Skæbnens Ironi...

[Deleted]

Mørket hvilede over Manjarno, også over den store dal, skønt det ikke var så tydeligt med den tykke tåge omkring én. Dødens dal havde dog fået et skummelt skær over sig, fordi det var blevet langt svære at se i den tykke tåge, især når natten faldt på. Vinden hvislede igennem træerne og hev småsten og blade med sig. Sommertiderne var ved at være ovre, og man var på vej ind i efterårstiderne, og dog var denne aften ikke så kølig igen, skønt tågen faktisk måtte gøre det en smule køligere. Den eneste levende lyd, var vinden i træerne, og hvis man var tæt på den raslende bæk, så vandet der måtte flyde igennem den, ellers var alt fuldstændigt stille. En stilhed Derick nød, og dog, der var blot noget ved stedet han ikke brød sig om, måske alle de minder der pludselig dukkede op i hans sind. Har mødte han Elanya for første gang, og han husker tydeligt, da Denjarna havde fortalt ham om hendes voldtægt og vist ham brandmærket. Både gode og dårlige og et sted var han ikke sikker på at han havde lyst til at huske nogen af dem! For et sted – uanset hvor gode de var – gav de ham skyldfølelse, og en ubehagelig stikkende fornemmelse i brystet, måske fordi han savnede dem alle sammen? Og så fordi han på netop dette sted havde haft så mange minder, og nogle var han slet ikke i stand til at opleve igen. Denjarna havde han mistet for altid, det gik han i hvert fald ud fra, for enten skulle hun genoplives eller også skulle han begå selvmord og søge efter hende i dødsriget, og ikke engang det var sikkert, for nu var der jo gået så mange år, så han var ikke engang sikker på at hun befandt sig der, så måske var det blot på tide at komme videre? Nu havde han jo også sit andet job som Dødens Hævner, og begik han selvmord, så ville Døden blot sende ham tilbage igen, eller måske det der var værre; sende ham til helvedet, fordi han forrådte Døden igen til fordel for kærligheden. Han gøs let ved tanken om helvedet. Tre stadier befandt sig der, himmeriget, for de engle der fik en ny chance, dødsriget, for de døde sjæle, der blot vandrede formålsløst rundt, og så helvedet, for de sjæle og døde, som havde været ’uartige’ og som skulle straffet. Alt det havde han studeret og gået ganske meget op i, især fordi han havde været i dødsriget hele to gange, og tomt var der! Himmeriget måtte han helt klart foretrække! Skønt han faktisk aldrig havde været der, men han havde hørt historier, og det lød som et paradis, hvor helvedet, ja, lød som et rent helvede, og der havde han i hvert fald ikke lyst til at komme hen!
Derick gik hen til den store dødsportal, hvor han fragtede de sjæle han havde fanget til dødsriget. Han dræbte personer, hvis sjæle han fangede i nogle alkymistglas, som han så førte til Døden, sådan var hans job jo nu om stunder, og til gengæld fik han frit levetid på Jorden, plus at han så også skulle sørge for at opretholde balancen mellem Procias og Dvasias, og det var lettere sagt end gjort! Han gik mellem to af de store kampesten, som var med til at danne en cirkel mellem den store stenportal. Hans mørke kappe dækkede hans muskuløse krop, og det sværd han måtte gemme ved siden. Ellers bar han et par sorte bukser, og en sort skjorte under den mørke kappe.

[Deleted]

Som altid, så frygtede Elanya virkelig ikke for mørket. Hvad hun virkelig bare havde brug for, var at finde steder hvor hun faktisk kunne genkende det som det havde været før i tiden. Selv havde hun været væk i årevis, Gabriel var død og borte, Jonas var væk og hendes forhenværende mand havde faktisk været kommet så meget over hende, at han havde fået en smuk lille datter sammen med en anden kvinde. Det var faktisk noget som i sig selv, måtte skræmme hende. Turen fra Imandra havde i den grad været lang, men det hele værd. Tågen var mere eller mindre som et skjul for hende, på sin egen mærkværdige lille måde. Stedet her, bragte hende noget så frygtelig mange minder fra en fortid, som hun ikke havde tænkt over i hundrede år og en formiddag. Derick havde passeret hendes tanker i tide og utide, men.. aldrig på denne måde. Deres første møde her og så alt det som var sket i efterkant, det som virkelig havde været hende ganske skræmmende et sted. Hun gik forsigtigt på de bare fødder, selvom det virkelig gjorde frygtelig ondt, at skulle betræde jorden efterhånden. Hun sukkede ganske forsigtigt og lukkede den mørke kappe omkring sig. Hun havde fået Lestats med sig, eller rettere sagt, så havde hun taget den fra ham. De smaragdgrønne øjne søgte stille ud i mørket, selvom tågen virkelig gjorde det umuligt for hende, at skulle se noget som helst. Hun havde været i Himlen, før hun var revet derfra og plantet i sin egen krop. Bare tanken omkring det, kunne stadig ryste hende noget så voldsomt. Den evige stilhed som hvilede på dette sted, som var alle levende kloge nok, til at skulle holde sig væk herfra. Hun så sig omkring, som hun stille gik frem - Intet var at se og intet var at høre omkring hende. "Av.." Elanya gled forsigtigt ned ved et gansek forfaldent og ødelagt træ, idet hun måtte ømme under sine fødder. Hun havde vandret ekstremt langt over alverdens sten, mudder og alt for at komme hertil og hun var træt ikke mindst.
Minderne herfra, kørte som en film i hendes sind, som hun kunne sidde og se for hendes indre blik. Alle de smil og alle de grin som hun havde delt med Derick i sin tid, fik hende om muligt bare til at smile. At han jo så havde valgt Denjarna dengang, det var noget som virkelig havde slået hende selv ned i sin tid. David var blevet hendes trøst og efter det, så var det Legacy. Valgt bevidst, han havde jo Denjarna istedet? Hun strøg forsigtigt en lok bag hendes øre. Nej! Hun kunne ikke tillade sig at tænke sådan! Hun havde jo accepteret det? Eller.. måske ikke helt, men hun havde da ladet ham leve det liv uden at hun ville blande sig. Hun tog forsigtigt omkring kappen og låste den godt omkring sin egen krop. Kjolen som hun bar, den var for stor, den var laset, beskidt og ødelagt, men det var det som hun havde. Det var bestemt ikke den store Elanya som man ville se i hende mere, også derfor hun gik under det andet navn; Enya. ".. Derick.. Hendes stemme var en meget svag hvisken. Hun huskede ham noget så tydeligt, at man skulle tro at det var løgn. Han var vel væk? Ligesom alle andre fra den tid?

