Plagues from the past

[giovanni]

Det var blevet nat i Peula og mørket havde langt om længe lagt sig over landet, på trods det stadig var lunt udenfor. Vinteren slog ikke ind over Peula som den gjorde i de andre lande, eftersom Peula lå i troperne og de mere eksotiske områder. Derfor var der ingen sne udenfor, da det var for varmt og fugtigt til at kunne sne i dette land. Det var dog ikke det som Giovanni tænkte på i øjeblikket. Han befandt sig tværtimod i sine sødeste drømme. Hele dagen havde han brugt sammen med de to mindste i sin børneflok, nemlig Cristiano og Sophia. Han havde givet Jacqueline lov til at søge ud denne dag, så hun kunne komme ud i lidt andre omgivelser, hvor han selv var blevet hjemme for at passe børnene, det gav ham måske også mulighed for at smide arbejdet lidt på hylden og det var tydeligt, at de to små også havde nydt dagen, for de havde været helt fjantede og glade, selvom de også havde været helt umulige! Han havde dog nydt dagen sammen med dem, nydt at tilbringe tiden ordentlig med dem, for det var lang tid siden at han havde haft sådanne stunder med sine børn. Børnene havde også distraheret hans tanker, for han måtte indrømme at han nok havde været nervøs for at lade Jacqueline søge ud, han havde været bange for at hun ikke kom hjem igen, et sted var han bange for at hun ville forlade ham igen, finde en anden mand, men.. det var vel fordi han var bange for at fortiden skulle gentage sig? Den plagede ham jo stadig, selvom han stadig gerne ville forsøge at redde deres ægteskab, for han elskede hende virkelig højere end noget andet, og han ønskede ikke at holde hende fanget her i palæet, for hun var ikke hans fange men hans hustru! Det var dog ved at blive sent, selvom det ikke var noget som han tænkte over, da han lå på sofaen oppe i den store stue på første etage, hvor han havde Cristiano og Sophia på hver side af ham, der lå ind til hans skikkelse og sov i deres egne trygge drømme. Han havde fået dem i nattøjet, men de havde nægtet at gå i seng, så de havde siddet inde i stuen, med pejsen tændt, hvor han havde læst for dem, indtil de alle tre var faldet i søvn. Han lå med en arm omkring dem begge og bogen i den ene hånd, hvor han ellers lå og sov godt og trygt. Han vidste ikke hvad klokken var, men havde han været vågen, havde han nok siddet og ventet på Jacqueline, eftersom det var ved at være sent. Hun vidste hvad hans krav havde været, at hun ikke søgte længere ud, end at hun kunne komme hjem igen, desuden så var hun med garanti sikkert også klar over, hvad der ville ske, hvis hun valgte at trodse ham – som hun havde gjort dengang. Børnene havde dog været gode til at tage hans opmærksomhed, de havde været gode til at aflede ham og distrahere hans tanker fra Jacqueline og fortiden, for de var to værre krudtugler der krævede konstant opmærksomhed! Og han havde også givet dem den. Han var ikke nær så hård mod de to mindste, som han havde været mod resten af flokken, men mest af alt, var det jo nok også fordi de var et bevis på Jacquelines kærlighed til ham, selvom hun vel mere havde givet ham dem af pligt end noget andet? Det ændrede dog ikke på at de to små tvillinger var hans to guldklumpe!

[Deleted]

Det var ved at være temmelig sent, og selv Jacqueline vidste, at hun var ekstremt sent på den! Det var ikke fordi at hun ønskede at Giovanni skulle rende rundt hjemme og blive sur eller bekymret, selvom hun et sted håbede at børnene havde taget nok af hans opmærksomhed til at han kunne.. glemme det lidt? Børnene havde i den grad været glad for at vide, at det var far som skulle have dem helt for sig selv, også fordi at det var noget som skete så forbandet sjældent, og det at se børnene smile på den måde, var noget som faktisk selv gjorde hende glad. Måske at hun var fra en meget højtstående familie, men af den grund, så kunne hun sagtens vise sig fra en langt mere folkelig side, selvom det nu heller ikke var noget som skete så ofte. Tanken om at hun havde mødt Sonic i løbet af aftenen, var stadig en tanke som hun slet ikke kunne forstå. Skulle hun være helt ærlig, så havde hun vandret rundt med tanken om at han måtte være død, for hun havde intet set, ingen snakket om det og hun havde intet hørt omkring det, så det havde kun været en glædelig overraskelse, selvom det havde fået sine følger! Han havde slået hende, hvilket var tydeligt at se i hendes ansigt, halsen var helt rød, den var hævet og den var irriteret, hvilket hun stod fast på, at hun selv havde været skyld i, så var det slet ikke en tanke som hun tænkte meget over lige for øjeblikket, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende.
Det store familiehjem tårnede sig for Jacqueline, da hun endelig var nået frem. Ikke fordi at det var noget som hun sagde noget til som sådan, for det havde faktisk været en temmelig lang tur! Her var dog ikke så koldt som det var i Dvasias, hvilket ikke var noget som gjorde hende det mindste, for hun nød af det tropiske klima som måtte være her. Halsen havde hun dækket til med kappen, også fordi at hun slet ikke ønskede at det var noget som Giovanni skulle se bare sådan. Ganske forsigtigt fik hun dørene op, hvor hun så sig omkring. Umiddelbart var der ingen tegn til at han måtte være der. Han måtte vel være gået i seng? Kendte hun børnene ret, så måtte de også have kørt ham træt, selvom det nu kun var en tanke som måtte more hende! Der var ingen tjenestefolk til at gå hende i møde, hvilket næsten måtte irritere hende. Selv måtte hun hænge kappen på plads, hvilket afslørede halsen for hende. Hun var da kommet hjem i live, det var vel også det som måtte være det vigtigste? Hun gik ganske roligt henover gulvet og op ovenpå, kun for at søge til soveværelset, hvor døren knirkede. At han ikke måtte ligge i sengen, var noget som gjorde hende ganske urolig, for.. det var utrolig sent, så hvor var han? Hun forlod værelset, kun for at søge til børnenes, hvor hun åbnede døren ganske forsigtig. Der var de heller ikke?? Hvor var de?! Et sted så kunne hun mærke den brændende uro som virkelig voksede i hende. ”Giovanni?!” kaldte hun med en direkte beordrende stemme. Lige der var hun stort set ligeglad med om hun skulle vække hele huset eller hvad det var! Børnene lå ikke i deres seng, og det var en tanke som gjorde hende direkte urolig, for hun kunne ikke have det! ”GIOVANNI!?!” nærmest brølede hun ned af gangen, som hun hastede derned. Hun fandt ikke ro! Børnene lå ikke i deres seng!

