Together in the night

[Deleted]

Denjarna betragtede ham roligt, som de begge drak den rødvin hun havde købt. At han ikke blev berørt af vinen, kunne hun ikke sige om sig selv, da hun derimod godt kunne fornemme alkohollens tæppe over sig.Vampyrer kunne måske godt holde til lidt mere end andre, men når hun drak med store mellemrum kom påvirkningen alligevel lidt hurtigt. Fra hver tår hun tog, lod hun sin mund fyldes med druernes klang, som hun lod tungen smage på det, inden det gled ned. Som hun nød det og nok ville blive lidt påvirket, ville hun nok ikke gå rundt og blive direkte fuld. Hvis det skulle ende sådan, skulle de nok have en stærkere flaske på bordet. Pengene var dog små, men hvis hun blev glad nok over rødvinen, så var der vel en chance for at det kunne ske. ”Alles liv er efterhånden kompliceret,” svarede hun med et kort skuldertræk. Hun forstod dog godt det faktum, at han havde været indespærret en del gange, så det kunne meget vel være svært at opnå et oprigtigt bånd med en person. Hun havde dog mere på fornemmelsen, at det var fordi han ikke havde mødt den rette kvinde, der havde formået at slå benene væk under ham. Nu ville det dog forhåbentligt ændre sig for ham, da han forhåbentligt var ude i det fri for altid nu, og ville være i stand til at slappe af og slå sig ned. ”Så må vi se, om du finder roen til at det kan ske nu,” sagde hun mildt. Ligesom ham, så havde hun heller ikke selv en familie længere, og om hun ville få en måtte tiden vise. Underligt var det endnu at vide, at man egentligt var alene nu, selvom hun faktisk havde været det i flere århundreder. Dog grundet håbet om, at hun ikke var det, føltes det reelt set som om det kun havde været en måned siden det skete. På den sigt var Vladimir heldig, at han ikke havde prøvet sådan en smerte, så på den måde havde han en bonus ved ikke at have været gift.
Denjarna sænkede igen armen, så hun kunne sætte glasset på bordet, så de sølvgrå øjne kunne glide rundt på kroens gæster. Tyndet ud var det, som nogen af dem var forsvundet ud eller var søgt op i deres seng. Der var dog stadig dem der sad og drak, hvor snakken og grinene gik højrystet, som de havde passeret stadiet af den lette beruselse for længst. Hun ønskede helt, at hun kunne være ligeså problemfri som dem, som de ikke havde været ude for noget traumatisk. Hun måtte bare håbe, at hun kunne nå dem på et senere tidspunkt i sit liv. Hun så på, som der var et par i kroen der var travlt optaget af hinanden, som det lignede, at de klædte hinanden af med øjnene, hvor der var andre der blot talte sammen, og andre der var i gang med et slag terninger. ”Så længe du charmerer mig på en positiv måde, så skal den nok være i hus,” sagde hun lettere drillende, imens hendes øjne fandt hans blege ansigt igen. Ligesom hende, så havde han også en mørk-lys kontrast kørende, som de begge havde det natsorte hår og vampyrernes blege hud.

[Deleted]

Vladimir var glad for at han havde mødt Denjarna, det var rart at hun forstod sig på ham, ligesom han også kunne sætte sig i hendes sted. De forstod sig på hinanden, og den følelse var rar, selvom han vidste at det også kunne blive for farligt at lukke hende helt tæt på, for det kunne komme til at koste ham livet eller endnu en indespærring og det gik han virkelig ikke efter! Alexander havde jo også kunnet sætte sig i hans sted, som omvendt, og manden var faktisk blevet ham en god ven, men han var også blevet bange for hans evner, hvor Alexander havde ønsket at sætte ham ud af spillet og det var også lykkedes ham, for Vladimir var gået i et baghold og det havde kostet ham flere års i indespærring, hvilket havde skabt en mindre forbi for at blive låst fast, han hadede virkelig den tanke! Hans blik gled mod Denjarna, hvor et skævt smil gled over de blege læber imens han nikkede ganske roligt. ”Det kan du jo så have ret i,” medgav han roligt. Manges liv var kompliceret, hvis ikke alle oplevede det før eller siden, for det ville han næsten tro, men han tvivlede på at der var mange der havde oplevet det som han havde eller det som Denjarna havde, så derfor skilte de sig alligevel ud fra mængden med deres komplicerede liv.
“Det tror jeg nu ikke. Jeg har ikke just været en mand, der har haft plads til kærlighed, eller kærlige følelser generelt. Det har jeg aldrig følt,” svarede han roligt, selvom det måske var en anelse kynisk sagt, så var det faktisk sandt. Han troede ikke på at han havde nogen kærlige følelser i sig, eller han var så sikker at han ville sige at han vidste det, for med det han havde gået igennem, så var de følelser nærmest blevet revet ud af ham. Han havde måske været betaget af kvinder, men han havde aldrig rigtig følt mere for dem end kødets lyster, og han tvivlede på at det ville ændre sig. Han vidste ikke hvordan hans liv blev fremover, men han tvivlede på at der ville være plads til en kvinde, for han havde jo også altid været hemmelighedsfuld og påpasselig, og hvem gad være sammen med en mand der holdt hemmeligheder for dem? Ikke mange, derfor så havde han aldrig rigtig taget det tungt at han ikke havde haft en kvinde hos sig, for lysten havde aldrig været større end lysten for at holde på sin hemmelighed.
Selvom Denjarna så ud og rundt i kroen, så valgte Vladimir at lade sit blik forblive på Denjarnas skikkelse, hvor han tilmed lænede sig en anelse ind over bordet, imens han lod hovedet hvile mod hans ene hånd, kun for at betragte sig af hende. Hendes ord fik ham til at trække morende på smilebåndet, hvor hans kulsorte øjne, der ellers kunne minde om et koldt bundløst hul, fik et mere intenst skær. ”Ja.. jeg regner jo stadig med at charmere dig så meget, at jeg kan få en lille plads i sengen,” svarede han drillende, hvor smilet på de blege læber endte helt lystigt.

