Together in the night

[Deleted]

Om Vladimir var den perfekte mand for hende, tvivlede Denjarna på, men på den anden side, vidste hun ikke længere, om der var en perfekt mand for hende. Før i tiden ville hun have ment, at hun havde giftet sig med den perfekte mand, men nu viste det sig, at han ikke havde været så perfekt igen. Man kunne i hvert fald ikke være perfekt, hvis man var sammen med sin elskedes ærkefjende, og det havde han så sandelig været. Han havde også sagt, at de to skulle finde sammen igen, men det var heller ikke forløbet, som han havde lovet. Måske skulle hun i virkeligheden ikke gå rundt og være forvirret omkring mænd, men bare slå sig løs, men på den anden side kunne hun ikke benægte, at hun følte sig svigtet. Hun slap dog en perlende latter, over hans ord om hans perfektion. "Hvis du er den perfekte mand, så er det da godt, at jeg ikke lod luderen få dig, sagde hun i en drillende tone, inden hun tilføjede. "Men hvis du er så perfekt, så skal jeg vel slet ikke lade os skille i nat." Smilende gik hun side om side med Vladimir, mens de sølvgrå øjne delvist faldt på bygningerne der tonede op på begge deres sider, samt på den brogede folkemængde, som de konstant passerede. Berusede var størstedelen af de personer de gik forbi, hvor det kun var de færreste der var ude og gå en lille tur i måneskinnet. Denjarna måtte le endnu engang til hans lille joke, hvor hun også stoppede op og stillede sig med fronten mod ham. "Jamen demonstrer så lidt af Deres charme, hr. Vladimir," bad hun ham med et smil på læberne. Mundvigene der pegede opad på de bløde lyserøde læber, gav hende et mere blidt udtryk, samt det fik hendes blege ansigt til at lyse op. To små smilehuller dukkede også op. Afventende betragtede hun ham nysgerrigt, imens de unikke sølvgrå øjne søgte hans utroligt mørke øjne.
Denjarna nikkede medgivende til hans ord, da Krypten i sandhed var et praktisk sted for en vampyr, men ellers ville man sikkert også kunne finde et sted i vampyrbyen; Convento. "Det er en rimelig god ide med stedet, men hvis man ikke har lyst til at flokkes med andre vampyrer, kan man også bare leje et værelse i en af byens mange kroer," fortalte hun. Selvom hun var vampyr, havde hun nu ikke været så meget på vampyrstedet, hvor hun derimod havde søgt mod de lidt mere varierede forsamlinger. Det andet havde dog været ganske praktisk, da hun havde haft det svært med at lade være med at rive hovedet af på folk, men i hendes meget psykotiske periode, havde hun generelt holdt sig væk fra store byer, og i stedet fundet små huse ovs.

[Deleted]

Vladimir var på ingen måde den perfekte mand og han ville næppe være den perfekte mand for Denjarna. Han var ingen kærlig mand. Han kunne sagtens være charmerende, romantisk, høflig og med gode manerer hvis han selv gad det, og i øjeblikket med hendes gode selskab, så havde han ikke svært ved at være høflig og faktisk more sig lidt – skønt det skete virkelig sjældent på denne stille og rolige måde, for normalt når han morede sig, så var det når han gjorde andre fortræd. Han kunne dog ikke drømme om at gøre Denjarna ondt, ikke når han vidste hvad hun havde været udsat for, det var også rart med én som man kunne sætte sig selv i forhold til, og vide at det var gengældt med en forståelse, for det var noget som han næsten kunne gå hen og mangle. Han slap en munter latter til hendes ord. ”Det kan du have ret i. Men uanset så ville jeg ikke have gået med hende, ikke når der er en smukkere kvinde ved min side lige nu,” svarede han sandfærdigt og hentydede til hende selv. Han havde ikke været en kvinde tæt i flere titusinder af år, men det var ikke at mærke, desuden så ville han egentlig bare nyde bylivet, nu hvor han langt om længe var her, og så tilmed med hende. Det kunne jo næsten ikke blive bedre! ”Nej lige præcis,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Selv hvis de ikke skiltes for natten var der ingen der sagde hvad der videre skulle ske, desuden så tvivlede han på at de ville trække den meget videre end at snakke, og det havde han det såmænd også helt fint med.
Vladimir blinkede lettere overrasket med øjnene, da hun stoppede op og bad ham om at demonstrere noget af sin charme, hvor han slap en kort latter. Han tog hende let i armen, for at føre hende videre, så de ikke stoppede. ”Åh bare rolig kære Denjarna. Du skal nok få at se en masse fra min charmerende side af hele aften,” lovede han hende, som han blinkede let til hende. Han lagde ikke rigtig mærke til de folk de gik forbi, da han var optaget af hende og ikke mindst de steder de gik hen, for han var stadig overvældet af de mange høje bygninger, der virkelig var prægtige! Det var dog rart at se hende smile lidt, det beviste også at hun ikke var nær så kold, som man skulle tro til at starte med.
“Det lyder meget rigtigt,” medgav han roligt, som han sendte hende et skævt smil. Han var ikke meget for store mængder, derfor ville han egentlig også helst bare holde sig til Denjarna denne aften, for han ville heller ikke skabe postyr, eftersom han jo holdt lav profil. Han vendte blikket mod hende igen. ”Men hvor vil du så foretrække at vi tager hen denne nat?” spurgte han nysgerrigt, da han jo lidt havde ladet hende bestemme deres destination.

