Back to the beginning

[Deleted]

Camille kendte måske ikke Ilaria forbandet godt endnu, men hun kunne tydeligt se at kvinden ikke havde det synderlig godt. Tanken gjorde ondt på hende, for hun betvivlede ikke at kvinden endnu nærede nogle usagte følelser for sin kære afdøde mand, ellers ville hun vel ikke reagere så kraftigt? Ilaria havde fortalt hende at hun var velkommen når hun ønskede og det var af en mærkværdig grund det første hun var kommet i tanke om efter at være vågnet i busken, med altid ryddet og alting koldt, Isaiah ventede blot på en undskyldning for at slå hende ihjel go med Faith og Kimeya borte så ønskede hun ikke at opsøge Marvalo Mansion. Hun havde altid været en hård kvinde, men når det kom til de kære børn, så var hun villig til at give alt. Den kølige tone gjorde hende mildest talt irriteret. Det var ikke fordi hun forsøgte at bestemme over hende. ”Jeg vil ikke bestemme over dig, kære Ilaria, men jeg finder mig ikke i løgne, ikke fra dig ikke fra nogle. Det var tydeligvis en fejl af komme her,” mumlede hun roligt, også selvom hun tvang sig selv om af sengen. Benene skælvede under hende og truede med at falde sammen, men hun nægtede at give efter for det. Hånden gled atter til såret der igen begyndte at bløde i takt med at blodet blev pumpet ud i kroppen på hende. Hun følte sig ikke kun svimmel, faktisk følte hun sig direkte dårlig. Hun greb efter væggen i samme øjeblik hun var ved at falde. Blikket gled i mens hun slap et direkte længselsfuldt suk. Ilaria var en ilter kvinde, hvilket hun ikke som sådan havde noget imod, men hun var selv det samme, og hun følte et sted allerede at hun havde blotlagt sig for en kvinde, der kun var interesseret i de fysiske glæder hun kunne skænke hende. Såret sved i højere grad nu hvor det var blevet renset. Selvom Camille havde i sinde at gå så blev hun stående og støttede sig op af væggen for et øjeblik, det andet gjorde for ondt og det var udmattende. Selvom hun ikke rigtigt havde nogen idé om hvor pokker dette måtte bære hen, så gjorde det stadig ondt dirkete at høre hende erkende sin kærlighed overfor Ilosonic. Det var en kærlighed hun aldrig selv ville komme til at føle, de eneste der nogensinde havde haft brug for hende var de børn som hun havde sat til verden og selv de var blevet store. Hun sank en klump og skjulte uden problemer smerten som pludselig meldte sig. Hun måtte vel bare leve med at det var hendes lod i livet? ”Hvis du elsker ham ser jeg ikke hvordan det andet kan være et hinder min kære. Måske han blev ydmyget og slået ihjel, men for nogle af os er det hverdagskost. Måske du burde give manden en chance,” endte hun lidt ligegyldigt, dog uden at det var løgn Isaiah forsøgte næsten dagligt at slå hende ihjel, eller gøre hende ondt på en eller anden måde, han elskede hende ikke på nogen måde, og det var noget som hun havde været tvunget til at føle sig til rette med. Igen vaklende forsøgte Camille at komme nær døren også selvom hun måtte stoppe og støtte sig op af væggen igen. ”Og alligevel er du ikke færdig med ham,” tilføjede hun sigende velvidende om at hun havde ret. I sidste ende ønskede hun trods alt ikke andet end at se hende lykkelig?

