Bound by pain

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Den lille kernefamilie have været alt det som Junior havde haft, og det eneste som faktisk havde haft en betydning for ham. Han havde sagt nej til tronen for hendes skyld, og det var slet ikke noget som han kunne få sig til at fortryde, for den familie havde været alt for ham.. de havde virkelig været hele hans verden, og det at hun havde afsværget ham, så vidste han godt, at han ikke kunne stille noget op, og han forsøgte virkelig at acceptere hendes beslutning, selvom det virkelig var svært, og specielt nu hvor han stod foran hende, hvor hun faktisk viste en form for usikkerhed, for det var bestemt ikke noget som gjorde det bedre for ham på nogen måde! Det gjorde ham faktisk en anelse usikker selv, men… alligevel blod på tand, for han ønskede jo slet ikke at give afkald på hende, hvis det var noget som selvfølgelig også gjorde sit, for hun var virkelig det kæreste i hans liv, og det ville hun være for resten af hans liv, om det var noget som hun ville det eller ikke! ”Oh.. ja.. jeg sad ikke udenfor din dør, Cayla. Jeg… har rengjort lidt i kælderen.. Nu hvor du skal derned igen, så.. så vil jeg gerne, at den skal se lidt ordentlig ud..” endte han ganske sandfærdig. For det var ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende. At hun så skulle fortsætte med at afvise ham, var bestemt ikke noget som han var meget for, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt og nikkede så. ”… Okay..” endte han med en dæmpet stemme. Han var bestemt ikke tilfreds med det udfald, men.. andet kunne han ikke gøre ved det.
At Cayla skulle misforstå Juniors ord, var noget som temmelig hurtigt måtte gå op for Junior, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde! Han vendte blikket direkte mod hende. Han blinkede let med øjnene og med en direkte sigende mine. ”Jamen.. Cayla du misforstår mig jo..!” endte han næsten febrilsk, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn! Han sukkede dæmpet. Han måtte ikke kalde hende for sin kære, sin egen eller noget som måtte ligne, så hvad skulle han ellers kalde hende? Det var jo ikke ligefrem noget som hjalp ham på nogen måde! ”Men.. okay.. Jeg skal nok gå..” endte han dæmpet. Han ønskede ikke at skændes og diskutere med hende, for han vidste jo godt, at det slet ikke var noget som han fik noget ud af. .Han skulle nok få sin vilje uanset, for det gjorde han godt nok altid!

[Deleted]

