Plagues from the past

[Deleted]

At vide at Giovanni halvt om halvt direkte ønskede et skænderi med hende, var noget som faktisk gjorde Jacqueline direkte irriteret, for hun havde ikke gjort noget galt! Andet end at gøre det overfor Sonic som hun havde gjort den aften, men andet behøvede han da slet ikke at vide, det var helt sikkert! Hun ønskede ikke et skænderi, for.. det var som om at de bare ikke kom videre derfra, hvilket faktisk var noget som gjorde hende direkte ked af det, og det var slet ikke en tanke som hun brød sig om. hun ønskede for pokker bare at det hele skulle blive godt igen mellem ham og hende, men det var for pokker da umuligt hvis han skulle vise den tillid til hende! ”Jamen mange tak for tilliden..” mumlede hun direkte irriteret, for det var bestemt heller ikke noget som hun direkte fandt sig i på noget tidspunkt! Armene slog hun over kors og med den samme faste mine. De havde lige puttet børnene i seng, hun var kommet hjem igen – som hun havde lovet og der havde ikke været en anden mand i billedet, og så ønskede han alligevel at skændes med hende? Det var bestemt heller ikke noget som hun fandt som retfærdigt på nogen måde, for hun ønskede for pokker da bare muligheden for noget fred for en gangs skyld, for hun kunne virkelig ikke se at hun havde gjort noget som helst forkert overhovedet! Hans strøg mod hendes kind og kæbe, var noget som hun nød af, for han havde aldrig gjort nogen decideret skade på hende, så hun stolede skam også på ham når det kom til dette, det var der ingen tvivl om overhovedet. Hun sukkede dæmpet. ”Jeg ved udmærket godt hvor min styrke ligger og ja, jeg bad måske selv om den behandling som jeg blev udsat for, men hvad fanden? Jeg er kommet hjem og jeg har jo stadig mit liv, ikke?!” endte hun direkte vrissen. At han ønskede at gøre skade på dæmonen var slet ikke noget som hun ville tillade! For pokker, det var jo hendes egen søn, og selvom hun ikke havde noget direkte forhold til manden, så var det slet ikke noget som hun ønskede at kaste bort på den måde, nu hvor hun faktisk havde muligheden for at rette bare lidt op på det igen, det var helt sikkert! Hun knyttede næverne idet hun vendte sig mod ham og direkte fortalte hvem som havde gjort det. Hans reaktion var dog ikke den som hun kunne sige sig at have ventet, for det var det på ingen måde! At han direkte trak sig væk fra hende, den mine og det faktisk at han.. bare gik, var bestemt ikke ventet for hendes del! At han så bare gik mod soveværelset, var noget som et sted lettet hende, selvom.. hun vidste ikke hvordan hun skulle tackle eller tolke det, for det var noget som ikke sagde hende noget som helst! Hun endte med at gå direkte mod ham. Hun ville i den grad nyde det langt mere, hvis hun vidste hvad hun havde at skulle forholde sig til! Hun endte med at lade hænderne gribe omkring hans overarm, næsten som at få ham til at stoppe. ”Fortæl mig hvad du tænker..” bad hun nærmest med en dæmpet stemme. Hun vidste slet ikke hvad hun havde at skulle forholde sig til, og det var bestemt ikke en tanke som gjorde det nemmere for hende på nogen måde!

[giovanni]

Det var ikke fordi at Giovanni direkte ønskede et skænderi med Jacqueline, for han ønskede faktisk at de kunne finde ud af det sammen, at de kunne redde de løse tråde og redde deres ægteskab, for man kunne ikke ligefrem sige at det havde været lutter lykke de sidste par år. Han elskede hende og ønskede faktisk at de skulle være lykkelige, at der skulle være mange af de gode stunder og aftener som de havde delt forleden aften, for det var noget som han i sandhed havde nydt! Derfor irriterede det ham også at det hele skulle blive ødelagt med deres typiske diskussioner og skænderier, for dem havde de efterhånden haft utrolig og utallige af igennem de sidste par år! Han kneb øjnene ganske let sammen til hendes ord, som han hørte på trods at hun talte lavt. ”Tillid er noget som man gør sig fortjent til!” endte han hvislende, som han sendte hende et fast og indgående blik. Hun havde svigtet ham, hvis hun ønskede den tillid som han havde skænket hende inden hendes fejl, så måtte hun også gøre sig fortjent til det og kæmpe for at få den! Han gav normalt aldrig folk en chance til, selvom han alligevel havde gjort det med flere af familiens medlemmer, og der var Jacqueline også én af dem. At se hende med de ar og sår, var noget som virkelig gjorde ham arrig! For måske han ikke nærede den største tillid til hende, og måske det var hendes egen skyld, men derfor tillod han bestemt ikke at nogen rørte hans hustru og gjorde skade på hende! Det var noget som gjorde ham stiktosset og direkte rasende! Vedkommende der havde gjort dette mod hende, skulle komme til at bøde for det! Og så var han ligeglad med hvem der havde gjort det! Hans mine blev kun langt mere vred til hendes vrissende ord, for den tone fandt han sig bestemt heller ikke i! ”Jeg er ligeglad! Jeg har regler, jeg har normer og jeg kræver at de bliver fulgt og håndhævet, hvilket du burde vide bedre end nogen anden, eftersom du er opdraget ind i familien!” hvislede han fast, uden at han tog blikket fra hende, ”jeg vil bestemt ikke finde mig i at min egen hustru skal kaste kaos over familien! Skabe et dårligt rygte, for så skal jeg love dig for at det er slut! ER DET FORSTÅET?!” Han råbte de sidste ord, hvor det var mere end tydeligt at han var ved at være godt oppe i det røde felt. Det var også kun Jacqueline der kunne få ham så hurtigt op i det røde felt, for hun havde næsten utrolig let ved det efterhånden! At han så fandt ud af at det var hendes egen søn, den søn hun havde fået med Vladimir Darcy, som havde såret hende på denne måde, var noget som fik ham til at tabe mæglet. Han vidste snart ikke hvordan han skulle reagere, selvom det uden tvivl var negativt uanset hvordan man vendte og drejede den! Det var jo direkte som at blive puttet tilbage til dengang hun var kommet hjem, og havde fortalt ham nyheden omkring hendes graviditet og det barn hun havde fået med en anden mand! Han valgte blot at gå i direkte raseri, uden at skænke hende et eneste blik. Hans indre kogte som aldrig før, selvom han blev revet ud af sine tanker, da hun valgte at tage fat omkring hans overarm og stoppe ham. Han vendte de isblå, rasende øjne imod hende, hvor han rev armen til sig. Hun ville vide hvad han tænkte?! ”Åh, jamen jeg kan fortælle dig, at jeg tænker på om det var en fejltagelse at have givet dig en chance til, da du kom krybende tilbage efter at have været mig utro!” endte han i en vred tone, som han knyttede hænderne faretruende. Han prustede næsten som en arrig tyr, uden at han tog blikket fra hende, hvor han uden tvivl så rødt! ”Men jeg kan løse problemet ved at tage til Procias og slå knægten ihjel, så intet længere forulemper mig!” afsluttede han vredt, som blikket faldt væk fra hende og på en flot antik vase, der stod på en mindre piedestal af sten. Han endte med at slå med fulde kraft til vasen, så den røg ned fra piedestalen og på gulvet, hvor den blev splintret i flere tusinder af små stykker. Han vendte ryggen til hende, som han fortsatte væk fra hende og mod soveværelset igen, hvor han valgte at smække døren i.

