A family affair

[Theodore Jarvis Acheron]

Adelio ønskede egentlig kun at hjælpe, også nu hvor det så ud til at Jason og Marius havde brug for at snakke ud. Han kunne godt forestille sig, at de havde haft temmelig meget at slås med indbyrdes – det var hans indtryk af det om ikke andet, men ikke noget som han direkte kunne gøre noget ved bare sådan af den grund. Han vendte blikket roligt mod hende og med det rolige smil på læben. Hans ord var faktisk ment som noget godt for en gangs skyld – hvad man dog hurtigt ville finde ud af når det kom til ham, så var det at han snakket lige ud af posen, og det var uden omsvøb på nogen måde, om det skulle være det. Han betragtede hende, hvor smilet bredte sig let på hans læber, så de spidse hjørnetænder måtte vise sig. Han var virkelig som snydt ud af næsen på sin far, også selvom det bestemt heller ikke var ment som en dårlig ting, for det var det bestemt heller ikke på nogen måde. Han nikkede. ”Jeg mener det kun godt, når jeg siger det,” endte han roligt og med et stille smil på læben.
Emanuel var en knægt som faktisk faldt i Adelios smag, selvom det var noget som skete frygtelig sjældent, så var det noget som gjorde sit ved ham. Han var normalt ikke meget for børn. Faktisk kunne han slet ikke fordrage den! Inkluderet sine egne småsøskende, men det var vel også fordi at han slet ikke var vant til den lille størrelse, for han vidste slet ikke hvad han egentlig skulle forholde sig til, også fordi at det var ved at være mange år siden han havde været omkring nogen som faktisk havde befundet sig i den størrelse, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Siger hvem, Stump?” endte han tydeligt med en drillende mine. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at gøre den unge dreng noget ondt, og nu hvor han havde Yasmya på den ene arm og ham siddende på den anden, så kunne han jo ikke rigtigt forsvare sig mod drengens såkaldte ’angreb’. Han kneb øjnene sammen og vendte blikket væk, også selvom han nærmest endte med at få en hel skål vand hældt over hovedet. Han grinede let, som han vendte blikket mod ham, tydeligt med et drilsk glit i øjet. ”Jeg tror vi har en her som skal have en ordentlig omgang buksevand..!” sagde han med et grin. Han morede sig faktisk og han slappede af, og det var virkelig en utrolig rar fornemmelse at skulle sidde igen med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Uden egentlig at tænke på at han havde Yasmya på armen, så gik han pludselig bare ned i knæ, så knægten endnu en gang røg under vand, kun for hurtigt at bringe ham op igen, for han ønskede jo heller ikke at bringe ham noget ubehag! Eller hende for den sags skyld!

[Deleted]

Yasmya vidste godt at hun var skyld i de problemer som Marius og Jason havde med hinanden nu, selvom hun også vidste at de altid havde været nærer venner.. og så Gabriel. Hun ønskede at give dem lidt tid til at snakke ud, også fordi hun faktisk havde lidt en følelse af at tingene endelig begyndte at ordne sig, også selvom det slet ikke var tilfældet! Hun boede stadig i en næsten ubeboelig bunke bæ, og hun ville miste både Emanuel og Marius indenfor alt for kort tid, desuden følte hun sig måske tryg i Adelios arme, men det var jo første gang de så hinanden, og hun regnede bestemt ikke med at der var noget som kunne fører til mere eller noget som helst, men for bare denne korte stund, ville hun tillade sig selv at slappe lidt af, og faktisk føle sig veltilpas uden et hav af bekymringer, også selvom hun ikke gjorde det bedre ved at udskyde dem. Igen slap Yasmya lidt taget om Adelio også for at kunne se på ham. Foruden at de begge to var som snydt ud af næsen på deres far, så var der ikke de store ligheder mellem ham og Jacques og det kunne hun godt lide. Det stak lidt i hende ved tanken om hvor meget han selv efter alle de år plagede hendes sind, og dukkede op i hendes tanker, men der var jo ikke særlig meget at gøre ved det. Yasmya gengældte det stille smil. ”Det var godt,” svarede hun stilfærdigt. Han kom godt ud af det med Emanuel, hun kunne se at knægten nød at der endelig var en ting at lege med ham, og det ledte hans tanker væk fra Jacques så var det virkelig fint for hende. Hun slap et forskrækket gisp da Adelio valgte at gå i knæ, hvilket betød at stort set hele hendes krop gled under vandet. Hun strammede grebet om ham, og lod neglene borer sig ned i hans skuldre uden at tænke yderligere over det. Kroppen skælvede i ren og skær forskrækkelse, desuden havde det været koldt.. dejligt eftersom hun følte sig brændende varm. Vingerne føltes pludselig tunge, men der var virkelig ikke meget at gøre ved det!
Emanuel formede igen hånden til en skål og fyldte den op med vand som han langsomt hældte over hovedet på Adelio. Selvom han gerne ville have far, så var ham der nu god nok.. og lidt sjov. Det barnlige smil hvilede på hans læber, han lo direkte morende, for nu kunne han jo ikke gøre noget tilbage, med mor siddende på sig! ”Neeej.. neej... nej, nej nej nej!!!” udbrød han grinende, og endte alligevel med at blive dyppet under vand. De blonde krøller faldt ned over hans øjne og dækkede for hans syn. ”Ej altså!” udbrød ham og rystede på hovedet for at få håret væk, hvilket kun resulterede i at der røg vand over det hele, han glemte jo lidt at mor faktisk ikke brød sig særlig meget om det!