De havde haft den perfekte lille familie, de havde været sammen om opdragelsen af deres datter, de havde gjort hvad de kunne for at give hende en tryg barndom, hvor hun også var gået meget op i at hende og Junior skulle være sammen om dem, Aliyah skulle se dem lykkelig, for hun ønskede ikke at se sin datter få samme forhold til kærlighed som det hun havde, og nu var det kun blevet endnu mere anspændt. Alligevel var hun usikker omkring det hele, og det var både forvirrende og frustrerende, fordi hun havde svært ved at affinde sig med at hun ikke havde været god nok, selvom hun inderst inde havde været klar over det hele hele tiden. Det overraskede hende lidt at han havde gjort kælderen lidt rent, også selvom hun godt kunne lide tanken, hun var lige blevet så ren. På trods af at han havde gjort det, lystede hun ikke at gå derned igen, der var så mørkt og trang i forhold til deres bløde sofa og deres varme seng. ”Tak det var virkelig sødt af dig,” erkendte hun med et stille nik, også selvom atter følte et stik af ydmygelse ved atnken om at han havde fjernet hendes skidt fra kælderen. Pludselig var hun glad for at stå med ryggen til ham, da tårerne atter vældede op i hendes øjne. Hun lænede sig op af væggen og stirrede tomt frem for sig. Forbandet værre den mand! Cayla forstod ikke hvad hun skulle have misforstået, han havde jo direkte sagt det, faktisk kunne han ikke gøre det mere klart, desuden var det vidst nok kommet på mode at gifte sig med en kvinde og lade hende føde sine børn, mens man fandt en langt mere attraktiv kvinde ved siden af der kunne stille ens lyster, men tanken om at hun ikke havde kunnet værre begge dele nagede hende! ”Det tror jeg desværre ikke at jeg gør,” svarede hun lidt grødet selvom hun desperat forsøgte at slører alle spor efter gråd, hun ville slet ikke give ham den form for tilfredsstillelse. Hendes mave gav en knurrende lyd fra sig, hun følte sig lidt som et hul der ikke kunne fyldes. Hun nikkede for sig selv. ”Det er nok det bedste,” medgav hun. Det forvirrede hende kun mere at have ham der, for hun kendte pludselig ikke hans intentioner, hun tvivlede på det de havde haft og på hvad end han havde følt for hende og det var en direkte forfærdelig følelse! ”Hils Mor og Avidan fra mig,” bad hun stille, og vendte hovedet en smule mere ind mod væggen for hun ville nødig have at han skulle se at hun igen var på randen af tårer. Hun skulle have lyttet til sig selv for mange år siden, så et sted bebrejdede hun ingen anden end sig selv for at have været så forbandet naiv!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste udmærket godt, at det slet ikke hjalp ham at lægge pres på Cayla, og det var selvfølgelig noget som han virkelig forsøgte ikke at gøre. Han ønskede bare at hjælpe hende, at se hende smile lidt, at skænke hende et velbehag, ligesom det havde været i form af et bad, men.. det var nu det eneste som han kunne give hende, selvom det bestemt heller ikke ligefrem gjorde det meget nemmere for ham. Han trak vejret dybt og vendte blikket ganske roligt mod hende endnu en gang. Han havde rengjort hendes kælder, også mest for hendes skyld, for han ønskede slet ikke at se hende i det ubehag, for det havde virkelig været det værste som han nogensinde havde set! ”Hvis du skal derned, vil jeg bare gerne.. se dig under lidt bedre kår end før.. Det var så lidt,” endte han med et stille smil. Han ønskede slet ikke at forlade hende.. han ønskede ikke at miste den lille familie som de havde, selvom.. det hele var vel gået lidt for meget op i familie? At hun stod med ryggen til ham og faktisk stod og græd, var slet ikke en tanke som slog ham ind, før han kunne høre hende tale igen. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hjalp ham på nogen måde, for han ønskede jo slet ikke at se hende på den måde! Hun havde virkelig misforstået ham denne gang, og det var helt sikkert! Han måtte ikke kalde hende noget som helst, og hun var jo hans datters moder, så det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! Han ønskede for pokker ikke andet end de to i hans liv, og det ønskede han så brændende, at hun kunne forstå, men det var sådan at det var! Han endte med at tage et skridt mod hende. Han ønskede faktisk muligheden for at snakke det hele igennem, også selvom det ikke ligefrem var noget som han regnede med at hun ville være villig til, for hun var jo endnu en gang endt tydeligt afvisende, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, og det var noget som faktisk gjorde ham direkte.. ked af det. Han havde aldrig været særlig bange for at give udtryk for de følelser, men.. lige nu var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Cayla..” forsøgte han stille, som han lod hånden stille søge mod hendes skulder, som han ønskede at få hendes opmærksomhed. Det var jo det som han virkelig ønskede sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Vil du ikke bare være.. sød at lytte til mig..?” endte han dæmpet, og tydeligt spørgende. Han ønskede virkelig at finde ud af det! Også for Aliyas skyld!

[Deleted]

Hverdagen var virkelig blevet mørk og grå, skulle hun være ærlig så var der meget få ting som i det hele taget gav hende en følelse af velbehag, det eneste hun følte var tvivl og smerte, det gjorde det bestemt hellere ikke lettere. Det var kun når Aliyah en sjælden gang imellem kiggede forbi, at hun rent faktisk formåede at tvinge et smil frem på sine læber. Nu kunne hun vel ikke lade være med at spørge sig selv hvad der ville være hændt, hvis hun aldrig var blevet forelsket i Junior? Måske alt dette kunne være undgået, hun kunne have sovet trygt i sin seng, ganske vidst alene, det eneste negative hun kunne se, var at hun ikke ville have haft Aliyah, som var den der betød allermest for hende. Tårerne strøg ned af de blege kinder, også selvom det foregik fuldkommen lydløst, hun ønskede ikke at indvie ham i den smerte og sorg hun faktisk følte, for det var jo den følelse hun havde frygtet at skulle sidde med, da hun havde lukket ham ind i sit hjerte. Tanken om en forholdsvis ren kælder hjalp hende om ikke andet lidt, for hun skulle jo tilbage dertil. ”Jeg er nødt til derned igen, om ikke andet så lang tid jeg ikke kan styrer det,” påpegede hun dæmpet, og forsøgte stadig at skjule gråden i sin stemme. Hvor ville hun ønske at han aldrig var kommet, for det gjorde kun mere ondt. Hun var måske hans datters moder, men det var bare ikke.. nok for hende. Hun havde givet ham alt, på trods af at det gik imod alle sine principper, og det havde bare aldrig været nok for ham. Hånden mod hendes skulder var noget der næsten gav et sæt i hende. Tårerne tvang hun tilbage mens hun hurtigt tørrede de som allerede var faldet bort. Uden at være helt sikker på at det ikke kunne sporers, vendte hun sig mod ham og lod de gyldne øjne møde hans. Hun endte med at nikke. ”Jo selvfølgelig,” svarede hun lidt mere beslutsomt. Faith havde aldrig lyttet til Kimeya, hvilket også betød at det var noget hun havde lært sig, hun ville faktisk gerne have en forklaring, kortene på bordet så hun slap for de konstante små forhåbninger, som hun slet ikke ikke burde have! Aliyah fortjente det bedste, men hun kunne ikke give hende den perfekte familie igen, det kunne hun ikke få sig selv til. ”Jeg.. vi kan sætte os i stuen?” foreslog hun forsigtigt, også for at trække den lidt inden hun skulle tilbage i kælderen. Hun burde afvise ham og holde fast i at han skulle gå, men hvis hun kunn fåen forklaring.. få bare en smule frustration ud af verden, så ville det vel bare det hele værd?

