Bound by pain

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne virkelig ikke give Cayla en god forklaring, uanset hvor meget han så end ønskede det, for der var ikke nogen forklaring. Der var ikke nogen forklaring på hvorfor han havde gjort som han havde gjort, for han vidste det for pokker ikke engang! Lige i denne situation, så regnede han bestemt heller ikke med at hun ville lytte til ham, uanset hvor meget han forsøgte med det, for det var slet ikke noget som hjalp ham, for det lød jo som ren indbildning og det vidste han jo godt! Han sukkede dæmpet. Det var jo heller ikke fordi at han ønskede at fremstille hende som direkte hjælpeløs, for det var jo slet ikke tilfældet, men han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, også fordi at det var tydeligt for ham, at hun slet ikke kunne passe på sig selv! Han vendte blikket stille mod hende. At se hende ligge der og selv se hvorfor han følte den smerte i sig selv, var bestemt ikke noget som han brød sig om på nogen måde. Nu forstod han de kvalmende fornemmelse han selv havde siddet med, og hvorfor Avidan havde været træt af hans klynkeri, specielt fordi at det nu gik op for ham det bånd som måtte være mellem nydøbte og skaber. Ikke fordi at han ville videre ind på det, for hun havde det fra før af.
Det var tydeligt at Cayla havde ment sine ord, og det var noget som han bare måtte lære at affinde sig med, selvom det bestemt ikke var særlig nemt. Han nikkede bare stumt. De var vel enige? Ja.. han var ikke, men han kunne jo ikke rigtigt gøre andet end bare at acceptere hvordan hun ønskede tingene, uanset hvor ondt det så end måtte gøre på ham selv, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han knælede ved hende og med blikket på hendes skikkelse. Han var selv endt som en slave for månen nu, og det var noget som han nu havde det fint med. ”Jeg kunne godt forestille mig det.. Jeg forstår bare ikke hvorfor.. flere gange om dagen? Og udenfor månen..?” Han vendte blikket direkte bekymret mod hende, for han brød sig bestemt ikke om det! Han vidste godt at de mange sår kunne lukkes hvis hun fik blod, og det var bestemt ikke noget som han ville tøve med at give hende, hvis det ville virke! Kæden ætsede sig direkte ind i hans hud, hvor han direkte måtte slippe et smertende gisp, også selvom.. nu måtte han vise sig som en mand! For en gangs skyld! Hendes smerte kunne han ikke tage sig af lige nu, for han nægtede at lade hende ligge der og så i den tilstand! Han endte med at tage hurtigt fat i hende, rev hende op til sig, så han kunne få viklet kæderne af hende. ”Drop nu den stædighed, Cayla! Du har brug for næring og energi! Tag mit blod!” Han førte hende direkte op til hans hals, som han viklede resten af hendes krop ud af kæderne, selvom det virkelig brændt i ham selv! Han nægtede at lade hende ligge der!

[Deleted]

