Skæbnens Ironi...

[Deleted]

Derick nød at stå her med Elanya igen, for det var virkelig noget som han havde savnet noget så grusomt! Hun var virkelig det som kunne få ham til at tænke på noget andet, få ham til at glemme alt det dårlige som han havde så svært ved at glemme eller give slip på. Hun havde altid været hans fristed, hun havde altid været så åben og ladet ham være sig selv. Jo det havde Denjarna selvfølgelig også, men det ændrede bare ikke på at Elanya havde været den første som havde set ham, den første som havde åbnet op for ham, Denjarna var trods alt først kommet bagefter. Han smilede til hendes ord og rystede svagt på hovedet. Ung var selvfølgelig en kompliment, selvom.. så gammel var hun vel heller ikke? Det var vel kun fordi han selv fulgte med i årene. ”Nej.. det var skam en kompliment lige fra hjertet,” svarede han sandfærdigt og smilede et lille sødt og næsten så uskyldigt smil til hende. Skønt han dog havde endt med at kalde hende for olding bagefter og det morede ham virkelig, hvilket han heller ikke lagde skjul på, som grinet afslørede ham. Han stoppede med at le til hendes ord, hvor han betragtede hende med lystige og dog noget så milde øjne. Han nikkede ganske roligt og næsten med en uskyldig mine lod sin ene finger sno sig omkring hendes blonde lokker. ”Du er smuk,” erkendte han sandfærdigt, og hvorfor dog skjule det? Hvorfor lyve? Han havde måske gjort sjov med at hun var en olding, og hun var måske ved at komme op i alderen – ligesom ham selv – men hun var virkelig smuk! Hun var smuk, som havde hun været en gudinde, og det var noget som alderen ikke kunne tage fra hende!
Måske havde Derick altid kunnet komme til hende, men det var jo faktisk ikke fordi de havde set så meget til hinanden igen, for Denjarna havde jo faktisk krævet meget af hans tid, meget af hans opmærksomhed, desuden havde hun jo været dronning og han havde været leder, så det var jo klart at de ikke havde set så meget til hinanden, men når han så endelig havde været sammen med Elanya, så havde det virkelig også bare været et fantastisk selskab, for hun var og blev en fantastisk og unik kvinde! Han kunne virkelig ikke fortryde at han nogensinde havde været sammen med hende, hvert et kys de havde delt og hvert et kærtegn de havde givet hinanden, for det havde virkelig været højdepunkter i hans liv, skønt han ikke havde gjort det let for ham selv, Elanya eller Denjarna, for han var virkelig kommet i klemme i sine egne følelser til de to kvinder, og nu hvor Denjarna var helt væk og hun kom ikke tilbage, så var det virkelig utroligt og et sted akavet at stå her med Elanya igen. ”Så sandt,” medgav han med et lille nik, for ærlighed kom man længst med, og han havde aldrig nogensinde løjet for hende og det havde han heller ikke tænkt sig! De havde vel heller ikke grund til at skulle lyve overfor hinanden? Han smilede mildt til hendes ord. ”Det gjorde jeg også Ela. Og jeg nyder endnu dit selskab, for det er altid dejligt befriende at være sammen med dig, at kunne glemme alt det dårlige som er sket,” svarede han sandfærdigt, for det var sådan han måtte føle og have det, hun fik ham til at glemme alt andet og bare nyde nuet – sådan som det burde være. Hvorfor planlægge en fremtid, som man alligevel kunne miste så let som ingenting? Han var jo alligevel ikke endt gammel med Denjarna, så den fremtid var spoleret.
Derick bar endnu mange præg fra hans gamle racer, som hans sylespidse hjørnetænder og hans kulsorte vinger, men det ændrede virkelig ikke på hans personlighed, for sammen med Elanya ville han altid være den samme gamle Derick! Hun fik desuden den gamle Derick frem i ham, så det var umuligt at være nogen anden, når han var sammen med hende. ”Du kan prøve, men du kan aldrig flygte fra mig,” hviskede han i en intens tone mod hendes ene øre, inden han blinkede drillende ned til hende, som han jo var endt over hende. At hun sagde at han lige kunne vove på at kilde hende, gav ham faktisk blot mere lyst til det, så han stoppede naturligvis ikke sine kildne fingre over hendes sider, hvor han selv måtte slippe en munter latter, imens han sørgede for at holde hende nede, så hun ikke kunne komme nogen steder.

[Deleted]

Elanya havde altid været rigtig glad for at skulle rende rundt med Derick og dette var på ingen måder noget undtag! Han havde altid været en som hun kunne kaste alle hæmninger overfor og det var virkelig bare en befrielse uden lige, at skulle kunne gøre det. Det var altid sådan at det havde været og det var hende virkelig en utrolig dejlig fornemmelse, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan, at det måtte være i det store og hele. Denjarna var væk, også selvom hun måtte rkende, at det virkelig var noget som måtte lette hende noget så frygtelig voldsomt, så var det ikke ord som hun fik sig til at sige hvad end om det var til godt eller skidt. Derick havde vel nok af følelser at skulle slås med fra før af? Det var om ikke andet, så sådan at hun selv måtte se på det og det gjorde ondt et sted, for hun ønskede virkelig at hjælpe ham igennem dette. Det var vel også det som venner gjorde? Og det var jo trods alt en plads ved ham som hun stadig agtet at skulle holde fast på, på den ene eller den anden måde, så var det jo bare sådan at det måtte være på den ene eller den anden måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket på den ene eller den anden måde. Hun vidste udmærket godt, at hun ikke måtte være helt ung mere, men helt gammel var hun bestemt heller ikke! Hun havde mange gode år på bagen endnu og hun agtet da at gøre noget ud af det hvis hun da bare vidste lige hvordan det skulle gøres vel at mærke, for denne frihed var hun så sandelig heller ikke vant til. Hun rystede på hovedet ved hans ord og uden at smilet måtte falme. ”Ved du hvad? Du er den eneste som har formået at sige de ord som du faktisk måtte mene dem,” sagde hun roligt og med et drilsk glimt i øjet. Hun tvivlede på ingen måde, at han måtte mene sine ord!
Elanya havde altid nydt frygtelig godt af Dericks selskab og det var langt mere end det som hun kunne stå ved fra før af! Alle ord var blevet sagt og det var hende virkelig en lettelse uden lige, at komme af med den byrde fra hendes bryst, for den havde virkelig tunget hende noget så voldsomt ned på alle måder. Hun havde aldrig ment at skulle stille sig i vejen for ham og Denjarna, for hun havde i den grad haft respekten for dem og vidst at det som de gjorde virkelig måtte være forbudt, så var det ikke noget som havde haft nogen direkte betydning for hende på nogen måde. Derick havde jo lige så også været med på det, så det var vel ikke bare hende som havde ønsket alle de kys, alle de omfavnelser og de mange timer som de havde brugt sammen og med hinanden? Hun smilede let. ”Jeg er da bare glad for, at det er den effekt jeg har på dig,” sagde hun med et varmt og stille smil på læben, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, hvad end om det var noget som man ville skjule, så havde hun altid været ærlig overfor ham – Eller næsten, for det var jo først nu at hun virkelig havde fortalt ham omkring hendes mange følelser for ham og det havde virkelig lettet at komme af med det!
At han kunne være den gamle Derick når han var sammen med hende, var noget som virkelig måtte lette hende noget så frygtelig voldsomt, for det gjorde det i den grad! Det var også i denne situation, at hun måtte være den gamle Ela og den som hun altid havde været før, hvilket i den grad også var en forbandet dejlig fornemmelse for det var alt for længe siden, at hun havde fået lov til at smide alle hæmninger og bare være sig selv som hun var lige nu. Det var bare rart! Ikke fik hun så meget som et eneste ord frem som han valgte at kilde hende. Det var virkelig forbandet unfair, for han var så meget stærkere end hende! Hun vred sig som en slange på jorden og med den kraftige og tydelige latter, for hun kunne bare ikke formå at skjule den på nogen som helst måde overhovedet ,det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun prøvede at gribe ud efter hans hænder, selvom det virkelig var svært for hende. Han gjorde det heller ikke nemt når han kildede hende!