[Deleted]

Ilaria havde klare følelser for Sonic, ellers ville hun heller ikke have reageret på den måde som hun gjorde det, og hun vidste det jo trods alt også godt, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget nemmere for hende af den grund. Det gjorde hende vred at han kunne opsøge hende, lade dem råbe og skrige af hinanden, for så at tage hende i favnen bagefter, for det var da slet ikke noget som hun fandt sig i! Det var jo heller ikke fordi at hun ville lyve for Camille, for hun havde jo ladet kvinden komme og gå som det lystede hende, da hendes dør altid ville være åben for hende, og selvfølgelig var hun også glad for at hun var kommet, for den tryghed og den trøst, var faktisk noget som hun ønskede sig. Hun vendte blikket direkte mod hende. Hun var efterhånden ved at være vant til at slås med tingene alene, og selvfølgelig var det også noget som gjorde sit, også for hendes vedkommende i denne situation. ”Betegner du det da som en fejl, at du valgte at komme her? Jeg tror alt er bedre end din kære mand, Camille,” endte hun tydeligt skuffet. Hvis hun fortrød, så skulle hun da være velkommen til at gå, også selvom hun helst gerne så at de sår blev lukket og healet så godt som muligt først, for det kunne da få fatale følger, og det var da slet ikke noget som hun ønskede sig, om det var noget som hun kunne blive fri for i den anden ende.
Ilaria kunne kun se til som Camille direkte kæmpede sig op af sengen, selvom hun slet ikke brød sig om det, for det var jo tydeligt at se, at hun bestemt ikke havde det særlig godt, og det var noget som selv gik hen og faktisk.. påvirkede hende, hvilket hun heller ikke kunne have med at gøre i den anden ende. Hun rejste sig roligt op, som hun vendte blikket direkte op mod hende endnu en gang, som hun blev stående oppe af væggen. Det var måske hård kost, men.. selv efter alle disse år, så var det vel heller ikke noget som kunne forundre nogen? Han var jo også den første mand som hun havde valgt at åbne sig for, men.. at Camille så pludselig skulle afvise hende på den måde, var noget som faktisk forvirrede hende, for det var slet ikke noget som hun kunne forstå! ”Jeg vil ikke have ham tæt på mig igen, Camille.. Han har såret mig lige så på den mest grusomme måde som man kan gøre.. Han ved jeg har været dig tæt.. Jeg fortryder det ikke.. Det kan jeg ikke, og det vil jeg ikke,” endte hun ganske sigende, som hun trådte hen mod hende. Hånden lagde hun roligt mod hendes overarm som hun strøg roligt. Camille havde gjort noget ved hende, som hun godt kunne lide, og selvfølgelig var det noget som hun slet ikke kunne eller ville glemme af den grund, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun lod hovedet søge let på sned. ”Glem ham nu lidt… Kom med hen og læg dig sammen med mig..” bad hun selv dæmpet. Hun kunne godt bruge en favn at ligge i, som hun faktisk følte det komfortabelt at ligge i. Camille havde jo allerede sat et præg som hun ikke kunne glemme eller ignorere.. Og det var en frygtelig stor ting.

[Deleted]

