A family affair

[Deleted]

Solen stod højt på himlen. Det var ved at være formiddag. Yasmya og Emanuel var blevet færdige med at smører brød til turen. Hun var spændt på at se om det var lykkedes Marius at få Jason overtalt og ikke mindst overbevist om hvordan tingene forholdt sig. Hun havde taget Emanuel med ned til søen. Hun havde hans hånd i sin ene og en kurv på den anden arm. For en stund havde hun faktisk glemt sine bekymringer, til fordel for tanken om at de endelig skulle gøre noget som familier nu engang gjorde. Vejret var perfekt.. faktisk var det lidt stegende hedt, så hun havde skiftet til en himmelblå, let kjole der dog var en hel del mere revnet end den forrige. De blonde lokker var bundet op i en fletning. ”Her er godt, ” endte hun stille og stoppede op. De var nået godt ned omkring floden. Der var lidt dækket på grund af træerne som de også kunne sidde lidt under, så der var halv skygge og halv sol. Det ville Jason nok værdsætte. Samtidig var det tæt på floden så de kunne holde øje med Emanuel, for hun ønskede bestemt ikke at miste ham før tid. Fuglene sang over dem. Hun slap hans hånd, og stilte kurven på jorden kun for at tage det brede tæppe. ”Kan du hjælpe mig med at folde det ud?” spurgte hun med et stille smil Sammen fik de bredt det ud på det bløde græs. ”Nu hopper du ikke vandet før bedstefar og farfar kommer,” påpegede hun lidt sigende, og strøg ham over håret, mens hun selv gled ned på de bløde tæppe og stirrede ud over det rindende vand.
Emanuel gik roligt ved sin mors side. Hun havde fortalt ham historier hele vejen, hvilket allerede havde fjernet hans fokus lidt fra far. I dag skulle han være sammen med mor, bedstefar og farfar og han glædede sig! Ham og mor havde fået pakket en god kurv så de også kunne holde sig godt mætte, også selvom han nok skulle klare sig, med det utal af boller han havde spist til morgenmad. Deres arme svang frem og tilbage. Han nikkede stille. ”Det er rigtig godt,” svarede han og slap hendes hånd. Han tog fat i de to andre ender af tæpper og hjalp mor med at brede det ud så de kunne sætte på sig. De grønne øjne søgte omkring i håb om at han kunne se farfar, men der var ikke andre end ham. Han sukkede tungt og nikkede. ”Jaja mor, jeg skal nok vente,” endte han lidt muggen, for det vaqr virkelig varmt, og det vand var virkelig fristende! Han gik bagved mor og lagde armene omkring hende. ”Elsker dig mor,” endte han stille og kyssede hendes hår. Hans mor var virkelig hans ynglingsperson i hele verden!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde tilbragt en aften og en dag i Jasons selskab, mere eller mindre for at lære sin far at kende, specielt nu hvor der var muligheder for det. At Marius så var dukket op og ønsket dem med sig til søen, var ikke noget som han vidste, om var nogen god idé, for han kendte jo slet ikke til Jasons omgangskreds, for ikke at glemme, at den virkelig varierede voldsomt meget fra hans egen, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han var dog alligevel gået med til det, specielt også da han havde fået at vide at.. knægten som Yasmya havde med sig var hans fars.. barnebarn? Et sted så var selv den tanke underlig for hans vedkommende, men ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved. Hans far ønskede at være der, go så var han selv også endt med at tage med, for det var slet ikke noget som han havde noget imod som sådan. Desuden var det også en glimrende måde, at lære sin egen far bedre at kende på.
