Plagues from the past

[giovanni]

Mange ting gled over Giovannis læber, når han først var sur, og ærligt talt så kunne han slet ikke huske hvornår han sidst havde været så sur og oprevet som han var i øjeblikket, hvilket også kun indikerede at denne gang var langt værre end de andre gange, når de havde diskuteret eller skændes, og det var en tanke som faktisk skræmte ham, for han ønskede ikke at miste hende, han ønskede ikke at hun skulle gå, tværtimod ville han bare have at de skulle kunne finde ud af det sammen, og det var også grunden til at han ikke sagde ordene højt og bad hende om at skride, for det var jo slet ikke det han ønskede, og han vidste udmærket godt at hvis han først sagde det, så ville hun også gøre det, og det havde han slet ikke lyst til! Hendes desperate tone gjorde det kun tydeligt for ham, at hun var frustreret og ikke mindst kunne han se tårerne i hendes blik, hvilket inderst inde knuste ham, skønt han var velvidende om at det var hans egen skyld, for det var ham som forårsagede skaden til at fremtvinge de tårer ved at sige de ord som han gjorde. ”Måske.. men skaden sker alligevel og det har altid konsekvenser!” svarede han kortfattet, uden at han tog blikket fra hende. Måske hun ikke med vilje kom op at slås, måske hun ikke var skyld i de sår, selvom meget i ham næsten var sikker på at hun havde fremtvunget den knægts vrede. Men selvom hun ikke gjorde det med vilje, så var der jo alligevel konsekvenser af det! De handlinger kunne bringe et dårligt ry over familien og det vidste hun! Hendes følgende ord fik ham til at knibe øjnene sammen. Hun anede jo slet ikke hvor meget arbejde han havde! Han ville hellere end gerne have mere tid sammen med de to små, han ville hellere end gerne have flere af de stunder som de havde delt forleden! Det var bare umuligt når han havde så meget arbejde, så meget der skulle gøres! ”Nogen skal tage det tunge læs og arbejde, og det ved du!” vrissede han fast. Han tog sit arbejde seriøst og hendes var at passe børnene, men det blev de ikke ligefrem rige på, så han måtte jo sørge for at få pengene i hus! At bruge børnene mod hende, var måske meget unfair gjort, fordi han vidste hvor ondt det gjorde på hende, som det også gjorde på ham, når hun brugte dem mod ham, men ærligt talt, så følte han ikke at hun tænkte på børnene, når hun direkte valgte en snotunge frem for de børn hun selv havde opdraget! Tåren så han ikke, da hun vendte blikket ned af, selvom han tydeligt kunne fornemme at han fik lukket munden én gang for alle på hende. Hendes ord og det at hun strøg forbi ham, fik ham til at sukke opgivende som han slog ud med armene, idet han drejede rundt på hælene og fulgte hende med øjnene. ”Jacqueline..” Han endte næsten med at stivne, da hun valgte at kyle ringen ned i gulvet, hvor det føltes som om hans verden brød sammen. Han blinkede let med øjnene, som han så hende forlade stuen, inden han roligt begav sig hen til ringen, som han samlede op. Den havde fået en enkelt rids, og man kunne tydeligt se at den var slidt, men stadig smuk af den grund. Han kunne tydeligt huske deres bryllupsdag, hvor han havde givet hende den på, og selvom det havde været et arrangeret ægteskab, så havde han elsket hende af hjerte. Et let smil gled over hans læber ved tanken, inden han rynkede brynene og vendte blikket ud mod gangen. Han endte med at haste efter hende, hvor han regnede med at hun satte kursen mod soveværelset hvor hendes ting var og derfor selv satte kursen den vej. ”Jacqueline!” råbte han efter hende.

[Deleted]

Jacqueline var virkelig ked af det, og hun vidste at Giovanni udelukkende sagde det til hende, for at gøre hende ked af det. Sådan var det jo altid når de var oppe at skændes! Hun nægtede dog at krybe til korset på den måde og tage skylden, for hun kunne virkelig ikke se hvad hun havde gjort forkert! Hun havde stået overfor en mand som havde vist sig at være hendes egen søn, hun havde måske fremprovokeret knægtens vrede, men det var udelukkende ved at vise ham mindet omkring deres sidste stund, hvor hun havde valgt at forlade ham, og det var gået galt derfra. Det var der sgu da intet forkert i! Giovanni formåede dog virkelig at lukke munden på hende af den grund, selvom det bestemt heller ikke altid betød at hun ikke havde noget at sige, for det gjorde det bestemt ikke! Hun så ikke nogen grund til denne meningsløse diskussion, for de kom jo ingen vegne uanset hvad de gjorde! ”Det.. ved jeg da godt!” endte hun kortfattet. Handlinger havde konsekvenser og det var jo alle handlinger som havde det, om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun jo heller ikke gøre noget ved det nu! Det var måske hendes job at passe børnene hjemme, som det var hans at arbejde ude, men af den grund, så havde børnene jo også brug for ham, ligesom hun havde haft det! Men nu hvor han direkte stod og skubbet hende væk fra sig, så var det noget som hun kun så mindre og mindre lyst til! Hun havde forsøgt i årevis, havde sågar stået og lavet mad til ham, selvom han aldrig var kommet hjem for at spise den, han var kommet hjem længe efter hun var gået i seng, og var ude før hun stod op, så det kunne vel heller ikke forundre nogen, at hun faktisk savnede sin kære mand? For det gjorde hun faktisk! ”Tage det tunge læs?” gentog hun med en vred stemme, for løgn var det jo ikke engang! Børnene var hårdt nok! Selvom hun faktisk gjorde det med et smil! ”Tror du det er nemt at passe og tage sig af børnene? Som hver ENESTE dag spørger efter deres far, fordi han ALDRIG er hjemme?!” hvæsede hun. At han så på hende som en skuffelse og at børnene sikkert ville gøre det samme, var klart det værste som han kunne kalde hende; en skuffelse. Det var noget som slog hårdt og direkte fik hende til at handle som hun gjorde. Hun stoppede ikke op som han udtalte hendes navn den første gang, for det så hun vitterligt ingen grunde til! Ringen smed hun bare i gulvet. Hun havde båret den stolt igennem alle disse år, og det var ikke noget som hun havde lavet anderledes på nogen måde. Hun havde altid båret den stolt! Hun var gået op på deres soveværelse, hvor hun kraftigt havde valgt at smække døren efter sig, kun for at begynde at finde sine egne ting frem og smed dem på sengen. Hvis hun var sådan en stor skuffelse, så skulle hun da nok gå! Hun havde aldrig gjort alvor af den trussel før, men nok var virkelig nok! Selvom tanken var direkte skræmmende, at hun stod knust og med tårerne direkte trillende ned af kinderne, så føles det langt mere behageligt at få det ud, end at sidde inde med det. Hvis hun var sådan en stor skuffelse, hvorfor pokker var de så overhovedet gift?! At han kaldte endnu en gang, kunne hun godt høre, selvom hun stadig nægtet at reagere på det. Hun gik hen til skabet, hvor hun rev alle sine kjoler ud og smed dem lige så på sengen og med den samme vrede mine. Det gjorde ondt på hende, hun var knust og ikke mindst ked af det. ”Jeg skal nok skride af helvedet til!” hvæsede hun med en fast mine, som hun fandt en taske frem, som hun direkte kunne smide det hele op i – fuldstændig ligeglad med om det var krøllet eller ej!

