Plagues from the past

[Deleted]

Jacqueline ønskede virkelig ikke at skændes eller diskutere med Giovanni, selvom det nu var tydeligt, at de slet ikke var færdige med det endnu. Hvis der var noget som hun ikke ønskede, så var det i den grad at skulle miste ham, for det ville virkelig rive hele hendes verden fra hinanden! Hans forældre havde opfostret hende, de havde formet hende, så hun kunne stå der som den bedste hustru og lige efter deres bog, og det var jo tydeligt, at det var noget som bestemt heller ikke gik helt efter bogen alligevel. Hun var faktisk ked af, at hun ikke kunne leve op til alle hans forventninger til hende, også fordi at han havde sat dem så voldsomt høje som han nu havde det, så var det bestemt heller ikke noget som var nemt for hende på nogen måde! Det var faktisk noget som gjorde hende umådelig ked af det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen måde overhovedet! Hans ord var noget som gjorde hende ikke bare ked af det, men også voldsomt frustreret, for han skulle jo også se det lidt fra hendes side, selvom det var tydeligt at han slet ikke var i stand til det. ”Prøv at se det bare lidt fra min side! Jeg regnede bestemt ikke med at støde ind i knægten! Eller at udfaldet skulle blive som det endte!” endte hun denne gang voldsomt frustreret, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! Det var noget som gjorde hende uendelig ked af det, for det var jo tydeligt, at de slet ikke kunne finde ud af at snakke sammen om tingene mere, og det var noget som kun gjorde hende langt mere frustreret end det som godt måtte være i den anden ende! ”Glimrende! Jeg må ikke vade ud, uden at nogen holder mig i hånden! Ved du hvad, så skal jeg nok blive inde for resten af mine dage!” endte hun med denne gang en vred mine, for det var noget som virkelig gjorde hende ked af det! Hun havde ikke brug for at have hans øjne i nakken hele tiden, for det ville hun bestemt heller ikke få det mindste ud af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var ikke fordi at hun ønskede at være skide kold eller noget lignende, men hun var virkelig for opkørt til at hun kunne være noget andet, og det var slet ikke noget som hun gjorde med vilje, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg tigger og beder guderne i det høje til at det kunne blive bare LIDT som det var før i tiden! Men det har ikke virket til nu! Du er aldrig hjemme! Børnene spørger efter dig! Du gemmer dig på kontoret og du ser jo aldrig noget til mig! Jeg kan ikke være lykkelig med en mand, som aldrig ser mig!” Hun vendte blikket direkte mod ham. Hun mente det med at flytte ind på et gæsteværelse, også fordi at sengen her var alt for stor for hende alene. Hun oplevede jo aldrig at han lagde sig ned ved siden af hende, hvilket var noget af det som hun i den grad savnede mest – hans favn om aftenen, høre ind til hvordan det gik med arbejdet, for hun ønskede jo faktisk at høre ham sige det! Men det så ikke ud til at virke på nogen måde! Hans sidste ord var noget som direkte hamrede mod hende som intet andet overhovedet. Hun blinkede let med øjnene, idet hun vendte blikket mod ringene som han bare smed fra sig på sengen, hvor hun direkte følte hvordan det knyttede sig sammen i hendes indre. Tårerne pressede endnu en gang på. Det var første gang at hun nogensinde havde set ham smide den fra sig, og det var slet ikke ventet på nogen måde! Endnu en gang begyndte de at falde fra hendes kinder, idet hun bare så til at han gik hen mod døren. Skulle hun stoppe ham? Hvad skulle hun da sige? Hun dumpede stille ned ved siden af ringene som hun ganske varsomt tog op i sine hænder og bare kiggede på dem. Begge havde de været båret siden deres vielse for skræmmende mange år siden. ”Du må ikke gå..” Hendes ord var ganske dæmpet, så hun vidste ikke om han overhovedet ville kunne høre dem, men det var nu bare sådan at det måtte være. Hendes øjne var helt blanke. Han kunne da ikke bare gå! Hun vendte blikket direkte mod ham, så til som han trådte nærmere og nærmere døren. Hun ville ikke skændes med ham mere!

[giovanni]

Det var klart at diskussionen fortsatte, når hun slet ikke hørte hvad Giovanni sagde, for hun påstod han sagde det stikmodsatte som han faktisk sagde! Hvilket kun irriterede ham langt mere, for det var noget som virkelig gjorde ham arrig, han følte virkelig for at slå hende i gulvet, bare for at få hende til at holde kæft og faktisk lytte! Han havde dog sin egen selvkontrol i orden, skønt han kunne mærke at hans tålmodighed var ved at slippe op, og hvis det fortsatte på denne måde, så ville der ikke gå lang tid før han ville miste den helt og ende ud i endnu et raserianfald, hvor han faktisk var bange for hvad han kunne finde på at gøre ved hende. Han knyttede hænderne til hendes ord. ”HØR EFTER! Jeg har skam fattet du ikke har gjort noget med vilje! Jeg ved godt du ikke selv er skyld i de skader og jeg tror skam på dig! Men derfor kan de handlinger stadig have konsekvenser i det lange løb!” vrissede han fast. Desuden så forulempede den knægt ham virkelig ved at være i live, og det var virkelig fristende at tage til Procias for at slå ham levende! Så ville han blive fri for den skide fortid og så var der ikke længere noget som kunne plage ham! Desuden, så kunne det være at han endelig kunne starte forfra uden at skulle blive påmindet og om det skete hele tiden, for det var han virkelig træt af! Han bed tænderne fast sammen til hendes ord. ”For hundredogsyttende gang Jacqueline! Jeg har IKKE lyst til at lege barnepige for dig! Du må GERNE søge ud på egen hånd!” svarede han langsomt og kortfattet, for at det skulle rende ind på lystavlen, for det var tydeligt at hun ikke hørte hvad han sagde, men troede at han ville være hende barnepige, for det gad han virkelig ikke! Det kunne i hvert fald ikke passe at han skulle se efter hende eller bekymre sig når hun var ude, men hvis folk overfaldt hende, så vidste han snart ikke om han skulle lege barnepige eller ej, for det var sgu næsten fristende! I sidste ende ønskede de jo faktisk det samme, og derfor havde hun på ingen måde behov for at skulle påpege det for ham, for det gjorde ondt at tænke på! Han vidste godt at han ikke havde været meget hjemme, men for pokker da! Han ville jo gerne! Det gjorde ondt at vide at børnene savnede ham, det gjorde ondt hver gang han vidste at han endnu engang måtte svigte Jacqueline og aflyse deres aftale, og at hun skulle stå og påpege det for ham gang på gang, var noget som gjorde frygtelig ondt. Det som egentlig gjorde mest ondt, var netop det faktum at hun ikke var lykkelig, men det havde ingen af dem været siden hun var kommet hjem fra sin mission i Procias, det var det som faktisk havde ødelagt det hele! Han bed tænderne fast sammen. ”Jamen jeg er da ked af at jeg gør dig så ulykkelig, så kan jeg ikke forstå hvorfor du i det hele taget kom hjem i udgangspunktet!” svarede han sammenbidt, inden han rystede opgivende på hovedet, for de kom ingen vegne. Hun gad ikke se det fra hans synspunkt, hun kunne ikke se ud over sin egen næsetip, hvilket irriterede ham, for han ville faktisk gerne prøve! Han havde givet hende lov til at søge ud igen, hvilket faktisk var et bevis på hans tillid! At hun ikke engang sagde noget til hans ord, var noget som kun gjorde det hele værre, for hun var vel skide ligeglad? Han fnes kortfattet, hvor han åbnede døren og vendte sig mod hende. ”Jeg kan ikke bruge en kold skid af en hustru til noget, som ikke engang gider kæmpe for ægteskabet, men bare kaster hele skylden over på mig! Jeg forsøgte ved at lade dig søge ud! Det var et tegn til tillid, men kan du overhovedet se det?! Pak du bare dine skide ting og skrid af helvedet til, så kan du få det perfekte liv UDEN mig!!” hvæsede han fast, inden han smækkede døren i, kun for at gå ned ad gangen. Nu var det virkelig slut! Hvis hun alligevel var så kold i røven, så kunne det sgu være fuldstændig ligegyldigt! Han hastede ned ad den store trappe og endte nede i forhallen, hvor han gik hen til den store hoveddør, som han åbnede kun for at smutte udenfor.

