Together in the night

[Deleted]

Vladimir vidste hvad Denjarna var gået igennem, han kendte til smerten, han kendte til det at være indespærret, selvom han ville finde hendes langt værre, for han havde bare lagt i dvale, hun havde været vågen, hun havde kunnet tænke og håbe på at komme fri, han selv havde ikke kunnet tænke som hende, selvom hans bevidsthed var vågnet op, da frosten havde smeltet og han kun lå indtørret i klippehulen. Hun havde hele tiden kunnet lugte friheden, men været så langt fra som muligt, fordi hun havde været indespærret, hvor hun var blevet udsat for tortur hver dag, hvor han selv blot havde sovet. Han havde ondt af hende, han følte med hende, han forstod hende. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Der vil altid være håb, uanset hvor sort det ser ud. Du skal nok klare dig, det skal vi nok begge,” svarede han med selvsikkerhed i stemmen, da han selv havde prøvet det før, og han vidste at hun nok også selv skulle klare sig, for hun var fri, fri til at gøre alt, fri til at gøre hvad hun ville, der var ingen til at misbruge hende, ingen til at gøre hende ondt, nu kunne hun gøre hvad hun ville og det var en frihed hun burde nyde. Det var trods alt ikke verdens ende, nok snarere det modsatte. Han vidste dog godt at det kunne være hårdt, han selv havde jo været rædselsslagen, da han første gang var kommet tilbage til den nye verden, men denne gang var det anderledes. Denne gang følte han kun fascination af den nye og smukke verden.
Nok havde Vladimir ingen penge, men det havde han ikke haft behov for til nu. Det måtte dog efterlade ham med en dårlig samvittighed, at han skulle overlade betalingen til Denjarna, for det var jo normalt manden der opvartede kvinden, og det ville han gerne have gjort igennem hele aften, men der måtte han jo så sige at hun havde fundet hans svage punkt, for han ejede indtil videre ikke en eneste mønt. Til gengæld, vidste han godt hvordan han skulle skaffe sig penge, hans familie havde altid været rig og mon ikke der endnu var rester tilbage? Han havde handlet godt på familiens forretninger, selvom det ikke var det han havde haft i tankerne på det sidste, det var nemlig det at han skulle have stillet sin sult. Det var heller ikke fordi han havde regnet med at skulle tage ind til byen denne aften, men der havde skæbnen snydt ham. Han havde fundet et fantastisk selskab og det var han glad for, selvom han nu måtte ærgre sig over at være flad. ”Tja.. det er ikke fordi penge har været det jeg har tænkt mest på, men det at stille min sult..” erkendte han dæmpet, som han vendte blikket mod sit glas og rødvinen. Han klingede sit glas mod hende, inden han smagte på den røde væske, der tilfaldt ham ganske udsøgt! Det var længe siden han havde fået vin, men han måtte erkende at det var savnet! Han sukkede kort, som han næsten endte med at drikke hele glasset af iver på at smage mere, hvor han lod tungen søge over de blege læber. ”Udsøgt!” svarede han med begejstring. Han vendte blikket mod Denjarna med næsten smilende øjne, „der har du gjort et godt valg.”

[Deleted]

Denjarna smilede blot svagt ad ham, da hendes forudsigelse gik i opfyldelse. Han gav hende igen denne tale om, at det snart skulle lysne sig for hende, hvilket vel var sødt nok, da han prøvede at forblive positiv, hvor der til dels hang en mørk sky over hende. Hun havde dog før set ulykkelige folk der døde ulykkelige, men hun håbede skam ikke, at det ville ende sådan for hende. Hendes pointe var bare, at det kunne ske. "Hvad er det der gør, at du lige præcis har håb for mig?" spurgte hun nysgerrigt. Det lød nemlig til, at han ønskede hende alt godt. Det var da også rart, at nogen ønskede hende det godt, når hun havde haft så meget modvind de sidste par måneder. Hans positive indstilling gjorde hende også gladere end normalt, samt hun havde lysten til at åbne lidt op for ham. Hun kunne dog ikke sige endnu, om hun ville finde lysten til at åbne sig helt op for ham. Det ville i hvert fald kræve, at hun fik en god portion tillid til ham. "Men jeg er sikker på, at du overlever al dette," sagde hun mildt. Som hun så Vladimir, så hun intet ondt i ham, skønt hun vidste, at han var et rovdyr, samt at han havde været indespærret op til flere gange.
Som han fortalte om sine ikke-eksisterende penge, og hvor de derefter tog en tår af vinen, måtte hun slippe en munter latter. "Det glæder mig, at mit valg behager dig. Det ville være en skam, hvis jeg havde købt flasken, og det så ikke var noget," sagde hun stilfærdigt. Selv havde hun altid nyt et godt glas rødvin, hvor det også var så fantastisk, at det både passede godt til en bid mad eller over en samtale. Desværre kunne hun ikke længere få mad ned, men hyggelige samtaler kunne man ofte finde. "Men jeg forstår godt dit lille pengeproblem.. Jeg har dog været nødsaget til at skaffe penge for at finde et sted og sove," fortalte hun. Blodvar heldigvis noget man altid kunne tage, hvor ly var noget man skulle købe sig til. Det var dog også hændt, at hun havde dræbt for at få offerets hus til sin rådighed.
Denjarna førte endnu engang glasset op til læberne, hvor hun lod druerne lege på tungen, imens hun betragtede sit selskab. Meget vidste de vel ikke om hinanden, da de egentligt kun havde talt om deres fængselsophold, og hvad de lige havde set i aften. "Hvad lavede du egentligt, når du ikke var fange?" spurgte hun nysgerrigt, hvor hun håbede på at han turde tale med hende om det.