Turen til søen havde været en behagelig og god tur faktisk. Det hele var meget anderledes end det som han kom fra, for Imandra var som regel et sted præget af tørke eller lignende, for det havde slet ikke en natur som det han kunne få lov til at betragte lige nu! Han så sig omkring. Normalt så var han vant til at se sig over skulderen, fordi at der kunne være fjender overalt, for det var jo trods alt det som han selv var ganske vant til. Han vendte blikket mod sin far, som han faktisk gik ved siden af. Det var ikke ligefrem noget som han havde regnet med nogensinde at komme til, men det var nu sket alligevel! ”Og hvad var din relation til denne.. Yasmya nu igen?” spurgte han. Han nægtede simpelthen at sidde der sammen med en og så ikke vide noget som helst om hende. Noget af det værste som han vidste, var at være fuldkommen uvidende! Marius kendte han, udelukkende fordi at manden havde den betydning for Procias som han havde, og fordi at han havde været adelig, men det var nu noget som han var ganske ligeglad med, det var alt det andet som faktisk havde en uroliggende effekt på ham, for han brød sig på ingen måder om fremmede, om det så var kvinder eller om det var mænd!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason gik roligt ved siden af sin søn. Han kunne stadig godt lide den tanke. Det havde været lidt af et tilfælde at han havde stødt på Adelio, men de sidste par nætter havde virkelig været nogle af de bedste i hans liv. Phoebe var gået med til at passe børnene lidt, så han fik muligheden for at tilbringe timerne sammen med sin ældste søn. Der fór stadig en del tanker igennem hans hoved. Han var blevet noget overrasket da det endelig var gået op for ham, at det faktisk var Marius som stod uden for hans dør, det var nok det sidste han havde regnet med. Turen til floden havde været roligt men.. frygtelig stilfærdig. Ham og Marius havde været som brødre igennem frygtelig mange år, indtil Jacques og Yasmya havde fundet hinanden for alvor, det havde sået splid mellem dem, hvilket han faktisk var ked af. Han strøg hånden igennem det mørke hår. Solen sved lidt, men det var nu ikke noget, som han ikke kunne klare, ikke hvis det betød at han fik lov til at se sit mistede barnebarn. Han vendte de blå øjne mod sin søn, som han atter begyndte at spørge. Faktisk var dette en fremragende mulighed for at blande Adelio lidt ind i familien for alvor, for det var jo hvad han ønskede. ”Yasmya var min svigerdatter. Jeg har kendt hende siden hun var ganske lille. Emanuel er mit barnebarn, hende og Jacques' søn,” forklarede han roligt for tiende gang. Det kunne godt være lidt indviklet at finde rundt i, det var han klar over. Han vendte sig mod Marius. Han ville helst ikke sige for meget i hans nærvær, for han vidste godt at manden følte, at han havde taget hans datter i sin tid, da det var lykkedes ham at få papir på at være hendes værge. Lige den del var han faktisk ked af. Det forundrede ham et sted at de skulle mødes her. Ikke nok med at Yasmya hadede vand, men det var også omkring her han havde fundet hende, da hende og Jacques var blevet brændt. I det fjerne så han endelig det lille tæppe hvor han kunne se to personer. Læberne spillede ud i et smil der blottede de sylespidse tænder. Han satte farten op, og endte på kor tid ikke langt. ”Emanuel?” kaldte han næsten ivrigt. Det havde knust ham da hans elskede barnebarn var gået i døde, så tanken om at han pludselig var der igen gjorde ham direkte lykkelig!