[Deleted]

At Vladimir var traumatiseret ligesom hende selv, havde Denjarna lidt sværere ved at spotte, eftersom han konstant havde en ro over sig. Når de kom ind på et emne hun ikke brød sig om, blev hun vred, hvorimod han holdt roen, skønt man kunne fornemme på ham, at han ikke brød sig synderligt meget om det længere. At han konstant havde den skræmmende tanke, at hun en dag ville vende sig imod ham og spærre ham inde, vidste hun ikke ligefrem. Det ville også forekomme hende helt uhørt og sårende, eftersom hun ikke ønskede at spærre ham inde, da hun ikke ønskede det for nogen, og da slet ikke for ham! Ikke efter, hvad han havde været udsat for. Det vildeste der kunne ske var, at hun kunne blive aggressiv og angribe ham. Det ville heller ikke være det sjoveste for nogen af dem, men indespærring ville det ikke blive. Hendes hoved faldt lidt på sned, som han kom med en tam undskyldning om, at han ikke var en kærlig mand. Selvom hun var blevet en smule hårdkogt, så havde hun stadig den ide, at alle havde plads til kærlighed i sit liv. Nogle personer havde et skjold oppe, der beskyttede dem mod det modsatte køn, hvor andre bare var frie og lod ske, hvad der skulle ske. ”Jeg må desværre sige, at du ikke kan spytte den tamme undskyldning ud på mig,” sagde hun roligt, imens hun smilede stille til ham. ”Det kan godt være du er gammel, men jeg ved, at du bare beskytter dig. Ligesom alle andre, så har du også et blødt punkt. Der skal bare komme den rette til at finde det.” Det kunne godt være, at hun fremstod som en kold kvinde efter sin tid i fængsel, men hun ville altid have en svaghed for kærlighed. Hun havde været omgivet af det så længe af sit liv, og hun så gerne, at andre også havde det. Hun havde fundet ud af, at vejen til indre fred kom gennem den vej. Sådan havde det i hvert fald været med hende. Det havde måske taget sin tid, men det var kommet til det i den sidste ende.
Som Denjarna havde ladt blikket søge rundt, så hun også, hvordan Vladimir så på hende nu. Tavst studerede de sølvgrå øjne hans ansigt, hvor de til sidst faldt på hans mørke øjne. Som hun så ind i dem, så hun hvordan lyset fra stearinlyssets flamme gav genskær i hans øjne, hvor det helt lignede, at der var en lille stjerne i dem. Ligesom ham, lod hun sig også glide en smule forover, så hun kunne hvile sine albuer mod bordpladen, imens hun betragtede ham, så deres hoveder kom tættere på hinanden. ”Er du sikker på, at du ikke er ved falde for mig?” spurgte hun drillende i en indbydende hviskende tone. Legende var skæret der var gledet over de sølvgrå øjne, imens hun afventende betragtede ham. Om han kunne charmere sig frem til en plads i hendes seng, forekom hende ganske mærkværdigt, eftersom hun kun havde delt seng med en mand i årtusinder.

[Deleted]

Det at Denjarna var så direkte overfor Vladimir, var noget som fik ham til at trække skævt på smilebåndet. Han kunne godt lide hende, hendes væsen, hendes person, naturligvis også hendes udseende, for på trods af de mange ar og plamager, så var hun en smuk kvinde. Han så skønhed selv i hendes ar, selvom hun måske selv ville finde det hæsligt. Han var dog ikke enig i hende, for han havde levet så længe, han havde aldrig kunnet føle medlidenhed eller empati for andre, foruden Denjarna, der var hun vel faktisk den første? Men det var vel kun fordi han kunne sætte sig i hendes sted? Normalt var han ellers ligeglad, der skulle meget til før han ville få ondt af en anden, og der var mange andre der havde oplevet grusomheder, såsom overfald, voldtægt, dødsfald, der var mange ting, men han havde aldrig rigtig følt ondt af nogen der havde været igennem det, for han kunne ikke sætte sig ind i det, men det kunne han ved Denjarna. Han vendte blikket mod sit glas med et smil på de blege læber. ”Jeg må indrømme, jeg kan godt lide din direkthed, du pakker ikke tingene ind, men taler lige ud af posen,” svarede han sandfærdigt, hvor han løftede glasset og tog en slurk, som han igen så mod hende. Han slugte vinen, inden han satte glasset fra sig, uden at han så væk fra hende, „men hvis det er din mening, så må du jo også tro på at den rette er der ude for dig.” Han betragtede hende med en rolig mine, hvor han blot afventede hendes svar. Han vidste at hendes … eksmand var hende et ømt punkt, men hvis hun kunne tale sådan om ham, så måtte hun vel have samme mening om sig selv?
At hun spillede med på den lille ’leg’, ved at læne sig ind over bordet, fik Vladimir til at trække ganske svagt på den ene mundvig, hvor han selv blev siddende for en kort stund og blot betragtede sig af hendes smukke ansigt og hendes legende øjne, der forekom ham betagende og dybsindige. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, selvom der lagde sig det mystiske skær over hans øjne, som holdt han på en hemmelighed. ”Det vil jeg lade forblive hos mystikken,” svarede han i en dæmpet og ligeså indbydende tone som hende selv. Han lænede sig en anelse længere ind over bordet – og derved tættere mod hende – imens hans øjne forblev spillende lystige i stearinlysets skær, „men jeg tror du vil nyde af min opmærksomhed, hvis jeg var.” Smilet forblev på hans blege læber, og selvom han var død, og hans hud var ligbleg, hans øjne kulsorte som natten selv, så fik han alligevel et levende skær fra stearinlyset, hvor han kunne se at det havde samme effekt på hende. Alt sammen på grund af øjnenes leg og vel snarere flirt? Han gik slet ikke ud fra at der ville ske noget yderligere end denne gode samtale med hende, for det ville han slet ikke presse på med, desuden så var han jo kun lige selv kommet tilbage efter så mange års indespærring, så han var ikke engang sikker på at han selv var klar til den nærkontakt endnu.

[Deleted]