[Deleted]

Måske Denjarna ikke havde håb for sig selv og kun så mørke, hvilket Vladimir sådan set godt kunne forstå med det som hun havde været igennem, med det som hun var kommet tilbage til og med det som hun havde mistet. Han havde måske aldrig haft en man elskede, eftersom han aldrig havde åbnet sig for nogen, ikke angående kærlige følelser, for dem havde han vel ikke engang? Men han vidste hvordan det var at komme tilbage til en ny og skræmmende verden, og hvor faretruende den kunne virke, men det var ikke sådan han så på det denne gang. Han trak skævt på smilebåndet. ”Du har jo mig,” svarede han til dels drilsk og til dels sandfærdigt. Alene var hun i hvert fald ikke, medmindre hun blev træt af ham, men ellers havde han jo sagt at hun altid kunne sige til hvis hun havde brug for hjælp, for så ville han hellere end gerne være her for hende. Han ville gerne hjælpe hende, hvis hun nogensinde skulle få brug for det. At hun så sagde at han ville klare sig, fik ham til at trække skævt på smilebåndet, selvom han dog var enig med hende. ”Det gør jeg. Jeg har prøvet det før, jeg ved hvordan det er,” svarede han sandfærdigt, som han tog en slurk af sin rødvin, inden han vendte blikket mod hende igen med smilende øjne. Det var ikke for at være selvsikker eller højrøvet, men han kendte sig godt nok til at vide at han nok skulle klare sig igennem det også denne gang.
At høre Denjarna slippe en munter latter, var noget som glædede Vladimir. Efter alt det som var sket med hende og efter at hun selv så så negativt på sit liv, så var det rart at vide at der stadig var plads i hendes liv til lidt glæde. En glæde som han vidst var årsag til? Det gjorde kun det hele langt bedre! Han nikkede ganske sigende og sendte hende et skævt smil. ”Tro mig, du har valgt helt perfekt,” konstaterede han sagte, som han tog endnu en slurk af den udsøgte væske. Der var han glad for at hun havde valgt, for det var så længe siden at han selv havde drukket andet end blod, at han nok ville have stået som et stort spørgsmålstegn, hvis han selv havde stået med valget mellem de mange forskellige varianter af drikkelse og væske. Han trak let på de brede skuldre. ”Jeg har ikke rigtig haft behov for penge til at overnatte noget sted. Jeg fandt mit gamle hjem, som stadig var intakt, hvor jeg har overnattet, og når jeg er søgt længere væk, som de sidste par nætter, har jeg fundet til takke med hvad jeg kunne få, en hule, en grotte etc.,” forklarede han sandfærdigt, hvor det høflige smil hvilede på hans blege læber.
“Det er mange år siden at jeg ikke har været fange, Denjarna. Men jeg kan fortælle at jeg havde nogle forretninger kørende, som jeg tjente godt på. Jeg var tilmed venner med kongen af Imandra – dengang. Det var også ham som forrådte mig og fik mig indespærret,” forklarede Vladimir sandfærdigt, hvor han ikke lagde skjul på noget. Han havde intet imod at fortælle omkring det, så længe de ikke kom videre ind på selve ham og hans evner. Han gjorde et let nik imod hende, „hvad med dig selv? Jeg lagde mærke til at du engang har gået med ring, har du haft en i dit liv?” Der var en hvis nysgerrighed i hans stemme, men det var også tydeligt at han ikke ville snage og tog til takke med, hvis hun ikke gad svare.

[Deleted]

"Ja, jeg har dig," sagde Denjarna roligt. De havde udvekslet ideer om, at de ville være en støtte for hinanden, når de sås, og det tvivlede hun hun ikke på, da hun havde på fornemmelsen, at han mente sine ord, samt han ville hjælpe imod det han kendte bedst til. At være fange. Han havde jo været fanget et par gange, så han vidste, hvordan man vendte tilbage til hverdagen, og det ønskede hun, at hun kunne. Hun ville dog ikke have den del af ham, der blev fængslet gang på gang. En gang havde skam været nok for hende. Hun vidste dog ikke helt, hvordan de ville finde hinanden igen, eftersom de ikke kendte hinandens mønstre. Dog befandt hun sig mest inde i de større byer, hvor Vladimir vidst mere holdt sig på afstand fra civilisationen. Det kunne dog også være, at han ønskede at blive her, efter at hun havde vist ham byen, og han havde udvist tydelig interesse for den. Han skulle dog skaffe sig nogle penge i så fald, da man ellers ikke kunne have en fornuftig tilværelse herinde. Det lød dog ikke sandsynligt, når han nu havde nævnt, at han egentligt stadig havde et hus der stod oprejst. "Hvor ligger dit hus så? Jeg kan desværre ikke sige, at mit hjem så intakt ud, da jeg vendte tilbage.. Brædder var faldet fra hinanden og ukrudt var flyttet ind," sagde hun med et skævt smil. "Hvordan havde et tænkt dig, at du skulle overnatte i nat? Sammen med mig?" spurgte hun delvist nysgerrigt og drillende. Det var et spørgsmål hun havde spekuleret over siden han havde fortalt, at han ikke ejede en mønt. Han havde også virket utilpas omkring tanken, at hun havde betalt for vinen, og at han ikke havde været i stand til at byde ind. Et værelse var også en god del dyrer end en flaske. "Men dejligt, at du har fundet dit hus intakt. Det er mere end hvad jeg kan sige om mit eget.. Da jeg vendte tilbage, manglede der brædder og huset syntes at være beboet af ukrudt," sagde hun med et skævt smil. "Hvor er dit hus så placeret, siden du siger, at du er rejst en længere vej?" Det måtte alligevel ligge et pænt stykke væk, eftersom det havde taget ham flere nætter at nå hertil, og vampyre havde trods alt en vis hastighed at bevæge sig med, samt de ikke bare blev trætte. "Men med hensyn til dine forretninger, er det så noget du vil vende tilbage til? og hvad var det du beskæftigede dig med?" spurgte hun ham nysgerrigt, som hun ønskede at lære ham bedre at kende. Hun blev dog overrasket over resten af hans fortælling, hvor hun måtte tage en ekstra tår vin. "Venner med kongen og fanget af ham? Hvad havde du gjort?" spurgte hun. Det måtte være rimelig stort, hvis kongen personligt havde jaget ham jo. Da han så spurgte ind til hendes ring, måtte hun se utilpas væk. "Ja, jeg var gift, indtil jeg blev fanget," fortalte hun stille, hvor hun ikke kunne lade lade være med at gnide sin finger ved ordene.

