Back to the beginning

[Deleted]

At hun ikke hakkede Sonic ned, da han fjernede tåren, var noget som faktisk glædede ham! Han sagde dog intet til det, eller gjorde mere, da han havde trukket hånden til sig, lige så hurtigt som han havde hævet den, selvom han blev stående og betragtede hende over hendes skulder, som hun stod der med ryggen til ham, hvor han kun lige kunne skimte hendes ansigt. Han kunne ikke lide at hun var så hård ved sig selv, selvom han var lige så hård mod sig selv, men det var noget andet. ”Jeg ved udmærket godt hvordan det var, Ilaria. Du behøver ikke forklare dig hele tiden, men du er stadig alt for hård ved dig selv, pigen ville være vokset op og have elsket dig, ligeså meget hun ville elske mig,” svarede han roligt. De havde jo været i gang med at opdrage tøsen sammen, da alt var gået galt, så de havde jo aldrig fået chancen! Selvfølgelig kunne ingen af dem sige hvordan tingene ville være gået, men han var sikker på at Jacqueline ville have elsket sin mor, ligesom han vidste at Ilaria elskede sin pige, skønt hun altid havde været så dårlig til at vise det. At hun aldrig ville være mor igen, kunne han godt følge hende i, for der havde han heller ikke selv lyst til at blive far igen, han fandt sig selv som en elendig forælder, hans liv passede ikke til det, hvilket delvist var grunden til at Jacqueline nu var død. Han ville aldrig egne sig som far, og den fejltagelse ville han heller ikke selv begå igen.
Selvom Ilarias ord gjorde ondt, så var Sonic faktisk enig med hende, hvor han også endte med at nikke helt forståelsesfuldt. ”Tro mig.. kunne jeg gøre det om, så havde jeg blevet væk og reddet min lille pige,” svarede han sandfærdigt. Han fandt det heller ikke fair at han skulle leve og hans lille prinsesse ikke skulle, og han ville sågar den dag i dag bytte sit liv for at Jacqueline kunne komme tilbage, for hun havde ikke fortjent sådan en grum skæbne! ”Men jeg regnede med at der var nogen til at redde hende, jeg troede at du kom hjem igen, men du blev væk i for lang tid,” svarede han lettere udtryksløst. Hans datter var ham virkelig et ømt punkt, fordi han var opfyldt med så megen skam og så megen skyld. Han slog let ud med armene. Når hun fremstillede det sådan, så lød det ikke just til at der var noget at komme efter, selvom han nægtede at give op! ”Det ville være en skam, hvis du trådte tilbage Ilaria, du er den perfekte repræsentant for dit element, det er bare en skam du er så.. barnlig og uprofessionel at du ikke kan se ud over dine egne behov,” svarede han sandfærdigt, som han let trak på skuldrene, som betød det intet. Han kunne ikke bliv ved med at tage hensyn til hende, desuden så skulle han nok finde ud af noget om hun så ville det eller ej! ”Jeg har desuden aldrig gjort andet end at elske dig, så jeg tror at du ikke kan tåle synet af mig, fordi du stadig elsker mig og hader dig selv for det,” svarede han tydeligt selvsikkert, som et kækt smil gled over hans læber, da han valgte at læne sig op ad døren og lægge armene over kors, imens han betragtede hende afventende.

[Deleted]

Jacqueline havde ikke været noget andet end en simpel fejltagelse, som Ilaria nægtede at gå igennem en gang mere, for hun passede slet ikke som mor, og slet ikke når hun fik børn som slet ikke kunne fordrage hende, hvilket næsten var det værste af det hele. Hun havde virkelig elsket Jacqueline, hun havde altid ønsket hende det bedste, men det havde bare ikke været noget som hun havde været i stand til at give hende, for det havde aldrig været godt nok for hende! Hun bed tænderne sammen, også selvom hun ikke sagde noget til at han havde fjernet tårerne fra hendes kind, for det føles.. underligt, og hun vidste så ikke om det var en god eller en dårlig ting. ”Jeg gør det aldrig nogensinde igen, Sonic.. Hun elskede aldrig mig nær så meget som hun elskede sin far,” endte hun med en ganske kortfattet tone. Det var slet ikke noget som hun ville stå der og diskutere med ham, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik noget ud af! Hun vendte blikket væk fra ham igen. Tankerne omkring deres afdøde datter, gjorde ondt, og det var noget som hun slet ikke ville snakke med ham om, for han havde altid været det som hun aldrig ville blive, og sikkert aldrig kunne være, for Jacqueline havde i den grad forgudet sin far!
Ilaria havde det på ingen måder særlig godt, men de ord var virkelig noget som hun mente! Det som havde bragt ham tilbage, burde have gjort det samme med Jacqueline, for så lille som hun havde været, så havde hun været direkte uskyldig, og havde været alt for lille til at redde sig selv, og tanken om at det var sultedøden, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for hende. ”Du burde blive i graven, Sonic.. Det er der du har fortjent at være!” endte hun med en fast tone. Igen vendte hun sig væk. Det gjorde ondt, at det var den grusomme død som havde ramt deres elskede lille pige, for hun havde virkelig elsket hende, selvom det bestemt heller ikke havde hjulpet dem særlig meget som det var lige nu. Hun trak vejret dirrende, også fordi at.. gråden trængte sig på, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre eller nemmere for hende på nogen som helst måde. ”Jeg kunne ikke komme ind, og jeg kan trygt love dig, at jeg virkelig forsøgte..” endte hun direkte spidst, som hun igen vendte sig mod ham. Det var et frygtelig ømt punkt som de havde begge to, men at bearbejde det med ham, var bestemt heller ikke noget som kom på tale, så gjorde hun det i den grad hellere selv, det var helt sikkert! Hænderne dirrede, tårerne trillede, og det var både af sorg, men også direkte raseri. ”Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at med vores fælles fortid, vil jeg ikke kunne tage det professionelt i et samarbejde med dig.. Går du ind, så træder jeg ud,” fastholdt hun ganske kortfattet. Hans sidste ord, var næsten som en lussing, for det var slet ikke hvad hun havde regnet med! Hun åbnede munden flere gange, inden hun vendte blikket kort tænkende ned mod gulvet i stedet for. ”Det er en drømmetanke, er det ikke? Du har kostet mig frygtelig megen smerte, Sonic.. Jeg gider ikke have mere med dig at gøre.”

