A family affair

[Marius Amalani Darcy]

Jason havde haft det hårdt, hvilket var noget som Marius godt kunne mærke på ham. Efterhånden måtte han jo også kende manden så godt, at han kunne læse og tolke så let som ingenting, selvom det ikke altid var til at vide hvad der faktisk måtte plage manden, men det var nu en anden side af sagen. Havde han brug for at snakke om det, så havde han vel altid Gabriel at søge til? Han nikkede sigende til hans ord. ”Det kunne jeg godt forestille mig..” endte han sigende, som han igen vendte blikket mod hans skikkelse, som de sad der og faktisk lidt væk fra hinanden, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham som sådan. Ingenting var som han ønskede at mindes dem, og det var en tanke som faktisk gjorde ondt at tænke på, for han havde ikke det varme venskab med Jason, han havde ikke Gabriel, hans børn havde direkte givet udtryk for at de hadede ham, og det var jo faktisk det sidste som Yasmya havde fortalt ham, inden han var gået i døden, hvilket var noget som faktisk gjorde ondt for ham at tænke på, selvom han vidste at hun ikke mente det, så var det jo trods alt alligevel sagt. Han trak svagt på smilebåndet og nikkede. At være overbeskyttende for sine døtre, var vel noget som lå naturligt til dem alle sammen? Ham inkluderet, og nu også Jason? Ikke fordi at det gjorde ham noget, for så kunne det være at manden forstod ham lidt bedre. Der skulle lidt andre ting til, når det kom til sønner end døtre! En latter brød hans læber ved Jasons indrømmelse af hans alder, for det var jo slet ikke noget som han kunne følge ham i! En animagus fulgte jo trods alt den normale menneskelige alder og slet ikke det andet der! Han rystede på hovedet. ”Ved du hvad? Du har ret.. Du er virkelig ved at være gammel..” endte han sigende, som havde det været en konklusion frem for noget andet, men det var nu bare sådan at det var. Han foldede roligt hænderne foran sig. Endnu en gang bare det som måtte være en gammel vane for ham, for dem havde han jo trods alt med sig fra hans tidligere liv, men selv han ønskede at skænke hans datter noget at smile af, inden han igen ville forsvinde. Han havde jo fået at vide, at det var overstået før eller siden, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, og den tanke var noget som virkelig måtte frustrere ham som intet andet overhovedet! Han lyttede til hans rod. Hvis det var ham som skulle snakke med ham, så.. kunne det måske være..? Han trak vejret dybt og endte med at nikke. ”Det giver mig en idé..” endte han ganske sigende og vendte blikket mod ham endnu en gang, som havde han været.. stolt af, at han faktisk havde fået en idé, for det kunne jo faktisk ende med at lykkes, og selvfølgelig var det jo at foretrække på alle måder i det hele taget!

[Jason Elvana Nimanhra]

Skulle han være helt ærlig, så følte han sig efterhånden godt udslidt. Ikke nok med at han havde børn som endnu var afhængig af ham, men han havde også 3 store knægte og en forholdsvis stor datter, som endnu havde brug for hans råd og guiden. Det var ikke fordi han havde meget tid for sig selv til at slappe af, eller for den sags skyld snakke med nogen om det, og det var noget som kunne mærkes, også selvom han stadig nægtede at sætte sig selv foran sine børn. ”Jeg er dog glad for at jeg har børnene. De bringer en helt anden glæde,” erkendte han stilfærdigt. Det var børnene der forhindrede ham i at have ringe samvittighed, eller at tænke for meget på Tiyanna, for han vidste godt at der ikke var meget at gøre på den kant, hun hadede ham og han forstod hende udmærket godt. Nu hvor Marius og Emanuel igen var der, så kunne han næsten se lys for enden af tunellen, udelukkende fordi det selv var noget som var velkendt for ham, og han ønskede virkelig også at gøre noget ud af det mens de kunne og havde tiden til det. Yasmya havde måske fortalt manden at hun hadede ham, men Jason kunne se i hendes mine at det slet ikke var tilfældet, han vidste at hun altid havde forgudet den mand, og derfor var blevet skuffet over at blive sad i sidste ende i forhold til Camryn. Man kunne vel ikke bebrejde hende? Sandheden var dog at det var frygtelig nemt at gøre, han havde ligeså en tendens til at overse Piper og Hazel fordi at Syrena var den som henledede hans opmærksomhed. Læberne endte med at fortrække i et direkte kækt smil ved hans ord. Han vidste godt at en animagus fulgte menneskelig alder, men han havde selv lagt mærke til vingeudspringene på hans ryg, og han havde regnet ud at det visse ting havde ændret sig. Han puffede lidt skulende til ham. ”Må jeg være fri!” gentog han dog efterfulgt af en lidt intetsigende latter. Han vidste jo godt at alderen efterhånden indhentede ham, også selvom det ikke havde den helt store betydning! Yasmya fortjente lykke og om Marius ville det eller ej, så fortjente Jacques det ligeså og han ville kun finde den for alvor med hende, det var han overbevist om, også selvom han selvfølgelig ikke kunne være sikker, den stærke holdning kunne afholde ham fra at acceptere Camryn som knægtens mage, men han havde trods alt vendt tilbage til hende hver gang. Smilet falmede en smule og efterlod igen minen i alvorlige folder. Han vendte et lidt forundret blik mod ham og lyttede ganske intenst for efterhånden var han selv ved at være temmelig idé forladt. ”Jeg er lutter ører?” endte han som en typisk opfordring til at manden godt kunne begynde at dele sine idéer med ham. Efterhånden var han villig til at gøre stort set hvad som helst, om ikke andet.. få en ende på det hele hvis det var det, det krævede, for det andet var direkte ulideligt for alle omkring!