[Deleted]

Skønt der endnu var landene, og krig mellem dem, så var det hele ekstremt nyt for Derick, det var ikke længere det samme, slet ikke! Det var forvirrende, skønt det hele lignede sig selv, og det samme gjorde Dødens Dal, det eneste han egentlig ikke kunne lide, var alle de minder der pludselig måtte skyde igennem ham, for her havde han ført mange lange samtaler, og alle sammen lige gode, skønt det ikke altid havde været gode nyheder. Men nu havde han et nyt liv, og med et nyt liv kom der også nye ting. Han lignede end ikke sig selv, i hvert liv havde han et nyt ansigt. De fleste ville nok kunne genkende ham på det violette år og matchende øjne, som han havde haft dengang han havde været vampyr, og tænderne bar han endnu, skønt han ikke skulle bruge blod. Da han var kommet tilbage som dødsengel, havde han fået sort hår og røde øjne, og han bar endnu de mørke vinger, som nu var gemt indenunder den mørke kappe. Men i dette liv, havde han mørkebrunt hår med matchende øjne, var ganske ung af ydre, skønt han var gammel af indre, og det eneste der egentlig stadig var det samme, var hans stemme, den havde end ikke forandret sig. Faith var den første han havde mødt, for hun var stadig den samme gamle Faith, endnu dæmonernes leder, skønt han havde forhørt sig lidt, og det gik vidst ikke så godt for hende, eftersom hun var blevet straffet af den nuværende dronning, Jaqia af Dvasias. Hun havde været den letteste at opsøge, for han vidste nok at Elanya var tilbage, eftersom hun var blevet genoplivet, men han vidste at hun ikke var dronning længere, og han kunne ikke forhøre sig om hende, eftersom folk ikke vidste noget omkring hende, udover at hun var død. Folk havde endda leet af ham, da han havde spurgt ind til hende, og det måtte blot betyde at hun ikke måtte gå under samme navn, medmindre folk bare ikke vidste at hun var kommet tilbage til livet. Og han vidste ikke hvilken én han hældte mest til.
Derick lod hånden vifte gennem luften, imens han sagde; ”Porstaculos legors” Hvilket fik tågen til at forsvinde i det område, hvor Dødens Portal stod. Han fandt den runde kolbe frem, hvor to små lysende kugler svævede rundt, og proppen for kolben sørgede for at de ikke kunne flyve ud. Så let op mod den store stenportal, inden han læste skriften højt. ”Psyches edó tha échey os apotélesma na anoixei tis portes! Anoixei! Anoixei!” Den ellers så tomme stenportal begyndte at lyse, inden en form for vortex dukkede op. Han mumlede noget, som fik sjælene til at stivne i glaskolben. Han fjernede proppen, inden han med sin sorte magi førte den ene ud af kolben for at få den ind i vortexen, der lavede en form for susende lyd, hvorefter han førte den anden ind i portalen. Det var ikke fordi at det var hårdt at være Dødens Hævner, og skaffe sjæle, men han var ikke sikker på at han kunne leve med at dræbe i længden. Han sukkede svagt for sig selv, inden han lod hænderne pege mod portalen, så det næsten lignede at han skulle gribe fat i den. ”Prin apó tis psyches se Thánato, kai na apenergopoisete ti díni,” mumlede han og vortexen forsvandt igen.

[Deleted]

Elanya kunne virkelig ikke genkende noget af det som hun ellers havde kæmpet igennem så frygtelig mange år, med at skulle opretholde, så var det virkelig bare nemmere for hende, at skulle gå under et andet navn, en ny identitet og så klare sig så godt som det var hende vel muligt, selvom man ikke just kunne sige, at det var gået særlig godt. Her var der så frygtelig mange minder og fra den tid, som hun end ikke havde tænkt over i lang tid. Det var hende næsten som et stik i hjertet. Hun mindes at hende og Derick havde rendt rundt herude som havde de været små børn, kildet hinanden og bare haft det sjovt.. Det var tider som hun blot kunne mindes om. Det var jo heller ikke fordi, at man ikke havde set skyggen til ham længe og sidst hun havde spurgt ind til det, så havde hun fået nyheden omkring hans død. Det havde ramt hende som et knivstik direkte i hendes hjerte, og det havde virkelig bare gjort noget så frygtelig ondt! Hænderne foldede hun oppe ved hendes bryst, som ved tanken alene, at det virkelig måtte gøre ondt, for hun kunne tydeligt mærke det, selvom det virkelig var så mange år siden. Hun sukkede stille og rystede på hovedet. Det var virkelig bare på tide, at skulle give slip på de gamle tider, for det ville virkelig ikke hjælpe hende, at skulle klamre sig sådan til det! Tiderne var skiftet og hendes storhedstid var for længst forbi. Nu ville hun bare holde så lav profil som muligt og leve så godt som det var hende vel muligt. Det lyse hår var som det altid havde været og de smaragdgrønne øjne. Der var intet nyt.
At tågen måtte lette sig, var noget som hun tydeligt måtte lægge mærke til, hvilket i den grad også måtte trække noget så voldsomt i hendes opmærksomhed. Hun vendte blikket, idet hun næsten ubevidst havde valgt at rejse sig, selvom det virkelig gjorde forbandet ondt i hendes fødder! Hun bed det i sig lige nu, da hun svagt kunne skimte en person ikke så forbandet langt fra hende. Han virkede ikke kendt på nogen måde, selvom.. stemmen.. Den sagde hende et eller andet, hun kunne bare ikke sætte et navn på. Hun blinkede let med øjnene og bestemte sig for, at det måske kunne være en god idé at skulle bakke, så faldt hun over en af de rødder som stak op af jorden. Hun slap et næsten gisp af ren og skær forskrækkelse, idet hun røg direkte ned i jorden igen. Det var virkelig ikke noget som hun lige havde ventet sig! Hun ømmede sit haleben en smule, da hun godt kunne mærke, at hun havde landet en anelse forkert. Ikke at det var en tanke som hun brød sig om. Hun ønskede virkelig ikke at udstå som svag for øjeblikket, det var også helt sikkert! De smaragdgrønne gled igen mod skikkelsen som måtte stå placeret henne ved den store cirkel af sten.. Den portal som måtte stå i midten, var så sandelig ikke noget som hun måtte tolke som noget positivt direkte, så det var slet ikke noget som hun ønskede, at skulle komme alt for tæt på, for det ville vel bare gå galt i den anden ende? Hun prøvede igen, at skulle komme op at stå, selvom det nu ikke rigtigt gik som hun ville have det. Hun kunne vel også bare håbe på, at manden ikke havde hørt eller set hende? For ikke at glemme, at hun slet ikek håbede på, at han var af onde intentioner.

[Deleted]

