A family affair

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason, Marius og Gabriel havde altid haft et frygteligt tæt venskab, og de havde alle været med til at ødelægge det. Hvad angik ham og Marius, så var Jason udmærket klar over at skylden hvilede på hans skuldre, udelukkende fordi han havde valgt at handle. Nu om dage var han både ked af at han havde taget Yasmya væk fra Marius, men samtidig glad for at han havde fjernet hende fra det sted, for ellers ville Sonic jo havde slået hende ihjel. Det eneste han kunne nu, var at tigge og bede til at ham og Marius ville være i stand til at finde tilgivelsens stig, og igen komme ud, vælte byen lidt, charmere de smukke damer, ligesom de havde gjort ofte i sin tid. Jason nikkede sigende, dog med samme lidt stive mine. ”Det må man da sige,” medgav han næsten med en undertone af sarkasme. Gabriel havde virkelig haft slag i hvad end han havde gjort det, det var første og sidste gang han havde prøvet den slags, men nu havde han vidst også de børn han havde behov for! Jason lå lidt nervøst ved hans ord. Han ville hellere end gerne præsentere ham for børnene, men han tog alt for let på det! ”Det siger du nu, min ven. Det er bestemt ikke lette individer vi taler om, og til et vidst punkt er jeg sikker på at du næsten vil føle dig som på børnehjemmet,” svarede han med et næsten udfordrende glimt i de ellers tomme, blå øjne. Jason måtte give Marius ret i at det ville være godt at komme lidt ud, se lidt andet end bare.. børn, for det var jo faktisk hans liv lige i øjeblikket, og Gabriel var komplet ødelagt, han så ikke meget andet end husets fire vægge. ”Det ville være rart at se andet end børn. Du har helt ret i at det er det vi har brug for. Vi kan forsøge at få Gabriel med, men han var været.. ødelagt siden Evelyns død, det er næsten mærkværdigt at se ham på den måde,” erkendte han en anelse frustreret, han havde jo virkelig forsøgt at hive manden med sig ud, men det var som om det ikke rigtigt skete noget! Jason betragtede atter Yasmya der overraskende nok blev siddende på kanten! ”Det har hun. Jeg er overbevist om at hun nok skal kæmpe for at få hvad hun vil have. Jeg er ikke i tvivl om at hun gør dig stolt, Marius,” han rejste sig roligt og strakte benene lidt. Det var ganske vidst hyggeligt at sidde hernede, men han ville ikke spilde tiden, han var ivrig efter at få fat i det hus, også fordi han kunne mærke at det var noget som ville betyde noget for Marius også. ”Det håber jeg ikke at hun gør. De to er som skabt for hinanden, og jeg har ikke tænkt mig at lade hende nøjes. Jeg siger blot at vi.. måske må slå os til tåls med at de er villige til at nøjes. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at spilde tiden. Jeg tager op til Silia med det samme, og snakker med hende om herregården og sådan lidt. Jeg giver dig besked så snart jeg har muligheden for det... til vi ses igen, gamle ven” han rakte hånden frem mod ham som en varm gestus. ”Adelio? Ved du med?!” kaldte han lidt fast. Det var trods alt knægtens egen beslutning, men han ville gerne indvige ham lidt, måske han endda ville hjælpe lidt til?

[Marius Amalani Darcy]