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at Jasons familie efterhånden var ved at blive temmelig stor, og at ungerne sikkert var mere end nok til at frarøve ham den opmærksomhed, som han sikkert burde have liggende på andre ting, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han vendte blikket mod ham endnu en gang, og med den ganske sigende mine. ”Børn efterlader altid en glæde. Bare at se dem med et smil, gør det hele til noget værd,” begyndte han sigende. Han kunne bestemt ikke lide at se sin gamle ven på den måde, for det var tydeligt, at han faktisk havde det hårdt, og han brød sig slet ikke om det. Han betragtede ham med en ganske sigende mine endnu en gang. ”Men du burde måske også tænke lidt på dine egne behov en gang imellem? Jeg kan forstå at det er svært med så stor en flok, men.. det andet hjælper dig jo heller ikke..” endte han med en let spørgende stemme, dog med en let bekymring, for han kunne da slet ikke skjule det! Jason var ved at være oppe i alderen i forhold til ham, og det at kunne lave lidt sjov med det, samtidig med at Jason faktisk opfangede det som drilleri, så var det noget som selvfølgelig kun hjalp ham en hel del, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han grinede ganske let, som han blev puffet og skulet til, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. ”Var gammel for mildt, min gamle ven?” spurgte han drillende og med det samme drilske smil. Nu var det hele ved at lette lidt, så selvfølgelig var det noget som han godt kunne mærke, for det var nemmere for ham at snakke med Jason om tingene, og det var i den grad også en behagelig tanke, for det var lidt som det var før i tiden, hvor de faktisk kunne slappe lidt mere af, end det som de havde gjort for flere minutter siden, og det føles godt. Han trak vejret dybt. ”Som du selv siger, så kan det være en lille peptalk fra mig, kan hjælpe Jacques lidt?” begyndte han. Han havde begået en fejl, når det kom til Yasmya og Jacques, og det var noget som han faktisk ikke havde noget imod at indrømme, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han rettede sig en anelse op, kun for at klø sig på ryggen, for det udspring ved vingerne, kløede faktisk og var temmelig irriterende! Han tænkte dog ikke videre over, at han faktisk havde fået en engel i racen, for han regnede jo trods alt heller ikke med at han ville blive værende i denne verden, en at han skulle rives væk derfra igen og tilbage til det rige som han selv havde afholdt sig selv fra i den anden ende. ”Jeg tager den snak med ham, om eventuelt at komme ud og se sin søn. Jeg tager ikke Emanuel med derhen, for det vil kun spolere det hele. Tror du at du kan få Yasmya med til parken eller noget lignende? Naturen var hun så glad for dengang hun var mindre,”endte han med et svagt smil. Han havde så mange minder omkring hans elskede børn! Yasmya i den grad deriblandt!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde efterhånden fået den store familie som han altid havde drømt om, også selvom han aldrig havde regnet med hverken at skulle miste Lisa så hurtigt som han havde gjort, eller finde ud af at en tidligere forlovet var hans sande mage, og han havde bestemt ikek regnet med pludselig at stå med 9 unger, selv for hans egen del så virkede det fuldkommen skørt. Han nikkede medgivende til hans ord. ”De bringer en glæde i livet det er sikkert. De gør livet værd at leve,” endte han lidt sigende. Det var om ikke andet sådan han altid havde haft det, han havde altid været glad for børn, og dem han havde nu var nogle som han aldrig ville kunne få sig selv til at give det mindste slip på, han elskede dem højere end noget andet. Jason vidste godt at han burde tage lidt tid for sig selv, men den slags havde han bare ikke tid til, før de sidste blev ældre.. forhåbentligt giftede sig med mindre besvær end Jacques! ”Det burde jeg måske, men med en sådan flok så er jeg bange for at tiden ikke er til det. Jeg håber på at kunne genoptage mit erhverv som rådgiver når femlingerne bliver lidt ældre,” afslørede han. Det havde været noget som han altid havde været god til, og han savnede jo faktisk at dele ud af sin viden og erfaring, men med alle de børn, så havde han ingen mulighed for at arbejde fast på slottet. Alderen havde sit tag i ham, men først nu følte han sig faktisk gammel, for han havde svært ved at være alle steder hvor han var ønsket! ”Var din tunge,” advarede han lidt drillende. Det var dog rart at sidde og drille hinanden på den måde som de gjorde i øjeblikket, for det var lang tid siden at de direkte havde haft den stemning. Jason betragtede ham som han begyndte at forklare sine idéer, han kom hurtigt ind på sporet. En peptalk fra selveste Marius ville nok få Jacques til at se lidt anderledes på tingene.. Jason håbede lidt at det ville kunne afgøre for alvor hvem af de to døtre som egentlig var hans mage, for Jason var efterhånden lost! ”Det ville uden tvivl hjælpe,” bekræftede han roligt. Han var ganske sikker på at han meget gerne ville se Emanuel, og at han var deres indgang i øjeblikket, for han ville aldrig opsøge Yasmya af sig selv. Hvilken tøsedreng han var blevet! Også selvom han genkendte det fra sig selv, han blev jo også væk fra Tiyanna. Kort så han lidt overvejende på Yasmya. ”Hun elsker engen, jeg er ikke i tvivl om at jeg godt vil kunne få hende med ud lidt. Lad være at tage Emanuel med, det ville optage deres begges opmærksomhed og så ville de ende med at gemme sig bag ham for at undgå hinanden, jeg skal blot sørge for at være væk inden, Jacques kommer. Engen er stor, så jeg kan nok godt.. blive væk for hende?” foreslog han roligt. Han var trods alt hurtigt, og hvis de blev skilt ad, ja så var han ude af synsfelt så de ville bare være i fred. ”Jeg er desuden kommet i tanke om en ting,” han vendte blikket mod Marius, med et lille glimt i minen.