[Deleted]

Selvom Sonic ikke så sig selv som en far og aldrig ville blive det igen, så så han ikke Jacqueline som en fejltagelse, måske det ikke havde været meningen at gøre Ilaria gravid, men han fortrød det ikke. Han elskede sin datter og han elskede Ilaria for at have opfyldt hans største drøm; at få en familie. Hun havde skænket ham en familie, skønt han nu ikke havde noget tilbage, og derfor forblev de år i Procias som den lykkeligste tid i hans liv, hvilket intet kunne ændre på. Han egnede sig måske ikke som far og ville nok heller ikke få en familie igen, men det havde han et sted heller ikke lyst til. At hun sagde hun ikke gjorde det igen, fik ham til at trække let på skuldrene. ”Så er vi to,” endte han roligt, hvor han så lettere forundret mod hende, inden et skævt smil gled over hans læber, „Ilaria.. tøsen elskede mig kun fordi jeg tog mig af hende, tro mig, havde du taget dig af hende til at starte med i stedet for at kaste arbejdet over på mig, så havde rollerne været byttet om og så havde hun ikke gidet udstå mig.” Sandt var det vel? Det var kun fordi Ilaria havde nægtet at han selv hade trådt til, selvom han faktisk havde set frem til at få Jacqueline, for han havde jo som sagt ønsket sig en familie på daværende tidspunkt.
At Ilaria fandt det fortjent at Sonic lå død, gjorde ondt at vide, hvor han også tydeligt hvordan det slukkede mere af hans indre flamme, der kun var en lille flamme, og gik den helt ud, så ville han dø. Han strøg tungen tænkende over læberne, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Ønsker du mig virkelig død?” spurgte han i en mere dæmpet tone, skønt det var højt nok til at hun ville kunne høre ham. At se tilbage på at hun var kvinden i hans drømme og at se dem nu, hvor hun ønskede ham død, var noget som gjorde mere ondt end hvad han lige havde regnet med. Han havde aldrig været en mand der havde lukket nogen tæt på sig, men Ilaria havde formået det, og han havde ikke lyst til at fortryde det, selvom hendes ord næsten fik ham til det. ”Jeg ved godt at du forsøgte Ilaria, men du skulle slet ikke være søgt så langt væk i udgangspunktet. Havde du gået en normal tur som du plejede for at køle dig af og komme hjem om aftenen eller dagen efter, så havde du været der til at tage dig af hende, men du søgte så langt væk, at du ikke kunne nå hjem,” svarede han i samme tomme tone, hvor der ikke var nogen tvivl om at han lige bebrejdet hende på det punkt, skønt han vidste at han heller ikke selv var et hak bedre. At se tårerne falde fra hendes øjne, var noget som gjorde ondt, skønt han ikke reagerede på det denne gang. ”Jeg synes det er synd du skal træde ud, så jeg skal nok tage min afstand, det kræver alligevel sit at få folk til at stole på én,” svarede han roligt og lettere eftertænksomt. Han vidste at Cecilaya ikke stolede på ham, så Ilaria var ikke hans eneste problem. At hans sidste ord fik hende til at åbne og lukke munden flere gange, fik ham til at trække morende på smilebåndet, selvom det falmede en anelse til hendes ord. ”Det er jeg oprigtigt ked af Ilaria, jeg har aldrig ønsket dig ondt, tværtimod har jeg værdsat dit liv højere end mit eget, jeg elsker dig trods alt,” svarede han sandfærdigt, hvor han ikke vidste om hun havde lagt mærke til at han havde talt i nutid.

[Deleted]

Ilaria havde måske skænket Sonic hvad han havde ønsket sig, men ikke desto mindre, så var det noget som kraftigt, var gået d over hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med en ganske fast tone, hvilket bestemt ikke var noget som hun ville skjule for ham på nogen måde overhovedet! Hans ord hjalp hende ikke direkte. Tøsen var død, og der var ikke noget som de kunne gøre ned det af den grund, selvom det bestemt ikke var noget som gavnede hende, for tanken gjorde hende faktisk kun ked af det. ”Jeg er virkelig ligeglad! Hun er død og borte nu, og alt sammen kun takket være dig, Sonic, så hvorfor snakke mere om det? Hun brød sig aldrig om mig, og hadede mig sikkert, lige så meget som det så mange andre gør det, og det rør mig virkelig ikke..” mumlede hun. Selvfølgelig var det en løgn, men hun var jo for pokker nødt til at holde sig selv lidt oppe på en eller anden måde, selvom det bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende! Hendes tilstedeværelse var hård og den var på ingen måde nemt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så kunne hun slet ikke gøre noget som helst ved det!
Måske at det var frygtelig hårde ord, men Ilaria mente det. Han kunne bare have skænket Jacqueline det samme som havde vækket ham, og det var en tanke som kun gjorde hende endnu mere vred end det som hun var i forvejen, så selvfølgelig var det noget som hun mente lige nu! Ganske enkelt af ren og skær vrede, men det var jo en anden side af sagen! ”Det er din skyld, at hun ikke er her, Sonic.. Du valgte at være egoistisk på det helt forkerte tidspunkt.. Så ja!” endte hun med en fast tone. Et sted selvfølgelig for at gøre ham ondt, men det var så sandelig også fortjent, det var der bestemt ingen tvivl om! Så vred som hun var, så var det i den grad også fortjent! Hun vendte sig igen væk fra ham, for hans tilstedeværelse, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hende, for det var faktisk noget som gjorde utrolig ondt for hende, om det var noget som hun ville det eller ikke, og han gjorde det bestemt heller ikke bedre for hende på nogen måde! Hun fnøs ganske kortfattet og tørrede endnu en gang sine våde kinder, selvom det nu heller ikke var noget som hjalp hende af den grund. Et sted så vakte det virkelig kun en frustration uden lige! ”Jo længere væk jeg kom fra dig i den stund, jo bedre var det..” mumlede hun tvært, som hun igen slog armene over kors. Hun havde egentlig ikke været klar over, at hun var kommet så langt væk hjemmefra! Hun fnøs igen ved hans ord. Han snakkede vel kun efter hendes mund, for at få hende til at handle som det han ville? At han elskede hende, var som at jage kniven i hjertet på hende, for hun var slet ikke i tvivl om det. ”Det siger du kun for at berøre mit iskolde hjerte, og ved du hvad? Det virker ikke..” afviste hun med en direkte fast og hvislende tone. Hun ville slet ikke stå og lytte til det!