[Theodore Jarvis Acheron]

Jason og Marius’ problemer, var slet ikke noget som Adelio ønskede at blande sig i, men så længe at mændene havde en mulighed for at ordne op i tingene, så var det vel også til det bedste? Hvor problemerne var og hvad de var omkring, var slet ikke noget som han ønskede at blande sig i, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han vendte blikket roligt mod Yasmya på hans arm. At se hende sidde der, faktisk slappe af omkring ham, var noget som han faktisk godt kunne lide, og det var en tanke som direkte fik ham til at smile, for nu var de jo direkte omgivet af vand! Han havde ganske vidst ikke rigtigt noget forhold til sin lillebror, og han regnede faktisk heller ikke med at få det, for han var ikke en mand som var særlig god til det der med familieliv, og det var jo trods alt bare sådan, at det nu bare måtte være. Han trak vejret ganske dybt og nikkede så. ”Desuden er det rigtig godt at se dig sidde med et smil på læben, frem for at være så mut, som da vi kom.. Det klæder dig meget bedre.” Han var en Nimanhra og vidste ganske rigtigt hvad han skulle sige, men det var nu alligevel bare sådan at det endelig måtte være i det store og hele, og det vidste han jo trods alt udmærket godt! Han var vel lidt mere fars dreng end det som han måske havde valgt at give udtryk for? Og det var bestemt heller ikke fordi at den tanke gjorde ham noget, nu hvor han havde haft muligheden for at snakke med sin far om tingene.
At knægten begyndte at sprøjte på ham og han valgte at gå direkte ned i vandet, så tænkte han slet ikke over at Yasmya faktisk var bange for det. Han lagde først mærke til det, som hun direkte valgte at knuge sig direkte ind til hans skikkelse, at han måtte lægge mærke til det. Han slap en direkte latter og vendte blikket mod Yasmya. ”Oh… undskyld..” endte han dæmpet. Selvom vingerne måske var tunge, så var det slet ikke noget som betød noget for ham som sådan, for han kunne trods alt stadig holde hende oppe og endda med lethed! Blikket gled endnu en gang i retningen af Emanuel og med den tydelige uskyldige mine, for det var end ikke noget som han ønskede at skjule for ham, om det var noget som han ellers kunne blive fri for, for drengen fortjente det! Vand fløj udover det hele, og selv den lille knægt, var en som Adelio faktisk godt kunne lide at være omkring. Han smilede let for sig selv, som han vendte blikket mod Yasmya igen. ”Du siger bare til, hvis du vil ind på kanten igen, ikke?” endte han ganske sigende, for det var selvfølgelig ikke en skam at søge ind til kanten, specielt hvis hun faktisk ikke brød sig om at blive dynget i vand!

[Deleted]

Jason og Marius havde meget at snakke igennem, så Yasmya var faktisk kun glad for at hun kunne være i vandt med Emanuel og Adelio. Det var trods alt hendes skyld at deres venskab var røget direkte ned i den forkerte spand, og hun ønskede virkelig at de skulle ordne op, for lige nu havde hun brug for alle dem omkring sig som hun kunne få. Adelio var en god mand, hun slappede af i hans selskab. Hun frygtede ikke det dyr mere, og han lod til at være meget nede på jorden, desuden viste han hende både interesse, men bekræftede hende ligeså, og det var noget som hun havde haft behov for i lang tid efterhånden. De grønne øjne søgte omkring. Det var ikke rigtigt gået op for hende endnu at hun stod omgivet af vand, glæden ved at se Emanuel lege omkring på den måde, fik hende til at glemme frygten lidt, for hun elskede ham og hun ønskede at skænke ham alt sin opmærksomhed så lang tid hun havde muligheden. Hun vendte blikket mod Adelio. Smilet bredte sig kun yderligere ligesom farven i hendes kinder tog til. Hun hadede det, for efter at være blevet brændt, så følte hun ikke at hun kunne tillade sig at få komplimenter mere, også selvom det jo ikke ligefrem var noget hun direkte selv bestemte. ”Tak Adelio. Nu har jeg pludselig en grund til at smile, det har jeg ikke haft i lang tid,” erkendte hun og løftede sløret lidt. Hun havde intet imod at snakke om hvad der var sket, for det var jo sket af en grund. Både hende og Jacques, men også når det kom til det utal af tab hun havde lidt gennem det sidste stykke tid. Nathaniel havde været dråben, da nyheden om hans død havde nået hende, da var smilet for alvor faldet. Hun betragtede sin dreng med et kærligt blik. Han var ivrig efter at lege med Adelio det kunne hun se, og hun hæmmede dem ved at sidde på hans arm på den måde, og knuge sig ind til ham hver gang hun fik så meget som en dråbe på sig. ”Jo.. Du må godt sætte mig på kanten så kan i vandhunde pjaske rundt. ” Bare det at hun gik med til at sætte sig så tæt på vandet alene var faktisk et stort skridt, men alt den tid hun kunne få med Emanuel var velkommen, og hun ville bestemt ikke spilde den!
Emanuel så lidt undskyldende op på mor, for han kunne jo godt se at hun ikke kunne lide det, og han vidste det også godt, men han var nu alligevel glad for at have hende med i vandet, han kunne godt lide at være sammen med hende, for han havde savnet hende. Meget forsigtigt strøg han hånden over hendes fod. ”Undskyld moar,” endte han næsten stille, han ville ikke gøre hende ked af det, nej han var en stor mand, og han havde lovet bedstefar at passe godt på hende!

