A family affair

[Jason Elvana Nimanhra]

Med henblik på alt det der var sket dengang, så forventede Jason bestemt heller ikke at Marius ville være i stand til at se ham på samme måde igen, men han havde fuldt sit instinkt og sit hjerte, han havde givet dem muligheden for at udforske lykken, og det irriterede ham faktisk, at han sad og var den bebrejdede lige pludselig, han havde trods alt givet Yasmya hvad Marius ikke selv havde været i stand til, fordi Camryn havde taget hans tid, og samtidig havde han kæmpet for at sætte ham i bedre lys overfor den unge pige, han havde flere gange taget manden i forsvar, netop for ikke at bryde deres bånd helt, det var bestemt ikke alt hans skyld! Det stik lidt til ham at snakke om Jacques, for han var bekymret for knægten, et sted så følte han vel at.. han havde mistet ham? ”Det har han ikke. Jeg er stolt af at kunne kalde ham for min knægt, men selv han har ikke haft det nemt på det seneste, og det afspejler sig desværre,” svarede han ærligt. Han så ingen grund til at lyve overfor manden, og det var vel også tydeligt at høre hans egen frustration i stemmen? Der var intet værre, end når man var magtesløs overfor sine børn! Tanken om at begge ville blive revet fra verden igen nægtede han virkelig at være ved.. han ville ikke kunne bære at se Yasmyas smil falme endnu en gang, ikke nu hvor han endelig så glød i hendes øjne. Jasons mine blev en smule mere fast. Han kunne se hvor det var endt henne? Jacques havde gjort hende lykkelig for pokker! ”Jeg forstår din reaktion nu, Marius. Jeg har selv døtre og jeg ville ikke havde tilladt noget lignende, men på trods af at endte skilte, så gjorde Jacques hende lykkelig langt hen af vejen. End ikke jeg ved hvad der gik galt,” påpegede han en smule spidst, for han ville bestemt ikke belæres med at manden havde haft ret hele tiden, for det havde han ikke! Tog han ikke meget fejl så elskede Yasmya endnu manden, ellers ville hun vel ikke være så påvirket af at være fra ham. På den anden side så havde Marius fået sin vilje, manden havde fundet Camryn. Jason agtede at finde Melody! Hun fik bestemt ikke lov til at efterlade ansvaret for en datter som virkelig behøvede hende i disse tider, tanken gjorde ham faktisk vred, også fordi det ikke lignede hende! ”Jeg tvivler. Men det kan have været en mulighed. Desuden er selv dyr præget af frygt og panik, desværre føler jeg ikke at jeg kender Melody godt nok til at kunne give dig et konkret svar,” svarede han roligt, og trådte igen lidt i karakter som den rådgiver han havde været gennem en stor del af sit liv. Han ønskede virkelig kun at hjælpe Marius, hvilket han også forsøgte at bevise, ved netop at skænke ham det kors. Tro kunne flytte bjerge. ”Jeg har et langt og evigt liv endnu min ven. Tro kan flytte bjerge, og jeg ønsker at du skal have det.. jeg har ikke nær så megen gavn af det nu. På trods af vores kontroverser, så tro endelig ikke at jeg er ligeglad. Tag den” endte han blot som en opfordring.

[Marius Amalani Darcy]

