Skæbnens Ironi...

[Deleted]

Elanya kunne virkelig bare være glad for, at det var sådan her, at det var endt med at skulle ske. At det var Fabian som var faldet i stedet for hende, selvom det sikkert at det faktis ville have lettet hende, hvis det var hende som ville have gjort det i stedet for. Det ville have sparet hende for temmelig meget med hensyn til hendes ellers så skrøbelige hjerte, for det var virkelig slemt nok som det måtte være allerede. Hun betragtede ham stille og med et svagt smil på læben. Pludselig var det hele blevet.. akavet. At Fabian var til og som dødsengel, var noget som hun havde hørt om, for Gabriel havde formået at fortælle hende en god del inden at han var gået bort. Han savnede virkelig den kære knægt, for han havde virkelig formået at skulle gøre hende rolig, forklare hene hvad der var sket i den tid hun havde været væk, for 30 år var virkelig utrolig lang tid! ”Sluppet for mit pjatteri?” gentog hun med en næsten skeptisk mine, selvom blikket i måtte være tydeligt drillende. Han kunne ikke undvære hende, for han havde virkelig haft muligheden for at slå hende ihjel så mange gange, også selvom det faktisk havde været en del af hans arbejde som en leder på daværende tidspunkt og det var jo noget som hun vidste. Hun slap et let grin og rystede let på hovedet til hans ord. ”Har man hørt på mage.. Det er faktisk min fortjeneste at du ikke er kedelig?” En næsten stolthed måtte alligevel melde sig i hendes stemme, hvilket i sig selv, ikke skete særlig ofte, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte være. Hun blev stående og betragtede ham med en rolig og stilfærdig mine. Det gjorde hende rolig endelig at stå i nærheden af ham igen, for han havde virkelig været så savnet, at man skulle tro at det måtte være løgn! Det var virkelig noget så frygtelig intenst! Hun nikkede stille til hans ord. ”Også mig.. Nu hvor jeg kan se dig igen..” sagde hun stille. Uden at skulle tænke på Denjarna, uden at skulle tænke på at hun måtte krydse den forkerte grænse. Det var hende virkelig bare en lettelse uden lige!
At se ham så tavs, var virkelig ikke noget som glædet Elanya det mindste. Det skræmte hende mere end det som godt måtte være for hende lige nu og det var virkelig noget så frygtelig ubehageligt, det var helt sikkert. Hun kunne mærke at hendes hjerte måtte slå fast mod hendes bryst. Det var ikke bare noget fra dengang, det var da noget som hun tydeligt kunne mærke også den dag i dag og det gjorde.. ondt? Det gjorde ondt at se ham så fortvivlet og så tavs, for hun avde aldrig nogensinde oplevet ham så tavs som han stod der foran hende i øjeblikket. Han havde valgt Denjarna i stedet for hende og det havde hun så sandelig også accepteret til fylde, selvom det virkelig havde gjort noget så frygtelig ondt! Hun trak vejret dybt og slap det næsten dirrende. At han slog armen omkring hendes liv, var noget som omgående måtte få hende til at stivne, for det var slet ikke noget som hun havde set for sig på nogen som helst måde overhovedet! Det dybe kys var langt mere end det som skulle til før hun blev helt blød i knæene! Hun gengældte det tydeligt og uden at sulle tøve det mindst eoverhovedet. Ikke at det var noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Hun lod armene forsigtigt søge omkring Dericks nakke og trykkede sig denne gang helt tæt in mod ham igen og uden at slippe. Det var næsten med en længsel at skulle stå her i hans favn igen og mærke ham. Nu var det uden at hun behøvede at tænke på Denjarna. Hun var død og hun var væk, selvom det virkelig ikke ændrede for hende, at han havde valgt Denjarna overfor hende. Hun brød kysset efter et længere øjeblik, selvom det var med en længsel uden lige. De grønne øjne vendte hun stille mod hans blik. Nu var det da hendes tur til at være mundlam! Hun vidste da slet ikke hvad hun skulle sige! Hun sendte ham et stille smil, næsten prøvende. ”Det der, det har jeg savnet..” sagde hun med en dæmpet stemme.. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige!

[Deleted]

Uanset hvad, så var Derick glad for at det var Fabian der var faldet og ikke Elanya, for han havde virkelig holdt af hende, og skønt han vidste at hun havde haft det svært, så havde han alligevel fået mere tid sammen med hende, hvilket han var taknemmelig over. Han havde nydt hvert et møde med hende, og måske mere end han egentlig burde, for de burde have været fjender, og så havde han jo haft Denjarna, men ikke engang hans følelser for hende, havde kunnet stoppe hans forelskelse i Elanya. Og nu hvor de stod her igen, i et helt andet liv, hvor ingen af dem havde nogen omkring dem, det var bare.. akavet, især efter alle deres tidligere minder, hvor de tilmed havde følt det samme, men var det så ligegyldigt nu? Han vidste ikke hvad hun havde af planer. Han havde altid haft det godt i hendes selskab, han havde altid moret sig, og det havde skam ikke kun været hende som havde været pjattet, for ligeså havde han, hvilket faktisk måtte more ham. De havde teet dem som børn. Han nikkede ganske roligt. "Ja, dine alle dine pjatterier," gentog han med det drilske smil om læberne. Han havde nydt hendes pjatterier, ingen tvivl, og som altid, så nød han hendes selskab, som han gjorde i øjeblikket. Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet til hendes latter. Han havde faktisk savnet hende utrolig meget! Alt ved hende! Hendes gode personlighed, hendes latter, hendes smil, hendes berøringer, ja alt! Som altid nød han at være sammen med hende, for hvordan skulle han kunne andet? Hun var trods alt hans ældste ven og det ville aldrig ændre sig, hun havde været den første til at se ham og ikke bare et blodsugende monster. Han trak ganske svagt på skuldrene, og kunne ikke lade vær med at smile til hendes stolte tone. "Det var det vel," svarede han med et skævt smil prydende på de rosenrøde læber. Om han var blevet kedelig, hvis hun ikke havde været der eller ej, kunne han ikke svare på, men det havde været når han havde været sammen med hende, at han havde moret sig, når han havde været sammen med Denjarna, så havde han lagt mere i alvoren i deres forhold, skønt han da også havde moret sig med Denjarna, men det havde aldrig været det samme, fordi hun havde været hans kæreste, Elanya var aldrig blevet mere end hans ven, og et sted gad han godt vide hvis det ikke havde været sådan.
Derick var blevet grebet af panik, han havde fået helt skyldfølelse, for hun havde følt det samme for ham, som han havde for hende, men dengang havde han holdt sig på afstand, fordi hun var blevet gift med David, og han havde jo haft Denjarna, så det var vel gået i sig selv? Han havde troet at han blot havde haft en flirt med Elanya, men der havde faktisk gemt sig langt mere bag den 'uskyldige' flirt. Og han havde endda haft chancen for at finde ud af, hvordan det ville være at være sammen med Elanya, men den chance havde han ikke grebet, fordi han ikke havde set den. Han kunne tydeligt se at hans tavshed måtte påvirke hende, og det var ikke positivt, hvilket blot havde sat mere panik i ham, så han havde vel bare grebet den mulighed som han helst ville, at kysse hende? Det var faktisk.. savnet? Han kunne intet sige for at ændre fortiden, for sket var sket, han kunne ikke lave om hvad der var sket imellem dem, men de havde jo fået en ny chance og med nye muligheder, han var et sted bare bange for at han endnu sad fast i fortiden. Han havde vel brug for et skub videre? At mærke hvordan hun slog armene omkring hans nakke for at trykke dem tæt ind mod hinanden, fik blot hans hjerte til at slå et slag over, for det var virkelig en savnet følelse! Ikke at have nogen tæt, men at have Elanya så tæt. Han lod sin tunge stryge ganske langsomt over hans læber, for at få den sidste eftersmag af hendes, da hun valgte at bryde kysset, hvor hans mørke øjne søgte til hendes grønne. Han kunne tydeligt se at han havde gjort hende målløs, hvilket morede ham et sted. Han lod sin hånd falde mod hendes kind, som hans tommel også begyndte at stryge blidt. "Jeg synes du blev helt tavs?" bemærkede han, blot for at gøre gengæld, inden han trak smilende på læberne.

