Skæbnens Ironi...

[Deleted]

Elanya vidste udmærkret godt, at hun var blevet behandlet som skidt af Derick og specielt efter, at Denjarna var kommet ind i billedet. Det var vel også derfor, at det hele var gået en anelse i sig selv? Han havde isoleret sig, glemt at der faktisk var andre som lige så, også ønskede at se ham. Hun vidste da også, at Denjarna vel et sted, havde set på hende som en trussel? Også derfor, at hun bare havde valgt, at skulle holde sig væk? Selvom det jo ikke var gået i den anden ende. Lige hvorfor, at Derick var kommet tilbage igen, det vidste hun virkelig ikke, men hun var virkelig noget så frygtelig glad for det, det var helt sikkert! Sådan som han havde kunne få hende til at smile og le, bare more sig og have det sjovt sammen med ham, uden at skulle tænke på den daværende kongelige titel, det var i den grad også noget af det bedste ved det hele, det var i den grad også helt sikkert! De smaragdgrønne øjne hvilede roligt i hans blik. Hun kunne simpelthen bare ikke tro det.. At hun stod overfor ham lige i øjeblikket, igen efter så frygtelig mange år, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Måske, at hun var taget for givet, men det var virkelig ikke noget som hun ville tænke på lige nu.. Venner stod der vel for hinanden? Det var da noget, som hun havde gjort for ham, det var hun sikker på. Hun havde i det mindste prøvet, selvom det virkelig ikke havde været nemt på nogen måde. Hun sendte ham det varme smil, hun kunne simpelthen ikke tro på at hun stod overfor Derick igen! Hun havde virkelig intet imod, at han kaldte hende ved dåbsnavn, det var i den grad også helt sikkert, når det kom til stykket. "Jeg kunne forestille mig det.. Jeg slap selv for det sted.. Derick.. Du fortjener meget mere end at rende rundt dernede," hviskede hun stille. Bare tanken i sig selv, var frygtelig, at skulle tænke på. Det var ganske enkelt utroligt! Hænderne hvilede stadig mod hans kinder, det var jo heller ikke fordi, at han havde vist noget ubehag ved det, så det var vel.. heller ikke helt forkert, når det kom til stykket? Hun blinkede let med øjnene. At hun havde været savnet af ham, var i den grad noget som i sandhed ville formå, at skulle få hende til at smile og meget mere end det som hun havde gjort længe! "Du har virkelig været frygtelig savnet," sagde hun stille. Hun vidste stadig ikke helt hvad hun skulle sige, for dette var virkelig en klar definition af et glædeligt gensyn og det var virkelig også på alle tænkelige måder overhovedet! "Åh ja, det gjorde vi.. Som havde vi været små børn," sagde hun med en klart morende stemme. Det var noget som virkelig formåede, at skulle få hende til at smile, for det var minder som hun i den grad aldrig nogensinde havde glemt på nogen måde overhovedet. Hun vidste udmærket godt, at kysset havde været tildelt hans læber sidste gang de havde set hinanden, men havde hun retten til det? Derfor havde hun valgt, at skænke det til hans kind istedet for. Den lette og korte berøring af hans læber, fik det til at sitre helt i hendes krop. Det var ganske enkelt en utrolig fornemmelse! En svag rødmen måtte dog alligevel stige i hendes kinder, da hun forsigtigt lod hænderne glide omkring hans nakke. Hun måtte vel bare tage chancen vel? Den ene hånd tog en tur mere igennem hans mørke og let krøllede hår. "Næsten rigtigt.. Jeg er nu sikker på, at det var mere sådan her.." Hånden faldt stille tilbage mod hans kind, idet hun selv lænede sig frem med en tydelig forsigtighed. Hun havde ingen, men det var vel ikke ensbetydet med, at han stod i den samme situation? Hun lod læberne møde hans, ikke bare et strejf eller en let berøring, nej, det var et ganske ægte kys. Et sekund eller to, inden hun forsigtigt valgte, at trække sig igen. Hun ønskede jo trods alt heller ikke, at træde forkert med ham, specielt ikke nu, hvor hun måtte stå med ham så tæt på igen, det var i den grad også helt sikkert og på alle tænkelige måder overhovedet! Hun lod de grønne øjne stille falde i hans eget blik. "Der er sket frygtelig meget siden jeg så dig sidst, Derick," sagde hun stille. Med andre ord, så lagde hun så sandelig også op til en lang opremsning til ham.

[Deleted]

Skønt Derick ikke ligefrem kunne prale af at være den bedste ven, så havde han uanset hvad altid holdt af hende, men faktisk havde Denjarna altid haft et problem med Elanya, men det var vel fordi at han altid havde haft følelser med hende, så han bebrejdede hverken den ene eller den anden. Han forstod hvorfor Denjarna havde været jaloux, det havde han jo også været, da hun næsten havde valgt Gabriel frem for ham, og han ville end ikke bebrejde Elanya, hvis hun bar nag, for han havde faktisk ikke behandlet hende som en sand ven burde have gjort. Men det var frygtelig mange år siden og intet var som før, foruden deres venskab, som aldrig kunne dø ud. Ikke for ham i hvert fald, hun ville altid have en plads i hans hjerte, og han ville altid huske hende, for alt andet ville være umuligt. Hun havde gjort en masse for ham, de havde hjulpet hinanden, også selvom han havde valgt at isolere sig til sidst, og skille sig fra alle andre til fordel for kærligheden, noget han ikke ønskede at gøre igen. Han havde savnet hende, og det havde han også selvom han havde isoleret sig, for uanset ville hun altid stå ham nært, om Denjarna så havde ønsket det eller ej, desuden, så havde Denjarnas mening jo ikke fraholdt ham i at se Elanya. Og han kunne ærlig talt ikke komme sig over, at han nu stod over hende igen, for det var helt … uvirkeligt, og alligevel så virkeligt. Han trak let på skuldrene, imens han smilede et stille og lille muntert smil. ”Tro mig, det er slet ikke så slemt igen, Elanya. Selv livet på Jorden er værre,” svarede han oprigtigt, for i dødsriget var der ingen følelser der var indblandet som sådan, kun minder, men i virkeligheden var alt så … virkeligt. Der kunne tingene gøre meget mere ondt. Han havde intet imod at hendes hænder hvilede mod hans kinder, det gjorde ham faktisk glad, for så var han sikker på at hun var der, og han håbede på at hun blev. Og forkert var det ikke i hans øjne, for de var jo bare glade for at se hinanden, mere var der jo ikke i det, desuden, så havde han stadig svært ved at fatte at hun faktisk var der, lige her hos ham! Hendes ord fik ham kun til at trække på smilebåndet, og hans mørke øjne hvilede mildt i hendes smaragdgrønne, for han var slet ikke i stand til at se væk. Det var blevet helt umuligt for ham, desuden, så savnede han at se ind i de smukke grønne øjne, som han ikke havde set i lange tider, og derfor nød han også hendes hænder mod hans kinder, for det var virkelig en dejlig følelse, at kunne mærke noget igen. Han lod let sin egen hånd stryge hende blidt over kinden, blot for at være sikker på at han ikke drømte. ”Det glæder mig, men, jeg er ked af at det endte, som det gjorde; at jeg … isolerede mig fra omverdenen,” sagde han roligt og smilede et forsigtigt og prøvende smil, for han håbede ærlig talt at hun ikke var sur på ham, for det ønskede han ikke, desuden, så var han jo kommet tilbage for hendes skyld, og alle de andre venner, ja det, og så havde han jo også et andet job, som han skulle udføre for Døden, nok ikke ligefrem et job som de fleste ville bifalde. Og så var det et job som var utrolig svært! At skulle opretholde balancen mellem det gode og onde. Han nikkede sigende til hendes ord. ”Det gjorde vi. Og det var … befriende,” svarede han sandfærdigt, og med den ærlige stemme, for han havde virkelig altid nydt at være sammen med hende, hun havde altid været et fantastisk selskab, som der aldrig havde været forventninger, skønt hun havde været dronning. Ha havde selv stoppet kysset, for han vidste jo faktisk ikke om der var én der ventede på hende, og gjorde der, så bebrejdede han hende ikke det mindste! Fortid var fortid, og sket var sket, intet kunne de lave om på, men de kunne måske få en bedre ende? Hånden gennem hans hår fik ham til at trække på mundvigen. Han stod blot stille, som hun lænede sig frem, meget skulle hun ikke frem, for han havde jo selv formindsket deres afstand. Kysset mod hans læber gengældte han, og han mærkede hvordan varmen spredte sig i hans krop, og hans hjerte der måtte slå fast og hurtigt mod hans bryst. Som hun brød det igen, kom et bredt smil frem på hans læber. ”Det gjorde det vidst,” istemte han. Han lod let tomlen stryge over hendes bløde læber. ”Fortæl mig det,” opfordrede han med et mildt smil. Hånden strøg roligt igennem hendes hår, inden den lagde sig i hendes nakke.

