Plagues from the past

[giovanni]

Alle de ting som var blevet sagt, var noget som nok ikke ville blive glemt med det samme, men hvile i baghovedet på dem begge, men mon de ikke kom over det på et tidspunkt? De vidste jo begge to at de sagde en masse, når de blev oprevet eller kørt op i det røde felt, for på det punkt lignede de jo igen hinanden, som på mange andre også. Nu hvor han var faldet til ro igen og velvidende om at hun elskede ham og ønskede at blive, så kunne han også godt slappe af og tænke fornuftigt igen, for det havde han ikke gjort igennem skænderiet. At se hende græde, var noget som gjorde ondt på ham selv, da han vidste at han var årsagen til det, selvom de begge var endt knust denne gang, for de havde vidst været lige gode om det. Han var kun glad for at hun var fulgt efter ham, for det havde hjulpet ham en del og nu var stormet drevet over, hvilket efterlod ham med en følelse af lettelse. Han nikkede medgivende til hendes ord og sendte hende et mildt smil, skønt han ikke svarede, for han havde vist sig enig i stilhed. At få hende indenfor – og selv komme ind – var noget som efterhånden ville blive godt, for han kunne godt mærke at det var blevet koldt for ham selv. At se de mange mærker i hendes ansigt og på halsen, var selvfølgelig noget som gjorde ham vred, men.. der var jo ikke rigtig noget at gøre ved det, for hun ville jo alligevel ikke lade ham tage til Procias og smadre knægten for det han havde gjort mod hende, så han lod det være ved det, hvor han hellere ville bekymre sig om at hendes sår gik hurtigt over, for han ville ærligt talt ikke have at folk begyndte at stille spørgsmål. Han fnes kort til hendes ord. ”Nej.. du er jo min stærke pige,” svarede han morende, som havde hun været en lille pige – hun kunne lige så godt have været Sophias sted. Hans mine blev dog hurtigt alvorligt igen. ”Jeg vil bare ikke have at folk stiller spørgsmål,” svarede han sigende uden at tage blikket fra hende, hvor han strøg hende blidt over kinden. At få hende op i sine arme, var noget som fik ham til at trække på smilebåndet, hvor han roligt gik mod palæet igen. Han nikkede roligt, hvor han drejede hovedet og skænkede hende et blidt kys på kinden. ”Så er vi to,” endte han roligt, som han fik dem indenfor. Blikket faldt let mod hendes taske, hvor han stoppede op og roligt satte hende ned igen. Han fik sine egne sko skubbet af, inden han samlede hendes taske op, for.. han gik ud fra at hun blev – andet tillod han i hvert fald ikke. Han tog omkring hendes hånd, inden han gjorde et hovedkast mod trappen der førte ovenpå, kun for at trække hende med sig op. Han var kun glad for at det var overstået og at de igen kunne snakke ordentligt sammen. Om de havde vækket nogen vidste han ikke, men han var sådan set også ligeglad, for nu var alt jo i orden igen, skønt han dog ikke håbede at Christiano og Sophia havde hørt dem, for de var jo for små til at forstå det, og de skulle endelig ikke tro at noget var galt. Han slap hendes hånd, for at åbne døren ind til soveværelset, hvor han lod hende komme ind, inden han lukkede døren igen. Han satte roligt tasken fra sig, inden han gik mod badeværelset. ”Sæt dig på sengen,” opfordrede han roligt.

[Deleted]

Jacqueline vidste udmærket godt, at de begge sagde ting som de slet ikke mente, når de endelig var vrede, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne sige noget til. De var lige gode om det, han havde gjort hende ked af det, som det var sket omvendt, og det var noget som hun faktisk også var ked af. Hun havde aldrig ment at gøre ham ked af det, knust eller noget lignende, men hun var jo kommet hjem til ham, fordi at det var det her som hun måtte anse som sit hjem, og det var bestemt heller ikke fordi at det fik lov til at forholde sig anderledes! Det havde været hendes hjem så længe, han havde været vogteren af hendes hjerte igennem alt for mange menneskeliv, og det var slet ikke noget som hun ønskede at gøre anderledes. Måske at det hele havde været arrangeret, men hun var faldet pladask for manden og hun elskede ham faktisk og det var noget som hun agtet at holde fast i, så længe, at det nu var hende muligt! Hun vendte blikket stille mod ham endnu en gang. At han refererede til hende, som havde hun været en lille pige, var noget som kun svagt måtte få hende til at smile, og let himle med øjnene. ”Det var sådan du snakket til mig for årtusinder siden. Jeg ved ikke om du har bemærket det, men jeg er altså blevet stor nu,” påpegede hun næsten med en drillende mine, som hun ellers forblev helt tæt ved ham. Hun kunne ikke undvære ham, og det var slet ikke noget som hun havde nogen intentioner om, vis det var noget som hun ellers kunne blive fri for! Hun forstod dog godt, at han ville have det tilset, hvor hun bare endte med at nikke. Hun ønskede ikke at skændes med ham eller noget lignende, for det ville de bestemt heller ikke få det mindste ud af nu! Ikke nu hvor de faktisk kunne snakke bare lidt sammen igen! ”Okay.. Jeg forstår,” sagde hun dæmpet. Det ville bestemt heller ikke gå godt, hvis tjenestefolket begyndte at snakke, for det ønskede hun skam heller ikke! Hun fulgte ham med indenfor. Hendes fødder var godt kolde og det samme med hendes hænder, da det var de steder som der som regel blev angrebet først. Hun bed sig let i læben som han satte hende ned og tog om tasken. Hun sagde dog ikke noget til det, for hun ønskede faktisk at den skulle med oven på igen, for hun tog virkelig ingen steder! Ikke før han kunne stå og se hende i øjnene, for så at bede hende om at tage af sted! Hun fulgte ham op af trappen – hånd i hånd og ind på soveværelset, hvor hun roligt bevægede sig hen til sengen og satte sig – ligesom han havde bedt hende om. Det var langt bedre når de kunne snakke og så længe, at hverken Sophia eller Cristiano var herinde, så gik hun også ud fra at de ikke havde hørt noget? De små størrelser.. Det ville jo først gå galt, hvis de troede at den var helt gal mellem mor og far, for det var slet ikke sådan at det var! Hun trak sig ind på sengen, hvor hun roligt lagde sig. Det var jo næsten som hun allerede måtte falde i søvn, inden han overhovedet ville komme tilbage igen, for hun var virkelig ved at være træt!