[Deleted]

Jacqueline var virkelig, virkelig ked af det, og hun vidste slet ikke hvordan hun skulle gøre det hele godt igen. Det var jo slet ikke fordi at hun ønskede at skændes med Giovanni, men det var bare som om at det skete alligevel, uanset hvor meget hun ønskede at gøre det anderledes. Tanken om at skulle miste ham i det store og hele, var en tanke som hun fandt direkte forfærdeligt, for det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Tanken om at hun skulle miste manden i sit liv på vejen, var bestemt heller ikke noget som hjalp hende på nogen måde. Han havde gjort hende så rasende, så oprevet og så ked af det, at hun slet ikke kunne se rationelt på tingene mere, hvilket selvfølgelig var en tanke som gjorde forbandet ondt, også for hendes vedkommende. Hun bed sig ganske let i læben. De ønskede det samme, og det vidste hun godt! ”Hvis du ved og har forstået at jeg ikke kunne gøre for det, hvorfor skal de konsekvenser så gå ud over mig?!” endte hun direkte frustreret, for det var da slet ikke noget osm hun kunne forstå! Hun gjorde som hun gjorde ret i, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, en løgn var det jo trods alt heller ikke. Hans ord gjorde ondt, for ikke at glemme, at det i den grad også måtte frustrere hende yderligere, at de måtte gå så meget forbi hinanden, for det var bestemt heller ikke noget som hjalp dem på nogen som helst måde! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst som aldrig nogensinde før, og hun kunne ikke gøre noget ved det uanset hvad. Hun ønskede ikke en barnepige, hun var altså stor nok til at gå ud på egen hånd! Hun vendte blikket direkte mod ham og med den mere faste mine end det som hun havde haft tidligere, men det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til som sådan alligevel. ”Godt, så er vi enige..” mumlede hun ganske kortfattet, for en løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun var glad for, at de i det mindste kunne blive enige om en ting, for det var noget som gjorde det hele langt bedre og nemmere ikke mindst!
At se Giovanni smide ringen fra sig på den måde, var noget af det værste som hun nogensinde havde oplevet! Det var klart det værste som hun nogensinde havde oplevet! Hun så kun til som han bevægede sig i retningen af døren, selvom det bestemt ikke gjorde det nemmere, for hun vidste slet ikke hvordan hun skulle gøre tingen! Hun.. kunne jo ikke uden ham, og det vidste hun jo godt. Han havde været der stort set altid. I forhold til det som man kunne anse som direkte livsgivende for hende, så var han klart den største faktor i det, og det var på vej ud af hendes liv? Det var slet ikke noget som hun ville tillade på nogen måde! ”Jeg kom hjem fordi at jeg elsket dig, for pokker! Tror du virkelig at jeg kan eller vil undvære dig?!” endte hun tydeligt frustreret. Hans sidste ord var noget som for alvor gjorde ondt. Et sted så.. antog hun det faktisk som et tegn til at det virkelig måtte være slut. Tårerne begyndte fast og for alvor at trille ned af hendes kinder, hvor hun lod blikket søge direkte ned mod gulvet. Hans ord var virkelig noget som gjorde ondt, som intet andet overhovedet, og det var en tanke som i den grad også måtte gøre frygtelig ondt. Som han smækkede døren, så gled hun direkte ned på gulvet. Hele hendes verden var brudt sammen, og det var en tanke som virkelig gjorde ondt, for ikke at glemme, at den direkte gjorde hende.. panisk? Hun havde aldrig nogensinde oplevet en følelse som denne her, og det var klart det værste af det hele. Ansigtet skjulte hun i sine hænder, idet at hun bare lod gråden for alvor træde frem. Hun fik vel ikke noget ud af at blive siddende her? Hun snøftede i en kraftig hulken, idet at hun tog fat omkring tasken og begyndte at fylde den op med tøjet og hendes kjoler – direkte så var det jo ikke hendes værdiejendele, for.. det var jo Salvoriques og deraf heller ikke hendes. Tasken fik hun lukket og slæbte den med ned i forhallen. End ikke Giovanni kunne hun se, hvilket klart også var noget som gjorde det hele meget bedre for hendes vedkommende. Hendes øjne var røde af tårer og hun følte en intens smerte i det indre, som hun aldrig nogensinde havde kendt til det før. Hun endte direkte med at ryste på hovedet, satte tasken fra sig og hastet udenfor. Hun kendte ham nok til at vide, at han måtte være derude et eller andet sted! ”G-Giovanni?!” kaldte hun med en direkte knust stemme. Hun ønskede da for pokker ikke at miste ham!

[giovanni]

