Bound by pain

[Deleted]

Aliyah fortjente mere end det de gav dem i øjeblikket, i og med de var forvirret, så vidste hun godt at deres datter var det samme, hvilket hun jo heler ikke ønskede, men hun ville heller ikke føle sig presset til at tilgive en mand som virkelig havde dolket en kniv i hendes hjerte. Der var meget hun var villig til at gøre for Aliyah, men hun var efterhånden ved at være en voksen kvinde, hun skulle før eller siden vide, at ingenting var så perfekt som det hende og Junior havde haft, når noget virkede for godt til at være sandt, så var det, det som regel, og Faith og Kimeya var blevet sammen for børnenes skyld, det var heller ikke en fejl hun ville begå. Nu levede hun selv i sit eget skidt og hun var bestemt ikke stolt af det. ”Jeg vil bare ikke være til besvær for nogen, det er det,” løj hun og slog igen blikket ned. Hun vidste godt at der var rigtig mange ting han skulle vænne sig til, og månen var bestemt en hård en at gå igennem, derfor var hun oprigtigt ked af at have mistet besindelsen den aften, hun ønskede jo ikke at gøre ham ondt. Hun nikkede stilfærdsigt. Det var jo faktisk hendes arbejde at lærer ham at kontrollere alle de ting, så lige der så hun intet andet valg. ”Jo selvfølgelig. Jeg kan godt hjælpe dig,” endte hun næsten med en lettelse over, at hun faktisk kunne gøre noget godt for ham for en gangs skyld.
Hånden mod hans knæ fjernede hun hurtigt igen, mest fordi hun ikke rigtigt kunne finde sin egen grænse. På den ene side så ønskede hun virkelig at få ham tæt på sig med på den anden side så væmmedes hun ved tanken om at han i det hele taget skulle røre hende. Det var ikke meningen at hun ville give ham blod på tanden, for hun ville ganske vidst lytte til ham, men om de kunne finde en løsning var hun virkelig ikke sikker på. Tårerne søgte ned over hendes kinder, nu hvor hun ikke længere var i stand til at holde dem tilbage. Det gjorde forbandet ondt at tænke på, og hun følte sig.. forkert. Selvom det var modvilligt slap hun stille og hævede blikket mod ham, med en direkte opløst mine. Hun ønskede ikke at vise sine tårer, men hvilket andet valg havde hun? Cayla vidste godt at de var gået ekstremt meget op i Aliyah særlig fordi brænden havde givet hende de skavanker. ”Jeg.. jeg ved det godt,” medgav hun stille og snøftede igen. Hun hadede at høre ham give hende de ord nu, for det var vel bare for sent? ”Men hvorfor... føler jeg mig så, så forbandet forkert? Jeg fortryder intet, vi har fået den smukkeste lille pige men.. jeg ved ikke, jeg er bange for at det er alt hvad jeg er. Hende der skal føde dine børn. Jeg elsker dig, og det gør det svært, for jeg både væmmes og varmes ved at have dig her,” endte hun direkte hjælpeløst, for hun havde ingen idé om hvad hun skulle gøre! Blikket forlod hans, hun kunne ikke se ham i øjnene, det kunne hun simpelthen ikke!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Aliyah var forvirret, ligesom de andre var, og det var slet ikke en tanke som Junior brød sig særlig meget om, ,en det var n bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Tanken var bestemt ikke noget som gavnede ham som sådan, men.. han forsøgte virkelig, for han ønskede at finde en løsning som de begge kunne leve med, og så heldig havde han ikke været til nu, og det var en tanke som virkelig måtte frustrere ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ikke. Han betragtede hende med en temmelig sigende mine. ”Du har altid været en elendig løgner Cayla.. Jeg ønsker jo bare at hjælpe dig, så.. lad mig,” bad han stille. Der var frygtelig mange ting som de begge skulle til at vænne sig til, og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hans vedkommende, det var helt sikkert! Han vendte blikket roligt mod hende. At hun indvilget i at hjælpe ham, var noget som selvfølgelig var noget som gjorde ham rigtig glad, det var helt sikkert. Han trak svagt på smilebåndet. ”Det ville jeg være frygtelig, frygtelig glad for,” endte han med en direkte glædelig mine, for det var helt klart noget som betød utrolig meget for ham!
Junior kunne godt se at Cayla ikke havde det nemt, og lige på det punkt, så vidste han skam godt, at det var ene og alene hans egen skyld, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham, for det gjorde det bestemt heller ikke! Han var virkelig bange for at miste hende nu, og skulle meddele det til Aliyah, for det var slet ikke noget som han ønskede sig på nogen måde overhovedet! Han betragtede hende sigende, som han lod hånden søge mod hendes kind. Forkert var hun på ingen måde! Hun var perfekt.. perfekt på sin helt egen måde, og han havde fundet absolut alt som han kunne ønske sig ved en kvinde, og det var noget som han virkelig ønskede at holde fast i, hvis det var noget som han kunne komme til det selvfølgelig! ”Jeg ønsker ikke andre end dig til at føde mine elskede børn, Cayla.. Jeg har gjort mange fatale fejl igennem mit liv, men du er bestemt ikke en af dem! Du behøver ikke frygte for hvad du er.. din klodsethed, var noget som gav dig en charme.. dine smil gjorde mig blød i knæene.. og dine kys var mig ubeskrivelig. Jeg elsker dig.. det gør jeg virkelig! Kunne jeg gøre den aften om, så havde jeg allerede gjort det, men.. det kan jeg ikke. Jeg ved endnu ikke hvad der skete, men jeg vil finde ud af det..! Giv mig en chance til Cayla.. Jeg lover ikke at svigte dig!” endte han dæmpet.