Ilaria reagerede yderst kraftigt på at hendes afdøde mand havde valgt at opsøge hende, hvilket ikke var noget som Camille kunne bebrejde hende for. Men de følelser hun tydeligvis nærede for manden, kunne gå hen og blive dem et problem i mellem, og hun ønskede heller ikke at skabe yderligere problemer for dem, ikke når muligheden var der for at de kunne gå sammen hånd i hånd. Døren havde været åben for hende, og Camille havde på mange måder følt sig mere hjemme her end hun havde hjemme hos sin kære ægtemand, men selv hun måtte vel stoppe mens legen var god? Det var ikke fordi Ilaria var en direkte besværlig kvinde, den slags vidste hun efterhånden hvordan skulle håndteres, og hun havde ikke ligefrem lyst til at skændtes om hvad hun havde ret til at sige til hende og hvad hun ikke havde, for det skulle hun i den grad nok selv bestemme. ”Jeg betegner det ikke som en fejl at komme her, Ilaria, men jeg kom ikke for at skændes med dig,” svarede hun roligt uden selv at have stemmen eller noget som helst. Selv havde hun taklet Isaiah i frygtelig mange år nu, til tider nød hun hans selskab men langt det meste af tiden hadede hun manden, men hun ville heller ikke gemme sig på et sted som dette, for hun havde stadig sine forpligtelser, på trods af at hun lå i med en kvinde. Camille blev stående op af væggen med hånden for det blødende sår. Hendes hud var gennemsigtig bleg, også selvom det var ikke var noget hun kunne tage sig af i øjeblikket. Det var ikke hendes mening at forvirrer Ilaria på nogen måde, men de var allerede på dybt vand, og måske det var på tide at svømme en smule i land igen? ”Jeg har på fornemmelsen af mænd altid til sårer dig, min skat. Men ikke desto mindre kan jeg se i dine øjne at du føler for ham. Det er okay, der var en grund til at du giftede dig med ham i udgangspunktet. Jeg så lykken i dine øjne på vores første nat.. Jeg fortryder ikke hvad vi har gjort, jeg fortryder ikke at have været dig tæt, tværtimod tror jeg at det er det bedste som er sket mig i frygtelig mange år. Men jeg er ikke villig til at afholde dig fra lykken,” hviskede hun stilfærdigt og kæmpede sig med vaklende skridt frem mod hende. På trods af at den var blodig, hævede hun den ene hånd og lod den søge ned over hendes kolde, fugtige kind. De mørke øjne lod hun hvile i hendes klare blå for lange sekunder, før hun endte med at nikke næsten overgivende. Der var noget over den kvinde som hun ikke var i stand til at vende ryggen til, måske fordi hun faktisk.. så hende? ”Gerne,” svarede hun og lod et varmt smil brede sig om de rosa læber. De havde brug for hinanden. Camille havde brug for hende om ikke andet, og et sted så irriterede det hende, for den eneste hun nogensinde havde haft brug for var sig selv.. og sine børn selvfølgelig, hun havde ikke rigtigt haft den følelse som hun sad med nu. Hvor blot en enkel berøring var nok til at få hendes hjerte til at banke, og varmen til at blusse, hun var ikke længere en helt ung kvinde, men Ilaria gav hende for første gang i mange år følelsen af at være.. ung og fuld af liv. ”Jeg har savnet dig,” hviskede hun blidt og strøg en lok af hendes mørke hår bag øret, så hun bedre kunne se det smukke ansigt.

[Deleted]

Ilaria elskede Sonic, og det var det som var hendes problem, når det var så tydeligt at det slet ikke fungerede dem imellem. Tanken gjorde ondt, også fordi at hun virkelig følte sig røvrendt af ham. Hun havde slet ikke været indforstået med hvad han havde været i gang med i den forstand, og det at han ville komme tilbage bare sådan uden videre. Det var for det første noget som forvirrede hende, men også gjorde hende vred, for det hele havde kostet dem deres datter og deres trygge tilværelse i Procias, for i bund og grund, så havde hun jo aldrig rigtigt gjort noget mod landet, andet end at være bosat der og forsøgt at age sig af sin familie. Hun vendte blikket direkte mod Camille endnu en gang. ”Så hold op med at skændes med mig..” endte hun med en kortfattet mine. Ja, det var måske en hård tone som hun gjorde brug af, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre. Hun brød sig slet ikke om at Sonic opsøgte hende på den måde, for det drev hende til følelser som hun slet ikke ønskede at føle, men alligevel gjorde, og det gjorde ondt.. Det gjorde virkelig ondt, og det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at det skulle gå ud over Camille, når hun jo faktisk slet ikke havde gjort noget som helst, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun vendte blikket mod hende. ”Jeg har bare været.. uheldig at have mænd som ikke fortæller mig noget som helst.. Ilosonic er den eneste som har været mig så tæt på hjerte, sind og sjæl, Camille, og han fortalte mig… intet.. absolut intet..” Hun tav for et lille øjeblik, inden hun igen valgte at fortsætte. ”jeg giftede mig med ham, fordi han gjorde mig lykkelig.. Nu er jeg slet ikke så sikker mere, og nu hvor jeg har mødt dig, så kan jeg tænke på andre ting. Jeg fortryder ikke at vi gjorde det, Camille.. Du bekræftede mig, på en måde jeg ikke er blevet bekræftet i mange år.” Hendes ord var dog sande, selvom det nu heller ikke var noget som hun ville skjule for hende. Hun ønskede slet ikke at se hende gå og specielt ikke sådan! Lige nu ville hun egentlig bare gerne have en til at holde om hende, og nu hvor Sonic alligevel var taget af sted, så vidste hun jo heller ikke om han ville komme igen.. eller hvad han ville, selvom hun et sted kunne være ligeglad? Han var en flot mand.. en elskværdig mand, som snildt kunne finde noget bedre end hende, og hun vidste det jo udmærket godt. Strøget mod hendes kind, fik hende svagt til at smile. Hun ville gerne have at hun blev her. Hendes ord varmede hende, for det bekræftede faktisk et savn.. at hun havde haft en betydning for hende – hvilket heller ikke havde været noget Sonic havde været god til at bekræfte for hende, andet end hendes fejl. ”… Har du..?” spurgte hun, hvor hun faktisk endte med at smile. Tanken gjorde hende faktisk.. lettet og ikke mindst glad, at høre.