[Deleted]

Vladimir mente det skam, når han sagde at han ønskede at hjælpe Denjarna. Hun var kommet ind på hans liv i en helt passende tid. Måske han aldrig havde været den der havde været så social igen, for han havde aldrig været god til at mænge sig med folk, men Denjarna havde en forståelse for ham, som mange andre ikke ville have, derfor ville han ikke have noget imod at tilbringe lidt tid sammen med hende, samt lære hende bedre at kende, for det ville tværtimod være ham en fornøjelse! Han kunne godt lide hende, derfor ønskede han heller ikke at de skulle stoppe selskabet eller at det ville blive ødelagt, for det ville næsten være en skam. ”Netop, og hvem har brug for mere end mig?” spurgte han selvsikkert og dog drilsk, hvor han blinkede let til hende med det ene øje.
“Mit hus ligger i udkanten af Convento. Men det er ikke derfor jeg ikke kan overnatte der, det kommer helt an på hvor langt væk jeg søger, og om jeg overhovedet kan nå at komme tilbage på disse korte nattetimer. Jeg har udforsket landet lidt og for en kort stund været i Manjarno, så jeg har været et godt stykke hjemme fra,” fortalte han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han kunne dog ikke lade vær med at slippe en kort, men munter latter, da hun fortalte om hendes eget hjem, „nej, efter så mange år, forandrer alt sig, også ens hjem, men jeg har været så heldig at nogen har taget sig af det og holdt det ved lige. Ellers var mit med garanti også brudt sammen og lignet en ruin.” Han lod hovedet søge kort på sned, hvor de halvlange lokker fulgte hans bevægelse, inden han tog en slurk af sin rødvin. Det ændrede dog ikke på at han ikke havde nogen penge, for dem havde der ikke været nogen af, siden han var kommet tilbage. Da hun spurgte om han skulle sove ved hende, kunne han ikke lade vær med at trække morende og kækt på smilebåndet. ”Det ville jeg da ikke have noget imod. Men det kommer jo nok an på, om du får ondt af at jeg skal sove udenfor, i en kold, mørk grotte, hvor der er ubehageligt og fugtigt,” svarede han drillende, selvom det vel var sandt? Han ville nægte hende at købe et værelse til ham, for så sov han hellere end gerne udenfor! Hun havde brugt rigeligt med penge på ham, så der ville han ikke have at hun skulle bruge flere, og han tvivlede på at hun ville have at de skulle sove i samme seng, hvilket han respekterede, så han var allerede overbevist om at han ville sove udenfor.
At hun blev nysgerrig på Vladimir og spurgte ind til hans tidligere liv, havde han intet imod, selvom tingene nok ville forandre sig lidt. ”Jeg solgte nogle dyre og værdifulde metaller og råstoffer til kongen i Imandra, samt her i Dvasias, og om jeg vil genoptage det, ved jeg ikke. Jeg tror jeg vil prøve noget andet,” fortalte han sandfærdigt. Han vidste ikke hvad han ville, han ville egentlig bare gerne nyde livet, desuden ville han jo nødig have en gentagelse! Hans kulsorte øjne betragtede hende kort med forundring, da hun spurgte ind til hans forhold med Alexander og hvad han havde gjort, inden han trak let på skuldrene. ”Jeg havde ikke gjort noget, jeg skræmte ham blot. Han så mig som farlig, og ville udrydde mig, hvilket jeg vidste, så jeg selv planlagde en måde at stoppe ham på, ikke dræbe ham, men bare få ham aftaget fra magten, så han ikke havde nogen omkring sig, men da jeg kom derop, var han forberedt og han tog mig til fange,” svarede han roligt, hvor han så billederne for sig imens, hvilket kun bragte vrede frem i ham. Han tog en slurk af vinen, inden han så mod hende, hvor han kunne se at hendes mand var et ømt punkt. ”Så.. kom du tilbage og fandt ham død? Eller havde han måske fundet en ny?” spurgte han nysgerrigt og dog roligt, hvor han lod hovedet søge let på sned, „og hvis du ikke vil tale om det Denjarna, så er det i orden. Jeg kan se det smerter dig, han må have betydet meget for dig.” Han sendte hende et overbærende smil.

[Deleted]

”Det kommer så sandelig an på, hvad du kan gøre og bliver for mig,” svarede Denjarna med et smil på læben, som hans ord morede hende. Helt uforventet nød hun faktisk hans selskab utroligt meget, hvor hun egentligt plejede at bide af folk og blive hidsig på ham. Det havde kun stået på i en meget kort stund lige da de var stødt på hinanden. Det havde hurtigt vist sig, at hun ikke havde været I stand til at skjule sig for ham, da han havde set lige igennem hende. På nul komma fen havde han set, at der lå noget dybere gemt i hende, og at hun bar rundt på et stort sår. At de så delte samme historie gjorde, at hun hurtigt havde valgt at sænke sit skjold. De havde den sjældne egenskab, at de forstod hinanden, og det var så endt ud i, at de kunne falde til ro i hinandens selskab. Men om Vladimir var nok for hende var svært at sige, da de trods alt først havde mødt hinanden for et par timer siden. Før i tiden havdehun også været en kvinde der havde nydt at omgås med mange personer, men brikkerne havde nu også flyttet sig efter hun var kommet tilbage. Nu var hun i hvert fald ikke længere den åbne kvinde, der havde let ved at tale med folk. Denjarna nikkede forstående med hovedet, da det var en simpel logik, at hvis han ikke kunne nå frem og tilbage på en nat, måtte han selvfølgelig søge ly et andet sted. Vampyrerne var godt nok hurtige, men det var jo også relativt, hvor langt de kunne søge, hvis de befandt sig adskillige kilometer væk fra deres hjem. ”Selvfølgelig.. Hvad synes du så bedst om indtil videre, Dvasias eller Manjarno?” spurgte hun. Det kunne godt være, at hans hjem lå i Dvasias, men det lød til at være et hus der havde ligget der I flere generationer. Landene havde jo også forandret sig, hvor Vladimir måske også havde ændret sig, så måske havde han skiftet mening om sin tilstedeværelse. ”Men du har ret i, at det kræver lidt husholdningshjælp, hvis ens hus skal blive stående efter adskillige årtusinder.Til hans efterfølgende ord, betragtede hun ham tænksomt, imens hun vippede let med sit glas, så de røde væsker gled rundt I det. Han havde egentligt en pointe i hans ord, da han ikke havde nogen penge, så han var måske nødt til at skynde sig og finde en kedelig grotte? Det ønskede hun alligevel ikke for ham, hvor hun måske ville få ondt af ham, hvis hun vidste, at han ville ligge ude I det fri på grund af hende. ”Hvis du får mig charmeret tilstrækkeligt, kan du få lov til at sove på gulvet,” fortalte hun. Sengen ville hun nok ikke ligefrem dele med ham, men hvis han blev ved med at opføre sig sødt overfor hende, kunne de dele værelse. ”Men så vil jeg også se dit hjem I Convento på et tidspunkt,” krævede hun smilende.
”Nej, det kan godt være rart at prøve noget forskelligt,” sagde Denjarna roligt. Selv havde hun egentligt aldrig haft et rigtigt arbejde, andet end at lede et folk, og det krævede nu også sit. Det havde vel aldrig sagt hende noget, at blive sælger eller tjener. Det virkede også for sølle for hende. ”Hvordan kunne det være, at du skræmte kongen? Men det positive ved det hele nu, kan så være at han ikke længere har magten. Det er nu også svært at gå imod de allerhøjest stående personer i de forskellige lande.” Som Vladimir prøvede at lære med om Denjarna, følte hun, hvordan hun prøvede at kæmpe sig tilbage til sin lille skal, hvor hu også havde mistet blikket på ham, hvor hun i stedet betragtede kroens andre gæster. Derick var i den grad hendes ømmeste punkt, hvor hun heller ikke fattede endnu, hvad der var blevet af ham. Han havde sagt, at de skulle prøve igen, og så var han bare skredet fra hende. ”Selvfølgelig betød han meget for ham, vi var gift! Hvad regner du med?” bed hun aggressivt ad ham i et forsøg på at forsvare sig selv.