Derick havde forhørt sig ganske meget i Ramshia City, eftersom han var nød til at finde lidt mere ud af denne nye verden, så han kunne orientere sig lidt igen, og så var han jo også på jagt efter sine gamle venner, og Elanya. Han havde ikke opsøgt hende i dødsriget bevidst, for han var ikke sikker på at han kunne komme tilbage til Jorden igen, når hun blev genoplivet, og han havde nok ikke lyst til at give slip på hende igen, når han først havde fundet hende. Det ville ellers have været rart med hendes selskab i dødsriget, for Denjarna kunne han jo ikke se mere, og begik han selvmord, var det end ikke sikkert at han ville komme i samme ’afdeling’, som hende, for han vidste ikke om hun var blevet ’forflyttet’. Dødsriget, et underligt sted egentlig, man levede endnu, blot som en sjæl, og i en anden verden, og skabte man postyr, så ville man blive sendt til helvede, så det var virkelig med at indpasse sig. Et forfærdeligt sted var det faktisk, for det var end ikke alle der kom i himlen, eftersom de fleste befandt sig på et midterplan, det som man kaldte for Dødsriget. Et sted var Derick glad for at være sluppet væk, for han blev så tom af at være der, og de som til sidst endte med at blive så tomme som var de ingenting, blev sendt væk, og man så dem ikke igen, måske de kom til verdenen i et nyt liv? Et sted en befriende tanke, skønt Derick ikke havde lyst til at glemme, og det var vel også én af grundene til at han var søgt til Dødens Dal? Der var så mange minder her, og han savnede alt det gamle, og skønt det også gjorde ham trist, så var han faktisk glad for at have følelser igen, at kunne fryse, at kunne føle ting og berøringer. Dog ville han aldrig blive i stand til at leve på den gamle måde, for nu havde han et job han skulle udføre, og forrådte han Døden igen, så ville han nok blive sendt til helvedet, og det havde han vitterligt ingen intentioner om! Han havde jo hørt de mange rygter om det sted, skønt ingen var vendt tilbage derfra, og han havde bestemt ikke lyst til at komme derhen!
Som Derick lukkede portalen igen, lod han armene falde langs hans side. Det krævede mange kræfter at åbne en portal og sende sjæle derind, kræfter som han også lige skulle vænne sig til, for det at være alkymist var jo faktisk nyt for ham, i hvert fald i den virkelige verden, livet her på Jorden. Han havde jo studeret alkymist i flere år, sammen med hans ven fra dødsriget Darkus, der selv havde været en alkymist, så han havde jo haft den bedste læremester, og nu var han så endt som Dødens Hævner. Han sukkede let for sig selv, skønt det kun var kort han nåede at falde i staver, for han hørte pludselig et gisp ikke langt fra ham, og allerede der, vidste han at han ikke var alene. I en hurtig bevægelse vendte han sig mod stemmen, samtidig med at han træk sit sylespidse sværd, hvor man kunne spejle sig i klingen, så blank den var. Hans lettere blege ansigt var gemt under den mørke hætte, dog kunne han sagtens kigge ud, og som han kort spejdede rundt på grund af tågen, fik han pludselig øje på skikkelsen, som han varsomt trådte hen imod. De mørke øjne fjernede han end ikke fra kvinden. Det så ud til at hun var faldet, han sænkede sværdet en smule, så æggen hvilede mod hendes ansigt. Han var nød til at være påpasselig, og skønt hun var en kvinde, måtte han ikke lade sig narre, for det kunne koste ham livet, ikke fordi han var bange for at dø, han var mere bange for tomheden og intetheden, der så ville vente på ham. Da han bedre kunne se hende, som han kom tættere på hende, måtte han dog stivne helt, da han genkendte hende. ”El…” Han stoppede sig selv, og sank den klump der havde sat sig fast i hans hals. ”Hvem er du?” spurgte han spidst. Der var ingen tvivl dér, det var Elanya, hun lignede jo sig selv i forhold til ham selv. Det blonde hår, de smaragdgrønne øjne, alt var tydeligt! Han sænkede dog sværdet, ved at stikke den i skeden igen, inden han rakte hende sin hånd, for at hjælpe hende op på benene igen.

[Deleted]

At komme op og tilbage på benene, var virkelig lettere sagt end gjort. Hun kunne virkelig ikke finde den ro nogen steder! Alt for mange steder, var præget af for mange minder for hende. Det var noget som virkelig måtte gå hende på og det var noget så frygtelig voldsomt på alle tænkelige måder overhovedet. Hun måtte virkelig hade det, når det kom til stykket, det var heller ikke noget som hun kunne komme udenom. De mange følelser som havde været for Derick dengang, var der jo stadig et sted, selvom det var så mange år siden. Nu hvor hun måtte sidde her, så kunne hun sidde der og bare tænke på alt det som hun havde været igennem så frygtelig længe, alle de venner som hun havde mistet, alle dem som hun følte, at hun havde svigtet og det fik hende virkelig til at have det endnu værre end det som godt måtte være. Hun vendte blikket mod den kutteklædte skikkelse. Det gjorde hende om ikke andet, bare en anelse urolig. Hun blev siddende, som han selv måtte komme tættere på hende, så kunne hun godt mærke, hvordan hjertet måtte slå en anelse mere fast modh endes bryst. Hans stemme kunne hun huske, at have hørt før, selvom der virkelig ikke var nogen person som hun kunne sætte det på. Det var hende simpelthen for meget simpelthen. Det var virkelig noget som måtte irritere hende noget så grusomt! Hun trak benene stille op til sig og slog den ene arm omkring dem. Sværdet som han trak, var i den grad også det som gjorde hende en anelse nervøs, selvom hun havde sin magi, hvis det skulle vise sig, at gå fuldstændig galt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak vejret dybt. Hun mindes virkelig, at have hørt den stemme før, hun kunne bare ikke få den placeret! Det var i den grad også noget af det som hun måtte hade meget mere end noget som helst overhovedet.
Hun knyttede sin ene hånd, selvom hun intet gjorde endnu. Han havde måske vist sig som truende, men ikke direkte, at han ønskede, at skulle skade hende på nogen måde. Hun gik ikke undder sit fødselsnavn længere. Hun var ikke Elanya Maloya. Hun var død og borte stadigvæk. Hun var en ganske anden nu og det var det som hun agtet, at skulle holde fast i. De smaragdgrønne faldt direkte til hans skikkelse, som han roligt valgte, at fjerne sværdet fra hende, hvilket gjorde hende en anelse mere rolig. Den knyttede hånd, åbnede hun stille og lod den lukke sig omkring en tot af det mørke græs, som hun var endt under. Hun trak vejret dybt. Hvorfor sænkede han sværdet og endnu mere underligt.. Hvorfor ville han hjælpe hende op? Hun lod hånden tøvende lukke sig omkring hans, idet hun stille måtte trække sig op på benene. Halebenet havde fået et let slag, men intet som hun ville klage over, det var i den grad også helt sikkert. Hun vendte sig mod ham. Han var en god del højere end hende. Hun havde aldrig været af den højeste type. "Enya... Enya Maloya.." sagde hun stille. Efternavnet sagde ikke så forfærdelig mange noget efterhånden, den sidste bærer af det foruden hende selv, var jo næsten lige gået bort og efternavnet, var noget som hun selv havde taget til sig. Hun havde stået der til sin kære søns begravelse. Bare den tanke til, at hun måtte være den sidste som direkte måtte bære det igennem dåb og fødsel, var faktisk noget som måtte gøre temmelig ondt.. Meget endda. Hun blinkede let med øjnene, idet hun forsigtigt måtte trække hånden til sig. "Og hvem er du?" fortsatte hun stille. Det var vel bare en almænd høflighed at præsentere sig igen, nu hvor hun selv havde gjort det? Hun var nu stadig frygtelig opmærksom, men vidste jo aldrig hvilke intentioner og hensigter som denne mand måtte brænde inde med.