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne ikke ligefrem love hende en forklaring, for.. han havde virkelig ikke nogen, også selvom den tanke virkelig var noget som gjorde frygtelig, frygtelig ondt, også fordi at han vidste at det var noget som kun måtte ødelægge det hele, om det var noget som han nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sukkede dæmpet i det indre, også selvom han faktisk mente de ting, kun for at hjælpe hende. Kælderen var til dels rengjort, for det var begrænset hvor meget han kunne nå på så kort tid, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han nikkede mod hende. ”Jeg bifalder ikke tanken, Cayla..” erkendte han ærligt. Aliyah havde givet udtryk for hendes bekymring, og det var også noget af det som virkelig havde fået ham til at handle i udgangspunktet, om det så var noget som man nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hånden roligt søge mod hendes skulder. Faith og Kimeya havde aldrig snakket om tingene, men bare.. ladet tingene være som de var, og nu var det jo bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele, så var det jo sådan at det var. Han blinkede let med øjnene. Han manglede hende virkelig, og det vidste han også at Aliyah gjorde! Hun ønskede jo lige så sin familie, og det samme gjorde han selv. Tungen strøg han roligt over læberne. At hun faktisk gik med til at snakke med ham, var noget som i sandhed måtte lette ham, hvilket var noget som bestemt heller ikke måtte sige så lidt i den anden ende! Han nikkede roligt til hende, hvor han sendte hende et stille og let beroligende smil. ”Det lyder lidt mere fristende end at gå ned i kælderen og gøre det.. Kom..” Han endte med at lægge armen om hende, kun for at føre hende med sig ned mod stuen, for han gik bestemt ikke ud fra at hun havde lavet om på deres indretning af huset siden dengang de havde indrettet den sammen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var ikke fordi at han tænkte over at han faktisk overskred hendes grænser, for.. det var bare en ganske naturlig måde at gå frem på for hans vedkommende når det måtte komme til hende. Hvordan han skulle forklare det hele, vidste han ikke, for han havde slet ikke nogen anelse om hvordan og hvad der var sket tilbage til den hændelse med Gina, for.. han vidste det slet ikke! ”Det betyder meget for mig,” endte han dæmpet, som han vendte blikket mod hende. Han sendte hende et direkte lettet smil.

[Deleted]