[Marius Amalani Darcy]

Marius var ganske glad for den lille familie som han havde, også fordi at han ikke vidste om Melody ville fortsætte med at være en del af den, selvom han nu heller ikke regnede med det.. Ikke nu hvor hun end ikke havde opsøgt Yasmya, som virkelig havde haft brug for det, og han vidste det jo. Han nikkede sigende. ”Det gør de.. Jeg kunne slet ikke forestille mig det uden Yasmya..” Han vendte blikket mod hende endnu en gang, selvom hun slet ikke havde rørt sig fra bredden af. Det glædede ham faktisk at se hende sidde der, for det var en tanke som gjorde ham glad. Han vidste at hun ikke havde været i nærheden af vandet i frygtelig lang tid, selvom grunden nu stadig var ganske ukendt for ham. Noget havde hun ikke fortalt ham, selvom det nu heller ikke var fordi at han ønskede at tvinge hende til at sige det, for det var vel noget som kom frem før eller siden? Han ville ikke presse hende til noget, også selvom han ikke havde en evighed til det, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Du burde virkelig, Jason.. Før eller siden, går det galt, og selv det.. ønsker jeg jo heller ikke for dig.” Han smilede ganske let og nikkede så. ”Procias kunne heller ikke bede om en bedre rådgiver, end en Nimanhra,” endte han ganske sigende, for han mente det faktisk. De havde jo trods alt siddet i det indre råd begge to, og de havde jo set hvordan hinanden arbejdede, så han vidste det jo trods alt også godt.
At lave sjov, var faktisk en rar fornemmelse igen, for det var ikke noget som de havde gjort i årevis. At høre den drilske tone, at blive puffet og skulet til, var noget som kun gjorde det hele bedre igen, for så var det vel heller ikke alt helt håbløst endnu? Og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide. Han rystede let på hovedet og vendte sig mod ham med et smil. ”Er det ikke noget de sarte gamle øre, kan tåle at høre..?” fortsatte han let drillende. Han mente jo slet ikke noget ondt med det, og det håbede han så sandelig også at Jason vidste, for det var noget som han selv ville ønske selvfølgelig! Han nikkede sigende. ”Jeg tager en snak med ham,” endte han sigende. Hvis det var noget som kunne hjælpe knægten og Yasmya, så gjorde han det faktisk med selv den største glæde, det var der ingen tvivl om overhovedet! Han ønskede bare at se sin datter smile, og samtidig rette op på den fejl som han selv havde gjort. Han nikkede. Det lød alt sammen perfekt! ”Vi kan jo altid hjælpe dem lidt på vej.. Du kan jo altid.. blive væk.. Og Jacques løber mig sikkert i forvejen når det kommer til Emanuel. Han tog tabet hårdt, af hvad jeg har forstået,” endte han ganske sigende og med et stille smil. Jason fangede dog hurtigt hans opmærksomhed igen. ”Og hvilken ting er det?” spurgte han sagte.

[Jason Elvana Nimanhra]

Til tider måtte Jason næsten erkende at familien var blevet for stor for selv ham, men det var nu engang sådan det måtte være, han elskede trods alt sine børn, og det ville intet nogesninde ændre! Han kunne bestemt godt følge Marius, han bed dog mærke i at det kun var Yasmya han nævnte. Var der sket noget som han ikke vidste, siden Camryn pludselig ikke blev nævnt konstant, som hun var blevet engang? Det glædede ham dog at høre fra begges side at de faktisk var ved at finde ud af det, for Yasmya havde brug for en far, og særligt i disse tider. ”Nej det kan jeg godt følge dig i. Selvom det er hårdt, så er de det hele værd,” erkendte han roligt. Han skubbede sig en smule længere tilbage, kun for at sætte sig til rette op af træets hårde bark. Om ikke andet holdt det ham beskyttet fra solen, for den sved på hans hud. Yasmya havde ikke været ved vandet lang tid, og end ikke han kendte grunden til det, både hun og Jacques havde været yderst stilfærdige omkring det, men det var sket omtrent samme tid som det hele gik galt for ham, men på den anden side, så ønskede han heller ikke at ligge pres på nogle af dem, det glædede ham kun at se, at Adelio faktisk havde fået hende med sig ud. Det forundrede ham samtidig af manden havde formået at plante et smil på hendes læber. ”Jeg er udmærket klar over risikoen, men hvad pokker skal jeg gøre? Jeg har en datter som er kugleskør og ikke forstår sine omgivelser, knægte der ikke kan finde ud af at behandle deres søstre ordentligt, en blind pige der er skræmt for sine omgivelser, føler sig uden for og konstant søger min opmærksomhed, og en pige der totalt isolere sig og aldrig fortæller mig hvad der foregår i hendes liv... samt Jacques der ikke er til at genkende og Adelio som.. ja.. har hadet mig til nu, vi er kun på vej til at bygge et forhold. Den eneste der kan klare sig på egen hånd er Carlisle,” påpegede han en smule frustreret. Det var hårdt, også fordi han ikke kunne gøre noget for sig selv, og samtidig så skulle han være der for dem alle hele tiden. Marius og Jason havde arbejdet sammen, siddende i rådet, og de havde været både professionelle inden for de døre, men venskabelige uden for, så at blive bekræftet i at han havde været god til det, glædede ham kun. ”Selvfølgelig kunne det ikke det. Derfor havde jeg håbet på at tage stillingen.. mens den stadig er ledig, men jeg kan ikke rigtigt tillade mig at sætte familien i anden række igen,” endte han en smule ærgrende, for han ville frygtelig gerne ud af huset og tænke på andet end børn! ”Jo.. du er bare misundelig på min viden, erfaring og flotte facon,” endte han drillende, og dog med en stolt mine. Han skød brystet en smule frem. Selvtillid havde han mere end rigeligt af, også selvom den faldt mere og mere som tiden gik, så forsøgte han om ikke andet at holde fast i den. Jo han kunne vel lade helt værre med at dukke op. ”Jo lad os gøre det sådan. De to det begge frygtelig hårdt,” bekræftede han med et nik. ”Kan du huske den gamle herregård i Catalena? Du ved der hvor den tidligere hertug boede inden han blev slået ihjel? Den er omgivet af engen, ligger lige ud til floden og kan fåes for.. en slik. Jeg tænker at vi muligvis kunne gøre det i stand? Jeg har pengepungen til det, og Yasmya kan ikke bo så faldefærdigt med en søn,” endte han roligt. Det var virkelig synd han ikke havde tænkt på det før, men bedre sent end aldrig vel?