[Deleted]

Det var ikke fordi Vladimir regnede med at Denjarna kun havde brug for ham, tværtimod så troede han netop det modsatte. Han ville dog gerne hjælpe hende, og hans hjælp ville altid stå til rådighed selv i fremtiden, hvis hun skulle have brug for det. Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Hvad jeg bliver for dig, kan jeg ikke svare på, men jeg har skam mange talenter, så jeg skal sikkert godt kunne gøre en masse for dig,” svarede han med det samme skæve smil på de blege læber som før, hvor han ikke tog de kulsorte øjne fra hende. Han kunne være en selvsikker type, men mest af alt var det kun sagt i en drillende tone, for at lette stemningen lidt, og i et forsøg på at gøre hende i et lidt bedre humør. Han vidste at hun var fortabt, præcis som han selv havde været, derfor ønskede han ikke at skræmme hende væk, tværtimod ønskede han det bedste for hende, og han håbede at hun ville klare sig, han ville i hvert fald gerne hjælpe hende igennem det hele.
Vladimir trak ganske let på skuldrene. ”Det ved jeg endnu ikke. Jeg har ikke set særlig meget af Manjarno. Men jeg har altid nydt af Dvasias, det er trods alt mørkets land, det er her jeg er født, og her jeg hører til,” svarede han stilfærdigt, som han sendte hende et let smil. Han kom fra en gammel tid, hvor man holdt på det gamle, hvor man blev hvor man hørte til. Han havde for eksempel aldrig været i Procias eller Peula, kun kort i Imandra, og det var først nu at han havde betrådt den manjanske jord for første gang i hele sit lange og evige liv. Ellers havde han aldrig set det, for han havde altid følt sig bedst tilpas i Dvasias. Han vidste at folk havde ændret sig lidt på det punkt, hvor mange flyttede, men sådan var han ikke.
“Hvis jeg får dig charmeret tilstrækkeligt? Hvad så hvis jeg får dig charmeret yderst meget? Får jeg så en lille plads i den bløde seng?” spurgte Vladimir med det kække smil om læberne og det mystiske skær i blikket. Der var ingen der sagde at de skulle lave noget i sengen, men han måtte da erkende han ville foretrække en blød seng, frem for det hårde gulv, og selvom det måske var tørt og varmt indenfor, så lød gulvet ikke just mere fristende en grottens tørre skjul. På den anden side, så fik han lov til at tilbringe hele dagen sammen med hende, hvilket han ikke ville have det mindste imod. At hun til gengæld ville se hans hjem i Convento, fik ham til at trække stort på smilebåndet, „jeg vil med glæde vise dig mit ydmyge hjem. Og dørene vil altid stå åbne for dig.” Hun ville altid kunne søge til ham, hvis hun havde brug for hjælp, eller bare hvis hun ønskede noget selskab, for han ville ikke have det mindste imod at være sammen med hende.
At hun fortsatte med at køre rundt i Vladimirs fortid, var ikke noget som han brød sig om, hvor han følte at hun begyndte at tvinge ham op i et hjørne. Han ville helst ikke ind på ham selv, for han holdt trods alt lav profil, men han viste dog ikke noget ubehag på ydersiden og sendte hende blot et mildt smil. ”Han blev bange for mit væsen. Jeg har mange sider, og den du er overfor, er kun én ud af mange andre, nogle langt værre,” fortalte han afsluttende, uden at han tog blikket fra hende, „desuden så er han nok ikke konge længere, men han lever endnu og har stadig en lille magt med sig.” Hun skulle bare vide at det var hendes egen leder som han talte om; Alexander Imirachi.
At hendes eks var noget som gik hende på, kunne Vladimir tydeligt regne ud, specielt da hun begyndte at vrisse af ham, hvor han ville skyde på at hendes mand enten havde fundet en anden eller også var skredet. ”Udmærket, men uanset, hvis han vil lade en så stærk og smuk kvinde gå, så har han tydeligvis ikke set hvor heldig han var.”

[Deleted]