Cayla havde aldrig fået en forklaring, hvilket også automatisk gjorde at hun gik ud fra at fejlen lå til hende, det var det hun havde tænkt virkelig meget over siden, hvad hun havde gjort for at skubbe ham væk fra sig, for det var det sidste hun ville. Det var en af de få aftener, hvor hun havde planlagt at nyde med ham som et par, de skulle have været i byen, danse og hygge som.. som alle andre gjorde, men hun havde bare ikke skænket Gina en nervøs tanke, for han havde aldrig givet hende grund til den form for usikkerhed. Nu var hun ligeså usikker på sig selv som hun altid havde været. Tårerne tvang hun tilbage, dem skulle ham ikke se, forsøgte at vise sig mere stærk end hun egentlig var. ”Det gør jeg heller ikke, tro ikke at jeg nyder det, jeg har bare ikke noget valg,” påpegede hun lidt sigende. Det hjalp dig at den var blevet rengjort lidt mere, selvom en ordentlig rengøring og en seng og sådan lidt uden tvivl ville gøre det mere komfortabelt, så hun efter en fuldmåne ville kunne ligge sig der i stedet for på gulvet, men hun ville nok bare ende med at ødelægge den. Cayla fulgte ham med bankende hjerte ind i stuen, mest fordi hun kunne føle hans arm omkring hende. For nu sagde hun ikke noget til det. Faith og Kimeya havde misforstået hinanden hele tiden fordi de ikke havde været i stand til at lytte til hinanden, det var ikke en fejl hun ville begå, desuden skyldte hun både ham, sig selv og Aliyah at lytte til ham. ”Det.. gør det,” medgav hun stille. Stuen lignede sig selv som de havde indrettet det i sin tid.. hende mere end ham men det havde vist sig at han faktisk havde haft en mening til den slags, hvilket havde gjort det meget interessant. Stille gled hun ned i den bløde sofa, lod sig næsten synke ned i den. Kroppen skælvede stadig, små svedperler var allerede begyndt at titte frem på hendes pande igen, men hun kunne ikke gøre for det. Cayla sank en klump og gengældte slet ikke hans smil, sandt at sige var hun både nervøs og ukomfortable i hans selskab og tanken gjorde virkelig ondt. ”Tjah.. jeg.. ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige,” erkendte hun dæmpet og trak benene op under sig. Det havde gjort mere ondt end hun egentlig havde regnet med, men hun havde heller aldrig troet at hun skulle ligge den ring fra sig. Hun kunne se at han var lettet, men hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle tage det, mest fordi hun frygtede hvilke ord han havde tænkt sig at give hende, det gjorde hende direkte bange!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior vidste skam godt, at uanset hvad han gjorde, så var han slet ikke i stand til at give hende en forklaring, uden at det ville ødelægge mere, for han kunne slet ikke give hende noget reelt, som faktisk ville give mening, for han vidste slet ikke hvordan han var endt i hendes selskab, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun var ked af det.. så godt kendte han hende da om ikke andet, men ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund, for hun lod jo heller ikke ham gøre noget som helst ved det, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt og betragtede hende med et sigende blik, men der var slet ikke noget som han kunne gøre ved det af den grund, om det var noget som han nu ville det eller ikke. ”Jeg ved det godt..” endte han dæmpet. Han forsøgte virkelig at vise hende den forståelse, og alligevel lægge det hele lidt til side, så de ikke behøvede at skændes eller diskutere det igennem, for det var slet ikke noget som han ønskede, for de fik jo heller ikke noget ud af det. Han fulgte hende roligt ind i stuen. Han var måske ikke den største indretningsarkitekt, men af den grund, så var han faktisk en mand som havde sin mening om tingene, selvom mesteparten havde ligget i Caylas hænder, så var det faktisk ikke noget som han havde noget imod. Han fulgte hende roligt hen til sofaen, hvor de begge kunne sætte sig ned, hvor han satte sig overfor hende. Hun havde feber, og det var en tanke som bekymrede ham, også fordi at han vidste hvilken blanding som hun havde, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere for ham, for han var virkelig bekymret for hende! ”Øjeblik..” endte han dæmpet, som han rejste sig igen og gik mod køkkenet, for at hente en lille balje, som han kunne fylde med vand, inden han kom tilbage med den og det som måtte minde om en klud. Han satte sig igen roligt ved siden af hende. ”Du har feber, Cayla..” begyndte han dæmpet, som han dyppede kluden, for forsigtigt at føre den over hendes ansigt. Han gjorde det endnu ikke med bagtanker eller noget som måtte ligne det, for det gjorde han bestemt ikke! ”Du behøver ikke sige noget. Bare… lad mig føre ordet,” endte han dæmpet, som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Det var noget som han faktisk mente i alvor! Det var ham som havde brug for at få ordene frem!

[Deleted]