[Deleted]

Der var ingen tvivl. Det var hende. Det var Elanya. Hans gamle ven, og man kunne vel også godt sige gamle flamme? Skønt han havde haft Denjarna, havde han jo faktisk haft en flirt med Elanya, men det var jo så også fordi at han havde haft følelser for hende, og det havde givet hans forhold med Denjarna problemer. Men følelserne for Elanya havde han lagt på hylden, eftersom hun selv havde haft David, som var blevet til Legacy, som … hun havde jo faktisk haft mange, så han gik ud fra at han var ude af billedet, ligesom han havde valgt Denjarna. Så et sted var det vel gengældt? Og aldrig blevet til mere end venskab? Og nu stod de her igen. Eller han stod, og hun var faldet over roden. Hun lignede ikke den samme gamle kære dronning som han førhen havde kendt, men mere en … laset fattigmand. Ikke fordi det gjorde ham noget, men det undrede ham at se en dronning være blandt de fattige. Hans hoved søgte ganske let på sned, som hans mørke øjne så og gennem den mørke hætte, der måtte henligge hans ansigt i mørke. Et mørke han nød, ét han altid havde nydt. Men det havde jo også været en stor del af hans to tidligere liv. Det var lige før at det gav et lettere gib i ham, da hun greb omkring hans hånd. Hvor var det længe siden han sidst havde mærket hende. Bare denne enkle berøring kunne sætte en sitren i gang i ham. Som hun slap hans hånd, lod han den blot falde slapt ned langs hans side, dog uden at hans mørke øjne veg væk fra hendes smaragdgrønne. At hun præsenterede sig som Enya Maloya, undrede ham et sted ikke. Hun havde skiftet navn, skønt hun altid ville være Ela for ham. Det kunne hun end ikke ændre på. At hun så spurgte efter hans navn, fik ham til at tøve en smule. Hun ville sikkert ikke engang kunne genkende ham, og det gjorde et sted ondt, for han havde faktisk savnet hende ufatteligt meget! Og han savnede de gamle tider, hvor de havde leet og opført sig som små børn. En tanke der faktisk morede ham ganske meget. Han lod let den ene hånd gribe omkring den mørke hætte, som han trak ned, så hans unge ansigt kom til syne. Nok ung af ydre, men han var vis og gammel indvendig, og han havde levet et ganske langt liv. ”Jeg kan se at tiderne har skiftet, selv for dig … Elanya,” begyndte han roligt. Han var faktisk slet ikke sikker på hvor godt han kendte til hende længere, for han havde hørt om hendes mange forhold, og … de mange børn, hvor hun selv var mor til Faith. Det gjorde ham blot helt forvirret at tænke på! Desuden, efter at han mere eller mindre mistede kontakten til hende, da han gav sig hen til Denjarna, var han ikke sikker på hvad der var sket med hende. Men det var vel også gengældt? Hans blik hvilede en smule tomt og fraværende i hendes, hvor blikket kun blødte en smule mere op, da han strøg en hånd igennem det mørke hår med det lette krøl. Et stille smil gled over hans læber. ”Men til forskel fra dig, så går jeg endnu under samme fornavn,” tilføjede han roligt, ”Derick. Derick Imach Yaliiz Nightstar.” Efternavnet var blevet ændret en lille smule, gået fra Nightwalker til Nightstar, faktisk kun fordi Denjarna havde fået hans efternavn, dengang de var blevet gift. Det eneste han nu bar af minde af hende, var hans forlovelsesring, som han havde lavet om til en halskæde, en halskæde han ikke tog af, for den var alligevel af stor værdi for ham. De mørke øjne søgte ikke væk fra hendes smaragdgrønne. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre, eller sige for den sags skyld. ”Jeg har også besøgt … Faith,” endte han roligt. Et sted for at vise at han var den rigtige Derick, den Derick hun havde kendt for længe siden, men han var lidt usikker på Elanyas forhold til Faith.

[Deleted]

Elanya genkendte virkelig intet fra denne verden, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket stille mod ham. Hvem han måtte være, det vidste hun ikke, selvom hun var noget så frygtelig sikker på, at hun havde hørt den stemme et eller andet sted før. Derfor var det hende virkelig bare noget så frygtelig frustrerende at hun ikke kunne placere det nogen som helst steder overhovedet! De smaragdgrønne øjne hvilede stille på ham. At hendes præsentation alligevel måtte sige ham noget, i og med, at han faktisk kaldte hende ved hendes gamle navn, så var det noget som i den grad måtte få hende til at stå overrasket igen. Hvordan pokker vidste han det? Hvordan pokker kendte han til hendes navn og hvordan vidste han, at det var hende? Det var noget som først måtte gøre hende bare en anlese urolig alligevel! Hun stod der iklædt som intet andet end en gammel fattig borger af landet. Det gjorde det da meget nemmere for hende, at skulle skjule sig for omverdenen og det at kunne leve et relativt normalt liv, selvom det virkelig var hende ekstremt underligt, når det kom til stykket. "Vent... h-hvordan vidste du..?" Hun var virkelig forvirret. Hun trak sig et stille skridt væk fra ham, selvom det var hende en handling som hun slet ikke måtte tænke det mindste over, når det endelig måtte komme til stykket, det var der virkelig heller ikke nogen tvivl omkring overhovedet. Hun trak vejret dybt og lagde armene let og stille omkring sig selv. Det gjorde hende om ikke andet en anelse nysgerrig. Hun havde jo altid været så frygtelig nysgerrig! Derick havde altid haft Denjarna og det ønskede hun virkelig ikke at spolere på nogen måde. Hun havde virkelig bare.. prøvet så godt, som det havde været hende overhovedet muligt, når det kom til stykket og det havde virkelig ikke været nemt. Deres flirt havde vist sig.. at være tom for hende. Hun havde bidt det i sig igennem så frygtelig mange år. Hvad andet valg havde hun? Hun ville jo ikke stå i vejen, hvis Dericks hjerte havde ønsket ham det anderledes. Blikket som mødte hende, sagde hende virkelig intet når det kom til stykket. Hun lod hovedet søge ganske let på sned og ikke mindst med en let forundring. Hvem pokker var han egentlig? Præsentationen af hans navn, sagde hende dog en hel del.. Navnet kunne hun koble til stemmen som hun måtte stå og lytte til! Som om hendes hud måtte blive mere bleg og blikket tydeligt i overraskelse. Det kunne ikke være rigtigt.. Det kunne da ikke være...!? "D-Derick?" gentog hun lettere overrasket. Hun var virkelig den sidste som hun havde ventet sig, at skulle møde herude, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om. Hun vågede sig forsigtigt tættere på ham, selvom hendes skridt måtte være så frygtelig forsigtige. Hun vidste jo ikke hvordan han havde det med hende nu. Sidst de mødtes, var det endt i kamp.. Meget af den fortid var blank for hende. Hun kunne virkelig ikke huske den. Hun hævede hånden ekstremt varsomt. "E-er det virkelig dig?" Hun blinkede let med de smaragdgrønne øjne. Det var virkelig et chok. Hånden lod hun varsomt og forsigtigt stryge mod hans kind. Kold var han ikke som dengang, selvom han måtte have tænderne som en vampyr og vingerne som en dødsengel. "Jeg mente.. a-at jeg havde hørt stemmen før.." afsluttede hun stille. Hun var chokket og intet mindre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun havde savnet ham og noget så voldsomt! "F-Faith? hvordan har hun det?" fortsatte hun. Hendes forhold til Faith, var virkelig ikke noget som man skulle klage over. Måske, at Faith ikke så på hende som sin mor, men forholdet var der. De kunne snakke og hjælpe hinanden uden problemer. Hun savnede hende faktisk temmelig meget.