[Deleted]

Sonic forstod stadig ikke at hun kunne være så hård ved hende selv, selvom han faktisk ikke havde lyst til at tage hende i forsvar, for hun var led ved ham, hun forsøgte med vilje at såre ham, hvilket også lykkedes hende hundred procent, for hun vidste udmærket godt hvad hun skulle sige, for at såre ham, hvor det pludselig irriterede ham at hun kendte ham så godt! Det gjorde også ondt at hun virkelig forsøgte at køre ham ned, hvilket desværre også lykkedes hende, for hvert ord hun sagde, slukkede hans indre flamme mere og mere. Han vidste godt at hun var sur på ham og sagde mange ting i vrede, men et sted mente hun det vel også? Han rynkede let brynene, som han skævede mod hende, da hun sagde at hun var ligeglad med at folk hadede hende. ”Det ved vi begge er en løgn,” hviskede han dæmpet mod hendes øre, som han stadig stod tæt på hende, efter at han havde tørret tåren væk fra hendes kind. Han kendt hende godt nok til at vide at hun ikke var ligeglad med at folk hadede hende og da slet ikke at deres lille pige gjorde, selvom han tvivlede på at Jacqueline havde hadet Ilaria, for hun havde jo alligevel forsøgt, og tøsen havde jo stadig ladet sin mor made hende og ladet hende holde hende tæt. ”Desuden har du ikke hele verden imod dig, for.. jeg hader dig ikke,” tilføjede han med et skævt smil, hvor han ikke tog blikket fra hende, men blev stående tæt ved hende, dog uden at røre hende.
“Jeg vidste jo ikke at du ikke kunne komme ind! Jeg regnede med at du eller en eller anden havde fundet hende og taget sig af hende!” svarede Sonic lettere.. febrilsk og næsten helt desperat. Hvorfor kunne hun ikke bare se det?! Det var ikke hans skyld! Og han ville gøre alt for at bytte plads med sin lille pige! Han ville til hver en tid gøre det om, men det kunne han altså ikke! Og Ilaria burde slet ikke være gået ud af døren, for så havde hun i hvert fald været i stand til at redde tøsen! ”Ja, og ved du hvad? Det kostede din datters liv!” svarede han irriteret. Hun skulle ikke tro hun bare kunne stå og give ham den fulde skyld, uden at han ikke ville forsvare sig, for han fandt sig ikke i det! Han rystede let på hovedet. ”Og jeg gider slet ikke kaste med skylden, for vi var lige gode om det, og det bringer ikke vores datter tilbage! Men jeg skal nok finde hende, for det lovede jeg!” tilføjede han i en fast og beslutsom tone. Han skulle nok få deres datter med hjem, så hun kunne blive ordentlig gravlagt! Han ville gøre alt for at få sin lille pige hjem, og han var den eneste der kunne komme ind i Procias, kun fordi han var mentaldæmon og kunne manipulere med vagterne. Han trak let på smilebåndet, da hun sagde at han ikke kunne berøre hendes iskolde hjerte. Han så kort tænkende ud i luften, skønt det var rent skuespil. ”Ikke? Hm.. lad mig se, jeg mødte dig på slagmarken, hvor du var mindst lige så hidsig og temperamentsfuld som nu, og sjovt nok vandt jeg dit hjerte, og jeg blev tilmed gift med dig, og på trods af alle skænderierne, så kunne jeg altid gøre det godt igen, så kom ikke at sig at jeg ikke kan berøre dit iskolde hjerte, min isdronning,” svarede han med en tydelig selvsikkerhed i stemmen, hvor et kækt smil gled over hans læber.

[Deleted]

At såre Sonic, var virkelig Ilarias hovedopgave lige nu, også fordi at han virkelig bad om det, nu hvor han havde valgt at stille sig så tæt på hende, og faktisk komme hende på tværs, for det var virkelig også det eneste som han gjorde lige nu! Ordene var noget som hun faktisk mente, også selvom de var sagt i vrede, for hun havde aldrig været så alvorlig i hele sit liv som det hun var nu! Måske at hun var frygtelig hård ved sig selv, men det var vel også fordi at hun vidste, at hun på ingen måder var uskyldig når det kom til Jacqueline? Hun vidste udmærket godt at hun ikke havde været den mor som hun burde have været, men det var nu alligevel ikke noget som hun kunne gøre noget ved, og selvfølgelig gjorde det ondt selv på hende, for Sonic havde været i kontakt med hendes iskolde hjerte, og han havde stået med det i næverne, hvilket han aldrig nogensinde skulle have lov til at gøre igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Blikket vendte hun mod ham! Ligeglad havde hun aldrig været, men det var så dejlig nemt bare at kunne spille på det! ”Hold din mund..” mumlede hun tvært som han hviskede tæt ved hendes øre, også selvom hun ikke rokkede sig ud af stedet. Selvfølgelig nød hun af opmærksomheden, men hun forstod jo så til gengæld ikke hvorfor pokker han ikke bare kunne lade hende være, for han fik slet ikke noget ud af at stå så tæt på hende! Hans ord gjorde hende vred, også selvom.. det gjorde godt? At vide at han ikke hadede hende, selvom hun næsten var sikker på at hun mente det, når hun sagde at hun hadede ham! ”Ja, det siger du jo nu.. Jeg er jo skyld i hendes død, er jeg ikke? Hun har aldrig kunne lide mig, og hvorfor skulle det være anderledes selv nu hvor hun er død? Hun så aldrig mine forsøg med dine øjne.. hun hadede mig..” endte hun kortfattet.
Ilaria kneb øjnene fast sammen. Hun havde virkelig forsøgt med det så godt som det nu havde været hende menneskelig muligt! ”Jeg er ligeglad! Hun er jo VÆK!” endte hun med en fast tone, også selvom det gjorde ondt at sige, så måtte hun jo for pokker da bare lære at finde sig i det, og acceptere det, selvom det bestemt ikke var nemt for hende, men det var jo bare at forsøge det! Hun rystede på hovedet. Hun ville egentlig bare gerne lade det emne ligge nu, så deres datter kunne få den fred. ”Lad hende for guds skyld, bare få den fred nu..” mumlede hun ganske let, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende. Hun vendte sig endnu en gang væk fra ham endnu en gang. Den kække tone, var noget som virkelig gjorde hende vred, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg er ikke den kvinde som jeg var dengang.. Jeg står ikke i livsfare som jeg gjorde der, og jeg er bestemt ikke syg, sygdom jeg endte med at blive! Og jeg vil ikke høre dig kalde mig for din iskolde dronning!” vrissede hun fast, som hun endte med at trække sig væk fra ham. Det var slet ikke noget som hun fandt sig i!