[giovanni]

Hvad Jacqueline havde foretaget sig, var ikke noget som var klart for Giovanni, men selvfølgelig havde han skænket det en tanke mange gange, for han var selvfølgelig nervøs for hvad hun kunne finde på, også fordi det var så lang tid siden at hun sidst havde været ude, og fordi det var første gang siden. Han var selvfølgelig glad for at kunne tage de to små, for det var lang tid siden at han sidst havde været sammen med dem og passet dem på denne måde, og han vidste godt at de også savnede ham, for det havde de jo også selv givet udtryk for, derfor var han også mere end glædeligt blevet hjemme, for at passe dem. De havde i hvert fald sørget for at holde ham beskæftiget, for han havde ikke fået et eneste minuts pause, selvom han godt tydeligt kunne mærke at han var ved at være oppe i alderen, også fordi de ville have ham til at gøre ting, som han snart ikke kunne mere, for hans krop var ikke nær så smidig som den engang havde været, han var desværre ikke ung mere, selvom han også tydeligt måtte nage sig over at alderen snart kunne mærkes at trykke på, men sådan var det, når man også var ved at være gammel, for han havde ikke længere tal på hvor gammel han måtte være, og ligeledes var det med Jacqueline, men af den grund havde han skam hukommelsen i orden, for alt det som de havde været igennem, føltes som om de havde oplevet på de sidste par år, skønt det ikke var tilfældet. Så længe som de havde været gift, så kendte Giovanni også Jacqueline temmelig godt, faktisk ville han vove og påstå at han var den som kendte hende bedst, for han var trods alt den som havde været med til at forme hende, men han vidste at hun var fuld af overraskelser, hvilket hun jo også havde bevist for ham, da hun havde valgt at blive i Procias og trække den så langt at hun havde fået et barn med en anden mand, en hemmelighed, som han endda ikke havde fortalt til nogen andre fra familien.
At Jacqueline var kommet hjem, var end ikke noget som Giovanni havde ænset. Han lå fortsat på sofaen inde i den varme stue, der blev opvarmet af den gnistrende pejs, hvor man kunne ane vinden udenfor, der slog mod glasdørene der førte ud til den større balkon. Hvad folk lavede i palæet anede han heller ikke, da han selv havde været optaget af de to små hele aftenen og dagen med, nu lå de på sofaen hvor de var faldet i søvn. Så sent som det var, var resten af folkene i palæet nok også gået i seng. Han drejede let hovedet til den anden side, som han næsten fornemmede at nogen måtte kalde på ham, selvom han dog ikke vågnede helt. Børnene havde virkelig sørget for at gøre ham udkørt, hvilket også var grunden til den dybe søvn, og grunden til at han ikke vågnede af at hun kaldte på ham. Børnene selv var udkørte, for de havde fået lov til at svømme, slås og fjante rundt som de ville, hvor de også havde sørget for at holde deres gamle far aktiv hele dagen, hvilket bestemt også havde gjort ham udkørt. Han lå blot på sofaen, med et barn på hver side af sig og en bog i den ene hånd, som om han var faldet i søvn imens han læste, hvilket vel også nogenlunde var sket?

[Deleted]

Jacqueline nød det faktum at hun kunne søge udenfor, selvom det var begrænset med tid som hun havde at gøre godt med, men det var vel altid et skridt på vejen? Børnene ville klart nyde at være lidt alene sammen med deres far, også fordi at det var noget som faktisk skete så sjældent, netop fordi at han havde så meget arbejde. Selv børnene så ud til at forstå at far satte arbejdet meget højt, men nu var der stunder hvor de kunne tilbringe den tid sammen, så var det jo kun noget som man måtte anse som noget direkte positivt. At gøre den samme fejl om igen, var slet ikke noget som faldt Jacqueline det mindste ind, også kun fordi at hun vidste, at det var en kæmpe ting for ham at vise hende den tillid, og det var bestemt heler ikke noget som hun ville svigte en gang mere! Turen ud, måtte hun erkende, virkelig havde været tiltrængt, for det havde den virkelig, så lige nu nød hun bare det faktum, at hun kunne komme lidt væk fra det hele, få noget frisk luft til hovedet, se noget som hun ikke havde set igennem skræmmende lang tid og så tage det hele derfra, for det var det som hun gjorde i denne stund, hvilket faktisk også var noget som gav hende en tydeligt fornyet energi, for hun var langt mere frisk nu end da hun var taget af sted! Det var Giovanni som kendte hende bedst, og nu hvor hun havde givet ham sine ord på at hun kom hjem, så var det også det som hun gjorde. At hun så skulle finde huset så rolig som nu, var slet ikke noget som hun havde regnet med, selvom det var.. rart at vide at han også tog en del i opdragelsen af børnene og tilbragte noget tid med dem, for så var tingene også helt præcist som de skulle være – i hendes øjne om ikke andet.
Det faktum at Jacqueline skulle finde både soveværelset og børneværelset tomt, var noget som direkte gjorde hende bange, for hvad nu hvis der var sket dem noget?! Det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre! Måske at hun havde skænket Giovanni børnene som et tegn på hendes kærlighed til ham, men hun elskede dem lige så højt som det hun elskede de andre, selvom de var blevet store og voksne, sikkert snart fløj fra reden og stiftede deres egne familier, hvilket hun nu heller ikke ville sige noget til, for de var fornuftige. Det var noget som de var opdraget til! At der så heler ikke kom nogen respons på at hun kaldte og råbte efter ham, var noget som kun gjorde hende mere urolig end det som godt måtte være i den anden ende. ”GIOVANNI!?!?” kaldte hun med en direkte fast mine, denne gang højere end det som hun havde gjort det før, for tanken var noget som direkte skræmte hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun gik med hastige skridt ned mod den store stue, idet hun bare flået døren op. ”Giovanni! Er du herinde, børneværelset er to…!” Hun endte med at tie, som blikket faldt til de sovende skikkelser på sofaen. Et sted så var det en tydelig lettelse som greb hende, og det føles virkelig også godt. Et stille smil passerede hendes læber, idet hun blev stående. Hun havde ikke vækket ham.. forhåbentlig.