En selvsikker kvinde var Denjarna, så hun turde godt sige, hvad hun tænkte og følte. Hun kunne sagtens lege med folk i drillerier, men når det gjalt noget mere alvorligt, talte hun ud af posen. Hun havde sine meninger, og hun mente, at så længe hun kunne sige god for dem, så havde hun ikke et problem med at dele det med andre. Til dette emne, så havde hun mærket kærlighed, så hun vidste, hvordan det var. Hun havde også set det hos andre, hvor de også havde været forskellige typer. Derfor følte hun sik sikker i sin sag. ”Jeg synes bare at man er svag, hvis man ikke tør stå ved sine meninger. Desuden, du har brug for mine fantastiske råd,” sagde hun med et smil, hvor hun blinkede let til ham. Vladimir var tydeligvis rime kynisk når det kom til dette emne, hvor hun derimod var positivt indstillet. Det var som om de havde byttet rolle i lige netop dette øjeblik. Hvorfor han havde svært ved det modsatte køn, kunne hun ikke se, da han havde en venlig og åben facon over for hende. Folk plejede at være indelukkede og hårdkogte, hvis det var, da personligheden rimelig ofte fulgte med. Da han så nævnte hendes kærlighedsliv igen, måtte hun bide sig selv let i læben, imens hun så tænksomt på ham. I denne sammenhæng ville hun ikke mene at de var ens, eftersom hun havde taget kærligheden til sig før, hvor han sagde, at han var en lukket bog. Det fik igen hende til at tænke på Derick, hvor billedet ikke længere var fra deres lykkelige tid i hytten, men fra et par måneder siden. Han havde været skræmt af hende, samt kommet sig over hende, og han havde jo været den mand hun havde anset for at være sin eneste ene. ”Jeg har allerede mødt den rette, Vladimir.. Vi var sammen i årtusinder, og der er så sket det, at vi ikke er det længere,” svarede hun stilfærdigt. Det kunne godt være, at hun troede på kærlighed, men hende og Derick havde også været perfekte sammen. At hun skulle kunne få det samme igen, som dengang med Derick, virkede lidt underligt.
Denjarna slap en mild og dæmpet latter til hans ord, uden han tabte blikket på ham. Flirtende virkede øjeblikket helt imellem dem, som de talte dæmpet og lettere mystisk til hinanden, imens de havde bevæget sig tættere på hinanden. At Vladimir skulle være faldet for hende, ville have været stridt imod hans holdninger, så hun troede ikke på, at han var. Hun var dog villig til at tro, at hun vakte en interesse i ham, som han gerne ville holde ved lige. ”Hvad havde du da så gjort for mig?” spurgte hun dæmpet. Hvis hun skulle nyde hans anderledes opmærksomhed, måtte han vel gøre noget særligt. Det var også ganske normalt hos forelskede, da de gerne ville vinde opmærksomheden hos den ombejlede part. På intet tidspunkt veg hun blikket fra ham, som hun roligt så ham i øjnene, skønt de var svære at aflæse, eftersom de var kulsorte. Det eneste der gav dem et anderledes blik var stearinlyset, men det var jo ikke hans øjne der talte der.

[Deleted]

Vladimir havde for længst regnet ud at Denjarna var en selvsikker kvinde, hvilket han godt kunne lide ved hende. Hendes væsen betagede ham, hvilket kunne gå hen og blive en kæmpe fiasko i sidste ende, det havde det trods alt været sidst han havde været betaget af en kvinde, selvom Denjarna var anderledes. Han kunne godt lide hendes selskab og han ønskede ikke at gøre noget for at det skulle ødelægges. Han havde for længst fundet ud af at han vandt mest ved at lade tingene gå efter hendes tempo, selvom han naturligvis heller ikke ville lade sine egne grænser blive overtrådt, men han ville jo nok turde at gå flere skridt videre, end det som Denjarna ville, netop fordi han aldrig havde været forelsket i en person, hvor Denjarna både havde været gift og det hele, men havde mistet alt. Han kluklo ganske let til hendes ord og rystede smilende på hovedet. ”Jeg nyder af din selvsikkerhed, kæreste, men pas nu på det ikke bliver for meget, du skulle nødig kvæles i din egen egoisme,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende, hvor han tog en slurk af sin vin, „og det er ikke nu du skal til at lege Kirsten Giftekniv?” Hans blege læber spillede ud i et morende smil, hvor han ikke tog blikket fra hende.
Som de kom ind på kærlighedslivet igen, kunne Vladimir godt mærke at det igen var noget som gjorde Denjarna påpasselig, hvor det var ham tydeligt at det var hende et meget følsomt og ømt punkt. Han tog roligt om vinflasken, hvor han hældte op til sig selv, inden han så mod hende. ”Vil du have mere?” spurgte han roligt, som han afventede hendes svar. At hun mente at hun allerede havde mødt den rette, fik ham til at se en anelse tænksomt på hende. ”Hvis han var den rette, ville I så ikke stadig være sammen? Er det ikke sådan man plejer at spørge?” spurgte han roligt, hvor han lod hovedet søge nysgerrigt på sned. Han havde ikke forstand på dette emne, da han aldrig havde oplevet det, så hun havde klart en langt større entusiasme, end det som han selv havde. Hans smil blev drillende, et sted for at lette stemningen igen. ”Men jeg kan fornemme jeg får svært ved at charmere mig så meget ind på dig, at vi kan dele seng,” svarede han drillende, hvor han blinkede opmuntrende til hende. Han ønskede ikke at hun skulle tænke på den mand hun havde elsket og mistet, for det gjorde tydeligvis ondt på hende.
Det var rart at høre Denjarnas latter, eftersom den forekom Vladimir så forfriskende. Han var glad for at det var ham der fik hende i det gode humør, hvor han heller ikke ønskede at det skulle være anderledes! Han blev siddende sit stykke ind over bordet, hvor han ikke tog de intense øjne fra hendes egne smukke og unikke sølvgrå. Han kunne godt lide deres lille flirt, det var nyt og spændende, og ikke mindst var det frygtelig lang tid siden at det var sket sidst, så det var et sted rart. Han lagde ikke noget alvorligt i det, netop fordi han vidste hvordan hun havde det, men han ville alligevel ikke gå så vidt at hun ville tro at han legede med hendes følelser, for det kunne han ikke drømme om! Til hendes spørgsmål blev hans mine hemmelighedsfuld og mystisk, hvor hans smil var indbydende. ”Hvis du vil finde ud af det, må du jo gå så vidt, at få mig til at falde for dig,” svarede han i en dæmpet og dog lokkende tone, hvor han ikke tog blikket fra hende på noget tidspunkt.