[Deleted]

Den eneste form for kærlighed Camille nogensinde havde oplevet, var den hun nærede for sine børn. Nu var den første allerede revet bort fra hende, og Noelle ville ikke vedkendes hende som en del af sig, desuden var det vel også kun et spørgsmål om tid før marken ville slå hende ihjel? Under alle omstændigheder så kunne hun ikke sætte sig ind i de følelser som Ilaria nærede til Ilsonic.. ligesom hun aldrig havde været i stand til at sætte sig ind i det som Faith og Kimeya havde haft, men af den grund havde hun kæmpet for at få dem til at udforske det, lidt ligesom hun vel forsøgte at få Ilaria til? Selvom det skabte en utilfredsstillende følelse i hende. Kort endte hun med at sende hende et lidt køligt blik. ”Jeg skændes ikke med dig, Ilaria, men jeg finder mig ikke i din tone,” endte hun lidt spydigt. Hun var vant til at blive behandlet med respekt.. af alle andre end sin mand selvfølgelig. Ringen bar hun stadig på sin finger, det havde hun gjort i frygtelig mange år og den var ikke så nem at ligge fra sig, som det den havde været for Ilaria. De nøddebrune øjne betragtede hende roligt, som hun valgte at komme tættere på hende. Camille kunne se at hun var vred, og det forstod hun udmærket, men hun havde ikke tænkt sig, at udlevere sig selv som skydeskive til den vrede og frustration. Et svagt suk forlod hendes læber. ”Måske ikke. Jeg tror det er ret typisk mænd at være hemmelighedsfulde desuden.. fortalte du ham noget i det øjeblik du gav efter for mig?” spurgte hun og hævede et slankt øjenbryn. På trods af såret, så forsøgte hun at holde en ret og elegant holdning, Jaceluck stoltheden kom trods alt ikke fra fremmede. Roligt hævede hun sin hånd og strøg over hendes kind kun for at lade den falde under hendes hage. ”Du er ikke så sikker? Tvivl min kære er roden til alt ondt. Jeg fortryder intet af det som er sket, det var mig en ren fornøjelse,” endte hun med et næsten drillende glimt i blikket. Det havde været langt mere end bare en fornøjelse, det var første gang at nogle direkte havde.. taget hensyn til hende på den måde, og det havde hun værdsat, men med de store følelser Ilaria nærede for Ilosonic og hendes eget ægteskab med Isaiah, så turde hun ikke at gøre sig nogle forhåbninger. Roligt lænede hun sig frem, også selvom det skar i hele kroppen. ”Jeg kan måske bringe dig til højder, du aldrig før har rørt, kære Ilaria. Men jeg kan ikke købe dit hjerte med et glimt i øjet, tænk dig om,” bad hun i en intens hvisken mod hendes ører før hun atter trak sig en smule. Man kunne vel sige at hun var Ilarias hævnaktion? De nød hinanden selskab og hun formåede at sætte noget i hende som hun ikke før havde følt, men det kunne vel aldrig udvikle sig uanset? Den ene hånd holdt hun fortsat over såret på maven også selvom det ikke holdt det røde blot tilbage. Camille lod hovedet glide let på sned og betragtede hende indgående. ”Du virker overrasket?” påpegede hun roligt. Tomlen lod hun blidt stryge over hendes kølige læber. ”Jeg har savnet dig.. din glatte tone, som får det til at risle mig behageligt ned af ryggen. Jeg har savnet smagen af dine bløde læber, og følelsen af din kølige hud mod min egen..” hun lænede sig atter frem, bed smerten i sig og skænkede hendes læber et flygtigt kys. ”.. men mest af alt har jeg savnet dine evner til at sy,” tilføjede hun og trak sig med en latter. Med vaklende skridt vaklede hun til sengen. Det sår gjorde forbandet ondt og hun havde mistet mere end rigeligt blod.