[Marius Amalani Darcy]

Marius var faktisk bekymret for Jason, for han vidste godt hvordan det hele kunne udarte sig, hvis man ikke bare fik lidt tid for sig selv, men at han var glad for sin familie og elskede dem alle, var han dog ikke det mindste i tvivl om. Han sendte ham et stille smil på læben. ”Jeg er ikke i tvivl om, at du elsker dine børn, Jason, men selv du har brug for at tage noget tid til dig selv.. Komme ud og se noget andet end børnene, som gang på gang kræver din opmærksomhed,” endte han ganske sigende. At Carlisle var den eneste som faktisk kunne bare lidt selv, forundrede ham faktisk, men dog var det vel altid noget som hjalp ham bare en smule? Selvfølgelig var det noget som hjalp ham en hel del, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hovedet lod han søge let på sned og med den samme rolige mine i ansigtet. Han forstod skam godt mandens frustration. ”Jeg vil gerne være til hjælp, Jason. Har du brug for en tid alene.. tænke igennem tingene og se noget andet end et børneperspektiv, så er det bare at spørge,” endte han sigende. Hvis manden stolede på ham om ikke andet, så var det vel også noget som han ville finde ud af før eller siden? Han håbede i hvert fald, men det var nu alligevel noget som genstod at se i den anden ende. Tungen strøg han ganske let over sine læber, som han lod hovedet søge let mod den anden side. Det føles faktisk godt at sidde der med hans kære gamle ven. Også selvom han ikke var helt sikker på om der ville være noget i det i det hele taget, men det var vel også noget som han ville finde ud af før eller siden, ikke sandt? Han betragtede ham med en sigende mine. ”Dine børn må da også være ved at blive store? Vad med at indgå et kompromis med de største? At de måske kan hjælpe lidt til? Du har brug for at komme lidt ud Jason.. Det er vel næppe til det gode, at spærre dig inde sammen med børnene, fordi at de er.. krævende..?” endte han sigende. Han var faktisk interesseret i hans ve og vel, for han havde jo altid haft en betydning for ham? For det havde han, også nu hvor de havde kendt hinanden igennem så frygtelig lang tid, både i det professionelle og i det personlige udenfor, og selvfølgelig var det noget som hjalp dem meget. Han endte direkte med at grine og ryste på hovedet. ”Jeg tror den selvtillid stiger dig lidt til hovedet, min fine ven.. Din viden måske, men alt det andet..? Det har jeg da i overflod!” Han skød brystet en anelse frem, med en stolthed i minen, som han slet ikke kunne lade være med, selvom latteren vel bare indikerede, at han faktisk lavede sjov? Han vendte blikket mod ham og med det samme stille smil på læben, for han kunne da slet ikke lade være. Han nikkede sigende. Jovist kunne han huske den store bygning. Det havde jo været den prægtigste i hele Procias tilbage i sin tid! ”Du vil have, at vi skal sætte den i stand? Hun kan ikke bo der sammen med Emanuel.. Det fortjener absolut ingen af dem! Det synes jeg lyder som en fantastisk idé. Hun vil blive stjerneglad for det,” medstemte han med et stort smil.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste godt at han på sit vis legede med ilden ved ikke at gå ud, og kun være hos børnene, men hvilket andet valg havde han? Ingen af børnene stolede på andre end ham, og til tider følte sig sig.. bebrejdet for tabet af deres mor, hvilket han var frygtelig ked af, også fordi han nødig ville være den som skulle forklare den at Lisa ikke havde været hans mage. Havde det været tilfældet, så ville han ikke have været i live nu. Det var frustrerende! ”Jeg er frygtelig bundet til hjemmet, men eftersom.. jeg til dels var skyld i deres mors død, og eftersom jeg er den eneste de har tillid til, så kan jeg ikke få mig selv til at ikke at stå der så snart de behøver det. Men jeg må erkende at jeg savner at gå ud.. gøre hvad jeg er god til, skænke andre gode råd, og for den sags skyld give kroen et visit med du og Gabriel.. forfører en smuk, ung kvinde.. alt det der,” han trak svagt på skuldrene. Måske hårdt at sige når han havde mistet Lisa, men det lå jo til ham og han havde det bedst i en kvindes favn! Det glædede ham dog at høre at Marius var villig til at give ham en hånd. ”Det værdsætter jeg, Marius. Men jeg er bange for at jeg selv har bundet mig, og nu må jeg finde mig i det, til tiden er til andet. Som du selv siger, er jeg ved at være gammel.. for gammel til eventyr vel?” han sendte ham et lidt kækt smil der dog druknede lidt i den døde mine. Hverdagen var jo.. kedelig. Han havde intet at se frem til foruden nye intriger.. ny hovedpine, og en masse frustrationer. Det føltes faktisk som var de igen gamle venner, og det var en tanke som han især godt kunne lide. ”De er ved at være store, og Carlisle og Piper er forbundet, de er vokset op sammen jo, det er mere end rigeligt for ham at se efter hende. Femlingerne kan ikke enes... jeg har forsøgt at forklare dem at de må tage sig af hinanden, men de er nu engang som de er,” endte han lidt sigende. Der havde ikke været megen forståelse at hente, og det var noget som han havde valgt at leve med, for hvad skulle han da ellers gøre? Jason endte direkte med at fnyse også selvom det var med et lille glimt i det ellers døde blik. ”Og alligevel er der ingen kvinder som vil have os? Jeg tror vi er nødt til ud at markere os lidt igen min ven,” påpegede han og strakte den dovne krop. Han ville bestemt ikke sige nej til at lade en kvinde lette visse af frustrationerne, det var helt sikkert. Tanken om det engang prægtige hus havde slået ham på vejen hertil, han havde skimtet det, og nu havde det været tomt gennem frygtelig mange år og trængte til en kærlig hånd. Det lå godt beskyttet, lige op til Catalena centrum og omgivet af smuk natur og marker, hvad mere kunne man bede om? ”Fantastisk! Jeg snakker med Silia så snart jeg kommer tilbage. Hvis du gider at holde udkig efter materialer så sig til, og put det på min regning. Hun fortjener ikke at leve i et rottehul, selvom hun har klaret sig flot, og nu hvor.. herregården blev nuppet for øjnene af hende, synes jeg kun at det ville være velfortjent,” erkendte han med et lille nik. Camryn havde jo taget det lige for øjnene af hende!