[Deleted]

At være sammen med Elanya havde altid været noget som Derick havde nydt, for hvordan skulle han kunne gøre andet? Han nød at være i hendes selskab, netop fordi at hun altid fik ham til at glemme de sørgelige ting der var sket i hans liv, fordi hun fik ham til at tænke på nuet og glemme alle bekymringer som ellers måtte hvile rundt omkring dem, nej sammen med hende havde han aldrig haft behov for at være en anden, sammen med hende, der havde han altid kunnet være sig selv, ligesom det også var gengældt, for han havde virkelig aldrig nogensinde dømt hende, det havde hun jo så heller ikke givet ham grund til, og det regnede han heller ikke med at hun ville for han kendte hende jo, nok var der gået utrolig mange år siden de sidst havde set hinanden, men han regnede ikke med at hun havde forandret sig så meget, foruden at være blevet mere moden ligesom ham selv, desuden kunne han jo mærke og se at hun endnu var den gamle Elanya, den kvinde som han havde forelsket sig i tilbage til dengang. Han smilede skævt til hendes ord. ”Jaså? Jeg tror ellers der er mange, som finder dig smuk og tiltrækkende,” svarede han stilfærdigt, måske var der ikke mange af de helt unge mænd, men så igen, hvem gad også være sammen med et lille barn? De var jo ved at komme op i alderen, om de så ville det eller ej. Men han var sikker på at mange af de ældre mænd fandt hende smuk og tiltrækkende, for.. man skulle virkelig være blind for ikke at kunne se hendes skønhed!
Nok havde Derick aldrig givet udtryk for at han var forelsket i hende, eller det var i hvert fald aldrig noget som han havde sagt til hende, men nu hvor ordene endelig var kommet over hans læber, så var det faktisk også en byrde som var lettet fra han skuldre, det var dog lidt akavet, at hun faktisk også havde følt det samme for ham dengang, som han havde for hende, og at de nu kunne stå overfor hinanden uden at have nogen i ryggen til at holde dem i kort snor og fra hinanden. Nej denne gang kunne de faktisk tillade hinanden alt, uden at skulle tænke på andre, skønt det dog var underligt, at de faktisk begge to var alene, for han havde været vant til at hun altid omgik en eller anden mand, for gift var hun jo blevet nogle gange, og hun havde jo været vant til at han havde haft Denjarna, men denne gang kunne de nyde hinandens selskab uden at skulle tænke på alle andre. Han løftede ganske roligt sin hånd som han strøg over hendes kind, blot for at lade tomlen stryge over hende bløde, fyldige læber. ”Det er altid den effekt du har haft på mig Ela,” svarede han sandfærdigt, for hun havde altid været befriende at omgås!
At de var endt på jorden i det bløde muld, var noget som virkelig måtte bringe de gamle minder frem, for det var ligesom i de gamle dage, hvor de også havde teet dem som børn. Han havde dog intet imod det for han nød virkelig at være sammen med hende, netop fordi at de kunne opføre sig så tosset som de ville uden at skulle bekymre dem om noget som helst. Det var virkelig lettende og befriende på alle måder overhovedet! Han holdt hende nede imens hans hånd fortsatte sin kildne gang over hendes side, hvor han ikke selv kunne lade vær med at slippe den muntre latter, for det var virkelig underholdende! Han stoppede dog roligt med at kilde hende, blot for at give hende lidt luft. Han smilede uskyldigt ned til hende, som han dog blev liggende over hende, imens han roligt løftede hånden for at stryge noget af muldet ud af hendes hår. ”Og du kan stadig ikke klare mig, kan jeg se,” svarede han lettere triumferende blot for at slippe sin muntre latter endnu engang. Det var virkelig savnet at være sammen med hende! Alle de gode minder han havde med hende, det var virkelig nogle som han ikke ønskede at glemme!

[Deleted]

Nu hvor det også måtte være kendt for Ela, at det var den effekt som hun havde haft på Derick, så var det bare noget som kunne få hende til at smile, for det lød slet ikke som om at det havde været sådan med Denjarna? Hvis det var sådan at det forholdt sig, så var det virkelig mærkværdigt, at de i det hele taget havde formået at holde sammen igennem så frygtelig mange år. Det var slet ikke noget som gav meget mening for hende, men igen hvor meget vidste hun egentlig om Denjarna og Dericks liv sammen? Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at blande sig direkte i det. Så længe, at de kunne være hinanden i hinandens selskab, så skulle hun så sandelig heller ikke klage over det, det var ord som hun i de ngrad godt kunen give ham på alle måder. Han gjorde hende glad og det var også nu at det måtte gå op for hende hvor meget hun virkelig kun måtte nyde, at skulle rende rundt i hans selskab, for det var virkelig en dejlig fornemmelse. Hun rystede næsten grinende på hovedet. ”Sådan var det måske dengang, Derick. Hvor mange tror du vil formå at se væk fra min gamle dronningetitel nu og se på mig som den person jeg er?” Igen, så var hun vant til at omgås de mere egoistiske, som kun søgte mod de højere magter og det var heller ikke noget som hun kunne give dem længere. Nej, hun ønskede bare et normalt liv nu og ikke et hvor der var mange som måtte løbe direkte efter hende som dengang. Hun ønskede virkelig ikke en gentagelse af det liv!
Friheden som Elanya havde fået, var et sted også skræmmende, for det var slet ikke en tanke eller fornemmelse som hun var vant til at sidde med generelt. Hun havde altid klaret sig på bedst mulig måde med de midler som hun havde og i de lænker som tronen havde været for hende. Nu var hun fri.. og hvad skulle hun da stille op med det? At vide, at han heller ikke havde noge i ryggen, at der ikke var nogen som igen ville være der til at rive dem fra hinanden, var virkelig en glæde uden lige. De strøg mod hendes kind, var ikke noget som hun kunne gøre noget andet end at nyde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun sitrede let, som han lod hånden stryge over hendes læber. Det var i den grad gengældt! Han havde altid formået at holde hende som hende selv, altid været en befrielse at være i nærheden af, selvom hun gang på gang havde formået at gå frustreret derfra. Nu var hun lettet. Ordene var sagt, de kunne glemme meget af den dystre fortid som havde været og se fremad. Det var klart en lettelse uden lige, også for hendes vedkommende. Hvem ved hvor de ville ende henne nu? ”I lige måde Derick..” afsluttede hun smilende.
At ligge tvunget under ham, var som at blive kastet nogle hundrede år tilbage. Det var ikke noget som Elanya kunne undgå at nyde! Sådan som hans fingre måtte arbejde over hendes side, var noget af det bedste! Dengang hvor de havde teet sig som små unger, det var tydeligt tider som slet ikke var glemt endnu! Bedre kunne det i den grad heller ikke blive, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. At han dog endelig måtte holde inde, så hun kunne få luft, var en givende chance som hun mere end glædeligt måtte tage til sig! ”Puha..” Hun vendte blikket mod ham, hvor hun selv måtte sitre tydeligt og med brystet som tydeligt måtte arbejde for at få luften til lungerne. Helt ung var hun jo heller ikke mere! Hun lukkede øjnene ved hans strøg igennem hendes hår. ”Forundre det nogen? Du er jo tyk som en elefant,” påpegede hun drillende, blot for at genoptage joken fra tidligere. Hun kunne jo ganske enkelt ikke lade være når hun endelig måtte være sammen med ham på denne måde! Hun prikkede ham let i siden. Vel også for at finde ud af om han selv måtte være kilden? Hun håbede det da om ikke andet, for det ville klart gøre dette langt mere underholdende! ”Visse ting ændre sig ikke kan jeg se.. min lille drillepind,” hviskede hun roligt og med en klart morende stemme og uden at det varme og næsten så kærlige smil måtte falme af hendes egne læber.