[giovanni]

At Jacqueline ikke var kommet op at slås med vilje, troede Giovanni skam også på, for var der én ting han kendte om hende, så var det at hun ikke løj, hvilket han faktisk var hende taknemlig for, skønt han jo uanset altid ville kunne få sandheden frem, for han var jo trods alt mentaldæmon og han var utrolig gammel, ældre end hende, så selv ikke hun kunne stå imod hans kræfter, men det var vel ikke kun derfor hun altid fortalte ham sandheden? Han håbede i hvert fald på at det var fordi hun respekterede ham, ligesom han respekterede hende og aldrig havde skjult noget for hende, han havde jo heller ikke lagt skjul på at han havde dræbt sine egne forældre, som han vidste at hun selv havde gjort det, der var vidst ikke nogen tvivl om hvor børnene havde arvet deres sadistiske og kolde side fra? For det stammede fra begge forældre, skønt det ikke gjorde ham noget, så længe de ikke gik rundt og dræbte uskyldige og efterlod spor, for hvis nogen af dem sørgede for at kaste et dårligt lys over familien og vanære deres ’gode’ rygte, så faldt der virkelig brænde ned! Og han ville bestemt også slå hårdt ned på Jacqueline, hvis der blev talt mere omkring hendes handlinger og gøren i Dvasias denne aften! Han kunne tydeligt høre at hun misforstod hans ord, hvilket fik ham til at himle let med øjnene. ”Det var jo ikke det jeg mente!” vrissede han fast, som han sendte hende en kortfattet mine. ”Jeg har selv taget børnene i dag og jeg ved at de er en kæmpe mundfuld, og jeg ved hvorfor du altid er træt efter en hel dag med dem! Men vi får ikke penge af at du passer vores egne børn! Jeg er den som tjener pengene og uden mig, så ville du ikke leve dit liv i et rent luksus!” tilføjede han sandfærdigt. Det var end ikke løgn og det kunne hun i hvert fald ikke komme udenom! Snart skulle han også oplære Alejandro, for knægten skulle trods alt overtage slægten engang!
At hun bare valgte at smutte forbi Giovanni, havde han sådan set ikke noget imod, men det at hun smed ringen fra sig, var noget som fik det til at stikke voldsomt og ubehageligt i hans bryst. Dette var ikke første gang de havde været oppe at skændes eller at det havde været voldsomt, for de havde selv truet med at gå fra hinanden før, men.. hun havde aldrig nogensinde smidt ringen fra sig. Det indikerede kun at hun var såret, og at han denne gang havde trukket den alt for langt, skønt han da havde fået lov til at sige det som han havde brændt inde med, selvom meget af det måske var meget hårdt sagt. Som han hastede ned ad gangen, så havde han puttet hendes ring i lommen, hvor han roligt åbnede døren ind til deres soveværelse. Hans blik faldt på hendes oprørte skikkelse, der var i færd med at pakke. Han lukkede roligt døren bag dem. ”Jacqueline..” bad han stilfærdigt, som han roligt gik hen til hende. ”Jeg har aldrig hentydet til eller bedt dig om at smutte!” svarede han kortfattet, som han valgte at tage omkring hendes hænder, for at stoppe hendes gøren. Hans tommel strøg let over hendes håndryg, som han løftede den ene hånd og lagde den mod hendes våde kind, for at vende hendes blik mod ham. Hans mine var langt mere rolig nu end det som den havde været før. ”Du må ikke gå..” endte han dæmpet og lettere bedende, som han strøg hende blidt over kinden.

[Deleted]

Det lå slet ikke til Jacqueline at lyve, for hvis der var noget som hun satte temmelig højt, så var det i den grad ærlighed. Hun respekterede ham virkelig, og det havde hun altid gjort! Selvom hun måske ikke ligefrem havde vist det i hendes tid i Procias, men hun mente efterhånden at hun måtte have gjort det godt igen. Han havde såret hende, han havde gjort hende ondt ved at fortælle hende alle disse ting, selvom hun vidste, at det måtte være mange af hans alt for mange frustrationer som gjorde det, men det var virkelig ikke noget som gjorde det bedre eller nemmere for hende på nogen måder, men det var noget som hun ønskede at få ud af verdenen nu. Hun var træt af, at hun ikke kunne gøre noget som helst rigtigt, og at han så skulle påpege det for hende hele tiden, for det var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere eller bedre for hende for den sags skyld! Hun kneb øjnene fast sammen. Børnene var et kæmpe arbejde i sig selv, og det var faktisk utrolig hårdt at tage sig af dem alene, for sådan havde det ikke været med de andre! Et sted så følte hun sig virkelig.. efterladt til arbejdet, og hvis han kun skulle bruge hende til at tage sig af børnene, så kunne han lige så godt finde en som var mere villig til det, for det var hun virkelig for stædig til! ”Hvis du tror at en solid pengepung er det vigtigste for mig, så tager du fejl! Jeg ser hellere børn som er i stand til at passe på sig selv, danne sig en god grobund, danne sig sine egne familier og være lykkelige!” endte hun med en fast tone. Der var jo visse ting som penge ikke kunne købe, og det var det som hun ønskede at børnene skulle lære, og det var jo svært og problematisk nok når der ikke var nogen far til at hjælpe med det! For.. deres mor var jo ikke lykkelig. Ikke som hun havde været før i tiden. Skænderierne havde været mange igennem deres alt for mange år sammen, men dette var klart noget af det værste. De havde truet hinanden med at gå før, men det var første gang at hun havde valgt at gøre alvor af sagen, så var den i den grad også slem, det var der heller ikke nogen tvivl om! At smide ringen var noget som gjorde ondt, for hun følte sig virkelig nøgen uden at have den på fingeren, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hun ærede ham, hun respekterede ham og hun elskede ham, selvom det slet ikke føles som han stolede på hende, og den tanke ene og alene, var i den grad noget som gjorde så frygtelig ondt! Han havde i den grad overskredet en grænse denne gang, for det kunne godt være at hun var ved at være gammel og mentaldæmon, men selv de følelser var ikke noget som hun altid kunne holde inde, så følte hun det langt mere behageligt at lukke tingene ud, selvom det var noget som hun normalt kun gjorde når hun var alene! At han kom ind og så til at hun bare begyndte at pakke, selvom hans greb omkring hendes håndled, var noget som stoppet hende, fik hende til at vende blikket mod ham. ”Hvis.. hvis jeg er så stor en skuffelse i dine øjne, så.. så har jeg ikke noget her at gøre..” Måske at det var hårde ord, men hun mente dem faktisk. Hun gad ikke at han skulle være så meget over hende, at hun ikke kunne gøre noget som helst, holde hende inden døre, så hun intet kunne gøre, for det var bestemt heller ikke meningen! Hans strøg mod hendes kind, var faktisk behagelige, selvom hun slet ikke vidste om hun burde nyde det eller ikke. ”Slip mig..” endte hun kortfattet, dog næsten.. bedende.