[Deleted]

Det undrede ikke Derick at det måtte komme som et chok for hende. Ingen kunne genkende ham med sit nye look, og selv hans personlighed havde forandret sig en smule, dog var der stadig den samme gamle Derick inde i ham, og han savnede sine gamle venner, han savnede sit gamle liv. Alle de chancer som han blot havde ladet slippe forbi ham, alt det som han kunne have gjort i sine tidligere liv, som han blot tog forgivet, han savnede alt det gamle, men måske det ville kunne komme halvvejs tilbage til det gamle, hvis han gav det et forsøg? Måske det blot kunne blive anderledes på en god måde? Han var bare bange for at Døden ville hente ham tilbage igen, ligesom den havde gjort, da han havde været dødsengel. Han var bange for at knytte sig igen, fordi han var bange for at han ville træde forkert, og ende i helvedet. Det at hun måtte træde et skridt tilbage, gjorde alligevel ondt et sted, for han var jo bestemt ikke ude på at gøre hende fortræd, men han frygtede faktisk også for hendes reaktion, når hun fandt ud af at han var hendes gamle ven Derick, for han vidste ikke helt om hun bar nag på ham. Han forsvandt jo, til fordel for Denjarna, valgte hendes side og skubbede vennerne fra sig, ligesom han havde gjort med Faith og Monique. Og det var noget som han faktisk ikke havde det så godt med, for han havde virkelig holdt af sine gamle venner, og han savnede dem! Men han havde været så forbandet blind af kærlighed til Denjarna, at han havde isoleret sig fra resten af omverdenen, og før han vidste af det, så havde han været død, og så havde det hele været for sent. Han huskede tydeligt sine gamle minder, og han huskede noget så tydeligt Elanya, og også deres flirt, men den betød vel egentlig ikke noget mere? Der var jo sket så meget, og han havde jo hørt om hendes mange forhold, også om hendes nyere. Selvfølgelig betød flirten noget, for det var endnu et minde, og han huskede det så tydeligt, og han kunne også tydeligt huske, den stikkende fornemmelse han havde følt, da hun havde valgt at gifte sig med David og stifte en familie, og han huskede også tydeligt den frygt for at miste hende, han havde følt, og det forvirrede ham så meget, når han havde givet sit hjerte til Denjarna, der endda havde valgt at være ham utro med Gabriel, Elanyas søn. At tænke på det hele igen, var som at rive op i gamle sår. Men intet var som det samme før. Denjarna var væk, begået selvmord på grund af hans død. Gabriel var også død, og han kunne ikke ligefrem være ked af det tab, eftersom de jo faktisk havde været rivaler, når det kom til kærlighed, men så igen, på Elanyas vegne var han ked af det, for hårdt måtte det være at miste sin søn, ligesom det var at miste sine venner og kærlighed. Han trak svagt på skuldrene, da hun gentog hans navn. Det var skam ham, skønt han vidste at det måtte være svært at tro. Han var glad for at han endnu havde den samme stemme, for så kunne han da blive husket på den. Han nikkede roligt til hendes ord, og mærkede hvordan varmen måtte jage igennem ham ved hendes berøring mod hans kind, hvilket fik ham til at lukke øjnene fredeligt i. Det føltes et sted godt, at være i kontakt med hende igen, men også … forkert. ”Ja det er mig,” hviskede han dæmpet, som han igen slog blikket op. Han lod let sin hånd falde over hendes, så varm hun var! Han smilede et svagt smil. ”Det glæder mig, at du kan huske lidt af mig,” svarede han oprigtigt, dog stadig med den dæmpede stemme. Det var som om at han ikke kunne tale højere. Han trak ganske svagt på skuldrene, da hun spurgte ind til Faith. ”Ikke så godt, er jeg bange for. Hende og Kimeya har måttet stå til straf overfor Jaqia. Den nye dronning,” forklarede han roligt, han vidste ikke hvor meget hun kendte til den nye verden endnu, og de nye regenter, for det var selv så frygteligt nyt for ham.

[Deleted]

Elanya kunne virkelig ikke tro, at hun sad ansigt til ansigt med Derick igen. Det var jo ved at være så frygtelig mange år siden! Deres flirt havde selvfølgelig haft en noget så voldsom betydning for hende, det var der end ikke nogen tvivl om, men igen.. Han havde haft Denjarna, hvilket automatisk havde puffet, ikke bare hende, men så mange andre ud af billedet, og det havde hun virkelig været så frygtelig ked af, så var der jo ikke noget som hun rigtigt kunne gøre ved det! Hun havde bare prøvet, at skulle komme vider emed sit eget liv, selvom det virkelig ikke havde været til nogen som helst nytte overhovedet, så var det virkelig bare noget som hun havde været så frygtelig ked af, når det kom til stykket. Hun havde virkelig savnet ham og manglet ham som aldrig før. Vel en af de bedste venner som hun havde haft dengang? Det var ganske enkelt utroligt, hvor meget man kunne savne et andet menneske. At hun kunne mærke ham.. At vide, at det faktisk måtte være ham som måtte stå der, det kunne hun virkelig ikke få ind i sit hoved. Hun havde troet at han var borte ligesom alle andre.. Ligesom David, Legacy, Moniqe, Celina.. Gabriel.. Alt som nogensinde havde været dengang, det var jo væk og her sotd hun alene tilbage. Det var i alle fald det som hun måtte føle når det kom til stykket og det skræmte hende faktisk. Hans kærlighed til Denjarna havde virkelig puffet hende væk, som han havde isoleret sig selv med hende. Det var noget som virkelig gjorde ondt. "Det.. j-jeg... jeg kan virkelig ikke tro det.. det er dig.." De smaragdgrønne øjne vendte hun stille mod ham. Det var jo som hun næsten måtte mangle det violette skær som havde været hans blik dengang. Det som altid havde formået at bringe en eller anden mærkværdig form for fred til hende på denne måde. At han måtte lukke hånden om hendes, fik hende til at vende blikket mod den. Hun havde virkelig ikke troet, at hun ville se ham igen.. Måske, at det var forkert på en elelr anden måde, men hvad var der, at skulle gøre ved det, når det kom til stykket? Hun trak vejret dybt og næsten med en dirren. Følelserne.. ja, var de der endnu? Det vidste hun ikke rigtigt, hun havde jo bare prøvet at komme videre, efter at hans valg måtte falde til en anden kvinde. Hvad andet valg havde hun haft? "Jeg.. havde aldrig troet, at jeg skulle se dig igen.." De grønne øjne, vendte hun stille op mod hans eget blik igen, hun kunne virkelig ikke få sig selv til at skulle se det mindste væk lige nu. Hun havde virkelig savnet ham noget så frygtelig voldsomt! Hun hævede lige så den anden hånd og strøg hans andet kind. I hendes øjne, var det ikke så frygtelig forkert.. Ikke hvis han ikke havde Denjarna ved sig eller en anden for den sags skyld, for som det stod nu, så havde hun selv ingen. Hun havde opgivet det simpelthen. Nu var hun ikke dronning længere, så var det hende selv ganske morsomt, at se hvor lidt folk faktisk måtte lægge mærke til hende. Hun skød den tanke ud af hovedet. "Jeg hørte om det.. Det er frygteligt.." sagde hun stille. At nogen overhovedet kunne gøre sådan, det forstod hun vitterligt ikke! Hun vendte blikket kort ned mod sine fødder. "Jeg.. var på vej til hende. Hun har brug for mig.." sagde hun stille. Hun vidste, at Faith slet ikke ønskede, at skulle fremstå som svag. Det var ikke noget som den kære pige havde fra fremmed af, det var helt sikkert. Så længe, at hun gik i bare tæer, så var det en vandring som ville tage hende lang tid, og hun vidste det også. Hun sukkede stille og vendte blikket mod Derick igen. "Jeg.. jeg har virkelig savnet dig," sagde hun stille. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige, eller hvordan hun skulle gribe det hele an. Det var bare.. hun var fuldstændig mundlam.