Hvad end han havde tænkt sig at giove hende af ord, så blev hun nervøs ved tanken, for hun havde jo ingen idé om hvorfro han havde gjort det, hun vidste bare at ham og Gina før havde haft et temmelig alvorligt forhold, hun burde have set det komme, og det irriterede hende at hun havde ladet sig narrer. På trods af alt så var hun mere ked af det og skuffet end hun var vred, og desværre så havde hun levet nok år med Junior, til at han godt kunne kende forskel, han kunne læse hendes ansigt og kropssprog som en åben bog, til tider var det direkte irriterende. Det hjalp desuden lidt at han endelig viste hende lidt forståelse, det var ikke ansvarligt at gå uden for et bur når først hun var forvandlet, og nu hvor hun ikke vidste hvornår det kom så var det lettest og mest sikkert af blive nede i kælderen, men når hun forsøgte at bryde ud selv derfra så forstod hun intet. Efter at have ligget på et gulv i evigheder føltes sofaen virkelig fantastisk! Hun lænede sig tilbage med benene trukket lidt op under hende. Hun fulgte ham med blikket da han hurtigt valgte at rejse sig igen for at hente en balje vand og en klud. Hun var allerede begyndt at svede, feberen var høj, det havde den været lang tid, men hun kunne jo ikke gøre for det! Blikket gled stille i, da han valgte at hæve den våde klud mod hendes ansigt. Det var virkelig en behagelig følelse. ”Ja. Det følger desværre med forvandlingen.. Det går aldrig rigtig i sig selv, nogle gange føler jeg at jeg brænder op og andre gange fryser jeg,” forklarede hun stille. Det var stort at han i det hele taget fik lov til at komme så nær, men manden var stædig, så det var jo ikke fordi hun havde det helt store valg, desuden.. de var nødt til at snakke om det også for Aliyahs skyld. Ganske stille lod hun blikket komme til syne igen, for at betragte ham lidt overvejende. Hun endte dog med at nikke yderst forsigtigt. ”Jeg lytter,” endte hun lidt opfordrende. Hun ville lade ham fører ordet det plejede han uanset at være bedre til end hende, hun var ikke ligeså god til at udtrykke sine følelser som han altid havde været.. det var måske det som hun havde gjort forkert? Hun havde jo altid været en lukket person, som havde svært ved at lukke nogle ind, hvilket hun jo godt vidste. Stille endte hun med at tage fat om kluden i hans hånd, for selv at overtage arbejdet med at duppe panden. Den dag hun var rask og ville kunne få lidt i maven ville alting blive lettere, hun så frem til det, men hvor lang tid det kunne tage, havde hun ikke den mest fjerne idé om!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde altid været god til at føre ordet, men det var nu ikke altid noget som gavnede ham, som når.. han ikke rigtigt havde noget at sige, for det havde han ikke rigtigt lige nu. Han ønskede at snakke med hende, ønskede at finde en løsning, så Aliyah også vidste hvad det var hun havde at forholde sig til, for det var bestemt ikke fordi at det var noget som altid var dem nogen hjælp, for Aliyah var usikker, og det samme var han på alle måder endda, og det var bestemt ikke fordi at det var særlig behageligt for ham på nogen måde overhovedet! Han satte sig ned i sofaen. Den havde aldrig rigtigt været hans kop the og en anelse for blød for hans del, men det så ud til at Cayla stadig var lige så glad for den, som han huskede det, så det var ikke noget som han ønskede at gøre værre for hende, hvis det var noget som han kunne eller ville gøre noget ved, for han ønskede ikke at skændes med hende, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han var hurtigt endt med at hente en klud som han roligt kørte over hendes ansigt, med det kolde vand. Han vendte blikket mod hende, hvor han roligt nikkede. Han kendte det.. Han blev også ramt af de symptomer i øjeblikkene før forvandlingen og timerne med, men.. ellers forsvandt de igen når forvandlingen var overstået. Han nikkede mod hende. ”Tager jeg ikke meget fejl, så er det symptomerne som normalt viser sig før fuldmånen og før forvandling.. Jeg havde dem selv.. har dem selv,” rettede han sig. Det var stadig ting som han endnu måtte vænne sig til, selvom det bestemt heller ikke var helt nemt altid, men ikke noget som han ellers kunne gøre for i det store og hele, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han betragtede hende med en meget sigende mine som hun selv endte med at tage kluden. At hun ville lytte, var noget som han selvfølgelig var glad for. Han nikkede mod hende. ”.. Udmærket,” begyndte han dæmpet. Han trak vejret dybt. ”Men… for at bringe det tilbage til.. der hvor det gik galt, så.. Jeg mener det stadig, når jeg siger, at jeg ikke ved hvordan jeg endte i lagnerne med Gina..” Han endte med at tage omkring hendes hånd, også for at opretholde hendes opmærksomhed – også nu hvor han endelig havde fået den! ”Jeg.. husker intet fra jeg forlod huset her.. til du stod i døren.. Jeg ved slet ikke hvad jeg har lavet,” fortsatte han. Han vidste at det lød lige lovlig langt ude, men han kunne altså ikke gøre for det!

[Deleted]