Marius ønskede slet ikke at belærende eller noget lignende, for det var skam også gået op for ham, at han slet ikke havde ret eller noget som bare måtte ligne det, men det var nu heller ikke noget som han ønskede at gøre noget ved. Han ønskede derimod at kunne gøre noget ved den evige frustration som han havde følt så længe, kun på grund af det som Yasmya og Jacques’ forhold havde ført til, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. Den stive og uhyggelige mine, var slet ikke noget som skræmte ham, for han var efterhånden godt kendt med manden og efter de mange år med venskab, så var det jo heller ikke så lidt igen i den anden ende. ”Jeg kunne godt forestille mig det..” endte han sigende. Han havde måske selv forsøgt virkelig at holde dem meget adskilt, men det havde ikke virket, og han havde ganske vidst set hvor lykkelig Yasmya havde været, men han frygtede virkelig at det skulle gå galt, og det havde det jo også gjort. ”Hun blev voksen hurtigere end det som jeg lige kunne følge med i, Jason. Jacques gjorde hende lykkelig, men det er først nu igen, da jeg kom med Emanuel, at jeg ser hende smile igen.. Jeg har taget fejl med henblik på de to.. men hvad er der at gøre ved det nu..? End ikke jeg kunne holde dem adskilt.. Noget har gjort det..” endte han sigende. Han havde selvfølgelig ønsket det bedste for hans elskede datter, og at se hende direkte ulykkelig, havde bestemt ikke været hans hensigt med det, for han ønskede at se hende smile, og han ønskede at se hende glad! At Jason ikke kunne give ham svaret på mage-tingen, var slet ikke noget som han tog så tungt igen, for det var efterhånden bare en tanke som han havde slået sig til tåls med – at det ikke havde været meningen, at det skulle være ham og hende, selvom det var en tanke som gjorde ondt, for han elskede hende jo virkelig! Selvom han ikke kunne gøre noget ved det, som det stod lige nu, og tanken frustrerede ham faktisk lidt, for han havde ingen anelse om hvor hun var henne! At han direkte fik foræret Jasons kors, var noget som virkelig kom bag på ham, også selvom han slet ikke forstod hvorfor! At manden ikke var ligeglad, var nu alligevel den følelse som han havde haft, for han havde taget hans datter fra ham, ikke taget kontakt eller noget som helst, så det var selvfølgelig noget som havde givet ham en følelse af bare at være i vejen. ”Jeg har altid følt at du har været ligeglad med mig, og det venskab vi delte tilbage dengang..” endte han ganske sigende. Han nikkede endeligt, kun for at tage korset på, og lod det hvile mod hans bryst. Det betød faktisk meget for ham. Han trak svagt på smilebåndet og nikkede så. ”Tro kan flytte bjerge.. Hvad så hvis man ikke har den?” endte han sigende.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason ville mene at ingen havde haft ret eller været i stand til at forudsige hvad det var endt med at fører med sig, de havde alle været lige gode om det, og særligt ham og Marius eftersom de begge blot havde prøvet at beskytte deres børn, det var der vel intet i vejen med? Om ikke andet så ønskede Jason blot at forklare sig, og hvordan Marius så ville se på ham efterfølgende, det måtte tiden jo vise, han ville bare gerne have det ud af verden, for det var også noget som havde plaget ham, særligt efter Marius' død, han havde jo manglet hans venskab, det havde betyder nøjagtig ligeså meget for ham som Gabriels. Den stive mine var slet ikke noget han skulle tage sig af, det lidt dovne blik og kølige smil lå trods alt blot til det bæst han egentlig var, og jo flere år der var gået, jo sværere havde han ved at udvise følelser gennem blikket. ”Det er bekymrende,” erkendte han stilfærdigt. Det var ikke fordi han havde lyst til at snakke med Marius om Jacques, for han var ikke sikker på at manden var særlig glad for knægten, også selvom han var og forblev en god mand. Jason vidste godt at han havde forsøgt at skille dem ad, men uden held, det havde de så selv klaret. ”Hun blev voksen for hurtigt, men jeg tror at vi er nødt til at indse, at hun var mere voksen end hun burde være.. på grund af hendes baggrund. Det har ikke været nemt for hende. Hun mistede dig og Melody.. Eamuel, Jacques, Lisa, Nathaniel og hun mistede sit hjem. Der har ikke været meget at smile af, og jeg har ikke været i stand til at hjælpe hende, hun har ikke villet lade mig, og jeg forstår hende skam godt,” endte han næsten med frustration, for han havde hadet at se hende på den måde. ”Skal jeg være ærlig.. et bud vil være Camryn. Jacques holder virkelig af hende.. Yasmya derimod,” han behøvede vel end ikke at færdiggøre sætningen? At dømme efter hele situationen, var han meget sidder på at det havde været roden i sidste ende, men der var ikke meget at gøre ved det nu, de kunne blot håbe på at Yasmya før eller siden ville finde en anden, også selvom han hadede tanken om at ikke skulle være med Jacques. Jason var skam mere end villig til at rådgive manden så godt som han kunne, og der trådte han også i karakter, Marius vidste at han altid kunne komme til ham med sine spørgsmål, men han kunne ikke give ham et direkte konkret svar, fordi han ganske enkelt ikke kendte Melody nok. Han så på korset, som det glimtede i lyset imellem dem. Han lod ham tage det, for han havde jo ikke rigtig brug for det mere? ”Det er beklageligt, Marius. Dit venskab var af stor betydning, og jeg beklager at jeg selv forkastede det, jeg er ikke altid sikker på at det var det værd,” endte han roligt men ærligt. Yasmya og Jacques var jo endt samme sted uanset! ”Jeg har nok for os begge,” svarede han blot kort for hovedet.

[Marius Amalani Darcy]

Marius så kun på det her som en glimrende og ikke mindst oplagt mulighed, hvorpå at han kunne få det hele ud af verdenen, for selvom det var ved at være mange år siden nu, så havde det jo alligevel kostet ham venskabet til hans bedsteven, og ja.. i eftertiden, så havde han virkelig kun følt sig som havde han været et tredjehjul, og det var slet ikke en tanke som han ønskede at sidde igen med, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Jacques havde han aldrig rigtigt haft noget til overs for, og specielt efter alt det med Yasmya, men selv han kunne forandre sig, og han havde jo set, at manden kun havde ønsket hans datter det bedste, så han kunne vel godt starte forfra på det punkt og så se til det, og tage det som det kom, og faktisk vise Jacques, at han respekterede ham og det som var sket i det store og hele, for det var jo trods alt ikke noget som sagde så lidt i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han nikkede sigende. ”Det er det..” endte han sigende, ofr det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Han var faktisk bange for hvad der skulle ske med dem begge to, og nu hvor han kun var der på lånt tid, så var han jo specielt bange for hvad der ville ske med Yasmya når ham og Emanuel ville være væk igen. Han sukkede dæmpet. ”Det ene øjeblik, var hun en lille pige som sad og legede med sine dukker, og i det næste så var hun en forelsket og gravid ung pige.. Ja, jeg reagerede måske lidt voldsomt, men.. jeg var bange, Jason..” Selv for ham, så var det en meget stor indrømmelse bare at komme med, men det var virkelig ikke fordi at det var en løgn. Han bed sig ganske svagt i læben. Camryn var roden til det hele? Det var nok meget rigtigt, men han havde jo kun forsøgt at gøre det så godt som det nu var ham menneskelig muligt, og det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for ham på nogen måde. ”Jeg tror du har ret… Camryn.. Det må næsten være hende som er problemet.. Hvad kan vi gøre ved det..?” endte han sigende. Han havde ikke meget tid, og han nægtede at gå til sengs i aften med noget i sindet, som han ville fortryde i den anden ende. At Jason muligvis fortrød at have forkastet venskabet, vidste Marius ikke ligefrem hvad han skulle sige til, men det var vel altid et skridt i den rigtige retning? Han trak svagt på skuldrene. ”Du er ikke sikker..? Jeg accepterer dit valg, Jason.. Det gør jeg, og.. hvis det ikke var det værd i den anden ende.. Jeg mener.. Du har jo tros alt Gabriel og alt det.. Og meget at slås med, af hvad jeg har forstået..” endte han dæmpet. Ja, han ønskede slet ikke at være i vejen, hvis det var det som han var. Hånden lukkede sig let omkring det kors som nu hvilede omkring hans hals. Han nikkede sigende. ”Det mistede jeg desværre for mange år siden,” endte han dæmpet. Han var langt mere rolig nu, end det som han havde været for bare et øjeblik siden, og selvfølgelig var det noget som hjalp meget!