[Deleted]

Elanya var jo selvfølgelig glad for, at det var hende som stod efter det møde med Fabian tilbage dengang, selvom det virkelig ikke havde været nemme tider som hun var gået i møde derefter. Det havde virkelig været et kaos og helvede uanset hvad hun havde valgt dengang og hun vidste det jo. Hun havde virkelig bare livet for kært til selv at ville ende det når det endelig måtte komme til stykket. Hun havde haft børnene selvom de begge havde vendt hende ryggen jo ældre de var blevet. David var forsvundet, efterfulgt af Legacy som ikke havde gjort andet end at lege rundt med hendes datter, så der var virkelig bare mange gode grunde til at der havde været så mange mænd inde forbi hendes liv. Det var måske ikke noget som mange vidste om hende, men hun var virkelig bange for, at være alene.. Hun hadet tanken om at skulle være alene, udelukkende fordi at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre i tilfælde af det ene eller det andet. Der var jo det selvfølgelig dejligt nok med en favn at søge til, en som kunne holde om hende og hjælpe hende igennem det.. Det var bare ikke noget som hun havde fået lov til at opleve som sådan. Et svagt smil passerede roligt hendes læber. ”Du kan jo bare indrømme det.. Du ville været en anden mand hvis jeg ikke havde været der til at holde barnet fremme i dig,” påpegede hun med en tydelig drilsk stemme. De havde pjattet rundt som havde de været små børn når de endelig havde været sammen og han havde været den af mørket som hun først for alvor kunne sige sig, at holde af på den måde, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt, for det sagde temmelig meget for hendes del. Han var den af mørket som siges, at kende hende bedst. At hun var hans ældste ven, var noget som hun selv måtte se på som noget ganske særligt, for det havde jo trods alt aldrig skilt dem ad, selvom det virkelig havde været akavet for hende, at være tæt på ham.. Hun havde jo aldrig rigtigt vidst hvad hun kunne tillade sig eller ikke og nu stod hun i denne situation, det var virkelig heller ikke noget som gjorde det nemmere for hende på nogen som helst måde overhovedet. Han havde haft Denjarna og det var også noget som hun bare havde valgt, at skulle acceptere når det endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Nu ved jeg ikke hvordan det var sammen med Denjarna, men..” Hun trak ganske let på skuldrene. Hun ønskede virkelig ikke at tænke på den kvinde lige nu. Hun havde hadet hende mere end pesten og Elanya vidste det jo udmærket godt. Det havde bare.. gjort ondt et sted, at det skulle forhindre dem i at se hinanden.
Det havde slet ikke været Elanyas mening at lade panikken gribe ham. Nu havde han valgt, at spørge ind til det og selvfølgelig skulle han da få sine ærlige svar, for det kunne virkelig ikke falde hende ind, at skulle lyve for ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert. Armene lod hun roligt hvile omkring hans nakke, selvom hun virkelig vidste hverken til eller fra. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle stille op lige nu! Han havde virkelig formået at skulle gøre hende fuldkommen målløs! Hun blinkede let med øjnene og selv med hendes hjerte som næsten måtte hamre som besat mod hendes bryst Hnun havde virkelig savnet ham noget så frygtelig voldsomt når det endelig måtte komme til stykket, det var end ikke noget som man skulle tage meget fejl af. Hun var virkelig bare glad for at stå der sammen med ham igen, for det var virkelig noget som hun havde savnet noget så frygtelig voldsomt når det endelig måtte komme til stykket. Hun vendte de grønne øjne mod ham og selv med et stille smil på læben, hvor hendes rødmen let måtte melde sig i hendes kinder. At han strøg hendes kinder, var noget som hun nød. Det lod hende samtidig vide, at han faktisk stod der. ”Den der kom.. bag på mig..” Hun sendte ham et stille smil og strøg ham roligt igennem håret. Hun havde respekten for Denjarna, og hun vidste jo trods alt heller ikke om han var kommet over hende eller ikke, så derfor også denne forsigtighed. Den var virkelig godt ment. ”Det var rart,” tilføjede hun efter et lille stykke tid, hvor hun igen måtte rødme tydeligt!

[Deleted]

Meget var sket i deres fortid, og meget som Derick ønskede at ændre på kunne han ikke ændre på, for sket var sket, skønt han ønskede at visse ting var gået anderledes. Og han ville jo finde ud af, om han ville nyde denne nye chance, for han kunne ikke sige hvad dette liv ventede ham. Han vidste også at meget var sket for Elanya, også i den tid som han ikke havde været der for hende, og selv nogle af de ting, der var sket for hende havde overrasket ham, såsom da han havde fået at vide, at hun var mor til Faith, hans anden gamle veninde, en underlig tanke! Især fordi han havde været gode venner med Faith og tilmed haft følelser for Elanya. Han trak muntert på smilebåndet, for et sted var det vel sandt? Havde han ikke haft sine pjatterier med Elanya, så var han blevet en al for kedelig mand, der var gået efter at stable en god familie på benene, men det var faktisk aldrig sket. Men de to havde opført dem som børn, fjollet rundt, hvor folk måtte tro at de havde været tosset, og alligevel havde der været en flirt imellem dem, som åbenbart havde været større end hvad han havde gået rundt og troet, for hun havde næret de samme følelser for ham, som han havde for hende. "Fair nok, jeg var blevet en anden mand, hvis du ikke havde holdt barnet fremme i mig," svarede han med en drillende tone, inden han blinkede ganske let til hende. Det var vel mere eller mindre også sandt? Det var til sidst blevet ganske alvorligt mellem ham og Denjarna, især efter at han var blevet dræbt af warlocken og varylen, det var jo også derfor han havde isoleret sig, men til hvilken nytte? Han var jo blevet dræbt igen, efter at han var kommet tilbage som dødsengel, og han bar endda præg fra hans to tidligere liv, de spidse hjørnetænder, dog uden blodslysten og trængen til det, og de store flotte, sorte vinger, som i øjeblikket var gemt under den mørke kappe. Smilet falmede en smule, som hun nævnte Denjarna. Det var egentlig sjovt, som han altid havde sat Denjarna på hylden, når han havde været sammen med Elanya, men det var vel fordi han havde næret følelser for dem begge? Det skete faktisk også denne gang, skønt han dog havde hende i sit baghoved, men når han var sammen med Elanya, så ønskede han egentlig også kun at tænke på hende. Han trak svagt på mundvigen, nu hvor han vidste hvad Elanya havde følt for ham, så måtte det vel et sted også være ubehageligt for hende at bringe Denjarna på banen? Han var ikke sikker. "Jeg morede mig også med Denjarna, ingen tvivl, men.. man morer sig altid lettere og bedre med sine venner." Han trak på skuldrene. Man havde forpligtelser overfor sin kæreste, andre forpligtelser end man havde overfor sine venner, så det var altid lettere at more sig med sine venner, hvilket det i hvert fald havde været for hans vedkommende, og det havde især været let overfor Elanya, for hun havde trods alt været hans første og bedste ven.
Det var ikke Dericks mening at gøre hende utilpas, selvom det næsten var endt omvendt. Og så havde han bare søgt flugtvejen, og det havde været at.. kysse hende? De mørke øjne var søgt til hendes grønne, som han endnu engang havde åbnet øjnene, og som kysset var blevet brudt. Det var faktisk ikke fordi det føltes forkert på nogen måde at stå så tæt på hende, men det var savnet! Utrolig savnet! Han havde virkelig manglet hende i sit liv, manglet at se hende smile, at more sig, at opføre sig som et barn, som de havde gjort tidligere, skønt.. meget havde forandret sig, og det havde de begge to også personligt, derfor gik han et sted også frem med en forsigtighed, for meget var sket siden han valgte at isolere sig, derfor kunne han ikke svare på hvordan hun var til fulde endnu, eftersom der var en lille del for hende, som var ham ukendt. Han trak på smilebåndet til hendes ord. "Den røde farve klæder dig," bemærkede han sandfærdigt, hvor hans tommel blidt strøg over hendes ene kind, men det havde han vel allerede fortalt hende én gang? Han nikkede medgivende, og lod kort sin pande falde mod hendes. "Det var det," istemte han i en lettere bestemt tone. Kysset havde været rart, og et sted savnet.