At han ikke havde nogen direkte forklaring havde hun næsten allerede gættet, for ellers ville han havde givet hende den aften hvor hun havde fundet dem sammen, men under alle omstændigheder var hun næsten spændt på at høre hvad han havde at sige. Det irriterede hende at han forblev omkring hende, hvis hun 'bare' var mor til hans datter, hvad skulle han så gøre sig besværet for? Sofaen havde altid været for blød til Junior, men både der og med sengen var det hende der havde fået sin vilje, hun elskede at sidde i den, særlig nu hvor hun var blevet vant til det hårde stengulv. Kroppen skælvede stadig lidt. Feberen var ligeså temmelig høj, for hun var allerede begyndt at blive svedig igen selvom hun faktisk frøs lidt. ”Det er det også. Det er meget normalt op til fuldmånen, men det burde også forsvinde. Problemet er at jeg konstant er i forberedelsesfasen, det er trættende,” endte hun dæmpet. Hun var klar over at hun havde gjort Junior til et bæst den aften og det var faktisk noget som gjorde hende ked af det. ”Jeg.. Jeg er virkelig ked af at jeg bed dig den aften, Junior, men det kan vel ikke forundre dig at jeg var.. er vred,” rettede hun ligeså sig selv og slog blikket ned i sit skød. Kluden havde hun selv taget og kørte den langs hendes ansigt selvom den hurtig blev lun og ikke til nogen gavn. Bare det at høre ham sige det gav hende en knude i maven. Det gyldne blik blev hurtigt blankt af tårer som truede med at falde, det tvang hende til at se det for sig igen og det hadede hun. Han virkede oprigtig når han sagde at han ikke huskede noget, men.. det var svært at tro. ”Det der gør det svært, Junior.. er at jeg ved at du engang var forelsket i den kvinde, og jeg kom ikke særlig lang tid efter dig, men..” hun tav. ”Undskyld,” mumlede hun hurtigt før hun vendte sig mod baljen med vand, fordi kroppene endnu engang forsøgte at kaste op, men uden held hvilket bare gjorde ondt. Tårerne strøg ned over hendes kinder, hun vidste ikke hvad der var mest smertefuldt, mavesmerterne eller det vamle billede af ham bestige Gina. ”Du virker oprigtig. Men jeg stoler bare ikke på dig, jeg føler mig som.. moderen til dit barn og det er det,” erkendte hun i en hurtig talestrøm stadig med hovedet halvt begravet i baljen. Det var ikke nyt for hende at kroppen reagerede sådan når hun tænkte på det, men det var uundgåeligt det vidste hun, desværre gav han hende ikke meget mere end det hun før havde fået, hvilket var frustrerende!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior havde virkelig ikke nogen forklaring på det som skete, og det som var sket, men nu.. nu hvor han havde fået muligheden for at snakke med hende og .. forhåbentlig finde en løsning, var selvfølgelig noget som virkelig måtte glæde ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han sukkede dæmpet og nikkede til hende. Han ønskede ikke at diskutere indretningen her i huset, men det var nu bare sådan at det var. Han boede her jo trods alt ikke mere, for det var ham en ret som han ikke længere havde, da han ikke havde noget mere med Cayla at gøre. Han nikkede med et stille blik til hendes ord. ”Det bekymre mig..” endte han dæmpet. ”Jeg kan mærke din smerte, som havde det været min egen.. Desuden skal du ikke være ked af at have bidt mig.. jeg.. bad om det på sit vis, den aften,” endte han sigende, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i den anden ende, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han fik muligheden for at tage det ømme punkt op med hende ved sig, så var de jo nødt til at snakke det ud. Han endte med at tie omgående, idet at hun tydeligt gjorde tegn til opkast, vor han endte med at tie igen. Han bed tænderne fast sammen, for det var bestemt heller ikke noget som hjalp ham direkte, for han vidste at synet var væmmeligt! ”Jeg brød op med hende, da jeg fandt mit livs kærlighed.. jeg sværger.. jeg ved ikke hvordan jeg endte i lagnerne sammen med hende..!” endte han dæmpet. Han endte med at sætte sig tættere på hende, hvor han roligt tog fat om hendes hår og førte det væk fra hendes ansigt, så hun ikke skulle ende med at ramme det, hvis der nu skulle komme noget op. Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. Han sukkede dæmpet. ”Hvad ønsker du ellers at jeg skal kalde dig? Jeg må ikke kalde dig for ’min kære’ eller ’min egen’.. Og du er jo Aliyahs mor..” endte han dæmpet, som han vendte blikket ganske sigende mod hende endnu en gang, tydeligt med en klar usikkerhed i minen. Han ønskede hende.. og noget så brændende tilbage i sit liv! Han holdt roligt omkring hendes hår, som han tog den mulighed for at stryge hendes kind ganske let. ”Jeg gjorde det tydeligt for Gina dengang tilbage i tid, at det aldrig ville blive os.. Og jeg står fast på den beslutning.. Der er andet som har påvirket mig.. Jeg ved ikke hvad der skete den aften,” afsluttede han meget dæmpet.

[Deleted]