Denjarna betragtede ham med et løftet øjenbryn, som han sagde, at han mere eller mindre kunne blive alt for hende. ”Du er en utrolig selvsikker mand når man tænker på, at du har tilbragt det meste af tiden i en celle,” sagde hun drillende og blinkede let til ham, efterfulgt af at hun tog en tår af sin rødvin. Hun vidste, at han var en hyggelig person at omgås, men hvad han ellers var i stand til var ikke til at vide. Roligt stillede hun glasset fra sig, hvor hun i stedet lagde hænderne ned i skødet, imens hun hvilede ryggen mod stolens lille ryglæn. Da Vladimir fortalte om sit fædreland forstod hun ham udmærket godt, da hun selv havde det på samme måde. Hun var født i Dvasias og havde brugt størstedelen af sin tid her. Det var i dette land hun følte sig hjemme, og brugte det meste af sin tid på. I en kort stund havde hun overvejet ideen om at bosætte sig i Procias, men det var en tanke der hurtigt var fløjet igen. Hvis hun havde gjort det, havde hun gjort det for en mand, men aldrig ville hun blive accepteret eller passe der. Hun havde et alt for mørkt sind, skønt hun skam sagtens kunne være en festlig type. Hendes person passede bare ikke der, og det var der nok heller ingen der ville sætte spørgsmålstegn ved. Manjarno var nu et fint land, da det var et hyggeligt sted at være og landet var forholdsvist neutralt. Dog var det igen ikke Dvasias. Imandra og Peula havde hun intet forhold til, eftersom hun aldrig havde været der. ”Hvor man er født har alligevel en stor betydning,” sagde hun roligt, men jeg nyder alligevel også at komme i Manjarno, da det er så frit et land som det nu er. Generelt byen og parken i Ityrial er et sted der er godt at komme.”
Denjarna måtte grine hovedrystende ad ham, da han spurgte, om han måske ikke kunne få en plads i hendes seng, hvis han fik charmeret hende tilstrækkeligt. Det var dog noget hun tvivlede stærkt på, da det var rimelig intimt at dele seng med en mand, og der var sandsynligvis ikke noget hun var klar på endnu. Det var måske hårdt at ligge på gulvet, men hun så det bedre at være inde end ude, og det var vel mulighed for, at der lå en ekstra pude og tæppe inde på værelset. ”Jeg tror at gulvet er perfekt til dig,” svarede hun drillende og dog alvorligt. Hvis hun skulle have det intimt med en mand igen, skulle det også gå stille og roligt for sig, da hun ikke var klar til at springe på ham. Han skulle dog ville hende. ”Men jeg glæder mig til, at du viser mig dit hjem i så fald,” sagde hun mildt, imens hun smilte. ”Jeg synes, at vi allerede er kommet op på rimelig mange aftaler.. En tur til slottet I Dvasias og dit hus.. Det er allerede to nye møder,” pointerede hun. Indtil videre havde hun intet imod det, men det var nu sjovt, som de allerede havde planlagt nogle begivenheder i fremtiden.
Komisk var det vel, at de begge hadede fortiden. Forskellen lå bare i, at han ikke udviste nogen irritation, hvorimod hun blev hidsig ved tanken. ”Alle har jo sine mørke sider.. men jeg kan i hvert fald godt lide din bedre halvdel,” sagde hun. ”Men hvem er denne tidligere konge der er så skræmt af dig?” Imandras historie var ikke lige det hun vidste mest omkring, da landet sådan set ikke interesserede hende. Hun havde også været væk længe, så på den måde vidste hun heller ikke, hvad der havde foregået det lange sidste stykke tid. Det glædede hende, at han hurtigt tabte interessen for at vide mere omkring hendes tidligere ægtemand, da det ikke var noget hun ønskede at drøfte. Såret var endnu frisk, så det var ikke et emne der var let at tale om. Hun kommenterede heller ikke hans ord omkring Derick, skønt det var nogle søde ord han kom med. Hun havde dog en ide om, at han havde forladt hende, fordi havde skræmt ham, men hun havde trods alt også forandret sig.

[Deleted]

“Og det skulle komme fra den selvsikre kvinde, der selv har egoet helt i behold?” spurgte Vladimir drillende, hvor han blinkede morende til hende, inden han fulgte hendes eksempel og tog en slurk af sin rødvin. Han havde ikke noget imod Denjarnas selvsikkerhed, det var tværtimod forfriskende at se på, specielt med det som hun havde været igennem, for mange ville nok lukke helt af for andre, hvor man slet ikke ville være i stand til at komme ind på personen, men sådan var Denjarna gudskelov ikke, og det var også kun et bevis på at hun nok skulle klare sig, for det var han mere end sikker på at hun nok skulle.
Vladimir havde aldrig som sådan været i nogen af de andre lande, eftersom han altid havde haft det fint i Dvasias, han havde aldrig gidet, at have mere end det, for her havde alt været som han kunne lide. Han havde dog hørt og set malerier fra de andre lande, men når alt kom til alt, så var han trods alt et af mørkets væsner, så det var naturligvis klart at han kunne lide mørkets land Dvasias. Han nikkede medgivende til hendes ord. ”Netop. Dvasias har altid været det oplagte sted at bo, hvilket det stadig er for mit vedkommende,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han kunne lide det her, så hvorfor ændre på det? Det så han i hvert fald ingen grund til. Han trak svagt på skuldrene. ”Det kan jeg ikke svare på, eftersom det kun var kort i Manjarno at jeg befandt mig. Det var end ikke med vilje jeg var søgt dertil, tværtimod ved et uheld. Jeg var kommet for langt og opdaget at jeg var kommet ind i Manjarno, så jeg har ikke rigtig set landet ordentligt,” fortalte han stilfærdigt, uden at han tog blikket fra hende.
At hun grinte til Vladimirs ord, fik ham kun til at trække på de blege læber i et skævt smil. Han kunne godt lide at høre hendes latter og se hende smile, for det var rart, specielt efter det som hun havde været igennem, der var ikke mange der ville kunne smile eller le, som Denjarna gjorde. At hun så fandt gulvet perfekt for ham, gjorde det tydeligt at hun ikke var parat til at være ham så tæt, selvom det i hans øjne ikke rigtig betød noget, for der lå jo intet i det, ikke for hans vedkommende, og han tvivlede på at der gjorde ved hende, men han ville bestemt ikke trænge sig på! ”Udmærket,” endte han roligt, uden at smilet falmede. Hendes følgende ord, fik ham til at nikke ganske sigende. ”To møder som jeg allerede ser frem til,” erkendte han sandfærdigt og næsten med det charmerende glimt i blikket. Han mente dog sine ord, han ville nyde at se hende igen! Det var rart med et godt og ordentligt selskab, for hun forstod ham, som han forstod hende.
At hun kunne lide Vladimirs ’bedre halvdel’ – skønt han selv var i tvivl om han havde én – var noget som naturligvis glædede ham, for så længe hun kunne lide ham, så ville han ikke klage! ”Tja.. hvad skal jeg sige? Du får det bedste frem i mig,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende med det ene øje. Hans blik blev en anelse mere alvorligt, da hun spurgte ind til hvem der havde gjort det, og hvem personen var, hvor et hemmelighedsfuldt smil gled over hans læber. Han vidste ikke hvad hun synes om manden, eller om hun i det hele taget havde mødt ham, men eftersom hun var halvblods og selv havde været mørkelver, ville han ikke tro at hun var særlig engageret i sin nye race som vampyr. ”En mand jeg ønsker hævn over,” svarede han blot en anelse afvigende og dog uden at være helt uhøflig.

