A family affair

[Deleted]

Måske det var direkte naivt men hun stolede på Adelio, selvom han uden tvivl var en mand af mange mysterier. Han lignede virkelig sin far personligt, men om han selv var klar over det, tvivlede hun faktisk på. For nu nød hun bare den.. omsorg var det jo næsten, som han ydede hende. Yasmya kluklo og rystede lidt på hovedet. Tid til den slags? ”Du mener tid til.. kvinder?” spurgte hun lidt drillende. Han fik det jo næsten til at lyde som en ringe ting, hvilket lige modbeviste Jason rigtig meget! Hvis manden ikke fandt tid til kvinder, var hun faktisk ikke så sikker på at det var Jasons søn, ellers var det bare fordi at han var blevet opdraget sin mor frem for sin kære far. At han så ikke følte at han kendte manden var noget som hun kun kunne beklage, Jason var uden tvivl en mand værd at kende, og det mente hun skam selvom hun havde valgt at skubbe ham fra sig efter bruddet med Jacques, men hvad pokker skulle hun gøre, når de nu engang havde det tætte forhold? Det undrede hende at Jason ikke havde tvunget ham med herned. Et sted var det en smule ærgerligt, hun savnede ham, og hun havde ingen idé om hvordan han klarede sig efter flammerne. ”Det er synd. Han er en mand værd at kende og jeg tror.. at han virkelig anstrenger sig,” næsten hviskede hun, for hun vidste jo godt at han havde en forbandet god hørsel, desuden havde Jason det samme og hun ville helst ikke havde ham til at høre for meget, for han var rigtig nysgerrig. Uden at tænke videre over det lod hun tomlen strøg over over hans nakke. Det hele lå som en vane. Hun skælvede også selvom det ikke var meningen, samtidig lidt flov over at hun reagerede så kraftigt, men det var den naturlige frygt. Sporene fra dengang var endnu ikke blevet slettet også det var også noget som påvirkede hende. Emanuel var tilgengæld meget ivrig.
Han Lagde en våd hånd mellem mors vinger, for han ville også hjælpe. Han forstod slet ikke at hun var s bange for det var jo sjovt! ”Du er den modigste mor på hele den her jord,” sagde han med det typisk charmerende drengesmil. Han så fra mor til Adelio.. og kunne faktisk godt.. lide synet?

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio vidste ikke rigtigt hvor han havde Jason henne, og lige nu var han faktisk også ganske ligeglad, for det var slet ikke noget som han kunne gøre noget ved af den grund. Han vendte blikket roligt mod vandet, som han endelig var kommet tilbage til det, og det var noget som han virkelig godt kunne lide, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han havde faktisk ikke haft alverdens tid til kvinder, også fordi at i den lejr han kom fra, var kvinder bestemt ikke i majoriteten, og det var ikke ligefrem noget som gjorde det hele nemmere for hans vedkommende, men han klarede sig da. Han trak svagt på skuldrene, som han vendte blikket mod hende og hendes skikkelse. Måske at det var noget som alligevel fik ham til ikke at minde om en yngre udgave af Jason, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Jeg tror du ivl blive overrasket over, hvor lidt tid jeg faktisk har haft til.. det kvindelige køn,” endte han med et næsten morende smil, for det var ikke engang fordi at det var løgn i den anden ende! Han havde virkelig ikke haft tid til det! Han nikkede til hendes ord, også selvom han udmærket var klar over at Jason kunne høre dem, hvis han lyttede efter, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til. Han ønskede faktisk heller ikke at skjule noget for manden, også fordi at han ønskede at vise ham den tro og den tillid, som han så tydeligt havde brug for i den anden ende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Jeg ved det godt, og jeg kan i den grad også godt mærke det,” endte han sigende. Tanken var noget som han faktisk godt kunne lide.
At Emanuel var kommet dem i møde, og ønskede at hjælpe sin mor, var noget som kun fik smilet til at brede sig. At han så skulle påstå at det var den modigste mor på hele jorden, var noget som virkelig kun gjorde det tydeligere for ham på hans læber! Han havde aldrig sagt sådan noget til sin mor, men tankerne havde dog været der. Også fordi at han vidste hvad hun faktisk gik rundt og lavede, også når han var gået i seng! Han vendte sig mod Emanuel. ”Det er hun nemlig,” sagde han roligt. Han fik Yasmya over på sin ene arm, så han kunne tage omkring drengen med sin anden, så han kunne komme helt op ved siden af mor. ”Så kan du give mor et ordentligt kram,” sagde han smilende.