[Deleted]

Der var ikke meget at gøre ved det, foruden at finde den bedst mulige løsning hvis det ville være en mulighed om ikke andet. Det vigtigste var vel at de fik snakket, og ikke andet forsøgte at få nogle af deres utallige problemet ud af verden? Det var gået op for Cayla at Junior i det store og det hele bare ønskede at hjælpe hende, hun vidste bare ikke om hun kunne tage imod, for hun var jo nødt til at lære, at klare sig uden ham. Hun kunne ikke lyve og særligt ikke for ham, han kendte hendes signaler og kropssprog, bedre end han nok kendte sig selv efterhånden. ”Jeg må jo lære at klare mig alene før eller siden, Junior. Jeg tror ikke at du er den rigtige til at hjælpe mig,” endte hun dæmpet og forsøgte at lade ordene var upåvirket af tårerne der endnu faldt. Hun var for alvor begyndt at skælve igen, men det var nok ligeså meget af frustration som det var så meget andet. Det var virkelig ikke nemt at finde grænsen mellem hvor meget hun kunne lukke ham ind og hvor meget hun var tvunget til at at afvise ham, men når det kom til den nye race, så var han hendes ansvar, så lang tid de ikke løb i flok, og det ville ikke være en mulighed for hende eftersom hun ikke var fuldblods. Hun hørte egentlig ikke rigtigt til nogle steder. ”Du er mit ansvar Junior. I og med at jeg bed dig den aften, så må jeg lære dig hvad det betyder,” svarede hun stille. Hun forsøgte sig med et smil bag de mange tårer, men det endte igen mere ud i en grimasse end i noget andet.
Cayla havde ondt og det kunne han nok heller ikke være i tvivl om, også selvom hun ikke ligefrem nød at indvie ham for meget i det. Hånden fik for nu lov til at hvile mod hendes kind, selvom hun heller ikke søgte den på nogen måde. Kinderne brændte og det var forfærdeligt at sidde og fælde alle de tårer overfor ham, hun følte sig virkelig ydmyget og pinligt berørt. Hun havde altid været lidt mere buttet, og hendes ansigt var meget markant, ingen før ham havde rigtigt vist nogen synderlig interesse, og nu hvor hun ikke andet end en omgang mørbanket skind og ben, var det noget under at hun ikke føle sig som noget særligt? Den røde farve steg i hendes kinder. Hun hadede den, det var barnligt, men hun kunne jo ikke selv styrer det! At han bad om en chance til var dog noget som omgående fik hende til at stivne. ”Jeg.. men.. Jeg elsker dig Junior, det er slet ikke det, men jeg er ikke sikker på at jeg er klar til at give dig en chance for at bevise noget som helst. Synet af dig og Gina har plaget mig siden, det er ren tortur, og jeg ved ikke om jeg skal væmmes når du røre mig eller om jeg skal føle behag. Jeg ved ikke hvor grænsen går, og jeg føler mig bare ikke god nok til dig.. Det har jeg nok aldrig gjort,” erkendte hun dæmpet og slog blikket tilbage i skødet. Han havde lovet før ikke at svigte hende og her sad de, hun var virkelig ikke sikker på at hun turde.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior ønskede kun at hjælpe Cayla, men det var vel heller ikke så underligt igen, når det var hende som han elskede som intet andet? Han elskede hende virkelig, og selvfølgelig frustrerede det ham virkelig, at det ikke var noget som han kunne vise hende, for det var åbenbart ikke noget som hun tillod ham at gøre? Det gjorde ondt, for det var jo kun de gode intentioner som han havde ved det hele! Han vendte blikket mod hende. Han var måske ikke den som burde hjælpe hende? Hvorfor ikke..? Selvfølgelig var han da det! Han ønskede hende jo bare det bedste, og det var jo uden bagtanker til en masse andet! Hvis det var sådan her hun ønskede det, så måtte han jo acceptere det, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, men han forsøgte da om ikke andet! ”Jeg.. jeg er da ked af det, hvis det er sådan du har med det..” endte han dæmpet og en anelse mere sammenbidt, for det var bestemt ikke noget som han var fuldt ud tilfreds med selv, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han trak vejret dybt og nikkede så. Betød det virkelig så meget med det bid? Han kunne godt forstå det, hvis det mindede om en vampyrs, men.. alligevel? ”Har det virkelig så stor en betydning..?” spurgte han næsten overrasket. Han ønskede jo at vide det.. for ikke at glemme, hvad det var at han havde at forholde sig til i den anden ende, men det var nu bare sådan at det var.
Tanken om at Cayla aldrig havde følt sig god nok til ham, var noget som klemte voldsomt omkring hans hjerte, for det var slet ikke en tanke som han brød sig særlig meget om! Han vendte blikket mod hende, også selvom det var en tydelig usikkerhed i hans mine, som han ikke just kunne gøre noget ved i den anden ende. Han bed sig svagt i læben. Han lod dog alligevel hånden hvile mod hendes kind. ”Cayla.. Jeg ønsker ikke en chance på samme grundlag som.. det som vi har haft,” fortsatte han stille, som han roligt betragtede sig af hende. Han lod hovedet søge let på sned. Han ønskede at finde ud af det, om det så betød at de gik hvert til sit, eller hvad de gjorde, så måtte det jo bare være sådan, men han var jo selv træt af at rende forvirret rundt! ”Jeg sover gerne på sofaen, jeg.. søger gerne ud om dagen.. Det eneste jeg ønsker er at du kan se på mig. Uden væmmelsen og følelsen af at skulle kaste op. Jeg ønsker at finde en løsning.. og den finder vi jo kun ud af sammen.. Jeg gør mig ikke nogen forhåbninger.. Jeg ønsker bare.. den mulighed. Du er mig betydningsfuld.. du er mig vigtig.. Du er den eneste som jeg ønsker at være sammen med,” endte han dæmpet, også selvom det var ord som han mente!