[Deleted]

For Elanyas vedkommende, så var det virkelig forbandet akavet, at skulle snakke om Denjarna, men respekten for kvinden var der stadig, selvom hun måtte være død og borte. Hvad Elanya jo så ikke ville erkende, var jo, at det måtte lette hende noget så frygteligt i den anden ende, selvom det måske ville være direkte ondt sagt, så var det intet andet end rigtig. Nu var det bare hende som måtte stå i hans favntag og det var virkelig bare savnet. Hvis der var noget som Derick formåede at gøre ved hende, så var det i den grad, at skulle sørge for, at hun var i stand til at skulle falde til ro, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om og det var virkelig bare en elskværdig fornemmelse. Utroligt som man kunne savne en mand på den måde, men det var nu fakta. Hun havde i den grad savnet ham noget så frygtelig voldsomt! Mange vidste at der var sket meget med hende, selvom det virkelig var de færreste som kendte til baggrunden for, hvorfor at hun valgte, at skulle lukke alle de mænd tæt på sig. Det var virkelig ikke fordi at hun havde været direkte desperat eller noget, for sådan var hun virkelig ikke! De grønne øjne hvilede på ham og med et stille smil på læben. Det var virkelig ikke noget som hun ville skjule forham, for han havde stadig og han ville altid have denne specielle placering ved hende. Han var og blev virkelig hendes bedste ven, det var der slet ikke noget som havde ændret på og ej heller det faktum, at han havde været væk i årevis i og med, at han havde valgt at isolere sig. ”Helt sikkert,” påpegede hun med en tydelig stædighed i minen. Hvis han kun kunne fjolle rundt sammen med hende, så måtte det vel også have denne form af betydning i den anden ende vel? Det ville hun da i alle fald mene, selvom.. Det nu alligevel var noget som varmet hendes hjerte, så gjorde det ikke op for, at det var at dolke Denjarna i ryggen. At han måtte bære præg af de mange racer som han havde været før hen i tiden, var slet ikke noget som påvirket hende. Han havde aldrig bidt hende eller næret sig på hendes smerte som sådan, selvom han havde vidst, at den var der og nu kendte han jo så også til den helt tydelige grund; Hendes følelser for ham og frustrationen efter at have ham alene, men ikke kunne få det. Hun smilede ganske svagt. ”Det ændre jo så ikke, at det vi gjorde dengang.. Mere eller mindre alt det, som vi gjorde dengang, faktisk var forbudt,” påpegede hun stille. Hun havde haft den ene eller den anden og han havde haft Denjarna. Det var alt sammen bare noget som havde ligget så fjernt, når hun endelig var sammen med Derick. Måske, at det var fordi, at det var hendes eneste muligheder for faktisk at være i det form af paradis som hun ønskede til? Ved at stå ham så tæt?
Havde Elanya vidst, at det kun havde været for at finde den nemme vej ud af situationen, så havde det virkelig bare været langt mere akavet at skulle stå der i denne situation. Hun var blevet utilpas, udelukkende fordi at han var blevet så tavs. I hendes øjne, var det næsten tydeligt, hvad det var som havde plaget hende, men at det først var nu, at man måtte se den store fejl, så var det virkelig bare en fejl sket og noget som man ikke kunne gøre ved situationen. Skaden var vel mere eller mindre sket? Et svagt smil bredte sig over hendes læber, som hendes rødmen kun måtte tage til. Det gjorde den da altid når den blev komplimenteret på denne måde, og hun hadet det et sted! Og så.. alligevel ikke? Ikke når det var ham som påpeget det for hende. Hun vendte blikket nærmest forlegent ned mod jorden, hvor hun lod hænderne roligt lukke sig omkring hans tøj, som var hun bange for, at han ville forsvinde igen, for det var virkelig ikke noget som hun måtte ønske på nogen måde.. tvært imod! Hun ønskede at han skulle blive her! Sammen med hende. Hun lod panden roligt møde hans, hvor hun roligt vendte blikket mod ham. Hun trak hånden til sig, hvor hun lod den stryge mod hans kind, ganske kort og ganske så blidt. Hun sendte ham blot et varmt smil. Denne side af hende, formåede han virkelig altid at få op i hende på den ene eller den anden måde! ”Det var det.. Det var.. Savnet,” sagde hun stille. Tungen strøg over hendes læber, som for at fange den sidste eftersmag af hans. Det var vel næppe så forkert nu som det havde været dengang?

[Deleted]