[Deleted]

Det var utroligt at stå med Elanya endnu engang, især fordi der var sket så frygtelig meget i deres liv. Ikke kun med Elanya men også for Derick. Han havde troet på at Denjarna havde været hans eneste ene, men han var ikke engang sammen med hende mere, hun var væk, og det var faktisk skræmmende ikke at have nogen at søge hjem til, for.. han havde intet hjem længere. Han havde kun sig selv. Okay, han måtte selvfølgelig ikke glemme sine gamle venner, og det var også dem som han ville sætte en fokus på, som han også allerede havde besøgt Faith, hun var trods alt den som var lettest at opsøge, den som var lettest at finde, netop fordi hun boede i den gamle Mansion. Elanya derimod ville have været svær at finde, fordi han ikke vidste hvor hun ville være henne. Der var kommet nye magter til tronerne, så det ville være som at lede efter en nål i en høstak hvis han skulle finde hende! Men sjovt nok mødte han hende her i Dødens Dal. Skæbnens ironi? Morsomt var det faktisk. Det var dog lidt akavet at stå med hende, netop fordi de havde lagt kortene på bordet, fået fortalt at de havde været forelsket i hinanden dengang, selvom at hun vel ikke var det mere? Mange år var gået siden dengang og meget var sket, han vidste ikke hvad hun havde af planer, men han kunne da forestille sig at hun ville tage det stille og roligt, finde ud af hvor hun stod henne i verdenen og så tage den derfra – ligesom ham selv. Det var et helt nyt liv som han skulle vænne sig til, men det skulle sikkert nok flaske sig for ham? Hans hoved søgte ganske let på sned, hvor han smilede et noget så indsmigrende smil. ”Hold da op Ela! Du var dronning engang, det er du ikke mere, så den titel er ikke længere af nogen værdi.. nu vil folk se dig som den person du er, og du er endnu lige så smuk som du altid har været,” svarede han sandfærdigt, hvor han ganske roligt lagde armene over sned. Hvorfor skulle han dog lyve for hende? Det var jo ikke fordi at hun var noget es i ærmet længere, for et sted betød hun jo intet for omverdenen – skønt hun dog havde en umådelig stor betydning for ham! Han lod ganske roligt hånden falde ned langs hans side igen, som han havde strøget den over hendes kind og læber, imens hans mørke øjne hvilede mildt i hendes smukke grønne. Hun var ikke grim på nogen måde! Og han var sikker på at hun nok skulle finde en mand der ville elske hende for den hun var, for hun var jo ikke noget dårligt menneske, nej selv hendes personlighed var smuk.
Derick måtte smile og se noget så uskyldigt til hende, skønt det dog langt fra var tilfældet, for igennem hele hans lange liv, der havde han bestemt ikke været uskyldig! Men han kunne da godt more sig for det, ikke? Det var i hvert fald hvad han gjorde, når han var sammen med Elanya, for hun fik ham til at glemme alt det dårlige der var hændt ham og blot nyde tiden. Han spærrede øjnene op af vantro til hendes ord. ”Tyk som en ele..? Nej nu har jeg da aldrig!” Han stirrede måbende på hende. Hun sammenlignede ham med en elefant?! Han gjorde et let spjæt, da hun prikkede ham i siden, for han var bestemt endnu kilden! Han var desuden også blevet mere menneskelig nu hvor han var alkymist. ”Ikke kilde!” mumlede han tvært, og dog med en drillende undertone, som han greb omkring hendes hånd. Han smilede skævt ned til hende imens hans mørke øjne spillede lystigt, for det kunne ikke andet i hendes selskab! Han lod ganske roligt sin pande falde mod hendes, så han havde et bedre udsyn til hendes smukke smaragdgrønne øjne. ”Du har jo altid nydt det!” påpegede han stilfærdigt og dog drillende, som han blinkede ganske let til hende. En drillepind havde han vel altid været? I hvert fald i hendes selskab. Han skænkede hendes læber et ganske blidt og flygtigt kys, imens han trykkede blidt omkring hendes hånd. Han havde savnet de gamle tider.. og han havde savnet hende!