[Deleted]

I enhver familie var der nogle konflikter som man skulle finde en løsning på, og det var tydeligt at der stadig var mange mellem Adelio og Jason, hvilket også gjorde Yasmya ked af at hun havde afbrudt noget af den kostbare tid de havde sammen, for hun ønskede jo bare at se Jason smile, særlig efter Lisas død, hvor han måtte tage sig af alle de børn helt alene. Hun havde lidt ondt af ham, og hun ville frygtelig gerne tilbyde ham sin hjælp, ikke mindst fordi hun skyldte ham det, men hun kunne ikke når hun skulle gå omkring Jacques temmelig ofte så. Som sagt så vidste hun ikke meget om Adelio, men det at han ikke fandt tid til de kvindelige køn, var noget som han i hvert fald ikke havde fra sin far! ”Nu blev jeg pludselig i tvivl om du virkelig er Jason Nimanhras søn. Jeg mener.. Du er jo ikke ligefrem en.. en grim mand,” påpegede hun en smule forlegen. Det skulle jo heller ikke lyde forkert, men det var jo bare fakta at han var en irriterende flot mand. Hendes hjerte hamrede selvom hun virkelig forsøgte at slappe af. Den kølige hånd der pludselig ramte hendes ryg var noget der fik hende til at gispe forskrækket. Uden at tænke videre over det trykkede hun sig ind til Adelio. Hun smilte for sig selv, forbandet stolt af at hun faktisk var kommet derud. ”Emanuel din bandit,” udbrød hun med den blide stemme, og brød ud i en mild latter. At høre at hun var den modigste mor var faktisk noget som varmede hende. Hun åbnede langsomt øjnene og så vandet løbe omkring dem. ”I er alt for søde,” påpegede hun stille.
Emanuel lod sig løfte på den anden anden arm, og så på mor der så underligt.. bange ud. Han strøg hende over håret med den våde hånd, som lod vandet løbe ned over hendes ansigt, også selvom det ikke var med vilje. Nu hvor far ikke var her, så kunne han faktisk godt lide at se mor sammen med Adelio, for han var sød nok! Han sendte dem begge et lumsk smil, før han lagde armen omkring dem begge to og knugede dem ind til sig. Han havde savnet sin familie, selvom Adelio ikke var far så var han sød ved mor, og han kunne jo se at de var venner så hvorfor ikke?!

[Theodore Jarvis Acheron]

Der var stadig frygtelig meget som stadig var af konflikter og stride mellem Adelio og Jason, men det var noget som de nok skulle få snakket ud om, når der var tid til det, men.. lige nu var det lige nedprioriteret. Selv han måtte erkende, at han faktisk godt kunne lide at se et smil på Jasons læber, også fordi at han selv ikke kunne huske hvornår han sidst havde set det – hvis han i det hele taget havde set det. De var to voksne mennesker nu, men det var nu noget som de kunne arbejde med, for han havde ikke været andet end en lille dreng, da hans forældre var gået fra hinanden, og det var også det eneste som han kunne huske, selvom det nu og da var en sag som han måtte diskutere og snakke med Jason om, når de igen ville få muligheden. Desuden havde han udmærket godt kunne fornemme at Jason havde sit med Marius oveni, så han var helt klart en mand, som havde meget at slås med, det var helt sikkert. Tungen strøg han let over læberne, også selv da Yasmya endte med at gispe af forskrækkelse, hvor han ikke kunne lade være med at smile. ”Betvivler du virkelig mine rødder og mit familienavn..?” spurgte han direkte morende, for det var virkelig noget som helt klart måtte more ham. Ikke fordi at han tog det som en skidt ting. Så længe at Emanuel nu kunne leve med at han var omkring hans mor, så havde han det godt, og det så jo trods alt også sådan ud, ikke…? At knægten overraskede hende, var virkelig underholdende! Han fik ham roligt op på armen, hvor han holdt ham godt ind mod sig, så han også kunne give mor den omfavnelse. At han.. så skulle få en med oveni, var noget som direkte måtte komme bag på ham, for det var slet ikke noget som han havde regnet med på nogen som helst måde! Han smilede ganske let, hvor han faktisk.. nød af det. Han havde dog aldrig nogensinde troet at han skulle nyde at have børn i sin nærhed! Han fortsatte roligt med at gå stille og roligt igennem vandet, hvor han meget varsomt bevægede sig mere og mere ud i vandet, for det var helt klart noget som han kunne mærke, for det gik ham efterhånden til hoften, så.. det ramte jo også snart hende, andet ned hendes fødder og ben, også selvom han lod hende styre det. Sagde hun stop, så skulle han nok også stoppe!