[Deleted]

Sonic vidste godt at Ilaria forsøgte at ramme ham direkte og gøre ham ondt, hvilket også lykkedes hende, og det gjorde kun alting værre, dog så blev han alligevel, for selvom hun skreg af ham, sårede ham og afviste ham, så havde han aldrig følt sig så godt tilpas han gjorde lige nu i flere uger! Selvom hun var direkte kold og hjerteløs overfor ham, så følte han sig bare lidt.. hjemme, når han stod her sammen med hende, hvilket han savnede. Han savnede hende, som han savnede hele sit tidligere liv, skønt han vidste at det aldrig ville blive sådan igen, men han måtte ikke give op! Han havde planer han skulle have udført og han helmede ikke før det var sket! Selvom han var sur over visse ting Ilaria havde gjort, selvom han bebrejdede hende for noget, så kunne han aldrig komme til at hade hende, hun havde måske skuffet ham dybt på mange måder, men han elskede hende stadig. Han kunne ikke hade hende, uanset hvor meget han næsten ville ønske han kunne være ligeglad, så kunne han tydeligt mærke at alt ved hende påvirkede ham og han hadede direkte den fornemmelse, netop fordi han vidste at hun var så skide sur på ham! ”Ilaria! Ingen af os kunne forhindre det, og du ved ikke hvad fremtiden ville have bragt, hvis hun stadig havde været her!” svarede han kortfattet og lettere stædigt, han stod fast på at hun var blevet en fantastisk mor og at Jacqueline ville elske hende, hvis de bare havde fået chancen, men den var desværre væk, selvom han ville give alt for at det var som før. Han vendte let blikket væk, som han var enig med Ilaria i at han ikke gad diskutere emnet omkring deres datter, for de kunne jo fortsætte med at kaste skylden på hinanden hele natten hvis de ville uden at komme nogen vegne. Han så lettere tomt mod hende, hvor han selv mærkede tårerne presse sig på, skønt han var så stædig og stolt at han ikke lod det vises. ”Hun kan ikke hvile i fred, før hun er gravlagt, og jeg finder hende! Om jeg så skal brænde hele Procias ned til grunden først,” direkte hvislede han, selvom vreden var henvendt procianerne og ikke Ilaria. Han hadede det land og alle dets indbyggere, han havde allerede fået dræbt nogle stykker, hvor han stadig kunne huske deres smertefulde skrig, der kun bragte ham fryd at tænke på, for de havde alle sammen fortjent det!
Sonic trak let på smilebåndet, som hun kom med den lange smøre om at hun ikke var den samme og nærmest fremstillede det som om hun havde hadet sit liv og aldrig følt sig tryg, samt at han ikke måtte kalde hende for ’sin isdronning’. Der var intet nyt i hendes ord, selvom han vidste at hun levede i benægtelse. ”Livsfare? Du har aldrig været i fare, jeg har altid beskyttet dig, jeg har altid reddet dig, jeg har altid passet på dig og holdt dig tryg. Benægt det så meget du vil, men vi ved begge at jeg har ret,” svarede han sandfærdigt og med en kontrolleret og ualmindelig ro i stemmen. Han trak let på skuldrene, „jeg fortryder ikke noget jeg har gjort for dig, jeg fortryder ikke den smerte jeg er gået igennem for din skyld.” Han var jo faktisk blind på grund af hende, selvom hun altid havde gjort ham stolt af det, hvilket også var grunden til at han ikke gik med stof om øjet den dag i dag, men havde valgt at acceptere det.

[Deleted]

Det var slet ikke Ilarias mening at sørge for at Sonic følte sig hjemme! For han skulle bare holde sig langt fra hende! At være så hård ved sig selv, var virkelig bare hvad der faldt hende mest naturligt, også fordi at hun vidste, at hun slet ikke var uskyldig i denne sag, men hun havde virkelig forsøgt alt det som hun kunne, og så var det bare nemmere for hende, at give ham skylden for det hele, for han havde været den sidste som havde været omkring tøsen! Af den grund, så følte hun det vel.. vel at være omkring ham, for det var det som hun havde været vant til igennem årevis, også selvom det slet ikke var noget som hun ønskede at vise ham! Hun var vred på ham, og det agtet hun at forblive med at blive! ”Jamen det er hun ikke! hun kommer aldrig tilbage! Du valgte at blive egoistisk i det helt forkerte øjeblik!” nærmest hvæsede hun med en fast tone, som hun gien vendte blikket i retningen af ham igen. Næverne knyttede hun, som kroppen igen begyndte at ryste. Jovist var dette noget som virkelig kørte hende forbandet træt, men hun kunne ikke gøre for det! Det kørte hende træt at være så sur hele tiden! Men når det kom til ham, så kunne hun bare ikke lade være! Tårerne pressede på, også selvom hun slet ikke ønskede at vise ham det, for hun var ikke svag, og hun kunne sagtens styre det hele selv! ”Fint.. så smut ud og find hende, hvis det er det du vil..” mumlede hun tvært. Hvis det var en mulighed for hende at få ham ud, så passede det hende udmærket!
Tanken om at Sonic havde ret, var slet ikke noget som gavnede hende på nogen måde. Hun havde elsket sin tilværelse i Procias, også selvom det slet ikke var noget som hun kunne se på med glæde nu, nok snarere.. længslen? Også selvom det slet ikke var noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde, for den tanke alene, var virkelig irriterende for hende! ”Jeg er IKKE din isdronning!” hvæsede hun denne gang med en fast tone, hvor hun næsten endte med at glide over i en hosten, så meget som hun hvæsede af ham, så var det ikke noget som hun kunne gøre for af den grund. Hun vendte sig igen væk fra ham, for han skulle slet ikke have lov til at se det. Det gjorde ondt at han stod så tæt på hende, og af den grund, så var det bare.. dejlig nemt at give ham skylden for det hele, og så bare tage den derfra. Tårerne trillede let nedover hendes kinder, for hun kunne da slet ikke lade være, nu hvor han stod der, og hun kunne give ham skylden for det hele! ”Jeg er stor nok til at passe på mig selv, Sonic..” fortsatte hun, som hun igen tørrede sig selv over kinderne, inden hun igen vendte sig i hans retning og med en meget advarende mine. Han skulle bestemt ikke komme her og tro at han var noget! ”Du fortryder måske ikke noget, men det kan jeg love dig for, at jeg gør..” afsluttede hun med en iskold hvislende stemme, for løgn var det bestemt heller ikke! Det var hans skyld alt sammen!