Cayla var faktisk villig til at snakke om tingene, hun kunne ikke love at der kom en løsning, hun havde trods alt meget at tænke over, og stadig forbandet mange spørgsmål som aldrig var blevet besvaret. Det var en direkte dræbende tanke at han havde været sammen med en en anden kvinde. Hun blev liggende ind over spanden, for hun kunne føle det trykke på reflekserne, men der kom bare ikke noget op, for hun havde vitterligt intet at få op. ”Av,” hviskede hun stille, og endte forsigtigt med at rette sig op. Kluden gled tilbage på panden for lige at vaske den svedige fornemmelse væk. ”Du skal ikke bekymre dig Junior,” endte hun direkte. Han havde igen grund til at bekymre sig, særlig ikke når de var blevet skilt på den måde. Cayla måtte erkende at Junior helt igennem havde været skyld i det, men hun havde kun gjort det mere furstrerende for dem begge, ikke mindst fordi det jo faktisk var hendes ansvar at lærer ham om det han nu skulle gå igennem en gang i måneden. ”Jeg ved det godt, men jeg bryder mig ikke om tanken. Jeg ved om nogen hvor smertefuldt det er og.. Vi har et bånd nu som knytter os på en anden måde, og det at vi er adskilt gør det kun mere smertefuldt,” forklarede hun sigende, for det var jo ikke løgn, det var bare en del af det bånd som de nu havde, båndet mellem skaberen og den døbte.. han tilhørte hende, hvilket var en både mærkværdig og irriterende tanke. Tårerne strøg lydløst ned over hendes kinder, der gjorde virkelig ondt at snakke om, det var der vel heller ingen tvivl om?^derfor gjorde det også så ondt at han stadig påstod at hun var hans livs kærlighed. ”Jeg skal ikke kunne sige det.. jeg ved bare at du endte der og sikke et syn” tilføjede hun og slog blikket væk fra ham. Intimitet var et ømtåleligt punkt særlig når det ikke kom til hende. Cayla lod ham fjerne de flammerøde lokker så de ikke kom i vejen, denne ene gang skubbede hun ham faktisk ikke væk. Hun lod blikket møde hans. ”Det er fordi jeg ikke er din mere. Måske jeg er Aliyahs mor men hvad med bare at bruge mit navn?” foreslog hun med et stille skuldertræk. Det irriterede hende at hun havde været hans fødemaskine. Havde han så tænkt sig at komme tæt på hende, så hun kunne bringe den næste unge til verden, opforstre det mens hans hyggede sig omkring? For en kort stund lod hun kinden falde mod hans hånd, før hun atter rettede sig op igen med tårer i øjnene. Hun elskede ham og det gjorde det svært.”Det værste er at..Du ikke har r..” hun tav og rystede på hovedet. ”Nej.. bare glem det,” rettede hun usikkert og så væk.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var virkelig glad for at Cayla i det mindste ville snakke med ham, selvom det ikke var ensbetydet med at de ville finde ud af noget, men man kunne jo selvfølgelig håbe på det, så Aliyah også kunne få det at vide, så hun vidste hvad hun havde at forholde sig til, for det var bestemt ikke nemt for nogen af dem. De var nødt til at snakke om den hændelse, også selvom han virkelig ikke kunne fortælle hende synderlig meget, for der var virkelig ikke meget at sige, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Pointen var vel om ikke andet, at man kunne forsøge? Han var åben for forslag, som ikke betød at han skulle give afkald på hende helt, men.. han håbede jo selvfølgelig, men turde ikke rigtigt at regne med det. ”Det er nok lidt for sent at sige det, efter alt det her,” påpegede han dæmpet og med en ganske sigende mine, også selvom det var ord som han faktisk måtte mene, for hans vedkommende, så var skaden nemlig allerede sket. Han blev siddende tæt ved hende, kun så han var i stand til at holde hendes hår, for han brød sig slet ikke om at se hende på den måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg… erkender gerne, at jeg intet husker under fuldmånen og jo.. jeg kan mærke din smerte som min egen, og det bekymre mig.. Derfor kom jeg i dag.. Jeg kunne mærke at du havde ondt.. Og jeg er glad for at jeg kom,” endte han med en dæmpet og sigende mine, for det var ikke engang fordi at det var løgn. Han brød sig slet ikke om at se hende på den måde! Han lod blikket falde ned mod baljen med vand, som det tydeligt måtte være i en skam, for det var det jo også for hans vedkommende.. Det var jo slet ikke hans mening at kalde hende ved den titel, for det var virkelig taget ud af sammenhæng! ”Jeg mente det jo heller ikke på den måde Cayla.. Undskyld,” endte han dæmpet. Selvfølgelig kunne han bruge hendes navn, det vidste han godt, men.. det var bare ikke lige i de baner at han havde tænkt, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Han vendte blikket stille mod hende, som han strøg hendes kind, inden han roligt trak hånden til sig. Han ønskede jo heller ikke at passere hendes grænser, med mindre, at det var noget som han kunne slippe for i den anden ende, så selvfølgelig var det sådan at han ønskede det. ”… Hvad er det jeg ikke har..? Cayla.. fortæl mig det.. Vi kommer længst med ærlighed,” endte han dæmpet.

[Deleted]