[Deleted]

Ligesom Jason og Adelio så havde hende og Marius også stadig meget at snakke om, men på den anden side, så havde det hjulpet bare at vide, at han faktisk anså hende for at være hans datter, og elskede hende mindst ligeså højt som han elskede Camryn, hvilket hun jo aldrig rigtigt havde troet på. Nu kunne hun se frem til at få lov til at bære hans navn og et sted håbe inderligt at.. han ville være i stand til at finde noget lidt større end den forfaldne hytte i skoven, hvor de end ikke alle ville kunne sove natten over. Marius og Jason lod til at komme godt ud af det med hinanden, men hun forestillede sig lidt, at det var et forsøg på ikke at blande Emanuel ind i deres stridigheder, som i dag var lidt.. meningsløse eftersom hende og Jacques ikke længere var sammen. Marius havde haft ret hele tiden og hun fortrød virkelig at hun ikke havde lyttet til ham allerede dengang. Følelsen af den våde hånd var faktisk rar for det var noget som formåede at køle hende ned. Grebet om ham løsnedes en smule så lang tid hun endnu ikke var i direkte berøring med vandet. Selv endte hun med at slippe en perleblid latter. ”Med henblik på hvor pigeglad din far og dine brødre er, så ja.. nu betvivler jeg pludselig faderskabet vel og mærke,” påpegede hun drillende, også selvom det foregik i en hvisken, for det var ikke noget som Emanuel skulle lytte på, det var han alt for ung til! Hun lod ham give dem begge et kram. Yderst forsigtigt slap hun med den ene hånd, hvilket af sig selv gjorde at hun strammede grebet med den anden, men om ikke andet kunne hun gengælde omfavnelse. Hun lænede sig en smule frem og plantede et kys mod hans hoved. ”Hvad skulle mor dog gøre uden dig,” hun prikkede ham lidt drillende på næsen. Hun lod sig fører længere ud og bed ikke rigtigt mærke i det, da vandet ikke rørte hende.
Emanuel holdte dem begge to tæt ind sig sig, og ærgrede sig lidt over at det ikke var far, for han savnede han faktisk. ”Ja hvem ved dog det?” han rynkede på næsen idet hun prikkede til ham, hvilket fik ham til at slippe en latter som dog langsomt endte med at forstumme. Han så ned. ”Moar? Jeg savner far,” påpegede han forsigtigt.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio var på ingen måder færdig med at snakke med Jason endnu, selvom det vel kunne se sådan ud hvis man ikke var kendt med selve situationen, for det var bestemt ikke fordi at han ønskede at blande små børn ind i det, når de selv var voksne nok til at tage snakken dem imellem, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At han ikke lignede sin far på alle punkter, havde han nu eller ikke noget imod, for der var han til dels også glad for at ligne sin mor. Hun havde klaret det utrolig godt på trods af omstændighederne, for hun havde helt klart heller ikke haft det nemt, og det vidste han udmærket godt. Det havde han fundet ud af som han var blevet ældre, og selv var endt med at være i stand til at lægge to og to sammen, så selvfølgelig var det også noget som hjalp ham en god del, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han strøg tungen let over læberne. ”Uha, bare vent.. mine lyster er der ingen som ønsker at være et offer for..” Han vendte blikket mod hende, som han let endte med at blinke til hende, også fordi at det hele var ment i sjov. Han havde sine lyster, men hvis der ikke var tid til det, så var der virkelig heller ikke tid til det, om det var noget som han nu ville det eller ikke. Han stoppede op, som Yasmya slap ham med den ene hånd, også selvom det kun var for at lægge armen om sin søn. Han kunne nu godt lide knægten, og det var bestemt ikke fordi at han ønskede at overtage Jacques’ plads ved hende eller ved ham for den sags skyld, men han kunne jo også mærke på hende, at hun virkelig nød at have nogen omkring sig, og det var bestemt heller ikke noget som han havde noget imod. Han trak vejret dybt, som han roligt fortsatte længere ud. Nu hvor han var vampyr, så var det heller ikke det sværeste at holde hende oppe med sin ene hånd, for det var jo trods alt det eneste som han havde hende siddende på, men det var ikke noget som rørte ham på nogen måde. Jacques kendte han ikke, for han havde aldrig været synderlig interesseret i familielivet, selvom det kraftigt havde forandret sig nu.. Han ønskede faktisk at lære dem alle at kende. At knægten ønskede sin far, forstod han godt, også nu hvor han stod i situationen. At knægten savnede sin far, var jo.. noget som han selv kunne sætte sig i. Han vendte blikket mod Yasmya. Som han havde fundet ud af, så var hun ikke meget for at snakke om knægtens far..?