[Deleted]

Jacqueline ønskede virkelig ikke at ende med at skændes med ham, for det var slet ikke hendes mening. Hun ønskede jo selv at de bare skulle finde ud af det, selvom det var tydeligt at han måtte være af en helt anden mening lige i aften! Ikke fordi at det gjorde det bedre, for hun følte efterhånden kun at hun kunne gøre tingene forkert! Behandlingen som Sonic havde tvunget hende under, var helt og holdent hendes egen skyld, og det var noget som hun var klar over, ikke fordi at det var noget som gjorde det bedre, for hun vidste udmærket godt, at det bestemt kun var noget som måtte gøre manden langt mere arrig end det som han måtte være fra før af. Hun sendte ham kun en direkte trodsig og vred mine ved hans ord. ”Jeg har kæmpet for den tillid i årevis nu!” hvislede hun igen. Hun var ikke bange for at svare ham igen, og det havde hun aldrig været, selvom hun vidste at hun burde være forsigtig, også mest for sin egen skyld, men det var så sådan at det måtte være. Sonic havde gjort skade på hende, selvom hun stod fast på at det var noget som hun selv var skyld i. Hans ord var noget som direkte stak i hendes bryst. Hun vidste godt at det måske ikke havde været det mest heldige, men de havde fået snakket ud om det og ordnet op på det på fredeligt vis! Hænderne gled næsten automatisk mod hendes bryst. Måske at hun var ved at være oppe i årene, hvilket hun vidste, men tanken om at skulle miste ham, var slet ikke en tanke som hun kunne bære! Han var manden i hendes liv, og derfor frustrerede det hende virkelig at det hele skulle gå sådan i vasken! Efter så mange år! ”Hvis jeg vanære familien så grusomt, så lås mig inde Giovanni! Hold mig inden døre og sørg for at jeg aldrig kommer ud igen! Så skal det hele nok gå lige efter dit hoved!” endte hun med en direkte vred stemme. Det var bestemt ikke kun hans regler som burde gælde, men også hendes! Han burde tage mere hensyn til hende! Han burde gøre noget mere for familien i stedet for at sidde gemt på sit arbejde dag ud og dag ind, for det var hende som tog det tunge læs på hjemmefronten og det var selv noget som hun blev træt af i længden! Det var slet ikke fordi at hun ønskede at skændes med ham, for hun vidste, at det slet ikke var noget som hun fik det mindste ud af, uanset hvordan hun så ville vende og dreje den, og det var noget som gjorde ondt selv på hende! Hans ord og det at han rev armen til sig, var noget som hun alligevel hurtigt bed sig mærke i. Han var vred og hun gjorde sit for ikke at gøre det hele værre for ham. ”Du rør ikke den knægt, hører du mig?!” endte hun med en næsten forfærdet stemme ved hans ord. Uanset hvad, så var det jo trods alt hendes søn og det ville det være uanset hvad! At han gik ind på værelset og smækket dørene efter sig, gjorde det kun tydeligt for hende; Hun var ikke videre velkommen. Hun bed sig lettere skælvende i læben, idet hun bare rystede på hovedet. Nok var ganske enkelt nok! Hun vendte om på hælen, kun for at søge tilbage til stuen, hvor hun satte sig i sofaen og med tæppet omkring sig. Hun var nødt til at falde lidt til ro!

[giovanni]

Måske Giovanni ikke ligefrem var fair at betvivle hendes loyalitet til ham og deres ægteskab, men kunne man egentlig bebrejde ham? Det var ikke fordi det ville være første gang, desuden så havde han spurgt for at være sikker, sagde hun at hun ikke havde, så troede han skam også på hende, at hun så skulle fortsætte med at køre rundt i det, var noget som måtte irritere ham! Det hjalp så heller ikke at hun svarede ham igen, for det gjorde ham kun langt mere irriteret og til sidst vidste de begge at han ville blive rasende, for de vidste jo begge hvordan det gik når de først kom op at diskutere, det endte altid med et skænderi. Han tog ikke blikket fra hendes på noget tidspunkt, hvor hans isblå øjne bar det samme iskolde skær, som de altid gjorde, når han var vred eller ude i offentligheden, det var jo trods alt kun hans familie der fik noget af den mere varme side af ham at se. Han fnøs kortfattet til hendes ord. ”Åh virkelig? Du vinder i hvert fald ikke min tillid, ved at jeg endelig giver dig lov til at søge ud, og du så skider på det og kommer op at slås!” vrissede han fast, som han skulede dræbende til hende. Dette var hans hus, hans familie og derfor gjaldt hans regler også! Sådan havde det altid været og Jacqueline vidste hvilke regler hans familie gik og altid havde gået ind for! Det skulle hun bestemt ikke komme og lave om på, for så var hun skam fri til at skride af helvedet til! Skønt han jo sådan set ikke var ligeglad, for han ønskede ikke at miste hende, det var noget som han faktisk var inderligt bange for, nok noget af det eneste som han faktisk var bange for. Hendes ord fik ham til at himle med øjnene og ryste på hovedet af hende. Hun forstod det jo slet ikke! Han ønskede slet ikke at låse hende inde! Han vidste godt at det han havde gjort mod hende igennem de sidste år var forkert, og han fortrød det faktisk, og derfor havde han da slet ikke tænkt sig at låse hende inde, skønt det næsten var fristende når hun kom hjem i sådan en tilstand! Han strøg tungen let over sine læber, som han fnøs ganske let. ”Du forstår det ikke.. ved at låse dig inde, ville det ikke engang gå efter mit hoved!” hvislede han fast, hvor han ikke tog sig af at hun selv var blevet vred, for det skete jo når de kom op at diskutere, de var begge lige stædige, de hidsede hinanden op, og det forundrede ham faktisk at de altid faldt til ro igen, selvom det naturligvis glædede ham, for han ønskede ikke at skændes med hende. At hun flyttede hænderne til brystet, så kunne han godt regne ud at han havde ramt et ømt punkt, selvom han ikke tog sig af det, eftersom han virkelig var vred. At han ikke måtte røre knægten var skam noget som han hørte og bed mærke i, hvilket kun opfyldte ham med langt mere vrede, skønt han blot fortsatte mod soveværelset. Som han fik smækket døren i, endte han med at knytte hænderne, hvor han mærkede vreden boble i ham. Han havde virkelig lyst til at tage til Procias og flå den dreng synder og sammen! Han vendte blikket mod sengen, hvor de isblå øjne faldt til puden, som endte med at eksplodere af hans blik, så fjer fløj ud over det hele. Han endte med at lukke øjnene, eftersom det heller ikke nyttede at han smadrede hele huset, skønt det virkelig var fristende! Han gik roligt mod badeværelset, hvor han tændte for det kolde vand, inden han plaskede det i hovedet på sig selv. Han gjorde det et par gange, inden han lukkede for vandet igen, hvor han vendte blikket mod sit spejlbillede. Han bed tænderne fast sammen, som han næsten endte med at væmmes ved blikket, hvor han slog sin hånd direkte ind i spejlet, så det efterlod et tydeligt ødelagt mærke og en masse revner. Han trak hånden til sig, som blødte og gjorde ondt, for han var trods alt stadig menneskelig. Han skyllede hånden, tørrede den, inden han gik ud i værelset igen. Eftersom hun ikke var kommet ind, kunne han regne ud at hun ikke ville komme. Han valgte roligt at forlade værelset igen, hvor han strøg ned ad gangen og mod stuen, eftersom hun altid plejede at sidde der. Han trådte ind i rummet, hvor han slog skydedørene i bag sig, så man kunne høre ham komme. ”Så du vælger den knægt frem for din familie her?!” spurgte han i en hvislende tone. Han var slet ikke færdig med hende endnu! Og hun skulle ikke bare gå fra ham!

