Skæbnens Ironi...

[Deleted]

Denjarna var væk. Hun kom ikke tilbage, eller det gik Derick i hvert fald ikke ud fra, for man vidste jo aldrig, men et sted turde han slet ikke håbe på at det skulle ske, og nu hvor han havde fundet Elanya igen, så ville Denjarna vel egentlig også blot komme i vejen? Han havde savnet Elanya og det så ud til at hun også havde savnet ham, hvilket han da håbede, for han havde virkelig manglet hendes selskab! Det havde været så dejligt at være sammen med hende, og at miste hendes venskab frem for Denjarna det var han faktisk frygtelig ked af, for man vidste virkelig ikke hvad man savnede før man havde mistet det, og han havde i den grad savnet Elanya, og det kunne han specielt mærke, nu hvor han stod her hos hende igen, og denne gang var det jo ikke forkert for denne gang, var der kun de to, denne gang havde ingen af dem nogen hos dem, denne gang havde de faktisk ret til at gøre hvad de ønskede, selvom det vel et sted var respektløs gjort overfor Denjarna? Han vidste jo at hun havde hadet Elanya, og kunne hun se dem nu, så vidste han at hun ikke ligefrem ville se positivt på det, især ikke når de stod i hinandens favn. Men et sted kunne man vel heller ikke klandre dem? De havde trods alt ikke set hinanden i flere år, og Derick havde slet ikke længere tal på, hvor længe siden det var at de havde set hinanden, men uanset så var han glad for at få muligheden for at kunne stå her i hendes favn endnu engang, for det havde han faktisk savnet. Bedste venner det ville de altid være! Det var en uundgåelig ting, for hun ville altid være den første som havde set ham, den første som havde været der for ham, og det ville han altid huske hende for! Uanset hvor meget han så end lod vær med at tænke på det, så ville det altid dukke op igen, for han kunne ikke lade vær med at have det dårligt over, at han altid havde tilsidesat alle andre, blot for at være der for Denjarna, som selv havde været ved at forlade ham engang. Elanya havde altid været der for ham, men det var vel ikke gengældt? Jovist han havde da talt med hende til tider, men de var jo faktisk gledet mere og mere fra hinanden, han var dog glad for denne genforening, for han havde virkelig savnet hende! Han trak svagt på skuldrene. ”Ja, og se hvordan det hjalp mig.. jeg mistede mine venner, og nu har jeg mistet Denjarna,” svarede han stilfærdigt. Faith havde i hvert fald tilgivet ham, og det så ud til at selv Elanya havde tilgivet ham, men.. det havde han jo ikke selv. Han bebrejdede sig endnu, og det var vel et sted det som var galt? Og så forvirrede det ham et sted, for han savnede jo også Denjarna. ”Sikke heldig jeg er hva’?” Han rystede let på hovedet af sig selv. Det var ikke for at være selvynkende, men det var sådan at han havde det. Han følte virkelig at han havde svigtet alle andre omkring ham, og se hvordan han blev takket; han havde ingen tilbage længere. Han trak let på smilebåndet, han gad slet ikke være trist, ikke når hun var her, det var desuden også umuligt. Han strøg hende kort, men blidt over kinden, imens hans mørke øjne hvilede i hendes smukke grønne. ”Men jeg har savnet dig, og jeg er glad for at du er her igen,” svarede han oprigtigt, hvor smilet end ikke kunne falme, ikke når han endelig var i hendes nærvær igen, for det var faktisk et nærvær han havde savnet utrolig meget.
Det havde godt nok været Dericks hensigt at få hende til at rødme, og det var tilsyneladende også lykkedes ham, hvilket virkelig måtte more ham. Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, og som hun vendte blikket forlegent ned mod hans bryst. ”Det er vidst lidt af begge,” svarede han eftertænksomt og smilede skævt til hende. Det havde godt nok været meningen at få hende til at rødme, og folk måtte da næsten le af dem, sådan som de stod begge helt røde i ansigtet, skønt den røde farve i Dericks ansigt var ved at falme igen. Men selvom det havde været meningen, så mente han stadig at hun var smuk som en rose, det havde hun jo trods alt altid været. ”Men smuk vil du altid være Elanya,” svarede han stilfærdigt, og smilede mildt til hende.

[Deleted]

Denjarna var måske væk, men det var virkelig ikke ensbetydet med, at han var kommet over tabet af hende, og det var også det som automatisk gjorde, at hun holdt en lille afstand, selvom hun stod så tæt på ham som hun gjorde i øjeblikket. Det var tydeligt, at han havde elsket Denjarna og det havde hun også respekten for, selvom hun aldrig havde lært den kvinde helt at kende på nogen måde, og et sted, så var det også noget som hun måtte være ked af, for hun ønskede virkelig ikke at miste Derick på den måde, som hun havde gjort det. Han havde været hende en frygtelig god ven og de var gledet fra hinanden, uanset hvad hun havde gjort ved det, så havde det tydeligt aldrig været nok, men pointen var vel, at hun havde prøvet? Han havde måske mistet meget, men hun var der stadig, hvis han ville lukke hende tæt på selvfølgelig. De grønne øjne hvilede stille på ham og med det stille smil på læben. Hun gjorde ham glad og det lettede hende virkelig bare, at hun kunne huske ham og at han kunne huske hende fra dengang, for overfor ham, så var hun ikke meget anderledes end det som hun havde været dengang. Den eneste forskel var vel bare, at hun ikke havde den kongelige titel med sig efterhånden, det var vel også det eneste i bund og grund? Hvad der var sket i fortiden, var nu ikke noget som de kunne ændre på og det var vel også det som de have lært af i eftertiden? Det var i det mindste sådan at hun måtte se på det, så man kunne virkelig ikke gøre noget andet end at håbe på det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Nu var det kun de to og det var.. en trøst et sted? At de ikke havde nogen, nogen af dem? ”Man lærer af det som man erfarer, Derick.. Jeg er ked af, at du har mistet hende,” sagde hun stille. Det var ord som hun faktisk måtte stå ved, for hun havde jo set hvor meget han havde elsket hende, så det var noget som hun bare måtte bide i sig om ikke andet, det var helt sikkert. ”Du har ikke mistet alle.. Du har stadig mig,” påpegede hun næsten forsigtigt. Det var vel ikke fordi at hun ikke var værdifuld eller noget, for hun var vant til at folk efterhånden vendte hende ryggen.. Det beviste jo bare for hende, hvor mange af dem som havde været ægte venner i stedet for det andet. Det skræmte hende næsten, at det var sådan her, at det måtte forholde sig når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. De strøg over hendes kinder, var noget som blot måtte få hende til at smile, det var slet ikke nogen tvivl om det overhovedet. Hovedet lod hun søge stille mod hans hånd, også for at vise ham, at det var okay at han gjorde det, for hun kunne virkelig ikke nyde noget andet end at have ham tæt på sig, som det hun havde. Det var virkelig bare savnet, at det var de to.. Når det endelig havde været selvfølgelig. De små kys de havde delt dem imellem og med det hele. Det var virkelig noget af det bedste ved det hele. ”Du er savnet i alle de sekunder vi er adskilt, Derick,” sagde hun stille. Hun var ærlig overfor ham, for det kunne slet ikke falde hende ind, at skulle lyve! De grønne øjne forlod ikke hans blik på noget som helst tidspunkt overhovedet, det var slet ikke noget som hun var i stand til når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Du har aldrig løjet for mig,” sagde hun stille. Hun hævede hånden stille og strøg ham roligt igennem håret, hvor hun forsigtigt lod hånden blive liggende i hans nakke. Det var jo heller ikke fordi at han havde afvist hende til nu, så.. hvorfor ikke? ”Men mange tak.. Du er en af dem som altid har formået at få mig til at smle,” sagde hun stille. Det i sig selv, var sagt med en klar rødmen i hendes kinder, selvom det jo faktisk var sandt! Hun havde altid kunne være omkring ham, smile, grine og endda lege som havde de været små børn. Det havde virkelig været noget af det bedste ved det hele!