[Deleted]

De konflikter som eksisterede rundt omkring var slet ikke noget som mindre børn skulle blandes ind i, og nu hvor hun havde fået Emanuel i et ukendt rum tid, så ville hun heller ikke have at han skulle gå og bekymre sig om ting som han slet ikke var en del af. Pointen var jo et sted at de alle elskede ham, og alle ønskede det bedste for ham.. det var hun næsten sikker på at Jacques måtte være enig i, men hun vidste det ikke rigtigt nu hvor han opholdt sig på herregården, men knægt som han selv havde omgjort, det var vel ligesom at have sin egen søn? Noget som hun ikke havde været i stand til at give ham. Yasmya havde hørt om Tiyanna, men kendte hende slet ikke nok til at vide hvor vidt knægten lignede sin mor eller ej, men de klare træk fra Jason dem så hun! Havde hun ikke vidst bedre så kunne hans blinken have været en flirten.. Jacques havde forklaret hende lidt om signaler i sin tid, men hun så det ikke sådan når det var Adelio for.. hvorfor skulle han? Hun hævede et øjenbryn. ”Bare vent? Det lød næsten som en hentydning,” påpegede hun lidt drilsk for hun vidste jo godt at det slet ikke var tilfældet. Jo længere de kom ud, kunne hun pludselig mærke vandet mod sine tæer. Hvilket næsten fik hende til at forsøge at kravle op på ham. Det var ikke meningen men Yasmya nød uden tvivl at have folk omkring sig igen, efter alt for mange år alene. Hun ønskede jo ikke at han skulle være en ny Jacques, men hun kunne godt lide tanken om opmærksomheden, og samtidig at Emanuel lod til at kunne være i nærheden af ham. Yasmya blev underlig tavs da knægten atter besluttede sig for et bringe Jacques op. Hun kom atter i tanke om knuden i maven, men forsøgte alligevel at bevare det næsten grimasse agtige smil. ”Jeg har lovet dig at du nok skal få lov til at se din far min skat,” påpegede hun en smule mere tonløst selvom hun virkelig forsøge.
Emanuel slap stille dem begge to, og betragtede lidt undersøgende Adelio. Han var slet ikke så slem igen, men han lignede jo ikke mor særlig meget. ”Du god ved mor,” endte han lidt sigende og med det søde smil, for han kunne faktisk godt lide at se det. Alligevel blev han lidt sørgmodig ved sin mors svar. Hun kunne ikke lide at snakke om det, det vidste han jo godt, hvilket også var grunden til at han bare endte med at nikke.

[Theodore Jarvis Acheron]

Konflikter var ikke noget som børn skulle blandes ind i, så langt var de faktisk enig om udfaldet. Han vendte blikket roligt mod hende. Hans mor var en som faktisk havde formået at holde sig selv temmelig godt skjult alt efter hvad der var sket i Procias tilbage i sin tid, og et sted, så var det vel også ganske.. forunderligt et sted, selvom det nu heller ikke noget som han sagde noget til, for han havde intet imod det. Han var jo faktisk oprindeligt en søn af en hertuginde, men det var der ingen som vidste, og det var bestemt ikke noget som han ønskede at reklamere med, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hans læber spillede direkte ud i et større smil, som han vendte blikket mod hende igen. ”Betvivler du mit familienavn..? Måske det var.. ment som en opfordring,” påpegede han ganske let, hvor selv den drillende mine var noget som tydeligt måtte melde sig i hans stemme. Det kunne han sagtens, hvor det nu var sjældent at det viste sig som en mimik i hans ansigt. Han forsøgte da, men det var bestemt heller ikke fordi at det var særlig nemt i den anden ende. At hun direkte endte med at kravle op af ham, som vandet måtte ramme hendes tæer, var noget som fik ham til at stoppe op mere eller mindre med det samme, men det var nu bare sådan at det var. Han vendte blikket roligt mod hende og med den samme direkte sigende mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han ønskede slet ikke at give hende det ubehag. ”Skal jeg stoppe..?” spurgte han dæmpet.
At Emanuel ønskede at se sin far, forstod han på sit vis også godt, også fordi at den lille knægt ikke var ældre end det som han var, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit. Han havde jo selv stået på samme sted dengang han havde været lille, og med det brændende ønske om at se sin far. At han synes at han var god ved hans mor, var noget som svagt fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han roligt nikkede til ham. ”Gør det noget..?” spurgte han stilfærdigt. Ja, han var bestemt ikke den bedste omkring børn, så han vidste jo slet ikke hvad han skulle sige! Og.. specielt fordi at knægten ikke var større eller ældre, så var det bestemt heller ikke fordi at det var helt nemt for ham!

