Together in the night

[Deleted]

"Jeg er glad for, at vi begge har formået at give lidt lys i hinandens hverdag," sagde Denjarna roligt, skønt hun virkelig mente sine ord. Begge havde de en mørk sky over sig, hvor hendes havde været tydeligere end hans, og utroligt nok havde de været i stand til at lette sindet hos dem begge. Selv følte hun sig nærmest helt normal, som om hun var sit gamle jeg igen. Hun kunne dog ikke tale for ham, da hun ikke vidste, hvordan han ellers havde været, hvis ikke han havde været sådan her altid. Det lød dog som om, at han desværre altid havde haft et ringe liv, hvor hun skam havde været lykkelig før i tiden. Det glædede hende så også at høre bekræftigelse i, a. også hun bragte ham glæde, skønt hun selvfølgelig allerede havde en god ide om det. Denjarna så blot på ham med et løftet øjenbryn, som han gjorde, som hun havde forestillet sig i hovedet. Han gjorde sjov med det, hvilket hun nu heller ikke var imod. Det var også fint, at han var en selvsikker mand, selvom alle og enhver tydeligvis havde prøvet at knække ham. Det kunne hun også godt lide ved ham. "Jamen hvis du virkelig er så perfekt og bare nummer et, så er det jo helt synd for mig. eftersom du alligevel ikke tror på kærlighed. Så må jeg jo lede efter det næstbedste," sagde hun, hvor hun gjorde sin stemme helt ulykkelig, som om det var det værste han kunne have sagt til hende. Hun mente det dog for sjov, da hun ikke så dette som verdens undergang.
Denjarna slap en mild latter til hans utryghed, omkring hun mente sine ord eller ej. Hun stoppede også sine blide kærtegn om hans bryst, hvor i m fulgte hans eksempel og lagde sig om på ryggen i stedet. Hænderne foldede hun, så de hvilede mod hendes mave, imens hun rettede blikket op mod loftet. Den lille seng gjorde dog, at når de begge lå på ryggen, stødte deres skuldre mod hinanden, hvilket også til at starte med gav en lille gnist i hende. "Jamen det er jo den risiko du må løbe, når du sover sammen med mig," spøgte hun, som hun vidste, at hun ikke ville skifte mening, når de først havde lagt sig til at sove.
Som de begge havde lagt sig på ryggen, lyttede Denjarna i ro og mag til hans ord, som hun alligevel formåede at slappe af, selvom de delte seng. At han valgte at undlade at besvare noget af hendes spørgsmål, gjorde hende nysgerrig, da det signalerede at der lå noget mere gemt i det. Hun kunne heller ikke lade være med at fundere over, hvad det kunne være, hvor hun tænkte på om det kunne være et handicap, eller om han rent faktisk var blevet lidt af et våben. Hun tydede dog også, at hun nok ikke skulle presse ham til at sige det, skønt hun var nysgerrig. Han måtte selv bringe sandheden på banen, hvis det lystede ham. "Det lyder virkelig som held i uheld," sagde hun med et skævt smil. "Jeg er dog glad for, at du er nået væk fra alt det og nu ligger her med mig," svarede hun mildt, hvor hun også drejede hovedet, så hun kunne studere hans ansigt. "Jeg forstår også godt, hvis du ikke har så meget lyst til at snakke om din indespærring. men hvis du vil, så vil jeg gerne lytte og forstå."

[Deleted]

Denjarna havde skam givet Vladimir et andet syn på livet. Altid havde han levet et rimelig sølle liv, derfor måtte han erkende at hun faktisk havde gjort hans dag mange gange bedre end det som han var vant til. Han havde til gengæld også været indespærret i så lang tid, at han næsten havde glemt hvordan han havde levet før. Han ønskede dog at det ikke ville gå galt denne gang, men at han faktisk kunne få lov til at nyde livet, nyde sin frihed og gøre præcis som han ønskede. ”Tænk engang, en mørk og kynisk mand, spreder glæde og lys? Det ødelægger vidst mit ry,” svarede han drillende, selvom han faktisk var glad for at være grunden til at hun havde det godt, til at hun kunne smile, til at hun kunne le, for det smittede af på ham, samt det var forfriskende.
Hendes næsten så ulykkelige tone, til Vladimirs egne selvsikre ord, fik ham til at se forundret mod hende, inden smilet gled over hans læber. ”Kæreste dog, du giver mig helt dårlig samvittighed,” svarede han morende, som han løftede den ene hånd, hvor han prikkede hende drilsk på næsetippen, „men hvis du absolut skal have det bedste, må jeg vel give mig?” Samtalen morede ham lidt, selvom de begge vidste at man ikke kunne tvinge nogen til at ændre sig og han stod stadig fast ved hans mening, skønt han måtte erkende at Denjarna satte en ny energi og spænding i ham.
Vladimir betragtede hende, som hun valgte at følge hans eksempel og lægge sig ned på ryggen, kun for at vende blikket mod loftet. Han kunne mærke hendes nøgne skulder hvile mod hans, hvilket et sted føltes rart, selvom det kun var det eneste punkt. Han endte dog alligevel med at ligge sig om på siden og med hovedet hvilende i den ene hånd, hvis albue støttede imod madrassen, så han lå som hun havde lagt. Han betragtede hende nysgerrigt. ”Du er ikke voldelig i din søvn, vel?” spurgte han drillende, selvom han faktisk ikke burde spøge med det, for han selv led af og til af mareridt, og til tider vågnede han næsten op med aggression i kroppen, hvor han håbede at det ikke blev sådan en urolig nat denne nat, for så turde hun jo nok ikke sove med ham igen – og ville nok heller ikke se ham.
Vladimir blev liggende på siden, hvor han betragtede og lagde mærke til nysgerrigheden i hendes blik, hvilket ikke forundrede ham. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor han blinkede næsten flirtende til hende. ”Tænk engang. Jeg støder på en kold og kynisk kvinde i skoven, som jeg formår at gøre nysgerrig, få med på date og nu dele seng? Du overfalder mig ikke vel?” spurgte han drillende, uden at smilet falmede, skønt man kunne se trætheden i hans blik. Han løftede sin hånd, hvor han næsten nysgerrigt lod den følge hendes ansigtstræk, imens han studerede sin hånds bevægelse. Så feminin og smuk på trods af det hun havde været igennem. ”Jeg er ikke just en mand der taler om sine følelser Denjarna. Jeg har altid stået alene og klaret mig selv, uden folks forståelse,” forklarede han roligt, hvilket måske også forklarede hvorfor han var så kynisk når det kom til kærlighed. Han trak roligt hånden til sig, hvor han vendte blikket mod hende, „men jeg er glad for din forståelse. Og bliver du ved med at holde fast, kommer resten nok med tiden.” Måske det var at afsløre alt, men han ønskede faktisk ikke at miste kontakten til hende, for han kunne godt lide hende, og hun gjorde at han ikke havde noget imod at tale omkring fortiden og ham selv, så længe hun ikke lagde pres på.

[Deleted]