[Deleted]

Denjarna kunne ikke lade være med at blive lidt smigret over hans ord, da han priste hendes ydre, og hvilken kvinde kunne ikke lide det? Hun kunne i hvert fald godt lide at vide, at hun lå over andre kvinder. Det var måske ikke den sværeste opgave at overgå luderen, men alligevel var en kompliment en kompliment. At han ikke havde ønsket at gå med kvinden ind i lysthuset, var noget der havde glædet hende, men det havde nu heller ikke været en særlig venlig gestus at forlade Denjarna på den måde. Slet ikke når de havde indgået en aftale om at dele natten sammen. Luderen ville trods alt også være der igen i morgen, så hvis behovet var stort nok var intet alligevel gået tabt. "Nej, det ville have været lidt af et tab. Men du kommer til at lide et stort tab angående kvinder nu, for der er ingen bedre end mig," svarede hun drillende. Selv mente hun, at hun var lidt af en fangst, men ordene til Vladimir var nu også lidt en spøg. Hun vidste nemlig udmærket godt, at det gik fra person til person, hvad man kunne lide og ikke lide. Drillende og nysgerrigt var hendes blik, som hun betragtede ham, som de nu stod stille. Hvor han grinte og var overrasket over hendes handling, om en bedt demonstration, løftede hun blot øjenbrynene til det. Det ærgrede hende, at han ikke havde lyst til at demonstrere sin charme lige nu, men hun kom alligevel ikke med nogle indvendinger, da han valgte at trække hende videre ned ad gaden, hvor det næsten blev hende der fulgte efter ham nu. "Ja ja, det er måske fordi du ikke har noget at have det i," svarede hun lettere teatralsk igen, da han ville vente med charmen. Sikkert til når de havde fundet et sted, de kunne sætte sig ind og slappe af. Det gjorde på sin vis heller ikke noget.
Som emnet bevægede sig væk fra charmeriet og videre til, hvor de skulle tage hen, så Denjarna lettere tænksomt frem for sig. "Altså, jeg har fået nok blod for i dag, så jeg behøver ikke at tage ind på Krypten. Vi kan dog sagtens tage derind, hvis du ønsker at se stedet. Ellers foreslår jeg bare, at vi finder en kro og får noget at drikke, og så behøver vi ikke at lede efter et andet sted at tilbringe dagen. Der er heller ikke ligeså overbefolket, som på byens barer," foreslog hun. Hvis de ønskede lidt ro, så måtte en kro være ganske passende, da man plejede at kunne finde en plads for sig selv i hjørnet, hvor man ville have mulighed for at kunne snakke til hinanden, hvor der var mere højtråbende på barerne. Det gav dem også en fordel i at søge skjul, da de kunne leje værelser på en kro, og det var i hvert fald en bedrift Denjarna havde brug for.

[Deleted]

Selvom mange måske ville have fundet det fristende at tage på lysthuset med horen der var kommet ud, så holdt Vladimir sig til dette langt mere respektable selskab til Denjarna. Han nød denne kvindes selskab, hun forstod ham på måder mange ikke ville kunne, ligesom han også forstod hende, og nu hvor hun havde lovet at vise ham byen, så havde han da ikke tænkt sig at løbe væk fra hende, for at få stillet sine lyster! Nej så ville han langt hellere være her sammen med hende. Han vendte blikket mod Denjarna ved hendes ord, hvor han ikke kunne lade vær med at smile morende. ”Jamen dog, det lyder til at jeg har fundet en rigtig god udfordring,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende. Han var sikker på at hun var en god kvinde, men han tvivlede på at hun var hans rigtige, for der fandtes vidst ingen ’rigtig’ til ham, selvom det nok snarere var ham der ikke passede til dem, for han var ingen mand med kærlige følelser, dem havde han aldrig følt, så han tvivlede på at nogen kvinde gad være sammen med en lettere følelseskold mand, der ikke ville kunne sætte sig i deres sted, når de havde brug for det, selvom han sjovt nok kunne ved Denjarna, men det var også kun fordi hun havde oplevet mere eller mindre det samme som ham, godt nok ikke på samme måde, men hun havde stadig oplevet indespærring igennem utrolig lang tid og var kommet tilbage til en forandret verden, som hun tilmed havde oplevet tortur af værste slags – præcis som ham selv.
Vladimir trak skævt på smilebåndet til hendes ord og rystede smilende på hovedet af hende. Hun måtte tro hvad hun ville, men selv han kunne være romantisk og charmerende og det skulle hun nok få at se! Han havde taget hendes udfordring op og han nægtede at give op så let! ”Bare vent min kære, du skulle jo også nødig blive kørt allerede,” svarede han morende, som han kort så mod hende, som han havde trukket hende med sig ned ad gaden for at holde dem i bevægelse, skønt han ikke anede hvor de skulle hen. Han skulle nok bruge noget af sin charme, når de engang havde fundet et sted at slå sig ned, desuden så virkede det jo ikke oprigtigt, hvis han bare stod og fyrede en masse fine ord af nu. Han gad ikke være falsk, det skulle komme på de rigtige tidspunkter, derfor gad han ikke gøre det på kommando.
Denjarnas ord om at finde et sted, var noget som lød ganske godt for Vladimirs vedkommende. ”Jeg må erkende at det er mig ligegyldigt, men jeg ville da ikke have noget imod at tage på en kro, hvor jeg kan have dig for mig selv,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. Han gjorde let en gestus fremad, som et tegn til at hun måtte føre an, „og hvilken kro vil du så foreslå?” Han vendte blikket nysgerrigt imod hende. Han var ligeglad med hvor de tog hen, for han var ganske sikker på at de nok skulle more sig af den grund. Og nu måtte de vel også snart være ved byens centrum? Eller i hvert fald ved kroerne eller barerne?