[Deleted]

Yasmya nægtede direkte at Emanuel skulle være offer for de voksnes problemer, og gå og bryde sit lille hoved med det,t il livet atter ville ebbe ud af ham. Hun hadede tanken, men hun var taknemmelig over at have fået ham for et par dage. Hun vidste virkelig intet om Tiyanna, men det gjorde hende nysgerrig, for han lignede jo slet ikke sin far på same måde som Jacques havde gjort det. Farven i hendes kinder steg, hun gemte sig en smule ind til ham igen for at skjule det, hvilket trods alt var nemt så lang tid hun sad klamret til ham som hun gjorde i øjeblikket. Hun slap endnu en blid latter. ”Jeg er bange for at du skuffer mig lidt i forhold til at være en Nimanhra, taget i betragtning af deres besvær med at styrer lysterne,” påpegede hun og talte med vilje en smule højere så Jason kunne høre hende, for han vidste det jo godt, de kendte ham alle sammen. ”Ha.. som om dine lyster rammer rædselsslagene, deforme engle,” endte hun og kastede det hen med det samme. Det havde egentlig blot været en tanke, som hun var kommet til at dele med ham, også selvom det vel var.. sandt? Han var jo en forbandet flot mand, og hun var ikke synderlig meget værd med ar over det hele! Vandet der ramte hendes fødder var noget hun øjeblikkelig reagerede på. Hendes hjerte sprang et slag over. Alligevel endte hun med at ryste på hovedet. De var godt på vej, og han havde fat om hende. Armen forlod atter Emanuel for at ligge sig omkring ham. ”Nej.. Nej jeg har fat,” mumlede hun næsten febrilsk. Hvor hun dog hadede at være sådan en bangebuks!
Emanuel betragtede lidt bekymret sin mor, for hun så virkelig ud til at være bange, det kunne han ikke lide. Når hun havde været bange engang havde far siddet med armen omkring hende, det var lidt underligt at se at det nu var Adelio som holdt om mor. Han vendte de store grønne øjne mod ham og så lidt overvejende på ham. Han endte med at ryste på hovedet. ”Nej.. jeg kan lide det,” konstaterede han med et lidt bestemt nik. Det var store ord for en lille dreng, og selvom han bare gerne ville have sin far så kunne Adelio vel gå an.. for en stund.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio ønskede slet ikke at blande sine små søskende ind i fejden som han havde med Jason, og af den grund, så kunne han godt forstå, at Yasmya ikke ønskede at blande sin søn ind i det, for det var vel slemt nok som det måtte være i forvejen? Han bevægede sig roligt igennem vandet sammen med hende, for han havde jo faktisk fået hende med sig ud i det! At hun så måtte forstyrres af tanken om at hun var omringet af vand, var noget som et sted måtte more ham, også selvom de stadig var i stand til at føre en ganske normal samtale, og det var noget som han faktisk rigtig godt kunne lide. Han grinede ganske let. ”Du skulle bare vide, Yasmya..” endte han ganske sigende. Han havde sine lyster, og det vidste han udmærket godt, for det var jo slet ikke det, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han trak vejret dybt, som han roligt holdt hende på sin ene arm og knægten på den anden, så han også kunne være der lidt sammen med mor. Desuden var de jo ikke tunge for ham, for han var jo trods alt en vampyr! ”Jeg ser ikke en svag, skadet eller en deformet engel.. Jeg ser en smuk ung kvinde, skabt i sin fars billede..” Ja, Marius var jo trods alt også en engel nu, hvilket var noget som han havde lagt mærke til, men det spørges om hun overhovedet vidste det, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for det kunne han jo heller ikke. For det var slet ikke hans bord!
Emanuel havde fanget hans opmærksomhed allerede med det samme, som han havde valgt at henvende sig til ham. At han godt kunne lide, at han var god ved hans mor, var en tanke som han selv godt kunne lide, for det kunne han. Han var slet ikke ude på at tage Jacques’ plads ved den lille familie, men hvis han kunne hjælpe Yasmya lidt på vej, så var det helt klart også det værd. At hun så direkte måtte klamre sig til ham, for ikke at ende med at komme i vandet, var nu heller ikke noget som han sagde noget til, for det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han sendte knægten et stille smil. ”Det er godt.. Så kan mor nemlig også komme med ned i vandet lidt,” endte han med en sigende mine. Hun var da aldrig kommet med i vandet ellers!