[Theodore Jarvis Acheron]

Den mandesnak som foregik oppe på bredden, var slet ikke noget som Adelio ønskede at blande sig i, også selvom han vidste, at det måske ikke var helt uundgåeligt i længden. Han havde jo stadig sit at snakke med sin kære far om, også selvom det var tydeligt at de problemer som stak frygtelig, frygtelig dybt, så selvfølgelig ville han lade dem snakke om tingene alene. Han stod dog fast på det, når han sagde, at hun havde et smukt smil, for det havde hun virkelig! Han nikkede mod hende. Det var ikke ord som han havde skænket hende, for at få hende til at smile, men fordi at han faktisk mente dem! Han mente i den grad sine ord, for han nød faktisk at se hende smile, og det var tydeligt at knægten måtte nyde det ligeså. ”Det lyder godt.. Det er bedre at smile. Det andet er hårdt, det er belastende og udmattende,” endte han sigende. Han havde jo selv vandret i stort set hele sit liv og været direkte vred på Jason, og det var først nu at han følte lettelsen på skuldrene, og han følte at han faktisk havde fået et overskud igen, og det var virkelig, virkelig rart! At hun gerne ville ind på kanten, kunne han jo så for sit vis godt forstå, men han havde fået hende med ud, og nu ville hun sidde helt ved kanten? Ja, han var der til at få fat i hende, i tilfælde af, hvis hun nu skulle falde i. Man kunne jo trods alt aldrig vide! Han nikkede sigende til hende. ”Selvfølgelig,” endte han ganske sigende, men det var n bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han vendte roligt om, kun for at søge mod kanten, så han kunne sætte hende fra sig, som han samtidig holdt Emanuel på sin anden arm. Han var slet ikke færdig med den knægt endnu, for han skulle stadig have en god omgang buksevand, det var helt sikkert! Han grinede ganske let, som han vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Så er det din tur, min fine ven..” Han sendte ham et næsten skummelt blik, som han roligt tog omkring knægten med begge sine hænder og førte ham hastigt med sig ud mod det dybere vand igen. Drengen var heldigvis ikke nær så bange for det, hvilket var noget som han havde det ganske fint med! Han tog godt omkring knægten under armene, idet han kastede ham fra sig, dog med kontrolleret styrke og direkte ud i vandet. Han var dog selvfølgelig klar til at søge efter, i tilfælde af at knægten ikke selv kunne komme op, men igen – han var jo trods alt en delpart vanddæmon, så det kunne vel ikke være helt så slemt igen, kunne det?

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason så mod floden hvor Adelio og Yasmya tydeligt kom godt overens. Han elskede at se Emanuel morer sig på den måde, han var for pokker en større vandhund end det som han selv var. Følelsen af at se ham igen, havde været ubeskrivelig, desuden huskede han ikke hvornår han sidst havde set Yasmya med det smil på læberne, hun fortjente det efterhånden. Selv var han gået tilbage til bredden på tæppet hvor han havde sat sig med Marius. Selv de havde meget at snakke om, men han ville heller ikke sporer ham ind på det med det samme. Han lød hånden løbe igennem det uglede hår. Efterhånden havde solen tørret ham, og han havde hurtigt sat sig i skyggen, for selvom han ikke brændte under den, så var den bestemt ikke behagelig at sidde under. Han klappede sig ivrigt i hænderne. ”Nå lad os se hvad din yndige datter og vores barnebarn har pakket ned,” endte han muntert og så ned i kurven. Han levede trods alt ikke kun af blod, tak skæbne, for han elskede mad! Han fandt bakken med bær og for et kort øjeblik var der næsten lys i hans øjne. ”Perfekt,” mumlede han roligt og sank kirsebæret helt. Hun satte sig tilbage uden at se på Marius. Det var selv første gang længe han var i stand til at smile. Han havde mistet Lisa, børnene gjorde det bestemt ikke let for ham, og Jacques var ikke til megen hjælp nu hvor han befandt sig hos Camryn. Han følte sig en smule bitter men det var nu ikke noget han ville blande Marius ind i, for han så vel ikke godt på knægten i forvejen? ”Det er skønt at se hende smile på den måde. Det har der ikke været meget af i lang tid,” påpegede han lidt sigende også for i det hele taget at få en samtale i gang. Ham, Gabriel og Jason havde engang i sin tid været en trekløver, de havde bare haft hinanden, men deres veje var efterhånden så splittet, alligevel ønskede han mere end noget andet at få det varme venskab til Marius tilbage, de havde trods alt arbejdet tæt sammen blandt andet om børnehjemmet, for selvom det var Melody som var kommet på idéen, så havde hun ikke været i stand til at tagte æren for det, på grund af sin baggrund. Synd at det skulle være sådan, men Jason kendte til det, han var jo selv plaget af samme fordomme. Han vendte de kølige isblå øjne mod ham, Hvorfor ikke bare komme til sagen? ”Marius, jeg beklager frygteligt at brød det brodersbånd mellem os, men jeg kan ikke undskylde.. jeg gjorde hvad der var bedst for dem,” endte han direkte og hentydede selvfølgelig til Jacques og Yasmya. Hvis ikke han havde gjort det, så havde Yasmya været død den dag i dag, og han frygtede et sted at hun til tider havde ønsket at det havde været sådan, men han ville ikke undskylde det selvom det virkelig var beklageligt at de var endt adskilte, for det havde aldrig været meningen!