[Deleted]

Følelseskold var på ingen måde et ord Denjarna ville bruge til at beskrive Vladimir med. Igennem de få timer de havde tilbragt sammen, havde han vist sig at være en yderst forstående mand, hvor der også virkede som om, at han bekymrede sig for hende. Han forstod hende jo, og det virkede som om, at han gerne ville hjælpe hende. Det var der intet kulde i at gøre. For hende virkede det som om, at han havde en del at byde på, men man skulle måske tage den i ro i hans selskab og give ham tid. At folk ikke indeholdt kærlige følelser, var heller ikke noget hun troede på, da hun mente at alle besad den bedrift. Nogen havde dem godt nok gemt dybt, men det var stadig bare den rigtige person der skulle komme og få løsnet dem op. Selv havde hun aldrig troet, at hun ville kunne rumme alt det der var hændt hende i hendes levealder, men også der var hun blevet overrasket. Hendes liv havde i hvert fald ikke været, som hun havde regnet med, men alligevel var det kommet og hun havde accepteret det.
"Min kære? Du arbejder godt nok hurtigt, hvis du allerede mener, at jeg er din kære," sagde Denjarna drillende. At blive kaldt for ens kære, var noget Derick kunne have fundet på at gøre. Ikke en nyligt mødt mand, som man end ikke havde haft noget intimt med. Indtil videre virkede det nu heller ikke som om, at det ville blive særligt intimt. Det kunne godt være, at han sagde, at han ville prøve at charmere hende, men det virkede stadig som noget han kun ville gøre for sjov. Ikke noget han ville arbejde videre på. "Og blive kørt allerede? Hvad mener du med det? Som hun snakkede til Vladimir, lod hun også de sølvgrå øjne hvile på ham, hvorefter de igen søgte fremad på den rute de fulgte. Det hændte også at hun måtte skæve op mod himlen, da hun om sommeren havde en nagende følelse af at snart skulle søge skjul. Forfærdelig og fantastisk var sommeren, da hun elskede den natur den bragte med sig, men de ekstremt korte dage gjorde også, at hun havde svært ved at nyde dem. Man måtte i hvert fald være på dupperne konstant, hvor man også måtte gøre sine pligter hurtigere end ellers.
"Jeg vil bare foreslå, at vi tager den kro der ser mest indbydende ud. Jeg har ikke en bestemt favorit her," Svarede Denjarna roligt. Når Vladimir ikke havde lyst til at se mere, kunne de bare vælge en kro på vejen, der selvfølgelig var åben og så rimelig ud. Hun vidste ikke, hvor længe han havde lyst til at gå rundt og kigge på byen, da det trods alt var nyt for ham, men bygninger var alligevel meget af det samme. Hvis det havde været dag, havde det med garanti været langt mere interessant, men det kunne det jo ikke blive for dem. "Der kommer ikke så mange pludselige overraskelser på vejen længere, men hvis du vil se noget andet end dette, kan vi sætte farten op og gå forbi slottet?"

[Deleted]

“Jeg skal jo nå langt på en aften ikke sandt?” svarede Vladimir drillende, som han blinkede ganske let til hende. Han skulle nok skrue op for charmen, selvom han vidste at det var anderledes med Denjarna. Han kunne regne ud at hun for nylig havde mistet én hun havde elsket, derfor vidste han også at han ikke bare kunne lægge an på hende og tro at hun ville give ham en uforglemmelig nat som den prostituerede kvinde havde ønsket at give ham. Denjarna var anderledes, det var vel også derfor han langt hellere ville med hende? Hun ville ikke bare give sig hen til ham uden videre, ved hende skulle han virkelig kæmpe for sin sag, hvis han ønskede at komme dybere ind på hende, og det kunne han godt lide. Denjarna ville give ham en god udfordring, selvom han heller ikke ønskede at se på hende kun som en udfordring, for hun var meget mere end det. Hun forstod sig på ham, som han forstod sig på hende, og han ville gerne hjælpe hende, specielt hvis hun endte i knibe igen, og hvem vidste? Måske han så blev i stand til at åbne lidt op igen og faktisk formå at holde på en enkelt person der ikke ville spærre ham inde eller som så ham død, men som faktisk ønskede at være der for ham.
Vladimir vendte blikket mod hende, hvor han trak skævt på smilebåndet. ”Kørt træt. Jeg mente du nødig skulle blive kørt træt allerede,” svarede han roligt, som han så frem for sig, hvor blikket endnu engang gled over de prægtige bygninger, som ikke kunne andet end at imponere, fascinere og betage ham, for det var virkelig blevet flot igennem årenes løb! Han var bare glad for at Denjarna var her til at nyde det hele med ham, for han ønskede faktisk ikke nogen anden ved sin side i øjeblikket. Måske han ikke kendte hende særlig godt, og det var også en grund til at han stadig var påpasselig med hende, men hvem vidste? Måske han med tiden ville komme til at lære hende langt bedre at kende, indtil videre ville han ikke sige nej tak til at se hende igen, tværtimod ville han blive glad for det.
Som Denjarna talte, vendte blikket Vladimir atter engang sit blik mod hende, hvor han nikkede ganske roligt, som tegn til at han havde forstået. ”For min skyld kan vi sagtens søge ind på en kro nu? Og så kan det være at du engang vil tage mig med ud at se slottet en anden aften?” foreslog han med et skævt smil på de blege læber. Han ville ikke have noget imod at se hende igen, på den anden side vidste han heller ikke hvordan natten ville ende og derfor kunne han ikke vide om hun ville køre træt i ham i længden og derfor ikke ønskede at se ham igen, men de kunne vel have det til gode, hvis de besluttede sig for at se hinanden igen?