[Deleted]

Derick kunne selvfølgelig ikke komme udenom sine følelser til Denjarna, og om de altid ville være i ham vidste han ikke, for det skulle vidst først gå op for ham at hun var væk, og at hun ikke ville vente på ham derhjemme, at hun ikke ville komme tilbage til ham, for hun var væk for altid. Og problemet var vel faktisk at det ikke var gået op for ham endnu? Og inderst inde i hans baghoved, så vidste han det jo godt, og derfor var det jo faktisk også lidt akavet at stå her med Elanya igen, især når de begge havde følt det samme for hinanden dengang. Det var også derfor at han følte sig så forvirret i øjeblikket, for han elskede jo stadig Denjarna, gjorde han ikke? Og det var som om at alle hans følelser kom tilbage til ham, som havde de stået ligesom i fortiden, hvor de havde mødtes, selvom det havde været dem forbudt. Han havde haft Denjarna, og hun havde haft David, og senere hen Legacy. Der havde ligesom aldrig været plads for de to, og gad vide hvordan det egentlig var gået, hvis de to havde fundet sammen, dengang tilbage i Dødens Dal, hvor de tilmed stod nu, ganske ironisk faktisk, som om dalen bragte dem sammen, for det var jo også her at de havde mødt hinanden første gang, og nu stod de her igen? Ikke fordi det gjorde ham det mindste, for han var lidt ligeglad med hvor han ville møde hende, så længe at han havde fundet hende, så var han glad! Han kunne ikke lade vær med at smile ganske let til hendes ord. Det var jo ikke ligefrem fordi at de to tøser havde kunnet lide hinanden, selvom Denjarna klart havde hadet Elanya mere end det var gengældt fra Elanyas side af, men det var vel også gået den anden vej, hvis de to havde byttet roller, hvor han havde været sammen med Elanya og flirtet med Denjarna? Man ville gøre hvad som helst for den man elskede, så meget havde han da fået med, man blev næsten helt desperat. ”Tja, jeg er da også ked af at du har mistet dine kære,” svarede han stilfærdigt og smilede et lille skævt og mildt smil til hende. Hun havde jo godt nok haft David og senere hen Legacy, og dem havde hun nok ikke holdt af sådan rigtigt, men så havde der jo også været Lestat efterfølgende, og han levede vel endnu? Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet til hendes efterfølgende ord. ”Selvfølgelig har jeg dig, og det er jeg også glad for,” svarede han med det muntre smil, hvor han roligt trykkede hende ind til sig, blot for at understrege det. Han havde virkelig savnet hende! Og det var alt ved hende! Bare det at hun var i live igen var dejligt! Han havde faktisk savnet at kunne røre ved hende, og at hun gav ham grønt lys for at stryge hendes kind, ved at lægge hovedet mod hans hånd, fik ham blot til at smile bredere end hvad han gjorde, så selv de sylespidse hjørnetænder kom til syne, for han kunne virkelig ikke lade vær! Hun gjorde ham glad, hun fik ham til at smile og le, som hun altid gjorde, og det var dejligt, lettende og befriende!
Derick rødmede helt op igen til hendes ord, selvom den røde farve lige var ved at falme igen. Savnede hun ham hvert sekund der gik, når de var adskilt? Nej, hvorfor skulle hun dog gøre det? Han havde jo faktisk ikke behandlet hende særlig godt, han vidste godt at det havde været forkert af ham at flirte og tilmed kysse hende, selvom han ikke kunne fortryde det, og især når han faktisk søgte hjem til Denjarna bagefter, hvor det ikke kun havde været kys, men mere. Det måtte vel have været hårdt for Elanya at han havde haft Denjarna? Selvom hun jo faktisk også hele tiden havde haft nogen omkring sig, og derfor havde han ikke troet at han havde betydet så meget for hende, som han havde gjort. Men siden hun havde været forelsket i ham og ikke rigtig var kommet videre med nogen af de andre, kunne det så godt tænkes at hun havde tænkt på ham? At hun kun havde været sammen med andre, for ikke at være alene? For at have en favn at søge til? Han bed sig svagt i underlæben. Det gjorde faktisk ondt at tænke på. ”Nu gør du mig mundlam igen,” svarede han med et kort grin. Det var faktisk nyt? Hun plejede ikke at gøre ham mundlam på denne måde, men det var jo også først nu at kortene var blevet lagt på bordet. ”Jeg ønsker ikke at lyve for dig,” svarede han stilfærdigt, for sandt var det i den grad! Han trak på smilebåndet til hendes ord, hvor han nød hendes strøg gennem hans hår, og hånden i hans nakke havde han skam heller ikke det mindste imod! ”Jeg prøver at gøre mit bedste,” sagde han med et skævt smil. Han ville gerne gøre hende glad, det havde han jo faktisk altid villet.

[Deleted]

Elanya var udmærket godt klar over, at Derick havde brug for tid, netop for at komme over tabet af Denjarna og det var selvfølgelig også noget som hun ønskede at give ham. Han fortjente virkelig det bedste, også selvom hun virkelig bare havde lært at leve med tanken om, at det ikke havde været noget som hun kunne give ham.. Ellers var det måske endt anderledes dengang? Følelserne fra hendes side af, de var sande og de var ægte.. Nok var fortiden ikke noget som man burde forblive i, men set fra hendes side af, så havde hun virkelig også taget det hele med sig derfra og hertil.. Der var virkelig ikke noget som havde ændret sig det mindste set fra hendes side af, for han var stadig den samme i hendes øjne. Der var virkelig ikke nogen forskel, andet end at han måske havde et andet arbejde, havde en anden race, men han var vel stadig den samme Derick? Uanset hvad han havde formået at miste igennem sit liv, så ville hun stadig stå der, og det var uanset hvad han havde gjort overfor hende.. uanset hvordan han havde behandlet hende, for hun var iskker på, at alle handlinger var sket med en grund som hun sikkert ikke havde set, men den var der. Hun sendte ham et varmt smil. ”Når man mister, så er det ikke meningen, at man skal være sammen..” Det var ikke blot ment i en hentydning, men noget som bundede i hendes egen personlige erfaring. De var alle sammen revet fra hende en efter en.. Måske at hun havde været for naiv og lukket for hurtigt op, selvom det var noget som var faldet fra i årenes løb. Hun var virkelig ikke den naive tøs mere.. Slet ikke! Hun var blevet vis, hun havde lært at bruge sine erfaringer på en ganske anden måde end det som hun lige havde formået at gøre tidligere og det var virkelig også noget som hun var noget så frygtelig glad for, når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun nikkede igen. ”Lige præcis.. Og jeg går ingen steder,” påpegede hun stilfærdigt. Hvorfor skulle hun da lyve for ham? Det havde hun aldrig gjort og det var så sandelig heller ikke noget som hun nogensinde ville komme til!
At have Derick tæt på sig igen, var slet ikke noget som Elanya hade det mindste imod. Hun havde virkelig savnet ham og sandt var det, at hun normalt kunne ligge i sengen og tænke over at han måtte ligge i en anden kvindes arme, hvilket i den grad var en tanke som havde gjort noget så frygtelig ondt, at man skulle tro, at det måtte være løgn! Hendes blik hvilede roligt på ham, hvor hun selv roligt lod hånden stryge over hans nakke. Bare det at mærke, at det virkelig måtte være ham, var en ganske enkelt fantastisk følelse! Det gjorde forbandet ondt bare at tænke på, for hun havde virkelig også formået at græde sig i søvn så forbandet mange gange, selvom det nu var noget som hun valgte at udelade fra denne samtale.. Om ikke andet ,så for nu. Det var vel ikke så forkert igen at gøre det som de havde gjort? Selvom Denjarnas had på ingen måde måtte være gengældt.. Elanya hadet decideret ikke nogen.. Det var et frygtelig stærkt ord, også i hendes ordbog. Hun sendte ham et smil. ”Se, det der er jeg vel efterhånden blevet god til?” Hun betragtede ham roligt og med et dog kærligt glimt i de ellers smaragdgrønne øjne. Hun holdt forbandet meget af ham.. End ikke disse frygtelig mange år med adskillelse, havde ændret det for hendes vedkommende, og det ville det aldrig nogensinde komme til! ”Jeg må indrømme, at du er blevet god til det.. Du har altid kunne gøre mig glad, Derick.. Altid.” Det var jo trods alt sandt.. Sammen med ham, så havde hun formået altid at bare være.. sig selv, sig selv og ikke den dronning som hun havde været. Den anden hånd søgte ganske forsigtigt mod hans bryst, som hun strøg næsten varsomt.. Tænk nu hvis han ikke ville have det? Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst. ”Selvom.. Jeg må erkende, at det faktisk… er dejligt, at have dig alene.. Uden.. At hun er der til at drive dig væk fra mig,” sagde hun temmelig dæmpet. At Denjarna var væk, lettede hende virkelig, for så var det vel heller ikke så forbudt som det havde været?