Hvorfor de altid skulle skændes, var virkelig ud over Giovannis egen fatteevne, for det frustrerede ham at det skulle være sådan! Men han vidste godt at han havde et stort temperament, når det endelig blev udløst, og han vidste godt at han stadig bar nag fra fortiden og det hun havde gjort, men han kunne ikke komme over det, når det stadig gjorde ondt at tænke på! Mest af alt ville han ønske at det slet ikke var sket, at han aldrig havde sendt hende til Procias, så alt kunne blive som før. Desværre kunne han ikke ændre på fortiden, uanset hvor meget han ønskede det, så han måtte jo bare acceptere tingenes tilstand, skønt det var utrolig svært for ham. ”Måske du ikke har gjort det med vilje, men der kan stadig komme konsekvenser, desuden så har du jo tydeligt ikke været i stand til at stoppe det, eftersom du tillod at få de ar og sår,” endte han kortfattet, som han sendte hende et ganske fast blik. Hvis folk begyndte at tale omkring det som var sket, og at hun havde været oppe at slås, så kunne hun ødelægge familiens ry – endnu engang – og det tillod han virkelig ikke! Han var kun glad for at der ikke var nogen som kendte til hendes mission i Procias – foruden børnene, men de anede jo ikke hvad der var sket, for han havde lovet at holde på den hemmelighed, hvilket han skam også havde tænkt sig! At de var enige, var noget som faktisk glædede ham, skønt det ikke ligefrem hjalp på skænderiet, for der var jo stadig en masse andet som spillede ind, desuden så var det slet ikke det at hun var søgt ud alene, som var hans problem, men at hun skulle komme hjem og direkte forsvare den knægt til en bastard, var noget som irriterede ham! Hun havde selv valgt at forlade knægten, så måtte hun også tage konsekvenserne af det! Det var desuden også fristende at tage til Procias og flå den knægt levende!
Det at smide ringene fra sig, var med et tungt hjerte, for det var første gang, siden Giovanni fik den på ved deres bryllup, at han havde taget den af, og det var efterhånden en evighed siden. Det var dog ikke det at smide ringene fra sig, som gjorde ondt, men det at gøre det forbi, for.. det var jo slet ikke det som han ønskede! Men hvis han absolut ikke kunne gøre noget rigtigt og hun var så ulykkelig, så skulle han nok gøre hende fri for sig! Han kunne ikke forandre sig på en dag, uanset hvor meget hun ønskede det! Han fnøs ganske kortfattet til hendes ord. ”Ja.. sikkert dengang,” vrissede han vredt, skønt han indvendig var knust. Ærligt talt, så var han i tvivl om hun elskede ham eller ej, for i denne stund kunne han slet ikke se det! Men hun var skam ikke tvunget til at bo her, specielt ikke hvis hun var så pokkers utilfreds! Han hastede blot ned ad gangen og videre udenfor, uden at se sig så meget som tilbage. Han havde fået nok! Hvis det absolut skulle være så besværligt, så gad han virkelig ikke mere! Han gik ned ad stentrappens få trin, inden han endte i grusstien, som udgjorde indkørslen, inden han drejede til højre for at gå ud på det frodige græs. Han smuttede over græsset, imens han mærkede den kolde aftenluft ramme ham i ansigtet, som fik hans øjne til at svie. Han blinkede let med øjnene og mærkede hvordan tårerne samlede sig. Han stoppede let op, da han pludselig hørte hendes stemme kalde bag sig. Han så sig kort over skulderen. ”Jeg har fattet det Jacqueline!” råbte han vrissende efter hende, som han prøvede at skjule den knuste undertone. Han vendte blikket frem for sig igen. ”Bare.. lad mig være..” mumlede han uhørligt. Han gik ned til søen, hvor han vendte blikket ud over den klare overflade. Det var mørkt og de var i vintertiden, men af den grund var der ikke koldt nok til at komme sne i de andre lande, men det var af den grund ganske køligt om natten. Han mærkede pludselig en kold stribe over hans kind, hvor det gik op for ham at det var en tåre, som han valgte at tørre hurtigt væk.

[Deleted]

Jacqueline var direkte skræmt af tanken om, konstant at skulle skændes med ham, for det var slet ikke en tanke som hun brød sig om! Giovanni var virkelig manden i hendes liv, og det frustrerede hende virkelig, at det ikke var noget som hun kunne få lov til at nyde af for en gangs skyld! Måske at hun selv havde været skyld i at have fået disse mærker og disse ar, men hun kunne da bestemt heller ikke drømme om at påføre sin søn nogen skade, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for i den anden ende! Hun kneb øjnene fast og let sammen. ”Udmærket, så er det min skyld, men jeg mener det når jeg siger, at jeg ikke vil have, at du lægger så meget som en finger på den knægt!” endte hun ganske kortfattet. Det forundrede hende virkelig, at de ikke bare kunne snakke fredeligt om tingene og så bare lade dem være som de var, for det var helt klart noget af det som måtte frustrere hende mest! Sonic ville hun ikke umiddelbart se på som en fejl, for hvilken mor ville beskrive et barn på den måde? Det var der jo ingen som ville, og der skilte hun sig bestemt heller ikke fra mængden! De var da om ikke andet, så enige om at der ikke skulle barnepige på når hun endelig var ude, selvom hun slet ikke regnede med at søge ud bare sådan! Om ikke andet, så ville hun dog alligevel indfri det løfte til Sonic og aflægge ham en visit i Procias, også fordi at hun faktisk ønskede et forhold til sin egen lille knægt, og det var slet ikke noget som Giovanni skulle have lov til at afholde fra hende på nogen måde, det var da helt sikkert!
Tanken om at Giovanni havde fjernet ringen og derved også indikeret for Jacqueline, at det hele var slut, var virkelig en tanke som fik hendes verden til at falde helt sammen! Hun kunne slet ikke have med den tanke at gøre, og det var i den grad også noget som gjorde så frygtelig ondt på hende! Tårerne pressede voldsomt på, og tanken om det, var noget som gjorde hende endnu mere frustreret, for hun nægtet at sidde svag, som hun følte sig for denne stund! Hun havde fået pakket sin taske, selvom der ikke var meget andet end tøj i, og hun havde jo heller ikke andre steder at søge hen, for det her havde jo trods alt altid været hendes hjem. Dette var klart et af de værste skænderier som de nogensinde havde haft! Det var jo lige før at hun ville sige, at det gik over det som de havde haft da hun var kommet hjem, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt! Børnene kendte til hendes tur til Procias, men de kendte ikke til udfaldet, hvilket hun havde det ganske fint med, hvis hun skulle være helt ærlig. Hans ord gjorde ondt, og det var noget som ene og alene, faktisk også måtte få hende til at tie. At se ham bare gå på denne her måde, var noget som virkelig for alvor måtte klemme omkring hendes hjerte, for det var klart noget af det værste af det hele. Hun var endt med at haste ud efter ham, for hun ønskede jo ikke at miste ham, for tanken om at han ønskede handling frem for noget andet, jamen så var det da helt klart handling som han skulle få! Den iskolde vind mod hendes ansigt, var noget som hun ikke havde noget imod, for det var virkelig rart med noget koldt når hun følte sig så opkogt. At han ønskede fred, forstod hun nu godt, selvom det bestemt heller ikke var noget som hun havde nogen intentioner i at skulle skænke ham. De nøgne fødder førte hun over græsset og ned mod den lille sø som de havde fået anlagt i baghaven, for hun kendte ham godt nok til at vide hvor han ville søge hen. ”Hold nu op..” endte hun med en mere grødet stemme. Hun var ikke den bedste til at skjule hendes knuste hjerte for ham, for han skulle i den grad også vide, at hun ikke ønskede at dette var noget som skulle ske på nogen måde! Hun gik direkte hen til ham. At han stod og græd, var slet ikke noget som hun lagde mærke til, for det var egentlig bare.. sådan at hun selv havde det lige nu. Endnu en gang greb hun omkring hans arm. ”Tror du virkelig at jeg ønsker at miste dig?” begyndte hun dæmpet.