Det skulle ikke undre Derick, hvis Elanya var glad for at Denjarna var borte, for man kunne vel snildt sige at de et sted havde været rivalinder? Denjarna havde jo været sur over, når han havde været sammen med Elanya, og han bebrejdede hende ikke, og nu vidste han jo at Elanya havde næret følelser for ham, så hun måtte vel også have følt stik i hjertet hver gang han havde været ved Denjarna? Han havde jo faktisk også selv følt et stik i hjertet, når han havde vidst at hun havde været sammen med David og senere hen Legacy. Men han havde vel et sted også prøvet på at opgive sine følelser overfor hende? Hun havde jo fået børn og alt det, hun var jo gået ganske langt med David, som de var blevet gift og fået børn, så han havde vel bare følt sig.. uvelkommen? Derfor havde han også opgivet tanken om at komme sammen med Elanya, for han havde jo også haft Denjarna, og han ville lyve, hvis han påstod at han aldrig havde følt noget for Denjarna, for hun havde været hans store kærlighed, eller havde hun? Han havde i hvert fald elsket hende, og han havde selv friet til hende, de var kommet sammen de var blevet gift, men han havde alligevel mistet hende, fordi han var blevet dræbt, hvorefter Denjarna havde begået selvmord. Og nu stod han så her med Elanya i sin favn? Det var .. forvirrende, og han følte sig et sted frustreret, men som altid glemte han sin respekt til Denjarna, når han var sammen med Elanya, for hun fik ham til at glemme hele omverdenen omkring dem, når han var sammen med Elanya så, så han kun.. hende. Når de var sammen, så var der også kun de to. Han rystede smilende på hovedet til hendes stædige tone. Men det var jo sandt, havde hun ikke fået barnet frem i ham, så var han blevet en ganske alvorlig mand, der havde givet alt til familien, som så ville have været Denjarna, men når han var sammen med Elanya, så var det bare.. befriende! Han kunne være sig selv, det kunne han selvfølgelig også ved Denjarna, men der havde jo altid været forpligtelser, ved Elanya havde han været en hel fri mand. Han rømmede sig ganske svagt til hendes ord, som han slog blikket ned mod deres fødder. Han trak svagt på smilebåndet, som hun stod i bare tær, men som hun havde fortalt ham, så havde hun ikke penge til ordentlig fodtøj, sjovt, eftersom hun havde været dronning af Procias. Han vendte blikket mod hendes igen en smule tænkende. Han nikkede svagt med hovedet. "Så sandt. Det vi havde gjort, havde været forkert, forbudt," istemte han roligt. Og meningen bag deres kys havde været mere end forbudt! Især eftersom det ikke havde været de to som havde været sammen. Men helt forkert havde det vel heller ikke været? Ikke når de havde været sammen, men han havde da fundet ud af én ting, igennem hans lange liv; det var mange gange svært at følge sit hjerte, især når det var splittet.
Derick måtte erkende, at han nød at kysse hende, at han nød at stå hende så tæt, og at hun berørte og kærtegnede ham. Men han følte et sted også at han ikke brude gøre det, for ved at være så tæt på hende, ved at kysse hende, så sked han bare højt og helligt på Denjarna og respekten for hende. Han vidste bedre end nogen anden at Denjarna ville have ham for sig selv, de var næsten kommet op at skændes fordi han havde været sammen med Elanya den ene gang. Hun havde altid været jaloux, når han havde været ude og hun vidste at han havde været hos Elanya. Og han havde jo isoleret sig med Denjarna, fordi han havde elsket hende, fordi han havde villet være sammen med hende, og for at dette ikke skulle ske, men han havde mistet hende alligevel. Han trak på smilebåndet, som rødmen blot steg ved hans kompliment, og da hun slog blikket forlegent ned mod jorden. Så meget han havde mistet, som han kun lige havde fået det startet. Han så hende i blikket. Det føltes bare.. rigtigt, at stå her med Elanya, pande mod pande, selvom det alligevel føltes forkert. "Det var det," istemte han. Det havde været savnet, alt var savnet, og dog så følte han at han stod med en fod på hver side af grænsen, han følte at han stod midt i et dilemma, og han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle gøre. Hånden mod hans kind beroligede ham dog en smule.

[Deleted]

Det lettede virkelig Elanya meget, at Denjarna var borte! Hun ville dog ikke fortælle ham den direkte, for det ville vel også gøre det for akavet for hans vedkommende? Han havde jo trods alt valgt Denjarna af en grund og det var jo det som hun bare havde valgt at acceptere, så ville hun virkelig heller ikke komme på tværs af det. Hun var bange for at være alene, hvilket var noget som ikke mange vidste omkring deres ellers så store dronning – Eller daværende dronning, men det var virkelig ikke pointen. Når han havde været med Denjarna, så havde det virkelig været et stik i hjertet, for hun havde virkelig følt, at han var sammen med den forkerte og hun bare sad der og kunne se ud i nattens mørke fra vinduet af, og bare forestille sig, hvad de måtte lave. Det havde gjort ondt. Det havde virkelig gjort så forbandet ondt, at man skulle tro, at det måtte være løgn. Hun havde virkelig bare nægtet at gøre det til en konkurrence. Hun havde nægtet at skulle kæmpe for at få ham, når hans herte tilsyneladende havde ligget et helt andet sted end lige ved hende. Det var jo slet ikke fordi at hun ønskede at Derick skulle føle sig uvelkommen. Han var en leder af Dvasias dengang og hun havde givet vagterne strenge ordre om bare at lade ham passere murene til landet hvis det endelig var det, for hun ønskede virkelig ikke, at udelukke ham af hendes liv, for han havde virkelig haft en forbandet stor betydning for hende i det store og hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om. Han var jo en af hendes bedstevenner og det var han vel stadig? Der var der vel heller ikke noget som havde forandret sig? ”Det havde været alt andet end rigtigt dengang ,Derick.. Du havde jo hende..” Nu hvor hun næsten ikke følte for at skulle beskrive Denjarna ved hjælp af navn, så lettede det hende så sandelig, at vide, at kvinden var død, ellers ville hun virkelig bare føle det ekstremt akavet, at skulle stå her som hun gjorde det nu. Det var bare lettende at vide, at han ikke havde andre.. Håbede hun da.
Hun sendte Derick et varmt smil. Hun følte sig normalt altid godt tilpas sammen med ham og dette var bestemt ikke noget undtag, for hun havde i den grad savnet ham og det var noget så frygtelig voldsomt, at man skulle tro at det var løgn. Bare at vide, at han var ved godt vel, var noget som gjorde hende glad på alle måder. At kysse ham dengang, var noget af det mest forkerte som hun kunne gøre, for det var virkelig ikke noget andet end en disrespekt overfor Denjarna og det havde hun det faktisk elendigt med. De to havde aldrig nogensinde været på talefod og det var noget som hun var udmærket godt kendt med, men hun havde det faktisk.. dårligt med det som hun havde gjort tilbage dengang. Hun bed sig let i læben inden hun sendte ham et stille og roligt smil. Hånden lod hun ganske roligt stryge mod hans kind, selvom det var en handling som hun gjorde noget så frygtelig forsigtigt, for hun ønskede virkelig ikke at ende med at gå helt galt i byen når det endelig måtte komme til stykket. Hun ønskede virkelig ikke, at skulle miste ham igen! Hun ønskede ham ikke urolig, men hun ønskede virkelig heller ikke at miste ham igen. Om ikke andet, så som den ven han havde været dengang – Hendes bedste ven. Det var virkelig bare forvirrende og alligevel en anelse akavet, at skulle stå i denne situation på denne måde, det var helt sikkert. ”Er det her så også forkert som dengang?” spurgte hun stille. Hånden forlod hans kind og strøg ham i stedet igennem håret og lagde sig forsigtigt i hans nakke. Hun ønskede virkelig heller ikke at udsende de forkerte signaler, for hun havde virkelig ikke nogen anelse om, hvor hun egentlig måtte stå med ham og det var hende virkelig bare så forbandet frustrerende, når det endelig måtte komme til stykket!

[Deleted]