[giovanni]

Giovanni vidste at Jacqueline var glad for at kunne søge ud, og hun havde også hurtigt taget chancen, selvom.. det kunne han vel heller ikke klandre hende for? Han elskede hende virkelig, han betvivlede hende måske en anelse, men det var mest af alt kun fordi han var bange for at fortiden skulle gentage sig, selvom han vel burde have lidt mere tillid til hende? Den havde fået et knæk, selvom han også var kommet lidt videre, eftersom han faktisk havde valgt at lade hende søge ud og endda uden at nogen var med hende, for hun var trods alt voksen og havde ikke brug for nogen babysitter og han respekterede hende trods alt! Han ønskede at give hende frihed, selvom han stadig ønskede at hun tog sine pligter alvorligt! Derfor havde hans krav også været at hun ville kunne nå hjem igen på samme aften, for han havde trods alt sit arbejde og hun havde sit som bestod af at passe børnene! Han forstod dog godt når hun sagde at det var et hårdt job, for hvis de tog på hende, som de havde gjort ved ham denne dag, så forstod han godt hendes kvaler, selvom han naturligvis ikke kunne andet end at elske dem, for de var virkelig hans to små øjesten! Men krudtugler var de bestemt også! Han havde slet ikke energi nok til at kunne holde sig kørende så aktivt hele dagen, som de to små kunne! Derfor var det virkelig imponerende, hvordan Jacqueline formåede det! Han følte sig pludselig så gammel. Han havde dog valgt at tage chancerne for en pause, når de var dukket op, og da de havde nægtet at sove, så havde han læst for dem inde i stuen, hvor de alle tre var endt med at falde i søvn. De to små havde godt nok deres pyjamas på, men han sov stadig i sit tøj, denne gang ikke det helt fine jakkesæt, men faktisk nogle normale jeans og en hvid T-shirt – noget man sjældent så ham i, men det var tøj han godt kunne have på, når han gik hjemme og passede børnene, men eftersom det skete sjældent, havde han også sjældent tøjet på.
Som Jacqueline kom tættere på stuen og nærmest brølede Giovannis navn, endte han med at glippe ganske let med øjnene, da det var noget som bragte ham tilbage til virkeligheden og ud af sine små søde drømme, som han ellers havde lagt i. Han brummede let, som han pludselig kunne høre den velkendte stemme, som nærmest lød.. oprevet? Han blinkede let med øjnene, hvor han lignede én som nærmest blev blændet af noget skarpt lys. Han undertrykte et gab, inden hans blik faldt på Cristiano og Sophia, hvor et skævt smil gled over hans læber. Han vendte blikket mod bogen i hans hånd, som han roligt lagde fra sig på sofabordet ved hans side. Han var en anelse desorienteret, også fordi han ikke vidste hvad klokken måtte være. ”Jac.. Jacqueline?” spurgte han let, som han ikke rigtig kunne se over sofaens ryg, eftersom han lå ned og med to rollinger ovenpå sig. Han kunne tydeligt mærke hvor træt han var i kroppen, ikke kun af at lege med børnene hele dagen, men også af at ligge i sofaen, for den var ikke nær så bekvem som hans seng! Han strøg tungen over de tynde og blege læber, inden han fik øje på hendes skikkelse. ”Du.. er sent hjemme,” påpegede han roligt, da han endelig genvandt sin orientering, hvor det var tydeligt at høre på ham, at han var for træt til rigtigt at gide skændes. Han lagde hovedet ned igen og lukkede øjnene, måske han sov dårligt, men han var virkelig for træt til næsten at rejse sig!

[Deleted]