[giovanni]

Hvad der gik af Jacqueline, vidste Giovanni virkelig ikke, men hvis hun troede at han ville have noget at gøre med den knægt, som hun havde fået med en anden mand, så tøj hun i den grad fejl! Den knægt burde slet ikke have været til! Hvis han ikke havde sendt hende til Procias i udgangspunktet, så var det jo aldrig sket! Han hadede virkelig den tanke! Han burde tage til Procias og slå den knægt ihjel, og stoppe det, som aldrig burde have fundet sted! Desuden så forstod han ikke hvorfor Jacqueline var sådan over ham, for hun havde selv valgt at forlade knægten! Han kunne dog godt tænke sig at vide hvordan knægten havde det med det hele, for han var jo blevet forladt for så mange år siden, og han kunne jo næsten regne ud at han havde fået et chok, siden han havde vovet at lægge en hånd på Jacqueline, så mon knægten i det hele taget gad, at have noget at gøre med hende? Han kneb øjnene sammen til hendes ord. ”Du burde glemme den knægt og faktisk fokusere på den familie du har haft igennem alle år! Gad vide hvad vores børn vil sige, hvis de finder ud af at du sætter en eller anden tilfældig knægt foran dem!” vrissede han fast, hvor han valgte at knytte næverne, så hans knoer endte hvide. Han var virkelig fristet til at tage af sted og gøre en ende på den knægt, men noget fraholdt ham alligevel fra at gøre det, for.. det var vel ikke det værd? Men hvis han nogensinde faldt over knægten, så kom der nok andre boller på suppen! Han tillod generelt ikke at nogen rørte hans familie, medmindre det nærmest var selvforskyldt og fremprovokeret, for så måtte de lære af sine egne fejl! Men at se hans egen hustru komme til skade, fandt han sig bestemt ikke i!
At komme udenfor i den kølige aftenluft, var noget som et sted var ganske behageligt, for det hjalp på hans vrede og kølede ham selv ned, selvom det dog ikke beroligede ham af den grund. Han kunne ikke fatte at han lige havde gjort det forbi, og han følte bestemt ikke nogen glæde! For første gang i flere årtusinder, græd han faktisk, men på den anden side så havde han heller aldrig følt en sådan indre smerte, der ramte ham ikke bare i hjertet men også i sindet. Hvis der var nogen som faktisk kunne nedbryde hans ellers så stærke psyke, så var det faktisk Jacqueline. Måske hun normalt ikke ville kunne trænge ind i hans sind og læse hans tanker og gøre alt muligt andet, som mentaldæmoner kunne, men derfor var hun stadig den eneste der virkelig kunne knuse ham på denne måde, og det var på ingen måder rart! Han hadede virkelig den følelse det efterlod ham med! Blev hans sind nedbrudt nok, så ville selv hans børn kunne trænge ind i hans sind, selvom det nok aldrig ville ske.. ville det? At hun fulgte efter ham, forundrede ham faktisk, selvom hun vel kun kom for at skulle have det sidste ord? Han fnøs ganske let ved tanken, inden han så ud over den enorme sø. Han havde stukket sine hænder i sine afslappede bukser, hvor han spændte let i armene, da han kun bar sin hvide T-shirt – noget afslappet tøj, som han normalt kun bar når han var hjemme, sådan som denne dag. Han blinkede let med øjnene, som hun valgte at komme hen til ham, hvor han blot stirrede koldt ud over søens blanke overfalde. Han så ikke på hende til at starte med, da hun valgte at gribe omkring hans arm, det var først da hun udtalte sine ord, at han vendte blikket mod hende. Hans blik flakkede ganske let, hvor han denne gang ikke kunne skjule sorgen i hans blik. Han løftede roligt sin hånd. ”Hvis jeg gør dig så ulykkelig.. så kan det være ligegyldigt!” fejede han hende af banen med en trist stemme, som han skubbede hendes hænder af sin arm, inden han fortsatte langs søen.

[Deleted]

Det var bestemt heller ikke fordi at Jacqueline ville kræve at Giovanni ville tage sig af hendes knægt eller have noget med ham at gøre, for det gjorde hun bestemt ikke. Tanken om at hun faktisk havde den knægt derude endnu, og at han faktisk havde indvilget i at give hende den ene chance til, var faktisk noget som gjorde mere end rigeligt for hendes eget vedkommende, så det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! Hun sendte ham en direkte fast mine. Hendes grobund var her, hendes familie og hendes hjem var her, så hvorfor Giovanni følte sig så truet, var slet ikke noget som hun kunne forstå sig på, og det var noget som i den grad også måtte pisse hende af, for hun fandt det bestemt heller ikke retfærdigt over for hende, at det var sådan her at det måtte foregå på nogen måde! Hun sendte ham en direkte advarende mine. At sætte spørgsmål omkring hendes rolle som mor, var bestemt heller ikke retfærdigt. ”Jeg holder af alle mine børn, Giovanni! Og det indebærer selv Ilosonic, selvom jeg ved at du hader og foragter tanken omkring det! Han er og bliver min søn, og hvis du tror at du kan tillade dig at nægte knægten livet, fordi at det ikke passer ind i dine planer, så er du virkelig mere egoistisk end det som jeg tog dig for at være fra start!” hvæsede hun med en fast og ikke mindst ekstrem kraftig stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! Sonic havde skadet hende, men det var jo også fordi at han ikke havde vidst bedre. Han havde gjort det for sin egen skyld, og det var bestemt heller ikke noget som hun havde nogen intentioner om at klandre knægten for!
At det hele skulle ende på denne her måde, var slet ikke en tanke som Jacqueline kunne have med at gøre, for det knuste hende virkelig! En ting var at skændes med ham, men dette var virkelig noget helt andet, og hun kunne virkelig ikke lide det! Tårerne trillede ned af hendes kinder. Hvis det var handling som han ville have, så skulle han da nok få det, det var der ikke nogen tvivl om overhovedet! Tanken gjorde hende bare.. ked af det, og hun kunne bare ikke have det, og det var alt sammen hans skyld! Det var hans skyld, at hun nu skulle blive så sindssygt ked af det! Tårerne trillede stille ned af hendes kinder, som hun direkte hastet over græsset mod ham. Det var bestemt heller ikke fordi at hun havde nogen intentioner om bare at skænke ham de sidste ord og så skride! Ikke med mindre, at han kunne se hende i øjnene og direkte bede hende om at gå, for ellers så gjorde hun det altså slet ikke! At han direkte fejde hendes hænder af sig, og den stemme, var noget som gjorde det hele værre, for hun havde aldrig set ham så.. knust, som det han måtte være lige nu. Hun bed sig let i læben og uden at se væk fra ham, hvor hun kun havde valgt at slippe ham med sine hænder. ”Jeg har ikke lyst til at gå.. Jeg vil blive her.. sammen med dig..” endte hun med en dæmpet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun ville virkelig bare gerne være sammen med ham og få det hele til at fungere, hvis det nu ikke var ham som havde lyst til at kyle det hele i jorden, for det var da slet ikke noget som hun ønskede sig på nogen måde! Tanken om at undvære ham.. jamen, så kunne hun jo lige så godt miste livet, for hjertet var og forblev jo sammen med ham.