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed at Ilaria elskede sin eksmand, også fordi at hun slet ikke havde været i stand til at afslutte det ordentligt, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre af den grund. Hun vendte blikket væk fra Camille. Det var slet ikke hendes mening at snappe ud efter hende, men hun var virkelig en frustreret kvinde, hvilket bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre. Det irriterede hende bare at hendes forhold skulle gå sådan! Sonic havde hun åbnet op for, ladet komme helt tæt på, hun havde sagt ja til ham, og hun havde skænket ham en familie og det var sådan her det endte? Det var vel ikke underligt at hun var vred? For det var hun! ”:.. Undskyld..” mumlede hun en anelse sammenbidt. Det var jo ikke fordi Camille havde gjort hende noget, hvilket hun nu heller ikke rigtigt kunne løbe fra, men hun ville ikke have at folk skulle fortælle hende hvad hun ville have og hvad de ville have hende til! Hun vendte blikket igen i retningen af hende. ”Det kan godt være, de altid skal være så hemmelighedsfulde, men med det liv som vi havde i Procias, så regnede jeg da med, at han ville fortælle mig ting.. så jeg vidste hvad jeg skulle forholde mig til.. Jeg nåede ikke at fortælle ham noget, før han befandt sig i mit hoved, Camille..” mumlede hun tvært. Tanken gjorde hende sur, for det var kun et tegn til mistillid, og det var slet ikke noget som hun kunne bruge til noget som helst!
Nu hvor Camille var der, så ønskede Ilaria slet ikke at skænke Sonic en tanke. Hun vidste jo end ikke om han havde nogen intentioner om at søge til hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun ville blande sig i, uanset hvad. Han havde vel også sit liv at tage sig af nu? Som hun prøvede at få styr på sit? Camille bragte hende en tryghed som hun havde brug for, hvilket hun bestemt heller ikke lagde skjul på, på nogen som helst måde. ”Jeg fortryder ikke hvad vi har gjort. Jeg kunne have stoppet dig, men jeg ville ikke.. Jeg har aldrig tvivlet på ham før, men.. sagerne forholder sig anderledes nu. Ingen ring, ingen løfter og ingenting..” Ja, et sted var det en ting som hun manglede; ringen på sin finger, men hun måtte vel bare lære at leve uden den? Camille kunne ganske vidst ikke tage købe sig til hendes hjerte, men dog af den grund, så kunne hun stadig tage en stor plads i det. Hun vendte blikket let ned mod det kolde stengulv under dem. ”Hvad vil du da have mig til, Camille..? Jeg tænker mig om.. jeg passer på mig selv for første gang siden jeg mødte ham og det er ikke nemt.. Jeg har ikke nogen.. jeg isolerede mig med ham. Jeg har min plads her og.. så har jeg dig,” endte hun dæmpet, for løgn var det ikke. At være direkte savnet, var en tanke som faktisk glædede hende, for det var en bekræftelse for hende, og hun nød af det! ”Det er jeg.. vel en smule..” endte hun med en dæmpet stemme. Hun vendte blikket mod hende, hvor hun tog imod kysset. Noget som førte til en varme for hende.. en varme hun ikke havde følt frygtelig længe! At blive bekræftet på den måde, glædede hende virkelig! Hendes sidste ord fik hende let til at smile. Igen ved lidt godt humør. ”Jeg burde sy dig sammen.. Det andet her gå da ikke..” endte hun bekymret, som hun satte sig ned ved siden af hende i stedet for. Hånden gled let mod hendes lår. ”Læg dig ned, kære.. Jeg skal nok få dig på benene igen,” lovede hun oprigtigt.