[giovanni]

Stormen var for alvor drevet over og Giovanni kunne ånde lettet op, for han havde ikke mistet noget som helst, hvilket han var utrolig glad for! Han ønskede ikke at leve uden Jacqueline, desuden så var hun virkelig hans drømmekvinde, den eneste han ønskede at tilbringe sit liv med! Der var ingen anden kvinde der nogensinde havde tiltalt ham! Han var bare glad for at hun selv ville kæmpe for ægteskabet, for det havde hun vist ham ved at søge efter ham og prøve at holde ham hen, ligesom han havde gjort med hende tidligere. Hun var og blev hans et og alt, hans eneste ene og den han ønskede at tilbringe resten af sit liv med, og han ville aldrig blive i stand til at se hende i øjnene og bede hende om at forlade stedet, for det ville hans hjerte ikke kunne bære! Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, hvor det var rart at de igen kunne sammen. ”Er du det? Hm.. du vil jo altid være min lille baby,” svarede han morende, som han trak drillende på smilebåndet, inden han blinkede drilsk til hende. Hun var hans værdifulde og mest dyrebare skat, den største han nogensinde havde haft og han ønskede bestemt ikke at miste hende eller dele hende med nogen som helst! Foruden at han jo egentlig delte hende med børnene, men det kunne også godt gå an, for han ønskede trods alt at hun skulle være mor for børnene, specielt nu hvor de var blevet ham skænket i hendes bevis på at hun elskede ham – en tanke han helst ikke måtte glemme. Han var ikke så meget bange for at folk omkring i huset skulle snakke – skønt han helst ville have at det skulle undgås – det var mere folk udenfor palæet, andre, for nåede rygterne først folket i Valvor Pairó, så gik snakken og det var det som han var mest bange for, for alle kendte dem jo trods alt! Og han ville bestemt ikke have at nogen skulle tro at hans hustru var en vildbasse der hverken kunne passe på sig selv eller opføre sig ordentligt!
At komme indenfor og ind på værelset, var noget som gjorde godt, og ikke mindst ville det gøre godt med lidt søvn! At hun tog plads på sengen, lagde han ikke mærke til, selvom han regnede med at hun gjorde som han sagde, hvor han selv gik ud på badeværelset. Hans blik faldt på spejlet der var knust og havde efterladt et spor af hans næve. Hans egen næve var stadig blodig og meget øm, specielt nu hvor han igen kunne slappe af. Han åbnede det ene lille skab i hovedhøjde, hvor han fandt førstehjælpskassen frem, inden han greb om en klud som han gjorde våd, kun for at gå ind til hende igen. Sengen var fyldt med de fjer, fra den pude som han havde ødelagt, selvom det egentlig også var det eneste som var ødelagt. Han gik roligt hen til sengen, hvor han satte sig. Han trak på smilebåndet, som han tydeligt kunne se at hun var træt. Han lagde sig roligt ind til hende, hvor han satte kassen mellem dem, inden han dyppede hendes ansigt med den våde og kolde klud. ”Du bør nu alligevel passe mere på dig selv, Jac..” svarede han stille og med en mindre bekymret tone, hvor han prøvede at skjule den anklagende tone, for han gad virkelig ikke skændes igen! Han førte kluden over hendes hals, inden han lagde den fra sig på sengen igen, inden han tog noget vat op fra kassen, og dyppede noget sprit fra en lille flaske på vattet, inden han også gav hendes ansigt en tur med det. ”Det kan godt svie,” advarede han hende, selvom han ikke rigtig gav hende tid til at tænke over det, før han havde sat vattet mod hendes forslåede ansigt.

[Deleted]

Den farlige del af stormen var drevet over, hvilket var noget som Jacqueline virkelig måtte være glad for, for det var hun i den grad! Tanken om at hun skulle miste ham, var slet ikke en som hun kunne bære, og tanken om, at hun faktisk havde været så tæt på det, var noget som hun direkte måtte finde skræmmende, for hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre! Nu stod de i hinandens favn, de havde igen hinanden og der var ingen som havde mistet noget, selvom alt det som han havde fortalt hende selvfølgelig ville hænge ved, men ikke så tydeligt, at det ville påvirke hende sådan direkte i løbet af en dag på den måde, for det ville det ikke. Hun levede hellere i den opfattelse af, at det hele nok skulle gå, hvis det var noget som de begge ønskede så brændende. Hun havde søgt efter ham i et sidste og direkte desperat forsøg, og det var tydeligt for hende, at det faktisk også havde hjulpet, hvilket var noget som hun virkelig måtte være utrolig glad for, for det var hun i allerhøjeste grad! Hun trak vejret dybt og lagde hovedet let ind til ham. Det var ikke fordi at hun ønskede at skændes med ham, for det var virkelig ikke hendes hensigt på nogen måde. For hendes del, så ville hun bare glemme, at det nogensinde var sket, også selvom det virkelig måtte være. ”Nu ved jeg da hvor ungerne har deres usædvanlige sans for humor fra,” endte hun med et svagt grin, for hun fandt det faktisk ganske morsomt. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule for ham, for det behøvede skam heller ikke at være nogen direkte dum ting, for det var slet ikke sådan at hun så på det, på nogen måde! At han ikke ønskede at folk skulle snakke, var nu en tankegang som hun godt kunne forstå ham på, for alle kendte dem jo trods alt! Om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var en løgn. Deres familie var jo den som styrede det hele, så det at det var sådan at det måtte være, var nu heller ikke en forundring i hendes øjne. At komme op på værelset og lidt væk fra det hele, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod, også selvom hun kunne se, at Giovanni virkelig havde været godt vred. Et sted så var det noget som efterlod hende med en kraftig følelse af skyld, for det havde jo været på grund af hende. Fjer over det hele i sengen og hun vidste ikke hvad! Hun valgte nu alligevel at lægge sig ned, også selvom hun halvt om halvt måtte vågne, som han lagde sig ved siden af hende og begyndte at vaske hende i ansigtet. Hun nikkede stille til hans ord. ”Det skete inden jeg overhovedet formåede at opfange hvad der skete. Men.. jo, jeg skal nok passe bedre på næste gang,” lovede hun med en oprigtig stemme. Hun ønskede virkelig at det ægteskab skulle fungere, og det krævede selvfølgelig fra begge parter, og det var noget som hun gjorde selv med glæde! Hvis det betød at hun fik ham hjemme, så var det mere end glædeligt sved på panden! Det andet var dog noget som kraftigt måtte svide i hendes ansigt, hvor hun næsten automatisk måtte trække hovedet til sig, for det gjorde faktisk ondt. ”Det gør ondt..” endte hun med en dæmpet stemme- Næsten som hun forventede at han ville stoppe ved hendes ord, selvom hun vidste at han var typen som gjorde sig færdig.