[giovanni]

Det som frustrerede Giovanni mest, var at han faktisk ønskede at gøre noget for deres ægteskab, han ønskede at det skulle blive som før i tiden, han havde tilmed ladet hende søge ud fordi han vidste at han ikke gjorde hende lykkelig, ved at holde hende indespærret som et eller andet dyr, men at hun så skulle komme hjem i den tilstand første aften ude og tilmed bringe fortiden med hjem, var noget som virkelig nagede ham, for tanken var på ingen måder behagelig! Efter hendes mission i Procias, havde han faktisk betvivlet hendes kærlighed, eller han havde nok mere været bange for at han havde mistet den, og der skulle ikke meget til at gøre ham i tvivl, såsom når hun kom hjem og nærmest satte den snotunge til Sonic i første række, for det fandt han sig ikke i! Hun havde selv valgt at forlade knægten, så måtte hun også leve under de omstændigheder og konsekvenser som det havde bragt hende! Han kneb øjnene fast sammen til hendes ord. ”Jeg ønsker skam at mine børn skal være lykkelige! Og jeg ved at de nyder af dette luksuriøse liv! Desuden så ved vi begge at mit arbejde er vigtigt og jeg har skam ikke tænkt mig at kaste det hele bort, alt det som jeg og resten af min slægt har kæmpet så hårdt for at få!” vrissede han fast. Han vidste ligeledes at Jacqueline nød sit liv i luksus, og det kunne hun bestemt ikke komme og benægte for ham! Han vidste at hun langt hellere ville leve her end på gaden, som en ussel rotte! De var den mægtigste familie og slægt i hele Peula, hvis hun var utilfreds med det, så måtte hun have mistet forstanden! Desuden skulle hun bestemt ikke fornærme ham for det storslåede arbejde han gjorde! Han havde måske taget afstand til hende ved at arbejde noget mere, men det var kun på grund af at hun havde været ham utro, hvor han faktisk i alle de år hun havde været væk, havde passet alle børn alene, plus han havde arbejdet ved siden af, så hun skulle bestemt aldrig påstå at han ikke havde gjort noget for denne familie, både arbejdsmæssigt og angående børnene! Måske han havde været en større del af de tre store børns opdragelse, men han var til gengæld langt mildere ved de to små!
At se hende pakke, velvidende om at hun mente sine ord om at smutte herfra, og tilmed se hende græde, var alt sammen noget som måtte knuse Giovanni og skære ham i brystet, for han elskede hende jo trods alt, uanset hvor gal og rasende hun kunne gøre ham. Han rynkede let brynene til hendes ord, selvom han da fik hende stoppet fra at pakke. Han var måske en anelse skuffet over hendes tilstand at komme hjem i, men det var virkelig heller ikke værre end at han kunne tilgive hende og komme videre derfra, for han troede skam på hende, når hun sagde at det ikke var med vilje, for det vidste han jo godt! Han slap hende dog ikke, selvom hun bad ham om det, hvor han derimod trak hende helt ind i sin favn, så han kunne lægge armene omkring hende, hvor han direkte knugede hende tæt ind til sig. ”Jeg kunne da aldrig drømme om at give slip på dig! Jeg elsker dig,” hviskede han dæmpet ind i hendes øre, som han drejede hovedet og skænkede hendes kind et blidt kys. Han holdt hende en anelse ude for sig, så han kunne se hende i øjnene. ”Jeg kan ikke leve uden dig..” Han løftede en hånd og strøg den endnu engang over kinden, uden at han tog blikket fra hende, så man kunne se at han talte sandt, på trods hans blik også var sørgmodigt, for det gjorde ondt at se hende så oprevet, skønt han vidste at det var hans egen skyld.

[Deleted]

Jacqueline følte efterhånden at hun arbejdede for en sags som var afgået ved døden allerede for længe siden, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde hende direkte ked af det, for det var slet ikke sådan hun ønskede det. Hendes kærlighed til Giovanni havde altid været der og det ville den altid være, og så var det uanset om han valgte at smide hende ud eller om hun selv valgte at gå, for hun elskede ham virkelig! Måske at deres ægteskab havde været planlagt og arrangeret uden at de kunne gøre noget ved det, men det havde forandret sig. Hun elskede tanken om det, hun var stolt af ringen – selvom hun lige havde formået at kaste den fra sig, så var det jo bare sådan at det måtte være i den anden ende, selvom hun ville nyde at kunne tage den på igen og endnu en gang kalde sig for hans hustru og gerne den som han kunne være stolt af! ”Lige nu er det ikke din families bedrifter jeg tænker på Giovanni! For pokker, jeg tænker på DIG og MIG!” endte hun med en fast tone. De så aldrig hinanden, han var konstant på arbejde, selvom hun vidste at det var hendes skyld, selvom hun virkelig havde forsøgt at rette op på det! Men det så bare ikke ud til at virke, og det var noget som gjorde hende virkelig ked af det! Selvfølgelig nød hun livet i luksus, selvom det slet ikke var det samme når han ikke var der. Hvis han ikke kunne se, at hun også havde brug for ham hjemme og på det følelsesmæssige plan, jamen så var der ikke noget at gøre for den sag!
Giovanni havde virkelig formået at knuse Jacqueline denne gang. At han råbte alt mulig af hende, var bestemt ikke noget nyt for hendes vedkommende, men at det skulle gå så vidt, var virkelig ikke en tanke som hun brød sig om, for det var virkelig en dræbende tanke, om det var noget som hun ville det eller ikke, så var det jo bare en sandhed. At han nægtet at slippe hende, selvom hun klækkeligt bad ham om det, var nu heller ikke noget som forundrede hende det mindste på nogen som helst måde overhovedet. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som han blev stående med hende og direkte tog hende ind i favnen. I starten var hun meget stiv og meget modvillig, selvom det.. løsnede op, som han lukkede armene om hende. Hun lukkede øjnene let. Hvis der var noget som hun hadet, så var det virkelig at skændes med ham, selvom hun slet ikke kunne gøre for det! Det gjorde ondt at han betvivlede hende på den måde, specielt efter alle disse år, hvor hun faktisk kun havde gjort som han havde bedt hende om! Hun rystede på hovedet. Det var slet ikke fordi at hun ønskede at betvivle ham, men når han havde stået og råbt sådan af hende, så kunne selv hun komme i tvivl om hans overbevisning i den ene eller den anden retning. Hun stod i et godt stykke tid og stirrede på ham, som han holdt hende en anelse ud for sin egen krop. Lige hvad hun skulle sige, det vidste hun ikke. Hun turde vel et sted ikke at håbe på noget? For denne gang havde skænderiet i den grad været et af de mere slemme, og hun kunne ikke lide det! Hun vendte blikket ned, idet hun knyttede næven. Han kunne ikke bare skælde hende ud og så tro at han kunne komme her og sige undskyld! ”Det siger du nu efter at have truet med at gøre det slut..” mumlede hun. Hun nægtet at blive blød bare sådan! Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Du undværer mig jo hver eneste dag.. du er aldrig hjemme.. du ser mig aldrig.. jeg får ikke engang lov til at se dig eller tilbringe tiden sammen med dig.. Ved du hvor frustrerende det er at bruge aftenen på at lave dig et godt måltid, selvom jeg ved du aldrig er hjemme til at spise det?” spurgte hun meget sigende.