På mange måder ville en forklaring vil.. gøre det lidt nemmere? Cayla var modsat mange andre i sin familie, i stand til at lytte, men han havde jo ikke forsøgt at skænke hende en, hvilket gjorde at hun vel.. gav sig selv skylden for ikke at være god nok til ham, selvom hun virkelig ihærdigt havde prøvet? Måske hun ikke var i stand til meget i sin tilstand, for hun var virkelig syg, hendes krop brændte op, sådan følte hun det i hvert fald, men hun ville stadig ikke have hans hjælp, hun var nødt til at lærer at klare sig uden, for hun mente det denne gang. De havde nok bare ikke været ment for hinanden, hun skulle have lyttet til sin fornuft for mange år siden, men kærlighed gjorde blind, var det ikke det man sagde?
Der var uden tvivl et bånd mellem skaber og så den døbte.. ligesom med vampyrer. Hun havde ikke været i tvivl om hans ny tilstand under sidste fuldmåne, hun havde længtes efter at komme hen til ham, hun havde delt den smerte som han følte, hvilket også fik hende til at undre sig over om han følte den smerte hun selv sad med? Det havde aldrig været meningen at hun ville bide ham i udgangspunktet, men da hun først var på vej væk havde han været hende så hengiven, hun huskede stadig deres kys forinden.. han havde aldrig kysset hende på den måde før. Cayla nikkede forpustet. ”Aha, og symptomerne ved forvandling konstant,” tilføjede hun lidt sigende og gjorde bevægelse mod kroppen der var dækket i sved, og som gik i kramper i ny og næ. Lænkerne som forlod hende var noget som direkte fik hende til at vride sig i smerte og desperation efter at komme væk fra sølvet. De var måske ikke helt enige om hvad de skulle være, men hun havde truffet en beslutning for dem begge, og han havde ikke et andet valg end at følge hende der. Inden hun nåede at reagere yderligere forlod lænkerne den sårede krop, og hun sad selv blottet, halvt om halvt i hans favn hvilket.. fyldte hende med en form for varme. Tænderne løb i vand. Hun vidste at hun ikke ville være i stand til at holde det i sig, men det virkede så fristende. Hun forsøgte forgæves at puffe ham tilbage, hun ville på ingen måde sætte tænderne i ham! ”Jeg.. nej! Jeg slår dig ihjel!” udbrød hun febrilsk men stirrede allerede på pulsåren lige foran hende, der bankede kraftigt. Hånden havde hun hævet og strøg ham gennem håret før den lagde sig til hvile i nakken. Hun var ikke i stand til at stå imod. Tænderne begravede hun i hans kød, lod dem smelte ned som brød de igennem blødt smør og begyndte at tage for sig af det søde blod. Blikket gled stille i, dyret havde taget over hende, hun ville ikke være i stand til at stoppe den kontrol havde hun allerede givet slip på, selvom det sidste hun ønskede var at gøre ham ondt!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Hele hændelsen med Gina var ene og alene, Juniors skyld. Han vidste ikke hvad der var sket, men af den grund, så var han fuldkommen overbevist om at det ikke havde noget med hende at gøre, for han vidste at hun sagtens kunne stille de lyster når de dukkede op, men.. det hele var gået op i børn og Aliyahs sikkerhed, hvilket nok havde noget med det at gøre. De havde jo slet ikke haft tid til hinanden, og det var noget som faktisk et sted også stak til ham, for han vidste, at de selv var skyld i at ende der hvor de stod nu, men at se hende ligge der, var slet ikke noget som han kunne få sig selv til at vende ryggen til og bare forlade! Uanset hvad, så elskede han hende endnu, selvom han slet ikke regnede med at kunne blive hendes eneste ene efter alt det her. Han vidste udmærket godt, at han i det daværende øjeblik, hvor hun var kommet rendende, virkelig havde lignet sin kære storebror, selvom det slet ikke havde været meningen i udgangspunktet, men ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, men det var bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele. Han kunne intet gøre ved det!
Tanken om at hun forvandlede sig ufrivilligt udenfor fuldmånen, var noget som gjorde Junior bange, for ikke at glemme, at han kunne se at hun havde feber! Hun måtte virkelig være syg, og det var bestemt ikke en tanke som han brød sig særlig meget om, men ikke noget som han kunne gøre noget ved bare sådan uden videre, selvom han virkelig ønskede det af hele sit hjerte! Han nikkede til hende. ”Jeg synes forvandlingen er smertefuld nok som den må være fra før af..” endte han dæmpet. Han havde kun været igennem den en enkelt gang eller to, men det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet! At tage fat omkring hende for at vikle kæderne af hende, vidste han, var en handling som han måtte gøre hurtigt, for det gjorde ondt! Han kunne jo for pokker selv mærke det! Han førte hendes hoved direkte op til halsen. Hvis der var nogens blod som hun skulle have, så ønskede han virkelig at det var hans hun skulle tage, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende! ”TAG DET!” endte han fast, også selvom det var tydeligt at hun mistede kontrollen mere og mere. Ikke at han var bange for det, for han ønskede virkelig bare at hun havde det godt.. og det var virkelig det eneste som havde nogen betydning for ham! Han gispede som hun satte tænderne direkte i ham, hvor han bed tænderne tydeligt sammen, selvom.. han dog ikke valgte at stoppe! Armene søgte varsomt om hende, som han slap kæderne, selvom hans hænder var så godt som ætsede væk, for han kunne ikke bruge fingrene! ”T-tag hvad du s-skal b-bruge..” endte han med en dæmpet stemme. Han ville ikke stoppe hende!

[Deleted]

De havde begge været unge da de blev forældre, Cayla havde aldrig rigtigt nået at udforske hele idéen med at være i et forhold før hun skulle forholde sig til tanken om at være, og hun fortrød bestemt ikke for Aliyah var den mest perfekte og velskabte datter man overhovedet kunne tænke sig, men de havde aldrig givet sig tid til hinanden. Hun følte vel at hun ikke var god nok? At hun ikke formåede at vække det samme i ham som før hun var blevet gravid? I det store og det hele var det ligegyldigt nu, de skulle begge videre, hun kunne tilgive meget med at se ham sammen med Gina havde bogstavelig talt fået hendes verden til at bryde sammen, hvilket.. nok var gået op for ham. Siden den aften var hun begyndt at forvandles på de mest mærkværdige tidspunkter hvilket var grunden til at hun låste sig inde, og han vidste jo hvor skidt han følte det lige op til fuldmånen, sådan havde hun det konstant nu. Om ikke andet var hun glad for at han endelig lod til at udvise lidt forståelse, frem for bare at få det til at lyde som om at hun var direkte hjælpeløs.
Cayla hørte ham knap nok tale nu hvor hun stod begravet i hans hals. Han duftede dejlig.. ren i forhold til det hun var vant til at leve i. Et halvvejs støn forlod hendes læber. Sårene lukkede sig roligt i takt med at hun tog blodet. Grebet om hans nakke strammedes en smule, desperat efter at holde ham tæt ind til sig. Hvor havde hun dog savnet ham! Et kort øjeblik vågnede hun op, bekæmpede dyrests begær, og slap ham næsten med et chok. Sårene havde næsten lukket sig helt. Tungen strøg hun over sårene for at lukke dem, før hun kraftigt skubbede ham fra sig, søgte over i den anden ende at buret væk fra ham. Blodet løb fra mundvigen og ned over den nøgne, forslåede krop. Hendes hjerte slog fast, det var sjældent at hun drak blodet. Hun begyndte at hoste, kroppen forsøgte at få næringen op igen, men da blodet ikke befandt sig i mavesækken, fik hun ikke meget mere op en det som endnu ikke var blevet optaget i kroppen. Hendes krop skælvede. ”For fanden da, Junior, jeg sagde nej!” hvæsede hun vredt og krympede sig en smule i mavesmerter, da hosten atter tvang en del op. Hun turde sværge at hun kunne slå nogen ihjel i denne tilstand det var virkelig tortur. Blikket gled omkring efter et eller andet hun kunne skjule sig med, det var først nu det for alvor var gået op for hende at hun stod blottet overfor ham, men selvom kælderen var kold var hun jo bare stoppet med at bruge tøj. Der lå et tæppe i hjørnet, hun svang det omkring sig for at skjule sig lidt, også så han ikke behøvede at se på den hårdt medtagende krop. ”Du skal gå nu,” påpegede hun tydeligt at det slet ikke stod til diskussion, et sted var hun bange for hvor meget blod hun havde taget, bange for at hun havde gjort ham ondt, men for pokker hvad skulle hun gøre?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