[giovanni]

At de igen kunne slappe af og faktisk more sig med hinanden, var noget som glædede Giovanni, skønt han ikke havde tænkt sig at begynde at lave jokes om alt muligt, for det var han faktisk ikke i humør til, men.. han kunne tydeligt mærke hvor let han havde ved at falde til ro sammen med hende, hvor let hun fik ham til at smide hæmningerne og faktisk være sig selv. Det var faktisk rart at tænke på, selvom det skræmte ham, at han havde været tæt på at kaste det hele fra sig, for det ville da først og fremmest få hans verden til at bryde sammen! Han vidste ærligt talt ikke hvad han skulle gøre uden hende, hvis han ikke var der, så var hun til at udfylde hans plads, som det også var omvendt, de mindede ufattelig meget om hinanden, selvom hun jo også var blevet opdraget af ham og hans forældre, blev lært ind i skikkene, levet under deres stramme og dog ædle regler og normer og ikke mindst fået kanterne slebet, så hun var i stand til at stråle som en sand Salvorique. Han ville ikke have nogen anden kvinde ved sin side, for.. hun ville jo ikke være en Salvorique, hun ville ikke være Jacqueline. Han trak morende på smilebåndet og kunne ikke holde et let grin tilbage. ”Selvfølgelig.. de har arvet alt godt fra far af,” svarede han stolt – og dog med en drillende undertone, for de havde bestemt også mange træk fra deres mor! Men han elskede dem af hele sit hjerte og han havde virkelig nydt dagen sammen med dem! Og han ville jo faktisk gerne have flere dage sammen med dem, så længe de ikke tog livet af ham, for de havde virkelig en kondition han ikke selv havde! Han var jo desværre ved at komme op i alderen, om han så var meget for det eller ej.
Fjerene tog Giovanni sig ikke af, da han blot lagde sig på sengen som om intet var sket, selvom han inderst inde ikke kunne smide tankerne fra sig, for skænderiet hvilede stadig i hans sind, alle de ord der var blevet sagt, både fra hans og hendes side, han var ked af at han havde såret hende, som han var ked af at det også var gengældt, men han tilgav hende som han plejede, for andet kunne han da ikke! Han kunne godt se at hun var ved at være træt, hvilket han sådan set også selv var, og han kunne tydeligt mærke det, nu hvor han var inde i varmen igen, for det gjorde ham virkelig døsig! At hun trak hovedet til sig og sagde at det gjorde ondt, da han valgte at stryge hendes ansigt med vattet, fik ham til at holde igen, hvor han betragtede hende ganske let. ”Det ved jeg.. men det skal gøres,” svarede han sigende, hvor det vel var tydeligt at det ikke stod til diskussion? Han var nød til at tilse det, så han var sikker på at der ikke var noget værre sket end det så ud. Han ført roligt hånden hen til hendes ansigt igen og begyndte igen og at stryge hende over ansigtet med vattet, og videre over halsen. Da han blev færdig, lagde han vattet ned i førstehjælpskassen igen. Han betragtede sig af hendes hals, hvor han lagde en hånd mod den og strøg den ganske let. ”Jeg tror vi er nød til at køle din hals ned, i tilfælde af at du ikke skal blive kvalt,” svarede han eftertænksomt og dog roligt, for han var nu ikke bekymret som sådan, men han kunne godt se at den var hævet, og hvis det blev værre kunne det jo godt være at hun faktisk ville få svært ved at trække været. Han tog om kassen, inden han roligt rejse sig igen og gik ud på badeværelset og lagde den. Han gik dog ikke tilbage til sengen. ”Jeg går ned i køkkenet og finder noget is til halsen,” svarede han roligt, ”jeg kommer snart igen.” Han sendte hende et beroligende smil, så hun ikke skulle tro at han ville stikke af, inden han forlod værelset.

[Deleted]

Jacqueline mente ikke at lave sjov med det hele, for det var hun selv slet ikke i humør til. Lige nu var det egentlig bare det faktum, at de kunne få lettet stemningen bare lidt, som var nødvendigt, for det var noget som måtte gøre det hele bare en anelse nemmere. Det skænderi havde klart været et af de værre et af slagsen, og tanken kunne nu stadig skræmme hende, for de havde aldrig været så langt ude, at de begge havde lagt ringen fra sig. Nu kunne hun bestemt heller ikke fortryde, at hun havde valgt at søge efter ham, for hun ønskede for alt i verden ikke at miste ham! Det var bestemt ikke fordi at den form for luksus direkte var noget som betød det vilde for hende, for det gjorde det ikke. Så længe at han var der, så var hun ganske tilfreds med det hele! Hun vendte blikket ganske stilfærdigt mod ham. ”Som de også har arvet det bedste fra deres mor.. Ikke sandt?” Hun betragtede ham med en ganske stilfærdig mine, også selvom smilet slet ikke var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket, for det var jo trods alt ikke engang en løgn. Hun sendte ham en ganske rolig mine, for det var slet ikke noget som hun kunne skjule for ham. Hun var endnu en gang faldet helt til ro, hvilket selvfølgelig var noget som hun klart måtte nyde forbandet godt af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket.
At Giovanni ønskede at vaske hende ren, havde Jacqueline bestemt heller ikke noget imod, selvom hun dog ikke havde regnet med, at det var noget som skulle gøre så.. ondt? Hun var normalt ikke pibet af sig, men hun var nu heller ikke decideret kommet så meget til skade, som hun var for nu, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hendes del. Selvom de mange ord stadig var noget som ville komme til at hjemsøge hende det næste lange stykke tid, så var hun sikker på at det nok skulle gå. Det gjorde det jo trods alt også altid, hvilket selvfølgelig var en tanke som faktisk måtte gøre hende glad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun nikkede med et stille blik. ”Det.. det ved jeg godt, men.. det gør stadig ondt..” beklagede hun sig. At han gjorde sig færdig, var noget som hun bare bed i sig. Umiddelbart, så havde hun slet ikke lagt mærke til at han selv var kommet til skade, for hun havde været alt for oprevet til at hun havde været i stand til at lægge mærke til det, og det alene, var heller ikke en tanke som gjorde det meget bedre for hendes vedkommende. Hun sukkede dæmpet, som hun næsten endte med at glide hen i en halvvejs søvn igen. Halsen var hævet og den var irriteret. Hun vendte blikket endnu en gang mod ham og med et træt smil. ”Udmærket.. Jeg.. jeg bliver bare liggende her så..” sagde hun med en ganske dæmpet stemme. Hun endte med at sætte sig op, hvor hun fik skubbet fjerene ned på gulvet. Ingen tvivl om, at der var en her som skulle have en ny pude, men.. hun plejede normalt at bruge ham eller hans når han ikke var hjemme, eller når han nu endelig var, for den sags skyld. Hun sukkede dæmpet og trak sig under dynen, idet hun lod hånden glide over den irriterede hals. At hun lod det gå så vidt, var slet ikke en ting som hun kunne forstå og selvfølgelig var selv det noget osm hun var træt af!