[Jason Elvana Nimanhra]

Det havde kostet dem både et varmt men også vigtigt venskab, og Jason skulle gerne være den første til at erkende, at han flere gange virkelig havde manglet at opsøge ham, til tider havde han brug for en mere fornuftig mand at snakke med Gabriel var ligeså når det var krævet, men Marius havde altid været den som havde fået dem til at se tingene i et andet perspektiv, og han manglede det virkelig, også selvom han ikke ligefrem regnede med at det ville blive bedre også selvom.. de jo sad og snakkede ganske fint i øjeblikket? Jason vidste godt at manden ikke var meget for Jacques, og tanken gjorde ham lidt irriteret, for hans knægt havde jo kun fulgt sit hjerte, og han havde beskyttet Yasmya med liv og lemmer, det kunne man vel ikke bebrejde ham? Desuden så lod det til at Marius hellere måtte vænne sig til ham, for uanset hvad der skete, så var sandsynligheden for at få ham som svigersøn enorm, også fordi han havde Camryn. Jason kunne godt frygte hvad der først ville ske når Marius og Emanuel forlod stedet igen.. han skulle gøre sit for at det ikke ville komme til at ske, det ville han ikke kunne få over sig. ”Det er kun forståeligt Marius, men jeg forstod det ikke dengang. Selv en gammel mand som jeg lærer,” påpegede han og trak lidt på smilebåndet, for det var jo ikke løgn. Han havde selv været bange hvis Hazel eller Syrena var kommet til ham med den besked! Han var om ikke andet glad for at de kunne snakke stille og roligt om det. Det forundrede ham lidt at han endte med at spørge efter en løsning. Han rynkede overvejende på panden. Han forsøgte selv at lyde neutral i forhold til Camryn, men nej han havde aldrig været synderligt glad for hende, hun havde levet lidt for meget med en guldske i munden, men det var nu ikke noget som han ville bringe op. ”Jeg er ret sikker. Desværre er jeg bange for at der ikke er meget at gøre. Det lader til at hun gør ham glad som omvendt, det ville hverken være retfærdigt eller rigtigt at bryde ind i hvad end de har.... heller ikke selvom det plager Yasmya,” tilføjede han med et stille nik. Det frustrerede ham virkelig, men uanset så havde han intet forhold til den tøs! ”Det eneste vi kan håbe er at Yasmyas sår lægges.. og at når det sker, at Jacques ikke vil vise sig som et bæst,” tilføjede han. Der var jo ingen grund til at lyve, og eftersom han var sikker på at tøsen var hans mage, så vidste han også at bæstet kunne træde frem når det var mest upassende. Han hævede et lidt undrende øjenbryn. ”Jeg er ikke sikker på at jeg følger dig? Jeg har ganske vidst Gabriel, men du er stadig som en anden bror. Om du vil det eller ej,” endte han sigende, for ahn kunne hade ham så meget han ville, men det ville ikke ændre noget. ””Godt jeg har nok for os begge,” afsluttede han igen en smule kort for hovedet.

[Marius Amalani Darcy]