De havde måske ikke været særlig gamle, da de var blevet forældre, men det var slet ikke noget som havde nogen betydning for Junior, for han havde mere end glædeligt kastet sig ind i kampen, for at vise sig ikke bare som en god forlovede til hende, men også som en god far for deres datter, og han var vel lykkes halvvejs? Han havde da et glimrende forhold til hans elskede pige, også selvom han vidste, at hun elskede ham som omvendt, men at det var lige så akavet for hende, som det var for ham, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han ønskede bestemt ikke at se Cayla i den tilstand som hun lå i midt på gulvet, for det var virkelig noget af det mest smertefulde som han nogensinde havde set, men det var nu alligevel underordnet. Han ønskede virkelig bare at få den chance til og sin familie tilbage! Det var vel heller ikke meget at forlange? Men han vidste jo godt, så længe at han ikke kunne give hende en reel forklaring på hans handling, så var det slet ikke noget som han ville få det mindste ud af, selvom det bestemt heller ikke var noget som hjalp ham det mindste, men det var nu heller ikke noget som han kunne gøre noget ved! Han vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre eller noget som helst!
Tanken om at få Cayla ud af den kælder, var det som stod stærkest i Junior lige nu, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, for han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, for det var noget som virkelig gjorde forbandet ondt selv på ham! Som hun satte sig direkte i hans hals, så følte han en følelse af at være.. komplet igen. For en ganske kort stund, ganske simpelt fordi at han havde manglet hende! Han savnede hende virkelig som aldrig nogensinde før, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Som hun slap ham, skubbede sig væk fra ham, så røg han direkte ned på det møgbeskidte gulv. Han sitrede tydeligt, som han prøvede at samle sig om det som skete omkring dem, hvor han hørte hendes stemme. Han bed tænderne fast sammen. Meget havde hun taget, men slet ikke i dem mængde, at man kunne kalde det for dødeligt! Han forsøgte at vende sig om, selvom det var tydeligt akavet! Han nåede kun lige at se hen på hende for at se hende.. kaste op igen? Hans mave knudede sig fuldstændig sammen, idet han tog fat om tremmerne, kun for at have noget at holde fast i. De var jo heldigvis ikke lavet af sølv! ”Jeg… jeg går ingen steder, før du viser tegn til.. bedring..!” endte han med en tydelig beslutsomhed i stemmen, efterfulgt af et tydeligt nik, for det var sådan at det var, og det var sådan at det blev, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det var! Han tog sig til halsen. Sårene var ømme, men det var ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund!

[Deleted]