At Jacqueline hurtigt havde taget chancen for at søge ud, var vel heller ikke noget som kunne forundre nogen som helst i den anden ende? Hun havde fået lov og endda med hans tilladelse, så havde hun søgt lidt væk fra Peula. Hun var endt i Dvasias, havde set hvordan landet havde udviklet sig siden hun havde sat fødderne der sidst, også selvom det hele var sket så anderledes end det som hun lige havde regnet med. Hun var stødt på sin egen søn, havde haft en uskyldig flirt kørende, selvom det alt sammen hurtigt var gået mod sin ende, da det var gået op for hende, hvem det var som hun havde stået overfor på denne her måde. At Giovanni var bange for at hun ikke ville komme hjem igen, var en frygt som hun måtte få bugt med, for selvfølgelig kom hun hjem igen! Hun ønskede ikke at miste ham, også som hun havde fortalt ham allerede den aften, for hvis dette var hendes mulighed for endelig at skulle bevise det for ham, så var det noget som hun selvfølgelig ville gøre! Ungerne var livlige, så selv det at have denne dag fri, var noget som efterhånden også havde været umådelig tiltrængt for hendes vedkommende. Nu kunne Giovanni samtidig også få lov til at se hvorfor hun ellers altid var så udkørt når han kom fra arbejde, for e to unger var virkelig som to gange arbejde i sig selv! Ikke fordi at hun havde noget imod det, for hun elskede virkelig sine to guldklumper mere end det som hun kunne elske noget andet, hun elskede sine børn som hun elskede sin familie! Også selvom hun havde den fremgangsmåde når hun var ude, så var hun måske ikke hvad man direkte ville definere som familiekær, men det var hun. Det var en ting som hans familie havde støbt hende i og vist hende værdien af, og det var noget som hun i den grad også havde taget til sig!
At skulle finde mere eller mindre hele huset tomt, var noget som havde vækket en direkte panik i Jacqueline, for hun kunne ikke finde sine børn! Eller sin mand! Hun stormede direkte ind i stuen. Også fordi at hun vidste at det var et af de steder som Giovanni godt kunne lide at opholde sig i når han endelig var hjemme, så hun håbede virkelig at finde ham her! At se ham ligge der i sofaen og med begge de små, var noget som virkelig måtte lette hendes hjerte! Et stille smil passerede hendes læber, idet hun gik hen til sofaen og hen mod dem. Børnene hvilede godt ind til far i deres sødeste søvn, hvilket var en tanke som hun rigtig godt kunne lide. ”Det er bare mig,” svarede hun roligt, som hun tog et tæppe med fra armlænet af stolen og gik hen til ham. Sofaen var måske ikke så bekvemt som sengen i deres soveværelse, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun foldede tæppet ud og lagde det forsigtigt over dem alle tre. ”Jeg ved det godt, kære.. Det trak lidt ud. Det beklager jeg,” endte hun sandfærdigt, som hun vendte blikket mod ham. Han var træt, hvilket hun tydeligt kunne se! Et stille smil passerede hendes læber, som hun lod hånden stryge let over hans mørke hår. ”Vil du have børnene ind i deres seng, eller vil du ligge her?” spurgte hun roligt, som hun lænede sig frem og plantede et kys mod hans pande. Selv hun måtte nyde af, at han endelig var hjemme!

[giovanni]

At passe to små, livlige krudtugler var bestemt ikke let på nogen måde! Nu forstod Giovanni dog bedre hvorfor Jacqueline var så mørbanket efter en hel dag med de to små, for de var virkelig ustyrlige! Det var mere end tydeligt at de ikke var blevet opdraget på samme måde som deres ældre søskende, for der kunne han ikke komme udenom at han havde været langt mere streng og hård end hvad han havde været mod de to mindste, men det var nok mere på grund af det som Jacqueline havde gjort, og det at hun havde villet skænke ham et barn til – skønt det var blevet til tvillinger, men det fortrød han nu ikke. De ældre søskende i flokken, havde han dog været langt hårdere imod, specielt den ældste Alejandro, som han havde været langt hårdere imod, knægten havde fået næsten den samme hårde opvækst som ham selv, eftersom Alejandro trods alt var den som skulle overtage efter ham, og knægten skulle kunne klare enhver hård situation som han blev sat i, specielt fordi han kom til at leve et dobbeltliv præcis som Giovanni selv gjorde, han var trods alt ikke kun leder af Peula, men også leder for en mafia, blev han fanget i det, så ville det se slemt ud for ham, derfor havde han folk under sig, som fungerede som chefer for forskellige bander, folk som han stolede fuldt og fast på og som han specielt havde valgt ud, for han ønskede ikke at sætte sin familie i fare! De betød alt for ham og han ønskede ikke at miste nogen af dem! Derfor valgte han også at give lidt efter, vælge at give Jacqueline lov til at forlade huset og byen, så hun kunne søge lidt ud, som hun engang havde fået lov til, inden han havde mistet det meste af sin tillid til hende, selvom han faktisk ønskede at få den genopbygget, og det gjorde han jo ikke ved at holde hende fanget.
At Jacqueline kom sent hjem, var noget som gik op for Giovanni, da han kom til sig selv og genvandt orienteringen. Han kunne godt regne ud at klokken var mange, for det havde den jo også været, da han var faldet i søvn, og hvis han var faldet i søvn, hvem vidste så hvor længe han havde sovet? Han blinkede let med øjnene, som han kunne høre den velkendte stemme og at hun kun bekræftede det, fik ham til at trække let på smilebåndet. Han vendte blikket mod hende, da hun kom frem, så han bedre kunne se hende. At hun lagde et tæppe omkring dem alle sammen, forstod han dog ikke, for han gik ud fra at han skulle med ind i seng – det var da i hvert fald hans intentioner. ”Trak lidt ud?” gentog han næsten skeptisk, som han vendte blikket op mod hende med et lettere indtrængende blik, som prøvede han at læse hende, skønt han ikke brugte sine evner, han fiskede mere efter sandheden. Hånden hun strøg over hans hår, fik ham til at smile ganske let, hvor han vendte blikket mod de to små der lå på hver side af ham. Han lukkede øjnene til hendes kys mod hans pande, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Hvis du vil tage den ene, så.. kan vi få dem puttet,” svarede han stilfærdigt, som et tydeligt tegn til at han ikke havde tænkt sig at blive her, men at få børnene i seng, de lå jo trods alt også bedre i deres seng.

[Deleted]