Venskabet var røget direkte ud af vinduet, men det var der nu ikke noget som han kunne gøre noget ved. Selv havde han manglet Jason til tider, så havde han ikke rigtigt givet udtryk for det. Jason havde haft Gabriel, og Gabriel Jason, og han havde siddet hjemme og stirret ud af vinduet. Det var jo ikke fordi at Jason direkte havde søgt til ham for at snakke tingene igennem, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var der ikke noget som sagde så lidt. Tankerne omkring Jacques kunne han lige så godt vænne sig til, for enten var det Yasmya eller Camryn som endte op med manden, så et sted så var han vel en selvskrevet svigersøn efterhånden? Tanken gjorde ham egentlig ikke noget, selvom det virkelig knuste ham at se Yasmya på den måde, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han kunne virkelig ikke gøre noget som helst ved det, selvom den tanke faktisk var noget som gjorde ondt værre for hans vedkommende! Han nikkede sigende. ”Det er måske nemmere at forstå, når man selv har døtre..” Han vidste at Jason havde to, selvom han slet ikke havde haft den ære af at hilse på hans kære børn. Han regnede et sted heller ikke med det, men man kunne jo selvfølgelig håbe på det, men det var noget som de nok skulle finde u af i det store og hele. Bange havde han virkelig været, også fordi at det hele var sket så hurtigt, og uden at han kunne gøre noget som helst, for at følge med, og det havde helt klart ikke gjort det bedre for ham!
Tanken om at han fint kunne sidde og snakke med Jason om tingene, var selvfølgelig noget som hjalp ham en hel del. Han havde bare ikke følt sig så vigtig efter alt det kaos med deres børn, og selvfølgelig ønskede han at de kunne finde en løsning – ikke bare for at hjælpe dem, men også deres børn, som havde brug for det, og han vidste det jo selvfølgelig også godt. ”Camryn bliver glad, bare man sender hende et smil, Jason. Yasmya skal have det med ord og handling… handling mest af alt,” endte han sigende. Han kendte skam godt sine børn, og det burde han jo selvfølgelig også! Tanken om at have fået korset, var noget som faktisk betød meget for ham, for han vidste hvilken betydning det havde haft for Jason. Han havde jo trods alt fået det af Gabriel i udgangspunktet. Han havde måske ikke været der dengang, men han havde fået historien, og det var tydeligt, at de havde et venskab dem imellem som havde været direkte ubrydeligt. ”Du forkastede det hele, da du rev min datter fra mig. Ja, til tider har jeg været i tvivl, om der overhovedet var noget mellem os..? Som brødre..?” endte han sigende, som han igen vendte blikket mod ham. Han ønskede virkelig at hjælpe deres børn, også fordi at han stadig holdt af Jason, og derved også Jacques. ”Jeg ønsker bare ikke se Yasmya på den måde.. Hun er min lille øjesten..” endte han med en mere frustreret stemme.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde ganske vidst ikke søgt til ham for at snakke det igennem, de havde begge været vrede og han var jo gået i døden kort efter, hvilket havde været noget som havde plaget ham lige siden, udelukkende fordi han aldrig havde fået ordnet op i det, og om han ville det eller ej så havde Marius en enorm betydning for ham selv. Efterhånden måtte Jason erkende at han havde opgivet håbet om at få Yasmya som svigerdatter og det var trods alt noget han måtte acceptere, og så bryde Camryn velkommen i familien med åbne arme hvis det skulle komme så langt, for han ville støtte sin søn uanset hvad. Marius derimod lå ikke til at kunne undgå at have ham som en del af familien, det eneste Jason i så fald vile ønske, det var at de om ikke andet kunne omgås hinanden. ”Det er det,” medgav han roligt. Nu hvor han selv havde tre døtre, så var det først nu noget som han havde lært at forstå. Han ville selv være blevet forbandet vred hvis det havde været en af de tre, men Piper var ved at være så stor, at han ikke rigtigt ville kunne gøre noget ved det. Heldigvis så interesserede hun sig slet ikke for den slags, så han frygtede slet ikke det helt store. Jason vidste at de to om nogen kunne ordne op i det kaos som de selv havde været med til at skabe og han agtede at gøre det så godt som han nu kunne også for ham og Marius. Han endte med at nikke til hans ord. Så meget havde han fundet ud af med Camryn, der skulle ikke meget til at glæde hende, hvilket selvfølgelig kun var en god ting. ”Sandt. En god egenskab, let at have med at gøre. Yasmya er sværere på det punkt, det har jeg fundet ud af. Jeg har ikke set hende med et smil gennem frygtelig lang tid, og det er bekymrende,” erkendte han. Kunne han så ville han sørge for at de to fandt hinanden igen, men han havde opgivet håbet om det efterhånden. Hans ord var et direkte slag. Han endte med at knytte næven en smule, mens blikket blev en hel del mere stram. ”Jeg gjorde som sagt hvad jeg fandt nødvendigt. Hvis du er i tvivl så var der nok ikke. Fra din side vel og mærke. For mig er du den bror som jeg aldrig fik,” påpegede han bare ærlig. Igen så, så han virkelig ingen grund til at lyve overfor ham, og han holdt forbandet meget af Marius, om han var den anden vej omkring eller ej, det havde korset også været et klart symbol på, for han havde ikke givet det til enhver, men han var overbevist om at det ville skænke ham.. tid. ”Jeg ved det godt. Jeg ønsker heller ikke at se hende sådan, hun fortjener langt mere.. hun fortjener min søn, men jeg har opgivet håbet om at kan lade sig gøre,” svarede han stille. Måske det var egoistisk at sige, men han nægtede at opgive tanken held om at de var ment for hinanden!

[Marius Amalani Darcy]

De havde begge to været direkte vrede, og det vidste Marius til gengæld godt, men han forsøgte virkelig at gøre noget ved det nu. Han havde holdt sin afstand før i tiden, og før de havde været i stand til at gøre noget som helst ved det, så var han gået i døden. Ikke fordi at det havde været ventet, men det var nu sket alligevel. Han vendte blikket roligt mod ham. At snakke om det, var faktisk rart, for han ønskede ikke at nogle af dem skulle sidde og kaste med skylden, for det var slet ikke noget som nogen af dem fik det mindste ud af, og det vidste han jo trods alt også godt. Han nikkede sigende til hans ord, for det var jo ikke engang fordi at det var nogen løgn i den anden ende. ”Det anede mig,” begyndte han sigende, som han vendte blikket mod ham. Han havde jo aldrig set hans børn, for det var slet ikke noget som han havde haft nogen mulighed for på nogen måde overhovedet. ”Jeg fik aldrig muligheden for at møde dine børn, Jason..” sagde han endeligt, som han vendte blikket mod ham igen. Det var rart at sidde og snakke med tingene, for det var efterhånden noget som var nødvendigt for dem begge, om det var noget som de nu ville det eller ikke. Han var virkelig ked af, at skulle se sin kære datter på den måde, for han ønskede at se hende smile! Han nikkede. ”Camryn skal du bare smile til, og så er du dagens mand. Hun har aldrig været den kravestore.. Bare man så hende. Yasmya var bare en lille skrøbelig lille pige, som jeg var nødt til at åbne mit hjerte for, og inden jeg så mig om, så blev hun stor. Jeg kan stadig ikke begribe, at jeg faktisk er en bedstefar..” endte han næsten forvirret. Det var svært for ham overhovedet at finde ud af, men han forsøgte da om ikke andet! At Jason endte langt mere anspændt, havde dog heller ikke været hans mening, men til sidst, så havde han virkelig været i tvivl. Han havde vel ikke været så vigtig igen, for det var slet ikke sådan at han havde følt det – ikke som andet end et tredjehjul. ”Jeg beklager Jason.. Efter det hele, så har det været svært for mig, at overhovedet se, om du ønskede at vide af mig..” Han trak let på skuldrene. Nu hvor det modsatte var bevist, så var det selvfølgelig noget som hjalp på det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i det store og hele. Han trak vejret dybt ved Jasons ord. ”Jeg… Jeg er enig,” endte han sigende. Yasmya fortjente Jacques, om det var noget som han nu ville det eller ej!