[Deleted]

Jacqueline følte i den grad ikke at hun kunne gøre noget som helst rigtigt efterhånden. Giovanni var altid sur på hende, og når de så kom op at skændes og diskutere, så bragte han fortiden op igen, hvilket kun gjorde hende vred, og så var de jo i gang igen! I det store og hele, så havde hun problemer med at se hvordan de skulle få det hele til at fungere og det var noget som faktisk gjorde ondt på hende! Hun elskede ham virkelig, hun ønskede at tilbringe resten af livet med ham, og så måtte det jo være op til ham at finde ud af hvor længe det skulle vare ved! Hun bed sig let i læben og uden at tage blikket fra ham, for hun var virkelig ved at være vred efterhånden, for det pissede hende virkelig af! ”Tror du at jeg gjorde det med vilje??” spurgte hun ganske kortfattet. Hvis det ikke var fordi at han ikke ønskede at skændes med hende, så havde sagen i den grad også været en hel anden end det som det var nu, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for tanken var i den grad noget som gjorde hende direkte rasende, og det gjorde ondt. Hans ord brændt i hendes sind, også fordi at hun vidste at hun var direkte tvunget til at føje sig under hans love og regler her på stedet, for sådan havde det jo også altid været, selvom det ikke gjorde det et hak bedre for hendes vedkommende! Hun sendte ham en direkte fast mine, hvor hun selv ikke tog sig af hans dræbende mine, for hvorfor skulle hun? Han havde ikke gjort skade på hende, andet end verbalt, hvilket var noget som hun kunne tackle, selvom det gjorde ondt. ”Aha? Ved at holde mig inden døre, så ved du da, at jeg ikke gør noget som du IKKE vil have! Ingen slåskampe, intet socialt.. INGENTING!” hvæsede hun med en fast tone. I det store og hele, så var hun næsten ligeglad med om børn eller andet hørte dem lige nu, for det var slet ikke noget som hun tænkte over. Hun havde brug for at få ham til at forstå, at hun virkelig forsøgte! At hun prøvede at leve op til de forventninger som han havde til hende, og at det som hun havde gjort overfor ham, ikke var noget som skulle ske igen, men det var svært når der ikke var nogen tillid! At han bare forsvandt ind på værelset, var noget som tillod hende at lade de parader falde bare en anelse, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hende på nogen måde. I det indre græd hun. Hans ord gjorde ondt.. Det var første gang at han direkte havde truet med at gøre det slut – på den måde om ikke andet, og det var en tanke som direkte skræmte hende, for hun ønskede for pokker ikke at miste ham! At gå tilbage til stuen, var noget som hun selv valgte, for han havde valgt at vende ryggen til hende i udgangspunktet, og det var ikke noget som hun ønskede at blande sig i! Gad han ikke at snakke med hende, så skulle han da nok blive fri for det! Hun havde formået at pakke sig godt ind i tæppet, idet at hun kunne høre ham komme, i og med at han lukkede skydedørene kraftigt bag sig. Hun tvang endnu en gang facaderne op, selvom det bestemt ikke var nemt. ”Hvis du så meget som overvejer at røre Sonic, Giovanni, så skal du igennem mig først..” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Hun så ikke engang på ham, men stirrede bare ind i resterne af flammerne i pejsen. Hun knyttede næverne ganske let. Hun hadet at skændes med ham og det at han skulle ødelægge tingene omkring ham, viste hende da kun at han virkelig var vred. ”Jeg vælger min familie.. Og tro det eller ej.. om du vil det eller ej, så er han MIN søn!” endte hun med en kraftig og fast tone.

[giovanni]