[Deleted]

Det lignede nok ikke den største glæde fra Dericks side af, men det var fordi hans personlighed havde skiftet en smule karakter, eftersom han havde været i dødsriget, og der var han blevet så frygtelig tom og indelukket, og det havde jo så sine præg i ham den dag i dag, hvor han nu måtte stå foran hans gamle flirt, og bedste ven. Og han savnede hende ufatteligt meget! Og skønt det ikke så ud til at glæden var gengældt ligeså meget, så skulle hun bare vide, hvor ufattelig glad han var indeni, så glad havde han ikke været i lang tid! Ligesom, da han havde mødt Faith, hun var trods alt også hans gamle ven, og han havde søgt til hende som den første, fordi han vidste hvad der var sket med hende, og nok var hun stolt og stædig, men hun havde så mange gange hjulpet ham, og eftersom han ikke ligefrem havde været der for hende førhen, så fortjente hun hans hjælp nu, og det var hvad han havde givet hende. Han var desværre ikke en healer, men han havde da givet hende noget smertestillende imod smerterne. Dog måtte hans tanker hvile omkring Elanya i øjeblikket, for det var underligt at stå ansigt til ansigt med hende endnu engang, for det havde været så lang tid siden! Og han var ikke helt sikker på, hvad hun mente om ham mere, og det gik også den anden vej, ikke fordi han hadede hende eller afskyede hende på nogen måde, det var bare så lang tid siden, og han vidste ikke helt hvad hun havde været igennem op til nu, i den tid hvor de havde været adskilt. ”I-i lige måde, Elanya,” sagde han roligt, for ham ville hun altid være hans elskede Elanya, uanset hvor mange gange hun ville skifte navn eller udseende, som ham selv, han ville ikke huske hende som nogen anden end Ela, det var sådan han bedst kunne lide det, han holdt ikke af nogen Enya, men af Elanya. Hun ville altid være den samme gamle for ham. Han kunne faktisk heller ikke selv tro at de stod her og nu, sammen igen, en genforening på samme sted, hvor de havde mødt hinanden første gang, ironisk egentlig. Han slog let blikket ned til hendes ord. Hun var vel kommet over ham? Eller, det havde nok kun været ham der havde haft følelser for hende? Desuden, så havde de aldrig været sammen, så det undrede ham ikke, hvis hun havde glemt ham. Men så igen, de havde haft en flirt, det var jo tydeligt, for selv havde de delt kys, så hun måtte vel også have næret bare få følelser for ham? Ikke? Den anden hånd hun hævede, som hun lagde mod hans anden kind, fik ham til at løfte blikket mod hende igen. Han så nok anderledes ud, og noget anderledes var han i personlighed, men inderst inde ville han endnu være den samme gamle Derick. ”Det troede jeg heller ikke. Men her er vi så … ligesom … første gang,” påpegede han stille og smilede et svagt smil. Hvor havde han egentlig savnet hende! Og det føltes helt uvirkeligt at stå med hende her endnu engang, det sted hvor de for første gang havde mødtes for flere århundreder siden. Hvis ikke for årtusinder siden, for han havde vitterligt mistet tidsfornemmelsen af sin tilstedeværelse i dødsriget. Han nikkede roligt til hendes ord. ”Meget,” istemte han, det var slemt med Faith, men hun skulle nok komme sig, ”jeg gav hende noget smertestillende, så hun ville kunne klare at sove, hvile ud.” Han trak ganske svagt på den ene mundvig. Det var kun på tide at han gjorde gengæld. Han nikkede endnu engang til hendes ord. ”Det forstår jeg,” svarede han roligt. Det lød til at Faith og Ela endnu var venner, hvilket glædede ham. Han så dem ikke som mor og datter, men som hans venner. At hun havde savnet ham, fik ham til at en smule større. Han vidste ikke hvorfor, men han var bange for at træde forkert, når det kom til hende, for han havde jo faktisk svigtet hende for længe siden, ligesom alle andre. ”Jeg har også savnet dig, Elanya. Frygtelig meget!” Han vovede sig et lille skridt tættere mod hende, for at formindske deres afstand, så de næsten måtte stå bryst mod bryst. Han så let ned af hende, inden de mørke øjne faldt til hendes grønne. ”Du har ingen sko?” spurgte han roligt, som han havde opfanget hendes bare fødder.

[Deleted]

Elanya kunne simpelthen ikke få ind i hovedet, at hun måtte stå overfor Derick endnu en gang. Det var så ufattelig mange år siden, at hun næsten ville være sikker på, at hun var glemt for ham. Hun havde dog aldrig nogensinde glemt ham! Han havde altid stået der som hendes bedsteven, også selvom David gang på gang, havde nægtet hende, at skulle se ham, så havde det da aldrig nogensinde stoppet hende i, at skulle gøre det før, det var helt sikkert. Sådan var det jo selvfølgelig, når man holdt noget så frygtelig meget af en mand. Det havde knust hende, at han havde valgt en anden, men igen.. det var fortid nu og den ønskede hun vitterligt ikke, at skulle dvæle mere ved. De smaragdgrønne øjne hvilede i hans blik. Hvad der var sket med ham siden de så hinanden sidst, det vidste hun virkelig ikke, men det, at skulle stoppe op for at spørge om det.. det gjorde vel også for ondt et sted? At det ikke ligefrem måtte være den største glæde for ham, var virkelig også det eneste som lige nu, måtte holde hende mere eller mindre i skak, for hun ønskede virkelig ikke at træde forkert. Ikke når det kom til ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun blinkede ganske let med øjnene. Hun kunne simpelthen ikke forstå det. At hun faktisk måtte stå der foran ham lige i øjeblikket. Det var hende virkelig helt uvirkeligt! Ela fandtes jo i hende et sted, selvom hun gik under et andet navn, som den gamle Derick vel også måtte være i ham, selvom han var helt fremmed af udseende for hende? Hænderne lod hun stille hvile ved hans kinder. Hun kunne mærke, se og føle ham.. Han måtte i sandhed være der, det var helt sikkert! I Elas øjne, var Faith ikke hendes datter direkte, men en som hun kunne snakke med og en som kunne lytte og det var gengældt, så meget vidste hun jo. At Derick måtte komme det ene lille skridt tættere på hende, fik det til at sitre i hende. Hun havde ikke været tæt på ham igennem så frygtelig lang tid. Han var virkelig den sidst som hun havde regnet med, at skulle se her. Hun bed sig svagt i læben. At han kaldte hende ved hendes fødselsnavn. Ikke når det var ham. Hun trak svagt på smilebåndet. "H-hvad har du lavet? Igennem alle disse år?" spurgte hun stille. Hun ønskede virkelig at vide det.. ønskede at vide, hvorfor hun intet havde hørt fra ham igennem disse lange stunder, det var ganske enkelt utroligt. Det at han kom så tæt på, så de næsten stod bryst mod bryst, fik hendes hjerte til at slå godt og fast mod hendes brystkasse, som var det på nippet til at hoppe ud. Hun blinkede let med øjnene. At hun jo faktisk måtte fryse, var noget som hun praktisk talt, måtte se væk fra lige i denne stund, det var der slet ikke nogen tvivl omkring overhovedet. Hun kunne ikke lade være med at smile. "L-ligesom første gang... Jeg husker det.. som var det i går," sagde hun stille. Hun mindes, at de havde løbet rundt, som havde de været små børn og hun havde virkelig bare nydt og elsket det når det kom til stykket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Derick havde virkelig en noget så frygtelig stor betydning for hende! Og det havde aldrig ændret sig! Hun kunne virkelig bare være glad for, alt det som Derick havde gjort for Faith. Det fik hende til at smile. Hun lod forsigtigt den ene hånd vandre igennem hans hår og lagde sig forsigtigt mod hans skulder. Hun ville virkelig heller ikke komme alt for tæt på, det var helt sikkert. Armene lod hun ganske forsigtigt glide omkring hans nakke i en omfavnelse. Hun havde virkelig bare manglet ham! At han kommenterede hendes bare fødder, fik hende blot til at smile. Hun vendte blikket stille ned. "Man bliver ikke gravlagt med fodtøj i Procias.." påpegede hun stille, da hun valgte, at skulle give slip på ham igen. Hun ønskede virkelig ikke at træde forkert og da specielt ikke når det var ham.