[Deleted]

Emanuel havde mere end rigeligt at tænke på fra før af, i og med han nu vidste at mor og far ikke var gode venner, det lod til at bekymre ham, så hun ville ikke læsse mere på hans kuldre. Roligt lod hun sig fører længere ud, og kunne føle strømmen kilde hendes fødder. Det var slet ikke meningen at hun ville klamre sig sådan til Adelio men det var svært at lade værre! Det ville forundre hende hvis ikke han havde hans lyster. Hun forstod sig godt på den slags, også selvom hun sjældent blev ramt af det begær som hun havde gjort engang, måske fordi hun havde en idé om at det var ubehageligt, og gav anledning til krybe under skindet på hende, som Jacques havde gjort. Hun lo morende, for det tydede på på, at han på trods af alt virkelig var Jasons søn. ”Jeg ville spørge ind til det, men det lyder som noget mine sarte ører ikke vil kunne bære,” påpegede hun lidt drilsk. Hun var trods alt ung, også selvom hun havde en vidunderlig søn! Det varmede faktisk at høre at han ikke bare så en svag og deform engel, men at han så noget smukt i hende selvom.. det skulle han vel sige? ”Tak. Det var sødt sagt,” påpegede hun stilfærdigt og forsøgte at lyde ligeså overbevisende. Hun stolede ikke længere på ord af den art, og det var ikke fordi at hun ikke ville. Det var ikke rigtigt gået op for hende at Marius var blevet en engel, det var jo bare ikke sådan hun var vant til at se ham, så hun kiggede ikke efter det. Hendes egne vinger endte nu dyppet i vandet, hvilket allerede fik hende til at føle sig en smule tungere, og det bekymrede hende, selvom hun jo godt vidste at han slet ikke mærkede vægten på samme måde. Det både morede hende og gjorde ondt på samme tid, at Emanuel så det hele på den måde, for det var jo slet ikke meningen at Adelio skulle stå som en erstatning af hans far!
Emanuel sad trygt på Adelios arm og så sig omkring. Nu hvor han var oppe over vandet var han allerede ved at blive tør igen! ”Dumme sol,” mumlede han en smule irriteret. Mor smilede omkring Adelio og det kunne han godt lide, selvom han hellere ville se hende smile i nærheden af farmand. Der var noget de ikke fortalte, men han ville ikke spørge dem, for han ville ikke gøre mor ked af det. Han nikkede ivrigt. ”Mhmm, så behøver hun slet ikke sidde på tæppet helt alene,” svarede han med det brede smil. Han nød under alle omstændigheder at have hende med!