[Deleted]

Cayla havde efterhånden forstået at Junior elskede hende, men hun vidste ikke hvad hun skulle ligge i de ord, hun var ikke helt sikker på at de lagde det samme i det nemlig. Måske han havde gode intentioner og kun ønskede at hjælpe, men hun fik ondt af at have ham der, for hun vidste at hun ikke kunne tillade sig selv at komme så tæt på ham som hun gerne ville, tanken om de venskabelige intentioner kunne hun næsten ikke bære, heller ikke selvom hun havde været den som havde taget beslutningen og givet ham ringen tilbage. Hun følte sig stadig nøgen uden den. ”Det.. det er ikke det Junior, jeg vil bare ikke være afhængig af dig på den måde,” forklarede hun lidt undskyldende, for nu misforstod han hende jo! Hun havde ikke lyst til at skulle længtes sådan efter ham som hun gjorde, det var forvirrende og det gav hende hovedpine! Bidet var måske slet ikke på samme måde som en vampyr, som en blandingsrace havde hun jo været tvunget til at sætte sig ind i begge to, men nemt havde det ikke været. Cayla trak svagt på skuldrene. ”Tjah.. Det er ikke ligeså stærkt som en vampyrs, du har din egen fri vilje, jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men det er meningen at jeg skal være din.. guide, din lære, selvom det lyder ret surrealistisk,” endte hun med et stille nik. Spurgte han så skulle han få svar, det som hun nu kunne give ham, for det var heller ikke meget som hun selv vidste, hun havde kun kunnet læse sig frem og så spørge Avidan lidt, når muligheden endelig bød sig.
Junior havde altid været en velset og respekteret mand, han var gudeskøn, noget af det smukkeste hun havde set foruden Aliyah, og han havde uden tvivl hjertet på det rette sted, og hun havde aldrig rigtig forstået hvordan hun havde været så heldig at ende op med ham, for hun nåede ham jo end ikke til knæene lige der! ”Hvad er det vi har haft?” spurgte hun direkte og vendte blikket spørgende mod ham. De gyldne øjne var hævede og våde men det var der ikke noget at gøre ved nu. Hjertet bankede som en sindssyg særlig ved hans berøring, for han var så.. varm at det beroligede hende. ”Har du set Gina siden?” spurgte hun næsten i en hvisken. Det ragede jo ikke hende, men hun var nysgerrig. ”Du kommer ikke op i sengen, det er helt sikkert. Men jeg..” hun tav. Det lød jo fornuftigt! De var nødt til at finde ud af et eller andet, ellers ville hun ikke kunne holde fokus på at kontrollere dyret og så ville hun stå fast sådan her. Hun sukkede og nikkede stilfærdigt. ”F..fint Junior. Men der kommer regler og det bliver på mine præmisser, og jeg vil ikke love at det ender som du nødvendigvis håber for.. det her er virkelig svært,” erkendte hun beslutsomt, og tørrede nogle af tårerne bort. Det var tåbeligt af hende at give ham den chance, at falde i fælden, men den mand bvar virkelig overbevisende!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde virkelig brug for at vide hvad han havde at forholde sig til, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for ham som det måtte stå lige for øjeblikket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han følte byrden hvile tungt omkring hans bryst, og det var bestemt ikke noget som glædede ham eller gavnede ham for den sags skyld, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang, hvor han nikkede tøvende, også selvom.. han virkelig var usikker! ”Det er ikke en svaghed, at skulle bede om hjælp, Cayla.. Jeg ønsker ikke at du skal være direkte.. afhængig af mig, men.. ja,.. du ved vel hvad jeg mener?” endte han dæmpet. Han vidste ganske vidst ikke hvad der var af betydning i det, men det var noget som han ønskede at finde ud af så brændende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Det.. det vidste jeg ikke.. Jeg ved jo slet ikke noget omkring det her..:” endte han dæmpet, også selvom hans ord var udtalt mere med.. frustration og usikkerhed. Hvad betød det hele egentlig?!
Junior havde altid været en flot og respektabel mand, og det var noget som han faktisk havde formået at holde fast i, også efter han var endt som en forlovet mand, og derved også var røget af markedet, men det var nu ikke noget som han kunne gøre noget som helst ved i den anden ende. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Måske at det var meget at kræve og forlange i form af en ny chance, men det var det som han virkelig ønskede og brændt efter som intet andet! Han ønskede at vise hende, at han kunne gøre det bedre! At han ikke var hans bror! For han var ikke Kimeya! Hendes ord slog virkelig som en lussing. Hvad de havde haft? ”Hvad vi havde..?” gentog han usikkert. Han vidste ikke rigtigt hvad det var hun mente, og det var noget som han bestemt heller ikke brød sig om i den anden ende. Han rystede stille på hovedet. ”Nej.. og jeg har ingen intentioner om det,” endte han dæmpet, også selvom det var ord som han faktisk mente, for det gjorde han! Han lyttede til hendes ord, også selvom han virkelig endte med at blive ramt af en lettelse uden lige! Og det var noget som virkelig gjorde ham glad! Smilet bredte sig på hans læber og næsten med en gnist i blikket, som ikke havde været der igennem frygtelig lang tid nu! ”Det.. det betyder virkelig ekstremt meget for mig! Sig frem Cayla.. Sig frem, og jeg skal gøre mit bedste!” forsikrede han hende. Han var jo helt ekstatisk!

