Together in the night

[Deleted]

Natten var endnu ung, skønt det var sommertid og derfor var nætterne ikke særlig lange. Det var det som nok ærgrede Vladimir mest, for det betød at han ikke kunne se særlig meget af byen, før han skulle søge i ly for dagen. Han havde i det mindste et godt selskab for natten, da han var stødt på Denjarna i den mørke skov, en usædvanlig kvinde, der kunne sætte sig i hans eget sted. Det var underligt at der var en anden der kunne forstå sig på ham, selvom det også var en rar fornemmelse. Han håbede derfor ikke at der var noget der ville ødelægge den gode stemning mellem dem, for han ville gerne nyde resten af natten sammen med hende, inden han måtte søge i ly, og hun skulle vel det samme?
Vladimir havde holdt sig en anelse bag Denjarna hele vejen, for ikke at vise at han bar overnaturlige evner, der selv overgik vampyrernes, og fordi han ikke rigtig kendte vejen, så han lod hende føre an. Det havde ikke taget særlig lang tid, før de var nået selve Rimshia, hvor han måtte erkende at han var forbløffet over den smukke arkitektur. Byen havde ændret sig en del siden han sidst havde været her og han måtte erkende at det virkelig var et smukt syn! Han havde holdt sig væk fra byerne, fordi han ikke havde ønsket at skabe postyr eller komme til at vække opsigt, men nu hvor han havde Denjarna her til at vise ham civilisationen, så kunne han ikke sige fra. Han ville gerne se det hele af Dvasias, og resten af landene for at se hvor meget de havde ændret sig, skønt han faktisk aldrig havde været i Manjarno og Procias, han havde altid holdt sig til Imandra og Dvasias.
Som de nåede et godt stykke ind i Rimshia, stoppede Vladimir roligt op for at betragte sig af den smukke by. Han kunne ikke holde et smil tilbage, eftersom det var så utrolig lang tid siden at han sidst havde set det. Han vendte de kulsorte øjne mod Denjarna, hvor smilet forblev på hans læber. ”Byen har godt nok ændret sig meget, siden jeg var her sidst,” erkendte han sandfærdigt, som han gik med langsomme skridt, for at få det hele med. ”Men her er smukt.” Han betragtede sig af de høje bygninger, boderne på gaderne og de mange folk, der selv var forskellige fra hinanden. Der var ikke særlig mange, men de få stykker som var her, måtte selv fascinere ham. De fleste lugtede som de kom fra værtshusene, hvor det selv var lang tid siden at han havde befundet sig på sådan et sted. Han havde aldrig været den festlige type, men der var en del som havde forandret sig for ham. Han så mod hende, næsten med et mere fortabt blik. ”Hvor skal vi gå hen?” spurgte han roligt. Han selv kendte slet ikke stedet længere, så det var bedst hvis hun førte an.

[Deleted]

At Vladimir ikke var en helt normal vampyr, var ikke noget Denjarna havde spottet. Tanker havde egentligt ikke rigtigt fyldt hendes hoved, som de havde løbet sammen i natten. Det eneste hun havde tænkt på, var fornemmelsen af frihed, som hun havde løbet uden lænker og uden nogen var efter hende. Skønt var det at mærke vinden i håret, som de ravnsorte lokker havde blafret i en fane bag hende, sammen med den mørke kappe og den blodrøde kjole. Ubeskriveligt var det at være ude i naturen, hvor hun også måtte indrømme, at hun bedst kunne lide at være der, end i en tæt beboet by. Hun elskede følelsen af at have masser af plads, hvilket kun var blevet forstærket efter de mange års indespærring. Hun ville helst være ude på åbne marker, hvor ingen murer var der til at holde hende fast. På turen mod Rimshia, havde hun et par gange set tilbage på Vladimir, hvor hun var kommet med drillende kommentarer, om hvorfor han ikke kunne overhale hende, som det syntes at han konstant havde været et stykke bag hende. Selvom han var kommet med den skuffede mine om, at hun behandlede sine ofre på en forkert måde, havde hun stadig intet imod at underholde ham. Han skulle bare ikke blive ved med at tage emnet op, da hun ikke havde brug for en far til at rette på hende. Det ville også være en skam, da hun egentligt godt kunne lide ham, hvor det ikke kun var på grund af hans lignende fængselsophold, men også på grund af hans personlighed.
Som de to vampyrer nåede ind til Rimshia, gjorde Denjarna holdt. Selvom de havde tilbagelagt en enorm distance, pustede hun ikke af overanstrengelse. Det lignede end ikke at hun havde løbet, da hun hurtigt havde fået styr på det mørke hår, hvor hendes klæder med det samme smugede sig pænt om hendes slanke krop igen. De sølvgrå øjne vendte hun med et smil mod sin ledsager, som et tegn på glæden efter løbeturen. Selv var hun ikke overrumplet over byens nye udseende, eftersom hun selv havde haft tid til at vænne sig til de nye udtryk. ”Hvordan så den ud sidst du var her?” spurgte hun nysgerrigt. Hvor mange tusind år siden han havde været her, vidste hun trods alt ikke. Da hun selv var kommet her først efter sin undsluppen, var hun også blevet fascineret over alt det nye, da bygningerne havde ændret struktur, eftersom stilen havde ændret sig med tiden. Der var også kommet nye butikker og kroer hertil, samt byen var blevet en hel del større. ”Men jeg vil foreslå, at vi lige tager en rundtur i byen, eftersom du ikke kender den. Alt har jo lukket her om natten, bortset fra barerne, så bagefter kunne man måske søge indenfor,” foreslog hun, mens hun betragtede ham med et roligt blik, hvor hun også gjorde mine til at gå længere ind i byens gader.