[Jason Elvana Nimanhra]

De havde begge to været frygteligt vrede, og Jason skulle gerne erkende at han bestemt ikke havde handlet på en måde som han burde, men selv ahn var et dyr og han havde været tvunget til at følge sit instinkt, også selvom han nok havde overeageret. Det eneste han kunne frygte nu, var at det for sent med henblik på Marius faktisk at finde deres varme venskab igen, også selvom det var det han ønskede. Der var ingen grund til at kaste med sten når man selv boede i et glashus, og de havde været lige gode om det, han vidste ligeså at han havde begået nogle frygtelig uheldige fejl, og det var han selvfølgelig ked af. ”Jeg ville flå hovedet af den mand som i det hele taget forsøgte sig på nogle af dem, så jeg værdsætter at du nøjedes med at smide ham ud,” påpegede han med et næsten lidt kækt smil, også selvom han mente det, han kunne jo have gjort det som havde været langt værre, men så havde heller ikke haft noget at snakke om nu, for det havde han aldrig været i stand til at tilgive! Han vidste godt at Marius aldrig havde fået muligheden for at møde andre en Carlisle og Jacques.. nu også Adelio, hvilket næsten var ærgerligt, for han var i den grad stolt af alle sine børn, og det lyste direkte ud af øjnene på ham. ”Jeg vil frygtelig gerne repræsentere dig for dem,” erkendte han stille. Den ene knægt var jo faktisk ligefrem blevet opkaldt efter ham, og det havde der været en grund til, men han ville heller ikke ligge press på ham ved at nævne det. Jason forsøgte virkelig at forholde sig fuldkommen neutral når det kom til Camryn, for hun var vel heller ikke altid så slem som han gjorde hende, men under alle omstændigheder havde han svært ved at acceptere Jacques valg i hende, også selvom han var tvunget til det. ”Det har hun ikke, men er også altid blevet set,” påpegede han lidt sigende. Måske Yasmya var mere krævende, men hun havde været tvunget til at handle lidt.. desoerat for at blive set i det hele taget. ”Nej det er svært at forholde sig til, men hun er blevet en smuk, moden kvinde.. desuden er Emanuel helt fantastisk han er som snydt ud af næsen på hende,” påpegede han og kunne ikke holde det lille smil væk. Han elskede sit barnebarn det skulle der ikke herske tvivl om, hvordan han skulle forholde sig til Marcianus havde han endnu ikke rigtigt fundet ud af, og det var forvirrende. Det gjorde faktisk ondt at Marius direkte tvivlede på ham, for han ville ikke mene at han nogensinde havde givet grund til mistillid. ”I så fald er det min fejl. Jeg var vred og det gjorde mig tåbelig og det beklager jeg dybt. Tro hvad du vil, men intet har ændret sig i mit billede eller bånd til dig, og det vil intet gøre,” svarede han direkte. Det glædede ham et sted at han faktisk var enig med ham når det kom til Jacques, det betød vel også at han tilgav knægten bare lidt? ”Det er mange år siden. Lige den tro holder jeg ikke længere fast i,” erkendte han med tydelig frustration, for hvor ville han elske at se dem begge smile med et glimt af liv i øjnene.

[Marius Amalani Darcy]