[Deleted]

Det var uvirkeligt at stå foran hende igen, for skønt han et sted var kommet tilbage på grund af sine gamle venner, så virkede det stadig ufatteligt at stå foran hende igen. Desuden, så var det frygtelig mange år siden, så det at stå foran hende igen, det var bare … underligt, men alligevel en savnet følelse, for han havde virkelig savnet hende, ligesom han havde savnet Faith. Og nu havde han fundet hende, skønt han et sted havde troet at det var umuligt, for hun gik jo ikke længere under Dronning Elanya, men under Enya. Og et sted forstod han hende, men uanset så ville han aldrig kunne glemme Elanya, for hun havde trods alt været hans bedste ven, og han husker tydeligt alt det, som var sket mellem dem. Dog måtte han vel blot affinde sig med, at kalde hende Enya, hvis det var hvad hun ønskede, for de var ikke i fortiden, men i denne ukendelige nutid, en nutid han ikke helt kunne finde ud af endnu, for alt var faktisk nyt for ham, skønt ting lignede det samme. Han nød faktisk at hendes hænder måtte hvile mod hans kinder, skønt hun ikke gjorde noget, men det fik ham til at vide at hun var der, og den fornemmelse kunne han godt lide. Han så end ikke væk fra hendes grønne øjne, det kunne han slet ikke. De havde hypnotiseret ham, som de altid gjorde. Han rømmede sig lidt til hendes spørgsmål. ”Jeg har … vandret rundt i dødsriget, som en livløs sjæl,” fortalte han sandfærdigt. Dødsriget var det sted, som han havde tilbragt mest tid i, og det var skam ikke en tid han ønskede at komme tilbage til. Så tom han havde været, og der var stadig tomhed i ham, hvilket var grunden til hans manglende glæde for genforeningen, skønt han faktisk var ufattelig og ubeskrivelig glad indvendig. ”Det var der jeg hørte om din genoplivning, og nu er jeg så tilbage,” fortalte han roligt, og med et lille smil på de rosenrøde læber, ”som alkymist.” Derick havde intet imod hendes nærvær, faktisk var han utrolig glad for det! Han lod let en finger sno sig omkring én af hendes blonde lokker, hvilket fik ham til at smile glad for sig selv, skønt hun ville være i stand til at se det, og han ønskede desuden heller ikke at skjule den glæde han måtte bære inde med, ved at se hende igen. ”Du er her,” hviskede han stille. Han kunne ikke fatte det, men her var hun, i virkelig live! Og det glædede ham utrolig meget! At hun huskede deres første møde, fik ham blot til at trække på mundvigene. Det glædede ham! ”Det var jo et uforglemmeligt møde,” påpegede han stilfærdigt, det var det i hvert fald for ham. Han kunne slet ikke glemme hende, uanset hvor lang tid der ville gå, uanset hvor mange århundreder der ville skille dem fra hinanden, så kunne han simpelthen ikke glemme hende, det var blevet ham en umulighed, hun havde trods alt stået ham utrolig nært, skønt han havde valgt Denjarna, men det havde jo faktisk ikke forhindret dem i at mødes, for selv Denjarna havde været utilfreds med hans møder med hende, men Elanya var og blev hans bedste ven uanset hvad folk sagde. Det var blot noget han ikke kunne komme uden om. Hendes hånd, der tog turen igennem hans korte krøllede hår, fik ham blot til at smile. Han havde savnet hende! Og hendes berøringer havde han intet imod, desuden, så var han jo faktisk single, eftersom han ikke længere havde Denjarna. De tomme mørke øjne blødte ganske let op, og de hvilede på hende med et mildt skær. Som hun lagde armene omkring hans nakke, lagde han sine stærke arme omkring hendes liv, imens han trykkede hende blidt ind til sig, i den varme omfavnelse. Han havde savnet hende! Armene lod han glide ned langs hans egen side, ligesom hende selv, dog uden at fjerne sit blik fra hendes. Han trak ganske svagt på smilebåndet til hendes ord. ”Nej, det gør man vel ikke,” svarede han og kløede sig let i nakken, ”men du var jo dronning? Ingen penge?” Hans hoved søgte ganske blidt på sned imens han betragtede hende spørgende. Det var hun jo ikke mere, men havde hun ikke fået lidt, til at kunne klare sig? ”Og hvad er der sket med dig, siden vores sidste møde?” spurgte han nysgerrigt, han ville også gerne vide hvad der var sket omkring hende, for meget måtte da være hændt hende, også siden hun selv blev dræbt.

[Deleted]