[Deleted]

Vladimir ønskede ikke at der skulle komme dårlig stemning mellem dem, eftersom han virkelig nød hendes selskab. Det var lang tid siden at han havde fundet en person, som han følte sig så godt tilpas ved. Hun kunne se tingene fra hans perspektiv – i hvert fald visse ting – hvilket gjorde at hun var let at snakke med og det var nok også derfor hun selv var faldet sådan til ro i hans selskab? Han ville i hvert fald gerne lade hende vise ham bylivet, eftersom han havde valgt at holde sig væk fra større mængder, da han var bange for at han ville komme til at dumme sig og skille sig for meget ud fra mængden, så han vækkede opsigt. Han havde holdt lav profil, siden han havde fået stillet sin sult, hvor han havde holdt sig mest for sig selv, kun af og til mødt folk, som han havde snakket med, men ellers så havde han vandret alene rundt. Han ville dog ikke have noget imod hendes selskab for længere tid og lade hende vise ham lidt af civilisationen, for indtil videre havde han kun holdt sig til naturen, til større områder, og holdt sig væk fra selve byerne. Nu var det på tid at se hvad byerne var blevet til, og nu hvor han endelig befandt sig i Rimshia, så måtte han erkende at han virkelig fandt det overvældende. Det var et fantastisk syn, så meget som det havde forandret sig igennem tidernes løb. En skam han var gået glip af det, men han måtte erkende at han ikke kunne lade vær med at blive betaget og fascineret ved synet.
“I hvert fald ikke nær så fascinerende som nu,” svarede han sandfærdigt, som han kort skævede mod hende, inden han så på de mange bygninger igen. Hendes forslag til natten om at give ham en rundvisning og derefter søge indenfor, kunne han godt lide, eftersom han ikke ville have noget imod at se det hele og tilmed opleve hvordan alt foregik. ”Det synes jeg lyder som en god idé,” svarede han sandfærdigt, som han gik mod hende, for at følge hende ind i gyden. Han ville slet ikke have noget imod at hun viste ham hvordan alt foregik her i byerne, eftersom det var utrolig mange år siden han sidst havde været her. Han fandt det næsten helt spændende og blev helt ivrig efter at se det hele. Han havde holdt sig væk fra byerne, men nu ærgrede det ham næsten at han ikke var søgt hertil for lang tid siden, for at se dette smukke syn, på den anden side, var han glad for at det var Denjarna der viste ham rundt, for så var han næsten sikker på ikke at gøre noget dumt, der vakte opsigt – det håbede han i hvert fald ikke.

[Deleted]

Denjarna smilte tavst over hans tydelige begejstring, hvor det på den ene side forekom hende utroligt morsomt, men på den anden side kendte hun godt til følelsen af, at det hele havde ændret sig siden sidst. Hun var trods alt også blevet overvældet og lidt forskrækket over alt det nye, eftersom det var mange ting man skulle indordne sig under. Hvornår Vladimir sidst havde været her, vidste hun ikke, men det lød ikke til at det lignede noget af det han sidst havde set. Hun kunne heller ikke lade være med at tænke over, hvor mange år han overhovedet havde været ude i alt. Han havde trods alt været så uheldig at have været spærret inde hele tre gange, og det løs alle som lange tre gange, så hvor vant han var til at være ude i samfundet anede han ikke. ”Jamen så lad os gå,” sagde hun roligt, inden hun tog blikket fra ham og roligt begyndte at bevæge sig ned ad en af gaderne.
Mørkt var der i Rimshia, da gaderne kun blev oplyst af de fakler der sad langs bygningerne. Hvis man så ind i en gyde kunne man let blive skræmt, da flammernes lys ikke nåede derind, og de små gyder var derfor henlagt i mørke. Man kunne også godt ane, at der var nogle mennesker der sov derinde på brostene, men det var trods alt også det fattige kvarter de var startet i. Som de ville bevæge sig dybere ind mod byens midte, ville de ramme den lidt mere fine del, hvor der også ville være mere for øjet at kigge på. ”Som du kan se er der stadig en balance mellem den lavere og højere stand,” sagde hun kortfattet med et enkelt blik på en tigger der sad på jorden. Selv havde hun engang levet næsten uden penge, men hun havde aldrig været i en elendig bås som disse mennesker her. Denjarna fortsatte sine skridt, hvor hun havde et godt tempo, da hun ikke ønskede at det var her de skulle bruge det meste af deres tid. Det var trods alt sommer, så nætterne var korte og der var allerede gået nogle timer ad den, så de måtte vide, hvordan de ville fordele de resterende nattetimer. ”Hvordan så der ud, sidste gang du var her?” spurgte hun nysgerrigt, imens hun skævede op ad bygningerne der primært havde en stue og første sal. Som de gik savnede hun helt at have et fast hjem, som de passerede alle disse huse med familier indeni. Engang havde hun selv haft et yndigt hus ude i skoven, og en mand at dele det med. Forsigtigt gnubbede hun sin ringfinger, imens hun så over på Vladimir der gik ved hendes side. Det føltes helt tomt ikke at have den tætte følelse af en ring om den finger, men det måtte hun ikke spekulere på for meget. Hun måtte blive i nuet, hvor den fortid alligevel også var forsvundet for længst, og nu gik hun desuden med rigtig godt selskab.