[Deleted]

Derick havde været så tom, da han var kommet tilbage her til Jorden, men når man var sammen med sine gamle venner, der ikke havde forandret sig det mindste, så var det virkelig ikke svært at finde sit gamle jeg frem igen, det var ikke svært at åbne op og tale om dengang, for det var som om at der slet ikke var gået så lang tid som der var, selvom der selvfølgelig var sket en del ændringer i deres liv. Og så så de selvfølgelig heller ikke ud som dengang, for dengang havde de jo faktisk været en del yngre, for man kunne tydeligt mærke på dem begge at de havde vokset personlighedsmæssigt, skønt deres ydre også havde ændret sig, der var måske ikke sket det store med hende udseendemæssigt, for han havde fået en hel anden øjenfarve og hårfarve, hvor hun bare var.. blevet smukkere. Hun bar endnu de smukke smaragdgrønne øjne, som dog virkede så meget mere vise, men som sagt, så lærte man jo af sine erfaringer, og det havde hun tilsyneladende også gjort, og det glædede ham kun at hun var blevet stærkere psykisk, at hun ikke var så naiv som hun engang havde været, selvom han nu også selv havde været noget af et naivt fjols! Han tænkte ganske roligt over hendes ord. Hvis man mistede, så var det ikke meningen at man skulle være sammen med dem? Det kunne hun vel faktisk have ret i? Han havde mistet Denjarna hele to gange, så det var måske ikke meningen at han skulle være sammen med hende? Et sted ærgrede det ham at han så ikke havde gjort sit valg om for længe siden. ”Det.. kan du vel have ret i..” medgav han roligt og dog en smule usikkert, som han endnu tænkte over hendes ord. Det lød faktisk ganske fornuftigt i hans ører, desuden så vidste han jo også godt at hun ikke havde fundet de mest oprigtige mænd, men det betød vel blot at ingen af dem havde været den rette for hende? Og så var hendes udsagn jo faktisk rigtigt. Så han hørte ikke sammen med Denjarna? Hun var jo også væk. Han vendte roligt de mørke øjne mod hende, hvor han smilede muntert til hende. ”Det er jeg glad for,” svarede han oprigtigt, inden han lod begge arme glide omkring hendes liv, som han trykkede hende blidt ind til sig, hvor han kort lod sin pande møde hendes, så han kunne se hende direkte i øjnene. ”Og jeg har skam heller ikke tænkt mig at gå igen.. du kan jo tilsyneladende ikke klare dig uden mig,” påpegede han drillende, inden han blinkede ganske let til hende.
Nok var kortene kommet på bordet, men derfor kendte Derick jo ikke til alt om hendes følelser for ham dengang, han kendte kun til hans egen for hende. Han var blevet forelsket i hende, og hvordan skulle han dog også kunne stoppe det? Hun var den første der havde set ham, hun var den første han havde kysset, hun var den første som havde åbnet ham op, hun havde været så smuk, så sød, så god – det stik modsatte af ham, og alligevel havde det ikke skabt krig, men et stærkt venskab. Hun havde virkelig været så fantastisk, det var hun jo endnu, for han gik ikke ud fra at hun havde ændret sig så meget, hun virkede jo endnu til at være sig selv, til at være den selvsamme Elanya, som han havde mødt dengang. Han smilede skævt til hendes ord. ”Ja.. det må jeg erkende, at du er,” istemte han med et muntert smil. Han strakte ganske let de kulsorte vinger, nu hvor de var blevet frie, fordi han havde svøbt hendes fødder ind i hans kappe. Det var allerede anden gang at hun gjorde ham helt mundlam! Noget af det som han bedst havde og endnu kunne lide ved hende, var at hun ikke dømte ham, at hun ikke hånede ham fordi han havde fejl eller fejlede, men faktisk støttede ham. ”Tja, jeg kan bare ikke lide at se dig være trist,” svarede han oprigtigt, skønt han kunne forestille sig at han havde været skyld i at hun havde været trist mange gange førhen, fordi han havde været sammen med en anden kvinde. Hånden i hans nakke og mod hans bryst kunne han ikke lade vær med at nyde, og denne gang var det jo faktisk ikke forkert. Han hævede roligt hendes blik med en finger under hendes hage, inden han trykkede hende blidt ind til sig, hvor han skænkede hendes næsetip et blidt kys. ”Det er dejligt, at det for en gangs skyld ikke er forbudt,” svarede han sandfærdigt, imens han smilede kærligt til hende. Hvor havde han savnet at stå sådan her med hende!

[Deleted]

Elanya havde været direkte fortvivlet og frustreret, da hun var vågnet op siddende i sin egen kiste i et stort hul i jorden, for hun havde virkelig ikke vidst hvad hun skulle bruge denne chance og mulighed til. At Derick måtte have det lidt på samme måde, var noget som hun ellers godt kunne forstå, for det andet.. Det var virkelig ikke noget som var behageligt og hun vidste det jo. Måske at hendes ord var hårde, men det var virkelig sådan at hun så på tingene efterhånden. Intet af det som hun havde lukket så tæt på, havde holdt ved på nogen måde. De var alle sammen faldet fra hende en efter en, og det var unset hvor hårdt hun havde prøvet at skulle klamre sig fast til det, så havde det aldrig nogensinde holdt længe nok til at hun direkte havde nogen mulighed for at skulle gøre noget direkte ud af det, hvilket hun faktisk var ked af et sted. Derick havde været igennem det samme netop fordi at han havde mistet Denjarna og hele to gange. At han ikke tog det så forbandet hårdt, var noget som faktisk måtte lette hende noget voldsomt, for hun ønskede virkelig heller ikke at miste ham! Han var faktisk det eneste som hun havde tilbage fra dengang. Alt det andet var mere eller mindre.. gledet fra hende på den ene eller den anden måde, som havde det været sand mellem fingrene som man direkte måtte kæmpe for at skulle holde fast i, så var det bare umuligt uanset hvordan man gjorde det! ”Det er måske hårdt sagt… Men det er sådan jeg ser på det.. og oplever det,” sagde hun stille. Han havde elsket Denjarna, det var hun så sandelig ikke det mindste i tvivl om, og hun havde sikkert også været en fantastisk kvinde, selvom det aldrig var noget som hun selv havde fået lov til at opleve meget af. Det var utroligt hvor mange tårer hun havde fældet på grund af de to! Armene omkring hende, havde hun intet imod, så hun lod sig mere end villigt blot trække helt hen til hans krop, hvor hendes arme søgte omkring ham. Hun måtte slippe en klar latter og rystede så derefter på hovedet. ”Når man endelig kender dig Derick… Hvem kan så undvære dig?” påpegede hun lettere stilfærdigt. I isg selv, så var det jo bare ærlig snak. Hun kunne ikke.. Hun holdt forbandet meget af ham til det, hvilket han vel også havde fundet ud af? Den forelskelse.. den bundede stadig i hende endnu.
Følelserne havde været der dengang og dette var nu ikke noget som gjorde det meget anderledes for hende. Denjarna var væk, hvilket i den grad også måtte lette hende selv noget så frygtelig voldsomt. Det var ikke bare følelser som ville forsvinde og nu hvor hun stod i hans favn igen… Ja, hun var vel ikke i tvivl om det når det endelig måtte komme til stykket. De smaragdgrønne øjne hvilede roligt i hans blik og med det stille smil på læben. Hun kunne virkelig ikke lade være med det! Modsætninger drages mod hinanden og det var noget som hun selv så klart havde oplevet, for det var jo det som måtte være sket mellem dem? Det morede hende bare at tænke på, at det var sådan at det hele måtte være og det hele var sket når det endelig kom til stykket. Hun strøg ham forsigtigt over brystet med den ene hånd og med den anden som stadig måtte ligge solidt i hans nakke. ”Du skulle bare vide Derick.. Du har gjort mig trist som du har gjort mig lykkelig.. Det er sådan, at det skal være,” påpegede hun stille. Hun var lykkelig når hun ar sammen med ham og hun fældede tårer når de skulle gå fra hinanden igen. Det var sådan som det havde været for hende.. altid mere eller mindre og det var vel bare sådan, at det måtte være? Kysset mod hendes næsetip, fik hende virkelig bare til at smile, for det var virkelig noget som var hende noget så frygtelig savnet, når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun nikkede stille til ham. ”Det forbudte er spændende.. Det her.. Det er bare langt mere rigtigt,” medstemte hun stille. Hun vovede sig forsigtigt tættere på ham, lod hovedet søge blot en smule på sned, hvor hun lod læberne berøre hans, selvom det var så frygtelig forsigtigt. Hun ønskede det, om ikke andet, så bare for denne sidste ene gang. Hun brød det efter ganske lidt tid. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at tilsvine mindet som han måtte have omkring Denjarna. Han skulle have lov til at komme over hende på rigtig vis.