[Deleted]

Det gavnede virkelig ikke nogle af dem at gå rundt på den her måde det var helt sikkert, det gjorde kun mere ondt end hvad godt var. Selvfølgelig kunne Cayla kun gætte på hvilke følelser han sad med, mens hun var sikker på den smerte hun selv følte, samtidig med at hun var blevet direkte syg af tanken om at se ham sammen med en anden kvinde. Det var ret mærkværdig så stærk kroppen og hjertet kunne være i forhold til sindet, hun havde jo ikke stået en chance. Cayla sukkede lidt opgivende. De forstod endnu engang ikke hinanden også selvom han havde fat i noget, hun var ikke god til at bede om hjælp, hun var jo opdraget med at det var en svaghed. ”Ikke rigtigt. Jeg har aldrig prøvet at leve uden dig.. ikke foruden da jeg boede hjemme og det går jo tydeligvis ikke særlig godt, hvis det ikke er ydmygende så ved jeg ikke hvad er,” endte hun og trak svagt på skuldrene. Hun lagde kluden på bordet efter at have siddet med den i skødet, der var kommet et lille mærke i form af en våd plet på kjolen men det gjorde intet. Selvom hun stadig brændte op, så piblede sveden om ikke andet, ikke frem endnu. Hans ord gjorde hende virkelig usikker, og gav hende en dårlig smag i munden. ”Jeg er frygtelig ked af det, Junior,” endte hun dæmpet. Det var ikke ofte hun undskyldte, men selvom hun havde været vred og havde mistet besindelsen, så havde hun frataget ham sin magi og kastet ham ind i en fremmede og ikke mindst smertefuld verden.
Cayla havde virkelig været stolt af at gå ved hans side, stolt af at være den som han var faldet på knæ for, og som havde født hans datter, men efter alt dette, så var hun blevet frygtelig forvirret, hun vidste ikke rigtigt hvilken plads hun for alvor havde haft hos ham, hvad han havde følt når han havde givet hende de store ord, for hun frygtede virkelig at de havde lagt to meget forskellige ting i det. En ny chance var virkelig meget at bede om, særlig med henblik på frygten hun havde for at ende som Faith og Kimeya. Hun nikkede stille, det var ikke fordi hun ville gøre ham ukomfortable. ”Jeg mener.. Vi havde det hele hus, ringe og den perfekte datter, men jeg er bare forvirret,” endte hun direkte frustreret fordi hun end ikke kunne forklare hvad hun egentlig mente, for hun vidste det jo ikke engang selv! Blikket forlod hans. Hun fumlede en smule med sine hænder, ønskede inderligt at hun snart ikke ville have flere tårer at græde af, det var ved at være irriterende. ”Godt,” hun tog en dyb indånding, og forsøgte at danne sig listen af reglerne i hovedet. ”Meget vel. Først og fremmest sker dette som sagt på mine præmisser, og jeg vil ikke føle mig presset fra nogle steder, så jeg beder dig om at tie stille omkring det.. også overfor Aliyah,” tilføjede hun stille. Hun ønskede ikke at give deres datter forhåbninger hvis det skulle vise sig at de ikke kunne leve op til det. ”Når jeg siger at min plads er i kælderen, så er den der. Du kan sidde uden for buret om du lyster, men du lader mig være derinde. Når jeg får brug for at tænke over tingene.. for det får jeg, så skal du lade mig have min tid alene. Forsøg at hold igen med kælenavne og komplimenter, jeg ved stadig ikke hvordan jeg skal tackle dem,” remsede hun roligt op. ”Og berøringer.. Skal vi ikke bare sige at jeg siger til?” endte hun stille. Måske det var mange ting, men hvis han virkelig ønskede den chance blev det som hun ville have det!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var kun frygtelig tydeligt for Junior, at de virkelig gik forbi hinanden. Konstant! Og det var en tanke som faktisk gjorde temmelig ondt, men ikke just noget som han kunne gøre noget ved som sådan, men det var noget som han ønskede at gøre anderledes. At spørge om hjælp var ikke nogen svaghed. Det var noget som han stod fast på, men igen, så forundrede det ham ikke at hun havde det på den måde som hun havde, også fordi hun havde vokset i nærhed af Faith og Kimeya, og han vidste og havde hørt historierne om hvordan de klarede tingene, og det var j næsten.. uhyggeligt, at det kunne være p den måde, men det var nu ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han betragtede hende stille. ”Du reagerer på det som er sket.. det er der ikke noget ydmygende ved..! Jeg.. jeg ved godt, at det som skete, er noget som vil hjemsøge dig.. og tydeligvis stadig gør, sådan som du reagerer.. og det er jeg ked af..” endte han dæmpet, for det var jo ikke engang en løgn! Hvad det betød at blive kastet direkte ind som slave af fuldmånen, vidste han ikke, men sådan som hun fik det fremstillet, så var det tydeligt for ham, at det alligevel havde noget af en påvirkning af ham også. Han rystede let på hovedet. ”Nej.. det.. det var min egen skyld,” forsikrede han hende. Han kunne jo bare forsøge at stoppe hende, men det gjorde han ikke.
Dette var bestemt ikke nemt for nogen af dem, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Hun græd, hun fumlede med hænderne, og hun var tydelig usikker, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han endte endnu en gang med at tage omkring hendes hånd. Tvivlede hun på det som de havde haft? Det var tydeligvis noget af det værste som han nogensinde havde hørt og stået med! Det klemte virkelig omkring hans bryst, og tydeligt med en smerte i minen som intet andet før! ”Jeg..” Han endte med at tie endnu en gang. ”Vi havde ringene, huset, verdens smukkeste datter og hinanden.. Vi havde en fremtid vi begge så frem til, vi havde da hinanden..” endte han dæmpet, og næsten forsøgende på at få hende til at lytte lidt. At hun havde sine kriterier til at give ham en ny chance, var noget som han virkelig lyttede til! Hvis det var hans mulighed hvorpå at få muligheden for at komme tæt på hende, så var det virkelig også det værd i hans øjne, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Det var nogen strenge og hårde kriterier, det kunne han sige sig, men.. hvis det var det som skulle til, så gjorde han det glædeligt! Det sværeste var dog at han måtte lyve og holde det skjult for Aliyah.. Også fordi at han var gået så meget op i ærlighed fra før af. ”Det bliver svært med henblik på Aliyah.. Men jeg lover dig, at jeg skal gøre mit bedste!” forsikrede han hende med en ærlig og bestemt mine! Hvis det var det som det krævede for at få en chance ved Cayla igen, så gjorde han det glædeligt!