[Deleted]

Elanya nægtet simpelthen, at skulle klamre sig til en fortid, som virkelig kun måtte blive bedre. Sandt, at Derick ikke havde været den bedste ven set i det store billede, men han havde virkelig altid været en af hendes nærmeste, og det var han stadig - Hvis han ønskede det selvfølgelig. Hun vidste jo trods alt heller ikke hvor meget anderledes det hele måtte være for ham efter alt det som var sket, efter alt det med Denjarna og efter han havde isoleret sig, så havde hun jo selv trukket sig en anelse, blot for ikke at være i vejen. Hun klandrede virkelig ikke Denjarna for at være efter hende på den måde, som hun havde været, det gjorde hun virkelig ikke. Hun havde gjort nøjagtigt det samme, hvis hun havde haft en mand som Derick. Det var jo så 'desværre' aldrig blevet aktuelt og hun havde nu også affundet sig med, at sådan måtte det jo bare være. Det var slet ikke de tanker som hun gjorde sig i øjeblikket, det eneste som hun sådan rigtigt måtte mærke sig af, var at glæden ved at se hende, ikke var så stor som den var for at se ham igen. Den holdt hende lidt igen, ellers havde hun nok reageret på en helt anden måde. Det hele var virkeligt.. det kunne hun slet ikke betvivle på nogen som helst måde overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. Hun nikkede til hans ord. "Det kan jeg kun sige mig enig i.." medstemte hun stille. Hun ville faktisk hellere være i dødsriget, end at rende rundt i den evige fortvivlelse, som det hun måtte gøre lige i øjeblikket, det var der virkelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet, det var helt sikkert. De grønne øjne hvilede i hans og med det lette smil på læben. Det kunne ikke falme. Det var ganske enkelt utroligt, hvor meget man kunne savne en anden mand og et andet væsen! At han direkte måtte komme til hende, for at undskylde, var slet ikke noget som var ventet for hendes vedkommende. Hovedet søgte let på sned, idet hun stille rystede på hovedet. "Det er en fortid nu, Derick," begyndte hun stille. Hun trak vejret stille og dybt og med et svagt smil på læberne. "Kærlighed gør virkelig blind.. Er det ikke det, som man siger?" spurgte hun roligt. Hun klandrede ham virkelig ikke for noget som helst. Det kunne virkelig ikke falde hende ind. Hun lod blikket falde ganske let mod hans bryst. Bare tanken om at han måtte stå der med hende.. overfor hende som dengang, den var ganske enkel hel og særdeles ufattelig når det kom til stykket, det var selv ikke noget som hun kunne skjule. "Det var behageligt.. Ikke nogen forventninger til den store dronning.." Hun himlede med øjnene. Det havde været hendes fristed, det sted hvor hun kune være fri og sammen med ham, så klaget hun da bestemt heller ikke! At han i det hele taget gengældte hendes kys, var noget som i sandhed måtte varme hendes indre og noget så frygteligt intenst. Hendes hjerte slog en anelse mere fast mod hendes bryst idet at en mindre rødmen måtte stige til hendes kinder. Fingeren over hendes læber, fik hende let til at sitre, hvor hun let drilsk, måtte skænke hans fingerspids et let kys. De grønne øjne vendte hun stille op mod ham. Det ville virkelig vise sig, at skulle blive en temmelig lang forklaring, når det kom til stykket, og hun vidste det jo. "..Okay så." Hun rettede sig roligt op. "Hvad er det sidste du kan huske?" spurgte hun stille. Hun måtte jo trods alt vide helt nøjagtigt hvor hun skulle starte, for det var vel unødvendigt, at skulle dele de detaljer med ham, som han jo allerede mtåte kende til fra før af? Begge hænderne lod hun ganske forsigtigt, glide omkring hans nakke endnu en gang, idet hun stille blev stående tæt på ham. Det var jo ikke fordi, at hun var blevet skubbet væk eller afvist endnu, selvom hun virkelig bare valgte, at skulle bevæge sig frem med den selv største forsigtighd. Hun ville bare ikke træde forkert!

[Deleted]

Sket var sket, som man sagde, og Derick gad virkelig ikke klamre sig til en fortid, som var sket, og imellem tiden var der jo sket så meget, og derfor ønskede han faktisk bare at starte på en frisk. Og han håbede på at hun havde det på samme måde, desuden, så havde hun da ikke afvist ham endnu, og hun virkede heller ikke til at være vred på ham, skønt han ville kunne forstå hvorfor hvis hun var. Men han håbede på at de kunne starte på en frisk, og derfor ønskede han ikke at forværre fortiden, for han prøvede på at få en bedre ende end sidst. Faktisk en bedre ende end de sidste to gange. Der var også få ting der vel havde forandret sig? Det var det for hans vedkommende, og det måtte det vel også være for hendes vedkommende? Hun havde jo skiftet navn, og var ikke dronning længere, så selv hun måtte vel et sted være forandret? Han var ikke sikker, men han var sikker på om hun så var forandret eller ej, så ville hun altid være den samme gamle Elanya, som han altid havde kendt, som han altid havde kunnet søge til, som han altid havde kunnet more sig sammen med, og der var det også gengældt, for nok havde hans blik kun blødt en smule op, men det at befinde sig i dødsriget i så uendelig lang tid, det gjorde bare én helt tom indeni, og derfor lignede det nok ikke at han var ligeså glad for at se hende, som hun var for at se ham, men indeni var han faktisk mere en glad for at han havde fundet hende igen, her i levende live, uden at det var drøm, og var det så en drøm, så ønskede han ikke at vågne op igen. Han ønskede ikke at hun skulle vende sig om og gå, det var faktisk det sidste han måtte ønske, for han følte at han ville tale ud med hende, finde ud af hvordan tingene lå, især imellem dem. Han smilede mildt til hende. ”Men selv Jorden er ikke det værste sted at være, skønt den har forandret sig siden sidst jeg har været her,” sagde han roligt, så sandt som det var sagt, han mindes ikke at noget havde været sådan som det måtte stå til nu, for sidst havde det jo været Elanya der havde været på tronen i Procias, og det var hun ikke længere.
Derick havde søgt til hende for at gøre gengæld et sted? Eller han ville vel bare rede alt dårligt ud, som havde været imellem dem, for han ønskede ikke at være uvenner med hende, ikke når hun betød så meget for ham, som hun altid havde betydet for ham. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Det er det, og … det glæder mig,” sagde han med et svagt smil, for han var faktisk usikker på om hun var sur på ham eller ej, for nok var det fortid, men stadig? Han nikkede roligt til hendes ord endnu engang. ”Så sandt, som det er sagt,” istemte han. Kærlighed gjorde blind, og det havde han selv været ude for, for han havde kun været sammen med Denjarna og brugt sin tid på hende, men nu var han tilbage og håbede på at han kunne starte på en frisk, uden at skulle til at rive op i det hele. Desuden, så ønskede han slet ikke at tænke på det skete, for der var meget han ikke brød sig om, og en masse ting som han følte skyldfølelse over, så han var blot glad for at stå her med Elanya igen. ”Jeg vil aldrig sætte forventninger til dig, Elanya. Jeg har altid nydt den person, som du har været, og endnu er,” svarede han sandfærdigt og lettere bestemt, for det var der ingen der kunne lave om på. Om hun havde forandret sig eller ej, så ville han altid holde af hende, for direkte ond tvivlede han på at hun ville blive. Han var faktisk ikke helt sikker på hvorfor han havde gengældt kysset, for et sted var det vel forkert? For hurtigt? Han var ikke helt sikker, men han kunne ikke benægte at han faktisk nød at mærke hendes læber. At mærke noget levende hos sig igen. Han trak på mundvigen, da hun måtte skænke hans fingerspids et kys, og han kunne ikke lade vær med at være glad for at se hende igen. Den rødmende farve på hendes kinder gjorde ham intet, for et sted havde han det vel på samme måde? Et sted var det akavet, og alligevel så vant. Han trak ganske let på skuldrene. ”Ikke så meget er jeg bange for, jeg kan kun huske mit sidste møde med dig, hvor du forklarede mig, at du var mor til Faith.” Underligt at sige et sted, for det var bare … underligt. Som hun lagde armene omkring hans nakke, lagde han armene omkring hendes liv, så hans egne arme ikke kom i vejen. At stå så tæt på hende havde han intet imod, for det var jo ikke ligefrem første gang.

[Deleted]