Nok var Denjarna død, og det var vel egentlig også det som gjorde at det hele var akavet? Nu havde Derick jo ikke nogen omkring sig, han var single, skønt det var en underlig tanke og følelse, at der ikke ventede nogen på ham, når han kom hjem, skønt han ikke ligefrem havde noget hjem, han vandrede rundt i skyggerne dræbte i ny og næ, fordi han skulle bruge sjæle til at fodre Døden med. Han følte sig et sted tomt, som om noget var blevet revet ud af ham, og han havde brug for noget at fylde det tomrum, men han vidste ikke hvad. Det var underligt at stå her med Elanya, fordi han havde haft følelser for hende dengang, og havde det egentlig forandret sig? Det føltes næsten ikke sådan, og det var faktisk noget som måtte frustrere ham en god del, for han vidste ikke helt hvad han kunne tillade sig og hvad han ikke kunne. Han vidste ikke om hun havde nogen ny, eller om hun havde fundet sammen med en gammel igen. Men uanset om hun havde en ny, så var det jo mere eller mindre noget han var vant til, for et sted havde der jo aldrig været plads til ham, derfor var han heller ikke gået fra Denjarna, for et sted var han vel selv bange for at han ville begå den fejl at smide den rigtige væk, men om Denjarna havde været den rigtige for ham eller ej, det kunne han ikke svare på, han måtte indrømme at han troede at hun havde været hans eneste ene, men det var jo end ikke sikkert. Men det at han så alligevel havde kysset med Elanya ikke bare én gang, men flere gange, det havde været forkert af dem, for han havde haft Denjarna, og hun havde haft.. ja, sine mange andre mænd. Men et sted fortrød han det ikke, for han havde haft følelser for hende, og det havde selv dengang følt rigtigt, som det selv føltes rigtigt den dag i dag. De mørke øjne hvilede i hendes grønne, med en smule tomhed over sig, som var han en smule fraværende. "Men det har jeg ikke mere," svarede han i en mere eller mindre tom og ligegyldig tone. Hun var væk, og han var i live.. endnu engang! Og nu stod han her med Elanya? Det forvirrede ham mere end noget andet, for et sted kunne han jo godt kæmpe for at vinde Elanyas hjerte, nu hvor han gik ud fra at hun ikke selv havde nogen, men han vidste at det ville være respektløs overfor Denjarna, og derfor måtte det frustrere ham en god del. Han følte sig trukket ind i et dilemma, et dilemma han ikke engang ønskede at være i! Det var faktisk ikke altid lige let at følge sit hjerte..
Det var vel ikke forkert? De havde begge to ingen ved sig, de var begge single - han gik ud fra at hun endnu var, ellers var de bare tilbage til det gamle - så helt forkert kunne det jo ikke være. Alt det han havde stablet om med Denjarna havde han mistet så hurtigt som det var startet, når han havde befundet sig i Elanyas selskab, for hun havde fået ham til at glemme omverdenen, så det kun havde været de to, skønt at den lille alarmklokke havde ringet i hans baghovedet og fortalt ham at det var forkert, men det.. havde ikke stoppet ham. Selv nu føltes det så rigtigt, skønt han dog ikke havde glemt omverdenen, for den plagede ham i øjeblikket, et sted ønskede han bare at kunne give sig fuldstændig hen til hende, men.. det kunne han ikke, for der var noget som måtte stoppe ham. Hans mørke øjne hvilede i hendes grønne, han trak ganske hovedet til sig, så de ikke længere stod pande mod pande. Han trak på kort og en smule tænkende på skuldrene. "Det.. er det vel ikke?" svarede han roligt og dog en smule usikkert, for var det forkert? Hans blik faldt på deres fødder endnu engang. Han tog ganske roligt kappen af sig, så hans sorte vinger kom til syne, hvor han strakte dem ganske let. Han fandt en kniv frem og skar den mørke kappe halvt over, inden han knælede foran hende. Han greb blidt omkring hendes ankel. "Kom løft foden," sagde han roligt, som han kort børstede snavset og småsten af hendes fod, inden han viklede den ene halvdel af kappen omkring hendes fod, hvorefter han gjorde det samme ved den anden. Det nyttede ikke at hun rendte rundt i det bare ingenting, ikke når det var ved at blive koldt. Og så ville han heller ikke have at hun kom til skade.

[Deleted]

Elanya havde virkelig respekten for Denjarna, så det at hun bare skulle hoppe direkte på Derick, det var slet ikke en tanke som faldt hende ind. Sandt, at han havde haft den betydning for hende før i tiden, hun havde valgt at acceptere det som han havde gjort, uanset hvor ondt det virkelig havde gjort for hende, for det havde virkelig været så forbandet slemt. Det havde gjort ondt, hun havde til tider bare grædt sig selv i søvn, udelukkende fordi hun vidste, at han var sammen med en anden, som hun dengang hurtigt ville konkludere, ville være den forkerte kvinde, men hun ville virkelig ikke blande sig. Hun ville virkelig ikke blive uvenner med ham og nu.. Nu var det hele virkelig bare anderledes. Nu stod han der foran hende, han havde ikke nogen som hun heller ikke havde det og det var underligt.. akavet? Hun var nu også sikker på, at han heller ikke ønskede at være respektløs overfor Denjarna, for det havde også været tydeligt, at den kvinde i den grad også havde elsket ham. Hun havde ingen ny og det var vel også at hun derfor gik rundt så.. rastløs som hun gjorde det? For det var underligt ikke at have nogen ved sig, ikke at have nogen til at holde om hende om aftenen, for hun kunne virkelig ikke have det, at hun måtte rende rundt alene, for det var virkelig noget af det værste som hun længe havde været igennem. Det var virkelig bare intenst! Hun lod hovedet søge let på sned. Denjarna var måske væk, men var han i stand til at give slip på hende? Det var o det som også var det store spørgsmål. Hun ønskede virkelig ikke, at Denjarna skulle holde ham sådan i lænker, selv efter sin bortgang, det ville hun slet ikke kunne bære at skulle se! ”Du savner hende, gør du ikke?” spurgte hun stille. Hvis det ville lette ham at snakke om det, så lyttede hun gerne, for det kunne i den grad godt være ham selv en hjælp når det endelig måtte komme til stykket og hun vidste det så sandelig også godt. Hun ønskede virkelig bare ikke, at han skulle have ondt, at han skulle mangle eller savne hende på den måde, når det vel var klart, at hun aldrig ville komme tilbage igen? Det forvirrede jo lige så meget hende, for hun havde virkelig ingen anelse om hvad hun kunne tillade sig eller ikke!
Elanya følte det virkelig ikke forkert og så alligevel, så gjorde hun, for det var bestemt ikke nemt på nogen måde, når det endelig måtte komme til stykket. Hun betragtede ham med et roligt blik. At kysse ham var en dejlig fornemmelse og et sted så føles det bare så rigtigt.. Hun kunne bare ikke bestemme sig og det var vel også på grund af den fortvivlelse og forvirring som hun kune fornemme på ham et sted? Hun trak vejret dybt, og så blot til som han fjernede sin kappe, så hun selv kunne tage de smukke g sorte vinger i blik. Det var virkelig ikke ofte, at hun havde haft muligheden til at skulle se dem, for det var ikke ofte hun havde set ham dengang. Hun lod hånden ganske forsigtigt stryge over de sorte vingefjer. Hun vendte blikket mod ham, som han bad hende om at løfte foden, og hun gjorde det. Det føles også rart, at have noget på fødderne igen. ”Mange tak..” Hun knælede roligt foran ham, nu hvor han endnu ikke var kommet op igen. Det varmede måske ikke så meget, men det beskyttede hende da en smule. ”Det er vel ikke forkert når ingen af os har nogen anden?” Hun sendte ham et stille smil. For hende føles det nok mere rigtigt end forkert, selvom Denjarna nu stadig måtte hvile i hendes hoved og nemt, det var det bestemt ikke! Hun hævede hånden og strøg hans kind. ”Du har altid været noget særligt, Derick,” tilføjede hun roligt og med et stille smil på læben. Det var jo heller ikke noget som hun kunne lade være med. Han havde jo trods alt også altid formået at skulle få hende til at smile, så det sagde vel heller ikke så lidt? Hun holdt forbandet meget af ham. Et sted, så elskede hun ham vel stadig.