[Deleted]

Det irriterede Sonic at Ilaria gav ham skylden for Jacquelines død, når hun selv var mindst lige så skyldig som ham selv, desuden så vidste hun at han havde elsket sin lille datter højere end noget andet, og at bruge hende imod ham var direkte ondskabsfuldt, når hun slet ikke anede hvor knust han var over det. Han ville til hver en tid have givet tøsen den eliksir og selv gået i døden, for hun havde slet ikke fortjent den grumme skæbne som hun havde fået! Han savnede sin lille pige mere end noget andet! Men hun var død og borte, hvilket var en tanke som var ham knusende. Han vendte blikket bort ved hendes ord, mest fordi han vidste at hun talte sandt, men at hun gav ham den fulde skyld, havde hun ingen ret til! Hvor havde hun været? Så langt væk hjemmefra som overhovedet muligt! Havde hun været der, så havde der ikke været noget problem, og så havde deres datter overlevet! Det var så heller ikke fordi han gad blive ved med at kaste skylden frem og tilbage, for det fik de intet ud af og uanset hvad, så var deres datter væk og der var intet at gøre ved det. Han vendte blikket fast imod hende, da hun fortsatte. ”Ja, jeg må jo være den eneste der gider have hende tilbage, eftersom jeg er den eneste der forsøger, og ved du hvad? Hvis jeg finder hende, hvorfor skulle jeg så overhovedet fortælle dig det? Så gravlægger jeg hende selv!” hvislede han køligt. Hun havde slet ikke fortjent at gravlægge sin datter, når hun var sådan!
Sonic vidste at uanset hvad Ilaria sagde og følte, så vidste han at han havde gjort hende lykkelig og at hun havde elsket sit liv i Procias, for hvis hun ikke havde, så havde hun for længst skredet, men sjovt nok uanset hvor mange skænderier de havde haft og uanset hvor store de havde været, så var hun altid blevet, og det ville hun slet ikke kunne modbevise ham om. Han trak let på smilebåndet. ”Du vil altid være min isdronning,” svarede han roligt, som han lod hovedet søge let på sned. Han vidste ikke om hun græd fordi hun var ved at bryde sammen, men eller det var fordi hun var så sur og vred, hvor han næsten ville gætte på at det var lidt af en blanding, skønt vreden nok gjorde det meste. At hun kunne passe på sig selv, fik ham til at trække yderligere på smilebåndet. ”Det ved jeg godt Ilaria, det er det som jeg altid har kunnet lide ved dig, det er det som altid har fanget mig fra første stund; du er en stærk kvinde, du kan nedlægge ti mænd, hvis ikke flere, du er modig, du har en kæmpe viljestyrke, du er dominerende og bestemt og ved hvad du vil have. Derfor er du også perfekt som repræsentant for dit element, og det.. har jeg ikke lyst til at ødelægge for dig,” svarede han sandfærdigt. Uanset hvordan tingene var endt, så kunne han alligevel ikke fortryde det som han var gået igennem med hende, han kunne kun være ærgret over det som var sket og resultatet af det. ”Hvad fortryder du helt nøjagtigt? At jeg reddede dig ved muren? Eller fra pesten? Eller fra at lade Julien torturere dig til døde? Skulle jeg bare have ladet dig dø? Eller fortryder du at du tog med mig på min livsfarlige mission, hvor du i stedet for kunne have siddet herhjemme som hjemmegående husmor? Jamen dog, så er du slet ikke den kvinde jeg giftede mig med, for du har aldrig været typen der skulle være indendørs, men derimod midt inde i krigens hede, og glem ikke at du selv valgte at tage med mig, netop på grund af faren og spændingen,” pointerede han lettere bestemt.

[Deleted]

Ilaria vidste at hun havde ret når det kom til Jacqueline, for hun var død og borte, og hun ville aldrig nogensinde komme tilbage, og det var alt sammen hans skyld! Selvom hun selv havde ringe samvittighed over at hun ikke kunne gøre mere, for hun var virkelig magtesløs i denne stund, og det var bestemt heller ikke fordi at det var synderlig behageligt på nogen måde! Faktisk var det næsten noget af det værste! At han så ikke ville videreformidle om han havde fundet deres pige eller ej, var noget som gjorde hende direkte rasende, for det synes hun bestemt heller ikke var retfærdig! Et sted så.. bekræftede han vel bare at hun ikke var god nok? Næverne knyttede hun fast, for det var faktisk ord som gjorde direkte ondt, og det var slet ikke noget som hun brød sig om overhovedet at vise ham! ”Den der var under bæltestedet,” påpegede hun direkte toneløst, for det var faktisk en tanke som gjorde ondt. Hun vidste skam godt, at hvis der var nogen af dem som havde nogen mulighed for at komme ind i landet, så var det i den grad ham, og at han så ikke ville fortælle noget.. så måtte hun jo bare bebrejde det som det stod nu, for hun fik jo aldrig set sin datter eller kende hendes hvilested åbenbart! Hun vendte blikket igen væk fra ham. ”Hvis jeg ikke er god nok en mor til at kende min datters hvilested, Sonic, så skrid!” direkte skreg hun. Nok var simpelthen nok, og det der, var bestemt ikke noget som hun havde lyst til at lægge øre til!
Ilaria havde været frygtelig glad for sit liv i Procias, hvilket hun vidste, at hun ikke var i stand til at lyve sig fra, eller benægte, for det var de klare over begge to, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hende på nogen måde! Hun ville ikke høre ham kalde hende for sin isdronning, for det var slet ikke tilfældet længere! ”Jeg er ikke andet end din eks.. Andet har du slet ikke lov til at kalde mig!” vrissede hun fast. Tårerne var en blanding af vrede, raseri og sorg, også selvom hun skjulte det bag vreden så godt som det nu var hende menneskelig muligt, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, men hun forsøgte virkelig, for han skulle ikke have lov til at køre sådan på hende! ”Det skider jeg ganske enkelt på! Hvis du bliver en del af det dæmoniske råd, så skal jeg nok trække mig. Lev du dit liv, tag de beslutninger som du vil, så skal jeg nok passe mit og tage mine egne,” endte hun kortfattet. Det måtte da efterhånden også være ved at gå op for ham, at hun slet ikke gad at have noget med ham at gøre, hvis hun ellers kunne blive fri! Hun stillede sig denne gang helt med ryggen til ham, og med en tydelig sitren. Tårerne begyndte at trille. Han remsede mere eller mindre deres liv op, også selvom.. den næsten kun bestod af død og ødelæggelse, men dog af den grund, så havde det været en tid som hun faktisk havde nydt. ”Det hele.. jeg fortryder det hele… Gå nu..” Denne gang var hendes tone mere dæmpet, mere kontrolleret og næsten.. bedende. Hun magtede ikke fortsætte de evige stride, hvis hun ellers kunne blive fri!