Elanya var virkelig af den samme mening som Derick selv. Der var virkelig ikke nogen grund til at skulle klamre sig sådan til fortiden, for det ville virkelig ikke hjælpe nogen af dem, når det kom til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Denjarna var fortid, også selvom hun virkelig havde prøvet at skabe sig et venskab til hende, så det måske ville lette lidt omkring Derick, men det havde aldrig nogensinde virket. Hvordan det havde været for dem at være sammen, var nu eller ikke noget som hun ville blande sig i, når det kom til stykket, det var helt sikkert. At han måtte lægge armene omkring hende, havde hun intet imod. Det glædet hende virkelig bare, at se ham munter, at se ham smile og se ham glad, for han var vel også glad for at skulle se hende som hun var for at se ham? Det glædet hende helt inde i det indre, det var ganske enkelt helt utroligt i den anden ende, det var helt sikkert! Hendes blik måtte næsten stråle af en lykke over at skulle se ham igen, det var ganske enkelt utroligt når det kom til stykket! At han havde været i dødsriget, vidste hun ikke. Om hun havde vidst det, så.. så havde hun vel også prøvet at skulle søge efter ham der? For hende, havde det igennem en længere årrække, fristet hende mere end livet alene, selvom hun virkelig bare havde nægtet, at skulle ende det på nogen måde, og det gjorde hun da stadig. Det var virkelig ikke nemt for hende på nogen måde, et var i den grad også helt sikkert. Hun havde ikke selv valgt, at skulle stå her.. Nu stod hun her på hendes.. nu døde søns ønske og den tanke gjorde ondt. Hun så og betragtede ham stille. "Jorden er måske ikke det hårdeste sted at være, men den kan virkelig være hård nok," påpegede Elanya stille og med en rolig stemme. Ikke at det var noget som hun ville skjule for ham. "Lige så, har den ændret siden jeg sidst betrådte den fast landjord," sagde hun stille. Det var jo i sig selv, blot ganske ærligt når det kom til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl omkring overhovdet.
Elanya ville virkelig ikke kunne se, hvad det var, at Derick skulle gøre gengæld for? Kærlighed gjorde blind, det havde den jo også gjort ved hende. Hun havde stirret sig blind på det ellers så perfekte liv, for hendes liv havde langt fra været perfekt, selvom det var sådan, at hun havde valgt, at skulle beskrive det i årevis. Nu kunne hun se tilbage på det og se det hele igennem fejl for fejl, faresignal for faresignal og det var virkelig først nu, at hun kunne se hvor naiv og dum hun i sandhed havde været. Folk havde været efter titlen som regel og det var nogt som i den grad også måtte irritere hende noget så grusomt! Nu stod hun uden den og folk så hende ikke.. Det var vel sådan at det burde være? Hun nikkede. "Jeg har jo selv stået der.. og se hvor jeg står nu? 3 ægteskaber og stadig uden den jeg vil leve med resten af livet.. Kærlighed den gør virkelig blind," sagde hun stilfærdigt. Hun var nu ikke bange for at stå ved det. Hun havde været gift med 3 mænd! Hun smilede let og nikkede. "I lige måde, Derick.. Du er virkelig den eneste som har formået at se væk fra den titel som jeg måtte bære dengang, og se på kvinden som jeg er inde bag," sagde hun stille. Hun var ham virkelig bare taknemmelig for det, og på alle måder endda, det var i den grad også helt sikkert. "For dig, så er jeg stadig den samme," tilføjede hun stilfærdigt. Hun smilede let. "Åh... og det er det sidste?" spurgte hun. Det blev da virkelig en ekstrem lang forklaring! Hun kunne vel lig så godt begynde? Hun trak vejret dybt. "Faith har 2 søstre.. De er trillinger.. De blev taget fra mig allerede kort efter deres fødsel," sagde hun stille. Hun var selv ikke meget for det. Hun hadet tanken! Hun elskede jo bar tanken om, at have alle de små pus til at rende rundt omkring hende, så hun havd noget at pusle med. "Efter David, så kom Legacy.. Ham husker du vel nok? Lestat kom derefter.. en vampyr.. I en periode, så.. så mindet han mig om dig," sagde hun. Hendes rødmen steg en anelse i hendes kinder. "Vi fandt ud af det hele sammen, blev forlovet.. blev gift.." Hun smilede let. "Han kom endda forsent på bryllupsdagen. Vi fik en søn som vi kaldte for Jonas. Landene brød ud i krig, Lestat sad jo som konge og gjorde hvad der var krævet af ham." Hun tænkte over det. Hun havde været gift med Lestat i næsten 20 år. "Jonas var taget med ham.." Hun rystede på hovedet. "Jeg... morede mig lidt.. med en fællesven.. Det gik jo så galt, som du jo næsten kan forstå.. Jeg ved ikke om du har hørt om Lestat Junior? Det er ikke Lestats knægt.. Jeg ønskede ham hjem, så jeg sendte bud efter ham, så han kom hjem.. Der stod jeg med vores lille dreng på armen.. Han kom ind, han kom hen til mig.." Hun rystede på hovedet. Det var virkelig en så lang forklaring. "Før.. da Jonas var 5 år, blev jeg stukket ned i Dvasias.. Den mørke klinge i mit sind. Det er som det rene gift. Han gjorde mig til vampyr, for at redde mit liv," forklarede hun, ellers blev det da helt forvirrende for ham at følge med. "Prisen for at blive magiker igen, var at vores hjerte, skulle banke som et. Det gik vi med til.. Døde den ene, ville den anden følge trop." Hun lukkede hånden en anelse omkring hans bluse. "Nuvel.. han kom mig i møde der på værelset. Han blev skygget af en vampyr.. han stak Lestat i hjertet.. tvang os begge i døden.." Hun blinkede let med øjnene. Der var sket så meget og forklaringen var så lang og så frygtelig forvirrende!

[Deleted]

Det eneste Derick egentlig ville ønske, var at starte på en frisk, derfor var han nu her på jorden, for at rode båd på det som var sket imellem ham og hans venner, for han var i den grad ikke tilfreds med hvordan det var endt, slet ikke! Men han håbede på at det denne gang ville kunne ende langt bedre, derfor havde han også opsøgt Faith som den første, eftersom hun havde været den letteste at opsøge, og så fordi han vidste at hun lå syg i sengen, så han håbede blot på at hun ville få det bedre, så hurtigt som muligt. Men nu stod han altså her med Elanya, den person som han faktisk havde glædet sig mest til at se, for hun havde trods alt været hans første ven, og bedste. Og han var slet ikke glad for hvordan det var endt imellem dem, derfor var han også tilbage for at gøre det godt imellem dem, dog var han et sted bange for at han endnu nærede de samme følelser for hende, som han havde gjort sidst, og han var ikke kommet sig over Denjarna endnu, derfor gjorde det det hele så meget sværere og hårdere for ham. Men han ønskede ikke at tænke på Denjarna, i øjeblikket ville han nyde deres genforening. Armene omkring hans nakke og ham der holdt omkring hende, havde han intet imod, for han nød at mærke hende, og faktisk vide at hun var der, og så håbede han et sted på at hun blev her, for han ønskede ikke at hun skulle gå. Han trykkede blidt hendes krop ind mod hans, blot for at forsikre sig at hun var der og at det ikke var en drøm, og i så fald havde han ikke lyst til at vågne igen. ”Dødsriget er ikke det letteste sted at være, eftersom det gør én tom, men … det er langt lettere end livet,” svarede han roligt og smilede et stille smil, men han var et sted glad for at han var kommet væk derfra, skønt han vidste at livet nok ikke ligefrem ville blive det letteste, ikke med det job som han havde foran sig. Han nikkede roligt. ”Det har den ja. Og det er underligt at være tilbage i en hel ny tid.”
Derick var blevet blind af sin kærlighed til Denjarna, noget som han havde fortrudt, ikke fordi han ikke havde elsket Denjarna, for det havde han, helt bestemt, men han havde bare glemt sine venner, og det var noget som han ikke kunne tilgive sig selv for, for prøv og se hvor meget han havde kunnet hjulpet dem? Det kunne være at han endda kunne have reddet Elanya fra døden. For dræbt det var hun blevet, den nyhed var blevet ham overrakt i dødsriget, men han havde ikke ledt efter hende af den simple grund; han vidste at hun ville blive genoplivet, og han var bange for at han ikke ville kunne give slip på hende igen, hvis han først havde fundet hende. Og han var ikke ude på at forhindre hende sit liv. Det at hun havde været igennem hele tre ægteskaber var faktisk ikke en tanke han som sådan brød sig om, for det fik det til at stikke i hans bryst. Var det af … jalousi? I så fald ville han ikke tilstå det, for hun var vel ikke nogle forhold nu? Det vidste han faktisk ikke, eftersom han ikke vidste hvad der var sket med hende ellers. ”Det gør den ja,” istemte han roligt og med et let smil på læben, sandt var det jo, og de havde begge oplevet det. Han rystede let på hovedet. ”Slet ikke Elanya, jeg betvivler virkelig, at jeg har været den eneste der har set den person, der gemte sig bag dronningen af Procias, mange har du haft omkring dig, og jeg benægter at tro, at de som har været sammen med dig, ikke har elsket dig, for du har altid været elsket Ela,” sagde han stilfærdigt og smilede et lille muntert smil. Han havde fået svært ved at vise følelser, eftersom de var blevet frataget ham i dødsriget for at han blot kunne ende som en tom skal. Det glædede ham utrolig meget, at hun endnu var den samme for ham, for han havde heller ikke lyst til at skulle se hende som nogen anden.
Derick huskede ikke meget, for han havde jo isoleret sig med Denjarna og ladt sine venner være i fred, og derfor havde han ikke fået meget med omkring dem, udover at han vidste at kære Moniqe var død. Én af hans nærmeste venner, og han savnede hende faktisk. Hende havde han altid kunnet leet med, ligesom med Elanya og Faith, så det gjorde faktisk ondt at miste én. Han smilede let til hende og hørte ellers blot på hendes fortælling, for der var vidst meget der var sket med hende. Han nikkede roligt, da hun spurgte om han huskede Legacy, og det gjorde han skam. Han måtte dog glippe med øjnene, som hun sagde at denne Lestat havde mindet hende om ham. Han sagde dog ikke noget, for han var faktisk ikke sikker på hvad han så skulle sige. Han rystede stille på hovedet, han havde ikke hørt om en Lestat Junior, og hvis det ikke var Lestats søn? Én ting var sikkert, det var en forvirrende fortælling, men det gjorde ham intet. At hun klemte omkring hans kappe gjorde ham intet, han lagde blot en beroligende hånd mod hendes kind, imens han smilede opmuntrende til hende. ”Såh… Lestat Junior dræbte altså dig og Lestat?” spurgte han roligt, og en smule forvirrende, som hans hoved søgte ganske blidt på sned. De mørke øjne forlod end ikke hendes på noget tidspunkt, det kunne de jo ikke.