Tvillingerne var ganske vidst en lille folk efternølere, men de havde det i den grad også langt nemmere end det som de ældre havde haft det igennem deres opvækst, men igen, så var det jo mest Jacqueline som havde stået for deres opdragelse, for Giovanni havde ikke været meget hjemme, som han havde været under de andres opvækst. Alejandro var klart den som havde det værst, men det var nu også ganske forståeligt i den anden ende. Selv børnene kunne køre hende frygtelig langt ud og langt forbi punktet af ren og skær udmattelse, så nu fik han skam også et lille indblik i hendes liv med børnene hjemme, for de var virkelig nogen ekstremt aktive af slagsen. Et sted så håbede hun selvfølgelig også på at dette var noget som ville sørge for at han ville være lidt mere hjemme, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville have det mindste imod i den anden ende. Hun manglede virkelig Giovanni i løbet af dagen, også fordi at hun ønskede at det hele skulle være som det havde været før i tiden, hvor opdragelsen af børnene havde været begges ansvar, hvor det med tvillingerne mest havde været hendes. Måske at det var et symbol på hendes kærlighed til ham, men af den grund, så ønskede hun jo også at han skulle være med til at forme dem – ligesom han havde gjort hele dagen nu og den tanke var noget som direkte måtte more hende og ikke mindst glæde hende! Hun håbede bare at det hele ville hjælpe dem lidt på vej til at finde tilbage til det liv som de havde haft sammen før i tiden, for hun var stadig panisk bange for at miste ham på vejen, og det var slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde!
Det havde slet ikke været Jacquelines mening at komme sent hjem, men det var virkelig ikke noget som hun kunne gøre for. Hun var stødt på Sonic, hvilket havde vendt op og ned på det hele, og det var noget som i den grad også havde trukket hendes hjemrejse ud i fulde drag. Ja, et sted så frygtede hun vel at Giovanni ville blive sur? Selvom hun var kommet hjem som hun havde lovet? Tæppet lagde hun om dem, mest af alt også som et tegn til lidt omsorg, selvom hun vidste at det ikke var for lang tid. Kendte hun ham ret, så ville han langt hellere ind i sengen og sove, hvilket hun i den grad godt kunne forstå. Hun nikkede stille til hans ord. Han trængte ikke ind, men ville have sandheden fra hende, hvilket hun skam også havde det helt fint med. ”Jeg stødte ind i en.. gammel bekendt. Jeg undskylder for min sene hjemkomst, min egen,” sagde hun stille, dog ganske ærligt, for det var jo trods alt ikke engang en løgn. Hun sendte ham et blidt smil idet at hun nikkede til hans ord. Hun fjernede tæppet ganske forsigtigt, idet hun varsomt tog fat om deres lille pige Sophia. Sophia klynkede tydeligt i protest, men lagde sig træt ind mod sin mor, næsten kun for at falde i søvn igen i hendes arme. Hun vendte blikket mod Giovanni endnu en gang. ”Så lad os få ungerne i seng..” sagde hun stilfærdigt, som hun vendte om på hælen, kun for ganske roligt at bringe Sophia ind i sin egen seng. Hun lå jo allerede og sov op af sin mor, så hun måtte virkelig, virkelig være træt!

[giovanni]

At Jacqueline var kommet sent hjem, var noget som Giovanni naturligvis bed mærke i, eftersom han gik meget op i tidspunkt og reglerne som han satte. Hun var selvfølgelig kommet hjem samme dag som hun var søgt ud, men derfor behøvede hun jo heller ikke komme hjem midt om natten! De isblå øjne søgte til hendes egne mørke, hvor han betragtede hende lettere indgående. Hvis han ville kunne han sagtens søge ind i hovedet på hende og finde alle de svar som han ønskede sig, men han havde lovet hende at han ikke ville bruge sine evner på hende, og hvorfor pokker skulle han også det? Han stolede jo alligevel nok på hende, til ikke at gide søge ind i hovedet på hende, for han vidste at hun ville fortælle ham sandheden før eller siden – hvis han krævede den. Han elskede hende og han havde ikke behøv for at søge ind og rode i hendes hoved for at finde ud af det, for det viste hun ham allerede i sine mange handlinger, desuden var hun kommet hjem samme dag som hun var søgt ud, så det var ikke fordi han gad til at skælde hende ud, det var han desuden også for træt til. Han rynkede brynene ganske let til hendes ord. Hun havde mødt en bekendt? Så vidt han vidste, så var det flere år siden at hun sidst havde forladt Valvor Pairó, så hvem pokker var hun stødt på og som hun kaldte for ’bekendt’? Han nåede dog ikke at svare hende, før hun var begyndt at flytte tæppet og tage fat om Sophia, hvor han kort vendte blikket mod pigen, inden han så op mod Jacqueline igen. Han nikkede ganske roligt til hendes ord, inden han trykkede Cristiano ind til sig, idet han valgte at sætte sig op. Han lagde roligt bogen fra sig på bordet, inden han valgte at rejse sig ganske langsomt, skønt han tydeligt kunne mærke, hvor ør han var i hele kroppen. Han vendte blikket mod drengen, hvor et skævt smil gled over hans læber. Drengen var træt, ligesom han vidste at hans søster var, men de havde jo også fået lov til at tumle rundt hele dagen, han havde selv sørget for at de havde været aktive, præcis som de havde sørget for at deres gamle far havde været det. Han gik roligt ned langs gangen og hen til tvillingernes værelse, hvor Jacqueline også var. Han lagde roligt Cristiano fra sig i sin seng, inden han trak dynen over den lille dreng, kun for at skænke hans pande et blidt kys. Han rettede sig roligt op, hvor han vendte blikket mod Jacqueline, inden han lænede sig op ad dørkarmen, med armene over kors. Et skævt smil gled over hans læber, da han betragtede hende putte deres lille datter. Han blev stående i døren uden at tage blikket fra hende. Det glædede ham at de kunne være sammen og putte de to små, for det var noget som skete ufatteligt sjældent, også fordi han sjældent kom hjem til børnenes sengetid, men han havde jo sit arbejde, skønt han denne dag kun havde arbejdet om morgen og ellers taget fri, som Jacqueline skulle af sted, hvor han ellers havde passet børnene. Han drejede let op, som han gik ud på gangen igen, hvor han kort vendte blikket ind mod værelset, som han ventede på Jacqueline. Han skulle stadig have historien fra hende, for.. han var blevet en anelse skeptisk.