Cayla havde elsket tanken om en familie da hun først havde vænnet sig til tanken, hvilket også i det store og det hele, havde overbevist hende for alvor om at hun skulle være sammen med Junior, men hun havde virkelig været ung og aldrig rigtigt bare prøvet at være.. hans forlovede, de var jo trods alt heller ikke blevet gift, hvilket hun kun var glad for nu. De havde dog altid været der for deres lille pige, og det var ikke noget hun kunne prale af mere, hun havde jo ikke haft energi til faktisk at se til hende på slottet, desuden ville hun ikke gøre hende flov ved at vise sig i denne tilstand, også selvom hun virkelig savnede sin familie.. også Junior, derfor gjorde det hende vred at han direkte havde tvunget hende til at drikke af ham, det gjorde kun læsnglen større når hun havde hans blod i sit system. Hun elskede ham jo for pokker stadig, synet havde desværre ikke ophævet de stærke følelser hun havde fået for manden og først nu forstod hun tårerne Faith havde fældet over Kimeya, for hun havde gjort det samme, når hun lå nede i denne kælder, blottet og med lugten af helvede omkring sig, og ville have gjort alt for bare et strøg over kinden.
Selvom Cayla nu havde lagt en afstad til ham så hjælp det ærlig talt ikke det mindste, hun havde stadig lyst til at hoppe på ham, selvom hun ikke kunne holde det i sig, og nu kunne han vel også se hvorfor hun var stoppet med at prøve at spise? Tanken om at hun havde gjort ham ondt og oven i købet nydt det, gav hende en værre smag i munden end bare opkast, men han havde jo ikke givet hende et valg! Hun kunne se at han var en smule svimmel, hvilket vidnede om at hun havde taget mere en godt. Hun bed sig usikkert i læben. ”Hvordan har du det? Tog jeg for meget?” spurgte hun næsten bekymret, for det havde jo ikke været meningen! ”Drop det Junior det er mit hjem nu, og jeg nægter at gøre dig mere ondt end jeg allerede har formået. Desuden så vil jeg ikke have din hjælp, jeg vil faktisk helst ikke se dig igen,” erkendte hun lidt forsigtigt. Det gjorde ondt på hende selv at sige, men hver gang hun så ham, så hun alt det hun havde mistet. Hun kunne have givet Junior en chance, og de kunne have snakket sig mod en løsning, og hun kunne have ligget i hans favn ligesom enhver anden nat, men hun var for stolt til bare at lade sig træde på, som han havde gjort med hende. Hun havde jo vidst at Gina havde været en af hans elskerinder før hun havde mødt ham, men hun havde også troet på at det var dødt, så heldig havde hun ikke været. Hovedet slog hun træt tilbage mod væggen. Hun var træt og hvad hun ikke ville give for et bad og en varm seng hendes ryg var ødelagt efterhånden. Desværre lod det til at have lange udsigter endnu.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Tanken om familie, var noget som Junior havde gået og drømt om, og han havde haft den, også selvom det hele mere eller mindre var røget direkte i jorden, også selvom han vidste og følte at det måtte være hendes egen skyld, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han elskede virkelig Cayla, som han helt klart også elskede sin lille pige, for hans lille pige, ville Aliyah for altid være! Han ønskede virkelig ikke at der skulle ske noget med Cayla, og at se hende i den situation, var bestemt heller ikke noget som behagede ham på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som han nu ville det eller ikke. tanken om at skule mangle sin familie, var noget som han faktisk tog ekstremt hårdt på, for det var noget af det eneste som han havde, og det var resterne af det, som han virkelig klamrede sig til, selvom det bestemt heller ikke var lige nemt altid, men der var ikke noget som han kunne gøre ved det lige nu. Hun havde slået hånden af ham, hun havde valgt at tage det endelige skridt som havde skilt dem, selvom han virkelig ønskede at snakke og finde en løsning, så.. var det vel også tydeligt at der ikke var mere for ham at gøre mere.. selvom det var noget som virkelig gjorde ondt.
Tanken om at være komplet, var noget som virkelig drev Junior i øjeblikket, og det korte øjeblik som han havde fået lov til at opleve det, havde helt klart også været det hele værd. Tanken om at have hende tæt i favnen, var noget som han virkelig nød forbandet godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han lukkede armene godt og trygt omkring hende, også selvom det var en kort glæde, da hun endte med at slippe ham og han endte med at ryge direkte i gulvet, kun for at kæmpe sig op, tydeligt svimmel og en anelse omtumlet. At hun direkte endte med at vise ham bekymring, forundrede ham faktisk, også fordi at hun havde gået så meget op i at han slet ikke skulle tæt på hende. Han vendte blikket mod hende. Det havde slået benene en smule væk under ham, at hun havde taget så meget og så hurtigt, men det var ikke noget som han ikke kunne vænne sig til! Desuden ønskede han heller ikke at hun skulle tage blod fra andre end ham! Han rystede let på hovedet. ”Jeg har det fint, Cayla.. Jeg er nok mere bekymret for dig.. end jeg er for mig,” endte han ganske sigende. For pokker selv det lille blod hun havde fået, havde hun kastet op! Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. ”Jeg lader ikke dig blive liggende hernede, Cayla.. Ikke i den tilstand,” endte han endnu en gang. Han lod hovedet søge let på sned. At hun havde skjult sig under et tæppe, sagde han nu intet til, for hun havde ikke noget som han ikke havde set før. ”Hvad med et varmt bad..? Tror du at det vil hjælpe lidt? Du er syg, Cayla.. Lad mig nu hjælpe dig lidt..” endte han dæmpet.

[Deleted]