[Marius Amalani Darcy]

Det som for alvor havde sået splid mellem Jason og Marius, var det faktum, at manden havde fået på papir, at han var blevet Yasmyas værge. Det var noget som havde drevet dem fra hinanden, for ikke at glemme, at Marius virkelig havde følt, at hans datter var blevet revet fra ham. At se Jasons ansigtsudtryk, da det var gået op for ham, at det var ham som havde stået på døren, var en tanke som han nu stadig kunne more sig over, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, for det var ikke umiddelbart noget som han kunne gøre ved denne stund. Han gik roligt en anelse bag dem, for det var tydeligt at Jason var på bedringens vej lige så. Han havde sin ældste søn hvor.. ja, det eneste som han havde, var muligheden for at gøre op for alt det onde som han havde gjort i udgangspunktet.
De grønne øjne søgte til hans skikkelse, hvor han bare sendte ham et stille smil. Han ønskede slet ikke at blande sig i deres samtale, også selvom han selvfølgelig også havde sit, som han ønskede at snakke med Jason om, når muligheden ville byde sig. Ja, han savnede vel de gode og gamle stunder med ham og Gabriel, hvor de virkelig kunne more sig og have det sjovt? Det var jo noget som var gået tabt for skræmmende mange år siden allerede, og det var bestemt ikke noget som gjorde det bedre eller nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet. Hænderne foldede han roligt over ryggen, som han kunne se at Jason bare satte farten op, for at nå hen til Emanuel. Et sted så ønskede han jo slet ikke at manden skulle frarøve ham sin familie som han havde gjort, men.. nej, han ønskede ikke nogen fjendtlighed i denne stund, for det var hans liv virkelig alt for kort tid! Han gik roligt op ved siden af Adelio i stedet for, som holdt et roligt tempo. ”Jeg ved godt, at det lyder meget forvirrende,” endte han med en næsten morende stemme, som han vendte blikket mod ham, kun for at vende blikket mod Emanuel. Den lille knægt som sad så trofast på tæppet og ventede.. Han havde jo aldrig nogensinde set så velopdragen en ung dreng, så det var selvfølgelig noget som han virkelig var glad for at se!