[giovanni]

Denne gang var skænderiet ikke ligefrem noget at prale af, det var nok det værste de havde haft hidtil og det var noget som faktisk gjorde ondt. Giovanni vidste godt at dette var hans skyld – i hvert fald den del at gøre hende så ked af det og dårlig tilpas, at hun direkte havde smidt ringen fra sig, hvilket var en tanke han slet ikke kunne have med at gøre! At se hende kaste den ring bort som havde viet deres liv sammen i al evighed, var noget som gjorde ondt, for nok deres ægteskab havde været arrangeret, men han havde brugt år sammen med hende, inden han havde sat den ring på hendes finger og da han havde gjort det, havde han skam også ment det når han havde sagt at han elskede hende og ønskede at leve resten af sit liv med hende, for hun var virkelig blevet hans drømmekvinde! Hvorfor skulle han dog ønske at gøre noget, som ville skubbe hende helt ud af billedet? Han ønskede ikke at miste hende, han ønskede ikke at såre hende, skønt han altid formåede at gøre det alligevel, hvilket faktisk smertede ham en del, og han hadede den følelse af dårlig samvittighed, som han altid fik bagefter, skønt han vidste at det var selvforskyldt ved at gøre hende så oprevet. Det var sjældent at han direkte så hende fælde tårer og hver gang han gjorde, så skar det i hans hjerte, for han vidste jo godt at det var ham som var skyld i dem og det gjorde kun det hele langt værre! ”Det ved jeg udmærket godt! Men du burde – bedre end nogen anden – forstå, hvorfor jeg ikke bare opgiver mig arbejde og sætter familien i første række!” svarede han kortfattet. Hans familie havde kæmpet for at nå så langt i flere årtusinder! Hun burde faktisk være beæret af at være gift med den rigeste og mægtigste mand i Peula, specielt fordi hans familie specielt havde valgt hende ud! Men i stedet for skældte hun ham ud fordi han arbejdede så meget som han gjorde, men nogen skulle jo tjene pengene og holde det hele ved lige! Som hun blot stod og stirrede på ham, så stirrede han blot igen, for han vidste godt at han havde gjort hende uret, og at han ikke bare uden videre kunne gøre det godt igen, hvilket han et sted heller ikke regnede med, men alligevel håbede han vel lidt på det? Han ønskede bare ikke at miste hende! Han kneb øjnene sammen til hendes mumlende ord. ”Jeg har måske påpeget at du bare kunne smutte hvis du var utilfreds, men jeg har aldrig truet eller hentydet til at du skulle gå og forlade mig!” svarede han kortfattet og bestemt, for meget kunne hun sige om ham, men at sige eller hentyde til at hun skulle smutte og efterlade ham alene, det ville han aldrig gøre! Han endte med at vende blikket ned af dem, hvor han lod tungen stryge let over sine læber, der pludselig føltes så tørre, da hun begyndte at nævne flere punkter, som gav ham dårlig samvittighed, og som fik en knude til at samle sig i hans mave. Han vidste godt at han måske ikke havde været meget hjemme, men det var jo ikke fordi han gjorde det med sin gode vilje! Han blinkede let med øjnene, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Hvis du tror jeg har lyst til at undvære dig, så tager du fejl! Og hvis du tror at jeg ikke glæder mig til at spise middag med dig, bare os to alene og nyde tiden med dig, så tager du fejl! Hver gang jeg har måttet tage mere arbejde på mine skuldre for at blive færdig og skuffe dig i stedet for, så har det gjort ondt og givet mig dårlig samvittighed for flere dage!” endte han kortfattet og sandfærdigt. Han slap hende dog ikke, for det kunne han slet ikke få sig selv til! ”Jeg ønsker at vores ægteskab skal fungere, og du behøver skam ikke fortælle mig, at jeg aldrig er der for dig og sjældent for vores børn, eller at du for den sags skyld er ulykkelig, men jeg gav dig lov til at søge ud, for netop at give dig din frihed tilbage og faktisk forsøge at lade det gå tilbage til det normale!”

[Deleted]

Skænderiet denne gang, var slet ikke noget som Jacqueline var særlig begejstret for, for det var virkelig et af de værste som de nogensinde havde været igennem, og det var noget som hun var klar over allerede. Tanken var noget som virkelig gjorde ondt, for det var noget som i den grad også brændt i hendes dybe sind. Hun ønskede ikke at skændes. Tvært imod, så ønskede hun at spole tiden bare et helt årtusind tilbage, så det igen kunne blive som det var dengang. Måske at han var den mægtigste og rigeste mand i hele Peula, men hvad gjorde det hvis han aldrig var hjemme for at være sammen med hende? Eller børnene for den sags skyld? Selvom hun vidste at det var en skyld som hvilede på hendes skuldre, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende på nogen måde, for det gjorde virkelig ondt nok som det måtte være i forvejen! ”Ved du hvad? Til tider, så skider jeg virkelig på dit arbejde Giovanni! Familien har også brug for dig!” endte hun med en ganske frustreret tone, for det var noget som hun mente. Det var ikke fordi at hun ønskede at sætte himmel og helvede i bevægelse, men hun havde altså også brug for at have manden lidt hjemme, så hun havde noget at give sig hen til, i stedet for at det gang på gang, at skulle være den som skulle sidde og smile og bare lade som alt var helt perfekt, for det var det ikke! ”Jeg er træt af, at du skal gemme dig på kontoret!” udbrød hun af sine lungers fulde kraft.
At Giovanni havde stoppet hende i at pakke og nægtet at slippe hende, var noget som et sted.. lettede hende. Bare det at han holdt om hende, var sket for så længe siden, hvis man så væk fra deres aften for ikke så længe siden. Det havde klart været noget af det det bedste frem til nu. Det var ikke bare fordi at hun var utilfreds, for.. hun var ulykkelig. Hun så ham jo heller aldrig når han bare tog på sig mere og mere arbejde, for det var en tanke som efterhånden måtte frustrere hende, for hun kunne virkelig ikke have noget med den tanke at gøre, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke! Hun stirrede ham direkte i blikket. Det var ikke fordi at hun var ude på at skænke ham en dårlig samvittighed eller noget som helst, for det var virkelig ikke hendes mening, men hun havde brug for at komme ud med det for en gangs skyld. Hun havde jo ingen at lukke sine frustrationer ud ved! Hans ord lettede hende et sted, selvom hun ikke kunne bruge ord til noget alene – Hun havde i den grad også brug for noget handling, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! En tåre trillede let ned af hendes kind. Hun var træt af at skændes med ham, for de kom ingen vegne med det og hun var virkelig træt af skuespillet ud til! ”Nogensinde bare prøvet at overveje at lade arbejdet ligge for bare en enkelt nat? Og komme hjem til din hustru?” spurgte hun mere dæmpet. I sig selv, så var det bare et spørgsmål. Hun var faktisk træt af, at de aldrig havde tid til hinanden, aldrig havde tid til at snakke tingene igennem som voksne mennesker, men altid skulle skændes! ”Jeg ved ikke hvad jeg skal fortælle børnene Giovanni, når de spørger efter dig.. Skal jeg virkelig fortælle dem, at deres mor har skuffet deres var så grusomt, at han gemmer sig på et kontor hver eneste dag og først kommer hjem når hun er faldet i søvn, og er ude igen inden hun selv står op? Du har et liv udenfor kontoret, men til tider føles det som om at det slet ikke er vigtigt for dig..” Hun var ærlig i sin udtalelse, for hun mente det! ”Og vil du kalde det her normalt??” endte hun en anelse mere sammenbidt.