[Deleted]

Jacqueline vidste godt at hun var kommet sent hjem og det at det var noget som vækkede hans mistanke, forundrede hende nu heller ikke. Hun skulle nok forklare ham det hele, også selvom hun var sikker på at han ikke ville bryde sig om selve historien. Halsen var et tydeligt tegn på at det hele ikke altid var gået lige godt, men hun kunne ikke rigtigt sige noget til det. Hun betragtede ham ganske sigende, også selvom hans blik var alt for velkendt for hende. Hun kendte jo ikke rigtigt nogen derude længere, hun havde jo været indenfor i årevis, havde ikke rigtigt set andet end husets fire vægge og det var det. Det havde virkelig været rart at komme ud! Men mest af alt, så var det faktisk rart at være hjemme ved familien, også fordi at det var noget som hun kun nød alt for godt af! At få ungerne ind i seng, selv tilbringe tiden med Giovanni og fortælle ham hvad der var sket, for hun kendte ham nok til at vide, at han nægtet at stille sig tilfreds uden at vide noget som helst også nu hvor hun selv havde lukket op for tanken omkring det. At han tog sig af Cristiano var ikke noget som hun havde noget imod, for det var tydeligt at børnene virkelig var trætte! Og Giovanni med! Hun vendte blikket mod ham, som hun bevægede sig ind på børnenes værelse og fik lagt Sophia i seng. Hun smilede et let smil og fik pakket dynen godt omkring hende. Hun kunne faktisk godt lide at det var noget som de gjorde sammen for en gangs skyld. ”Sov godt min pige,” hviskede hun roligt og med en dæmpet stemme tæt ved pigens øre idet hun kyssede hendes pande. Hun gentog den samme rutine med deres lille dreng, idet hun roligt vendte sig mod Giovanni som han stod der i dørkarmen, med armene over kors og med den mine. Den røde hals var noget som hun direkte glemte lidt af lige for nu om ikke andet, ofr det var end ikke fordi at det var noget som direkte generede hende som sådan. Nu var hun kommet hjem og hun var sammen med ham, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre. Hun gik ham roligt i møde, hvor hun lod hånden stryge mod hans kind, idet hun skænkede ham et kys. Denne bløde side, var kun noget som børnene og han fik lov til at se, alt det andet var noget som hun valgte at vise for alle andre! ”Du ser ud til at kunne bruge en god nats søvn, min kære..” endte hun næsten morende og med det samme stille smil på læben. Selv for hende havde det virkelig været en hård dag. Hun havde haft børnene i løbet af dagen, også selvom mesteparten af tiden var gået med mas og plagen om hvornår far ville komme hjem, for de vidste at han ville være sammen med dem i dag, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre end det, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun lod hovedet søge let på sned, idet hun roligt tog omkring hans hånd. ”Kom.. lad os gå i seng,” opfordrede hun roligt, som hun sammenflettede deres fingre ganske let. Hun elskede ham jo og han var hendes mand, hvilket hun i den grad også var stolt af i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun trak ham med sig ned mod soveværelset, mest af alt kun for at komme ind i seng, for det ville gøre godt, at komme ned og ligge lidt!

[giovanni]

Det at de kunne putte børnene sammen var ikke noget som Giovanni havde det mindste imod, derfor så han også kun det positive i at han var faldet i søvn på sofaen med ungerne og Jacqueline der var kommet hjem og havde fundet dem, for så kunne de for en gangs skyld lægge børnene i seng sammen, selvom de allerede sov, men de havde også været aktive så alt andet ville faktisk forundre ham. At hun var kommet sent hjem, kunne han godt leve med, men det at hun havde mødt en ’bekendt’ var ærligt talt noget som gjorde ham mistænksom, for hvem skulle denne ’bekendte’ være? Han vidste at hun ikke havde været ude siden hun havde valgt at være sammen med Vladimir Darcy dengang for mange år siden, hvor hun havde fået en søn med en anden mand, og hvor hun tilmed havde valgt at blive i et par år, noget som ikke ligefrem behagede ham på nogen måde overhovedet! Han blev roligt stående ude på gangen, hvor han lod hende gøre sin rutine færdig. Han foldede hænderne bag ryggen – en gammel vane, som han altid gjorde når han ventede – hvor hans blik gled lettere fraværende og irrelevant over de forskellige malerier, store vaser og andet flot, antikt udsmykning som de havde i palæet. Han endte roligt med at vende sig mod Jacqueline, da hun kom ud af værelset og havde lukket døren, hvor et let smil gled over hans blege læber, hvor han blot lod hende komme hen til ham, stryge ham over kinden og skænke ham et kys, som han mere end glædeligt valgte at besvare. De isblå øjne søgte let til hendes mørke, hvor han betragtede hende med en ganske rolig mine. ”Det tror jeg også at du kunne,” svarede han lettere kortfattet, som han hævede det ene øjenbryn i en sigende mine, hvor det var tydeligt at han ikke havde tænkt sig at lade emnet falde, hvor hun vel også vidste hvad han havde tænkt sig at spørge hende og snakke med hende om? Da hun valgte at lade hovedet søge på sned, faldt hans øjne dog på en meget fremtrædende farve; rød. Og det gik roligt op for ham, at hun faktisk var kommet til skade. Hans mine endte næsten langt mere kold, skønt han blev afledt, da hun valgte at tage omkring hans hånd, hvor han vendte blikket mod deres hænder. Han endte næsten fraværende og af vane med at trykke omkring hendes slanke hånd, som et tegn til omsorg og hans kærlighed for hende, inden han vendte blikket mod hende. Fingrene der blev flettet sammen, holdt dog ikke særlig længe, da han valgte at trække tilbage i hendes arm, som hun begyndte at gå, for at stoppe hende, hvor han trak hende helt hen til sig igen, kun for at lade den frie hånd søge mod hendes hoved, som han vippede ganske let. ”Og har du tænkt dig at fortælle mig, hvor du har fået det sår fra?” spurgte han kortfattet, som han valgte at slippe hendes hånd. Hans mine blev langt mere stram, indgående og ikke mindst sigende, hvor han valgte at lægge armene over kors. ”Har du valgt at gå bag min ryg endnu engang?” spurgte han direkte. Han kunne jo lige så godt få af- eller bekræftet om hun havde valgt at se en anden mand, for det ville jo ikke ligefrem være første gang! Han blev stående med det faste og gennemborende blik hvilende på hende, et tydeligt tegn til at han ville have sine svar!