[Deleted]

Derick vidste ikke længere havd han følte, for nogen eller noget, for det forvirrede ham virkelig! Efter at have tilbragt utrolig lang tid i dødsriget, så var han blevet så.. tom, han havde ikke haft en eneste følelse tilbage, og skønt han vidste at Denjarna havde begået selvmord, så var han et sted ikke kommet over hende, eller var han egentlig? Det var vel fordi han et sted følte skam, fordi han var blevet dræbt hele to gange, fordi han var skyld i hendes død. Så det handlede vel mere om skam end noget andet? Han følte et sted skam over, at han havde fået en ny chance, men det havde hun ikke, han var tilbage, imens hun var gået i døden, og nu stod han her med Elanya, den kvinde, som han vidste at Denjarna et sted havde hadet mest af alle, fordi hun vidste at han havde kysset med hende. Han klandrede hende ikke, men han kunne heller ikke fortryde sine følelser og de kys han havde skænket Elanya, for det at være sammen med hende - hans bedste ven - havde virkelig været befriende! Og nu følte han så også bare skam overfor Elanya, for hun havde åbenbart siddet inde med de samme følelser for ham, hun hadve gengældt dem, og han havde bare.. han havde ikke opdaget det, og havde han, i tide, så var det måske hende han havde valgt? Han vendte næsten forundret blikket mod hende. Ville hun tale med ham om det? Det fik ham til at trække muntert og skævt på smilebåndet. Han fnes kort. "Undskyld Elanya, men.. jeg tvivler på at du vil snakke med mig om Denjarna," svarede han stilfærdigt, inden han kløede sig i nakken. Det var nu sødt af hende, hun havde altid prøvet, hun havde faktisk altid været der for ham. Han smilede for sig selv ved tanken, for den.. glædede ham! Han nikkede ganske let. "Jeg savner hende, men.. det var måske bare.. bedst," svarede han i en lettere eftertænksom tone. De havde isoleret sig, så det kun var de to, og det var vel aldrig godt at isolere sig fuldstændig fra omverdenen? For hvis den ene gik hen og døde, som Derick havde gjort, så ville den anden være fuldstændig alene, og det var vel grunden til at hun havde begået selvmord? Tanken fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen.
Det at binde hendes fødder ind i hans kappe, var vel bare endnu en let udvej for Derick? For ikke at skulle snakke om det? Han vidste jo ikke hvad han skulle sige, for han vidste ikke helt hvordan han havde det med det, men så igen, så vidste han det jo godt, for det føltes rart og faktisk også rigtigt at kysse hende, ligesom dengang, og det var måske derfor det var så forvirrende? Det sitrede helt i ham, som hun måtte stryge hånden over hans sorte fjer, hvilket fik vingen til at sitre ganske let, og det var ikke en effekt han lige kunne skjule, for vingerne var faktisk noget følsomme. "Det manglede da bare," svarede han med et skævt smil, skønt hun nok ikke kom til at se det. Han havde et sted ikke lyst til at rejse sig og se på hende igen, men at begrave sig ned i den fugtige jord under dem, hvor han ikke havde lyst til at komme op igen! At hun så knælede i stedet for, fik ham til at vende blikket mod hende, hvor han et sted måtte se forundringsværdigt mod hende. Han trak ganske svagt på skulderen. "Det.. er det vel ikke?" Han var en smule usikker i sin tone, men det var vel ikke forkert? For de havde jo ikke nogen anden, og det bekræftede hun jo så lige for ham at hun heller ikke havde. Hånden mod hendes kind og hendes ord, fik den røde farve frem på hans kinder, hvor han vendte sit blik forlegent væk. "Det der må du slet ikke sige!" mumlede han forlegent, inden hans hånd faldt over hende, hvor han rejste sig og hev hende med sig op igen. Han var jo ikke vampyr længere, så han kunne jo faktisk godt rødme.

[Deleted]

Elanya prøvede virkelig, selvom det virkelig ikke var nemt for hende på nogen måde, for hun ønskede virkelig bare at være ham en hjælp. Ja, hun brød sig på ingen måde omkring Denjarna, for hun havde virkelig ikke gjort noget andet end at forhåndsdømme hende. Der var ingen som var herre over deres egne følelser og der var hun virkelig heller ikke noget undtag når det endelig måtte komme til stykket, og det var også det som hun ønskede at få frem. Det kunne virkelig se ud som om, at Derick havde brug for at tale om det, for det at han skulle brænde inde med det på denne måde, var virkelig heller ikke noget som han ville have det godt med på længere sigt og der kunne hun så sandelig også snakke ud fra hendes egne erfaringer. Hun havde elsket ham, selvom det var ord som aldrig var sagt og det havde brændt sig fast til hendes hjerte, så hun kendte udmærket godt til de følelser som han måtte stå med i øjeblikket. Hun trak lettere skævt på smilebåndet ved hans ord, hvor hun let rystede på hovedet. ”Man får det bedre af at snakke om det, Derick. Jeg ved, at Denjarna havde en utrolig stor betydning for dig og… Ja, tro det eller ej, så ved jeg hvordan det er at miste. Vil du snakke om det, så er jeg her,” sagde hun roligt. Det var blot noget som hun ønskede, at han skulle vide. At savne var noget som kunne gøre ondt, så det var i den grad ikke for det bedste. Han havde også brug for at slippe hende og det var virkelig ikke noget som hun mente for at være direkte egoistisk, for det var jo bare fakta. At klamre sig til en fortid som den var, det ville man aldrig nogensinde få noget ud af. Han havde i den grad brug for det skub videre og hun gav ham det gerne hvis det endelig var. For hun ønskede virkelig ikke at se sin gode ven med den psykiske smerte, som hun selv var alt for godt kendt med. Det gjorde simpelthen for ondt.
At Derick ledte efter udvej, var end ikke en tanke som faldt hende det mindste ind. Nu hvor hun stod der sammen med ham igen, efter så forbandet mange år, så ville hun virkelig bare gerne have lov til at nyde det, så længe, at det nu måtte vare, for det var noget som faktisk betød temmelig meget for hende, når det endelig måtte komme til stykket. Hun holdt forbandet meget af ham og nu hvor hendes hemmeligheder var ude, så var det virkelig bare en tanke som måtte lette hende, for hun havde ikke behov for at brænde inde med det mere. Hun betragtede ham stille. Et sted følte hun vel også, at han… undveg hende nu hvor de stod i denne situation? ”Jeg havde alt og det eneste jeg ikke har nu, er noget til at varme fødderne. Utroligt, som tingene kan ændre sig.” Hun trak let på skuldrene. Hun var ikke velset i Procias og hun vidste det og det var kun på grund af alle de rygter som måtte gå omkrig hende og det var noget som gjorde ondt. Den eneste som kunne afkræfte dem, han var jo død den dag i dag. Hun betragtede ham stille og med et let smil på læben. Bare alene tanken om at se ham rødme, var noget som virkelig måtte få smilet til at brede sig på hendes læber, for det havde hun aldrig nogensinde set ham gøre før! Hun lod ham blot rive hende med op at stå igen, hvor hun dog stadig ikke tog blikket fra ham. ”Jamen dog.. er de en rødmen? Kan Derick virkelig rødme?” Hun lod hånden stryge over de varme og røde kinder og med et varmt og morende smil på læben. Det glædet hende om ikke andet, at se at han også var menneskelig på den måde, for så var hun da ikke alene om det længere og det glædet hende faktisk meget! ”Jeg er blot ærlig overfor dig,” afsluttede hun stille og ikke mindst med en ærlig stemme. Ham kunne hun aldrig finde på at skulle lyve overfor.