[giovanni]

Måske man ikke ligefrem kunne sige at deres diskussioner og skænderier var direkte meningsløse, for de kom jo faktisk ud med frustrationerne på denne måde, og der var uden tvivl mange frustrationer fra begges side af, hvilket vel var klart for dem begge? Det var naturligvis ærgerligt at det hele skulle ske på denne måde, og at de ikke kunne snakke om det som voksne mennesker i stedet for, og hvorfor de ikke kunne, var et ganske godt spørgsmål. Giovanni hadede direkte at skændes med hende, selvom han aldrig sørgede for at stoppe skænderierne, men nærmest bare lod det komme for at selv at kunne råbe og skrige sine frustrationer og vrede ud, næsten som om det var en god måde at afreagere på, skønt det smertede ham hver gang han skulle gøre hende ondt og direkte gøre hende ked af det, for det gjorde ondt på ham at se hende på den måde! Han vidste godt at det var selvforskyldt, men selvom han måske ikke viste det som hende, så sårede mange af de ting hun sagde også ham. Han strøg tungen let over sine læber, som han vendte blikket mod jorden, idet han valgte at massere sine tindinger ganske let. ”Det ved jeg jo godt!” svarede han fast, som han vendte blikket mod hende igen. Han vidste udmærket godt at familien havde brug for ham, men det var virkelig ikke let! ”Du ved udmærket godt grunden til at jeg tog afstand til at starte med! Jeg havde brug for betænkningstid!” hvislede han koldt, uden at han tog blikket fra hende. Hvis hun ikke havde været ham utro i det hele taget, men havde afblæst missionen, så havde han aldrig trukket sig væk fra hende, og så havde de aldrig stået her denne aften i dag!
Det at hun havde smidt ringen fra sig, var klart det værste som hun kunne gøre, for Giovanni havde faktisk skænket hende den ring, som tegn på hans kærlighed og det var følelser som han faktisk stadig nærede for hende! Tåren der banede sig vej nedover hendes kind, var noget som smertede ham, hvor han løftede sin hånd og strøg den væk med sin tommel. ”Jacqueline,” bad han dæmpet, næsten som om han bad hende om ikke at græde, skønt han vidste at hun ikke selv var herre over det, for det skulle ikke undre ham at hun helst ville undlade at fælde tårer, men det var også kun et tydeligt tegn til at han havde gjort hende ondt – og frygtelig ondt denne gang! Han lod hovedet søge let på sned til hendes dæmpede ord. ”Det gjorde jeg forleden nat.. og jeg kom hjem og havde den mest perfekte nat med min hustru,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende. Han strøg hende blidt over kinden med sin tommel, uden at han slap hende med den anden arm, som stadig hvilede trygt omkring hendes liv, så han kunne holde hende tæt ind til sig. Han bed sig kort i den bløde underlæbe til hendes ord, hvor han vendte blikket næsten.. skamfuldt væk. ”Jeg..” Han endte med at sukke, inden han vendte blikket mod hende igen. ”Jeg vil ikke kalde dette normalt! Eller de sidste par år for den sags skyld! Jeg savner det ægteskab vi havde inden.. du ved nok..” Han endte med at tie igen, som han kort vendte blikket ned ad dem, hvor han endnu engang strøg sin tunge over sine læber. ”Jeg er ikke ligeglad med hverken dig eller børnene, og tro mig, der er utallige dage, hvor jeg langt hellere vil hjem end at sidde og arbejde, hjem og se til mine små tvillinger, inden de bliver langt i seng, så jeg selv kan putte dem. Hjem til min hustru og faktisk nyde en middag, som jeg ved hun har gjort et stort stykke arbejde ud af.. for pokker Jacqueline! Jeg savner tiden med dig, jeg ønsker flere stunder som vi delte forleden aften! Jeg ønsker at smide arbejdet fra mig og komme hjem til min familie, men.. det er blevet mig en utrolig dårlig vane!” endte han tydeligt.. frustreret!

[Deleted]