Cayla vidste godt at der var mange som var forvirret omkring det hele, deres datter deriblandt og hun ønskede virkelig at give hende noget at forholde sig til, men hun kunne bare ikke se sig selv stole på Junior igen. At se sig med ham på længere sigt, at ligge sammen med ham i sengen ville ikke være et problem, men stole på ham kunne hun ikke igen, og derfor lå en løsning langt borte Alligevel var Cayla dog villig til at gøre sit bedste og ikke andet få nogle af frustrationerne ud af verden, for det havde hun tydeligvis også brug for, det var jo et sted.. det som havde gjort hende syg. ”Jeg er virkelig ked af at du ser mig sådan her, og jeg synes virkelig at det er ydmygende, men jeg lover dig at du ikke skal bekymre dig,”Snøftede hun stille. Tårerne trillede i en større strøm ned over sine kinder. Der var ingen grund til at lyve for ham, og han var nødt til at forstå det bånd de nu havde, for det ville ikke blive nemt for nogle af dem. ”Det er jeg bange for at du må vænne dig til. Jeg kan også mærke din, det er bare en del af det. Vi vænner os til det,” forsøgte hun også selvom det mere lød som om hun forsøgte at overbevise sig selv og ikke ham. Hendes hånd lagde sig forsigtigt mod hans knæ, også selvom hun hurtigt endte med at fjerne den igen. Hun lod sig hurtigt rive med. Hun havde tydeligvis misforstået den titel han havde kaldt hende ved, men hun følte sig lidt som hans personlige fødemaskine, og det fandt hun sig bestemt heller ikke i! ”Det føles bare sådan, Junior, jeg ved ikke hvordan jeg skal tolke dine ord mere,” endte hun med en direkte usikkerhed i minen. Cayla endte direkte med at sukke, det var.. et slag på hendes stolthed at skulle erkende. Hun forsøgte at holde tårerne tilbage med et næsten undskyldende smil, forsøgte at vifte dem bort med hånden, men de endte alligevel med at falde. ”Jeg.. du.. det jeg mener er at du ikke har rørt mig på den måde siden den aften i ruinerne, og jeg troede virkelig bare at du var hensynsfuld, men nu kan jeg ikke slippe tanken om at.. at jeg ikke er køn nok, eller god nok.. eller for kedelig, jeg ved det ikke,” hun endte med at skjule ansigtet i sine hænder, for hun hadede at skulle erkende at det var noget der plagede hende så meget, for de havde jo tydeligvis aldrig haft brug for den form for intimitet, men hun var vel også nysgerrig og samtidig savnede hun at dele noget så særligt med ham? Derfor gjorde det kun mere ondt at se ham sammen med Gina og så i den.. bizarre stilling, hvilket tanken om igen gav hende en kvalmende fornemmelse. Hun følte virkelig bare at hun havde en tom fornemmelse som ikke kunne udfyldes efter at han var væk, men samtidig havde hun virkelig ingen idé om hvad hun skulle gøre.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior ønskede at finde ud af hvad han havde at forholde sig til, såvel som han ønskede at give Aliyah den samme følelse, for hun var vel lige så usikker og forvirret omkring alt det her? Det var bestemt heller ikke fordi at det var en nem situation at være placeret i, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, så var det jo bare sådan at det måtte være i det store og hele. Han bed sig svagt i læben, som han let rystede på hovedet. ”Det er ikke ydmygende at bede om hjælp, når det er svært at gøre på egen hånd, Cayla,” forsøgte han stille som han roligt vendte blikket mod hende endnu en gang. Han ønskede ikke at skændes, og specielt ikke nu hvor hun var gået med til at snakke med ham, for det var noget som han virkelig, virkelig var glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Det er stadig mange ting som jeg skal vænne mig til, for.. det er ikke altid nemt, men.. vi kan jo hjælpe hinanden lidt..?” forslog han roligt, som han endnu en gang måtte vende blikket mod hende og med den næsten forsigtige mine.
Hånden som Cayla lod glide mod hans knæ, var noget som fik ham til at smile, også selvom hun fjernede den lige så hurtigt igen. Han bed tænderne let sammen, men sagde nu ikke noget til det. Han vidste hvad hun ønskede, men at hun ikke tillod sig det, og det var samtidig det som gjorde at han fik blod på tanden og selv ønskede det på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var helt sikkert. Hendes tårer gjorde ondt, også fordi at han vidste, at det var hans skyld at hun havde dem, så det var bestemt ikke noget som gjorde det bedre for ham! Han nikkede stille. ”Jamen.. så må vi jo finde ud af det,” begyndte han. Han tog endnu en gang omkring hendes hånd, og vendte blikket mod hende endnu en gang. Hendes ord var noget som gjorde ham næsten bleg i ansigtet, for det var bestemt ikke fordi at hun ikke havde været god nok! ”Jamen.. h-hvad er det du siger..?” Han endte med at sætte sig tættere på hende, kun for at lade den frie hånd glide under hendes hage, og derve vende hendes blik mod sig endnu en gang. ”Siden vores aften i ruinerne, er alt gået op i Aliyah, og det er bestemt ikke fordi at vi ikke har haft lidt at slås med..” Det var tydeligt henvendt til branden som sikkert var grunden til at Aliyah var døv den dag i dag. ”Du er den smukkeste og mest perfekte kvinde som jeg nogensinde har stået overfor, Cayla.. Jeg faldt på knæ for dig, og jeg har aldrig fortrudt det.. Jeg lukkede dig ind i mit hjerte, og jeg har aldrig fortrudt det, og vi fik verdens mest perfekte lille pige.. og jeg har aldrig fortrudt det! Fejlen ligger ikke ved dig, den ligger ved.. mig.. Jeg elsker dig jo..” endte han dæmpet.