[Marius Amalani Darcy]

Marius nød virkelig at se sin elskede datter med et smil på læben, for han vidste, at det ikke var noget som man havde set længe. Han have jo trods alt holdt øje med hende, sammen med Emanuel. Selv var han kommet frygtelig godt ind på knægten, og han var faktisk blevet glad for sit elskede lille barnebarn. Han vendte blikket let mod Jason. Stemningen var måske en anelse akavet, også selvom han kendte manden nok til at vide at han på ingen måder ville undskylde for det som var sket, og han kunne nu alligevel ikke se hvorfor der skulle så drastiske midler til, for at hjælpe hans datter. Han havde jo selv gjort hvad han havde ment var rigtigt, så der havde Jason jo faktisk blandet sig i ting som slet ikke vedkom ham! ”Kender jeg hende ret, så en udsøgt stor madpakke,” endte han selv med et stille smil. Blikket hvilede på Emanuel som Adelio begyndte at kaste rundt med. Af hvad han vidste, så havde Jason aldrig haft et forhold til knægten, så han vidste, at han havde været væk frygtelig længe, og selv den tanke var noget som skræmte ham en god del. Han bed sig svagt i læben, som Jason alligevel endte med at gå direkte til sagen, for det andet var da slet ikke noget som han kunne bruge til noget som helst! Han vendte de milde øjne mod ham igen. ”Det forundre mig virkelig ikke at du ikke vil undskylde. Du gjorde hvad du fandt rigtigt.. som jeg gjorde hvad jeg fandt rigtigt.. Jeg har ikke i sinde at undskylde selv, Jason, men du blandede dig i mit forælderskab..” Det var ikke fordi at han ville påpege sig rollen som offer eller noget lignende, for han havde jo fundet ud af i eftertiden at det som han havde gjort, ikke var helt rigtigt, men for pokker! ”At true med at tage min egen datter fra mig, var en grænse, Jason.. Det gjorde mig vred..” påpegede han langt mere roligt. Det var ikke noget som de nogensinde havde haft muligheden for at snakke om, for Marius havde måske gjort brug af det hårde kort, og slået hånden af Jason, hvilket faktisk var noget som han havde været ked af, men.. det havde gjort ham vred, at det var sket, og det var noget som selvfølgelig gjorde sit for hans vedkommende. Han vendte blikket mod vandet endnu en gang, kun for at trække vejret dybt. Han rørte ikke de vidunderlige bær – ikke endnu om ikke andet. Han ville bare have lidt mere af det ud af verden, så den byrde kunne forlade hans tunge skuldre.

[Jason Elvana Nimanhra]

Selv Jason nød virkelig at se Yasmya smile.. faktisk nød han i det hele taget at se hende til en forskel, for han havde ikke rigtigt set hende siden hende og Jacques var gået fra hinanden, hvilket smertede ham for han følte jo efterhånden at hun var hans egen, også selvom han godt vidste at det var direkte respektløst overfor Marius. Han var ikke en mand som spildte tiden, også fordi han vidste at alle var i mangel på tid i øjeblikket.. det var et mareridt. Han havde altid været en mand som havde handlet ud fra instinkter og ud fra hvad han fandt bedst, og det havde han ligeså gjort med Yasmya, selvom det i sidste ende havde givet bagslag. Ligesom Marius stirrede han blot mod floden og Adelio der bogstavelig talt kastede Emanuel rundt.. pludselig så han langt mere af sig selv i knægten end han havde gjort før, han kunne jo godt! En lille stolthed rørte på sig, om ikke andet indtil hans tanker igen vendte tilbage til sagen. Han ønskede at få problemerne ud af verden med Marius, ikke mindst fordi han jo faktisk holdt af manden. ”Det er jeg ikke i tvivl om, og om du tror mig eller ej så forstår jeg din vrede og frustration.. jeg ville have suget vedkommende tør, om nogle havde forsøgt det samme med mine børn,” erkendte han med et roligt nik. Det var ikke fordi han tog den hårde tone personligt, for.. efter alle de år som dyr så følte han slet ikke på samme måde mere, og efter han havde lært at acceptere hvad han var så havde det kun taget mere og mere til. ”Jeg.. kunne ikke lade dig skille dem ad. Vi beskyttede begge vores børn, det er der vel intet forkert i? At det så havde konsekvenser som det havde, det er til gengæld dybt beklageligt,” endte han roligt. Han satte sig til rette og vendte blikket mod ham. Han var en mand der var vant til at tage tyrerne ved hornene, i og med at han havde været rådgiver gennemså mange år, desuden kendte han Gabriel. Han kunne direkte høre vreden ulme i hans hjerteslag, og tanken gjorde ham næsten.. trist? ”Rolig, Marius. Jeg har ikke tænkt mig at gøre dette til endnu et højlydt skænderi, jeg ønsker kun at få det ryddet af vejen,” endte han, også for at gøre det klart, at han bestemt ikke forventede en direkte tilgivelse eller det varme venskab, for han havde taget hans datter fra ham. Han så ned af sig og på korset der spejlede sig i solens smukke skær. Han havde altid været en troende mand, og han var guderne evigt taknemmelig for at han havde fået denne mulighed for at gøre op for nogle af de ting han havde gjort, også selvom han ikke var ked af at have givet Yasmya og Jacques en chance, også selvom det til dels havde været forgæves.