[giovanni]

Det var uden tvivl en lettelse at skænderiet var ovre, at de igen kunne slappe af og ikke mindst at de faktisk blev sammen, for Giovanni ville ikke kunne undvære eller leve uden Jacqueline! Han vidste ikke hvordan han skulle klare sig uden hende, for selvom han måske ikke var meget hjemme, og hun ikke direkte var en del af hans arbejde, så hjalp hun ham jo alligevel. Hun passede børnene og ikke mindst huset, når han ikke selv var hjemme, desuden så var dette også hendes hjem, hvilket det havde været lige siden at hans familie havde taget hende til sig, og han havde ikke lyst til at smide hende for porten og tage hendes hjem fra hende, for her havde hun boet igennem flere utallige menneskeliv! Desuden så ønskede han heller ikke at tage børnene fra hende, men det var nu ikke kun derfor at han lod hende blive: på grund af dårlig samvittighed, det var fordi han elskede hende og ikke ønskede at miste hende, for han vidste ikke hvad han skulle gøre uden hende! Blikket vendte han roligt mod hende, hvor han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. Han nikkede roligt, inden han lænede sig frem og skænkede hendes pande et blidt kys. ”Som de også har arvet alt godt fra deres mor,” medgav han roligt, hvor smilet forblev mildt og næsten.. varmt. Det var kun Jacqueline og de to små der fik lov til at se den side af ham, selvom det også kun var rart at kunne åbne op for nogen uden at man skulle blive hånet for det, at kunne smide hæmningerne og bare slappe af, selvom børnene virkelig formåede at køre ham træt!
Nu hvor de begge var faldet til ro, så kunne Giovanni også godt vise lidt bekymring og omsorg for hende, for.. det havde hun vel også brug for? Han trak på smilebåndet da hun valgte at beklage sig, inden han vendte de isblå øjne lettere sigende mod hende. ”Jeg troede ikke du var typen som beklagede dig,” påpegede han morende, som han gjorde sig færdig. At hende hals bar et slemt brandmærke, var noget som faktisk måtte bekymre ham en anelse, for han ville ikke have at der skulle ske noget med hende! Han nikkede ganske let til hendes ord, hvor han sendte hende et muntert smil, inden han forlod værelset og lukkede døren roligt bag sig. Han gik endnu engang ned langs gangen, hvilket han efterhånden havde gjort utallige gange denne aften. Han gik ned ad den store trappe igen, hvor han ende nede i forhallen, inden han smuttede til højre og ind i én af de andre rum. Han åbnede en dør, der blev ført ned med en masse trapper, hvor han roligt tændte lyset i gangen, ved at hive en snor. Han gik roligt ned ad trapperne og kom ned i en gammel gang, hvor der ikke var nær så prægtigt som ovenpå. Der var en masse forskellige døre på hver side af gangen; der sov tjenestefolkene. Han gik helt ned i enden, hvor der var en større dør, som førte ind til køkkenet. Han gik roligt indenfor. Der var helt øde, foruden der stadig lå gløder i den gamle brændeovn. Han fandt en pose frem, inden han fik skovlet en masse isterninger op i den, kun for at forlade køkkenet igen og smutte ovenpå. Han åbnede roligt døren ind til soveværelset, hvor han lukkede den bag sig, kun for at smutte hen til sengen. Han kunne se at hun havde fejet fjerne på gulvet. Han satte sig på sengekanten. ”Jacqueline?” spurgte han roligt, inden han trak dynen til side, for at lægge isposen mod hendes hals. Hans blik faldt let på sengen, hvor han så at ringene var væk. Han endte med at rejse sig i et mindre chok, idet en panik slog ind over ham. ”Hvor er ringene?!” spurgte han næsten skrækslagen, de ringe måtte ikke være væk! Han endte med at smutte over på den anden side, hvor han faldt på knæ og næsten begyndte at feje fjerene til side, som han begyndte at lede på gulvet.

[Deleted]

Nu havde de begge to lov til at rase af, de havde begge fået lov til at komme af med de alt for mange frustrationer, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes del, for det gjorde hende faktisk rolig. Jacqueline kunne dog ærligt sige, at hun var langt mere glad for det, som det måtte være i denne situation, hvor de faktisk kunne snakke mere roligt, og uden at børnene eller noget andet, skulle være bange for at der var noget galt, for.. selvfølgelig var der noget galt! Det mest perfekte forhold var præget af problemer, og nu hvor de havde været sammen igennem så mange år, så kunne det vel heller ikke komme bag på nogen, at det faktisk godt kunne blive lidt problematisk at holde det hele ved lige? Selvom hun var mere end villig til at gøre et forsøg, kun fordi at det måtte være ham som sad der? Og var der og med ham i sit hjerte? Selvfølgelig ville hun da det! At han gav hende ret, var noget som kun måtte få hende til at smile ganske let, for det var også noget som hun havde brug for at høre, for ikke at glemme, at hun havde brug for hans omsorg og det at vide, at hun faktisk var god nok, for hun vidste godt, at hun var ved at være gammel, hun var godt på vej op i alderen og der var jo så meget andet derude, så det var jo en frygt som hun gik med dagligt når de ikke var sammen! ”Så kunne jeg ikke være mere tilfreds,” endte hun med en dæmpet, dog betydeligt roligere tone, end det var for bare nogle minutter siden.
At Giovanni rensede hendes ansigt, gjorde faktisk ondt og mere end det som hun lige havde regnet med, men det var ikke noget som hun direkte kunne gøre noget ved lige nu. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme rolige mine. ”Ikke nødvendigvis.. Men nu er der ingen børn til at kigge,” påpegede hun med et stille smil. At han viste hende den form for omsorg, var noget som hun godt kunne lide, også fordi at det bekræftede for hende, at han faktisk måtte elske hende, men det var nu bare sådan at det måtte være. At han gik hele vejen ned i køkkenet for at finde noget is til hendes hals, havde hun nu heller ikke noget imod, selvom frygten for at han ikke ville komme op igen, var noget som stadig hvilede i hende, udelukkende fordi at de havde været så utrolig tæt på at skulle ødelægge det hele, så var det jo bare sådan at det måtte være alligevel. Hun lagde sig stille ned i sengen efter at have fjernet fjerene og taget ringene i sin egen hånd. Hun tog den dog ikke på endnu. Et sted så var hun jo traditionel – han skulle vise sin kærlighed for hende, selv ved at give hende ringen på. Hun lod ham gerne komme op igen. Selv gjorde det en anelse ondt at trække vejret, men også fordi at huden var så voldsomt irriteret, kun på grund af den varme som hun var udsat for, for det havde virkelig gjort ondt! At han kom op igen og hen til sengen, var hende en lettelse, selvom det ikke var noget som hun udviste direkte, for hun stolede på ham og det var det som hun ønskede at vise ham! Hun blottede halsen, så han kunne lægge posen på, selvom det hurtigt blev direkte koldt! Hun bed sig let i læben. ”Ja?” svarede hun, som hun vendte blikket mod ham. At han endte direkte panisk, efterlod hende med en frygt for, at hun nu havde gjort noget forkert. Hun lagde hånden mod posen og satte sig op, idet han begyndte at rode fjerene igennem. Hun endte ud i et mindre grin. ”Giovanni.. Tror du jeg kunne finde på at smide dem væk? Jeg har dem her.. i min hånd.” Hun rakte hånden stille ud mod ham, så han kunne se dem. Hun passede selvfølgelig godt på dem!