[Deleted]

"Hvis du kun har denne nat til at charmere dig ind, så har du i hvert fald ret," medgav Denjarna roligt. Hvordan han ville prøve at charmere sig ind på hende, var ikke til at side, men oplagte ord kunne være komplimenter til hendes udseende og væremåde, men på den anden side var det også lidt kedeligt, eftersom det var replikker alle kunne bruge. Det var i hvert fald ikke svært at finde på; at dine øjne skinner som de klarester stjerner, eller noget i den stil. Men nu hun syntes, at det oplagte var kedeligt, kunne det også meget vel være en svær opgave, han var kommet på. Charme var også noget der kom indefra og så skulle det være oprigtigt, hvor Vladimir jo bare skulle gøre det på grund af 'et væddemål', hvordan man end gik og vendte og drejede den. De store forhåbninger gjorde hun sig i hvert fald ikke, skønt hun anså ham for at være en ganske flink og anstændig mand, og virkelig nød hans selskab. "Jamen så må du bare gøre nogle spændende ting, så du holder min opmærksomhed," sagde hun i en drillende tone og blinkede let til ham. Lige pt var hun ikke ved at køre træt i ham, da han alligevel gav hende noget nyt, selvom de gik stille og roligt og talte sammen. Hun var dog ikke en spåkone, så det kunne godt hænde, at hun måske bare ønskede deres møde afsluttet på et tidspunkt. Man kunne også sige, at det kunne forløbe omvendt, og at Vladimir måske ville være den der blev træt af selskabet først. Han kunne vel også blive træt af hendes person og fortællinger, og lede efter et mere selskab. Hun havde dog ikke på fornemmelsen, at han kedede sig eller ville droppe hende. Denjarna løftede et slankt mørkt øjenbryn, som han snakkede om at arrangere et nyt måde, hvilket fik hende til at se på ham med et lettere lumsk og drillende blik. "Det siger du jo kun, fordi du vil være sikker på, at du får mig at se igen," sagde hun anklagende i en drillende tone. Hun havde dog intet imod, at han ønskede et ekstra møde. Det var også rart at vide, at hun alligevel kunne formå at holde personer til sig endnu. Hun havde trods alt altid været socialt, men fangeskaben havde jo også sat sine spor i hende. "Men så tager vi ind i den kro du først finder tiltalende," sagde hun, da hun alligevel ønskede at være et sted der fangede hans interesse. For hende var det lidt ligegyldigt, hvor de var, så længe stedet ikke så videre sundhedsskadeligt ud.

[Deleted]

Vladimir nød Denjarnas selskab og nu hvor han vidste hvad der var sket med hende, så vidste han også at det at charmere sig ind på hende, ville blive en utrolig svær opgave. Han ønskede desuden ikke at gøre det hele på kommando, for det virkede kun falsk. Han ønskede endvidere heller ikke at skubbe hende væk, men tværtimod at holde på hende, så han ville langt hellere have at hele mødet skulle være oprigtigt frem for noget andet. Det var lang tid siden at han var faldet over et så godt selskab, derfor så ville han også nyde det så godt som det nu var ham muligt. ”Netop,” istemte han med et skævt smil. Det var ikke fordi han gad skynde sig med at charmere sig på hende, hvis han kun havde denne ene aften, tværtimod ville han tage det stille og roligt og give sig tiden til at lære hende at kende, som omvendt. Det var jo også et spørgsmål om han gad lukke op for hende, som omvendt, for han var en meget påpasselig mand. Der var mange ting hun nok ikke ville finde ud af og måske visse ting hun aldrig ville finde ud af, men det måtte tiden vel vise? Han kunne ikke sige hvad der ville ske, han vidste ikke om hun ville blive kørt træt af ham, men én ting vidste han; han ønskede at nyde hendes selskab så længe han kunne! ”Jeg skal prøve, sæt nu ikke forventningerne for højt,” svarede han drillende, som han fortsatte det rolige tempo frem. Måske nattetimerne var blevet langt kortere her om sommeren, men derfor ønskede han stadig ikke at haste frem. De havde alverdens tid, eftersom de var vampyrer og hvad de ikke nåede denne dag, kunne de altid nå en anden, hvis de besluttede sig for at se hinanden igen, og indtil videre så ville han ikke have noget imod at se hende igen, tværtimod! Han trak uskyldigt på smilebåndet til hendes ord, selvom uskyldig var det sidste han var. ”Måske. Men jeg er tilfældigvis så heldig at vide at du også vil se mig igen,” svarede han selvsikkert og lige så drillende som hende selv. Det var måske en løgn for alting kunne ændre sig, men derfor var det ikke forbudt at håbe på det. Han ville i hvert fald ikke have noget imod at tilbringe flere nætter med hende, hvor hun viste ham mere af denne smukke udvikling af verden, for det var noget der virkelig havde overvældet ham! Måske det for nogle var normalt, men det var det ikke for ham, for han havde jo trods alt været spærret inde for flere titusinder af år og det var virkelig længe! Han trak let på skuldrene. ”Nu hvor du er min guide, så må du vel vide hvilke der er mest tiltalende?” spurgte han roligt, et sted også som tegn efter hjælp, da han ikke kendte byen og han vidste ikke hvad der var kroer og hvad der ikke var. De var allerede gået forbi mange huse han selv ville kunne se som en kro eller lignende, men det tvivlede han på, „jeg er ligeglad med hvor vi tager hen, så længe det er sammen med dig.” Han var oprigtig, og han ville desuden foretrække at hun valgte, da han slet ikke selv ville kunne bestemme sig.