[Deleted]

Yasmya så ud over floden. Hun havde altid elsket at søge sin fred der når tingene blev for meget, men pludselig turde hun næsten sværge at hun kunne dufte brændt kød. Hun så ned af sig selv. Stadig arret efter det der var sket hernede. Hvad pokker havde hun tænkt på? Freden ville aldrig blive den samme her igen. Hun vendte de funklende, grønne øjne mod Emanuel der ganske velopdragen sad og ventede på sin farfar. Måske han på ydersiden så velopdragen ud, men så skulle man se ham når ingen andre kiggede! Tanken morede hende lidt, han havde altid været en snu knægt, det måtte hun give ham. Hun lagde armene omkring hans. ”Jeg elsker også dig,” svarede hun ganske ærligt, og plantede et stille kys mod hans arm. Knuden var løsnet lidt op nu hvor hun atter havde ham ved sig. Hun vendte blikket mod den velkendte stemme som kaldte på sit barnebar. Blikket faldt på Jasons skikkelse. Hun kunne ikke lade værre med at slippe en latter, for den mand var virkelig et større legebarn end Emanuel selv var. ”Se hvem der kom der,” påpegede hun stille for Emanuel der ikke lod til at have bidt sig fast i noget som helst. Hun rejste sig roligt og foldede høfligt hænderne foran sig, mens hun roligt trådte dem en smule i møde. Hun kunne se Marius, men hvem der gik ved siden af ham havde hun ingen idé om. Hun rynkede lidt undrende på panden, også selvom hun hurtigt lod fokus glide tilbage på mod Jason, der stod der som en unge.
Emanuel krammede sin mor og vuggede hende lidt frem og tilbage som de plejede at gøre med ham. Han vidste godt at hun elskede ham, for det sagde hun hele tiden, men nu kunne han faktisk svare på dem, og fortælle hende at han også elskede hende, uden at se hende begynde at græde. Det kunne han godt lide. Han vendte de store øjne mod Jason som pludselig var kommet virkelig tæt på. ”FARFAR!” udbrød han glad, og slap mor øjeblikkeligt for at løbe farfar i møde, og direkte springe på ham i et knus. Ham havde han nu virkelig savnet, det kom han ikke uden om!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio forsøgte egentlig bare at få enderne til at mødes, selvom det var tydeligt, at det ikke var særlig nemt når det kom til Nimanhra-familien. Selv havde han ikke haft noget særligt med Jacques eller sin far at gøre for den sags skyld, men.. et sted så var han vel stadig et barn i det indre, som ønskede at have sin far til at se ham? Han nikkede roligt. Han vidste godt, at han havde spurgt meget ind til det, og han havde jo selv indviet i at tage med af mange grunde, også for at have et eller andet at foretage sig, specielt nu hvor han havde fundet sin far! Og så samtidig få at vide, at hans mor havde holdt ham for løgn igennem størstedelen af hans liv, var noget som direkte gjorde ham rasende, for det var slet ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde! Han vendte blikket mod sin far igen. ”Jeg har glemt det hele igen om 20 minutter..” endte han med et ganske kort skuldertræk. Han var ikke det væsen med den største mimik, for det var slet ikke noget som lå til ham normalt, men han kunne da forsøge at falde lidt i sammen med alle andre, og nu hvor han var på denne side af muren, så kunne han vel også godt opføre sig eksemplarisk?
At se Jason opføre sig som et stort legebarn, var nu alligevel noget som fik ham til at smile ganske let, for tanken var faktisk morende. Et sted så var det også noget som han kunne huske fra han selv havde været lille, selvom det var ved at være så skræmmende mange år siden, men det var nu alligevel underordnet. Han vendte blikket mod Marius. ”Jeg kan ikke finde ud af det.. Det er virkelig for indviklet for mig..” Han vendte blikket roligt mod den lille dreng som havde rejst sig og kvinden som kom dem i møde. Var det Yasmya? En smuk engel, det måtte han give hende, selvom det nu alligevel ikke var noget som rørte ham som sådan. Han valgte at stoppe op, som knægten bare måtte komme farende, hvor han alligevel tog sig selv i at blotte tænderne. Han havde aldrig nogensinde været særlig begejstret for børn, og det blev han bestemt heller aldrig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Næverne knyttede han let. ”Hvor jeg dog hader børn..” endte han med en dæmpet stemme, også fordi at han ikke ønskede at gøre situationerne værre end det som de måtte være i forvejen! Også fordi at han ikke ønskede at ødelægge stunden for sin egen far.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason tog imod Emanuel som endelig havde spottet ham. Han tog ham i et fast greb og hævede ham op i favnen. På mange måder så var han aldrig selv blevet rigtig voksen, han hoppede stadig rundt efter børnene som en eller anden unge, det samme havde han gjort med Adelio i sin tid. Tanken om at Tiyanna havde fyldt ham med alle de løgne, for at afholde ham, gjorde faktisk ondt, det var ikke nemt at skabe et forhold til manden nu, selvom han ihærdigt forsøgte. Han glædede sig til at præsentere ham, for det han anså for at være sin familie, men han frygtede samtidig at det lå så langt fra Adelios virkelighed, at han blot ville se dem som svage. Han vendte blikket mod ham, også for at se hans reaktion. Han havde tydeligvis fået øje på Yasmya, det var ikke til at tage fejl af, de fleste mænd fik det glimt i øjnene når de så hende, og det morede ham hver gang! ”Hej der mester!” han uglede lidt i det krøllede hår. Det var virkelig godt at se ham igen! Og faktisk se ham have det godt. Vidste Jacques i det hele taget noget om alt dette? At dømme efter Yasmya så tydede det bestemt ikke på det. Han vendte Emanuel mod Adelio ”Hils på din onkel Adelio knægt,” endte han lidt drillende og satte ham roligt ned. Det var svært at tro. På den anden side så havde han også været glad for at se Marius, for ham, Gabriel og ham selv havde været som brødre i sin tid, til Jason endte med at tage hans datter. Når han så på hvordan det var endt nu, så erkendte han gerne at det havde været en enorm fejl, men man støttede vel altid sit eget barn? Han vendte sig mod Yasmya, og lod smilet famle en anelse. Han havde ikke set hende længe, men der stod hun jo, smuk som hun var, på trods af de mange ar fra flammerne. ”Yasmya,” hilste han stille, og trådte tættere på så hBlackan kunne ligge armene omkring hende. Hun slap ikke. ”Jeg er virkelig glad for at se dig så vel,” erkendte han stille. På mange områder så han jo næsten tøsen som sin egen, og det var svært ikke at vise den faderlige omsorg i situationer som dette. ”Kom der er en jeg syntes du skal møde,” han tog hendes hånd og førte hende roligt med sig mod Adelio. Han ville virkelig gerne vise ham frem, for han var i den grad stolt af sin søn!

[Marius Amalani Darcy]