Ingen af dem havde handlet på en måde, som de burde, og det var noget som Marius allerede var klar over, selvom det ikke ligefrem var noget som gjorde det bedre. De havde været stolte og stædige begge to, så ingen af dem var kommet krybende og bad om tilgivelse, og det var bestemt heller ikke noget som han kunne gøre noget ved nu. De havde muligheden for at snakke om tingene, og selvfølgelig var det noget som betød meget for ham, for nu var det jo også ham som blev set. Han betragtede Jason med en ganske sigende mine. Hans ord og det kække smil, var et spor af den gamle Jason som han kun kendte alt for godt, og selvfølgelig var det noget som hjalp ham selv frygtelig meget, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Tænderne viste sig på en perlerække, som han let rystede på hovedet. ”Lad mig sige det sådan her – Det var min respekt for dig, som kun fik mig til at kyle ham ud..” Han sendte ham et let smil, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn i det store og hele, for det var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved ellers. At han gerne ville præsentere ham for børnene, var en tanke som gjorde ham glad, for han betragtede dem jo næsten som sine nevøer og niecer, så det at han ikke havde mødt dem endnu, var faktisk en meget trist tanke, men igen.. han havde jo ikke rigtigt været der eller noget som helst trods alt. Så langt var de faktisk enige. Yasmya var blevet en smuk ung kvinde, og selvfølgelig var det en kvinde som han kunne være stolt af, selvom det slet ikke var på grund af ham, selvom det nu heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han vendte blikket mod ham endnu en gang, som han nu valgte at tage et enkelt kirsebær til sig. ”Jeg er virkelig stolt af hende.. Det er skræmmende så meget modgang hun har mødt, men ud fra de omstændigheder, så har hun klaret det godt,” endte han sigende, hvor en vis stolthed alligevel måtte melde sig i hans stemme.
Marius havde virkelig været i tvivl om hvordan Jason egentlig havde set på ham i efterhånden, selvom det selvfølgelig ikke var noget so han tænkte over lige nu. Det var rart at vide at det slet ikke forholdt sig sådan, som han havde følt at det gjorde, for det var lige så også noget som faktisk betød ekstremt meget for ham. ”Det er bare rart at få det afkræftet,” endte han roligt og tog endnu et kirsebær. Nu fandt han faktisk selv roen til at sætte sig ned og bare.. spise lidt. Smagen af mad, var virkelig en utrolig fornemmelse at have i munden. Det var utroligt hvor meget man faktisk savnede det! Tungen lod han stryge let tænkende over sine læber, som han vendte blikket mod ham med en ganske sigende mine. Han havde været med til at holde dem fra hinanden.. Hvad med at lave det lidt omvendt? ”Hvad med at hjælpe dem lidt på vej så..?” spurgte han roligt. Bare en flyvsk tanke, men den var der jo trods alt.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason var ked af at det var foregået som det havde gjort, men de havde alle reageret voldsomt, og den det var gået ud over i sidste ende havde været Yasmya som stod der midt i det hele, usikker, gravid og syg så vidt han huskede vel og mærke. Det havde på ingen måde været retfærdigt. Jacques havde været både oprevet og bange for at miste hende, og han havde beskyttet sin søn ligesom Marius havde beskyttet sin datter. Det var ikke noget de bare kunne glemme, men han ønskede at snakke ud om det, få det ud af verdenen, og måske.. hvis tiden og muligheden bød sig, genopbygge det gamle venskab? Jason slappede lidt mere af hvilket også efterlod plads til den kække tone, også selvom han skam stadig var alvorlig, det var bare ham i en nøddeskal. Hans ord fik direkte det kække smil til at spille over hans læber, for det forundrede ham virkelig ikke. ”Det forundre mig på ingen måde, i så fald var det mit held,” svarede han roligt. Det var nemmere nu hvor de begge blødte lidt op, han kunne trods alt også mærke at Marius var faldet lidt mere til ro hvilket lettede ham. Han vidste godt at den respekt for ham nok var væk, og det var yderst beklageligt... alt for meget var beklageligt! Selv han anså Marius for at være børnenes onkel, for ham og Lisa havde jo snakket om det mere end en gang, hvilket også var grunden til at Carlisle havde fået han navn som mellemnavn, de havde bestemt ikke ønsket at efterlade ham glemt, det var helt sikkert! Han ville frygtelig gerne introducere børnene til ham før eller siden, og det glædede ham om ikke andet kun, at han faktisk var åben for idéen. De kølige øjne betragtede roligt Yasmya som sad på bredden og bare så på at Adelio legede med Emanuel. Hun var i den grad en man kunne være stolt af, smuk og moden, og hun prøvede virkelig! ”Der er virkelig ikke grund til andet, i har opdraget hende godt. End ikke jeg ville have været i stand til at tackle den modgang hun har været igennem,” endte han sigende, go gjorde meget ud af at ligge vægt på at det var Marius og Melody som havde opdraget hende og ikke ham og Lisa. Han havde virkelig værdsat hans venskab og han var kun glad for at kunne afkræfte alt andet! Det morede ham lidt at se det helt salige blik han fik ved smagen af mad igen. Man kunne hurtigt komme til at savne det, han kunne selv have lidt, også selvom de i store mængder var ubehageligt. Han vendte blikket en anelse forundret mod ham, Han ville direkte hjælpe dem på vej? ”Du af alle mennesker havde jeg aldrig troet ville forslå sådan. Jeg har prøvet, Marius problemet er at prøve og samtidig være diskret, så hvad tænker du? Ville det være retfærdigt mod Camryn?” spurgte han lidt forundret, det var jo grunden til at han ikke havde forsøgt et stykke tid nu, han ville heller ikke blot fratage hende en glæde!

[Marius Amalani Darcy]