Måske at skænderierne ikke var helt så meningsløse, men det gjorde stadig ondt, at de direkte var nødt til at stå overfor hinanden og skrige og råbe for at få bugt med frustrationerne. Der burde v ære mange andre metoder at gøre brug af, selvom det bare ikke så sådan ud, hvilket hun slet ikke brød sig om på nogen måde! Lige nu var det ikke sådan at hun tænkte, for hun var jo bare nødt til at tage det som det nu måtte gå, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham. Hans familie havde valgt hende ud som hans hustru og det var faktisk en ting som hun var glad for, og ikke mindst stolt af. Mange af tingene som hun sagde, sårede ham, men det var i den grad også gengældt! Ellers ville hun slet ikke reagere som hun gjorde for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun vidste skam godt at det var hendes skyld, at han arbejdede så meget, men selv efter alle disse år, så havde hun selvfølgelig håbet på, at der ville være lidt ændring på det hele, selvom det nu heller ikke så sådan ud, hvilket faktisk var noget som direkte irriterede hende! ”Hvad skal der til, før du overhovedet kan tilgive mig med dit hjerte og fornuft? Jeg synes efterhånden at jeg har prøvet! – Forgæves i mange år!” endte hun denne gang med en tydeligt frustreret mine, for det gjorde ondt for hende at tænke på det!
Jacqueline var virkelig ked af det. Denne gang havde Giovanni i den grad trådt forbi en grænse som han bare ikke skulle forbi, og det var noget som hun ikke kunne lade være med at vise. Tårerne var slet ikke noget som hun ønskede at lade falde, og i den grad ikke foran ham! Hun var ikke svag! Hun var stærk! Hun havde ikke noget andet valg, når han aldrig var hjemme! Strøgene over hendes kind kunne hun godt lide, for det var noget som fik hende til at slappe lidt af, hvilket efterhånden også var umådelig tiltrængt! Hun var ikke færdig med samtalen med henblik på Sonic, men at bringe mere af det på banen nu, var nok ikke det smarteste træk. Hun lyttede til hans ord, hvilket var noget som lettet hende. ”Det var en enkelt aften.. Du er jo aldrig hjemme ellers..” Umiddelbart, så gik hun egentlig bare ud fra at han var blevet færdig med arbejdet, og at det var derfor, han var kommet hjem. Hun havde i den grad nydt det, også selvom hun vel var blevet for vant til tanken om at han slet ikke var der? Hun vendte blikket stille ned ved hans ord, også selvom hans arm om hende, var noget som holdt hende fast, så gjorde det hende også mere rolig – så rolig som hun tillod sig om ikke andet. Hun blinkede let med øjnene, som hun forsøgte at få tårerne væk, selvom det slet ikke var noget som ville samarbejde med hende på noget tidspunkt! ”Kan du ikke bare give mig skylden, og så lade fred være med det? Jeg ved godt det er min skyld, at du arbejder i døgndrift, men det er virkelig ikke nemt for mig at stå som den stærke her hele tiden!” Det var slet ikke fordi at hun var ude på at råbe eller skrige af ham eller noget som bare måtte minde om det, for det var det virkelig ikke! ”Det.. frustrerer lige så mig, at du aldrig er hjemme mere..” Det var ikke fordi at hun ønskede at lyde som en lille unge som var utilfreds, for det var slet ikke meningen, men hun manglede ham virkelig! Maden lavede hun til ham, kun fordi at hun håbede på at han kom hjem – forgæves hver eneste gang.

[giovanni]

Hvorfor de ikke bare kunne snakke om tingene, når det gik galt, som de altid havde gjort før i tiden, vidste Giovanni ikke, selvom han ville foretrække det. Men dengang havde der jo heller ikke været så mange skænderier og diskussioner, for der havde slet ikke været så mange problemer eller frustrationer! Dengang havde de begge faktisk været lykkelige – eller han have i hvert fald – der havde han været langt mere hjemme, han havde taget sig af børnene og været langt mere sammen med dem, og ikke mindst havde han haft mange gode stunder med Jacqueline, hvor de havde haft mange flere af de stunder, som de havde delt forleden aften. Men det var efterhånden mange år siden. Han vendte blikket mod hende. Han bebrejdede hende ikke for ikke at kunne se det fra hans synspunkt, selvom han måtte erkende at det ville være dejligt! ”Jeg var parat til at give det hele en ny chance og faktisk prøve at kæmpe for vores ægteskab, Jacqueline. Jeg gav dig lov til at søge ud igen, fordi jeg ikke havde lyst til at holde dig indespærret som var du et dyr! Men at du kommer hjem og trækker hele fortiden med dig igen, det hjælper ikke ligefrem!” svarede han fast, uden at han tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Han gad ikke skændes med hende, for det havde han efterhånden fået nok af! Men derfor frustrerede det ham virkelig, at hun selv var for blind til ikke at kunne se det fra hans synsvinkel! Hun kendte ikke til følelsen af utroskab, for det havde han aldrig været imod hende! Og det var virkelig det værste hun kunne gøre mod ham! Det var noget som han havde svært ved at se forbi, men når han så endelig prøvede, så skulle hun absolut komme hjem og rive hele fortiden med sig!
At se Jacqueline græde, var virkelig sjældent, og Giovanni var skam bevidst om at det var hans skyld, og ikke mindst at han havde trukket den alt for langt, men hvis hun troede at hun var den eneste som var såret, så tog hun fejl! Han græd måske ikke udenpå, men indeni var han mindst lige så knust! Måske det i udgangspunktet ikke var hans skyld, og de mange ting var blevet ført af hendes utroskab, men derfor vidste han jo godt at han havde sat utrolig stramme krav, han havde selv valgt at tage afstand til det hele og faktisk arbejde noget mere, og han havde en enorm skyldfølelse for hver ting han gjorde, selvom han slet ikke vidste om han burde eller ej. ”Hvis du tror det er fordi jeg ikke har lyst til at komme hjem, så tager du fejl!” svarede han med en lettere forarget tone. Han havde tilbragt tiden med de to små i dag, og han havde set deres glade ansigter ved at være sammen med ham, hvilket kun bragte ham mere skyldfølelse for ikke at være mere sammen med dem, for det var jo slet ikke fordi han ikke havde lyst! Han rynkede brynene ganske let til hendes ord, hvor han lagde en hånd under hendes hage, for at vene hendes blik mod sig. ”Jeg har ikke lyst til at kaste al skyld over på dig, Jacqueline.. alle de ting jeg har gjort og valgt, har jo været min egen skyld,” svarede han stilfærdigt, som han lænede sig frem og skænkede hendes pande et blidt kys. Han nikkede roligt. ”Det ved jeg godt, og jeg ønsker skam at komme mere hjem end at arbejde fra morgen til midnat..” Han vendte blikket mod hende, hvor hans bryn stadig var rynkede. Han lod let sin pande falde mod hendes, så han havde frit udsyn til hendes smukke mørke øjne. ”Jeg ønsker at det skal fungere!”

[Deleted]