[Deleted]

Elanya havde virkelig intet imod, at skulle starte på en frisk, glemme alle de gamle tider og alle deres gamle problemer, for det var vel også det som var bedst for det hele? Hun var et sted en ny person og det gjorde hende intet, men for ham, så ville hun stadig være den samme som hun altid havde været, det var der ikke nogen tvivl om. Denjarna ønskede hun virkelig ikke, at skulle tænke på lige nu. Hun havde gjort et forsøg og det havde bare ikke givet pote. Hvad mere kunne hun gøre ved det? Intet vel? Hun skubbet de tanker stille ud af hovedet. Hun betragtede ham stille. Hun havde virkelig savnet ham noget så ekstremt, at man skulle tro, at det var løgn, men sådan var det trods alt. Hun sendte ham et stille smil. "Måske, at tilværelsen er tom og.. følelseskold, men den er nemmere end livet.." sagde hun stille. Ofte havdde det næsten været hende meget mere fristende, at skulle være på et sted som det fremfor at være et andet sted, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Dette var virkelig bare en genforening som hun ønskede, at kunne nyde af, for hun havde jo heller ikke nogen anelse om, hvor lang tid den ville vare. Et sted, var det jo selvfølgelig også den tanke som hun måtte holde fast i, det var også helt sikkert. Hun ville virkelig bare nyde det, for hun vidste jo ikke om han havde noget andet, som han skulle nå, det var helt iskkert. "Sådan havde jeg det i hvertfald. Jeg er glad for min nye chance, men alligevel.." Hun trak ganske svagt på skuldrene og med blikket mod ham. Hun sendte ham et blot stille smil. Det havde været nemmere, selvom det virkelig havde været så frygtelig tomt. En tanke som i sig selv, kunne være noget så frygtelig skræmmende.
Derick havde haft Denjarna, så alt det som havde været dengang, det var noget som Ela havde endt med at skulle lægge på is. Hun havde prøvet det i hverfald, selvom det virkelig ikke havde været nemt for hende. Hun havde bare prøvet at få sin egen hverdag til at hænge sammen og det havde virkelig ikke været en nem udgave når det kom til stykket, det havde været sværere end det som hun havde regnet med. Hun smilede svagt. "Tror du? Faiths far forlod mig.. tog trillingerne med sig, David efterlod mig på tronen med tvillingerne på armen. Legacy legede rundt med min ene datter og Lestat.." Hun trak let på skuldrene. At Derick måtte være jaloux, det vidste hun virkelig ikke og det var ikke direkte noget som faldt hende ind. Det havde vel bare.. været en uskyldig flirt fra hans side af, så hvorfor gøre noget alvorligt ud af det, med mindre at der var mere i det? Hun ville virkelig ikke tænke over det lige netop nu. Hun så stille på ham og med et svagt smil. "Tja... Jeg har ikke ligefrem været heldig, så.. Jeg kender følelsen, den har ligeså gjort mig blind.. mange gange endda," sagde hun stille. Det var jo ikke nogen hemmelighed. Hun kunne virkelig være dum og naiv og hun vidste det. Det var virkelig bare noget som hun måtte hade som aldrig nogensinde før! "Måske elsket... Men som oftest af de forkerte grunde," sagde hun stille. Det i sig selv, var jo intet andet end den rene sandhed, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Elanya rystede stille på hovedet. "Slet ikke.. Han var helt lille dengang det skete.. Det er jo vel... Jeg ved ikke hvor længe siden nu. Lestat Junior er min søn.. Det var Damien Nightstorm.. En vampyr fra Dvasias, som gjorde det," fortalte hun stille. Hånden mod hendes kind, var noget som kunne berolige hende. Han havde jo trods alt altid kendt til hendes punkter på denne måde. Der var der virkelig intet fremmed eller nyt ved hende lige der. Hun lod hovedet stille søge mod hans hånd, blot som et tegn til at det var okay, at komme hende så tæt på, for hun kunne virkelig ikke gøre noget andet, end at nyde nogt så frygtelig godt af det, det var der end ikke nogen tvivl om. "Jeg ved at det er en forvirrende historie. Det sidste jeg så, var Damiens sindssyge blik, iden det gik i sort for mit blik.. Det næste jeg så, så sad jeg op i en kiste i jorden.." sagde hun stille. Lestat havde mindet hende frygtelig meget omkring Derick i første omgang, mystisk, hemmelighedsfuld, og det, at hun kunne være sig selv i hans selskab, det var alt sammen noget som hun virkelig havde savnet, det var helt sikkert. Hun var falet pladask for ham.. ligesom hun havde gjort for Derick dengang, hvilket hun havde tænkt sig at afsløre for ham.. frem til hun fandt ud af, at han havde en anden ved sig. Hun bed det stille i sig. "Det er virkelig en indviklet historie," sagde hun med en ganske så dæmpet stemme.

[Deleted]

Det hele ville være meget lettere for Derick, hvis han gav slip på fortiden og kom videre og over den, så han kunne leve sit nye liv, desuden så det ud til at han endnu havde sine venner, så alene ville han jo ikke være. Han gad end ikke at tænke på det skete, for nu ville han nyde Elanyas selskab, som han altid har kunnet gøre, hvor de altid havde leet, altid smilt, faktisk altid flirtet en tanke der et sted morede ham, og som nu måtte betyde meget for ham, for der var nye ting som han var nød til at tage højde for, netop fordi alt ikke var som det var før. Denjarna var væk, og befandt sig nu selv i dødsriget, blot i en dimension, hvor han ikke havde haft tilladelse til at gå ind. At stå uden Denjarna, var en tanke som han ikke helt kunne … forholde sig til, det føltes underligt, eftersom han havde været sammen med hende i så mange år. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Korrekt, men jeg er nu alligevel glad for at være tilbage,” svarede han sandfærdigt, ellers havde han jo ikke set sine venner igen, og dem var umådelig glad for at se! Han fjernede ikke de mørke øjne fra hendes smaragdgrønne. Hun lignede sig selv på en prik. En smuk prik. Han trykkede hende blidt ind til sig, i en ny omfavnelse. ”Jeg er glad for at du fik en ny chance Elanya,” sagde han dæmpet og dog sandfærdigt mod hendes øre, som han kort knugede hende ind til sig, inden han igen holdt hende ud for sig, så han kunne betragte hende. ”Og du har været savnet,” tilføjede han med et mildt smil. Hun havde været mere end savnet! Og at se hende igen var som en glædesrus der måtte strømme igennem hans krop med topfart!
Derick kunne ikke forestille sig at hun havde haft det let. Med så mange ægtemænd, og så mange der havde forladt hende, så havde hun vel aldrig fundet den rette? Mange havde hun i hvert fald haft. Han lod let sin hånd stryge hende blidt over kinden, imens han smilede et blidt smil. Han vidste faktisk ikke om hun havde fundet nogen ny, men et sted kunne han ikke forestille sig det, ikke når hun lige var fundet tilbage til livet igen. Men han kunne jo tage fejl. Han trak ganske let på skuldrene. ”Det er ikke en grund til at de ikke elskede dig, Elanya. Desuden, hvis ikke de holdt af dig, så er der mange andre der gjorde det, og endnu gør,” svarede han stilfærdigt, imens han smilede. Han holdt endnu af hende, og det ville aldrig nogensinde ændre sig, uanset hvor meget nogen anden prøvede at bilde ham det ind. Om deres flirt havde været uskyldig eller ej, vidste han ikke helt, for selv hun havde haft andre, ligesom han havde haft Denjarna, hun havde endda været gift med David. Han smilede ganske let til hendes ord. Kærligheden havde gjort dem begge blinde, så de kendte begge til følelsen. ”Vi begge blev gjort blinde, men det hører til fortiden, og jeg har ikke lyst til at tænke på fortiden. Der er alt for mange minder, mange gode, men også mange ting, som jeg ikke er stolt over,” sagde han roligt og så på hende med et mildt skær i de mørke øjne, ”jeg håbede på at vi kunne starte på en frisk. Og håbe på en bedre slutning.” Han smilede prøvende til hende, han vidste ikke om hun var af samme mening, men det håbede han da. ”Ikke altid af de forkerte grunde. Jeg har altid holdt af dig, for den du er, det vil jeg altid gøre. Jeg så dig aldrig som dronningen af Procias … eller måske, men det forhindrede mig ikke i at være din ven,” sagde han med et lille skævt smil prydende på de rosenrøde læber. Hun ville altid stå ham nært, uanset hvad der skete.
Det var virkelig en forvirrende historie, men Derick ville gerne vide hvad der var sket med hende. For det var noget som betød meget for ham, det havde hun jo altid gjort, hun kunne altid fange hans nysgerrighed og interesse. ”Ja så,” sagde han roligt og med en lettere forvirrende undertone. Der var vidst sket meget, og mange ting kendte han slet ikke til. Ganske forvirrende! Han smilede blot, som hun lagde hovedet mod hans hånd, og han fortsatte blot sine blide strøg over hendes bløde og varme kind. Uanset hvad der var sket med hende, så var han glad for at han stod med hende her igen. For han havde virkelig savnet hende! ”Damien,” mumlede han lettere for sig selv, blot for at huske navnet, ellers ville det blive alt for forvirrende. Han smilede et skævt smil. ”En meget forvirrende historie. Men det gør intet, jeg er bare glad for at du er tilbage,” svarede han oprigtigt og med det milde smil prydende på hans læber. ”Men det lyder til at du har været igennem en masse ondt, er der slet ikke sket noget godt?” spurgte han roligt og dog med den nysgerrige undertone. Noget godt måtte vel være sket? Ellers havde hun godt nok været uheldig. Men han havde ikke været der, så han havde jo ikke været en del af hende til sidst. En skam, men det havde jo været hans eget valg, eftersom han havde valgt Denjarna frem for alle andre.