[Deleted]

At visse ting stadig måtte være som det altid havde været, var noget som måtte gøre Elanya noget så frygtelig glad i den anden ende, at man skulle tro at det var løgn. Derick var noget af det som hun havde klamret sig til i fortiden, men noget af det sidste som hun havde hørt, var jo trods alt det faktum, at han havde været død. At han havde været revet fra denne verden lige så hurtigt og brutalt somalt det andet som hun havde haft kært i hendes liv, at hun til sidst havde været direkte panisk for at skulle lukke nogen så tæt ind på hende, for det var slet ikke noget som havde gavnet hende. Børnene var revet fra hende på stribe og mændene med, hvor det jo så kun havde været tydeligt for hende at det ikke var klogt at lukke nogen så tæt på. Så man det i det billede, så var Derick faktisk den eneste som måtte stå tilbage og det var noget som hun var rigtig glad for, for den mand havde virkelig haft en uendelig stor betydning for hende og på alle tænkelige måder overhovedet! At vide at han ikke havde noget at søge til, var ganske enkelt en løgn, for hun ville være der og dem som han havde tilbage, var hun også temmelig sikker på, ville hjælpe ham hvis det skulle være dem muligt. Hvem kunne dog undgå at holde af en som Derick? Det var der jo så sandelig heller ikke nogen som kunne! Ikke når han var den mand som han var! Fortiden var måske ikke noget som han var direkte stolt af, men igen, så var han ikke den eneste med skeletter i skabet, for det havde hun i den grad også selv. Det var jo heller ikke fordi at hun var et hak bedre selv lige på det punkt og hun vidste det jo så sandelig også godt. Hun kunne dog ikke lade være med at smile til hans ord, for han var virkelig den type som formåede at gøre hende glad, netop også fordi at hun vidste at han var ærlig overfor hende og det var virkelig også noget som gjorde hende noget så frygtelig glad i den anden ende. ”Det er bare verden som jeg ser den, min kære. Jeg var dronning. Det er sådan at folk stadig opfatter mig. Nu har jeg ingen status, ingen penge, ja..” Hun trak på skuldrene som var det ingenting. Det var det jo heller ikke, status og penge var jo trods alt heller ikke alt. ”Men ja. Nu har jeg jo heller ikke noget tilbage.” Det var det sm gjorde hende direkte fortvivlet!
At ligge under Derick var ikke noget som Elanya havde det mindste imod. Hans arme om hende, var som en beskyttelse uden lige og det var også noget som måtte formå at gøre hende noget så glad i den anden ende. Hun sendte ham et stille smil, som hun endelig kunne falde til ro efter den ekstreme kildetur! Hun sendte ham et tydeligt uskyldigt smil til hendes ord, hvor hun selv ikke kunne lade være med at grine, for hun lavede jo bare sjov med det! Han var under ingen omstændigheder stor som en elefant! Han var.. perfekt! Intet ord kunne beskrive det bedre i hendes ordbog, det var der heller ikke nogen tvivlv om! At han måtte tage omkring hendes hånd, da hun havde prikket til ham, var noget som fik hende til at lægge hovedet let på sned. ”Jamen dog.. Er man stadig kilden?” Hun blinkede ganske så let til ham. Hun lod den anden hånd arbejde og prikke ham i den anden side, fordi den hånd jo stadig måtte være ledig! Panden som måtte møde hendes, var nu heller ikke noget som hun havde noget imod. Det gjorde hende glad at vide, at han også måtte være der for hende på denne måde. Armene lagde hun roligt omkring hans nakke i stedet for, selvom det var et løst greb. ”Det har jeg. Sammen med dig, så kan man jo heller ikke noget andet.” Hun blinkedede lettere drillende til ham og med den samme muntre mine som tidligere. Det var end ikke noget som hun ville skjule for ham. Kysset som han hurtigt og flygtigt måtte tildele hendes læber, fik hende til at sitre af behag. Hun betragtede ham roligt. Det var stunder som dette, at hun virkelig havde savnet og på alle måder endda! Hun lænede sig forsigtigt frem, hvor hun lod læberne møde hans igen i et blidt, dog instenst og prøvende kys.

[Deleted]

Derick havde altid nydt Elanyas selskab, for hun havde altid formået at få ham til at tænke på alt andet end hans bekymringer og problemer. Han havde altid været så dejlig lettet og glad når han havde været sammen med hende. Det ville være løgn, hvis han påstod at han ikke havde haft det på samme måde med Denjarna, for den kvinde havde trods alt vundet hans hjerte – selvom han et sted også havde ladet hende, for Elanya havde faktisk selv haft chancen for det, men hun havde så valgt at blive gift med David i stedet for, så han havde vel bare ikke følt sig velkommen på samme måde? Desuden havde han jo også elsket Denjarna, han var trods alt blevet gift med den kvinde til sidst, selvom at bogstaveligtalt kunne sige at døden havde skilt dem fra hinanden. Det var vel derfor at det ikke var så forkert at stå sammen med Elanya og faktisk også det at kysse hende? Ægteskabet var blevet brudt af døden, derfor havde han ingen forpligtelser længere, han var en fri mand og følelsen og fornemmelsen var dejlig, skønt det dog også var skræmmende at han ikke havde noget hjem at søge til, ingen elskede at søge hjem til, han havde kun sig selv – og naturligvis sine venner, og han vidste at Faith havde brug for ham, det var trods alt derfor han havde lavet det smertestillende til hende. Han løftede ganske roligt hånden og strøg den blidt over hendes kind, hvor han rystede smilende på hovedet af hende. ”Elanya.. du har så meget. Nok har du ikke præcist det som du havde i dit sidste liv, men du har fået en ny chance, og jeg synes du skal gribe nogle chancer, opleve livet på ny og ikke kaste chancen bort. Der er så meget at værdsætte i livet, desuden har du jo endnu dine gamle venner – såsom mig,” påpegede han ganske roligt for hende, inden han smilede et sødt og opfordrende smil til hende. Han strøg ganske let hånden igennem hendes bløde, blonde lokker, inden han trak den til sig igen. Det var trist at se hende så opgivende, især når hun ikke havde grund til det. De skulle begge to lige vænne sig til det, men så var det vel også bare at gribe chancen? Ingen af dem kunne jo sige hvor de ville ende henne, men han var dog fast besluttet på at han lige skulle indfinde sig inden han gjorde noget drastisk, for han skulle også lige vænne sig til sin nye race og alt det som det måtte høre med. Også med hans job som Dødens hævner, eller rettere sagt bøddel, han havde jo allerede givet Døden to sjæle her til aften, inden han var stødt på Elanya.
At være sammen med Elanya på denne måde igen, var noget som Derick ikke kunne andet end at nyde. Han himlede drillende med øjnene, da hun måtte smile uskyldigt op til ham, for han var bestemt ikke stor som en elefant! Han var … slank og i god form! Ikke et eneste gram fedt! Han havde jo trods alt endnu sine træk fra sine gamle racer og derved bar han også den muskuløse krop fra hans tid som vampyr, og dødsengel med. Han skulede drillende ned til hende, da hun havde prikket ham i siden og han havde grebet omkring hendes hånd, så hun ikke kunne gøre det igen. ”Jeg er trods alt mere menneskelig nu end nogensinde,” påpegede han eftertænksomt, inden han smilede skævt ned til hende. Det var jo ikke løgn, han var jo faktisk et menneske der kunne alkymi, derfor navnet alkymist. At hun tog sin anden hånd og prikkede ham i den anden side, fik ham til at spjætte, inden han også greb omkring den hånd, så han kunne holde begge hendes hænder nede. ”Stop så!” vrissede han muggen, skønt det dog kun var for sjov, for han kunne ikke lade vær med at fnise ganske let, for det kildede! Han slap ganske roligt hendes hænder, da hun valgte at lægge armene omkring hans nakke, hvor han smilede et lille skævt og mildt smil til hende. ”Nej jeg ved det.. jeg er perfekt!” svarede han selvsikkert, skønt det dog kun var i dril, for ingen var perfekte og han var det da bestemt langt fra! Han smilede en smule usikkert, da han havde tildelt hendes læber det flygtige kys, for han vidste jo ikke helt om det endnu var okay. Han tøvede dog ikke, da hun selv valgte at trykke læberne imod hans endnu engang, hvor han blot gjorde det dybere og varmer, imens hans arme gled omkring hendes krop.