[Deleted]

”Jamen så er det godt, at jeg alligevel ikke kan kvæles ihjel,” sagde Denjarna, skønt hun udmærket godt vidste, at han ikke havde ment det så bogstaveligt. Hun var også godt klar over, at man også skulle have begge ben på jorden, skønt man følte sig selvsikker. Deres emne var dog ikke videre skadeligt, så hun kunne forholde sig i ro. Det værste der kunne ske var, at han ville blive irriteret over hendes bedrevidenhed, og det ønskede hun nu heller ikke, da han var det bedste selskab hun havde haft, siden hun var kommet tilbage. ”Rolig nu, jeg ved ikke om mine evner strækker sig til, at jeg kan få dig gift,” svarede hun drillende. Det var nu heller ikke sådan, at hun ville presse ham ud i al muligt. Det eneste hun ville var at løfte hans slør, så han kunne se lidt mere åbent på den front af livet. For hende var det trods alt en vigtig ting i livet.
At han rettede opmærksomheden mod vinen, fik Denjarna til at blinke et par gange med øjnene, hvorefter hun gjorde et nik med hovedet. ”Ja tak,” sagde hun, hvorefter hun tog sit glas, hvor hun drak den resterende væske i glasset, inden hun holdt det frem mod ham, så han kunne fylde det op igen. Da han så havde gjort det, smagte hun endnu engang på væsken, da hans spørgsmål gjorde hende en smule underligt til mode. Hun kunne ikke lide hans spørgsmål, eftersom hun vidste, at Derick og hende havde haft en perfekt og lykkelig stund sammen, indtil de var blevet adskilt. Han havde dog ret i, at Derick måske ikke var perfekt, når han havde valgt at forlade hende nu, samt være hende utro. Ondt gjorde det, da hun udmærket kunne følge hans ord, da hun selv var vred og såret over, hvad Derick havde gjort mod hende. ”Jeg ville også spørge ham, hvis han ikke var stukket af med halen mellem benene. Du forstår dog ikke helt, hvad jeg føler, eftersom du ikke kender til vores historie,” svarede hun. Det var dog også lidt rart at høre, at Vladimir mente, at hun fortjente en god mand ved sin side. Derick havde nu også været god ved hende, men det havde så også været indtil han så hendes personlighed skifte. Et svagt smil begyndte at bane sig vej frem på hendes læber igen, da det næsten lød som om, at han måtte opgive håbet om at dele seng med hende i nat. ”Hvis vi skal dele seng, så må vi mindst have haft et par flere møder, hvor du er rigtig charmerende og gentleman over for mig. Vin, søde sager, gaver, hyggelige ture i måneskinnet,” fortalte hun smilende. Ligesom ham, så ønskede hun ikke at være trist og snakke om sin eksmand. Hun måtte fokusere på nuet, som hun måtte begynde at leve. At flirte med Vladimir var både underligt og sjovt, da det ligesom ham var noget hun ikke havde gjort længe. Det var dog rart at have denne aura over sig. Det var både spændende og udfordrende. ”Jamen det er en mission jeg så tager på mig,” svarede hun, imens hun så ind i de mørke øjne. ”Vi har allerede fundet ud af, at du kan lide min selvsikkerhed, så lidt på vej er jeg da.. Hvad kan du ellers lide ved en kvinde?”

[Deleted]

Vladimir havde intet imod en selvsikker kvinde, men selvfølgelig kunne det blive for meget i sidste ende. Han tvivlede dog på at Denjarna var den type, han havde jo også set en mere mild og venlig side af hende, og det kunne han godt lide. Hun var den første der faktisk ikke havde dømt ham eller set sig sur på ham, måske det var fordi hun selv var vampyr, men der lå mere i det, nok det faktum at hun vidste hvordan han havde det, for hun havde jo været igennem noget lignende ham. Han rystede blot smilende på hovedet af hende, hvor hans kulsorte øjne betragtede hende med et lystigt skær. Han var glad for at han havde mødt hende, hun var også den eneste der havde udvist venlighed og ikke mindst høflighed overfor ham, så det ville han naturligvis også gengælde. Han kluklo ganske let til hendes ord og måtte endnu engang ryste let på hovedet af hende. ”Jeg regner nu stadig ikke med at jeg bliver gift, desuden kræver det jo at jeg finder en kvinde først,” svarede han sagte, som han ikke tog de kulsorte øjne fra hendes smukke ansigt. Hans aften var nok blevet ufattelig kedelig, hvis han ikke havde mødt hende, så han var glad for at det ikke var tilfældet.
At Denjarna gerne ville have mere vin, fik Vladimir til at trække let på smilebåndet. Han lod hende drikke ud, inden han selv hældte mere vin op til hende i sit glas, så begge deres glas endnu engang var fulde, inden han satte vinflasken fra sig, kun for at tage om sit glas, tage en slurk, hvor han smagte let på væsken, inden han vendte blikket mod hende igen. Han kunne se på hende at det gjorde ondt at tale om hendes eks, hvilket også var grunden til at han ikke ville for meget ind på det, for han ville nødig ende med at sige eller gøre noget forkert, så hun endte med at blive sur på ham eller ønske ham bort, for han ønskede ikke at ødelægge denne gode aften, som de havde haft indtil videre. Han nikkede ganske roligt. ”Så sandt. Jeg kan ikke sætte mig i dit sted dér, for jeg har ikke forstand på det. Min oplevelse med livet er, at du ikke kan stole på andre end dig selv,” svarede han roligt, selvom det nok lød rimelig kynisk, men det var i sandhed hans mening.
Et skævt smil gled over Vladimirs læber, da hun nævnte hvad han skulle gøre for at de skulle dele seng. ”Jamen så kan jeg jo nå det endnu! En dejlig tur i måneskinnet har vi allerede haft, vi sidder og drikker vin nu, så mangler vi bare søde sager og gaver,” svarede han drillende, som han blinkede ganske let til hende. At hun ville vide hvad han kunne lide ved en kvinde, fik ham til at sende hende et skævt smil. ”Hvis jeg fortæller dig det, så bliver din udfordring jo alt for let, og det går jo ikke,” svarede han drillende. At hun ville få ham til at falde for hende, morede ham, selvom han ikke ville stoppe hende. Han endte med at sende hende et eftertænksomt blik, inden minen blev helt hemmelighedsfuld, „du må lige have mig undskyldt. Jeg kommer om lidt.” Han sendte hende et smil, som tegn til at der intet var galt, hvor han roligt gik op til baren, hvor han snakkede med kromutteren, som før havde betjent dem. Han stod der i et stykke tid, inden han fik noget i hånden og derefter tog omkring en bakke, der var fyldt med lækre søde sager. Han gik roligt ned til Denjarna igen, hvor smilet kun blev morende. Han satte sig roligt på sin plads, hvor han satte sølvbakken mellem dem. ”Her er de søde sager, og en gave har jeg også med til dig,” svarede han indbydende, som han rakte hende en nøgle, der var til et værelse, „alt på husets regning.” Hvordan han havde fået fat i det, behøvede hun ikke at vide, for han havde jo faktisk brugt sine mentale evner til at manipulere kromutteren til at give ham det hele – men det behøvede Denjarna ikke at vide.