[Deleted]

Indtil videre gik deres møde utroligt godt. Sjældent var det efterhånden blevet, at Denjarna så noget som helst positivt ved andres selskab, men med Vladimir var det anderledes. Forholdsvist hurtigt var hun faldet til ro overfor ham, hvor hun ellers plejede at være ved at starte en slåskamp, ellers var hun blot utroligt uvillig, hvor hun talte ned til folk og bare var et dårligt selskab. Det havde ikke rigtigt nået at ske I nat, da han havde formået at røre noget I hende, hvilket var kommet bag på hende, da hun ikke havde troet at en fremmed ville kunne gøre det ved hende. Det havde så også hurtigt vist sig, at de havde mere til fælles, end hvad man ellers lige skulle tro. Det bragte også en ro over hende, eftersom hun følte, at hun ikke rigtigt behøvede at skjule sig for ham, fordi han vidste, hvilken traumatisk oplevelse det havde været for hende. Derfor tvivlede hun også på, at hun ville gå død i ham lige foreløbig, da folk med lignende oplevelse og forståelse ikke hang på træerne. Det var heller ikke kun deres lignende historie, der fik hende til at blive hængende, men selve hans person, som hun nød. ”Tror du da, at jeg vil blive skuffet?” spurgte hun nysgerrigt. Hun vidste skam godt, at hvis man havde høje forventninger, kunne man godt blive skuffet, men det eneste hun egentligt forventede, var en dejlig nat. Sådan en havde hun heller ikke haft længe. Denjarna slap en dæmpet latter, da han sagde, at hun også ville se ham igen, og det havde han vel ret i. Indtil videre så hun heller ikke en grund til, at et nyt møde kunne gøre hende andet end godt. ”Jeg må indrømme, at du er lidt charmerende og sød,” svarede hun ærligt, dog i en drillende tone. Meget muligt var det, at de ville se hinanden igen. Måske allerede næste aften? Det så i hvert fald ud til, at de ville overnatte samme sted, og han havde jo spurgt hende, om hun ville vise ham slottet en anden nat. Selv var hun blevet rimeligt fritstillet, som hun kun havde sig selv, og hun ikke havde et arbejde at forpligte sig til. Hvordan hans planer var, vidste hun ikke, men det virkede som om at han havde det meget lig hende.
Denjarna nikkede medgivende til hans ord, imens hun spottede frem for sig. ”Jeg mener, at der ligger en fornuftig kro to gader herfra, så der kan vi tage et smut ind,” foreslog hun med et kort sideblik på Vladimir. Hun tvivlede på, at han ville afvise hendes forslag, eftersom han jo havde ret i, at hun kendte stedet langt bedre end ham, så hun havde en bedre fornemmelse af, hvad der var godt og skidt. Hun begyndte selv at sætte farten lidt mere op, som de nu havde et bestemt mål, hvor hun også gerne ville ind i varmen nu. Ubesværet og forholdsvist hurtigt nåede de derned, som de ikke styrtede ind i nogle andre. Hun satte roligt farten ned igen, som de nåede bygningen der havde to etager. Ad ruderne kunne man ane, hvordan der var tændt nogle stearinlys og en pejs derinde. Man kunne også høre, at kroen var besøgt, da man kunne høre noget munter sand. ”Efter dig,” sagde hun galant, som hun åbnede den store trædør for Vladimir.

[Deleted]

Vladimir håbede ikke på at Denjarna ville blive kørt træt i ham alt for hurtigt og forhåbentlig ville hun slet ikke køre træt i ham men det var ikke til at sige, et sted var han også bange for at han ville være dårligt selskab, eftersom det var utrolig lang tid siden at han sidst havde været i noget selskab, derfor var han næsten bange for at han ville kede hende eller skræmme hende væk fordi han forsøgte at gøre noget vildt. Han krydsede dog fingre for at det ville blive en god aften, hvilket klart var det som han selv håbede på. Han trak svagt på smilebåndet til hendes ord og trak også på skuldrene som et tegn til at han ikke var sikker. ”Det ved jeg ikke. Jeg kan i hvert fald fortælle at jeg ikke er som andre mænd, og det er ikke altid en god ting,” fortalte han roligt og sandfærdigt. Han kom fra en meget, meget gammel tid, før denne tidsregning, derfor havde han også andre holdninger og meninger end så mange andre her, han havde derfor en dårlig tendens til at skille sig ud fra mængden og det var ikke godt når han forsøgte at holde lav profil. Han håbede dog på at Denjarna ville kunne leve med ham bare for denne enkelte nat, for han ønskede ikke at skubbe hende væk, ikke nu hvor det endelig så ud til at han havde fundet et godt selskab, der tilmed kunne sætte sig i forståelse med ham selv.
Et muntert smil gled over de blege læber, da hun indrømmede at hun fandt Vladimir charmerende og sød. Han lo kort hoverende. ”Det går jo allerede strålende for mig!” triumferede han med et muntert smil og med den drilske undertone, som han vendte de kulsorte øjne imod hende. Han var glad for at hun kunne acceptere ham og faktisk godt kunne lide ham indtil videre, men det kunne vel også hurtigt ændre sig? Og det var det som han var bange for at det ville gøre, for han ville nødig ødelægge noget, men chancerne var der jo, specielt fordi hun allerede havde vist ham at hun selv var en meget bestemt kvinde der vidste hvad hun ville have og hvad hun kunne lide – det var det han godt kunne lide ved hende, men det kunne også komme til at være det som ødelagde den gode stemning.
Vladimir endte blot med at nikke roligt til hendes ord, hvor han fulgte efter hende, da hun satte farten op. Hun kendte byen langt bedre end ham, eftersom det var første gang han var her, så hun måtte jo have et overblik over hvilke kroer og barer der var gode frem for andre, og derfor ville han være langt mere tryg ved at hun valgte deres sted, for så kunne det da umuligt gå helt galt. Han satte roligt farten ned igen, da hun selv gjorde, hvor han sendte hende et skævt smil, da hun åbnede døren, hvor han selv endte med at tage fat i døren og gjorde en gestus mod kroen indenfor. ”Nej. Efter dig,” endte han høfligt, selvom hans blik var stædigt og bestemt, som et tydeligt tegn på at han ville være en gentleman overfor hende. Det var hvad han var vokset op med, og det var noget som hang ved ham automatisk, sådan var han som person og det ønskede han ikke at ændre.

