bedste. Og det gjorde ondt at hun skulle være så hård mod sig selv, for det ville jo slet ikke gøre tingene bedre for hende! At hun ikke ville høre ham sige at han elskede hende, kunne vel i princippet komme ud på et? Hun vidste at han gjorde, og han vidste at hun inderst inde bag al den vrede også elskede ham, selvom hun måske forsøgte at benægte det og sige at hun hadede ham, for måske hun følte sig såret over ting han havde gjort, hvilket han godt forstod, men derfor kendte han hende alligevel godt nok til at vide at hun inderst inde holdt af ham, for de havde alligevel været igennem så meget sammen, som ingen andre par nogensinde havde eller ville komme til. Han stod fast på alt det han havde fortalt hende, selvom det at hun ikke selv havde det på den måde, gjorde frygtelig ondt. Han trak let på smilebåndet, skønt det ikke just var et smil. ”Tja.. jeg ønsker ikke at stå i vejen for dig Ilaria. Jeg ønsker bare ikke at du skal være så hård ved dig selv,” svarede han sandfærdigt, som han rynkede brynene en anelse. Han ønskede hende jo slet ikke ondt, hvorfor kunne hun ikke bare se det?! Det irriterede ham at hun skulle være så skide snæversynet!
Sonic vendte blikket mod hende, hvor han også trak hånden til sig igen, da hun valgte at sætte sig op, skønt han selv blev liggende for en stund, eftersom han snart troede at hun skulle til at slå ham igen. Det havde tydeligvis været en fejl at gå ind igen, selvom han vel kunne have sagt sig selv at hun ikke ville se ham? Og at hun ville fortsætte med at afvise ham og cutte ham af? Tanken gjorde ondt. Han bed svagt tænderne sammen. Han frygtede han ikke kunne gøre tingene godt igen. Han vidste det ikke ville blive som før, men han ville ønske at de bare kunne tale normalt sammen, men han var snart bange for at det skulle være sådan her resten af livet, og.. det ønskede han da slet ikke! Han endte selv med at sætte sig op, selvom han ikke satte sig ved siden af hende, så der var lidt afstand mellem dem. ”Ilaria jeg ønsker ikke at infiltrere dit fristed, hvorfor kan du ikke bare forstå at jeg bekymrer mig oprigtigt for dig, og ønsker at du skal have det godt?” spurgte han, hvor han mærkede frustrationen dukke op igen. Han vendte blikket bort, hvor han for en kort stund overvejede virkelig at gå, for der var åbenbart ikke mere at komme efter, andet end flere afvisninger, hvilket han vidste at han heller ikke selv kunne holde til. ”Desuden så har jeg sagt at jeg tager væk for et stykke tid, så jeg kommer ikke til at finde hende uanset hvad. Jeg ville bare nyde en sidste.. tid med dig,” svarede han mere dæmpet, uden at han så på hende. Han havde faktisk overvejet at give hende besked, hvis han fandt et sted han ville tage hen, men hvis hun virkelig var så ligeglad og bare afviste ham, hvorfor skulle det så overhovedet interessere hende? Så kunne han ligeså godt holde destinationen for sig selv og lade vær med at indvie hende, for hun var vel ligeglad? Og han som tilmed ville gøre hvad som helst for bare at nyde denne sidste aften med hende, om det så bare var for en time eller to minutter. Men hun gav ham ingenting.

[Deleted]

Inderst inde elskede Ilaria stadig Sonic, også fordi at han var kommet hende så tæt på, så var det ikke bare lige til at kyle ham ud igen, selvom hun virkelig forsøgte, så var det bare ikke særlig nemt! Han skulle bare ikke have lov til at komme og infiltrere hendes nye liv på denne her måde, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i, på nogen måde! Det var en tanke som gjorde hende vred og ikke mindst frustreret, for hun følte virkelig det største svigt fra hans side, i og med at det havde kostet dem begge to Jacqueline. Det havde ikke været fair at bruge tøsen overfor ham på den måde, men hun vidste, at det var noget som gjorde ondt på ham, så selvfølgelig var det noget som hun valgte at bruge allerede som det første, som hun kunne komme til! Hun rystede stille på hovedet. ”Jeg kan godt finde ud af det på egen hånd, Sonic..” endte hun mere dæmpet. Hun havde altid været forbandet enerådig, hvilket han selvfølgelig burde være klar over, det var der ingen tvivl om. Hun lukkede stille øjnene og bed sig svagt i læben, for han gjorde det bestemt ikke nemt for hende, men hun forsøgte virkelig!
Hvad det var Sonic forsøgte på, var slet ikke noget som Ilaria kunne forstå sig på, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende, for det var jo slet ikke noget som vedkom hende! Svagt bed hun tænderne sammen, som hun endelig kom op at sidde, også selvom han gjorde det samme bare med afstand, hvilket var noget som passede hende helt fint. Hænderne tørrede tårerne bort, inden de søgte ned i hendes skød. Hun ønskede ikke at have ham så tæt på sig, for det var bestemt ikke noget som gavnede dem på nogen måde, og det irriterede hende bare, at han ikke kunne forstå det, for det kunne da heller ikke være så slemt, kunne det? Hun sukkede dæmpet og rystede så på hovedet. ”Jeg har det fint..” endte hun dæmpet. At han agtet at søge væk, måtte han jo selv om, selvom.. hvor ville han da tage hen? Ja, hun var jo selv bekymret for ham, selvom hun måske havde lidt mere besværligt for at skulle vise det, end det som så mange andre havde, også selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som kunne gøre det meget bedre af den grund. Hun snøftede igen og nikkede så. Med andre ord, så skulle deres lille datter forblive i den mørke grav, så langt væk fra sine forældre som det hun var? Hun fandt det ikke retfærdigt, men den eneste som havde mulighed for at komme ind, det var jo trods alt også ham, selvom det ikke ligefrem gjorde det meget bedre af den grund. ”Der er virkelig ikke noget at nyde af, når det ser sådan her ud, er der? Jeg er træt, Sonic.. Jeg ser kun hvad jeg selv har gjort forkert, og så står du her og.. ja.. Du svigtede mig.. Jeg har virkelig ikke lyst til at se dig nu..” Denne gang vendte hun blikket mod ham. Hun forsøgte virkelig at holde så ordentlig en tone som det var hende overhovedet muligt, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt!