Bound by pain

[Deleted]

Det var højlys dag, selv det lille stenhus ude for Rimshia city var præget af lyset. Cayla lå nede i kælderen. Der var flere uger til fuldmånen, alligevel lå hun fuldkommen stiv og nøgen på det kolde stengulv. De gyldne øjne søgte mod det ene lille vindue der var, som hun normalt brugte til at holde øje med hvor højt månen stod på himlen, men det eneste der ramte hende var solens blege stråler. Den nøgne krop var dækket i koldsved. Hun skælvede, men ikke af kulden fra det kolde gulv, hun havde efterhånden været syg i flere uger. Aliyah havde set til hende et par gange, men Cayla brød sig ikke om det, for hun så herrens ud, hun havde jo kun været oppe af kælderen en eller to gange siden. Meget forsigtigt forsøgte hun at rejse sig, men hendes øjne endte hurtigt våde af ren og skær smerte. Efter lange minutters kamp kom hun endelig på benene og støttede sig op af tremmerne, som hun tydeligvis havde forsøgt at bryde igennem, de dølle jernstænger var faktisk bukket en smule. Hun noterede for sig selv at det skule byttes ud med sølv så snart hun blev frisk nok til at forlade kælderen. Benene rystede under hende, truede med at falde sammen hvert øjeblik det kunne være. Uden varsel kastede hun op på gulvet. Der lugtede efterhånden sølle for det var ikke første gang, hvilket kunne ses på den blege, hærgede krop som ikke var meget andet end skind og ben. Da hun var gået fra Junior havde hun bestemt ikke troet at det var her hun skulle ende, selvfølgelig havde det gjort ondt at se ham sådan med Gina.. faktisk havde det været direkte dræbende, men hun havde været opsat på at klare sig selv, lige til den første forvandling uden for fuldmånen vel og mærke. Hun havde ikke set ham siden den aften, og det passede hende faktisk fint, selvom det gjorde ondt at tænke på hvad han fordrev tiden med. Hun tørrede mundvigen ren med sin håndryg og kastede det trætte blik mod solen. ”Nu kan det være nok!” mumlede hun irriteret. Det ville være et spørgsmål om tid inden det ville lykkedes hende at få de tremmer op, og hun ønskede jo heller ikke at gøre skade på nogle, særlig ikke når hun vidste at Aliyah kom i tide og utide, selvom det var blevet mere og mere sjældent. På usikre ben strøg hun hen til en lille kiste som hun altid havde haft stående i tilfælde, men det havde aldrig været nødvendigt. Hun åbnede låget og så på de tykke sølvkæder, der næsten sved i hendes øjne. I et hurtigt tag, havde hun taget fat om kæderne der begyndte at brænde sig ind i hendes hænder. Cayla klynkede, og tog dem med sig ud midt på gulvet. Hun holdt dem langt fra kroppen til hun var kommet i knæ og havde fået langt sig ned. De var tunge, lidt tilfældigt slap dem så de fordelte sig ud over den nøgne krop og begyndte at ætse. Hun brød ud i et skrig og lod en stille tårer stryge over sin kind.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hvor lang tid der var gået siden Cayla havde set Junior sammen med Gina, var noget som han havde mistet tælling på, men det var ved at være længe siden. Han havde ikke set skyggen af Cayla siden, for.. han havde holdt sig væk fra hende – ligesom hun ville have det, selvom det helt klart kun var noget som gjorde mere og mere ondt at tænke på, for det gjorde det virkelig! Moniqe – hans gamle svigermor havde virkelig været ham en utrolig hjælp på det punkt, for hun var også den som hjalp ham igennem fuldmånetiderne, for de var bestemt ikke gode ved ham. Han havde endnu kun formået at fuldføre den forvandling en gang, men det havde så til gengæld, også været noget af det mest smertefulde som han nogensinde havde været igennem! Og tanken om at han skulle gøre det, hver eneste gang månen var fuld, var helt klart noget af det værste af det hele, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var. Det var hans skæbnelod, og det var noget som han bare måtte slå sig til tåls med, selvom det bestemt heller ikke var særlig nemt for ham!
Aliyah var hans datter, og en af de familiemedlemmer som han næsten ikke så mere. Han klarede sig nok bedre end Cayla, for han vidste hvor usikker på det hele, som hun altid havde været, og det var mere end nok til at gøre ham bekymret! Sidst han havde set hans elskede datter, havde hun samtidig givet udtryk for den samme bekymring, for ikke at glemme, at han kunne.. mærke det. Han kunne mærke at hun havde ondt, og denne gang kunne han slet ikke lade være! Han havde søgt direkte fra Avidan og Moniqe, for at søge til hans gamle hjem. Jovist accepterede han Caylas ønske om deres brud, for han havde gjort det samme i hendes sted, selvom.. han slet ikke vidste hvordan pokker han var endt der sammen med Gina! Det var et stort sort hul i hans hukommelse, som han slet ikke kunne gøre noget ved bare sådan!
Det lille hus viste sig for øjnene af ham, selvom det alene fik hans mave til at knude sig sammen. De havde været så lykkelige der, og det var alt sammen noget som bare var røget til gulvet.. og den tanke var noget som faktisk gjorde vanvittig ondt at tænke på! Han kunne mærke Cayla var derinde, for ikke at glemme at han kunne mærke, at hun havde forbandet ondt, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre. Det gjorde ondt på ham! Han rystede let på hovedet af sig selv, kun for at søge direkte indenfor – uden at banke på eller noget, for han var nødt til at forsikre sig om, at hun havde det godt! Det var det vigtigste for ham! ”Cayla..?” kaldte han let. Hans blik faldt direkte til døren som førte ned til kælderen. Hendes scent var stærkest derfra. Varsomt søgte han derned. Kun for at kalde igen.

[Deleted]

Kæderne brændte sig ind i hendes blege hud, det var noget af det mest smertefulde hun havde oplevet foruden alle disse forbandet forvandlinger! Tænderne bed hun hårdt sammen, så hårdt at den sylespidse tand fik underlæben til at bløde uden at hun bed sig synderligt fast i det. Hun forsøgte at trække vejret, men smerten gjorde det direkte umuligt. Desværre havde hun ikke længere meget et valg, hun har begyndt at forsøge at bryde ud af buret, og hun havde ingen kontrol på de pludselige forvandlinger, så hun måtte tage sine foranstaltninger nu hvor der ikke længere var nogle til at have et øje på hende. Hun klarede sig måske ikke synderligt godt, men kunne man bebrejde hende? I den tilstand hun befandt sig i, var det svært at gøre noget som helst, hun lå bogstavelig talt i sit eget skidt og hun havde intet andet valg med mindre hun ønskede at slå den halve befolkning i hovedstaden ihjel.
Blikket gled intenst mod loftet som hun kunne høre skridt. Hun havde bidt Junior den aften, og hun vidste at han var blevet blevet forvandlet udelukkende fordi det var noget som trak i hendes dyr. Hun kunne dufte ham. Hænderne endte fuldkommen knyttet, hun forsøgte at ligge stille under de brændende kæder Hvad pokker lavede han der?! ”J..Junior?” fremstammede hun anstrengt. Hun kunne ikke fokusere på skikkelsen der kom mod hende, han lignede ikke Junior af hvad hun kunne se, men det var den samme skønne duft som næsten gav hende en følelse af beruselse, desuden genkendte hun hans stemme. Det var bestemt ikke fordi hun ønskede at han skulle se hende på denne sølle måde, bundet i sølv omgivet af sår, som ganske vidst ville heale så snart hun fik blod, ellers havde hun heller ikke gjort det. Hendes øjne var mørke og hendes krop arret og blå efter nattens hændelser. Cayla vidste at hun havde bedt ham om at holde sig på afstand, og han havde gjort det, så hvorfor han kom ned til hende, det forstod hun ikke, hun ville ikke have ham der! ”D..De.. Det e..er ik..ke et g..godt tidspunkt,” fik hun meget anstrengt frem. Det gjorde det ikke meget lettere at kroppen skælvede og dermed rystede lænkerne over på nye områder af den arrede hud. Solens stråler ramte hende lige i ansigtet som månen ellers plejede at gøre det. Hun havde aldrig troet at hun skulle sige det, men hun savnede månen. Den gav hende en smule kontrol, og hun huskede brudstykker, nu huskede hun intet og forvandlingerne kom hvornår end det passede den, om hun var klar på det eller ikke.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde holdt afstand, udelukkende fordi Cayla havde bedt ham om det. Stod det til ham, så kæmpede de sig mod en løsning som de begge kunne leve med, og som ikke skadede deres lille pige. Det kunne godt være, at hun var ved at blive stor, men hun kunne for altid forblive som hans lille pige! Hans lille øjesten og sin fars stolte og mest værdifulde skat! At søge til det sted, som de sammen havde opdraget hende i, i det hus hvor de altid havde været lykkelige og med den tid sammen, var noget som efterlod ham med den voldsomme knude i maven, for det var noget som virkelig gjorde forbandet ondt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende.
Det kunne måske være, at det ikke var det rette tidspunkt at søge til hende på, men hvornår pokker var tiden så rigtig? Junior ønskede bestemt ikke at se hende ligge der, og det at se hende ligge der fuldkommen blottet var en ting, men badende i solens lys og svøbt ind i sølvkæder, samt være banket direkte gul og blå, var noget som gjorde hans mine langt mere anstrengt. Han havde forandret sig en hel del siden hun havde set ham sidst, og det vidste han godt. Han havde vel brug for en ny start..? En helt ny start? Han endte hastigt med at søge hen til tremmerne som selv tydeligt var bøjet.. Det var jo lang tid siden det var fuldmåne og der var jo uger til endnu! ”For pokker Cayla, hvad er der sket med dig..?!” endte han næsten febrilsk. Hun lignede jo ikke bare noget som katten havde slæbt med ind, men det stank langt væk af ekskrementer og sygdom, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det bedre. Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket mod hende. Det rette tidspunkt ville jo aldrig nogensinde komme for Caylas vedkommende, og det vidste han jo udmærket godt, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for hans vedkommende. Han endte med at vende blikket rundt efter nøglen til hendes bur. Han kunne da ikke lade hende ligge der og gøre det der mod sig selv! Det var bestemt ikke at klare den særlig godt alene! Og han nægtede at lade hende ligge der i den mundering, det var helt sikkert! ”Det bliver jo aldrig det rette tidspunkt for dig, kære.. Og det ved du godt.. Hvor er nøglen..?” endte han ganske stilfærdigt, som han tydeligt valgte at ignorere hendes egne ord. Hun havde bedt ham om at holde afstand, men så lang tid, at dette var noget som stod til at kunne koste hende livet, så var sagen straks en anden, for han nægtede at være den som skulle fortælle lille Aliyah, at hun nu var moderløs! Det var jo tydeligt, at det var der Cayla var på vej hen, og den tanke var noget som helt klart gjorde ondt!

[Deleted]

Cayla havde bedt ham om at blive ved, og det var ikke noget som hun kunne fortryde. Hun savnede ham, det gjorde hun, men hun ville hellere dø end at erkende det. Faith og Kimeya havde fundet løsninger, men det var altid endt på samme måde alligevel, så hvorfor ikke bare ende mens legen var god, så de begge slap for mere smerte end højets nødvendigt? Selv Cayla hadede at det gik ud over deres lille prinsesse, noget af det bedste som overhovedet var sket hende, og hun følte sin datters frustration og følte sig skyldig for den, men det sidste hun ønskede var se hende ende som hende selv, bange for at blive elsket og bange for at erkende at hun kunne elske, det var en stor værdi, og hun var glad for at Junior om ikke andet havde sørget for den del.
Cayla blev liggende, med hyppige vejrtrækninger i forsøget på at holde smerteni snor, det var noget hun havde kontrol over, hvilket hun havde behov for. Hun lignede noget der var løgn, og hun hadede tanken om at Junior skulle se hende sådan. Det så jo langt værre ud end det var, og det lugtede ligeså slemt. Hun havde aldrig prøvet at forvandle sig uden for fuldmånen før, ikke før efter hun havde set ham så tæt med Gina, og hun var syg.. hun havde det virkelig skidt, det var bare ikke muligt at tage ansvar for sig selv, når hun kun havde energi til at tage ansvar for en ting, og det var det bæst hun var blevet lidt. Hun forsøgte at fokusere på Junior, men han var en smule sløret, måske fordi hun havde tårer i øjnene, det eneste der fik hende til at genkende ham var duften og så den bekymrede tone. ”Jeg v..ved de..det ikke,” endte hun i en hæs hvisken. Blikket lod hun glide i, det var ikke løgn hun havde ingen idé om hvad der foregik, hun vidste bare at hun havde været syg i frygtelig lang tid efterhånden, og det gjorde det hellere ikke lettere for hende at han var der, det var.. ydmygende på sit vis. At han kaldte hende for kære, var noget som fik det til at vende sig ubehageligt i hende. Den ret havde han mistet da han valgte at følge Gina til sengs! ”Det ser v..værre ud e..end d..det ege..egentlig er. Ba..bare gå J..Junior ,” bad hun næsten i en stille bøn med øjnene lukket. Hun vidste at hun havde en tendens til at blive svag overfor ham, han havde formået at overtale hende allerede fra dengang i ruinerne, og det kunne hun bare ikke tillade ham igen! Hun kæmpede med tårerne. Hun havde ingen planer om at efterlade Aliyah moderløs, og det var vel bare.. til hun lærte at kontrollere de nye forandringer der foregik i hende? Hun skulle nok klare sig, under alle omstændighederne ønskede hun ikke hans hjælp, det ville simpelthen være for ydmygende, hvilket også var grunden til at hun ikke gav ham et praj om hvor nøglen var, den ville han ikke få brug for!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste godt at Cayla konstant sammenlignede sig med Faith og Kimeya, og et sted så kunne han jo godt forstå det, men han var for pokker ikke som sin bror, og det var noget som han så brændende ønskede at hun kunne forstå, men.. det kunne hun bare ikke, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde. Han ønskede slet ikke at det skulle gå ud over Aliyah, for den lille pige havde slet ikke fortjent det! Måske at det var noget af det bedste som var kommet ud af alt det her, men han turde da vove at påstå, at der ikke havde været noget galt mellem ham og Cayla siden de faktisk havde fundet sammen, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han kunne vel bare forsøge at respektere hendes valg, men når han kunne mærke at det var til fare for hende selv, så var det helt klart umuligt for ham og endda på alle tænkelige måder, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Cayla lignede virkelig noget som var løgn, det var noget som selv Junior kunne se! Et sted så var det noget som stak direkte smertefuldt i hans bryst. Da han havde snakket med Aliyah, havde han bestemt ikke regnet med at det var sådan her han skulle finde hende, men nu forstod han da om ikke andet, så Aliyahs bekymringer! Han rystede på hovedet, som han var gledet på knæ ved tremmerne som måtte holde dem adskilt. Han vidste skam godt, at han var direkte uønsket, men at efterlade hende på denne måde, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til! Han sukkede dæmpet, som han lukkede næverne godt omkring tremmerne og uden at tage blikket fra hende på nogen måde. ”Cayla for pokker.. Du kan da ikke blive liggende her i den tilstand,” endte han dæmpet, også selvom det et sted var mere for ham selv, end det som det var henvendt til hende, for han var da nødt til at gøre et eller andet! Han kunne sgu da ikke bare lade hende ligge der! Han vendte blikket mod hende til hendes ord. Tydeligt afvisende, men at lade hende ligge der og klare sig selv, så var det da kun tydeligt for ham at Aliyah ville ende moderløs, og han nægtede at være den som skulle fortælle hende det! Han rystede fast på hovedet. At kalde hende for hans ’kære’ var noget som kun faldt ham naturligt til når han var sammen med hende, for det havde han jo trods alt også altid gjort. Han rystede på hovedet. ”Du bor bogstavelig talt i dit eget skidt, du ligner noget som er gennemtæsket, Cayla.. Hvornår har du sidst spist et godt og solidt måltid..?” endte han frustreret, som han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han så sig omkring. Den nøgle var han altså nødt til at finde, om det så blev med eller uden hendes hjælp! ”Hvor er den, Cayla?” nærmest beordrede han med en fast mine.

[Deleted]

Cayla havde virkelig stolet på at Junior var anderledes, og hun havde aldrig betvivlet ham gennem et hav af år, for han havde aldrig givet hende grund til mistillid, selvom hun havde undret sig over.. hvorfor han ikke havde rørt hende på den måde siden Aliyahs undfangelse, hvis han foretrak Gina var det dog blevet klar for hende, for hun var jo det stik modsatte! Med andre ord havde Junior i sidste ende påvist den teori hun selv havde haft og som havde afholdt hende fra at følge sig hjerte, han gjorde præcis det samme som Kimeya og det var ikke noget som hun bare havde tænkt sig at leve med, også selvom hun var ked af at det skulle gå ud over Aliyah som altid havde været vant til at se dem lykkelige. At det så var deres datter som havde udtrykt sin bekymring vidste hun ikke, hun havde kun set hende et par gange og der havde hun virkelig forsøgt at få det til at se mindre makabert ud, ikke mindst fordi hun var flov over at ligge der, men hvad andet valg havde hun?!
Cayla lod blikket søge mod det kedelige loft som Junior gled på knæ, hun hverken ville eller kunne se på ham, han burde slet ikke være her, desuden skræmte den direkte bekymrede tone hende lidt, fordi hun vel et sted savnede at nogle viste lidt interesse for hende? Hun vidste at Moniqe og Avidan husede ham, så dem havde hun ikke meget med at gøre og Faith og Kimeya havde deres eget at slås med efter Cedrics død. Hun mærkede et stik i brystet ved tanken. Hun savnede virkelig den knægt! Hun himlede med øjnene. Hun havde ligget her i flere uger.. hvis ikke måneder hun huskede det ikke længere. ”J..jeg ha..har det f..fint,” mumlede hun sammenbidt. Så lang tid kæderne prydede hende, var det ikke til at få et ord over læberne. Det lugtede.. det vidste hun godt, men at han pointerede det for hende gjorde det ikke mindre ydmygende! Tårerne strøg lydløst ned over hendes kinder, hun håbede at han ikke bed mærke i det. Hun ville nødig fortælle ham at hun havde forsøgt at spise men ikke formåede at holde det i sig. ”L..lad værre Ju..Junior,” bad hun stille og bed sig igen i den bløde underlæbe. Hun ville ikke have ham der, kunne han ikke mere forstå det?!Det gjorde hende vred at han direkte beordrede hende til at give ham den nøgle, han skulle ikke bruge den til noget, de lænker måtte ikke fjernes foreløbig, men hun var for udmattet til at skændes. ”Jeg v..ved det ikke,” løj hun lidt træt. Hun vidste udmærket at den lå i det lille indhak i hjørnet ved cellen, så hun selv var i stand til at få fat i den, hvis nu hun ville få brug for den, men hun havde ingen intentioner om at fortælle ham det, hun ønskede ham bare ude!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde virkelig forsøgt at vise Cayla, at han var anderledes end Faith og Kimeya, ellers havde hun vel heller ikke valgt at sige ja til ham i udgangspunktet? Han kunne virkelig ikke huske eller mindes hvordan pokker han var endt i selskab med Gina, for han havde jo slet ikke ønsket at være der sammen med hende! Det var en tanke som gjorde ondt, men ikke noget som han kunne gøre om. Han havde ikke opsøgt Gina siden, men blevet ved Moniqe og Avidan. De udviste da en forståelse for ham, og de lyttede til ham, og selv det var noget som han havde brug for, det var helt sikkert! Han sukkede dæmpet alene ved tanken, for det føles virkelig som at have en kniv stikkende i hans hjerte. Det var virkelig noget som gjorde ondt, som det aldrig nogensinde havde gjort det før, og det var jo heller ikke fordi at han ønskede at det var noget som skulle gå ud over Aliyah. Deres elskede lille pige, som han ønskede at passe på, og han vidste at Cayla ønskede det samme, men det kunne hun altså ikke, hvis hun var gået i graven inden! Og det var slet ikke noget som han tillod at finde sted!
Tanken om at Cayla lå der i sit eget skidt, så var det alligevel tydeligt for ham at hun virkelig var syg. Hun havde sikkert ligget der i frygtelig lang tid, hvis han ikke tog meget fejl af hendes stædighed, for ikke at glemme at stanken kun måtte indikere det, men hun mærkede sig vel ikke engang af den mere? Tankerne omkring det, var noget som gjorde ham direkte rasende og alligevel bange, for han ønskede jo slet ikke at der skulle ske hende noget som helst! ”Jeg ved godt, at jeg er uønsket ved dig, Cayla, men du behøver bestemt ikke at lyve for mig,” endte han ganske kortfattet. Hvis der var noget som han ikke var særlig god til at tolerere, så var det helt klart løgne, og specielt når det kom til hendes ve og vel! For hun var jo voldsomt syg, det kunne han jo se! At hun så ikke ville fortælle ham, hvor nøglen var, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham! Han kunne jo mærke på sin egen krop, at hun havde ondt, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham, for det gjorde ondt! Han så sig omkring, også selvom han vidste at det ikke hjalp ham. Nøglen var lille og stedet var jo faktisk en anelse stort, for det skulle jo kunne rumme en varulv – dengang om ikke andet, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun ville ikke hjælpe ham. Det vidste han allerede. Han endte med at rejse sig, i håbet om at det ville hjælpe ham lidt mere. ”Fint.. så må jeg jo finde den selv,” endte han med en kortfattet mine, hvor han begyndte at undersøge alle kroge som han kunne komme i nærheden af – i nærheden af buret vel at mærke, for hun skulle vel også være i stand til at nå den? Den lå i nærheden, det var han sikker på!

[Deleted]

Det havde ikke været med største velvilje at hun havde sagt ja til ham i første omgang, men han havde formået at overbevise hende, og hun havde skam været lykkelig med ham.. i rigtig mange år, til hun havde fundet ham i den direkte kvalmende stilling med Gina. Tanken i sig selv var dræbende, og nu hvor hun brugte tiden alene i en kælder så havde hun ekstra god tid til at tænke på det, selvom det var det sidste hun ønskede! På trods af at hun var ild dæmon følte hun at hun brændte op, hun havde feber, det var hun slet ikke i tvivl om, desuden var den nøgne krop, dækket af et lag koldsved som glinsede i solens lys. Cayla havde altid været lidt buttet på grund af kraftig bygning og alt for god levestil hos Kimeya og Faith, men nu var der ikke meget mere tilbage end skind og knogler. Aliyah lignede hende og det gjorde hende stolt.. hun var virkelig stolt af sin lille pige og hun havde slet ingen planer om at forlade hende allerede, det var jo ikke fordi hun selv var synderlig gammel.
Lugten mærkede Cayla sig virkelig ikke af mere, det var bare blevet en del af kælderen efterhånden, hun havde forsøgt at gøre bare lidt rent et par gange, men hun havde ganske simpelt ikke haft styrken til det. Det var virkelig flovt og ydmygende at lade ham se hende på den måde, det var jo meningen at hun skulle klare sig ganske fint uden ham og hans ring på sin finger! Det var længe siden at hun i det hele taget havde fået noget at spise.. heller ikke blod og nu hvor han var der med sit bankende hjerte, så vækkede det en sult i hende, hvilket kun var endnu en grund til at han skulle holde sig langt væk fra hende! ”Jeg vil i..ikke h..have dig her,” hviskede hun en smule mere kontrolleret nu hvor hun have vænnet sig lidt til den ulidelige smerte. ”B..bliv på den anden side. J..jeg er farlig,” påpegede hun næsten febrilsk, da hun kunne se ham søge rundt lige omkring nøglen. Han havde absolut ingen ret til at befinde sig hvor han gjorde, det var hendes hjem nu, selvom hun ikke så det sådan. Intet hjem uden ham.”L..lad v..være,” endte hun igen direkte bedende. Måske hun var vred på ham ikke mindst skuffet fordi det var det sidste hun havde forventet sig af ham, men under alle omstændigheder så ville hun ikke gøre ham ondt mere end hun allerede havde gjort da hun havde bidt ham, Aliyah ville hade hende hvis hun gjorde det, og alt hun havde tilbage var sin smukke datter. Hun måtte erkende at hun ikke rigtigt forstod det helvede hun pludselig var endt i! Hvad hun ikke ville gøre bare for at kunne smide kæderne allerede, men nej det ville simpelthen være for farligt, særlig når hun følte dyret kæmpe i sit indre for at komme ud endnu engang.. det nægtede hun.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior elskede virkelig Cayla, og det havde han gjort allerede fra den første stund. Hun havde valgt at sige ja til ham, og det havde virkelig også været den lykkeligste dag i hans liv! Foruden den dag hvor han havde set lille Aliyah komme til verden! Så mange gode minder som han havde sammen med hende, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ønskede at give afkald på bare sådan uden videre.. Lige der havde han faktisk svært ved at acceptere hendes beslutning, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, men det var slet ikke noget som han kunne gøre for! Han forsøgte virkelig bare at slå sig til tåls med det hele, også selvom det bestemt heller ikke var det nemmeste for ham i det hele taget! Men han gjorde da hvad han kunne! Selvom det var tydeligt at det slet ikke var noget som hjalp nogen af dem. Hun havde bedt ham om at blive væk, og det havde han, men også kun fordi at det kunne gavne hende, og det var tydeligt for ham, at det slet ikke var gået så vidt, og det var en tanke som virkelig skræmte livet ud af ham på alle måder!
Cayla ville ikke have ham der, og det var noget som Junior allerede nu var klar over, men ikke noget som han kunne tage sig af. Af en eller anden underlig grund, så.. så var det nemmere for ham at gå imod hendes ønske nu, end det som det havde været tilbage dengang. Det bekymrede ham virkelig at se hende på den måde, også fordi at han vidste at det var fordi at det var helt galt! Ikke fordi at det var noget som hjalp ham det mindste, og specielt ikke når hun ikke ville have noget med ham at gøre, men han måtte jo forsøge! Andet kunne han da for pokker ikke gøre! ”Jeg er virkelig ligeglad Cayla, jeg efterlader dig ikke når du ser sådan ud,” endte han ganske kortfattet, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn på den ene eller den anden måde. Hun måtte bare acceptere, at han ikke gik nogen steder, før hun viste ham nogen tegn til bedring! Farlig var hun måske, men det var ikke fordi at hun havde gjort ham ondt, andet end når han virkelig havde bedt om det, og af den grund, så gjorde han ikke noget ved det. Vidste hun overhovedet hvad han var blevet til, efter hun havde sat tænderne i ham? Han rejste sig og søgte efter den lille nøgle, for han skule nok finde den et eller andet sted! Han valgte direkte at ignorere hende, idet hans blik faldt på noget skinnede ikke langt fra ham; En nøgle! Han smilede let for sig selv, som han hurtigt var henne, hvor han tog fat i den. Det måtte være den, ellers gav det ikke nogen mening for ham overhovedet. ”Der var du jo..” endte han med en tydelig tilfreds mine, som han hastigt endte henne ved døren ind til cellen som han fik låst op. Han bevægede sig roligt indenfor og med blikket hvilende på hende, tydeligt bekymret. ”Så er det jo de kæder som vi skal have af..” endte han meget sigende. Han nægtede at lade hende ligge der i dem!

[Deleted]

Cayla vidste at der var mange minder.. primært kun gode, det var sjældent de havde skændtes og når de endelig havde, så havde de altid været gode til at snakke det igennem om aftenen inden sengetid, så de kunne starte en ny dag dagen efter. Hun havde heller ikke selv lyst til at give slip på det de havde haft, men hun følte ikke rigtigt at hun havde et valg, for det han havde valgt at gøre, var den ene ting som hun ikke var i stand til at tilgive, tanken i sig selv gav hende kvalme. Hun havde aldrig været typen der bad om hjælp og nu hvor alle havde deres at slås med, så havde hun valgt at tage sine egne problemer alene, den sidste hun ønskede hjælp fra var den mand der kunne stå der og fryde sig ved tanken om hvor elendigt hun faktisk klarede det uden ham, også selvom hun ikke havde den mest fjerne idé om hvad der var gået galt, og det plagede hende jo faktisk.
Det irriterede hende næsten at han lod til at være så bekymret. Han skyldte hende absolut ingenting, og hun var bedre uden ham end hun var med ham. Han skænkede det tydeligvis ikke en tanke at det faktisk gjorde ondt på hende at have ham så tæt på sig! ”D..du gør k..kun on..ondt værre,” bed hun ham af, selvom det ikke lød så strengt som det burde have gjort, hun var træt og hun udmattet.. for udmattet til at skændes med ham, men hun ønskede bestemt ikke at han skulle passe eller pleje hende, hun kunne klare sig selv på trods af hendes kraftige ildebefindende. Kvalmen vældede op i hende, få sekunder efter var hun tvunget til at at vende ansigtet den anden vej, for at give afkald på.. mere mavesyre for hun havde absolut intet at kaste op af mere. Kæderne raslede og gled ned ved den pludselige bevægelse, hvilket var noget som kun fik hende til at slippe endnu et skrig. Det var den rene tortur! Hendes bryst hævede og sænkede sig hyppigt, som havde hun løbet et maraton. Hun var sulten.. hungrende sulten efter både blod og kød, og hendes krop var dehydreret, derfor gjorde det hende direkte rædselsslagen at han fandt nøglen! De efterhånden næsten røde øjne, betragtede ham direkte dræbende da han endte med at lukke sig selv ind i buret, selvom hun ikke kunne gøre særlig meget ved det så lang tid hun lå bastet og bundet i sølv. Hun havde bestemt ikke regnet med at han ville gå imod hendes ønske, heller ikke selvom han var den mest stædige mand hun nogensinde havde kendt, han havde i hvert fald en sjov tendens til at få hvad han ønskede sig, men ikke denne gang, det løb var kørt! ”Du rør mig ikke!!” udbrød hun næsten i en direkte hvæs. Han skulle ikke have lov til at fjerne de kæder, hun ville gøre ham ondt så sulten som hun var, slå ham ihjel, og hvad pokker ville han kunne gøre ved det? Skulle hun så fortælle Aliyah at hun var kommet til at slå hendes far ihjel? Han kunne tro nej kunne han!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Lige hvad der var sket den aften, var slet ikke noget som Junior var i stand til at forklare, om det var noget som han ville eller ikke. Dog af den grund, så kunne han slet ikke få sig selv til at fryde sig over at se hende på den måde, for det var noget som virkelig kun måtte gøre forbandet ondt for ham selv at tænke på, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Tvært imod, så stak det voldsomt til ham at se hende ligge der, også fordi at han et sted følte at.. det var hans skyld? At det var hans skyld, at hun ikke rigtigt vidste hvordan hun skulle tackle tingene? Han vidste jo også at Cayla aldrig havde været den som havde været alene, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre, for alle havde noget at slås med nu om dage, og der var hun bestemt ikke noget undtag! Han tacklede sine ting ved at snakke om det, også selvom han gentog sig selv dag efter dag for Moniqe og Avidan, men det var de ting som plagede ham, og det at de var der til at snakke med ham om det, var noget som kun gjorde det hele så meget bedre for hans vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han var dem virkelig, virkelig taknemmelige for deres værdifulde hjælp!
Junior var virkelig forbandet bange for hvad der skulle ske med hende, i det øjeblik, at han faktisk valgte at forlade stedet her. Det var ikke hans hjem længere, det var en tanke som han faktisk havde lært at leve med, selvom det helt klart var en af de mange tanker som kun gjorde ondt værre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han bed sig svagt i læben. Hans krop ønskede at lystre hvad hun bad ham om, men hans hjerte forbød ham direkte at gøre det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed tænderne kraftigt sammen, som han endt med at vende blikket direkte i retningen af hende endnu en gang. ”Du er ikke i stand til at passe på dig selv, min egen.. jeg kan jo se det på dig..” Hans stemme bar tydelige præg af den bekymring som han følte for hende, også selvom det slet ikke var noget som han gjorde bevidst. At kalde hende ved de ting, var bare det som faldt ham som det mest naturlige, selvom det bestemt heller ikke ligefrem var noget som hjalp ham på nogen som helst måde overhovedet! Nøglen fandt han og han lukkede sig hurtigt ind i cellen. Hun var udmattet, syg, træt og ikke mindst sulten, og det var.. noget som han var nødt til at passe på, det vidste han godt. Han lod sig dog ikke til at være skræmt af det af den grund. Han vendte blikket direkte mod hende. At se hende kaste.. mavesyre op, at høre hende skrige, var alt sammen noget som jog den kniv direkte i hans hjerte! Tårerne meldte sig i hans øjne. Det gjorde virkelig ondt at se hende ligge der på den måde! ”Tror du jeg ønsker at se dig lide på den måde af hjerte, sind og sjæl? Cayla for pokker, prøv at se på dig selv.. Du ligger i dine egne ekskrementer og ligner noget der er løgn! Selv Aliyah er bange for at miste sin mor!”

[Deleted]

Cayla havde slet ikke givet sig tid til en forklaring. Det havde været mere end rigeligt for hende, at se Junior bestige hende på den måde, velvidende om at han aldrig så meget som havde lagt op til det i frygtelig mange år, og hun havde endda været hans forlovede! Et sted kunne hun vel ikke lade være med at føle, at der var noget galt med hende? Hun havde aldrig rigtigt klaret sig alene, hun var måske selvstændig fordi hun altid havde været som som forsøgte at trøste Faith når Kimeya mistede hovedet hvilket skete overraskende tit, men hun havde aldrig været alene som hun var nu, og tanken skræmte hende, hun forsøgte virkelig at klare sig, men siden hun var blevet syg, de utallige forvandlingerne, det drænede hende for energi, til tider magtede hun end ikke at rejse sig, men blev i stedet bare liggende i skidtet fordi hun ikke magtede andet. Selv havde hun aldrig lært at snakke om problemerne, hun havde lært af at handle, og det var det hun havde gjort den aften. Hun havde handlet, sørget for at passe på sig selv... selvom det bestemt ikke skulle være endt på den her måde, selv hun var smart nok til at ligge to og to sammen, den aften havde udløst et eller andet, og hun vidste ikke hvad det var, men det skræmte hende.
Efterhånden måtte Cayla erkende at hun selv frygtede hvor dette skulle bære hen, for det havde stået på i evigheder nu, hvor hun var gået ud fra at det bare ville være en periode, men hun ønskede stadig ikke at han skulle hjælpe hende. Det hjalp hende heller ikke ligefrem at han påpegede at hun ikke var i stand til at klare sig selv, han fik hende til at lyde som et barn.. det var hun bestemt ikke! ”Jeg er ikke din,” fløj det ud af hende, som hun lå der med yderst sammenbidte tænder også for ikke at lade de sylespidse tænder blottes for meget. ”Jeg vil ikke have din hjælp,” gentog hun, og var kun i stand til at tale sammenhængen fordi smerten allerede havde vundet, hun kæmpede ikke for at dæmpe den nu hvor den ætsede ny hud. Tårerne løb ned af de blege kinder, men hun følte det ikke. Den vamle lugt af opkast havde nået hendes næse hvilket slet ikke gjorde det bedre. ”Ærlig talt Junior. Jeg har ingen idé om hvad der foregår, jeg forvandler mig 2-3 gange i løbet af en dag og der er stadig uger til fuldmånen, vær sød at give mig et svar på det! Jeg ved at du har oplevet fuldmånen så kom ikke og sig at du ikke ved hvad jeg snakker om, når jeg siger at jeg ikke ligefrem tænker på rengøring som det første. Desuden.. Der sker ikke noget, jeg skal bare have kontrol,” svarede hun i en lang talestrøm, før hun atter trak vejret i de små stød. ”Av for helvede,” bandede hun og betragtede de sårede håndled der mere eller mindre var ætset væk. Ondt gjorde det!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne uanset hvad ikke give Cayla den forklaring som hun i sinde, faktisk havde krav på, for han vidste ikke hvordan eller hvorfor han havde handlet som han havde gjort! Det kunne godt være, at han havde et forfærdeligt rygte, men det var ikke noget som han havde ladet sig påvirke af på den måde, og da specielt ikke på den måde her! Hun var ikke i stand til at klare sig selv, selvom det bestemt heller ikke gavnede ham at bare stå og glo på at hun havde det sådan. Det ætsende sølv, stanken af råddent kød, bræk og ekskrementer var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre! For pokker hun var syg, så hun kunne jo heller ikke klare sig selv, om det nu var noget som hun nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var! Og der var ikke noget som hun bare måtte lære at acceptere i det store og hele, for han var virkelig bekymret for hende, og det samme var Aliyah for pokker da også! Han nægtede at lade Cayla glide i døden, for det var jo tydeligt, at hun faktisk var ved at være skræmmende tæt på det, også selvom det bestemt heller ikke gjorde sagen bedre!
Det var jo ikke nogen hemmelighed, at Cayla ikke var i stand til at passe på sig selv, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere eller bedre for dem på nogen måde. Han var bekymret for hende, han kunne mærke hendes smerte, han kunne mærke hendes ubehag som havde det været hans eget, og den dunst som hun levede i, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere eller bedre for hans vedkommende. Han ville godt nok aldrig nogensinde have tilgivet sig selv, hvis han var endt med at blive væk, kun for at høre nyheden om hendes bortgang, for det var jo tydeligt at det var der det bar hen nu! Han vendte blikket mod hende. Ja.. hans var hun jo ikke mere, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han sænkede hovedet en smule og bed sig svagt i læben. ”Det.. det ved jeg godt..” endte han dæmpet. Hun gav selv afkald på ham og han mistede hende, efter alt det med Gina. Det var stadig noget som gav ham en frygtelig dårlig smag i munden! Han endte selv med at falde på knæ ikke så forbandet langt væk fra hende, kun for at lade blikket søge direkte til hendes eget, tydeligt også med en yderst alvorlig mine i ansigtet. Han ønskede for pokker ikke at ende med at miste hende! Om hun var hans eller ej, så var det undervurderet! Han rystede let på hovedet. Det var jo direkte gruopvækkende! ”Efter du satte tænderne i mig, er jeg selv en slave for den store måne, Cayla.. men kun for månen og ikke udover det, så.. det ved jeg ikke..” Han vendte blikket mod hende. Moniqe og Avidan var virkelig gode mod ham, og det var noget som han satte ekstremt stor pris på. Han endte med at tage direkte fat om den ene ende af kæderne, selvom det begyndte at ætse allerede med det samme! ”Du.. du ønsker måske ikke min hjælp, men.. jeg agter at give dig den,” endte han stilfærdigt, som han begyndte at vikle hende ud af den. Uanset hvor ondt det måtte gøre på ham selv!

[Deleted]

En forklaring var aldrig kommet på bordet, Junior havde end ikke forsøgt, så hun gik bare ud fra at der ikke var nogen god forklaring på hvorfor det var sket, for hun var jo faktisk i stand til at lytte selvom det var svært at tro i denne situation. Det irriterede hende virkelig at han formåede at fremstille hende som direkte hjælpeløs, det kunne for pokker ikke nytte noget at hun ikke var i stand til at klare sig selv, det var bare endnu en god grund til ikke at behøve hans hjælp! I det store og det hele ønskede Cayla ingen hjælp fra nogen, det lod jo til at alle havde noget at give sig til, så hvorfor plage dem med ubetydelige ting som en sygdom? Det var ikke nemt at være af den raceblanding hun var, men hun gjorde for pokker hvad hun kunne, men det lod der ikke til at være det der betød noget. Den nye vægt og manglende væske var bestemt ikke sundt, det vidste hun godt, men det ville ikke slå hende ihjel, på trods af at det til tider føltes som den rene tortur, hun forstod skam Aliyahs bekymring. Hun var jo selv bange og hvis hun havde været naiv nok til at tro at Aliyah ikke mærkede sig af det, så var det jo bare dumt, men at sige det til Junior havde bestemt ikke været meningen!
Stanken gav hende til tider hovedpine, det var ikke rart at leve i, men hun kunne knapt stå på benene for pokker. Tanken om at hun ikke var hans gjorde ondt selv på hende, men han havde afsværget hende ved at gå til Gina frem for hende.. hun kunne have stillet de behov. Hun knyttede hænderne og forsøgte at skubbe tanken bort, det nyttede jo intet at tænke på den måde nu. ”Så er vi enige,” endte hun i en direkte hæs hvisken, da skriget havde taget stort set alle hendes kræfter. Hun lod blikket møde hans. De havde antaget et mere rødt skær end de plejede efter den hårde tur. ”Det.. det ved jeg at du er, jeg kan mærke det. Det er en smertefuld til at gå igennem hver dag.. flere gange,” påpegede hun stille, et sted desperat efter at lade ham forstå at hun ikke var så miserable fordi hun ikke kunne klare sig selv, men fordi hun konstant lå i kramper og koldsved efter forvandlinger som hun ikke engang havde energi til at gennemfører? ”NEJ!” udbrød hun direkte da han begyndte at rive lænkerne af hende. Hun forsøgte at gribe fat om kæden, men endte med at slippe i endnu et skrig af kæderne jo gled over kroppen da han rev dem af. Stanken af brændt kød blev stærkere. Hun svajede i ryggen, forsøgte at tøjle smerten men det vat fuldkommen umuligt! De sylespidse tænder blev blottet næsten med det samme. Sårene ville stoppe med at gøre ondt med lidt blod, men hun havde ikke tænkt sig at tage fra ham!