[Deleted]

”Det er da en god ting at kunne skille sig ud, for hvorfor skulle man ellers finde interesse, hvis man bare var som alle andre?” sagde Denjarna stilfærdigt, da hun ikke så sig enig I hans ord. For hvis han havde været som resten af flokken, hvorfor skulle hun så vælge ham frem for en anden. Hun vidste godt, at man kunne blive bragt i unode, hvis man ikke fulgte med strømmen, men det var bare om man turde tage chancen. Selv så hun I hvert fald ikke hans anderledeshed som et minus, som hun derimod nød, at han på en måde var denne sårede gentleman, der havde gennemgået så meget nedgang, men alligevel kunne han stå med hovedet højt løftet. Desuden så hun sig selv som en stærk og anderledes kvinde, hvor hun gerne ville mænge sig med folk der var ligedan. Hendes mænd, kærlighed og nedgang med hensyn til forvandlingen til vampyr og fængslingen gjorde, at hun følte, at hun skilte sig ud. Da han nægtede at gå ind ad døren før hende, rystede hun smilende på hovedet, skønt hun gjorde det uden at sætte spørgsmålstegn ved det. Denjarna sænkede sin hånd, da hun havde sikret sig, at han holdt den i stedet, så hun roligt kunne gå ind. Som hun trådte ind i den lune kro, blev de hurtigt mødt af kromutteren der kom i deres retning. ”Godaften, et bord til to,” bad hun, hvorefter kromutteren kom med et forstående nik. ”Følg med mig,” sagde hun med en lille venlig stemme, efter hendes blik var gledet over parret. Kromutteren var en ældre dame, der ikke var synderligt høj, hvor rynkerne i huden og den smule krumryg hun havde viste, at hun var en dame der havde arbejdet hårdt igennem sit liv. Med et kort sideblik på Vladimir for at se, om han var med, fulgte hun efter kromutteren, der ledte dem over i et af hjørnerne. ”Tak, vi vil gerne bede om en af Jeres flasker rødvin,” sagde hun høfligt som de var noget over til deres bord. Da kromutteren valgte at gå, begyndte Denjarna at tage sin fløjlssorte kappe af, som hun hang over stoleryggen. Den manglende kappe viste nu helheden af den pæne røde kjole, men det fremviste også alle de mange ar på hendes krop. Hver gang lyset slog over på hendes blege hud, blev alle aftegningerne på hendes arme tydelige, hvor det gjorde helt ondt på nogen at se. Her var der en masse ujævnheder i hendes hud at se, hvor det særligt var rifterne fra alle de gange hun var blevet skåret, der var at se. Det hændte dog også, at der var nogle mindre plamager efter giften og solen, som hun var blevet udsat for. Som hun tog plads i den ene stol, faldt hendes blik på Vladimir, som hun svagt smilte til. ”Jeg håber på, at du finder stedet i orden.”

[Deleted]

At Denjarna ikke var enig i Vladimirs ord kunne han tydeligt høre, hvor et skævt smil gled over hans læber. Han nikkede dog medgivende til hendes ord. ”Så sandt. Det er godt at skille sig ud, men man kan også skille sig ud på en dårlig måde,” svarede han stilfærdigt, som han ellers fulgte hende i hendes tempo på vej hen mod den kro hun havde udpeget for dem. Han var ligeglad med hvor de skulle befinde sig henne, så længe det var sammen med hende, for så ville han bestemt ikke klage! Han var anderledes end selv sin egen race, fordi han var blevet skabt til at skulle være et ultimativt våben, hvilket altid havde skræmt folk væk og fået ham til at skabe fjendskaber, skønt det eneste han havde ønsket var fri vilje og frihed. Han ønskede ikke nogen fjender, men han var utrolig hævngerrig og han ønskede at se Alexander død!
Vladimir holdt døren for Denjarna, så hun kunne søge indenfor, hvor han blot lod hende føre ordet, da han selv blev optaget af de mange bankende hjerter, der kom fra alskens racer der befandt sig i kroen. Han stod for en kort stund helt forstenet til gulvet, hvor hans kulsorte øjne søgte over de mindre mængde af folk, imens hans tunge strøg over de sylespidse hjørnetænder i en sulten bevægelse. Han havde kun for nyligt fået stillet sin sult, derfor var det stadig underligt for ham at være omgivet af så mange mennesker på en gang, for det var han ikke længere vant til. Han endte dog med at tage sig selv i det, hvor han blinkede og livede op fra sin trancelignende tilstand, inden han så efter Denjarna og med tre lange skridt var han allerede henne ved hende igen. Han selv tog plads i stolen overfor hende, hvor han forsøgte at bide den pludseligkommende sult i sig. Han havde ikke hørt hvad hun havde bestilt, eller hvad kromutteren havde sagt, da han havde været for optaget af de mange bankende hjerter og de slående pulser, som gjorde ham helt ubehagelig tilpas. Han vendte blikket mod Denjarna, da hun fjernede kappen, hvor han lagde mærke til de mange ar og ujævnheder på hendes arme, hvilket næsten var rart, for så var det det som han lagde mærke til. Han blinkede let med øjnene, hvor han kort skævede mod hende. ”Må jeg..?” Et simpelt spørgsmål til om han måtte se nærmere på det, skønt han ikke rigtig ventede på svar, idet han lænede sig ind over bordet og ganske blidt greb hende om underarmen for at dreje i den, så han bedre kunne se hendes arm. Han løftede den frie hånd som han strøg over hendes arm i et blidt kærtegn, hvor han betragtede de mange ar, der kom fra alskens knive og skalpeller, der var rifter og ar i alle størrelser, selv plamager fra gifte og sollys, hvor han nærmest kunne se det for sig, hvordan mændene havde tortureret hende. Han slap ganske roligt hendes arm, selvom han i stedet for tog hende omkring hånden, hvor han sendte hende et forståelsesfuldt blik. ”Det gør mig ondt, at du har været igennem alt det. Men lad mærkerne være et tegn på din udholdenhed, styrke og din snedighed, fordi du slap ud.” Han strøg hende kort over håndryggen, inden han også slap hendes hånd og satte sig tilbage i stolen igen. Han vidste trods alt at hun følte ubehag ved berøringer, hvilket han forstod.