[Marius Amalani Darcy]

Marius kendte Jason godt nok til at vide, at det ville gå galt før eller siden, for manden kunne ikke klare så mange børn, uden et voksent selskab i tide og utide, og det var vel heller ikke forkert sagt, at det var noget som faktisk gjorde ham en anelse bekymret? For det gjorde det faktisk. Han betragtede manden med en ganske sigende mine. Hvordan børnene havde det med andre end deres far – og mor for den sags skyld, vidste han ikke. Han havde jo selv været væk igennem temmelig mange år nu. Han trak svagt på smilebåndet. ”Ak ja.. De gode gamle tider.. dengang intet kunne stoppe os..” Han nikkede sigende. Han kunne skam godt forstå, at det var noget som Jason faktisk måtte savne, for det var jo ved at være temmelig mange år siden nu! ”Hvad skete der egentlig med Lisa? Hvis jeg må spørge..” endte han dæmpet. Han havde respekten for det, hvis det var svært for Jason at snakke om, men han vidste jo selv, at det altid hjalp en at spørge ind til det og snakke om det, for det fik man det jo faktisk langt bedre af, end alt det andet. Han betragtede ham med en ganske sigende mine. ”Man er ikke ældre end det som man selv føler sig.. Er det ikke det du altid plejer at sige? Tag en aften fri, kom ud og oplev det gode natteliv, ligesom før i tiden, Jason. Jeg er sikker på, at det kan gøre lidt underværker for dig,” endte han ganske stilfærdigt, for det var ord som han kunne stå inde ved! Og hvis han kunne hjælpe med børnene, så ville han hellere end gerne gøre det, for han betragtede jo lidt sig selv som deres.. onkel? Hvis det overhovedet var en tanke som han havde ret til at gøre sig. Han kunne godt forestille sig, at det var svært at stå med så mange på en gang som ene mand! Alligevel kunne han ikke lade være med at smile. ”Det synes jeg lyder fornuftigt? I aften..?” endte han sigende, som han vendte blikket mod ham med en alvorlig mine. Jacques stolede børnene vel på, nok til at lade ham passe på dem for en aften? En enkelt aften? At huset kunne stilles i stand til Yasmya, var en tanke som virkelig gjorde Marius frygtelig glad, for han vidste at Yasmya ville blive ellevild med det, det var han slet ikke i tvivl om overhovedet! ”Jeg hørte godt, det hele blev taget for øjnene af hende.. Du gør meget for hende, Jason, og det er jeg dig virkelig taknemmelig for.. Du må sige til, hvis der er noget jeg kan gøre i gengæld,” endte han sigende, også selvom det faktisk var ord som han mente, for dette skulle ikke have lov til at gå ubemærket hen. Med sin død, vidste han godt, at han havde mistet hele sin formue, men hvad skulle han gøre? Han ønskede bare at gøre op for de tragiske fejl, som han har gjort igennem hans liv!

[Jason Elvana Nimanhra]