[Deleted]

At Sonic for en gangs skyld ramte plet og sårede Ilaria, var noget som denne gang direkte frydede ham! Han fandt sig ikke i at hun skulle blive ved med at stikke til ham og såre ham, når han gjorde sit bedste for at finde deres datter og når hun vidste at han sad igen med en kæmpe skyldfølelse, for det gjorde han! Han var direkte knust over tabet af sin datter og han var rasende på sig selv, fordi han ikke havde reddet sin datter men sig selv, og hvis han kunne, så ville han gøre det om til hver en tid! Hans datter fortjente en chance i livet mere end ham selv, for det var hans egne fejl der havde fået ham henrettet, det ønskede han slet ikke at hans datter skulle blive dømt på! Han så direkte udtryksløst på hende, hvor hendes egen skrigen simpelthen gjorde at han fik nok til at han så rødt. ”Det har slet ikke noget at gøre med om du er en dårlig mor eller ej! Det har noget at gøre med at du hele tiden bruger min højtelskede datter imod mig, når du ved hvor knust jeg er over tabet! Jeg ville til hver en tid gøre min handling om, så hun overlevede! Jeg ville ofre mig selv for hendes skyld! Og at du så skal blive ved med at behandle mig som skidt og give mig skylden for alt, når det er mindst lige så meget din egen skyld fordi du gik ud af den dør, er grunden til jeg ikke ser nogen grund til at skulle fortælle dig det!” direkte råbte han vredt af hende, hvor han tilmed havde taget to faretruende skridt imod hende med knyttede hænder, imens hans kropstemperatur var steget. Han trak vejret dybt, hvor det næsten føltes rart at afreagere, selvom han nægtede at lade det gå som sidst, hvor han satte ild til hele rummet. Han så væk fra hende, hvor han forsøgte at køle sig selv ned igen, så hans kropstemperatur også faldt igen. Han sukkede tungt, hvor han så direkte koldt mod hende igen. ”Men jeg ved at du elsker hende lige så højt som jeg, så finder jeg hende, vil jeg have dig ved min side, når vi gravlægger hende, prøv ind til da ikke at friste mig til at skifte mening,” svarede han køligt.
Det gjorde ondt at Sonic ikke længere kunne kalde hende for sin hustru, for.. han havde jo faktisk været stolt af det. Han havde faktisk glædet sig til at vise hvilken fantastisk kvinde han havde været gift med til hans mor, men det var aldrig blevet til noget. Og det at de nu var hinandens … eks, det var direkte surrealistisk for ham. Foreløbig ville han ikke søge ind i rådet, for han ønskede ikke at Ilaria skulle bakke ud på grund af ham, hun havde fortjent sin plads der, så han måtte vel bare finde noget andet at give sig til? Han strøg let tungen over sine læber, som hun vendte ryggen til ham og bad ham om at gå. Han tvivlede på at hun fortrød alt, når han vidste at hun havde været lykkelig og nydt sit liv, der vidste han at det var vreden og sorgen der talte for hende. Han nikkede roligt. ”Jeg skal nok gå, men først vil jeg fortælle dig noget, og du behøver ikke svare, bare.. lytte,” svarede han roligt, „grunden til jeg opsøgte dig, var fordi jeg.. fordi jeg savner dig, jeg savner det vi havde, og jeg.. er stadig forelsket i dig. Du må forstå én ting, du har haft måneder til at komme over mig, hvor jeg ikke har fået så meget som et eneste sekund, for selv i døden elskede jeg dig. Du var trods alt den første kvinde, den første person, jeg nogensinde har elsket og åbnet mit hjerte overfor, du gjorde mig lykkelig, du bragte mig det jeg ønskede mig mest; en familie, og du skal vide at jeg var stolt af dig og det vi havde sammen. Min tid med dig i Procias, er den lykkeligste stund i hele mit liv. Og uanset hvor vred du er på mig, selvom vi sågar er hinandens modsætninger og nemesis, så står jeg fast ved at vi er som skabt for hinanden, du er min drømmekvinde, min eneste ene, og jeg vil til hver en tid kæmpe for os, selvom det måske er dødt for dig, for sandheden er, at ingen kvinde nogensinde ville kunne erstatte dig og det vi havde. Jeg vil altid være her for dig, jeg vil altid sætte dit liv højere end mit eget, jeg vil til hver en tid hjælpe dig. Du er min dyrebareste skat og det vil du altid være.” Som han havde talt, havde han stillet sig bag hende, hvor han roligt lagde hænderne mod hendes skuldre og kysse hende mod håret. ”Jeg elsker dig,” hviskede han næsten i en varm tone mod hendes øre.

[Deleted]