Det frygtelig nærevenskab som der havde været dengang, var ikke noget som fandtes mere, hvilket faktisk gjorde Marius trist, for de havde altid været det perfekte trekløver! Han betragtede roligt sin gamle ven. Ja, hvor dette skulle ende, havde han ingen anelse om, men et sted så håbede han selvfølgelig på muligheden for at få en ny start på det hele, at de muligvis kunne starte forfra og med blanke ark? Den stive mine, var nu ikke noget som Marius tog sig af som sådan, for han vidste, at det kun var noget som var typisk Jason. Det var sjældent manden viste den form for følelse, men det var nu bare sådan at det var. ”Det skal jeg da lige love for. Jeg er dog ikke i tvivl om at du elsker alle dine børn af den grund, Jason.. Jeg tror bare, at det kunne være godt for os.. alle tre, at komme lidt ud som vi gjorde i de gode gamle dage,” endte han ganske sigende, for løgn var det jo trods alt ikke. Tungen strøg han let mod sine læber. Han mente det faktisk, for han var temmelig sikker på at det hele nok skulle gå i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der ingen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Et næsten.. kækt smil bredte sig på hans læber. ”Skulle det være en opfordring, min gamle ven? Jeg elsker børn, det ved du da.. Jeg har til nu ikke mødt nogen, som er en for stor en mundfuld for mig..” endte han ganske bestemt, også selvom det var ord som han faktisk måtte mene. Han trak vejret dybt og vendte blikket ned mod Yasmya. De havde begge handlet på hendes vegne, selvom deres handlinger havde været helt forskellige, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han var nu alligevel et sted.. glad for at Jason havde gjort som han havde gjort, for det havde reddet Yasmya i længden, også udelukkende på grund af Sonic som havde stormet hele herregården tilbage i sin tid. Ja.. et sted så huskede han end ikke hvor lang tid der var gået, hvilket næsten var noget af det værste af det hele. ”Yasmya er min store stolthed, Jason. Jeg er faktisk.. kun glad for hvad du valgte at gøre for hende, da du gjorde det. Det reddede med største sandsynlighed hendes liv..” Døden havde fået Marius til at se frygtelig mange af tingene i et helt andet perspektiv, så selvfølgelig var det ikke noget som han tog så tungt igen, selvom det selvfølgelig havde været hårdt, at stå og se på en mand tage hans datter fra ham. Han så til som manden rejste sig, hvilket var noget som fik ham selv til at rejse sig. Hvis de bare kunne få den bygning på plads og sat i stand, så ville det være en fantastisk ny start for Yasmya! Nye minder og sammen med ham og Emanuel? Det kunne vel ikke blive så slemt igen, kunne det? Han tog om Jasons hånd i et godt og fast greb. ”De vælger måske at nøjes, men det gør jeg ikke, og jeg ved, at du er af den samme mening min ven. Hvis vi kan få det hele stablet lidt på benene igen, så er jeg sikker på, at vi sikkert kan hjælpe dem med at finde ud af det hele alt sammen.. Snak med Silia.. jo hurtigere des bedre,” endte han ganske sigende, som han roligt sendte ham et smil. Dette gik mod sin ende, og det vidste han også var en ny start, og det var en tanke som han faktisk godt kunne lide.

[Theodore Jarvis Acheron]

En sidste gang, havde Adelio lige nået at kaste Emanuel ud i vandet, kun for efterfølgende at tage en længere dykkertur sammen med ham. Det var bestemt ikke fordi at han ville skræmme Yasmya mere end det som hun var i forvejen, for det var kun tydeligt for ham, at hun slet ikke brød sig om tankerne hvad vand angik, og selvfølgelig var det noget som han havde i tankerne lige nu. Han sendte knægten et stort smil, som han endnu en gang tog godt fat omkring ham, kun for at skulle til at tage et større spring i vandet, for at kaste ham fra sig, selvom hans fars stemme, hurtigt måtte fange hans opmærksomhed. Mændene var vel færdige med at snakke nu? Selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Han ønskede jo selv et bedre forhold til manden, også selvom det selvfølgelig ikke var det nemmeste efter så frygtelig mange år med had og foragt, sorg og alt hvad man kunne definere som direkte negativt. Han nikkede sigende til ham. ”Jeg kommer!” svarede han igen, som han tog knægten ind til sig i stedet for, kun for at søge i retningen af bredden og videre mod Yasmya, hvor han placerede hendes søn lige ved siden af hende, kun for at tage pladsen på den anden side. Det var efterhånden ved at være frygtelig lang tid siden, at han havde nydt en tur i vandet så meget, men det havde faktisk været hyggeligt, det var der ingen tvivl om.
Adelio sendte Yasmya et stille smil, for han kunne slet ikke lade være med det. ”Det var en glæde at hilse på dig, Yasmya,” endte han sigende, som han rakte hånden mod hende, også for at tage hendes. Nu hvor hun havde siddet her i den stegene sol, så var hun vel også ved at være godt tør igen? Så selvfølgelig ønskede han ikke at dynge hende til, i det som hun i princippet slet ikke brød sig om – nemlig vand. Emanuel vendte han derefter sin opmærksomhed i retningen af. ”Og dig med stump.. Håber da at vi snart kan ses igen,” sagde han sigende. Han var ikke meget for børn normalt, men den knægt var faktisk en helt anden sag for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han strøg ham roligt over hovedet, inden han rejste sig og løb op til Jason, kun for at gribe efter sit tøj på vejen. Han tørrede hurtigt i denne hede, hvilket han allerede nu var klar over, også selvom han nu heller ikke havde noget imod lidt vand. Han sendte dem en lidt mere fast mine. Han var jo trods alt sin fars søn, og det var med alt hvad det indebar. ”Hvad sker der så nu..?” spurgte han sagte. Alt efter hvem han var i nærheden af, så kunne han fint tilpasse sig, og selvfølgelig var det noget som han gjorde uden videre problem, det var der ingen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Blikket gled mod Marius, som han let nikkede mod. Jason og ham, var vel færdige med at snakke nu?