[Deleted]

Et skævt smil prydede Denjarnas læber, som han havde ret i sine ord. Et ægteskab uden en partner kunne ikke eksistere. Det var nu heller ikke fordi hun bad ham om at blive gift, da hun vidste det var et stort skridt. Hende og Derick havde også været sammen i adskillige år, før de besluttede sig for at gifte sig. hun mente bare, at Vladimir skulle være åben overfor følelsen; kærlighed. "Ja, ja. Du har også et par år til at finde hende," sagde hun og blinkede til ham. "Du er også en pæn mand, så det burde ikke være så svært for dig at tiltrække kvinderne." Selv syntes hun i hvert fald, at han havde et heldigt udseende. Et smukt ansigt åbnede også flere døre, end hvis man havde nogle spøjse træk. Selv anså hun sig også for at være i den smukke del, skønt hendes ar havde taget lidt af hendes stolthed. Hendes sølvgrå øjne så roligt ind i hans kulsorte, der på sin vis var lidt fascinerende og lidt skræmmende. Aldrig havde hun mødt en person med sådanne øjne, hvor hun også ville tro normalt, at det var umuligt at se sådan ud. "Du har virkelig nogle interessante øjne," kommenterede hun stille. "Jeg har aldrig set noget lignende." Hun flyttede ganske kort blikket fra ham, så hun kunne nippe til sit nyfyldte glas, som hun sank med velbehag. Vinen var med til at smide paraderne lidt, men hun kunne stadig tage afstand, som hun gjorde, når de talte om hendes tidligere mand. Vinen kunne også give bagslag og gøre hende mere hidsig, hvis hendes følelser blev trukket i den retning. "Det er måske rimelig hårdt at stille det op på den måde, men du har ret i, at den eneste du altid kan stole på, er dig selv," erkendte hun med et skuldertræk. Det var måske kynisk at stille det op på den måde, men sandt var det jo bare. Det glædede hende dog, at hun kunne mærke, hvordan han gav slip på Derick-emnet. Det var nu heller ikke særlig festligt, at de skulle tale om hendes tidligere mand.
Som han remsede deres aften op, kunne hun godt høre, at nogle af kriterierne allered e var blevet opfyldt. Dog kunne hun ikke lade være med at smile en smule drillende, imens hendes øjne bar et udfordrende og legesygt glimt. "Meget bekendt er det mig der betalte for vinen," oplyste hun. "Den perfekte aften kræver, at jeg ikke har penge op af lommen." Den perfekte aften med en mand var en hyggelig aften i et selskab, hvor man følte sig tryg. Manden skulle også være en rigtig gentleman og varte kvinden op, som Denjarna nød at blive nusset om og sørget for, selvom hun godt kunne fremtræde hårdfør. "Hvis man kan slippe af sted med det, så skal man jo bare prøve," sagde hun smilende. Han havde ret i, at det ville være let at charmere ham, hvis han allerede havde foræret det hele på et sølvfad, og det havde han vidst ikke lyst til.
Nysgerrigt og undrende fulgte hun ham med blikket, som han forlod pladsen og nærmede sig kromutteren. Hun drak stille, imens hun iagttog ham. Hvad der foregik kunne hun ikke rigtig se, men det endte med at hun så ham tage imod nogle ting fra damen. "Tak," sagde hun overrasket, imens der var beundring at spore i hendes blik. "Hvad sagde du til hende?" spurgte hun nysgerrigt, som hun tog imod nøglen for at ligge dem på bordet. Meget bekendt havde han ingen penge, og det kostede jo. "Har du prostitueret dig selv?" endte hun så med at spørge drillende.

[Deleted]

Det var ikke fordi Vladimir gad have, at Denjarna skulle spille Kirsten Giftekniv og finde ham en kvinde, bare fordi han havde sagt at han ikke havde nogen kærlige følelser indeni sig, men sjovt nok var det ikke noget som Denjarna var enig i. Hun måtte se noget i ham, som han ikke selv kunne se, for han kunne ærligtalt ikke se at han skulle være sammen med en kvinde, hvem gad have en mand som ham? Han var utrolig gammeldags, det kunne i denne verden blive meget irriterende, eftersom det gjorde ham stædig, såsom han for eksempel havde insisteret på at holde døren for hende, og normalt ville han også insistere på at betale, men penge havde han jo ingen af. Dog var han også meget traditionel og det lå nok også til ham at være patriarkalsk, eftersom han var vokset op i en verden hvor det kun var mændene der besad de høje stillinger, derfor var det underligt at se at kvinderne havde taget mange af de høje stillinger, hvor han tilmed havde hørt at landet var blevet gjort kvindedomineret.
“Måske, men jeg vil ikke have hvem som helst,” svarede han med en næsten indbydende tone, hvor hans blik ikke tog sig væk fra hende. Han kunne godt lide at hun kunne lide hans ydre, selvom han vidste at det ikke var alt. Selvom han ikke mente han ville få en mage, så havde selv han en bestemt type som han gik efter, hvilket var de lidt ældre og erfarne kvinder, med denne selvsikkerhed og næsten kunne virke uopnåelige, sådan som de spillede kostbare. Og naturligvis skulle det være af hans egen race; vampyr. Hans smil blev skævt, hvor han lagde albuerne mod bordfladen og flettede hænderne som han lagde hagen på, uden at han tog blikket fra hende. ”Men for at gengælde din kompliment Denjarna, så er du selv en yderst smuk og attraktiv kvinde, og jeg ved, at du ville kunne sno hvilken mand du ønsker om din lillefinger,” svarede han med ærlighed i stemmen, hvor han sendte hende et stilfærdigt smil.
Hendes ord omkring Vladimirs øjne, kom faktisk bag på ham, hvilket også for en kort stund kunne ses, da forundringen dukkede op. Han blinkede let, som hun tog en slurk af vinen, inden hans smil blev kækt. ”Jeg ved det, det er fordi de bærer på så megen mystisk og så mange hemmeligheder,” svarede han gådefuldt, hvor han blinkede hemmelighedsfuldt til hende. Han tog dog heller ikke blikket fra hendes egne usædvanlige øjne, som han måtte finde mindst lige så interessante, „men mine har en.. kedelig og mørk farve, dine derimod, de stråler. Så smukke, så unikke, en sølvfarve, der næsten kunne minde mig om måneskinnet.” Han så lettere betagende ind i hendes øjne, hvor det svage smil på læberne ikke falmede det mindste.
Vladimir ønskede ikke at trække den videre med Denjarna, det ville ikke fuldkomme aftenen for hans vedkommende, for så meget gik han heller ikke op i de fysiske lyster, tværtimod så var en fuldendt aften for ham, en god aften, med godt selskab, hvor alt går godt, og hvor begge ville kunne lægge sig tilfredse i seng, der behøvede ikke at se noget yderligere. Og han måtte erkende at aftenen indtil videre var fantastisk! Klart den bedste siden han var vent tilbage. Han så forundringen i hendes blik, da han kom tilbage med sølvbakken, hvorpå der lå et par kage, en flydende varm chokolade i en hvid porcelænsskål og nogle frugtstykker af jordbær, vindruer og ananas. Han kluklo ganske let, som hun spurgte hvordan han havde fået fat i det og hvad han havde måttet gøre for at få det. ”Jeg sagde jo at jeg kunne være charmerende,” svarede han drillende igen og lettere hemmelighedsfuldt, „men bare rolig, du har mig tilmed hele dagen, så jeg regner med at følge dig ind på værelset, frem for ind på kromutterens,” tilføjede han drillende, hvor smilet kun bredte sig. Han lænede sig roligt ind over bordet, hvor han tog en tandstik og satte det i et stykke jordbær, som han dyppede i den flydende chokolade, inden han så mod Denjarna. ”Gab op,” opfordrede han roligt, som han løftede jordbærret op til hendes mund. ”Måske jeg ikke betalte vinen, men jeg kan godt gå op og charmere mig frem til en flaske til, så burde det tælle for en lille plads i sengen,” svarede han drillende, hvor smilet ikke falmede det mindste.