Det var tydeligt at det ikke kun var Giovanni som var ved at komme op i det røde felt, selvom det ikke var noget nyt, for de kørte hinanden op, hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre og der var altid en masse at undskylde for i sidste ende, og man skulle tro at hvert skænderi skubbede dem mere og mere fra hinanden, og utroligt nok blev de hos hinanden, selvom det vel kun var et spørgsmål om tid? Det var næsten det som han frygtede, og selvom tankerne strejfede ham, når de kom op at diskutere og skændes, så slog han dem til side, fordi hun altid formåede at pisse ham af og fornærme ham, hvilket han virkelig ikke fandt sig i! Der var grænser for hvad han ville finde sig i fra hendes side af, og det at hun svarede ham igen gjorde det ikke ligefrem bedre! Men de var uden tvivl begge ufattelig stædige! ”Jeg ved snart ikke.. med det samme jeg giver dig frie tøjler og du opfører dig som en rebelsk og fuldstændig uansvarlig!” vrissede han direkte bebrejdende. Han gav ikke folk en chance til for at de så skulle tro at det var endnu en chance for at brænde den af! Han endte med at rette sig op og sendte hende en kortfattet mine. ”Det skuffer mig at se dig komme hjem sådan,” endte han tonløst, uden at han så væk fra hende, og så var han ligeglad med om ordene sårede hende eller ej, for det var præcis sådan han havde det! Han valgte endelig at vise hende tegn til tillid, han valgte endelig at lade hende søge ud igen, og så kom hun hjem sådan?! Det skuffede ham virkelig! Desuden så fandt han sig bestemt heller ikke i det! Han var ligeglad med hvordan hun så på tingene, for han havde regler og normer som han direkte krævede blev overholdt af alt og alle! Han endte med at fnyse og rystede endnu engang på hovedet af hende. Måske han undgik at hun lavede ballade, hvis han lukkede hende inde, men så var der jo bare en masse andet i vejen. Han ønskede hende lykkelig, hvilket også var grunden til at han faktisk havde valgt at lade hende søge ud i udgangspunktet, for at vise at han elskede hende, tænkte på hende og viste hende tillid, at hun så skulle komme sådan hjem.. det gjorde ham virkelig vred! Selvom det mest af alt skuffede ham. ”Det lyder jo næsten fristende,” bed han hende af, som han lagde armene over kors og sendte hende en fast mine. Han var ikke ligeglad, han var ikke kun vred, selvom det var det han viste udadtil, men indvendig var han frustreret over at de altid skulle skændes, over at de ikke kunne finde ud af det, men.. sådan ville det vel altid være? At komme ind på værelset og kunne trække lidt luft, hjalp ikke engang, for han havde faktisk ventet at hun var fulgt efter ham – som hun plejede at gøre – men hun kom aldrig, hvilket næsten kun gjorde ham langt mere irriteret, derfor valgte han også at sætte kursen tilbage mod stuen, hvor han regnede med at hun ville være – for der var hun jo altid. Han var ligeglad med om Gud og hver mand hørte dem, for det tænkte han ikke engang over. Blikket faldt stift til hendes ryg, som han betragtede sig af hendes skikkelse. Dørene holdt han nu alligevel lukkede. Hendes ord var noget som fik en knude til at samle sig om hans hjerte, hvor han knyttede næverne ganske let. Han lænede sig op ad dørkarmen uden at nærme sig hende, hvor et iskoldt og hånende smil gled over hans læber, som en ny facade røg op, for hun skulle bestemt ikke få fornøjelse af at se ham såret! Han endte ligeledes med at fnyse hånligt til hendes ord. ”En horeunge er ikke værd at beskytte. Desuden virker du direkte stolt over at født én?” svarede han med en følelsesforladt og tonløs tone, hvor blikket forblev lige så intetsigende. Han talte om knægten som var han en ting, men i hans øjne var den knægt intet andet end en horeunge! ”Du vælger knægten frem for din familie her? Frem for vores børn? Frem for mig? Og jeg som troede at du dengang valgte os frem for ham..” endte han i en tydelig bebrejdende tone, skønt man tydeligt kunne høre den skuffede undertone.

[Deleted]

Jacqueline blev efterhånden ved at være træt af at prøve, for hun kunne tilsyneladende ikke finde ud af det mere. Den aften som de havde delt her forleden, var virkelig noget af det bedste som hun nogensinde havde oplevet, også fordi at det var en aften som var foregået uden så meget som et eneste skænderi, det havde været utrolig hyggeligt, og ikke mindst bekræftende, så nu kunne hun endnu en gang stå der åben og ærligt overfor ham og direkte føle usikkerhed om han så måtte mene den eller om han ikke gjorde, og det var noget som gjorde hende langt mere arrig! Hun gjorde det slet ikke med vilje.. Det gjorde hun virkelig ikke, men når han gjorde hende ked af det, så var det lidt noget som skete automatisk. Hans ord gjorde ondt, for det værste som han kunne fortælle hende, det var skuffelsen over hende. Hun blev stående og stirrede direkte på ham og med den samme faste mine som tidligere, selvom det slet ikke var noget som hun havde i sinde at fortælle ham på nogen måde. ”Jeg gjorde det IKKE med vilje!” endte hun ganske kortfattet. Hun kunne ikke engang huske hvordan det direkte var udfaldet sig mellem hende og Sonic, de havde været oppe at slås, selvom det fra hendes side, var endt mere fredeligt end det var sket omvendt, for hun havde helt andre muligheder at gøre brug af, end det som han havde haft, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. At han direkte bare valgte at bide hende af, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre for hende på nogen måde, for tanken gjorde faktisk ondt. Var hun ikke mere værd end det?? Hun kneb øjnene fast sammen. ”Så må du jo være storslået tilfreds!” endte hun ganske kortfattet og med den samme vrede tone. Denne gang til en forveksling, så havde hun valgt at sætte sig i stuen i stedet for at søge til soveværelset. Hun kendte ham nok til at vide at han ventede på hende, selvom det bestemt heller ikke var noget som hun havde i sinde at give ham bare sådan! Hun nægtede at give ham sin vilje bare sådan! Specielt når han kun skulle gøre hende ondt på den måde, for han havde virkelig ramt ømme punkter og hun kunne ikke lide den tanke! Hvis der ar nogen som direkte kunne gøre hende ked af det, så var det i den grad ham! At han kaldte Sonic for en horeunge, var noget som gjorde hende direkte vred, selvom hun for nu valgte at bide det i sig. Hun mente det når hun sagde det. Han skulle ikke så meget som overveje at søge til Procias for at ramme knægten, for hun skulle nok komme ham i vejen! ”Jeg fødte en sund, frisk og stærk dreng, Giovanni.. Ikke en horeunge.. Og du skal ikke komme her og kalde mig for en simpel prostitueret, for så skrider jeg!” Denne gang vendte hun sig direkte mod ham og med den samme faste mine som tidligere. Hun var endt med at rejse sig, selvom hun beholdt tæppet omkring sig. Det gjorde ondt, at det skulle gå så galt, men det var nu bare sådan at det måtte være. Den skuffende undertone, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere eller bedre for hans vedkommende, for den tanke var noget som faktisk gjorde ondt! Frygtelig ondt! ”Jeg har aldrig fortrudt mit valg.. Jeg forlod ham i Procias til fordel for familien.. Tro om mig hvad du vil, men den knægt får du under ingen omstændigheder lov til at lægge så meget som en finger på! Jeg gjorde hvad der var nødvendigt for overbevisningens skyld.. Du aner ikke hvad han bad mig om.. hvad han ønskede og krævede af mig, som jeg trak ud i lange drag.. Jeg fik en knægt.. og selvom jeg ikke har et forhold til ham, så er han stadig MIN søn!”