[Marius Amalani Darcy]

Jason havde haft langt mere med Yasmya at gøre, end det som han selv havde, hvilket faktisk var en tanke som gjorde Marius direkte ked af det et sted, for det var bestemt ikke en tanke som hjalp synderligt på hans humør, for den tanke gjorde ondt. At vide at en mand havde været så integreret i hans egen datter, var noget som et sted var noget som han følte som en trussel, selvom han virkelig forsøgte at bide det i sig lige nu. Venskabet havde været fuldkommen ødelagt, og der havde ikke været meget mere at komme efter, for han, og han var vel bange for, at han havde mistet Yasmya? Desuden havde han fået at vide, at denne tilbagevenden kun var midlertidig, så han frygtede vel at Jason skulle tage den plads fra ham? Han bed det i sig lige nu, for det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Hvis du forstår min vrede og min frustration, så forstår jeg ikke hvorfor du handlede som du gjorde.” Han ønskede slet ikke at hæve stemmen, men bare få det hele ud af verdenen, for det var efterhånden ved at blive ganske nødvendigt, og det vidste an jo trods alt også godt. Han sukkede dæmpet og vendte blikket mod vandet igen. Han så frygtelig meget af Jason i knægten, og den tanke fik ham kun til at smile let. ”Knægten minder mig om dig..” endte han ganske sigende, også selvom han mest af alt havde øjnene for hans elskede datter som sad og kiggede på dem fra bredden af. Han vidste at hun havde været bange for vand, og det at hun havde været ude, var noget som efterlod ham med en tydelig stolthed i minen, for det gjorde ham virkelig stolt, det var der ingen verdens tvivl om overhovedet! Han trak vejret langsomt og meget dybt, også mest for ikke at ende med at hidse sig op, for det var slet ikke noget som han havde lyst til. Han vendte endnu en gang blikket mod ham. Han havde gjort det for at beskytte hans søn? Hvad så med ham? Hans gamle ven? Som kun havde forsøgt at beskytte sin egen datter? Han kunne ikke se hvad det forkerte var i det, og det var noget som et sted måtte irritere ham en smule. Tungen strøg han let og stille over sine læber. ”Jeg ved det godt Jason, men efter så mange år med venskab, så følte jeg virkelig at du dolkede mig i ryggen, da du truet med at tage hende fra mig. Jeg forsøgte kun at beskytte hende på den måde som jeg kunne.. Jeg har indset i eftertiden, at jeg tog fejl, men hvorfor så drastiske metoder? Jeg forstod det aldrig..” endte han mere frustreret.