At mærke Derick stå så tæt på hende, var hende virkelig en lettelse uden lige. At hun i det hele taget måtte stå overfor ham igen, kunne hun virkelig ikke forstå. Det var hende.. ganske enkelt utroligt. Hvad hun skulle sige eller hvad hun skulle gøre, det vidste hun ikke, ja, hvad havde hun egentlig retten til at gøre? Han var virkelig af en så frygtelig stor betydning for hende, og det havde han virkelig altid været. At kunne mærke hans hud, at se ham smile, selvom det ikke direkte var gengældt i form af den glæde som hun selv måtte føle, så kunne hun nærmest mærke det på ham. At han også måtte være glad for at se hende. Det gjorde hende glad, det gjorde det virkelig. Et sted med en lettelse, for det var da noget som hun kunne genkende, selvom der sikkert også var sket noget så frygtelig meget med ham, når det måtte komme til stykket, det kunne hun så sandelig heller ikke betvivle på noget tidspunkt. Dronning var hun ikke mere, det var også derfor hun agtet at gå under det andet navn, selvom hun virkelgi altid ville være Elanya for ham. Der ville der virkelig ikke være nogen forskel. Hun smilede i hele ansigtet. Hun kunne bare ikke lade være! At han havde vandret rundt i dødens rige, fik hendes opmærksomhed allerede med det samme. Hun blinkede let med øjnene. "S-som en livløs sjæl? Derick, det.. det er jeg da ked af," sagde hun stille. Det var ærligt. Det fortjente han virkelig ikke! At han var kommet tilbage, fik hende blot til at smile. Han havde været en af dem, som altid kunne og altid havde fået hende til at smile når det endelig var, den som havde fået hende til at grine, selv når tiderne havde været hårde. "Og du ved virkelig ikke hvor glad jeg er for det," sagde hun stilfærdigt. At han havde gengældt hendes omfavnelse, var hende en lettelse uden lige. Det var som en byrde havde sænket sig fra hendes bryst, så hun ikke længere, var i stand til at mærke det. Det gjorde hende virkelig bare glad! En tåre gled ned af hendes kind. En tåre af glæde! En glæde over at skulle se ham igen, sådan som han måtte stå foran hende! Hun slap et let og dæmpet grin og nikkede. Hun var virkelig bare fristet til at skulle omfavne ham igen og bare.. blive stående der! Nu var han der, selvom hun vitterligt ikke vidste, hvad hun havde retten til at gøre eller ikke, og det var virkelig bare noget som hun måtte hade et sted, selvom der virkelig ikke var noget som hun sådan rigtigt kunne gøre ved det, når det kom til stykket. "Det var det virkelig.. Vi løb rundt som var vi små børn igen," sagde hun med en let munter stemme. Det var noget som gjorde hende glad at skulle tænke på, og specielt nu fordi, at han måtte være der sammen med hende, så kunne det virkelig ikke blive bedre! Det var i sandhed et uforglemmeligt møde på alle måder! Det havde virkelig en betydning for hende og den var i den grad også stor. Hænderne søgte igen til hans kinder. Hun kunne virkelig ikke lade være med det. At han måtte leve alene nu, vidste hun ikke. Havde hun vidst, at han var kommet tilbage hertil, så havde hun søgt hertil allerede for længe siden, istedet for at vente som hun havde gjort. Hvorfor havde hun intet vidst?! Hun lænede sig frem og plantet et ganske forsigtigt kys mod hans kind. "Cirka sådan her, endte det forrige møde, hvis jeg ikke husker helt forkert," sagde hun med et stille smil. Hun havde virkelig intet set eller hørt fra ham igennem så frygtelig mange år og det var noget som virkelig bare måtte gøre noget så frygtelig ondt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun rystede på hovedet. "Folk ser stadig til min grav i Procias.. Der er ingen som rigtigt ved, at jeg er tilbage," påpegede hun stille. Hun ønskede ikke kongehusets penge og eftersom Gabriel var faldet bort, så var Maloya Morningstar faktisk.. væk? Væk for altid. Hun trak let på smilebåndet. "Du vil høre hele min livshistorie?" Hun hævede sigende det ene bryn. Direkte kunne den faktisk godt vise sig, at blive lang når det kom til stykket. Døden havde end ikke været slutningen for hende. Den havde blot været en ny begyndelse.

[Deleted]

Det at stå overfor Elanya igen, det var virkelig en mærkelig følelse, men om ikke andet, så glædede det ham virkelig noget så frygtelig meget! For et sted var han jo faktisk vendt tilbage for hendes skyld, ja, og selvfølgelig også Faith og hans andre gamle venner, og Faith havde han jo allerede besøgt, som han da håbede havde fået det bedre, for det gjorde et sted ondt at se hende være så hjælpeløs, især fordi han vidste at hun var sådan en stolt og stædig person. Og han måtte ærligt erkende, at han var glad for at have talt med hende igen, for han havde virkelig savnet sin lille rødtop! Men nu var han ikke længere hos Faith, nej, han havde fundet en helt anden gammel ven, faktisk hans første og derfor også hans bedste og ældste ven. Hun var faktisk den som havde hjulpet ham ud af mørket som den første, på grund af hende var han ikke ensom, og først efter Elanya, havde han mødt Denjarna, Faith og alle de andre. Men Elanya var og blev hans første ven, og det var han hende taknemmelig før, desværre havde han bare taget hende forgivet i sine andre liv, og det var vel også derfor han var tilbage? For at gøre gengæld? For at være der for hende, eftersom han aldrig rigtigt havde været det før? Uanset, så stod han ved hende nu, ganske tæt og hendes nærvær nød han, for det gjorde ham helt sikker på at han ikke drømte, at den tykke tåge ikke havde gjort ham kulret, og at det ikke blot var en illusion, men faktisk var virkeligheden. Hun havde faktisk altid været der for ham, og han havde faktisk bare skrotet hende til fordel for Denjarna, som han mere eller mindre havde isoleret sig med, og væk fra alle andre. Noget som han den dag i dag kunne fortryde, for han havde fundet ud af, at selv venskab var en vigtig del af livet. Og han skammede sig et sted over at han havde isoleret sig fra omverdenen, for Elanya havde faktisk altid været der for ham, når han havde været parat til at falde, ved hvert eneste lille problem, altid havde hun været der til at gribe ham, og her stod hun, med den oprigtige glæde i sit blik, og det varmede ham faktisk, for det var ikke ligefrem fordi at han havde behandlet hende specielt godt. Han trak let på smilebåndet til hendes ord, hvor han let rystede på hovedet. ”Tro mig … Elanya, døden er ikke så slem som helvedet,” påpegede han stilfærdigt, for sandt var det i den grad! Han var ikke sikker på om han måtte kalde hende ved det gamle navn; Elanya, men hun ville vel rette ham, hvis hun mente at det var upassende? Så indtil da, ville han kalde hende ved det gamle, for det var trods alt det som han var vant til, og han ønskede faktisk ikke at det skulle laves om. Han smilede et skævt smil til hendes ord. At hun var glad for at være tilbage, glædede kun ham, og det fik ham til at trække blot det lille træk mere på mundvigene. ”Jeg er glad for at se dig igen… Mere end du aner Elanya!” svarede han sandfærdigt. For sandt var det jo. Han var virkelig glad for at være tilbage, og mest af alt, var han glad for at stå hos hende igen, og den varme omfavnelse var han skam ligeglad med om det var rigtigt eller forkert, for han nød at mærke hende igen, at vide at hun ikke var en fantasi, men faktisk var hos ham igen. At hun måtte slippe en latter satte virkelig en sitren i gang i ham, for det var virkelig lang tid siden at han havde hørt nogens latter. ”Ja, det gjorde vi vidst,” sagde han, hvor hans stemme blev en smule morende. Det var jo faktisk ikke helt galt, sådan som de faktisk havde opført dem helt tosset, og slet ikke som voksne burde gøre, men han var ligeglad, han havde nydt tiden med hende, og han håbede da på, at de endnu kunne have deres stunder. Hendes hænder mod hans kinder, havde han så absolut intet imod, for han nød hendes nærvær og berøringer, eftersom de blot fik det til at gå op for ham, at hun virkelig var der. Han blev dog faktisk overrasket over hendes kys mod hans kind, men det var der vel intet galt i? Han smilede et lille skævt smil til hendes ord. ”Forkert,” svarede han roligt, inden han rykkede sit hoved tættere mod hendes. ”Det sluttede sådan her.” Han lod ganske let sine læber berøre hende, skønt man ikke ligefrem kunne kalde det et kys, for hans læber snittede kun lige hendes, eftersom han stoppede sig selv og trak hovedet tilbage. Han vidste jo slet ikke hvad hun havde været igennem, eller om hun havde en anden, så han kunne vel ikke bare rende rundt og kysse hende, selvom det faktisk ikke havde forhindret dem førhen. Han trak ganske let på skuldrene. ”Tja, jeg har al evighed, tro mig, desuden, så vil jeg gerne vide hvad der er sket med dig, nu hvor det er så lang tid siden,” svarede han med et lille stille smil.