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio kunne godt forestille sig, at det var slemt nok som det måtte være fra før af, for Yasmya, men ikke var det noget som han ønskede at blande sig i, hvis det var noget som han ellers kunne blive for i den anden ende. Han betragtede hende med en ganske sigende mine, som hun blev siddende på hans arm. Ikke fordi at han havde noget imod det, for det var skam heller ikke det største problem for ham, at skulle holde hende oppe, for det var det virkelig ikke. At hun var sart, forundrede ham ikke, for hun var jo trods alt en engel, så det lå vel næsten lidt til hendes væsen? Han grinede ganske let og rystede så på hovedet, som han igen så mod hende. ”Så vil jeg råde dig til at holde spørgsmålet til dig, min ven.. Du vil sikkert ikke kunne klare svaret..” endte han med en dæmpet hvisken mod hendes øre, også selvom han havde en vis fornemmelse af, at lille Emanuel sagtens kunne høre dem, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget. Knægten skulle lære det før eller siden – specielt hvis han havde Nimanhra i blodet, og det havde han jo tilsyneladende, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit for hans vedkommende. Han betragtede hende roligt, som hun faktisk endte med at smile, også selvom det var ord som han faktisk måtte mene i den anden ende, for det gjorde han faktisk. ”Jeg mener det. Jeg kender måske ikke din far, men jeg kan se stoltheden i hans mine,” endte han sigende. Det var jo trods alt den samme som han havde set i Jasons.
Det var bestemt ikke Adelios hensigt at skulle overtage Jacques’ plads, men det var tydeligt at Yasmya havde brug for noget at klamre sig til, og hvad var bedre end en stor og stærk mand som ham selv? Ingen! Han sendte ham et stille smil, for han kunne ikke lade være. Det var tydeligt at solen irriterede ham, og han måtte erkende, at den faktisk også måtte irritere ham lidt, men det var nu heller ikke noget som han sagde noget til. Vingerne trak hende måske en smule ned, men det var slet ikke noget som rørte ham på nogen måde. Hendes vægt var jo trods alt ikke noget som gjorde ham det mindste, for han kunne nemt holde hende oppe. Han blinkede let til knægten. ”Nemlig.. Så kan mor komme lidt med ud i vandet til os andre.. og se sin dreng få noget vand..” Han endte hastigt med at give slip på knægten, kun for at gribe ham omkring hans håndled, så han kunne få kroppen dyppet ned i vandet, så han igen kunne få lov til at blive kølet ned og ende mere fugtig, inden han igen trak ham op på armen, tydeligt med en næsten engleagtig mine.

[Deleted]

Nu hvor de endelig var havnet sig vandet, så havde hun ikke rigtigt noget andet valg end at blive siddende på hans arm, for hun ville under ingen omstændigheder, turde at give slip og så selv skulle drive igennem strømmen, desuden ville den med største sandsynlighed tage hende, hun vejede jo næsten intet på grund af sin race og vingerne tyngede hende en del! Hans ord formåede et sted at vække hendes ulidelige nysgerrighed. Hun havde aldrig været i stand til at styrer den, og når den endelig meldte sig, glemte hun fudlkommen fornuft. Hendes hoved var allerede kørt videre, og lod hende se en masse billeder for sig, som hun som en engel, slet ikke burde være i stand til at forestille sig. ”Jeg er desværre en sart sjæl på det punkt,” erkendte hun med det stille smil, og smed tankerne fra sig, hun ville slet ikke så på ham på den måde. Grebet om hans nakke løsnedes en smule, så hun faktisk var i stand til at se hvad der foregik rundt omkring hende. Om knægten kunne høre dem eller ej, var ikke til at afgøre i så fald så var han ikke ligeså nysgerrig som sin mor, så hun gik næsten ikke ud fra det. Yasmya vendte kort blikket mod Marius der havde trukket sig lidt tilbage med Jason. De havde ligeså meget at snakke om. ”Jeg.. ved det ikke helt. Jeg tror han er stolt, men.. JA de viser det nok bare ikke altid som man håber,” endte hun stille, og kom næsten til at putte sig ind til den veltrænede krop. At Emanuel så begyndte at spørge ind til hvad de snakkede om, kunne hun ikke lade være med at himle med øjnene dog med et stille smil. Det var ikke hendes opgave at tage den samtale med ham! ”Det kan du jo spørge din far om når du ser ham,” påpegede hun med en næsten tilfreds mine.
Emanuel så fra Adelio og så til mor. De snakkede om noget som han ikke rigtigt forstod noget af, og det vat frustrerende. Mor og far havde været ligesådan, og de forstod virkelig ikke hvor træls det var! Han glædede sig virkelig til at se sin far, også selvom han godt kunne lide at mor var gode venner med Adelio, når nu hun ikke kunne være det med far. Han rynkede på næsen og sendte dem en lidt fast mine. ”Man må altså ikke hviske! Hvad betyder det?” spurgte han nysgerrigt. Han ville gerne spørge far, men han kunne jo ikke vide hvornår han faktisk ville se ham! At han så direkte endte med at falde i vandet, var noget som fik ham til at bryde ud i latter! ”EJ! nu får du bøllebank!” råbte han og begyndte ivrigt at sprøjte vand op på Adelio, uden at tænke på at mor sad på hans arm.