[giovanni]

Det skuffede ærligt talt Giovanni at han endelig gav hende lov til at søge ud, og at hun første dag også skulle komme forslået hjem, for det fandt han sig bestemt ikke i! Måske det værste han kunne sige, var at han var skuffet over hende – hvilket han vidste – men han havde bestemt heller ikke tænkt sig at lyve for hende eller pakke det ind for den sags skyld! Han fandt sig ikke i at hun skulle træde på den tillid han endelig valgte at give hende! Så hun var da bestemt den sidste der skulle tale om tillid til ham! Han betragtede hende med et fast og vurderende blik, som han stirrede hende direkte i blikket. Hun sagde hun ikke gjorde det med vilje? Og han troede hende faktisk, for én ting han faktisk vidste omkring hende og som han var sikker på, var at hun ikke ville lyve over for ham, for de havde stået i en langt værre situation, og selv ikke der havde hun løjet for ham, så han vidste godt at hun havde respekt for ham, ligesom han også havde for hende, men af den grund så kneb det stadig med tilliden. Han så ikke væk fra hende, skønt han ikke svarede hende, vel også et tegn til at han ikke betvivlede hende? Af den grund bekræftede han heller ikke om han troede på hende. Han kunne se vreden vokse i hendes blik, selvom han ikke tog sig af det, for det smittede næsten kun af på ham selv. Han fnøs let til hendes følgende ord, da han havde valgt at bide hende af. ”Tværtimod Jacqueline.. ’tilfreds’ er det sidste jeg er,” hvislede han kortfattet, hvor han bestemt ikke lagde skjul på skuffelsen, som alligevel lyste ud af hans blik, og så var han ligeglad med om det sårede hende eller ej, for han fandt sig bestemt ikke i hendes uanstændige opførsel! Det var uansvarligt og det irriterede ham at det var hans egen hustru der skulle komme med sådan en rebelsk opførsel! Men et sted havde han slet ikke forventet andet, nu havde hun endelig fået sin frihed efter så mange år, så det forundrede ham ikke at hun ’slog sig løs’.
At hun var søgt til stuen i stedet for at følge efter Giovanni, var noget som irriterede ham, hvilket også var grunden til at han søgte efter hende, for han var bestemt ikke færdig med hende! Hans arme var gledet over kors, hvor han blev stående ved dørkarmen, uden at han tog blikket fra hende. Det hånlige smil forblev på hans læber, selvom det falmede, da hun næsten påstod at han kaldte hende for en prostitueret, for det var langt fra tilfældet! Han endte med at rette sig op, hvor han sendte hende en forarget mine. ”Prostitueret?!” gentog han forfærdet, som han næsten spyttede ordet ud i forarg, ”jeg har bestemt aldrig hentydet til at du var noget så simpelt som en prostitueret!” Han sendte hende en fast mine. Af den grund så han stadig Sonic som en horeunge; et uønsket barn, som ikke var andet end i vejen og som man kunne være foruden! Hans mine endte endnu engang intetsigende til hendes ord, hvor han blot stod og stirrede på hende. En stilhed lagde sig over rummet, hvor han blot stirrede på hende, uden at et ord forlod hans læber, hvor man næsten skulle tro at han var forstenet eller havde mistet tungen. Langt om længe gled et koldt og skadefro smil over hans læber, et smil som han normalt kun smilte, når han gjorde folk ondt. Han betragtede hende lettere udfordrende. ”Vil du stoppe mig, hvis jeg søgte efter ham?” spurgte han med en tone, der tydeligt indikerede hans overlegenhed og styrke i forhold til hende, for de vidste begge, at hun ikke ville kunne slå ham. Han bakkede to skridt tilbage og åbnede roligt skydedørene, som han stillede sig imellem. ”Jeg er virkelig fristet til at tage af sted med det samme og fjerne den sidste ting fra fortiden der plager mig,” endte han tonløst, som hans blik blev formørket, næsten som om han tænkte tilbage.

[Deleted]

At Giovanni direkte valgte at fortælle hende, at han var skuffet over hende, var helt klart det værste som han kunne fortælle hende. Jacqueline kunne dog af den grund ikke helt se hvad det var, at hun havde gjort forkert, for hun havde søgt ud, også selvom det jo først for alvor var gået galt da Sonic havde fundet ud af hvem han stod overfor, hvilket ikke gjorde det meget nemmere og det vidste hun jo udmærket godt. Hun sendte ham en direkte vred mine, for der var grænser for hvad selv hun fandt sig i, og det var bestemt ikke noget som hun kunne skjule bare sådan uden videre, for nu havde han for alvor endt med at køre hende op, så skulle han så sandelig også have lov til at tage konsekvenserne af dette! At lyve for ham, var slet ikke noget som hun kunne finde på, også fordi at hun vidste at det var noget som hun under ingen omstændigheder ville få det mindste ud af, om det var noget som man vile det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu endelig måtte være. Hun kneb øjnene fast og let sammen endnu en gang, som hun lod hænderne glide let over brystet foran hende. ”Jamen så beklager jeg, at jeg ikke kan stille dig tilfreds, Giovanni..” vrissede hun gien. Hvis han var alt andet en tilfreds, så havde hun jo formået at fejle – IGEN! Og det var noget som hun efterhånden blev træt af, for det gjorde ondt, og det frustrerede hende i den grad også, at hun ikke kunne gøre noget som helst rigtigt!
Det kunne bestemt heller ikke falde Jacqueline ind, at lægge sig ved siden af ham når han var så vred på hende, så hun gjorde vel klogt i at søge direkte tilbage til stuen? Det var bestemt ikke noget som hun fortrød! Overfor ham, var hun bestemt ikke bange for at udtale sig om sine meninger, for det var virkelig bare noget som han var nødt til at tage til sig, også fordi at hun nu var hans hustru! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme mine fra før af. Måske at han ikke var færdig med hende, men hun gad bestemt heller ikke bruge halve natten på at skændes med ham! Det var noget som hun faktisk også var ved at være frygtelig godt træt af! ”Hvor pokker skulle horeungen ellers komme fra, Giovanni?!” hvæsede hun med en fast tone. Måske at han så på knægten som uønsket, men det var slet ikke noget som hun kunne! For pokker, hun var jo knægtens mor! Hans følgende ord, var noget som direkte kom bag på hende. Mentalt og fysisk kunne hun ikke hamle op med ham, udelukkende fordi at han var en mand og ældre end det som hun var, hvilket et sted i den grad også måtte irritere hende! Hun knyttede næverne ganske let. ”Siden hvornår er du blevet så forbandet egoistisk? Jeg kan trygt love dig, at hvis jeg hører fra nogen, at du har været i Procias for at lægge så meget som en finger på manden Giovanni.. En enkelt finger, så skal du ikke regne med at finde mig her når du kommer hjem igen..” For hendes vedkommende var det måske en meget stor trussel, men han skulle da for pokker kunne se lidt andre behov end dem som han selv brændt inde med! Hun blev stående ganske stille og med den samme direkte vrede mine. Søgte han ud og mod Procias, så var det slut!

[giovanni]

Giovanni elskede uden tvivl Jacqueline og han ønskede ærligt talt kun det bedste for hende og resten af deres familie, skønt det måske ikke kunne se sådan ud, og nok slet ikke når de var oppe og skændes, men selv der havde han svært ved at se om hun i det hele taget elskede ham, for når hun kom hjem i sådan en tilstand, efter han langt om længe havde givet hende lov til at søge ud, så så han det bestemt ikke som at hun respekterede ham og hans regler på nogen måde! Og det skuffede ham at hun skulle komme sådan hjem, når det var første gang at hun søgte ud! Det var lige før at han fortrød at han i det hele taget havde givet hende lov til at søge ud, hvor det næsten blev fristende at spærre hende inde igen! Men i så fald ville hun nok ikke tilgive ham, desuden så gjorde han hende ikke lykkelig ved at spærre hende inde, selvom hun havde ret i at hun ikke ville bryde flere af hans regler. Han kneb øjnene fast sammen til hendes ord. ”Tja.. du hvis du faktisk gad forsøge, så ville det nok hjælpe på det, i stedet for at du skal blive rebelsk og uansvarlig med det samme jeg giver dig frie tøjler!” vrissede han vredt. Måske det var hårde ord, men det var sådan at han så på det! Men han troede skam på hende, at det ikke var med vilje at hun var blevet forslået, for det ville i hvert fald ikke give mening for ham, af den grund, så irriterede det ham at det var hendes egen søn der havde gjort det og at hun så ikke tillod ham at han satte en finger på knægten, for han ville bestemt heller ikke finde sig i at nogen gjorde hans hustru ondt, for det var der bestemt ikke nogen som slap levende fra! Enhver som stod som en trussel til hans familie, ville han sørge for forsvandt fra jordens overflade for evigt! Han betragtede hende med en fast mine på trods han blev stående på sin plads. At hun havde rejst sig tog han sig ikke af, hvor han blot stirrede på hende. ”Han er en horeunge i mine øjne. Et uønsket barn, der slet ikke burde være blevet til,” svarede han iskoldt, hvor hans blik forblev direkte følelsesforladt. Han nærede ingen følelse for det barn hun havde fået med Vladimir Darcy, tværtimod så forulempede den knægt ham! Han var ligeglad med om det var hendes søn, for hun havde valgt at forlade ham, som havde det ikke været hende, men det havde hun måske fortrudt. Han kneb øjnene sammen til hendes ord, hvor han endte med at rette sig op i dørene. ”Du valgte selv for mange år siden at forlade den bastard og skøge af en far, og nu forsvarer du ham? Fordi du efter alle de år pludselig støder på ham? Fortæl mig Jacqueline..” Han valgte at stille sig foran hende, hvor han greb hende fast omkring hagen og kæbepartiet, hvor han stirrede hende direkte i blikket. ”Fortryder du at du valgte os frem for en sølle knægt? For lige nu vælger du knægten frem for mig, og i så fald, hvorfor er du her så i det hele taget?” spurgte han koldt, uden at han slap hende på noget tidspunkt, men betragtede hende afventende. ”Jeg valgte at give dig en chance til, hvilket jeg normalt aldrig gør, når folk vælger at dolke mig i ryggen, som du gjorde! Og nu vælger du endnu engang at dolke mig i ryggen?”

[Deleted]

Jacqueline havde virkelig forsøgt igennem en længere årrække at gøre godt for det hele igen, selvom det var noget som hun efterhånden var mest fristet il at give efter, på denne her måde, for hun følte virkelig ikke at hun kunne gøre noget som helst rigtigt, og det at han direkte påstod at hun intet havde gjort, var kun noget som gjorde hende langt mere utilfreds, for hun følte ikke at hun gjorde noget andet! Hun kneb øjnene direkte og fast sammen. ”Hvis jeg gad at forsø…” Hun endte med at stirre direkte på ham og med den samme direkte vrede mine. ”Jeg nyder det når jeg endelig får lov til at gå ud, Giovanni.. Jeg nyder når jeg endelig får lov til at trække lidt af den friske luft væk hjemmefra og hvis du tror at jeg har opsøgt manden med vilje og faktisk sørget for at komme til skade, så tager du i den grad fejl!” Hun havde ikke gjort andet end at føje manden i årevis! Hun havde skænket ham børn som et tegn på hendes følelser for ham, hun havde skænket ham en glæde, hun havde vist ham loyalitet og trofasthed, netop også ved at blive hjemme som intet andet end en hjemmegående husmor og dette var takken? At han skulle stå og skælde hende ud? Det var bestemt ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde! At han direkte betragtede Sonic som en horeunge var bestemt ikke en mening som hun var af. Måske at barnet var uønsket fra hans side, men.. det kunne han ikke være fra hendes. Uanset hvad, så havde hun et bånd knyttet til den mand, og det var noget som hun faktisk ønskede at gøre noget ved, kun så det kunne blive stærkere! Hvis Giovanni tænkte sig bare lidt om, så var den knægt en fod inde i Procias, uden at hun behøvede at skulle forlade hjemmet! Hun valgte bevidst ikke at sige noget til det, idet at hun så ham komme hen mod hende. Hånden som greb omkring hendes hage og kæbe, var noget som direkte fik hende til at stirre ham i blikket. Han var virkelig blind! Og det var noget som direkte gjorde hende vred, for hun fandt det bestemt heller ikke retfærdigt på nogen som helst måde overhovedet! Hun havde absolut intet gjort ham! Hans ord var virkelig noget som stak hende i hjertet, for.. troede han ikke på hendes kærlighed til ham? I så fald, så var hun ikke den rette for ham! Selv efter alle disse år! ”Hvis du så meget som hentyder til at du ikke tror på min kærlighed til dig, Giovanni.. så har jeg fejlet som din hustru.. Og ved du hvad? Så har jeg intet at lave her!” endte hun ganske kortfattet. Hun rev hovedet let til sig og sendte ham kun en meget fast mine. Hun var ikke bange for ham og det havde hun aldrig nogensinde været! ”Jeg har aldrig nogensinde fortrudt at jeg valgte Salvorique frem for Darcy.. Men nu.. Nu ved jeg ikke.. Hvis det her er sådan at du ser på mig og det som vi har haft igennem så mange år, så er det slut!” hvæsede hun med en fast tone. Ikke fordi at hun ønskede at det skulle gå så vidt, for hun elskede ham jo.. men tanken om at miste ham, var virkelig noget af det mest skræmmende som hun nogensinde havde oplevet!