[Deleted]

At give slip på fortiden som den var dengang, ville selvfølgelig altid være det bedste, men Elanya vidste praktisk talt ikke, om hun var i stand til at skulle gør det bare sådan uden videre. At han var der, var hende jo trods alt en hjælp, for det var noget som var fra dengang, som hun kunne huske det. Det var jo ikke fordi, at han viste sig, at være så meget anderledes end det som han havde været dengang, og det var noget som hun var noget så frygtelig glad for, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun betragtede ham stille og med det samme blide smil på læben. Det var virkelig ikke noget som hun kunne eller ville skjule for ham, for hun var i sandhed frygtelig glad for at se ham, skønt det var så frygtelig mange år siden. Det som var sket dengang, var virkelig ikke noget som hun ville tænke videre over, det var helt sikkert. At han havde valgt at isolere sig med sin kære Denjarna, forstod hun jo udmærket godt, selvom det havde gjort ondt, at det havde revet dem fra hinanden på den måde. Den uskyldige flirt som måtte køre mellem dem selv i øjeblikket, var noget som virkelig bare måtte more hende og selv noget så frygteligt, det var helt sikkert. "Det samme er jeg, selvom der virkelig ikke er noget som jeg kan genkende her efterhånden. Det hele er blevet så fremmed for mig," sagde hun stille. I sig selv, så var det jo blot en ærlighed set fra hendes side af, og det var en tanke som i sig selv, meget hurtigt skræmte hende. At han i det mindste havde savnet hende, fik hende virkelig til at smile mere eller mindre i hele ansigtet. "I lige måde, Derick.. Du har i den grad fortjent en ny chance.. Du har virkelig også været savnet.. Virkelig," sagde hun stille.
Elanya lod sig mere end glædeligt trykke tættere ind mod Dericks krop i endnu en omfavnelse. Det gjorde hende virkelig bare glad som aldrig nogensinde før, det var helt sikkert! Det var en sådan form for glæde, som hun i sandhed havde brug for, at skulle have lov til at opleve i tide og utide og lige nu, så kom det virkelig som det var ønsket! De strøg over hendes kind, var virkelig noget som gjorde hende rolig, bare det at hun kunne få bekræftet, at han virkelig måtte stå der, var klart noget af det bedste ved det hele og det var på alle tænkelige måder! De grønne øjne faldt stille til hans blik. Hendes liv var virkelig en utrolig indviklet histori, så det var faktisk frygtelig svært for hende, at skulle snakke åbent og direkte omkring det, for der var alt for mange, som slet ikke kunne sætte sig ind i hvordan hun måtte have det. "Det er jeg da kun glad for, Derick.. De få som holdt af mig for den jeg var, istedet for den kongelige titel, har jeg virkelig prøvet at lade vide det," sagde hun stille. Han var i den grad deriblandt. Nok at han havde set på hende som en kongelig i starten, så havde hun stadig været i stand til at være sig selv omkring ham, bare have det sjovt og være sig selv. Det var vel heller ikke meget at kræve? Hun havde været løbsk, løbet fra slottet alene og uden vagter, bare for at være sammen med ham. Det i sig selv, sagde vel heller ikke så lidt? "Jeg har selv mange skeletter i skabet, Derick.. Der er meget jeg ikke er stolt af. Kunne jeg gøre det om, så havde jeg selv glædeligt gjort det." Hun lod hovedet søge let på sned og med det svage smil på læben. Den ene hånd trak hun stille til sig, som hun måtte lade den stryge mod hans kind. "En ny start, det lyder faktisk.. dejligt," konkluderede hun med et smil på læben. Bare den tanke alene, kunne virkelig gøre hende glad! En stund hvoraf hun ikke havde brug for, at skulle tænke på hvordan det havde været dengang, eventuelt.. hvordan det kunne være endt?
At Derick måtte være forvirret, forstod hun udmærket godt, men en bedre forklaring kunne hun ikke ligefrem komme med. Hun nikkede til hans ord. "Damien Nightstorm, ja," sagde hun stille. Bare tanken om Lestats skrig, at hendes eget hjerte var stoppet op og hun bare var røget direkte i gulvet, var direkte frygtelig og på alle måder. Tungen strøg hendes læber. "Noget godt? Alt har virkelig været kaotisk siden dengang, Derick.. Både i det private og i Procias.. Krigene var virkelig mange dengang. Jeg fik min søn, Lestat Junior.. Jeg tror oprigtigt, at det har været det eneste lyse punkt i min tilværelse siden jeg så dig sidst," sagde hun stille og ærligt. At være dronning havde bestemt ikke været en dans på den røde rose for hendes vedkommende, det var helt sikkert og på alle tænkelige måder. "Og.. hvad så med dig? Meget må da også være sket dig, side vi så hinanden sidst?" spurgte hun stille. Hun var jo lige så også frygtelig nysgerrig på ham. Hun lod sin pegefinger forsigtigt stryge over hans underlæbe, visse ting fra fortiden, havde hun dog ikke glemt.

[Deleted]

Derick havde ikke lyst til at dvæle i fortiden, men den forfulgte ham uanset hvor han gik hen og den ville forfølge ham, uanset hvor meget han så prøvede på at glemme den. Den var ham uundgåelig, netop fordi hans gamle venner endnu var i live, så et sted måtte han bare affinde sig med fortiden, og det var langt lettere sagt end gjort, for han havde virkelig svært ved at komme over den, og alt det som var sket. Det hele var så forbandet svært! Han smilede et stille smil til hende. ”Verden er ny, ja, og forandret, men alle cyklusser vil endnu være de samme. Månen vil altid skifte plads med solen, træet vil altid miste dets blade for at få dem igen. Nye regenter træder måske til, men de gamle vil altid blive husket. Selv du er husket Elanya,” svarede han stilfærdigt og smilede et lille mildt og opmuntrende smil til hende. Sandt var det. Enhver dronning og konge der havde udført noget godt, og gjort store og ærefulde ting ville blive husket. At hun havde savnet ham glædede ham blot, og det fik ham kun til at smile. ”Tak,” sagde han med et lille muntert smil. Han var faktisk ikke sikker på hvad han helt skulle sige, foruden tak, for der var så meget hun havde gjort for ham, som hun altid havde gjort. Hun fik ham til at kunne lide livet, hun fik ham til at føle sig befriet. Hun mindede ham om hvorfor han var ham. ”Tak for alt, Elanya,” endte han med et mildt smil.
At mærke hende tæt på var faktisk befriende. Hun fik Derick til at minde om de gode gamle tider, og deres første møde, hvor han havde fået sin første ven. Hun var faktisk den der havde kendt ham i længst tid, og så alligevel var der tomme huller i deres forhold til hinanden, for i den tid han havde været væk, der havde han ikke været hos hende, og der havde han ikke været en del af hende, men at hun endnu kunne huske ham, selv i det dette nye liv, det glædede ham ufatteligt meget! For han havde ikke lyst til at give slip på hende, det havde han aldrig været i stand til, end ikke selvom Denjarna havde bedt ham om det. Hun havde været jaloux, og han forstod hende, for han havde jo faktisk set Elanya alligevel og han havde haft en flirt kørende, skønt han havde valgt Denjarna. Han smilede til hendes ord. ”Jeg har altid vidst at du holdt af mig, ligesom det er gengældt,” svarede han sandfærdigt. Uanset hvor længe de havde været væk fra hinanden, uanset hvor mange år der måtte gå imellem dem, så ville de altid holde af hinanden, for det var hvad ægte venner gjorde. Intet havde kunnet stå i vejen for deres venskab, ikke engang hendes ægtemand og hans kæreste. Han rystede stille på hovedet til hendes ord. ”Slet ikke Elanya, vores fejl er med til at give os erfaringer, og erfaringer er med til at give os styrke. Man må lære af sine fejl, og det var vi begge to nød til, det er alle nød til! Dine fejl har givet dig en erfaring, og du er ikke længere så naiv som du har været. Du har fået langt mere styrke,” sagde han stilfærdigt og med et smil på læben. Hendes hånd mod hans kind, fik ham ikke til andet end at smile, og de mørke øjne hvilede mildt i hendes grønne. ”Nemlig. Vi har begge fået en chance til, en chance, som vi bør udnytte og gøre store ting med. Og det vil du endnu kunne, skønt du ikke er dronning.” Han havde i hvert fald tænkt sig at gøre nytte af den nye chance han har fået.
Meget ondt var åbenbart sket hende, og det var ikke en tanke som Derick måtte nyde noget godt af! Bestemt ikke. Men det hørte til fortiden, og den havde han et sted ikke lyst til at rive op i. ”Det gør mig ondt Elanya,” endte han stilfærdigt, for det gjorde ham ondt at hun havde været igennem så meget ondt. ”Men…” Han rynkede let brynene, ”hvis Lestat Junior ikke er din og Lestats søn, hvis er han så?” Det forvirrede ham i den grad, også fordi hun faktisk havde haft flere end blot David, Legacy og Lestat. Han trak ganske svagt på skuldrene. ”Tja, jeg efter at jeg blev dræbt første gang, kom jeg tilbage som dødsengel, hvor jeg så valgte at isolere mig med Denjarna, for at gøre en bedre ende med hende, og prøve på ikke at svigte hende så mange gange igen. Men vores lykke varede ikke ved. En sjæl fra dødsriget kom for at trække mig tilbage til dødsriget, fordi jeg ikke havde gjort min opgave, en opgave jeg ikke engang kunne huske dengang eller den dag i dag. Det lykkedes mig at slippe væk fra døden, eller det troede jeg, for hvordan kan du flygte fra noget, der hele tiden kan følge dig? Jeg blev dræbt igen af den krop, som sjælen havde besat. Og så har jeg levet i dødsriget, hvor jeg hørte om Denjarnas selvmord, og din død. Jeg kunne ikke opsøge Denjarna, eftersom hun befandt sig i en anden dimension, og dig ønskede jeg ikke at finde, fordi jeg fik at vide at du ville blive genoplivet, og jeg var bange for at jeg ikke ville kunne give slip på dig igen, hvis jeg først fandt dig. Og nu er jeg så tilbage for at tjene Døden.”