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio havde slet ikke noget imod at Yasmya sad på hans arm, for det var faktisk ganske behageligt i den anden ende, det var jo slet ikke det. Desuden vejede hun virkelig ikke alverdens, så han kunne nemt holde hende oppe. Et sted så håbede han selvfølgelig at han kunne få hende med mere ned i dybden senere, også selvom han nu tog det ganske roligt. Marius havde trukket sig op på kanten sammen med Jason. Han kunne selv tydeligt fornemme at de mænd havde sit at snakke om, også selvom det slet ikke var noget som han ønskede at blande sig i, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Han trak vejret dybt, og vendte blikket mod hende. Hun var nysgerrig og stillede spørgsmål som man slet ikke havde regnet set fra en engels side, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Tanken var ham faktisk ganske morende, så det var jo slet ikke det, det var helt sikkert. Han smilede let for sig selv. ”Du er virkelig noget for dig selv, Yasmya,” endte han direkte.. morende, for han mente det jo faktisk. det var sjældent, at han stod overfor nogen, som ikke kunne klare svarene på de spørgsmål som de selv måtte stille, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han nikkede sig til enighed. ”De viser det bestemt ikke altid, men.. ja.. Jeg kan høre det i Jasons stemme.. og jeg kan se det i Marius’ mine, at den er der,” endte han sigende. Han var bestemt ikke i tvivl!
At knægten var så nysgerrig, var noget som gjorde Adelio en anelse usikker, så et sted så ønskede han vel bare at bryde lidt med hans tanker og føre hans fokus lidt andre steder hen? Han smed knægten i vandet, kun for at hive ham op på armen igen, også selvom det var for at drille ham, og det så helt klart også ud til at virke. Han endte direkte ud i en latter, hvor han let rystede på hovedet. ”Jeg gjorde ikke noget! Du har ingen beviser!” endte han morende, som Emanuel begyndt at overdynge ham med vand, uden at han kunne gøre modstand. Han havde jo Yasmya på den ene arm, og Emanuel på den anden, så han havde jo slet ikke nogen hænder fri til at forsvare sig med! ”Du snyder gør du!” endte han drillende. Ja, for en gangs skyld, så havde han det faktisk sjovt.. og det var en tanke som han virkelig godt kunne lide!

[Deleted]

På trods af angsten så var Yasmya faktisk selv lidt stolt af hvordan hun tog det. Til tider klamrede hun sig lidt ind til Adelio og andre gange slap hun taget næsten helt, men hun var ikke gået helt i panik, selvom hendes hjerte hamrede hurtigere end 10 vilde heste, men det skyldtes måske også at hun jo sad på en virkelig flot mands arm, som kom virkelig godt ud af det med hendes fantastiske lille knægt, han lod endda til at glemme sin far igen, hvilket lettede hende lidt. At Jason og Marius trak sig gjorde hende intet, nu havde de styr på Emanuel, desuden lod e virkelig til at have en hel del at snakke om. Yasmya var måske mere nysgerrig end en normal engels natur, men hun havde altid været ekstremt eventyrlysten, men bare ikke turdet at give udtryk for det, det var noget som Marius og i særdeleshed Jacques havde fundet frem i hende, og hun var hun næsten blevet for udadvendt, hun glemte nogle gange at tænke før hun talte, og det fik hende som regel til at fremstå som en komplet tåbe. Igen antog hendes kinder en svag rød farve, mest fordi hun frygtede at hun igen havde talt over sig, det var ikke rigtigt en fornemmelse hun havde. ”Jeg håber det er godt ment i så fald,” endte hun dæmpet. Blikket hvilede på Emanuel, den glade og ikke mindst livlige knægt der plaskede i vandet. Så snart dråberne ramte hendes hud, knugede hun sig atter lidt ind til ham. Yasmya nikkede medgivende og kastede et kort blik op mod bredden. Det var tydeligvis mænd som havde taget for meget på deres skuldre, for de elskede deres børn, de havde bare været virkelig elendige til at vise det!
Emanuel blev dyppet i vandet hvilket gav ham gåsehud, men han lod, særlig fordi han hurtigt blev trukket op igen. Far havde ikke nået at lærer ham at svømme hvilket han var lidt ked af. Han sendte Adelio det store uskyldige smil, der plejede at virke på mor! ””Jooooooooh! I står og hvisketisker det er forbudt, påpegede han lidt strengt, og pegede truende fra den ene til den anden, også selvom det smørrede smil og de tykke, røde kinder nok ikke var så truende! Da det endelig gik op for Eamnuel at Adelio ikke kunne gøre modstand, så han på ham næsten med et lumsk smil og lavede en skovl med hånden, så han kunne tage lidt vand og langsomt lade det løbe ned over Adelios hoved, med et barnligt grin.