[giovanni]

Det var kun Giovanni en glæde at han endelig kunne slappe af og tilmed få Jacqueline med hjem, for han ønskede ikke at miste hende. Hun var hans et og alt, den som han ønskede at leve resten af sit liv med. Han var glad for at hun var fulgt efter ham, for det havde da også bevist for ham at hun ønskede at kæmpe for deres ægteskab, præcis som han ønskede, han håbede bare ikke at børnene havde hørt dem, for de skulle nødig tro at noget var galt, skønt alt var i skønneste orden igen – så godt som det nu kunne blive. Han havde dog tænkt sig at kæmpe lidt hårdere fremover, nu hvor hun havde gjort det klart at hun savede ham hjemme, desuden så ønskede han jo også at være hjemme hos hende, han savnede jo selv alle de gode stunder som de havde sammen, og måske det også ville være godt for deres ægteskab? Han trak på smilebåndet til hendes ord. ”Det kan være vi skal have flere små perfekte børn?” spurgte han morende, som han blinkede let til hende. Han så lettere eftertænksomt ud i luften. ”Tænk engang.. vi kunne skabe en hel hær af små rollinger,” tilføjede han morende, hvor han ikke kunne holde et let grin tilbage. Han måtte erkende at efter sin dag med de to små, at han næsten ikke ønskede flere børn, for de endte da med at tage livet af ham! De havde en kondition han slet ikke selv kunne hamle op med! Han var jo ikke selv ung længere, det var mange år siden at han direkte havde kastet sig i krig med nogen, nu om stunder brugte han kun sin psyke, hvis han endelig skulle ende i kamp, for det havde jo altid virket. Han trak på smilebåndet til hendes ord. ”Jeg troede ikke at jeg havde opdraget en hykler,” svarede han sigende, inden han lænede sig mod hende og skænkede hendes kind et blidt kys, hvor et morende smil gled over hans læber. Hun plejede normalt aldrig at beklage sig, heller ikke når de kun var de to, ikke fordi han ville sige noget til det, for han ville jo faktisk gerne bekymre sig lidt om hende og vise hende omsorg.
Det tog ikke Giovanni lang tid at komme tilbage til værelset, hvor hans blik faldt på hendes puttede skikkelse under dynen, noget som morede ham, selvom han næsten var bange for at hun allerede var faldet i søvn. Han selv var også godt udkørt og træt, ikke kun på grund af skænderiet men også fordi ungerne havde kørt ham træt. At hun så ikke sov, fik ham til at smile ganske let, hvor han blot lagde den kolde ispose mod hendes hals. ”Godt.. du sover ikke,” endte han roligt. Det som dog slog ham ud og gjorde ham direkte panikslagen, var at hans blik faldt på sengen, hvor han havde smidt ringene, men som nu var væk. Hans vielsesring var hans kæreste eje af alle de ting han ejede! Han endte på gulvet hvor han så under sengen, da han næsten var bange for at han havde gjort dem væk ved at smide med dem. At hun grinte fik ham til at vende blikket irriteret mod hende, for det var bestemt ikke sjovt! Hun anede slet ikke hvor meget den ring betød for ham! Hendes ord, fik ham dog til at ånde lettet op, hvor han igen følte hvordan hans hjerte faldt til ro i hans bryst. Han rejste sig roligt. ”Åh gudskelov! Jeg frygtede for et sekund at jeg havde gjort dem væk,” svarede han stilfærdigt, som han gik hen til den anden side af sengen igen, hvor hun lå. Han faldt på knæ igen og lænede sig ind mod hende, han tog roligt begge ringe fra hendes hånd, som hun holdt ude, inden han studerede dem ganske let. Hendes havde fået en skramme, fra da hun selv havde kastet den i gulvet, hvilket virkelig havde gjort ondt. Han vendte blikket mod hende, hvor han roligt tog omkring hendes hånd. ”Kom her.. sæt dig,” opfordrede han roligt, som han selv rykkede sig en anelse tilbage, så han stadig sad på begge sine knæ.

[Deleted]

Jacqueline var endnu en gang fuldkommen rolig, og det var noget som selvfølgelig var rart! Det var virkelig, virkelig rart! Hun trak vejret dybt og blev stående tæt ved hans krop, også fordi at hun havde brug for at være sammen med ham. Hun ønskede at kæmpe for deres forhold og for deres ægteskab, kun for at få det så meget mod det som det havde været, for det var noget af det som hun helt klart måtte savne mest, så det var heller ikke noget som sagde så lidt! Han var den eneste mand som hun kunne se for sig livet sammen med. Måske at det også var fordi at han var den eneste som hun havde været sammen med, men det var virkelig bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende! Hans ord var noget som fangede hendes interesse. Flere børn? Var det ikke nok med den flok som de havde? Et smil bredte sig på hendes læber. Selvom hun måske kunne følge lidt mere med børnene end det som han kunne, men det var virkelig underordnet, hvis han var så.. fraværende som han var, selvom hun klart håbede at han ville være mere hjemme i fremtiden, så de faktisk kunne gøre noget ved det. ”Det lyder virkelig til at du er ung og livlig, min kære..” endte hun direkte morende. Hun nød faktisk, at det var hende som skulle og kunne kalde ham ved den titel, for det var noget som hun i den grad godt kunne lide! Hun vendte blikket sigende mod ham og med den samme ganske stilfærdige mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke engang. Hun lagde den ene hånd roligt mod hans bryst som hun strøg ganske let – ikke fordi at hun ville skjule det for ham, for han var manden i hendes liv og hun ønskede i den grad også at vise ham det. ”Jeg er heller ikke nogen hykler! Jeg er.. bare træt..” undskyldte hun sig, selvom hun vidste, at det ikke var en undskyldning som hun kunne bruge til noget som helst.
At Giovanni var kommet op og lagde isposen mod hendes hals, var noget som faktisk var utrolig koldt! Hun gispede let, hvor hun vendte blikket mod ham og med det samme stille smil på læben, for løgn var det jo ikke. hun var dog tæt på at sove, selvom det ikke var noget som hun gjorde endnu. Det var svært for hende, specielt når hun faktisk vidste at han var hjemme, og det var en favn som hun kunne få lov til at ligge og sove i. ”Ikke før du ligger ved siden af mig,” sagde hun med en rolig og ganske sigende mine, for løgn var det jo ikke engang. At han blev så panisk over at ringene ikke måtte ligge i sengen, var noget som virkelig måtte more hende! Hun satte sig roligt op og med den ene hånd hvilende mod posen med is, idet hun rakte ringene mod ham. Hun sendte ham et stille smil. ”Overhovedet ikke, Giovanni. Jeg fandt dem begge i madrassen og ville passe på dem,” fortalte hun ganske sigende og med det rolige smil på læben, som hun lod ham tage dem. Hun blev siddende, idet han tog omkring hendes hånd, for det var noget som hun rigtig godt kunne lide. Hun trak sig hen til kanten, hvor hun satte sig og med blikket mod ham. Han måtte mere end glædeligt sætte ringen tilbage på hendes finger igen, for det var der den skulle være, selvom.. hun vel var bange for at hun havde formået at ødelægge den? ”Den er vel ikke ødelagt?” spurgte hun med en dæmpet stemme.