[Deleted]

Denjarna havde haft hans hjerte og hun havde vundet det på ærligt vis. Der havde Elanya da om ikke andet, så været kvinde nok til at erkende sine nederlag når hun stod ansigt til ansigt med dem og virkelig bare prøvet at forholde det på et venskabsplan. Det var bare ikke fordi at det havde været den nemmeste opgave, for det havde det i den grad ikke været! Nu stod de her. At han havde haft det samme for hende, som hun havde haft for ham, var noget som direkte måtte få hende til at smile, for det var hende en lettelse at høre, at hun ikke havde været den type som man var blevet træt af i længden. Det var blandt andet sådan noget at hun virkelig havde været bange for, for så mange havde jo valgt at vende hende ryggen, ladet hende kæmpe igennem det hele selv og det havde været så tæt på at gå galt så mange gange. Nu stod hun der og den eneste mand som var tilbage fra hendes egen fortid, det var jo faktisk ham. Hun havde haft sine at vende sig i retningen af og så måtte det jo trods alt også bare være sådan at det måtte være når det endelig måtte komme til stykket. Selv havde hun ingen at søge hjem til, hun var ganske alene og den tanke i sig selv, var heller ikke noget som hun brød sig meget om overhovedet. Hun havde aldrig brudt sig om tanken om at skulle være alene og det var vel heller ikke noget som sagde så lidt når det endelig måtte komme til stykket? Så udsat som hun havde været. Hun rystede på hovedet og sendte ham et stille og let smil. ”Du er vidst den eneste som ser sådan på det, Derick. Det skulle ikke undre mig at mange af dem som har været inden forbi mit liv, kun var det på grund af det som automatisk fulgte med.” Hun trak let på skuldrene som betød det ingenting. ”De muligheder jeg har, har jeg aldrig nogensinde haft før. Man kan vel sige, at jeg aldrig nogensinde har prøvet og.. ja, leve livet,” sagde hun dæmpet. Det var jo bare sandhed. Hun havde altid haft lænker på sig selv på den ene eller den anden måde og nu var de langt om længe brudt.
Derick var på ingen måde som nogen elefant! Han var en mand i sin bedste alder og i sin bedste form, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Et stille smil passerede roligt hendes læber. Hun kunne jo ikke lade være når hun endelig måtte ligge der og være sammen med ham! Det var nøjagtigt ligesom dengang og det var ikke noget som man kunne undgå at nyde! Hun grinede ganske let. En elefant var han bare ikke! Som han tog fat i hendes hænder, så hun ikke kunne kilde ham, fik hende til at se roligt på ham. Hans muggende vrissen havde dog gået hende på et sted alligevel, så hun havde automatisk valgt at holde op. Det kildede og det var jo heller ikke altid fordi at det var lige sjovt hver gang. ”Mere menneskelig end nogensinde er vidst ikke helt forkert,” sagde hun med et let grin. Det morede hende dog alligevel. Hun rystede let på hovedet ved hans ord og med det muntre smil på læben. Det var slet ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham lige netop nu. ”Og ekstrem egocentrisk,” påpegede hun med et muntert glimt i øjet. Hun valgte at skænke ham kysset, også for at vise, at det have været ganske okay for ham at gøre det ved hende. Armene omkring hende, kunne hun ikke lade være med at nyde af, hvor selv hendes hjerte måtte hamre mere og mere mod hendes bryst. Hun trykkede ham forsigtigt tættere på sig. Det var heller ikke fordi at hun ville haste sig frem. Hun nød det og det var vel også tydeligt? Kysset brød hun ganske forsigtigt, også for at kunne få noget luft igen. Det var jo heller ikke fordi at hun var helt ung længere. Igen så var hun vel alligevel i sin bedste alder et sted? Hun sendte ham et stille smil og næsten blot afventende til hans egen reaktion. Hun havde vel ikke passeret hans grænse?

[Deleted]

Derick havde sandt nok altid haft Denjarna, og det ville være løgn, hvis han påstod at den kvinde ikke havde fundet hans hjerte.. det halve af det om ikke andet, for han havde virkelig også næret oprigtige følelser for Elanya, hun var trods alt den første som havde set ham, den første der havde fået ham til at åbne op. Hun var den første der var kommet ind i hans liv, så hun havde faktisk haft lige så stor chance for at vinde ham, som Denjarna havde haft, et sted havde han bare lukket af for sine følelser til Elanya, når han ikke havde været sammen med hende, for hun havde jo været en gift kvinde, og ikke bare en hvilken som helst kvinde, men dronningen af Procias, som rent faktisk burde have været hans fjende, skønt det var gået i den stikmodsatte retning; hun var blevet hans bedste ven. Han smilede mildt til hende. ”Det var jo dengang Elanya. Nu har du ingen titel der binder dig, nu har du ingen rigdom der kan tiltrække de forkerte, nu er der kun dig.. du er en fri kvinde,” svarede han stilfærdigt, ”med andre ord, så kan folk kun møde den kvinde som du er og ingen anden.” Han smilede et opmuntrende smil til hende, hvor han let lod sin pande hvile mod hendes. ”Og det jeg ser, er en smuk, fantastisk og unik kvinde, der har utrolig meget at byde på end blot titel og rigdom,” svarede han sandfærdigt, hvor han skænkede hendes læber et blidt, hurtigt og flygtigt kys. ”Du burde leve livet,” påpegede han roligt, hvilket han jo et sted også selv burde, men han skulle bare lige indfinde sig i sit nye liv, sin nye plads på Jorden og det skulle hun vel også?
At hun havde kaldt Derick for en elefant, havde virkelig moret ham noget så frygtelig meget! Dog måtte det dog også gå ham på, for hvem gad sammenlignes med en elefant? En elefant?! Han var da mere et rovdyr hvis han skulle være nogen former for dyr! Han bar jo stadig sine træk fra vampyrracen og han havde sine gamle tendenser. Han drak ikke blod længere, for det behøvede han ikke, men han var stadig en jæger. Han smilede drillende til hende, som han havde fået fat i begge hendes hænder, så hun ikke kunne kilde ham længere. ”Nej vel? Men jeg ved at du nyder det,” svarede han selvsikkert og smilede drillende til hende. Han var virkelig mere menneskelig nu end nogensinde, han var kilden – det havde han dog altid været – men han var varm og han havde et bankende hjerte, for hun havde vel kun set ham som vampyr? Aldrig som dødsengel? Men hun måtte vel også nyde at kunne mærke en varm favn og et bankende hjerte end det stik modsatte? Han slap en munter latter til hendes ord. ”Egocentrisk? Og det skulle komme fra dig?” spurgte han drillende, hvor han blinkede let til hende. Han nød virkelig hendes selskab! Og kyssene var vel blot en bonus? Et sted kunne han ikke helt finde ud af om det var forkert af dem eller ej, men han kunne virkelig ikke lade vær med at nyde det! Han åbnede øjnene og smilede mildt til hende, som hun brød kysset. Han greb blidt omkring hendes hænder, skænkede hendes læber et flygtigt kys, inden han trak hende med op at stå igen, så de ikke lå i den bløde muld. Han slap hendes ene hånd og løftede den for at stryge jordet ud af hendes hår, som de blonde lokker næsten var endt helt brune visse steder på grund af mulden. Han klemte blidt omkring hendes anden hånd, imens de mørke øjne betragtede hende ganske let og med et kærligt skær.