[Deleted]

At være tilbage på Jorden og i live igen, var underligt for Derick denne gang, det med den nye race, var ikke noget som var særlig svært, for nu var han sin tredje race, og det var bare at tilvænne sig, men noget som dog var svært, var at han denne gang ikke havde nogen at søge hjem til, for denne gang havde han ikke noget hjem, han havde ingen omkring sig, for han var helt alene – foruden hans gamle venner, der endnu var her. Denjarna havde han ikke længere, hun var væk og borte, og det var ellers hende han havde brugt så meget tid på at skulle holde fast i sidste gang han havde været i live, som dødsengel. Men hun var gledet ud af hans fingre som havde hun været sand. Hele to gange havde han mistet hende, og tanken om at hun så ikke var den rette for ham, havde skam slået ham, men.. det var bare hårdt pludselig at stå på egne ben, selvom han nu fik muligheden for at være sammen med sine gamle venner, han kunne starte på en frisk, og det var faktisk dejligt, selvom han nok lige skulle vænne sig til det at være alene, og vænne sig til tanken om at hun ikke ville komme tilbage til ham. Hvor han dog helt og holdent stod med Elanya, kunne han så desværre ikke svare på. Kortene var blevet lagt på bordet, de havde begge erklæret deres forelskelse i hinanden dengang, for han var udmærket godt klar over sine egne følelser til hende, han havde virkelig været forelsket i hende, og derfor havde han stået i det dilemma, selvom det ikke havde set ud til at være forbandet stort, for han havde jo valgt Denjarna, men det var ærligtalt kun fordi at Elanya kun havde haft nogen omkring sig, hun havde altid haft en mand at søge til, og et sted var det vel derfor at han ikke havde valgt hende? Men valgt Denjarna i stedet for? Han havde næret følelser for begge to, og faktisk havde han kunnet få både den ene og den anden, for valget havde altid stået mellem de to, selvom at det aldrig rigtigt var blevet et ordentligt dilemma, for hun havde haft sine mænd, og han havde haft Denjarna, og han havde vel ikke turdet tage chancen med Elanya? Selvom det et sted kunne være sjovt at se hvor de så var endt. Han trak svagt på skuldrene til hendes ord. ”Tja, det kan du jo så også have ret i. Er man ikke sammen med dem, bliver man revet fra dem gang på gang, så var det vel bare ikke meningen,” istemte han roligt og dog lidt mere sikkert denne gang, for der kunne jo være noget om snakken. Han havde ikke noget imod at stå så tæt på hende, for han havde virkelig savnet hende, og faktisk det at mærke hende beroligede ham, for så var han da sikker på at han ikke var helt alene. Han nød lyden af hendes latter, og at han var grunden til den, fik ham blot til at smile endnu mere, for han elskede faktisk at gøre hende glad, få hende til at tænke på andet, og dengang så smide titlen, for at lade hende være sig selv. ”Ja, du kan i hvert fald ikke,” påpegede han selvsikkert og lettere drillende, inden han dog selv måtte slippe en latter. Et sted havde hun jo faktisk undværet ham, for han havde jo trods alt valgt Denjarna frem for hende, selvom at de da altid havde haft hinanden som venner.
De havde virkelig været modsætninger den gang, det kunne man ikke komme det mindste udenom. De burde have dræbt hinanden på stedet, og selvom de var kommet ud i en dødskamp, så var ingen af dem endt døde, fordi de ikke havde haft modet til det, eller rettere sagt, så havde de ikke haft følelserne til at kunne dræbe hinanden. Og hvordan skulle han dog også dræbe noget, som havde stået ham så forbandet nært? Det havde virkelig været umuligt for ham. Strøgene over hans bryst havde han ikke det mindste imod, for han nød dem, og det gjorde hans hjerte helt roligt. Han kneb øjnene en smule undrende sammen, hvor han rynkede brynene ganske let. ”Jeg har gjort dig trist?” gentog han i en undrende tone. Det var jo nok fordi at han havde haft Denjarna, men.. hun havde jo også haft dem omkring sig, selvom de godt nok ikke havde holdt, men til at starte med havde hun vel været forelsket i dem også? Han trak ganske let på mundvigen til hendes ord. Det forbudte havde altid været spændende, og det var vel også derfor at han havde flirtet med hende? Og faktisk også kysset hende? Selvom han ikke havde gjort det for spændingens skyld, nej han havde gjort det, fordi det selv dengang havde føltes rigtigt. ”Men jeg blev ikke forelsket i dig, fordi det var spændende.. Jeg blev forelsket i dig, fordi, uanset hvor forbudt det så end havde været, så havde det føltes rigtigt,” svarede han ærligt. Han havde intet imod at hun trådte tættere på han, hvor han tydeligt mærkede hvordan hans hjerte måtte banke hurtigere, fordi hendes hoved kom tættere på ham. Han besvarede mere end villigt hendes kys, hvor han ikke kunne lade vær med at nyde det til dets ende.

[Deleted]