[Deleted]

Kroen de var søgt ind i, var ikke rigtigt besøgt af de døde vampyrer, men af levende væsner i stedet. Mennesker, dæmoner eller warlocks måske? Denjarna kunne tydeligt fornemme al det blod der pulserede i deres årer, samt høre den stædige lyd af deres bankende hjerter. Sult følte hun også, men en reaktion på det viste hun ikke, som hendes blik derimod fyldtes af tomhed, som hun i stedet valgte at lukke af for sine omgivelser. Når hun fandt føde var hun kold og kynisk, men når hun bare skulle mænge sig med flokken og høre til, var hun blevet en hel del bedre i sin opførsel, og hun fandt kræfterne til at styre sig. Hun ænsede ikke, at Vladimir bag hende havde en hårdere tid, da han stod paralyseret af al det blod og hjerter. Ligeglad var hun ikke, men tilbage på ham så hun ikke. Med sine ord tidligere havde han også fået hende til at tro, at han havde det let nok når det kom til levende væsner. Han havde i hvert fald talt om ære, og han var også blevet sur over, hvordan hun havde tænkt på aftens offer. Derfor tænkte hun ikke på, om han havde det hårdt. Det var først da de havde taget plads ved deres tildelte bord, at hun igen betragtede Vladimir, og der kunne hun da se at hendes blik var gengældt. Til hans spørgsmål måtte hun spærre øjnene lidt op i undring, hvor hendes blik kort flakkede mellem hendes arrede arm og hans nysgerrige ansigt. Hun nåede endda kun at åbne munden, inden han havde fat i hendes arm. "...H..hvorfor ikke," fik hun langsomt fremstammet, skønt han allerede var i gang med at vende og dreje hendes arm. Tavst bed hun sig selv i læben, som hun lod ham berører hende i stilhed. En underlig følelse drev ind over hende, da hun ikke længere var vant til berøringer som disse. Ligeså tydeligt mærkede hun hvert et kærtegn, som hans stærke hånd tildelte hendes arm. Han berørte hende på ingen måde hårdt, men ganske blidt, som var han forsigtig og kærlig med, hvordan han skulle håndtere det. Den besynderlige følelse forlod hende aldrig, men som de sad i tavshed, begyndte hun langsomt at vænne sig til berøringerne, hvor der også var en tanke der strejfede hende ganske kort; at det faktisk var lidt dejligt, at der var en der rørte hende sådan igen. Da han var færdig med hendes arm, og tog om hendes hånd i stedet, faldt de sølvgrå øjne på Vladimirs ansigt, hvor der var en vis forvirring over dem, skønt hendes krop forholdt sig fuldkommen i ro. "En evig påmindelse vil det være, om det jeg har gennemgået og overlevet," medgav hun stille, ", men jeg overlevede også kun på grund af håb." Som hun havde sagt ordene, drejede hun hovedet om, da hun havde opfanget kromutterens skridt, hvor hun nu så, hvordan damen langsomt kom gående i deres retning med en mørk flaske og to glas. Da kromutteren nåede dem, stillede hun vant glassene på bordet, inden hun trak proppen op af flasken, hvorefter hun hældte den rødlige væske op i glassende. "Det bliver 5 sølvstykker," fortalte hun, hvor hendes øjne flakkede mellem Vladimir og Denjarna. Denjarna begyndte selv at tage sig til pungen, hvor hun fangede det opgivet antal mønter, hvor hun lagde dem i kromutterens hånd, hvor hun sendte hende væk igen.

[Deleted]