Måske familie som oftest var enhver kvindes drøm og stolthed, så havde det været anderledes for Cayla, hun havde haft den idé at hun ikke var værd at elske, og at hun ikke kunne elske i frygt for at hun skulle ende såret, men alligevel så var hun blevet lykkelig med Junior ved siden side og med deres smukke datter, det var virkelig det bedste der nogensinde var sket hende. Junior var den perfekte mand, hun elskede ham højere end noget andet foruden Aliyah men hun kunne ikke få sig selv til bare at tilgive ham og lade som ingenting. Det havde været rart at sidde i hans favn og endnu mere rart at tage blod fra ham, mikke mindst fordi det var en forbandet intim kontakt som hun i den grad havde savnet, men han havde heller ingen ret til at tvinge hende på den måde! Hun blev siddende med tæppet omkring sig, måske der ikke var noget han ikke havde set, men hun var ikke andet end skind og ben bogstavelig talt, hvor hun ellers altid havde haft lidt på sidebenene ligesom Aliyah havde det.
Junior var svimmel det kunne hun se og det bekymrede at se ham direkte omtumlet, hun havde jo slet ikke ville tage hans blod. Det meste var kommet op igen og lå for hendes fødder, mens andet var løbet ned over hendes krop og havde sat voldsomme spor. ”Du ser ikke fin ud,” påpegede hun og valgte bevidst at overhøre ordene omkring hans bekymringer, der var ingen grund til at være urolig, hun skulle nok klare sig. ”Jeg ved ikke hvor lang tid jeg har været her,” erkendte hun lidt omtumlet, hun var jo heller ikke vant til blod på samme måde mere, det var ikke fordi hun gav sig tid til at jage. Blikket gled mod ham. Et bad lød fantastisk! Hun stank af opkast og diverse andre mindre delikate ting, desuden havde hun badet konstant i koldsved i så lang tid, hun længtes virkelig efter et bad. Hun overvejede det lidt.. hvad hvis hun begyndte at forvandle sig? ”Jeg.. Et bad ville være fantastisk Junior, men du ville ikke kunne holde mig hvis.. hvis jeg forvandler mig,” afsluttede hun lidt usikkert. Hovedet gled på sned tanken om det varme vand var ellers noget som fristede mere end noget andet, hun vidste ikke engang hvordan der så ud oven på mere, for hun havde ikke set det i lang tid. Hun sukkede. Han havde ikke tænkt sig at gå, det kunne hun godt fornemme. ”Jeg forstår ikke hvad du laver her, eller hvorfor du forsøger.. Du var sammen med en anden Junior, hvad får dig til at tro at jeg vil have dig her?” spurgte hun direkte og fumlede usikkert med hænderne. Hun var jo nødt til at spørge, især fordi hun stadig gik i troen om at hun ikke havde været god nok, hun forstod ham ikke, selvom hun altid havde vidst at han var en modig og stædig mand, men dette var den ene gang hvor han ikke ville få sin vilje.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Selv de fleste dvasianere ønskede sig en familie, og Junior følte sig virkelig beæret over at have fået en, også selvom det hele var mistet så voldsomt igen, så man skulle tro at det var løgn, og det var noget som virkelig gjorde ondt for ham at skulle tænke på, men ikke noget som han kunne gøre noget ved som sådan, om det var noget som han nu ville det eller ikke, men det var nu ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han vendte blikket mod hende endnu en gang, næsten som han selv forsøgte at søge den forståelse som han havde brug for, men han forstod så til gengæld godt, at han ikke kunne få den, når hun ikke forstod at han havde gjort som han havde gjort, men.. det var nu ikke noget som han kunne give hende, og det var faktisk noget som kun gjorde ondt værre for hans eget vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt for ham, for han var virkelig præget af en voldsom og evig frustration!
Junior var endt en anelse omtåget, men det var ikke fordi at det var farligt! Han skulle nok klare sig, og til lighed med Cayla, så var han da frisk som en fisk! Han vendte blikket mod hende, som han roligt slap tremmerne. Han kunne da i det mindste stå selv, og det var noget som han selvfølgelig var frygtelig glad for! ”Jeg har det fint Cayla,” endte han ganske kortfattet og med en mere afvisende tone, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han sukkede dæmpet og vendte blikket mod hende endnu en gang, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Du har da ligget hernede længe nok, Cayla.. Kom med op ovenpå.. Jeg skal nok sørge for at.. du ikke forvandler dig, uden at du er i trygge omgivelser,” endte han dæmpet. Han ønskede slet ikke at komme hende i vejen, hvis det var noget som han kunne undgå, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han ønskede egentlig kun at se hende smile lidt, om det så var af noget som han sagde, eller noget som han gjorde, for han ønskede bare at se hende lidt mere frisk. Han lod hovedet søge let på sned. ”Du kan kalde, hvis det går galt? Jeg sidder udenfor døren.. bare.. kom lidt op af kælderen, Cayla..” bad han dæmpet. Han ønskede ikke at se hende ligge der. Det var bestemt heller ikke fordi at han lagde sådan et pres på hende med vilje, men han ønskede bare at puffe hende lidt i den rigtige retning! At hun direkte skulle påpege ham det som han havde gjort, var noget som fik hans mine til at spænde sig en anelse mere. Han lod blikket falde. ”Jeg.. jeg ved ikke hvordan jeg endte der med hende, Cayla.. Og jeg kan ikke give dig en forklaring på det.. Jeg ved ikke hvad der skete den aften.. men af den grund, så ønsker jeg at hjælpe dig,” sagde han prøvende. Han mente det jo. Han ønskede hende jo det bedste!

[Deleted]