[Deleted]

Denjarna slap en kort munter latter, hvor hun også måtte klø sig selv i nakken over hans ord. Han havde jo ret i sine ord, da hun stadig var en kvinde der vidste, hvad hun ville og kunne, selvom hun havde været indespærret i et længere stykke tid. Altid havde hun været en stærk kvinde, og det ville hun holde fast i at være. Det var vel også derfor hun havde klaret sig igennem al torturen, hvor det ville have knækket en hel del. ”Det kan du da høre, at det gør,” svarede hun en anelse flabet igen, imens der var et drillende glimt i de sølvgrå øjne. Selv var hun glad for, at hun alligevel rimelig hurtigt havde formået at vende tilbage til sit gamle selv. Hun var ikke 100 % sig selv, eftersom hun alligevel var blevet noget indelukket og mere hidsig end tidligere. Hun var dog ikke ligeså psykotisk, som da Derick havde fundet hende ved søen. Der havde hun været blind for omverdenen, som hun havde været kold og ligeglad. Nu havde hun heldigvis fundet sig selv lidt mere.
Denjarna kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, som han kom med den undskyldning, at han ved et uheld havde krydset landegrænsen. Smilende begyndte hun at hælde lidt mere vin op i sit glas, imens hun til tider skævede i hans retning. ”Det lyder lidt mystisk bare at betræde grænsen ved et uheld. Man plejer at vide, hvornår man bevæger sig fra den ene del til den anden. Men skyndte du dig at løbe tilbage til Dvasias, da det gik op for dig, hvor du var eller hvad?” spurgte hun ham drillende. ”Skal du have mere?” spurgte hun derefter, imens hun holdt flasken med vin i en smule op, som hun spurgte om hun skulle hælde lidt mere op til ham.
Tilpas følte Denjarna sig i Vladimirs selskab, hvor hun også nød, hvad han formåede at gøre ved hende. Hun havde faktisk ikke mødt nogen anden end ham og Derick, der havde været i stand til at få hende til at smile og le, efter at hun var vendt tilbage. Han gjorde hende glad, og det var noget hun havde brug for. Alle havde trods alt brug for nogle lyspunkter i sit liv, og en fremmed mand som Vladimir var utroligt nok hendes lige nu. Lidt underligt var det, at hun havde inviteret ham med ind på sitt værelse, eftersom hun normalt kun havde en mand så tæt på sig, hvis hun havde intime bagtanker med det. Det så dog ikke ud til, at han fulgte hendes tankegang, men det skulle nok gå. Hun nød trods alt hans selskab, og at han sov på gulvet gjorde ved ingen skade. Det glædede hende også, at han takkede ’ja’ til hendes tilbud, da hun alligevel følte, at hun kendte ham nok til, at hun ikke syntes at det var passende for ham at sove ude i det fri. ”Det kan jeg kun give dig ret i,” istemte hun smilende, da også hun så frem til deres næste planlagte møde. Det var rart at vide, at hun alligevel havde nogen omkring sig, og at folk ikke bare så hende som et bæst man skulle holde sig på afstand fra.
”Jeg må desværre komplimentere dig med, at også du bringer det bedste frem i mig,” erkendte Denjarna. Det glædede hende, at hun gjorde ham godt, men samtidig med det, så gik det også den anden vej. Som de talte om denne mand der havde gjort ham ondt så hun, hvordan hans blik ændrede sig. Det overraskede hende ikke, at dette måske var et af hans ømme punkter, hvor de måske helt burde lægge fortiden fra sig, og kun tale om det de oplevede lige nu. Det ville i hvert fald ikke være synderligt hyggeligt, hvis de bare gik rundt og var plejede hele tiden. ”Det må jeg nok sige, en mand med et hævnønske. Interessant..” sagde hun lettere drillende. Hun frygtede dog lidt for Vladimir, eftersom hævn sjældent gik godt. Hun ønskede dog ikke at grave i det, da det virkede som om han prøvede at undvige, når de snakkede om hans fortid, og som han havde droppet sine spørgsmål om hende, så måtte hun vel bare følge efter.

[Deleted]

Det var rart at se Denjarna i det gode humør, hvor det bedste naturligvis var det, at det var Vladimir der var skyld i det, for han var kun glad for at kunne hjælpe hende, gøre hende i bedre humør, så hun forhåbentlig heller ikke ville se sig så trist på livet. Normalt ville han måske være ligeglad, men Denjarna havde alligevel formået at fange ham på en måde, så han blev interesseret i hende og hendes liv. Han var kun glad for at have mødt hende, måske hun havde sine fejl, sine mangler, men hvem havde ikke det? End ikke han var perfekt, selvom han havde været i et eksperiment og folk havde forsøgt at gøre ham til det ultimative våben til perfektion, men sådan var det ikke just gået. Han trak morende på smilebåndet, da hun blev flabet, eftersom det næsten var rart at se andre sider af hende. ”Åh nu ser jeg hvorfor du brød ud, du har med garanti irriteret fangevogterne ihjel,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Nu hvor de var fri, kunne de vel bare gøre grin med det, selvom det havde været alvorligt? Hellere grine end græde over det, sådan så han i hvert fald på det, men selv han tog sin indespærring hårdt, skønt det ikke var at se, men han var hævntørstig, og han helmede ikke før han havde fået den!
At Denjarna gjorde grin med Vladimirs tur til Manjarno, havde han intet imod, tværtimod trak han morende på smilebåndet, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. ”Så provokerende du pludselig blev,” svarede han drillende, hvor han også kort skulede imod hende, skønt minen viste at det kun var i sjov. Han nikkede, som hun spurgte om han ville have mere, hvor han satte glasset hen til hende, så hun kunne skænke op. ”Men altså, når man har været indespærret i titusinder år, så forandre verden sig, og jeg ville udforske lidt det hele, se hvad, hvad var blevet til og gå lidt på opdagelse, jeg havde godt set muren, og havde været nysgerrig på hvad der var på den anden side, så jeg krydsede den, plus jeg aldrig havde været i Manjarno, så selvom jeg holdt mig tæt på muren, fik jeg da set lidt af landet,” forklarede han roligt og sendte hende et skævt smil, som han tog en slurk af vinen, efter hun havde fyldt glasset op igen.
Vladimir nikkede sigende og medgivende til hendes ord, hvor han tog endnu en slurk af den udsøgte rødvin, som hun havde valgt helt perfekt ud! Den smagte utrolig godt, og han nød hver slurk han tog! At han fik det bedste frem i hende, kom et sted bag på ham, men alligevel glædede det ham. Med det hun havde været igennem, var han faktisk kun glad for at han kunne gøre hende lidt glad. ”Det glæder mig at høre at du ikke er den lille surmuler som du var i starten,” svarede han drillende, hvor han kluklo ganske let for sig selv.
Fortiden var et plaget punkt for Vladimir, som det var for Denjarna, hvilket var endnu en ting de havde tilfælles. Han vidste dog godt at hævn aldrig var en god ting, men med det som var hændt ham, så var han faktisk ligeglad, han ønskede at se Alexander død! Han trak kækt på smilebåndet. ”Åh ja, du burde faktisk frygte mig,” svarede han drillende og blinkede hemmelighedsfuldt til hende. Han havde mange hemmeligheder om sig selv, sikkert mange som hun ikke ville finde ud af, men hvem vidste? Han havde bare aldrig åbnet sig fuldt op for nogen, eller det havde han få gange, og når det var sket, så var det gået som sidst, hvor han var blevet indespærret, og han ønskede ikke en gentagelse.