Vladimir havde kun lige fået genvundet sin kontrol over sin sult, og selvom han nærede respekt for sine ofre, så var og blev han stadig det han var; et rovdyr. Mange ville nok kalde ham for et bæst; det var han allerede blevet kaldet mange gange siden han var kommet tilbage, og det var tydeligt at hans race havde forandret sig en del igennem de år han havde været væk, hvilket kom bag på ham, for det var klart en af de ting som gik ham mest på. Han havde allerede været efter Denjarna, men han måtte bare lære at tilpasse sig denne nye verden, selvom det kunne være svært når man havde andre holdninger og meninger. Men selvom han respekterede de andre racer, skønt han altid ville se vampyrerne som den højeste, så kunne han stadig mærke at sulten stadig hvilede under overfladen og den var hurtig at påvirke, når man var omgivet af bankende hjerter og levende blodposer. Det gjorde ham sulten, selvom han forsøgte at bide det i sig, hvor Denjarna også fik fjernet hans fokus og lagt over på noget andet, nemlig hende, da hun valgte at trække kappen af sig, for så kunne han først ordentlig se hvordan hun var blevet tortureret, hvor han kunne forestille sig at resten af hendes krop var langt værre og at armene kun var begyndelsen. Han strøg hende over armen med en blidhed og forsigtighed, eftersom han ikke ønskede at gøre skade på hende eller få hende til at føle ubehag, tværtimod. Han forstod hvad hun havde gået igennem, han kendte selv til det, og derfor gjorde det ham næsten helt vred at tænke på hvad hun havde været igennem, for det var ikke svært at se hvilke redskaber hendes torturmænd havde brugt eller hvad de havde gjort mod hende. Han nikkede roligt til hendes ord og sendte hende et medfølende smil. ”Håb er ikke altid en dårlig ting,” svarede han roligt, som han slap hendes hånd og gav hende albuerum igen, for han vidste at hun ikke brød sig om andres berøringer endnu, det havde hun jo selv gjort tydeligt for ham. Han vendte blikket mod kromutteren, da hun kom hen til dem, fjernede proppen fra vinflasken og hældte op til dem. Han så fra kromutteren til Denjarna, da kvinden sagde at de skulle betale, hvor det gik op for ham at han faktisk var flad og ikke havde en eneste krone på sig, hvilket næsten efterlod ham med dårlig samvittighed, når han næsten følte at han burde betale, nu hvor Denjarna havde været så god ved ham. Han sagde dog intet, hvor han vendte blikket mod Denjarna, da kromutteren var gået. ”Jeg føler mig næsten helt ussel at skulle lade dig betale. Men jeg må erkende at jeg ikke har tænkt over penge, siden jeg er kommet tilbage, så jeg har faktisk ikke en eneste bronzemønt..” erkendte han med den dårlige smag i munden. Han strøg kort en hånd igennem de halvlange lokker, som han tog omkring sit vinglas og løftede det op, hvor han gav sig til at studere væsken, „det er ligeledes lang tid siden at jeg har fået noget andet end blod. Jeg ved ikke engang om jeg kan lide alt det andet mere.” Et skævt smil gled over hans blege læber, hvor han sad og morede sig over sin egen uvished, eftersom det ikke lignede ham. Han så mod Denjarna og hævede glasset mod hende. ”Men skål for et godt selskab og forhåbentlig en god aften,” svarede han med et sigende smil.

[Deleted]

Arrene på Denjarnas krop var der mange af, som de syntes at have taget næsten al plads på den. Sorg bragte det hende at vide, at hun ville de sådan ud nu, da hendes krop tydeligvis ikke havde haft kræfterne til at heale hende. Hvis det havde været sår efter en enkel kamp, havde hun set smuk og fejlfri ud endnu, men når det var sket under evige smerter og uden blod, havde hendes krop valgt at bruge energi på blot at holde hende i live. Det gjorde ondt at vide, når hun vidste, hvor smuk hun engang havde været, men der havde været så meget hun bedre kunne lide ved fortiden endnu. Helt glat og lys havde hendes hud været engang, hvor hun vel havde været en perfekt blanding mellem en mørkelver og vampyr, da hun havde mørkelvernes træk og skønhed, hvor det kun var blevet foreviget som vampyr. Smuk var hun skam endnu, men man kunne også se, at hun var blevet udsat for lidt af hvert. Underligt havde det været at føle Vladimirs interesse for hendes smerte, men med blidhed havde han rørt hende, hvor hun også havde reageret mere tilpas end tidligere denne aften. Da han gav slip på hende, valgte hun dog at falde tilbage i sit sæde, så hun hvilede sig op ad stolens ryglæn. "Jeg ville godt nok have værdsat, hvis der havde været håb tilbage i den verden, jeg kom tilbage til," sagde hun stilfærdigt. Han ville sikkert komme med en tale om, at hun ikke skulle have det negative syn, og at det nok skulle blive godt igen, og det måtte han også godt sige, hvis han ville. Hun havde dog troet, at hun var vendt tilbage i tryghed, og ikke ud i kulden, men igen, det havde hun ikke snakket med ham om. Hun vidste heller ikke, om han ville forstå sig på det eller igen sige, at det nok skulle komme igen senere. Denjarna valgte bare at se roligt til, som der blev hældt op til dem, hvor hun ikke stillede nogen spørgsmål. Selv havde hun det stramt, hvad angik hendes pengepung, hvor hun faktisk levede af noget så ydmygende som at stjæle. De penge hun betalte med, kom fra de ofre hun drænede for blod. Intet job og ingen mand havde hun, så hun måtte klare sig på en simpel måde, som hun vidste der var sikker. Selv havde hun egentligt håbet på, at Vladimir kunne have betalt, da han havde vist sig fra gentlemansiden, hvor der var normalt, at manden vartede kvinden op. Hun fandt det nemlig rarest, at hun kun skulle bruge penge på de værelser hun lejede, da de også kostede en del. Hun fik det derfor også skidt med at høre, at han slet ikke havde nogen penge, for regnede han med, at hun også skulle leje et værelse til ham? "Det går nok... Jeg ved godt, hvor svært det er at vende tilbage til samfundet igen," sagde hun, som om alt var i orden. Hun ønskede nu heller ikke, at stemningen skulle ødelægges på grund af elendig økonomi, så hun valgte at tie. "Men jeg håber, at du synes det smager. Skål," sagde hun, som hun også havde grebet om sit glas, hvor hun lod det klirre blidt mod hans, inden hun førte det op til læberne. Blod kunne rødvinen måske godt ligne, men farven var nu mere dunkel og smagen var fuld af druer. Velsmagende fandt Denjarna det, hvor hun med et dæmpet og tilfredst suk sænkede glasset.