De havde brugt år på at opbygge noget som nu var faldet til jorden. Tilliden til ham deriblandt, hvilket også var grunden til at de ikke havde en chance. Cayla måtte dog erkende at det efterlod hende med en ringe smag i munden når det kom til Aliyah, for det var uden tvivl noget som havde påvirket deres datter. Hun ville gerne forstå Junior, hun ville gerne lukke ham ind og lade ham holde hende tæt ind til sig, for det var noget som hun havde behov for, men det ville gøre ondt værre, næste gang han besluttede sig for at gøre det samme, og det var hendes erfaring at der ville blive en næste gang. Usikkert kom hun på benene, endnu med kappen om sig blot for at dække sig en smule, han skulle ikke have lov til at se hende på den måde! Det gjorde hende direkte bekymret at han var så omtumlet hun havde jo ingen idé om hvor meget hun havde taget.. hun havde lyst til mere, følelsen af at give en del af sig selv og modtage en del af ham, var noget som virkelig satte en længsel i hende. Cayla sukkede direkte opgivende og så på ham med lidt usikre øjne. Han havde ikke tænkt sig at give op, og pludselig var hun igen fristet til at følge hans forslag, mest fordi hun virkelig længtes efter at blive ren. ”Jeg er stærkere end dig Junior, særlig som et bæst. Jeg vil virkelig ikke gøre dig ondt,” endte hun med usikkerhed, for hun frygtede at hun kunne komme til at gøre det hvis først en af forvandlingerne tog til, også selvom det var usandsynligt hun var jo lige blevet menneskelig igen. ”Fint. Men du må love mig at smide mig direkte tilbage hvis forvandlingen går i gang,” endte hun lidt medgivende og dog med en streng mine. Han skulle love det. Med usikre skridt kom hun ham i møde, tænderne klaprede. Det var en irriterende grænse mellem kulde og varme og hun kunne bare ikke finde den! Sveden dryppede fra hendes pande ned over det blodige ansigt. Hun stoppede op foran ham og så ham i øjnene. Det gjorde ondt at tale om, men hun forsøgte vel også bare at bevise at hun selv slog sig til tåls med den beslutning hun havde taget? ”Jeg ved heller ikke hvad der skete, men det skete, og tanken.. giver mig mere kvalme end alle disse svedture. Det er ikke nemt for mig at give slip på dig, Junior, det gør ondt at have dig her, det er ydmygende at du skal se mig sådan her. Derfor beder jeg dig inderligt om at gå så snart jeg er færdig med badet og er tilbage i kælderen,” endte hun stille og lod blikket fyldes med tårer, for det var jo sandt. Hun frygtede ikke at fortælle hvad hun følte, for hvorfor skulle hun? Hun håbede bare på at han ville forstå hende, de havde jo været sammen længe og selvom han havde skuffet hende, så hviskede det desværre ikke alle følelserne bort, selvom det ville have gjort alting en hel del lettere ingen tvivl om det!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste godt at tilliden til ham var væk, også selvom det slet ikke var noget som gjorde det bedre for ham, for han ønskede virkelig at rette op på det som han havde gjort, men den mulighed havde han bare ikke, og han regnede bestemt heller ikke med at få muligheden af den grund, men det var nu ikke noget so han kunne gøre ved det, og han ønskede bestemt heller ikke at lægge pres hvis det var noget som han ellers kunne undgå i den anden ende, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han bed tænderne let sammen. Hun var da om ikke andet, så bare lidt samarbejdsvillig, men det var skam også noget som hjalp ham en anelse, men kun lidt da. Han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang og med den rolige og ganske sigende mine. Hun var stærkere end ham, men af den grund, så.. havde hun jo faktisk kun gjort skade på ham i sin menneskelige skikkelse. Han betragtede hende med en ganske sigende mine. ”Du er måske stærkere end mig, men.. du har aldrig gjort skade på mig i din skikkelse af ulv. Jeg er ikke bange for den.. Ikke før den faktisk viser sig truende overfor mig,” endte han ganske stilfærdigt, også selvom det faktisk var ord som han måtte mene, om det var noget som hun ville det eller ikke. Det at hun udviste den bekymring for ham, for det beviste vel bare for ham, at han ikke var så ligegyldig for hende, som hun ellers havde givet udtryk for.
At lægge hende ned i denne kælder igen, var bestemt ikke noget som han var meget for, for den var virkelig ved at være temmelig ulækker! Det stank virkelig noget så frygtelig voldsomt! Men han kunne jo ikke gøre noget ved det af den grund. Han holdt øje med hende, som hun roligt måtte komme ham i møde, for det var ikke noget som han havde noget imod. Han kunne faktisk godt lide, at hun kom ham i møde, og faktisk åbnede lidt op for ham, selvom det slet ikke var noget som han kunne gøre noget ved. Ordene gjorde ondt, men han kunne godt forstå hende! Han nikkede stille, som han hævede hånden og varsomt strøg den mod hendes kind. ”Jeg ved godt du ikke ønsker mig i din nærhed, Cayla, men jeg kan til gengæld godt forstå det. Jeg går så snart jeg ser tegn til bedring. Jeg holder mig væk fra dig.. du.. vil knapt nok ænse at jeg er her.. Jeg ønsker bare at se dig frisk.. at holde føde i dig, okay? Jeg er bekymret og Aliyah det samme.. og fortsætter du som nu, så er jeg sikker på, at du ved hvad der sker,” endte han dæmpet, også selvom han var ganske alvorlig i sine ord og sin udtalelse, men ikke noget som han kunne gøre noget ved fra før af. Hun var nødt til at vide at der var nogen omkring hende, som faktisk var bekymret for hende og hendes vel!