[giovanni]

Bare det at hun nævnede den knægt i Giovannis hus, var noget som gjorde ham direkte irriteret! Han havde næsten fortrudt at han havde ladet hende søge ud, for i så fald, så havde hun jo aldrig stødt på den knægt! Han var mest af alt fristet til at spærre hende inde og nægte hende at søge ud igen, specielt hvis hun havde tænkt sig at komme hjem i den tilstand hver gang! Det var måske at overreagere, men i øjeblikket var han virkelig også vred! Han tænkte ikke nær så fornuftigt når han kogte oppe i det røde felt. Han tog ikke blikket fra hende, men forholdt blikket fast hvilende på hendes skikkelse. ”Jamen hvis han er så dyrebar for dig, og du elsker ham så højt, hvorfor smutter du så ikke bare og skrider hjem til ham?!” spurgte han i en hvislende tone, hvor han pegede lettere anklagede på hende. Hun var den sidste der skulle tale om egoisme! Han havde i alle de år hun havde tilbragt i Procias, været hende tro, men fordi hun ikke selv kunne holde igen, så havde hun kun tænkt på sine egne behov og glemt ham, hvilket pissede ham fuldstændig af! Han tvivlede på at han ville tilgive hende for det, for det var noget som ikke bare havde svinet hans familienavn til, hun havde ikke mindst dolket ham i ryggen, svigtet ham og børnene, hun havde nærmest brudt alle regler hans havde sat op og han var alligevel så dum at tilgive hende! Han måtte erkende at han hadede kærligheden! Og dog kunne man ikke leve uden den – desværre. Havde det været nogen anden, så havde han slået vedkommende ihjel, for sådan en forræderisk handling fandt han sig ikke i, men fordi hun var den person med den højeste betydning for ham, så havde han valgt at se igennem fingre med det, selvom han snart ikke var sikker på om han skulle fortryde det eller ej.
Giovanni var godt klar over at han havde startet med at såre Jacqueline dybt, men det var så også endt med at gå den anden vej, men det var vel bare typisk karma? Den kom jo altid igen! Dette var klart den værste gang, det mindede ham om den gang hun var kommet hjem efter sin mission i Procias, for det havde selv knust ham at få den nyhed hun havde bragt ham, hvor han også med det samme havde fortrudt at han havde sendt hende af sted. At hun så kom løbende efter ham, forundrede ham, selvom han næsten endte med at blive skeptisk. Det var ikke fordi han ikke ville gøre det godt igen, men.. han havde vel brug for at se om hun elskede ham? Han havde brug for handling og ikke bare tomme ord – præcis som han vidste at hun havde, for når alt kom til alt, så mindede de jo utrolig meget om hinanden personlighedsmæssigt og ikke mindst deres meninger, det var jo også derfor hun passede så perfekt til ham. ”Og leve resten af livet ulykkelig? Så må du have mistet forstanden,” svarede han kortfattet, skønt han ikke kunne skjule den sørgmodige mine, for det gjorde ondt at tænke på, at han ikke kunne gøre hende andet end ulykkelig, det var som en tung sten havde sat sig i hans bryst. Han fortsatte blot med at gå langs søen, inden han drejede hovedet, hvor han lige kunne ane hendes skikkelse ud af øjenkrogen. ”Hvorfor blive? Fordi du ikke gider miste luksussen og leve livet på gaden?” Han var faktisk i tvivl om hendes intentioner, selvom han faktisk ikke var meget for at skulle lade hende smutte, så havde han faktisk mere lyst til at smutte selv og lade hende bo i palæet sammen med børnene, for dem rev han jo også fra hende, og den tanke gjorde ondt, for det havde han ikke lyst til!

[Deleted]

Gang på gang, så kunne det virkelig overraske Jacqueline hvor udmattende det var at skændes, for det var faktisk utrolig hårdt. Nu kunne man jo snildt sige, at de sad i hver deres skyttegrav og kastet lort i hovedet på hinanden, selvom det bestemt heller ikke var noget som hjalp dem på nogen måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn på nogen måde. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme næsten frustrerede mine, for det var faktisk noget som virkelig gjorde hende ked af det! Tårerne pressede på, selvom hun vidste at han ikke tog synderligt hensyn til det, for et sted, så var det vel også noget som hun selv havde bedt om på sit vis? Hun bed sig let i læben. ”Fordi mit hjem og min familie er her! Det ændre dog ikke på det faktum, at den knægt stadig er af mit kød og blod!” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Hvis der var noget som hun dog ikke kunne finde på, så var det i den grad at søge til Carino Fattoria for at bo, for hun var færdig med det sted! Og det var noget som hun stod fast på! Hvis han overhovedet var af den type, at han var direkte mistroisk overfor hendes intentioner ved det her sted, var helt klart noget af det som klart måtte gøre ondt, men hvad skulle hun da kunne gøre ved det, hvis han ikke stolede på hende? Tanken var i den grad noget som gjorde forbandet ondt.
At Giovanni var knust, var noget som Jacqueline faktisk godt kunne forstå, for det var i den grad også gengældt. Hun havde det bestemt heller ikke særlig godt, og det var udelukkende på grund af ham, som hun vidste at det var omvendt. At han ikke ville have at hun skulle holde fast i ham, var noget som gjorde ondt, selvom hun nu alligevel havde valgt at blive stående der og bare ladet ham tage vandringen langs deres lille anlagte sø. Tårerne trillede stille ned af hendes kinder. Hun var ikke den type so bare ønskede at give afkald på dette, for den tanke var noget som gjorde mere ondt end det som hun kunne beskrive, for hun synes bestemt at det var slemt nok som det måtte være for nu! Hun bed sig let i læben. Måske at hun ikke var lykkelig, men hvem ville da være det, når deres mand aldrig var hjemme? Det var bare sådan at hun så på det om ikke andet, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn! For hun så ham jo aldrig! ”Jamen, så må jeg jo være fra forstanden, fordi at jeg ønsker at være sammen med dig..” endte hun ganske kortfattet. Hun var ked af det, hun havde det bestemt ikke alt for godt, og tanken om at det faktisk så ud som om at det var slut mellem dem, var helt klart noget af det som gjorde det hele mange gange værre, for det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt! Det brændt virkelig i hendes sind, og hun kunne bestemt heller ikke fortsætte med at ignorere det! ”Jeg beklager hvis jeg ikke er den hustru som du går og dagdrømmer om, Giovanni, men.. Hvis du ønsker at jeg skal tage af sted, så se mig ind i øjnene og sig det, som du mente det..” Hendes ord var en direkte opfordring, for hun ønskede slet ikke at gå, så selvfølgelig håbede hun ikke at han ønskede det! Hun tørrede forsigtigt sine tårer væk, selvom det var nytteløst, for de fortsatte kun med at falde, og det gjorde ondt. ”Livet i luksus eller livet på gaden.. Det er mig ligegyldigt. Jeg værdsætter ikke pengene. Ikke hvis du er en del af mit liv,” afsluttede hun dæmpet. At true med at gå, gjorde hun kun når hun virkelig var vred eller ked af det. Hun mente det jo ikke!