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var overbevist om at de nok skulle få bygget det gamle venskab op igen, nu kunne han om ikke andet håbe, at han ville få muligheden for det, særlig nu hvor Marius bar det kros som han ellers ikke havde sluppet det mindste. De havde fået snakket tingene igennem, og nu håbede han blot at de kunne starte på de blanke ark og skrive ny historie, særlig med henblik på deres samarbejde omkring Yasmya og Jacques. ”Selvfølgelig gør jeg det, de er fantastiske. Af den grund har jeg dog stadig brug for at komme ud, og en aften med du og Gabriel ville være godt for os alle, og selv børnene ville nok være glad for at slippe lidt for mig,” endte han lidt sigende. Så meget som han havde været over børnene siden Lisas død, så ville de nok slet ikke have noget imod at slippe ham lidt. Mens hans ventede på Adelio vendte han sig igen mod Marius med samme lidt stive mine. ”I så fald kan du godt begynde at forberede dig selv, min ven,” svarede han sandfærdigt, for selvom han elskede sine børn, så havde de alle noget med sig i bagagen og det var heller ikke lige altid nemt at tage sig af. Jason endte med at trække lidt tilfreds i mundvigen da Marius endelig endte med at give udtryk for at han ikke kun havde gjort noget forkert, han havde jo rent faktisk reddet Yasmya liv! Han kastede kort et blik på hende, som hun sad der ganske fredelig på kanten og sagde farvel til Adelio. ”Jeg er glad for at du om ikke andet kan se det. Jeg gjorde det kun i god mening, Marius og det ønsker jeg at du husker på. Pas godt på hende, hun er i sandhed en øjesten,” han blottede tænderne også selvom det slet ikke var ment som tegn på sult eller noget som helst, med årerne var han begyndt at acceptere hvad han var, så han gik ikke nær så meget op i at skjule det, om ikke andet så ikke overfor de som stod ham nær og der ville han mene at Marius hørte derunder. Han ville nødig spilde tiden med at sidde hernede når han kunne gøre noget godt for Yasmya, og han ville helst gøre det inden andre fik den samme idé, for hun fortjente i den grad en ny start. Han nikkede forstående mod Marius. ”Jeg tager op til hende med det samme, jeg vil nødig spilde tiden. Desuden har du ret.. jeg vil ikke lade dem nøjes, de fortjener kun det bedste,” medgav han roligt og fulgte Adelio med blikket, som han endelig kom hen. Han rynkede let på panden. ”Nu.. tager vi op på Castle of light og plager dronningen indtil hun har tænkt sig at give os hvad vi vil have,” svarede han sandfærdigt og klappede ham roligt på ryggen. Det glædede ham at Adelio kom så godt ud af det med Yasmya og Emanuel for de betød trods alt en hel del til ham. Han vendte sig mod floden. ”Vi ses min dreng! Farfar kommer snart igen, pas godt på din mor!” kaldte han lidt bestemt, for han vidste jo at knægten hørte efter hvad han sagde. Han nikkede mod Marius. ”Til vi ses igen,” hilste han og drejede op på hælen kun for at gå af den samme vej som de var kommet af.