[Deleted]

"Nu skal du passe på med hvad du siger. Det kan være jeg bare begynder at irritere dig," advarede Denjarna ham drillende. Aldrig havde hun gjort grin ad sit lille fængselsophold, da det bestemt ikke var en sjov ting, samt hun endnu ikke var kommet sig over det. Det virkede dog rimeligt at grine lidt over det nu, men igen var det måske kun fordi Vladimir havde været udsat for det samme som hende. Ordene var nu heller ikke på nogen måde sande, eftersom hun på ingen måde havde været i stand til at lave sjov under fangeskaben. Kræfterne havde på ingen måde været der, og humor havde der i hvert fald ikke eksisteret i rummet.
Til hans ord om hendes nyfundne provokation, blinkede Denjarna blot ad ham. Det forekom hende nu morsomt, at man ikke kunne ane, at man havde bevæget sig over en landegrænse. Slet ikke når der gik en mur igennem, der var forbeholdt til at skille de to lande fra hinanden. Hun havde godt nok ikke været ved grænsen til Imandra, så hun vidste ikke hvor tydelig skilningen var dernede, og det var trods alt der han før i tiden havde befundet sig. Som han godkendte hendes spørgsmål om mere vin, løftede hun flasken over mod hans glas, imens hun lænede sig en anelse ind over bordet. Endnu engang blev glasset fyldt med den rødlige væske, hvor hun derefter stillede flasken fra sig imens hun lyttede til hans historie. "Jeg forstår skam godt, hvis du finder lyst ved at besøge de andre lande. Det er bare sjovt at du først finder tid til det nu. Forandringen der dog er sket her i Dvasias er dog også sket i de andre lande, så bymæssigt ligner de meget hinanden. Naturen kan selvfølgelig være lidt anderledes," sagde hun roligt.
Ligesom ham tog Denjarna også en tår af druerne, hvor hun sank væsken med velbehag. Vampyre kunne desværre ikke spise, men gudskelov kunne de drikke, hvad de ville! Og alkohol havde samme effekt på hende, som under hendes tid som mørkelver. Derfor var hun også så småt begyndt at mærke alkoholens ro, der begyndte at lægge sig som et blødt tæppe over hendes hoved. Beruset var hun ikke ligefrem, men hun kunne godt mærke, at det ikke var vand hun drak. Intet sagde hun til, at brugte ordet surmuler på hende, da det muligvis kunne bringe hende af sporet, hvis hun begyndte at forsvare sig selv. Hun holdt dog ved, at han bragte noget godt frem i hende, da han fik hende til at smile og le, samt at forholde sig roligt. Hun var også begyndt at kunne lide ham lidt mere som snakken gik.
Da han sagde, at hun burde frygte ham, kunne hun ikke lade være med at blive lidt overrasket. Han gjorde hende jo intet ondt, og hun kunne ikke ane noget videre skræmmende over ham. Hun nærrede heller ikke selv et ønske om at skade ham, så hun fremprovokerede heller ikke noget. "Har du da i sinde at gøre mig ondt?" spurgte hun og tog en tår.

[Deleted]

Det var rart at se at Denjarna havde fået lidt energi til at smile og grine, for det klædte hende faktisk at være lidt glad. Vladimir vidste hvad hun havde været igennem, han kendte følelserne, selvom alle naturligvis reagerede på hver sin måde, men han forstod hvordan det var, han kendte til følelserne, og han kunne sætte sig i hendes sted. Han ønskede ikke at fortiden og fangenskabet skulle genere hende, selvom han vidste at der gik tid før man var over sådan en ting og der kunne meget vel gå år, det kom helt an på hvem man mødte af personer, nu hvor hun havde mødt ham, som kunne sætte sig i relation og i forståelse for det hun havde været igennem, kunne det være at hun måske ville komme lidt hurtigere over det. Det var heller ikke fordi han gad sidde og gøre grin med det, men han ønskede heller ikke at hun skulle tænke på det og blive trist. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han skulede drilsk til hende. ”Åh, jamen jeg er sikker på at jeg kan være langt mere irriterende!” svarede han igen, hvor han sendte hende et drilsk og næsten udfordrende blik. Det var ikke fordi han gad have at hun skulle blive irriterende, eller at han skulle blive det for den sags skyld, for han ville helst ikke ødelægge noget, ikke nu hvor de faktisk kunne hygge dem.
Vladimir lod Denjarna fylde hans glas op igen, hvor han gjorde det lettere for hende, ved at læne sig ind over bordet og rykke hans glas hen til hende, så hun havde nemt ved det. Da hun fik skænket op, trak han glasset tilbage og førte det op til munden for at tage en tår. Det smagte virkelig godt, og det var alt sammen fordi hun havde valgt denne gode vin! Han så roligt mod hende, da hun svarede på hans egne ord, hvor han trak svagt på skuldrene. ”Jeg har mange gange haft tid til det, jeg har bare aldrig haft lyst. Jeg kommer fra en gammel tid Denjarna, fra en tid hvor man holdt sig til sin ’stamme’, til sit hjem, til sin familie. Man rejste ikke ud i alle lande, som man gør den dag i dag,” fortalte han roligt. Han kom jo faktisk før denne tidsregning var blevet lavet, så det var frygtelig mange år tilbage! Dengang havde der ikke været nogen lande, dengang havde alt været delt op i distrikter, som senere var blevet til lande.
Det forundrede lidt Vladimir at hun mente at han fik det bedste frem i hende, for den type var han normalt ikke, men et sted kunne han godt lide, at vide at det han gjorde var rigtigt, at han faktisk godt kunne finde ud af at trives med andre uden at skulle skræmme dem bort eller skabe sig fjendskaber. Hans blik blev kun langt mere hemmelighedsfuldt, da hun spurgte om han ville gøre hende ondt. ”Det kommer nok helt an på, om du giver mig grund til det,” svarede han roligt, hvor han trak let på smilebåndet. Han strøg tungen over de blege læber, inden han tog en tår, hvor han smagte på vinen, kun for at vende blikket mod hende igen, da han havde sunket det. ”Men jeg har ingen intentioner om at gøre dig ondt Denjarna, og jeg håber aldrig at det vil komme så vidt. Jeg nyder oprigtigt dit selskab, det skal du vide, og det er mig endnu en udsøgt fornøjelse,” tilføjede han sandfærdigt og et sted for at hun ikke skulle tro at han gik med tanker om at ville skade hende, for det gjorde han bestemt ikke! Men det kunne jo sagtens ændre sig, hvis hun gav ham grund, han måtte passe på sig selv.