[Deleted]

Camille havde aldrig haft intentioner om at blive en del af et nyt, dramatisk ægteskab. Isaiah var nok at tackle fra før af. På trods af de utallige mennesker hun stødte på når hun blev tvunget med som en pyntedukke til forretningsmøder, så havde hun aldrig haft æren af at møde den såkaldte Ilosonic, hvis navn efterhånden gik landet rundt. Der var så meget man gik glip af, når det eneste man så var Atterlins murer, de samme huse, og de samme familier som havde boet der i århundrede. Hun bebrejdede ikke nogle af sine piger for at have søgt til Rimshia. Kort nikkede hun mod Ilaria. Så lang tid hun kunne undgå at blande sig mere i deres affære, så var det fint for hende. Hun var indstillet på at hende og Ilaria var en form for veninder, ganske vidst med nogle forbudte fordele, men uanset hvordan man vendte og drejede det, så var det ikke kærlighed. ”Det er det forfærdelige med mental dæmoner. Under alle omstændigheder, så er jeg bange for at ærlighed er for meget at kræve af nogle i disse tider. Der skal ikke en ring til at elske,” påpegede hun sandfærdigt. Hun elskede ikke Isaiah. Det havde hun gjort engang, på en måde, hun havde nok nærmere været draget af hans flotte udseende, for han var en flot og charmerende mand, den måtte hun give ham, men dengang havde hun heller ikke kendt hans sande jeg. Hun lod de mørke øjne falde til hendes blik, med et let suk. Uanset hvad hun sagde så ville Ilaria tage det som en fornærmelse, så godt kendte hun hende, om ikke andet. ”Jeg vil have dig til at drage fornuftige beslutninger, min kære. Du har en plads her, og så vidt jeg kan forstå på Cecilaya, så hendes tillid. Du har enhver mulighed for at skabe dig et liv med eller uden ham, Ilaria, en kvinde med dine talenter og med din skønhed, når langt i denne verden. Du er blevet mig betydningsfuld, jeg vil være omkring så længe skæbnen tillader mig det, men jeg er ikke ung mere, jeg brugte min ungdom på at drømme om et eventyr som det vi har nu, om at nogle ville begærer mig ikke for min dæmon, men for mig, og at nogle ville elske mig så brændende som jeg ved at du elsker ham.. som min datter elskede Kimeya selv på trods af hans race. Det var selvfølgelig en naiv tanke, men det jeg forsøger at få dig til at se er at du måske ikke får mulighed for at blive elsket igen. Ikke fordi der ikke er nogen til dig, men fordi det ikke er nemt at finde en der kan gøre det. Tænk dig om før du vælger det fra,” gentog hun en smule anstrengt, for hun følte sig virkelig afkræftet og udmattet. Hånden lod hun roligt falde fra hendes kind, kun for at sætte sig på sengekanten. Det lod til Camilles store lettelse til at hun var blevet i bedre humør. ”Jeg ville værdsætte et par sting,” erkendte hun med et roligt smil og lagde sig ned, endnu med benene hængende ud over sengekanten. De intense blik gled mod hende som hun satte sig ved hende og med hånden mod hendes lår. De blide kærtegn og måden hun selv blev bekræftet på, var noget som satte mange tanker i hende selv. Det var hun aldrig før blevet på den måde, men en kvindes kærtegn var generelt blidere end den hårde hånd hun var vant til. ”Av,” mumlede hun for sig selv og lod blikket glide i, det var virkelig ikke behageligt!