[Deleted]

Måske det morede Denjarna at Vladimir var så begejstret og forbløffet over den nye verden, men hun vidste jo heller ikke hvor længe han havde været spærret inde. Det var ikke bare et par århundreder, det var flere tusind år, hvis ikke titusinder, og på den tid kunne en masse nå at ændre sig – hvilket det også havde. Selv naturen havde ændret sig i den tid han havde været her, hvilket han allerede havde set på de mange forskellige landskaber som han havde udforsket og krydset. Det var dog ikke første gang det var sket, for første gang havde han været skræmt over den nye og forandrede verden, men denne gang var der kun begejstring og forbløffelse. Han nikkede ganske roligt, som han valgte at følge efter hende, hvor han foldede hænderne bag ryggen og begyndte at studere den smukke struktur af bygninger og gaderne, som havde forandret sig en del siden han sidst havde gået rundt her.
Der var kun dunkle lys fra faklerne, der oplyste byen, hvor der var bælgmørkt inde i de små gyder, som de passerede; det var da en enkelt ting der ikke havde forandret sig siden sidst. Han så fra hende, da hun talte, til de fattige der lå og sov i gyderne og på brostenene, hvor hans hoved søgte let på sned. Han fandt ingen medlidenhed for dem, visse var født heldige andre uheldige, sådan var livet. Det var også typisk de fattige og hjemløse som ingen ville savne og det gjorde dem til et let offer for nattens væsner. Dem havde han selv dræbt en del af, for at stille sin sult, selvom han normalt lod folk overleve i respekt for at han fik blodet. Han trak let på skuldrene. ”Det er da en enkelt ting der ikke har forandret sig,” svarede han roligt, som han fortsatte efter hende. Der havde altid været balance mellem fattige og rige, og så var der naturligvis klassen i midten, der hverken var rige, men heller ikke fattige.
Vladimirs kulsorte øjne søgte let mod Denjarnas hånd, da han lagde mærke til at hun pillede ved sin ringfinger. Han kunne antyde en lille tynd streg af et omrids fra en ring, som befandt sig rundt om hendes finger, hvor han gik ud fra at hun for nylig havde taget ringen af, siden det var hende en vane at pille ved fingeren, med andre ord var hun næsten kun lige gået fra sin ægtemand, eller omvendt, måske manden var død? Det var ikke til at sige, men det forklarede hvorfor hun videre følte sig fortabt. Han så mod hendes ansigt, da hun henvendte sig til ham igen, inden han så ud mod byen. ”Bygningerne var ikke nær så høje, lavet af langt dårligere kvalitet, og gaderne var langt mere ujævne end de er nu. Det virkede næsten helt primitivt i forhold til dette, som er helt.. moderne,” svarede han sandfærdigt, som han så fra bygningerne og til hende, hvor han tog et ekstra hurtigt skridt, så han nåede op ved siden af hende, så han ikke gik bag hende. ”Du har måske allerede tjekket hele byen ud?” spurgte han nysgerrigt.

[Deleted]

De fattige og de rige ville nok altid være et faktum, der ville eksistere, da det på sin måde skabte en ligevægt i samfundet. Det var måske synd for dem der lå helt nede i bunden, men det måtte man så godt som muligt se væk fra, når man alligevel ikke var en af dem. Det glædede så Denjarna, at hun kunne fornemme skiftet mellem de fattige og mellemklassen, som der var færre personer inden i gyderne, og stueetagen var nu indehaver af små butikker. Der var både skræddere, urtemagere og snedkere og meget mere. Hendes blik søgte roligt Vladimir, som hun betragtede i stilhed, imens han forklarede hende byen i hans dage. Som han så ud kunne man i hvert fald se, at han ikke tilhørte bunden, da hans personlighed var præget af viden og manere. Hvordan han havde fundet penge, vidste hun ikke, da det virkede som om at han ikke havde været ude i friheden i meget lang tid, og hun tvivlede stærkt på at hans fangevogtere havde givet ham penge. Han kunne måske også have stjålet noget, men alligevel forekom han hende ikke som sådan en type. ”Ja, man kan godt sige at håndværkerne er blevet bedre til at bygge,” sagde hun med et smil på læben. Selv fra tiden inden hun var blevet fange, kunne hun se, at bygningerne og vejene var blevet mere sikre og mere prangende end dengang. ”Tænk hvordan byerne vil se ud om det næste tusinde år,” sagde hun lettere tænksomt. Hvordan verden ville forandre sig, vidste hun ikke, da hun ikke var arkitekt eller noget i den stil, så hun tænkte slet ikke i de baner. Det var dog fantastisk, at der var nogen der var noget frem til dette. ”Men ja, jeg vil mene, at jeg har tjekket det meste af byen ud,” svarede hun roligt. Det var selvfølgelig muligt, at hun ikke havde været inde i hver en lille gyde, men i det store og hele, så havde hun set det hele. Hun havde nu også været tilbage i et par måneder nu, hvor Vladimir kun havde været her i nogle få uger.
Blikket på Vladimir tabte Denjarna hurtigt, da de passerede horehuset. Hvad der skete indeni huset kunne man ikke rigtigt ane, da lokalerne indenfor var dunkle og tilrøget, hvor man næsten kunne lugte alkoholen og røgen derindefra. Det hendes blik dog havde fundet, var en kvinde med tykt, bølget rødt hår, der svansede over i Vladimirs retning, mens det eneste der dækkede hendes krop var en lang nederdel, hvor hendes bryster struttede fristende i hans retning. ”Hvad siger du til en uforglemmelig nat?” spurgte tøsen Vladimir. Inden han dog kunne nå at svare, tog Denjarna fat i hans overarm, hvor hun hev ham en smule over i sin retning, uden hun tabte blikket på luderen. ”Skrid hore, han er allerede optaget,” hvæsede hun ad kvinden.