[giovanni]

Christiano og Sophia var børn som Jacqueline havde skænket Giovanni i sit bevis på at hun elskede ham. De to små havde fået en helt anden opvækst end de resterende tre, hvilket man også tydeligt kunne mærke på deres opførelse. Han havde været langt hårdere ved de tre ældste, selvom han ikke havde været nær så meget hjemme ved de to små, som det han havde været ved de tre andre, for dem havde han jo selv formet med sine egne næver, de to små havde Jacqueline mere taget sig af. Han ville dog gerne være en del af deres opvækst, inden det var ovre, for på et tidspunkt ville de jo blive selvstændige som deres ældre søskende, og så ville de jo nok ikke være sammen med deres gamle far længere, en tanke som faktisk gjorde ondt, for han savnede selv at være sammen med de tre store, han kunne tydeligt huske da de også havde været små, hundset rundt, hvordan han havde trænet dem og taget sig af dem, men det var ikke ligefrem fordi han kunne prale af at være den største del af deres liv længere, for han så jo faktisk sjældent til de ældre, foruden Alejandro, for knægten skulle trods alt tage over, og snart ville han også oplære ham i det større arbejde. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord. ”Ung og livlig? Det har jeg nok været en gang, men det tror jeg ikke ligefrem jeg kan prale af længere,” svarede han sandfærdigt, som han trak skævt på den ene mundvig. Han vendte blikket mod hans bryst, da hun valgte at stryge ham med sin hånd, inden han så på hende igen og sendte hende et varmt smil. Hendes undskyldende ord fik ham til at grine let. ”Udmærket.. hvis du siger det,” endte han morende, som han skænkede hende et blidt kys. Det var bestemt ikke noget som han gad diskutere med hende, eller blive uvenner over det var helt sikkert! Desuden så havde hun jo aldrig været en hykler! Hun havde altid stået stærkt og hun havde altid kunnet klare modstand og lidt prygl – hvilket han kunne se på den måde hun var kommet hjem, for det var ikke de mest alvorlige skader hun havde fået.
At det var koldt for hende at lægge isposen på halsen, forundrede ikke Giovanni, selvom han ikke tillod at hun fjernede den, for han var bange for at brandsåret alligevel kunne være alvorligt, specielt fordi det var på halsen, og han var bange for at hun ikke ville kunne trække vejret hvis det svulmede mere op. Han trak mildt på smilebåndet til hendes ord, for det glædede ham kun at høre. ”Godt..” svarede han sandfærdigt, som han strøg hende ganske blidt over kinden. Han elskede hende virkelig højere end noget andet og han ville skam nyde at kunne sove ved siden af hende denne aften! At ringene ikke var væk, var noget som virkelig måtte lette ham, for ellers havde han ikke tilgivet sig selv! Den ring, som hun selv personligt havde sat på hans finger, var noget som han faktisk holdt utrolig kært! Han trak lettende på smilebåndet, hvor han næsten knugede om ringene, da han tog dem. ”Godt..” hviskede han lettet, som han vendte blikket mod dem. Han slap roligt hendes hånd, da hun havde valgt at sætte sig ved sengekanten. Han smilede muntert, da hun spurgte om hendes ring var ødelagt. Han rystede på hovedet. ”Nej.. den klarer sig.. præcis som vores ægteskab,” svarede han sandfærdigt, som han igen tog omkring hendes ene hånd og trykkede blidt omkring den, hvor han sad knælende foran hende. Han vendte roligt blikket mod hende. ”Jacqueline Gerardiaq Salvorique.. jeg lover dig at jeg vil kæmpe for vores ægteskab til døden os skiller, jeg lover at jeg vil prøve at skille mig af med den dårlige vane og komme mere hjem, for jeg ønsker at være mere sammen med dig og børnene. Jeg elsker dig af hele mit hjerte kæreste,” svarede han sandfærdigt, som han satte ringen på hendes finger – næsten som han friede til hende igen. Han vendte blikket mod hende igen, inden han løftede sig en anelse for at trykke sine læber imod hendes i et lidenskabeligt og dybt kys.

[Deleted]