Lige så var det underligt for Elanya at stå der med det bankende hjerte, når det sidste hun kunne huske, var at hun var røget direkte i gulvet, efter at Lestat var blevet stukket ned. Manden levede nok derude et sted, for hun havde søgt efter ham da hun havde været grebet af intetheden igennem alle disse år og ikke var det muligt at finde ham nogen steder. Nu var det ikke en tanke som hun ville tænke meget over, nu hvor det endnu en gang måtte vise sig, at være Derick som måtte fylde godt op ved hende, hvilket i den grad også måtte være af en utrolig stor betydning, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Uanset hvordan man ville vende og dreje den, så stod hun der stadig og hun havde virkelig heller ikke nogen intentioner om at skulle gå nogen steder, det var heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle måder overhovedet. Hun betragtede ham med et stille og roligt smil. Ikke at det var noget som hun kunne komme udenom. Nok havde han ændret sig frygtelig meget af udseende, men lige nu, så var det den gamle Derick som hun kunne huske, at hun stod overfor, og det var hende virkelig en lettelse uden lige, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert! Hårde ord var det måske, men der var vel også hold i dem når man endelig måtte tænke sig om? Hun lod hovedet søge let på sned. ”Måske at det er hårdt sagt.. Men det er min erfaring.. Alle som har været tætte på mig, er revet fra mig.. Undtaget dig.” Det var slet ikke fordi at hun ville hinte til noget, for det var slet ikke meningen.. Alle mænd som havde været inde forbi hendes liv, havde valgt at tage afskeden og smutte på den ene eller den anden måde, ellers var de revet væk fra hende ved hjælp af ulykker eller død. Det havde virkelig aldrig nogensinde slået fejl for hende og det var nu heller ikke noget som hun ønskede at blande sig i direkte. Døden var virkelig en yderst avanceret ting og ikke noget som hun direkte kunne forstå sig på. Et sted måtte det faktisk frustrere hende lidt.
Dødskampe havde de stået i og ingen af dem var faldet endnu. Skulle hun endelig falde, så ville hun helst gøre det for hans hånd, for det var faktisk ham som havde gjort hende mest ondt ,selvom det mest af alt faktisk måtte være selvforskyldt. Han havde haft Denjarna og hun ønskede virkelig ikke at gøre det til en konkurrence for at få ham, så hun havde trukket sig allerede fra start af, selvom det var noget af det ondeste som hun havde gjort overfor sig selv, for det havde virkelig gjort noget så frygtelig ondt, at man skulle tro, at det måtte være løgn! Blikket hvilede i hans, som hun selv ønskede at vise, at han havde hendes fulde opmærksomhed. Hun trak på skuldrene. ”Tankerne om dig med en anden.. Hvis du ved hvad det har gjort mig i de stunder hvor jeg har været alene,” sagde hun stille. Hun havde været for naiv, lukket nogen ind, blot for at have nogen at gå til, så ja, hun havde selv været nede og skrabe bunden så frygtelig mange gange og nu stod hun i denne situation. Ikke at det var noget som kunne gavne hende på nogen måde, men der var virkelig ikke noget for hende at gøre ved det lige nu. Spændingen havde i den grad ligget i det, det havde det også fra hendes side af, men det at han havde formået at se forbi hendes stilling som dronning og på kvinden bag, var noget af det som i den grad også havde glædet hende mest, for det var noget som havde haft en uendelig stor betydning for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hans ord måtte dog alligevel få hende til at rødme ganske let. Hun havde altid været nem at få til at rødme og specielt overfor ham! Hun vidste, at han ikke ville lyve for hende, så det var vel også det som gjorde udfaldet for hendes del? ”Det har været strengt forbudt for os begge, Derick.. Men dog.. Det har været så rigtigt,” sagde hun stille. Hvorfor løbe fra sandheden? Hun ville ikke gøre det hvis det ikke var fordi hun virkelig havde ønsket det! At han gengældte kysset, fik hendes hjerte til at hamre fast mod hendes bryst. Hun vovede sig tæt på ham, blot for at lade læberne møde hans igen, denne gang mere sikkert og mere intenst end det tidligere. Hun havde virkelig savnet ham!

[Deleted]

Der var måske sket en masse i deres liv, de havde begge mistet og lidt tab, men altid ville Derick blive hos Elanya, og selv ikke døden havde kunnet skille dem fra hinanden, de havde jo altid kunnet komme til hinanden – mere eller mindre. Det havde godt nok været dem forbudt, og fordi det havde været dem forbudt, og fordi Denjarna havde hadet det, så var der selvfølgelig også gået lang tid mellem deres møder, men deres venskab var da holdt helt ind til nu, og det ville altid holde, for han nægtede at give slip på hende! Han havde godt nok isoleret sig sidste gang, men det var jo for at give alt til hans forhold med Denjarna, og selv der havde Elanya haft en anden, så han kunne jo ligeså godt satse det hele på den pige han allerede havde haft, selvom at det ikke ligefrem var gået særlig godt. Men nu hvor han var tilbage, så ville han også gøre mere ud af hans venskaber, og nu hvor han havde fået en helt ny chance en frisk start på livet endnu engang, så ville han også gribe ud efter den chance. Hvem vidste, måske havde Denjarna alligevel ikke været hans eneste ene, og måske var hun derude et sted? Uanset, så ville han gribe denne nye chance, og så kunne han jo også få udforsket de punkter som havde været ham ukendte dengang. Han smilede ganske let til hendes ord. Et sted gjorde det ham vel også glad, for så måtte han vel også have en særlig betydning for hende? Siden de var de eneste der havde holdt, selvom han ikke havde nogen intentioner om at forlade hende, for han havde virkelig manglet hendes selskab, måske havde han været forelsket i hende, men hun havde også været hans bedste ven, og han havde virkelig manglet hendes gode selskab, for hun havde uanset hans følelser til hende, altid fået ham til at smile, le og faktisk opføre sig som et lille barn. ”Jeg er ked af dine tab Ela, men jeg nægter nu at forlade dig for evigt,” svarede han ærligt, for han så ingen grund til at lyve for hende. De havde godt nok ikke set særlig meget til hinanden, men deres venskab var jo selv holdt døden igennem. Nu stod de overfor hinanden igen, i et helt nyt liv, og de kunne sagtens huske det hele fra sidste gang de havde været i live, de kunne huske deres mange forrige møder, selvom nogle nok stod tydeligst i hans sind end andre af deres møder, for da hun havde vist ham sin verden, det ville han aldrig kunne glemme hende for, for det havde betydet utroligt meget for ham, selvom han ikke havde set hendes hentydning bag det, og det kunne han jo så være ked af den dag i dag.
Mange kampe havde de været igennem, og ikke bare fysiske kampe, for de havde haft så mange forbud og regler, som de havde brudt, bare for at være sammen. Det glædede faktisk Derick at de havde ignoreret dem de havde haft kært, for at kunne være sammen. Og ikke bare deres kære havde forbudt dem at være sammen, det havde også deres lande, for hun havde været dronning, han havde været leder, og alligevel havde de været venner, hvor de burde være fjender og dræbe hinanden, men det havde han virkelig ikke kunnet! Hendes ord var dog ikke ligefrem til hans egen glæde, for de måtte faktisk give ham skyldfølelse, men hvad havde han regnet med, når han havde spurgt hende? Han havde jo et sted godt kendt til svaret. Han bed sig svagt i den bløde underlæbe, imens hans blik faldt til deres fødder. Han havde det bestemt ikke godt med at gøre skade på hende, hverken fysisk eller psykisk! Han ville hende jo faktisk bare det bedste. ”Det er jeg ked af Elanya,” svarede han oprigtigt, inden han roligt og ganske forsigtigt vendte blikket mod hendes ansigt, skønt han dog ikke så hende i øjnene, for de smaragdgrønne øjne var nok til at kunne give ham skyldfølelse! Og det gjorde faktisk et sted ondt, at han ikke havde taget chancen med hende, for.. det havde jo følt så rigtigt, skønt det et sted havde været så forkert og forbudt. De havde været fra hvert deres land, og det havde da kunnet koste dem begge dyrt, hvis folk havde fundet ud af det. Han smilede et lille mildt smil til hendes ord. ”Det havde følt mere end rigtigt.. det var fantastisk.” Han vendte roligt de mørke øjne mod hendes grønne, inden han smilede skævt. Han mødte hende roligt i kysset, hvor øjnene med det samme gled i af behag, hvor han ikke kunne lade vær med at trykke hende ind til sig, for at mærke hende helt tæt. For han havde virkelig savnet dette!