[Deleted]

Man kunne tydeligt se forskel i de fattige og rige, og det var da en enkelt ting som ikke havde forandret sig, skønt der havde lagt langt større mængder af fattige på gaden, end der gjorde denne nat, så det måtte vel også betyde at der var flere der var kommet i arbejde? Det var også det som kun gav fremgang i et land, så staten kunne få mere i skat fra de flere folk der kom i arbejde. Dog havde der altid været fattige og hjemløse og det skulle ikke forundre ham, hvis det fortsatte i mange år frem endnu. Han så roligt mod hende til hendes ord og nikkede medgivende. ”Det må man da sige,” svarede han med et skævt smil. Han var imponeret af hele bygningsværkerne, af de høje huse, der førhen bare havde været ganske små hytter næsten, dog var det ikke Rimshia som han havde tilbragt mest tid i. Han så roligt op mod de høje bygninger igen, da hun fortsætte, hvor et skævt smil gled over hans læber, som han kort skævede mod hende. ”Mon ikke bygningerne til den tid er endnu mere imponerende?” foreslog han med et muntert smil. Det var faktisk lang tid siden at han havde haft det så godt, utroligt hvad en enkelt person kunne gøre ved at vise forståelse. Han kunne i hvert fald rigtig godt lide Denjarna og han var glad for at han havde mødt hende. Han sendte hende et skævt smil. ”Jamen så lyder det jo faktisk til, at jeg er faldet over den helt rette kvinde til at være min guide,” svarede han morende, som han blinkede let til hende med det ene øje. Han ville gerne se hele Rimshia, eftersom det var ufattelig lang tid siden at han havde været her. Han lagde også mærke til at jo dybere de kom ind i byen, desto flottere var der, måske fordi de nærmede sig den mere rige afdeling af byen?
Vladimir ænsede næsten ikke den halvnøgne kvinde der kom imod ham, da han var optaget af bygningerne, det var først da han hørte stemmen, at han vendte blikket mod kvinden og så at de passerede horehuset. Et kækt smil gled over hans læber som han åbnede munden. ”…” Han nåede end ikke at sige så meget som en lyd, før Denjarna havde grebet fat i ham og fik ham trukket væk, hvor et morende smil gled over hans læber, da hun vrissede og hvæsede af kvinden. Han førte sin egen hånd over Denjarnas der hvilede mod hans overarm, så de gik arm i hånd, imens han vendte blikket mod hende. ”Jamen dog, jeg vidste ikke at jeg var optaget. Du har måske planer om at give mig en bedre uforglemmelig nat end kvinden der?” spurgte han drillende, hvor han kort gjorde et hovedkast mod kvinden, da han nævnte hende. Han vidste ikke hvad Denjarna havde af planer og han vidste heller ikke hvad natten ville bringe, men én ting vidste han; han ville nyde det så længe han kunne i Denjarnas selskab!

[Deleted]

Utroligt var det egentligt, som byerne langsomt havde ændret sig. Der havde været en tid, hvor der ikke fandtes så store byer som Rimshia, og datidens storbyer havde måske kun indeholdt en greves prægtige palæ og så nogle små hytter. Ikke adskillige sammensætte, fleretagers huse som nu. Vladimirs betagelse forstod Denjarna derfor udmærket. Alt det her måtte næsten ligne palæer for ham, da hun vidste at det engang kunne have lignet noget så simpelt som små skurehuse. Hvad fremtiden så ville byde på kunne næsten være overvældende, hvis man havde levet længe nok til at se den store forskel fra dengang og til nu. "Det kan de vel kun blive," medgav hun, imens hun nikkede svagt og kort med hovedet. "Men når byhusene er blevet mere faste og højere, så er det store palæer også blevet endnu mere prangende." Selv havde hun boet i lidt af hvert, da hun havde haft sit eget palæ fra dengang hun var leder af sin gamle race. Hun havde også boet i Dericks palæ, dengang han havde været leder. På et slot havde hun også brugt nogle dage, skønt de havde været kostbare. Senest havde hun haft en lille hyggelig skovhytte, hvilket næsten syntes komisk, når man vidste hvor hun havde levet, som hun mere eller mindre havde prøvet og haft alt. Nu lejede hun sig ind på forskellige kroer for at have et sted at søge ly for dagen, hvilket nagede hende et sted, da det ikke var det hun var vant til. Denjarna slap en dæmpet latter, da han sagde, at det havde været det helt rette at støde ind i hende. Hans ord både glædede og varmede hende, da hun for det første også kunne lide hans selskab, og for det andet var det rart at vide, at man endnu kunne gøre andre godt. "Og jeg skal nok vise dig alt, hvad du vil se," lovede hun med et smil på læben.
Luderen der var kommet over til dem, som de var nået horehuset, havde ikke været en del af Denjarnas plan, men på den anden side kunne det have sagt sig selv, når hun nu gik med en nydelig mand. Nu havde hun i hvert fald vist ham, hvor luderne var, hvis han fik lyst til sådan en. Hun håbede dog ikke, at det kunne friste ham, skønt han vel måtte have sine lyster, når han nu havde været spærret inde så længe. Hun ville bare gerne have ham for sig selv lidt endnu. Det glædede hende, at luderen tydeligvis ikke turde diskutere med hende, da kvinden trådte et par skridt tilbage. Det kunne meget vel også være fordi, at hun måske havde vist sine to spidse tænder i sin irritation. De sølvgrå øjne faldt så på Vladimir, som han gled med ind i rollen og gik arm i arm med hende. "I nat er du min, men om du vil tilbage til hende i morgen må være op til dig," svarede hun fattet igen. Et par var de godt nok ikke, men Denjarna så helst, at han ikke blev fristet af letpåklædte kvinder lige nu.