[Deleted]

At Vladimir ikke ville springe på det første han så, forstod Denjarna skam godt. Selv skulle hun da også være sikker på, at det var godt nok til hende, inden hun besluttede sig. Af hvad hun så også kunne forstå var, at han måtte være en yderst kræsen mand. Hun tvivlede nemlig ikke på, at ham havde fået nogle tilbud igennem årenes løb. I hvert fald de år han havde været på fri fod. Han var jo pæn og sød og tale med, selvom han havde en lidt kynisk side, samt han havde været udsat for nogle grufulde ting, der kunne påvirke en i visse situationer. At han var lidt gammeldags var så noget hun personligt godt kunne lide, da hun godt kunne lide en stærk mand, der kunne tage hånd om hende, selvom hun var en dominerende type. Hun havde trods alt ledet et folk, så stærk var hun også selv. Til hans ord kunne hun dog ikke lade være med at blive grebet af en følelse, at han nærmest hentydede til hende med sine ord. Han havde trods alt den indbydende tone der var varm og lokkende, så det kunne meget vel blive overført til hendes hoved, at hun for eksempel ville have en chance hos ham. Om hun havde ret i sin fortolkning af hans attitude eller ej, så påvirkede vinen hende til at spille med, hvor hun lænede sig lidt mere over bordet, uden hun slap med øjnene. Som de var begyndt at rside rimelig tæt med overdelen af deres kroppe, ville de også ligeså tydeligt kunne mærke det, hvis en af dem udstødte et lille pust. "Måske vil jeg heller ikke have hvem som helst," gentog hun drillende, dog med samme indbydende tone. Som han derefter komplimenterede hende, lænede hun sig en anelse tilbage igen, dog uden af slippe blikket fra han. "Du ved godt at det er farligt at sige sådanne søde ord til en kvinde der har drukket, ikke?" som hun snakkede, prøvede hun at lyde lidt alvorlig, men det holdt ikke, som hun alligevel ikke kunne lade være med at smile, da hans ord charmerede hende. Det var både en befrielse og fantastisk at høre, at hun stadig var utrolig pousmuk og attraktiv. Det var ord hun nærmest ikke havde hørt i århundreder, så det gav en helt underlig fornemmelse. Hun vidste dog godt, at hun var pæn, men selvtilliden var da blevet lidt trykket, efter at hendes krop var blevet massekreret og arret. Hun kunne heller ikke lade være med at lade den ene hånd gnubbe den anden arm, mens hun sænkede blikket en anelse. "Jeg må prøve og se, om jeg kan få lusket nogle af de hemmeligheder ud senere," kommenterede hun drillende igen, imens et skævt smil prydede hendes læber. Da han så vendte tilbage til at komplimentere hende, måtte hun bide sig selv i læben, da hun ikke helt vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Det var længe siden hun sidst havde fået en rigtig kompliment, og de havde plejet at komme fra Derick jo, og det havde hun hørt en million gange. "..tak," endte hun så langsomt med at få sagt en smule akavet. Hun nød virkelig opmærksomheden, som hun elskede at blive komplimenteret, men det var bare begyndt at forekomme hende helt uvant. . Hvis hun havde været dødelig, så havde hun dødelig, så havde hun også siddet med et par røde kinder lige nu.
Som han var kommet ind med dette prægtige fad, kunne Denjarna ikke lade være med at blive ved med at se forundret til. Der havde han virkelig formået at overraske hende! Og på den gode måde. Alt på fadet så utroligt lækker ud, så hvad end han havde gjort, så havde han gjort det godt og hun var glad. "Lidt charmerende," medgav hun med et smil. "Jeg lovede dig nu også, at vi kunne dele værelse, men der var det jo med mine betalte penge.. Er jeg så forvist til gulvet nu?" Da han lænede sig frem mod hende med jordbæret, åbnede hun munden som sagt, imens hun holdt sin fri hånd under, da hun ikke kunne holde hele stykket indebords. Da hun så fik spist det sidste halve stykke, måtte hun se på Vladimir med et smil og glade øjne. "Yderst lækkert! Det bliver du nødt til at prøve," sagde hun varmt, hvorefter hun efterlignede ham med bæret på pinden og i chokolade, hvorefter hun holdt det afventende mod hans mund. Som han snakkede om en ekstra flaske, måtte hun trække på smilebåndet. "Sikker på du ikke er ude på at drikke mig under bordet så, og få en plads i sengen med mig?" spurgte hun drillende.