//Out

[Deleted]

Yasmya sad fortsat på kanten og forsøgte at undgå Emanuel og Adelios ivrige vandpjasken. Havde det ikke været fordi at Marius og Jason havde behov for at snakke i fred, så havde hun sat sig op på tæppet, det var jo gået op for hende at hun sagtens kunne stole på Adelio, han lod faktisk til at hygge sig med Emanuel, der tydeligvis nød at blive leget med på den måde, det var jo desværre ikke noget hun selv kunne give ham. Hun legede med en blond lok, snoede den om sin slanke finger. Efterhånden var hun stoppet med at følge dem så nøje med blikket, i stedet sad hun stirrede ned i sit skød. Solen bagte virkelig over hende, men hun nægtede endnu at smide kappen udelukkende fordi hun ikke ville have at Emanuel skulle se hende tilskadekommen eller noget i den stil. De små svedperler havde samlet sig på hendes kind. Hun var næsten faldet ind i sin egen lille trance da Jason endte med at kalde på Adelio. Hun kastede blikket over sin skulder og mod ham. Det havde alligevel været hurtigere end hun lige havde regnet med. Hun endte med at kæmpe sig på benene igen, og tog omkring Adelios våde hånd, med et varmt smil og et lille glimt i øjet. ”Glæden var helt på min side, Adelio. Pas på dig selv,” endte hun med en blid tone og gav hans kølige hånd et blidt klem inden hun slap ham. Hun blev stående og fulgte ham med blikket op mod Jason. Hånden rakte hun ud mod Emanuel. ”Kom her min skat, vi må nok også hellere se at få pakket sammen så du kan komme hjem og få lidt tørt tøj på,” endte hun med et stille smil også selvom hun i højere grad havde øje på Jason end hun havde på Emanuel. Hun førte Emanuel med sig op mod Marius der stadig sad på tæppet. ”Vil du have en dukkert mere, eller er du med på at pakke sammen her?” spurgte hun roligt og slap Emanuels hånd. Hvad de havde snakket om eller sat gang i havde hun trods alt ikke noget svar på. Hun rakte ned efter kurven og greb et bær. Det var virkelig ved at blive varmt, hun følte sig en smule svimmel, hvilket fortalte hende at det nok var på tide at komme hjem.
Emanuel plaskede stadig rundt med Adelio, og lo. Han havde allerede glemt at mor sad på kanten og forsøgte at være i læ for den vand de plaskede rundt med. Straks da farfar kaldte stoppede både ham og Adelio op. Emanuel var lettere forpustet han så fra Adelio til mor og sendte hende et stort og uskyldigt smil. ”Øv skal du allerede hjem?” spurgte han lidt betuttet, for det var han da ikke glad for, nu hyggede de sig jo lige! Han nikkede meget bestemt. ”Det gør vi, du må komme og besøge mig,” inviterede han stille, og fulgte med ham op af floden. Han tog mors hånd og fulgte hende med op mod bedstefar! Ivrigt vinkede han efter Jason, han skulle nok komme tilbage når han lovede det! ”Jamen mor.. det er fint at være våd, særlig når det er så varmt, jeg har ikke brug for tørt tøj,” endte han lidt beklagende også selvom han mente det!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde faktisk slet ikke noget imod at skulle hoppe rundt i vandet sammen med lille Emanuel, også fordi at det var en tanke som han faktisk selv godt kunne lide. At Jason havde kaldt ham til sig, sagde han nu heller ikke noget til, for det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, ingen tvivl om det. Han havde ført knægten op ved siden af sin mor, inden han selv havde rejst sig op, for at gå sin far i møde. At de skulle op på slottet og plage dronningen til de fik deres vilje, fik smilet til at brede sig tydeligt på hans læber, for han kunne godt lide den indstilling – det var jo heller ikke ligefrem den som man så mest af i Imandra hvor han kom fra, for sagde man sin mening overfor kongen, så mistede man jo hovedet for pokker! Han havde kun lige vendt sig mod Emanuel og med den samme mine i ansigtet. At han fik lov til at komme og besøge dem, var nu heller ikke en tanke som gjorde ham noget, hvor han kort strøg knægten over hovedet, og lod derved sin gamle far gå lidt i forvejen. Han nikkede ganske sigende mod ham. ”I så fald, så skal jeg nok komme og besøge dig en dag, Emanuel. Det har været hyggeligt at møde dig,” endte han med en rolig stemme, også fordi at det faktisk var ord som han måtte mene. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt rejste sig endnu en gang, som han endte i hovedhøjde med Yasmya igen. Han nikkede mod hende, endte med at bukke let med hovedet, hvor han tog omkring hendes hånd, som han gav et let kys. Ja, han var jo trods alt sin fars søn, og det var slet ikke noget som han kunne eller ville skjule det mindste, specielt nu hvor han faktisk havde formået at se stoltheden som han kunne lægge i det, så blev det jo trods alt kun mange gange bedre, også for hans vedkommende. ”Det har været mig en ære at møde dig,” endte han ganske sigende. Han vendte blikket mod Emanuel igen. ”Pas godt på din mor, til vi ses igen,” endte han ganske let, som han strøg hånden over hans hår, inden han hastede efter sin far, som allerede var kommet et godt stykke forud for ham, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han betragtede ham med en tydelig overrasket mine. ”Kan I virkelig plage dronningen og faktisk få jeres vilje?” spurgte han tydeligt overrasket, også fordi at det slet ikke var noget som han selv var vant til, og selv den tilværelse her i Procias, var jo trods alt endnu en gang noget som han virkelig skulle til at vænne sig til, så det var ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han fulgtes bare med Jason på vejen. Han var nu alligevel en kende spændt på hvordan det hele ville ende.