[Deleted]

Tiderne havde tydeligvis ændret sig, det var utroligt at tænke på hvor meget gang der havde været i udviklingen, skønt visse ting endnu var det samme, hvilket et sted var en lettelse for Vladimirs vedkommende. Han var dog glad for at det var lige Denjarna der skulle vise ham rundt, eftersom hun havde givet ham et godt indtryk. Hun kunne sætte sig i hans sted, hvilket han ikke havde prøvet før, han havde i hvert fald aldrig mødt en som kunne forstå ham på alle hans problemer, men det kunne hun, foruden hun nok aldrig havde været den jagede? Han var blevet indespærret, fordi folk havde frygtet ham og han tvivlede på at det var af samme årsag hun var, men han var glad for at hun var sluppet fri, som han selv var, for ingen havde fortjent den skæbne! Han trak skævt på den ene mundvig og nikkede roligt. ”Det tror jeg gerne på. Hele den nye verden har taget mig med storm og forbløffelse. Det er et smukt syn jeg er kommet tilbage til. Selvom jeg må indrømme at visse ting genere mig, men verden vil jo aldrig blive perfekt,” svarede han sandfærdigt, som han fortsatte de rolige skridt med hende, hvor han lod hende føre an, da det var hende der kendte stedet og ikke ham. Han trak mere på smilebåndet, da hun slap en dæmpet latter, hvor han havde på fornemmelsen at hun ikke havde smilet og leet i lang tid – præcis som ham selv. ”Jamen det lyder perfekt for mig!” svarede han sigende og sendte hende et skævt smil. Han ville gerne have det hele med, derfor var det godt at hun kendte stedet.
Vladimir var skam ingen helgen, han havde skam været sammen med prostituerede før, skønt det var utrolig sjældent, han havde gjort det for at prøve det og ellers holdt sig til sine elskere derhjemme. Han var desuden ikke en mand der kun tænkte med de nedre dele, eftersom han ikke var en mand med så store lyster igen. Han ville også langt hellere med Denjarna end en tur forbi horehuset, eftersom han nød hendes selskab og det ville være en skam at ødelægge det hele nu. Han trak muntert på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg vil langt hellere med dig, end med hende. Jeg tror desuden også at du kan give mig en langt mere mindeværdig nat end hende,” svarede han sandfærdigt. Det var ikke fordi han tænkte på at der ville være samme intentioner som den prostituerede kvinde havde, for han kunne næsten regne ud at Denjarna ikke søgte efter en fyr foreløbig – det gik han i hvert fald ikke ud fra, eftersom hun havde pillet ved sin ringfinger, hvor ringen manglede. Men han ville komme til at hygge sig og more sig med Denjarna, hvilket han også langt hellere ville.

[Deleted]