Denjarna smilte ad hans ord, skønt hun ikke så sig enig i dem, hvilket hun også havde ytret en gang eller to. Hun så ham ikke som en mørk og kynisk mand, da han for starten havde været flink ved hende, hvor det var hende der lige skulle finde et fodfæste først. Det var dog sjovt at høre, at han mente, at hun ødelagde hans onde ry. Hun mente i hvert fald, at de formåede at sprede glæde hos hinanden, hvilket ingen af dem burde have noget imod. ”Ja, jeg gør dig jo helt til en lille hundehvalp,” svarede hun drillende igen. Hun var dog glad for, at han under hele deres møde havde forholdt sig sådan her, da det var dette hun trængte til. Hun havde nu også stadig svært ved at se på ham som en hård person, da han slet ikke havde forekommet på den måde, selvom han havde holdt tæt når det gjalt visse emner.
Som Denjarna snakkede i den ulykkelige tone, havde hun helt lyst til bare at grine, som det var svært at holde masken. Hun grinte dog ikke, hvor hun i stedet blinkede et par gange med øjnene til det triste ansigt. Som han prikkede hende på næsetippen, rynkede hun let på den, uden hun tabte blikket på ham. ”Ja det burde du,” svarede hun, hvor hun nu gjorde sin stemme helt håbefuld. Hun ønskede sig skam det allerbedste, men det var nu ikke lige på denne her måde hun ønskede sig det, da hun gerne ville gøre sig velfortjent til det. Man kunne så også godt sige, at de havde brugt hele natten sammen, hvor de også var kommet virkelig godt ud af det med hinanden, men hun vidste så godt, at lige med dette drillede de hinanden. Igen havde han også sagt, at han aldrig havde haft lyst til at blive ved en kvinde, så hun tvivlede på at det ville gå så hurtigt for ham at finde en.
Denjarna tabte blikket på loftet, som han nu indtog hendes tidligere stilling, hvor hun så roligt på, som han drillede hende. Om hun var voldelig i søvne, ville hun nu ikke mene, selvom hun havde været udsat for noget traumatisk. Før i tiden havde hun jo været vant til at sove med en hver nat, og derfra havde hun aldrig hørt nogen klager. Hun gav ham derfor også et lille skub på hans ene skulder, hvor hun også rullede med øjnene ad ham. ”Hvis du er så bange for at sove med mig, så er gulvet stadig frit,” truede hun drillende. Hvis han gerne ville prøve at ligge i sengen med hende, så havde hun besluttet sig for at gå med til det, som hun havde det ganske fint lige pt. Hvis han så klagede, ville hun henvende ham til gulvet, hvor han sagtens kunne rulle rundt, samt der var ingen der slog vildt ud for sig i søvne.
”Hvorfor skulle jeg overfalde dig?” spurgte hun undrende. Alt var jo fint lige nu, så hun så ingen grund til pludselig at gøre ham fortræd. Han havde så ret i de andre ord, hvor hun også måtte indrømme, at deres møde havde forløbet rimelig overraskende. Han havde interesseret hende, og man kunne vel godt beskrive deres nat som en date, da den egentligt indeholdt alt hvad hun lige kunne komme i tanke om, at den skulle indeholde. Da han pludselig begyndte at stryge hendes ansigt, kunne hendes sølvgrå øjne ikke lade være med at ændre sig til nogle spørgende, da hun ikke lige havde forventet dette træk fra ham. Hun blev dog liggende på ryggen og med hovedet vendt i hans retning, da det også var behageligt at blive behandlet en smule kærligt igen. Da han så stoppede, så hun ganske kort op på loftet, inden hun igen så på ham. ”Det er et liv nogen desværre har fået, men det er også muligt at udvikle sig fra det,” sagde hun stille. ”Men lad os tale om det en anden dag… klokken er mange og du er vidst også lidt træt,” sagde hun mildt, hvor hun refererede til hans trætte øjne, samt klokken var mange, og hvor mennesket skulle være klar til dagen, skulle de være klar til natten.

[Deleted]