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason havde ganske vidst haft langt mere med Marius at gøre end det som han havde også selvom det var hans plads, og han ønskede bestemt ikke at være far for Yasmya, med de faderlige følelser var dukket op, han ønskede at beskytte hende for alt i verden. Ham og Lisa havde været der under hendes graviditet, de havde været der efter og de havde også været der da knægten var gået i døden. Det lettede virkelig hans hjerte at han selv kunne se knægten ligeså livlig og glad som han huskede ham, men det var forkert at Jacques ikke kendte til det. Jason forstod i den grad mandens frustration men han stod fast på at han ikke havde gjort noget forkert ved at ønske det bedste for både hans datter men også sin egen søn. ”Jeg handlede ud fra min erfaring og mit instinkt, hvilket sjældent har misledt mig,” påpegede han med en lidt sigende tone, der ligeså fastsatte den vilje han selv sad inde med, han var trods alt en meget bestemt mand og havde nok også altid været den dominerende i deres lille tre-kløver. Det var dog ikke noget han regnede med at kunne finde tilbage til, men om ikke andet, så ønskede han at få det meste ud af verden. Han vendte blikket mod Adelio og kunne ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet. ”Det gør han. Jeg var ikke klar over hvor meget før nu,” erkendte han med direkte stolthed i stemmen. Det var trods alt hans søn! Det imponerede ham at han havde fået Yasmya i vand, han vidste at hun var blevet rædselsslagen for det men ikke hvorfor, det havde Jacques nægtet at fortælle ham i sin tid. Det glædede ham bare at se dem være sammen næsten.. som en lille familie. ”Jeg skal fortælle dig det så,” endte han kortfattet og satte sig ordentligt til rette op af træet. ”Jacques søgte flere gange til mig.. frustreret over hvor hårdt du forsøgte at få ham til at Camryn. Allerede dengang havde han et godt øje på Yasmya selvom hun var ung. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om at hun var hans mage.. er hans mage,” rettede han hurtigt til selv, før han fortsatte. ”Du var der ikke da jeg i min tid blev skilt fra min mage, alt det som både Gabriel og jeg gik igennem. Jeg var rasende, ude af kontrol og ligeglad med hvem jeg tog livet af, fordi jeg blev skilt fra hende. Da du bortviste Jacques fra gården så jeg lyset forlade hans øjne såvel som hendes. Jeg var bange for at han skulle ende som mig, særlig fordi at hun var med barn. De ønskede at være sammen, og jeg måtte være mit instinkt tro.. selvom det betød at jeg mistede et venskab som jeg altid har værdsat mere end noget andet,” tilføjede han roligt. Det var trods alt sandt, han kunne ikke drømme om at lyve for ham!

[Marius Amalani Darcy]

Et sted følte Marius virkelig at Jason havde skubbet ham ud af billedet, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne gøre noget ved, og den tanke var faktisk noget som gjorde ham ked af det, men også.. vred? Yasmya havde været hans lille pige, det havde været hende som han havde valgt at lukke ind i sit liv, og faktisk selv taget til sig som sin datter, og det var slet ikke noget som han ville have Jason skulle tage over! Han vendte blikket direkte mod ham og så kun den stolthed i hans stemme og i hans mine, når det kom til Adelio. Det var tydeligt at han var stolt over sin dreng, og han kunne så sandelig også godt forstå hvorfor, det var jo slet ikke det. Han nikkede med et skævt smil. ”Ligheden er direkte slående. Jeg er ikke i tvivl om vis knægt det er,” påpegede han ganske sigende, også fordi at det jo ikke engang var nogen løgn i den anden ende, det var der ingen tvivl om. Det var jo ikke engang fordi Marius ønskede at blive vred, men selv han kunne føle de mange frustrationer, og det var virkelig en utrolig ubehagelig følelse at skulle sidde igen med, for han ønskede slet ikke at være sur på ham, men han kunne jo slet ikke lade være. Manden havde jo trods alt angrebet hans faderrolle, og det var noget som han havde svært ved at acceptere. ”Jeg ved ikke hvad dig og Gabriel havde sammen, før jeg kom ind i billedet, Jason. Jeg forstår mig ikke på den dersens mage-ting, og det kommer jeg nok heller aldrig til. Ikke på samme måde.. Jeg oplevede følelsen, men har mistet den nu.. Melody ved jeg ikke engang selv hvor er henne, og død er hun ikke, det kan jeg love dig. Jeg ville bare ønske du havde snakket med mig om det, i stedet for at tage sagen i egne hænder og direkte.. rive min datter fra mig..” endte han ganske sigende, som han vendte blikket mod ham endnu en gang. Yasmya havde været hans lille øjesten, og det var endt med at blive revet fra ham. Han havde jo egentlig ikke rigtigt noget forhold til hende nu, og han havde ingen anelse om hvor længe han ville sidde der, før døden endnu en gang ville kræve ham, og den tanke var ham faktisk vanvittig skræmmende. ”Jeg gjorde fejl.. Og jeg vil bare selv have lov til at rette op på det, i den tid jeg nu har..” endte han sigende og med en ganske bestemt tone. Jason var måske dominerende, men Marius havde som regel været den fornuftige.

[Jason Elvana Nimanhra]