”Det er i sandhed et smukt syn, og du har også ret i, at verdenen aldrig vil blive hundred procent perfekt. Der vil altid være fordele og ulemper. Plusser og minus, men på den anden side. Ville en helt perfekt verden ikke også være kedelig? Der skal være en grund til at visse ting kan forløbe,” sagde Denjarna roligt, hvorefter hun ganske kort kastede et blik på sin sidemand, inden hun så frem for sig igen. Sikkert førte hun dem videre, hvor hun nogle gange drejede til højre eller venstre, så de måske så lidt andet end det store strøg. At hun grinte og smilte i Vladimirs selskab, var faktisk lidt af en bedrift han kunne være stolt af. Efter at være blevet tortureret, var der ikke mange lyse punkter i hendes liv, så morskab var ikke det man så mest af hos hende for tiden, og slet ikke så langvarig en glæde som hun udviste i øjeblikket. På sin utrolige måde fik han hende egentligt til at slappe af, hvor han også kom med positive ideer, skønt han også havde bragt irritation frem i hende et par gange. Det ærgrede hende lidt, at hun måtte give slip på hans gode selskab når natten var ovre, da han ikke var hendes, og at de trods alt kun havde kendt hinanden i et par timer. Af en eller anden grund var det næsten som om at de kendte hinanden langt bedre end det. Grunden til det kunne godt nok meget vel være på grund af deres ens historier, da de kunne sætte sig selv i hinandens sted, og hun kendte ikke andre end ham, der var blevet indespærret og tortureret i adskillige århundreder. Luderen havde været et mindre bump på vejen, i Denjarnas nu rolige sind, hvor hun hurtigt havde fået trukket Vladimir væk derfra. Om hun havde tænkt på hans lyster eller sine egne, havde hun nok rimelig meget tænkt på sine egne i den hurtige beslutning. Hun havde nemlig vægtet sig selv langt højere end luderen, og hun vidste også, at hun var langt bedre end den kvinde. Det glædede hende dog, at Vladimir ikke var blevet irriteret over hendes handling. ”Jeg er langt mere mindeværdig end noget selskab du nogensinde vil støde på,” svarede hun sikkert og blinkede let til ham. ”Jeg kan dog ikke love, at jeg kan give dig det samme som den kvinde.” Som de bevægede sig ud af horehusets synsfelt og drejede ved en af sidegaderne, slap hun langsomt Vladimirs arm. De kunne trods alt ikke blive ved med at gå arm i arm. ”Du må undskylde min handling, hvis det bragte dig ubehag, at jeg tog fat i din arm,” sagde hun stilfærdigt, imens hun sænkede farten en anelse, og hendes sølvgrå øjne søgte hans kulsorte.

[Deleted]

Verden ville aldrig blive perfekt, hvilket Vladimir var udmærket klar over, det var også det som gjorde hele livet så spændende, skønt han måtte erkende at han egentlig bare ville nyde friheden som var blevet ham skænket, frem for at skaffe sig fjender og blive indespærret som var sket to gange for ham nu. Han ønskede blot et normalt liv, selvom han aldrig blev normal og det vidste han også udmærket godt. Han havde kræfter som overgik næsten alles fantasier, derfor gjorde det ham farlig og derfor blev han et jaget dyr. Tanken irriterede ham, da han egentlig ikke ønskede nogen ondt, og han ønskede heller ikke magt, da det eneste han i sandheden ønskede, var sin frihed. ”Veltalt,” svarede han med et skævt smil, som han kort så mod hende, inden han så frem for sig igen og fulgte hende lettere trofast med hendes arm i hans, da de gik væk fra horehuset, som hun selv havde trukket ham væk fra – og tanken morede ham stadig. Det var ikke fordi han havde intentioner om at gå med en prostitueret den første aften han var i byen, der ville han langt hellere have et mere sikkert og godt selskab, være sammen med en som kendte gyderne og gaderne, hvilket var tydeligt at Denjarna gjorde. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord og ikke mindst til hendes selvsikkerhed som han faktisk godt kunne lide. ”Der er vidst én som har egoet i god behold, hva?” svarede han morende og med en drilsk undertone, som han kort betragtede sig af hende, inden han så fremad igen, „det minder mig om, at jeg jo faktisk tog dig op som en udfordring.” Det morende smil blev kækt. Han elskede en god udfordring, selvom han ganske vidst havde sine anelser om at hun ikke ville have nogen tæt på sit hjerte foreløbig. Men på den anden side, så havde hun heller aldrig mødt en mand som ham.
“Jeg kræver intet af dig, Denjarna. Jeg ønsker blot dit selskab som jeg nyder,” svarede han sandfærdigt. Han regnede ikke med at det blev en hed nat som den prostituerede kvinde nok havde regnet med, tværtimod ønskede han faktisk en god aften sammen med Denjarna frem for noget andet. Det kunne være at hun muligvis var en han kunne stole på? Han var stadig påpasselig, for måske Denjarna en dag blev den som spærrede ham inde, og så ville han ende med at jagte hende. Han vendte blikket forbløffet mod hende til hendes ord. Gav ham ubehag? ”Tværtimod Denjarna. Jeg føler ikke ubehag ved andres nærkontakt på trods af at jeg er blevet spærret inde. Men derimod tror jeg du føler ubehag ved det,” svarede han roligt, da han hentydede til at hun havde trukket sin arm til sig igen. Der behøvede ikke at være noget i at gå arm i arm, i hans tid var det en venlig gestus, det gjorde enhver gentleman mod en kvinde. Han kunne dog regne ud at hun ikke selv var meget for nærkontakt, hvilket han også godt forstod fordi hun var blevet tortureret.

[Deleted]