[Deleted]

Cayla var måske ikke god til altid at forstå hvad der skete omkring hende, hun misforstod mange ting, men det lå jo bare parallelt med det hun følte, det var slet ikke følelser hun var vant til, og et sted så forsøgte hun vel bare at forklare dem, med de ord han skænkede hende? Det havde ikke været nemt at vokse op blandt forældre som løste deres konflikter på den måde som Faith og Kimeya havde gjort det, hun havde måttet stå model til mange ting, og hun forsøgte jo bare at gøre det bedre end det de havde formået. ”Jeg..” hun tav og tørrede igen tårerne bort, forsøgte at tage en dyb indånding så hun ville være i stand til at fuldfører sin sætning. ”Jeg er ikke vant til at føle som jeg gør, Junior, og jeg har gjort alt for at undgå nogensinde at komme til det. Før jeg mødte dig havde jeg en pagt med mig selv om aldrig at lade nogen komme så tæt på mig.. og nu ved jeg ikke hvordan jeg skal reagere,” erkendte hun stille. Det var ikke noget hun havde afsløret for ham før, men der var jo en grund til at hun i sin tid havde været så svær at overtale. Tanken fik atter tårerne til at trille, hun himlede med øjnene af sig selv. Nu hvor hun havde bidt ham så var det også hendes ansvar at vise ham hvad det indebar. ”Uanset,” svarede dæmpet. Han burde ikke have forsøgt at stoppe hende da hun havde advaret ham både to og tre gange, så det var hans egen skyld, men det havde stadig ikke været okay!
Usikkerheden stod langt ud af hende, og hun gjorde det jo ikke engang med vilje! Hendes hænder var fugtige, hun fumlede med dem, det stod langt ud af de blanke øjne. Cayla kunne fornemme at hun gjorde ham ondt, og det var bestemt heller ikke en tanke hun brød sig om, men hun var nødt til at vide hvad det virkelige mål med hende havde været. Hånden gled i hans , hun så ned på dem. Det føltes rart at vide at han om ikke andet stod der, men hun turde bare ikke give ham for meget af sig. ”Det.. det havde vi,” medgav hun dæmpet. Det var bestemt nogle hårde krav, men det var sådan det måtte blive. Hun vidste godt at det ikke ville blive let at lyve for Aliyah, hun brød sig heller ikke selv om det, men det var for alles bedste. ”Jeg bryder mig ikke om det men.. Hvis vi fortæller hende at vi prøver igen.. eller ja, hun vil begynde at forvente uanset, og jeg vil ikke forvirre hende mere, hvis det viser sig at jeg ikke kan leve op til det,” forklarede hun stille. At han så var villig til at gøre en indsats glædede hende kun, også selvom det var kriterierne hvis han ønskede endnu en chance. ”Og jeg ved at Faith og Kimeya kan lokke alt ud af hende,” tilføjede hun lidt sigende, for det var jo ikke løgn, til tider havde Aliyah næsten et for godt forhold!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Cayla havde altid været noget for sig selv, selv den måtte Junior give hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte blikket mod hende. At se hende græde, var noget som virkelig stak så frygtelig dybt i hans eget hjerte, for han kunne slet ikke forstå det! Han forstod ikke hvad er skete, eller hvorfor hun reagerede så kraftigt, selvom det var noget som han alligevel kunne lide, for det beviste jo kun for ham, at hun ikke var ligeglad. Han vendte blikket sigende mod hende endnu en gang. Hendes ord gjorde ondt, og dog.. så havde hun valgt at lade ham komme så tæt på, og endda havde sagt ja til hans frieri? ”Et sted gør du mig beæret over, at jeg formåede at komme under huden på dig.. Jeg er ked af, at jeg har gjort dig ondt.. Det har aldrig nogensinde været min hensigt..” forsikrede han stille, som han så på hende. Han ønskede slet ikke at skændes med hende, hvis det var noget som han kunne blive fri for, og af den grund, så nød han virkelig af tanken om at de faktisk kunne snakke uden at skændes, råbe eller skrige af hinanden! Betydningen af det bid, var noget som Junior faktisk ønskede at finde ud af, for det var tydeligt, at der lå temmelig meget i det, og det var noget som faktisk var mere end nok til at gøre ham en anelse usikker, og det var ikke en tanke som han brød sig særlig meget om på nogen måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Vi finder ud af det..” forsikrede han hende, for det var da hans mål ved det hele!
Det gjorde ondt at Cayla i det hele taget betvivlede hvad de havde, også fordi at de havde været sammen igennem så frygtelig mange år, men ikke noget som han kunne gøre noget ved ellers. Han kunne forsøge at overbevise hende om det, eller bare forklare hvordan han havde haft det med det hele? Han lod roligt hendes hånd hvile i hans. Han var der for hende, og.. det var vel ikke så slemt for ham at vise hende? Det var jo ikke jordens undergang! ”Det havde vi. Og jeg har stadig ikke lyst til at give slip på det,” påpegede han ganske sigende, selvom det var ord som han mente! At lyve for Aliyah, ville bestemt ikke blive det nemmeste, men han var villig til at gøre det, hvis det var det som Cayla havde brug for! Han nikkede stille og ganske forståelsesfuldt. Det var faktisk tanker som han kunne forstå! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. ”Faith og Kimeya kan få hende til at fortælle hvad som helst.. Jeg forstår Cayla.. Jeg vil gøre et forsøg.. Jeg ønsker virkelig at det hele skal fungere..” Han trykkede let omkring hendes hånd, som han sendte hende et prøvende smil. Han forsøgte virkelig kun at gøre det rette!