De to små, havde fået en helt anden opvækst i deres liv, end det som de tre ældste havde fået. Muligvis fordi at de var et tegn på hendes kærlighed til ham, og det var sådan at det altid havde været for hendes del. Det var hendes opgave at fostre på dem, selvom hun selvfølgelig ville ønske, at det var noget som han også kunne blive en del af, for det var noget som selvfølgelig ville gøre det hele langt mere behageligt for hendes vedkommende. Det var hårdt at fostre på dem alene, også fordi at de hele tiden skulle spørge ind til hvor far var henne, hvor hun gang på gang, måtte svare det samme med det samme svar; At han var på arbejde. Lige nu var det ikke det som hun tænkte over, for nu var han hjemme og han havde haft børnene, hvor det var tydeligt, at de havde nydt at far havde været hjemme! Hun smilede et ganske let smil. ”Vi er ikke helt unge mere.. Men ud fra din alder, min kære.. Så holder du dig fantastisk godt,” påpegede hun med en sigende mine, hvor hun slet ikke kunne lade være med at smile, for det var faktisk ord som hun mente! Han holdt sig utrolig godt ud fra hans alder, og det samme gjorde hun vel også? Livet i luksus gjorde jo automatisk, at hun kun havde børnene t tænke på, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit, også for hendes vedkommende, i det store og hele. En hykler var hun bestemt ikke, for hun havde altid været stærk! Altid været en som skulle smile, uanset hvor ondt tingene måtte gøre, men det var bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Nu var det ikke noget som hun tænkte på, for hun havde ham og hun kunne endnu en gang være helt rolig, og hun nød bestemt også af tanken! ”Alle hykler når de bliver trætte..” endte hun med en morende stemme.
Det var direkte iskoldt at få lagt den pose med is på halsen, også selvom hun vidste at Giovanni ikke tillod hende at fjerne den, så hun gjorde vel klogt i at lade den ligge. Jacqueline kunne dog godt lide, at Giovanni var sådan over hende og passet på hende, for det var sådan noget som hun rigtig godt kunne lide, om det var noget som man ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun blev siddende og med det samme stille smil på læben. Han behøvede skam ikke at være bekymret for at ringene var væk, for det var der bestemt ikke. Hun satte dem som det mest værdifulde som hun havde med sig, så var det klart de ringe! Hans ord var noget som fik smilet til at brede sig på hendes læber. ”Godt.. så ved jeg, at den kan klare absolut hvad som helst,” sagde hun med en dæmpet stemme. Tanken var faktisk noget som gjorde hende glad, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn. Hans ord var noget som hun lyttede meget til, hvor det tydeligt måtte bringe hende en varme uden lige. Smilet bredte sig på hendes læber, som han lod ringen glide på hendes finger igen – næsten som det havde været endnu et frieri, og tanken nød hun af! Mere end glædeligt måtte hun møde hans læber, næsten med en klar længsel! Hun slap posen med is, kun for at lægge arme omkring hans nakke, for at få ham helt tæt på! ”Vi skal nok finde ud af det, Giovanni. Jeg ønsker ikke at miste dig. Du er manden i mit liv..” Hun sendte ham et stille smil, som hun tog ringen roligt fra ham og tog omkring hans hånd og lod ringen glide på. ”Jeg ønsker at det skal fungere.. mellem dig og mig.” Hendes stemme var præget af en voldsom beslutsomhed.

[giovanni]

Giovanni kunne ikke ligefrem prale af at være ung længere, selvom det naturligvis måtte ærgre ham, desværre så blev man kun ældre og ældre jo mere tiden gik og han havde levet et langt og, for det meste, lykkeligt liv sammen med sin eneste ene. Nok de havde mødt en masse modgang igennem deres ægteskab, men det ændrede ikke på det faktum at han elskede hende og at han stadig ønskede at leve sammen med hende resten af sine dage. De to små ville jo nok ikke kunne forstå sig på en skilsmisse, hvis det endelig skulle komme så vidt, selvom han håbede på at det aldrig ville komme så vidt, for han elskede virkelig Jacqueline og der havde aldrig været nogen anden kvinde der havde faldet ham i smag, for hver gang han havde set en smuk kvinde og der tilmed havde været rig, så havde han altid tænkt på Jacqueline og hvor fantastisk den kvinde han havde, var. Der havde jo aldrig været den kvinde som havde kunnet overgå Jacqueline, og han havde altid nydt at vise hende frem, selvom det var faldet en anelse af, efter hun havde været ham utro, for et sted havde han vel bildt sig selv ind at folk skulle regne ud at hans hustru havde svigtet ham og at familierygtet ville blive ødelagt, skønt det vel var tosset? Han ønskede dog at det skulle fungere og han ville virkelig kæmpe for det! Han trak skævt på smilebåndet til hendes ord. ”Du smigrer min kære,” svarede han stilfærdigt, uden at smilet falmede det mindste. ”Jeg er bare heldig at min hustrus udseende heller ikke fejler noget,” svarede han morende, skønt han dog mente sine ord, for hun holdt sig virkelig bedre end nogen anden! Hun havde altid været smuk og var det bestemt stadig! Han slap en kort og munter latter til hendes ord. ”Jeg er træt og jeg hykler da ikke,” svarede han drillende, hvor han blinkede morende til hende, uden at smilet falmede det mindste. At komme indenfor og ind i varmen var noget som også havde gjort ham træt, og han ville bestemt nyde at sove sammen med Jacqueline denne nat, ligge og holde om hende, holde hende varm og tryg, som han altid plejede at gøre. At ringene var uskadte og hun havde haft dem på sig hele tiden, var noget som lettede ham, desuden så viste det ham jo også at hun holdt af deres ægteskab, for ellers havde hun vel været ligeglad med ringene? Smilet bredte sig på hans læber, da hun udtalte sine ord. ”Selvfølgelig kan den klare hvad som helst,” svarede han stilfærdigt, som han strøg hende blidt over håndryggen med sin tommel. At hun lyttede til hans ord var noget som betød meget for ham, for han ville gerne have at hun hørte til det som han havde at sige. At hun besvarede hans kys og lagde armene omkring hans nakke, var noget som fik ham til at smile i kysset, inden han valgte at vende de isblå øjne mod hende, som hun brød det, dog uden at smilet falmede det mindste, for det var virkelig umuligt! ”Som du er kvinden i mit,” gengældte han i en dæmpet og dog sandfærdig og varm tone. Hendes ord og beslutsomhed, var noget som fik smilet til at brede sig, hvor han mere end glædeligt lod hende tage hans ring og sætte den på hans finger, præcis som under deres bryllup, skønt at omstændighederne havde været anderledes dengang i forhold til nu. ”Jeg vil ikke svigte dig Jacqueline,” lovede han hende med selv en beslutsomhed i stemmen. Han rejste sig roligt og gjorde tegn til at hun skulle lægge sig ind på sengen igen, kun for at følge efter, hvor han tog om isposen og lagde den mod hendes hals igen. ”Men du må hellere få noget søvn min kære,” hviskede han blidt, som han kyssede hende på siden af hovedet.