[Deleted]

Tilliden havde hun ikke længere til ham, og hun var bange for at han havde haft den ene chance som han havde spildt ved at søge til en anden kvinde, hun burde måske tænke på familien frem for sig selv, men lige i dette tilfælde var hun nødt til at være egoistisk, hun kunne ikke ligge sig ved siden af en mand velvidende at han ønskede en anden kvinde i hendes sted, hvilket hun selvfølgelig håbede at Aliyah ville forstå en dag, også selvom hun godt vidste at hun i øjeblikket var vred på hende. Det var gået op for hende at Junior ønskede at hjælpe og hun vidste at han ikke havde tænkt sig at give op, men Cayla håbede at han var klar over, at han ikke ville få noget ud af det med henblik på det de havde haft, hun havde lagt ringen og sådan forblev det, selvom det gjorde ondt selv på hende, hun elskede ham jo! ”Jeg plejer ikke at være aggressiv. Se mig nu,” påpegede hun lidt sigende og åbnede tæppet en smule for at afsløre den nøgne krop, der var blevet banket gul og blå i forsøget på at komme ud af cellen. Hun lukkede roligt til igen. Sandheden var at hun ikke længere kunne garantere for hans sikkerhed, hun havde jo ingen kontrol. Skulle en forvandling gå i gang var hun tvunget ned i kælderen igen uanset hvor lækker den var! ”Lov mig det,” endte hun endnu engang. Før ville hun ikke forlade cellen. Hånden mod kinden var noget som faktisk satte en varme i hende, alligevel hævede hun hurtigt sin egen for at fjerne den, med et lille hovedryst. Hun ønskede ikke hans berøringer, det lod ikke til at han forstod et ord af hvad hun sagde, hvilket hun fandt irriterende! I samme øjeblik hun havde sluppet tæppet faldt det for hendes fødder og efterlod den sølle skikkelse blottet og skælvende. Hun sukkede tungt. ”Nej det kan jeg ikke lade dig. Jeg ønsker ikke berøringer, titler eller kærlige ord, Junior, ikke fra dig. Jeg ville have dig ude inden daggry, forstår du ikke hvor svært det er i forvejen?! Jeg skal nok tage mig af Aliyah, hun er også min datter, og hendes bekymring er mit ansvar, ikke dit,” endte hun en smule hidsigt, for det frustrerede hende virkelig at han lod til at tage så let på det hele. ”Jeg falder ikke bort. Det handler om kontrol, det er som om hver del i mig er blevet stærkere og nu kæmper om at være den stærkeste, jeg bliver rask så snart jeg lærer at tøjle dem. Det kan du ikke hjælpe mig med,” afviste hun en smule irritabel også selvom hun faktisk ikke havde nogen idé om det. Hånden løb igennem det fedtede røde hår, der ikke var blevet vasket i uger. Hun var på ingen måde repræsentabel, det var noget så ydmygende, ingen tvivl om det!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste skam godt at tilliden til ham var væk.. borte med blæsten, og det sikkert var umuligt for ham at få genvundet bare lidt af den, men han ønskede faktisk at vise hende at han var en som hun kunne stole på! For det var han altså! Det var nu heller ikke fordi at det var noget som han ønskede at bringe op til nogen diskussion, selvom han næsten kunne sige sig, at det måtte være ganske frustrerende for ham. Normalt var hun ikke aggressiv overfor ham, og han var bestemt ikke bange for ulven i hende, for den havde aldrig nogensinde gjort ham noget, om det var noget som hun nu ville det eller ikke. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, også selvom han endte med at nikke. ”Du plejer aldrig nogensinde at være aggressiv overfor mig af den grund. Jeg har siddet i dit bur i årevis igennem den forvandling, og aldrig har du gjort mig noget.. skulle det være anderledes nu?” endte han dæmpet, også selvom han faktisk mente det, for det var ikke noget som han kunne se. Et sted så følte han vel også at han var trængt lidt op i en krog, selvom han slet ikke gjorde det med vilje. Han ønskede hende virkelig bare det bedste, og det var selvfølgelig at det var hendes ve og vel, som var det vigtigste for ham, så selvfølgelig var det heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. ”….. Udmærket..” Han vendte blikket let rundt omkring sig, inden han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Jeg skal nok føre dig ned i kælderen igen,” endte han sigende.
Det var slet ikke fordi at Junior ønskede at bringe hende noget ubehag.. tvært imod, så ønskede han virkelig det modsatte, så det var bestemt ikke noget som sagde så lidt! Han vendte blikket direkte mod hende, som hun endte med at slå hans hånd væk, hvor han roligt trak den til sig. Det var jo tydeligt en afvisning for ham, og det var noget som helt klart også måtte gøre frygtelig, frygtelig ondt for hans vedkommende. ”Som det ser ud på nuværende tidspunkt, så tror jeg ikke at det er en kontrol som du kan finde alene, Cayla… Men udmærket. Hvis du vil have mig ude ved daggry, så må det jo være sådan,” begyndte han med en ganske sigende stemme, også selvom han slet ikke så det mindste væk fra hende. Han var dog langt fra færdig med hende på nuværende tidspunkt, og fik hun ondt, så ville han i den grad også være den første som ville stå der igen, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, så var det jo bare noget som hun måtte finde sig i! ”Jeg kan mærke når du har ondt.. Og når jeg kan mærke det, så står jeg her igen.. Jeg hæmmer ikke før du viser tegn til bedring,” endte han mere kortfattet.