Det frustrerede virkelig Jacqueline, at de ikke bare kunne snakke sammen omkring tingene, men det var nu bare sådan at det måtte være. Han var aldrig hjemme ved hverken hende eller børnene og et sted, så var hun virkelig ligeglad med hans arbejde! Hun var bestemt ikke lykkelig i sin tilværelse, også selvom hun vidste at det ikke ene og alene, var en skyld som hun kunne smide på ham, for det kunne hun da slet ikke! Hun kneb øjnene fast sammen og uden at tage blikket fra ham, for hun var bestemt ikke bange for at svare ham imod, og det havde hun aldrig nogensinde været! ”Tror du at jeg regnede med at støde på den knægt den første gang jeg er ude i årevis?!” vrissede hun fast. Hun havde ikke vækket nogen direkte opsigt ved at være ude, for hun havde faktisk passet sig selv. Sonic havde fanget hendes interesse allerede fra start af, hvilket nu heller ikke var noget som hun kunne gøre for, for der havde bare været noget som havde draget hende mod ham. Nu hvor det var gjort klart, at det var søn og mor, så var det heller ikke noget som forundrede hende. ”Hvis du virkelig ønsker at kæmpe for det, så vis mig da noget tillid når du lader mig søge ud for en gangs skyld! Jeg har aldrig bedt om at komme hjem i den her forfatning!” hvæsede hun med en fast tone, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun var træt af, at hun ikke bare kunne få lov til at opleve bare lidt af det som det havde været før i tiden, for der havde hun været lykkelig – virkelig lykkelig, men nu var hun kun vred, ked af det og ikke mindst frustreret!
Det lignede bestemt heller ikke Jacqueline at stå og græde overfor Giovanni, men denne gang, så kunne hun virkelig ikke gøre for det! Han havde virkelig såret hende denne gang, og det var slet ikke noget som hun kunne se det mindste væk fra. Hvis hun var en så stor en skuffelse for ham og for hans familienavn, så kunne hun jo lige så godt smutte! Hans krav og forventninger til hende igennem de sidste mange år, havde virkelig været helt ekstreme, selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte kunne sige noget til, for det var jo ikke engang løgn. ”Hvorfor så gemme dig på kontoret og først komme hjem når alle andre ligger og sover? Deriblandt mig?” spurgte hun sigende. Det var ved at være længe siden hun havde gjort noget som helst ud af, at han ville komme hjem, for hun så ham jo aldrig alligevel. De levede måske som et gift par, men de havde hver deres liv, og det var bestemt heller ikke noget som burde være meningen – set i hendes øjne om ikke andet, men løgn var det jo så heller ikke engang! Hans hånd mod hendes hage, var noget som direkte fik hende til at vende blikket mod ham, hvor hun bare blev stående og stirrede på ham. Hun blinkede let med øjnene. ”Du ville ikke have gjort det, hvis jeg ikke havde gjort som jeg gjorde.. Så jo, det er min skyld.. Kan vi ikke bare være fred med det?” endte hun ganske kortfattet, for hun ønskede slet ikke at diskutere mere om hvis skyld det var, for det var i den grad hendes, om det var noget som man ville det eller ikke! Panden mod hendes og det at han havde skænket hendes pande et kys, var noget som let fik hende til at lukke øjnene. ”Ved du hvad? Jeg har brug for handling.. og ikke bare ord. Jeg har ikke set dig hjemme længe foruden vores sidste aften.. og det gør ondt..” endte hun ganske sigende, for løgn var det jo ikke engang!

[giovanni]

Måske Giovanni stadig bar nag angående fortiden, men det var også kun fordi hun havde valgt direkte at dolke ham i ryggen, hvilket man normalt ikke slap godt fra! Han vidste godt at hun havde kæmpet for at genopbygge hans tillid, og der var godt nok gået lang tid, men.. det healede bare langsommere end normalt, hvilket hun tilsyneladende ikke kunne acceptere. Han kneb øjnene sammen til hendes ord. ”Men det skete jo så alligevel!” svarede han fast. Måske det ikke var hendes skyld at hun var stødt på den knægt, men at hun skulle komme hjem og tale som om hun havde kendt knægten i flere år, irriterede ham virkelig. Han knyttede næverne ganske let, som hun valgte at hvæse af ham, for han fandt sig virkelig ikke i den tone. ”Jeg valgte at vise dig tillid, ved faktisk at lade dig søge ud alene i stedet for at have en barnepige med dig!” vrissede han fast. Han vidste godt at han havde været streng angående sine krav og forventninger, efter at han havde ladet hende blive i stedet for at smide hende på gaden, men siden hun havde valgt at være en anden mand tæt, så måtte hun jo også bevise at det var her hun ønskede at være og at hun elskede ham, det vidste han godt at hun havde prøvet på, for han havde jo godt set hvor desperat hun til tider havde været for at bevise det, og det var også derfor han faktisk langt om længe havde valgt at lade hende søge ud, at hun så skulle komme hjem og bringe fortiden på banen, det var noget som virkelig irriterede ham! ”Du er den eneste der ved at fortiden og det du gjorde plager mig, og det gør det stadig! Måske du ikke mødte knægten med vilje, men at forsvare ham frem for din familie her, finder jeg mig bestemt ikke i!” Han sendte hende et fast blik.
Det var mere end tydeligt at de ikke ville komme til at blive enige uanset hvad og hvor længe de så end stod og diskuterede det, for hun ville alligevel aldrig kunne se det fra hans perspektiv, hvilket faktisk irriterede ham. Han forstod skam godt at hun ønskede at se mere til ham, for han ville jo også gerne se mere til hende, men det var virkelig ikke let at smide en gammel vane fra sig! Han kunne jo kun den dag i dag, fortryde at han havde valgt at tage så meget arbejde til sig, som han havde dengang. ”Jeg har meget arbejde Jacqueline! Jeg har ikke bare et job men to!” vrissede han fast. ”Måske du ikke ser arbejde som vigtigt, men hvis du vil leve på gaden som en simpel gadetøs, så værsgo!” Han sendte hende en fast mine. Det var ikke fordi han gad fortsætte med at skændes med hende, men det ville være rart hvis hun bare kunne forstå ham lidt! Men der var ingen forståelse overhovedet! Hun var så.. snæversynet og egoistisk! Han vendte blikket mod gulvet, hvor han sukkede ganske let. Det var jo ikke fordi han gad kaste hele skylden på hende, for han vidste jo godt at han stadig bar nag og det var ikke engang med sin gode vilje, for han ville ærligt talt gerne kunne glemme den fortid og starte på en frisk! Han gned sine tindinger ganske let. ”Fint..” mumlede han blot eftergivende, for han gad virkelig ikke diskutere eller skændes mere med hende, for det var jo direkte nyttesløst! Han sendte hende en lettere fast mine til hendes ord, hvor han endte med at slippe hende kun for at lægge armene over kors ved brystet. ”Jeg ved godt at du har brug for handlinger end ord, sådan har vi det jo begge to! Men jeg kan ikke forandre mig og smide en gammel vane fra mig bare uden videre! Jeg kan ikke forandre mig på en dag og blive din perfekte nikkedukke!” svarede han kortfattet, som han rystede på hovedet og vendte sig med siden til hende og blikket væk fra hende.

[Deleted]