[Deleted]

Denjarna havde ikke brudt sig særlig meget om Elanya, fordi hun havde troet at hun ville miste Derick til hende, og det kunne vel også være sket? Han kunne jo faktisk have givet sine følelser frit løb, hvis han havde vidst at Elanya havde følt det samme for ham, skønt det vel et sted havde sagt sig selv? Der var så meget som pegede på det, nu hvor han kendte til sandheden, den dag hun havde vist ham sin verden med den magiske ring, deres kys og flirt, det var ikke noget venner gjorde, især ikke flirte som de to havde gjort! Det havde været forbudt på alle måder og led! Men Derick kunne virkelig ikke fortryde det, for han ville mere end lyve, hvis han sagde at han ikke havde nydt det, for det havde han skam, utrolig meget endda! Men kunne man egentlig klandre ham? Elanya var trods alt den første person der havde set personen bag vampyren, hun var den første som han havde lukket ind i sit liv, og han havde endda været vampyrernes leder på daværende tidspunkt. Han smilede skævt til hende og hendes ord. Han løftede sin hånd og strøg hende ganske blidt over kinden, imens hans mørkebrune øjne hvilede mildt i hendes. ”Som altid er du der for mig,” svarede han sandfærdigt. Det glædede ham virkelig, og det var vel også derfor at han var blevet så glad for hende til at starte med? Fordi hun altid havde været så omsorgsfuld, så kærlig og altid hjulpet ham igennem hans problemer, som han faktisk også havde prøvet at hjælpe hende med sine, skønt det dog ikke altid havde været lige let, og det havde heller ikke altid været lige let at komme til hende, for Denjarna havde jo faktisk forbudt ham det, hvilket han så godt kunne forstå, men derfor havde det været svært at besøge Elanya, også fordi de kom fra hvert deres land og egentlig burde have været fjender, det havde jo så bare ikke stoppet dem, og det var han faktisk glad for. ”Men der er jeg glad for,” endte han med et lille muntert smil, uden at han veg blikket fra hendes smukke smaragdgrønne øjne, som altid fangede ham, ligesom dengang de havde været yngre. Unge og naive? Det kunne man vel godt kalde dem?
Det var underligt at hun havde haft så meget, og nu næsten stod med ingenting. Hun havde jo faktisk ingenting. Hun havde mistet sin trone, hun var ikke længere dronning over Procias, så sit land havde hun også mistet, og ja, så havde hun mistet skoene, så det mindste han kunne gøre var da at give hende lidt fodtøj, det var jo også ved at blive koldt, og han ville da nødig have at hun blev syg! Han undveg hende måske lidt, men det var bare så underligt – dog glædeligt – at stå her med hende igen, som havde det været i gamle dage, og det var ikke de gode gamle dage, intet var som før, næsten da, men meget havde i hvert fald ændret sig, og det var næsten.. skræmmende? Han smilede ganske let. ”Nårh ja, en kappe kan nok ikke gøre så meget, men det kan da varme lidt,” svarede han med et skævt smil. At hun kommenterede hans rødmen og tilmed strøg hans kinder, det gjorde det virkelig ikke bedre! Rødmen steg blot helt op til panden, så han næsten endte knaldrød i hovedet. Han havde jo faktisk aldrig kunnet rødme før, for han havde jo været vampyr. Han greb ganske blidt omkring hendes hånd og dermed stoppede hendes strøg mod hans kind. ”Ha-ha, hvor er du sjov,” svarede han sarkastisk, dog ikke vredt, nej mere forlegent. ”Skal jeg måske få dig til at rødme? Så kan vi begge to ligne helt modne tomater,” tilføjede han drillende, inden han slap en lettere munter latter. Hun havde jo selv været ligeså slem som ham.

[Deleted]

Elanya ønskede virkelig ikke at blande sig i det hele, det var helt sikkert. Tanken om, at Denjarna ikke havde brudt sig om hende på grund af Dericks følelser, var nu noget som hun godt kunne forstå, for Derick var virkelig en fantastisk mand og det var jo heller ikke fordi at hun selv havde ønsket om at skulle komme dem på tværs, for det havde hun virkelig ikke! Hun holdt forbandet meget af Derick, det var sandt, hun havde været forelsket i ham, selvom hun blot havde accepteret, at han ikke var en mand som hun kunne komme ind på livet af på den måde, selvom hun virkelig havde prøvet at vise ham hvordan hendes verden faktisk måtte være. Hun betragtede ham stille og med et svagt smil. Denjarna var død, men det ændrede jo slet ikke på, at Derick også havde elsket hende, så kunne hun da godt se, at det kunne være forbandet svært for ham at komme over det, for hun havde været igennem det selv, og det var bestemt heller ikke nemt at skulle kæmp med det. Hun måtte slippe et svagt grin ved hans ord. Det var vel også sandt? Hun ønskede virkelig at være der for ham! ”Det er vel det som venner gør, er det ikke?” spurgte hun stille. Om ikke andet, så ønskede hun virkelig, at skulle holde fast i det venskab som de havde haft dengang, selvom det virkelig ikke havde været nemt for nogen af dem. Der havde som regel altid været det ene eller det andet i vejen og det var noget som selv måtte påvirke hende, for hun brød sig vitterligt ikke om den tanke alene, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. De strøg mod hendes kind, kunne hun virkelig ikke gøre andet end at nyde! Hun hævede hånden forsigtigt, blot for at tage hans hånd. Hun ønskede virkelig ikke, at han skulle gå og hun ønskede virkelig heller ikke, at han skulle forlade hende, nu hvor de endelig havde muligheden for at være omkring hinanden igen. ”Jeg ved du har prøvet.. Og det er jeg også glad for,” sagde hun med et stille smil. Hun havde jo selv haft problemer af den ene eller den anden art, selvom hendes virkelig havde været ekstremt store til tider! Og for store til at han kunne hjælpe hende, så havde han jo været der til at snakke med.. som regel selvfølgelig. Ung og naive kunne man sagtens kalde dem, selvom Elanya virkelig ikke kunne fortryde det mindste, for hun havde i den grad nydt hvert eneste lille øjeblik sammen md ham!
Hun havde mere eller mindre bare accepteret, at det hele var mistet. Det som hun havde kæmpet for igennem så mange århundrede, det havde virkelig vist sig at være spildt, hvilket faktisk måtte gøre ekstremt ondt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for det var noget som gjorde ondt. Hun var procianer af hjerte, sind og sjæl og hun var mere eller mindre udelukket a det sted. Hun ville nu ikke belemre ham med det lige nu, for hun havde virkelig bare accepteret det. Nu havde hun vandret hvileløst rundt frem til nu og hun kunne stå overfor ham igen. Sjovt var det jo, at det var her de normalt altid havde mødtes, så et sted var det jo også et område med en ganske særlig betydning for hende, for det var her hun havde fundet sin bedsteven. Han var en af de første som havde set forbi hendes kongelige titel dengang og det hele. Hun sendte ham et taknemmeligt smil. ”Dem varmer lidt og jeg kan tydeligt mærke forskel.” Hun vendte blikket kort ned mod sine fødder. Måske at det så en anelse dumt ud, men det gjorde hende virkelig intet! Det varmede faktisk godt kontra det som hun havde haft før dette! Hun måtte grine. Det morede hende virkelig at se ham rødme op på denne måde! Hun lod dog hånden forblive i hans, for det var… dejligt et sted, at være så tæt på noget som hun kunne huske og genkende fra dengang – Nemlig ham. ”Du har fået mig til at rødme så meget siden jeg lærte dig at kende.. Nu er det kun på tide, med lidt gengæld,” påpegede hun stilfærdigt. Hun morede sig om ikke andet, og det samme burde han. Ligesom de altid havde kunne gøre dengang! ”Modne tomater? Jeg tror denne her er lidt overmoden,” tilføjede hun med en klart drillende mine, idet hun trykkede omkring hans hånd.