[Deleted]

Det havde slet ikke været Jacquelines intention at komme så sent hjem, men snakken med Sonic havde trukket ud, mest fordi at hun faktisk havde valgt at holde knægten på pladsen, netop ved at tvinge ham til det. Hun ønskede at få ordnet bare lidt op i den situation som hun pludselig var endt med at stå i, for det var også tydeligt at knægten havde været rasende på hende. Ikke fordi at hun tog det så hårdt igen, men hun vidste at hun havde muligheden for at gøre lidt op for det, og det var noget som hun i den grad også agtet at gøre det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Det var egentlig ikke fordi at hun tænkte så meget over såret, men mere det at hun faktisk havde mødt sin lille dreng. Som ikke var så lille igen, men det var underordnet. At se ham stå der og bare vente på hende, indikerede samtidig også at han ønskede sine svar. Hun kendte ham jo trods alt godt. Kysset holdt hun for en ganske kort stund, idet hun tog omkring hans hånd, hvor hun mærkede hans klem. Det var en følelse som hun faktisk godt kunne lide, hvor hun faktisk slet ikke tænkte over at såret på hendes hals var fuldt ud synligt. ”Det kunne jeg skam også..” endte hun sigende, for selv hun måtte være ganske træt. Hun vendte blikket direkte op mod ham. Det var ikke fordi at hun var bange for at se ham i blikket, for det var der vel heller ikke nogen grund til? Hun havde slået en samtale af med sin søn, det var bestemt heller ikke forbudt! At han valgte at trække i hendes hånd, tydeligt som et tegn til at stoppe, var noget som direkte fik hende til at vende sig mod ham. Det tegnede ikke godt, specielt ikke når han gik frem på den måde. Et sted så var hun for træt til at tage en diskussion op med ham, men man måtte vel bare gøre hvad der blev nødvendigt i det store og hele? Ikke fordi at det var noget som hun direkte kunne sige noget til, for det var vel bare sådan at tingene måtte være i det store og hele? At han slap hendes hånd, fik hende kun til at trække hånden til sig og direkte vende sig mod ham og med den samme mine som før. At han spurgte ind til såret, fik hende blot til at hæve hånden og lod den søge langs det, selvom hans sidste ord var noget som faktisk gjorde hende.. arrig? ”Hvor vover du at pålægge mig den mistanke uden bevis Giovanni!?” endte hun direkte forfærdet. Jamen tak for den tillid! Hun var kommet sent hjem, hun var faldet i snak med en bekendt, det var jo ikke ensbetydet med at hun havde gjort noget forkert! Hun nægtet i hvert fald at anse dette som forkert! ”En vred ilddæmon skænkede mig det.. Jeg sagde vel bare de lidt forkerte ting til ham.. Det er bestemt ikke ensbetydet med at jeg gør den fejl igen!” endte hun direkte arrigt. At han ønskede svar forstod hun skam godt, men selv han havde bare at tage en ordentlig tone overfor hende, for der var virkelig grænser for hvad hun selv måtte finde sig i, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!

[giovanni]

Giovanni var træt og han ville helst undgå en diskussion med Jacqueline, selvom han vidste at det var uundgåeligt, for de kom altid op at diskutere uanset hvad, det var jo det som deres ægteskab de sidste mange år havde baseret på, og dog elskede han hende stadig, han ønskede stadig at kæmpe for deres ægteskab, men man kunne ikke ligefrem prale af at det var lutter lykke, for det var det bestemt ikke. Det var lidt ligegyldigt hvornår de tog diskussionen, for han vidste at den ville komme uanset hvad, og så kunne han lige så godt få det overstået. At komme ind og i seng var naturligvis fristende også fordi hun så ud til at være i godt humør. Kysset holdt han med hende, uden at bryde det på noget tidspunkt, for det kunne han ikke få sig selv til. Han elskede hende, men han måtte erkende at hendes ord havde gjort ham mistænksom, selvom det vel mest af alt var den frygt for at hun ville gå bag hans ryg igen, som nagede ham. At stoppe hende og trække hende tilbage, var noget som han godt kunne se gjorde hende selv bevidst om hvad der skulle ske, selvom han af den grund ønskede sine svar! At hun løftede hånden og lod den søge over hendes sår, tog han sig ikke af, derimod var han ganske interesseret i hvem som havde gjort skade på hans hustru, for vedkommende kom til at betale dyrt for den pris! Hans isblå øjne betragtede hende lettere kortfattet. Hun var sur, det kunne han tydeligt høre og et sted var det vel også klart? Men af den grund havde han ikke megen grund til at have tillid til hende, eftersom hun havde været ham utro før, og hvem sagde det ikke kunne ske igen? Selvom hun stadig var hans hustru og han selvfølgelig elskede hende og han ønskede ikke at miste hende, men derfor havde hun stadig sørget for at sætte en stor frygt i ham. Han endte med at lægge armene over kors og sendte hende en fast mine. ”Fordi det ikke ligefrem ville være første gang.. vel?” svarede han kortfattet. Han havde spurgt direkte, fordi han ville have det be- eller afkræftet, og nu var det afkræftet, hvilket han faktisk også var glad og lettet over! Hendes følgende ord var dog noget som fik hans mine til at stivne. Hun mødte en vred ilddæmon, som hun muligvis sagde det forkerte til?! Et smil gled over hans læber, selvom det på ingen måde var muntert eller glad. ”Jamen hvor pragtfuldt! Den første dag jeg giver dig lov til at søge ud og du sørger for at forulempe familien ved at komme op at slås?! Hvor anstændig synes du selv den opførsel er?!” spurgte han kortfattet og ikke mindst fast, hvor det var tydeligt at han var vred. Han greb fat i hendes arm og trykkede hende op ad den nærmeste væg – ikke så det gjorde ondt. ”Hvem gav dig det sår?” spurgte han langsomt og med en direkte faretruende og vred undertone. Det fandt han sig bestemt ikke i! Hans blik var direkte fast og ikke mindst afventende, for han forlangte skam at hun fortalte ham hvad der var sket, og hun skulle bestemt ikke tro at hun bare uden videre kunne møve sig udenom!