Et selskab uden voksne var slet ikke til at holde ud i længden, særligt ikke når han var vant til at fører fornuftige, indviklede samtaler hele dagen, og nu skulle han ligesom overveje hvert eneste ord. Han elskede sine børn, men efterhånden drev de ham bare til vanvid, også fordi de ikke kunne enes, og den ene havde jo mere brug for ham end den anden! Jason nikkede medgivende med et næsten sagligt smil. Det havde været gode tider inden han havde følt sig bundet. ”Netop. Til tider mangler jeg det virkelig,” erkendte han næsten spidst. Han hadede at være fanget på den måde, men han havde trods alt selv bragt sig i situationen og nu måtte han selv finde ud af det. Smilet falmede i samme øjeblik Lisa kom på bordet. Han knyttede næverne også selvom det ikke var noget som påvirkede ham direkte at snakke om, han var nødt til at lade lidt som om. ”Hun blev voldtaget og slået ihjel. Eller... hun var knap i live da jeg fandt hende, hun døde i mine arme på vej hjem, selvom jeg skyndte mig så meget jeg kunne,” fortalte han lidt dæmpet. Han tænkte ikke særlig meget på hende, og tanken om det gav ham en ringe smag i munden, hun havde gjort ham lykkelig, hun var mor til deres børn, og han nærede den dybeste respekt for hende, han elskede hende, selvom det bestemt ikke havde været på den måde som han havde troet. Han endte med at sende ham et direkte kækt smil. ”Utroligt. Du har lyttet til noget af det jeg har sagt, men ja. Det tror jeg på. Der har ikke været meget af det siden din død og efter at Evelyn gik i døden, så har Gabriel heller ikke været det samme. Jeg er bange for at de tider er forbi, Marius,” endte han med en lidt neutral tone. De var ikke unge mere, og han var afgået ved døden, deres tab havde forandret dem, også selvom han længtes tilbage til de gamle tider. Marius var børnenes onkel, og det ville han altid være, det havde han opdraget dem med, om han ville det eller ej. Det kom direkte bag på ham, at han foreslog at gå i byen samme aften. Tjoeh.. de var om ikke andet to flotte mænd, hvorfor skulle de ikke gå ud og charmere sig lidt ind i friheden igen? ”Det lyder bestemt ikke ringe. Jeg er frisk.. hvis jeg kan få Jacques til at se efter ungerne vel og mærke.. eller Yasmya,” tilføjede han roligt. Jacques kunne han nok ikke regne med, men Yasmya sagde stort set aldrig nej, hun elskede at være sammen med børnene, ligesom børnene elskede hende. Huset skulle de nok få ordnet, han ville elske at glæde Yasmya med det. Når først det var sat i stand, så kunne hun få frit rum med henblik på indrretning, for han vidste at hun gik meget op i den slags, han huskede det fra da hun flyttede ind på Jacques værelse, knægten havde været ved at blive vanvittig. ”Hun havde fået besked om, at huset stod klar til hende. Dagene lige op til dukkede Camryn op igen og da hun er ældst og biologisk, stod hun ikke en chance. Du skal bestemt ikke betale tilbage min ven, jeg holder af hende som den svigerdatter hun var, og som jeg håber hun igen bliver. Jeg ønsker kun at bidrage til hendes lykke,” erkendte han roligt, for han var jo bare ærlig.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde selv slet ikke været i stand til at klare tilværelsen i børnehjemmet, hvis det ikke var fordi at han havde haft Melody og Jason som til tider stak næsen forbi, for det børneperspektiv, var noget som man direkte kunne blive vanvittig af i længden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han vendte blikket ganske roligt mod sin kære gamle ven, hvor smilet slet ikke var til at tage fejl af. Han havde ondt af ham, og selvfølgelig ønskede han at hjælpe til der hvor han havde mulighed for det. Hvem ville da ikke føle sig bare lidt brugbar? Han ville om ikke andet, så elske det, hvis det havde været ham, det var der ingen tvivl om! ”Med så mange børn i hus, forundre det mig ikke.. og jeg tror udmærket godt, at de kan mærke det på deres frustrerede far..” endte han ganske sigende, som han igen vendte blikket mod ham. At han lod som han blev påvirket, vidste Marius ikke, men det var en påvirkning som var til at se. Historien havde han ganske vidst allerede fået af Lisa, men han ønskede at høre den fra Jasons læber, også for at vise, at han faktisk var der. Han hævede hånden og lagde den mod hans skulder, som han klemte let om. ”Det er jeg ked af,” endte han sigende, også selvom han mente det. Han havde faktisk ondt af manden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vidste ikke hvordan Gabriel havde det, men hvis han ligeså havde problemer på hjemmefronten, kunne det vel være rart at komme lidt ud? Selv han kunne bruge det bare lidt! ”Tiderne er vel først forbi, den dag vi alle 3 er enige om det? Jeg kunne godt bruge en aften ude? Og jeg er sikker på, at du har det på samme måde, så hvorfor ikke finde ud af det, og få det arrangeret?” Normalt var han ikke den som var mest hug på at komme ud, men denne gang var han faktisk, for han kunne virkelig godt bruge det! ”Stoler de på min datter, så lad hende passe dem lidt. Det giver hende da om ikke andet, lidt andre ting at tænke på, mens vi får stablet det andet på benene,” endte han ganske sigende, som han lod hans blik roligt glide mod den ene side. Tungen strøg han ganske let over hans læber, som han roligt tog hånden til sig endnu en gang. Tanken om at Camryn havde nakket det hele for øjnene af hende, gjorde et sted ham temmelig irriteret. Han vidste ganske vidst, at der havde været problemer mellem Yasmya og Camryn, men den der var virkelig ikke fair overfor Yasmya! ”Det har aldrig rigtigt fungeret mellem de to.. Så må vi give hende noget som er større og mere prægtigt end den gamle Darcy-Herregård.. Det fortjener hun. Jeg ved hun ønsker at fortsætte hvor Melody og jeg slap.. Hun har ikke behov for de store plantager,” endte han sandfærdigt. ”Lad os krydse fingrene for det.. Ønsker de det, og kan vi hjælpe dem lidt på vej, så er jeg sikker på, at du nok skal få din kære svigerdatter.. en bedre svigerfar kan hun heller ikke bede om,” påpegede han med et tilfredst smil på læben.