Vladimir kunne godt lide at hun spredte lidt liv og glæde, selvom han aldrig rigtig havde følt lignende. Han havde altid været omgivet af fortiden, han havde aldrig rigtig fået lov til at nyde livet, og han var bange for at det heller ikke ville ske, men Denjarna fik ham til at nyde stunden, fik ham til at nyde livet, hvilket var en følelse han ikke havde oplevet meget længe. Det var utroligt at tænke på hvad et godt selskab kunne gøre ved én og han havde aldrig mødt et så godt selskab, som Denjarnas. ”Ja, det er jo helt forfærdeligt!” beklagede han sig drillende, hvor hans blege læber spillede ud i et muntert smil. Hendes ulykkelige tone, var også noget som morede ham, selvom han godt kunne forstå hun kun ville have det allerbedste, for hvem ville ikke det? Skulle han have en kvinde skulle hun naturligvis også være det bedste af det bedste! Han kunne godt se at hun var ved at miste sin ulykkelige maske af og til, hvilket kun morede ham endnu mere. Den håbefulde tone hun så kom med til hans egne drilske ord, fik ham til at himle muntert med øjnene. ”Nårh ja, så længe jeg får dig, så gør det jo intet,” svarede han drillende, hvor han kluklo ganske let, da han slet ikke kunne lade vær. Hun gjorde ham i godt humør, hun fik ham til at smile, fik ham til at le, hvilket han ikke havde oplevet i utrolig lang tid, selv meget lang tid før hans indespærring.
Vladimir slap en munter latter, som hun puffede til hans skulder, selvom han forholdt sig på siden, hvor han ikke tog blikket fra hende. Da hun så henvendte ham til sengen, endte han næsten med at rykke mere ind på sengen. ”Nej, nej. Jeg ligger perfekt lige her,” indskød han hurtigt, som han sendte hende et muntert smil. Han ville elske at ligge i sengen, frem for det hårde og kolde gulv! Desuden så overlevede han nok, hvis han endelig skulle få en albue i hovedet eller blive sparket. Så længe hun ikke skubbede ham ned på gulvet, men tæt kom de jo nok til at ligge i løbet af natten. Han kunne godt høre på hende at hun misforstod hans ord om at hun ville overfalde ham, hvor han grinte let for sig selv. ”Du ved, overfalde mig, som i at du ikke kan holde fingrene for dig selv, fordi du bliver for fristet?” forklarede han uddybende, hvor smilet kun bredte sig på hans læber.
Strøgene mod hendes ansigt, var næsten fordi Vladimir var forundret over hun havde så mange ar, men ikke nogen i ansigtet, det var næsten også godt, for hun var en utrolig smuk kvinde. At hun valgte at de skulle i seng, fik ham til at trække på smilebåndet. Han nikkede dog medgivende. ”Du har nok ret,” istemte han roligt. Han var træt, og han var sikkert ikke den eneste der kunne bruge lidt søvn. Han løftede sig roligt, for at tage fat omkring dynen, som han lagde over hende. ”Du må gerne beholde dynen, for dig selv, hvis du helst vil det,” svarede han roligt. Han havde fået en plads i sengen, hvilket han var glad for, dog måtte hun gerne sove alene under dynen, da han vidste hun ikke havde været meget for at skulle dele seng med ham, og han ønskede ikke at gøre det mere ubehageligt for hende.

[Deleted]

Denjarna slap en munter latter til hans nye titel, som en sød lille hundehvalp. Det var nok ikke lige, hvad han var, men hun så ham stadig ikke som den hårde og kolde mand, som han ellers prøvede så ihærdigt at beskrive sig som. Han havde haft et mildt blik og tone igennem hele deres møde, så det kunne ikke rigtigt stemme ved. Men hvis han virkelig var lidt af en kynisk mand, når har ikke var sammen med hende, så glædede det hende, at hun kunne få hans gode side frem. Ud fra sit eget liv, så vidste hun, at det kunne være deprimerende, hvis man skulle gå og være tvær hele tiden. Så derfor var et varmt smil og en latter godt indimellem. "Ahh, du er jo min hundehvalp, så det er ikke så slemt," sagde hun drillende og smilede til ham. "Men nej, hvis den bedste mand og kvinde var sammen. burde man ikke klage," sagde hun, hvor hun måtte droppe den triste og håbefulde attitude, som hun alligevel ikke kunne holde det for munterheden. Hendes ord lød dog rimelig oprigtige, da man vel burde have det perfekt, hvis det bedste blev sat sammen. Hun havde dog alligevel ikke nogen plan om, at de skulle finde sammen lige nu og her, og så ville det hele bare være lykkeligt. Da han så mente, at der var en chance for, at hun ville springe på ham med et ustyrligt begær, fik hende helt til at se overbærende på ham. Det kunne godt være, at hun følte sig lidt fristet, når hun delte seng med en flot mand, og at hun ikke havde gjort noget i den stil længe, men styre sig ville hun. "Undskyld at jeg er nødt til at knuse dine drømme, for jeg har bare tænkt mig at ligge lige så stille og sove," sagde hun i en drillende mine. "Du siger det bare, fordi du ikke tror, at du kan holde dig tilbage." Selv var Denjarna nået til den overbevisning, at de nok skulle klare natten, og at de begge ville holde sig i ro, som han havde lovet hende. Han forekom hende reel, og han havde ikke gjort noget for at hun skulle betvivle ham, hvor det kun havde været hendes egne ideer, der havde holdt hende tilbage. Da han medgav til, at de godt kunne sove, måtte hun gemme et gab bag sin håndryg, som trætheden pludselig slog hende. Som han greb fat i dynen, rykkede hun sig lidt, som hun også lå en anelse hen over det. Et taknemmeligt smil kunne heller ikke lade være med at glide over hendes læber , som han nærmest puttede hende under dynen."Tak Vladimir. Det har været en utrolig hyggelig nat med dig.," sagde hun varmt, imens hendes hånd søgte efter hans. Som hun fandt den. gav hun den et blidt klem. "Du må sove godt," sagde hun, inden hun forsigtigt vendte sig rundt, så hun lå på siden og med ryggen til ham. Som de skulle til at sove, kunne hun ikke lade være med at spekulere på hvornår hun mon ville få ham at se igen, da de trods alt ikke havde aftalt en dag. Hun tænkte også på, at det føltes underligt at ligge i sit tøj, som hun havde valgt at beholde kjolen på, så hun kunne blive ved med at føle sig tryg. Hendes tanker blev dog ikke ved længe, som hendes øjne ligeså stille gled i og hun faldt i en dejlig søvn.