[Deleted]

Det var allerede for længst gået op for Jacqueline, at Giovanni ikke lod emnet ligge, hvilket nu heller ikke forundrede hende. Hvis der var noget som hun gik op i, så var det ærlighed, og det var noget som hun i den grad også agtet at skulle fortsætte med. Hun ønskede at redde deres forhold og ikke mindst også deres ægteskab, selvom det bestemt heller ikke var noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At han krævede sine svar, var nu noget som hun godt kunne forstå, hvilket hun nu heller ikke havde noget imod, men i hendes øjne, så søgte han virkelig efter et skænderi, og det var bestemt heller ikke noget som hjalp hende på nogen måde, for det var faktisk noget som gjorde hende mere irriteret end det som hun var nu og det var så kun hans fortjeneste! Hun himlede med øjnene til hans ord. ”Søger du virkelig efter et skænderi Giovanni, eller forsøger du halvhjertet at undgå det? Jeg gjorde det en gang for mange år siden! Jeg har faktisk lært fra dengang!” endte hun ganske stilfærdigt. Måske at han havde formået at holde sig på måtten siden dengang, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hun havde lært, hun havde siddet inde i huset siden den dag og hun havde ikke søgt nogen steder, hun havde skænket ham tvillingerne og det hele! Han kunne da ikke fortsætte med at klamre sig til den fortid for hun var ikke den kvinde mere! Hun havde faktisk lært af sine fejltrin! Hans ord og det han trykket hende op af væggen allerede inden hun kunne nå at svare ham igen, var noget som fik hende til at stirre direkte på ham. Hvis der var nogen som kunne få hende til at underlægge sig nogen som helst, så var det ham. Han var så også den eneste som havde den effekt af hende, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes eget vedkommende. ”Tror du at jeg søgte ud for at opsøge en slåskamp? Jeg søgte ud, fik noget frisk luft, få klareret i mine tanker og tro mig.. Jeg lagde aldrig så meget som en fysisk finger på den dæmon..” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Jovist var der måske faldt en lussing eller to af i løbet af aftenen, men det var virkelig underordnet i den anden ende. Hun trak vejret dybt. Det var jo ikke fordi at han holdt hende så fast at det gjorde ondt, men.. det kunne meget hurtigt ændre sig, hvilket hun vidste. ”Ilosonic Demoniqz.. Greven af Procias..” svarede hun ganske kortfattet og uden at tage blikket fra ham. Hans mine og hans tone indikerede kun at hun lige så godt kunne sige det, men af den grund så fik manden virkelig ikke lov til at lægge så meget som en finger på den knægt og det var noget som hun nok skulle sørge for, for hun tillod bestemt ikke at hendes søn skulle komme mere galt af sted end det som hun allerede stod bagom allerede! ”Vi ordnede det op på fredeligt vis, så der er ingen grund til at sætte himmel og hav i bevægelse for det,” endte hun ganske stilfærdigt, for det var jo ikke engang en løgn, for de var gået hvert til sit – til dels som venner, selvom det vel stadig kunne nå at forandre sig?

[giovanni]

Det var ikke fordi at Giovanni ønskede et skænderi med Jacqueline, for han ville faktisk gerne prøve at redde det som faktisk var tilbage af deres ægteskab, for han vidste godt at de begge var ret gode til at komme op at skændes, hvilket var sket efter at hun var søgt til Procias og kommet hjem igen, og nok han havde givet hende en ny chance, ladet hende blive, for hendes familie var jo også her, alle deres vidunderlige børn, selvom han stadig var bange for at det samme ville ske igen, han var bange for at det hele ville gentage sig og at hun ville tage derfra, og det som betød mest for ham, var hende, at hun blev og at hun elskede ham, som han elskede hende. Han bed tænderne ganske fast sammen til hendes ord. Det var jo ikke fordi han ønskede at skændes, men.. det gjorde ham vred alligevel! ”Så forsøger jeg nok halvhjertet at undgå det,” svarede han kortfattet, uden at han tog blikket fra hende. Hun vidste at han ikke ville lade emnet ligge og at se hende komme hjem med det sår på halsen, det fandt han sig bestemt ikke i! At få hende tvunget op ad væggen var ikke for at gøre hende ondt eller skade hende, derfor havde han heller ikke gjort det hårdt. Men det var vel mere for at fange hendes opmærksomhed? Han sendte hende et fast blik. ”Men det er heller ikke i det fysiske din styrke ligger Jacqueline, det er din mentalitet!” svarede han kortfattet og lettere bebrejdende, som det var tydeligt at han vidste at hun havde gjort skade på dæmonen med sin mentalitet. Som han fik hende tvunget op ad væggen, så kunne han bedre se hendes ansigt i lyset. Den faste mine blev erstattet med et forundret blik, hvor han lod hovedet søge let på sned. Han løftede hånden og strøg hende let over kindbenet og kæben, som han kunne se mærker på hende. Hans mine endte dog med at blive direkte vred og tosset. ”Måske du ikke gjorde fysisk skade på den dæmon, men det gjorde den på dig!” endte han direkte fast og vredt, hvor han kunne mærke hvordan det kriblede i ham at flå den dæmon fra hinanden! Han skulle nok sørge for at flå den person levende! ”Hvem har gjort det?!” fortsatte han direkte vredt, uden at han tog blikket fra hende. Mandens navn som hun nævnte, var ikke noget som direkte gav nogen mening for ham til at starte med.. Ilosonic Demoniqz? Hendes følgende ord fik ham til at se lettere undrende ned mod gulvet. Procias’ greve? Kort efter vendte han blikket direkte følelsesforladt mod hende. Ilosonic? Sonic? Procias’ greve? Det var Vladimir Darcys søn, med andre ord var det også Jacquelines søn. Hun havde mødt den dreng hun havde fået med Vladimir?! Han vidste snart slet ikke hvad han skulle sige. Hendes følgende ord sagde han dog ingenting til, da han valgte at ignorere dem fuldstændig, inden han valgte at slippe hende og bakke et par skridt væk fra hende. Han betragtede hende med et intetsigende blik for en kort stund. Han vidste ikke hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle reagere. Han endte blot med at ryste på hovedet, vende ryggen til hende og gå mod sit soveværelse.