Tanken om det nære bånd som havde hvilet mellem ham, Jason og Gabriel, som var gået i stykker med tiden, var selv noget som gjorde ondt for Marius’ vedkommende, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han kunne skam godt forstå Adelio, også fordi at knægten var ved at være så stor, men af den grund, så skulle man ikke glemme, at det var Yasmya som var hans datter og ikke Jasons! Og det ville hun heller ikke blive, også selvom manden havde taget hans datter fra ham! Selv forgudede han børn, ellers ville han slet ikke have startet børnehjemmet op i udgangspunktet, også selvom det var alt sammen takket være Melody, ellers havde han nok slet ikke gjort det i udgangspunktet. Det var det som knægten mindede ham om; Melody.. Han savnede hende virkelig, også selvom han slet ikke havde troen på at han var hendes mage længere.. specielt fordi at hun havde valgt at tage flugten væk fra ham i den tid, hvor han var endt med at gå direkte i døden..
Marius vendte blikket mod Adelio, da han tydeligt blev mere anspændt ved synet af hans barnebarn. Han smilede let for sig selv, hvor han lod hånden søge mod hans skulder, hvor han gav ham lette små klap. Han vendte blikket mod ham. ”Han er en god dreng.. Bare vent du og se.. Ham skal du nok lære at kende,” endte han sigende, som hans blik endnu en gang faldt til Jason og Yasmya. At Jason stod og omfavnede hende, var alligevel noget som ramte ham, selvom han for nu valgte at bide det i sig. Han ønskede ikke at ødelægge det for nogen, også selvom.. det var virkelig at bevæge sig lidt for tæt på det, som han måtte anse som sit, og det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde! Han havde taget hans datter fra ham en gang, og han nægtede helt klart at lade det ske igen! Uanset om han var død eller ej! Han valgte selv at blive stående sammen med Adelio. Han kunne faktisk godt lide knægten, også fordi at… han var nok den mere seriøse og alvorlige del og sige af Jason, og det var også en tanke som han godt kunne lide!

[Deleted]

Yasmya var faktisk glad for at se Jason. Hun havde aldrig set manden som sin far, men under alle omstændigheder så havde han en stor plads hos hende, desværre havde han også et frygtelig godt forhold til Jacques, og det var noget af det som havde gjort det ret svært. Hun så til at Emanuel og Jason måtte genforenes, hvilket kun fik hende til at smile. Jo det havde været det helt rigtige at invitere ham med. Hun vendte sig mod Jason som han valgte at komme tættere på. Armene faldt omkring hans skikkelse for at give ham et knus. ”Det er godt at se dig,” endte hun stilfærdigt og slap ham stille. Han lignede sig selv, men han havde jo aldrig ændret sig meget i den tid hun havde kendt ham. Lidt overrasket lod sig trækkes med hen til den hun ikke kendte. Der avr nogle meget klare ligheder mellem Jason og så manden. Hendes hjerte sprang et slag over. Han var flot, den måtte hun give ham, et sted så var hun næsten flov over at skulle hilse på ham sådan som hun så ud,med arene fra ansigtet og hele vejen ned over hendes krop. "Jeg.." Hun endte foran den fremmede skikkelse, og hævede langsomt de smaragdgrønne øjne mod ham. ”.. Hej Yasmya,” hilste hun roligt og rakte hånden frem, forsøgte ikke at udvise hverken usikkerhed eller for stor interesse.. ikke overfor Marius og da slet ikke overfor knægten, nu hvor han lige havde fået at vide at far og mor ikke var særlig gode venner i øjeblikket. Hun så fra Jason til Adelio.
Emanuel knugede sig ind til Jason. Det var hans farfar! Hvem manden var vidste han ikke rigtigt, men det var ligemeget for nu var de alle sammen samlet.. foruden fra. Smilet falmede lidt, også selvom det hurtigt vendte tilbage da han blev stillet ned foran Adelio. ”Hej du!” hilste han med en mild latter. Han vendte sig mod Jason Efterhånden var blevet godt og grundigt utålmodigt. ”Farfar.. Jeg vil altså gerne i vandet,” han satte en hånd i siden en anelse streng.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio have aldrig været særlig meget for tanken omkring det at være far eller have børn generelt, for han havde jo set hvilken effekt det havde haft på sine egne forældre, og det var slet ikke noget som han ønskede selv. Det havde ført til et generelt had til de små skabninger, vel også fordi at han følte lidt, at det var hans egen skyld, at det var gået så galt mellem hans egne forældre? Jason elskede knægten, det kunne han godt se, men selv de mange løgne som han var blevet fyldt med igennem hans eget liv, så var det selv noget som ikke altid var lige nemt for ham selv at bearbejde bare sådan. Det var en ting som tog forbandet lang tid. Han huskede ikke at Jason havde været sådan overfor ham, selvom han ikke vidste, om det var noget som an havde fortrængt i sit eget had til manden, men det var nu noget som tiden alligevel måtte vise. Han nåede knapt nok at vende opmærksomheden mod Marius, før Yasmya var trukket hen mod ham og knægten sat ned, hvor han direkte blev.. hilst på med en alt for stor iver, for det var slet ikke noget som Adelio var meget vant til! Han knyttede næverne ganske let, som han vendte blikket mod ham, også fordi at han ikke ønskede at gøre det for akavet, for det var virkelig akavet nok som det måtte være i forvejen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Han endte dog roligt med at knæle foran ham, for det havde han trods alt set far gøre. ”Hej med dig,” hilste han roligt og med et skævt smil på læben. Han var virkelig ikke god til børn! Kvinder derimod.. det var straks en helt anden sag! Han var jo trods alt også en søn af Jason Nimanhra! Han trak mere charmerende på smilebåndet, som han roligt endte med at tage omkring hendes hånd. Han smilede let for sig selv, for det var helt klart noget af det som han kunne finde ud af. Han bukkede let for hende, hvor han kyssede hendes hånd. Hun var kommet til skade, og Jason havde fortalt ham om det, så han så ikke nogen grund til at skulle handle ud fra det. ”Mig en udsøgt fornøjelse, Yasmya.. Jeg er Adelio.. Jasons ældste,” præsenterede han sig roligt, som han atter en gang valgte at rette sig op. Han skød brystet lidt frem. Ja.. lidt stolt var man vel når det endelig skulle komme til stykket?