[Deleted]

Denjarna havde altid haft Dericks hjerte, hvilket Elanya havde accepteret til fulde. Så længe, at de kunne fortsætte med at møde hinanden som de nu havde valgt at gøre det, selvom det havde været i skjul ganske enkelt fordi at Denjarna ikke kunne fordrage tanken om at de så hinanden. Det var nok ikke nemt og tildels måtte det også siges, at være frygtelig akavet, at skulle mødes med ham fordi at han havde haft en anden når hun så brændende måtte ønske, at hun stod i Denjarnas sted, den som kunne kalde ham for kære, værne om hans hjerte, men det havde bare ikke været sådan. Friheden som hun havde fået, var stadig en ting som hun skulle vænne sig til, for hun var da så sandelig ikke vant til at være fri til at gøre det som hun avde lyst til! Tvært imod, så var hun vant til noget ganske andet, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Sådan som han formåede at skulle se lyst på tingene, så var det i sig selv bare noget som måtte få hende til at smile. Selv tildels havde hun problemer med at skulle se tingene på den måde, men hun måtte da glædeligt erkende, at det faktisk var noget som gjorde hende glad. Hun rystede let smilende på hovedet. Det var jo trods alt den Derick som hun kunne genkende fra dengang og den tanke alene, var virkelig noget som måtte gøre hende glad et sted. At han formåede at se sådan på tingene, så måtte man vel næsten håbe på at det også var sådan at så mange andre ville formå det når det endelig måtte komme til stykket? Man kunne jo trods alt håbe selvom det ikke direkte var noget håb som hun måtte brænde inde med. Hun ønskede bare at finde sig den som man kunne kalde for den eneste ene, slå sig ned, skabe en familie og så leve et familieliv. Det havde været hendes ønske siden start og hun havde bare aldrig nogensinde fået lov til det. Den tanke i sig selv, var direkte frustrerende at tænke på! Kysset tog hun vel imod hvor selv en svag rødmen måtte melde sig i hendes kinder. Visse ting ændrede sig bare aldrig nogensinde! ”Af alle mænd som jeg kunne møde på vejen, så er du den eneste som jeg kender, som kan se tingene på den måde.. ” Hun hævede hånden og strøg den mod hans kind. ”Så vis mig hvordan livet skal leves,” opfordrede hn stille. Det var jo i sig selv, temmelig ukendt selv for en som hende.
Elanyas ord omkring elefanten, havde selvfølgelig kun været ment i sjov! Han mindede på ingen måde omkring det store dyr og ja, han var et rovdyr hvis han da endelig skulle være noget som helst! Ikke fordi at det var noget som hun havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket, for.. hun havde kun set ham som et rovdyr og aldrig nogensine som noget andet. Vampyren var den som hun kendte ham som og sådan havde det hele tiden været. Hun havde aldrig set ham som dødsengel eller noget andet. Der havde hun siddet i sit eget kaos og Derick havde vel også haft sit at kæmpe med? Hun sendte ham et varmt smil. ”Det gør jeg skam,” sagde hun med en rolig og dæmpet stemme. Hvorfor lyve for ham? Han var da den sidste som hun overhovedet kunne drømme om at skulle lyve for! ”Det skulle det nemlig!” sagde hun med en klar og tydeligt morende stemme, som hun sendte ham selv det største englesmil som hun overhovedet kunne komme til det. Som han selv valgte at trække sig op på benene og føre hende med sig, var nu heller ikke noget som hun havde det mindste imod. Hun vendte sig stille mod ham, som han begyndte at få al den muld ud af hendes lange hår. Et stille smil hvilede let på hendes læber, som hun ganske roligt rystede på hovedet. ”Et bad et sted skal nok få det ud af mit hår, min kære,” sagde hun med en rolig og ikke mindst sandfærdig stemme, ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste. Hovedet lod hun søge ganske let og stille på sned, som hun trykkede igen omkring hans hånd. Hun var bare så glad for at se ham igen og endnu mere glad var hun over, at han stadig måtte være ved godt vel. Det kærlige skær hvilede selv ved hendes eget blik, og det var ikke noget som forsvadt det mindste på den ene eller den anden måde.

[Deleted]