Det var Yasmya som stod som det sorte får i denne stund, og selvfølgelig var det en tanke som faktisk gjorde Marius ked af det, for han havde jo udelukket handlet på hendes vegne, og for at hun skulle have det godt, og ikke at det skulle være anderledes! Han vendte blikket mod Jason endnu en gang. Frustrationerne dæmpede sig kun minut for minut, og selvfølgelig var det en direkte befriende tanke, også for hans eget vedkommende, for det var en tanke som virkelig gjorde ham selv glad. Det var i den grad også lettende for ham selv, for det var efterhånden ved at være frygtelig mange år, at han havde siddet igen med disse fornemmelser, og behageligt var det dog på ingen måde. Han smilede let for sig selv. ”Du har altid været forfulgt af held af den ene eller den anden slags Jason..” påpegede han sigende og med et let smil på læben. Et sted var det vel ikke engang en løgn? Hovedet lod han søge let på sned, som han lod blikket glide tilbage på hans elskede datter nede ved bredden. Han ville i den grad gøre alt det som han kunne for at se hende lykkelig, om han så skulle gå imod det som han altid havde gjort for hende, så var det nu bare sådan at det måtte være i det store og hele. At han skulle få lov til at hilse på hans børn, var en tanke som gjorde ham glad. Han vidste jo trods alt ikke hvor lang tid han havde tilbage, så selvfølgelig var det alt sammen noget som havde en utrolig stor betydning for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Det er noget jeg virkelig er glad for at høre,” endte han ganske sigende og med et sigende og roligt nik. Han betragtede ham kun med en ganske sigende og stilfærdig mine. At høre Jason direkte rose ham og Melody for deres opdragelse af hende, fik ham næsten automatisk til at skyde brystet en anelse frem, for han var i sandhed stolt af hans elskede lille pige! For hans lille pige, ville hun i den grad altid være, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, så ar det jo bare sådan at det måtte være i det store og hele. ”Hun er sin fars store stolthed kan jeg sige dig..” Denne gang sneg stoltheden sig tydeligt ind i hendes stemme, for hun kunne da slet ikke lade være med det, ikke nu hvor hun faktisk havde muligheden for at vise Jason det, netop ved at sidde der og rose hende til skyerne, for det havde hun i den grad fortjent! Han vendte blikket ganske sigende mod ham endnu en gang. Det kunne godt være at Camryn var hans biologiske, men.. Det var Yasmya som havde markeret Jacques til start, og Jacques lige så. Han trak let på skuldrene, lænede sig tilbage og støttede af med sine albuer i det bløde græs. ”Selv en gammel mand kan overraske,” påpegede han med en lidt mere munter tone end tidligere. Han vendte igen blikket mod Yasmya som sad og betragtede sin søn. ”Jeg ved ikke hvor lang tid jeg her, så jeg ønsker egentlig bare, at det skal kunne gøres hurtigt. Et samarbejde er vel.. bedre end at gøre det alene, eller tager jeg fejl?”

[Jason Elvana Nimanhra]

Jaosn vidste godt at det hele var endt med at gå ud over Yasmya, og han var overbevist om de mange indtryk havde forvirret hende i sidste ende, og at det faktisk kunne have været medskyldig i deres adskillelse, den stakkels vidste jo hverken fra eller til, det lyste langt ud af hende, hvilket han bestemt ikke brød sig om! Han havde nok altid selv været forfulgt af held, i hvert fald gennem de seneste mange år, fra han var kommet til Procias, måske fordi han havde handlet ud fra instinkt og dermed fra hjertet, på trods af at han havde været en rådgiver, og endda været god til det, så havde han aldrig handlet synderlig meget ud fra fornuft, ikke hvis hans instinkt havde fortalt ham andet. ”Det kan jeg vidst ikke komme uden om. Jeg er dog bange for at det er vendt for mig nu” påpegede han sandfærdigt. Selv lod han blikket søge mod floden også selvom hans øjne var rettet mod Adelio og Emanuel som plaskede rundt og nøje forsøgte ikke at sprøjte på Yasmya. Det morede ham lidt. Heldet havde vendt.. han havde mistet Lisa, Jacques var næsten ikke til at eknde, og børnene gjorde det virkelig ikke let for ham, men han forsøgte om ikke andet at håndtere det så godt som han nu var i stand til. Det morede ham næsten at se Marius med den stolthed i stemmen. Han lagde dog mærke til at han slet ikke snakkede om Camryn på samme måde, hvilket kun sagde ham at Yasmya virkelig havde ramt noget i ham allerede ved første øjekast, da han havde valgt at tage hende med sig hjem. Nu var hun blevet en smuk og voksen kvinde, som kun var værd at være stolt af, og det var alt sammen hans og Melodys fortjeneste, de havde virkelig opdraget hende godt. ”Det er jeg slet ikke i tvivl om. Hun er i den grad også værd at være stolt af,” medgav han med et stille nik. Han ønskede at hjælpe Yasmya som han ønskede at hjælpe sin egen søn, han manglede at se gnisten af liv i deres øjne, det plagede ham at se den begge på den måde, men han havde aldrig troet at det skulle være Marius som foreslog det. Hun endte med at sende ham et lidt skulende blik. ”Gammel mand? Må jeg være fri!” gentog han dovent. Hvis han var gammel, hvad pokker var han så ikke selv? Jason var nu overbevist om at Marius ville have længere tid end han regnede med, der fulgte held med det kors! Han kommenterede dog ikke på det. ”Det vil være en opgave som jeg hellere end gerne samarbejder om, Marius. Det er sjældent jeg siger det, men jeg er idé forladt når det kommer til de to. Jeg opgav efter at Camryn kom ind i billedet,” erkendte han roligt, for han havde jo ikke ønsket at gøre samme fejl som Marius og forsøge at skille dem ad, det skulle være Jacques beslutning og ikke hans.