[giovanni]

Tanken om at den knægt var af Jacquelines kød og blod, var noget som gjorde ham vred bare ved at tænke på! Han hadede den tanke om at knægten var født, for han var jo et levende bevis på hendes utroskab, og det var noget som han ærligt talt bare ønskede at glemme, men hvordan skulle han gøre det når den knægt åndede og levede på Jorden?! Det gjorde ham arrig! At hun så satte den snotunge før ham og hendes familie her, var noget som kun gjorde ham langt mere vred, for hun var velkommen til at tage af sted! Hun kunne bare skride, hvis hun ikke gad være her! Selvom.. den tanke gjorde virkelig ondt. Hendes ord var ham faktisk en anelse lettende, for.. han havde brug for at høre og ikke mindst vide at hun ønskede at være her i stedet for noget andet sted, for tanken om at hun ville vælge nogen andre frem for ham og deres børn, gjorde virkelig ondt at tænke på. ”Så siger vi det,” bed han hende af, hvor han himlede øjnene. Det var slet ikke noget som han gad diskutere med hende! Han hadede den knægt, han ville ikke have noget med ham at gøre, og hvis han nogensinde så ham i egen høje person, så ville han dræbe ham på stedet! Han kunne til gengæld bare glæde sig over at knægtens far, den mand hun havde været ham utro med, var død for mange år siden, for så skulle han da ikke længere tænke på ham.
Et sted havde Giovanni næsten været overbevist om at Jacqueline ønskede at tage af sted, og han klandrede hende faktisk ikke for det, for han vidste godt at deres ægteskab ikke ligefrem var lykkeligt, men han ville jo gerne give det et forsøg, selvom hun også bare havde virket fuldstændig ligeglad med det! Og det gjorde virkelig ondt at tænke på. Han ønskede at deres ægteskab skulle fungere, han ville gerne lave sine vaner om og være mere hjemme, for han havde jo nydt denne dag sammen med børnene, og han vidste at de også havde nydt den med ham, desuden så ville han også gerne have flere af de stunder sammen med Jacqueline, som de havde delt forleden aften, for det havde virkelig været en fantastisk aften! Han kneb øjnene sammen til hendes ord. ”Du skal endelig ikke føle dig tvunget!” svarede han kortfattet. Han rystede let på hovedet og fortsatte væk fra hende og fulgte søen. Den store aflange sø, som havde været i hans familie for flere generationer, skønt den var blevet større med årene, det var jo næsten lige før man snart kunne kalde den for en flod. Han stoppede roligt op og vendte sig med fronten ud over søen, hvor der var en smuk udsigt til selve centret af Valvor Pairó, de boede inde i byen, men en anelse afsides alt andet, ude blandt naturen på en fin bakketop, hvor der var en smuk udsigt, ikke mindst herfra og ud til byen, men også fra byen og op til det store prægtige palæ, som ingen var i tvivl om hvem ejede. Hendes ord kom faktisk bag på ham, hvor han vendte blikket forundret mod hende. Han rynkede let brynene. ”Du har altid været den kvinde jeg ønskede mig Jacqueline.. du er altid den jeg dagdrømmer om og ønsker mig hjem til, du er den hustru jeg ønsker!” svarede han sandfærdigt og med en langt mere rolig stemme. Hun måtte da ikke tro andet! Han havde elsket hende i alle år! Derfor gjorde det også så frygtelig ondt at skulle give slip på det hele, for det havde han jo slet ikke lyst til! Han lod hovedet søge let på sned, inden han viftede hende hen til sig, kun for at vende blikket ud mod den pragtfulde udsigt igen. ”Jeg elsker dig Jacqueline, og det vil jeg altid gøre,” svarede han stilfærdigt og med en ærlig tone, som han vendte blikket roligt mod hende igen.

[Deleted]

Jacqueline kunne virkelig ikke forstå hvordan Giovanni kunne føle sig så truet af andre, og specielt en ung knægt som Sonic, for dette havde jo altid været hendes familie, hun havde ikke søgt efter knægten siden hun havde valgt at forlade ham, selvom det ikke ændrede på det faktum, at knægten var hendes af kød og blod, selvom han var blevet så stor, at han ikke var decideret afhængig af sin mor, hvilket hun faktisk havde det fint med. Hun var ikke engang træt af, at hun havde været væk igennem hele knægtens barndom, for det var hun virkelig ikke! Hun vendte blikket mod ham, som det denne gang var ham som ikke havde noget som helst at skulle have sagt, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun kneb øjnene fast sammen til hans ord, hvor hun bare sendte ham en direkte faretruende mine, for det var ikke engang noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, om det var noget som man nu ville det eller ikke. ”Fint..” mumlede hun ganske kortfattet, og med armene over kors, som hun faktisk var tilfreds med tingene, selvom det langt fra var tilfældet, hvis der var noget som hun slet ikke ønskede, så var det at skulle miste ham, for hun vidste godt at hun ikke var nem at have med at gøre, selvom det bestemt heller ikke var hende som satte de største krav, for det var bestemt heller ikke noget som lå til hende på nogen måde. Hun krævede ikke mere end enhver anden hustru måtte kræve og ønske, og selvfølgelig ønskede hun at passe på sine børn – ægte eller uægte, gik virkelig ud på det helt samme for hendes del!
Jacqueline tog ikke nogen steder, før Giovanni direkte kunne se på hende og bede hende om det! De havde været sammen igennem så skræmmende mange år, at mange bogstavelig talt måtte definere det som en evighed, og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun fortrød på nogen måde. Hun elskede virkelig manden, og det var bestemt heller ikke noget som han måtte betvivle! Hun himlede med øjnene og tydeligt frustreret. ”Det gør jeg heller ikke!” udbrød hun nærmest med sine lungers fulde kraft, også selvom hun ikke havde rokket sig ud af stedet. Hun var jo et sted.. vant til at underlægge sig ham. Han havde ikke bedt hende om noget som helst, så hun valgte at blive stående, også selvom han fortsatte turen rundt om søen. Hun kunne skam godt forstå at han godt kunne lide at rende rundt her, for her var hyggeligt. Det var bare en skam at han ikke fik lov til at se og opleve det under solens lys, for der så det virkelig bare fantastisk ud! Hans ord varmede hende dog meget, selvom hun ikke rigtigt vidste om det var noget som hun skulle lade komme til udtryk eller ej. Hun vendte blikket mod ham, som hun slog armene omkring sig. Måske at det aldrig blev koldt nok til sne i Peula, men her var også koldt nok! Og hun stod i bare tæer, for.. hun var bare løbet ud efter ham, uden egentlig at tænke på noget andet. Som han viftede hende hen til sig, så gik hun stille mod ham og uden at fjerne blikket fra ham. Direkte bange for ham, var hun dog bestemt ikke, for det havde hun sgu aldrig nogensinde været! Hun elskede ham jo – og det var virkelig af hele sit bankende og hamrende hjerte. ”Det.. det ved jeg godt. Jeg elsker også dig..” Endnu en gang greb hun forsigtigt ud efter hans arm, for hun vidste ikke om hun ville blive afvist igen eller hvad det var. Det udmattede hende virkelig at skændes med ham på den måde, selvom hun nu heller ikke kunne gøre for det. ”Men.. se mig i øjnene og sig at jeg skal gå.. hvis du mener det,” bad hun endnu en gang. Hun hadede at leve i uvished!