[Deleted]

Elanya var selvfølgelig frygtelig glad for den chance og mulighed som hun havde fået, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. At hun så endelig kunne få lov til at stå ansigt til ansigt med noget som var hende så frygtelig velkendt, var virkelig bare noget af det bedste ved det hele. Hvad hun så skulle bruge denne nye chance til, var jo så det som måtte være helt og holdent ukendt for hende, for hun vidste det praktisk talt ikke. Hun havde været død i mange år, hun havde været i en længere hvile, det var end ikke noget som hun kunne komme det mindste udenom og det var noget som hun var revet brutalt ud af på denne måde, og hun hadet det et sted! De mørke øjne hvilede stille i hans blik. Det var ganske enkelt utroligt, hvor meget man kunne savne et væsen som havde været en så nær, selvom hun var skrottet til ære for Denjarna, så var de virkelig ikke noget som hun ville klandre ham for. Hun havde vel bare desperat prøvet på, at skulle komme videre selv, selvom det virkelig havde været forbandet svært selv for hende og det i sig selv, kunne virkelig være.. skræmmende? Hun sendte ham et stille smil. Han formåede at få hende rolig, og det var virkelig også noget som gjorde hende glad i det indre. Hun strøg let og stille hans kind. Hun kunne vitterligt ikke lade være. "Tror du virkelig, at jeg vil være husket efter flere generationer?" spurgte hun stille. Et sted var det jo noget af det som.. hun vel et sted var bange for? At han takket hende for alt, fik hende blot til at ryste på hovedet. "Det er mig som takker, Derick.." sagde hun blidt.
Minderne omkring deres møde dengang for så frygtelig mange år siden, var virkelig noget som stod tydeligt i Elanyas sind. Det var noget som hun for altid ville huske - at selv i de ekstremt hårde tider, så kunne lykken findes og det var hun et klart bevis på. Han havde altid været en som kunne få hende til at smile. De havde jo for pokker løbet rundt her som havde de været små børn! Med latter, kildeture og alt det som måtte være en del af det, det kunne virkelig ikke være bedre end det, det var der end ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du har altid haft en betydning for mig," sagde hun stille. Hun var intet andet end ærlig. Ægte venner måtte hjælpe hinanden og det at hun havde været gift og han havde haft en anden, det havde aldrig fået lov til at stå i vejen for at de skulle mødes, og det var noget som hun var noget så frygtelig glad for i den anden ende, det var der end ikke nogen tvivl om. "Jeg har brugt evigheder på at lære af mine fejl," påpegede hun stille. Hun var ikke perfekt. Slet ikke! Hun var nok noget af det mest uperfekte, som man nogensinde vil kunen komme tæt på, og det var endda noget som morede hende. Hun vidste, at hendes kære datter Faith, var på helt samme måde som hende selv. "Erfaringerne kom ikke til mig før flere år efter, at jeg havde fundet ud af, hvad jeg havde mistet.." Hun var bestemt ikke stolt af det, hun havde virkelig bare været noget så frygtelig blind! Hun sendte am et svagt smil. "Jeg har i det mindste lært lidt af mine fejl.. Hvis du kan stå foran mig, se mig i øjnene og sige, at jeg er en stærk person, for det har jeg bestemt ikke været længe," sagde hun stille. Hun kunne virkelig ikke være andet end taknemmelig, for hun vidste, at han snakket sandt. Han havde vel heller ikke nogen grund til at skulle lyve for hende?
Hun brød slet ikke ind i hans talestrøm, i og med, at hun måtte finde det frygtelig uhøftligt, så hun lod ham snakke færdigt, før hun ville sige noget som helst. HUn blinkede let med øjnene. Hun trak svagt på smilebåndet og med en næsten uskyldig mine, selvom hun var langt fra uskyldig! "En familieven holdt mig ved selskab i de stunder hvor Lestat var ude i krigen.. Det gik lidt for vidt en enkelt aften," forklarede hun stille. Lestat vidste det ikke, og hun ønskede helst at holde det sådan. At Denjarna havde begået selvmord, var noget som et sted.. lettede hende? Næsten som en sten måtte løfte sig og fjerne sig fra hendes bryst, og det var virkelig bare en.. behagelig følelse et sted. Hans liv havde bestemt heller ikke været en dans på den røde rose og hun vidste også, at hun havde været en af grundene til at han havde haft problemer med hans kære Denjarna, hvilket hun selvfølgelig var ked af, for hun havde virkelig ikke ønsket, at skulle være i vejen. Hun lod hovedet søge let på sned. "Du.. var bange for, at du ikke kunne give slio på mig igen?" spurgte hun stille, som noget af det som hun måtte bide sig mærke i. Hun strøg ham roligt igennem håret og lagde hånden frygtelig forsigtigt i hans nakke. "Det gør mig ondt, Derick.. Det gør det virkelig.. Efter alt det med Denjarna og.." Hun bed sig svagt i læben. Hun havde jo selv holdt afstand til sidst. "Jeg er ked af.. hvis jeg ødelagde det for Jer dengang, det var aldrig min mening.." indskød hun yderst dæmpet.

[Deleted]

At være tilbage fra døden var en underlig følelse og fornemmelse, for alt virkede virkelig helt anderledes, alt så ens ud, men alt var så ukendt, at man skulle tro at det var løgn. Faith levede dog endnu, Moniqe var død, dræbt af Kimeya, Elanya var kommet tilbage fra de døde, genoplivet af hendes søn, Gabriel, Denjarna var død og borte, og så var der Derick selv, der var kommet tilbage fra de døde, for at tjene Døden og skaffe sjæle og opretholde balancen mellem det gode og det onde. Det så ud til at være en umulig opgave, som ventede forude for ham. Men derfor var han også nød til at orientere sig i den nye verden, som han var kommet ind i, og efter de nyeste nyheder, så var der sket et attentatforsøg, som havde dræbt Gabriel, Elanyas søn, og den mand, som havde været utro med Denjarna. Så han vidste ikke helt om han skulle grine eller græde, for han havde ondt på Elanyas vegne, men tanken om at Gabriel havde været skyld i Denjarnas utroskab, den gjorde ham bare … ligeglad med Gabriels død. Men nu var Denjarna alligevel væk, så i princippet var det hele jo ligegyldigt, selv det skete mellem Denjarna og Gabriel. Han havde fået et nyt liv, og en ny chance, og den chance måtte han blot udnytte, og se om han kunne gøre alt bedre end sidst. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Folk kan stadig huske dig, du står i historien, hvem siger at du ikke vil blive husket om flere generationer?” spurgte han stilfærdigt og smilede et mildt smil til hende. Strøgene mod hans kind havde han intet imod, de fik det blot til at sitre i hans krop. Han rynkede ganske let brynene. ”Takker du mig? Hvorfor dog? Jeg har aldrig gjort noget stort for dig,” svarede han sandfærdigt, og det var nok det som ramte ham hårdest, at han faktisk aldrig havde gjort noget specielt for nogen, foruden Denjarna.
Minderne ville aldrig nogensinde blive slettet fra Dericks sind, og han var ikke helt sikker på om det var godt eller sandt, for det at vide at de havde haft det så godt sammen, at Elanya havde været den første der havde set ham i sit mørke, og så bare smide det hele væk på grund af Denjarna, det var virkelig ufatteligt smertende! Men han håbede på det bedre, og tiden måtte vise, hvad der ventede dem. Et sted vidste han jo godt at han altid havde betydet noget for hende, men det overraskede ham alligevel, nok mest fordi han havde bildt sig det modsatte ind. Han trak let på smilebåndet. ”Du har også altid betydet noget for mig, Elanya,” svarede han oprigtigt, for sandt var det jo, og selvom han havde haft Denjarna der have været jaloux, så havde det ikke stoppet ham fra at se Elanya, en tanke der faktisk måtte more ham en del. Hun mindede ham ufattelig meget om Faith, som selv havde en hård tid efterhånden, men selv hende ville han hjælpe, og han havde lovet hende at komme igen, med mere smertestillende for hendes mange fysiske smerte, for de psykiske kunne han kun prøve at snakke fra hende, men at miste den person man elsker højest, det er ikke let, og det vidste han. Hans hovedsøgte ganske let på sned, og han smilede skævt til hende. ”Men de kom, og det har gjort dig klogere på det område,” pointerede han. Hendes erfaringer kom måske sent, men de var jo kommet, det gjorde de jo altid. Han rystede ganske let på hovedet. ”Du har altid været stærk Elanya, selv i den koldeste og mørkeste tid, så formåede du at finde det lys til at guide dig frem. Alle er ikke udødelige, og alle må bukke under for døden på et tidspunkt, selv de mest mægtige konger og dronninger.” Han smilede et lettere kærligt smil til hende. Han var glad for at være hos hende igen, bare det at se hende, fik varmen til at sprede sig i hans krop.
Derick lyttede ganske let til hendes ord, selvfølgelig var det med en anden, når hun havde sagt at det ikke var Lestats, men det fik ham til at trække skævt på mundvigen. ”Du har haft gang i mange, hva’?” spurgte han lettere drillende, skønt det jo faktisk var sandt. Hun havde ikke kun haft de tre; David, Legacy og Lestat, men en anden foruden Lestat, og andre før David, som hun havde fået Faith og hendes søstre med. Det var efterhånden så mange, at han ikke engang havde styr på det. En dans på en rød rose, havde hans liv bestemt ikke været! Men hvis var efterhånden egentlig det? Alle stødte på problemer, eftersom det var uundgåeligt, men der var jo forskel på hvordan man tacklede problemerne, og hvordan man rettede op på dem, inden det var for sent. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Nemlig. Jeg vidste jo at du blev genoplivet, søgte jeg efter dig og fandt dig, så ville du pludselig blive revet fra mig, fordi du ville blive genoplivet, og så ville jeg stå alene endnu engang,” forklarede han roligt, for sandt var det jo, og han ønskede ikke at føle den smerte igen. Hånden igennem hans hår og som måtte ende omme i hans nakke, havde han intet imod, han nød trods alt hendes nærvær. ”Du har aldrig ødelagt noget, Elanya. De problemer der blev skabt, var på grund af mig selv, så det skal du slet ikke tænke på.” Han smilede mildt til hende.