[Deleted]

Det var ikke fordi Vladimir gad blive nærgående ved at sidde og flirte med Denjarna, for han vidste hvad hun havde været udsat for, han vidste hvad hun havde mistet og han vidste at hun var i sorg, men han kunne ikke lade vær. Det var sjovt og spændende at sidde og flirte med en kvinde, for det var jo så lang tid siden. Han regnede dog ikke med mere end disse søde ord fra begges sider af, for han tvivlede stærkt på at hun ville trække den videre, og det vidste han ikke engang om han selv var klar til, hvilket mange i hans sted måske ikke ville sige, men han var som sagt gammeldags. Han så til som hun satte sig tættere på ham, hvor han selv næsten automatisk rykkede lidt tættere på hende, så der kun var et par knytnævers mellemrum mellem deres ansigter. ”Du har også kun fortjent det bedste,” medgav han til hendes ord, hvor de kulsorte øjne betragtede hende med en intensitet. Han forblev samme sted, selvom hun lænede sig tilbage, hvor han ikke tog blikket fra hende. Han kluklo ganske let, da hun sagde at det var farlige ord at sige til en kvinde der havde drukket, hvor han betragtede hende med lystige øjne. ”Er det fordi du er bange for at jeg faktisk formår at charmere mig til en plads i sengen?” spurgte han drillende, hvor han blinkede let til hende. Han mente dog sine ord, hun var smuk og attraktiv. Måske hun havde sine ar og sår, men han fandt hende stadig smuk, det gjorde hende langt mere unik, skønt mange af hendes ar og plamager, så rimelig slemme ud i forhold til andre. Det var kun tydeligt at hun var blevet behandlet med en hård og grusom hånd, hvilket gjorde ham ondt, for det havde hun ikke fortjent. Han trak drilsk på smilebåndet. ”Det bliver en svær udfordring,” svarede han drillende, skønt det var sandt. Han var ikke en mand, der bare uden videre talte højt omkring sine hemmeligheder, og nogle ville hun få langt sværere ved at få ud af ham end andre.
At hun endte helt forlegent, kunne Vladimir tydeligt se, hvor han lod hovedet søge let på sned, så de halvlange lokker fulgte hans bevægelse. ”Tilgiv mig, hvis jeg blev for nærgående med mine komplimenter, det var ikke min mening at gøre dig utilpas, dog må jeg erkende, at jeg mente hvert et ord,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et mildt smil. Han vidste at hun ikke var meget for at tale om sin eksmand, og siden hun ikke følte sig klar til en ny mand, måtte det jo være fordi hun for nyligt havde mistet ham, så derfor ønskede han heller ikke at gå for hurtigt frem.
Vladimir kluklo ganske let til hendes ord. ”Jeg kunne aldrig drømme om at lade en kvinde sove på gulvet, Denjarna. Pladsen i sengen er stadig din fulde ret,” svarede han stilfærdigt, uden at han tog blikket fra hende, hvor han så til som hun fik bærret i munden og smagte på de lækre sager han havde fået med. At hun så ville have at han skulle prøve, fik ham til at hæve det ene øjenbryn, selvom han lænede sig tættere mod hendes hånd og åbnede munden, for at hive bærret af tandstikken, inden han smagte på den. Han sukkede let, inden han strøg tungen over læberne. ”Der må jeg give dig ret, det smager fantastisk!” istemte han med et tilfredst smil, som han vendte blikket mod hende igen, „nu må jeg da snart have fået den plads i sengen?” spurgte han drillende. ”At drikke dig under bordet er nu ikke min intention, men en plads i sengen, siger jeg ikke nej til.”

[Deleted]

Ligesom ham, så kunne Denjarna ikke lade være med at finde hele scenariet lidt spændende. Hun var måske i en ustabil tilstand, men det gav en lille kriblen at sidde på denne her måde med Vladimir. Det var også dejligt at vide, at hun stadig havde noget charme i sig, samt at der var nogen den var interesseret i hende. Før i tiden havde hun også været en kvinde, der havde fået mændene til at dase omkring hende, som også han mente, at hun var i stand til. Det var dog adskellige år siden, og hun havde følt, at hun var vokset fra det. Nu måtte hun bare vente og se, om hun ville vende tilbage til sin tidligere sindstilstand, nu når hun var blevet en fri fugl. Der var dog stadig ting, som hun først lige skulle nå at vende sig til. Det var også underligt, at de havde hoveder så tæt på hinanden, når de var i denne flirtende stemning. Det var også sådan, at de bare kunne kysse hinanden, hvis det var det de ville, men det spring var hun skam ikke klar til at tage lige nu. Hun vidste heller ikke, om Vladimir bare mente det hele for sjov, selvom hans ord skam godt kunne være oprigtige. Hun måtte slippe en munter latter, da han snart lød til at regne med en plads i hendes seng. ”Det kommer ikke til at ske på første aften,” sagde hun med et selvsikkert smil, hvorefter hun lod hånden køre igennem de ravnsorte lokker. Engang havde hun sikkert takket ja til ham, og inviteret ham op i sengen, men nu havde hun en ide om, at hun skulle tænke lidt mere over det. Vladimir havde nu også tidligere udtalt, at det ikke var sådan en nat han forventede med hende, hvor den sagtens bare kunne være stille og rolig. Det havde dog været inden, at hun havde fået medlidenhed med ham og inviteret ham med op til sit værelse. Det var trods alt også meget bekendt, at mænd hurtigt blev fristet af kødlige lyster, og det kunne godt være at Vladimir var en gentleman, men de kunne også falde i.
At det var en svær udfordring at få fisket hans hemmeligheder op, tvivlede Denjarna ikke på. Mystik og hemmeligheder var jo ofte noget man langsomt fik gravet frem. Det var dog heller ikke sådan, at hun ville presse vildt på og gøre ham usikker, men prøve ville hun da. ”Så er det godt, at jeg altid har kunnet lide en god udfordring,” sagde hun. Som de snakkede lød det næsten som om, at de bare blev ved med at tage udfordringer op fra hinanden, som de begge blev sat konstant på prøve.
Det var måske ikke svært at se, at Denjarna blev en smule forlegen. Hun blev dog overrasket over, at han valgte at undskylde for sine komplimenter. ”Du behøver heller ikke undskylde. Jeg nød hvert et ord, og hvis du mente dem, så kan jeg ikke se, hvad der er galt” erkendte hun roligt. At Vladimir mente, at hun var en smuk og attraktiv kvinde, glædede hende, samt at han sammenlignede hendes øjne med månen. Det kunne måske godt lyde som en kliche, men om end ikke, så nød hun det.
Denjarna trak en anelse på smilet, som han sagde, at han ikke ønskede at stjæle hendes plads i sengen. ”Det glæder mig, at jeg må beholde sengen. Jeg har aldrig nydt at ligge på hårde overflader,” svarede hun med et smil. Det var måske lidt trist, at han så skulle sove på gulvet, men det måtte vel blive taget til vurdering senere. Hun betragtede ham roligt, som hun fodrede ham med det chokoladebeklædte jordbær, hvor hun smilte til ham, da han også måtte bøje sig for den søde smag. ”Det var jo det jeg sagde,” sagde hun mildt. ”Du har virkelig gjort det godt Vladimir.” Denjarna slap en dæmpet, men munter latter til hans efterfølgende ord, hvor hun måtte ryste opgivenende på hovedet af ham. ”Du gir virkelig ikke op.”