[giovanni]

Det var ikke rigtigt fordi Giovanni følte sig truet af andre, og da bestemt ikke af en sølle knægt som Sonic! Men af den grund var han stadig bange, han nærede stadig en frygt, ikke for nogen, men for at miste hende, det var og blev virkelig hans største frygt! At han så var så dum at gøre det slut, forstod han faktisk ikke, men.. han ønskede jo heller ikke at hun skulle leve ulykkeligt resten af sine dage! Skønt han dog stadig var opsat på at give deres ægteskab et forsøg og kæmpe videre, hvis hun selv var opsat på det og valgte at blive. Han elskede hende højere over noget andet, og han vidste at selvom man elskede nogen, og man elskede dem virkelig højt, så var man også nød til at give slip, hvis det kunne gøre vedkommende lykkelig og glad, og han var ærligt talt i tvivl om hvordan hun selv havde det, for hun virkede næsten fristet til at smutte, og det gjorde ondt at tænke på, for han havde aldrig ønsket at ødelægge deres lykke på nogen måde! Han vidste godt at han havde sat forventningerne ganske højt til hende igennem de sidste par år, men han var faktisk begyndt at prøve igen, han havde genvundet sin tillid til hende, hvilket også var grunden til at han havde ladet hende søge ud i udgangspunktet! Kunne hun ikke se det, så frustrerede det ham virkelig! At hun udbrød sine ord, tog han sig ikke af, for han svarede hende slet ikke. Han følte dog den tunge sten synke og forsvinde væk, for at vide at hun ikke følte sig tvunget til at blive, glædede ham virkelig kun! Det sidste han ønskede var at tvinge hende til noget – selvom det af og til skete af den grund, men det var også ved nødvendige og uundgåelige ting! Han blev blot stående tæt ved søens kant, hvor han så ud over den flotte udsigt. Han havde boet her hele sit liv, og han var aldrig blevet træt af udsigten, han havde jo udsigt til mere eller mindre alt han ejede – hvis man kunne formulere det sådan. Han havde set ud over denne udsigt i mange år, og specielt da han havde været ung, men han måtte erkende at denne udsigt aldrig blev lige så smuk, som ved en stjerneklar aften, hvor man kunne se lyset fra gaderne i Valvor Pairó skinne så funklende! Han ventede blot på at hun skulle komme hen til ham, hvor han ellers blev stående. Hun havde ikke behov for at frygte ham, for det var hun da den sidste person der skulle! Sammen med børnene naturligvis, skønt han faktisk udadtil kunne virke langt værre mod børnene end mod sin hustru. Han vendte blikket mod hende, som hun kom hen til ham. At hun gengældte hans ord, fik et svagt smil til at glide over hans læber. Så længe hun kunne elske ham og rumme ham i sit hjerte, så var han glad og tilfreds! Han vendte sig roligt med fronten mod hende, hvor han lagde mærke til at hun igen ville gribe ud efter hans arm, selvom han denne gang, lod sin arm glide omkring hende, for at trykke hende ind til sig. Han så let ned af hende. ”Du fryser,” bemærkede han med en bekymret undertone, inden han rynkede brynene ved synet af hendes bare fødder, ”og du burde ikke søge ud i bare fødder Jacqueline!” Han lod hovedet søge let på sned, som hans blik faldt til hendes igen. Hendes ord fik ham til at sukke let. ”Jeg vil ikke have at du går Jacqueline. Jeg ønsker ikke at miste dig.. du er mit et og alt,” svarede han dæmpet og dog med en sandfærdig tone, som han lænede sig frem og skænkede hendes pande et blidt kys.

[Deleted]

Jacqueline ønskede virkelig ikke at miste Giovanni, og hvis det var handling som han havde brug for, jamen, så måtte hun da for pokker da vise ham det! Hun vendte blikket mod ham. Det var slet ikke fordi at han havde noget decideret behov for at skulle frygte for at Sonic ville rive hende fra ham, for det ville den knægt bestemt heller ikke komme til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Ikke fordi at hun regnede med at det var noget som de ville blive enige om, for det var jo sådan her at det stort set hele tiden måtte være, så var det jo bare sådan at det var. Hun var stadig ked af det, men det var udelukkende fordi at hun ikke havde nogen anelse om, for det var noget som virkelig kun gjorde ondt værre for hendes del. Han var sur, også selvom det måske ikke var ment mod hende, men mere mod det hele, så var det jo bare at finde en løsning, selvom det ikke bare var til at finde, hvilket selvfølgelig var noget som gjorde hende bange. At han skulle være så afvisende og endda lægge ringen fra sig og faktisk bede til at det var slut, var klart noget af det værste som han kunne gøre ved hende! Hun ønskede ikke at blive efterladt eller efterlade ham for den sags skyld! Hun trådte ganske roligt hen til ham og tog omkring hans arm, også selvom han var en smule hurtigere og lagde armen omkring hende. Ikke fordi at hun havde noget imod det, for hun kunne langt hellere have det, når de faktisk kunne snakke om tingene. Hun smilede svagt, også selvom det var mere af lettelsen, for det var slet ikke fordi at hun havde nogen anelse om hvor de stod henne for øjeblikket. Blikket gled stille op mod ham endnu en gang, mest af alt også for at sikre sig, at det var okay at hun stod så tæt på ham, som det hun gjorde for øjeblikket. Ganske svagt, så rystede hun på hovedet. ”Jeg klarer mig nok, jeg.. måtte bare ud efter dig. Jeg tænkte ikke på at få fodtøj på engang,” sagde hun stille. Nu var frustrationerne lukket ud, så burde vel kunne tage den derfra? Det var sent, de havde skændes mere eller mindre halve natten og hun kunne virkelig godt bruge noget hvile efterhånden! Hans ord var hende en ren lettelse, for løgn var det i den grad heller ikke! Hun lagde forsigtigt hovedet ind mod hans skulder, hvor hun lagde sig godt ind mod ham endnu en gang, for hun havde i den grad savnet at være ham så tæt! Specielt efter i aften! Hans ord og hans kys mod hendes pande, var noget som hun virkelig måtte falde til ro med, for det var virkelig som han fjernede den sten fra hendes bryst som han selv så brutalt havde placeret der! Hun lukkede øjnene stille, som hun lod armene søge omkring hans skikkelse, kun for at søge helt tæt på ham, også for at vise at det var her hun ønskede at være; sammen med ham og i hans favn, for det var også der hun virkelig følte sig hjemme. ”Jeg ønsker heller ikke at gå, Giovanni. Jeg.. jeg ønsker at blive her sammen med dig..” endte hun med en dæmpet stemme. Blikket gled stille ned mod den store sø. Hendes kinder var helt våde, hendes øjne var helt røde og hun følte sig pludselig så træt og udmattet, så man skulle tro at det var løgn. Hun lukkede øjnene ganske let, hvor hun blev stående helt tæt ind mod ham, mest af alt for at nyde hans nærvær og samtidig at få noget varme, for hun var faktisk godt kold.