[Deleted]

Måske Cayla aldrig havde gjort ham noget i sin anden skikkelse, men tiderne forandrede sig jo. Hun vidste også at hun aldrig havde været aggressiv generelt, hvilket også var grunden til at han havde fået lov til at sidde med hende i buret gennem natten. Under månen havde hun til dels opnået kontrol, og det havde hun på ingen måde nu, desuden stolede hun slet ikke noget på Junior til at lukke ham ind på den måde! ”Fordi Junior.. jeg er vred, det gør mig aggressiv, desuden har jeg slet ikke den kontrol som jeg normalt har under månen, så undervurder det ikke,” bed hun ham af. Hun var virkelig blevet trængt op i en krog og hun hadede det! Junior gik ingen steder og hun ville ikke have ham der, det var trættende at kæmpe mod noget som hun i virkeligheden ønskede, for.. hun kunne jo godt lide ikke at være alene, at der var nogle som faktisk udviste lidt interesse for hvordan hun havde det, men under alle omstændigheder også ydmygende!
Hun åndede lettede op da han endelig gik med til at smide hende tilbage når tiden var inde. Hun nikkede lidt mindre anspændt end hun havde været før. ”Udemærket, så.. lad os gå op,” endte hun med undertone af usikkerhed. Blikket slog hun ned i jorden, det var svært at se ham i øjnene, særlig fordi afvisningen ikke havde været særlig beslutsom, og han skulle ikke have lov til at opfange nogle forkerte signaler, men hun ønskede jo inderst inde hans berøringer! Han gjorde hende stædig. Hun knyttede hænderne, lod neglene borer sig ind i de ømtålelige håndflader. ”Det er jeg bare nødt til, jeg kan ikke være afhængig af folk sig dig eller mine forældre gennem hele livet. Det her er jeg nødt til at klare selv, derfor vil jeg have dig ude hurtigst muligt,” endte hun direkte, og hævede halvt om halvt blikket mod hans. Cayla trådte forbi ham men standsede op i åbningen ind til cellen med et direkte dræbende blik. ”Jeg siger det kun én gang til Junior.. Jeg vil ikke have dig her, du gør kun ondt værre! Om jeg så skal dække huset til i sølv så må jeg gøre det,” svarede hun fast. Det stædige æsel irriterede hende, for han fik altid sin vilje i sidste ende, men han ville ikke få hende denne gang, det var helt sikkert! Hun drejede på hælen og forlod cellen, for at stirrer opgivende på trappen. Hendes ben skælvede så meget at det virkede fuldkommen umuligt at komme op, alligevel tog hun fat om gelænderet og forsøgte at kæmpe sig op af tre sølle trin før hun måtte klamre sig fast til gelænderet for ikke at falde. Det var pinligt. ”Jeg.. tror jeg får brug for en hånd,” påpegede hun yderst stilfærdigt, for hun hadede virkelig at bede om hjælp!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Tiderne forandrede sig selvfølgelig, men Junior var mere end villig til at tage chancen og løbe risikoen, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han stolede nok mere på dyret i hende, end det som han stolede på hende som person, også fordi at det dyr aldrig havde været aggressiv overfor ham, og dyret var jo styret af helt andre instinkter end det som hun var som person, men.. han kunne vel tage fejl? Han sukkede dæmpet, næsten opgivende, for det var også her at han følte at han blev trængt direkte op i en krog, og det var bestemt ikke fordi at det var noget som han kunne gøre noget ved af den grund. ”Jeg skal nok tage mine forholdsregler,” endte han dæmpet, for det var tydeligt at Cayla ikke ligefrem gav ham noget andet valg. Han brød sig dog ikke om at se hende på den måde af den grund! Han betragtede hende med en ganske sigende og stilfærdig mine, for det var noget som faktisk måtte irritere ham et sted, for det var ikke bare ham som var stædig, men lige så også hende! Han skulle nok sørge for at hun kom tilbage til kælderen, også selvom det slet ikke var noget som han brød sig om. Det som han dog alligevel bed sig mærke i, var at hun var holdt op til dels med at krampe nu hvor han var der, men det var nu ikke noget som han sagde noget til i den anden ende, men det var nu bare sådan at det var. ”Det.. det lyder som en meget god idé,” endte han dæmpet og med en ganske sigende mine.
Tanken om at kunne få muligheden for at pusle lidt om Cayla, var noget som Junior mere end glædeligt tog til sig! Også selvom han vidste at Cayla nok ikke ville definere det på den måde, men så lang tid hun var i bad, kunne han vel gøre lidt med kælderen hernede? Som at få den rengjort en anelse? For han ønskede bestemt ikke at se sit livs kærlighed skulle ligge i sit eget skidt, for det var slet ikke noget som han brød sig meget om på nogen måde! Hun ønskede ikke at være afhængig, og det var noget som han skam godt kunne forstå, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det nemmere for ham. Han nikkede bare stumt, for han ville ikke gøre det til et kæmpe skænderi, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for. ”Jeg fornemmer når jeg er uønsket, men jeg nægter stadig at skulle fortælle Aliyah at hendes mor er væk,” endte han ganske spist. Han nåede roligt hen til hende ved trappen, hvor han roligt lod armen glide omkring hende. ”Støt dig til mig,” endte han dæmpet, som han roligt førte hende med sig op af trappen, for at komme op til badeværelset.