Et sted følte Derick sig lidt dum. Han havde valgt Denjarna frem for Elanya, som havde en lige så stor chance for at vinde hans hjerte som Denjarna havde haft, for han havde måske været forelsket i Denjarna, men det havde han også været i Elanya. Nu, den dag i dag, stod han uden nogen som helst. Han var alene, og et sted var det skræmmende, for han var vant til at kunne søge hjem, søge hjem til sin kvinde, men nu havde han ikke engang et hjem. Han havde mildt sagt mistet alt, foruden hans venner naturligvis og det var i hvert fald noget som kunne muntre ham lidt op, men på den anden side, så var de alle sammen blevet ældre og det hele gjaldt vel bare om at finde sig den rette, slå sig ned og skabe sig en familie? Det var vel det som enhver voksen måtte ønske sig? At kunne slå sig ned og leve familielivet.. det var jo også hvad han selv kunne tænke sig, selvom at han for øjeblikket var nød til at holde styr på hans liv, komme på rette vej og overveje mulighederne. Han vendte ganske roligt de mørke øjne mod hende, som han betragtede hende ganske let. Tænk hvordan hans historie var endt, hvis han dengang tilbage havde valgt Elanya frem for Denjarna? Hvad var der mon så sket? Tanken havde slået ham mange gange, men det var bare aldrig blevet til noget, for han var blevet hos Denjarna, som også havde gjort ham lykkelig, men et sted havde han bare glemt den lykke.. han havde glemt hvordan følelsen var, for det var virkelig utrolig lang tid siden at han havde været sammen med den kvinde. Der var mere eller mindre gået flere år! Men han måtte jo bare tage det som det kom, for han kunne ikke gøre så meget andet. Han løftede ganske roligt hånden og strøg den blidt over hendes kinder, der var endt lettere røde af hendes rødmen, imens han smilede mildt til hende. Når han var sammen med hende, så forstod han pludselig også godt hvorfor det var at han var faldet for hende, hvorfor det var at han var blevet forelsket i hende, kunne le, kunne smile, kunne opføre sig som et lille barn, for hun satte virkelig så mange følelser i ham! ”Jeg er sikker på mange mænd, ser det på den måde som jeg gør,” svarede han roligt, hvor han måtte lukke øjnene blidt i, da hun strøg sin hånd over hans kind, for det beroligede ham virkelig! Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han trak svagt på skuldrene. ”Det tror jeg ikke jeg kan vise dig Ela.. det er vel forskelligt fra person til person? Mange lever livet på forskellige måder, alt efter hvordan man får det bedste ud af det,” svarede han stilfærdigt. Han vidste ikke engang hvordan han selv skulle leve sit liv, for … det var ikke så enkelt!
Derick havde det meste af sit liv været vampyr, det var også derfor at han mest af alt mindede om et rovdyr, hvis han endelig skulle sammenlignes med et dyr, hvor elefant var en utrolig dårlig sammenligning! Men det havde nu alligevel moret ham, at hun havde sammenlignet ham med sådan et stort dyr. Han var dog blevet langt mere menneskelig, end han havde været for mange år tilbage, ikke fordi det specielt gjorde ham noget, men han måtte dog indrømme at han til tider savnede det at være vampyr, for … det havde altid været hans kendetegn! Det var jo også det som hun havde kendt ham som. Han smilede drillende til hendes ord og da hun sendte ham sit englesmil. ”Tsk! Du er da langt mere egocentrisk end det jeg er!” svarede han drillende, hvor han blinkede let til hende. Hun havde aldrig været egoistisk når det kom til ham, de havde jo begge haft deres problemer, som havde adskilt dem fra hinanden men.. det havde altid holdt ud sammen. Han sendte hende et overbærende smil til hendes ord, for hun havde vel ret? Han kunne ikke børste al muld ud af hendes hår, så et bad ville vel kunne gøre det? Han trak svagt på skuldrene. ”Tja.. det er også ved at være sent, så.. vi burde vel snart skilles?” Han sendte hende et mildt og lettere usikkert smil. Det kunne jo altid se hinanden igen? Nu hvor han havde fundet hende, så kunne han ikke være mere glad!

[Deleted]

Elanya kunne ikke gøre noget andet end virkelig at nyde at skulle være sammen med Derick. Han havde valgt Denjarna af eng rund og det var noget som hun fint havde formået at acceptere, selvom det i den grad havde gjort noget så frygtelig ondt, så ønskede hun bare at han kunne være lykkelig. Alt det andet var virkelig fuldkommen ligegyldigt for hende. Om han så havde været lykkelig med en anden kvinde foruden hende selv, åsm åtte det trods alt bare være sådan at det måtte være for hendes del. Hun elskede selv at være sammen med ham. At være sammen med ham, havde været hendes frihed et sted, det havde været den eneste lille stund hvor hun kunne være sig selv og uden at skulle tænke på konsekvenserne direkte. Ja, måske at hun havde været ekstrem blødsøden dengang, men der var nu heller ikke rigtigt noget som hun kunne gøre ved det, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, men tanken om hvordan det ville have været, hvis han havde siddet ved hendes side som konge, var noget som havde faldet hende ind mange gange – Alle gange var de mere utrolige end de mange andre og sådan var det vel også bare? Alle havde de vel deres mange drømme og måder at ønske tingene på, selvom det bare ikke var muligt? Det som dog måtte forundre hende mest, var det faktum at han var den eneste som måtte stå fra hendes fortid. Alle andre var de blevet revet fra hende på den ene eller den anden måde og det var noget som skræmte hende en god del! Hans hænder mod hendes kinder, fik det til at sitre hvor hun selv ikke kunne lade være med at smile. Det var virkelig rart at have ham så tæt på, på denne måde igen, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Hun rystede stille på hovedet. ”Det er det jeg har problemer med at tro på. Vil de se på mig som den jeg er.. eller den jeg var dengang?” spurgte hun stille. I sig selv, så var det også den tanke som gjorde hende fortvivlet. At han nu ikke kunne hjælpe hende, var nu heller ikke noget som forundrede hende direkte. ”Det er bare så svært,” hviskede hun næsten hjælpeløst.
Derick kunn på ingen måde sammenlignes med en elefant! Han var slank, han var stærk og han var flot muskuløs. Med andre ord, så var han virkelig som enhver anden mand som man bare kunne drømme om når det endelig måtte komme til stykket! Hun betragtede ham med en rolig og sandfærdig mine. Hun holdt forbandet meget af ham og hun håbede i den grad at de ville formå at holde det kørende om ikke andet, så som et venskab som de kunne lige nu og ligesom de altid havde gjort det, selvom de havde været derude hvor venner i sig selv, slet ikke burde befinde sig. Vampyr havde altid været hans kendetegn og selv for hende, så var det helt underligt at han ikke var kold som han havde været sidst de havde stået overfor hinanden. Hun kunne slet ikke begribe at han var varm, med et bankende hjerte og så menneskelig som han var blevet for.. det var bare forkert et sted og det var jo bare sådan at det skulle være. Hun trak vejret selvom hendes smil måtte falme til hans ord, trods hun vidste, at han havde ret. Hun lod hovedet søge let på sned. Denne gang var der ikke direkte noget som rev dem fra hinanden eller tvang dem til det, men det var hårdt nok i sig selv. Hun bed sig let i læben. ”Det.. det er jo sandt,” sagde hun dæmpet. Hun vendte blikket stille ned mod hans hånd, hvor hun ganske forsigtigt valgte at tage om den. Lige hvor hun skulle søge hen, det vidste hun ikke. Et sted måtte hun vel forå at skulle søge til? Marvalo Mansion måske? Der kunne hun da om ikke andet, så være sikker. Hun sendte ham et stille smil. ”Du har vel også dit at se til, ikke sandt?” spurgte hun stille. Hun ville jo trods alt heller ikke holde ham hen, hvis han havde vigtigr ting at skulle tage sig til på den ene eller den anden måde. Tungen strøg let over hendes læber, som hun tog omkring hans hånd med begge sine. Hun var bestemt ikke meget for at skulle slippe ham igen!