[giovanni]

Selvfølgelig vidste Giovanni at Jacqueline havde kæmpet og virkelig forsøgt at rette op på sin fejl, for til tider havde hun jo virket helt desperat, så det var en løgn, når han påstod at han var i tvivl om hun prøvede eller ej, men han sagde jo altid en masse ting for at såre hende og køre hende op, når han var vred, ligesom han vidste at det var gengældt. Men når han var så vred som han var i øjeblikket, så blev han blind og så ikke fornuften, selvom han altid endte med at fortryde de ting han sagde når de faldt til ro igen, som han jo altid gjorde. Han betragtede hende med en ganske kortfattet mine, da hun udtalte sine ord. Han betvivlede skam ikke at hun havde nydt sin tur ude, men at se hende komme hjem i den tilstand, var skam ikke noget som han fandt sig i! ”Jeg tror ikke jeg kan forvente højere af dig, efter alle de år inde.. så får du endelig muligheden for at søge ud og du opfører dig med det samme som en uanstændig teenager, som ikke tilhører denne familie,” svarede han direkte iskoldt og følelsesforladt, hvor han bevidst prøvede at ramme ømme punkter og få munden lukket på hende. Hun var måske ikke bange for at sige sin mening over for ham, men selv hun – og hun bedre end nogen anden – burde vide at man ikke skulle sige alt til ham, for han havde en grænse som virkelig var dum at overskride, nemlig fordi han tydede til skrappe midler, skønt han ikke havde ladet noget gå ud over Jacqueline endnu, men det kunne hun skam godt nå at få lavet om på, for hans tålmodighed med hende blev skam ikke ligefrem længere, men tværtimod kortere og han fandt sig virkelig ikke i denne rebelske opførsel om det så var fra sin hustru, børns, søskende eller niecers og nevøers side! Hvis de ikke kunne følge slægtens regler og normer, så var de ikke velkommen her, for de kunne fint slippe herfra, hvis de ikke gad leve under de regler og krav han satte standarden til! Han stirrede hende direkte i blikket, som han fik hende grebet omkring kæbepartiet, hvor han ikke så nogen andre steder hen, for hun havde skam vundet hans fulde opmærksomhed, skønt det ikke ligefrem var på nogen positiv måde. ”Du er skam fri til at smutte når som helst du vil,” svarede han kortfattet, hvor han ikke just svarede på om han betvivlede hendes kærlighed eller ej. Han måtte indrømme at han havde svært ved at se den i øjeblikket, for hun valgte at vælge den knægt frem for ham, og det fandt han sig bestemt ikke i på nogen måde! Hendes følgende ord var noget som fik ham til at se direkte vredt ind i hendes blik, skønt han blot lod hende trække hovedet til sig. Han knyttede sine hænder lettere faretruende, som han endnu engang mærkede raseriet være på nippet til at bryde ud. ”Hvem er det lige som betvivler hvem?!” hvæsede han kraftigt. ”Jeg gik imod alt hvad min familie står for, den dag du kom hjem efter at have været mig utro, i stedet for at smide dig på gaden og tage alt fra dig, så valgte jeg at give dig en chance til, og hvorfor? Fordi jeg elsker dig højere end noget andet! Jeg har været dig tro i alle år!” hvæsede han vredt og med en faretruende undertone, hvor hans hånd dirrede efter fristelsen til at skænke hende en lussing, skønt han lige og lige holdt sig i skindet og undlod det. ”Den.. knægt er skyld i ALT!” hvislede han fast.

[Deleted]

Jacqueline var virkelig knust i det indre og hun vidste at Giovanni var kendt med det. Det sidste som hun ønskede, var at blive kastet på gaden, miste ham og den familie som hun havde med ham, men hvis det var sådan her at det hele skulle gå for sig, så måtte det jo trods alt bare være sådan at det måtte være. Hun elskede ham og hun begærede ham og lige nu ønskede hun slet ikke at skændes med ham, men hun kunne virkelig ikke gøre for det! Han gjorde alt for at gøre hende ondt, og det vidste hun, selvom det ikke ligefrem gjorde situationen bedre. Hans ord var noget som direkte satte sig i hendes sind. Han vidste udmærket godt hvad han skulle sige, netop for at gøre hende ked af det, og hun måtte desværre erkende at det virket. Måske at hun var en gammel mentaldæmon, men hvis der var nogen hvis ord hun tog til sig, så var det i den grad hans. Denne gang endte hun med at tie fuldstændig. Hvis han mente at hun ikke tilhørte familien, så måtte han jo smide hende ud! Selvom det slet ikke var noget som hun ønskede sig på nogen måde! Hænderne knyttede hun med en ganske kortfattet mine, uden at hun så sig væk fra ham, for det var slet ikke noget som hun kunne skjule for ham, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun græd i det indre, selvom det slet ikke var noget som han behøvede at vide, selvom han nok kendte hende nok til at vide det! At han direkte vovede at fortælle hende at hun var fri til at smutte, var noget som et sted gjorde hende vred, for var det bare det? Selvom hun vidste at ordene udelukkende var for at gøre hende ondt, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde sagen bedre for hende, for hun kunne jo næsten ende med at betvivle om der var hold i det! ”Ønsker du virkelig at jeg skal gå? Ja, lykke til med at finde en mor til de små så! For du er jo aldrig hjemme til at passe på dem!” endte hun med en fast tone. Børnene havde hun skænket til ham fordi at han havde sat det som et krav, hun havde opfostret dem ligesom de andre, selvom disse nok var langt mere heldigstillede end de mange andre, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans ord var noget som direkte gjorde ondt, også selvom hun slet ikke kunne se nogen tegn på tillid, loyalitet, respekt, accept eller noget som helst for øjeblikket, og det var udelukkende på grund af ham, det var helt sikkert! At høre at han elskede hende, var noget som et sted varmede, selvom hun kun følte at han sagde dem for at bringe hende en usikkerhed og en dum samvittighed. Efterhånden mente hun at hun havde gjort op for det! Netop ved at være ham tro, gøre hvad han bad hende om og det hele, og dette var takken?! Hun kneb øjnene fast sammen, også selvom tårerne blev sværere og sværere at holde igen. ”Hvis jeg er dig en så stor skuffelse, så må du jo finde en anden som din hustru, Giovanni! Jeg kan tilsyneladende ikke stille dig tilfreds efter alle disse år! Jeg gjorde en tåbelig og fatal fejl dengang! Jeg kom krybende til dig, jeg fortalte dig sandheden, jeg fortalte dig hvad der var sket! Jeg har været dig loyal igennem alle disse år! Og det her er takken?! SMID MIG UD HVIS DU IKKE ER TILFREDS!” udbrød hun af sine lungers fulde kraft. Hun nægtet at være her, hvis det var den behandling som hun skulle kastes under! Hun stod fast på at hun intet havde gjort forkert i denne aften!