[Marius Amalani Darcy]

Det havde slet ikke været Marius’ hensigt at lade det så sådan ud over Yasmya, så der var han faktisk enig med Jason. At resultatet var endt så voldsomt, var ikke noget som gjorde det meget bedre for ham på nogen måde, for han havde kun ønsket sine børn det bedste, og det gjaldt Yasmya såvel som Camryn. Camryn var en kvinde som langt nemmere stillede sig tilfreds med tingene som de måtte være, end det som Camryn havde, og det var skam også den grund som var til at han tog tingene på den måde som han gjorde, for han ønskede slet ikke at se hende så ked af det og så.. livsforladt, for det var hun jo. ”Jeg hørte om det, Jason.. Og jeg er ked af det. Jeg kondolerer,” endte han sigende. Tabet af Lisa, var noget som selv var kommet bag på ham, men han havde set Lisa, han havde snakket med hende, selvom han nu heller ikke ville snakke om det.. Det ville vel næppe hjælpe Jason at vide, at Lisa vågede over ham? Han vendte blikket mod ham endnu en gang. Manden havde det ikke nemt, og det vidste han udmærket godt. Han nikkede sigende. Han kunne slet ikke se på Yasmya med andet end stolthed i minen! ”Jeg er også stolt af hende.. Hun er og bliver min lille øjesten, selvom jeg sikkert har været lidt for meget over hende, men.. ja…” Han trak let på skuldrene. Han havde slet ikke ønsket at se hende så ked af det, og nu hvor han endelig kunne få lov til at se hende med et smil på læben, selvom det sikkert mest var på grund af hendes søn, men det var underordnet. Hun smilede, og det var helt klart det som var det bedste af det hele. Han ønskede venskabet tilbage med Jason, men han vidste så slet ikke om det var noget som de ville nå, inden han igen ville ryge direkte i graven, selvom det var en tanke som et sted gjorde ganske ondt. Han grinede ganske let og rystede på hovedet. ”For en animagus, så var jeg faktisk ved at være gammel!” endte han med et let kækt smil på læben. Det var anderledes nu, selvom det stadig var en masse som han skulle vænne sig til – hvis det overhovedet kunne betale sig i længden, men det var nu bare sådan at det måtte være. Yasmya havde virkelig formået at krybe ind under huden på ham fra første stund, og selvfølgelig ønskede han at hjælpe hende, som en fader nu burde, for det var hans job at sørge for at hans datter kunne sidde igen med et smil på læben, for det andet var da slet ikke noget som hjalp nogen af dem! Han gned let sin hage i en tænkende mine. ”Jeg ved det ikke endnu.. Men der er vel noget som man kan gøre for at hjælpe dem? Yasmya kommer til at klynge sig lidt til mig mens jeg endnu er her.. Måske du kan lægge et lille pres på Jacques? Arrangere nogle møder? Han skal vel også se sin søn?” endte han spørgende og med en rolig mine i ansigtet.

[Jason Elvana Nimanhra]

De havde på ingen måde gjort det lettere for hverken Yasmya eller Jacques og det var noget som han var ked af, for deres opgave havde jo været at støtte dem og få det igennem det hele, men efter Emanuels død var det hele bare gået fuldsætndig galt. Jason ønskede virkelig at gøre op for det, og han ønskede at finde blot lidt glæde i tilværelsen igen, for i øjeblikket var det kun børnene som holdt ham oppe, han havde brug for noget at give sig til og han havde brug for varme venskaber, som Marius'. Han nikkede stilfærdigt, og så ud over floden. Tabet af Lisa havde virkelig været hård, for han havde elsket hende.. gennem mange år havde han været overbevist om at hun havde været hans mage, men han havde taget fejl og det var noget som plagede ham, også selvom det jo ikke var noget som han var i stand til at styrer, desuden hadede Tiyanna ham, og han brød sig ikkke om hvad hun var blevet, og det at hun alligevel var hans mage, var ikke noget han havde tænkt sig at nævne for nogen, også selvom han godt kunne mærke at det påvirkede ham til tider, særligt nu hvor han havde fået et godt forhold til Adelio. Det var bestemt ikke altid nemt at undvære sin mage. ”Tak Marius. Det har været hårdt,” erkendte han en smule mere stift, for han brød sig ikke om at snakke om ting som fik ham til at føle den sorg. Han tænkte ikke at Lisa kunne vogte over ham, for det ønskede han ikke, det ville kun forringe hans samvittighed yderligere, og det var svært både at håndtere den og 9 børn, for selvom Jacques og Adelio var voksne, så var han der jo også for dem, og stod der med åbne øjne, når end de havde brug for ham. Til tider ville han ønske at han var ligeså stærk som Yasmya havde været, for hun havde virkelig klaret det over alt forventning, selv efter Camryn var vendt tilbage, der havde han ellers forventet at det ville være gået fuldstændig galt, og selvom hun var blevet for tynd og slidt at se på, så forsøgte hun om ikke andet, at lade som om det ikke plagede hende, og nu hvor Emanuel og Marius var der, formåede hun faktisk at smile. ”En far skal være meget over sin datter. Det er en del af rollen,” påpegede ham med et lidt kækt smil, for det var jo noget som han selv kunne genkende, og han ville bestemt ikke bebrejde manden for at have været en far. ”Det ved jeg godt, men hvad skulle jeg ikke sige med mine.. ja det løber vel efterhånden op i.. 12.000 år eller sådan noget,” han rynkede lidt på panden, for han havde mistet tælling for mange år tilbage, det var svært at vide om han var ældre eller yngre. Han lyttede nøje til hans ord, og forsøgte at danne nogle idéer.”Han vil ikke nærme sig Yasmya. Selvfølgelig vil han se Emanuel, men han vil nægte hvis hun er i nærheden. Han mister følelsen af kontrol i nærheden af hende tror jeg.. muligvis fordi dyret drages, men jeg er slet ikke sikker. Skal jeg være ærlig så tror jeg at et visit fra dig ville være langt mere overbevisende for ham, han kender allerede min holdning,” svarede han roligt. En lille small talk fra Marius skulle nok gøre indtryk, det var der ingen tvivl om.