[Deleted]

Det var ikke fordi Vladimir ønskede at blive nærgående eller presse Denjarna til noget hun ikke ønskede eller ville. Han måtte dog indrømme at han ville foretrække at sove et blødt sted frem for et hårdt, skønt han tog gulvet, hvis hun absolut måtte insistere på det, kunne han få en lille plads i sengen, ville han dog ikke takke nej, og bare fordi de skulle sove i samme seng var det jo ikke ensbetydende med at der skulle ske mere. Han satte slet ikke snuden op for mere end denne gode samtale over et glas udsøgt vin. Han kneb øjnene let sammen til hendes ord, inden han trak muntert på smilebåndet. ”Vi får at se,” svarede han selv med selvsikkerhed i blikket og stemmen. Han gned let sin skæggede hage, inden han tog en slurk af sin vin. Han var glad for at han sad her sammen med hende og glad for at han ikke sad noget andet sted, for han kunne godt lide hendes selskab, hvor han nød at han fik hende til at smile, samt få hende til at grine, for det var rart at høre på trods af at hun havde været igennem en traumatisk oplevelse at hun endnu kunne finde det gode humør frem.
Måske de blev ved med at tage udfordringer op ved hinanden, men der var jo ingen der sagde at det behøvede at gå i konkurrence hos dem, tingene faldt vel automatisk på plads hvis det var meningen de skulle? Han kunne dog godt lide en god udfordring, og at hun sagde at hun kunne det samme, var noget som fik ham til at trække skævt på smilebåndet. ”Rolig nu, smukke. Den udfordring er vidst lidt for svær for dig endnu,” svarede han drillende, hvor han kun trak yderligere på smilebåndet. Han var meget påpasselig med at få sine hemmeligheder ud, og der var han stædig, derfor ville hun få svært ved at få så meget som et ord ud af ham, skønt det vel sagtens kunne lade sig gøre?
Denjarna havde næsten set helt utilpas ud ved Vladimirs komplimenter, hvor han heller ikke ønskede at blive hende for nærgående, for han ville helst ikke ødelægge det hele. At hun kunne lide hans komplimenter og at han ikke skulle undskylde, fik ham til at trække let på smilebåndet, hvor han nikkede ganske let. ”Jeg mente dem skam, du er en fantastisk smuk kvinde Denjarna, derfor ved jeg at selvom dit hjerte er blevet knust, så vil du sagtens kunne få hvilken som helst mand du ønsker,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et overbærende smil, „desuden så fejler din personlighed jo heller ikke noget.” Han blinkede drilsk til hende, skønt hans ord var sande, for han nød virkelig hendes selskab.
Selvom Vladimir havde fået fat i et værelse til dem og Denjarna slap for at betale for det, så var det ikke fordi han krævede at han fik sengen og hun skulle sove på gulvet, for det ville han da slet ikke kunne få sig selv til at sige til hende! Han var en gentleman, han havde manererne i orden og hvis der var nogen der skulle sove godt af de to, så var det da hende! Han trak på smilebåndet til hendes latter og ord, hvor han selv tog et jordbær fra bakken og tog det i munden. Han så roligt mod hende, som han fik tygget af munden. ”Du kan ikke lide at sove på hårde flader, og tvinger mig til det? Så må du da næsten få dårlig samvittighed over at tvinge mig til at ligge på gulvet,” svarede han drillende. De vidste jo heller ikke hvor stor sengen var. Han tog omkring sit glas og drak det resterende vin, inden han satte det tomme glas fra sig. Det var også snart tid. Nætterne var jo ikke specielt lange mere.

[Deleted]

Denjarna måtte ryste smilende på hovedet, da han lød helt sikker i sin sag om, at de ville dele seng for dagen. Problemet var bare, at hun ikke før havde delt seng med en mand der ikke var hendes elsker eller mand. Men måske var det bare endnu en af de ting der skulle ændres på efter at hun var vendt tilbage? Dog forekom det hende stadig lidt underligt bare at sove med en mand hun lige havde mødt. Han havde dog ret i, at de måtte vente og se, hvad tiden ville bringe dem. Hun havde jo heller ikke ventet at mødet mellem dem ville udvikle sig på den måde som det havde gjort, men sådan var det nu engang gået, og hun klagede heller ikke. De sølvgrå øjne forlod hans og søgte nysgerrigt over skålen med alle frugterne, hvor hun valgte at snuppe en ananas,som hun dryppede i chokoladen, inden hun puttede den i munden. Det havde han godt nok gjort godt! Som natten var skredet frem virkede det helt som en romantisk aften blandt to forelsket, som den opfyldte alle de kriterier. Vladimir havde også overrasket hende, som hun heller ikke havde forventet, at hun kunne more sig og føle sig så godt tilpas i en mands selskab lige foreløbig, men det havde han fået hende til. Hun løftede et slankt mørkt øjenbryn, som han kaldte hende smukke, hvor hun også igen så op på ham. "Jeg synes også bare, at du skal give mig chancen og så får vi at se," sagde hun drillende. Det kunne godt være, at det ikke ville lykkedes hende, men så var det også bare det. Det behøvede heller ikke at komme i et stort snuptag, men de kunne i stedet prøve at få tillid til hende, og det havde hun brug for. Det virkede også til, at Vladimir havde brug for det, da han også kom med en reaktion, hvis man trykkede lidt på.

At Vladimir sagde, at Denjarna kunne få hvilken som helst man hun ønskede, mente han vel i god tro, men det var ikke det hun behøvede. Hun vidste godt, al hun kunne få en mand til at blive hos sig, men det betød ikke, at det var dyb og inderlig kærlighed, og det var noget hun alligevel havde brug for. Hun kunne sagtens klare sig selv, men hun nød følelsen af at vide, at man havde en. Hun var så også blevet klar over, at ham n ikke kunneforstå hendes behov, da han aldrig havde været udsat for det. "Jamen hvis jeg kan få hvilken som helst mand, så tager jeg bare dig," sagde hun drillende, hvor hun igen lænede sig en anelse ind over bordet, hvor hun lod sine albuer hvile mod bordpladen. Roligt førte hun sit glas op til læberne, hvor hun tog en tår af vinen.
At han mente, at Denjarna ville få dårlig samvittighed over, at han skulle sove på gulvet, havde han ret i. Selv ønskede hun ikke at ligge der, som hun ønskede at få en behagelig søvn hver dag, efter at hun havde haft en masse hårde nætter i sin celle. "Nu skal du ikke gi mig dårlig samvittighed. Jeg ville bare gerne give dig ly, i stedet for at du skulle lede efter en grotte," sagde hun stilfærdigt.