[Deleted]

Begge havde de mistet så forfærdelig meget, at man skulle tro at det var løgn. Elanya deriblandt var så frygtelig vant til det.. Hendes børn som havde vendt hende ryggen og alt det andet som var gået galt i efterkanten også af det og alt det som var sket før det.. Det var virkelig kun Derick som stod der tilbage og hun måtte virkelig sige sig, at hun var frygtelig glad for den tanke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når de nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. De grønne øjne hvilede roligt i hans blik. Hun havde virkelig intet imod, at skulle snakke direkte ærligt til ham for det var virkelig noget som hun selv satte pris på. Hun havde prøvet at klamre sig til hendes gamle liv, selvom det var sivet igennem hendes fingre, som havde det været sand. Det var virkelig ikke noget som hun kunne gøre det mindste ved og det var noget som virkelig også måtte gøre hende noget så frygtelig frustreret, men der var jo ikke noget som helst, at gøre ved det, uanset hvor meget hun var træt af det i den anden ende! ”Du skal ikke tænke på det mere, Derick.. Mine tab er min egen fortid.. Det er fortiden som jeg skal væk fra og fremtiden jeg skal se til,” påpegede hun roligt. Det var jo sandt, og hun kunne jo lige så godt lære det nu i stedet for at fortsætte med at udsætte det, som hun havde gjort mere eller mindre igennem hele hendes liv? Hovedet lod hun søge ganske let på sned, som hun roligt betragtede ham. Han var nu en frygtelig fin herre nu hvor hun endelig måtte tænke sig om og det var virkelig noget som selv måtte være hende så frygtelig tiltalende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på nogen måde når det endelig måtte komme til stykket. ”Så længe du er der.. Så er alt andet ligegyldigt.” Hun mente faktisk de ord. Nu var der ikke nogen kvinde til at rive ham fra hende, som det også var det samme omkring hende.. Der var ingen mand til at rive hende fra ham af, hvis det var noget som også måtte være tiltalende for ham i den anden ende.
De mange kampe som de havde været igennem, viste blot, at de var fjender og de var klare over det, selvom det aldrig nogensinde have ført noget drabeligt resultat med sig på nogen måde, hvilket hun i dne grad også ar glad for den dag i dag. Hun trak vejret dybt og betragtede ham med et stille smil. Han gjorde hende glad på alle måder nu, netop også fordi at hun vidste, at han var der for hende nu og at der ikke var nogen tøs som Denjarna, til at trække i ham fra den anden side. At hun var glad for at konkurrencen var væk, var noget som blot måtte glæde hende, selvom det var ord som på ingen måde blev sagt, for det var slet ikke noget som hun ønskede at han skulle lige netop nu. Hun rystede stille og med et roligt smil. ”Det er min egen skyld, når jeg tænker for meget over ting som egentlig ikke vedkommer mig..” sagde hun stilfærdigt. Hun betragtede ham stille. Det var jo intet andet end sandt set i hendes øjne. Hun havde da ikke retten til at sidde på værelset og tænke over hvad han havde lavet med Denjarna, selvom hun havde følt noget så tydeligt, at det var forkert et sted? Hun kunne ikke gøre andet end at nikke sig enig til hans ord, for det var virkelig ikke noget andet end direkte sandhed. Hun strøg hans kind som hun valgte at holde kysset med ham, for det var virkelig en utrolig dejlig fornemmelse, for det var virkelig så frygtelig savnet! At han trykket hende tættere på sig, var noget som kun måtte gøre det så meget bedre for hende, for det var virkelig så frygtelig savnet! Hun brød kysset ganske forsigtigt, blot for at trække sig en anelse væk fra ham, så hun kunne se hans ansigt igen. Den røde farve hvilede i hendes kinder og den blussede virkelgi kun op af den varme som hun måtte føle i det indre. Hun sendte ham et varmt og kærligt smil. Hun kunne ikke lade være!

[Deleted]

Det var underligt at være tilbage igen, især når intet var som det engang havde været. Ingen af dem havde nogen omkring dem. Derick havde ikke Denjarna, og hun havde ellers så ihærdigt prøvet at fratale ham til at opsøge Elanya, selvom det ikke var sket, for han havde ikke kunnet holde sig væk. Et sted var det jo også spændingen ved at søge til hende, som havde drevet ham dengang, men.. et sted var det vel barnligt, at lade spændingen drive én? Hvis man elskede en person højt nok, så ville man ikke tilsidesætte hende eller ham for spændingen, nej elskede man en person højt nok, så var spændingen i det forhold man ville bygge op, fordi at fremtiden var ukendt for parret, og derfor burde spændingen ikke drive en til andre mænd og kvinder, for at være den man elskede utro. Derick havde så bare elsket den ene og været forelsket i den anden, selvom at hvis han havde valgt Elanya, så var han jo også endt med at elske hende, for det havde ikke bare været en lille spændings flirt med hende, nej det havde skam været oprigtige følelser og en oprigtig forelskelse. Han havde virkelig kun set på kvinden bag titlen, og intet andet, og så selvfølgelig alle de ting som hun havde gjort for ham, for visse ting havde han da opfattet. ”Tja, så er vi to. Jeg burde heller ikke blive ved med at hænge i fortiden, selvom.. den er svær at give slip på,” svarede han eftertænksomt. Det var måske bare det bedste at komme videre? Det var bare svært, når det faktisk føltes som om at de stod, ligesom sidste gang. Det føltes som om de stod i fortiden, skønt at når han holdt om hende, når han rørte hende og når han kyssede hende, så var der ikke nogen alarmklokke som ringede, for der var ingen fare ved at kysse hende, hverken på den ene eller den anden måde. Denne gang var det faktisk.. rigtigt. Denne gang var det dem lovligt, for denne gang var han ikke en del af mørket, og hun var ikke længere dronning, selvom han dog fandt det som en skam, men hendes tid var vel bare forbi? ”Jeg ønsker heller ikke at forlade dig, eller isolere mig ligesom sidt, Elanya,” svarede han stilfærdigt og smilede mildt til hende. Denne gang var Denjarna her ikke, så denne gang kunne han godt tillade sig lidt mere end hvad han havde kunnet gøre førhen. Denne gang kunne han endda være sammen med sine gamle venner, så ofte og tit som han havde lyst til.
Et sted var det vel kun godt at Derick ikke dengang havde fortalt hende om sine følelser, for det havde sikkert ikke gjort det bedre for hende, når han så søgte tilbage til Denjarnas favn, men så på den anden side, et sted var det også svinsk gjort at han ikke havde fortalt hende det, for hun fortjente at få det at vide, og så kunne det være at hun også havde erklæret hendes forelskelse i ham, og så kunne det være at det var gået helt anderledes, at de to faktisk måtte være endt sammen. Men så igen, de havde vel ikke følt sig helt velkommen andet end venner dengang? De havde været unge og naive, holdt fast i hinanden, selvom det også havde holdt fast i andre. Han smilede overbærende til hende til hendes ord. ”Muligvis, men ingen er herre over sine egne følelser, Elanya,” svarede han stilfærdigt og dog i en mild tone. Derfor havde han ikke kunnet vælge mellem dem, selvom det måske havde set ud til at han havde valgt Denjarna, og et sted havde han også valgt hende, men.. følelserne for Elanya havde jo aldrig forsvundet, og de var der vel endnu? Hvorfor skulle han ellers være så glad for at se hende? Hvorfor skulle han ellers nyde dette kys, så meget som han gjorde? Det var savnet at kunne stå sådan her med hende, for det havde ærligtalt altid følt så rigtigt, selvom det havde været så forkert og så forbudt for dem. Men hvordan skulle han overhovedet kunne skubbe hende væk, når hun blev ved med at drage ham ind til sig? Når hun blev ved med at tiltrække ham, og det var ikke bare med sit ydre, men også med sit indre. Han slog roligt blikket op, da hun valgte at bryde kysset, hvor han næsten ikke kunne lade vær med at smile. Tungen gled kort over læberne. ”Det der har jeg savnet,” sagde han i en dæmpet og dog så salig tone.