[Deleted]

Efterhånden måtte Cayla erkende at hun var ret træt af at fælde tårer, hun følte at hun havde grædt så meget, at der umuligt kunne være noget tilbage at kunne få ud. Hun havde aldrig været ligeglad, og med årene var hun faktisk blevet tryg ved at elske Junior, netop fordi at der aldrig var sket noget som havde fået hende til at tvivle på ham. Før eller siden skulle filmen vel knække, særlig for nogen der havde været sammen i så mange år. Det var faktisk stort at hun åbnede op og fortalte om hvordan hun havde haft det allerede dengang, men det var jo ikke løgn, derfor havde hun været modvillig, og derfor var hun gået i panik da det var gået op for hende at han følte mere for hende end som så. ”Jeg er forundret over at du gjorde. Det.. ved jeg godt, men det skulle vel ske før eller siden? Ingen kan have det så godt som vi havde,” endte hun med et svagt træk på skuldrene, for det var jo ikke løgn. De havde ganske simpelt haft det for godt. Hun vendte hånden i hans, og gav den et stille klem. Selvom det ikke var nemt, så forsøgte hun om ikke andet at gøre plads til ham igen, vænne sig til hans nærhed, også selvom det fik hende til at føle sig direkte dårlig. Fuldmånen skulle de nok tage som det kom, hun skulle nok hjælpe ham, det var trods alt hendes ansvar og de havde to celler, da hende og Aliyah var blevet adskilt under månen med årene.
De havde virkelig været sammen i mange år, og hun havde elsket ham, forsøgt at give ham hvad hun nu kunne som en kvinde, og til tider havde hun ikke følt at det i det hele taget var nok. Hun følte atter den kvalmende fornemmelse stige op i hende, det kunne selvfølgelig være på grund af tårerne, det var ikke rigtigt gået op for hende at hun stadig var syg, hun havde vel glemt det lidt. Endnu engang endte hun med at række sig ind over spanden, og bandt de flammerøde lokker i sin hånd så de ikke kom i vejen, også selvom kroppen forsøgte at få noget op, så kom der intet andet end ganske lidt mavesyre med et par dråber blod. ”Av,” mumlede hun sammenbidt og sukkede lidt opgivende. Hun tørrede mundvigen med kluden. ”Det er heller ikke fordi jeg ønsker at give slip, men jeg ved ikke rigtigt om jeg har et valg,” svarede hun stilfærdigt. Hun ville ikke lyve for ham, det kunne hun ikke drømme om, ej heller selvom hun ikke var klar over hvor vidt han var ærlig med hende eller ej. Blikket lod hun møde hans og sendte ham det som mindede om en antydning af et smil. ”Godt så er vi enige,” endte hun stille. De var begge villige til at gøre et forsøg, hvor det måtte fører hen i sidste ende måtte tiden vise.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Tanken om at Cayla faktisk tog det så hårdt, var noget som efterlod Junior med en virkelig dårlig smag i munden. Det var virkelig ikke fordi at det var behageligt på nogen måde – tvært imod! Han vendte blikket mod hende, som han roligt betragtede hende. Hun var ikke ligeglad og det havde hun aldrig været. Måske at de havde haft det for godt, men.. han havde nydt det.. selv med manglen af det intime mellem mand og kvinde, så havde han faktisk haft en tilværelse, som han havde nydt af, noget som han kunne leve med, også fordi at han vidste hvad han havde haft for hånden – verdens smukkeste forlovede og verdens smukkeste datter, og så kunne han ikke være andet end tilfreds! Han nikkede stille til hende. ”Vi havde det måske for godt, men jeg betvivlede aldrig hvor jeg havde dig henne. Det er en tryghed som de fleste fortsætter med at søge efter.. selv efter mange års ægteskab. Jeg vidste det.. jeg var aldrig i tvivl,” endte han dæmpet, også selvom det var ord som han faktisk måtte mene, for han mente det faktisk når han sagde det til hende! Tungen strøg han let over sine læber, som hun selv klemte omkring hans hånd. Hun forsøgte om ikke andet, og det var noget som han virkelig var glad for! Hun var vel heller ikke helt klar til at slippe ham? Månen skulle de skam nok finde ud af.. Han ville bare gerne tage en ting af gangen nu.
Cayla var syg, og det var noget som gjorde Junior voldsomt bekymret, også fordi at hun havde den race som hun havde, så vidste han godt, at det virkelig var alvorligt når ild-dæmonen faktisk gik hen og fik feber, for hun var virkelig brændende varm! Og det var en tanke som faktisk måtte skræmme ham en anelse! Han reagerede instinktivt som hun rakte sig over spanden endnu en gang, hvor han hurtigt endte med at få fat i hendes hår, som han holdt om. Det var jo ikke fordi at han ønskede at berøre hende, for han vidste jo godt, hvordan hun havde det med det, og.. hun havde jo ikke sagt til, men det var en handling på instinkt lige her! Han skar en mindre grimasse. ”Prøv at lægge dig lidt ned, Cayla.. Så finder jeg noget at drikke til dig.. Du har brug for væske,” endte han dæmpet og med en tydelig bekymret mine. Nu hvor hun havde muligheden for at slappe lidt af, så var det selvfølgelig også en som han synes at hun skulle tage! De var enige, også selvom han ikke var helt enig i at lyve for Aliyah, men det var nødvendigt, og det vidste han udmærket godt. ”Vi tager et skridt af gangen og.. så må vi jo se hvad det føre til,” endte han med en dæmpet stemme, som han roligt vendte blikket direkte bekymret mod hende.. Det bekymrede ham virkelig, at hun var så syg! For han havde jo aldrig nogensinde set det før! Og det var jo efterhånden ved at være temmelig mange år, de havde været sammen!