[Deleted]

Irriterende var ikke noget Denjarna stræbte efter, at de skulle være, eftersom det hurtigt kunne ødelægge noget, da hun godt kunne gå hen og blive lidt nærtagende. De kunne dog godt prøve at drille hinanden lidt for sjov, så længe hun ikke viste tegn på misbehag. "Og det er en ting du er stolt over?" spurgte hun, imens hun betragtede ham med løftet øjenbryn. Vinglasset havde hun igen taget i hånden, hvor hun til tider nippede til den udsøgte væske. Dejligt var det altid med et glas, hvor hun også nød, hvordan man nogen gange blev lidt mere anderledes og frigjort, da det godt kunne have den effekt at gøre en mere åben og løssluppen. Til deres lille 'duel' havde hun nu intet imod, at han vandt slaget denne her gang, da det ikke var en titel hun havde lyst til at få på sig, og da slet ikke at bære den med stolthed. Der havde hun sgu andre mål.
At han skam havde haft tid til at besøge hele verdenen, Tvivlede Denjarna ikke på. Han var trods alt vampyr, sikkert fuldblodsvampyr, så relativt set havde han muligheden til at leve for evigt, så han behøvede ikke at skynde sig som almindelige dødelige. Hvis han ikke nåede noget i dag, så kunne han i princippet vente i et par tusind år med at gøre det. Hun var dog bekendt med verdenens historie og vidste, at man ikke altid havde rejst rundt, sådan som man gjorde i dag. Engang havde familien været centrum, hvilket den selvfølgelig også var nogen steder i dag. Alligevel forekom det hende lidt underligt, at han havde vampyrernes kræfter og alligevel havde han set så lidt, som han nu havde gjort. Selv ville hun sige, at hun havde noget en hel del på den tid hun havde levet. "Nej, det er jeg bekendt med," sagde hun roligt. "...Du har ikke noget familie tilbage? spurgte hun lidt tøvende. Hun havde bestemt sig for, at de ikke skulle grave i fortiden, da det tydeligvis gjorde ondt på dem begge. Hun kunne dog ikke lade være med at stille dette spørgsmål, når han nu selv havde bragt på banen, at han holdt sig til familien. "Hvad med en kone? Burde du ikke have sådan en så?" tilføjede hun hurtigt. Det var trods alt det mest sandsynlige, når man priste familielivet højt. Det ville heller ikke undre hende, hvis han havde eller havde haft en i sit liv. Han var jo en nydelig mand, der lignede at han havde penge, samt han havde personligheden i orden. Det var tre meget gode ting en mand kunne have, hvis man skulle være en gift kvinde. Hun vidste ikke helt, om han mente hun stillede al for mange spørgsmål, men han gjorde hende nysgerrig, så hun ikke kunne lade være.
Denjarna drak blot lidt mere ad rødvinen, da han kom med sine lidt spøgefulde ord. Selv troede hun ikke på, at han ville gøre hende ondt, eftersom de godt kunne det med hinanden, samt han jo havde ondt af hende, på grund af at hun havde været udsat for det samme som ham. Det virkede mere til, at han ville yde hende hjælp. "Jeg nyder skam også dit selskab, Vladirmir, og jeg håber ikke at det vil blive ødelagt," sagde hun stilfærdigt.

[Deleted]

“Touché,” svarede Vladimir med et skævt smil. Man skulle nok ikke være stolt over at være mest irriterende, nu hvor han tænkte over det. Han kluklo blot ganske let, inden han tog omkring sit glas og tog et par slurke af rødvinen. Han selv kunne ikke mærke nogen påvirkning af alkoholen endnu, men han var trods alt også fuldblodsvampyr, der skulle en del til før han ville blive en smule beruset, og rødvin var ikke det der slog hårdest, der skulle han enten tage whisky eller cognac, selvom han var i tvivl om han overhovedet kunne lide de drikke mere, for det var så lang tid siden at han sidst havde smagt dem, at han faktisk var blevet usikker på det. Men han havde jo også været usikker på om han ville kunne lide rødvinen og den havde da været en succes!
At Vladimir gjorde Denjarna nysgerrig kunne han godt høre og fornemme på hende, selvom det ikke gjorde ham noget. Det var ikke fordi fortiden som sådan måtte gå ham på, det var mere når man bevægede sig ind på ham selv og hans hævntogt, at han ikke brød sig om at tale, han ønskede ikke at lade hende vide at han havde været et eksperiment til at blive det ultimative våben, og at manden der havde spærret ham inde – Alexander – havde gjort det fordi han havde frygtet for hans kræfter og evner, som han bar fra andre racer. Han havde måske nævnt familie, men det var aldrig fordi han havde holdt sig til sin, men han havde holdt sig til sin families hjem, og der boede han endnu. Han rystede let på hovedet. ”Nej. Jeg har ingen familie tilbage,” svarede han sandfærdigt, som han lod hovedet falde let på sned, imens de kulsorte øjne betragtede sig af hendes ansigt. At hun spurgte om han havde været gift, kom faktisk bag på ham, selvom det vel var et naturligt spørgsmål? Han så kort tænkende ud i luften, inden han sendte hende et let smil, hvor han endnu engang rystede på hovedet. ”Ej hellere, har jeg været gift. Aldrig. Ser du, mit liv har været ret så kompliceret, desuden er det jo ikke første gang jeg har været spærret inde for flere årtusinder,” fortalte han sandfærdigt, hvor han sendte hende et overbærende smil.
Det var slet ikke fordi Vladimir ønskede at gøre Denjarna ondt, men hvis hun tvang ham til det, så ville han nok heller ikke tøve med det, derfor burde hun tage sig i agt for ham og faktisk være på vagt. Skulle der dog ske hende noget, ville han naturligvis gøre alt for at hjælpe hende, men det kunne jo godt være at det var hende der næste gang var den som fandt ham for farlig og ville spærre ham inde, og så ville hun blive hans fjende, frem for en betroet ven. Derfor tog han sig også selv i agt. Han sendte hende et skævt smil og nikkede medgivende. ”Jeg er nu sikker på at hvis ingen af os ønsker at det skal blive ødelagt, så sker det heller ikke,” svarede han stilfærdigt og næsten med en bestemt tone.