[Deleted]

Hvis Derick dengang havde valgt Elanya, så havde han skulle kaste sin lederstilling bort, blive forræder til sit eget hjemland, for at sidde side om side med Elanya og faktisk blive konge af det land som burde være hans fjende. Mange ville måske mene at han var direkte dum ikke at vælge konge frem for leder, men.. han havde aldrig nogensinde været ude på at bedrage Elanya bare på grund af stillingen. Havde han dog valgt Elanya, så var det ikke for stillingen, men for at være sammen med hende i al evighed.. og nu kunne han vel bare fortryde det? Denjarna måtte jo ikke have været hans eneste ene, men.. så var spørgsmålet jo bare hvem så? Det ville han vel aldrig vide, hvis han så end mødte hende? Ingen kunne svare på hvem der var den rette for en, og et sted var han også ligeglad, for han var ærligtalt ved at være træt af al den kærlighed, den havde desuden kun bragt ham problemer igennem hans liv! Han havde været i et kæmpe dilemma, mellem to af hans yndlingskvinder, han havde spillet på to heste og han skammede sig faktisk over det, for ved at være sammen med den ene sårede han den anden og ved at vælge Denjarna helt, så knuste han Elanya.. eller måske ikke helt? For hun havde jo haft sine mænd.. det var desuden også ligegyldigt nu. Han kunne ikke ændre på fortiden, og han ville ærligtalt bare indfinde sig i sin nye plads i livet denne gang og tage det stille og roligt. Han smilede opmuntrende til hende. ”Hvis de vælger dig for den du var dengang, så vinder de jo ikke noget, for om du vil det eller ej Elanya, så er du ikke længere dronning, så hvorfor skulle de overhovedet gå efter en status som du ikke længere ejer?” spurgte han roligt, det var måske at tillukke det ene sår og rive op i det andet, for han vidste at hun gerne ville være husket og mon hun ikke savnede at være dronning? Uanset, så var hun ikke dronning længere, faktisk var det hendes søster. Han lod sine hænder falde til hendes kinder, hvor han vendte hendes blik mod ham. ”Hey, hey! Så vidt jeg ved giver Maloya-slægten aldrig op. Det gjorde du jo heller ikke som dronning.. og jeg ved at den gamle Ela endnu er inde i dig! Så bare rolig, du skal nok finde din plads på jorden igen,” svarede han beroligende og dog opmuntrende, inden han skænkede hendes læber et flygtigt kys. ”Det sidste du må er da at give op.”
Et sted savnede Derick at være vampyr, for han havde altid fundet sig hjemme i den race, han havde været leder for den race! Men nu.. var han bare alkymist. Ikke fordi der var noget galt med det, men han vidste ikke hvad han skulle bruge det til. Han skaffede blot Døden et par sjæle eller to og så var det det! Men det at være vampyr, havde bare været hans fødselsrace, så det var vel klart at han savnede det? Han klemte ganske roligt omkring hendes hånd, hvor han smilede opmuntrende til hende. ”Tja.. jeg har noget jeg skal have ordnet,” istemte han ganske roligt og nikkede kortfattet. Han havde trods alt de sjæle han skulle skaffe, selvom han havde skaffet to, inden han var stødt på Elanya. ”Du kunne besøge Faith? Det ville hun sikkert blive glad for,” svarede han stilfærdigt og sendte hende et skævt smil. Han var jo kommet derfra, hvor hun ikke havde haft det så godt. Hun havde mistet Kimeya, hvilket havde knust hende, så mon ikke Ela kunne få hende til at tænke på noget andet? Han lagde roligt sin frie hånd over hendes to hænder, der holdt om hans anden hånd. ”Jeg skal nok finde dig igen, Ela,” forsikrede han hende og smilede beroligende. De faldt jo desuden altid over hende. Han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. ”Pas på dig selv,” bad han roligt, inden han begyndte at bakke nogle skridt væk fra hende, så han roligt trak sin hånd til sig. ”Og denne gang, går der ikke for lang tid,” lovede han hende og smilede skævt. Denne gang var der jo intet som kunne holde ham væk fra hende. Han gjorde nogle lette bask med de sorte prægtige vinger, som han fløj op i luften og op igennem den tykke tåge.

//Out.

[Deleted]

Derick havde valgt Denjarna og der var nu heller ikke noget at gøre ved det. Det var heller ikke fordi at det var noget som hun direkte kunne gøre noget som helst med lige nu. Havde Derick valgt hende, så ville det have ekstreme konsekvenser ikke bare for hende, men i den grad også for ham, for Procias og for vampyrerne dengang og det var ganske enkelt ikke en tanke som hun måtte bifalde på nogen som helst måde overhovedet. Nu var det jo bare noget som hun måtte bide i sig. Hun vidste aldrig hvordan det ville have været at skulle være sammen med ham på den måde, så var der hellr ikke direkte noget som hun kunne gøre ved det lige nu. Det var sandt at hun ikke længere var en dronning så folk måtte jo trods alt se på hende som den hun var nu og bagom den titel som hun havde båret med sig dengang, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Det var jo heller ikke fordi at hun direkte havde ønsket at skulle sætte ham i denne form af dilemma, for hun holdt virkelig forbandet meget af ham og nu var det jo bare sådan, at hun måtte stå der som hun gjorde det. Fortiden var fortid og det var jo bare sådan at det nu måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Der er jo ikke nogen som ser mig til nu. De ser mig måske på gaden.. de sender mig de undrende blikke som jeg er vant til, men ingen tager kontakt.. ingen gør noget som helst,” hviskede hun stille. Ikke fordi at det gjorde hende noget som sådan, det var bare.. underligt på sit vis. Hun sukkede dæmpet og rystede de tanker ud af hovedet. Hun ville i den grad foretrække at blive husket, men det var vel ikke sådan at det skulle være? Om ikke andet, så var hun bange for, at hun ville blive husket for alt det forkerte! Hænderne mod hendes kinder, fik hende til at se på ham næsten omgående. Hun havde været stærk, men hvad havde hun i det hele taget at slås for længere? Hun blinkede let med øjnene og nikkede forsigtigt. ”Jeg kæmper Derick,” sagde hun med en dæmpet stemme.
At Derick måtte savne at være vampyr, var næsten noget som Ela kunne gætte sig frem til, for det havde jo trods alt altid været hans kendemærke og så længe at hun havde kendt ham. Hun kendte ham ikke som andet, så selv dette var ekstremt underligt for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte vise sig t komme til stykket. Hun lod ham tage hendes hænder. ”J-jeg tænkte det nok,” sagde hun stille, idet hun sendte ham et stille og næsten forsigtigt smil. Det måtte vel bare være sådan at det måtte være. Faith og familien var nu også det som havde været hendes første bud, for hun skulle jo trosd alt have et sted at være. Selvom det virkelig ikke var fordi at hun regnede med at hun ville blive lukket ind, så var det jo et udmærket sted at skulle starte. ”Det.. det kunne jeg jo,” sagde hun med et stille og dog så skævt smil. Hun havde ikke rigtigt snakket med Faith i lang tid, men hvad hun dog vidste, var at Kimeya var væk. Hun måtte da være knust den stakkels pige. Nok var det hendes datter, men det forhold ville de aldrig nogensinde få og så meget vidste hun faktisk godt. Hun blev dog mere rolig ved hans ord hvor hun mere end glædeligt måtte gengælde hans kys. ”Pas nu på dig selv,” sagde hun stille. Hun slap stille hans hænder som han måtte lette. Blikket fulgte ham som han forsvandt ud af tågen og selv med et stille smil på læben. Det var fascinerende et sted, ikke fordi at man skulle tae det mindste fejl af det når det endelig måtte komme til stykket. ”Lov mig det..” hviskede hun let for sig selv. Hun vendte roligt om, hvor hun søgte samme vej som hun var kommet, for at forlade dalen og komme ud af tågen. Hendes kurs satte hun omgående mod Marvalo Mansion.

//Out