[Deleted]

Det havde virkelig taget hårdt på Cayla og det kunne både ses og mærkes på hende, hun havde aldrig nogensinde troet at hun skulle reagere så hårdt, men det betød vel også bare, at hun faktisk havde givet sig mere hen til ham end hun havde troet? De havde haft det perfekte hjem og den perfekte familie, de havde været sammen om opdragelsen af en fantastisk datter som de kunne være stolte af, de havde ganske vidst aldrig haft stunder sammen som mand og kvinde. Det var mange år de havde været sammen uden at have den form for stunder. Junior var kendt på det punkt, men hun havde kun været sammen med ham og kun den ene gang, hun var nysgerrig men ikke dum nok til at være uvidende om at det var et menneskeligt behov, og det undrede hende da, at han aldrig havde forsøgt.. bare at ligge op til det. ”Jeg vil ikke mene at jeg nogensinde har givet dig grund til at betvivle mig, du er den eneste der kom under huden på den måde, Junior og indtil den aften hvor jeg så dig med Gina, så troede jeg også at jeg vidste hvor jeg havde dig.. på trods af dit rygte,” tilføjede hun stille. Det var rart at snakke om det, også fordi hun havde haft brug for at bearbejde det billede på andre måder end blot at gå rundt og tænke over det selv i løbet af dagen, hun havde også brug for hans syn på det, brug for at vide hvad han følte. Hun bed sig en anelse i læben. Det var bestemt ikke fordi hun havde det godt, det havde hun jo ikke haft i lang tid, hvilket også var en grund til hun ønskede at give det en chance, hvis det betød at hun kunne få kontrol over dette, så ville det være det hele værd.
På trods af alle de år de havde været sammen i mange år så havde han aldrig før set hende syg. For en ild dæmon skulle der meget til før hun blev plaget af feber, men hun var brændende varm, hvilket også var grunden til at hun næsten med det samme blev fugtig og svedig. Da han havde hendes hår endte hun selv med at slippe. Hun nikkede stille og lagde sig ned i sofaen med blikket op i loftet. Det endelig at ligge på en blød flade, var noget som i sig selv var behageligt, i forhold til stengulvet i kælderen vel og mærke. ”Tak, Junior. Det begynder at gøre ondt” erkendte hun med et tydeligt misbehaget udtryk, for ikke at have det mindste at kaste op af var virkelig forfærdelig! Hænderne lagde hun over maven og betragtede ham så godt som hun nu kunne. Det hjalp at han ikke lod til at have forventninger for hun var ikke sikker på at hun kunne efterkomme det. ”Lad os det,” medgav hun stilfærdigt. Hun var træt, øm og dårlig, men hun ville heller ikke ligge og klage over det, det var helt sikkert!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne faktisk godt lide, at de kunne sidde og snakke tingene igennem, for det var også noget som han havde brug for efterhånden. Det menneskelige behov efter de intime stunder, havde været svære at indfri, ganske enkelt fordi at Aliyah havde sovet i deres seng igennem mere eller mindre.. hele hendes barndom? Og nu hvor hun var blevet så stor som hun var, så var det vel blevet for sent? Hans stund med Gina, var slet ikke noget som han kunne forklare selv, men han var nu mere end villig til at tage det et stille skridt af gangen, for det var bestemt heller ikke fordi at han havde noget andet valg i det store og hele, men.. det var vel bare at finde ud af det, og snakke igennem det? Han betragtede hende med en stille mine. ”Jeg har altid vidst hvor jeg havde dig, og jeg har aldrig nogensinde været i tvivl om det. Jeg har aldrig betvivlet dine intentioner så snart du søgte ud af døren, Cayla, og.. Ja.. jeg ved godt hvilket ry og rygte jeg havde dengang, men jeg vendte alle ryggen, da jeg fandt dig. Jeg fandt alt det som jeg kunne drømme om.. i et kvindeligt individ,” forklarede han videre. Nej, det var ikke fordi at han ville komplimentere hende, men fordi at hun faktisk mente det. Hun havde brug for at vide og kende hans følelser, og han havde bestemt heller ikke noget imod at blotlægge det hele, hvis det endelig skulle være det!
Cayla var syg, og det var en tanke som direkte gjorde ham bekymret, for det var en tanke som faktisk måtte skræmme ham, for hun var jo ved at brænde op! Han lod hende roligt lægge sig ned i sofaen, hvor han roligt betragtede hende. Det var ikke fordi at han ønskede at lade hende ligge der alene, men.. han skulle give hende albuerum, og det vidste han jo udmærket godt. Han nikkede stille. ”Jeg tror det er bedre at have noget at kaste op end.. ingenting. Jeg finder noget at drikke til dig,” endte han roligt. Han satte roligt spanden ved siden af hende på gulvet, lige i tilfælde af, for han ønskede jo heller ikke at efterlade hende uden omsorg! Slet ikke! De tog et skridt af gangen, de måtte jo bare finde ud af hvor de endte henne, selvom han vidste hvad han ønskede, så forsøgte han at gøre det uden forhåbninger. Han nikkede med et svagt smil. ”Prøv at se om du kan få dig noget søvn, Cayla. Jeg vil være her,” afsluttede han dæmpet, som han roligt tog fat om det lasede tæppe på kanten af sofaen, kun for at lægge det omkring hende – op til hoften om ikke andet, bare for at skænke hende en følelse af den omsorg- som en ven om ikke andet, for han ønskede hende virkelig ikke det ubehag!