[Deleted]

Det var virkelig underligt, at skulle være tilbage igen, det var helt sikkert og dog, så ville Elanya virkelig bare nyde hvert eneste lille øjeblik og da specielt hvis det skulle foregå på denne måde, så ville hun bestemt gøre det! Så var der virkelig ikke noget andet at gøre for hende. Derick var noget af det som hun kunne huske og noget af det som hun havde haft det bedst med, så det var heller ikke noget, som hun ville give det mindste slip på overhovedet! Hun betragtede ham let med de grønne øjne. Nok var hans ikke de gamle violette som hun kunne huske, men den gamle Derick var derinde et sted, og det var bestemt også den tanke som hun måtte klamre sig sådan fast til. Gabriel var væk nu og det samme var Denjarna. Direkte måtte hun jo erkende, at hun virkelig ikke havde noget imod, at den kvinde var væk, for det gjorde automatisk, at hun ikke behøvede at føle det så frygtelig akavet, at skulle stå der med ham, selvom det nu ikke havde hindret dem i, at skulle møde hinanden dengang. Hun følte nu alligevel en anelse skyld når det kom til stykket. Hun havde virkelig ikke ment, at skulle stå i vejen for dem og hun vidste jo, at Denjarna aldrig havde brudt sig om hende. "Hvem siger, at folk vil huske mig?" spurgte hun stilfærdigt. Hun var virkelig bange for at blive glemt, alt det som hun havde gjort for lyset og for Procias dengang, at det skulle gå i glemmebogen. Gabriel kunne være blevet til noget stort, det var helt sikkert, selvom.. det hele var ødelagt og hun hadet det! Hun sendte ham et stille smil. "Tro mig, du har gjort meget mere end det som du sikkert vil stå og tro, Derick.." Hun klappede ham let på kinden. Måske, at han havde taget hende for givet dengang, men det var en fortid nu og den ville hun virkelig ikke hænge ham fast i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Du så andet end en dronning i mig," påpegede hun roligt. Det var nok det bedste ved det hele, for det var der virkelig ikke særlig mange som havde gjort, og det var noget som virkelig bare kunne irritere hende. Hos Derick havde hun været i stand til at more sig, at grine og le og bare være sig selv uden nogen forventninger eller krav, det var så sandelig også det gode ved det. Det bedste for hende, havde dog været, da det havde resulteret i et kys.
Alt som var sket før i tiden, ville selvfølgelig aldrig nogensinde forsvinde fra Elanyas sind, det vil altid være ved hende, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovdet. Alt det som var sket hende dengang, var jo noget som hun stadig måtte huske og mindes om hver eneste dag for resten af hendes liv, selvom der var så frygtelig meget, som hun bestemt ikke var stolt af på nogen måde, det var helt sikkert. Hun kunne ikke lade være med at smile. "Ligesom du altid har haft en betydning for mig," sagde hun med et roligt og stille smil. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile ved den tanke alene, det var helt sikkert. Hun lod hovedet søge ganske let på sned. Denjarna var væk og hun følte sig virkelig bare lettet over den tanke alene, så det sagde vel også en del om hvordan hun havde haft det med ham? Selvom hun udmærket godt kendte til følelsen af, at skulle miste. Hun havde virkelig følt, at hun havde mistet ham dengang han havde valgt Denjarna. Det havde faktisk knust hende, selvom det aldrig var noget som hun havde fortalt ham direkte. Desuden.. hvordan ville han da reagere på den nyhed? Det ville hun slet ikke kunne tænke på og det ønskede hun heller ikke. Det var måske en flirt, men fra hendes side af, så havde det været så meget mere oveni, det var sikkert. "Den erfaring kom desværre til mig alt for sent.. Uanset hvordan du vil se på det, Derick." Hun valgte at tie, da han fremstillede hende som en stærk person. Hun havde virkelig ikke tal på hvor mange gange hun havde grædt sig selv i søvn. Hun sendte ham et stille og prøvende smil. "Jeg har aldrig været så stærk som jeg var før min bortgang.." Hun trak let på skuldrene. "Jeg græd mig selv i søvn.. aften efter aften.. Det blev for hårdt for mig, simpelthen." Nok havde Faith meget efter sin mor, men den stolthed havde hun virkelig intet imod, at lade falde for en som Derick. Han kendte hende godt nok fra før af vel? Hun smilede let og trak let uskyldigt på skuldrene. "Når man har fået for meget at drikke.. så går det lidt galt," påpegede hun med et stille sml. Mange mænd havde været forbi hendes liv og dog, kunne hun kun sige sig, at have været utro den ene gang. Hun havde blot søgt bekræftelsen.. på om hun egentlig var god nok ved en anden mand. Hun fortrød det noget så bittert i dag! "Denjarna hadet mig, Derick.. Det kan næppe kun være på grund af dig," sagde hun stille. "Havde jeg vidst, at du var i dødsriget, så havde jeg søgt efter dig." Hun blinkede let med øjnene. Havde hun bare vidst det! Nu var hun bare glad for, at stå der ved ham og sammen med ham igen. Hun sendte ham et stille smil. Hun lod en finger roligt vandre igennem hans nakkehår og så ham i øjnene. "Den smerte, har du aldrig nogensinde fortjent," afsluttede hun stille. Det gjorde.. ondt at vide, alt det som han havde været igennem.

[Deleted]