[Deleted]

Det var først nu at lettelsen ved at være tilbage, var noget som måtte ramme Elanya og det var virkelig heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, for det lettede hende virkelig at vide, at der var noget fra dengang, som hun kunne klamre sig til. Normalt ville hun bare have bidt i det sure æble når det kom til ham, men… Alt var jo anderledes fra dengang. Hun havde ingen stilling, ingen status og for mange så var hun så ukendt.. Hvilken tak for alt det hårde arbejde som man havde gjort dengang. Hun rystede den tanke ud af hovedet. Hun ønskede ikke at stå i fortiden længere. Ikke nu hvor hun havde ham at stå der sammen med, det var der heller ikke nogen tvivl om. Følelser var ikke bare noget som man glemte sådan uden videre, de var der stadig, selvom hun virkelig ikke vidste, om det var noget som hun skulle lade komme frem, eller om hun skulle lade være, for.. Ja, hvad nu hvis det var anderledes for hans del nu? At stå her i hans favn, var virkelig en forbandet savnet ting! Utroligt så meget man kunne ende med at savne nogen, selvom det var så forbandet lang tid siden hun havde set ham sidst, så var det slet ikke noget som betød det mindste for hende lige nu. Bare alene den tanke om, at han stod der, at hun kunne mærke ham, snakke med ham og føle ham, var virkelig det som hun satte som det vigtigste lige nu. Hun sendte ham et let betryggende smil. ”Lykken var jo at finde dengang.. Livet var dengang..” Hun strøg roligt hans kind. Hun forstod det godt, hun havde selv haft forbandet svært ved det, men den tur i døden havde virkelig fået hende til at tænke sig om en ekstra gang, så det sagde virkelig heller ikke så lidt. Hun var ikke den som gik ind for alt for meget forandring, men lige her var det jo altså noget som bare var nødvendigt. Ikke bare for hende nu, men i den grad også for ham. Hun kunne ikke lade være med at smile. ”Det behøver du heller ikke længere, Derick..” forsikrede hun ham. At han havde gjort det dengang, var bare noget som hun prøvede at undgå at lægge mærke til eller tænke over. De var vel begge blevet klogere end det som de var sidst?
Havde Derick fortalt hende omkring hans følelser dengang, så havde hun slet ikke vidst hvordan hun skulle reagere på noget som helst, netop af den grund, at hun vidste, at han konstant ville søge til Denjarnas favn og det ville virkelig bare knuse hende mere end alt det andet, så et sted, var hun virkelig glad for, at der ikke var blevet sagt noget. Hvordan det ville være endt hvis det havde været de to som havde fundet sammen vidste hun ikke, selvom hun nu kunne tænke over det i den anden ende. Det ville sætte hende i et lige så dårligt lys som hun stod i nu alligevel, netop fordi at han havde været en dvasianer dengang og var det endnu trods alt, det var ikke noget som selv hun kunne fortsætte med at se væk fra. ”Så sandt som det er sagt. Jeg vil heller ikke løbe fra det,” påpegede hun stille. Hun havde været forelsket i en mand som hun ikke kunne få, så det havde vel også været tydeligt for hende, og klart for ham, hvorfor hun havde været temmelig nede, når de endelig måtte skilles igen. Hun havde aldrig haft det helt store for dem som hun havde været sammen med, men bare det ønske om at finde en tilværelse som hun kunne leve med, selvom det ikke havde været nemt, var det som hun havde ønsket sig mest af det hele. Nu stod hun her.. Hun havde mistet det hele.. mere eller mindre og det var noget som i sig selv, også måtte gøre så skræmmende meget ondt. At han besvarede kysset som han gjorde det, var noget som virkelig bare måtte få varmen til at brede sig fra det indre og ud i hver eneste tænkelig kropsdel på hende! Det var virkelig bare noget så frygtelig behageligt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun smilede bredt og med et ganske svagt grin. ”Visse ting fra fortiden, er vel lovligt at holde fast i? Jeg nød det dengang… Og jeg nyder det i den grad også nu,” hviskede hun roligt. Der var ingen grund til at hæve stemmen. Slet ikke! Hun strøg roligt over hans kind, hvor hun skænkede ham endnu et ganske kort og let kys. Hun havde virkelig bare.. savnet det!

[Deleted]

Det var jo ikke fordi at Derick ønskede at isolere sig fra hans venner dengang, men det havde måske bare været bedst, også for Denjarnas skyld. Han havde mistet hende, og for ikke at skulle gøre det igen, så havde han isoleret sig med hende, så det kun var de to, og så hans følelser for Elanya heller ikke skulle komme dem i vejen, selvom at det dog ikke helt var gået efter planen, for han var blevet dræbt alligevel, og derefter havde Denjarna begået selvmord, og ikke engang i døden havde de kunnet være sammen, men hvad var der at gøre ved det nu? Intet. Det eneste han kunne gøre var at komme videre, komme over hende, og det virkede da til at Elanya kunne hjælpe ham med det, eftersom hun allerede gjorde et godt forsøg. Men det var vel også det bedste for hans del? Kom han ikke over hende, så ville han jo aldrig kunne finde en ny kvinde selvom.. ville han også det? Han var jo kommet tilbage i live, og det var jo et sted for Elanyas fortjeneste. Han ville have opsøgt hende i dødsriget, men han havde fået at vide at hun ville blive genoplivet, og så var han også blevet det. Skæbnen måtte da spille ind i det? Han smilede ganske let til hendes strøg over hans kind. Han havde virkelig savnet hende! Og at stå her med hende i sin favn igen, det var virkelig savnet! Han havde virkelig manglet hende i sin hverdag! Han havde savnet at te sig om et barn, at kunne løbe rundt og kilde hinanden, grine og virkelig more sig! Han havde savnet bare det at kunne smile, og hygge sig med hende, at kunne holde hende i hånden og kysse hende, og bare nyde øjeblikket, som var det en dag væk fra virkeligheden og ind i den fantastiske drøm, selvom det havde været bedre end en drøm, for det havde været virkelighed, skønt det sværeste nok var at det havde været dem forbudt, men.. han kunne virkelig ikke fortryde det! ”Muligvis, men.. nu har vi fået en ny chance, så nu er livet også her og nu,” svarede han med et lille smil på de rosenrøde læber. ”Desuden er lykken vel også at finde i dag?” Han trak skævt på den ene mundvig, imens hans mørkebrune øjne hvilede i hendes smukke smaragdgrønne. Noget der dog måtte undre ham, og fik det samme spørgsmål op i hans hoved igen og igen var; hvorfor han ikke kunne tage blikket fra hende. Hun var ganske vidst smuk! Men.. han følte sig bare så.. draget af hende, det var så tiltalende at se på hende, og hver gang han så de smaragdgrønne øjne se tilbage i hans egne øjne, mærkede han hvordan det varmede omkring hans hjerte. Han smilede til hendes ord. ”Det er jeg faktisk glad for. At jeg for en gangs skyld kan være fri og gå til dem som jeg vil,” svarede han stilfærdigt. Det var befriende ikke at skulle være bundet, at han kunne få lov til at se sine venner igen, dem alle sammen.
Det var måske kun godt at kortene var kommet på bordet først nu, for havde Derick fortalt hende om hans forelskelse dengang, hvor hun havde fortalt ham det samme, og han alligevel var gået til Denjarna, så.. havde han vel knust hende? Det havde han nok gjort alligevel og det gjorde virkelig noget så frygteligt ondt den dag i dag! Men sådan var det vel når man begik fejl? Man fortrød dem, selvom man ikke kunne gøre det om. Han trak svagt på mundvigen, selvom man ikke ligefrem kunne kalde det et muntert smil, det var mere.. bedrøvende. ”Jeg er stadig ked af, at jeg har været skyld i din sorg.” Han vendte roligt blikket mod hende igen. Der fandtes vel ingen ord for hvor ked af det han var? Han havde aldrig nogensinde haft nogen intentioner om at skade eller såre hende på nogen måde, selvom det alligevel var sket, og et sted havde han også såret sig selv ved at gå fra Elanya og knuse sine følelser for hende, for at være sammen med Denjarna. Dengang havde han bare ikke lagt mærke til det. Det var som om at følelserne fra dengang måtte komme op i ham igen, ved de kys de delte her og nu, og ligesom sidste gang så kunne han ikke lade vær med at nyde dem! Selvom.. var det endnu forkert? Det føltes bare så rigtigt! Han smilede ved lyden af hendes latter og ord. ”Tja, om jeg burde nyde det eller ej, så kan jeg ikke lade vær med det,” svarede han stilfærdigt, hvor han smilede et lille sødt smil til hende, som hun kort skænkede ham endnu et kys, hvor han tydeligt kunne mærke, at det næsten måtte gøre ham helt blød i knæene, for han havde virkelig savnet hende!