[Jason Elvana Nimanhra]

Børnehjemmet var i den grad også noget som havde trukket tid, det vidste Jason godt, men han havde sørget for at kigge forbi så ofte som det havde været muligt, også fordi han havde elsket miljøet på stedet. Det havde været fredeligt og varmt, Melody havde haft julelys i øjnene hver gang han så hende på trods af modgangen, og Marius havde været mere glad end han nogensinde havde huset ham, men selv. Derfor forundrede det ham at Melody stadig var i live, også selvom det lod til ikke at gøre nogen forskel overfor Marius. Jason var om ikke andet glad for at han forstod den situation som han stod i, i øjeblikket og han værdsatte virkelig at han var så villig til at hjælpe ham. ”Jeg ved godt at det er mange, det er ikke mit problem at Gabriel havde en for god kvalitet. De kan helt sikkert mærke det, men for pokker de gør det ikke altid nemt for mig,” mumlede han lidt frustreret. Syrena var svær nok, men de andre gjorde det kun mere problematisk, og det stressede ham, bare det at lade Carlisle og Piper se efter dem som de gjorde i øjeblikket, foruroligede ham. De kølige blå øjne gled mod ham ved hånden der endte mod hans skulder. Han skubbede den ikke væk, men bukkede blot hovedet dybt mod ham. ”Tak, Marius. Det har bestemt ikke været nemt,” erkendte han, det var sandt selvom han ikke havde taget så hårdt på hendes død, det gav ham virkelig en grim smag i munden, for hun havde været ham fuldkommen hengiven. Det lettede ham et sted at høre, at der var mulighed fro at komme lidt tilbage til de gamle tider, for det var noget som han savnede. ”Sandt. En aften ude ville være rart, det er.. for mange år siden. Det var ellers nogle gode aftner vi havde i sin tid. Desuden tror jeg at selv Gabriel har brug for at se andet end sin stue, og hvis din tid er begrænset.. så skal du helt sikkert ud lige at huske en kvindes kærtegn!” endte han lidt bestemt. Det var ikke noget han skulle snydes for, nu hvor han faktisk havde mulighed for det. Det plejede ellers ikke at ligne Marius, direkte at overtale ham til at komme med ud, det plejede at være omvendt. ”Både jeg og børnene stoler blindt på hende, hun er frygtelig god til at håndtere dem.. til tider bedre end jeg selv,” endte han lidt sigende og kastede igen et blik på Yasmya, der lod til at have trukket lidt længere op på bredden for at undgå vandet der sprøjtede omkring. Jason vidste godt at Camryn og Yasmya aldrig havde fungeret godt, og et sted kunne han godt forstå det, for de havde konstant måtte slås om at være favorit. ”Det ved jeg godt. Skal jeg være ærlig så tror jeg at Yasmya misunder sin søster. Jeg er ikke sikker på at det er prægten der trækker men minderne i det. Der høre en mark eller to til, så det er godt, jeg håber at det vil hjælpe hende lidt,” endte han stille, før han fortsatte. ”Jeg håber det inderligt. Uanset hvad er jeg overbevist om at Jacques bliver din svigersøn, en af de to kvinder er hans mage, men jeg ved ikke hvem hvis jeg skal være ærlig. Jeg vil gerne tro at det er Yasmya, men han drages altid mod Camryn,” påpegede han lidt spidst. Han brød sig bestemt ikke om tanken!

[Marius Amalani Darcy]

Børnehjemmet var selv en tid som Marius faktisk måtte savne, for han havde elsket at lave andet end at stå for vinplantagerne, men selv de havde jo været en forbandet vigtig indtægt i henhold til børnehjemmet, for det var bestemt ikke gratis at drive! Han vendte blikket sigende mod ham. Det var ved at være mange år siden, men selv det gamle var noget som kunne findes igen, hvis det var noget som de alle sammen var indstillet på. Marius havde bestemt ikke noget imod, at blive sat for en ny start med henblik på de venskaber, som var gået i glemmebogen, for han anså det faktisk for at være en skam, men det var nu alligevel noget som bestemt heller ikke måtte sige så lidt i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det ellers. Han trak let morende på smilebåndet. ”Hvad havde du regnet med, af en ung mand?” spurgte han direkte morende. Han havde ganske vidst hørt om det, men han havde nu også været væk i temmelig mange år, så der var vel alligevel pænt meget som han havde gået glip af, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Tabet af Lisa måtte bestemt ikke have været rart, og specielt ikke for børnene, som af hvad han vidste, havde haft temmelig meget med deres mor at gøre, så det havde nok været meget at skulle håndtere på en gang. ”Sig til, hvis der er noget jeg kan gøre, ikke?” endte han sigende, som han roligt betragtede ham med en rolig mine. Han havde ondt af ham, for det havde været meget at slås med, det var der ingen tvivl om. Han rystede let på hovedet og med et varmt smil på læben. Nu genkendte han i den grad Jason igen! ”Se nu begynder det at ligne noget. Prøv at se om du kan få Gabriel lidt ud af skjul.. Tror vi alle kunne bruge en god tur i byen,” endte han med et stille smil. Han havde ikke alverdens med tid – af hvad han vidste om ikke andet, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende, det var der igen tvivl om. ”Hun har et naturligt præg på børn, og hun klæder rollen, og hun gør det virkelig, virkelig godt.” endte han med en ganske sigende mine, hvor stoltheden alligevel måtte vise sig lidt, for han kunne jo slet ikke lade være, nu hvor han havde muligheden! Han ønskede selvfølgelig stolt at vise sin datter frem, for hun var og blev hans lille øjesten! Han nikkede med et mere dæmpet smil og med et svagt suk. ”Det er umuligt at få dem til at enes, for det kan de ikke. Minderne er nok det som trækker mest.. ved dem begge to.. Hvis der er mulighed for at få hende til at skabe nye og sine egne.. plus jeg vil være der, til jeg.. ja.. du ved.. vi kan vel altid nå at skabe nogle nye..?” endte han dæmpet og med et mere dæmpet smil. Han ønskede virkelig Yasmya det bedste, for det var fortjent!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste godt at mange ting havde ændret sig, og at de ikke bare kunne få de gamle tider tilbage igen, selvom han virkelig savnede dem. Han savnede at dukke op på børnehjemmet uanmeldt og blive overfaldet af et utal af unger, han savnede at have tid til at bruge tid på sine egne børn, og han savnede ikke at blive bebrejdet hverken af dem eller af Marius, Adelio eller nogen anden, og han forsøgte virkelig at gøre sit på at rette op på det enorme kaos for bare at kunne vende lidt tilbage til de fredelige tider, også nu hvor Silia gav ham muligheden for det.. gav hele Procias muligheden for det. Et sted så håbede han også lidt på, at du hvor de fik snakket ud om tingene og faktisk havde indgået endnu et samarbejde, at det kunne være en ny start på deres venskab, for han havde efterhånden virkelig manglet det. De isblå øjne søgte ned mod madkurven, han rakte ud efter endnu et bær. Han kunne ikke tillade sig at spise godt, det ville kun blive ubehageligt, men lige en enkel. Han endte med at himle med øjnene af hans ord. ”Jeg havde bestemt ikke regnet med at han ville give mig 8 styks,” påpegede han lidt spidst og dog morende. Tre var faldet fra, og nu om dage kunne han næsten være glad for det, for ellers så havde han kun haft endnu mere at se til. Det havde bestemt ikke været nemt, for han havde ikke rigtigt kendt sine børn, de havde jo været hos Lisa, foruden Carlisle og Piper, men han var nu kommet temmelig godt ind på dem, de havde været åbne for ham fra starten. ”Tak, Marius. Det vil jeg huske,” svarede han roligt. Tanken om at komme lidt ud var faktisk fristende, for han havde i den grad brug for at komme ud og møde lidt mennesker.. særligt lidt kvindeligt selskab ville gøre godt efterhånden, han var trods alt en mand. ”Jeg er sikker på at han er med, når han høre det er os tre. Det er mange år siden, desuden har han behov for at få tankerne lidt fra Evelyn,” han vendte blikket mod ham, og trak faktisk let på smilebåndet. Eftersom de ikke vidste hvor lang til Marius havde, så måtte de heller ikke lade der gå for lang tid, det vidste han godt. Han endte med at nikke medgivende mod ham, for han kunne virkelig kun sige sig enig.Yasmya havde et fantastisk tag på børn, de knyttede sig til hende hurtigere end noget andet. ”Det er ret fantastisk, hun formår næsten at skabe et tillidsbånd, så snart hun lader blikket falde på dem, hun er virkelig fantastisk,” han kunne virkelig ikke sige sig andet end enig. Det var noget som de kunne rose Yasmya for, også selvom det igen var noget som Camryn ligeså var god til.. somme tider kunne han godt forstå deres frustrationer. ”Jeg tvivler på at de nogensinde vil komme til at enes.. De ønsker konstant det samme. Minderne trækker ved herregården, Yasmya var knust over at miste den, men jeg er sikker på at hun med tiden vil elske det andet.. særlig når hun har været med til at skabe det, og nu har hun dig og hun har sin søn.. det kunne måske være en mulighed for hende at skabe helt nye og måske komme sig over... Jacques,” han brød sig ikke om at sige ordene, men det var trods alt sandt.