Derick ønskede vitterligt ikke at tænke på fortiden, skønt den blev ved med at dukke op, og det ville den nok altid gøre, han ville et sted altid sidde fast i fortiden, for han havde svært ved at glemme Denjarna, men selv Elanya kunne han ikke få ud af hovedet. For hans side havde det faktisk ikke kun været en ’uskyldig’ flirt, hun var den første der havde set ham, hun var hans første og bedste ven, og han havde selv haft følelser for hende, og nu var Denjarna væk, men ikke Elanya, og det var en underlig følelse. Det var et sted akavet at tale om fortiden med hende, netop fordi de havde haft deres flirt. En flirt han ikke kunne eller ville glemme. Han havde endda overtrådt Denjarnas forbud om at se hende, fordi hun havde været jaloux, og et sted med god grund, for han havde ikke kun kysset Elanya én gang, faktisk flere gange, skønt han havde været sammen med Denjarna, og selv dengang havde det været forvirrende og frustrerende at have følelser for to på én gang. Men det var ligesom gået i sig selv, han havde haft Denjarna, og Elanya havde haft David, de var jo nærmest automatisk gået hvert til sit, og havde det også været bedst? Han bebrejdede faktisk ikke Elanya for at være lettet over Denjarnas død, for han havde det vel lidt på samme måde? Han gik ikke ud fra at hun havde andre, og det i sig selv, var faktisk noget som endda måtte lette ham og gøre ham … glad? ”Selvfølgelig vil du blive husket, du var dronning, alle husker dig, og du står garanteret allerede i historiebøgerne, og hvad så hvis folket ikke husker dig? Du har venner, som gør, og som endda kan fortælle det videre til børnene og børnebørnene,” svarede han med et lille opmuntrende smil. Husket skulle hun i hvert fald ikke være bange for at hun ikke ville blive, for der var mange der kunne huske hende, selv folk fra alle lande. Hun havde jo trods alt været dronning, og et sted undrede det ham at hun endnu ikke var det, men det var vel fordi hendes tid var ovre? Fordi det var på tide at en anden trådte til? Efter hans mening, så havde hun gjort en del for Procias, og ført landet ganske langt, så det var faktisk ærgerligt at hun ikke var dronning længere. ”Det glæder mig da, at du ikke husker mig som et fjols,” sagde han mildt, for det var vel egentlig hvad han havde været? Til tider strejfede tanken om hvad der ville være sket, hvis han havde valgt Elanya frem for Denjarna ham. Og mysteriet lå der, men et sted var det også akavet at tænke på. Han trak på mundvigen, da hun klappede hans kind, og han lod roligt sin ene hånd falde omkring hendes, inden han skænkede hendes ene kno et blidt kys. Savnet var hun i hvert fald. ”Jeg så dig også som mere end en ven,” påpegede han roligt, sandt var det jo, og det var vel ikke nogen hemmelighed? Han havde jo følt mere for hende, end et venskab som sådan.
Elanya havde altid haft en ufattelig stor betydning for Derick. En betydning, som han faktisk ikke helt var i stand til at sætte ord på, for hun havde jo ikke bare været hans ven, ikke bare været flirt, det kom aldrig så vidt at de fandt sammen, men han havde altid haft følelserne for hende, og han vidste ikke om han endnu bar de følelser for hende, et sted gjorde han vel? De følelser forsvandt jo ikke bare lige sådan, ligesom hans følelser for Denjarna heller ikke gjorde. Han blev hjemsøgt af fortiden, og han brød sig ikke om det. ”Du har altid været mig et kært eje,” svarede han sandfærdigt. Han havde nok aldrig fundet sammen med hende, men af den grund havde han altid holdt af hende. Og det gjorde hun endnu. ”Det gjorde den måske, men du har fået en ny chance, og bærer endnu de samme erfaringer. Det har kun gjort dig stærkere den dag i dag.” Han smilede et skævt smil til hende. Han var ved at bløde op, ligesom den gamle Derick var ved at finde plads i ham igen, men alt andet ville vel også være umuligt? Han var jo trods alt sammen med hende, og hun havde altid kendt hans rigtige jeg. Han gav hendes hånd et blidt klem, som han endnu ikke havde givet slip på den. ”Alle møder nedgang, men det gør dig ikke til en svag person, Elanya. Du har aldrig været svag. Ikke i mine øjne i hvert fald.” Sandt var det jo, han havde aldrig kunnet se hende som svag, hun havde været dronning og haft et stort ansvar, selv de adelige måtte møde nedgang. At hun trak uskyldigt på skuldrene fik ham til at trække på smilebåndet, for uskyldig var hun langt fra! Faktisk noget han nød. ”Hold op. Du har aldrig været dranker! Du fandt bare aldrig den rigtige,” påpegede han med et kærligt smil om læberne. Sandt var det vel? Når hun havde haft så mange, aldrig én hun kunne holde på, så den rette havde hun vel aldrig fundet. ”Denjarna var bare jaloux, men det forstå jeg nu godt, hun vidste at jeg ikke kunne give slip på dig,” sagde han med et stille smil. Det var blot sandheden, han havde jo altid næret følelser for Elanya, og det havde Denjarna vidst, derfor havde hun også forbudt ham at se hende. Han rystede let på hovedet. ”Havde du ledt efter mig og fundet mig, så havde jeg stadig ikke kunne give slip på dig, når du blev genoplivet. Jeg er bare glad for at stå med dig her igen,” svarede han stilfærdigt og smilede mildt. At hendes finger måtte lege med hans nakkehår, fik det til at sitre i hele hans krop. Han lod let sin pande falde mod hendes, imens hans øjne hvilede i hendes. ”Det skal du ikke tænke på. Jeg klarede mig jo igennem det,” hviskede han sandfærdigt.

[Deleted]

Elanya fandt det virkelig forbandet egoistisk af sig, at skulle tænke sådan om Denjara som hun gjorde, men det lettede hende virkelig, at Derick ikke længere kunne være sammen med hende. Måske, at det kun havde været en flirt fra deres side af, men han havde jo trods alt valgt Denjarna over hende selv. Selvom den tanke virkelig havde gjort noget så frygtelig ondt, så var der virkelig ikke noget som hun sådan rigtigt kunne gøre ved det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Fortiden ville altid være der. Det var jo den som havde lagt grundlaget for den som man var blevet og hun vidste det. Et sted var hun virkelig bare glad for, at være sluppet for den trone, for landet og det Procias som hun havde skabt i sin tid, det kunne hun simpelthen ikke genkende. Der var så frygtelig lidt, som hun kunne genkende! Derick blev en som hun altid vil kunne genkende og nu hvor hun stod sammen med ham, så genkendte hun virkelig kun mere og mere af ham, og det var virkelig noget af det bedste, som kunne ske hende lige nu. Det var virkelig noget som kunne gøre hende noget så frygtelig rolig, og det sagde virkelig ikke så lidt. Var hun først urolig, så kunne hun virkelig være svær at få roet ned. Han havde trodset Denjarna og hendes forbud, som hun selv havde trodset Davids i sin tid, men igen - den mand havde valgt, at skulle efterlade hende med tvillinger på armen og et land henlagt i kaos efter en af de mange krig som havde været dem imellem. Det var noget som havde været hårdt.. ekstremt hårdt! Et kys var blevet til flere, og det var der at Elanyas alarmklokke havde ringet; Dengang havde det været så forkert, udelukkende fordi, at de havde haft en begge to. Det var noget som i den grad også måtte gøre noget så voldsomt ondt. Hvad ville der være sket, hvis det var Derick som hun havde haft? At han hade valgt hende fremfor Denjarna? Tanken havde selv strejfet hende så mange gange, selvom det virkelig havde været helt umuligt at skulle forudsige, hvad der ville være sket. En vampyr på den procianske trone.. det var hende bare en morende tanke. "Tiderne har endnu en gang skiftet, Derick.. Hvor mange af mine venner genstår fra dengang?" spurgte hun stille. Hun kendte.. ham. Hun blinkede let med øjnene. "Måske jeg allerede står i bøgerne.. Hvem ved.. Det her er jo længe efter min egen storhedstid. Procias står i fald. Jeg kan ikke engang genkende mit eget land længere.." Den lette frusration var at skulle spore i hendes stemme, det var der ikke nogen tvivl om. Hun måtte slippe et let grin. "Et fjols har du altid været," påpegede hun med en sigende mine. Det var tydeligt ment i dril og ikke noget alvorligt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han måtte virkelig bare få hende til at føle sig vel. Bare en af dem, som virkelig formåede, at få hende til at føle sig så.. feminin "Mere end som en ven?" gentog hun stille. Det var da ikke nogt som hun havde hørt noget om før.
Følelser ville ikke bare forsvinde og så meget vidste Elanya jo udmærket godt. At stå her, var som at blive kastet dirkte tilbage til den gamle fortid, dengang hvor de kunne rende rundt som små børn. Hun havde ønsket ham det bedste, og hun havde bare fundet det bedst, at skulle holde sig på en vis afstand, for alt det andet, ville virkelig ikke være til nogen gavn overhovedet. Hun betragtede ham stille og med et smil, et ganske så roligt og frygtelig naturligt smil. "Ligesom du altid har været for mig," sagde hun stilfærdigt. Det var trods alt en sandhed. Hvis det ikke var fordi at han havde problemer med Denjarna, så havde hun heller ikke holdt sig væk. Hun havde fundet det bedst, selvom det virkelig havde været noget som havde gjort så frygtelig ondt. Hun ville ikke tænke på det mere. Denjarna var væk og det lette hende virkelig noget så frygtelig ekstremt! "Det gør vel ikke mig til en stærk person, at lære så frygtelig sent?" At hun var stærk i hans øjne, det gjorde hende glad, for hun havde i den grad prøvet og igennem så forbandet lang tid, at man skulle tro at det var løgn. "De sidste mange år, har jeg virkelig ikke mødt andet end nedgang og modgang.. Der har man virkelig manglet dig," sagde hun dæmpet, dog meget ærligt. Han var virkelig en af de få, som hun ikke havde noget imod, at skulle åbne sig for, en af de få, som hun ikke havde noget imod, at skulle lukke helt tæt på sig, nøjagtigt ligesom dengang. Et sted, måtte det jo alligevel more hende, at Denjarna havde anset hende som en så stor trussel og specielt fordi, at hun slet ikke havde ønsket at komme i vejen for dem. "Du får mig jo næsten til at lyde som noget frygtelig værdifuldt, Derick.. Du ved lige så godt som mig, at vi slet ikke burde have set hinanden.." sagde hun stille. Det var forkert på meget mere end en måde; Han havde været vampyr og hun var magiker og dronning. De var fjender på sit vis, selvom det aldrig nogensinde havde vist sig, at være sådan, når de endelig havde været sammen. Den ene gang, hvor de var endt i kamp, kunne Derick jo ikke slå hende ihjell, det huskede hun så tydeligt. Panden som måtte møde hans egen, fik hende virkelig bare til at smile. Hendes hånd fortsatte blot ganske let og åndsfraværende sine strøg over hans nakke. Han kunne jo stoppe hende, hvis hun gik for langt og han vidste det vel godt? "Du har altid haft en større betydning end blot en ven for mig, Derick.. Havde jeg vidst, at du havde været der, så havde jeg søgt.. søgt fra nu og til verdens ende." Hun sendte ham et næsten så kærligt smil og klemte let omkring hans hånd. Det kys mod hendes kno, var hende en varmende følelse som hun ikke ville slippe. "Du er her.. det er virkelig det vigtigste for mig."