Det var slet ikke fordi at Jacqueline ønskede at fortsætte fejden, men nu bad han virkelig om det! Giovanni stolede tydeligvis ikke på hende, hvilket i den grad også var noget som gjorde ondt for hende at tænke på, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som aldrig før, for det var kun sket en gang at den havde været så slem som den var for øjeblikket, og det var noget som ganske enkelt måtte pisse hende voldsomt af. Hun vendte sig direkte mod ham endnu en gang og med blikket som lynede af en vrede og en frustration. ”Du har INGEN ret til at blive sur på grund af det!” hvæsede hun med en fast tone. Ja, hun var faktisk ligeglad med om folk i det hele taget hørte hende, for det var jo bare sådan at det nu endelig måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hænderne knyttede hun fast, også selvom hun blev direkte bleg ved hans ord. En barnepige? Hun var fandeme stor nok til at passe på sig selv! ”Jeg ved ikke om det er gået op for dig, men jeg er ikke noget barn længere! Jeg kan i den grad godt vade rundt på egen hånd, uden at nogen skal holde min hånd!” endte hun med en fast tone. Han kunne bestemt ikke tillade sig at blive sur på grund af det, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i! Hun havde ikke gjort noget forkert! Hun var virkelig fristet til at skænke ham en lussing, for der var andet her end navnet Salvorique! Hun havde født Sonic, hun fortrød ikke at hun havde valgt at føde ham, selvom hun vidste at konsekvenserne ville være ekstreme, men det var så også det! ”Han er stadig min søn, Giovanni! For pokker da, kan du ikke bare indse, at jeg har andet end bare Salvorique?!” vrissede hun fast. Nej, det var ikke fordi at manden behøvede at føle sig truet af Sonic, for det var der ingen verdens grund til!
At Giovanni endnu en gang skulle hæve stemmen og blive irritabel, var noget som direkte smittet af på Jacqueline, hvilket bestemt heller ikke var en god ting. Hun vidste udmærket godt at han havde to store ansvar i Peula og lande generelt, men det var virkelig noget som raget hende en høstblomst! Hvis hun ikke kunne have sin mand hjemme, så kunne hun virkelig ikke se en grund til at blive her! Hans familie havde formet hende, de havde vist hende de store værdier, men dengang havde det hele også været helt anderledes end det måtte være den dag i dag, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Det.. sagde jeg aldrig noget som helst om!” Hun valgte at trække sig væk fra ham, da han endelig gav slip på hende, selvom hun blot så på det som skulle de i gang med omgang nummer to af det store skænderi, hvilket hun bestemt heller ikke magtede! Han havde haft mere end tid nok til at lave om på det, men det føles slet ikke som om at det var noget som han havde lyst til! Hun bakkede væk fra ham og slog armene omkring sig selv i samme omdrejning. ”Så må du opsøge mig, når du engang formår at være mere hjemme.. Jeg tager et gæsteværelse.. Jeg sover jo alene om natten alligevel!” endte hun med en fast tone. Hun mente det i ramme alvor, for hun gad virkelig ikke ligge og vente på at han kom hjem, falde i søvn før han dukket op, hvor hun så kunne vågne dagen efter og faktisk finde ud af, at han havde været hjemme, for det fik hun intet ud af! Hun var træt af en mand som aldrig var hjemme!

[giovanni]

Selvom Giovanni mest af alt ønskede at stoppe skænderiet, og faktisk også var fulgt efter hende for at få hende til at falde ned, så var det mere end tydeligt at alt ikke var blevet sagt endnu, hvilket han virkelig hadede. Han kunne godt vælge bare at give hende ret, tie stille og så lade det være ved det, men alt det hun sagde, fandt han sig virkelig ikke i! Han vidste godt at han kunne være uretfærdig ved nogle punkter, men det frustrerede ham at hun ikke engang kunne se det fra hans synspunkt, for det kunne han skam godt ved hende, foruden det punkt når det kom til Sonic, men det var fordi han stadig havde sine problemer og kvaler med fortiden, som han ikke rigtig kunne lægge fra sig. ”Men du har al ret til at være sur på mig? Jamen det er fint, kan se at alt åbenbart skal gå efter dit hoved, men så må du hellere finde dig en anden mand som faktisk har tænkt sig at arbejde efter din pibe!” vrissede han fast. Hvis hun var så pokkers utilfreds med ham, så forstod han slet ikke hvorfor hun i det hele taget valgte at blive! I øjeblikket kunne han i hvert fald ikke se hvor hendes kærlighed til ham var, for hun respekterede ham ikke engang eller det som han gjorde! Hun troede jo ikke engang at han havde en samvittighed! Han himlede med øjnene til hendes ord. ”Det ved jeg godt Jacqueline! Det er tilmed det jeg siger, hvis du gider høre efter! Jeg gider ikke behandle dig som var du et barn, for det er du sgu ikke! Derfor lod jeg dig også søge ud på egen hånd i stedet for at følge efter dig!” svarede han kortfattet. Han kunne tydeligt mærke at han var ved at blive godt arrig og vred igen, hvor han snart følte for at gå amok igen! Han kneb øjnene sammen som hun nævnte den knægt igen. ”Jamen hvorfor valgte du så ikke bare Darcy i stedet for at komme hjem igen.. hm? Det havde sparet dig for en masse!” vrissede han koldt, hvor han kunne mærke et stik i brystet ved tanken, for han hadede hende for at have været ham utro, skønt han heller ikke kunne andet end at elske hende, for han kunne jo i princippet lide alt ved hende. ”Ikke det? Du skælder mig ud for at arbejde så meget som jeg gør, men nogen skal gøre det Jacqueline, om du vil det eller ej! Arbejde er vigtigt! Men hvis du vil undvære den luksus du altid har levet i, jamen så er du da velkommen til at prøve gaden!” svarede han kortfattet. ”Desuden så ville jeg virkelig gerne hjem og sove ved din side om natten, kunne nå at sige godnat til dig, jeg ville med glæde være hjemme til at putte børnene, og jeg vil mægtig gerne gøre et forsøg og prøve, men selv det virker du skide kold over!” vrissede han surt, som han knyttede sine næver ganske let. Han lod hende blot trække sig væk fra ham, for han gad pludselig heller ikke holde om hende længere. Hun blev ved med at stikke til ham, og det gjorde ondt! Han himlede let med øjnene. Han følte virkelig for at banke noget fornuft ind i hovedet på hende! Han kneb øjnene sammen og vendte sig med fronten mod hende igen. ”Du kan godt spare dig, for jeg skrider! Du hører jo slet ikke alt det jeg siger! Jeg vil gerne gøre et forsøg! Jeg vil gerne lave min vane om, så jeg kan være mere hjemme! Men hvis du ikke gider give mig tid, så kan det sgu da være fuldstændig være ligegyldigt! INGEN kan ændre sig på en dag Jacqueline, fat det! Men giv mig tiden til det, og så skal jeg med glæde sørge for at det bliver lavet om!” Han rystede på hovedet. Det var jo som at tale til en dum dør! ”Had mig så meget du vil Jacqueline, men jeg er ikke perfekt og det har jeg aldrig været, og jeg kan ikke være perfekt, så jeg skal nok gøre dig den tjeneste og smutte ud af dit liv..” Denne gang var det ham som valgte at fjerne ringen fra sin finger, hvor han smed den fra sig på sengen, inden han fiskede hendes op. ”Jeg har altid elsket dig, højere end noget andet, og det gør jeg stadig, jeg ville gøre alt for dig og børnene, jeg er ked af at jeg ikke kan være den mand du ønsker, så gør hvad du vil, men det her gider jeg ikke finde mig i! Hvis du ikke engang kan se det fra mit synspunkt, så er det sgu DIG som er egoistisk!” Han endte også med at smide hendes ring fra sig på sengen, inden han vendte om på hælene og gik mod døren. Det gad han virkelig ikke finde sig i! Han bed tænderne hårdt sammen, hvor han for første gang i utrolig mange år mærkede hvordan tårerne pressede sig på.