//Out

[Marius Amalani Darcy]

Marius kunne selvfølgelig kun håbe på, at det gamle venskab endnu ville holde lidt ved, også fordi at han slet ikke ønskede at miste det som faktisk havde været dengang, så selvfølgelig var det ikke noget som sagde så lidt. Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. De kunne snakke om det, så selvfølgelig var også det et lille skridt på vejen. Hans ord fik ham til at smile ganske let. ”Du har altid været utrolig begejstret for børn. Jeg kan jo stadig mindes da du kom til børnehjemmet, bare for at lege med dem,” endte han morende. At børnene godt kunne bruge nogen stunder uden far, kunne han nu godt forstå! ”Du har jo en sjov tendens til at gå alle på nerverne, så det undre mig ikke,” påpegede han tydeligt drillende. Ja, han kunne skam godt endnu, så lang tid at selskabet var det rigtige, og det var det så sandelig når han var omkring Jason, for det var de gode og gamle stunder, som han virkelig godt kunne lide, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hans ord og de blotlagte tænder, var slet ikke noget som rørte ham. Jason var et væsen af mørke, og det var slet ikke noget som gjorde ham noget. Han nikkede. ”Jeg kunne ikke se det lige der og da, men ja.. selv jeg kan være bagklog og se det hele lidt over skulderen bagefter. Du reddede hendes liv, og det er jeg dig frygtelig taknemmelig for. Jeg er bare ked af, at det har været det her som skete og det skulle føre til,” endte han ganske sigende. Det havde kostet dem et langt venskab, det havde kostet dem hinandens selskab, og ikke mindst hans liv, selvom det nu ikke var noget som han ville tænke over, hvis han kunne blive fri for det.
At Adelio kom dem i møde, var nu heller ikke noget som gjorde ham det mindste, for det hele var ved at gå mod sin ende nu. Han nikkede mod ham endnu en gang. ”Det vil jeg sætte umådelig stor pris på, Jason. Det betyder alt sammen meget for mig,” endte han ganske sigende. At se knægten, var virkelig som en dreng skudt ud af næsen på sin far, og den tanke morede ham faktisk kun. Han nikkede mod ham. ”Forhåbentlig ganske snart, min gamle ven,” endte han ganske sigende, som han så til at de gik i retningen af slottet, inden han igen vendte blikket mod Yasmya og hans lille barnebarn, for han kunne faktisk godt lide den tanke. Han gik dem roligt i møde, hvor han strøg knægten over håret og med det samme smil på læben. Endelig kunne han for alvor se lyset for enden af den mørke tunnel! ”Skal vi se at komme hjemover?” spurgte han med et stille smil på læben. Han kunne jo slet ikke lade være nu! Han kunne endelig se at det hele nok skulle ordne sig!