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason vidste godt at Adelio og børn måske ikke var det bedste, han havde hurtigt fundet ud af det, da han havde fået lov til at hilse på sine søskende. Alligevel så morede det ham lidt, at ham prøve på den måde. Han hilste da om ikke andet på knægten og det virkede alligevel overbevisende. Roligt trak han Yasmya med sig hen mod Adelio. Det glædede ham at han faktisk havde fået muligheden for at få et forhold til sin ældste søn, særlig nu hvor Jacques havde trukket sig fuldstændig, det gjorde faktisk ondt. Jason hævede et øjenbryn som Adelio endte med at hilse på Yasmya. Han kunne høre hendes hjerte springe et slag over. Den havde han så ikke lige hverken forventet eller taget højde for. Han ville dog ikke bryde ind. Han ønskede Yasmya som sin svigerdatter, og hvis Jacques ikke ønskede hende, så ville det intet gøre ham hvis Adelio kunne gøre det. ”Nemlig. Min store knægt,” medgav han og skød selv brystet lidt frem, han gav Adelios skulder et klem, før han vendte sig mod Emanuel, der tydeligvis var træt af at vente på at alle snart havde fået præsenteret hinanden. Han lyste op i et smil og tænkte end ikke over at sylespidse tænder blev blottet, for han efterhånden affundet sig med det. Han himlede bare med øjnene. Adelio var tydeligvis en kvindernes mand, ligesom sin kære gamle far. ”Hmm..Det må vi hellere gøre noget ved,” han knappede sin skjorte op, og smed den fra sig. Han vidste at han intet havde at skjule. roligt tog han fat om knægten og smed ham over skulderen som en sæk kartofler og begyndte at gå mod vandet. ”Du må hellere lige sikre dig at det ikke er for koldt for mig,” påpegede han drillende, og lod bare de andre stå oppe, de kom hvis de blev fristet? Selv var det alt for længe siden han havde været i vandet, han glædede sig faktisk lidt, han var jo trods alt lidt af en vandhund, hvilket man ikke kunne bebrejde ham med den race som han var en del af. Han prikkede Emanuel i siden. ”Og nu,” han søgte direkte ud i floden, og mærkede sig ikke selv af kulden, og eftersom knægten hang på hans skulder, blev han heller ikke dyppet helt endnu.