[Deleted]

Ilaria elskede Sonic, også selvom hun slet ikke vidste, om det var noget som hun ville få muligheden for at vise.. eller skulle have lov til at vise nogen som helst om ikke andet. Hun vendte blikket direkte mod Camille. Hvordan hendes eget liv var, var tilsyneladende frygtelig anderledes end det som hendes eget havde været, for hun mindes hvordan Sonic havde plejet hende igennem hendes sygdomsforløb, hvordan han havde været der for hende, når tingene havde været slemme, og at han havde søgt direkte efter hende, da Julien havde kidnappet hende.. Hvor var det så gået så galt? Tanken om at han bare havde søgt direkte ind i skallen på hende, var hende et tegn på direkte mistillid, og det var noget som havde gjort hende ked af det, men også direkte vred! ”Nej det fandt jeg ud af.. Jeg regnede da i det mindste med at han ville vise mig tilliden nok til selv at fortælle det..” endte hun med en tydeligt skuffet mine, som hun igen vendte blikket væk fra hende, som havde det næsten været i en skam. Ja, et sted så var det vel også der at det for alvor var gået helt galt? Ellers havde hun jo bare været som hun typisk havde været.. vred og forsøgt at spille uopnåelig, også mest for at beskytte sig selv.
Ilaria havde virkelig ikke nogen længere, så var det i det hele taget underligt hun reagerede som hun gjorde? Hun havde brug for nogle faste holdepunkter i hendes liv, og det var bare ikke noget som nogen var i stand til at give hende. Sonic havde hun ikke længere, også selvom hun måtte erkende, at hun faktisk manglede og savnede ham. Hun vendte blikket mod hende ved hendes lange opremsning. ”Jeg elsker ham, Camille.. Han er den første som formåede at smelte mit hjerte, men jeg kan ikke arbejde med en mistillid og det var det eneste som han valgte at vise mig.. Jeg er ikke nem at være sammen med, jeg er ikke en typisk kvinde som stiller sig bag kødgryderne eller gør rent, for det gør jeg ikke! Du er betydningsfuld for mig, men.. jeg har bare brug for at finde min plads.. okay?” nærmest forsøgte hun, som hun svagt bed sig i læben. Det var svært for hende, men med tiden, så skulle det vel nok også gå? Hun måtte kun håbe på det.
Ilaria så til som Camille tog pladsen på sengen. Humøret var en anelse bedre, også fordi Camille bekræftede hende på en måde, som hun havde brug for efterhånden, hvilket var en tanke som hun virkelig godt kunne lide! Frygtelig meget endda! Hun nikkede stille og sendte hende et let betryggende smil. ”Det skal jeg nok give dig..” endte hun med en rolig stemme. At det gjorde ondt på hende, var noget som hastigt fik hende til at trække hånden til sig. ”..Undskyld..” sagde hun igen, som hun rejste sig for at finde nål og tråd. Hun ønskede slet ikke at se hende have så ondt, for det havde hun da på ingen måder fortjent, det var helt sikkert! ”Bare.. vent her på mig..” endte hun dæmpet, som hun gik hen til kommoden. Efterhånden var hun vant til at tage sig af sine egne sår og det hele, så hun havde det hele liggende – heldigvis. Hun fandt nål og tråd frem og søgte tilbage til Camille, kun for at tage pladsen ved hendes side igen.