[Deleted]

Yasmya var kun glad for at vide at Marius og Jason havde fået snakket, eftersom det jo var hende som i sin tid var kommet imellem dem, hun vidste hvor nærer venner de havde været, og hun ønskede slet ikke at ødelægge noget som helst, og særligt ikke nu hvor hende og Jacques end ikke var sammen mere. At de så havde brugt tiden på netop at diskutere hende og Jacques var slet ikke noget hun skænkede en tanke og slet ikke nu hvor hun havde mødt Adelio. Hun holdt Emanuels hånd og førte ham med op mod Marius, med et stille smil på læben. For lange sekunder så hun efter Adelio og Jason og var nær snublet over en gren som lå på jorden. Hun gispede lidt forskrækket og fandt sit fodfæste med en svag rødmen i de blege kinder. Det var ved at være uudholdeligt varmt for hende at være ude, hun bar jo kappen i forsøget på at skjule sine sår og ar overfor sin lille, nysgerrige søn. Det var tydeligt at Emanuel ikke var helt tilfreds med at skulle hjem, men hun var heller ikke i tvivl om at han havde hygget sig, han var trods alt en vandhund – noget som han klart havde efter sin far, hun kunne trods alt ikke fordrage at være i dets nærhed. ”Jeg ved godt at det er varmt min skat, jeg siger heller ikke at du skal dækkes, men du ender med at blive syg, hvis du går rundt sådan der,” påpegede hun en smule bestemt, det stod virkelig ikke til diskussion også fordi hun havde brug for lidt skygge efterhånden, desuden var hun nødt til at give Apterta et lille besøg, hun havde jo slet ikke føde nok til at forsøge sin lille dreng! Darryl levede på blod og hun levede på absolut minimum også fordi hun faktisk ikke havde lyst til mad det meste af tiden. Hun sendte sin far et varmt smil og nikkede. ”Det må vi vidst hellere, det begynder også at blive næsten uudholdelig varmt, synes i ikke?” spurgte hun og så let fra den ene til den anden for et kort øjeblik, inden hun bukkede sig og begyndte at samle lidt af maden sammen, så hun kunne pakke tæppet ned. Kurven stilte hun vil siden af, det gav hende lidt en undskyldning for at lukke Marius og Emanuel af, så der var plads til at skænke Adelio en lille tanke, han var en virkelig flot mand, han lignede sin far, men allerede nu kunne hun sige at han var mere frembrusende end Jacques, han lod til at være en mand der vidste hvad han ville have, og det vækkede lidt i hende, også selvom hun et sted ikke brød sig om tanken. Roligt fik hun pakket tæppet sammen og lagde det over kurven. Yasmya rejste sig igen med et lidt afventende smil på læben. ”Så.. burde vi være klar. Tag bedstefar i hånden, Emanuel så vi ved hvor vi har dig,” bad hun lidt drillende også selvom det jo ikke var løgn. Roligt begyndte hun at gå af samme vej som Jason og Adelio netop var gået af, også selvom de nok ville være langt foran.
Emanuel var bestemt ikke helt tilfreds med at de allerede skulle hjem! Han sukkede opgivende af sin mors ord og så en smule mut ud i stedet, mens hun begyndte at pakke tingene sammen. Han var ikke helt færdig med at bade! ”Ja ja skal nok,” beklagede han let, også selvom han tog omkring sin bedstefars hånd og trak ham stædigt med sig efter mor.

//Out