[Deleted]

Ingen af dem var særlige unge længere, men af den grund, så var det slet ikke noget som betød noget for Jacqueline. Så længe at hun havde Giovanni som en del af hendes liv, så var det virkelig lige meget hvor de måtte være, hvad de måtte have, bare de havde hinanden, for hun kunne virkelig ikke undvære ham! Måske at det hele havde været arrangeret, så var det ikke noget som gjorde hende det mindste – ikke den dag i dag, for hun holdt virkelig forbandet meget af ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket sigende mod ham. Han var en umådelig flot mand på trods af hans alder, selvom det nu bare var sådan at det var. Hun følte sig virkelig heldig – at det var hende som var valgt ud for at være hans hustru, for det var noget som hun virkelig var utrolig stolt af! Specielt den dag i dag, for hun havde virkelig en god mand, og hun vidste det i den grad godt. Hun betragtede ham med en ganske sigende mine. ”Ville jeg sige det, hvis jeg ikke mente det?” spurgte hun ganske roligt, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun lod hovedet søge let på sned. Hun elskede ham, hun ærede ham og hun ønskede selvfølgelig det samme i gengæld. Hans ord var noget som kun fik hende til at smile, for hun vidste at der var sandhed i det. Han nød godt af hendes udseende, men hun gjorde så også meget for at holde det ved lige, selvom det ikke altid var lige nemt, men hun forsøgte da om ikke andet. ”Så længe, at du kan lide hvad du ser, så er jeg tilfreds,” sagde hun med en glædelig stemme, for hvem ville da ikke have at ens mand kunne lide deres udseende? Hun selv gik jo faktisk meget op i det! Hun himlede dog med en drillende mine, idet hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Du er jo også en mand!” beklagede hun sig, og med den samme morende mine, for løgn var det jo ikke engang. De var måske lidt mere hårdføre end det som kvinder var, men hun var bestemt heller ikke i den lette ende! Nu hvor de var ved at finde ud af det, så var det noget som gjorde det hele langt nemmere for hende end det som det havde været fra før af. Han var overbevist om hendes beslutsomhed, og så var det bestemt heller ikke hende som skulle klage, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i den anden ende. Ringen kunne klare et kraftigt fald mod gulvet, og nu havde han fanget hende inden hun ramte det, så hun var overbevist om, at de nok skulle finde ud af det i den anden ende. Hun nikkede beslutsomt til hans ord. ”Det kan den,” medstemte hun roligt, som hun havde ladet hånden hvile i hans. Det var så naturligt at bære den ring, for hun bar den også fordi at det var noget som hun var stolt af i den anden ende, for det var hun virkelig! Hun elskede tanken omkring det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At mærke ham så tæt på sig, var klart det bedste som kunne ske hende! Hun havde valgt at bryde kysset, for at give ham ringen på. Hun ønskede trods alt også at vise ham at det var hvad hun ønskede – at være hans hustru, som hun ønskede at han skulle være hendes ægtemand, for hun nægtet at give afkald på ham på den måde! Hun trak sig ind på sengen som han førte hende, hvor hun lagde sig ned, og lod ham lægge isposen mod hendes hals. Det var virkelig koldt! Hun lukkede øjnene ganske let, som hun vendte blikket mod ham. ”Det er for koldt til at jeg kan sove, min kære.” Hun lagde sig roligt, så isposen dækkede store dele af halsen, for den var virkelig rød, og virkelig irriteret!

[giovanni]

Måske Giovanni ikke var ung mere, men han holdt sig dog godt af den grund, han trænede nok ikke så meget som han havde gjort dengang, men.. der kom også et tidspunkt hvor man måtte sætte andre ting højere, hvor han godt nok havde valgt arbejde frem for familie, men det var noget som han ville lave om på! Alejandro skulle overtage efter ham, og når knægten gjorde, så kunne han trække sig tilbage og tage sig af sin familie, eller nok mere falde til ro med Jacqueline, for på det tidspunkt ville de to krudtugler til Christiano og Sophia jo nok være større og selvstændige som resten af flokken. Han havde skam tænkt sig at være overhovedet så længe som det var ham muligt! Han vendte blikket mod hende til hendes ord og sendte hende et skævt smil. ”Nej. Det ville du ikke.. for du er altid ærlig,” svarede han sandfærdigt, som han strøg hende blidt over kinden med sin ene hånd, uden at tage blikket fra hende. Hvis hun sagde noget, så vidste han også at hun mente det og sagde sandheden, for hun havde jo desuden aldrig pakket tingene ind for ham, havde hun været utilfreds, så havde hun altid sagt det til ham. det glædede ham derfor også at hun stadig havde et godt øje til ham, for han ville da nødig miste hendes interesse! Han fandt dog stadig hende lige så smuk som hun altid havde været, for det var noget som aldrig havde forandret sig med årene. ”Jeg kan ikke lide hvad jeg ser Jacqueline.. jeg elsker hvad jeg ser,” rettede han på hende, hvor et kækt smil gled over hans læber. Han mente sine ord, for hun havde altid været ham et utroligt smukt syn! Et syn og en udsigt som han aldrig ville blive træt af! At hun beklagede sig igen, fik ham til at ryste på hovedet af hende, skønt han ikke kunne skjule det morende smil, for han vidste at hun mente det i sjov. ”Jaså? Du har ellers altid været en stærk kvinde.. så jeg tror ikke at du er undskyldt,” svarede han stilfærdigt, som han strøg hende let over hagen, imens han blinkede til hende med det ene øje. Han var måske mandschauvinist, men han havde aldrig været sådan overfor Jacqueline – medmindre han blev vred, men så sagde han kun ord han ikke mente – for hun havde hans respekt, som én af de få kvinder i denne verden, hvor der skulle meget til før man vandt den og derfor skulle der meget til før han ville se en kvinde som stærk, men det havde Jacqueline nu altid været. De var begge fast besluttede på at kæmpe for ægteskabet, at gøre en indsats – han ville i hvert fald, for det skyldte han hende efterhånden. Han fulgte hende blot ind på sengen, som hun selv rykkede ind igen, hvor han roligt trak den hvide T-shirt af sig, kun for at få de løse bukser af også, som han fik skubbet ned på gulvet, inden han trak op i dynen og kravle under den, imens han også lagde den over hende. At hun fandt det koldt forundrede ham virkelig ikke. ”Vissevasse! Du er nød til at sove med den, for at køle det ned og forhindre det i at svulme op så du bliver kvalt,” svarede han stilfærdigt. Han fjernede roligt posen, inden han lod sin hånd falde mod hendes lår, kun for at stryge hende op ad kroppen, som han trak op i hendes kjole for at fjerne den. Han smed den ned til sit eget tøj på gulvet, inden han trak dynen over dem, kun for at lægge isposen mod hendes hals igen. Han slog armene omkring hende og trykkede hende ind til sig. ”Desuden skal jeg nok varme dig,” svarede han lettere indsmigrende, som han skænkede hendes læber et lidenskabeligt kys, kun for at lægge sig ned. Han strøg hende blidt over ryggen. ”Men prøv nu at få lidt søvn kære,” svarede han dæmpet, som han selv var ved at falde i søvn. ”Sov godt elskede,” tilføjede han blidt, inden han selv gav efter for den tiltrængte søvn.

//Out