Ilaria vidste at hun måske ikke havde været helt retfærdig, men hun forsøgte virkelig at gøre det så godt som muligt, selvom det mest af alt, faktisk kun var for at såre ham, for hun mente det, når hun sagde, at det var hans skyld! Hun mente det virkelig! Hun elskede virkelig Jacqueline, og mere end det som hun kunne beskrive, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hans ord gjorde det ikke ligefrem bedre for hende, hvor hun vendte sig fast væk fra ham, for nok var ganske enkelt nok for hende, og der var grænser for hvad hun måtte finde sig i, det var der ingen tvivl om! Hun knyttede næverne så kraftigt, at hendes knoer endte fuldkommen hvide, selvom hun ikke ligefrem gjorde det med vilje. Tårerne pressede på, også fordi at det virkelig gjorde ondt for hende at høre, for hun havde virkelig forsøgt så godt som det nu var hende menneskelig muligt! ”Det ændre ikke på, at hun altid har haft mig Sonic, og nu er hun væk! Jeg får aldrig muligheden til at gøre det godt igen! Jeg får aldrig muligheden til at lave morgenmad til hende om morgenen, være den som giver hende dagens knus og sender hende ud for at lege! Du valgte at være egoistisk i det forkerte øjeblik, og det har efterladt hende i en kold og mørk grav i en alder, som hun slet ikke skulle ligge i den!” endte hun fast, som hun igen vendte blikket væk. Ja, hun havde faktisk gjort sig mange tanker om sin rolle som mor, som hun aldrig nogensinde ville få lov til at gøre alvor ud af, hvilket næsten var det værste! Hun himlede med øjnene. ”Du skifter mening som du skifter undertøj, så bare skift den på forhånd!” endte hun fast og med en kortfattet tone.
Sonic havde virkelig ikke retten til at kalde Ilaria for noget som helst efterhånden, og det var noget som han bare måtte finde sig i! Hun var ikke andet end hans eks, og det var noget som han måtte lære at acceptere mindst lige så meget som det han selv ville, og det var nu bare sådan at det var. Hun bed tænderne fast sammen, som han bad hende om at lytte, også selvom det ikke ligefrem gjorde det bedre for hende. Hans ord gjorde ondt, og det var det som han vidste. Hun havde virkelig været glad for den som hun havde været, og det som hun havde udrettet, samt hvad hun faktisk havde haft i form af familie og hjem. Hun havde for første gang i sit liv følt sig tryg blandt andre, hvilket bestemt heller ikke sagde så lidt. Tårerne trillede lydløst ned af hendes kinder, uden at hun kunne gøre noget som helst ved det, og selvfølgelig var det en frustration uden lige! Hun rystede stille på hovedet, også selvom hun lukkede munden omgående, som han igen berørte hendes skuldre og kyssede hendes hår og endda med de ord. Hun havde ikke været i berøring af hans varme hænder i måneder nu, så selvfølgelig var det noget som selv måtte påvirke hende! ”S… stop med det der..” nærmest bad hun. Det var virkelig en frustration uden lige, og det var slet ikke noget som sagde så lidt, for hun brød sig slet ikke om at blive placeret sådan, at hun følte sig.. decideret fanget, og hun brød sig på ingen måder om det! Hun blev stadig stående med ryggen til ham, som hun varsomt hævede hænderne til brystet og trådte hen på sengen, hvor hun roligt satte sig. Han gjorde det bestemt ikke nemt for hende!

[Deleted]

Det gjorde ondt når Ilaria brugte Jacqueline imod Sonic, for tøsen havde virkelig betydet alt for ham, og det at hun var væk, hvor han muligvis kunne have reddet hende, det gjorde bare ondt! Men tænkte man sig om, så havde tøsen nok været død uanset hvad, for havde han givet tøsen eliksiren, så ville tøsen vel uanset hvad have været død af sult? Hun ville vågne op uden nogen omkring sig, hvor Ilaria fortsat ikke kunne komme ind og han ville have lagt i graven, så havde det overhovedet ændret noget hvis han havde handlet anderledes? Han vidste det ikke, men det ville have været forsøget værd, for han ville gøre alt, give alt for at få sin datter tilbage, eller bare bytte plads med hende, for hun havde ikke fortjent den grumme skæbne som hun havde fået. Ved Ilarias ord, gik det for alvor op for ham, hvor højt hun faktisk havde elsket sin datter, selvom hun altid havde givet udtryk for det andet. Han vidste naturligvis godt at hun elskede sin datter, for hvilken mor ville ikke det? At hun så endnu engang skulle sige at han havde været egoistisk og direkte minde ham om det, fik ham til at vende blikket bort, som tårerne endnu engang pressede sig på, selvom han blinkede flere gange for at få dem væk. Han sagde intet i et stykke tid, da han var bange for at stemmen ville knække over, hvis han talte. Han lyttede til hendes følgende ord, hvor han roligt vendte blikket mod hende igen. ”Der ligger en hårdfin grænse mellem at skifte mening og at true med noget. Min intention har altid været at give dig besked, uanset hvor meget du hader mig og er sur på mig,” svarede han kortfattet uden at han tog blikket fra hende.
Ordene var ikke ment for at såre eller gøre Ilaria ondt, tværtimod fortalte Sonic hende det, fordi det var sådan tingene lå for hans vedkommende. Ordene kom fra hans hjerte og han mente dem, hvert et eneste ord, hvilket han havde behov for at komme af med, hvilket han aldrig havde fået chancen til, fordi hun hele tiden havde afvist ham og bare vendt ham ryggen, men.. nu var det sagt, hvilket måske lettede ham, men det gjorde ikke hans situation bedre for hende, for faktum var vel at hun var tabt? Han havde mistet hende, han havde mistet sin familie og det var den tanke der gjorde mest ondt af alt. Han lod armene falde slapt ned langs hans sider, som hun trådte hen til sengen med hænderne mod sit hjerte. Han drejede sig let så han kunne se på hende. ”Du er min familie Ilaria, det har du altid været, det kan jeg ikke bare give op uden videre. Det er hvad jeg vil kæmpe for,” svarede han sandfærdigt, som han roligt gik hen og knælede foran hende, et sted for at fange hendes blik. ”Jeg søger nok væk for.. ukendt tid. Selvom ja.. det er du vel ligeglad med?” Han så lettere tænksomt til siden, „det er alle nok ligeglad med, men.. ja, så ved du det.” Han så op mod hende igen. Hun var den eneste han nogensinde havde haft tæt på sig og hvis hun var ligeglad, ja så var alle andre i hvert fald også ligeglad med ham, hvilket var en øjenåbner, for.. han havde jo faktisk ingen længere og det gjorde ondt. Han lagde forsigtigt en hånd mod hendes lår – tæt ved hendes knæ – som han strøg ganske blidt uden på hendes bukser, uden at han tog blikket fra hende. ”Pas på dig selv.” Som han rejste sig, skænkede han flygtigt hendes læber et blidt kys. Vel et afskedskys? Inden han søgte mod døren. I sit indre, håbede han inderligt på at hun ville standse ham, men han vidste også at hans håb kom af hans mange følelser, hvilket kun gjorde det til det rene ønsketænkning, for det var ikke realitet.