[Marius Amalani Darcy]

Marius blev stående ved Adelio. Det kunne godt være, at han ikke var særlig godt kendt med knægten, men det var noget som nu alligevel kunne ændre sig, hvis det var noget som han fik muligheden for, og hvis tiden var der selvfølgelig. Desuden agtet han at snakke det hele igennem med Jason, hvis det var noget som han ville få tiden til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han blinkede let med øjnene, som han så hvordan Adelio tog sig af Yasmya. At se hende direkte forfjamsket, var noget som alligevel morede ham lidt, også selvom det var Yasmyas lykke som i denne stund, også måtte betyde mest for ham, og det var selvfølgelig kun noget som ville ske, dersom det var sådan at det skulle være. Smilet bredte sig en anelse på hans læber, som han vendte blikket mod dem. Umiddelbart så følte han sig ikke direkte som en del af fællesskabet. At stå i nærheden af Jason var stadig.. akavet for hans vedkommende, men det var vel også fordi at de slet ikke havde haft muligheden for at snakke det hele igennem endnu?
At se Jason smide tøjet, rørte ham ikke, men at han kunne være så…. Rolig og morende omkring Emanuel, var selvfølgelig en tanke som glædede ham, også fordi at det var tydeligt at knægten nød forbandet godt af det, så det var noget som selv fik et svagt smil til at passere hans læber. ”De to store legebørn,” endte han lettere for sig selv, som han roligt vendte blikket mod Adelio. At manden måtte finde det akavet omkring børn, var nu alligevel noget som han godt kunne mærke på ham, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han fulgte dog Jason meget nøje med blikket. Det var jo trods alt ikke bare den mands barnebarn, men lige så også hans! Han endte dog med at vende sig mod Yasmya igen, da Adelio tilsyneladende valgte at følge sin far og nevø ud i vandet. Familien bestående af vand-dæmon, så det forundrede ham jo egentlig ikke. Han sendte hende et stille smil. ”Vil du med op at sidde i skyggen?” endte han roligt og med en mindre spørgende mine, for han ønskede ikke at spilde tiden.. specielt ikke nu hvor de faktisk havde en mulighed for bare at sætte sig ned og bare snakke om tingene, mens.. børnene legede?

[Deleted]

Yasmya havde aldrig før hilst på Adelio på trods af at hun hele tiden havde vidst at Jason havde en ældre søn end Jacques. Han lignede Jason men lå så langt fra sin yngre bror, hvilket faktisk gjorde det hele en hel del lettere for hende. Yasmya forsøgte at forholde sig rolig frem or at blive forfjamsket, for hun ville nødig have at Jason eller Marius skulle opfatte nogle forkerte signaler, men det var svært, for han var en virkelig.. virkelig flot mand! Desværre havde en tendens til ikke rigtigt at have interesse for hendes. Modet sank. Hun sendte ham et stille smil, og følte sig gammel og uattraktiv med posede øjne og ar over det hele. ”Åh. Det glæder mig at møde di..” hun blev tavs som han endte med at skænke hendes håndryg et kys. Det var noget af en galant hilsen og en som hun på ingen måde var vant til. Han var uden tvivl sin fars søn, den kom hun ikke uden om, kvinder lod ikke til at være noget direkte nyt for ham. Hun vendte sig lidt febrilsk mod Jason som allerede havde kidnappet sit barnebarn med sig ud i vandet. ”Pas nu på ham!” endte hun med en moders bekymring, for den bar hun uden tvivl. Hun slap stille hans hånd, for hun kunne næsten fornemme at han gerne ville med sin far ud i vandet. Hun hadede det selv, og havde slet ingen intentioner om at hoppe i, selvom hun var ved at gå til i varmen, for den fjerpragt hun bar, var faktisk.. varm! Hun nikkede mod Marius. Det var deres chance for endelig at få snakket tingene lidt igennem, for Emanuel ville være optaget for det næste gode stykke tid. Hun nejede kort for Adelio, og kunne ikke holde den lille rødmen tilbage, mest fordi hun ikke helt vidste hvordan hun skulle begå sig pludselig. Med blikket i jorden for at far ikke skulle se det, strøg hun roligt mod tæppet der lå på græsset og gled ned så hun kunne sidde lidt i skyggen hvor det var tåleligt at være. ”Det er skønt at se ham så glad,” erkendte hun og betragtede Jason og knægten pjaske rundt i floden. Hun håbede virkelig for hans skyld at han tog sig godt af ham!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var ikke særlig god til børn, men kvinder og det kvindelige køn derimod, var straks en helt anden sag! Direkte kunne han godt og sagtens ligne sin far, men personligheden var helt klat den største sammenligning som man kunne gøre med manden! Nu hvor han havde snakket lidt med ham om det, så var det også langt nemmere for ham at acceptere manden som sin far, for det havde han bestemt ikke været særlig god til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At bukke for Yasmya og kysse hendes håndryg, var en måde at hilse på en kvinde på med respekt. Det var om ikke andet noget som han kunne huske og mindes at have set sin far gøre, og det var noget som han havde taget op fra ham siden dengang, og det var noget som han faktisk var stolt af. Ja, det behøvede vel ikke at være så slemt at lære denne kvinde at kende? Selv på trods af de frygtelig mange ar og den skræmmende fortid, så var hun virkelig en yderst flot kvinde, og det var helt klart noget som hun kun kunne siges, at være stolt af i den anden ende, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han smilede let for sig selv ved tanken om det, for han var nu alligevel glad for og ikke mindst.. stolt over at være Jason Nimanhras ældste søn, for det behøvede bestemt ikke at være så slemt igen, som han ellers havde forestillet sig det, og det var selvfølgelig en tanke som han kun måtte være noget så frygtelig glad for!
”Glæden er skam helt på min side, unge Yasmya,” endte han roligt som han let blinkede til hende. Han var en mand som forgudede kvinder, og det havde han helt klart også altid gjort, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke fordi at det var noget som kunne komme bag på nogen som helst, kunne det? ”Undskyld mig..” endte han roligt, som han selv endte med at smide skjorten. Godt nok præget af mange ar – specielt i mave- og brystregionen, men det var nu heller ikke noget som han selv tog sig særlig meget af, idet han bare vendte om og hastede ned til floden mod sin nevø og sin far, idet han direkte tog et hovedspring direkte i. Selv var det virkelig godt at blive kølet ned her i varmen, for det var virkelig, virkelig varmt! Desuden.. hvis Marius ønskede at snakke med Yasmya, så ville han bestemt heller ikke forstyrre!