Det havde aldrig direkte været Jasons intention at skubbe Marius ud af billedet også selvom han godt var klar over, at det var det som var sket i sidste ende. Han vidste dog samtidig at Yasmya elskede ham, og det var ikke noget han kunne finde på at tage fra nogle af dem, han havde set hendes ulykkelige mine og reageret på det. Der var virkelig ikke tvivl om hvem som var Adelios far, og den tanke gjorde ham direkte stolt! Det eneste han ærgrede sig over var at han først nu havde lært knægten at kende. ”Det går jeg kun ud fra er en god ting?” endte han lidt spørgende og lod de hårde, blå øjne glide mod hans skikkelse. Det var bestemt ikke fordi han avr vred, men det var blevet sværere og sværere for at vise varmen i sit i forvejen lidt skumle blik. Det var gået op for ham at Marius sad inde med frygtelig mange frustrationer, og han forstod ham udmærket godt, derfor fortrak han også at få det ud af verdenen mens de kunne, når de andre var optaget af alt muligt andet. Det overraskede ham meget at høre at Melody ikke var død. Han rynkede direkte forundret på panden. ”Det er en forbandet stærk følelse og jeg er slet ikke i tvivl om at det er de følelser Jacques nærer for din datter, Marius. Han lever med Camryn i øjeblikket, og jeg tror at hun sætter en form for lykke i ham, men jeg kan se i hans blik, han er ikke som han plejede at være,” forklarede han ærligt, for knægten var jo direkte begyndt vrisse af alle omkring sig, hvilket virkelig gjrode ham bekymret, eftersom det var ligesådan han havde startet.”Hun er ikke død?” gentog han med forundring. ”Det var mærkværdigt. Og du har ingen idé om hvor hun opholder sig?” spurgte han måske lidt indgående. Yasmya kunne godt have brugt en mors varme kærtegn, han følte sig lidt skuffet over at Melody ikke havde forsøgt at opsøge hende før. Jason vidste godt at Marius altid havde elsket Yasmya, men hun var blevet overset, hvilket var frygtelig nemt, det kunne han jo selv stå inde for med alle de børn han havde tilegnet sig. ”Jeg ønsker at få det ud af verdenen. Det var aldrig min mening at fratage dig noget som helst, men jeg ved ikke om du husker hvor vred du var, da du fik kendskab til Yasmya graviditet? Du var ikke til at snakke med, og jeg beklager faktisk for selv at miste besindelsen der, og reagere på den måde,” erkendte han stille. Han var selv blevet vred og ikke mindst bange, han havde slet ikke tænkt det ordentligt igennem, eller overvejet at Marius kunne have skiftet mening, men på den anden side, hvis han ikke havde tænkt sådan, så ville Ilosonic have slået hende ihjel da han indtog stedet, så det havde vel ikke været så skidt, at det ikke havde været godt for noget?

[Marius Amalani Darcy]

Marius følte sig skubbet ud af billedet, hvilket faktisk var en tanke som gjorde direkte ondt, selvom han ikke vidste om han skulle eller kunne gøre noget ved det. Han elskede virkelig Yasmya, og han vidste at det var gengældt, men til gengæld vidste han også at han levede på lånt tid, og før eller siden, skulle det hele tilbagebetales – for både ham og Emanuel, selvom det var en tanke som gjorde ondt. Han trak svagt på smilebåndet. ”Jeg har aldrig set nogen kunne storme sådan rundt med små børn som dig, Jason. Det er selvfølgelig ment positivt,” endte han sigende, som han vendte blikket mod manden. Den stive og uhyggelige mine, var ikke noget som han havde noget imod, eller reagerede på som synderligt, for det var en mine som han var vant til at se, for han kendte vel manden ganske godt efterhånden? Også efter alle de år med venskab, hvor de havde tilbragt tiden sammen, og det var stunder som han havde nydt! ”Jeg er ked af, at det skal være sådan.. Men jeg handlede kun ud fra hvad jeg fandt bedst. Han var en fuld voksen mand, og min datter var stadig et barn.. Det hele gik for hurtigt for mig til sidst..” nærmest undskyldte han til sidst. Han vendte blikket mod ham endnu en gang. Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg ved det ikke.. Jeg ved mange sagde det, men hun døde ikke i den kælder den aften. Jeg bad hende søge væk i øjeblikkene før Sonic kom.. Det var der det gik op for mig.. Ja, jeg kan vel næppe være hendes mage..? Som hun er min..?” endte han dæmpet. Tanken gjorde faktisk ondt. Det havde knust ham at få det slynget direkte i hovedet på den måde. At høre Jason undskylde, var faktisk noget som hjalp ham en anelse, selvom der stadig var mange ting som der skulle ordnes bod på, selvom det bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han nikkede og med et svagt suk. ”Børn skal ikke have børn.. Tanken skræmte mig.. Jeg har ikke alverdens tid at gøre det i, og.. ja, jeg ved ikke engang om jeg er død i morgen, eller først om en uge, men.. Ja, jeg er ked af at det skulle gå så galt, Jason.. Jeg gjorde bare hvad jeg fandt rigtigt, for at beskytte min datter,” forklarede han sigende, uden at tage blikket fra ham. Han ønskede stenen og byrden af sine skuldre, for den var hård og tung at bære!

[Jason Elvana Nimanhra]