[giovanni]

Det var noget af et skænderi de havde haft, selvom det så ud til at det faktisk var ved at blive ordnet igen. Giovanni var kun glad for at hun ikke kunne undvære ham og stadig elskede ham, for det viste ham, at hun ønskede at kæmpe for deres ægteskab, ligesom han gerne selv ville, og hvis de begge var indforstået med det, så kunne det vel heller ikke gå så galt igen? Han ønskede ikke at sige farvel og stoppe det hele, hvor det kun var en lettelse at høre hende sige at hun heller ikke ønskede, for det var virkelig en knusende tanke at sidde igen med. Dette skænderi havde klart været det værste hidtil, de andre havde været som en storm, men denne gang havde det næsten været som om en orkan havde slået ind over dem, selvom han var glad for at det hele var drevet over, for han ønskede bare at de kunne finde ud af det sammen i stedet for at det skulle gå så vidt! Ingen af dem ønskede det jo alligevel ikke! At se hendes røde øjne og de våde kinder, var noget som efterlod ham med skyldfølelse, for han vidste jo godt at han havde sagt en masse som han slet ikke burde have sagt, skønt det et sted var godt at komme af med frustrationerne, foruden han ville ønske at de kunne snakke om det stille og roligt uden at hidse sig op, men.. det var vel næsten umuligt for dem? At hun var søgt ud uden fodtøj eller mere tøj på, forundrede ham nu heller ikke, for han bar jo næsten heller ikke mere end hende selv, skønt det efterhånden var ved at blive godt koldt. Han løftede den ene hånd og strøg den ganske blidt over hendes kinder for at tørre hendes kinder, inden han sendte hende et blidt smil – et smil som kun hun og de to små så. Han nikkede ganske roligt. ”Så må vi hellere få dig ind,” endte han roligt, som han strøg hende blidt over håret en enkelt gang, inden han blot lod hende putte sig ind til ham, hvor han slog begge arme omkring hende, så han kunne trykke hende tæt ind til sig og ordentlig mærke hende – dette havde han virkelig savnet efterhånden! Og han som havde troet at han aldrig ville mærke hende så tæt på igen! – gudskelov for at det ikke var sandt. Han trak på smilebåndet til hendes ord, hvor han strøg hende blidt over håret og videre ned over ryggen gentagende gange. ”Det er jeg glad for at du siger,” hviskede han blidt mod hendes øre, som han holdt hende en anelse ud for sig, så han kunne trykke sine læber mod hendes i et lidenskabeligt og direkte længselsfuldt kys. Han ville jo ikke kunne leve uden hende på noget som helst tidspunkt! Hun var hans et og alt, hvilket han bestemt ikke kunne undvære! Han brød roligt kysset efter et stykke tid, inden et skævt smil gled over hans læber. Han betragtede hendes ansigt for en kort stund, hvor han hævede sin ene hånd og strøg den let over hendes hævede kindben og mærker i ansigtet. ”Jeg må hellere få kigget på det,” svarede han roligt, selvom han dog ikke hidsede sig op denne gang eller blev så meget som irriteret eller det som lignede. ”Kom her,” opfordrede han roligt, som han gik ned i knæ og løftede hende op i sine arme. De kunne snakke videre om det indenfor, hvor han var sikker på at hun ikke ville fryse. Han gik roligt tilbage over det frodige græs og væk fra græsplænen, kun for at gå op ad stentrapperne og op til hoveddøren, hvor han fik dem indenfor, kun for at sætte kursen mod deres soveværelse igen.

[Deleted]

At den store storm var drevet over, var en tanke som hun havde det ganske fint med, for det var måske muligt for dem nu, at snakke om tingene i ro og mag? Hun ville bestemt ikke have noget imod det, for det ville helt klart gøre det nemmere for dem nu. Han havde fået sine frustrationer ud, og det samme havde hun, også selvom det havde resulteret i alt for meget, som hun slet ikke havde ment at sige til ham, men det var nu bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. At han faktisk igen kunne vise sig fra den lidt mere ansvarlige side af sig og mere.. rolige også, var noget som hun faktisk godt kunne lide, for det var også noget som gjorde hende langt mere rolig end det som hun havde været til nu. Hun havde virkelig været oprevet, også fordi at han var kørt så meget op i det røde felt, at det faktisk havde gjort ondt, og hun kunne intet sige til det. Hun trak vejret dybt, som hun blev stående tæt ind i hans favn, for hun havde virkelig været bange for, at hun ikke kunne have lov til at stå der igen! Så hun var virkelig glad for, at det hele om ikke andet var løsnet bare en smule op! Hans strøg mod hendes kinder, var noget som gjorde hende ganske rolig, for det var noget som i den grad måtte hjælpe hende med at slappe mere af, og samtidig vide, at det hele var okay, for det var også noget som hun i den grad havde brug for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket mod ham og med den samme rolige mine, selvom hendes øjne var helt røde. Det var faktisk hårdt bare at sætte sig ned o græde, for det var normalt slet ikke noget som hun gjorde overhovedet! Hun trak vejret dybt og med et stille smil på læben. ”Det lyder.. ganske fornuftigt i mine øre,” sagde hun med en ganske så dæmpet stemme, for en løgn var det jo trods alt heller ikke. Hun ville faktisk gerne indenfor igen, for det var virkelig ved at blive koldt udenfor! Hun trak vejret dybt og vendte blikket mod ham endnu en gang. At han faktisk berørte hendes forslåede kindben og hals og de mærker hun ellers havde fået, uden at hidse sig op, var faktisk en tanke som gjorde hende glad, det var helt sikkert, for det var noget som i den grad også måtte hjælpe hende meget! De var faktisk faldet til ro endnu en gang! ”Jeg overlever nok, Giovanni.. Jeg trækker jo stadig vejret..” påpegede hun ganske sigende, som hun vendte blikket mod ham endnu en gang. Hun ville ikke gøre det store nummer ud af det, for det vidste de godt begge to at det ville der bestemt heller ikke komme noget ud af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Som han hævede hende i sine arme, så gled hendes arme automatisk trygt omkring hans nakke, for det var efterhånden noget som bare skete af ren og skær vane. Hun smilede ganske let. ”Jeg kunne godt bruge at komme i seng.. Jeg blev pludselig så træt og udmattet,” sagde hun ganske stille, som hun vendte blikket frem som de kom tilbage til huset. Hendes taske lod hun bare stå, for den kunne hun altid hente senere, så hun igen kunne få pakket ud og få hængt tøjet på plads i skabet igen. Hovedet gled stille ned mod hans skulder, selvom hun kunne mærke at halsen var godt irriteret, den var rød og en anelse hævet, så tog hun sig virkelig ikke af det.