Fuldt ud kunne Denjarna forstå Vladimir, da hun også blot ønskede fred og frihed i sit liv. Selv dengang hun var blevet kidnappet, havde hun intet gjort, som hende og Derick bare havde passet dem selv. Hvis hun fandt den sti, hun tidligere havde vandret på, ville hun heller ikke længere gøre folk ondt, da hun så ville have indre fred og bare passe sig selv endnu engang. Hvornår det ville ske, var desværre ikke til at sige, men hun kunne tydeligt fornemme på Vladimir, at han allerede var afklaret med sig selv, hvor hun stadig havde noget at gøre op med. Hun tvivlede derfor heller ikke på, at han hurtigere ville finde sig til rette igen. Måske var der også bare sværere for hende, når hun nu havde været vant til en masse nære venner og en ægtemand, hvor hun ikke havde noget af det længere. Hun måtte så også erkende, at det eneste hun huskede fra sin gamle flok var, at hun havde to gode veninder der hed Faith og Moniqe, men hvad de præcist havde udrettet sammen var ikke længere i hendes erindring. Det var kun hendes kærlighedsliv der stod brænd klart, og det pinte hende så også nu. ”Jamen jeg ved også, hvad jeg har at byde på, så jeg kan sagtens være sikker i min sag,” sagde hun igen i den samme selvsikre tone. Selvtilliden havde hun ikke et problem med, da hun vidste, hvad hun var I stand til, og hvordan hun kunne være blandt folk. ”Jamen du prøver bare så meget, som det nu lyster dig,” svarede hun med en udfordrende stemme, da han selv lagde op til, at han ville forsøge at kæmpe sin sag, for at åbne noget hos hende, eftersom hun havde fortalt, at det ikke var alle og enhver der kunne få hende. Sandt var det også, da hun ikke længere var den unge og flyvske kvinde, der kunne lide at lege med mændenes hjerter. Nu havde hun fået den åbenbaring, at man skulle holde ved en mand, hvis man ville opnå oprigtig lykke.
”Jamen som du ønsker, skal du få,” sagde Denjarna med et smil på læben. Hendes selskab kunne hun sagtens give ham, især når hun nød hans, så det var jo det rene barnemad. En simpel opgave. Hun tvivlede nu også selv på, at hun ville komme til at tilbyde præcis det samme som den prostituerede, da det var et lidt for vildt spring igen. Hvis hun skulle finde en ny mand, så ville der nok gå lidt tid, så han måtte være tålmodig. Hun fattede nu heller ikke helt, hvad der var sket mellem hende og Derick, men han havde vel bare tabt gnisten for hende? Han var i hvert fald ikke længere at finde, og hun tvivlede på, at han ville komme tilbage til hende. ”Du ville forstå, hvis du vidste, hvad jeg har været udsat for,” svarede hun en anelse fraværende til hans ord. Det hun hentydede til var både torturen, da hun havde vænnet sig til, at når folk rørte hende, ville de skade hende, og så var der jo også hendes nye uheld i mænd. Det var dog mest på grund af det første.

[Deleted]

Vladimir forstod sig fuldt og fast på Denjarnas situation. Han kendte godt til det at være skræmt over at komme tilbage til en ny verden, for det samme var sket for ham, da han selv var kommet tilbage til en ny verden første gang han var blevet spærret inde. Nu var han kommet tilbage for anden gang, men denne gang fandt han kun fascination ved den nye udvikling. Verden var klart blevet et flottere sted, med langt større og prægtigere bygninger, for før i tiden havde det jo næsten bare været skure og hytter, men nu var det virkelig store og flotte huse i flere etager. Han kunne godt tænke sig at vide hvordan verden ville se ud om flere tusind år igen. På den anden side vidste han ikke om han ville leve til den tid, for folk havde jo en vane med at spærre ham inde og næste gang kunne godt gå hen og koste ham livet.
Vladimir trak skævt på smilebåndet til Denjarnas ord, hvor han himlede morende med øjnene. ”Tja.. jeg har altid kunnet lide en selvsikker kvinde,” svarede han sandfærdig. Han elskede en kvinde der spillede kostbar, selvsikker og uopnåelig, for det gav ham lidt af en udfordring, samme udfordring som hun havde givet ham og som han havde taget imod, og han skulle nok vise hende hvor charmerende han kunne være! Dog var det måske også en anelse akavet, når han følte at han var kommet tættere på hende på det personlige plan, for han følte forståelse for hende, han nød hendes selskab og han ville ærligtalt ikke ødelægge det, fordi han ville forsøge at charmere sig ind på hende, for der kunne han jo godt komme til at begå flere fejl og han ønskede ikke at skubbe hende væk. ”Godt, for jeg har endnu ikke givet op, og jeg må hellere advare dig om at der skal meget til før jeg gør,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende.
At Denjarna gerne ville blive og holde Vladimir med selskab, var noget som glædede ham, for han ønskede ikke at de skulle gå hvert til sit endnu, der ønskede han tværtimod at tilbringe tiden sammen med hende. Han sendte hende et overbærende smil, som han fortsatte sin gang ved hendes side. ”Jeg forstår udmærket godt Denjarna. Jeg ved hvordan det er at føle ubehag ved nærkontakt, det er bare noget jeg er kommet over med årene. Og det gør det sikkert også for dig,” svarede han roligt, som han sendte hende et skævt smil, inden han vendte blikket frem for sig. Han vidste faktisk ikke hvor de var på vej hen, da han ikke kendte byen og dens mange gader. ”Hvor fører du mig egentlig hen?” spurgte han nysgerrigt, som han gav sig til at betragte byen igen.