[Deleted]

Ilaria havde virkelig elsket Jacqueline, og hun var virkelig ked af, at det ikke var noget som hun havde fået lov til at vise for nogen, for hun havde virkelig! Selvom hun måske ikke ligefrem havde vist det på den måde, som hun måske burde, men det var nu heller ikke noget so hun kunne gøre noget ved det. Hun vendte blikket væk fra ham. De fik ikke noget ud af at snakke om deres afdøde datter, for der var ikke noget som bragte hende tilbage, og derfor ønskede hun egentlig bare, at deres elskede lille pige, bare kunne få den fred som var så inderligt fortjent, for det havde slet ikke været meningen at noget så ungt skulle lægges i graven! Om ikke andet, hvis hun havde fået det som.. nu havde vækket ham til live, så kunne det være, at de andre som havde overtaget huset derefter, havde fundet hende? Selvom det var dumt at gøre sig tanken, for det gjorde hende kun langt mere frustreret end det som hun var i forvejen, og så meget som det føles hendes hjerte måtte bløde, så var det slet ikke noget som gjorde det meget bedre for hende! ”Jeg er ligeglad, hvis det er så stort et problem, og jeg åbenbart ikke viser hvor højt jeg elskede min egen datter, så gravlæg du hende bare..” mumlede hun tvært, også selvom det var mere for hende selv, og tanken gjorde ondt. Han skulle ikke have lov til at såre hende mere! Man kunne umuligt såre hende mere end det her!
Ordene gjorde ondt, og det var noget som kun resulterede i en vrede uden lige, og det var noget som kun måtte køre hende direkte træt, og det var ubehageligt! Det var ubehageligt at han skulle have sådan en magt over hende, for det burde slet ikkr være tilfældet, og det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Hun rystede stille på hovedet. ”Kan du ikke bare indse, at der ikke er mere mellem dig og mig?” mumlede hun frustreret og næsten bedende, for det var virkelig utroligt at han ikke bare kunne forstå det! Hendes øjne føles helt opsvulmede, og det var kun på grund af tårer som faldt, og dem som hun desperat forsøgte at holde igen, og nemt var det virkelig ikke, det var der ingen tvivl om overhovedet! Hun trak vejret dybt, og vendte blikket kort væk, som han gik ned i knæ. At han rejste væk for en tid, sagde hun intet til, men.. hvorfor sige det til hende? ”Hvorfor fortæller du mig det..?” spurgte hun stille, som hun vendte blikket mod ham i det samme øjeblik, som han lagde hånden mod hendes knæ. Det var bestemt ikke noget som hun var vant til længere! Kysset mod hendes læber, var dog noget som direkte slog hende ud, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med på nogen måde! Hun blinkede let med øjnene, hvor blikket gled direkte mod sit knæ, inden hånden selv roligt gled mod det sted han selv havde berørt, også selvom hun blev siddende, da en hulken alligevel brød hendes læber. ”Det.. det gør jeg altid..” endte hun dæmpet, også selvom hun blev siddende uden at røre sig det mindste. Hun ønskede da slet ikke at gøre ondt værre end det var, for det var virkelig smertefulgt!

[Deleted]

Selvom Sonic måske var hadet af Ilaria og hun var skide sur på ham, så havde hans intentioner altid været at fortælle hende, hvis han endelig skulle have fundet deres datters lig. Han vidste at selvom Ilaria havde været direkte elendig til at vise det og tilmed havde sagt at hun havde hadet sin datter, så havde hun elsket hende, hvilket hun også kun lige havde bekræftet, hvilket var en tanke der både glædede ham men også frustrerede ham, for han havde faktisk set frem til at de skulle tage sig af deres pige, at de skulle se hende vokse op og blive til en stærk og smuk ung kvinde, han havde set frem til alle godnathistorier og trøste hende når hun var ked af det, eller gøre hende tryg hvis hun blev bange, han havde set frem til at træne hende og lære hende ildens element, samt styrke hendes mentale evner, imens Ilaria ville vise hende isens element. Han havde set frem til alt, selvom det frustrerede ham og gjorde direkte ondt at det ikke ville blive til noget. ”Jeg skal først finde hende,” svarede han lettere udtryksløst, uden at han tog blikket fra hende. Selv det at finde hende ville blive en større kamp, for det krævede vel at han skulle bryde ind på hans egen herregård? Ikke at det burde blive et problem med hans evner, samt det faktum at han kendte stedet som sin egen bukselomme, det gjorde bare ondt at det ikke længere var hans trygge hjem.
Det lettede at have fået chancen for at sige hvad man havde ønsket, for hun havde jo afvist Sonic hver gang han havde forsøgt at fortælle hende det. Han ønskede dog at hun skulle vide det, vide at han elskede hende lige så højt som han altid havde gjort, og uanset hvad fremtiden bragte dem, så ville ingen kunne erstatte hende, han ville altid kun elske hende, den første og den sidste – præcis som han jo faktisk havde lovet hende i sine ægteskabsløfter. Tanken om at være sammen med en anden kvinde, var også direkte.. surrealistisk, og han ønskede jo faktisk heller ikke nogen anden end Ilaria. ”Det vil aldrig være forbi for mig,” svarede han sandfærdigt. Hun var hans lykkeligste stund, hvordan skulle han kunne give slip på det? På sin eneste ene? Det gad han slet ikke komme på tale! At hun så selv havde så let ved at give slip på ham, gjorde dog til gengældt ondt, for han havde virkelig elsket det som de havde haft. Han gjorde intet ved at hun ikke så mod ham, da han knælede ved hende, selvom han fortsat så mod hende. Han tænkte selv over hendes ord, for.. ja, hvorfor fortalte han hende det egentlig? Han trak let på skuldrene. ”Dårlig vane vel? Jeg har altid fortalt dig alt, og.. så er der da én der ved det,” svarede han roligt, hvor et svagt smil banede sig vej over hans læber. På den anden side, hvem ville overhovedet savne ham? Han havde jo ingen tilbage. Selvom kysset havde været flygtigt, så havde han nydt hvert et sekund det havde været, skønt det dårlige var at han kun længtes efter mere. Han ville gøre alt for at hun ville tilbringe en sidste dag med ham, eller sågar bare en sidste nat, bare et par timer, men det var også kun ønsketænkning. Han havde i det mindste fået sagt hvad han ville. At hun hulkede hørte han godt, selvom han fortsatte mod døren, for han tvivlede på at hun overhovedet ville have ham så tæt, hvilket også var grunden til at kysset kun havde været flygtigt. Han åbnede roligt døren, hvor han så tilbage mod hende. ”Vi.. ses vel,” endte han roligt, som han skulle til at gå ud af døren, skønt han stoppede sig selv og så tilbage mod hende igen, „åh og for resten? Den silkekjole er sexet til dig,” svarede han kækt, hvor han kort fnes, inden han roligt trådte ud af hendes værelse og lukkede døren bag sig. Han blev stående ude bag hendes dør, hvor han lagde baghovedet mod døren, imens han næsten forsøgte at tage sig sammen til at gå, selvom alt i ham bad ham om at blive. Hvorfor skulle alt også være så besværligt?!