[giovanni]

Giovanni var nok en anelse hård i sine udtalelser, for han vidste at det var ord som hun tog til sig og som han vidste, gik lige ind og satte sig som smerte, skønt det ikke just var noget han gjorde helt bevidst, for han var vred og de vidste jo begge at de altid fyrede en masse af som de slet ikke mente på noget tidspunkt, men af den grund blev de jo sagt alligevel. At hun endte med at tie stille, var noget som næsten fik et tydeligt tilfreds smil over hans læber, for denne diskussion var jo ved at blive direkte meningsløs! Han kunne snart ikke engang huske hvordan de var kommet op at skændes, eller hvorfor de blev ved, foruden det nagede ham at hun direkte gav udtryk for at ville vælge en lille snotunge som hun alligevel forlod for flere år siden, frem for hendes familie her i Peula, der havde gjort langt mere for hende end den lille knægt! Han kunne tydeligt se at hun var såret, selvom han også kunne se vreden i hendes mørke øjne, skønt det ingen forskel gjorde, for hun blev ved med at svare ham igen, hvilket et sted irriterede ham, for han bestemte og han fandt sig bestemt ikke i at folk satte sig op imod ham og da slet ikke medlemmer fra sin egen familie! Hvis hun ville ud og lege martyr, jamen så var hun da fri til det, men så skulle hun bestemt ikke komme hjem til ham igen! ”Jeg var skam hjemme i dag, da du absolut skulle ud og lege martyr!” vrissede han bittert af hende. Det var slet ikke fordi han ønskede at skubbe hende væk eller have at hun skulle gå, for han elskede hende højere end noget andet og han tvivlede på at han kunne leve uden hende, skønt deres liv sammen ikke ligefrem var lutter lykke. ”Desuden.. hvis skyld er det ikke lige at jeg arbejder så meget? Åh jo.. det er din! Havde du aldrig været mig utro, så havde jeg aldrig arbejdet så meget som jeg gør. Desuden så er jeg den, som får pengene i hus og den som er skyld i at vi kan få mad på bordet og leve livet i luksus, så hvis du absolut skal være så utaknemlig, så kan du bare smutte!” hvislede han fast, hvor hans isblå øjne lynede af vrede. Måske han var stædig, men det vidste han at hun var lige så og derfor havde han skam ikke tænkt sig at give efter for hende! Hun kom hjem og trak ham direkte tilbage til fortiden, hvilket han på ingen måder fandt sig i! Han kneb øjnene sammen til hendes ord. ”Jeg tror mere du er en skuffelse til vores børn, eftersom du vælger en lille snotunge, som du tilmed selv valgte at forlade, frem for vores børn, som du faktisk har været med til at forme og opdrage!” vrissede han fast. ”Men hvis du er så utilfreds med os her, og elsker den snotunge højere, som du tilmed fik i din illoyalitet til mig, hvorfor kryber du så ikke bare tilbage til ham?!” Han betragtede hende med en fast mine, hvor hans hænder fortsat var knyttet. Det fristede ham mere og mere at tage til Procias og flå den knægt levende, for så var der da ikke længere noget fra fortiden der kunne plage ham! ”Hvis du vil have et forhold til den knægt, så skrid af helvedet til!” råbte han fast, som han valgte at vende ryggen til hende og gå mod dørene igen.

[Deleted]

Jacqueline var faktisk umådelig ked af det, for det var slet ikke hendes mening at gøre ham så sur! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme mine som tidligere. Hans ord var noget som i den grad måtte gå ind og sætte sig i hendes tanker, sind og sjæl, for hun ønskede jo at han skulle være stolt af hende, glad for hende eller noget som bare lignede det i stedet for.. det her! Hun græd i det indre, og det trådte kun mere og mere frem i hende som tiden nu måtte gå, selvom det nu bare var noget som hun virkelig forsøgte at skulle bide i sig, men det var svært. Hun ønskede ikke at skændes med ham, men når han sagde sådanne ting, kun for at gøre hende ked af det, så var det samtidig også noget som gjorde hende direkte sur, for hun fandt det bestemt ikke retfærdigt! I årevis havde hun ikke gjort andet end at føje ham, hans krav, forventninger og hans regler og normer, og så var det selvfølgelig det her som skulle ske, hvilket hun bestemt heller ikke anså som retfærdigt på nogen som helst måde! Hvis han ikke ønskede at skubbe hende væk fra sig, så var han i den grad nødt til at lægge det hele om, for det her var da kun noget som ville skræmme hende langt mere væk end det som hun måtte være i forvejen! Dette var noget som kun appellerede til hendes evige fristelse om bare at give op! ”Jeg gør det jo IKKE med vilje!” udbrød hun næsten desperat. Det irriterede hende virkelig at han ikke bare kunne se det, men at han skulle være så pokkers blind! Hun kneb øjnene fast og let sammen og uden at tage blikket fra ham på nogen måde. Hun himlede let med øjnene. ”Aha? Det er en dag ud af hvor mange?” spurgte hun ganske kortfattet, som hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Hun kendte ham godt nok til at vide, at alt det som han sagde til hende, var noget som han gjorde med vilje, selvom det faktisk gjorde direkte ondt for hende at tænke på! Hans ord fik kun knuder til at samle sig i hendes indre, hvilket var noget som hun ikke kunne lade være med at udstråle igennem hendes øjne, for det gjorde ondt. I stedet for at true med det, så kunne han da bare smide hende ud! At han kaldte hende en direkte skuffelse for børnene, var som at jage en pæl direkte igennem hendes bryst, en kniv eller andet og så bare vride om på det, for det var noget af det værste som han kunne gå hen og kalde hende, for det gjorde i den grad ondt for hende at tænke på! Blikket gled direkte ned i gulvet, idet at en tåre trillede ned af hendes kind. Lige hvordan hun skulle tolke de ord, var hun faktisk uvis omkring, men det var noget som hun nok skulle finde ud af før eller siden vel? Om det betød om hun skulle gå eller hvad hun skulle? Hun trak vejret dybt. ”Hvis jeg er så stor en skuffelse for dig og dit familienavn, Giovanni, så skal jeg nok skride..” endte hun ganske kortfattet, idet hun med hastige skridt gik direkte forbi ham og hen til døren. Tårerne pressede på – Ja, selv hun kunne ikke styre det optimalt når hun blev for oprørt og med det som han både havde kaldt hende og sagt til hende, så var det ikke noget som gjorde det et hak bedre. Ringen vendte hun blikket mod, kun for at pille den af og kylede den direkte ned i det smukke stengulv. Der var grænser for hvad selv hun fandt sig i!