[Deleted]

Denjarna smilte blot svagt til Vladimirs ord om, at hendes selvsikkerhed var lige noget for ham, og at han fast ville prøve at charmere sig ind på hende. Om det ville ske, vidste hun ikke, da det indtil videre foregik fint mellem dem på et prøvende venneplan, hvor pludselige ændringer måske ville ødelægge det. Hvad hun helt præcist skulle stille op med det modsatte køn, var hende endnu uvist, da fortiden endnu stod hende klar, og så var der det fakta, at det var meget længe siden hun havde været fri på markedet. Hun havde været i stand til at charmere sig ind på mænd for at dræne dem for blod, men at charmere dem på grund af intime årsager var noget hun længe kun havde gjort med Derick, og selv det var længe siden. "Det har da også sin charme, at en mand ved, hvad han vil have og tør gå efter det," sagde hun. Ligesom ham, så var selvsikkerhed og erfarenhed vel noget der tændte hende, hvor hun vel også altid havde haft en ting for mænd med magt. Hun var nu også selv en meget sikker kvinde, der før i tiden havde besiddet en del magt, så det var meget vel, at det stammede derfra. Det havde dog hændt, at hun en enkelt gang var faldet for en mand med ren uskyld, men han havde nu også været en person af magt. Da han nævnte hendes problem angående nærkontakt, skævede hun en anelse til ham. Hendes lille forbi for nærkontakt kunne meget vel være en hindring for hans opgave, om at charmere sig ind på hende. Det var i hvert fald en svær ting for hende, efter hun var sluppet fri, hvor hun førhen ikke havde haft et problem med det. Man måtte bare tage hele pakken, og give hende tid, hvis man ønskede at havde noget med hende at gøre. "Hvis du forstår, må du også bare acceptere, at du skal gå med små skridt," sagde hun stilfærdigt, da det var en ting hun ikke ønskede at tale meget om, samt hun også mente, at han havde været rimelig meget fremme med at berøre hende på kort tid. Hun måtte dog også erkende, at han holdt mere inde med det nu, hvilket også fik hende til at slappe mere af. Hun stolede ikke fuldt og fast på ham, samt de lige havde mødt hinanden i nat, så det var et stort skridt at være tæt på en ny mand.
Til hans næste spørgsmål, vendte Denjarna roligt blikket frem for sig igen, imens hun fulgte vejen, som de var kommet ud på det større strøg igen. "Vi er på vej mod torvet der ligger i byens centrum. Der er der flere forskellige butikker og barer. Der er forresten også kommet et sted her i byen der hedder krypten. Jeg har ikke været der så meget, men det er utroligt nok et sted for vampyrer. Hvis du har brug for at finde ly for dagen, så kan man få logi der, samt få blod," fortalte hun roligt. Det kunne meget vel være en hjælp for en vampyr som Vladimir, da det ikke lød som om han havde fundet sig en fast base endnu, så i mellemtiden kunne han i hvert fald søge sikkerhed der.

[Deleted]

Vladimir havde altid godt kunne lide en kvinde med erfaring, som var selvsikker og ikke mindst som godt kunne lide at spille kostbar og svær at få, det var vel også derfor han tog imod Denjarnas udfordring? Han vidste at det nok ville blive svært, når hun selv havde svært ved nærkontakt og han kunne fornemme at hun havde mistet en som stod hende nært, for hun havde pillet ved sin ringfinger, så han gik ud fra at hun har været gift og nu hvor hun ikke bar nogen ring, ville han gå ud fra at hun havde mistet en som hun elskede, hvilket han også nærede den dybeste respekt for, og eftersom han kunne lide hendes selskab, ønskede han ikke at gøre noget dumt eller forkert, fordi han forsøgte at charmere sig ind på hende. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Jamen så er jeg jo perfekt for dig,” svarede han selvsikkert og blinkede drilsk til hende. Han vidste ikke hvad hun gik efter, desuden så havde han aldrig selv været god til følelser, han havde aldrig følt noget kærligt for nogen. Det tætteste han havde været på ’kærlige’ følelser, var når han blev betaget af én, selvom det også havde sine dårlige sider, eftersom han kunne blive irriterende nærgående. Han kunne godt høre at det at tale om nærkontakt og følelser generelt ikke var et emne hun brød sig om, hvor han heller ikke ønskede at træde i det. ”Tage små skridt? Men jeg har ellers så lange ben. Desuden, så behøver jeg ikke røre dig for at charmere dig,” svarede han i samme selvsikre tone, hvor det morende smil gled over hans læber. Han ønskede ikke at ødelægge deres selskab, ikke nu hvor han endelig havde fundet én som han følte sig lidt normal i selskab hos. Han krævede dog ikke at hun stolede på ham, for han vidste at man skulle gøre sig fortjent til tillid, hvilket gik begge veje, for han stolede bestemt heller ikke på hende. Han var en mand der slet ikke lagde kortene på bordet og selvom han kunne lide hendes selskab, så var han selv stadig utrolig påpasselig.
Vladimir så frem for sig, som han spurgte ind til hvor de befandt sig og hvor de skulle hen, hvor han blot fulgte efter hende, da han slet ikke kendte til noget af det som var her. Han så roligt mod Denjarna da hun fortalte om Krypten, hvor et skævt smil gled over hans læber. ”Det lyder faktisk meget praktisk, men jeg tvivler på at jeg bruger så meget tid der,” svarede han sandfærdigt, som han så frem for sig igen og fulgte blot efter hende som havde han været en trofast hund. Han havde sit eget sted, sit eget hjem, som havde været i hans familie for flere generationer, og det var der han selv ville holde til, men for denne nat, ville han nok blive nødsaget til at søge i skjul og så var det jo meget praktisk at kende til de mange praktiske steder. ”Men jeg glæder mig da til at se det,” tilføjede han stilfærdigt.