[Deleted]

Det at stå med hende her igen, det var virkelig dejligt! Og det var virkelig savnet. Bare det at kunne stå overfor hende, røre hende og omfavne hende, det var virkelig noget som han næsten havde helt glemt. Han havde været død i så mange år efterhånden, og det at være tilbage på Jorden igen, det var virkelig helt underligt, især også fordi at han var i en ny krop; alkymist var han blevet. Det var dog også akavet at stå med hende her igen, for sidst de havde været sammen, havde han været sammen med Denjarna, og nu den dag i dag, der havde ingen af dem nogen. De var begge singler, så hvis det var så let, så kunne deres følelser godt få lov til at spirer denne gang, denne gang var der intet forbudt i at de delte kys, kram og kærtegn, denne gang var dem mere end lovligt. Der var intet job, ingen statusser, det var bare de to. Men hvorfor føltes det stadig så forbudt? Var det fordi at det endnu føltes som om at han var sammen med Denjarna? Han var blevet revet fra hende på en så hurtig og hård måde, at han ikke engang havde nået at afslutte det ordentligt. Nu var hun væk. Begået selvmord, og nu stod han her hos hans bedste ven igen, hos hans gamle flirt, hos Elanya. Han trak på smilebåndet ved lyden af hendes latter, for den havde han virkelig savnet! Og han havde virkelig savnet at få hende til at grine! ”Bedste venner,” medstemte han. Venner var der for hinanden, men han kunne ikke komme udenom at hun var hans bedste ven, for hun havde altid været der for ham, og hun var trods alt den første som han havde åbnet sig op for, hun var den første som havde set ham. Han kunne ikke lade vær med at smile.. en smule ærgret. ”Ja, jeg prøvede, men.. jeg føler ikke at det var nok. Jeg har altid tilsidesat alle andre, for at være der for Denjarna, og der har altid gået lang tid imellem vores møder, og du har altid været der for mig, stået der som min bedste ven, men jeg føler virkelig bare ikke at det har været gengældt, at jeg har været der for dig, og det er jeg ked af,” svarede han stille og trak kort på skuldrene. Alt det som var sket imellem dem var i et helt andet liv, og nu stod de begge i et helt nyt liv, og faktisk kunne starte på en frisk – og det var han glad for! Han vidste godt at Elanya havde accepteret hans og Denjarnas forhold, at hun havde holdt sig på sidelinjen – og dog, selv hun havde kysset ham, og det fortrød han dog ikke, for det kunne han virkelig ikke, ikke når han havde nydt det så meget! Men han vidste at hun ikke ville have stået i vejen for dem, og et sted havde hun heller ikke gjort det, det havde hans følelser for hende, for hans forelskelse i Elanya havde irriteret og gjort Denjarna både vred og jaloux, at hun så havde valgt at have noget kørende med Elanyas søn Gabriel, det havde virkelig både været akavet, især fordi at han havde været forelsket i moren. Men så igen, det var vel også underligt at være forelsket i Elanya og ven med Faith, som var datter af hende. Han havde dog intet imod det, for han holdt af begge tøser, og det havde han altid gjort, og der betød alderen virkelig intet! Men selv Faith havde fundet det underligt, da han havde afsløret sin forelskelse i Elanya overfor hende, for kun et par dage siden. ”Det er godt, så længe du har det godt, er jeg tilfreds,” svarede han ærligt og smilede muntert til hende. Så længe hun havde noget på fødderne og derfor ville undgå at blive syg, så ville han være glad. At hun nød og morede sig over at han rødmede, det undrede ham virkelig ikke, for han havde jo ikke kunnet rødme da han havde været vampyr. Han lod sin tommel stryge blidt over hendes håndryg, imens hans mørke øjne hvilede i hendes smukke smaragdgrønne. ”Gengæld ligefrem? Men det undre mig ikke at du nyder at se mig rødme, dog må jeg indrømme at din rødmen klæder dig, min kære, det minder mig om en smuk rose,” sagde han roligt og blinkede ganske let. Der var ingen tvivl om at han prøvede at få hende til at rødme, så hun ikke var den eneste der ville stå og more sig. Han gengældte roligt hendes klem og kunne ikke lade vær med at slippe en munter latter. ”Er jeg en overmoden tomat?” spurgte han med en morende stemme, imens han rystede smilende på hovedet.

[Deleted]

Elanya kunne i den grad trøste sig med, at dette var noget som hun kunne genkende fra hendes tidligere liv og det var virkelig også det som gjorde absolut hele dette udfald på denne måde, for det var virkeig intet andet end dejligt, at være sammen med nogen som man kendte og så endda hendes bedsteven? Hun var et sted helt sikker på, at dette ikke bare måtte være et tilfælde af den ene eller den anden slags, for det var virkelig ikke noget som man kunne sige, skete hver eneste dag og lige nu, så var hun virkelig ikke i troen på, at dette bare måtte være et tilfælde af den ene eller den anden slags, for det var virkelig ikke noget som gav nogen form for mening for hende. De grønne øjne hvilede på hans skikkelse. Nok havde han ændret sig meget, men han var vel stadig den samme mand som han havde været dengang? Det var i alle fald det som hun kunne fornemme lige i øjeblikket og det var så sandelig også det som måtte lette hende på nuværende tidspunkt og det var samtidig også det som måtte gøre hende noget så rolig når det endelig måtte komme til stykket. ”Bedstevenner,” medstemte hun stille. Det havde de altid været, selvom det virkelig ikke havde været nemt for nogen af dem at holde sammen, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivlv om overhovedet. Hun rystede stille på hovedet ved hans ord. Begge havde de jo begået fejl og ja, det havde været forbandet hårdt for hende, at sidde og tænke på, at han ikke havde tid til hende, fordi han havde Denjarna, men nu var der virkelig ikke noget at gøre ved det. ”Du behøver virkelig ikke at tænke mere på det Derick, vi har jo begge begået vores fejl og.. Du havde jo Denjarna, så er det jo klart, at hun sættes i første række,” forklarede hun stilfærdigt. Hun bar virkelig ikke nag overfor ham når det kom til dette, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet. De kunne starte på en frisk nu. Hun var ikke plaget så voldsomt af hendes gamle liv, han havde ikke Denjarna, så det var meget nemmere for hende at falde til ro, for hun … gjorde vel ikke noget forkert når det endelig måtte komme til stykket. Sandt at hun ikke havde nogen omkring sig til at tage den plads ved hendes hjerte, for.. hun var jo faktisk alene når det kom til stykket og den tanke var virkelig langt mere end nok til faktisk at skulle skræmme hende og på alle måder, for hun kunne ikke fordrage det! Det var ikke en tanke eller en følelse som hun brændt inde med på nogen måde lige netop i dette øjeblik og det var hende virkelig bare lettende et sted. Hun sendte ham et stille smil hvor selv den rødmen måtte melde sig noget så tydeligt i hendes egne kinder, for var der noget som hun ikke kunne tåle, så var det i den grad noget som hun måtte bide sig mærke i! At han direkte måtte sammenligne hende med en rose, var han den eneste som havde gjort. Hendes rødmen måtte da tydeligt melde sig i hendes kinder. Hun kunne simpelthen bare ikke kontrollere det! Hun vendte blikket nærmere forlegent ned mod hans bryst. ”Mener du det, eller er det blot et forsøg på at gøre mig mere tomatrød i kinderne end dig?” spurgte hun med et let smil på læben. Hun lod hånden roligt hvile mod hans bryst, som hun strøg ganske let, idet hun vendte blikket op mod ham igen, selvom det var tydeligt forsigtigt. De grønne øjne søgte direkte til hans mørke øjne. Det var her hun altid havde fundet den ene eller den anden form for tryghed og det var virkelig noget som hun var noget så frygtelig glad for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun trak let på smilebåndet, hvor hun næsten måtte gemme ansigtet ind mod Dericks favn. Det var virkelig unfair at han fik hende til at rødme bare sådan uden videre!