[Marius Amalani Darcy]

Tingene var på ingen måde som de plejede at være, og selvfølgelig var det noget som forværrede hele situationen med henblik på Jason og Marius, for deres venskab havde været.. droppet vel? Ikke at det var en tanke som behagede ham meget, men der var jo ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget ved det som sådan af den grund, selvom det faktisk var en tanke som gjorde ham lidt.. trist. Jason, Gabriel og ham selv, havde altid været et stærkt trekløver, selvom de vel bare var gledet fra hinanden? Han slog ud i en latter. Han havde udmærket godt hørt at Lisa havde født 8 børn, og selvfølgelig var det en velsignelse uden lige! ”Ja, hvad er der at sige? En mand med slag i,” endte han morende. At se manden sidde og smile, var også noget som gjorde det hele bare en anelse nemmere for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Tungen strøg han roligt over sine læber, som han igen vendte blikket i retningen af Yasmya nede ved vandet. At hun var så tæt på nu, var en tanke som faktisk gjorde ham glad. At se hende smile, var virkelig også det hele værd. ”Godt. Jeg ved godt at jeg måske ikke kender børnene, men de kan næppe være værre end et helt børnehjem,” endte han med et stille smil. Desuden ønskede han jo at lære dem alle at kende, for han betragtede dem jo som sine nevøer og niecer.
At komme lidt ud, var sikkert noget som de alle tre kunne bruge! Ligesom de gode gamle dage, hvor der ikke havde været noget i gang, ingen knuder på trådene eller noget som helst! Han vendte blikket roligt i retningen af manden og med det samme lette smil på læben. Han nikkede. ”Det anede mig, men jeg ved jo ikke med jer.. Jeg kunne bare godt bruge lidt fra de gode gamle dage. Det kunne være rart bare at sidde, snakke og le igen, som vi gjorde tilbage dengang,” endte han sigende. Måske et naivt forsøg på at få bare lidt igen fra dengang, men hvis det virkede, så sagde han ikke nej! Han trak muntert på smilebåndet. Yasmya var virkelig fantastisk! ”Hun har altid haft et utroligt tag på de små størrelser. Hun elskede jo også børnehjemmet, så det forundre mig ikke, at hun fortsætter det, når muligheden kommer.. Hun gør mig kun stolt,” endte han sigende. At frustrationerne kom med henblik på Camryn, kunne han jo så til gengæld også godt forstå, og meget af det var i den grad også hans fejl, hvilket var en tanke som var gået op for ham allerede, også selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for ham! Han havde faktisk en utrolig ringe samvittighed med henblik på både Yasmya og Jacques. Han rystede på hovedet til Jasons ord. ”Skal jeg være ærlig, så nægter jeg at tro på at hun kommer over Jacques. Tvært imod, så tror jeg snarer at hun vil.. nøjes med andet, hvis det endelig er. Hvis det kan hjælpe hende, at have et sted som vi alle har bygget op sammen.. så kan det være, hun kan finde overskuddet til at tage sig af det andet,” endte han ganske sigende.