//out

[Deleted]

Vladimir ville nok ikke sammenligne sig selv med en hundehvalp, eftersom han selv ville mene han var et rovdyr, da han trods alt var en fuldblodsvampyr. Hun havde klart set den gode side af ham, og hun havde fået vist ham at han faktisk havde en mere sympatisk side, skønt han aldrig før havde fået den side frem, det var også derfor han var så kynisk når det kom til kærlighed og de kærlige følelser generelt. Han lo kort til hendes ord, som om de gjorde det bedre, selvom de morede ham. ”Du har ret, så længe jeg er din kan det umuligt skade,” svarede han morende, som han fnes kort for sig selv. Han kunne godt lide hendes selskab og han var glad for han havde mødt hende denne nat, for hun havde ændret hans syn på livet, vist ham at en anden person godt kunne påvirke én meget og til det bedre, for det var præcis hvad hun havde gjort med ham.
Vladimir var ikke et eneste sekund i tvivl om at hun ville kunne styre sig igennem dagen, når de sov, og han kendte sig godt nok til at vide at han også ville holde fingrene for sig selv. Han grinte kort til hendes ord og rystede let på hovedet. ”Nu er jeg jo næsten skuffet,” svarede han drillende, skønt det ikke var helt sandt. På den anden side, hvem ville så ikke berøres af en smuk kvinde som Denjarna? Han vidste dog at det ikke ville ske, for det havde hun for længst gjort klart og det havde han det også helt fint med. ”Åh jeg er skam fristet, det er jo ikke hver dag der ligger en smuk kvinde som dig ved min side,” svarede han drillende, som han blinkede let til hende.
At hun selv måtte gabe og vise at hun var træt, fik et skævt smil til at glide over de blege læber, hvor Vladimir blot betragtede hende med det trætte skær i de kulsorte øjne. Han fik hende roligt puttet under dynen, hvor han sendte hende et let smil, som hun takkede ham. Han nikkede roligt istemmende til hendes ord. ”Den bedste nat hidtil,” medgav han roligt. Det var det i hvert fald for hans vedkommende, hvor han var taknemlig over at have mødt hende, og ikke mindst så han frem til at møde hende igen. Han lod hende tage hans hånd og give den et klem, et klem som han selv gengældte, inden han nikkede til hendes ord og lod hende vende sig om. Han selv blev liggende med bukserne på, også så hun ikke skulle føle ubehag ved det. ”Sov godt,” gengældte han roligt, som han blev liggende på siden og betragtede hende for en kort stund, skønt hun lå med ryggen til ham. Han tænkte kort over hvor heldig han faktisk følte sig over at have mødt hende, og at han så frem til næste gang, selvom han også lå og tænkte over om hun faktisk ville blive i hans liv, eller om han også ville formå at skræmme hende væk, han håbede naturligvis på det første, hvor det gjorde ham nysgerrig på at vide hvad der egentlig ville ske imellem dem. Han vendte sig roligt om efter et stykke tid, hvor han selv lå med ryggen til hende, hvor han selv endte med at falde i søvn temmelig hurtigt.

//Out