[Marius Amalani Darcy]

Marius vidste godt, at han måske var frygtelig kedelig ved siden af Jason og Gabriel, men selv han var blevet langt mindre.. seriøs end det som han havde været før det, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han lod hovedet søge let på sned, og med det rolige smil på læben. At se Yasmya så forfjamsket, og ikke mindst med den røde farve i sine kinder, var ikke noget som han havde set ved hende igennem temmelig lang tid, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. Muligvis.. en anden som var i stand til at tage hendes fokus lidt væk fra Jacques? Det var jo ikke engang fordi at de kære brødre lignede hinanden noget særligt.. Og det var selv noget som Marius havde det ganske fint med, for selvom han måske havde været frygtelig meget imod Jacques dengang, så måtte han jo alligevel give manden, at han havde været der til at passe på hans lille pige, og det var noget som han selvfølgelig var frygtelig glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han smilede let for sig selv, som han vendte blikket mod hende, som hun satte sig i skyggen på tæppet. Han fulgte roligt trop, som han satte sig ved siden af hende. Han endte selv med at fjerne skjorten, så selv han kunne få noget luft. Udspringet til vingerne var der allerede, for de voksede jo faktisk temmelig hurtigt. Han smilede ganske let. ”Jeg ved ikke hvem af dem som er det største legebarn.. Jason eller Emanuel,” endte han med et stille smil. Han samlede roligt benene oppe foran sig, hvor han lod albuerne hvile mod hans knæ, idet han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han hævede den ene hånd og førte en lok bag hendes øre og med det samme rolige smil på læben. Nu hvor han ikke havde Jason i sit åsyn, så var det faktisk også meget nemmere for ham selv at falde en anelse til ro, for han havde stadig meget uopklaret med den mand, som han nu måtte tage, hvis han fik muligheden for det, men det var nu Yasmya som han satte som sin førsteprioritet, og han ønskede at det var noget som hun var i stand til at mærke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket roligt mod floden som de var hoppet i. Han smilede let for sig selv. ”Han nyder det.. det gør de begge to,” endte han sigende. Han kunne jo trods alt ikke tale på Adelios vegne.