Jason ville aldrig være i stand til at tage Marius' rolle som far overfor Yasmya og han ønskede det heller ikke, han kunne nøjes med svigerdatter om det skulle være, desværre så lod det heller ikke til at være noget som lige gav sig selv! Jason havde endnu ikke fået med at det var en tid som skulle tilbagebetales, at de begge skulle væk igen, for så ville han bestemt gøre sit for at de skulle leve videre. Hans ord fik ham for en kort stund til at tænke tilbage på børnehjemmet.. det havde været en fuldkommen anderledes tid, og en som han havde nydt.”Det er jeg i det mindste glad for. Jeg nyder børns selskab, de er så.. udvidende,” endte han med et roligt nik. Man kunne ane et smil på hans læber. Han elskede børn og det havde han altid gjort, og det var tydeligt at Adelio havde det i sig på en eller anden måde. Minen var slet ikke en han skulle tage personligt, hvilket han håbede at Marius var klar over, han var vel også vant til det efterhånden? Jason endte faktisk med at nikke forstående.. havde det været Hazel eller Syrena, så havde han ligeså reageret på samme måde! ”Jeg forstår dig skam godt, Marius. Jeg ønskede hverken for Yasmya eller for min egen dreng, den form for problemer, men man kan ikke ændre en mage.. det er umuligt, og jeg kan nødig beklage at hans dyr fandt Yasmya, jeg kan kun beklage at hun var så ung,” endte han roligt. Det var heller ikke fordi han ville undskylde Jacques, for end ikke den knægt kunne jo gøre for det. Selvom han ikke gav udtryk for det, så havde han jo fundet ud af at Lisa aldrig havde været hans mage, og selvom tanken gjorde ondt selv på ham, så kunne han ikke gøre noget ved det! At Melody så endnu var i live var noget som både skuffede og forundrede ham på samme tid, det var ikke et tab han havde lidt. Jason overvejede hans ord et øjeblik. ”Jeg har selv gået i troen om at hun døde den aften, selvom de aldrig fandt et lig. Yasmya kunne godt have brugt hende,” påpegede han lidt sigende, skuffelsen kunne han ikke lade være med at afsløre. ”Du kan sagtens være hendes mage, Marius. Det har ikke altid noget at sige.. ser du.. man er sin mage hengiven. Det kan selvfølgelig ske at hun forlod dig fordi hun ikke var din mage, men det kan ligeså være, at hun blot fulgte sin mages ordre.. simpelt fordi hun var hengiven,” forklarede han og forsøgte at gøre det.. så lidt indviklet som muligt. Jason var bestemt ikke bleg for at sige undskyld når han vidste at noget var forkert. Samtidig gjorde det ondt på ham at vide at Marius kun levede på lånt tid! ”Børn skal ikke have børn så langt er vi enige. Problemet var at det skete for sent, og jeg kan ikke stå til ansvar for hvad de to valgte at gøre når vi ikke kiggede,” påpegede han stille. Han endte med at ned sig og på korset der badede i solen. Lidt tøvende endte han med at trække den over halse, kun for at holde den op foran ham. ”Tag den, Marius. Du behøver den mere end jeg gør i øjeblikket. Lov mig ikke at tage den af,” endte han med alvorlig tone.

[Marius Amalani Darcy]

Marius havde altid holdt af Jason som den ven han havde været, men med tanke på det som var sket dengang, så havde det virkelig ændret sig voldsomt. Han vendte blikket mod ham, og med et stille smil på læben. Børn var et herligt væsen og en herlig størrelse, så der var han i den grad også enig med ham. ”Det har nu altid moret mig, når jeg har set dig smide rollen som rådgiver og bare hoppet tilbage i et stadie, som var du et barn, Jason. Jacques har det bestemt ikke fra fremmede af,” endte han sigende, dog med en ganske ærlig stemme, for det var jo ikke engang en løgn! Han vendte blikket ganske sigende mod ham som han blev siddende. Han levede på lånt tid, og det samme gjorde Emanuel, selvom det nu havde været det hele værd. Det havde været Yasmyas valg, så meget vidste han, og så længe at han kunne gøre hende glad, så var det i den grad også det værd i hans øjne, og så måtte man jo leve med konsekvenserne af det i den anden ende, i tilfælde af, hvis det skulle gå galt. Han nikkede sigende. Det var jo ikke Jasons skyld, at det var gået galt for børnene, men at rive hende fra ham, var straks en anden ende af sagen! Han nikkede sigende. ”Hun var for ung, og jeg forsøgte vel bare at lade hende forblive et barn, når hun er et barn og give hende den ro og tryghed.. Jeg kan jo bare se, hvor de er endt nu..” Det var bestemt ikke fordi at han ville give Jacques skylde for det, for efter hans egen tid med Melody og som en spide, så forstod han lidt mere af mage-tingen, og selvfølgelig var det noget som hjalp lidt på hans forståelse af det hele, selvom det stadig var meget uklart for ham, så havde han da fået det grundlæggende ind – heldigvis! Han nikkede. ”Død er hun ikke.. Jeg sendte hende væk,” endte han dæmpet. Han kunne ikke sige, hvor hun var henne, men at hun ikke havde opsøgt deres elskede datter, var en tanke som faktisk irriterede ham, også fordi at det virkelig var unfair overfor Yasmya! Han trak svagt på skuldrene. ”Hun søgte væk, som jeg bad hende om det, velvidende om hvad der kunne ske selv med mig.. Tror du bare at det kan være hengivenhed..?” endte han en kende usikkert. Han skulle til at åbne munden, idet at han så Jason.. række ham sit kors? Han havde aldrig set manden tage det af! Han blinkede let med øjnene, som han roligt tog det til sig. Han kendte til dets betydning for ham jo. ”Jason, jeg..” Han bed sig let i læben og så på ham igen. ”Før eller siden, skal jeg i graven igen.. Og sikkert indenfor alt for lang tid.. Behold det.. Jeg ved hvilken betydning det har for dig..” endte han sigende.