[Deleted]

Elanya ønskede virkelig ikke at hænge fast i den gamle fortid, for det var der ikke noget godt som kunne kmme ud af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Alene den følelse ved at skulle stå der sammen med ham endnu en gang, var klart noget af det som hun måtte sætte mest pris på, for det var en glæde uden lige. Det var da utroligt hvor meget man kunne savne en anden mand! Hun havde i den grad savnet ham og det var nu heller ikke noget som hun var bange for at skulle fortælle ham sådan direkte, for det var jo en sandhed som hun faktisk ønskede, at han skulle vide og kende til, for ellers… ja, så var de vel lige vidt? Der kom ikke noget godt ud af, at skulle holde hemmeligheder for hinanden og det var der heller ikke nogen tvivl om, for det var bare den skindbare sandhed. Hun trak vejret stille og dybt. Hun ønskede virkelig bare den store mulighed for at forlade den fortid som hun havde holdt så desperat fast i, hvor hun havde måtte nøjes med the next best, og det var noget som hun virkelig ønskede at få bugt med lige nu, for det var slet ikke noget som gavnede dem på nogen måde overhovedet! Hendes blik hvilede roligt i hans eget og selv med det svage smil på læben. Det var jo heller ikke fordi at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham, det var der jo heller ikke noget godt som måtte komme ud af! Hun nikkede istemmende. ”Så sandt. Fortiden er noget vi skal lære af, og ikke holde så desperat fast i,” forklarede hun stille. Måske at hun lød som en kloge-åge lige nu, men det var jo faktisk sandt, vel? At hvile og holde fast i fortiden var ikke noget som ville gavne nogen, og det var også noget som hun selv var offer for, for hun havde selv klamret sig så frygtelig meget til den, at man skulle tro at det måtte være løgn! Hendes smil bredte sig. ”Hvis man søger grundigt nok.. Hvem ved.. den kan jo være lige i nærheden, langt væk eller lige forbi din næse.” Igen var det ikke for at komme med hentydninger, men det var vel sandt? Hun havde håbet dengang, selvom det ikke havde været noget som var kommet hende til gode, for hun havde været vraget til fordel for Denjarna, hvilket hun havde respekten for, så længe at hun kunne beholde ham som en ven, så var hun også ganske tilfreds med det når det nu endelig måtte komme til stykket. Så længe, at han ikke ville forsvinde helt ud af hendes liv, så havde hun virkelig intet imod det. Hun kuklo ganske let. ”Hun holdt dig virelig i snor, Derick.. Du har fortjent den frihed som du nu har fået.. Nyd den,” bad hun stille. Det var jo heller ikke fordi at hun var bundet af sine mange pligter mere, hun var igen i stand til at smile og le, te sig som et lille barn hvis det var det som hun ville, selvom hun ikke havde nogen anelse om hvor meget af hendes gamle liv som stadig måtte hænge ved på den ene eller den anden måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun rystede på hovedet. ”Det skal du ikke være ked af.. Du havde vidst nok at tænke på,” sagde hun stilfærdigt. Sorg havde det været, hun havde slet ikke tal på hvor mange gange hun faktisk havde grædt sig selv i søvn på grund af dette. ”Nyd det eller ikke… Det er jo spørgsmålet. Jeg nyder det selv.. Det er vel.. Heller ikke så forkert som et har været?” Hendes spørgsmål var nu mere eller mindre vendt i retningen af hende selv. Hun havde ingen i ryggen, ingen at vende tilbage til mere og et sted.. lettende, for så kunne hun igen få lov til at gøre det som hun lystede det, hvilket i den grad også måtte være hende selv en lettelse når det endelig måtte være. Hun strøg en finger roligt over hans læber, hvor hun lod tungespidsen stryge over sine egne, netop for at fange smagen af dem igen. ”Jeg har savnet det,” tilføjede hun med en næsten intens hvisken.

[Deleted]

Det var ikke fordi at Derick ønskede at holde fast i fortiden, selvom at den faktisk var svær at give slip på, der var så mange minder der nagede ham, så meget der var sket, så meget som han kunne have gjort, men det var vel bedst at give slip? Fortid var jo fortid, det var noget der var sket, og han kunne ikke komme tilbage til den tid, uanset hvor meget han så end ønskede det, det var der vel ingen magi som rakte langt nok til? I så fald måtte det da kræve utrolig meget, hvis man skulle finde et ormehul til fortiden, men det bedste var vel at leve i nutiden? Det var bare et sted svært, når han ikke havde nogen at vende hjem til, der var jo ingen der ventede på ham længere, for Denjarna var død, desuden så havde han jo faktisk slet ikke et hjem længere. Han havde.. ingenting. Det var faktisk skræmmende, så meget som han havde mistet i løbet af disse mange år! Og nu havde han kun hans gamle rødhårede ven, Faith, og hans gamle flamme og bedste ven Elanya. Ikke fordi det gjorde ham noget, for han var da glad for at der var nogle som var i live, selvom at det dog alligevel måtte gøre ondt et sted. Nu var det så bare ganske så akavet at stå her med Elanya igen, for hvordan skulle han egentlig tackle det? De havde haft følelser for hinanden dengang, for kortene var kommet på bordet. De havde ingen at vende tilbage til, så meget var da klart for ham, men.. hvis hun selv havde givet slip på fortiden, så måtte hun vel også have givet slip på sine følelser for ham? I hvert fald hendes forelskelse? Det var ikke fordi at han ønskede at give slip på alle de minder, men det var måske bare bedst? Så han kunne starte på en frisk? Det ville jo nok være det bedste for ham. Hun lod faktisk ganske klog, ligesom han også selv måtte gøre, når det kom til stykket, men de var vel bare begge blevet klogere på livet? Han greb hende blidt om hagen, hvor han rykkede hendes hoved tættere mod hans eget. ”Du er så smuk, når du er vis,” hviskede han i en næsten så forførende og intens tone, inden han skænkede hendes læber et blidt kys, blot for at lade læberne spille ud i et tilfredst smil, for han kunne virkelig ikke lade vær med at nyde at kysse hende, uanset hvor meget han burde eller ej! Hendes kys og læbers berøring fik ham jo næsten til at smelte af den rene nydelse! Sommerfuglene i hans mave var i hvert fald ikke til at tage fejl af! Han lyttede ganske opmærksomt til hendes ord, og de fik ham til at tænke på hende. Han havde jo aldrig haft chancen for at opleve et rigtigt forhold med hende, eller lade sine følelser komme til syne, fordi han havde haft Denjarna. ”Måske,” svarede han lettere tænkende, imens hans mørke øjne betragtede hendes grønne. Han smilede ganske let til hendes latter, for den var virkelig som sød musik i hans ører! Han nikkede ganske kort til hendes ord. ”Så sandt. Hun holdt mig i kort snor,” istemte han roligt. Han havde jo egentlig aldrig haft lov til at se Elanya, fordi at han havde haft følelser for hende, og Denjarna havde vel godt kunne mærke det på ham? ”Så må jeg jo se om jeg kan finde nydelse ved min frihed.” Han smilede et skævt smil. Han måtte vel finde noget at bruge tiden på? Og han kunne vel altid bruge tid sammen med hende? Selvom hun vel et sted gerne ville stifte sig en ordentlig familie dengang, desuden var de jo ikke unge mere, som de havde været dengang, så det var jo ikke sikkert at han ville se så meget til hende mere, heller ikke hvis hun fandt en anden mand, en som hun faktisk kunne elske. ”Jeg ønsker bare ikke at såre dig igen, Elanya,” sagde han stilfærdigt og i en forsigtig tone, for sandt var det jo. Han ønskede ikke at være skyld i hendes sorg og tårer, som han førhen havde været. Det gjorde faktisk ondt at tænke på! Han rystede let på hovedet. ”Nej, der er intet galt i at nyde det,” svarede han stilfærdigt og smilede skævt til hende, vel blot for at forsikre hende det? For han kunne godt høre på hende at hun var lidt usikker. Han kyssede blidt hendes finger, da hun strøg den over hans læber, imens han smilede mildt til hende. Han kunne ikke se væk fra hende! Han lod endnu engang sin pande møde hendes. ”Det har jeg også.”