[Deleted]

De havde begge brug for at snakke, hun havde jo ikke set ham siden den aften, også selvom hun havde været i stand til at mærke den frustration som han gik med, og hun ville jo gerne have at Aliyah skulle føle sig tilpas med glade forældre, men hvis Junior følte bare det halve af det savn hun gjorde, så var han heller ikke glad. Selv havde hun slet ikke haft overskud til deres datter og det plagede hende. De havde gjort alt for at give deres datter en tryg barndom, og det havde betyder at hun havde ligget i smørhullet mere eller mindre hver eneste nat, de havde aldrig rigtigt haft muligheden, og hun ville nødig erkende at hun var nysgerrig og til tider ønskede ham tættere end det hun egentlig havde. Det var også lige meget nu, de var nødt til at tage det stille og roligt, også fordi hun vel frygtede at han var kommet til at mangle det, og derfor søgte ud igen? ”Det er jeg glad for at høre. Heldigt for dig har mænd i Dvasias aldrig været interesseret, så der har vitterligt ikke være noget at være bange for,” påpegede hun med et yderst dæmpet smil, også selvom det var sandt. På grund af hendes klodsethed og lidt robuste skikkelse, så havde folk set på hende som en særling, hun var slet ikke interesseret i mænd på den måde. ”Det.. jeg.. dit rygte betød intet for mig for du beviste anderledes.. Jeg har heller aldrig tænkt over det når jeg lod dig tage alene til bare, selvom jeg ved at du har været forelsket i Gina før, og nu..” hun tav og gjorde en armbevægelse i forsøget på ligesom at illustrere hvordan det var endt, stik modsat. Hun nærede ingen tillid til ham overhovedet. Hans kompliment havde hun valgt at se forbi også selvom det varmede hende at høre.
Hun lagde sig godt til rette i den bløde sofa, og først der gik det op for hende hvor træt hun egentlig begyndte at være. Hun vidste ikke hvor længe hun havde sovet efter den sidste forvandling, og selvom hun var syg så havde hun heldigvis en idé om at der ikke var en ny en på vej, det var som om kroppen slappede af på en helt anden måde. Det undrede hende på ingen måde at Junior begyndte at pusle om hende, sådan var han.. graviditeten havde været ekstrem. Selvom hun ikke ville erkende det, kunne hun godt lide at nogen endelig tog sig af hende, nu havde hun været alene i så lang tid. ”Det ville være virkelig rart, tusind tak,” endte hun stille. Hovedet vendte hun ind mod sofaryggen og følte sig for første gang længe tryg, særlig da tæppet blev lagt over hende. Hun nikkede. ”Jeg skal prøve,” endte hun stille, og fik faktisk med til det, for hun havde ikke lyst til at komme ned i kælderen lige nu, og det gik vel når han var der?